Det er vel uden for al Tvivl, at Skyttebevægelsen har sin Rod i en sund national Felelse. Dens Idé var i nogen Mon at bode paa den altfor korte aktive Tjenestetid i Hæren dels ved at forberede den unge værnepligtige paa en Del af hans Soldatergerning og dels ved at vedligeholde den. uddannede Soldats Færdighed i at haandtere sit Vaaben. Selv om denne store Idé ikke kunde virkeliggøres i hele sin Udstrækning og paa en saadan Maade, at Virkningerne bleve felelige under den daglige Tjeneste, saa var og blev Skyttebevægelsen alligevel en Faktor af stor moralsk Betydning; thi den udtrykte kort og fyndigt den Tanke: Jeg vil værge mit Land.
I Tidernes Løb er denne Skyttebevægelsens Grundidé maaske bleven noget udvisket, Motivforskydninger have hist og her gjort sig gældende, og enkelte partitaktiske Hensyn have spillet med ind; men selve Ledelsen har holdt Traditionen fast, og i det store og hele maa Skytteforeningerne. vel nok siges at være blevne deres Fane tro.
Naar Skyttesagen fra første Stund af fandt den velvilligste Støtte i Hæren, saa var det naturligt begrundet i, at Hæren maatte føle den stærkeste Sympati med enhver Bestræbelse, som direkte eller indirekte kom dens egen i Møde, og fordi den ventede, at Skytteforeningernes Arbejde i væsentlig Grad vilde lette dens vanskelige eller snarere umulige Opgave, paa et knebent halvt Aar at gøre en Soldat af den unge Borger.
I sidstnævnte Henseende maatte Hæren dog nedvendigvis blive skuffet. Det maatte nemlig snart vise sig, at Kompagniet ikke sparede en eneste Time ved Uddannelsen af dem, der for deres Militærtjeneste havde været virksomme i en Skytteforening, fordi den større eller mindre Skydefærdighed altid maa være af sekundær Betydning i Sammenligning med de Kræfter, som skaber det, vi kalder for det taktiske Legeme, og dette dannes ikke fortrinsvis ved Skydeøvelser.
Den Part, som vandt ved Skytteforeningernes Arbejde. var Skytterne selv, for saa vidt som de bleve satte i Stand til med ringere Anstrængelse at tilegne sig den militære Uddannelse. Men forøvrigt maatte de gennemgaa den hele Skala af Øvelser i Sigtning, Anslag og Aftræk m. m., og de fik alle et nyt Vaaben, som de indtil da intet Kendskab havde til. Enhver, som forstaar sig lidt paa Skydning, ved, at til Trods for den ved Fabrikationen tilstræbte Ensartethed, er hvert Gevær dog et Individ for sig, hvis særlige Egenskaber man først lærer at kende ved en længere Tids Omgang med det. Det gavnede med andre Ord ikke Kompagniet det ringeste, om en Skytte i Forvejen havde skudt nok saa godt med en af sin Forenings Rifler, naar han ikke netop kunde skyde med det Vaaben, som blev ham udleveret, og nogen Sikkerhed i saa Henseende laa der ingenlunde i det forudgaaende Arbejde i Foreningen.
Bortset fra, at Skytteforeningerne hovedsagelig benytte Remingtoneren, saa er der en meget væsentlig Forskel paa den civile og den militære Skydning. Ved den civile Skyd- ning er al ydre Tvang udelukket. Skytterne samles en Sondag, naar Vejret tillader det, paa deres Foreningsbane, skyder naar det passer dem og paa den Maade, som falder dem bekvemmest.
De maa naturligvis holde sig deres Ordens- regler efterrettelige; men der er ingen, som ger dem ansvar- lige for begaaede Fejl, og skyder de tilfeldigvis daarligt den Dag, har dette ikke andre Virkninger end den, at de muligvis foresætter sig at prove paa at gore det bedre næste Gang.
Men allerede den forste Dag. Skytten kommer ud paa den militære Skydebane, mærker han Forskellen paa nu og for. Hans Paaklædning er en anden og navnlig ikke saa hekvem som den, han for bar. Han maa finde sig i, at den til en Begyndelse generer ham stærkt og folgelig hindrer ham i at lægge sin muligvis allerede erhvervede Færdighed for Dagen. Han gaar ikke frit omkring og snakker med Kammeraterne for saa at lesne nogle Skud, naar han føler sig oplagt dertil: men han er under den ubønhørlige Kommando, som anviser ham en bestemt Plads i Troppen. Forinden han kom hen paa Skydestandpladsen, har han som oftest gennemgaaet nogle uvante, ret droje Anslagsøvelser, og naar hans Tur kommer, bliver han maaske modtaget med nogle velvillige, men i kraftige Udtryk holdte Belæringer om Mangler ved hans Holdning eller Greb, ledsagede af det obligate om igen. Efter Skuddet forlanges der en kort og tydelig Melding, og viser den sig at være gal, er det ikke lutter Smiger, der vanker. Tejret kan være koldt og sludfuldt, han fryser om Hænder, Geværet er vaadt, og hele Milienet er saa vidt forskellig fra det, han er vant til, at han føler sig fremmed og ikke stort mere sikker end de Rekrutter, der aldrig for have været paa en Skydebane.
