I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens O fficersskole har kadet K . Andersen, klasse Biilow, udarbejdet denne studie over Wellingtons militære særpræg.
Storbritannien kan ikke siges at være en nation, hvorfra mange store feltherrer er udgået. Dette er på sin vis bemærkelsesværdigt, hvis man som udgangspunkt tager, at i den tid, England har haft en regulær hær, har der næppe været et år, i hvilket britiske tropper ikke har været i aktiv tjeneste et eller andet sted i verden. Reelt kan kun to britiske soldater, Hertugen af Marlborough1) og Hertugen af W ellington siges at være store feltherrer. Baggrunden for deres succes er im idlertid højst forskellig på den måde, at Marlborough havde en effektiv kontrol med den civile regering, medens han førte den engelske hær. W ellington havde derimod ingen sådan indflydelse, og det er derfor nødvendigt at give en kort beskrivelse2) af det system, i hvilket han måtte arbejde. Den engelske hær var under Restaurationen3) fra at være en m ilits, der kun kunne indkaldes til øjeblikkeligt forsvar af landet, blevet omdannet til en professionel hær. Det var kun en lille styrke, men det var en stående hær, og landet har aldrig siden været i stand til at undvære den. Gennem det attende århundrede var der i Parlamentet en stadig kamp om denne stående hær, hvor især Whig-partiet kæmpede imod, idet de påberåbte sig faren mod forfatningen, som en stående hær repræsenterede, og frem for alt udgifterne til en sådan hær. Parlamentet udstedte så mange forordninger og behandlede hæren på en sådan måde, at det ikke alene var umuligt for generalerne at organisere et kup, men praktisk talt også at udføre militære operationer.
Enhver m ilitæ r aktion krævede premierministerens sanktion. Hvis aktionen skulle ske i et fremmed land, lå ansvaret hos udenrigsministeren, hvis det da ikke var i kolonierne, hvor det naturligvis var kolonim inisteriet. Såfremt det drejede sig om forsvar mod invasion, lå det afgørende ord hos indenrigsministeren. I visse tilfæ lde måtte to ministerier arbejde sammen, og da det meste af hæren var garnisoneret i Irland, kunne intet foretages uden samtykke fra vicekongen om reduceringen af hans garnisoner. E t væ rdifuldt frem skridt skete i 1794, da W illiam P itt4) udpegede en krigsminister, hvis opgave bestod i at koordinere alle militæ re operationer. Værdien af dette skridt decimeredes dog i afgørende grad ved, at P itt udpegede Henry Dundas, hans nærmeste rådgiver og drikkekammerat, til posten. Krigsministerens del af at dirigere operationer gik lid t videre end at udpege operationsområdet, idet han også, sædvanligvis i vage vendinger, gav hensigten samt indstillede en kommanderende general til godkendelse af Kronen. Krigsministeriet, som krigsministeren intet havde at gøre med, blev ledet af en departementschef eller viceminister, der var ansvarlig for hærens budget og stod til ansvar over for Underhuset angående den militæ re administration. Skønt han intet havde at gøre med, hvor tropperne skulle sendes hen, var det hans ansvar at underskrive ordrerne for deres bevægelser. Det var ikke krigsministeriets opgave at bekymre sig om, hvad hæren gjorde. Viceministeren var kun ansvarlig for, at hvad den gjorde, blev administreret rigtigt. Endnu mindre skulle ministeriet tage sig af spørgsmål om taktik, eksercits eller disciplin. Ansvaret herfor lå hos den kommanderende general. Dette korte rids af den civile administration belyser de næsten urimelige forhold, en kommanderende general havde at arbejde under. Dette må tages i betragtning ved en vurdering af W ellington. A rthu r Wesley8), tredje overlevende søn af Garret, Ja rl af Mornington, blev født i Dublin i ap ril 1769. Hans far døde 12 år senere og efterlod sig et forældet gods. Moderen havde ikke særlig høje tanker om A rthu r og plejede at omtale ham som »min uduelige søn«, og ingen var i tvivl om, hvem hun sigtede til. A rthur Wesley havde en ret uregelmæssig skolegang, som han