Hele regionsforsvaret på fælles nævner

Det efterfølgende behandler udelukkende regionsforsvarets (REGFORS) militære side — altså f. ex. ikke det mere eller min­ dre betimelige i at inddrage civilforsvaret under REGFORS; og det skal indledningsvis udtrykkelig fremhæves, at de fremsatte synspunkter og forslag helt og holdent står for undertegnedes egen regning. De er udtryk for tanker, der har hundfældet sig gennem mere end 10 års virke med det regionale forsvars problemer.

Hvor der i det efterfølgende er brugt udtrykket „område“, kan dette — alt efter forholdene — dække region, hjemmeværns­ distrikt- (HJVD-) eller hjemmeværnskompagni- (HJVK-) område.

REGIONSFORSVARET.

Behovet for REGFORS opstod, da den anden verdenskrig slet­ tede skellet mellem front og bagland; da produktions-, transport­ og adm inistrationsvirksom hed i tidligere tiders bagland blev vig­ tige krigsmål, og da krigsteknikkens udvikling slettede grænserne for våbens og styrkers strategiske rækkevidde, og da — ikke at for­ glemme — den „trojanske hest“ (i sin moderne udformning kaldet „femte kolonne“) atter holdt sit indtog på krigsskuepladsen.

De krav til vort landforsvar, som denne udvikling har medført, og som har nødvendiggjort REGFORS, er
— at der i fredstid overalt i landet er styrker, der er i så tilpas højt beredskab, al de straks kan konstatere og i løbet af få timer imødegå fjendtlige handlinger, og som er i besiddelse af så megen kampkraft, at de kan sikre mobilisering af landets fulde forsvarskraft (den civile såvel som den militære), og

— at der i krigstid overalt i landet findes styrker, der kan sikre områder, der ligger udenfor felthærens operationsområder, så­ ledes at felthæren ikke (eller kun i mindre omfang) skal af­ give styrker hertil, og derfor bliver bedre i stand til at lose sin egentlige opgave — at slå fjendens hovedkræfter.

Ved opretholdelse af et REGFORS opnår man endvidere — som en art „tillægsgevinst“ — at der kan ydes felthæren en vis lo­ kal støtte i operationsområdeme.

Det bør fremhæves, at når man således deler landforsvaret op i to dele — felthær og REGFORS — og ikke i stedet opretholder en felthær med en sådan styrke og fordeling, at den alene kan løse de nævnte opgaver, så må delte være et udtryk for erkendelse af, -— at opretholdelse af en sådan felthær langt ville overstige vore økonomiske kræfter samt

— at indkaldelse af den fornødne mandskabsmængde ville berøve vor produktions- og transportvirksomhed så megen arbejds­ kraft, at vi også af denne grund ville blive katastrofalt svæk­ket på den „økonomiske front“ ; endvidere

— at det har vist sig muligt på anden vis at skabe et til formålet brugbart R E G F O R S uden at kompromittere landets økonom i, men

— at man dog ikke får noget gratis; — at man derfor ikke kan regne med at få den samme „vare“ for færre penge. Jeg vil nødig sige, at man får en ringere „vare“ ; hellere vil jeg sige, at man får en „vare“ med begrænset anvendelsesområde; en „vare“, der på visse områder er lige så fyldestgørende som den „dyre vare“, men som på andre områder ikke kan anvendes — og derfor ikke bør forsøges anvendt, og

— at de nævnte forhold, der har ført til oprettelse af REGFORS, har nødvendiggjort løsning af et utal opgaver, der ligger in­ denfor et REGFORS anvendelsesområde; opgaver, som hvis et REGFORS ikke løste dem, måtte binde feltstyrker eller la­ des uløste, — begge alternativer indebærende kimen til ne­ derlag.

Der er i og for sig ikke noget nyt i disse ting. Det er de „spe­cifikationer“, der er blevet givet „fabrikanten“ ved bestillingen af „varen“. Men der kan sikkert være al mulig grund til her at minde om disse ting og i forbindelse hermed at fremhæve det nødvendige i, at „fabrikanten“, der kender „varens“ egenskaber, udarbejder den „brugsanvisning“, efter hvilken den skal benyttes, med det formål dels at sikre, at den bliver fuldt og effektivt ud­ nyttet, og dels at hindre, at den bliver anvendt på områder, på hvilke den ikke er egnet.

REGFORS OPGAVER.

De opgaver, der kan stilles et REGFORS, og som det må op­ stilles, udrustes og uddannes til at løse, kan direkte udledes af de ovenanførte krav, der har ført til deres oprettelse. Inden der gås i enkeltheder med hensyn til opgaverne, må det fastslås, at R E G ­ FORS primære opgaver ligger udenfor felthærens kampstyrkers operationsområder, idet hovedformålet med REGFORS er, at det skal
— spare felthæren for detacheringer til bevogtning, imødegåelse af fjendtlige småstyrker o.s.v. samt
— sikre felthæren oplysninger samt tid og rum, således at den med maximal kraft kan sættes ind på afgørende steder.

Som en sekundær opgave kommer så den direkte støtte — kamp­ støtte og faglig støtte — til felthæren, som de i dennes operations­ områder og forsyningsområder værende REGFORS-styrker kan yde.

I sine hovedtræk kan REGFORS opgaver stilles således op: (a) TAKTISK ANSVAR FOR OMRÅDE, hvilket indebærer:

(1) — overvågning af området, hvilket vil sige stadig iagtta­ gelse af dette med henblik på konstatering af fjendt­ lig virksom hed; konstateres sådan, iværksættes

— opklaring med det formål at fastslå den fjendtlige virksomheds art og omfang;

(2) — uskadeliggørelse af fjendtlige småstyrker o. 1. (sabo­ tører, agenter, femte kolonne o.s.v.) samt alt, efter situationen

— bevogtning af vigtige lokaliteter og sikring af vigtige installationer m. v.,

— imødegåelse i landsætningsøjeblikket af fjendtlige styr­ ker, der fra luft eller sø sættes ind i området, eller — modstand mod fremtrængen af fjendtlige styrker, der søger at trænge gennem området, og endelig
— gerilja rettet mod fjendens føring, forsyning og moral, når fjendens virksomhed i området bliver af et sådant omfang, at øvrige opgaver ikke kan løses.