Efterhaanden stiger Vanskelighederne og kulminerer, naar den unge Skytte liggende paa Maven med den pakkede Tornyster paa Ryggen skal skyde Magasinild. Her bjælper alt forudgaaende Skytteforeningsarbejde ham ikke det fjerneste. Hans Oje er lige saa lidt indstillet tfl Sigtning i liggende Anslag som de ovrige Rekrutters, og han har de samme. Vanskeligheder med at overvinde Remmenes Modstand og Kappens Tryk mod Nakken. Afstande, Maal og Anslagsstillinger veksle ideligt, og han lærer snart at forstaa, at den militere Skydning ikke blot bestaar i en teknisk Færdighed, ikke blot i Kunnen men ogsaa i Viden. Det at træffe bliver i hvert enkelt Tilfælde saa at sige en ny Opgave, til hvis Losning han i det allersjeldneste Tilfælde medbringer de nødvendige Forudsætninger. Han maa kende Maalenes Størrelse, sin Kuglebanes Ordinater, Geværets Afvigelser, Vindens Indflydelse, og i enkelte Tilfælde maa han endog selv udfinde Afstanden. Alt dette er ganske nyt for ham, og det er langtfra givet, at han har bedre Betingelser for at tilegne sig det end de ovrige Rekrutter.
Tænker vi os nu den færdig uddannede Skytte stillet op som Vedet over for Fjenden, saa kunne vi ogsaa tænke os, at han vil gore sin Pligt, og at han er enhver Situation voksen. Men saa snart vi sporger, om denne hans Pligttroskab er en direkte Folge af hans Skydefærdighed, saa se vi straks, at Skydefærdigheden ganske vist ikke er uden Betydning, for saa vidt som den dog altid maa bidrage til at oge Tilliden til Vaabnet og saaledes ogsaa virker under- stottende eller forstærkende paa Beslutningen om at holde ud paa Posten. Men selve Beslutningen hidrorer ikke fra Bevidstheden om at være en god Skytte, den skyldes Karak- teren. Det er Mandens Karakteregenskaber, som drive ham til at holde ud pan Posten ganske uafhængig af, om han i Forvejen, maaske for flere Aar siden, har samlet sig et større eller mindre Antal Points paa Skydebanen. Disse Karakteregenskaber opelskes fornemmeligst ved strenge Eksercer- ovelser og ved at vænne Soldaten til Punktlighed og den yderste Nojagtighed i alle Ting. At de militære Skyde- ovelser drage deres Del af Opdragelsens Laes, er jo aabenbart; men Skydning er en saa speciel Færdighed, en Kunst om man vil, at iøvrigt slappe Naturer kunne naa meget vidt heri. naar deres Begavelse eller Anlæg i saa Henseende lober ud i denne enkelte Gren.
Det, som karakteriserer den gode Soldat, er naturligvis ikke hans Skydefærdighed, i san Fald maatte vore Infanterister staa meget højt. Skydeuddannelsen i Hæren er noget af det, vi have Lov til at være tilfredse over, selv om vi maa erkende, at vi paa et halvt Aar ikke kan lære Infanteristen at betjene Geværet med den Sikkerhed, Krigen kræver. Ogsan vil der i ethvert Kompagni findes enkelte (6 7 pCt.), som nurmest maa kaldes uduelige Skytter: men om dem gælder det, at Skydning er noget, de aldrig lærer.
Nu er Skydeuddannelsen enkelte Steder et overordentligt byrdefuldt og anstrengende Arbejde. Ved min Afdeling leb det saaledes aldrig af uden talrige Efterovelser, og man kunde heraf fristes til den Slutning, at alt dette Ekstra- arbejde vilde være sparet, om Folkene i Forvejen havde faaet nogen Forberedelse i en Skytteforening. Dette kan naturligvis ikke bestrides; men hin Forberedelse bor man dog vistnok vogte sig for at tillægge for stor Betydning. De daarlige Skud skyldes nemlig ikke altid tekniske Mangler (Anslag. Sigte. Aftræk). Saa længe Skytten faar sit Retningspunkt opgivet, kan han som oftest klare sig: men saa snart han skal bruge sit eget Hoved for at udfinde Retningspunktet, begynder det at knibe. Det er m. a. O. ikke Mangel paa Kunnen, men paa Viden, som bevirker, at han skyder forbi Figurerne. I alt Fald kan en stor Del Forbiskud fores tilbage til denne Aarsag, og det er jo aabenbart, at den forudgaaende Øvelse i en Skytteforening ikke hjælper ham ud over disse Vanskeligheder, saa længe den civile Skydning ikke er anlagt efter de samme Principper som den militære. Selv om dette nu ogsaa skete i videste Udstrækning, saaledes at Skytterne ikke alene vare teknisk men ogsaa teoretisk forberedte, naar de medte til Tjeneste og derved sparede Kompagnierne for en Del Efterovelser, saa er det dog et Sporgsmaal, om der disciplinært set vandtes noget derved.
