Med Interesse ventede jeg Kaptajn E. A. Hoffmanns eventuelle Svar paa mit Indlæg i dette Tidsskrifts Juni-Hefte, men min Interesse svandt ved Gennemlæsningen, fordi jeg ikke kunde se, at Kaptajnen gjorde noget Forsøg paa at se objektivt paa Tingene, men stadig følte sig som Advokat for Hæren. Kaptajnen skriver, at Eksemplet synes snarere at vise, „at en virkelig Befrielse for de vendiske Plyndringer kun kunde opnaas ved Iværksættelse a f et dansk Landgangsforetagende med paafølgende Belejring og Erobring a f Arkona, samt at selv en 4-dobbelt overlegen vendisk Flaade ikke formanede at hindre dette Landgangsforetagende.“ Man maa imidlertid for at kunne diskutere Historiens Lære med Udbytte kende Historien. Vendertogene foretoges fra 1158 til 1181. Arkonas Erobring foretoges 1169 og dannede altsaa ikke nogen A fslutning paa disse. Det afgørende Slag i Strelasund, hvor man kan konstatere 4-dobbelt Overmagt, stod i 1184, og først det A a r fik vi Fred. Denne Del a f Historien viser, at en dansk Hær var ude a f Stand til at beskytte mod Landgang, men at den danske „Udliggerflaade“ gjorde dette, og at denne, naar den blev forstærket med de lokale Opbud af Skibe, kunde vende Bladet og ved at gaa over til Angreb helt ødelægge den vendiske Flaade, saa at nu Venden laa aabent for danske Angreb. Kaptajnen opregner, hvilke Tropper der i 1627, efter at den danske Hær var slaaet paa Fastlandet, stod paa Fyn, og mener, at det var disse, der hindrede Landgang. Blandt disse nævnes et skotsk Regiment og Rhingrevens Regiment. Mon disse kunde være kommet over paa Fyn, hvis en fjendtlig Flaade og ikke den danske havde haft Herredømmet i Bælterne? Overgangen over Lille-Bælt maa vel betragtes som en Flodovergang, og mon Kejseren ikke kunde have skaffet Fartø jer til Overgangen ogsaa uden at henvende sig til Hansestæderne, livis den danske Flaade ikke havde været?
Angaaende 29 9 1712 saa glemte jeg ikke at oplyse, at Stenbocks Troppei1 var udskibede, thi det er ikke rigtigt, naar Kaptajnen skriver, at Ødelæggelsen a f Transportflaaden kun gik ud over tomme Skibe og Skibe med Sæd og Tømmer. Det var kun selve Hæren uden Forsyninger, der var kommet i Land, og dens Stilling var derfor saa fortvivlet, at den ikke kunde lose sin Opgave, men hurtigst muligt maatte marchere Vest paa for at leve og reddede sig kun fra at blive odelagt a f de forfølgende tyske Hære ved at slaa den danske Hær og indeslutte sig i Fæstningen Tønning. Kaptajnen forsøger derefter at reducere Gyldenløves Fo rtjeneste ved at skrive, at „iøvrigt skyldtes den underlegne danske Flaades Sejr over den svenske Flaade i Hovedsagen Vin den, der hindrede den svenske Flaades Manøvre, et Forhold, der næppe kan gentages i vor mekaniserede Tid .“ Selvfølgelig kan man altid paapege ganske naturlige Aarsager fo r en Sejr. Vinden var dog ens for begge Parter. Gyldenløve viste blot overlegent Sømandsskab ved at benytte den til at fremme sine Hensigter. Kaptajnen tager fe jl i at tro, at Vinden i Dag ingen Rolle spiller under Søkamp. Den regnes stadigt som en meget betydende Faktor (Taagetaktik), og „vor mekaniserede Tid “ har givet den svage mange flere Hjælpemidler paa Søen end Artilleriskibet, der den Gang var det eneste. Kaptajnen spørger om, hvilke danske Flaadestyrker der havde faaet Opgaven tildelt med at dække mod Landgang i 1657. Det havde hele den udrustede Styrke. Flaader opstilles ikke som Hæ re; de er i stadig Bevægelse. Det er baade deres Styrke og Svaghed. De kan derved lose flere Opgaver samtidigt, men de kan ogsaa derved blive udmanøvrerede. Netop derfor mener ogsaa jeg, at en Hær er et nødvendigt Led i Danmarks Forsvar. Paa det Punkt er jeg, som jeg ogsaa skrev i mit første Indlæg, ganske enig med Kaptajnen. Hvis Flaadens Uheld ikke fører til andet, end at Kyster „foruroliges“ , saa maa den dog siges i Hovedsagen at have løst sin Opgave. I August 1658 hindrede hverken Hær eller Flaade Carl X Gustafs Landgang i Korsør. Flaaden var ved det pludselige Fredsbrud slet ikke udrustet (ligesom i 1807). Als 1864 skal jeg efter Kaptajnens Ønske lade ligge. A t Flaaden ikke kunde hindre Landgang i 1700, var som nævnt i Juni-Heftet, en naturlig Følge af, at det blev den forbudt at angribe, hvad Gyldenløve ønskede. Jeg kan ikke se, at jeg skylder noget Bevis for, at vor som Regel mindre Flaade ofte har dækket mod Landgang, thi naar fjendtlige Hære havde kastet de danske Hære ud af Jylland og Skaane over paa Øerne, medens den sejrrige danske Flaade beherskede vore Farvande, saa forekommer det mig, at der skal mere end Kaptajnens Fortolkningskunst til for az hævde, at det ikke var Flaaden, der hindrede Fjenden i at følge vor slagne Hær over paa Øerne. Hvis Kaptajnens Paastand om, at „endnu har ingen underlegen Flaade hindret en Landgang“ , var rigtig, vilde det have Betydning langt uden for Danmarks Grænser, thi der eksisterer vist ikke i noget Land en Lærebog i Strategi, uden at den indeholder et A fsnit, der hedder „Fleet-in-beeing-Princippet“ . Jeg skal henvise Kaptajnen til disse Lærebøger (se f. Eks. Reinhard: Strategi, Ivpt. V III). De fastslaar, mere udtømmende end der er Plads til her, de Tanker, jeg har søgt at give Udtryk for. Kaptajnen vil da erfare, at de O fficerer Verden over, der har læst Strategi, har lært disse Tanker at kende som fastslaaede Doktriner, og at han og de danske Landofficerer, han maatte være Talerør for, staar alene med deres Anskuelser.
