Log ind

Historiens Lære

#

Det sete afhænger af Øjnene, der- ser, siger et gammelt Ord. Derfor kan den Lære, man kan uddrage a f Historien, ogsaa være forskellig. A t man kan komme til det Resultat, som Kaptajn E. A Hoffmann gør i en Artikel i Militæ rt Tidsskrifts Maj-Nummer, virker dog forbløffende. Kaptajnen skriver, at „Krigshistorien fortæller ganske tydeligt, at endnu har ingen underlegen Flaade hindret en Landgang“ , „at Muligheden for Gennemførelse a f en LandgangsEkspedition staar og falder med den Modstand, der kan ventes i Land, altsaa Hærstyrken“ , og at „lægger vi Tyngdepunktet i Danmarks Forsvar der, hvor det bør lægges, nemlig i Hæren, vil en „Bortfe jning“ a f Neutralitetsværnet paa Søen næppe faa katastrofale Følger for os.“ Der er næppe Grund til at gennemgaa hele Verdenshistorien for at paapege, at man ogsaa kan komme til det diamentralt modsatte Resultat. Det er gjort af mange udenlandske Fo rfattere med den kendte Admiral Mahan i Spidsen. Der er saa meget mindre Grund til at gøre dette, som de Forhold, Kaptajnen undersøger, er vore egne. Det maa derfor være nok at undersøge, hvad vi kan lære af vor egen Historie paa dette Omraade.

En saadan Undersøgelse maa formentlig se saadan u d : Da Venderne før Absalons Tid plyndrede Danmark, blev Landet hærget til et Par M il fra Kysterne overalt. Man væbnede Befolkningen og befæstede Byerne, uden at det hjalp. De danske Tropper kom altid for sent overfor de hurtige Landgange og Strandhugst. Først da Absalon fik bygget en Flaade og angreb Venderne i eget Land og paa Søen, fik vi Fred for dem her i Landet. A t konstatere Flaadernes Størrelse er nu vanskeligt, men det læres dog almindeligt, at i det afgørende Slag ved Rugen var Absalons Flaade kun '/t. a f Vendernes i Skibs-Antal. Da Christian den 4’s Hær var blevet slaaet i Trediveaarskrigen, trængte Wallenstein op i Jylland, og den danske Flaade forhindrede ham i at gaa over til Øerne. Her blev Danmarks Eksistens reddet a f Flaaden, thi ingen har dog hidtil opstillet Teorier om, at det var en dansk Hærstyrke paa Øerne, der holdt Nøglerne til Danmarks Øer i sin Haand. I vore mange Krige med Sverige var vor Flaade altid underlegen saavel i Skibs-Antal som i Skibenes Størrelse. E t B illede, der ikke er ukendt, var, at den svenske Hær slog den danske og trængte ned i Skaane og op i Jylland, men at den mindre danske Flaade slog den svenske og forhindrede svensk Landgang paa Øerne. Ogsaa en direkte Tilintetgørelse a f en Troppetransportflaade fra en underlegen Flaades Side findes i Danmarks Historie, idet Gyldenløve 29/9 1712 efter at have udmanøvreret den stærkere svenske Flaade, ødelagde 1/3 af den svenske Transportflaade ved Rygen, medens Resten reddede sig ved Flugt hjem. V il man omvendt undersøge de Tilfælde, hvor Flaaden ikke dækkede for Landgang, saa giver disse ikke Tro paa, at det ikke vil „faa katastrofale Følger for os“:

a) I 1644 oplagde den gamle Christian 4’ paa et Rygte om, at den svenske Flaade var gaaet i Vinterhi, Halvdelen af den danske Flaade. Rygtet var falsk, og den i Søen værende Halvdel a f den danske Flaade blev tilintetgjort a f den samlede svenske Flaade. Kongen stolede derefter ikke paa den danske Hærs Evne til at afværge Landgang, men sluttede den haarde Fred i Brømsebro, hvor dansk Land (Halland paa 30 Aar) for første Gang afstodes til Sverige.

b) I 1658 hindrede den danske Flaade, indtil Isen kom, svensk Landgang paa Øerne. Da det ret enestaaende Tilfælde indtraf, at Isen havde slaaet Bro, afværgede den danske Hær ikke den svenske Landgang, men man sluttede den forsmædelige Fred i Roskilde.

c) I 1700 laa den danske Flaade ved København, en engelsk i Sundets nordlige Del og en svensk ved Falsterbo. Det blev den danske Flaade forbudt at aabne Fjendtlighederne inden de to fremmede Flaaders Forening og endnu mere efter denne. Da K arl den 12’ derefter gik i Land i Vedbæk, afværgede den danske Hær ikke Landgangen, men man sluttede straks Fred.

d) I 1807, da vor Flaade var uudrustet, afværgede den danske Hær ikke engelsk Landgang.

e) I 1864 afværgede Hæren ikke Landgang paa Als, skønt Landgangen skete paa det korte Stykke, hvor Flaaden udtrykkeligt havde erklæret ikke at kunne gribe ind.

