Log ind

Har Danmark et body bag syndrom?

#

Body bag syndromet

Body bag syndromet” – de vestlige regeringers frygt for den folkelige reaktion  på tab ‐ er i sin nuværende form et barn af Vietnamkrigen. Amerikanske  beslutningstagere drog den lære af Vietnam, at den amerikanske befolkning  ikke ville acceptere tab i krige, som ikke vedrørte deres sikkerhed direkte. De  blev siden bekræftet i denne tro af de mislykkede interventioner i Libanon og  Somalia.1 Den amerikanske tilbagetrækning fra Somalia fik syndromet til at  sprede sig til de øvrige vestlige lande. Operationen efterlod det indtryk, at en  medieskabt folkestemning (CNN effekten) først pressede Præsident Bush ind i  Somalia for så derefter at presse Præsident Clinton ud igen.2 Læren fra Somalia  blev følgelig, at tab automatisk skaber et uimodståeligt folkeligt pres for  tilbagetrækning, og at tab kan få folkestemningen til at vende på en tallerken.   Konsekvensen blev ikke overraskende, at de vestlige regeringer blev meget  tilbageholdende med at sende deres soldater på operationer, som ikke så ud til  at kunne afsluttes hurtigt med få tab. Frygten for tab gjorde det umuligt at  bremse folkemordet i Rwanda i tide, og generelt kunne de vestlige regeringers  vilje til at sende soldater til Afrika ligge på et meget lille sted.3 Body bag  syndromet ytrede sig endvidere ved, at de vestlige regeringer begyndte at  prioritere egenbeskyttelse (force protection) meget højt, indførte restriktive  regler for magtanvendelse (rules of engagement), og nægtede at lade deres  styrker påtage sig farlige opgaver.4 Bekymringen for tab ses endvidere af, at  NATO lagde body bag syndromet til grund for sit arbejde med at udvikle en  doktrin for fredsstøttende operationer. Følgende passage kan findes i et sidste  udkast fra 1998:  

“It is a reality, proven through experience, that whilst national publics  expect action to be taken to end conflict or human suffering, they expect such  action to involve minimum cost in terms of fiscal and materiel resources as well  as human life ... In political terms, this expectation translates itself into to the  cliché of conducting a “no casualties operation”.5  

At bekymringen for tab gik udover NATOs effektivitet på Balkan, er der  talrige eksempler på. I Bosnien lagde NATO’s IFOR‐styrke ud med at se den  anden vej, mens serbiske ekstremister fordrev de tilbageblevne serbere fra  Sarajevo i starten af 1996.6 Frygten for tab var længe den primære årsag til, atalliancen ikke gjorde noget for at pågribe de bosnisk serbiske ledere, Radovan  Karadzic og Ratko Mladic, som krigsforbryderdomstolen i Haag har sigtet for  krigsforbrydelser.7 Frygten for tab var endnu tydeligere i forbindelse med  Kosovokrigen, hvor ønsket om at holde nullet blev styrende for krigsindsatsen:  kamptropper blev udelukket fra starten, NATOs fly fik ikke lov at angribe i lav  højde, og brugen af Apachehelikoptere blev også anset for at være for risikabel  af Pentagons ledelse.8 Endelig forhindrede frygten for tab også alliancen i at  sætte en effektiv stopper for kosovoalbanske ekstremisters forsøg på at  destabilisere Makedonien i foråret 2001 – bestræbelser, som var uhyggelig tæt  på at udløse en ny borgerkrig.9  

Nu er det selvfølgelig ikke fair at behandle alle NATO landene under ét, da  body bag syndromets styrke varierer fra land til land. Amerikanerne har uden  tvivl været hårdest ramt, mens briterne og franskmændene umiddelbart synes  mindst påvirkede. Hvor USA hang i bremsen i forhold til Bosnien, Rwanda og  Kosovo, skiftedes briterne og franskmændene til at hoppe på speederen.  Frankrig intervenerede alene i Rwanda og pressede som det første land på for  at få landtropper indsat i Bosnien. Storbritannien førte an i kampagnen for  landtropper i Kosovo og intervenerede alene i Sierra Leone i 2000.10  

Danmark har hidtil været forskånet for tab i større målestok i forbindelse  med sit voksende internationale engagement siden starten af 1990erne. Derfor  er det et åbent spørgsmål, hvordan de danske beslutningstagere og  befolkningen vil reagere, såfremt det værste skulle ske, og tabene begynder at  stige? Dette spørgsmål trænger sig på, fordi tendensen i retning af øget dansk  krigsdeltagelse (Kosovo, Afghanistan og Irak) øger risikoen for tab. Denne  tendens ser ud til at fortsætte, da både regeringens sikkerhedspolitiske  redegørelse (Bruhn‐rapporten) og Forsvarskommandoens militærfaglige  oplæg til en ny forsvarsstruktur anbefaler, at forsvaret øger sin kapacitet til at  deltage i krigsoperationer i første bølge.11  

Spørgsmålet lader sig imidlertid ikke uden videre besvare, da de danske  tab til dato har været meget små, og fordi der ikke er lavet nogen (offentligt  tilgængelige) systematiske analyser af, hvor følsomme danskerne er overfor  tab. De to forskere, som har forholdt sig til spørgsmålet, tvivler på, at  danskerne er parate til at acceptere højere tab. Ifølge Christopher Coker  mangler danskerne en ligposekultur og har ingen sans for værdien af militære  midler i udenrigspolitikken, medmindre de har indlysende humanitære  begrundelser. Denne opfattelse begrunder han med Danmarks lave  forsvarsbudget og indsatsen under Kosovokrigen, hvor de danske F‐16 jagere  fly fløj patrulje over Adriaterhavet det meste af tiden.12 Nu kan man jo sætte  spørgsmålstegn ved, om Coker ved, hvad han taler om? Årsagen til, at de  danske fly primært befandt sig ude over Adriaterhavet, var jo tekniske mangler, ikke frygt for tab. Tværtimod blev det anset for flovt, at Danmark ikke kunne  være med i første linie.13 Men Cokers pointer, at danskerne kun vil acceptere  humanitært begrundede krige og ikke har vænnet sig til tab ligesom Frankrig  og Storbritannien, kan ikke afvises uden videre. En dansk ekspert deler således  Cokers syn på Danmark som en civilmagt og tvivler på, at udviklingen i retning  af øget krigsdeltagelse kan opretholdes. Sten Rynning underbygger sit  argument med at pege på, at Socialdemokratiet og det Radikale Venstre fandt  bidraget til Operation Enduring Freedom “for hårdt” (F‐16 og specialstyrker) og  hellere havde bidraget med styrker til fredsbevarelse og genopbygning.14 De to  partier udtrykte samme bekymring i forbindelse med Irakkrigen, inden de  sagde fra,15 og den ligger også til grund for den noget karikerede diskussion,  om forsvaret fremover hovedsagelig skal struktureres som tæskehold eller  humanitær nødhjælpsarbejder.16  

Denne uenighed tyder på, at det kan blive vanskeligt at skabe konsensus  om øget dansk deltagelse i krigsoperationer, som ikke kan legitimeres  humanitært, og at stigende tab i forbindelse med krigsoperationer kan give  bagslag og ødelægge den enighed, som har kendetegnet dansk forsvars‐ og  sikkerhedspolitik i 1990erne. At tab må påregnes lader de canadiske, italienske  og spanske erfaringer fra Afghanistan og Irak imidlertid ingen tvivl om.17 De  viser, at der er en øget risiko forbundet med at deltage i krigsoperationer og  fredsstøttende operationer, der sker i forlængelse heraf.  