afsluttede på Eton. Han blev betegnet som en doven og ubetydelig dreng og gav på ingen måde løfter om akademisk åndrighed i modsætning til sin ældre broder Richard, der nu var Ja rl af Mornington. Da han var 15 år, havde hans mor ikke længere råd til at have ham gående på Eton, og han blev sendt på en halvmilitæ r skole i Angers, hvor han lærte fransk, gode manerer og meget lid t andet. Det blev bestemt, som det så ofte var tilfældet med yngre sønner af fattige adelsmænd i datidens England, at A rthur Wesley skulle træde ind i hæren. Hans mor skal have tilfø je t »kanonføde og indet andet«. Hans broder brugte sin indflydelse til at placere ham og skrev til vicekongen i Irland, der tidligere havde lovet ham at tage A rthu r i betragtning til en stilling i hæren: »Han (Arthur) er her nu og fuldstændig ubetydelig. Det er mig ligegyldigt, hvilken stilling han får, bare han får den hurtigt.«6) I marts 1787, knapt 18 år gammel, trådte A rthu r Wesley ind i hæren i et infanteriregiment, som han ikke kom i tjeneste ved, da det var i Indien. Samme år købte han sig til en løjtnantsgrad i et andet regiment, hvor han muligvis har gjort tjeneste en kort tid, før det i 1788 tog til Indien, og han derfor flyttedes til et andet regiment. Her er han opført i bøgerne i 18 måneder, forflyttes så til et dragonregiment og køber i 1791 en kaptajnsstilling i infanteriet. Hans regimentstjeneste har været meget lille , eftersom han fra november 1787 til 1793 var stabshjælper hos vicekongen i Irland. Ved krigsudbruddet med Frankrig købte han sig en m ajorstilling i 33. regiment, og da dette regiment landede i H olland i juni 1794, havde han haft kommandoen over regimentet i ca. 9 måneder. Han var da 25 år gammel og oberstløjtnant. Systemet i England med at købe sig grader og dermed stillinger var ganske legitim t på den tid og blev til stor skade for den engelske hær. Dette kan blandt andet ses ved at betragte nogle af de udueligheder, der senere kom under W ellingtons kommando. På den anden side kan det vel hævdes, at W ellington kun på grund af systemet hurtigt fik mulighed for at vise sine fremragende militæ re evner. Felttoget i Nederlandene 1793-95 var et trist kapitel i den engelske hærs historie. Det blev ledet af hertugen af York , en af Georg IIFs mange sønner, der vitterligt ikke var nogen strålende feltherrebegavelse. Han ødelagde hurtigt sit nederlandske ekspeditionskorps ved hjælp af sult og meningsløse marcher. W ellington udtalte senere: »Jeg lærte, hvad man ikke skal gøre, og det er da altid noget.«7) Hertugen af York , der med sin indirekte indlæringsmetode blev W ellingtons første læremester, blev senere øverstkommanderende for den britiske hær og beklædte denne post under W ellingtons felttog på den pyrenæiske halvø. I 1797 beordres W ellington, nu oberst, til Indien med sit regiment. Der var på det tidspunkt roligt i Indien, og han kunne tage sig tid til at træne regimentet. Indien var noget ganske andet end Irland, men han fandt hurtigt frem til nogle enkle leveregler, nemlig at leve moderat, at drikke ingen eller kun lid t vin og at holde sig selv og sine mænd beskæftigede. Hans vinforbrug var i modsætning til andre engelske udsendte civile og militæ re så spartansk, at det er blevet nedskrevet af hans adjudant: »Han drak kun fire eller fem glas til middagen og omkring en halv kande rødvin bagefter.«8) Dette mådehold medførte, at han med lethed klarede de tropiske strabadser, han snart kom ud for mod de indiske høvdinge. W ellington var i Indien i hele 9 år in d til 1805, efter i mellemtiden at være avanceret til generalmajor. Hans første store sejr var ved Assaye (o. 1000 km øst for Bombay)9) i 1803, hvor han foretog sin i hele sit liv mest risikable operation. W ellington må ellers siges at være en forsigtig fører, men måske skyldes det to ting, han lærte her og aldrig senere glemte, nemlig ikke at regne med, at fjenden forbliver på plads, mens man manøvrerer rundt om ham, og ikke at undervurdere den