Paa Verdenskrigen passer Kaptajnens Paastand heller ikke. Man behøver ikke at læse megen Litteratur om dennes Ledelse for at støde paa engelsk Ønske om Landgang paa Tysklands Kyst. Kendt er saaledes den Fischer’ske Plan. Den mindre tyske Flaade afværgede dog, at alle saadanne Planer kom til Udførelse. Hvor Villie staar mod Villie, kan Garantier for Udfaldet ikke gives, og vor Flaade har derfor ikke altid kunnet sikre os mod Landgange. Historien lærer imidlertid, at vor som Regel mindre Flaade ofte har dækket mod Landgang, hvorimod vor Hær aldrig har gjort det. Da Historie, som nævnt, kan læses paa mange Maader, vilde det sikkert være a f Interesse at høre Kaptajnens nærmere Begrundelse for hans Paastand om, hvad Krigshistorien lærer.

Ogsaa jeg mener dog, at danske Hærstyrker bør findes paa vore Øer, og at de straks bør sættes ind til Imødegaaelse af Landgang i Haab om, at de maa vise større Evne hertil, end vor Historie hidtil har vist. Navnligt maa det haabes, at de ikke, som Kaptajnen oplyser, at det var Tilfældet ved flere af de nævnte Lejligheder, i det afgørende Øjeblik staar med fo rkert Front. Jeg er altsaa ikke uenig med Kaptajnen paa dette Punkt. Det er blot hans Reduceren a f Flaadens Evne til Imødegaaelse a f en saadan, der forbavser mig, navnligt naar Historien paaberaabes som Begrundelse.

Kaptajnen udkaster en anden Paastand, nemlig, at „ingen alvorlig Spærring a f Store Bælt kan effektueres, saafremt de udlagte Minefelter ikke kan holdes under Belysning og Beskydning fra Land, og ingen Flaade kan opholde sig i Bæltet eller passere det, hvis Modstanderen har Skyts anbragt paa de tilgrænsende Kyster.“ Ogsaa dette er en Paastand, som det vilde være interessant at faa en historisk Begrundelse for, thi et Skøn herover maa en Landofficer dog fornuftigvis overlade til sin Kollega, Søofficeren.

Al Historie lærer, at Skibe ikke egner sig til at kæmpe med Landbatterier (Eckernførde 1819, Dardanellerne 1915) af den simple Grund, at de kan skydes i Brand eller Sænk, medens de selv kun kan flytte Jord paa Landbatterierne. Paa den anden Side lærer Historien, at Skibe meget vel kan forcere forbi Kystforter (Farragut 186-1, Admiral Robecks Udtalelse til Dardaneller-Kommissionen om 1915).

Det, der har Interesse i denne Forbindelse, maa imidlertid være Land-Artilleriets Evne til at beherske et Kystfarvand i Nutiden. 1 denne Forbindelse har det Interesse at nævne, at man i Flaaderne paa Basis a f Verdenskrigens Erfaringer regner med den 12 cm K. for den mindste, der har en rimelig V irk ­ ning overfor Jagere og, da disse er særlig let byggede, overfor Skibe overhovedet. Som det aller mindste Kaliber, der har V irk ­ ning overfor pansrede Skibe, maa paa samme Maade det 24 cm Kaliber regnes. Det er altsaa mindst disse Kalibre og ikke Feltartilleri, hvorom Talen maa dreje sig. Der er heller ikke Tale om enkelte Minelinier paa et enkelt Sted, hvor Forcering da let kan foretages, thi al E rfa ring viser, at nye Miner stadigt maa lægges paa nye og overraskende Steder, hvorfor saadant A rtille ri maa kunne gribe ind overalt i de Farvande, der inddrages under Minekrigen.