Det kan kun glæde mig, at Kaptajnen nu citerer danske Søofficerers Udtalelser. Kaptajnen er dog ikke heldigere dermed, thi naar Kaptajnen har læst Kommandør la Cours A r tikel, maa De sikkert ogsaa have læst dennes Svar paa Kaptajn Gullaksens Forespørgsel. I dette Svar tager Kommandøren bestemt Afstand fra den dødfødte Tanke, at Miner skulde kunne forsvares hovedsagelig fra Land. Det falder mig derfor vanskeligt at forstaa, hvordan De tør tage Kommandør la Cour til Indtægt for Deres Opfattelse. Jeg tør driste mig til at paastaa, at De ikke vil kunne faa nogen indsigtsfuld Soofficer, dansk eller fremmed, til at dele Deres Opfattelse, og Gentagelsen af Admiral Olivers og Admiral Jellicoes Udtalelser fra henhodsvis 1915 og 1917 gør ikke Deres Misforstaaelse a f dem mindre.
Den Opgave, som „tidligere Husaroberst, Firs t Lo rd “ , Winston Churchill stillede ved Flaadeaktionen mod Dardanellerne 1915, var gennem Dardanellerne, Marmarahavet og Bosperus at skaffe Forbindelse med Rusland. Dette betød 1) Forcering a f Dardanellerne, 2) Nedkæmpelse a f den tyrkiske Flaade, der blandt andet talte „Goeben“ og 2 ældre tidligere tyske Panserskibe med delvis tysk Besætning, 3) Beskydning a f Konstantinopel og 4) Forcering a f Bosperus. En A rtillerio ffice r vil forstaa, at hertil hører megen Ammunition. Ammunitionsminister Lloyd George nægtede at overlade mere Ammunition til Foretagendet, og Marineminister Churchill beordrede da A d miral Carden til at gaa i Gang med Foretagendet med den Am munition, han havde. Denne bestod a f højst 150 Skud pr. svær Kanon.
Kan det forundre en Artillerio fficer, at Admiral Carden indskrænkede sig til at lade et Par Skibe foretage lidt Beskydning paa de Dage, hvor han ikke kunde melde Storm, og at han meldte sig syg, da han fik bestemt Ordre til Forcering? Kan det forundre, at Admiral Bobeck, der derefter overtog Kommandoen, ikke udstedte Ordre om Forcering, men om at engagere Forterne, til man var nede paa den nødvendige Ammunition til Selvforsvar, og saa trække sig tilbage? Lyder General Ilamiltons Udtalelser derefter usandsynlig, naar han sagde: „Admiral Bobeck var stadigt sikker paa, at han kunde forcere Dardanellerne, men derefter ......“ ? A t Admiral Bobeck ikke stod ene med den Opfattelse, fremgaar da ogsaa med Tydelighed deraf, at Admiral Boger Keyes senere tilbød at forcere, Kaptajnen misforstaar mig ved at skrive: „Selv om 24 cm Skyts er ønskeligt“ . Jeg skrev som Oplysning, at 21 cm Skyts er det aller mindste Kaliber, der har rimelig Virkning over for pansrede Skibe. Kaptajnens Henvisning til, at vor nyeste Orlogsskib „Niels Juel“ kun har 15 cm, siger da kun, at den ikke egner sig til Kamp med pansrede Skibe. Hvis de a f Kaptajnen nævnte A rtikler i „Dansk A rtille ri Tid ssk rift“ giver et lavere Tal end 24 cm, saa kan Forfatteren næppe have konfereret med en Søofficer derom, og Tallet er i ethvert Fald næppe rigtigt. Den svenske Forsvarskommission angav f. Eks. i 1926 det 25 cm Skyts som Minimum. Kaptajnens Udtalelse om, at det ved Blanderens Kyst drejede sig kun om smaa Motorbaade, er forkert. Der færdedes dagligt Monitorer (som vore Orlogsskibe), Krydsere, Jagere, Minestrygere m. m. De navigatoriske Forhold