fjendtlige styrke. Hans reaktion, da han så, at forsøget på at falde ind i fjendens flanke var mislykkedes, var typisk for hans optræden også ved senere lejligheder. En af hans stabsofficerer skrev, at han aldrig havde set en mand så rolig og fattet.10) Der er ingen tvivl om, at hans måde at tage tingene på, den iskolde ro, har haft en enorm virkning på de mænd, der omgav ham. I 1805, da W ellington vendte tilbage til England, nåede W illiam Pitt, der på dette tidspunkt ikke havde langt igen, at gøre hans bekendtskab. Pitt, der ikke var forvænt med dygtige generaler, gav her udtryk for sin store forbavselse over en general som denne:
»Sir A rthu r Wellesley ligner ikke alle de andre militærpersoner, jeg har talt med. Han gør aldrig ophævelser og skjuler aldrig sin uvidenhed under almindelige fraser. Hvis jeg stiller ham et spørgsmål, får jeg et forståeligt svar; ønsker jeg en forklaring, får jeg en, der er klar og tydelig; hvis jeg v il vide hans mening, siger han mig den og støtter sig til grunde, der altid er fornuftige. Han er en meget mærkværdig mand.«11)
Wellington deltog i aktionen mod Danmark i 1807, blandt andet som fører for den engelske styrke, der slog det danske landevæm ved Køge.12) Interessant er det at bemærke W ellingtons indstilling til det planlagte bombardement af København, hvilket kommer til udtryk i et privatbrev til England, hvori det hedder: »Danskerne kæmper i virkeligheden kun for æren, og det ville være vanærende ikke at underkaste sig et bombardement . . . Desuden mener jeg, at det ville klæde os bedst at tilfø je byen
så liden overlast som muligt og at foretrække en anden fremgangsmåde (afskære forsyningerne til København, (forf.)) end et bombardement for at komme i besiddelse af den.«13)
I 1809 får W ellington som generalløjtnant overdraget kommandoen over en engelsk ekspeditionshær, der skulle kæmpe på den pyrenæiske halvø, hvor Napoleons hære var i færd med at underlægge sig Spanien og Portugal. I virkeligheden burde W ellington, i stedet for almindeligvis kun at være kendt for slaget ved Waterloo, være kendt for sine felttog og sejre på den pyrenæiske halvø, hvor han grundlagde sin militæ re berømmelse.
Allerede i 1808 havde W ellington ledet et ekspeditionskorps i Portugalog slået franskmændene ved Rolica og Vim eiro,14) men sejren udnyttes ikke på grund af uoverensstemmelser i hærledelsen, hvor hertugen af York har placeret et par ældre generaler til at kontrollere W ellington. Disse to generaler indgår en overenskomst med den franske øverstkommanderende, general Junot, om at denne skal rømme Portugal, og transporterer derefter hans hær tilbage til Frankrig. Hurtigt befaler Napoleon Junot til igen at gå mod Portugal, hvor en ny engelsk ekspeditionshær under Sir John Moore bliver slået endeligt i januar 1809 og må evakueres fra Coruna. W ellington var kun 39 år, da han i foråret 1809 fik kommandoen over den nye ekspeditionsstyrke, der var på ca. 23.000 mand. Hurtigt havde han renset Portugal for fjender, idet han slog den franske marskal Soult ved Oporto.15) W ellington fortsætter ind i Spanien, og det kommer til et stort slag ved Talavera16) mod marskal Victors armé. Slaget får ikke nogen egentlig afgørelse, men følgen bliver, at franskmændenes angreb mod Portugal standses. W ellington har nu fået hjælp af den spanske hær ledet af general Cuesta, der kan tages for prototypen på en spansk general på daværende tidspunkt. Hans arrogance var lige så stor som hans militæ re uduelighed, og han behandlede W ellington som en person af underordnet betydning. Hans militæ re karriere indeholder to sønderknusende nederlag, men i overensstemmelse med spansk skik blev sådanne episoder hurtigt glemt. W ellington skrev i 1809 til London: »Jeg finder denne Cuesta mere og mere uduelig for hver dag. Det er um uligt at samarbejde med ham og meget uvist, om nogen operation, hvori han deltager, v il lykkes. Han opnåede at tabe alt i går . . . hvilket skyldes den underlige forstokkethed, der præger hans tankegang.