Dette Spørgsmaal om Skibes Evne til at færdes paa Søen er specifikt maritim t og maa betragtes fra Somandens Standpunkt. De a f Kaptajnen citerede Ord a f Admiral Oliver 1915 og af Firs t Sea Lord 1917 vil fra dette lyde paa lignende Maade som Admiral Fischers Ord om at grave den tyske Flaade ud som Rotter af Huller. For godt 100 A a r siden erfarede England, at graves ud a f Hullerne (Bortfejning a f Neutralitetsværnet paa Søen) kan en Flaade, der har Herredømmet i vore indre Farvande, kun ved at tage Smuthullerne fra den, altsaa ved Erobring a f de omliggende Øer. Det er dog noget andet end den Mening, Kaptajnen tillægger dem, nemlig at det skulde være den danske Hærs Virksomhed inde fra Land, man frygtede. Ved Kaptajnens Henvisning til Rigabugten kan lignende Betragtninger gøres gældende. A t det her skulde være de russiske Tropper, hvis Soldater-Raad straks efter Tyskernes Ankomst vedtog ikke at kæmpe, der dannede den største Hindring for tysk Fremtrængende, kan næppe antages. Bortrydningen af Spærringen og Indtrængen i Rigabugten skete da ogsaa, inden den tyske Landgang var tilendebragt. Ja, dens sidste Del landsattes endda ved Arensburg i Rigabugten.

Flaade-Angrebet paa Dardanellerne var en Fe jl baade a f principielle Grunde, og fordi man ikke havde Ammunition nok til det, men man maatte ikke, som Kaptajnen skriver, opgive Forceringen af det, thi den var Admiral Robeck klar over, at han kunde foretage (se Dardaneller-Kommissionens Beretning).

Det bedste Eksempel paa en Hærs Evne eller Mangel paa Evne til at beherske et Farvand har man fra Flanderns Kyst. Denne var a f Tyskerne omdannet til en ren Fæstningslinie med svært A rtille ri paa indtil 38 cm Kaliber, der i klart Ve jr beherskede Farvandet indtil 40 km Afstand. I hvor høj Grad kunstig Taage m. m. hjalp Englænderne til dagligt at færdes der ad libitum og beherske Farvandet, faar man et Indtryk a f ved at læse den tyske Frontchef, Admiral Schrøders, Rapport af 25/4 1918: „Seitdem der Feind mit Minen und schnellen Torpedomotorbooten unmittelbar vor der Küste arbeitete, war jede Vorpostenfart eine Gefahr für die Boote; eine grössere Anzahl von ihnen ist bei diesem Dienst verloren gegangen oder schwer beschädigt worden ...“ og hans 1. Admiralstabsofficer, Korvetkaptajn Schnitze, skriver i Marine-Rundschau 1922 om samme Emne: „Ein ständiges Auf- und Abpatrouillieren unserer Torpedoboote vor den Einfahrten war angesichts dieser Bedrohung bedenklich und musste aufgegeben werden.“

Disse to Mænds E rfaringer gaar altsaa ud paa, at ikke engang umiddelbart foran Kysten eller foran Havneindsejlingerne kunde Kystbatterierne beskytte deres egne Smaaskibe eller hindre Fjendens frie Færdsel og Mineudlægning. Det vilde derfor være a f Interesse, om Kaptajn E. A. Hoffmann vilde oplyse, paa hvilke E rfaringer han grunder sin Dom. Det kan ikke være paa det, der skete i Østersøen. Her rettede den tyske Hær i Efteraaret 1914 Anmodning til Flaaden om at transportere en Demonstrations-Styrke rundt den russiske Hærs højre Floj, der støttede sig til Havet i Øst-Preussen. Den tyske Flaade maatte erklære sig ude a f Stand hertil, da intet med Hensyn til Troppetransporter var forberedt. Tyskerne var altsaa ikke forberedt paa at stotte deres eventuelle Minespærringer i Sundet og Bælterne med Batterier i Land, saafremt vi ikke havde foretaget Spærringerne. Den tyske Admiralstab regnede derfor antageligt diametralt modsat af Kaptajn E. A. Hoffmann, at vore Gennemsejlings-Farvande meget vel lod sig spærre, uden at der hertil „kræves, at der kastes Tropper i Land paa Sjælland (Fyn).“ Den tyske Admiralstab handlede dog under et betydeligt Ansvar, og dens Skøn her deles sikkert a f alle Landes Søofficerer, der har studeret saadanne Spørgsmaal. Kaptajnens Paastand kræver derfor i hvert Fald en Begrundelse.