mellem de flanderske Dyner og mellem Hofdens Grunde tillader ikke „nærmest ubegrænset Bevægelsesfrihed“ , men kan meget vel sammenlignes med Vanskelighederne i Store-Bælt. Da jeg sidst var i Hofden, stod et hollandsk Krigsskib paa Grund der. Strømmen er langt stærkere i Kanalen end i Store-Bælt, og- Grundene giver een ogsaa der en ret uberegnelig Sætning. Kaptajnens Oplysninger om Forskellen i de navigatoriske Forhold er- derfor ogsaa forkerte. Jeg glemmer ikke, at Formaalet med Flandern-Kvstens Befæstning var at sikre Kysten mod Landgang, men Kaptajnen synes at glemme, at man ikke ved Flanderns Kyst nøjedes med at forsvare den med en mobil Hær, men at man paa den 40 km korte Strækning anlagde 37 faste Forter med mellemliggende Skyttegrave, Pigtraadshegn m. nu, altsaa en fuldendt Fæstningslinie. V il Kaptajnen drage Sammenligning herimellem og vor Hærs Besættelse a f alle vore Øers Kyster? Jeg konstaterede blot, at til Trods for- alt dette kunde alle engelske Skibe, fra Monitorer og nedefter, frit færdes, beskyde Kysten og beherske Farvandet. Paa Basis heraf fastslog jeg, at det ikke er muligt fra Land at forsvare Store-Bælt. Dette er en Kendsgerning, som Marinestaben og ogsaa Kommandør la Cour, som Kaptajnen citerer, har fastslaaet, og derr vil ikke blive bestridt a f nogen indsigtsfuld Søofficer, dansk eller fremmed. Kaptajnen skriver, at for den tyske Demonstrations-Styrke rundt den russiske Hærs Flo j i 1914 drejede det sig „vel om en betydelig længere Transport end mod Danmark (altsaa særlige Indretninger a f Transportskibene), ligesom den russiske Flaademodstander vel regnedes at være stærkere end den danske“ . Den første Antagelse er forkert. Selv Afstanden til Windau var ligesom Afstande fra tysk Havn til Sjællands Kyst under 1 Døgns March, men hertil kommer, at da den tyske Hærs Anmodning gik ned fra en egentlig Landgangs-Ekspedition til en Demonstrations-Styrke, saa blev der Tale om Begrebet „rundt den russiske Hærs F lø j“ , altsaa formentlig en betydelig kortere Distance. Angaaende den anden Antagelse skal jeg bemærke, at i en Flaade, hvor alt lige til selve Underlaget for de kæmpende er Kunst, spiller Personellet den afgørende Rolle. De tyske Søofficerer var undervist efter Stenzels Søkrigshistorie og Taktik. De regnede med, hvorledes den russiske Flaade traditionsmæssigt vilde forholde sig over for en stærkere Flaade, og de holdt faktisk hele den russiske Flaade blokeret alene ved nogle faa lette Krydseres Demonstrationer. Dog maa det antages, at de vilde have beskyttet den omtalte Transport med Dele a f Hochsee-Flotte. Den danske Flaades Tradition er modsat den russiske, og Stenzels Lære tro havde Tyskerne sikkert regnet hermed. Jeg mener derfor at have Grund til at tro, at medens tyske Søofficerer kunde regne med ringe eller ingen russiske Modforholdsregler fra den russiske Flaades Side, vilde de, i Modsætning til Kaptajn Hoffmann, have regnet med uafbrudte Modforholdsregler a f enhver A r t fra den danske Flaade, hvis Danmark havde været Modstanderen, og at de derfor overfor os vilde have fulgt den almindeligt docerede Regel, at et Landgangsforetagende ikke maa foretages, før man har absolut Herredømme i det paagældende Farvand.
