VI fortsat...
17. Regiment var gaaet tilbage. Da Kaptajn Lund imidlertid saa, at 9. Regiment var under Fremrykning, forsøgte han et Fremstod med en Del af Regimentet; men da 9. Regiment veg, gik 17. igen tilbage. Til Regimentet havde Komp. Fritz Holst af 2. Regt. sluttet sig under sin Retræte.
Bataillonen Arntz af 3. Regt., som var fremskudt fra Kauffmanns Brigade t. h. bag Skanse VIII dækkede 17. Regt.s Tilbagetog over en Kloft. Herfra gjorde Lund flere Fremstod, forinden han, ifolge Ordre, trak sig over Broerne til Løbegravene X. f. Sonderborg.
Ogsaa 16. Regt.s Retræte blev iværksat, efter at Skanse IX havde overgivet sig, idet Besætningen under Kaptajn Andresen, der blev saaret, kæmpede til det sidste. Svensk Frivillig Lundgreen ved Artilleriet vilde ikke overgive sig og blev skudt.
Major Arntz dækkede ogsaa 16. Regt.s Tilbagegang. Paa Regimentets venstre Floj kommanderede Major Hein og paa højre Fløj Major Ravn. Kapt. Svane af 3. Regt. holdt sig længe med stor Tapperhed bag Skanse VIII i en afbrændt Gaard.
Oberstløjtnant Fischer fortæller, at Retræten gik ned over en Slugt, hvori et Morads. Slugten blev heftig beskudt af Prøjsernes Batteri ved Batterup. Forpostadjutanten fulgte efter 16. Regiment.
»Sehultz var ogsaa kommen uskadt over Moradset. Da han kommer over Brinken og staar paa Skraaningen nær Toppen, hører han sin Kammerat Prlt. Walther’s Stemme: »Du Sehultz! Komm hier herunter!« (W. og S. var tyskfødte, begge forhenværende Officerer fra det »Holsten-Lauenborgske Kontingent« og den slesvig- holstenske Armé).
»Die Preussen sind schon vor uns. — Magdeburg oder Sonder- burg?« raabte Sehultz. — »Magdeburg nicht«! svarede Walther. »Schön« raabte Sehultz »dann gehen wir auf sie los«. Hurtig aftalte de med hinanden et Modangreb med Walthers Kompagni der, ligesom flere af 16. Regts. Afdelinger fra højre Fløj var standsede, da do var komne over Moradset, omkring Brinken og nu var dækkede under Bakkerne ved Alssund. Sehultz ser sit gamle Komp. (2. af 16.) »kom her! — her gælder det — kom op!« Ile bagerste Delinger vender sig og kommer til deres afholdte, forrige Kompagnikommandør. Sekit. Lau trup med sin Deling af 7. Komp. af 16. Regt. slutter sig til Walther og Sehultz, og nu gaar det til Angreb paa begge Sider af Brinken.
Walther og Sehultz vedblev at raabe til hinanden for at holde Forbindelse og for at udføre Angrebet samtidigt og eftertrykkeligt. Prøjserne vég; men kom efter 5—10 Minutter tilbage med overvældende Styrker:
»Vore'maatte tilbage under voldsom Beskydning. De løb nu ind mod Brohovedet langs Stranden, medens Tyskerne fulgte oppe paa Brinken. »Ergeben sie sich«!
»Heute nicht« svarede Schultz, og Flugten fortsattes, til Prøjserne standsedes af Ilden fra nordre Brohoved.
Major Hein var imidlertid med en Del af sin Styrke bleven noget tilbage.
Fischer fortæller:
»Man skammer sig og faar Mod igen, naar man ser paa Majoren«, sagde Folkene. Nu trak han Hænderne ud af Ærmerne, i hvilke han gik med dem indstukne som i en Muffe til Værn mod Kulden, satte dem som en Raaber for Munden og raabte nogle Gange af sine Lungers fulde Kraft til et Batteri lige over for paa Als: »Skyd herover til os«!
Jeg saa Kanonen i Skydeskaaret blive drejet fra Fronten over mod Slugten; men i samme nu blev den ramt af en Granat lige i Mundingen. Den knejsede og blev staaende i lodret Stilling«.