Coker og Rynnings vurderinger bygger imidlertid på et så usikkert  grundlag, at vi reelt ikke ved, hvordan danskerne vil reagere på højere tab,  fordi ingen af dem har foretaget egentlige analyser af de danske erfaringer. For  at gøre os klogere vil denne artikel foretage en systematisk analyse af, hvor  følsomme danskerne har været overfor tab efter afslutningen på den kolde  krig. Denne analyse vil så blive brugt som grundlag for at vurdere, hvordan  højere tab vil påvirke Danmarks internationale engagement.

Argumentet i artiklen er, at teorien bag body bag syndromet ikke holder.  Der er ikke nogen direkte sammenhæng i mellem tab og den folkelige  opbakning til en given operation. Den folkelige reaktion på tab afhænger af  tre faktorer: politisk lederskab, elite enighed og formål/udsigt til succes. Den  danske befolknings store støtte til det internationale engagement og accepten  af de tab, der er indtruffet til dato, kan forklares med tilstedeværelsen af disse  tre faktorer, og det tyder på, at den vil være parat til at acceptere højere tab  som led i kampen mod terror. Forudsætningen er, at disse tre faktorer også er  til stede fremover.  

Artiklen er delt i tre. Første del sætter fokus på de danske  beslutningstagere og undersøger, i hvilken grad frygten for tab har haft  betydning for beslutninger om at bidrage til fredsoperationer, udformningen af retningslinier for brug af danske enheder i internationale operationer, og  viljen til at udføre risikable opgaver, så som anholdelsen af eftersøgte  krigsforbrydere. Anden del ser på befolkningens følsomhed for tab. Denne  følsomhed analyseres på baggrund af den nyeste forskning på området, som  peger på, at de vestlige befolkninger er mere tolerante overfor tab, end teorien  om body bag syndromet antager. Artiklens tredje del retter blikket mod  fremtiden og giver et bud på, hvordan befolkningen vil reagere på stigende  tab, og hvad danske beslutningstagere kan gøre for at bevare den brede  politiske og folkelige opbakning til Danmarks internationale engagement.  

 

Hvor stor er de danske beslutningstageres frygt for tab?  

Det er svært at give et præcist svar på dette spørgsmål af to årsager. Den første  er, at det kan diskuteres, hvor stor frygten for tab skal være, før det er rimeligt  at karakterisere den som et body bag syndrom. At frygte tab er ikke  problematisk i sig selv. Det er enhver regering og militær chefs pligt at gøre,  hvad de kan for at minimere den risiko, som deres soldater og civilbefolkningen  i operationsområdet udsættes for. Problemet opstår først, når frygten for tab  bliver så stor, at egenbeskyttelse stiller sig i vejen for den mission, som  soldaterne er sendt ud for at løse. For at bedømme om de danske  beslutningstagere har ligget under for body bag syndromet, vil jeg derfor lede  efter eksempler på, at danske beslutningstagere (politikere og militære chefer)  har undladt at løse deres opgaver på samme måde, som det var tilfældet med  NATO i eksemplerne ovenfor.

Det andet problem er, at det kan være svært at afgøre, hvor stor en rolle  frygten for tab har spillet i en given situation. Det skyldes dels, at det for en  udenforstående kan være svært at gennemskue, hvad der ligger til grund for  udsendelsen af soldater, udformningen af retningslinier for magtanvendelse og  løsningen af konkrete opgaver. Dels at sådanne beslutninger altid vil blive  retfærdiggjort med andre begrundelser end frygten for tab. For at komme ud  over det problem, vil jeg holde mig til beslutninger, som blev kritiseret for at  lægge for stor vægt på risikoen for tab

Denne fremgangsmåde sikrer, at body bag problemet ikke overdrives. Til  gengæld kan den betyde, at jeg kommer til at undervurdere det, fordi frygten  for tab også kan have ligget til grund for beslutninger, som ikke blev kritiseret  offentligt.  

For at sætte de kontroversielle episoder i perspektiv vil jeg indledningsvis  give en overordnet karakteristik af den danske indsats i 1990erne.  Sammenligner man den danske indsats med andre vestlige landes, er der ikke  noget, der tyder på, at danskerne er mere tilbageholdende end gennemsnittet,  tværtimod. Danmark har haft en meget høj profil på Balkan, og de danske soldater i Bosnien og Kosovo får generelt et godt skudsmål for deres indsats.  Mens adskillige andre vestlige lande er blevet beskyldt for at være for passive,  det gælder amerikanerne i alle Balkan operationerne, italienerne i Kosovo,18  finnerne i IFOR/SFOR perioden,19 franskmændene i Mitrovica,20 spanierne i  Mostar,21 og tyskerne i både Bosnien og Kosovo,22 så er danske kontingenter  ofte blevet rost for at optræde proaktivt og robust.23 I Bosnien blev  kampvognseskvadronen i kølvandet på Operation Bøllebank og et par andre  konfrontationer med serberne direkte beordret til at holde en lavere profil.24  Danmarks forgæves bestræbelser på at skabe international opbakning til en  intervention i Albanien i foråret 1997,25 og indsættelsen af specialstyrker i  Afghanistan peger heller ikke i retning af, at danske beslutningstagere lider af  et body bag syndrom.  

Der er imidlertid heller ikke noget, der tyder på, at danske  beslutningstagere er lige så risikovillige som deres engelske og franske  kollegaer. Danmark afslog anmodninger om at bidrage til de humanitære  interventioner i Nordirak (1991) og Somalia (1992) og sagde også nej til en  anmodning fra FN om at bidrage til en fredsstyrke for at standse folkemordet i  1994. Danmark pålagde ligesom de fleste andre lande geografiske  begrænsninger på sine enheder i Bosnien, og ordrer om at bidrage til  operationer udenfor disse områder blev afvist ved flere lejligheder. Et ønske fra  UNPROFORs øverstkommanderende om at få de danske kampvogne i Tuzla  sendt til Sarajevo blev f.eks. afvist i 1994. 26 Da der ikke er offentligt  tilgængeligt materiale, som belyser denne beslutning, vil jeg i stedet se  nærmere på en beslutning om at sige nej til at forstærke den canadiske  bataljon i Kroatien med et pansret kompagni i september 1993. Canadierne  havde fået ordre til at tvinge en kroatisk enhed ud fra Medak lommen, efter at  den havde indtaget tre serbiske landsbyer og foranstaltet en massakre på  indbyggerne. Den officielle begrundelse for det danske afslag var, at Medak  lommen lå udenfor det danske operationsområde.27 Den reelle var, at  operationen blev anset for at være for risikabel, og at de danske soldater ikke  var uddannet og udrustet til angrebsoperationer. Enden på det hele blev, at  canadierne i stedet blev forstærket med franske og polske enheder. Oberst  Bjarne Hesselberg, der var chef for SEKTOR NORD/UNPROFOR i perioden  marts 1993‐marts 1994, var uenig i beslutningen. Han følte, at den blev taget  på et uklart og forkert grundlag og skammede sig over at måtte bede enheder  fra andre lande om at udføre det ”beskidte arbejde”.28 Enden på det hele blev,  at kroaterne blev smidt ud med et regulært angreb.29  

Et andet eksempel, der lugter af body bag syndrom, finder vi i 1997, hvor  den daværende chef for de danske styrker i Bosnien, brigadegeneral Jørgen  Hansen‐Nord, egenhændigt indførte en bureaukratisk procedure, der gjor det umuligt at anvende danske jægersoldater udstationeret i Bosnien til at jage  krigsforbrydere med. Beslutningen blev begrundet med, at det ikke var  ”soldaternes opgave at fange krigsforbrydere”. Denne fortolkning af mandatet  var i klokkeklar modstrid med den danske regerings politik på området, og det  er nærliggende at få den tanke, at hensynet til egenbeskyttelse spillede en  væsentlig rolle herfor.30

Det næste eksempel på, at danske beslutningstagere ryster på hånden,  finder vi i Kosovokrigen, hvor regeringen var så bange for at miste den folkelige  opbakning, at den i lighed med de andre NATO lande ikke turde tage ordet krig  i sin mund. I stedet blev krigen præsenteret som en ”militær operation med et  humanitært sigte”, hvilket ikke overraskende gav anledning til kritik.31 I og med  at de øvrige NATO lande anlagde samme linie, kan dette eksempel ikke bruges  til at vise, at danske politikere lider af et body bag syndrom. Når jeg alligevel  har taget det med, er det fordi det dokumenterer den modvilje mod ”krig”, som  Coker og Rynning ser som en væsentlig barriere for øget dansk krigsdeltagelse.  

