Billede: Mindestenen for faldne soldater i Afghanistan. Camp Bastion, Helmandprovinsen, Afghanistan. Den 29. november 2013. Taget af forfatter.
Intet menneske er en Ø, en Verden for sig: ethvert Menneske er et Stykke af Fastlandet, en Del af det Hele; (…) ethvert Menneskes Død river noget fra mig, thi jeg er eet med den ganske Menneskehed: saa derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer Klokkerne for? De ringer for dig.
John Donne, 1624
Indledning
Tilbagetrækningen af de danske styrker fra Afghanistan i 2021, blev en naturlig anledning for mange til at gøre personlig eller offentlig status over, enten hele eller dele af det største danske militære engagement i moderne tid. Med et betydeligt antal døde og endnu flere fysisk og/eller psykisk sårede og lemlæstede danske soldater har spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen i Afghanistan har været disse værd, været en naturlig del af denne proces. Måske endda forstærket af det studie i menneskelig desperation, som fulgte med Afghanistanengagementets kaotiske afslutning og de konklusioner omkring graden af succes, som nok kunne udledes af dette. Når det skal vurderes, om et givent resultat har været tabene værd, bliver det hurtigt en sammenligning af tab med resultater. I den sammenhæng er en storslået sejrsfred velsagtens bare en mere komfortabel målestok end en mudret, uskøn og ufyldestgørende kompromissituation med umiddelbare undertoner af nederlag. Eller er det?
For hvordan forholder det sig i det hele taget med forholdet mellem tab og resultater? Hvilken sammenhæng er der mellem disse variabler, der kan virke som en præmis for selve spørgsmålet? Kan de overhovedet sammenlignes? Har tab en nytteværdi? Kan tab eksempelvis være resultatet værd? Og kan de dermed også have en mening eller tjene et formål?
At tilskrive tab formål og mening kan sagtens være en strategi til at bearbejde og acceptere tab på et personligt såvel som et nationalt plan. For at komme ud over dette subjektive perspektiv, må der imidlertid kræves en kausalitet mellem tab og resultater, hvor tab objektivt set kan sættes i relation til målopfyldelsen. Hvis det skal give mening overhovedet at stille spørgsmålet, skal tab med andre ord kunne påvirke udfaldet på mere end én måde, herunder en positivt.
Denne artikel søger dette svar ved at anvende den preussiske General Carl von Clausewitz’ teori om krig til at undersøge netop relationen mellem tab, mål og resultater. Med mål forstås det, der tidsligt og rumligt ligger foran én, altså det man vil opnå. Modsat er resultatet det, der ligger bag ved én, altså det man har opnået. Denne distinktion mellem resultat og mål, mellem fortid og fremtid er omdrejningspunktet for denne artikel.
Clausewitz udviklede sin teori i starten af 1800-tallet på baggrund af erfaringer med og analyser af især Frederik den Stores krige og Napoleonskrigene. I hans hovedværk Vom Kriege[1], opstilles teorien om krig som en duel, der er sammensat af tre tendenser omhandlende mål i krig, mål med krig og om vilkårene for krigsførelse.[2] Tab forekommer i forbindelse med indsættelsen og anvendelsen af soldater som et middel i krigens førelse for at nå krigens mål. Ved at se på hvilken sammenhængen, der er mellem mål of midler i krig, bliver det muligt også at analysere på sammenhængen mellem tab og resultater.
Mens Afghanistan, og i særlig grad indsatsen i Helmandprovinsen, er artiklens motivation, er det imidlertid tab i en general forstand, der er artiklens egentlige omdrejningspunkt. Selvom der bruges eksempler fra Afghanistan og andre konflikter, så er tab i denne artikel en abstrakt størrelse, som dermed befinder sig på sikker akademisk afstand af virkelighedens brutalitet, lidelser og sorg.
Krig er spild af liv.
Jeg vil starte med konklusionen, fordi den i grunden er ganske banal, hvorfor den måske også nemt kan blive overset. Med udgangspunkt i Clausewitz kan der argumenteres for, at tab aldrig kan være andet end et totalt spild af liv. Sammenhængen mellem tab og mål er sådan, at tab kun påvirker resultatet i en negativ retning. I Clausewitz’ udlægning er tab i bedste fald uden reel betydning, og i værste fald er de kontraproduktive, da de virker til gavn for modstanderens mål. Med andre ord er tab både menings- og formålsløse, hvorfor spørgsmålet om deres værdi i lyset af et resultat også er omsonst: de er aldrig det værd. Det kan måske virke barskt, særligt når tab bliver konkrete og nærværende, men det er faktisk en åbenlys positiv konklusion. At sætte tab i relation til resultatet, måske for at skabe mening og formål eller for ligefrem at anvende dem som et middel i sig selv, er nemlig heller ikke helt uproblematisk. Når det menings- og formålsløse ved tab overses, og man i stedet forsøger at udtrække en nytteværdi eller instrumentalisere dem, kan det nemlig føre til, at der gøres yderligere skade. Som optakt til det egentlige analytiske formål, vil jeg benytte mig af et par mere eller mindre kendte eksempler fra filmens og filosofiens verdener. Eksemplerne illustrerer det uhensigtsmæssige og skadelig ved at tab sættes i relation til resultater.
