Den 5. September hensov Prinds Wilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glucksborg paa Fredensborg Slot i en Alder af over 77 Aar.
Prinds Wilhelm, Hs. Majestæt vor nulevende Konges ældre Broder, Søstersøn til Kong Frederik Vl’s Dron ning, var født den 19. April 1816 paa Gottorp Slot. Den 7. April 1833, altsaa i en Alder af knap 17 Aar, udnævntes han af Kong Frederik VI til Sekondkapitajn a la suite i det danske Artilleri; men det blev ikke hans Bestem melse at skulle virke i den danske Hærs Tjeneste; thi paa Prinds Philippsthals Tilskyndelse besluttede den unge Prinds at søge Tjeneste i den østerrigske Hær, og Kong Frederik VI, for hvem Prinds Wilhelm nærede den inderligste Hengivenhed, og hvis Bestemmelser han med største Beredvillighed vilde have underkastet sig, modsatte sig ikke Prindsens Beslutning, men lettede ham endog Af rejsen ved at give ham Tilsagn om, at, hvis han ikke fandt sig tilfreds i Østerrig, kunde han vende tilbage til Danmark, hvor hans Plads i Hæren skulde være ham forbeholdt. Daværende Kapitajn i Artilleriet (senere Generalmajor) Haxthausen ledsagede Prindsen til Østerrig, og den 26. September 1835 indtraadte Prinds Wilhelm, kun 19 Aar gammel, i den østerrigske Armees Rækker som anden Ritmester i Regiment Nr. 9, Kejser Nicolaus’ Husarer. I 1844 forfremmedes han til Major.
Aaret 1848 var som bekjendt et stærkt bevæget Aar for Østerrig. Partikampe udbrøde i dette Land mere udstrakte, voldsomme og heftige end i noget andet. Der gaves nemlig der ikke blot de sædvanlige politiske, men ogsaa et Antal nationale Partier, hvoraf ethvert troede Tiden kommen til at gjennemføre sine specielle Interesser. Der rejstes Folkeopstande i Wien, Magyarerne fordrede en selvstændig Forfatning for de til den ungarske Krone hørende Lande, og «Slaverne« grebe til Vaaben for at forsvare deres Nationalitet. Til samme Tid (Marts 1848) gjorde Italienerne i Lombardiet-Venedig Opstand og søgte, understøttede af den sardinske Kong Karl Albert, Victor Emanuels Fader, at afkaste det fremmede Aag. Tanken var at forene Øvreitaliens revolutionaire Provindser med Sardinien til et konstitutionelt Kongerige.
Den Kejserlige Regjering blev dog, dels ved Hjælp af de »slaviske« Nationer, som den sluttede sig til, dels ved Hjælp af Armeen i Østerrig, Herre over Revolutionen. Magyarernes Modstand knustes ved russisk Hjælp, og paa den anden Krigsskueplads lykkedes det Feltmarskal Radetzky ikke alene at dæmpe Opstanden i Lombardiet-Venedig, men ogsaa at tvinge Sardinien til Fred.
Den østerrigske Armee blev saaledes i hin Periode kaldet til stor Virksomhed. Prinds Wilhelm deltog i en Række af Kampe og, som det fremgaar af de østerrigske Beretninger, med Udmærkelse. Han kæmpede under Felt marskal Radetzky i Norditalien, var med i Slaget ved Sommacampagna og i Slaget ved Custozza, hvor han særlig fandt Lejlighed til at udmærke sig; desuden i Fægtningen ved Volta og ved Milanos Indtagelse. Endvidere deltog han under Fyrst Windischgråtz i Kampene foran Wien, og han var med, da denne By indtoges efter forudgaaet Belejring og Bombardement. Endelig deltog han i Be tvingelsen af Oproret i Ungarn i 1849 og viste udmærket Mod og Tapperhed ved Komorn og Temesvar. Ved de forskjellige Lejligheder gjorde Prindsen sig bemærket saavel ved dristige Bekognosceringer som ved Rytter attaker, kæmpede i det tætteste Haandgemæng og fik flere Saar. Under Oproret i Ungarn blev Prindsen i en Attake mod sit tidligere Regiment haardt saaret og vilde have været fortabt, hvis han ikke var bleven gjenkjendt af en af sine tidligere Undergivne, som altsaa nu var paa Oprørernes Side, og som førte Prindsen tilbage til de Kejserlige; undervejs blev han dog, paa Grund af en kejserlig osterrigsk Kyradsers Vildfarelse saaret af denne ved endnu et Hug tværs over Ansigtet. For den, især ved Komorn, udviste Tapperhed modtog Prindsen, der den 26. April 1849 var bleven udnævnt til Oberstlieutenant og til Kommandeur for Kyradser-Regimentet Nr. 8, den 10. December s. A. Leopoldordenens Ridderkors og forfrem medes til Oberst.