Det sidste eksempel er hentet fra udsendelsen af det danske SHIRBRIG  kontingent til Eritrea/Etiopien i 2000. Her spillede frygten for tab en væsentlig  rolle i beslutningsprocessen, men den forhindrede ikke udsendelsen. At netop  denne operation skulle give anledning til frygt kan undre i og med, at der var  tale om en klassisk fredsbevarende operation mellem to lande, som havde  afgjort deres mellemværende på slagmarken. Landene ringede derefter til FN  og bad om en at få indsat en styrke til skille deres to hære ad. Operationen  viste sig da også at blive ”ren ferie”.32 Selv om sikkerhedssituationen var den  bedste i mands minde for en FN operation, var statsministeren og hans  departementschef, hvis man ellers skal tro kilder i Forsvarsministeriet og  Udenrigsministeriet, alligevel så bekymrede for, hvordan befolkningen ville  reagere på eventuelle tab, at beslutningen om at udsende soldaterne blev  udskudt, så sikkerhedssituationen kunne blive vurderet en ekstra gang.33 Dansk  Folkeparti delte statsministerens bekymring for sikkerheden og stemte imod  operationen. Peter Skaarup, partiets ordfører, havde heller ikke glemt Somalia:   ”Jeg tror ikke, der er opbakning i befolkningen til at sende soldater ned i 50  graders varme. Vi så, hvad der skete i Somalia.”34  

Set under et giver disse eksempler ikke grundlag for at hævde, at frygten  for tab har spillet en afgørende rolle i udformningen af Danmarks  internationale engagement. Men der er heller ikke grundlag for at afvise Coker  og Rynnings formodning om, at danske beslutningstagere vil opgive kursen  mod øget krigsdeltagelse, såfremt den resulterer i højere tab. Bekymringen for  hvordan befolkningen vil reagere på tab er tydelig, og det sidste eksempel  tyder på, at Somalia lurer i baghovedet. Spørgsmålet er imidlertid, om danske beslutningstagere har så stor grund til bekymring, og om den danske  befolkning er så følsom over for tab, som de tilsyneladende går og tror.

 

Den folkelige accept af tab er større  end body bag syndromet antager

For at vurdere den danske befolknings følsomhed for tab må vi først slå et slag  omkring den seneste forskning for at forstå, hvordan de vestlige befolkninger i  virkeligheden reagerer på tab. Teorien bag body bag syndromet holder nemlig  ikke. Body bag syndromet dækker som nævnt over den antagelse, at (vestlige)  befolkninger ikke vil tolerere tab i konflikter, som ikke udgør en direkte trussel  mod deres egen nationale sikkerhed, og at den folkelige opbakning til brug af  magt i sådanne situationer derfor vil forsvinde, når deres soldater begynder at  komme hjem i ligposer.35  

Enkelte forskere er gået endnu videre og har argumenteret for, at de  vestlige befolkninger ikke længere vil tolerere tab under nogen  omstændigheder, heller ikke når den nationale sikkerhed er truet. Edward  Luttwak er den mest fremtrædende fortaler for dette synspunkt. Han har  argumenteret for, at de lave fødselsrater i Vesten har gjort tab i alle typer af  konflikter uacceptable.36 At det argument ikke holder illustreres af den  amerikanske befolknings accept af tabene i krigen mod terror.37 Opbakningen  til krigen mod terror er fortsat høj i den amerikanske befolkning til trods for, at  de amerikanske tab i Afghanistan og Irak i slutningen af januar 2004 havde  passeret 600 dræbte.38 Falklandskrigen peger i samme retning. Her  accepterede den britiske befolkning et tab på 236 soldater for at få øerne  tilbage.39

Den mindre vidtgående antagelse, at befolkningerne er allergiske for tab i  konflikter, som ikke truer deres nationale sikkerhed, har mere på sig.  Kombinationen af forholdsvis lave tab og faldende folkelig opbakning har  således resulteret i tre vestlige tilbagetrækninger i nyere tid. Tabet af 241  marinesoldater i oktober 1983 som følge af et selvmordsangreb fik USA til at  forlade Libanon året efter, og historien gentog sig ti år senere, hvor tabet af 18  soldater udløste tilbagetrækningen fra Somalia i 1994. Samme år var 10 døde  soldater nok til at få Belgien til at trække sig ud af Rwanda. At fænomenet ikke  kun er af nyere dato illustreres af, at stigende tab foranlediget af en israelsk  terrorkampagne også bidrog til den britiske beslutning om at trække sig ud af  Palæstina i 1948.40

Det er de tre nyeste tilbagetrækninger, som har givet næring til antagelsen  om, at de vestlige befolkninger ikke længere vil tolerere tab. Det er imidlertid  et spinkelt grundlag at bygge en teori på, og det er forholdsvist nemt at finde  cases, som sår tvivl om den automatiske sammenhæng mellem tab og faldende folkelig opbakning. Et flertal af den franske befolkning blev således  ved med at støtte det franske engagement i Bosnien selvom 54 franske  soldater blev dræbt og over 600 såret i 1992‐95. Det samme var tilfældet i  Storbritannien, der mistede 18 soldater og fik 38 alvorligt såret.41  

Den nyere forskning viser da også, at der ikke er nogen direkte og  automatisk sammenhæng mellem tab og folkelig opbakning.42 Den peger i  stedet på, at den folkelige reaktion på tab, udover tabenes størrelse,  bestemmes af tre faktorer: politisk lederskab, grad af politisk enighed og  formål/udsigt til succes i den pågældende operation.  

Det er for det første af betydning, om den politiske ledelse gør en aktiv  indsats for at mobilisere og fastholde den folkelige opbakning til en given  militær operation. Kravene til politisk lederskab i så henseende stiger i takt  med, at brugen af militær magt bevæger sig væk fra nationalt selvforsvar.  Selvvalgte krige, der udkæmpes af humanitære eller idealistiske årsager, er alt  andet lige sværere at retfærdiggøre end nødvendige krige, som udkæmpes for  at forsvare nationens fortsatte eksistens. Når nationens sikkerhed ikke står på  spil, skal den folkelige opbakning skabes og holdes ved lige, og det er vigtigt at  forberede befolkningen på mulige tab og forklare, hvorfor de er nødvendige og  acceptable. Det forsømte de amerikanske præsidenter i både Libanon og  Somalia. Hverken Præsident Reagan eller Præsident Clinton havde gjort noget  særligt for at bremse det fald i både folkelig og politisk opbakning til  operationerne, som havde fundet sted, inden tabene indtraf. Som følge heraf  var det umuligt for dem at forhindre opbakningen i at falde yderligere, da det  gik galt.43  

Graden af elite enighed viser sig også at være vigtig for den folkelige  reaktion på tab. Hvis en enig politisk elite bakker op om en operation, når der  sker tab, vil befolkningen i de fleste tilfælde også gøre det. Fører tab derimod  til elite uenighed og krav om tilbagetrækning fra nogle politikere og  opinionsledere (kommentatorer og eksperter i medierne), vil denne splittelse  brede sig til befolkningen og få opbakningen til at falde. Forskningen peger  således på, at befolkningens reaktioner i høj grad afhænger de politikere og  opinionsledere, som de normalt lytter til.44