Første eksempel er fra filmen Saving Private Ryan, som kredser om det samme spørgsmål, som undersøges her. I filmen præsenterer hovedpersonen, Captain Miller, det rationale, at værdien af én soldats død bestemmes af, hvor mange andre liv, der bliver reddet eller skånet ved tabet. Når der i en militær operation bliver reddet/skånet flere liv, end hvad der går tabt, har tabet eller tabene en umiddelbar nytteværdi, der giver dem mening og formål. Nærmest diabolsk sætter filmen dette ræsonnement på spidsen ved at gøre målet for den opgave, der er filmens handling, til én mand – at redde menig Ryan. I takt med at Millers egne tab overstiger én soldat, udfordres rationalet, og Miller konfronteres med dets slagside: at ethvert tab nu pludselig er mindre værd eller måske ligefrem værdiløst. Havde den sympatiske Captain Miller ikke befundet sig midt i en krigszone med meget andet at tænke på, så havde dette muligvis fået ham til at genoverveje sin position. Måske ville han lytte til de andre rationaler, som andre karakterer i filmen præsenterer. Eller endda betænke sig ved, at den anvendte matematik heller ikke er helt uproblematisk. Særligt, når vi ikke præsenteres for de mellemregninger, hvor eksempelvis drømme, kærlighed, de efterladtes sorg, vrede, fortvivlelse og andre af det levede livs attributter tilsyneladende reduceres og kvantificeres. Det hele kulminerer i filmens vel nok mest brutale scene, hvor en døende Captain Miller med ordene ”earn it” banker en skyldens dolk så eftertrykkeligt ind i Private Ryans ungdommelige hjerte, at han langt ind i sin alderdom må stå flæbende foran Millers grav i en søgen på accept. Med Millers ord er det med ét menig Ryan, der med sit liv skal skabe det resultat, der giver nytteværdi til Captain Millers og de øvriges død. Ellers går regnskabet ikke op. Graven forbliver naturligvis ubærlig tavs.
Det andet eksempel er fra bogen Oplysningens blinde vinkler, hvor professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks og adfærdsforsker Pelle G. Hansen anvender den samme matematik og det samme nytteetiske udgangspunkt til at undersøge det, de kalder for ”tabstallenes dødelige logik i Afghanistan”.[3] De peger her på, at hvis værdien af tab er betinget af graden af målopfyldelse – ligesom i Millers regnestykke – og man naturligvis ønsker, at tabene skal have værdi, kan man blive indfanget i en beslutningslogik, der er den samme som for en enarmede tyveknægt. I den enarmede tyveknægt er alle de indskud, som ryger i maskinen, spildte, hvis ikke gevinsten udløses, da man ikke kan vide, om det lige præcis er ved næste møntindkast, at gevinsten hives hjem. Behovet for at vinde en stadig større gevinst stiger kun i takt med, at der gøres flere og flere frugtesløse indskud, og man risikerer at ende i den uheldige spiral, som er ethvert kasinos levebrød, nemlig at man bliver nødt til at fortsætte sine indskud. Oversat til tabstallenes dødelige logik betyder det, at forsøg på at give mening og værdi til tab i kraft af et mål kan resultere i beslutninger, som fører til handlinger, der igen kan medføre flere tab, uden at målet derved opnås. Sagt på en anden måde: Jo flere tab man lider, jo større bliver behovet for en sejr. Ligesom kravene til typen af sejr også kan blive skærpet og indskrænket.
Ligesom Captain Miller forholder Vincent F. Hendricks og Pelle G. Hansen sig altså heller ikke til, om der virkeligt eksisterer en kobling mellem tab og mål, eller om den i givet fald overhovedet kan sammenlignes med forholdet mellem indsats og gevinst i en enarmet tyveknægt.
Om krig
Begge ovenstående eksempler illustrerer en art omvendt kausalitet mellem tab og resultat, hvor resultatet påvirker tabene. Man kan sige, at der sker en forskydning fra det egentlige mål og til at skabe værdi til ”indskuddet”. Uden at komme ind på hvilken sammenhæng, der er mellem tab og resultater, kan Hendricks og Hansen, modsat Miller, imidlertid godt se, at der mangler noget i ræsonnementet. I deres analyse kommer de frem til den erkendelse, der også er udgangspunktet for Clausewitz’ teori: At der skal to til en krig. Ligesom Clausewitz konkluderer de derfor også, at krig ikke handler om, hvad der tabes af såvel menneskeliv som andre ressourcer, men derimod om hvor meget man er villig til at ofre for at vinde.