Kaptajnens Udtryk: „kaste Tropper i Land“ , gør det iøvrigt vanskeligt at forstaa, at der ligger et Studium bag Udtalelserne, thi jeg gaar ud fra, at der ikke menes, at et mindre Infanteri-Detachement vil kunne foretage en Besættelse paa Trods a f den danske Hær. Det drejer sig derfor om en egentlig Landgangs-Ekspedition med svært Artille ri m. m„ men for at vide, at saadan ikke „kastes“ i Land, behøves intet Studium, men blot en flygtig Gennemlæsning af et derom handlende Værk.

Da Søofficerer ogsaa er opvoksede paa Landjorden og jævnligt færdes paa denne, føler man sig hjemme i dens Terrain. Alligevel er de Tilfælde, hvor Søofficerer vil foreskrive Landofficerer taktiske Regler, vist sjældne. Det er kun rimeligt, at Kaptajn Hoffmann er saa optaget af sin Gerning i Land, at han ikke kan være hjemmevant paa Søen. Alligevel søger Kaptajnen gennem nogle af ham misl'orstaaede Udtalelser af fremmede Søofficerer at ville belære Offentligheden og danske Søofficerer om Principperne fo r vor Færden paa Søen.

Med Hensyn til Belæring af danske Søofficerer saa vil Kaptajnen dog sikkert indrømme, at en Søofficer har visse Betingelser for at veje Værdien a f fremmede Søofficerers Udtalelser, som han ikke har. Vor smukke Søkrigshistorie og vor gode Uddannelse berettiger ikke Kaptajnen til som Lægmand paa Søen at ville optræde som vor Lærer. En saa lav Værdsættelse a f den danske Søofficer findes ikke hos fremmede Søofficerer og næppe heller hos den danske Befolkning som Helhed.

Med Hensyn til Offentligheden saa ser den meget vel, at et Ørige som England først og fremmest maa have en Flaade, og at det samme gælder fo r de danske Øer, medens Jyllands Landgrænse først og fremmest kræver en Hær. Kaptajnens A r ­ tikel kan næppe forandre dette Syn, thi paa Trods a f hele Provisorietidens Agitation for Københavns Landbefæstning kunde Offentligheden dog holde fast ved Chr. Bergs Ord: Sjælland er Danmarks naturlige Fæstning. Den vil sikkert ogsaa nu selv kunne veje Flaadens og Hærens Betydning mod hinanden. T ilbage vil da kun være en pinlig E rindring om en Landofficers Angreb paa Marinen. Denne E rindring vil næppe virke til Gavn for den Styrkelse a f vore Værn, som vi begge ønsker.

H. B. Barfod.

------------------------

Til Kommandørkaptajn H. B. Barfod's foranstaaende Indlæg skal jeg knytte nedenstaaende Bemærkninger: Vil man endelig gaa saa langt tilbage som til VenderKrigene, saa synes Eksemplet dog snarest at vise, at en virkelig Befrielse for de vendiske Plyndringer kun kunde opnaas ved Iværksættelse a f et dansk Landgangsforetagende med paafolgende Belejring og Erobring a f Arkona, samt at selv den 1-dobbelt overlegne vendiske Flaadestyrke ikke formaaede at hindre dette Landgangsforetagende, altsaa kun en Bekræftelse a f den a f mig fremsatte Paastand. Vendernes hurtige Landgange — Strandhugst — kan næppe med Rette sidestilles med en egentlig Landgangsoperation, der jo har en varigere Besættelse a f Landet til Formaal. A t den danske Flaade under Wallensteins Indfald i Jylland reddede Danmarks Eksistens, maa betegnes som en vel hasarderet Paastand. Fo r det forste rar der danske Tropper paa Oerne; paa Fyen stod saaledes i Efteraaret 1627 bl. a. MacKeyes skotske Regiment og Rhingrevens Rytterregiment, alt under Kommando af Markgreven a f Baden-Durlach, og hertil kom senere bl. a. et udskrevet Regiment paa 16 Kompagnier under Oberst Holger Rosenkran!/, til Nybollegaard; iøvrigt giver Axel Larsens Bog: „Kejserkrigen“ gode Oplysninger om de ikke ubetydelige Troppestyrker, der under denne K rig var samlede paa Øerne, saa det var netop danske Hærstyrker paa Øerne, der holdt disse besat. Og for det andet var Fjenden (Kejserens Tropper) ude a f Stand til at iværksætte Landgangsekspedition i større Stil, da han ikke raadede over eller kunde skaffe Skibe hertil; Kejseren krympede sig ved at anvende Vold mod Hansestæderne for at bemægtige sig deres Skibe, og uden dem lod der sig intet a f Betydning udrette. Den danske Flaade havde derfor let ved at løse den Opgave at hindre Fjenden i at gaa over til Øerne; thi Opgaven l'orelaa ikke. Kommandorkaptajnen omtaler Gyldenloves Ødelæggelse af en svensk Transportflaade ved Rygen den 29 9 1712, men glemmer her at oplyse, at den paagældende Transportflaade da havde overført Stenbocks Hær (9423 Mand foruden Heste) fra Sverrig til Rygen, at Styrken paa det Tidspunkt var helt udskibet og landsat (Landsætningen skete 26’ og 27' September), at Transportflaaden altsaa var tømt for Tropper og Heste, og at det derfor kun gik ud over tomme Skibe og Skibe med Sæd og Tømmer. Selv om sidstnævntes Tab senere viste sig at berede Svenskerne større Vanskeligheder, end Stenbock straks antog, var dog Hovedsagen — Troppernes Overførsel og Landsætning — naaet. løvrigt skyldtes den underlegne danske Flaades Sejr over den svenske Flaade i Hovedsagen Vinden, der hindrede den svenske Flaades Manøvre, et Forhold, der næppe kan gentages i vor mekaniserede Tid.