(b) STØTTE TIL FELTHÆRSTYRKER i eller nær området. Denne støtte kan omfatte:

(1) — kampstøtte, der som følge af styrkernes begrænsede kampevne i hovedsagen må begrænses til løsning af sikringsopgaver o. 1., og
fagHg støtte på visse områder; her skal som exempler nævnes pladskommandantskabsvirksomhed, trafikregu­ lering, bevogtning af krigsfanger samt visse ingeniør­ arbejder.

Overvågningen — og den opklaring, der udføres i tilknytning hertil — må altid være den absolut vigtigste opgave for REGFORS, og ansvaret for dens gennemførelse kan kun bortfalde, hvis fjen­ dens virksomhed hindrer den totalt, eller hvis en felthærstyrke lokalt overtager ansvaret for overvågningen.

Bortset herfra kan den anførte nummerering ikke siges at ud- trykke en altid gældende trangfølge. REGFORS indsats på det enkelte sted må til enhver tid va}re dikteret af helhedens tarv. REGFORS enheder må i enhver situation — under passende hen­ syntagen til deres evner og muligheder — sættes ind på løsning af de opgaver, som i den pågældende situation er mest påtræn­ gende for vort forsvars forelse som helhed.

Specielt skal bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt bevogt­ ning af et objekt skal opretholdes, når operationer foregår eller er forestående i objektets nærhed, normalt udelukkende må afgøres af, om bevarelsen af vedkommende objekt kan have betydning for de pågældende operationers forlob. Det vil være en meget sjælden undtagelse, at det er vigtigt at bevare et objekt, indtil det område, hvori det ligger, er gået tabt, hvis der blot er den ringeste mulig­ hed for, al indsættelse af bevogtningsstyrken i operationen kan bi­ drage til at hindre eller væsentlig sinke, at området går tabt.

REGFORS kampindsats vil i sine hovedtræk være af defensiv natur, men „defensiv“ må ikke betragtes som ensbetydende med „passiv“. REGFORS styrker må overalt, hvor muligheder forelig­ ger — indenfor de rammer, som den stillede opgave sætter — udvise offensivt initiativ.

REGFORS INDSÅ TS-„FASER“ og -VILKÅR.

Hvilke opgaver, REGFORS på et givet tidspunkt skal lose, må — som ovenfor anført — være bestemt af den på stedet rå­ dende situation. Nedenstående er givet en oversigt over de situa­ tioner — de „faser“ — der kan komme til at foreligge for REG- FORS-styrker i et område, hvor feltstyrker ikke er til stede ved fasens indtræden. Disse faser kan benævnes

• —  bevogtningsfasen,

• —  brohovedfasen,

• —  modstandsfasen,

• —  gerilja- og borttrækningsfasen samt

• —  fremgangsfasen.

  Faserne vil ikke i alle tilfælde være skarpt afgrænsede, men de vil hver for sig udvise visse karakteristiske træk, der er be­ stemmende for REGFORS-styrkernes anvendelse og optræden i den pågældende fase. Situationens udvikling vil bestemme, hvilke faser den enkelte REGFORS-enhed vil komme til at yde indsats i, og i hvilken rækkefølge den vil opleve disse faser.

  Bevogtningsfasen er karakteriseret ved, at REGFORS er alar­ meret og på plads, men ingen større fjendtlige styrker befinder sig endnu i eller i umiddelbar næhied af området. REGFORS opgaver i denne fase vil være
  — overvågning af området,
  — bekæmpelse af fjendtlige småstyrker (sabotagestyrker o. l.) og enkeltpersoner,

  — bevogtning af objekter med tyngde i bevogtningen vekslende efter øjeblikkets krav (f. ex. m obilisering),

  —visse faglige opgaver, herunder lejlighedsvise opgaver såsom trafikregulering.

  Brohovedfasen karakteriseres ved, at fjendtlige styrker indsæt­ tes fra luft eller so i området for her at danne brohoved. Denne situation må normalt medføre, at alle andre opgaver indenfor brohovedet og i dettes nærhed skal tilsidesættes, for at alle rådige kræfter kan sættes ind på at hindre fjendens brohoveddannelse eller sinke denne og støtte indsats af egne felthærstyrker, der kommer til for at likvidere brohovedet.

  Ved indsatsen må man søge at udnytte den kendsgerning, at fjenden vil være sårbar i selve landingsøjeblikket, og lians første to-tre døgn i brohovedet kan være kritiske, især hvis lians for­ bindelser til baserne i hjemlandet svigter (f. ex. på grund af dår­ ligt flyvevejr, eller hvis det lykkes egne eller allierede fly-styrker at vinde luftoverlegenhed i tilflyvningsrum m et).

  REGFORS opgaver vil være
  — øjeblikkelig melding om landsætningen,

• —  øjeblikkelig og energisk indgriben mod de først landsatte styrker,

• — så vidt muligt i (og lige inden) landsætningsøje­ blikket,

• —  kontinuerlig og energisk opklaring mod brohovedet.; herun­der støtte til opklaringsstyrker af felthæren, når disse kommer frem til området,

• —  modstand, der indenfor brohovedet bar til formål at hindre eller sinke samvirke mellem de enkelte fjendtlige styrker in­ denfor delte, og som udenom brohovedet ydes med det formål at sinke fjendens besættelse af en brohovedlinie, der er gun­ stig for hans forsvar af brohovedet, samt at sinke lians udbrud fra brohovedet og hindre eller sinke lians opklaring udenom brohovedet,

• —  ødelæggelse af vigtigt m ateriel og lagre (især m otorkøretøjer og drivmidler) der står i umiddelbar fare for at falde i fjen­ dens hænder, samt iøvrigt ødelæggelser i henhold til gældende planer,

• —  gerilja indenfor brohovedet; denne gerilja rettes ikke mindst mod fjendens signalforbindelser, og virksomheden søges inten­ siveret, når egne felthærstyrker sætter angreb ind mod bro­ hovedet.