Prøjserne vældede nu frem i store Masser. Endnu gjordes der bl. a. af Fischer et tappert Fremstod; men han saaredes haardt — og Resterne af Regimentet tilligemed dets Kommandør maatte strække Geværer.
Worishøffer skriver:
»Brigadens Tab var stort; den brave og dygtige Oberst Bern- storff blev haardt saaret, fangen og døde i Lazarettet paa Broager; Løjtnant Schau af 16. og Overlæge Boesen af 17. dræbte; Underlæge Gedalia af 17., 38 Mand af 16. og 28 Mand af 17 saarede.
I Fangenskab faldt af 16. Regiment Major Hein, Kaptajnerne Andresen (med en Kontusion) og Petersen, 5 Løjtnanter (af hvilke Premierløjtnant Fischer og Sekondløjtnant Hansen saarede), 215 af Underklasserne, hvoraf mange var saarede.
17 Regiment savnede 7 Løjtnanter, 406 Mand af Underklasserne, hvoraf mange var dræbte eller som saarede faldne i Fangenskab. Ogsaa Premierløjtnant Heyn, som skulde bringe Major Hein Brigadens Befaling til hurtig Tilbagegang, faldt i Fangenskab. Fra Stillingen i Løbegravene afløstes Brigaden den 19. April, Kl. 9 Eftermiddag, og marcherede direkte til Høruphav; Kl. 2 overførtes den til Faaborg, hvor den ilandsattes Kl. 6 Formiddag«.
I Brohovederne.
I Brohovederne stod, som berørt, den 18. April 2. Brigade under Oberst Kauffmann.
Kampen i Dybbølstillingen var efter to Timers Forløb endt med, at nu kun Brohovederne holdtes. De Afdelinger fra begge Fløje, for hvilke Retræten var lykkedes, var komne ind. Adgangene tilspærredes og Barriereportene lukkedes. Brohovederne holdtes endnu en Tid, for at Stillingen ved Sønderborg og Nord derfor kunde besættes.
Vort Feltartilleri havde imidlertid taget Stilling paa Alssiden og søgte herfra at optage Kampen. Det fjendtlige Artilleri iværksatte en overordentlig heftig Artillerikamp, idet Brohovederne, Havnen og Sønderborg By over- dængedes med en morderisk Granatild. General Raven ordnede nu det fjendtlige Fodfolks Fremrykning mod Brohovederne, og han saaredes dødeligt. Enkelte mindre Styrker forsøgte en Storm mod disse; men saalænge 2. Bri- gade endnu stod der, blev Angrebene afviste. Da vort Tilbagetog imidlertid var blcven dækket og Fjenden opholdt tilstrækkelig længe, da endvidere Tabene bleve storre og større, beordredes Brigaden tilbage, og Broerne afbrødes, Klokken var da 2. Derefter rykkede fjendtlige Tropper frem til Besættelse af Brohovederne. Kampen tværs over Alssund vedvarede til Mørkets Frembrud.
I sine Memoirer udtaler Generalløjtnant Kauffmann følgende om Kampen i Brohovederne m. m.:
»Souschefen var vel neppe kommen til Hovedkvarteret, da vi blev alarmerede ved Budskabet om, at Fjenden stormede. Ua de befalede Alarm-Hornsignaler fra Højderne paa Grund af en herskende Østenvind ikke var bleven hørte, var der ingen Tid at spilde, hvad der for mine Afdelingers Vedkommende intet havde at sige, da Brohovederne snart vare besatte. General Steinmann, som taaleligen helbredet efter sit Saar ved Sankelmark, i disse Dage havde overtaget Divisionen, gav Ingenioroberst Dreyer det Hverv at lede Forsvaret af Brohovederne. Jeg og min Post med den storre Del af mit Infanteri, som besatte det nordre Brohoved og blev her, indtil kun en Del af 18. Regiment (efterat jeg havde udført Steinmanns Befaling, at tiwkke Brigaden over Broen til Als), blev tilbage under B. A. Lundbye. Brohovedets Linier var bleven stærkt enfilerede. Jeg selv hk et smerteligt Slag af en Granatstump under højre Knæ, hvis Virkning svækkedes, heldigvis, ved mine høje, stive Lædergamascher. Vi havde afslaaet et Forsøg af Fjenden paa at trænge frem i det nordre Brohoveds Strube, og da de af vore Tropper, som endnu kunde ventes at komme spredte tilbage, var passerede udenfor vor Linie, var vel Brohovedernes Opgave udfort. Da jeg efter udtrykkelig Ordre gik over Broen, havde jeg det 3. Regt. Mathiesen, i sammes queue, foran mig og fandt Anledning til at paaskynde hans under Broens Bestrygning noget for gravitetiske Skridt, der vidnede om hans Koldblodighed. Vor Arkivkasse med vort Service gik derimod tabt her, da Brigadeskriver Fuchs og min Oppasser Peter »Aporta«, som havde fat i hver sin Side af den, smed den, da en Granat susede hen over dem. Det var jo nok et Tab, som jeg dog nogenlunde trøstedes for, da jeg ved nogle Dage senere at gaa gennem Sundsmark-Lejren, troede at genkende nogle af Porcellæns-Stykkerne hos det 18. Regiments Mandskab.