Kaptajnen paastaar ikke at have haft til Hensigt at docere Søtaktik, men det meste af Svaret til mig i Juni-Heftet er dog en optagen Diskussion med mig om Muligheder fo r Skibes Færden i vore Farvande. Jeg kan ikke se, at min Sammenligning mellem Englands og Danmarks Stilling kan kaldes mere angribelig end enhver anden Sammenligning, der jo som Regel maa halte noget. Jeg vil endogsaa udvide, hvad jeg skrev, idet jeg retter et Par Spørgsmaal til Kaptajnen: Kan en Hær kæmpe uden Forbindelseslinie? Maa Forbindelseslinien for en dansk Hær, der kæmper i Jylland, ikke pege mod vort eneste Industri-Centrum, København? Hvis Kaptajnen besvarer disse Spørgsmaal saaledes, som jeg formoder, saa vil ogsaa en dansk Hær, der kæmper i Jylland, være stillet omtrent som en engelsk Hær, der kæmper paa Fastlandet eller i Kolonierne, idet alene Flaaden kan skaffe de Tilførsler frem, der er nødvendige, for at den kan fortsætte Kampen. Omvendt kan Flaaden vanskeliggøre Tilførsler til en paa vore Øer kæmpende fjendtlig Hær. Naar vor Søkrigshistorie kan opvise en ret regelmæssig Linie af danske Sejre til Trods fo r dansk underlegent Materiel saavel Skib for Skib som i Antal a f Skibe, saa kan dette ikke skyldes Tilfældigheder. Det er ikke Skibe, men Mennesker, der slaas; og dansk Personel maa siges at have vist sig bedre egnet for Kamp paa Søen end deres Modstandere, og danske A d miraler har regnet hermed. Det, hvori det danske Personel har overgaaet deres Modstandere, er Sømandskab, og Spørgsmaalet er da, om man kan regne paa samme Maade i Nutiden. A t danske Søfolk stadigt hævder deres Plads blandt Verdens bedste, findes der ogsaa i vor Tid Udtalelser for, bl. a. i det engelske Parlament fra autoritativ Side, idet dette brugtes som Begrundelse for, at man ikke vilde undvære vore Søfolk i den engelske Handelsflaade. Fo r A a r tilbage har jeg i et fransk Tidsskrift, der behandlede Udsigterne fo r den kommende Verdenskrig, set Udtryk for, at en dansk Flaade i sine egne Fa rvande ikke maatte bedømmes efter sit Materiel, men efter sin Historie. Min egen Tro er, at hvis vor Flaade i Sammensætning er afpasset efter vore Farvande og Forhold, saa vil den, saalænge den har en Basis at forsyne sig fra, ikke kunde udryddes a f vore Farvande, men vil kunne bevare i ethvert Fald et vist Herredømme i disse. Formaalet med Kaptajnens A rtikel berettiger formentlig ikke til at angribe Flaaden ved forkerte Oplysninger om dens Evne til at virke. Det er kun sundt, at hver a f os er klar over det Værns eller den Dels Betydning for Helheden, hvortil han hører, men man maa ogsaa værdsætte de andre Deles Betydning. En svag Kæde bliver ikke stærkere, fordi man forstærker et enkelt Led. Alle Leddene maa være lige stærke, thi det svageste Leds Styrke er Kædens Styrke. Alle vil sikkert være klar over, at et dansk Forsvar uden Hær har liden Interesse, men efter at Hæren har forladt Københavns Landbefæstning som eneste mulige Forsvar, og ligesom vi andre holder paa hele Landets Forsvar, saa maa det sikkert indrømmes, at det eneste mulige Bindeled mellem Landsdelene og dermed mellem Hærens Dele er Flaaden. Først Flaadens Herredømme i Bælterne forvandler disse fra Færdselsveje for Fjenden til Fæstningsgrave fo r vor Hær. Erkendes Flaadens Uundværlighed som Led i Forsvaret, saa bør al Tale om den i'elative Vigtighed a f de to Værn ophøre. Den Tale har gjort Skade nok, og Skam faa den, der holder den vedlige.
H. B. Barfod.
---------------------
Til Kommandørkaptajn H. B. Barfods foranstaaende Indlæg skal jeg, selv med Fare for at trætte Læseren med disse for hele Sagen mindre væsentlige Enkeltheder, fremsætte nedenstaaende Bemærkninger: Jeg vil straks udtale, at jeg ved en Fe jl i mit forrige Indlæg har benyttet Forholdstallet for Flaaderne i 1184 under Begivenhederne i 1169. Fejlen kan dog næppe siges at influere synderlig paa de faa Konklusioner, der med Hensyn til det foreliggende Spørgsmaal kan drages a f de den Gang under ganske andre politiske og tekniske Forhold udspillede Begivenheder. Thi Kommandørkaptajnen, der jo selv anfører, at man fo r at diskutere Historiens Lære med Udbytte maa kunne H istorien, er sikkert ikke uvidende om, at ved Erobringen a f Rügen i 1169 blev den nærmeste Udfaldsport mod de danske Strande lukket, at der i det følgende A a r foretoges flere Togter (Landgange) mod Julin og andre pommerske Stæder, saa at, som Thrige udtaler, „Danmark fik snart Fred for Venderne, men Venderne ikke for de Danske“ , at Kampene sluttede ved Freden med Henrik Løve ved St. Hansdagstid 1171, hvorefter Henrik bød, at Sørøverkrigen skulde ophøre. Det var altsaa i 1171, vi fik Fred, og ikke i 1184, som a f Kommandørkaptajnen anført. Kampen i 1184 (Strelasund) opstod, da den tyske Ke jser Frederik Barbarossa ikke kunde faa Kong Knud den 6’ til at hylde sig og derfor opfordrede den pommerske Fyrste Bugislav til at angribe Danmark; Bugislav nøjedes dog med at foretage et Togt mod Rügen, paa Vejen hertil opstod Kampen i Strelasund, og efter dennes for os saa heldige Udfald (saa at sige uden dansk Blodsudgydelse, da Fjenden straks opgav at kæmpe), foretog Knud den 6’ et Angreb (Landgang) paa Pommern og tvang Bugislav til at hylde Kongen som sin Lensherre. Disse Kampe stod dog, som tidligere anført, ikke i direkte Forbindelse med de øvrige Vendertog og skyldtes hovedsagelig den tyske Kejsers Indgriben. A f Venderkrigene kan man næppe drage andre væsentlige Slutninger end dem, jeg omtalte i mit tidligere Indlæg, nemlig, at en virkelig Befrielse for de vendiske Plyndringer kun kunde opnaas ved Iværksættelse a f danske Landgangsforetagender.