  Modstandsfasen karakteriseres ved, at større, fjendtlige styrker fra tilgrænsende områder trænger ind i eller søger at trænge ind i eller gennem området. Situationen kan f. ex. forekomme ved fjendtligt gennembrud af en feltliærstyrkes forsvarsstilling eller udbrud fra et brohoved samt mellem axer, om hvilke felthær- styrker fører udvigende kamp. Situationen vil normalt fordre, at de for den samlede kampindsats i landsdelen vigtigste hensyn træ­ der foran alle andre.

  REGFORS opgaver vil i denne situation være
  — overvågning; herunder energisk opklaring samt stotte til opklaringsenheder af felthæren,
  — modstand i størst mulige omfang støttet til forberedte eller improviserede hindresystemer (hindrelinier, hindrebælter og axehindringer),
  — bistand til felthærstyrker ved disses gennemmarch eller opmarch (deltagelse i sikring og trafikregulering m. v.).

  Gerilja- og borttrækningsfasen karakteriseres ved, at området er under kontrol af fjenden i et sådant omfang, at åbenlys og sam­ let tilstedeværelse af REGFORS-styrker ikke er mulig.

  Opgaverne vil være

• —  først og fremmest gerilja, der udøves mod de mest lønnende mål og fortrinsvis i tilpas afstand bag fjendens front til at nogen bevægelsesfrihed kan være til stede,

• —  taktisk efterretningstjeneste i det omfang, dette er muligt; det skal her bemærkes, at styrkernes meldemuligheder vil være sparsomme, hvorfor man kun må regne med lejligheds­ vise oplysninger;

  — eventuelt borttrækning (eller udsivning) af en del af styr­ kerne fra området; derefter reorganisering med henblik på fornyet indsats.
  Fremgangsfasen vil være karakteriseret ved, at egne felthær­styrker — eventuelt med hjælp af allierede styrker — går frem til generobring af områder, der måtte være gået tabt under en krigs begyndelse.

  REGFORS-styrker fra de pågældende områder vil i denne fase for en vis dels vedkommende være forblevet i området for at øve gerilja og for en anden dels vedkommende være søgt eller ført bort fra området.

  Blandt REGFORS opgaver vil være

  • —  retablering af kom pagniom råder m. v., idet personel føres tilbage til disse,

  • —  rensning af terrænet for fjendtlige småstyrker, der er forble­vet tilbage på egnen.

  • —  bevogtning af krigsfangetransporter og krigsfangelejre,

    — trafikregulering,

    — støtte til politi, bl. a. til forhindring af plyndring af forladte byer, samt
    hvor dette måtte være muligt for efterladte gerilja-styrker, da at etablere eller deltage i etablering af den første sikring af landsætningssteder ved indsættelse af allierede styrker fra luft eller sø i det af fjenden besatte område.

  • Om REGFORS almindelige indsatsvilkår skal iøvrigt bemær­kes, at hvis krig kommer, må den mulighed forudses, at det bliver en „områdekamp“ — en „krig uden front“ (eller, om man vil, en „krig med et utal fronter“). REGFORS må overalt være forberedt på at blive „omgået“ over land, gennem luften eller over søen — af panserkiler, luftlandestvrker eller landgangsstyrker.

    Det vil være urigtigt, om REGFORS-styrker, der således er omgået, betragter sig som afskåret med den følge, at kamp opgi­ ves. — Tværtimod vil der i en sådan sitnation være al midig udsigt til, at en intensiveret indsats vil være af stor betydning for det samlede forsvar i landsdelen; — en virksomhed, der indenfor det enkelte område vil foregå under modstandsfasens eller bro­ hovedfasens vilkår, men som også bør indebære, at geriljastyrker fra området virker med strejftog, ildoverfald o. 1. i tilgrænsende, af fjenden besatte områder.

    KRAVENE TIL REGFORS.

    Ud fra det i det foregående anførte kan udledes de krav, der må stilles til REGFORS. Disse krav er søgt opstillet nedenstående, og de vedføjede tal vil stort set betegne den trangfølge, i hvilken kravene må søges honoreret.

    (1) INDSATSBEREDSKAB. Det må være et ganske ufravige­ ligt krav, at hele REGFORS kan være indsatsberedt i løbet af få limer. Forudsat, at en vis del af REGFORS-styrkerne indenfor hvert område kan være alarmeret og indsatsklare på 2—3 timer, kan man formentlig acceptere en frist på ca. 6 timer for den øv­ rige del af REGFORS.

    (2) ORGANISATION, UDRUSTNING OG BEVÆBNING. Her skal ikke gås i enkeltheder med disse problemer, men det skal påpeges, dels at organisation, udrustning og bevæbning først og fremmest må svare til det, der foran er nævnt som REGFORS primære opgaver, nemlig de opgaver, der falder udenfor felthærens operationsområder, og dels at forannævnte frist for indsatsberedt- hed sætter ret snævre grænser for størrelsen af de taktiske enheder,  hvori REGFORS kan samles og indsættes, ligesom den gor det nødvendigt, at uniform , udrustning, våben og norm albeholdning af ammunition m. v. opbevares bos den enkelte mand eller i lo­ kale depoter.

    Koretøjer til taktisk brug ved første indsats kan ikke påregnes fremskaffet ved udskrivning, da man ikke kan regne med, at så­ danne køretøjer vil kunne give møde og være klar til brug inden­ for den nævnte tidsfrist. Derimod vil udskrevne koretøjer kunne påregnes anvendt til forsyningskørsel m. v. — og til taktisk kørsel under senere faser.