Det er ikke min Opgave her at nedskrive, hvad jeg iagttog fra det nordre Brohoveds Saillant; men jeg vil kun anføre, at da Artilleristerne ikke var komne endnu — [der var ikke tilstrækkelig Artillerimandskab til at betjene Kanonerne i Brohovederne, hvor Løjtnant C. V. Castenschiold den Dag havde Kommandoen] — Kanonen her betjentes af de nærværende Officerer, og at jeg, da jeg saa 2 Ildliniers Krudtrog parallele lige over hinanden paa Dybbølsiden, sendte det første Skud afsted mod den fremtrængende Fjende; dermed begyndte Brohovedets Deltagelse i Dagens Kamp. General du Plat med sin Stabschef E. Schau befandt sig paa Vejen opad Dybbølbanke, og Rosen, som straks havde indfundet sig igen fra Hovedkvarteret, maa have sluttet sig til dem. De blev alle tre livsfarligt saarede og blev liggende paa Stedet. Budskabet herom bragte Generalens Ordonnansofficer, Løjtnant Nysted, i stærk Sindsbevægelse ned til os. Ellers gik vore retirerende Afdelinger, for Størstedelen opløste, bagom Brohovederne og paa Broerne til AIs, for atter at samles her. Da min Brigades sidste Mandskab var dragen ovor Broen, afbrødes den. Det varede længe, inden enkelte Fjender viste sig paa Værkerne. Fjendens Granatild standsede ikke, men var nu rettet mod vore Batterier paa Alssiden. Byens Gader langs Sundet brændte i lyse Luer. Jeg stod med min Stab dækket i Nærheden af Kirkebatteriet, hvor Steinmann havde taget Post. En gammel Kvinde fra Fiskerbyen krøb langs et Gærde bor og græd med det stadige Udraab: »Det var aldrig sket, hvis Kong Frederik havde levet!« — Marodører, som havde »reddet« endel Franskbrod i Sønderborg, gav os deraf til at tilfredsstille vor Sult. Da kaldte Steinmann mig til sig, lagde Livgarden under min Kommando og beordrede mig til at forsvare Byen mod Angreb indtil Egnen af Ladegaarden ved Opstilling langs Kystlinien. Ved at passere de ovenfor den brændende Gaderække liggende Haver kunde jeg naa et Overblik over min Styrkes rette Fordeling. Jeg overdrog Garden Slottets Forsvar, 3. Regiment den venstre og 18. Regiment den hojre Fløj. Da jeg sent om Aftenen kom tilbage fra Ladegaarden, forefandt jeg ved Kirkebatteriet et af Lundbye til mig for Natten beredt udmærket Halmleje. Jeg
maa indskyde Fortællingen om, hvordan en Granatstump slog en Notitsbog ud af Stabschef, Kaptajn Bioms Haand, saa Bladene hvirvlede op i Luften, da han, staaende ved Siden af mig og Steinmann, vilde notere en Ordre, denne gav mig. Det mærkeligste ved denne Scene var Bioms forundrede Mine, ved at Steinmann ganske ignorerede det ellers ret pikante Tilfælde, og at jeg fulgte Eksemplet«.