Kommandørkaptajnen anfører, at i 1657 hindrede den danske Flaade, indtil Isen kom, svensk Landgang paa Øerne. Hertil skal bemærkes, at der vel næppe kunde tænkes paa Landgang paa Øerne, før Fæstningen Frederiksodde (Fredericia) var erobret, og det skete først den 24’ Oktober 1657. løvrig t vilde en Begrundelse a f den fremsatte Paastand have været ønskelig, f. Eks. Oplysning om, hvilke danske Flaadekræfter der havde faaet den nævnte Opgave overdraget; de paagældende Flaadekræfter har næppe været i Kattegat, hvor Svenskerne havde frit Spil og flere Gange foruroligede de danske Kyster og i November foretog et Angreb paa Samsø (Iv. C. Rockstroh: U dviklingen af den nationale Hær i Danmark, I, Side 330— 331). Overgangen til Als kan næppe betegnes som et Landgangsforetagende, men maa sidestilles med en Flodovergang. løvrigt gav netop Flaadens Optræden her (Rolf Krake) Anledning til stærke Misstemninger mellem Hær og Flaade; der er dog næppe Grund til nu at rippe op i disse gamle Saar.

Begivenhederne i 1700 og 1807, hvor Hæren stod i Holsten, viste tydeligt, at Flaaden ikke kunde dække mod Landgang, og at Manglen paa Tropper i Land (paa Sjælland) derfor blev bestemmende for Landets og dermed ogsaa for Flaadens Skæbne. Til de anførte historiske Eksempler paa, at Flaaden ikke dækkede mod Landgang, kunde være tilføjet Carl X Gustavs Overgang fra Kiel til Korsør i August 1658, dej1 nær havde kostet Landet dets Eksistens; denne reddedes kun ved Københavns dygtige Forsvar. Aarsagerne til den Fisher’ske Plans Stranding er udførligt omtalt i min tidligere nævnte A rtikel i Maj-Nummeret.

Naar Koinmandørkaptajnen udtaler, at vor Hær aldrig har dækket mod Landgang, gør han sig skyldig i en Fejltagelse. Eksempelvis skal blot anføres, at dansk Besættelse paa Fyen hindrede de kejserlige Tropper i at rykke herover under Ke jserkrigen, og at ganske det tilsvarende var Tilfældet under Torstenson-Krigen, hvor de af Rigsmarsken, Anders Bilde, førte Tropper (paa Fyen) ikke blot hindrede de svenske Tropper i at gaa over til Fyen, men endog angreb dem i Jylland.