    Den taktiske kørsel, der skal præsteres i første insatsfase, og som ikke kan udføres med eventuelle særlige køretøjer, der findes i depoter (f. ex. som senere nævnt panservogne), må foregå med cykler. Imidlertid er cyklen i det civile liv ved at blive fortrængt af knallerten; derfor vil man kun for ganske små styrker kunne påregne cykler fremskaffet på stedet. Hvor det må forudses, at en lidt større enhed — f. ex. et kompagni — skal flyttes under første indsats, må det nødvendige antal cykler være til stede i depoterne, eller personellet må være forpligtet til at stille med cykler.

    (3) UDDANNELSE OG TRÆNING. Når man bar gjort sig klart, hvilke opgaver, man vil pålægge REGFORS, og hvorledes disse opgaver skal løses — altså fastlagt de taktiske doktriner, der
    må gælde for småstyrkers „områdekamp“ — må uddannelsens for­mål være at dygtiggøre styrkerne i netop de ting, der er nødvendige for løsning af de begrænsede opgaver, idet målet ikke skal være at frembringe anden eller tredie klasses felthær-personel, men må være at skabe første klasses REGFORS-personel. Herunder bygges ikke alene på den militære uddannelse, som den enkelte mand tidligere måtte have modtaget, men også i størst mulige omfang på færdigheder og kundskaber erhvervet ved civil gerning eller fritidssyssel.

    Følgende forhold skal nævnes i forbindelse med uddannelse og træning: En stormagtshær kan have råd til, at dens personel lærer under de første kampe, som det deltager i, da disse kampe som regel vil efterfølges af andre. For et lille lands felthær gælder dette i langt mindre omfang. For et REGFORS existerer sådan mu­ lighed overhovedet ikke. Den første indsats vil ofte være „knald eller fald“. Personel i REGFORS må fra alarmeringstimen kunne tingene — og kunne anvende dem!

    Dette indebærer iøvrigt, at det ikke er nok at uddanne R E G ­ FORS styrker i de nødvendige ting, men det lærte skal holdes ved lige gennem hyppige — men gerne kortvarige — træningsøvelser.

    Her skal nævnes det nødvendige i, at der afholdes større øvel­ ser med det formål af afprøve og videre-udvikle REGFORS tak­ tiske doktriner. Al den stund REGFORS er en aldeles uundværlig del af vort landforsvar, skulle det synes rimeligt, om visse af vore større manøvrer blev anlagt med en sådan afprøvning som hoved­ formål, og det er overordentligt glædeligt, at begge dette efterårs manøvrer i stor udstrækning synes at imødekomme dette ønske.

    (4) SMIDIGIIED OG SLAGKRAFT. Der må i REGFORS skabes sådanne kom m andoforhold og andre vilkår,
    — at REGFORS på ethvert sted og til enhver tid uden tøven kan sætte maximal styrke ind på løsning af den på pågældende sted og tid vigtigste opgave,
    — at der gives de chefer, der har taktisk ansvar for et område, visse muligheder for at skabe nogen tyngde i indsatsen, hvor og når dette måtte være påkrævet, samt endelig
    — at det ikke er muligt for en fjende, der er det samlede REG­ FORS i et område underlegen eller jævnbyrdig, at nedkæmpe dette del for del; — at med andre ord enhver af REGFORS chefer må sættes i stand til at efterleve den regel, der siger, at man altid må have en reserve. På grund af REGFORS særlige struktur må en del af reserve-problemet løses ved, at en del af et områdes kræfter sættes ind i betrængte nabo-områder. Dette må dog aldrig føre til, at et område blottes i en sådan grad, at den vigtigste opgave — overvågningen — kom prom it­ teres.

    For at sikre, at REGFORS altid — trods „krigens tåge“ — bliver sat rettidigt ind på løsning af den eller de vigtigste af de aktuelle opgaver, må ansvaret for afgørelse af, hvilke opgaver der i det givne øjeblik er de vigtigste, lægges på et så lavt kommando­ trin som forsvarligt.

    Det kunne således synes rimeligt at fastsætte, at det er di­ striktets ansvar til enhver tid at afgøre, hvilken „indsatsfase“, der foreligger, og træffe de for løsning af „fasens“ vigtigste opgaver nødvendige foranstaltninger med de indskrænkninger, som det — af hensyn til de samlede operationer indenfor eller nær området. — er nødvendigt for regionen eller anden myndighed, som måtte være distriktet foresat, at befale om.

    HJEMMEVÆRN — LOKALEORSVARSSTYRKER

    Efter således at have prøvet på at finde et udtryk for „gene­ ralnævneren“ for REGFORS skal der ses på de to led, der skal indgå i „tælleren“ — hjemmeværnet (HJV) og lokalforsvarsstyr­ kerne (LF-styrker).

    Medens det første led, HJV, er en „kendt størrelse“, indehol­ der det andet led, LF-styrkerne, adskillige faktorer, der i dag er ukendte, og det kan meget vel ske, at „leddet“, allerede når denne artikel fremkommer, har en helt anden værdi end den, der her er regnet med.

    HJEMMEVÆRNET

    udgør i dag praktisk taget hele REGFORS og vil vel fremover ud­ gøre den kvantitativt største del af dette, ligesom det vil repræ­ sentere den væsentligste del af dets beredskab ved at være „H + 2 timers-styrker“.

    Hjemmeværnet kan defineres som et overalt i landet tilstede- va>rende beredskab af civile borgere, der, når — og så lamge — der er behov derfor, danner m ili tiere enheder, der kan observere og melde, og som er i besiddelse af en vis kampkraft.