Til de samtidige Begivenheder i vort Land, altsaa ogsaa Bevægelsen i Hertugdømmerne, som smertede Prindsen dybt, og den treaarige Krig 1848— 50 var han kun Tilskuer paa langt Hold. Men da efter Krigens Slutning Udstens Paciflkation blev overdraget et tydsk Forbundskorps, til hvilket efter den danske Regjerings Ønske ogsaa Østerrig stillede et Kontingent, rykkede Prinds Wilhelm i Begyndelsen af 1851 i Spidsen for en østerrigsk Bri gade ind i Holsten og fik Kvarter i Kellinghusen. Medens Prindsen laa der, blev han den 28. Oktober 1851 af Kong Frederik VII udnævnt til Ridder af Elefantordenen; alle rede i 1840 var han af Kong Christian VIII bleven ud nævnt til Storkors af Dannebroge.
I den paafølgende rolige Periode udnævntes Prindsen den 31. Maj 1854 til Generalmajor og Brigadekommandeur 534 med Garnison i Wien. I det italienske Felttog i 1839 knyttedes hans Brigade til II. Armees Reserve-Kavaleri. Han deltog her bl. a. under Slaget ved Solferino i Rytter kampene paa Medolesletten og modtog som Anerkjendelse Jernkroneordenen.
Efter Felttoget garnisonerede Prindsen i Ungarn. Han hædredes ved den 17. Januar 1860 at blive udnævnt til Æres-Chef for Infanteri-Regimentet Nr. 80 og blev den 15. August 1862 udnævnt til Feltmarskallieutenant og til Kommandeur for Kavaleridivisionen i Galizien.
I 1864 søgte Prinds Wilhelm, smertelig berørt af de to tydske Stormagters Fremgangsmaade overfor Danmark, en Orlov, som han benyttede til en Hejse til Schweiz, indtil den danske Krig var forbi.
Felttoget i 1866 mod Preussen kaldte dog atter Prindsen til Valpladsen. Den 1ste Kavaleri-Division, for hvilken han dengang var Chef, og som bestod af to Brigader, henholdsvis under Kommando af Generalmajor Prinds Solms og Generalmajor Schindlocker, hver Brigade paa to Kyradser- og et Uhlan-Regiment samt et ridende Batteri, ialt en Styrke af 26 Eskadroner og 16 Stkr. Skyts, blev ved Operationernes Begyndelse underlagt 6te Armee- Korps, Feltmarskallieutenant Baron Ramming, og deltog med dette Korps i Grændsekampene ved Nachod og Skalitz. Særlig ved Nachod kom det til en heftig Rytter kamp, og Divisionen havde alene i disse to Fægtninger et Tab af 288 Officerer og Mandskab samt 408 Heste.
Sin stolteste Hædersdag fik dog Divisionen i Slaget ved Køniggråtz, hvor det blev dens Lod at ofre sig for at frelse den øvrige Hær fra Tilintetgjørelse:
Kampen i forreste Linie var endt, og den Kejserlige Hær var i fuldt Tilbagetog, da henimod Kl. 4,5 Eftm. det preussiske Kavaleri i Masse viste sig paa Kamppladsen til Forfølgelse. T o østerrigske Kavaleri-Divisioner vare tilstede: I. Reserve-Kavaleri-Division under Prinds W il helm og 3. Reserve-Kavaleri-Division under Generalmajor Grev Coudenhove. Førstnævnte stod ved Wsestar, sidstnævnte noget Øst for Stresetitz, da det fjendtlige Kavaleri kom frem dels ved Chausseen mellem Lipa og Rozberitz, dels Syd for Stresetitz. Om hvad der derefter tildrog sig, hedder det i det østerrigske Generalstabsværk:
»De to kejserlige Kavaleri-Divisioner kastede sig strax mod Fjenden og reddede ved deres Opoffrelse Hæren fra den Ødelæggelse, som fjendtligt Kavaleris Indhug i et saadant Moment (nemlig under Tilbage gang) nødvendig maatte have tilfølge,»
og i det preussiske Generalstabsværk:
«Saasnart Prindsen, hvis Division alt havde paa begyndt Tilbagegangen, bemærkede den Fare, hvori de sidste Afdelinger af Armeen befandt sig, førte han ufortøvet sin Division frem til Attake for at degagere dem.»