«17) E fter de erfaringer, W ellington havde gjort med Cuesta, erklærede han, at han ikke mere ønskede at samarbejde med spanske generaler. Men Cuesta var kun den første blandt flere af overvejende samme kvalitet.18) De spanske soldater kunne under hensyntagen til en stadig vanrøgt, sult og til generalerne umuligt vise, hvad de duede til. Noget bedre stod det til med den portugisiske hær, der ganske vist i flere tilfæ lde kun eksisterede nominelt. Hæren kæmpede sammen med W ellington og kom senere direkte under hans kommando. Grunden til, at den portugisiske hær kom W ellington til så megen nytte, må søges i, at han formåede den portugisiske regering til at indse, at bedre våben, mad, sko og klæder bevirkede bedre soldater. Dette var faktorer, som W ellington lagde meget stor vægt på allerede i Indien med sit regiment. Hans faste overbevisning var, at disciplinen hang nøje sammen med tildelingen af rationer, et andet af hans kardinalpunkter. E fter hans eget udsagn var hæren sammensat af fjordens afskum, hvervede for en dram.«19) Han talte ofte meget hårdt om sine tropper. I 1810 udtalte han således: »Ingen soldat kan modstå vinens fristelse. Den er konstant foran dem i dette land, og de er konstant berusede, når de ikke er ved deres regiment. Der er ikke den forbrydelse, de ikke v il begå for at få penge til at købe den eller tage den med magt!«20) Men han siger også: »Jeg kender intet mere væsentligt end at have opmærksomheden henledt på soldatens velvære: lad ham være godt klædt på, underbragt og forsynet med mad. Hvordan skulle han kunne kæmpe, stakkels fyr, såfremt han foruden at risikere sit liv , må kæmpe med unødvendige besværligheder.«21) Dette humane syn på soldaterne forhindrede ham dog ikke i at være meget hård, når reglerne blev overtrådt. Den plyndring, der næsten altid opstod efter et stormangreb, kunne hensætte ham i voldsomt raseri. W ellington kendte kun få m idler mod den slags - prygl og hængninger var efter hans mening metoderne til opretholdelse af disciplinen. Man kan hævde, at han dårligt kunne handle anderledes. Han var placeret i en meget svær situation, hvor det var nødvendigt at være streng og uflexibel. Hans hær var desuden sammensat af de laveste klasser, hvoraf de fleste var uvidende, dovne og fordrukne. Han var overbevist om, at hans metoder var de eneste over for sine soldater, som han kendte, og som han aldrig havde fundet gode sider hos, undtagen når de var i ildlinien . Her slog han til gengæld fast, at intet kunne overgå det britiske infanteri. W ellington var dog heller ikke i tvivl om, hvor fejlen for soldaternes manglende disciplin lå. Den lå hos officererne. Hans overbevisning var, at så godt som alle officerer var rede til at begå enhver tænkelig dumhed, så snart han ikke holdt øje med dem. I 1809 skriver han således i en befaling: »Den kommanderende general (W ellington) er træt af at give ordrer, der ikke bliver efterkommet. Han blev tvunget til at beordre en soldat skudt, og han v il beordre andre henrettet, der er skyldige i lignende forbrydelser. Men han antager, at der ikke skulle være nogen grund til at gå til sådanne yderligheder, hvis officererne gjorde deres pligt. Det er hovedsagelig på grund af deres forsømmelighed og af manglen på ordentlige forskrifter i regimenterne, at der sker forbrydelser og uregelmæssigheder.«22) E fter fredsslutningen med Østrig i 1810 fik Napoleon frig jo rt store troppestyrker til forstærkning af hæren i Spanien. I juli erobrer Masséna med tre armékorps under Junot, Reynier og Ney byen Ciudad Rodrigo23) og fortsætter ind i Portugal. W ellington sætter sig fast i en stærkt befæstet stilling ved Torres Vedras,24) hvor kampene om vinteren går i stå. P roviantmangel tvinger im idlertid franskmændene til efter 8 måneder at gå tilbage, og W ellington følger efter dem. I maj 1811 lider Masséna25), som W ellington i øvrigt anser for den betydeligste blandt Napoleons generaler, et føleligt nederlag ved