    Intet moderne samfund kan i længere tid holde en væsentlig del af arbejdskraften borte fra produktion, transport m. m. HJV skal så at sige „forene militært og civilt beredskab“ idet den tyngde, der lægges på disse opgaver, varierer efter den situation, der råder på stedet. Det karakteristiske ved den militære opgave er, at det her drejer sig om indsats i „rette tid“, medens det ved den civile opgave drejer sig om indsats i „den lange tid“.

    H JV grundlæggende enhed er hjemmeværnskompagniet (HJVK), der normalt rekrutteres indenfor og har det taktiske an­ svar for kompagniområdet. H JV K må normalt ikke betragtes som en taktisk enhed. KC leder HJVK indsats ved at samordne sine delingers og gruppers taktiske virke. Situationen kan medføre, at taktiske opgaver må løses af enkelte grupper, men det bør tilstræ­ bes, at H JV K , hvor kamp af noget omfang kan finde sted, kan ind­ sætte samlede delinger. Delingen — evt. forstærket med morter­ eller panserværnsgruppe — er „Hjemmeværnets brigadegruppe“, d.v.s. H J V mest hensigtsmæssige taktiske enhed.

    På grund heraf og på grund af, at HJV-styrker findes overalt i landet og kan være indsatsberedte med så kort frist, er HJV bedst egnet til at løse alle de mange, spredte opgaver, der ikke er mere omfattende og krævende, end at de kan løses af HJV delin­ ger og grupper.

    HJV alene har meget begrænsede muligheder for at skabe tyngde i sin indsats og for at løse opgaver, til hvilke der fordres indsats af kompagnier som samlede, taktiske enheder.

    H JV K muligheder for at skabe tyngde afhænger af, om det rå­ der over kamppatrulje, og om det er i stand til at udspare en re­ serve (jfr. næste afsnit). HJVD har visse muligheder for at stotte hårdt engagerede H JV K med kamppatruljer samt enkelte delin­ ger og evt. specialgrupper fra mindre hårdt trængte nabo-kom­ pagnier.

    HVJ kan altså ganske vist løse en meget væsentlig del og en meget vigtig del af REGFORS opgaver — bl. a. de vigtigste af disse opgaver, nemlig overvågningen og den aller forste sikring — men det kan i sin nuværende form, selv om det blev talmæssigt stærkt forøget, ikke løse alle de opgaver, som et REGFORS må skulle løse. Det er ganske åbenbart, at R E G F O R S først da kan blive fuldt effektivt, når der i dette indgår styrker, der i relativt mobile taktiske enheder af mindst underafdelings størrelse kan virke i snæver tilknytning til det nuværende H JV .

    HJEMMEVÆRNSKOMPAGNIERNES OPGAVER

    Som nævnt ovenfor er H JV K det grundlæggende element i HJV. Det må tillige, da HJVK områder dækker hele landet, hvil­ ket betyder, at der intet tomrum er m. li. t.. taktisk ansvar, og da HJV er den hurtigst indsatsberedte del af REGFORS, være det grundlæggende element i REGFORS.

    Det HJVK tilfaldende taktiske ansvar for sil område må om­ fatte :

    (1) — at det har det absolutte overvågningsansvar for bele kom­ pagniområdet og pligt til øjeblikkelig iværksættelse af op­ klaring, når fjendtlig virksomhed konstateres;

    (2) — at det øjeblikkelig, når tilstedeværelse i området af femte kolonne eller andre fjendtlige småstyrker konstateres, må opsøge og uskadeliggøre disse;

    (3) — at det må bestride bevogtning af vigtige objekter i den ud­ strækning, delte kan ske, uden at de to forannævnte op­ gaver tilsidesættes, idet den „offensive bevogtning“, som overvågning i forbindelse med opsøgning og uskadeliggø­ relse af sabotører udgør, må være mere rationel end — udelukkende — „defensiv bevogtning“ snævert om objek­ terne; især når bevogtningsstyrken er lille i forhold til an­ tallet af objekter, man ønsker at bevogte. Bevogtningen må være så smidig, at den kan tilpasses den øjeblikkelige trang­ følge m. h. t. objekternes vigtighed;

    (4) — at H JV K øjeblikkeligt med fuld styrke kan iværksætte den første imødegåelse af fjendtlige styrker, der indsættes fra luft eller so i området, idet formålet her først og fremmest må være at skade fjendtligt personel og materiel mest m uligt i svagliedsøjeblikket under landsætningen, dernæst at sinke fjendens udbredelse og opklaring og endelig at skabe en vis sikring for og udføre opklaring (jfr. overvåg­ ningsansvaret) for stærkere styrker, der indsættes mod den landsatte fjende. H V JK må endvidere straks og normalt også med fuld styrke yde modstand mod fjendtlige jord­ styrkers forsøg på fremtrængen gennem området, ligesom det også lier må fremskaffe grundlag for et rigtigt og fyl­ destgørende efterretningsbillede; at H J V K endvidere må være forberedt på at skulle yde kampstotte i en vis udstrækning til nabo-kompagnier og (som deltagelse i sikring m. v.) til styrker af felthæren og endvidere visse enkle former for faglig støtte (jfr. det tid­ ligere herom sagte); endelig at en større eller mindre del af HJVK bør søge at forblive i området, efter at den fjendtlige virksomhed i dette er blevet så intens, at HVJ-styrkerne ikke mere kan optræde åbenlyst, for fra skjidesteder at øve gerilja.

    Der er intet epokegørende i denne udredning af H JV K op­ gaver. Den hviler stort set på de direktiver, der er givet for HJV virke. Det virker derfor forbavsende — og faktisk ikke så lidt cho­ kerende — at man så relativt ofte hos HJV kompagnichefer (og undertiden også højere chefer) træffer en stærkt udtalt „objekt­ psykose“.