Den militære Skydnings Formaal er ikke blot at uddanne Soldaten til Præcisionsskytte, men ogsaa at disciplinere ham. Disciplinen fremkommer kun der, hvor Soldaten tvinges til den yderste Anspændelse af alle sine Kræfter, de aandelige som de legemlige. Den militære Skydning er derfor noget helt andet end den civile. fordi den tvinger hver enkelt til at anstrenge sig af alle Kræfter og til at yde det, han maaske for ikke ansaa for muligt. Man kan derfor uden Overdrivelse paastaa, at den Soldat, som under store person- lige Anstrengelser har drevet det til at blive en god Skytte, disciplinært set er mere værd end den, for hvem hele Skyd- ningen har været som en Leg; thi Øvelser uden Anspændelse af Kræfterne ere intet værd. Maa vi saaledes tillægge den forberedende Virksomhed i Skytteforeningerne ringe eller ingen Betydning, saa stiller Forholdet sig ganske anderledes, naar der bliver Sporgsmaal om den efterfølgende Virksomhed, om Vedligeholdelsen af den i Hæren vundne Skydefærdighed.
I denne Henseende kan Skytteforeningernes Arbejde faa virkelig Betydning for Hæren. Hvis vi kunde bringe det dertil, at enhver hjemsendt Soldat eller dog Flertallet af de hjemsendte straks gik ind i en skytteforening og deltog nogenlunde regelmessigt i Arbejdet. saa vilde vi vinde den store Fordel, at vore Folk aldrig mistede Øvelsen i at haandtere et Gevær. Det kommer her ikke saa meget an paa, at Skytten vedligeholder eller udvikler sin Træffesikkerhed. som at han bevarer den moj- sommeligt oparbejdede Folelse i Armene for Gevarets rigtige Stilling i Anslaget, og at han aldrig kommer ud af Vane. med at kaste Bossen til Kinden og fatte Sigtelinien, kort sagt, at hele den indviklede Nervevirksomhed, som foregaar ved Skydningen, holdes i stadig Øvelse. Blandt vore Skytteforeninger indtager Akademisk Skytteforening en Særstilling ved sit militære Tilsnit.
Dette Korps er for Studenterverdenen en overordentlig gavnlig Institution, som paa en heldig Maade erstatter de tyske "Burschen- schaften og "Corps» med deres for dansk Naturel lidet tiltalende Mensurer». Skytter fra dette Korps have ogsaa deres store Betydning for Hæren; thi de udgøre som Regel Kompagniernes gode Elementer og danne en Modvægt mod udskejende Tendenser hos Kammeraterne. Deres militære Forberedelse i Forbindelse med deres Dannelse giver dem en ledende Stilling blandt Kammeraterne, og man kan med en vis Ret sige, at de unge akademiske Borgere her have en Art Mission. Enhver Frontofficer véd, hvad saadan et Par gode Elementer betyder for hele Aanden og Tonen i Kompagniet. Desværre træffer man dem sjældent i Garnisoner uden for Kobenhavn, og der kunde dog vistnok være Anled- ning til at fordele værnepligtige af denne Klasse til Regi- menterne, særlig i de storre Garnisonsbyer.
Militærtjenesten skal jo ogsaa være en Opdragelse for Folket; men en væsentlig Del af Opdragelsen falder paa det kammeratlige Samliv, den indbyrdes Udveksling af Tanker og Meninger, den gensidige Paavirkning og Kontrol. "Man har næppe altid haft Ojet aabent for den store Betydning af ikke at unddrage Geleddet tilstrækkelig Tilgang fra den dannede Verden. De øvrige Skytteforeninger have et rent civilt Præg, og det vilde af mange Grunde ikke være ønskeligt, om der skete nogen Forandring heri. Deres Betydning for Hæren have vi allerede behandlet. Vi have set, at de hovedsagelig kunne virke som en Efterskole, der holder den tekniske Vaabendygtighed vedlige, og deres Værd vilde aabenbart stige, hvis de efterhaanden kunde udvikles til at blive en obliga- torisk Efterskole (i Lighed med de schweiziske), i hvilken enhver Soldat var forpligtet til at mode for aarligt at skyde et vist Antal Skud. Det er patriotisk Politik at arbejde paa Skytteforeningernes Vækst og Trivsel; thi Vaabenøvelser modvirker ikke saa lidt den ukrigerske Aand, som er Civilisationens uund- gaaelige Folge.
Civilisationen forfiner Mennesket og svækker ikke alene dets fysiske Kraft, men ogsaa dets fysiske Mod. Uden den moderne Værnepligt vilde Nutidens civiliserede Folk hurtigt blive ude af Stand til at modstaa en mere krigersk Race eller Stamme. Vaabenovelser og Gymnastik ere kraftige Midler mod overhaandtagende Slaphed, og derfor maa man ønske Skytteforeningerne Held og Lykke med deres Arbejde. Men Fiktionen om deres Betydning som Forskole for Hæren bor vel helst bortkastes.