Prins Friedrich Karl skriver i sine Erindringer:
»Hvad nu Brohovedet — eller rettere hvad angaar de to Brohoveder, af hvilke det sydligste var meget ubetydeligt, er de ikke blevon erobrede ved Stormangreb. Enkelte fremstormende Troppers Tapperhed, den vedvarende Geværild, som senere blev understøttet af vore fremadførte Batterier, truede vedblivende Brohovederne med en Storm. Da de Danske forlod dem, blev de straks besatte. — —
Jeg havde, som bekendt, bestemt 4 Feltbalterior under Oberstløjtnant Bergmann til at ledsage de to Reservebrigader ud over de forste 6 Skanser for at de kunde understøtte Brigaden i Kampen. Men Colomier ordnede imidlertid paa egen Haand, at Bespæn- dingen til endnu flere Feltbatterier, hvis Kanoner havde staaet i Batterierne og virket der, var parate til, naar Ordren kom, ogsaa at føre disse frem paa Kamppladsen. Det skete med det smukkeste Resultat. Det var mig en meget behagelig Overraskelse.------
Intet foraarsagede mig paa denne Dag, der var saa rig paa glædelige Begivenheder, en større Glæde end det Øjeblik, da jeg saa »Rolf Krakc« opgive Kampen. Den var os en hemmelighedsfuld, uberegnelig Størrelse, som lige til den 18. havde virket som et Spogelse paa vore Soldater, og som ogsaa havde gjort et vidunderligt Indtryk paa vore Officerer. Efter den 18. svandt den Niinbus, der omgav den, meget, og Soldaten spottede den.
Da Sejren var os vis, henvendte den franske Generalstabskaptajn Grev de Clermont-Tonnere følgende Lykønskningsord til mig:
»Vi har erobret et Malakaff — men De har taget ti«.
(Nous avons pris un Malakoff, vous en avez pris dix).
Han var en Krimsoldat og meget venlig sindet over for vor H ær. Han var saa rystet over, hvad han havde set, at Taarerne løb ham ned ad Kinden.«
Allerede KL 12 kunde Prinsen sende Kongen følgende Telegram:
»Jeg lægger 10 Skanser for Deres Majestæts Fødder«, og Klokken 2 Eftm.»Brohovedet taget«.
Som Svar modtog Prinsen straks følgende Telegram:
»Næst efter Hærskarernes Herre takker jeg min herlige Armé under Din Kommando for den hæderfulde Sejr idag. Udtal over for Tropperne min højeste Anerkendelse og min kongelige Tak for, hvad de har ydet«.
Og dog havde det smukke Resultat ikke helt tilfredsstillet Prinsen, han skriver:
»Feltmarschallen sagde i Lobet af Eftermiddagen til mig paa Spitzberg:
»Alle jubler over Sejren, kun ikke De, min Prins?« Den gamle Herre, som kendte det menneskelige Hjerte, havde Ret. Han havde gennemskuet mig. Jeg sammenlignede den foreliggende Sejr med den, som jeg havde kunnet faa paa Als og var ikke tilfreds. Ogsaa idag havde mine Tanker været rettet mod Als og var det endnu. Jeg var utilfreds med mig selv og ogsaa med andre.«
Den nærmere Forklaring gav Prinsen i en den 11. Maj 1864 nedskreven Blyantsnotits:
»Om Eftermiddagen den 18. April havde jeg gentagne Samtaler med Kronprinsen, som ønskede at jeg for at udnytte Sejren skulde gaa over til Als. Paa min Opfordring telegraferede han til Ministerpræsidenten, som svarede, at Besiddelsen af Als ingen politisk Betydning var af------.«
—Prinsen talte paa Chausseen ved Frydendal i Nærværelse af Oberst v. Bl umen thal med General Vogel von Falckenstein. De opfordrede ham til ikke at gaa over til Als. Da Kongen nu vilde, at Jylland hurtigst muligt skulde besættes i videst muligt Omfang, vilde de 9 Gardebatailloner og 18. Regiment i Løbet af et Par Dage igen drage bort. — Prinsen, som ikke straks havde Blikket aabent for Dybbøl-Sejrens Betydning, vilde helst forsøge en Alsovergang; men han gav efter og afstod derfra. Han skriver herom:
»Hvad der for mig blev afgørende var, dels at Goeben, min bedste og mest energiske General, som og Major von Witzendorff begge erklærede, at en Overgang fra Satrup Skov var meget mislig og ikke ønskelig — kun hvis Dybbøl-Stormen var bleven afslaaet, vilde han være gaaet over — og dernæst vidste jeg, at Kongen, som jeg ofte havde tilskrevet derom, var meget lidt for en Operation til Als; men derimod lagde den største Vægt paa Erobringen af Skanserne«.