Udgangspunktet for Clausewitz’ teori er som antydet hans karakterisering af krig som en duel. Krig som en duel er bestemt ved at være en social aktivitet, der involverer interaktion og vekselvirkning mellem simultant agerende parter, der hver især har viljen og evnen til at ville noget på bekostning af den anden[4]. Ud fra denne karakteristik, og ved at sammenholde den med nogle praktiske og menneskelige forhold ved virkeligheden, peger Clausewitz på, at krig er sammensat af tre tendenser. De tre tendenser, der her vil blive benævnt som ”formålet”, ”kampen” og ”vilkårene”[5], indgår ikke i et hierarki, men er indbyrdes forbundet i en ”forunderlig treenighed”[6], hvor de på hver deres måde formgiver krigen som en helhed og i øvrigt giver hver krig sin egen særegne dynamik, udtryk og forløb. Krigen kan betragtes, som en stor duel, der er sammensat af en masse mindre dueller. Tendenserne er derfor gennemgående for alle krigens niveauer; fra det subtaktiske til det strategiske. Krigens tre tendenser siger noget generelt om de rammer, vilkår og sammenhænge, hvori tab indgår, herunder hvordan de relaterer til krigens mål. De vil blive gennemgået en for en herunder, først med en gennemgang af tendensen og derefter en analyse af, hvad tendensen siger om tab.
Kampen
Kampen udgør i krig den egentlige ramme for den gensidige påvirkning mellem duellens parter. Det er derfor også i kampen, at tab opstår. Selvom kampen kan antage mange raffinerede former, identificerer Clausewitz dens essens til at være en simpel voldshandling, hvor parterne alene er motiveret af en selvopretholdelsesdrift. Drevet af et ”blindt naturinstinkt”[7] eksisterer der i kampen kun én logik: at overmande sin modstander og fratage denne evnen og/eller viljen til at kæmpe, inden det sker for en selv. Målet er at gøre sin modstander forsvarsløs.[8] Selvom motivationen bag kampen dermed kan betragtes som et fornuftsbetonet rationale, er den først og fremmest forankret i det lidenskabelige. Til kampens mål er volden, der i sin essens er den primitive og fysiske[9] vold, det virkemiddel, hvis anvendelse tjener det dobbelte formål både at overmande ens modstander og samtidigt forhindre selv at blive overmandet. Volden har således både en offensiv og en defensiv egenskab, der gør, at begge parter, udover at beskytte sig selv, også skal anvende volden på en sådan måde, at modstanderen dels ikke kan afværge den og dels kan blive overmandet af den. Det er et paradoksalt forhold ved denne vekselvirkning, at krigens parter således gensidigt betinger hinandens muligheder for netop at påvirke hinanden. Clausewitz formulerer det på følgende måde, idet han foregriber den moderne spilteori med cirka 100 år: ”Så længe jeg ikke har overmandet min modstander, må jeg frygte, at han overmander mig, jeg er ikke længere herre over mig selv, men han giver mig loven, som jeg giver ham den.”[10] Drevet alene af et blindt overlevelsesinstinkt har volden ifølge Clausewitz ikke nogen logisk øvre grænse. Det er således kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man i bred forstand kan påvirke en modpart – voldeligt og ikkevoldeligt, direkte og indirekte. Dette eksemplificeres netop ved, at krige oftest udkæmpes på mange forskellige måder. Logikken tilskriver, at det akkurat handler om at finde på den metode, fremgangsmåde mv., som ens modstander ikke kan forudse og dermed ikke på forhånd kan ruste sig imod.
Tab i kamp
Soldaten behersker volden også betegnet ”ilden”, og er dermed et fysisk middel til opnåelse af krigens mål – at afvæbne ens modstander. Omvendt er den også det soldaten anvender direkte eller indirekte til at beskytte sig selv og medkæmpere med. Det er med ilden, med potentialet til grænseløs vold, at soldaten aktivt eller reaktivt kan forsvare sig mod modstanderens vold. At ilden også er et skjold, er akkurat det forhold, der sætter soldaten i stand til som en slags sidste instans at operere i de miljøer, hvor volden netop ikke er monopoliseret. Soldaten er som et fysiske middel til faktisk eller potentiel voldsudøvelse derfor også selv et mål for modstanderens ild, da døden, lemlæstelsen, tilfangetagelsen, fordrivelsen, demoraliseringen og så videre er metoder til at fratage soldaten evnen til at anvende ilden og dermed bidrage til, at modstanderen samlet set gøres forsvarsløs. Tab er altså en konsekvens af krig snarere end et mål, da døden netop blot er en metode blandt flere til at afvæbne med.
Med duellens vekselvirkning er det også klart, at en projektilbane ikke kun krydser en livsbane som et resultat af modstanderens ild, men også som følge af et ”kollaps” af ens egen ild: at modstanderens ”slag” ikke kunne afværges ellers pareres ved egen aktion eller reaktion, at man lod sig overraske, eller at man var så forudsigelig i sit operationsmønster, at ens modstander kunne forudsige ens handlinger. At man slet og ret ikke har kunnet dominere en situation med vold eller trusler om vold, og at modstanderen derved har haft mulighed for at agere, unddrage sig styrken og ”komme til skud”. Det gælder således for både den individuelle soldat, der bliver ramt, og det kollektiv, som en vilkårlig stor enhed udgør, at den og de har et medansvar, som ikke må forveksles med skyld for de tab, der lides. Et medansvar, der i øvrigt kun er større, jo mere modstanderens voldshandling er betinget af egne handlinger.