De to Divisioner kæmpede hver for sig, idet hver af dem gik frem mod den Modstander, der viste sig overfor den, Prinds Wilhelms Division i Nærheden af Chausseen, Divisionen Coudenhove Syd for Stresetitz. Det fjendtlige Kavaleri, som gik frem mod den førstnævnte Division, bestod af 12. thyringske Husarregiment, to Eskadroner neumarkiske Dragoner og det pommerske Uhlan-Regi ment Nr. 4. Medens Rrigaden Schindlocker angreb i Fronten, kastede Regimentet Nicolaus’ Husarer (af 1. A. K.) sig over Fjendens Flanke. De preussiske Træfninger bleve gjennembrudte og under Haandgemæng drevne til bage og forfulgte, indtil fjendtlig Geværild tvang til at ophøre med Forfølgelsen. Et nyt Angreb af et preus sisk Rytter-Regiment mislykkedes; Regimentet sprængtes i de forskjelligste Retninger, og den østerrigske Armee kunde uforstyrret af fjendtligt Rytteri fortsætte Tilbage toget.
Prinds Wilhelm samlede derefter sin Division ved Wsestar og førte den, udsat som den var for fjendtlig Geværild, til Kuklena; de to Ratterier toge Stilling ved Bodanetz mod det over Wsestar fremrykkende ijendtlige Infanteri. Divisionen havde paa denne Dag et Tab af 29 Officerer, 593 Md. og 1002 Heste. Ogsaa Divisionen Coudenhoves Tab var betydeligt. Men de to Divisioners Bedrift er indskrevet i Krigshistorien og vil stedse staa som et lysende Exempel paa Kavaleris Offerberedvillighed.
Det østerrigske Generalstabsværk siger om denne Attake:
«De to kejserlige Kavaleri-Divisioner, Prinds Holstein og Grev Coudenhove, havde ikke omsonst offret sig. Den retirerende Hær kunde uforstyrret af det fjendtlige Rytteri fortsætte sin Tilbagemarche.«
Efter Krigen forblev Prinds Wilhelm, der imidlertid var bleven Chef for 10. Division, endnu endel Aar i Østerrig, men besluttede dog i 1869 at træde ud af den aktive Tjeneste. Den Omstændighed, at Prindsen efter den for Østerrig saa ulykkelige Krig blev kaldet til som Formand for en Kommission at deltage i Udtalelsen om de højere østerrigske Officerers Dygtighed — et for ham yderst pinligt Hverv — synes at have fremkaldt Ønsket hos ham om derefter selv at udtræde af den østerrigske Armees Rækker. Han tog Orlov i 1869, men forblev i Wien — med Bolig hos Grev Mensdorff, hans intime Ven, med hvem han havde deltaget i Kampene i Ungarn, og som ogsaa havde medvirket ved Pacifikationen af Holsten — og traadte i 1872 ud af Numer. I 1871 var han bleven hædret med Leopoldsordenens Storkors, og i 1879 udnævntes han til General af Kavaleriet. Den 4. November 1858 var Prindsen, der stadig førtes 5. la suite i den danske Hær, af Kong Frederik VII bleven udnævnt til dansk Generalmajor, ligeledes å la suite. Den 28. Oktober 1865 fik han Titel af General- lieutenant og steg siden, i 1880, til General.
I 1874 tog Prinds Wilhelm, hvis Hjerte hang ved Danmark, og som hvert Aar, ogsaa under Kong Frede rik VII, i nogle Uger havde besøgt sin høje Slægt, fast Ophold i Kjøbenhavn med Bolig i «det gule Palais» i Amaliegade. Prindsen betragtede sig dog vedvarende som henhørende til den øslerrigske Hær, og hans varme Hen givenhed for Østerrig forblev usvækket til hans Død. Det stille Liv, han derefter i en lang Aarrække førte herhjemme i Kongefamiliens Kreds, dannede en skarp Modsætning til det bevægede Krigerliv, han havde ført i Østerrig, hvorom nu kun Minderne talte. De, som ikke kjendte Prindsen nøjere, og som navnlig bemærkede hans blide og be skedne Optræden, havde Vanskelighed ved at tænke sig, at han i sin Tid som Militær havde skabt sig et saa anset Navn, at han i «Allg. Mil. Zeitung» endog er bleven betegnet som »en af de mest fremragende Bytter førere i de sidste halvhundrede Aar». Intet i Prindsens Optræden ledede Tanken hen herpaa; kun de dybe Ar i stor Udstrækning hen over hans Hoved talte højt om personlig Deltagelse i krigerske Begivenheder.