Fra Klokken 4 Morgen til Klokken 10 Form., da Stormen begyndte, udskød 102 Kanoner fra Fronten foran Dybbølbjærg, fra Broager og Flankerne ialt ca. 7900 Projektiler imod Stillingen, Terrænet bag ved og Broerne over Alssund; men ogsaa under Stormen affyredes Skud mod Terrænet bag Skanserne.
Efter at Dybbølstillingen var taget, korte 45 Kanoner op paa Dybbolbjerg og beskød i Forbindelse med Broager- batterierne Brohovederne; endvidere kom 4 12 Pd. Kanoner til Skud fra Skanse IV. Brigaderne Canstein og Raven ordnede sigtil Storm, men vore Batterier paa Alssiden holdt foreløbig Fjenden ude paa en Afstand af 800—900 Alen fra Brohovederne. Kl. 2 afbrødes den sidste Bro, da alt, hvad der kunde komme tilbage, var overført til Als. Kl. 6 y2 sluttede Artillerikampen, og da Mørket faldt paa besatte Prøjserne Brohovederne.
Løjtnant Hedemann havde, som fortalt, udført sin Ordre til højre Fløj. Han skriver fremdeles:
»Jeg udførte Ordren, og traf Brigadekommandøren, Wøris- h øf fer, i Løbegravene, og gik derpaa tilbage langs Stranden, hvor man ogsaa var temmelig beskudt, til Brohovedet. Her fik jeg af Nysted, som havde fulgt Generalen, at vide, at han var haardt saaret, om ikke død, at Rosen var haardt saaret, og begge tilligemed Schau — som var bleven borte for ham — i Fjendehaand.
Der var intet mere for mig at gøre, da jeg havde set, at Wøris- hoffers Brigade var kommet tilbage, og jeg gik derfor over til Als, hvor jeg traf General Gerlach*), hvem jeg bragte Melding om de 3 Officerer. Jeg vilde ikke have været i den Mands Sted for meget, thi han har disse og mange mange andre Menneskers Liv paa sin Samvittighed, fordi han ikke har været stærk nok til at ville opgive en Overgenerals Stilling for at redde Armeen**). Det er min Overbevisning, at var du Piats og Rosens Stemmer bleven hørte endnu den 16., istedenfor at G. lystrede et Ministerium, som lod sig lede af Hr. Ploug et Consorter,*saa havde Armeen været reddet, og dens Ære ogsaa, istedenfor at den nu har lidt et Nederlag.-----
Hvad vi har mistet i Materiel er en Bagatel mod, hvad vi mistede i Mennesker!
Selv har jeg den Bevidsthed, at jeg har udrettet, hvad jeg kunde — og mere kan man ikke forlange.
Idag er der Vaabenhvile, og saa vidt jeg ved, er der Parlamentærer derovre for at faa Efterretning om de mange Officerer, som savnes. Jeg vilde ønske, at vi var paa Fyn, thi hvis Fjenden gjorde, hvad der fra hans Side var fornuftigt, maatte han endnu i Nat forsøge at tage Als — og saa vilde hele Armeen være fangen og Landet odelagt.«
Af Kaptajn Hønuens' Dagbog:
»Mandag den 18. April. Saavel selve den svundne Nat som især idag fyres der paa Dybbølbjerg med en Voldsomhed, der ovorgaar alt, hvad man tidligere har maattet opleve, og det vil dog virkelig sige noget. Kl. 9—10 gik jeg op paa en Bakke i Nærheden, der byder en vid Udsigt, men jeg kunde ikke' opdage noget usædvanligt. Vi skulde have stillet til Afmarch Kl. 2,5, men pludselig kommer der Ordre til øjeblikkeligt Opbrud, Kl. var
1,5. Vi fik travlt som Mus i Barselseng for at komme afsted; og Vejen til Igen Mølle — Regimentets Alarmplads — var snart tilbagelagt. Major Bie var reden mig lidt imøde, og han fortalte mig den store Nyhed, at Dybbølstillingen i Løbet af Formiddagen er bleven stormet, og at samtlige Skanser er i Prøjsernes Hænder. Skønt det længe havde været at forudse, at Dybbølstillingen ikke længere kunde modstaa et kraftigt Angreb, saa gjorde det dog et ubeskriveligt sørgelig Indtryk, at vide at den prøjsiske Fane vajede paa de kære Skanser, der var bleven forsvarede med en saa ægte dansk Seighed.