I duellen tjener tilintetgørelsen af modstanderens soldater ens eget mål, mens egne tab omvendt tjener modstanderens mål. Betragtes duellen udefra, kan tab tjene det formål, at de driver krigen mod sin afslutning. Er man derimod part i duellen, er konsekvensen heraf imidlertid, at egne døde og sårede står i et direkte modsætningsforhold til egne mål, og at egne tab dermed er formålsløse. I kampen udgør tab således først og fremmest et taktisk problem, hvor enheden skal tilkæmpe sig ildoverlegenheden fra et udgangspunkt, der er dårligere. Den døde/sårede bliver herefter til et logistik problem, hvor der skal anvendes ressourcer på evakuering, behandling mv. Intet af dette synes umiddelbart at tjene målet om at gøre modstanderen forsvarsløs. Enhver død eller såret soldat medfører unægtelig en reduktion i den fysiske evne til vold. Men hvad med den psykiske eller mentale kampkraft? Når kampen er forankret i det lidenskabelige, hvilken indvirkning på følelserne har så eksempelvis én soldats død, og hvad betyder det for enhedens kampevne?
Teamspirit og korpsånd er med Clausewitz’ terminologi kendetegnet ved, at det individuelle overlevelsesinstinkt er blevet et kollektivt anliggende, da en enhed har emergente egenskaber som eksempelvis ild og bevægelse, der øger alles overlevelseschancer. I en effektiv enhed passer man med andre ord på hinanden og kæmper for hinanden. Et tab appellerer til det lidenskabelige og emotionelle i krig. Det kan vække trodset og fællesskabsfølelsen, men også hadet i egne soldater og motivere dem til handling. Mottoet ”i morgen angriber vi igen” kan give en særlig patos af ukuelighed og samhørighed, der kan styrke viljen til at kæmpe og dermed øge kampkraften på trods af den fysiske reduktion af samme. En effekt, der ikke er ulig den, et fodboldhold kan opleve, efter at en medspiller er faldet om på banen med hjertestop. Effekten er imidlertid ikke givet på forhånd, og tab kan da også lige så godt medføre angst, frygt og handlingslammelse. Ved EM i fodbold i 2021 tabte herrelandsholdet eksempelvis den igangværende kamp mod Finland, førend den mulige positive effekt af Christian Eriksens hjertestop indtrådte i de efterfølgende kampe. Det er heller ikke muligt at udelukke, at en militær enhed såvel som et fodboldhold ikke ville have præsteret lige så godt eller bedre og have nået de samme resultater uden tab. Det element af tilfældighed, som gør sig gældende her, betyder, at en ung fodboldspillers hjertestop, såvel som en ung soldats død, ikke bliver mere meningsfyldt af, at resten af holdet eller enheden måske præsterer bedre eller har en opfattelse af, at de gør, blot fordi oplevelsen af et fælles tab vækker stærke motiverende følelser ved den enkelte. At hæren ikke oplevede nogen problemer med at hverve nyt personel til de enheder, der blandt andet skulle til Afghanistan, selv i lyset af et stigende tabstal, vidner om, at denne effekt måske også kan række ud over den umiddelbare enhed og ud i det omkringliggende samfund. Det kan imidlertid konkluderes, at så længe tab ikke har en afgørende negativ indflydelse på opbakningen til den givne indsats, herunder mulighed for rekruttering, så er de egentlig uden betydning. Den risiko, at følelserne tager overhånd, og man bliver blind for kendsgerninger og udelukkende handler i affekt, eksisterer naturligvis også. Ligesom der også er risiko for, at patos flyder over og bliver patetisk. Effekten af tab i krigens kamp har altså flere mulige udfaldsrum, hvilket gør, at en eventuel positiv indflydelse på evnen til at nå mål, ikke er givet på forhånd og derfor er en tilfældighed. Det er en instrumentalisering, der først kan gøres på bagkant af tabet, og som derfor afhænger af omstændighederne frem for af selve tabet. Derfor indgår tabet heller ikke i direkte kausal sammenhæng til hverken målet eller resultatet.
Formålet
Var krig kun den isolerede kamp, hvor krigens parter, opslugt af et blindt overlevelsesinstinkt, kæmpede hæmningsløst kun med det mål at overmande hinanden, så ville krig, ligesom sport, være perfektioneret til dette mål[11]. Modsat sport er krigens formål imidlertid ikke sammenfaldende med kampens mål. Ifølge Clausewitz finder krigen sit formål og dermed også sin årsag i antitesen til den instinktive kamp, nemlig i ”den blotte forstand”[12], hvor kampen bliver et middel til at nå mål, der ligger uden for kampen. Kampen bliver til en forlængelse af politik med andre midler, som han så berømt konstaterer. At gøre sin modstander forsvarsløs, er således kun en forudsætning for, at det man vil opnå (ens politik), efterfølgende kan gennemtrumfes; at modstanderen kan påtvinges ens vilje, som Clausewitz også kalder det. Ligesom med kampens vold er de mål, en krig kan indeholde som sit formål også kun begrænset af fantasien. Krige og krigsdeltagelse kan således have, og har som bekendt også haft, et utal af forskellige årsager og formål, hvilket i den grad også påvirker, hvordan krige udkæmpes.