A t de som Besætning paa Fyen i 1627 nævnte Regimenter ved deres March fra Krigsskuepladsen i Tyskland igennem Hertugdømmerne og over Lillebælt til Fyen var afhængige af dansk Flaadeherredømme er ikke særligt indlysende; Kommandørkaptajnen sammenligner jo ogsaa selv Overgangen over Lillebælt med en Flodovergang, og de omtalte Regimenter fulgte jo blot den Vej, Kong Chr. d. IV havde fulgt. A t de kejserlige Tropper ikke forsøgte Overgang til Fyen skyldtes vel først og fremmest de her staaende danske Hæ rstyrker; den hanseatiske Flaade, som Kejseren havde haardt Brug for, men ikke kunde sætte sig i Besiddelse af, skulde anvendes ved egentlige Landgangsforetagender, ikke Flodovergange.
Jeg har ikke fortiet, at Tabet a f Transportflaaden beredte Stenbock større Vanskeligheder, end han selv først antog. (Udtrykket „kun nogle Skuder med Sæd og Tømmer“ fremgaar a f Stenbocks egne Rapporter). Men Kommandørkaptajnen synes at overse, at Stenbocks Stilling efter Transportflaadens Ødelæggelse den 29/9 1712 ikke var saa helt ringe; efter et Ophold i Stralsund besejrede han den omtrent jævnbyrdige danske Hær ved Gadebusch den 20 12 1712, hvorefter han trak sig tilbage mod Holsten overfor den omtrent dobbelt saa stærke sachsisk-russiske Hær, blev indladt i Tønning 14/2 1713 og kapitulerede her 16/5 1713. Helt tilintetgørende for Stenbock kan Tabet a f Transportflaaden derfor næppe siges at være. Den Omstændighed, at jeg meddelte rene Fakta, nemlig Gyldenløves Udnyttelse a f Vinden, kan næppe uden en ganske særlig Indstilling over for Sagen udlægges som et Forsøg paa at reducere Gyldenløves Fortjeneste, og den fremsatte Paastand kan ikke siges at være logisk begrundet. Kommandørkaptajnens i almindelige Vendinger holdte Paastand om, at vor som Regel underlegne Flaade ofte har dækket mod Landgang, naar de fjendtlige Hære havde kastet de danske Hære ud a f Jylland og Skaane over paa Øerne, er ikke begrundet med noget historisk Eksempel. De af Kommandørkaptajnen i dette og det foregaaende Indlæg anførte historiske Eksempler kan ikke benyttes hertil, hvilket jeg har paavist, endog uden at gore Brug a f nogen „Fortolkningskunst“ . Jeg maa derfor stadig hævde, at den citerede Paastand endnu er ubevist.
Angaaende Sporgsmaalet om „Fleet-in-being-Princippet“ skal jeg anføre, at der i den a f Kommandørkaptajnen omtalte, i 1906 udgivne, Lærebog: Foredrag i Strategi (til Brug ved Søværnets Officersskole) a f Premierløjtnant i Flaaden Kay Reinhard, findes følgende Side 117 (i Kapitel V III) : „I de senere Tider har særlig den bekendte Admiral Colomb i sit Værk „Naval W arfare“ søgt gennem omfattende U ndersøgelser at vise, at det a f Torrington fremsatte P rin cip : at saa længe man besidder en operationsdygtig Flaade kan en selv ret overlegen Modstander ikke uden at løbe en uforholdsmæssig Risiko udføre noget større Angreb paa ens Territorium indenfor denne Flaades Aktionsomraade, — praktisk talt har vist sin Gyldighed i alle Søkrige“ , og Side 271 (under Omtalen af „Større Landgangsforetagender“ ) : „Der er derfor ingen Grund til at antage, at en krigsførende Magt, blot fordi Kampen om Herredømmet paa Havet endnu ikke er afgjort, vil undlade at foretage en Landgangsekspedition, hvis han enten har god Grund til at antage, at Herredømmet paa Havet vil tilfalde ham selv, eller hvis han ved en saadan Ekspedition kan komme i Besiddelse a f et Punkt, der er a f indgribende Betydning for hele Krigens Gang. Men selvfølgelig bliver Risikoen betydelig større, naar Herredømmet paa Havet ikke er sikret, ...... Sidstnævnte Citat synes at være noget i Strid med førstnævnte, med mindre Udtrykket „uforholdsmæssig Risiko“ gøres til Genstand for en særlig Fortolkning. A t sidstnævnte Citat skulde varne i Strid