Fuentes de Onoro,20) hvorefter han bliver udskiftet med Marmont. W ellington var ikke en mand, der indførte nye metoder, og i taktikken frembragte han så at sige intet nyt. Han tog, hvad han fandt bedst fra de forskellige skoler og blandede det til en kombination, som viste sig at være uovervindelig. Taktikken27) i begyndelsen af 1800-tallet var bestemt af muskettens muligheder. Den var nøjagtig op til ca. 50 meter og havde en skudkadence på 4-5 skud i minuttet. Professionelle hære var trænede til at kæmpe i 3 geledder, en formation, der krævede stor dygtighed i eksercits og i h vilken det var meget svært at manøvrere. Franskmændene anvendte en anden taktik, og en af grundene hertil var, at man ikke rådede over større professionelle hære og derfor ikke kunne nå at indexercere formationerne med de indkaldte soldater. Man gik derfor over til at formere angrebskolonner med skyttekæder foran. Angrebskolonnerne, der kunne have en dybde på op til 12 geledder, skulle blandt andet ved deres chokvirkning bryde den fjendtlige linie , der i forvejen var blødgjort af en voldsom artilleribeskydning. W ellington var overbevist om, at denne franske taktik ikke var brugbar mod et stabilt infanteri, der var opstillet på linie, og som frem for alt havde en god ilddisciplin .28) Det nye i den engelske taktik, der i virkeligheden ikke var noget nyt, idet det var udviklet under den amerikanske frihedskrig29) på grund af pcrsonelmangel, bestod i, at infanteriet var opstillet på to geledder. Fordelen herved var, at alle kunne skyde samtidigt, og at linien blev så lang, at det var muligt at skyde ind i flanken på de franske kolonner, uden at disse kunne svare igen. Denne enkle taktik anvendte W ellington praktisk talt overalt, og såvel slaget ved Talavera, ved Fuentes de Onoro og senere W aterloo er eksempler herpå. Over for angreb med rytteri stillede han op i karréformation. Wellington må i taktisk henseende siges at være overvejende defensiv.
Den franske oberstløjtnant, senere marskal af Frankrig, Bugeaud, der deltog i de spanske felttog, liar givet følgende beskrivelse af den engelske taktik og livad franskmændene følte, når de angreb:
»Englænderne stod som regel i gode forsvarsstillinger, omsorgsfuldt valgte, og som regel oppe på et højdedrag, bag hvis ryg en god del af deres styrker holdt sig skjult. Den sædvanlige gensidige kanonade blev udvekslet; derpå rykkede vi lige frem for at tage tyren ved hornene, i al hast og uden omhyggelig rekognoscering og uden at chancerne for en omgående bevægelse var blevet undersøgt. N år vi befandt os henved tusind meter fra den engelske stilling, plejede der at vise sig tegn på uro blandt vore mænd. De udvekslede meninger, marchtempoet blev sat i vejret, og der begyndte at komme uorden i rækkerne. Englænderne, der var tavse og ubevægelige, stod imens, med gevær ved fod, som en lang, rød m ur; synet var imponerende og gjorde et stærkt indtryk på nye soldater. N u blev afstanden hurtigt m indre; man hørte råb fra geledderne: »Leve kejseren! Fremad - med bajonetten!« Nogle satte deres chacot på musketterne; den hurtige fremmarch begyndte at slå over i ilm arch ; geledderne begyndte at blande sig imellem hinanden; mændenes ophidselse voksede; mange begyndte at skyde, mens de løb. Og den engelske lin ie, der vedvarende var tavs og ubevægelig, da vi befandt os på tre hundrede meters afstand, syntes stadig ikke at bekymre sig det mindste om den storm, der nærmede sig. Kontrasten var stor. Mere end en af os begyndte at tænke på, at fjendens ild , der var blevet ho ldt tilbage så længe, v ille b live yderst ubehagelig, når den bragede løs. V o r iver begyndte at kølnes; den moralske indflydelse af ro, der syntes at være urokkelig, i sammenligning med et uordnet angreb, der med larm og skrig prøvede på at skjule det, der manglede i fasthed, hvilede tungt på vore hjerter. I dette øjeblik, der var opfyldt af en så pinagtig forventning, udførte englænderne en kvart vending, og musketterne