Tab og formål
Tab sker i kampen og forholder sig derfor som udgangspunkt til krigens formål på samme måde som til kampens mål – nemlig som noget kontraproduktivt. Krigens formål kan imidlertid antage mange forskellige former. Erobring af land og ressourcer, spredning af demokrati og menneskerettigheder og forsvar af fædrelandet mod terrorisme for blot at nævne nogle få eksempler. Særligt for en småstat som Danmark, der sjældent står alene i den direkte konfrontation med en modstander, kan formålet være mere indirekte. Lektor og historiker Rasmus Mariager og professor i Statskundskab Anders Wivel konkluderer blandt andet i den uvildige udredning omkring dansk krigsdeltagelse i henholdsvis Kosovo, Irak og Afghanistan, at Danmark primært deltog for at ”imødekomme amerikanske præferencer”.[13] Formålet var altså ikke at påtvinge hverken Serbien eller Taliban dansk vilje, men snarere at opnå anerkendelse som en god NATO-allieret, der er værd at beskytte. Det væsentligste er, at det i forhold til Clausewitz’ teori er underordnet, hvad formålet er. Det vigtige er, hvordan formålet påvirker krigen. Her er betydningen den, at kampen – at gøre sin direkte modstander forsvarsløs – får mindre betydning. Det kan være derfor, at egne tab blandt andet i Afghanistan har været fremhævet som et bevis på netop dansk forpligtigelse og engagement. At Danmark står last og brast med sine allierede, selv når kampen er hård. Tab bliver i den sammenhæng til strategisk og sikkerhedspolitisk kapital, der kan bidrage til, at formålet med krigsdeltagelsen indfries.
Giver det så mening og formål til tab? Nej, for den samme argumentation om tabs positive indvirkning på moralen i kampen gør sig også gældende. Brugen af tab som argument for opfyldelse af forpligtigelse sætter ikke tab i direkte kausal sammenhæng med formålet. Der er igen tale om en efterrationaliserende instrumentalisering. Tabene kunne lige så vel have ført til noget, der ikke bidrog til formålet om at vise ”commitment”, eksempelvis en præmatur tilbagetrækning af egne styrker. Selvom det måske kan være fristende at udnytte tabene på denne måde, så er det alligevel ikke helt uproblematisk. I den ekstreme ende kan man ende i den logiske faldgrube, at det kan være formålstjenesteligt at få tab. Med udgangspunkt i det reciprokke forhold i duellen, som Clausewitz fremhæver som centralt for især kampen, er det også væsentligt at hæfte sig ved, at egne tab ikke kun siger noget om, hvor langt over egen vægtklasse et land så at sige har slået. Derimod siger de en masse vigtigt om grænserne for egne evner til at indgå i kampen. Instrumentaliseringen kan derfor godt tangere vildledning, særligt når det også tages i betragtning at de selvsamme allierede, hvis gunst er det egentlige formål, sandsynligvis har måttet anvende ressourcer og acceptere risici for at støtte i situationer med døde og sårede. Helikopterevakuering er eksempelvis ikke uden risiko.
Vilkårene
Udover kamp og formål præges krigen også af at være et ”sandsynlighedernes og tilfældighedernes spil”[14], hvor uforudsigelighed og ukontrollerbarhed er uundgåelige grundvilkår. Det følger af, at der (også) i krig er et uendeligt antal små og store forhold og fænomener og begivenheder, der som årsager virker og påvirker hinanden på et uberegneligt antal forskellige måder. Man kan eksempelvis forestille sig, hvilken afgørende forskel på liv og død et enkelt rikochetterende[15] projektils bane kan have, og hvor omfattende en viden, der omvendt skal til for at forudse og afværge det. Kampens logik og vekselvirkning sætter herudover også grænser for, hvilken faktisk viden, der på et vilkårligt tidspunkt kan være til rådighed som beslutningsgrundlag for en handling. Succesfulde valg og beslutninger er netop betinget af en modparts valg, der i sagens natur er ude af ens kontrol. Modparten kan tilmed forsøge at træffe valg, der akkurat ikke kan forudses, hvis de ligger i området for de famøse ubekendte såkaldte ”unknown unknowns”. Det er en afgørende pointe i Clausewitz’ teori, at krig således er præget af en begrænset rationalitet ved dets aktører, da det ikke er muligt at favne alle årsagsvirkningssammenhænge samt have kendskab til alle de eksakte begyndelsesbetingelser inden for en brugbar tidshorisont. Det understreger han også ved at karakterisere krig som en ”aktivitet for den frie sjæl”[16], hvor intuition, erfaring, mod og andre egenskaber bliver vigtige beslutningsværktøjer.[17]
”Friktion” er det begreb, Clausewitz anvender til at indkapsle alle de forskellige forhold, der på grund af deres uberegnelighed virker som en gnidningsmodstand mod det fuldstændige beslutningsgrundlag og den perfekte handling. At krig også har en faktisk tidslig, rumlig og en, for krigens parters vedkommende, organisatorisk udstrækning, forstærker kun dette. ”Krig består ikke af et enkelt slag uden varighed”[18], som han skriver. Dette betyder blandt andet, at beslutninger og handlinger ikke altid sker sekvenseret og lineært, men derimod simultant på tværs af et rum, der er fyldt med ukontrollerbart terræn og vejr, og en given organisation, hvis generelle evne til objektivitet, rationalitet og synkronisering Clausewitz ikke nærer mange illusioner om. Særligt i lyset af kampens livsfare og den fysiske udmattelse, der følger med, peger Clausewitz på, at det kan være vanskeligt at forudse, hvordan soldater og enheder forstår ordrer, læser situationer, giver meldinger og iværksætter handlinger.[19]
Summen af alle disse forhold bliver altså, at krig, ud over kamp og formål, også er et tilfældighedernes spil, hvor det kun er muligt at gøre forudsigelser ved hjælp af sandsynlighedsbetragtninger.