Prindsen førte som sagt efter Tilbagekomsten til Danmark en stille Tilværelse men modtog dog gjerne Besøg, og ikke faa Officerer, med hvem han var kommen i personlig Berøring, og paa hvem han satte Pris, havde ofte den Ære at stedes til Samtale med ham. Ved disse Samtaler lærte man at skatte hans Hjertensgodhed og elskelige Karakter. Prindsen dvælede, som naturligt var, ofte i Erindringen om tidligere Dage. Med stor Vene ration talte han om Kong Frederik VI og om Minderne fra denne Konges Tid. Ogsaa er det forstaaeligt, at han, der havde tilbragt mere end 30 Aar i den østerrigske Armees Rækker, med Forkjærlighed gjenkaldte i Erindringen Be givenhederne fra hine, hans stolteste Dage. Men det, der mest fyldte hans Sind, var Kjærlighed til Konge og Fædreland. Han elskede Kongehuset, og særligt var han med stor Kjærlighed knyttet til dets ophøjede Chef, hvorfor han følte en inderlig Glæde ved ethvert nyt Vidnesbyrd om Folkets Kjærlighed til dets Konge. Han elskede Dan mark, og ved de forskjellige Lejligheder mærkede man, hvor meget en lykkelig Fremtid for dette laa ham paa Sinde. Lige tiltalende ved sin Inderlighed og ved sin Simpelhed og derhos betegnende for Prindsens Grund stemning er den Udtalelse i hans «sidste Villie», at «hans daglige Bønner gjaldt hans elskede Fædreland, Kongen og alle hans Kjære her og i fremmed Land, dog ogsaa til det sidste Øjeblik hans elskede Østerrig, Kejseren og det kejserlige Hus samt Østerrigs gamle Fane, til hvilken han havde svoret Troskab».
Med stor Interesse fulgte Prinds Wilhelm vor Hærs og vor Flaades Udvikling. Saavel Officersforeningen i Kjøbenhavn som særligt det krigsvidenskabelige Selskab, i hvilket Prindsen i 1882 indtraadte som Medlem, havde ofte Æren af hans Nærværelse ved Foredragene. Hvad han da hørte, gav ham senere Stof til Samtaler, og drejede Foredraget sig om krigshistoriske Begivenheder, især paa østerrigske eller italienske Krigsskuepladse, kunde han supplere med en Mængde Detailoplysninger. Ogsaa ved flere festlige Sammenkomster glædede Prind sen Officerskorpset med sin personlige Nærværelse — dog kun naar andre Medlemmer af Kongehuset vare til stede; thi paa Grund af hans store Beskedenhed var det ham imod at danne Midtpunktet for Opmærksomheden.
Indtil den sidste Tid bevarede Prinds Wilhelm sin legemlige Livlighed og Bevægelighed, saa at han daglig kunde færdes ude, tilfods eller tilhest. Dog led han i de sidste Aar af Gigt, men den gamle Kriger bøjede sig kun modstræbende for legemlige Svagheder og for Lægernes Paabud om at søge Ro. Og ligeledes bevarede Prindsen til det sidste sin aandelige Livlighed og sit kjærlige kriste lige Sind, der gav sig Vidnesbyrd ogsaa i en stor Vel- gjørenhed. Det er med Rette sagt, at ban i en vid Kreds var bekjendt og afholdt for sin noble Tænkemaade og for sin elskværdige Mildhed og Ligefremhed.
Uagtet Hs. Højhed Prinds Wilhelm tilbragte en stor Del af sit Liv og hele sin aktive militære Tjenestetid i fremmed Land, ville derfor ogsaa Officererne i den danske Hær bevare Mindet om Prindsen, ikke alene som anset Med lem af vort Kongehus men ogsaa som højt agtet Militær og elskelig Personlighed, med varm Sympathi.
