Hjemmeværnets rolle i p-forsvaret er i (le seneste måneder dukket op nogle gange i dagspressen. Herunder er der tilstræbt en placering af hjemmeværnet i p-forsvaret og en tendens til at overvurdere hjemmeværnets muligheder, som efter min mening kan tilsløre de faktiske forhold til ringe gavn for hjemmeværnet såvel som p-forsvaret.

Det er således næppe rigtigt at betegne hjemmeværnets ind­sats i p-forsvaret som afgørende, fordi denne udtryksform let forleder til den slutning, at når blot hjemmeværnet tager sig af sine p-forsvarsopgaver, så er andre — lige så afgørende — felter af p-forsvaret af mindre vægt.

For totalforsvaret — og p-forsvaret er jo en såre vigtig side heraf — er det karakteristisk, at alle felter og detaljer kan vise sig afgørende, fordi totalforsvarets ide netop er: alle en nations kræfter sat ind for at imøde gå det totale angreb, som i dag er en ubehagelig men nærliggende eventualitet.

Hertil kommer den ændring, som må forudses m.h.t. en krigerisk situations forløb, idet man i givet fald må forvente maksimal indsats fra en modstanders side på alle totalangrebs felter fra den allerførste dag — eller måske endda time. Dette stiller det uafviselige krav om beredskab også på p-forsvarsområdet allerede i fredstid.

Det er således i den henseende ikke længere forsvarligt — som det har været gjort — kritikløst at henvise til eksempler fra 2. verdenskrig (Storbritannien og USA). Denne krig opviste dog allerede et skoleeksempel på mangelfuldt p-forsvar, nemlig Frank­ rig. En af de erfaringer, som man dér, hvor forsvar betyder eksistensforsvar og ikke blot nogle timers demonstration, har ud­ draget af 2. verdenskrig — og søgt at leve op til — er, at p-forsvaret (som totalforsvaret i øvrigt) må have passende fasthed og organisation allerede i fredstid.

2. verdenskrigs lære er kun alt for tydeligt blevet under­ bygget af verdenssituationens udvikling siden. Det psykologiske forsvar er naturligvis andet og langt mere end de egentlige be­ redskabsforanstaltninger, idet en samtale på tomandshånd, et højskoleophold, et foredrag, en avisartikel, sociale foranstaltnin­ ger og meget andet kan virke styrkende rent psykisk og i retning af at påvirke til demokratisk selvbesindelse og således må be­ tragtes som led i det psykologisk forsvar, når det forstås i sin bredeste mening. Men lad os, inden klarhed over hjemmeværnets „roller“ søges tilvejebragt, fastholde, hvad man forstår ved psy­kologisk krigsførelse og p-forsvar. Psykologisk krigsførelse er: virksomhed, gennem hvilken såvel fjendens som egen forsvars- og kampvilje påvirkes med rent psykiske midler, og som ud­ foldes i de væbnede styrker så vel som i civilbefolkningen. Heraf følger, at p-forsvaret omfatter de våbenløse foranstaltninger med psykiske midler — fortrinsvis gennem tale og skrift — som træf­ fes for at styrke egen modstandsvilje og kampmoral.

Det fremgår umiddelbart heraf, at p-forsvaret er det funda­ ment, hvorpå alle totalforsvarets andre foranstaltninger må hvile. Det psykologiske angreb ytrer sig allerede i fredstid som en mere eller mindre direkte forberedelse af den evt. kommende åbne krigsførelses militære operationer, eller det iværksættes uden til­ knytning til sådanne for selvstændigt at føre til afgørende magt­ politiske resultater.

P-angrebets vigtigste mål er:

• —  at svække modstanden ved at skabe konflikter, bl. a. mel­lem allierede, mellem soldater og civile, mellem menige og befalingsmænd, mellem forskellige andre befolknings­ grupper og mellem befolkning og regering.

• —  at påvirke folk til at tillægge egen personlig sikkerhed, vinding og velvære større betydning end landets forsvar og styrke,

• —  at etablere forskellige former for samarbejde med mod­ parten, som angives som befolkningens sande ven og be­skytter,

• —  at få modstanderen til at underkaste sig uden, at kampen føres til ende, og

• — at sprede forskellige former af frygt og håbløshed, samt at udnytte kritiske situationer til skabelse af panik.