Og naar Kommandørkaptajnen udtaler, at vor som Regel mindre Flaade ofte har dækket mod Landgang, skylder han at føre Bevis for denne Paastands Rigtighed. Saa længe et saadant Bevis ikke er ført, maa jeg fastholde Rigtigheden a f min tidligere fremsatte Tydning a f Krigshistorien, at „endnu har ingen underlegen Flaade hindret en Landgang“ . De a f Kommandørkaptajnen anførte historiske Eksempler, hvor Flaaden ikke dækkede mod Landgang, og hvor K r igens Udfald fik ret „katastrofale Følger“ fo r os, synes netop at være et Bevis paa Nødvendigheden a f en stærk Hærstyrke. Eksemplerne viser dog ganske tydeligt, at Afgørelsen falder i Land, og at Fjenden naturligt søger Afgørelsen her. Under Hensyn til, at Flaaden i Fremtiden næppe med større Virkning end i Fortiden kan sikre mod Landgang, skulde det derfor synes naturligt, at vi lærte a f Fortidens Historie — og de den Gang begaaede Fe jl — og drog den heraf logiske Konsekvens ved at styrke den Del a f Værnene, paa hvem Afgørelsen læror, Hæren.

De i min tidligere nævnte Artikel fremsatte Anskuelser om Sjællands og Fvens Betydning for Spærringen a f Store Bælt er bl. a. begrundede med de fra engelsk Side fremsatte Udtalelser i saa Henseende, i Forbindelse med Verdenskrigens E r fa ­ ringer fra Dardanellerne og Rigabugten. Kommandørkaptajnen synes ikke at kunne tiltræde de citerede Ord a f Admiral Oliver i 1915 og a f Firs t Sea Lord i 1917 og udtaler tillige, at jeg har misforstaaet disse Udtalelser. Som „Lægmand paa Søen“ har jeg sogt — og fundet — Oplysninger paa dette Punkt (de omhandlede Udtryk) i en A r ­ tikel a f en dansk Søofficer i et dansk sømilitært Tidsskrift (Orlogskaptajn Augsburgs tidligere omtalte A rtikel i Militæ rt Tidsskrift findes i „Tid skrift for Søvæsen“ , 1927), og de citerede Udtalelser er endog fremhævede a f Forfatteren. Der er, saa vidt mig bekendt, ikke fremsat noget sømilitært Argument mod de citerede Udtalelser, der synes at være ganske logiske; derimod har Kommandør L. Dornonville de la Cour i sin Artikel om „Spærringen af de danske Gennemsejlingsfarvande i A u ­ gust 1914“ optaget de samme Udtalelser blandt sine Citater' a f betydende engelske Udtalelser paa dette Omraade, og Kommandøren karakteriserer samtlige citerede engelske Udtalelser saaledes: „De betoner Omstændeligheden og Vanskeligheden ved at skaffe Passage for en Flaade gennem det minespærrede Store Bælt. De peger paa den, paa Pag. 631 angivne 3’ Metode — Erobring af Kysterne, derefter Fordrivelse af Forsvarsstyrken, og endelig Strygning af Minerne. De taler et andet og sobrere Sprog end det tyske Admiralstabsværk.“ (Tidsskrift for Sovæsen, 1930, Pag. 645). Det er saaledes ikke alle danske Soofficerer, der betragter de omhandlede Udtalelser paa samme Maade som Kommandørkaptajnen, og jeg tror, at Tidsskriftets Læsere let vil kunne bedømme, hvorvidt jeg har misforstaaet de klare, logiske Udtalelser, der til Orientering skal gengives her. Kontreadmiral Oliver gjorde i et Mode i Efteraaret 1915 gældende, at saafremt den britiske Flaade forsøgte at trænge ned i Østersøen, rnaatte det nødvendigvis have til 'Følge, at Tyskland besatte de danske Øer, en Handling, der meget hurtigt vilde resultere i, at den britiske Flaade blev afskaaret fra sine Støttepunkter. Og First Sea Lord udtalte i 1917, i Anledning a f Planerne om et engelsk Fremstød i Østersøen, bl. a .: „Det drejer sig tier om et Fremstød, som er meget lig det tyske Fremstød i Rigabugten, og, ligesom den tyske Flaade, maa den britiske Flaade begynde Operationen med Erobringen af de omliggende Øer.“ (jfr. Side 177 i Maj-Nummeret).