Betydningen af politisk enighed understreges af både Libanon og Somalia  operationerne. Operationerne havde delt både befolkning og politikere  allerede inden tabene fandt sted. Tabene forstærkede den indenrigspolitiske  uenighed og resulterede i et voksende politisk pres på præsidenten for at  trække de amerikanske soldater hjem.45 Der var i begge tilfælde en  sammenhæng mellem voksende uenighed i eliten og faldende folkelig  opbakning. Denne sammenhæng finder vi også udenfor USA. I 1946‐47 førte  voksende tab som følge af israelske terrorangreb til politisk uenighed om britiske tilstedeværelse i Palæstina. Tabene fik Winston Churchill, lederen af  den konservative opposition, til at foreslå en hurtig tilbagetrækning, og han fik  hurtigt skabt folkelig opbakning til sit krav.46 De britiske og franske erfaringer  fra Bosnien er omvendt eksempler på, at befolkningen accepterer voksende  tabstal i operationer, som nyder bred politisk opbakning.   Selv om elite enighed således spiller en vigtig rolle for den folkelige  reaktion på tab, betyder det ikke, at en enig elite kan få sin befolkning til at  støtte en hvilken som helst operation. Det viser den folkelige modstand imod  det britiske engagement i Nordirland, der opstod som konsekvens af tabet af  102 britiske soldater i 1971‐72. De næste 20 år var et flertal af befolkningen  stort set konstant tilhængere af en tilbagetrækning fra Nordirland. Det kunne  støtten til en fortsat tilstedeværelse fra en enig britisk elite og en stabilisering  af tabstallene på et meget lavere niveau ikke ændre ved.47 Nordirland casen  understreger vigtigheden af, at soldaternes familier bakker op om et militært  engagement. Højlydte protester fra familierne anses nemlig for en vigtig årsag  til, at en enig britisk elite ikke kunne fastholde den folkelige opbakning til  denne operation.48  

En anden årsag til, at den britiske elite ikke kunne overbevise et flertal om  det fornuftige i at forblive i Nordirland, skal utvivlsomt findes i den tredje  faktor, som påvirker befolkningens reaktion på tab: formålet med en given  operation og om udsigten til succes står mål med risikoen. At formål og risiko  gør en forskel viser den britiske opinions syn på operationerne i Bosnien og  Nordirland i starten af 1990erne. Et flertal kunne ikke se formålet med at lade  britiske soldater blive dræbt af terrorister i Nordirland som led i bestræbelserne  på at bilægge en endeløs borgerkrig. Det modsatte var tilfældet med Bosnien,  hvor et flertal støttede ideen om, at de britiske soldater skulle bruge magt for  at få humanitær nødhjælp frem til civilbefolkningen.49 At opgavens karakter og  udsigten til succes gør en forskel, fremgår også klart af den amerikanske  befolknings syn på Somalia operationen. Mens der stort set gennem hele  operationen var flertal for en begrænset humanitær operation (udlevering af  mad og lignende humanitære opgaver), var der samtidig stort flertal imod  mere ambitiøse og risikofyldte opgaver (standse borgerkrigen og afvæbne  klanerne).50

Ifølge Bruce Jentleson er disse eksempler udtryk for en generel tendens.  Hans forskning viser, at den amerikanske befolkning i 1990erne var mere  positiv overfor humanitære operationer og indgriben mod aggressorer end  forsøg på at blande sig i, hvordan andre lande skal regeres.51  

Sammenfattende kan det altså konstateres, at tab ikke automatisk får  vestlige befolkninger til at vende sig mod operationer, som ikke berører deres  egen sikkerhed direkte. Den folkelige reaktion vil afhænge af, om regeringen har gjort en aktiv indsats for at sælge operationen, om operationen nyder bred  opbakning i eliten og soldaternes familier, om formålet appellerer til  befolkningen og om der er udsigt til succes. De vestlige befolkninger er således  ikke bare mere villige til at acceptere tab, end deres politikere generelt tror.52  De vestlige politikere har også haft en tendens til at undervurdere deres egen  evne til at påvirke den folkelige opinion. Philip Everts opsummerer synet på  body bag syndromet i den nyeste forskning meget præcist:   “The body bag syndrome in its simple straightforward form is largely a selfserving creation of politicians and journalists.”53  

 

Den danske befolknings syn på  det internationale engagement og tab 

Spørgsmålet er nu, om disse resultater også gælder i Danmark?  Meningsmålinger viser, at befolkningen bakker op om det internationale  engagement. Balkan operationerne har, som det fremgår af tabel 1, haft stor  støtte med 70% og derover, mens støtten er lavere til operationer uden for  Europa. Deltagelsen i sådanne operationer nyder dog også støtte fra over 50%  af befolkningen. Støtten til konkrete operationer (tabel 2) er noget lavere, men  tendensen går entydigt i retning af højere støtte, som 1990erne skrider frem.  

Det bemærkelsesværdige ved tabel 1 er, at det er lykkedes for de danske  politikere at overbevise befolkningen om, at deltagelsen i FN‐operationer ikke  er ren idealisme, men at den også styrker Danmarks nationale sikkerhed. FNoperationer bliver normalt betegnet som ren idealisme, men en del af  forklaringen på den store opbakning skal utvivlsomt findes i, at politikerne op  gennem 1990erne havde held til at få sikkerhedspolitiske og idealistiske  argumenter til at gå op i en højere enhed. Et tidligt eksempel herpå kan findes i  en kronik af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann‐Jensen fra 1992:

”Udviklingen i det tidligere Jugoslavien rummer også kimen til en anden ‐  og langt mere direkte ‐ trussel mod os. Hvis resten af Europa ser passivt til,  mens menneskerettigheder og mindretalsrettigheder bliver undertrykt i det  tidligere Jugoslavien, er det et signal til fremtidige stridende parter om, at  magtanvendelse betaler sig. Det eksempel kan hurtigt blive en trussel mod os  alle, hvis det får lov at brede sig ... Den handler om, at vi i Europa har nået et  civilisationsniveau, der ikke tillader os at ignorere krig i vor egen verdensdel.  Krigen på Balkan er ikke nogen fjern krig. Det er vore værdier, vor  samfundsform og i sidste ende vor frihed, der udfordres i det tidligere  Jugoslavien. Hvis vi ikke er rede til aktivt at forsvare disse værdier, undergraver  vi på længere sigt vor egen sikkerhed ... Krig og fred ikke længere kun er et  spørgsmål om forsvar af Danmarks grænser. Hvis stabiliteten i Europa skal  sikres ‐ og det skal den selvfølgelig ‐ er det nødvendigt, at vi er villige til at yde  en indsats. Vi skal medvirke til forebyggelse og bilæggelse af konflikter samt  bevaring af freden ‐ også i områder, der ikke ligger nær vore egne grænser.  Forholder vi os passive, risikerer vi at undergrave vor egen sikkerhed”.55  

rholder vi os passive, risikerer vi at undergrave vor egen sikkerhed”.55   Spørgsmålet er så, hvor holdbar denne kobling mellem idealisme og  sikkerhedspolitiske interesser er? Hvis tabene begynder at stige markant, er det immervæk stadig sværere at argumentere for det nødvendige i at  acceptere store tab langt væk hjemmefra, end det er på grænsen til ens eget  territorium.  