med K rigshistoriens Lære, at „endnu har ingen underlegen Flaade hindret en Landgang“ , er ikke ganske indlysende. I modsat Fald vilde Krigshistorien ikke være saa fyldt med (vellykkede) Landgangsforetagender, som Tilfældet er. Chancen for et afgørende Udfald a f et Landgangsforetagende er, som alt tidligere anført, i første Række afhængig a f den Modstand, man møder i Land, og Krigshistorien viser, at man tager den i Forbindelse med selve Søtransporten staaende Risiko, hvis Formaalet med Landgangsforetagendets Gennemførelse er a f større Betydning, og iøvrigt — ved passende Forholdsregler — søger at reducere denne Risiko mest muligt. Kommandørkaptajnens Bemærkning, Side 307, om „den almindeligt docerede Regel, at et Landgangsforetagende ikke maa foretages, før man har absolut Herredømme i det paagældende Farvand“ , er ikke ganske i Overensstemmelse med den ovenciterede Udtalelse a f den a f ham nævnte Forfatter og, hvad der maa forekomme mærkeligere, ej heller med Verdenskrigens Erfaringer, der netop synes at vise, at det absolute Søherredømme ikke er nødvendigt fo r at gennemføre en Landgangsekspedition. E r en hurtig Besættelse af det fjendtlige Landterritorium paakrævet, vil den hertil nødvendige Landgangsekspedition sikkert ikke afvente Erhvervelsen a f Herredømmet i det paagældende Farvandsafsnit ved forudgaaende maritime Operationer, men vil snarest blive foretaget med saa effektiv sømilitær Dækning, som det vil være muligt at tilvejebringe.
Om de engelske Udtalelser angaaende Betydningen a f de danske Øer kun følgende: Kommandør L. Dornonville de la Cour udtaler i „Tidsskrift for Søvæsen“ , 1930, Pag. 631, angaaende Minerydning: „Den tredie Metode bestaar i Besadtelse a f de Kyster, der omgiver det spærrede Stræde, — i dette Tilfælde Sjællands og Pyens Storebælts Kyster. Naar Kysterne er besat, kan Opholdet i Bæltet umuliggøres for de Minespærringerne beskyttende Skibe, og er disse først fordrevne, kan Minestrygerne i Ro og Mag gøre deres Arbejde.“ Kommandørens Svar til Kaptajn Gullaksen („Tidsskrift for Søvæsen“ , Februar 1931) synes nærmest at have til Formaal at svække de ovennævnte Udtalelser og kan derfor næppe gøre Krav paa at blive taget helt alvorligt, thi naar Skyts paa Storebælts-Kysterne har saa stor Indvirkning paa de Minespærringerne beskyttende Skibe, er det nærmest ufatteligt, at det ikke har samme Virkning paa de Skibe, der angriber Spærringerne. Fo r en uhildet Betragtning er Dardanellerne det smukkeste Eksempel paa et vellykket Mineforsvar, hvis Hovedvægt var lagt i Land. Saa den Tanke, at Miner skulde kunne forsvares hovedsagelig fra Land, er næppe saa dødfødt, som Kommandørkaptajnen mener; Faktum viser, at det tyrkiske Mineforsvar a f Dardanellerne loste sin Opgave, idet de allieredes Flaade ikke kom igennem, og denne Kendsgerning kan dog vel ikke benægtes — til Fordel for Udtalelser bagefter om, „hvad de kunde have g jort“ . A t Kommandørkaptajnen ikke kan — eller vil — forstaa de klare engelske Udtalelser om Fvens og Sjællands Betydning for Storebælts Forsvar, er ikke min Skyld. Jeg skal iøvrigt afholde mig fra yderligere Udtalelser om K aliberstørrelse m. m., da Kommandørkaptajnen endnu ikke synes at have læst de a f mig nævnte A rtikler i „Dansk A rtilleri-Tid ssk rift“ , til hvilke jeg tillod mig at henvise.
Om Flandern-Kystens Forsvar blot, at Ordet „Torpedomotorbaade“ er citeret fra Kommandorkaptajnens eget Indlæg, der intet indeholder om andre Skibe, lovrigt maa der for en almindelig, fornu ftig Betragtning være Forskel paa mindre dybtgaaende Skibes Angreb fra det aabne Hav ind mod en Kyst, selv om de navigatoriske Forhold ikke er ideelle, og en Kampflaades Passage gennem et minefyldt Storebælt og langs mod de besatte Kyster.