    Det er givetvis rigtigt, at bevogtning af vigtige objekter i visse situationer er en fremtrædende opgave for H JV , og det er givetvis også af stor betydning, at sådan bevogtning bliver planlagt i freds­ tid. Dette i forbindelse med, at sted og form for disse opgavers løsning kan planlægges i enkeltheder og vel også de fleste steder er planlagt i enkeltheder — samt at planerne i nogle tilfælde sy­ nes at være revideret lovlig ofte — har, såre naturligt, medført, at bevogtningsopgaverne har „stjålet billedet“ fra HJV øvrige op­ gaver i en sådan grad, at en stor del af HJV personel har fået det indtryk, at virksomheden udelukkende drejer sig om bevogtning af forud udpegede objekter.

    Og det må erindres, at vel vil objektbevogtning være en op­ gave, som vil forekomme for en stor del H JV K ved et krigsudbrud, men adskillige H JV K vil, hvis krig kommer, få kampopgaver, hvis løsning er betydelig vigtigere end bevogtningen; og kun fjenden kan på forhånd vide, hvilke H JV K dette vil dreje sig om.

    Om selve objektbevogtningen skal iøvrigt bemærkes,
    — at der indenfor HJVK-områderne bør gives trangfølge for be­

    vogtningsopgaverne (hvilket også flere steder er sket),
    — at det ud fra denne trangfølge og den rådige styrkes størrelse fastsa'ttes, for hvilke objekter bevogtning skal ske ved nær­

    sikringsstyrker ved objekterne, og for hvilke det skal ske gen­ nem særlig tyngde i overvågningen ved det pågældende sted i forbindelse med muligheden for indsættelse af en for liele HJVK-området fælles udrykningsstyrke (kamppatrulje, for så vidt vedkommende H JV K har en sådan), samt

    —• at ethvert HJVK må kunne udspare en reserve — der ikke må forveksles med nys nævnte udrykningsstyrke — og som kan sikre imod, at en fjendtlig styrke (f. ex. en femte ko­ lonne-styrke), der er kompagniet som helhed underlegen, kan „rejse rundt“ til de enkelte bevogtningssteder og nedkæmpe de derværende styrker en for en. Kan denne reserve ikke skaf­ fes på anden måde, må den udgøres af nærsikringsstyrkeme ved objekter lavest i trangfølgerækken.

    LOKALFORSVARSSTYRKERNE

    Som foran nævnt bliver REGFORS først fuldstændig, når det udover HJV (i sin nuværende form) kommer til at omfatte „tyng­ destyrker“, der kan virke i taktaske enheder af i hvert tilfælde underafdelings størrelse, og som kan være indsatsberedte med en frist, der kun er få timer længere end den frist, der gælder for HJV.

    Virkeområderne for sådanne „tyngdestyrker“ vil være (idet den anførte nummerering angiver trangfølgen for opstilling af en­ hederne) :

    (1) — som distrikts-udrykningsstyrker, især med henblik på ind­ sats mod luftlandsætning eller landgang fra søen;

    (2) —ved løsning af store, samlede bevogtningsopgaver og

  • (3) —som distriktsreserver samt endelig

  • (4) —som regions-specialenheder (f. ex. ingeniørenlieder).

    Endvidere kan der være tale om visse enheder til pladskommandantskaber o. l.
    Tilstedeværelse af de nævnte udrykningsstyrker og reserve­ styrker vil give regionerne muligheder for at skabe en vis tyngde, idet de kan støtte hårdt engagerede distrikter med sådanne styrker fra m indre hårdt trængte distrikter.

    Det synes som om de hidtil mere eller mindre eksisterende lokalforsvarsenheder i ganske udpræget grad har haft bevogtning af lokaliteter som opgave. Men her må gælde det samme, som er nævnt for H JV K , at vel er bevogtning en vigtig opgave, men situa­tionen kan medføre, at andre og vigtigere opgaver skal løses.

    Kravet om, at LF-styrker skal kunne alarmeres og være ind­ satsberedte på få timer, er anført tidligere. Her skal det understre­ ges med påpegelse af, at REGFORS-styrker højst må være „H + 6 timers-styrker“.

    Dette krav medfører, at de enheder, hvori LF-styrker samles ved alarmering, og hvori den første indsats sker, almindeligvis ikke kan være større end underafdeling. Ligesom for HJV kommer det altså til at gælde for LF, at den grundlæggende enhed bliver kompagniet, der består af lokalt personel — befalingsmænd såvel som menige. Men, medens det for H JV K gælder, at dette normalt er en enhed, der samles og indsættes i mindre, taktiske enheder (delinger og grupper), så må L F K M P kunne indsættes som samlet, taktisk enhed.

    Visse store bevogtningsopgaver kan fordre indsættelse af en taktisk enhed bestående af to eller flere L F K M P , men da det her drejer sig om en stedbunden opgave, der ikke fordrer større manøvrer, må dette kunne iværksættes ved, at de pågældende LFKMP (+ evt. et eller flere HJVK) formeres i et „afsnit“ (LFAFS) under en fælles chef, der til føring af LFAFS gives en særlig kommandodeling.

    Ved løsning af de øvrige nævnte opgaver indenfor et distrikt — som udrykningsstyrke og som distriktsreserve — vil enheder af kompagnis størrelse formentlig kunne virke hurtigst og smidigst og derfor mest effektivt.

    Vedrørende L F K M P organisation skal der ikke her gås i en­ keltheder. Blot skal det anføres, at det normale K M P vel må be­ stå af en KDODEL, to — tre lette DEL (med feltaffutage til alle LMG) og en tung DEL (med 81 mm MT og DYKN). I udryk­ ningskompagnierne vil det være hensigtsmæssigt, om den ene lette D E L blev erstattet af en panservogns deling. Det gamle PVG-mate- riel ville her kunne finde en god anvendelse; selv „Humber“ med sin 37 mm kanon vil kunne være et såre virkningsfuldt våben mod luftlandsætning. Våben m. v. og normalbeholdning af ammunition —- samt cykler for alle K M P med undtagelse af bevogtningskom- pagnieme — må opbevares i KMP-depoter.