Den folkelige accept af tab har til dato været lige så markant, som  opbakningen til det internationale engagement. Elleve soldater blevet dræbt i  international tjeneste, siden Olfert Fisher satte kurs mod Golfen i 1990.56 Af  disse er fire døde i kamp, to ved påkørsel af miner, to ved færdselsulykker, og  tre ved en sprængningsulykke. Det er først og fremmest tabet af soldater i  kamp, som forventes at resultere i faldende opbakning, fordi den psykologiske  effekt er en anden, når de kan tilskrives ulykker, sygdom og andre ”normale”  årsager. Grundlaget for at vurdere danskernes reaktion på større tab i kamp er  derfor uhyre spinkelt, men det ændrer ikke ved, at reaktionerne til dato har  været meget klare og entydige. Opbakningen til det internationale  engagement har ikke været til at tage fejl af i de to værste episoder Danmark  har været udsat for: tabet af tre soldater i Kroatien i august‐september 1995  som følge af fjendtlig beskydning og tabet af yderligere tre soldater ved  sprængningsulykken i Kabul i marts 2002.  

Ser vi først på tabene i Kroatien i 1995, så kulminerede de 18. september,  hvor to soldater blev dræbt og otte såret. Det er de største tab, en dansk enhed  i international tjeneste er blevet påført på en enkelt dag siden 1948. Yderligere  seks soldater blev såret et par dage senere.57 Tabene førte ikke til krav om  tilbagetrækning og en revurdering af Balkanpolitikken. Det store flertal af  ledende politikere, lederskribenter og kommentatorer beklagede tabene men  støttede en fortsat dansk tilstedeværelse på Balkan. Fremskridtspartiet var  sammen med Ekstra Bladet ene om at kræve de danske soldater trukket ud.58  Men disse isolerede røster fandt ikke genklang i befolkningen, som fortsat  bakkede op omkring den danske Balkanindsats.  

Reaktionerne på sprængningsulykken i Kabul i 2002 var identiske. En enig  elite bakkede op om den danske indsats i Afghanistan. Tabene blev beklaget  som tragiske men accepteret som nødvendige, og vigtigheden af at fortsætte  Danmarks internationale engagement blev understreget.59 Til gengæld blev  forsvarets ledelse hårdt kritiseret for sin håndtering af ulykken, fordi det tyske  forsvarsministerium og internationale telegrambureauer var hurtigere ude med  meddelelsen om dødsfaldene end Forsvarskommandoen. Heller ikke denne  gang resulterede tabene i et fald i den folkelige opbakning til operationen eller  det danske internationale engagement.  

Den høje folkelige opbakning til Danmarks internationale engagement og  accepten af tabene er i overensstemmelse med den nyere forsknings  forventninger. Ser vi på målingerne i tabel 2, viser det sig nemlig, at opbakning  er høj, når de tre betingelser for folkelig opbakning er til stede og markant  lavere, når det ikke er tilfældet.

Ser vi først på målingerne med høj opbakning, så er de alle kendetegnet  ved en bred enighed i eliten, politisk lederskab med det formål at overbevise  befolkningen om, at Danmark havde en moralsk og sikkerhedspolitisk  interesse i at deltage i den pågældende operation, klare humanitære og/eller  sikkerhedspolitiske mål samt en rimelig udsigt til succes. Udover at gøre en  aktiv indsats for at skabe og fastholde den folkelige opbakning, lagde både  regeringer og opposition også vægt på at forberede befolkningen på tab. Et eksempel herpå er det konservative folketingsmedlem Helge Adam Møllers  advarsel fra oktober 1993:  

“Hvis vi ikke får baggrunden og ideen med at oprette denne internationale  enhed udbredt til hele befolkningen . . . også at det kan være farligere end  hidtil . . . og det skal vi ikke skjule, kan vi risikere at komme i utrolig store  vanskeligheder den dag, nogle af disse enheder kommer i kamphandlinger, og  hvor vi får dræbte eller sårede.”61

Den lave støtte til Golfkrigen og Irakkrigen lader sig også forklare.  Regeringens forslag om at lade Olfert Fischer deltage i Golfkrigen blev afvist af  et flertal af Folketinget,62 og Irakkrigen blev kun vedtaget med et snævert  flertal. I begge tilfælde afspejler uenigheden i eliten sig som forventet i  befolkningen. Betydningen af enighed i eliten understreges endvidere af den  store folkelige opbakning til udsendelsen af en fredsbevarende styrke til Irak  efter krigens afslutning, der blev støttet af et bredt flertal i Folketinget.

Operation Alba er den eneste operation, som falder noget udenfor det  forventede mønster. Den fik forholdsvis lav opbakning til trods for, at den blev  vedtaget af et stort flertal i Folketinget med 89 stemmer mod 20. Når den lave  opbakning alligevel lader sig forklare hænger det sammen med at operationen  blev udsat for hård kritik af begge fløje på Christiansborg og af uafhængige  eksperter. Fremskridtspartiet anså operationen for unødvendig, fordi der ikke  var “krig – kun rod” i Albanien, venstrefløjen var bange for, at operationen ville  støtte den siddende præsident, mandatet blev kritiseret for at være uklart, og  operationen blev også anset for at være alt for risikabel. 63 Somalia spøgelset  blev fremmanet, og daværende oberstløjtnant Lars R. Møller fandt det:   “tåbeligt at sende militære styrker til Albanien før, der var en politisk  løsning i sigte. Albanerne er nu vant til partisankrig. Vi risikerer, at hele bundtet  vender sig mod udsendte styrker, hvis der ikke er klare aftaler før  udsendelsen.”64  

Hertil kommer, at operationen ikke havde noget klart humanitært sigte.  Operationen havde i modsætning til Bosnien operationen ikke til formål at  undsætte en nødlidende civilbefolkning. Formålet med Operation Alba var at  bidrage til at genoprette lov og orden i hovedstaden Tirana, som var præget af  omfattende uroligheder og plyndringer. Alba kan derfor have forekommet  mere risikofyldt og mindre ædel end Bosnien operationen.  

Opsummerende kan det altså konstateres, at den danske befolkning har  opført sig som forventet. Kombinationen af politisk lederskab, elite enighed,  og operationer med klare formål og udsigt til succes har sammen med de lave  tab skabt grundlaget for den store folkelige opbakning, der har kendetegnet  Danmarks internationale engagement siden starten af 1990erne. Spørgsmålet er så, om opbakningen vil kunne fastholdes, såfremt øget krigsdeltagelse  resulterer i større tab?  

 

Accept af større tab i krig? 

Udviklingen i international politik efter angrebene på World Trade Center og  Pentagon 11. september 2001 har bidraget til at gøre tab mere acceptable på to  måder. For det første fremstår international terrorisme som en direkte trussel  mod Vesten og dermed dansk sikkerhed. For det andet har de tab, som vestlige  nationer har lidt i kampen mod terror i Afghanistan og Irak, bidraget til at gøre  tab ”normale” og dermed mere acceptable. Tab på op til tyve soldater gør ikke  længere det samme psykologiske indtryk, som det var tilfældet i 1990erne.

Denne udvikling skulle alt andet lige gøre danske beslutningstagere og den  danske befolkning mere modtagelige for tab, fordi de nye trusler gør det  lettere at argumentere for at tab er nødvendige, og fordi risikoen for tab nu er  så åbenlys, at de ikke vil have samme chokeffekt som tidligere. Betyder det så,  at man helt kan afvise Coker og Rynnings forudsigelse om, at de danske  beslutningstagere vil slå bak, hvis Danmark oplever tab i samme  størrelsesorden, som dem Italien har lidt i Irak?  

Hertil er svaret nej. De danske tab i 1990erne er for små til, at de kan  bruges som grundlag for skråsikre forudsigelser. Hertil kommer, at danske  beslutningstagere i lighed med deres vestlige kollegaer op gennem 1990erne  har vist sig at være mere følsomme overfor tab end befolkningen, fordi de har  undervurderet den folkelige vilje til at acceptere tab. Derfor kan det ikke  udelukkes, at danske politikere vil skifte kurs, hvis tabene stiger. Det er  imidlertid vigtigt at slå fast, at det er politikernes og ikke befolkningens  reaktioner, som vil være udslagsgivende. Hvis et enigt Folketing og en enig  dansk elite bliver ved med at bakke op om øget dansk krigsdeltagelse, selv om  tabene stiger markant, så forudsiger analysen her i artiklen, at befolkningen vil  følge trop.