Vilkårene for tab.
Mens død og lemlæstelse i det abstrakte er en konsekvens af kampens mål og vold, og at kampen overhovedet finder sted er som følge af et formål, er den faktiske død og lemlæstelse også et produkt af de specifikke omstændigheder, der udgør vilkårene for kampen. Når en projektilbane krydser en livsbane, er det således også summen af en lang række forskellige faktorers påvirkning og vekselvirkning, som i et splitsekund udgør en skæbnesvanger situation. Rikochettering er allerede nævnt som et eksempel, og hertil kan man blive ved med at føje yderligere såkaldte situationsdannende faktorer: terrænets udformning, vejr og lysforhold, egen placering, modstanderens placering, masker i observations- og skudfelter, hvem der går hvor, hvem der sikrer hvor, hvad der observeres, og ikke mindst hvordan dette fortolkes osv. Faktisk kan det være svært at pege på en logisk grænse for, hvilke og hvor mange faktorer, der kan påvirke en situation. Dette betyder også, at en situation i princippet kan udspille sig på et utal af forskellige måder, hvis blot et mikroskopisk element ved en enkelt af disse faktorer er anderledes: et halvt skridt til siden, 1/100 af et sekunds ændring af en bevægelse, en anden tolkning af en skygge, der forsvandt bag en mur, højre om i stedet for venstre om osv. Alt sammen kunne have skabt et andet udfald – enten til det værre eller det bedre. Overordnet betyder kampens gensidighed som nævnt, at tab ikke kun er et resultat af modstanderens anvendelse af ild, men også af et ”kollaps” af ens egen anvendelse. At man ikke har kunnet dominere situationen med faktisk eller potentiel voldsudøvelse og dermed frataget modstanderen muligheden for at komme til skud – eksempelvis ved etableringen af ildoverlegenhed. Praktisk betyder krigens vilkår, at faktiske tab således også er et resultat af de meget specifikke omstændigheder, der udgør den konkrete situation. Hvor kampens udfald i teorien kan forudbestemmes på baggrund af en sammenligning af styrkeforhold, betyder vilkårene, at der altid vil være et element af tilfældighed, som fjerner især tab fra det, der kan forudbestemmes. Det er naturligvis selvindlysende, da forholdet mellem at forudse tab og tage tab er gensidigt udelukkende (medmindre man ønsker tab). Den række af faktorer, begivenheder og beslutninger, som efterfølgende (måske) kan sættes ind i et fint og ordnet kausalt sammenhængende hændelsesforløb, er ikke givet på forhånd. Kampens udfald kan først bestemmes på bagkant. I bagklogskabens lys har mange soldater sandsynligvis også pint sig selv ved at spørge: ”Hvad nu hvis”, eller ”hvis jeg bare havde...”. Det kan både være en selvdestruktiv proces men også en opbyggelig konstruktiv øvelse.
Tabenes anatomi
På baggrund af Clausewitz’ teori finder jeg det altså rimeligt at konkludere, at tab i krig hverken er et resultat af kampens mål og formål eller et middel i sig selv. Tab er snarere en konsekvens af kampens asymmetri og vekselvirkning, vilkårenes dynamik og den uforudsigelighed og ukontrollerbarhed, som følger af voldens grænseløshed og friktionens konstante indvirkning. Med andre ord er tab en ikke-eliminerebar risiko ved krig.
I kampen repræsenterer tab altid en reduktion af den fysiske evne til at kæmpe, mens det er situationsbestemt, om tab eksempelvis resulterer i en sådan forøgelse af kampgejsten, at det tabte opvejes og overstiges. I udgangspunktet står tab derfor i modsætning til kampens mål om at gøre modstanderen forsvarsløs, da det således er situations- og ikke formålsbestemt, om tab virker til fordel for målet. Dermed kommer tabs betydning også til at afhænge af resultatet, der først kan erkendes på bagkant, og altså ikke af tabet i sig selv. Medmindre tabene bliver mål i sig selv, fordi de kan bidrage til krigens formål, er den kausale sammenhæng med krigens mål og formål i udgangspunktet omvendt proportionel. Jo flere tab, der lides, jo sværere bliver det at nå målet og indfri formålet.