Viceadmiral de Robecks anførte Udtalelse til DardanellerKommissionen synes at være i stærk Strid med hans egen Opfattelse af Situationen den 22/3 1915, som findes udtrykt i hans Udtalelser til General Hamilton og hans Telegram til Admiralitetet (se bl. a. Orlogskaptajn Augsburgs oftnævnte Artikel). Den 22 3 1915 stod Admiral de Robeck som ansvarlig Fører overfor den Opgave at skidle træffe en Beslutning; hans Ord — og Gerninger — i denne Situation bør der derfor sikkert tillægges større Vægt end de paa et langt senere Tidspunkt overfor en Undersøgelseskommission fremsatte Udtalelser. lovrigt synes de fleste ansvarlige maritime Myndigheder (f. Eks. den højtfortjente First Sea Lord Fisher) at tvivle paa Forceringens Gennemførlighed, medens Forcerings-Tanken havde sin varmeste Talsmand i den tidligere Husaroberst, Firs t Lord, Winston Churchill. Det faktiske Forhold er doa, dl Forceringen blev opgivet — , og det kan ikke modbevises. Dardaneller-Kampene viste iøvrigt, at selv om sværere Skyts er ønskeligt — og nødvendigt — , kan dog ogsaa middelsvært Skyts komme i Betragtning, specielt Krumbaneskyts. De tyske 15 cm, let flyttelige, Felthaubitser paa den lilleasiatiske Kyst var en stærk Trusel mod de allieredes Flaade. Saaledes udtaler General Hamilton i sin Bog „Gallipoli Diary“ om sit første Møde (17 3 1915) med Flaadechefen de Robeck: „Hans største Bekymring drejede sig om den dygtige Maade, hvorpaa Fjenden nu bruger sit mobile Artilleri. Han kan bringe det tunge Fæstningsskyts til Tavshed, men Ilaubitserne og Feltkanonerne skyder fra skjulte Stillinger og gør Rydningen af Minefelterne til noget i Retning af et Victoriakors-job for de lettere Kræ fter.“ Selv om 24 cm Skyts er ønskeligt (Skyts af dette og højere Kaliber kan let gøres mobilt ved Motortræk), maa 15 cm Skyts dog ogsaa formodes at have nogen Virkning, da dette Kaliber er det største, der findes i vort nyeste Orlogsskib — „Niels Juel“ . Da Sporgsmaalet om motortrukket Skyts’s A n ­ vendelse i Kystkampene er for omfattende til, at der her kan gaas nærmere ind paa det, henledes interesserede Læseres Opmærksomhed paa Artiklerne „Vort Kystforsvar“ i „Dansk A r ­ tilleri-Tidsskrift“ , 1929, 1930 og 1931.

Kommandorkaptajr.ens Udtalelser om Rigabugten er nærmest uforstaaelige. Naar Tyskland udrustede og iværksatte den saa omfattende Ekspedition skyldtes det vel, at man mente, den russiske Besættelse a f Øerne dannede den største H in ­ dring for tysk Herredømme i Rigabugten. A t det saa under Operationens Udførelse viste sig, at de russiske Tropper opgav at kæmpe, kan dog næppe bruges som Bevis i modsat Retning.

Kommandørkaptajnens Sammenligning mellem Forholdene paa Flanderns Kyst og Store Bælt synes at halte ret stærkt. Ved Flandern drejede det sig om smaa Skibe (Torpedomotorbaade), der udlagde Miner ud for en Kyst, som grænser op til det aabne Hav, hvor altsaa Bevægelsesfriheden er nærmest ubegrænset. Ved Store Bælt drejer det sig om Passage a f en større Flaade gennem et minespærret Farvand, hvor de navigatoriske Forhold næppe kan kaldes gunstige. Om Store Bælt udtaler Kommandør L. Dornonville de la Cour i „Tid sskrift for Søvæsen“ , 1930, Pag. 624— 25, saaledes: „Store Bælt er et udpræget Strømfarvand, opfyldt a f spredte Grunde, hvorimellem fører snævre, dybere Løb. Baade tyske og andre fremmede dybtgaaende Slagskibe er i Fredens Dage, hvor alle Sømærker har ligget ude, løbet paa Grund her ved højlys Dag. Hvor meget vanskeligere maa da ikke Navigationen være, naar en Flaade a f store Skibe i Krigstid skal føres ned igennem et saadant Farvand, naar alle Sømærker er inddragne, og Minefaren truer under Overfladen“ .

Om Strømforholdene i Store Bælt udtaler Orlogskaptajn Augsburg i „Tid sskrift for Søvæsen“ , 1930, Pag. 368: ,,... er Strømforholdene meget indviklede i Store Bælt, hvor det er umuligt med Bestemthed at kunne forudsige, hvilken Retning Strømmen har eller vil faa, og hvor Strømmens Retning sjældent er ens i hele Farvandets Bredde". løvrig t synes Kommandørkaptajnen at glemme, at Formaalet med Flandernkystens Befæstning var at sikre Kysten mod Angreb, og at den løste sin Opgave, thi Flandernfronten stod, trods den engelske Flaades Overlegenhed, uantastet lige til Krigens Slutning.