    Det samlede, nødvendige antal L F K M P skønnes at ligge mel­ lem 100 og 200. Opbygningen kan tænkes at blive foretaget over en periode på 5— 10 år; — f. ex. på den måde, at man først opbygger udryknings- og bevogtningskompagnieme med 1—2 delin­ ger pr. år og derefter reservekompagnier m. fl. på samme måde.

    LF-STYRKERNES PERSONEL

    Selv om de opgaver, der kan tilfalde sådanne LF-styrker, er begrænsede i forhold til feltliærstyrkers opgaver og mindre kræ­ vende end disse, så vil deres løsning dog kræve en mobilitet og ud­ holdenhed, der er noget større, og en uddannelse og træning, der er noget mere omfattende, end hvad der kræves for løsning af de for H JV anførte opgaver.

    For mandskabets vedkommende kan der være tale om følgende alternativer:

  • —  det er enten frivilligt, eller det er værnepligt;

  • —  det har enten modtaget soldateruddannelse som værnepligtige, eller folkene har ikke tidligere været soldater.

    Der skal ikke her tages stilling til, hvilke af disse alternativer, der bør lægges til grund, men blot påpeges,

  • —  at det tilstrækkelige antal frivillige formentlig kun vil kunne

    fremskaffes, hvis de pågældende gives en passende afkortning i værnepligten; ny lov — at påbegynde opbygning af LF-enheder under H JV . Det eneste, der ville kræves hertil, er en beslutning af de ansvarlige myndigheder, våben og udrustning af tilsyneladende overkomme-

  •  

  • —  at mandskab, der ikke har været soldater, må have en uddan­nelse, der er en del større end den for HJV fastsatte uddan­nelse (der er mindst 200 timer ialt);

  • —  at mandskab, der har været soldater, må gennemgå en vis omskoling til REGFORS våben m. v. samt kampteknik;

  • —  at alt mandskab hvert år, så længe de står i LF-enliederne, må deltage i træningsøvelser, der skal omfatte dels en flere da­ges øvelse i kompagniramme og dels skydning og fysisk træ­ ning; denne tjeneste vil altså også skulle være noget længere end HJV-personellets pligtige vedligeholdelsestjeneste (24 ti­ mer pr. år).

    Med hensyn til opstilling og uddannelse af enhederne, kan denne tænkes at finde sted enten under hæren eller under H JV . Sidstnævnte synes mig, af liensyn til enhedernes virke, at være det mest rationelle, men en ønskelig forudsætning herfor er, at perso­ nellet fremskaffes af frivillighedens vej.

    Dog bør det ikke forbigås i tavshed, at den nugældende HJV- lov åbner muligheder for at udskrive personel til HJV, og at det derfor var muligt den dag i morgen — altså uden at afvente enligt omfang samt en vis udvidelse af HJV faste personel — ikke mindst ved distrikter og skole.

    Med hensyn til bejalingsmamd ville det være rimeligt først og fremmest at søge behovet da-kket af reserveofficerer og hjem­ sendte, værnepligtige befalingsmænd og dernæst supplere i nødven­ digt omfang ved at udtage egnet personel af de menige.

    Sidstnævnte må givetvis have en befalingsmandsuddannelse fra grunden. Førstnævnte må meddeles en omskoling, der

  • —  for befalingsmænd, der ikke er skolet i den elenjentære førerteknik, således som denne i dag er udformet (befalingsteknik, signalprocedure, brug af definitioner, forkortelser, kortreferen­ cer m.m.m.), må omfatte disse emner og

  • —  for alle befalingsmænd må omfatte en omskoling til REGFORS operative og taktiske doktriner, dets psykologi m. v.

    KOMMANDOFORHOLD

    Det er sagt — og det er sikkert rigtigt — at „i krig lykkes kun det simple“. Det simple og enkle i REGFORS kommandofor­ hold er, at ledelsen af alt REGFORS i et område, så længe kamp­ styrker af felthæren ikke opererer i området, helt udøves af de lokale REGFORS-chefer. Som en konsekvens heraf må, uanset, hvilken myndighed der opstiller og uddanner LF-enhederne, disse (med undtagelse af de særlige regions-enheder) m. h. t. anvendelse være under kommando af hjemmeværnsdistrikterne. Thi efter hele det lokale forsvars natur må det ledes af chefer, der ikke alene er på stedet, men som kender stedet samt kender — og kendes af personellet og civilbefolkningen.

    Hvor felthærens kampstyrker opererer, må alt REGFORS ledes af felthærens kommandomyndigheder. I andre områder, hvor felt­ hærstyrker virker eller blot opholder sig (f. ex. udøver faglig virksomhed eller er i beredskab) må snævert samvirke etableres. Dette samvirke må kunne indebære, at større eller mindre dele af REGFORS stilles under operativ ledelse af enkelte felthærmyn- digheder. Bestemmelser givet i fredstid må sikre, at de nævnte kom m andoforhold kan etableres og ophøre efter situationen, uan­ set om forbindelsen mellem de pågældende myndigheder/chefer af felthær og REGFORS og deres fælles foresatte myndighed måtte svigte.

    ER REGFORS EN „GØGEUNGE“?

    Under drøftelserne af vort forsvars fremtid har den tanke ofte været luftet, at man skulle øge REGFORS og reducere felthæren, da dette kunne give det samme — eller måske endog større — mandskabsstyrke for færre penge. I samme forbindelse har man talt om det „schweiziske system“ med en ret kort første uddan­ nelse, derefter hjemsendelse med våben, uniform m. v. og adskil­ lige genindkaldelser; — altså noget, der minder om de ovenfor skitserede LF-styrker.

    De nævnte tanker kan vel siges at være behagelige, når de bringes i relation til pengepungen, men de synes såre urealistiske, når man betænker, at feltliæren skal kæmpe på „fronterne“ — d.v.s. bekæmpe fjendens hovedkræfter — ganske som den altid har skullet gøre det, medens REGFORS er påkrævet, fordi det i dag er nødvendigt at kæmpe andre steder end ved „fronterne“. Da R E G F O R S således er oprettet til at løse en ganske anden opgave end felthærens, skulle det synes ganske udelukket at erstatte noget af feltliæren med REGFORS-styrker.