I Clausewitz’ udlægning af krig har tab således hverken en iboende mening eller et formål, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt ”det har været tabene værd”, heller ikke er et meningsfuldt spørgsmål at stille, da tabene aldrig i sig selv, kan være ”det” værd.
Fordi noget er værd at kæmpe for
Perspektiverne på ovenstående konklusion kan være mange. Et af dem er, at det ikke er entydigt negativt at betragte tab som intet andet end spild af liv. Når ethvert tab, uanset nummer i rækken, er en tragedie blottet for mening og formål, bliver det afgørende, som Clausewitz netop understreger, at man vil sit mål. Og at man derfor på forhånd har gjort sig bekendt med risikoen for netop uerstattelige tab, menneskelig fornedrelse og ubeskrivelig smerte og sorg. Det er ikke de faktiske tab, der skal være resultatet værd, men målet der skal være de potentielle tab værd. Den enarmede tyveknægt kommer derfor også til kort, fordi det forudsættes, at gevinsten (resultatet) kan give værdi til indskuddet. I krig er ”indskuddet” tabt for altid uanset resultatet. I sammenhæng med tab er sejr eller nederlag objektivt set uden betydning. Subjektivt set har det selvfølgelig en stor betydning, hvilket den amerikanske mindekultur for blandt andet Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen eksempelvis illustrerer. I Anden Verdenskrig, der endte med sejr, døde ca. 400.000 amerikanske soldater. På Anden verdenskrigs-monumentet i Washington er dette markeret med en stjerne for hver 100 tab samt inskriptionen: ”Here we mark the price of freedom”. Modsat er navnene på de næsten 60.000 soldater, der døde under og efter den fejlslagne Vietnamkrig, bogstaveligt talt mejslet i granit uden nogen eksplicit reference til resultatet. Med Clausewitz’ teori betyder tabene i begge krige det samme, da de i begge tilfælde ikke bidrog til sejren. I Anden Verdenskrig var de i stedet uden betydning, da det til trods for store tab endte med en sejr, mens de i Vietnamkrigen medvirkede til nederlaget. Var Afghanistan blevet et blomstrende demokrati, så havde tabene i denne krig altså heller ikke være mere værd, ligesom de heller ikke er mindre værd i lyset af det nuværende resultat. Det er akkurat tanken om værdi, der er forkert. Tab har ikke værdi, og konsekvenserne ved at forsøge at værdifastsætte dem er netop illustreret ved Captain Millers dehumaniserende rationale, der fører til, at der gøres vold på grundlæggende principper om livets egenværdi, eller at det i bedste enarmede tyveknægts-stil pludseligt kan blive styrende for beslutninger, at resultatet skal give værdi til tab.
Forsvarets motto indkapsler ovenstående perspektiv på fornemt vis. ”Fordi noget er værd at kæmpe for” er akkurat ikke det samme som, at noget er værd at dø for. At kæmpe og dermed at indgå i kampen indeholder til gengæld en allestedsnærværende og ikke-eliminerebar risiko for tab. Relationen mellem tab og mål, det vil sige det noget, der er værd at kæmpe for, er derfor sådan, at det er tabene, faktiske eller potentielle, der siger noget om, hvor vigtigt målet er og ikke omvendt.
”Har det været tabene værd”, og særligt hvis spørgsmålet ændres til nutid: ”er det tabene værd”, bliver således alligevel et relevant og centralt spørgsmål, der konstant må stilles forud for og i forbindelse med anvendelsen af militær magt. Det tjener som et evalueringsspørgsmål, der kan holde én skarp på det, man prioriterer og værdsætter. Det formål man har sat sig for med krigen som redskab. Risiko for såvel tab som nederlag i kampen giver betydning og understreger værdien, at det man vil opnå. Og med Clausewitz’ perspektiv må det accepteres, såfremt militær magt skal være et relevant værktøj i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse.
Accept er imidlertid ikke det samme som en deterministisk indstilling til død og lemlæstelse i krig. Selvfølgelig ikke. At tab er kontraproduktive og meningsløse, betyder akkurat, at tab i videst muligt omfang skal undgås. Det er en pointe i Vom Kriege, der i sin helhed handler om, hvordan man vinder krige ved at blive så god som mulig til at kæmpe. Modsat indskuddet i den enarmede tyveknægt, der er statisk og livløst, og nemt kan sammenlignes med tab, er ”indskuddet” i krig dynamisk og levende. Soldater kan netop trænes og uddannes, så de bliver bedre til at kæmpe. ”Kriegsgewohnheit”[20] kaldte Clausewitz det højeste niveau for militær faglighed, og selvom niveauet kun er tilgængeligt i krig, er det akkurat hans pointe, at det skal tilstræbes gennem uddannelse og træning, og især gennem evnen til kritisk at udlede ens eget medansvar i afgørende situationer under såvel øvelser som indsættelser: hvor og hvordan, var man ikke god nok, osv.? Man kan ikke styre modstanderen, men man kan styrke sig selv ved at blive bevidst om egne begrænsninger og træne dem.[21] Det er vigtigt at huske på, at man sjældent bliver bedre end den uddannelse, man gennemfører. De menings- og formålsløse tab minimeres først og fremmest på øvelsespladsen og i de militære uddannelser og derefter på kampladsen. Men i sig selv har tab ingen indvirkning på om noget er – eller har været – værd at kæmpe for.