kom op i skudklar stilling. E n navnløs følelse lammede mange af vore mænd; de gjorde holdt og åbnede en usikker ild. Fjendens svar, en salve med et sekunds præcision og med dødbringende virkn ing, slog ned på os som et lyn. Decimerede af lynet trængte vi os sammen; og idet v i vaklede under slaget, prøvede vi på at genvinde vor ligevægt. Nu brød vore modstandere deres lange tavshed med tre forfærdelige ’hurrah’, og ved det tredje var de tæt inde på livet af os og drev os tilbage på en kaotisk retræte. M en t il vor forbavselse udnyttede de ikke deres overtag mere end et par hundrede meter; derpå gik de roligt tilbage t il deres udgangsstilling for at vente på næste angreb. Når vore forstærkninger var nået frem, undlod vi sjældent at foretage et sådant - med lige så stort held og med svære tab.«'1“)
I efteråret 1811 og foråret 1812 manøvrerede de to hære om hinanden ved Portugals grænse, in d til fæstningerne Ciudad Rodrigo og Badajoz31) blev indtaget af W ellington med store tab og efterfølgende vilde scener med druk, mord, plyndring og voldtægt, som W ellington først langsomt fik slået ned med sine sædvanlige midler. Hans teori om, at soldaterne var en »bande slyngler af værste slags«, blev lier påny bevist.
Det afgørende slag står ved Salamanca32) den 22. ju li 1912, hvor Wellington besejrer Marmont, der retirerer over Ebro-floden, hvorefter Wellington holder indtog i Madrid. W ellington viste sig aldrig som nogen særlig effektiv forfølger og gjorde det heller ikke i dette tilfælde. Han var frem for alt infanterigeneral og nærede en vis m istillid til sit kavaleri,33) hvilket nok i nogen grad hænger sammen med den dårlige standard, hans kavaleri havde, især på grund af dårligere kavaleriofficerer. W ellingtons artilleri var ligeledes i en ret dårlig forfatning, hvilket kom til udtryk ved belejringen af fæstningen Burgos. K ort efter Salamanca må W ellington opgive belejringen af fæstningen Burgos34) og påbegynde en tilbagegang mod Portugal, men da Napoleon i 1813 må kalde betydelige styrker tilbage til Tyskland, går W ellington, nu feltmarskal, atter frem langs floden Pisuerga, går over Ebro og svinger mod Vitoria ,35) hvor han den 21. ju li slår marskal Jourdan. W ellingtons soldater fik her nogle af deres livs største øjeblikke, idet hele det tros, som Napoleons brodér, kong Joseph, havde med på sin flugt mod Frankrig, havde måttet efterlades i Vitoria. W ellington ville tage franskmændene, der flygtede mod øst, til fange, men intet havde virkning mod hans mænd i en sådan situation. Marskal Soult overtog igen kommandoen over de franske styrker, og i tiden 25/7 til 2/8 fulgte kampene i Pyrenæerne.36) Kampene her blev ført med stor voldsomhed og med store tab på begge sider. Fraternisering med fjenden fandt på denne tid sted i temmelig stor målestok, men W ellington skred aldrig ind over for dette, så længe det ikke skadede hans operationer. Hans forhold til spionage, som han vidste fandt sted i hans eget hovedkvarter, har ligeledes præg af en vis ligegyldighed. Han erklærede, at det var for dårligt, hvis en øverstkommanderende ikke kunne sørge for, at vigtige oplysninger ikke nåede fjenden. T il slut kommer det sydfranske felttog med indeslutningen af Bayonne og kampen ved Toulouse37) i 1814. En anden egenskab ved W ellington træder også frem her. Han var yderst pertentlig med sig selv og sin påklædning, så meget, at han ofte blev kaldt »the beau«. Derimod var han ret indifferent over for officerernes og soldaternes påklædning, så længe de var rigtigt udrustede og havde våben og ammunition. Flere officerer angreb ofte i særpræget civilt tøj, og man kender faktisk kun ét tilfælde, hvor W ellington er skredet ind over for påklædning, nemlig ved Bayonne, hvor nogle gardeofficerer har paraplyer under fjendtlig ild for at beskytte sig mod regnen.38)