Med Hensyn til Foretagendet i Østersøen i September 1914 skal jeg oplyse, at Kommandørkaptajnens Antagelse, at Tyskerne vilde have beskyttet den paatænkte Transport med Dele a f Hochsee-Flotte, er i fuld Overensstemmelse med de faktiske Forhold. Den 19/9 1914, da General v. Falkenhayn fremsatte Ønsket om en Landgangsekspedition mod den russiske Kyst, forstærkedes Østersøflaaden i den Anledning med følgende Kræ fter af Hochsee-Flotte: IV og V Geschwader (ialt 14 L inieskibe), Panserkrydseren „Blucher“ , 2 ny „smaa Krydsere“ , 2 Torpedobaadsflotiller og en Minestrygerdivision. Da den egentlige Landgangsekspedition opgaves, blev der alligevel ikke Tale om Begrebet „rundt den russiske Hærs Flø j“ , altsaa fo rmentlig en betydelig kortere Distance end den, som Kommandørkaptajnen anfører. E t simpelt Studium a f Marine-Archiv’s Værk: Der K rieg zur See (Der Ivrieg in der Ostsee, 1 Bd.) viser, at Prins Heinrich med den saaledes forstærkede Flaade den 24/9 1914 foretog en Demonstration ud fo r Windau, at det var lians Hensigt at fortsætte den 25/9 og eventuelt at forsøge en forbigaaende Landsætning her med de paa Linieskibene værende 750 Mand a f Infanteriregiment 128's Ersatzbataillon, og at han maatte opgive sin Plan som Følge a f de om Aftenen den 24/9 indløbne, iøvrigt urigtige, /Meldinger om engelske Flaadefremstod gennem Storebælt.
Det forundrer vist ingen Artillerio fficer, at Admiral Carden ved Dardanellerne indskrænkede sig til at lade et Par Skibe foretage lidt Beskydning a f Forterne. Thi det er jo i fuld Overensstemmelse med, hvad jeg selv har anført i Maj-Numret (Side 171), „at Kystbefæstninger under Kampe med Skibe er de stærkeste“ , og med Kommandørkaptajnens egne Udtalelser i Juni-Numret (Side 233), hvor det hedder: „A l Historie lærer, at Skibe ikke egner sig til at kæmpe mod Landbatterier (Eckernførde 1849, Dardanellerne 1915) a f den simple Grund, at de kan skydes i Brand eller Sænk, medens de selv kun kan flytte Jord paa Landbatterierne“ . Og dette Forhold er da ogsaa den afgørende Aarsag til, at Flaadeangrebet paa Dardanellerne maatte og skulde mislykkes. Forceringen krævede som Fo rudsætning Lammelse a f Forternes Forsvar, og det kunde end ikke det rigeste Udstyr med Ammunition til Flaaden fremkalde. Admiral de Robeck’s Tro paa Forceringens Mulighed var den 22/3 1915 knap saa stor, som Kommandørkaptajnen synes at mene. Ved /Mødets Begyndelse den 22/3 udtalte Admiral de Robeck til General Hamilton, at han nu var ganske klar over, at han ikke kunde komme igennem uden Hjælp a f alle General Hamiltons Tropper. „Selv om Flaaden, med nye Tab, skulde komme igennem, hvorledes skulde saa Transport-, Forsyningsog Kulskibe kunne følge“ . Det er et ganske andet Sprog, der tales i disse Ord end i de a f Kommandørkaptajnen citerede, at han „stadig var sikker paa, at han kunde forcere Dardanellerne“ , og det synes ogsaa at staa i bedre Forhold til de Robecks egen Benævnelse a f Dagen den 18 3 som „disastrous“ og til det faktiske Forhold, at han ikke senere prøvede at forcere. løvrigt er Kommandørkaptajnens Bemærkning om, at „Ammunitionsminister Lloyd George nægtede at overlade mere Ammunition til Foretagendet, og Marineminister Churchill beordrede da Admiral Carden til at gaa i Gang med Foretagendet med den Ammunition, han havde“ , meget mærkelig og synes at bero paa en Fejltagelse. Thi, Admiral Gardens første Flaadeangreb fandt Sted den 19/2 1915, han meldte sig syg den 16/3 1915, det sidste, store Flaadeangreb skete den 18 3 1915, den første Landsætning a f Tropper paa Gallipoli-Ilalvøen skete den 25 1 1915, men først den 26/5 1915 — altsaa over 2 Maaneder efter sidste Flaadeangreb — oprettedes det engelske Am munitionsministerium, for hvilket Lloyd George blev Chef. Man kan neppe med nogen Ret bebrejde daværende Finansminister Lloyd George, at han, over 3 Maaneder før hans Ammunitionsministerium oprettes, nægter at give Ammunition til Flaadeangrebet.
Jeg skal herefter besvare de a f Kommandørkaptajnen stillede Sporgsmaal. Kan en llæ r kæmpe uden Forbindelseslinier? Svar: Nej. Maa Forbindelseslinierne for en dansk Hær, der kæmper i Jylland, ikke pege mod vort eneste Industricentrum, København ? Svar: Selvfølgelig vilde en sikker Forbindelse mellem Jylland og København være a f største Betydning. Under Hensyn til vore geografiske Forhold og til, at Flaaden ikke kan yde betryggende Garantier for Opretholdelsen a f den nævnte Fo rbindelse, maa vi imidlertid regne med 2 adskilte Krigsskuepladser — Sjælland (med Møen, Falster og Lolland) og Jylland— Fyen. Med Hensyn til Forplejnings Tilvejebringelse vil en saadan Adskillelse ikke volde Vanskeligheder, da hver Landsdel fo r sig er selvforsynende med de vigtigste Næringsmidler, og fo r øvrige Forsyningers Tilstedeværelse maa der i Fredstid være tru ffet de nødvendige Foranstaltninger (Oprettelse a f Værksteder, Depoter, Magasiner m. v. i Jylland). Da de herhen hørende Overvejelser, Arbejder m. m. til Dels er Mobiliseringsforberedelser og derfor a f fortrolig Art, kan jeg desværre ikke gaa nærmere ind herpaa, men maa nøjes med at berolige Kommandørkaptajnen med, at Hæren har sin fulde Opmærksomhed henvendt paa dette Forhold; jeg skal blot tilføje, at der ogsaa findes Industrivirksomheder paa passende Steder rundt om i Jylland. Tanken om paa dette Felt at sammenligne os med England under en eventuel engelsk K rig paa Fastlandet eller i Kolonierne er ulogisk — vi forudsættes jo at kæmpe i Jylland, i eget Land, i Moderlandet, hvor vi i Fredstid kan træ ffe alle Forberedelser, og hvor de nødvendige Næringsmidler er til Stede.