Regimentet marcherede videre ad Sønderborg til. Da vi var Kjettinge forbi og især, efter at have passeret Augustenborg, mødte man Bekendte som havde været deltagende i Dagens Kamp. Alle
Beretninger stemmer meget godt overens. Især ved 22. og
2. Regt. og ved 9. og 20. er der faldne saa mange Officerer og gaaet et saa betydeligt Antal Mandskaber tabte, at disse Afdelinger maa organiseres paa ny, hvorfor de ogsaa umiddelbart efter Fægtningen er dirigerede til Høruphav for at indskibes til Fyn.
Hvem de Faldne er, hvormange de er, vides ikke. Der nævnes en hel Del Officerer, men hver af de folgende Dage vil rimeligvis forøge Tallet; saa meget kan allerede nu siges med Vished, at der paa den 18. April er flydt saa kostbart Blod, at de usle sammenskudte og tildels værgeløse Skanser ikke var det værd. Overkommandoen bærer ikke Skylden for dette Slagteri, den har indberettet for alt flere Dage siden, at Dybbølstillingen nu ikke kunne holdes lamgere — en Dom, der er sluttet paa de kompetente Autoriteters Vidnesbyrd og som hver den, der kendte Situationen, maatte bistcmme —, men den fik det Svar fra Krigsministeren, at Stillingen skulde holdes, skulde holdes å tout prix. Den sølle Krigsminister var en Kastebold for den offentlige Mening i Ivjø- benhavn og han vovede naturligvis mindst af alle at byde den kjøbenhavnske Rlodtørst Trods; men denne Dags Nederlag skal være den svage Ministers Brændemærke og hvert et Offer, som Dagen har kostet, er et Mord, begaaet af Opinionen i Kjøbenhavn, med D’hrr. Ploug og Bille som Bødler.
Da 5. Brigade (den kommanderedes fra den 15. April af Generalmajor Voigt) var kommen til Vollerup og her havde ventet en Stund, kom der Ordre til at gaa tilbage til de forladte Kvarterer i Guderup og Elstrup; formodentlig var vi kaldte frem for at løse de udmattede Tropper af, men blev nu sendte hjem igen for at gøre Plads — alle Veje var pakfulde af Tropper og militære Transporter, man kunde mellem Vollerup og Sønderborg hverken komme frem eller tilbage. Henad Aften kom jeg da tilbage til min Skolelærer i Elstrup, det var intet Under, at jeg var træt, thi det er en tung Gang at gaa, naar man bærer paa et beklemt Hjerte og et saa nedtrykt Sind, som den danske Soldat idag.«
Dybbøldagen havde været blodig. Prøjsernes Tab udgjorde, ifølge vort Generalstabsværk, 71 Officerer og 1130 Underofficerer og Menige, hvoriblandt 17 Officerer og 246 Underofficerer og Menige faldne, Resten saarede.
Vort Tab beløb sig, ifølge N. P. Jensen, til: 107 Officerer, 220 Underofficerer og 4477 Mand; deraf faldt 37 Officerer, 52 Underofficerer og 719 Mand. 30 Officerer, 57 Underofficerer og 822 Mand saaredes. 40 Officerer, 102 Underofficerer og 2330 Mand fangedes usaarede. 9 Underofficerer og 206 Mand savnedes. Desuden mistede vi 6 Læger, hvoraf 1 faldt, 1 blev saaret og 4 fanget.
Panserskibet »Rolf Krake« havde et Tab af 1 Officer (Lt. Jespersen*)) og 10 Underofficerer og Menige.
Den danske Hær havde den 18. April paa Dybbol med Mod og Dødsforagt modtaget det overvældende fjendtlige Angreb under de mest fortvivlede Forhold. Rent militært set havde det sikkert været bedre, om man i Tide havde unddraget Armeen dette Nederlag; men politiske Hensyn havde gjort sig gældende, og Fordringen om at holde Dybbølstillingen til det Yderste var bleven efterkommet.