  P-forsvaret — hvis opgaver er at hindre p-angrebet i at nå de lige omtalte mål — sætter især ind på følgende tre felter: oplysningsvirksomhed, nyhedsformidling og den mere direkte imødegåelse af fjendtlig psykologisk aggression. I praksis vil disse tre felter i nogen grad overlappe hinanden, og en fuldstændig udredning af problemerne i forbindelse hermed lader sig ikke gennemføre i en artikel som denne. Den svenske kommissionsbetænkning vedrørende p-forsvaret omfatter således 250 alminde­lige bogsider, men er absolut anbefalelsesværdig for interesserede.

For dog at bringe en vis oversigt over problemerne og skabe nødvendig baggrund for en vurdering af hjemmeværnets rolle i p-forsvaret, skal de nævnte felter omtales lidt nøjere.

Oplysningsvirksomheden i p-forsvaret bør sigte på en klarlæggelse af, hvad det er, befolkningen har at forsvare, og mod en bred orientering om de udenrigspolitiske forhold. Allerede i fredstid må befolkningen oplyses om de følger, som må forudses, hvis folket giver efter over for en angriber. Men orienteringen omfatter også hvad landet og indbyggerne udsættes for under krig samt anvisninger på, hvad den enkelte borger liar at gøre i forskellige situationer. Endelig bør det nævnes, at op­lysningsvirksomheden omfatter klarlæggelse af og forståelse for totalforsvarets forskellige led, og at hele denne virksomhed på langt sigt i offentligheden bør forløbe ad de allerede eksiste­ rende private og ikke ledes gennem statslige kanaler.

Nyhedsformidlingen, som i alt væsentligt varetages af dagspressen og statsradiofonien, bør — når den betragtes un­ der p-forsvarssynsvinkel — foruden en virkelig bred information af udenrigspolitisk og indenrigspolitisk art omfatte økonomiske forhold og almene samfundsforhold samt den menneskelige til­ værelse i øvrigt. Hertil kommer i krigstid nyheder om krigshand­ lingerne. I fred som i krig er omgående, fyldig og sandfærdig orientering faktisk en forudsætning for en levende forsvarsvilje i en demokratisk stat. Selv under truende forhold og efter et fredsbrud bør nyhedsformidlingen, så langt det er muligt, ske gennem de kilder, som befolkningen — ja den enkelte — ken­ der og har tillid til. Det organiserede p-forsvars indsats i nyheds­ formidlingen er derfor i overvejende grad service-præget, her­ under at skabe muligheden for, at den overhovedet kan virke i ufredstider.

Den direkte imødegåelse af psykisk aggres­sion er det vanskeligste af p-forsvarets felter, fordi fristelsen til at annektere modpartens propagandametoder er nærliggende. På den anden side er bestræbelserne for at „immunisere“ borgerne mod farlige rygter, falske meddelelser og nedbrydende propa­ ganda såre vigtige. Et grundlag må tilvejebringes allerede i fredstid for, at den enkelte kan vænne sig til den nødvendige kritiske indstilling over for de nævnte foreteelser. I krigstid må forberedelser omgående træffes for at møde den fjendtlige pro­ paganda så at sige ord mod ord —•kendsgerningernes vidnesbyrd vil dog ofte vise sig mest virkningsfulde.

Medens vægten på de tre felter i p-forsvaret i fredstid naturligt ligger på oplysningsvirksomheden, nyhedsformidlingen og den direkte imødegåelse i den nævnte orden, vil forholdene i nfredstider sandsynliggøre den modsatte orden.

P-forsvaret kan så lidt som totalforsvarets ovrige sider gen­ nemføres uden den fornødne koordination og — i hvert fald i krigstid — uden en vis fælles ledelse. Da p-angrebet er en kends­ gerning allerede i fredstid, og fordi den intensivering, det vil undergå ved et krigsudbrud, straks fra første færd må mødes af et velforberedt forsvar, kræves også i fredstid et psykologisk forsvarsberedskab.

I erkendelse heraf har man gjort det psykologisk forsvar til genstand for grundig kommissionsbehandling i såvel Sverige som Norge. I begge lande er man enige om de store linier i opbygningen af p-forsvarets beredskab, altså fredstidsindsatsen.