En bred opbakning i eliten er nøglen til den øgede krigsindsats, som  regeringen lægger op til. Hvis regeringen ikke er i stand til at skabe bred  opbakning til sin politik, vil befolkningens støtte ikke kunne bevares. Det har  Irakkrigen allerede demonstreret. Selv om regeringen med hele sit arsenal af  spindoktorer gjorde sit bedste for at overbevise befolkningen om det rigtige i  at gå i krig, lykkedes det ikke at få et flertal til at støtte beslutningen. Politisk  lederskab, et klart sikkerhedspolitisk sigte, udsigt til militær succes og en  ønskemodstander, som ingen havde sympati for, kunne ikke opveje manglen  på enighed i den danske elite. Tab i Irakkrigen ville have givet bagslag for  regeringen, hvilket den godt var klar over. Det ligger i hvert fald lige for at tro,  at frygten for tab spillede en vigtig rolle for beslutningen i 11. time om at lajægersoldaterne blive hjemme. Risikoen for tab blev reduceret til et minimum  ved i stedet at sende en ubåd og en korvet.  

Danske beslutningstagere skal kort sagt følge samme opskrift, som de  gjorde i 1990erne, hvis de vil overbevise befolkningen om det nødvendige i at  acceptere de højere tab som et øget engagement i krigen mod terror kan  indebære:  

• gøre en aktiv indsats for at forklare befolkningen, hvorfor danske soldater  skal sendes i krig langt væk hjemmefra og forberede den på højere tab.  

• skabe og fastholde enigheden i den danske elite.  

• holde sig til operationer med et klart humanitært og/eller  sikkerhedspolitisk sigte.  

• holde sig til operationer med udsigt til succes.

ølger de danske beslutningstagere denne opskrift, er der intet, der tyder  på, at befolkningen ikke vil være villig til at acceptere større tab som følge af en  øget dansk krigsdeltagelse. Den danske deltagelse med F16 i Kosovo og med  F16 og jægersoldater i Afghanistan gav anledning til stolthed, ikke ubehag, og  det ville også have været tilfældet med Irakkrigen, hvis den var blevet ført med  et FN mandat i ryggen. 
 

Noter

Jeg vil gerne takke medlemmerne af Afdelingen for Sikkerhedspolitik og  Konfliktforskning ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Jesper  Jespersen for nyttige kommentarer til et tidligere udkast. Anna Riis‐Hedegaard  og Line Selmer Friborg skal også have en stor tak for effektiv  forskningsassistance.

1 Richard Holbrooke forklarede eksempelvis Pentagon’s frygt for mission creep  og tab i Bosnien med, at det amerikanske militær som følge af Vietnam og  Somalia havde pådraget sig et “Vietmalia syndrom.” Holbrooke, Richard, To  End a War: From Sarajevo to Dayton and Beyond (New York: Random House,  1998), s. 217.  

2 Se f.eks. Gowing, Nik, Real‐time Television Coverage of Armed Conflicts and  Diplomatic Crises: Does it Pressure or Distort Foreign Policy Decisions, Working  paper 94:1, John F. Kennedy School of Government, (June 1994), s. 68;  Shattuck, John, ‘Human Rights and Humanitarian Crises: policy‐Making and  the Media’, i Robert I. Rotberg og Thomas G. Weiss (red.) From Massacres to  Genocide: The Media, Public Policy, and Humanitarian Crises (Washington, D.C.: The Brookings Institution; Cambridge, MA: The World Peace Foundation,  1996), s. 174.  

3 Jakobsen, Peter Viggo, ‘FN’s fredsoperationer i Afrika i dag og i morgen’,  Militært Tidsskrift, 130:2 (marts 2001), s. 75‐97.  

4 De amerikanske kontingenter på Balkan fik skriftlige ordrer om, at force  protection gik forud for alt andet. Caniglia, Richard R., ‘US and British  Approaches to Force Protection’, Military Review, 81:4 (July‐August 2001), s. 77.  

5 Bi‐MNC Directive for NATO Doctrine for Peace Support Operations (NATO, Final  Draft 27 July 1998), s. 4‐5.

6 Holbrooke, To End a War, s. 335‐337.  

7 Lockwood, Christopher, ‘French ignore indicted Serbs’, The Daily Telegraph, 2.  august 1999; Weiner, Tim, ‘U.S. Drops Plan to Nab Accused Serbs’,  International Herald Tribune, 27. juli 1998, s. 1.  

8 Priest, Dana, ‘Risks and Restraint: Why the Apaches Never Flew in Kosovo’,  The Washington Post, 29. december 1999, s. A01.  

9 Perlez, Jane, ‘As Strife in Macedonia Rises, U.S. and NATO Shun Fight’, The  New York Times, 19. Marts 2001; Smith, R. Jeffrey, ‘Macedonia Girds for  Expanded Conflict, Reserves Activated To Counter Rebels, The Washington  Post, 19. marts 2001, s. A01; Smith, Michael, Ben Fenton og Anton La Guardia,  ‘American body‐bag syndrome is holding back Nato’, Daily Telegraph, 21. marts  2001.  

10 For en direkte sammenligning af de amerikanske og britiske tilgange til  egenbeskyttelse se Caniglia, ‘US and British Approaches to Force Protection’, s.  73‐81. Forskellene er også kommet til udtryk i de landes håndtering af  civilbefolkningen i Irak i 2003. Se Norton‐Taylor, Richard and Rory McCarthy,  ‘Coalition split over battle for hearts and minds’, The Guardian, 1. april 2003, s.  4.  

11 Redegørelse for de sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik  (København, Udenrigsministeriet, august 2003); PowerPoint briefing – det  militærfaglige oplæg (Vedbæk: Forsvarskommandoen, september 2003)  http://www.fko.dk/NR/rdonlyres/F801F664‐F49F‐4402‐9262FB142CA19690/0/2 [9 januar 2004].  

12 Ugebrevet Mandag Morgen, ‘Britisk ekspert: Danmark har intet at bidrage  med til EU‐forsvar’, Nr. 44 (13 december 1999), s. 28‐33.  

13 Jakobsen, Peter Viggo, ‘Denmark at War: Turning Point or Business as  Usual?’, i Bertel Heurlin og Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy  Yearbook 2000 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2000), s. 79.

14 Rynning, Sten, ‘Crusading for Democracy: Danish Security Policy after  September 11’, i Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2003  (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2003), s. 36‐37. Se også Petersen,  Nikolaj, ‘Den tro allierede: Danmark og 11. september’, i Mehdi Mozaffari (red.)  11. september: Internationale konsekvenser og perspektiver (Århus: Systime,  2002), s. 125‐126.  

15 Ritzaus Bureau, ‘S frygter at dansk Irak‐profil bliver for høj’, Berlingske  Tidende, 2. februar 2003, s. 4.

16 Brøndum, Christian, ‘Dronningens tæskehold’, Berlingske Tidende, 18. januar  2004, Magasin, s. 7; Rasmussen. Mikkel Vedby, ‘Krudt og kugler. Skal det  danske militær fremover være en højskole eller et tæskehold?’, Politiken, 7.  januar 2004, 2. section, s. 5.  

17 I Afghanistan mistede Canada fire soldater og fik otte såret som følge af en  amerikansk fejlbombning i april 2002. I Irak kostede et bilbombeangreb Italien 19 dræbte og 20 sårede i november 2003. Et angreb senere samme måned i  Baghdad kostede Spanien syv dræbte og en såret.  