Det var, som vort Generalstabsværk siger, »højt Spil at optage denne Kamp«; men Beslutningen herom retfærdiggjordes ved Troppernes Holdning, javel endog især ved 8. Brigades Angreb. Den sidste Rest af Slesvigs Fastland, den Plet af Jord, hvorhen Europas Opmærksomhed Maa- neder igennem var bleven rettet for at følge vor Hærs Forsøg paa at byde den overlegne Modstander Trods, var ikke bleven frivillig rømmet, men først forladt efter de tungeste Ofre. Dette Forhold er i Aarenes Lob blevet i stedse højere Grad værdsat af Konge og Land. Mindet om det sejge Forsvar af Feltværkerne paa Dybbol Banke og dets Afslutning af Kampen den 18. April vil holde sig, naar Minder om lysere Begivenheder forlængst ere blegnede.
37000 Mand angreb en elendig Stilling som forsvaredes af 10000 Mand.
Kongen takkede Hæren i følgende Proklamation:
»Tapre Soldater!
Utorsagte, brave Kammerater!
Efter et Forsvar, der vil mindes til de sildigste Tider, ikke blot paa Grund af Kampens Ulighed, men ogsaa paa Grund af det Heltemod, hvormed der stredes mod Overmagten, har Armeen maattet vige tilbage fra Dybbolstillingen til Als. Tunge har de Lidelser været, som ledsagede Kampens Udvikling, og uforglemmelige er de store og smertelige Tab, som dens sidste Dage har medført, men med Guds Hjælp vil baade Lidelserne og Tabene ikke have været forgæves! De vil bære Frugter i den Kamp, som I nu kaunper mod Vold og Uret, og hvis Formaal er vort dyrebare Fædrelands Tilværelse og Uafhængighed. Jeg bringer Eder min og Folkets inderlige Tak for Eders udholdende og opofrende Heltemod, og jeg er overbevist om, at den samme Aand fremdeles vil besjæle Eder.
Gud bevare min brave danske Hær og skænke den Lønnen for dens udholdende Tapperhed, ligesom han vil skænke vore faldne Helte sin naadige Fred.
Efter Dybbøls Fald- — Vore faldne.
Efter den 18. April mente Overkommandoen, at Tyngdepunktet for de fremtidige Operationer burde lægges paa vor anden Flankestilling, Fredericia. Som Følge heraf blev de Styrker, som var afgivne herfra til Dybbøl igen sendte bort; medens der foreløbig paa Als blev ca. 20,000 Mand tilbage under General S teinman ns Kommando, gik Resten til Fyen. Med denne Styrke: 2., 4., 5., 6. og 7. Infanteri-Brigade, tre Feltbatterier hvert paa 8 Kanoner og fire andre hvert paa 8 Kanoner, samt Rytteri og Ingeniører og Fæstningsartilleri — vilde man have godt Haab om at kunne forsvare Øen, paa hvis Besiddelse der i en Instruks af 22. April lagdes den største Vægt af Regeringen. Desværre skulde der dog snart ske en betydelig Formindskelse af denne Styrke.
Paa Dybbøl modtog de prøjsiske Tropper nu den 21. April Besøg af deres Konge. Han holdt Revue paa Marken mellem Graasten og Adsbol over Stormkolonnerne og Brigaden Goeben. Da Prins Friedrich Karl overrakte Kongen Rapporten, idet han vilde kysse Kongens Haand, drog Kongen ham dybt bevæget til sig. Den følgende Dag fandt der en Parade Sted for de øvrige i Sundeved værende Tropper.
De danske Tropper paa Als bevogtede nu Alssund, og her modtog de nu Ligene af de fleste faldne Officerer fra Dybbøldagen.