    Men, kunne man sige, kunne man da ikke erstatte en større eller mindre del af hæren med styrker, der er opstillet og uddan­ net i lighed med REGFORS-styrker; det måtte da blive billigere, selv om der skulle bruges nogle flere folk.

    N ej! — Ganske vist kan REGFORS-soldaten på de områder, hvor man vil bruge ham, have 100 % af felthærsoldatens egnet­ hed; — på enkelte områder måske endda henved 200 % på grund af hans kendskab til egn og befolkning og hans større modenhed, men på visse områder, som er af afgørende betydning for en felt­ hærstyrkes indsats, vil hans egnethed ofte være betænkelig nær 0 % af felthærsoldatens. Man kan altså ikke simpelthen tage en „kvalitetsfaktor“ og ud fra denne beregne, at så skal man „bare“ bruge så og så mange flere folk.

    Felthær er felthier, og REGFORS er REGFORS. De kan og de skal løse hver sin del af opgaverne ved landets forsvar. — De kan, og de skal, hjælpe hinanden, men de vil aldrig kunne er­ statte hinanden.

    Hvad det scliweitziske system angår, må man ikke glemme, at det hviler på århundreders traditioner. Det ville være at slå vort forsvar i stykker, om man forsøgte at gennemføre det over en kort årrække. Men systemet har givetvis mange sider, der må forekomme tiltalende for os her i landet, og man skal ikke ude­ lukke muligheden af, at der gennem REGFORS udbygget som foran skitseret, efterhånden kan gro en tradition, der kan gøre det muligt en gang i fremtiden at indføre systemet i andre dele af vort forsvar. 

    Og dog kan det godt være, at der er en mulighed for, under forudsætning af en udbygning af REGFORS at reducere hærens størrelse. — Men det er bare ikke billigere, idet en anden forud­ sætning er en betydelig øgelse af felthærenhedernes slagkraft.

    Der er i det foregående talt om „områdeforsvar“. Hvis man vil knæsætte de operative doktriner, der kendetegner det. ameri­ kanske „mobile defence“, kunne dette i dansk udformning komme til at se således ud:
    — „forsvarsøer“ med brigade- eller bataljongruppes besætning, der fastholder nøgleterræn så vidt muligt således beliggende, at det mellemliggende terræn er gunstigt for småstyrkers mod­ standskamp ;

    — modstand og gerilja på ethvert sted udenfor „forsvarsøerne“ udført af REGFORS-styrker;

    — modangreb udført af stærke panserstyrker, der skal være så­ ledes afbalanceret og udrustet, at de kan gennemføre selvstæn­ dig kamp; forlægning og beredskabsruin må kunne sikres af REGFORS-styrker; modangrebene bør støttes af taktiske atom­ våben.

    Denne kam pform kan form entlig gennemføres med et noget reduceret antal infanterienheder, men de tilbageblevne må da gø­ res betydelig stærkere i ildkraft og navnlig i panserværn, end de er i dag.

    Panservåbnet må udvides og forstærkes i ikke ubetydeligt om­ fang. Dels må enhedernes antal gøres noget større, og formentlig må panserskytteislættet øges noget. Panserskytterne må kunne følge kampvognene overalt — også under støtte af eget artilleri, der skyder med luftsprængere — i fuldt terrængående, pansrede mandskabsvogne. Endelig må panservåbnets muligheder for at føre selvstændig kamp øges ved indføjelse af artilleri- og ingeniør­ eskadroner m. m.

    RESUMÉ:

    — krig i dag fordrer et REGFORS ved siden af en felthær;
    — hele REGFORS må kunne være indsatsberedt på få timer;
    — REGFORS må først og fremmest opbygges til løsning af sin primære opgave, — at sikre de dele af vort territorium, der ligger udenfor felthærens operationsområde;
    — ledelsen af REGFORS må være enkel samt sikkert og hurtigt virkende; den må derfor udøves af lokale chefer, der til dag­ lig arbejder med REGFORS;

  • —  det snævrest mulige samvirke mellem felthær og REGFORS må til enhver tid og under alle ydre forhold være sikret;

  • —  HJV kan løse en væsentlig del af REGFORS opgaver; — for­trinsvis sådanne opgaver, ved hvilke det drejer sig om, at de­ linger og grupper kan være indsatsberedte med „ultra-kort“ frist; REGFORS er kun vel afbalanceret, hvis det ud over HJV om­ fatter „tyngdestyrker“, der af liensyn til hurtig indsatsberedt- hed må være af underafdelings størrelse, og hvis mandskab gennemgående må være noget yngre end HJV mandskab og gives noget mere omfattende uddannelse og træning end dette;

  • — „offensivt initiativ“ vil i det lange løb give bedre resultater end „defensiv optræden“, også i bevogtningstjenesten;

  • —  „tyngdestyrker“ i REGFORS kan skabes den dag i morgen; det vil være mest hensigtsmæssigt, om de bliver skabt under H JV og af frivilligt mandskab;

  •  

  • —  REGFORS kampevne er begrænset; opgaverne må stilles un­ der hensyntagen hertil, og uddannelsen må tage sigte på op­ læring og træning til netop disse opgavers løsning, og de be­ grænsede ting, der skal læres, skal kunnes ved alarmering;

  • —  REGFORS chefer på alle trin må have visse muligheder for at skabe tyngde indenfor deres taktiske ansvarsområde;

  • —  felthær eller dele af denne kan ikke — så længe dens nuvæ­ rende form og de nugældende operative doktriner opretholdes — erstattes af REGFORS-lignende styrker (militsagtige styr­ker).

  • Jørgen Müller.​​​​​​​