E fter Napoleons abdikation red W ellington den 12. april 1814 ind i Toulouse, hvor han fejredes som befrieren af Portugal, Spanien, Frankrig og Europa. Noget ovedrevet, men sikkert er det, at dette var et af højdepunkterne i hans liv , Waterloo in mente. Da Napoleon i 1815 landede i Sydfrankrig, rullede en begejstringsbølge over Frankrig. En britisk-tysk-nederlandsk hær under W ellington, der i øvrigt var kommet direkte til hæren fra forhandlingerne i Wien, og en preussisk under Blücher stod i juni klar til at møde Napoleon ved Waterloo i Belgien. Felttoget i Belgien,3£') der sluttede med Napoleons endelige nederlag ved Waterloo, viser ikke nye sider hos W ellington, ligesom hans taktik stort set er den samme, som han anvendte i Spanien. Hovedæren for sejren tillægges med rette W ellington, men først med Blüchers indsats var udfaldet givet. Waterloo blev for hertugen af W ellington den sidste optræden på den militæ re skueplads efter en række sejre, der placerer ham som en af historiens ypperste hærførere. W ellington måtte ikke alen bekæmpe fjenden, men også parlamentet i London. Han havde sjældent tilstræ kkeligt af noget, og han var ofte i fare for at blive fyret. En stor del af W ellingtons succes beror nok på, at han forstod at få det bedste ud af, hvad der var stillet til rådighed for ham. Kun sjældent udtaler lian sig skarpt om den engelske regering, oftest accepterede han kendsgerningerne med resignation og en fast beslutning om at overvinde vanskelighederne. Ingen af W ellingtons undergivne elskede ham. Han var kold, aristokratisk og arrogant, men han gjorde alt for sine troppers velvære, så de respekterede ham og var rede til at dø for ham. Det er blevet diskuteret, om W ellington var populær hos sine soldater. Spørgsmålet fortjener ikke mange kommentarer, idet popularitet er en højst usikker målestok for en førers duelighed. Adskillige førere har ført deres tropper umådelig dårligt og været meget populære hos deres undergivne. W ellington var hård ved sine undergivne og sårede ofte førerne med sine temperamentsudbrud, men hans retfærdighedssans synes aldrig at være blevet draget i tvivl. Napoleon udstrålede et magisk trylleri, der fik soldaterne til at elske ham, selv om han ofte behandlede dem dårligt. Napoleon var deres religion, og de tilgav ham alt. I modsætning til Wellington, hvis almindelige horisont var snæver, læste Napoleon digte, skuespil og filoso fi og kunne deltage i diskussioner med de intellektuelle kredse. Hvis Wellington kom ud for problemer uden for sin egen snævre forestillingskreds, bragte han uden tøven den pågældende til tavsbed. Uden at fortsætte med lange sammenligninger mellem Napoleon og W ellington kan det vel hævdes, at Napoleon må betragtes som et militæ rt geni, en feltherrebegavelse. Hvis man skal karakterisere W ellington, kan det ikke gøres med et af disse ord. Drivkraften hos W ellington er en enorm pligtfølelse over for England parret med sund fornuft i alle situationer samt en karakter, viljestyrke og arbejdsomhed, der overstiger det normale. Det må indrømmes, at W ellington er en person, man ikke på alle områder kan beundre, set med nutidens målestok. Dog kan der til slut være grund til at pege på et par af de ting, der karakteriserer W ellington og stadig forekommer aktuelle. En meget vigtig egenskab hos W ellington, nemlig at få det bedst mulige ud af de midler, der stilles til lians rådighed, må siges at have bud til alle i dag, specielt i et demokratisk samfund. En anden ting, som mange taktiske førere må kunne lære af W ellington, er den betydning, ban tillægger den faglige tjeneste, et område, der ofte er blevet tilsidesat, og som vel i virkeligheden har stor indvirkning på soldaters moral og kampduelighed. Endelig kan man trække W ellingtons sans for disciplinens betydning frem, selv om man kan være uenig i hans måde at håndhævde den på. Skønt der i alle felttog og slag har være mange og forskellige faktorer, der har indvirket på resultatet, synes det varige indtryk at være, at fast disciplin, ikke alene hos soldaterne, men også hos deres førere, er en betingelse for at nå et godt resultat.