I Sverige er man længst fremme, idet man der, efter at det lovmæssige grundlag var tilvejebragt, i 1954 oprettede et be­ redskabsnævn for det psykologiske forsvar. Det drejer sig om en fredsorganisation, hvoraf krigsorganisationen: Statens oplys­ningscentral — i givet fald skal udvikles.

Beredskabsnævnets vigtigste arbejdsopgaver er at følge ud­ viklingen af den psykologisk krigsførelse, at følge og evt. rådgive oplysningsvirksomheden i den svenske opinion og at planlægge den psykologiske forsvarsvirksomhed for krigstid, herunder at virke for publiseringsorganernes — især pressens og radioens — personelle og tekniske beredskab.

Ud over centralorganisationen for p-forsvarsberedskabet i fred forberedes i Sverige, efter forbillede i Storbritannien under 2. verdenskrig, en regional organisation, der lige som det svenske civilforsvars og det økonomiske forsvars knyttes til lensstyrkerne.

Den herved i Sverige tilvejebragte almindelige koordinering af p-forsvarsbestræbelserne, er et meget vigtigt moment, og den omfatter ikke alene de kræfter, som indsættes i den civile del af samfundet, men også den virksomhed, som drives i værnene på det psykologiske forsvars område.

Efter denne meget summariske oversigt over p-forsvarets op­ gaver og koordination m. v. i et land, som er os nært beslægtet, kan vi vende os til det, som var hensigten med artiklen, at søge frem til klarhed over hjemmeværnets roller, og hvorledes dets rolle i p-forsvaret skal præciseres.

Den gældende lovbestemmelse om hjemmeværnet er udfor­ met således, at dets formål angives som:

— at deltage i løsningen af de opgaver, der påhviler det militære forsvar.

Som en del af det militære forsvar adskiller hjemmeværnet sig således i p-forsvarshenseende ikke principielt fra værnene, for hvilke p-forsvarsproblernet naturligt har 2 sider, nemlig dels den indadrettede: det militære p-forsvar, dels den udadrettede, d. v. s. medvirken til opbygningen af det almene p-forsvar i befolkningen som helhed.

Det militære p-forsvar omfatter bestræbelser for — til dels indirekte — at styrke den indre forsvarsfront i den enkelte soldats sind, hans kampmoral om man vil.

I det almene p-forsvar — oplysningsvirksomheden, nyhedsform idlingen og den psykiske aggression direkte imøde­gåelse — må såvel den enkelte hjemmeværnsmands som hjemme­ værnets indsats i almindelighed i sagens natur hovedsagelig falde inden for det første felt: oplysningsvirksomheden.

I den svenske betænkning nævnes følgende deltagere i p-forsvarsoplvsningen: skolen, værnenes pressetjeneste, civilforsvarvs- styrelsen, statens oplysningsbureau, udenrigspolitisk institut, de frivillige forsvarsorganisationer, civilforsvarsforbundet og central­ komiteen „Folk og Forsvar“. Blandt de største frivillige forsvars­ organisationer nævnes: hjemmeværnet, Sjövärnskåren, centralfor­ bundet for befalingsmandsuddannelse, Røde kors, lottebevægelsen og Sveriges kvindelige bilkorps.

Med støtte i gældende lov om hjemmeværnet og bestyrket af forholdene i udlandet, må det fastslås, at hjemmeværnets hoved­ rolle er den rent militære, at være et uundværligt led i de tre værns dækningsstyrker — ikke mindst som felthærens rvgsikring, i søværnets patruljetjeneste og flyvevåbnets luftmeldetjeneste.

Her ud over har hjemmeværnet i fredstid — på linie med det militære forsvar i øvrigt — også sin plads at fylde ved op­ bygningen af landets almene p-forsvar. Selv om hjemmeværnets hovedopgave i fredstid er den, at rekruttere medlemmer og ud­ danne dem og derved styrke det militære beredskab, så vil virk­somheden for at hverve medlemmer naturligt omfatte information og oplysning, som tjener p-forsvaret. Og den enkelte hjemme­værnsmand har samme opgave som det militære forsvars andre enkeltpersoner i sin omgangskreds at orientere om forsvaret i almindelighed og om p-forsvaret i særdeleshed.