Ogsaa Sammenligningen mellem en ønsket Transport i 1911 af en Demonstrations-Styrke rundt om den russiske Hærs højre Flø j og en eventuel Landgangsekspedition mod Danmark synes mindre god. Ved det anførte Tilfælde drejede det sig vel om cn betydelig længere Transportvej end mod Danmark (altsaa særlige Indretninger a f Transportskibene), ligesom den russiske Flaademodstander vel regnedes at være stærkere end den danske. Ekspeditionens Maal var Windau — 100 km paa den anden Side af den russiske Flaadestation Libau, og Kravet om Operationens Iværksættelse fremkom med et meget kort Varsel, ganske som Kravet om Spærring a f Store Bælt kom for Prins Heinrich den 4/8 1914 Eftm. Men iøvrigt var den tyske Admiralstab næppe uvidende om de i 1906 trufne A ftaler i Berlin eller blind for det Faktum, at tyske Tropper i paakommende Tilfælde kunde naa Fyens og Langelands Store Bælts Kyster uden særlige Landgangsforetagender ved Fremrykning gennem det sydlige Jylland med paafølgende Overgang over Lillebælt. At Kommandørkaptajnen synes at misforstaa Udtrykket „kaste Tropper i Land“ , beklager jeg; Udtrykket benyttes almindeligt i Hæren, ogsaa for Landgangsekspeditioner i større Stil (med svært Artilleri). Da lmodegaaelse a f Landgangsforetagender er en Hovedopgave for i hvert Fald den sjællandske Hærstyrke, gøres de historiske Eksempler paa Landgangsekspeditioner ganske naturligt til Genstand for indgaaende Studier i Hæren, lovrigt er Kystforsvar og Forsvar a f Passagefarvande ingenlunde ukendte Problemer for Landofficerer, specielt Generalstabsofficerer og Artillerister.

Et fornyet Studium af min tidligere Artikel i Maj-Nummeret vil sikkert vise Kommandorkaptajnen, at der ikke deri fin ­ des Holdepunkter for hans Udtalelse om, at jeg har ønsket at foreskrive Søofficerer taktiske Regler eller villet belære Offentligheden og danske Søofficerer om Principperne for Flaadens Færden paa Søen, ligesom der næppe heller i Artiklen fin ­ des Holdepunkter for Udtalelsen om, at jeg værdsætter den danske Søofficer lavt. Det gentagne Studium vil forhaabentlig ogsaa overbevise Kommandørkaptajnen om, at hans Sammenligning mellem Englands og Danmarks Stilling næppe kan kaldes sagligt uangribelig. Kommandørkaptajnens Glæde over vor smukke Sokrigshistorie kan næppe berettige ham til at bebrejde Hæren dens ved flere Lejligheder svigtende Evne til at imødegaa fjendtlige Landgangsforetagender. Denne svigtende Evne skyldtes vel oftest, at Hæren var mere eller mindre forsømt, maaske endog til Fordel for Søværnet, eller at den stod med gal Front. Sidstnævnte Fe jl skyldtes mangelfuld eller fejlagtig udenrigspolitiske Efterretninger og Vurdering af Situationen, i Forbindelse med overdrevne Forestillinger om Flaadens Evne til at hindre Landgangsforetagender. Formaalet med den i Maj-Nummeret offentliggjorte Artikel var, paa Grundlag af en offentliggjort Forsvarsplan at give en Udredning af vor militære Stilling, herunder en Vurdering af de forskellige Værns Opgaver i det samlede Forsvars Interesse. Naar Offentligheden, efter Kommandørkaptajnens egen Udtalelse, kan veje Hærs og Flaades Betydning mod hinanden, maa det vel ogsaa være en Landofficer tilladt at gøre det, især naar Konklusionen gives en nøjere Begrundelse. Kommandørkaptajnens Indlæg kan — efter det foran fremsatte — næppe siges paa noget Punkt at have rokket ved denne Begrundelse eller ved dens Konklusion, at Tyngdepunktet i Danmarks Forsvar ligger hos Hæren.

E. A. Hoffmann.