18 Lawyers Committee for Human Rights, A Fragile Peace: Laying the  Foundations for Justice in Kosovo (New York: Lawyers Committee for Human  Rights, October 1999); Erlanger, Steven, ‘Chaos and Intolerance Prevailing in  Kosovo Despite U.N.'s Efforts’, The New York Times, 22. november 1999, s. A1.  

19 Se kapitel 4 i Peter Viggo Jakobsen, The Nordic Approaches to Peace  Operations After the Cold War: A New Model in the Making? (London: Frank  Cass, under udgivelse 2004).  

20 Smith, R. Jeffrey, ‘French Troops in Kosovo Accused of Retreat. U.N. Police  Cite Lack of Support in Mitrovica Uprising, Inadequate Aid to Civilians’, The  Washington Post, 9. februar 2000, s. A14.  

21 Hedges, Chris, ‘On Bosnia’s Ethnic Fault Lines, It’s Still Tense, but World Is  Silent’, The New York Times, 28 februar 1997, s. A1; Pellnäs, Bo, Utan slut?  Kriget på Balkan ‐ bilder från et FN‐uppdrag (Sweden: Albert Bonniers förlag,  1995), s. 59‐60.  

22 Erlanger, ‘Chaos and Intolerance Prevailing in Kosovo Despite U.N.'s Efforts’,  s. A1; Smith, R. Jeffrey, ‘Macedonia Girds for Expanded Conflict, Reserves  Activated To Counter Rebels’, The Washington Post, 19. marts 2001, s. A01.  

23 De danske enheder i den nordisk‐polske brigade i Bosnien optrådte meget  mere robust end deres nordiske og polske partnere. Se kapitlet om Danmark i  Henning‐A. Frantzen, ‘NATO and Peace Support Operations 1991‐1999:  Policies and Doctrines. A Study of NATO and Britain, Canada, and Denmark’,  thesis submitted for the Degree of Ph.D. in War Studies at King’s College University of London, juni 2003. Se også Smith, ‘French Troops in Kosovo  Accused of Retreat’, s. A14.  

24 Findlay, Trevor, Fighting for Peace (Oxford: Oxford University Press for  Stockholm International Peace Research Institute, 2002), s. 220; Mads, ‘Danske  FN‐tropper i bosnisk blodbad’, Ekstra Bladet, 2. November 1994.  

25 Broksø, Keld, Klaus Justsen og Henrik Thomsen, ‘Helveg og Albanien’,  Jyllands‐Posten, 23. marts 1997, s. 2. I UNPROFOR perioden udgjorde  kampvognseskvadronen nok en undtagelse, idet de samtaler jeg har haft med  danske officer, der gjorde tjeneste i andre enheder, tyder på, at de danske  hærenheder ikke optrådte videre robust og proaktivt. Årsagen hertil skal findes  i mandatet og manglen på tunge våben. Men erfaringerne fra  kampvognsenheden og NATO kontingenterne peger alligevel i retning af, at  danske kontingenter optræder robust og proaktivt, når de har de midlerne og  mandatet til at kunne gøre det.  

26 Andersen, Simon og Larsen, Jesper, ‘Høj cigarføring’, Jyllandsposten, 2.  marts 1997, Sektion: Indblik, s. 1‐2.  

27 Husum, Bo, I krig uden våben. En dansk FN‐observatørs beretning fra krigen i  det tidligere Jugoslavien (Lynge: Bogan's Forlag, 1995), s. 103.  

28 Hesselberg, Bjarne, ‘Stresspåvirkninger under FN‐tjeneste’, Militært  Tidsskrift, 124:1 (marts 1995), s. 17‐23; Off‐the‐record samtale med en dansk  officer tæt på beslutningsprocessen.  

29 Smith, James D. D., ‘Canada in Croatia: Peacekeeping and UN Reform ‐ The  View from the Ground’, The Strategic and Combat Studies Institute Occasional  Paper, Nr. 15 (Camberley: Strategic and Combat Studies Institute, 1995), s. 55.  

30 Andersen, Simon, ‘Danske elitesoldater uden for krigsforbryderjagt’,  Jyllands‐Posten, 24. juli 1998, s. 7.  

31 Baumann, Tage, Kriger i åbent landskab (København: Forlaget Fremad, 2002),  s. 43‐54; Jakobsen, ‘Denmark at War: Turning Point or Business as Usual?’, s.  73.  

32 Jakobsen, ‘FN’s fredsoperationer i Afrika i dag og i morgen’, s. 83‐84.  

33 Brøndum, Christian og Karl Erik Nielsen, ‘Nyrup bremser Etiopien‐styrke’,  Berlingske Tidende, 26. oktober 2000, s. 1; Damkjær, Ole, ‘Etiopien‐styrke af  sted inden jul’, Berlingske Tidende, 27. oktober 2000, s. 1; Hækkerup, Hans, På  skansen (København: Lindhardt & Ringhof, 2000), s. 92.  

34 Brøndum, Christian, ‘Etiopien bekymrer forsvaret’, Berlingske Tidende, 23 juni  2000, s. 9.  

35 Burk, Jame, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia:  assessing the casualties hypothesis’, Political Science Quarterly, 114:1 (Spring 1999), s. 53‐54; Everts, Philip, ‘When the Going Gets Rough: Does the Public  Support the Use of Military Force’, World Affairs, 162:3 (Winter 2000), s. 93.

36 Luttwak, Edward N., ‘Where Are the Great Powers? At Home with the Kids’,  Foreign Affairs, 73:4 (July/August 1994), s. 23‐28.  

37 For en mere dybtgående kritik som piller Luttwaks argument helt fra  hinanden, se Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’,  s. 58‐62.  

38 Helt præcist var tallene 12. januar 2004: 100 dræbte i Afghanistan og 495 i  Irak. ‘U.S. Suffers 100th Death in Afghanistan’, Associated Press, 12 januar  2004. I slutningen af januar 2004 viste de fleste meningsmålinger fortsat flertal  for Præsident Bushs håndtering af terrorkrigen og beslutningen om at angribe  Irak. Se Bowman, Karlyn H., America After 9/11: Public Opinion on The War on  Terrorism, The War with Iraq, and America’s Place in the World (Washington,  DC.: AEI Studies in Public Opinion, updated February 5, 2004),  http://www.aei.org/publications/pubID.16974,filter.all/pub_detail.asp [12  februar 2004]  

39 http://www.yendor.com/vanished/falklands‐war.html [19 januar 2004]  

40 Terrorkampagnen starter for alvor i november 1945 og når sit mål i juli 1947.  Her får hængningen af to britiske soldater samme psykologiske effekt som tvbillederne af den døde amerikanske soldat, der trækkes gennem Mogadishus  gader i oktober 1993. Se Saul Zadka, Blood in Zion: How the Jewish Guerrillas  drove the British Out of Palestine (London: Brassey’s Ltd., 1995), s. 6‐10.  

41 La Balme, Natalie, ‘The French and the use of force: public perceptions and  their impact on the policy‐making process’, i Philip Everts og Pierangelo Isernia  (red.) Public Opinion and International Use of Force (London: Routledge, 2001),  s. 192‐193; Sobel, Richard, ‘U.S. and European Attitudes toward Intervention in  the Former Yugoslavia: Mourir pour la Bosnie?’, i Richard Ullman (red.) The  World and Yugoslavia’s Wars (New York: Council of Foreign Relations, 1998), s.  145‐181; Weiss, Thomas G., ‘Collective Spinelessness: U.N. Actions in the  Former Yugoslavia’, i Richard H. Ullman (red.) The World and Yugoslavia's Wars  (New York: Council on Foreign Relations, 1998), s. 59‐96; Lords Hansard, 23  October 1995: Column 885.  

42 For en oversigt se Everts, Philip, ‘Introduction’, i Everts og Isernia (red.) Public  Opinion and International Use of Force, s. 17‐23.  