[1] I denne artikel anvendes Vom Kriege (Om krig) på originalsproget som den foreligge i 5. udgave fra Ullstein Buchverlage GmbH, Berlin 2008. Direkte citater er oversat til dansk i teksten mens de fremgår af slutnoterne på originalsprog med reference til sidetal i parentes. Enkelte gange er der citeret på tysk. Her vil en dansk oversættelse fremgå af noterne herunder. Alle oversættelser er mine.
[2] Clausewitz opstiller sin teori i kapitel 1 Was ist der Krieg? af bog 1, der har titlen Über die Natur des Krieges. Vom Kriege består i ovennævnte udgave af i alt 9 bøger, som behandler forskellige emner inden for krig og krigsførelse. Gennemgangen af Clausewitz’ teori er baseret på kapitel 1, af bog 1 (s. 27-46). Enkelte gange er der refereret til andre kapitler i bog 1, da de efterfølgende kapitler uddyber pointer fra det første kapitel.
[3] Hendricks, Vincent F., og Pelle G. Hansen. Oplysningens blinde vinkler: en åndselitær kritik af informationssamfundet. Samfundslitteratur, 2011, s. 151-170
[4] ”das Wirken einer lebendigen Kraft auf eine tote masse“ (Clausewitz, s. 30)
[5] Clausewitz anvender benævnelsen ”Krieg” både når han taler om krigen som et samlet fænomen, men også når han taler om krigen, som den egentlige militære handling. Se eksempelvis referencen til krigens formål i punkt 2 ”Definition” i kapitel 1 (s. 27), hvor formålet (Zweck) både omtales som definerende for krigen, men også som noget der ligger uden for krigen. Jeg synes selv at en sondring mellem krigens handling og krigens formål, der begge jf. Clausewitz er en del af krigen, skabes bedst ved at referere til kampen og formål. Kampen har sit eget mål (se note 8), mens krigen som helhed har et andet. Det første kalder Clausewitz også ”Ziel” mens det andet benævnes som ”Zweck”. Krigens vilkår er min tolkning af ”der Atmosphäre des Krieges” og den ”allgemeiner Friktion” (s. 89).
[6] ”wunderliche Dreifältigkeit” (Clausewitz, s. 46)
[7] ”blinder Naturtrieb” (Clausewitz, s. 46)
[8] ”At gøre fjenden forsvarsløs” (Clausewitz, s. 29))
[9] ”ursprünglichen Gewaltsamkeit” (Clausewitz, s. 46)
[10] ”Solange ich den Gegner nicht niedergeworfen habe, muß ich fürchten, daß er mich niederwirft, ich bin also nicht mehr Herr meiner, sondern er gibt mir das Gesetz, wie ich es ihm gebe.” (Clausewitz, s. 30)
[11] Sammenlign fx en given soldats tjeneste med en elitesportsudøver. Sidstnævntes hele livsførelse er indrettet og styret af det præstationskrav den givne sport diktere. Alle elitesportsudøvere indgår i en duel, hvor de på afstand presser hinanden udi ekstreme træningsformer, asketiske livsførelse og endda doping og snyd (selvfølgelig ville Clausewitz nok sige), for at vinde over hinanden når duellen bliver til kamp (svømning, fodbold, sejlsport, boksning mv.).
[12] ”dem bloßen Verstande” (Clausewitz, s. 46)
[13] Mariager, Rasmus, og Anders Wivel. Hvorfor gik Danmark i krig?: København, 2019. s. 22-23
[14] ”spiel der Wahrscheinlichkeiten und des Zufalls” (Clausewitz, s. 46)
[15] Med rikochetterende refereres der til den proces hvor et projektil, der indledningsvist følger en almindelig projektilbane, rammer en hård genstand, som kaster projektilet ud i en ny retning. Projektilet kan skifte retning indtil det løber tør for inerti eller absorberes af et blødere materiale.
[16] ”ein freien Seelentätigkeit” (Clausewitz, s. 46)
[17] Se beskrivelsen af krigsgeniet ”Der Kriegerische Genius” i Clausewitz, s. 61-80.
[18] ”besteht nicht aus einem einzigen Schlag ohne Dauer”(Clausewitz, s. 32)
[19] Væsentlige dele af bog 1 er faktisk dedikeret til at beskrive fænomenet ”Friktion”. Se siderne XXX-XXX
[20] ”Tilvænning til krig” eller ”at blive fortrolig med krigen” (Clausewitz, s. 89-90).
[21] Se eksempelvis Clausewitz’ beskrivelse af metode og kritik i kapitel 4 og 5 i bog 2, side 123-148.