K. Andersen
Hovedkilde:
Michae l Glover: Wellington as Military Commander (G lover), B . T . Batsford, Lon don 1968.
Andre kilder:
Michae l Glover: The Peninsular V ictories (Pen), B . T . Batsford, London 1963. Preston, W ise and W erner: M en in Arm s (M . i. A .), Praeger, New Y o rk 1964. John Nay lor: Waterloo (Naylor), B . T . Batsford, London 1960. W . E . O. Lawaetz: Felttoget i Belgien 1815 (Lawaetz), M ilitæ rt tidsskrift, oktober 1965. Franz G . Bengtsson: Wellington. Essay i De langhårede Merovinger. Jespersen og P io, København 1952. Peter Young : T he British A rm y (Young), K im ber and Co., London 1967.
Noter:
1) Militært tidsskrift 9/66; P . Winther: Hertugen af Marlborough og slaget ved Blenheim.
2) Især fra G lover p. 14 ff.
3) 1660-1688.
4) W illiam P itt den Yngre. Premierminister 1782-1801 og 1804-1806.
5) Wellingtons fødenavn. Efternavnet ændret t il Wellesley i 1798. - 1811: Viscount Wellington. - 1815: D uke of Wellington.
6) G lover p. 34.
7) Ibid. p. 36.
8) Ibid. p. 37.
9) Ibid. p. 41 ff.
10) Ibid. p. 44.
11) Ibid. p. 49.
12) 29/8 1807. Politikens Danmarkshistorie (Po litiken, København 1964) b l . 10 p. 269 ff. og Pa lle Lauring : »Her skete det — Sjælland« (Schønberg, Kbh . 1966) »Træskoslaget ved Køge« p. 246 ff.
13) Politikens Danmarkshistorie bd. 10 p. 279.
14) G lover p. 63 ff.
15) Ibid. p. 74. Pen. p. 16.
16) G lover p. 78. Pen. p. 17 f.
17) G lover p. 77.
18) Ibid. p. 83 - fodnote.
19) G lover p. 240.
20) G lover p. 244.
21) Ibid. p. 244 f.
22) Ibid. p. 246 - fodnote.
23) Ibid. p. 84 ff.
24) Ibid. p. 87 ff.
25) Ibid. p. 93.
26) G lover p. 92 og p. 149 ff.
27) M . i. A . p. 176 ff., G lover p. 240 f. og Young p. 113 ff.
28) M . i. A . p. 192 f
29) 1776-83
30) Young p. 114.
31) G lover p. 102 og p. 173 ff.
32) G lover p. 129 ff.
33) Young p. 128.
34) G lover p. 181 ff.
35) G lover p. 117.
36) G lover p. 159 ff.
37) G lo ver p. 140 ff.
38) Nay lor p. 105 - fodnote.
39) Lawaetz, Naylor, G lover pp. 188-204.