I krigstid vil hjemmeværnets muligheder for at yde indsats i det almene p-forsvar just når denne er mest påkrævet blive stærkt begrænset på grund af den primære opgave: kampen. Et forhold, som understreges ved hjemmeværnets beskedne omfang i forhold til de opgaver, som et krigsudbrud vil stille det over for. Allerede i dag er hjemmeværnets aktive styrker næppe i stand til at løse alle ønskelige opgaver, og ,.the new look“ gør kun dette misforhold endnu mere iøjnefaldende. Det må derfor forudses, at kampopgaverne — navnlig i fredsbruddet — vil stille sådanne krav til hjemmeværnet, at indsatsen i p-forsvaret i be­folkningen vil få tilfældighedens og ufuldstændighedens karakter — hvilket ikke mindst på informationsområdet og i den direkte imødegåelse af psykisk aggresion kan få karastrofale følger.

Hjemmeværnet bor naturligvis søge sin oplysningsvirksomhed videreført, men denne er i sagens natur sekundær i forhold til det almene p-forsvars andre sider. Den fordel, som hjemmeværnet har i sin naturlige og ganske omfattende kontaktflade i befolk­ ningen, bør selvsagt udnyttes også under krigsforhold, og det er sandsynligt, at hjemmeværnets oplysningsudvalg burde sættes i stand til at yde sin indsats i rammen af en evt. regional p-forsvarsorganisation.

Under den tidligere nævnte bladomtale af p-forsvaret og hjemmeværnets plads heri, er fra hjemmeværnsside hævdet, at nogen fredsorganisation for p-forsvaret her i Danmark ikke er aktuel. Først og fremmest er der peget på, at et dansk beredskabs­ nævn ville være en sådan fare for dansk demokrati, at blot tan­ ken herom er en utopi. Senere viste det sig, at dette standpunkt nok så meget hvilede på partipolitiske hensyn, som den skyldtes hensynet til demokratiet. Et sådant standpunkt er så langt fra saglighed, at det ikke skal kommenteres her.

Anderledes med det andet synspunkt, at man — såfremt hjemmeværnsledelsen udstyredes med visse beføjelser — trygt kunne se fremtiden i mode. Det afgørende er naturligvis, hvilke beføjelser det drejer sig om. End ikke dette har man taget stil­ ling til endnu, men det kan da siges, at de vil blive af en sådan karakter, at de ikke bør hvile hos hjemmeværnet — hvilket hel­ ler ikke er tilfæ ldet noget steds.

Det er naturligvis i første række en regerings ansvar, om de rette forberedelser er truffet på et beredskabsomåde og i et tilstrækkeligt omfang. Men det er i dette tilfælde et så alment forsvarsproblem, det drejer sig om, at det er mere end tvivlsomt, om den i øjeblikket siddende regering med rette i et demokrati alene kan tage ansvaret for de nuværende tilstande.

Skulle ulykken ramme vort land netop nu, måtte regeringen selvsagt gribe til nødforanstaltninger m. h. t. p-forsvaret, og det er med den nuværende forberedelsesgrad berettiget at sige, at de pågældende foranstaltninger med en til visbed grænsende sand­ synlighed ville blive præget af forvirring. Det er i så henseende tilstrækkeligt at pege på et enkelt forhold, nemlig pressen.

Pressens forhold kan naturligvis bringes på det rene isoleret, men det er med de krav, der i dag stilles til totalforsvaret nød­ vendigt, at et helbedssynspunkt, at klare linier, skaffes allerede i fredstid. At hele spørgsmålet har politiske aspekter skal ikke nægtes — og netop derfor bør hjemmeværnet kun spille en rolle i p-forsvaret på linie med det øvrige militære forsvar — men det nytter ikke af den grund fortsat at gå uden om spørgsmå­lets løsning.

Hvilken løsning et udvalg eller en kommission vil nå frem til, kan ingen vide. Men spørgsmålet må tages op til fordomsfri og hurtig overvejelse. Det forekommer i hvert fald undertegnede beskæmmende, hvis den nuværende situation skulle bestå så længe, at vore allierede så sig nødsaget til at henstille, at vi tager også den side af forsvaret alvorligt.

Helge Klint.