Jeg mener i det foregaaende at have paa vist, at de a f Kommandørkaptajnen fremsatte Paastande er uholdbare, baseret, som de ofte er, paa fejlagtige historiske Kendsgerninger, og jeg maa heraf drage den Slutning, at det heller ikke denne Gang er lykkedes Kommandørkaptajn Barfod at rokke ved Hovedlinierne i mit første Indlæg, hvortil jeg stadig maa henvise. Den a f Kommandørkaptajnen i Juni-Numret begyndte, og nu fortsatte, Diskussion, synes mig iovrigt kun at dreje sig om Enkeltheder, hvis Betydning for Kærnen i Sagen er a f underordnet Art. Kommandørkaptajnen synes i vel høj Grad at have Blikket rettet mod de Tider, da vi var en Stormagt ved Østersøen, og derved i nogen Grad at glemme Realiteterne, d. v. s. vore nu helt ændrede Forhold. Siden 1807, da Danmarks Stilling som Østersømagtfaktor vel uigenkaldelig gik tabt, er det fo r os ikke længere Kampen om Søherredømmet, det drejer sig om. Drages vi ind i en Krig, da er det først og fremmest Landet, det gælder, Kampen for dansk Jord. Hertil kræves en stærk Hærgruppe i Jylland— Fyen og en stærk Hærgruppe paa Sjælland, og Skabelsen af disse Styrker er fo r Landets Fo rsvar a f langt større Betydning end Skabelsen a f en Kampflaade. Det, vi skal tale, tænke og forberede os paa, er Kystkrig, Kystforsvar, Grænseforsvar. Enhver Bistand, Flaaden her kan yde, er selvsagt a f Betydning, men Erfaringerne fra vore to sidste K rige synes ikke egnede til at styrke Troen paa, at denne Bistand vil være a f afgørende Betydning.
Admiral Rechnitzers Forslag er sandsynligvis fremkaldt af de fra politisk Side fremsatte Ønsker om Reduktion a f de militære Bevillinger. Naar saadanne Ønsker fremføres, er det ganske naturligt, at det undersøges, hvor eventuelle Besparelser kan foretages med mindst mulig Skade fo r det samlede Forsvar. Admiralens Forslag synes dog ikke i særlig Grad præget a f saadanne Tanker, dertil er det alt for ensidigt, og Forfatteren har ogsaa senere offentligt erkendt, at Forslaget er a f politisk Natur. Da O fficerer imidlertid, selv om de fremsætter rent politiske Forsvarsforslag, let a f udenforstaaende regnes fo r (mere eller mindre ansvarlige) sagkyndige, har jeg tilladt mig paa sagligt Grundlag i dette Tidsskrifts Majhefte at imødegaa Admiralens slet begrundede, rent politiske og ganske ensidige Forslag. Det vil forhaabentlig a f det paagældende Indlæg fremgaa, at jeg har baseret min Udvikling paa en Betragtning a f Helheden, Landets samlede Forsvar, og ikke dyrket ensidige Interesser. Jeg skal tilføje, at den nuværende Diskussion om de to Værns relative Betydning er indledet a f Søofficeren, Admiral Rechnitzer (med et Indlæg, der bl. a. ogsaa indeholder Forslag til Hærens Størrelse og Organisation), og man kan neppe sige, at Kommandørkaptajn Barfod har afholdt sig fra at fortsætte denne Diskussion. Kommandørkaptajnens Forargelse over denne Diskussions Eksistens vilde sikkert have virket langt bedre, hvis han straks ved Admiralens Fremsættelse a f sit Forslag havde rejst Indsigelse mod en saadan Diskussion. Dette undlod Kommandørkaptajnen — og flere med ham, og derfor er det nu for sent at blive forarget. løvrigt tror jeg, at Kommandør kaptajn Barfod og jeg staar hinanden nærmere end den førte Diskussion kunde tyde paa. Vi ønsker begge et Forsvar, det bedste Forsvar, der kan skaffes for vort Land, og det er Hovedsagen.
E. A. Hoffman.
Den foreliggende Diskussion „Historiens Lære“ er hermed sluttet i Mil. Tidsskr. Red.