43 Drew, Elizabeth, On the Edge: The Clinton Presidency (New York: Simon &  Schuster, 1994), s. 315‐324; Foyle, Douglas C., Counting the Public In.  Presidents, Public Opinion, and Foreign Policy, (New York, NY: Columbia  University Press, 1999), s. 211.

44 Burk; Larson, Eric V., Casualties and Consensus: The Historical Role of  Casualties in Domestic Support For U.S. Military Operations, RAND Document  Nr. MR‐726‐RC (Santa Monica: CA.: RAND, 1996).  

45 Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’; Foyle,  Counting the Public In, s. 206‐211, 218‐224.  

46 Dixon, Paul, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’? Public Opinion and British  military intervention from Palestine to Yugoslavia’, Review of International  Studies, 26:1 (2000), s. 103‐104.  

47 Dixon, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’?’, s. 109‐110; Towle, Philip, ‘The British  Debate About Intervention in European Conflicts’, i Lawrence Freedman (red.)  Military Intervention In European Conflicts (UK: Blackwell Publishers, 1994), s.  99.  

48 Dixon, ‘Britain’s ’Vietnam syndrome’?’, s. 112, 118‐119.  

49 Towle, ‘The British Debate About Intervention in European Conflicts’, s. 99.  

50 Burk, ‘Public support for peacekeeping in Lebanon and Somalia’, s. 68‐69.  

51 Jentleson, Bruce W., ‘The Pretty Prudent Public: Post Post‐Vietnam  American Opinion on the Use of Military Force’, International Studies Quarterly,  36:1 (1992), s. 49‐74; Jentleson, Bruce W. and Britton, Rebecca L., ‘Still Pretty  Prudent, Post Cold War American Public Opinion on the Use of Military Force’,  Journal of Conflict Resolution, 42:4 (August 1998), s. 395‐417.  

52 Meningsmålinger fra Bosnien viser generelt, at de europæiske befolkninger  var mere villige til at bruge våbenmagt end deres regeringer. Se Isernia,  Pierangelo ‘Italian public opinion and the international use of force’, i Everts og  Isernia (red.) Public Opinion and International Use of Force, s. 86‐115; Jakobsen,  Peter Viggo, Western Use of Coercive Diplomacy After the Cold War: A Challenge  for Theory and Practice (Houndsmill: Macmillan Press Ltd., 1998), s. 148; Sobel,  Richard, ‘U.S. and European Attitudes toward Intervention in the Former  Yugoslavia: Mourir pour la Bosnie?’, i Ullman (red.) The World and Yugoslavia’s  Wars, s. 145‐181; Van der Meulen, Jan og Marijke De Konink, ‘Risky missions:  Dutch public opinion on peacekeeping in the Balkans’, i Everts og Isernia (red.)  Public Opinion and International Use of Force, s. 116‐138.  

53 Everts, Philip, ‘Introduction’, i Everts og Isernia (red.) Public Opinion and  International Use of Force, s. 23.  

54 Kousgaard, Erik, Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 1998, FCLPUB,  Nr. 147 (København: Forsvarets Center for Lederskab, 1998), s. 7; Kousgaard,  Erik, Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 2000, FCLPUB, Nr. 151  (København: Forsvarets Center for Lederskab, 2000), s. 8; Kousgaard, Erik,  Befolkningens forsvarsvilje maj 1975 – oktober 2002, FCLPUB, Nr. 153  (Forsvarsakademiet, 2003), s. 7.

55 Ellemann‐Jensen, Uffe, ‘Det urolige Europa’, Weekendavisen, 9 oktober 1992,  s. 18.  

56 I alt er 54 danskere blevet dræbt på internationale fredsoperationer siden  starten med FN i 1948. Hovedparten som følge af sygdom og trafikuheld.  Derudover blev tre danske nødhjælpschauffører dræbt i Bosnien som følge af  fjendtlig beskydning. Buhl, Ida, ‘Trykket stemning i Camp Eden’, Berlingske  Tidende, 18 august 2003, s. 5.  Fridberg, Anders V., ‘Dag Hammarskjöld medalje til faldne i FN‐tjeneste’, FOV  Nyhedsbrev, 16:6 (21 marts 2002), s. 4; Langberg, Ida, ‘Plyndringer plager Irak’,  Politiken, 18. august 2003, s. 2.  

57 Holsøe, Jens, ‘Danskere i skudlinien’, Politiken. 20. september 1995, s. 1.  

58 Povlsen, Klaus Bundgård, ‘Flertal for at vi bliver’, Politiken, 21 september, s.  10; Redaktionen (1995) ‘FN stinker’, Ekstra Bladet, 22. september 1995, s. 2.  

59 Carlsen, Erik Meier, ‘En meningsfuld tragedie’, B.T., 7 marts 2002, s. 2; Leder,  ‘Soldater i krig’, Berlingske Tidende, 8. marts 2002, s. 2/6; Leder, ‘Tragedien’,  Jyllands‐Posten, 7 marts 2002, s. 10; Leder, ‘Tragedien i Kabul’, Ekstra Bladet, 7.  marts 2002, s. 2; Steenbeck, Bjarne, ‘Forsvarspolitikken står fast’, Politiken, 7  marts 2002, s. 8.  

60 Arnum, Sten, ‘Dansk støtte til landkrig er faldende’, Jyllands‐Posten  (www.jp.dk), 5 maj 1999 [5 maj 1999] ; Cordsen, Christine, Kristian Klarskov og  Jakob Nielsen, ‘Danskerne imod krig i Irak’, Politiken, 19 marts 2003, s. 1; DueNielsen, Carsten og Nikolaj Petersen (red.) Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1992  (København: Jurist‐ og Økonomforbundets Forlag, 1993), s. 510;  Eurobarometer, ‘Iraq and Peace in the World’, Flash Europarometer, nr. 151, 8.16. oktober 2003; Gallup, ‘NATOs bombning af Serbien’, Berlingske Tidende, 28.  marts 1999, s. 6; Hansen, Eva Rymann, ‘MEGAFON: Danskerne mere positive  over for krigen’, TV 2 Nyhederne, 5. maj 2003, http://nyhederne.tv2.dk [5 maj  2003]; Heurlin, Bertel og Hans Mouritzen (red.), Danish Foreign Policy Yearbook  1998 (København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1998), s. 155; Heurlin, Bertel  og Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 1999 (København:  Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1999), s. 220‐221, 223; Møller, Peter og Eva  Rymann Hansen, ‘MEGAFON: Folkelig krigsmodstand, men støtte til Fogh’, TV  2 Nyhederne, 27. marts 2003 http://nyhederne.tv2.dk [27 marts 2003]; Sonar  (1999) ‘Danskernes holdning til NATO’s aktion’, Jyllands‐Posten, 9 April 1999,  Sektion 2, s. 4; Vilstrup‐instituttet, ‘Danskernes reaktion på NATO‐aktionen’,  Politiken, 31. marts 1999, s. 8; Weiss, Jakob, ‘Gallup: Dansk ja til krig’, Berlingske  Tidende, 26. marts 2003, s. 1.  

61 Citeret i Brøndum, Christian, ‘Hvis det bliver alvor’, Berlingske Tidende, 29.  april 1999, s. 16.

62 ‘Golfkrigen 15/1 ‐ 28/1 1991 luftkrigen’, POLINFO, 29 januar 1991.  

63 Broksø, Keld, ‘Hård debat om soldater til Albanien’, Jyllands‐Posten, 24 april  1997, s. 4; Knudsen, Søren, ‘Den danske indsats i ‘Operation Alba’’, Militært  Tidsskrift, 126:5 (december 1997), s. 532.

64 Broksø, Keld, Klaus Justsen og Henrik Thomsen, ‘Helveg og Albanien’,  Jyllands‐Posten, 23. marts 1997, s. 2.