I General Kauffmanns Memoirer hedder det:
»Jeg fik næste Dag [19. April] en større Kyststrækning langs Alssund at bevogte og Brigadekvarter i 10 Dage i det saakaldte »Hvide Hus« og Reserven i Sundsmarkbarakkerne. Jeg begyndte her min Virksomhed ved med min Egestok, som i Dybbolstillingen var et uundværligt Attribut, at udjage af Lejren en i Brændevinsskænk spekulerende Skare af ikke autoriserede Marketendere med deres Vogne, og for mit eget Kvarters Vedkommende at rengøre Stuerne, at dræne den vaade Jordbund omkring og at anbringe Rabatter foran Huset med nysudsprungne unge Træer og Grene. Det hjalp til at holde Sindet oprejst under Trykket, af, hvad der alt var tabt, og hvad der burde have været sparet, ved at lade Fjenden besætte de ødelagte Værker, da Forsvaret af dem var blevet umuligt. Min trofaste Rosens Lig tilligemed andre Officerers havde Fjenden sendt over Sundet den 19. Man sagde mig, at Rosens Broder fra Rønhave havde lagt ham i Kisten i Ulkebol Kirke, men at han ikke var til at genkende. Jeg vilde ikke forstyrre Indtrykket fra mit sidste Møde med ham, da han om Morgenen den 18.' havde staaet modig og mandig i en større Kreds af Officerer, efter sin natlige Inspektion af Dybbolstillingen, og opgav at gense ham. General du Plats Lig sendte Fjenden den 21.
Vognen, som forte det, standsede udenfor det hvide Hus, og jeg kunde sige ham et sidste Farvel. Kisten var aaben, bekranset med Laurbær og udstyret med en Sølvplade, der bar Indskriften: Generalmajor du Plat, falden ved Skanserne ved Dybbøl den 18. April 1804.
En Seddel havde Prins Friedrich Karl paaheftet den ene Side af Kisten, Wrangel en lignende paa den anden. Jeg fandt Liget vanhelliget ved denne »ridderlige« Ostentation, da jeg horte, at de Dagen forud oversendte Officerers Lig var udplyndrede indtil Knapperne og Solvel paa Uniformen, ja, mod afskaarne Fingre, hvor Ringene ikke havde villet give efter. Den ledsagende prøjsiske Officer havde sagt: »Man muss an unsern Leuten loben, dass sie niemals die Gefallenen plündern«.
Hovedkvarteret forlagdes den 23. til Fyn. General Gerlach var hverken istand til at gaa eller ride. da jeg besøgte ham. »Alle savner Rosen«, sagde man mig.
Af Kaptajn Honnens’ Dagbog:
»Torsdag 21. April. Efterhaanden bliver Detaillen af Mandefaldet den 18. April bekendt. I dette Øjeblik henligger i Ulkebol Kirke Ligene af 18 Officerer: General du Plat, Oberst Lasson, Oberst Bernstorff, Oberstløjtnant Schölten, Major Rosen, Kaptajnerne Lundbye af 2. Regt., Jensen og Baland af 22., Ahlefeldt-Laurvigen af 9. og Stockfleth af 20. Regt., Prlt. Behrens af 22. Overlæge Boesen af 17., Sekondløjtnant, Ordonnansofficer ved 8. Brigade Irminger, Løjt. Malling af 2., Brønnum af 20., Aspirant Prior af 20., Frisenette af 9. og Barner af 2. Regt., desuden vides Prmlt. Schau Kompagnikommandør i 10. Regt, og hans Broder Major Schau af Generalstaben at være faldne, fremdeles Prmlt. Gram, Kamp-Kommandor i 9. Regt., Kapt. Grüner af 22. og mange flere.
Lørdag den 23. April. Efterhaanden som den blodige 18. April afsløres i sine Enkeltheder, maa man fole sig mere beroliget med Hensyn til Kampens sørgelige Udgang.
At Dybbøl Skanser faldt, var jo en temmelig naturlig Selvfølge, men i første Øjeblik nærede man en uhyggelig Frygt for, at det ikke kunde siges om dem alle, at de var faldne mod Ære, og denne Frygt viser sig heldigvis at være grundløs. Der er kæmpet den 18. April i Skanser og Løbegrave paa en saadanMaade, at man med Sandhed kan paastaa, at uagtet Slaget blev tabt, er Æren reddet, og mere har vel ingen turdet vente.
Overalt i Europa har det vakt Forbavselse, at Prøjserne har vist den Vandalisme, endog uden Varsel, at bombardere Sønderborg og nedskyde de fredelige Bondergaarde langs Alssund, men hvad skal man dømme om den prøjsiske Armé, der, efter at have angrebet med Kraft og kæmpet tappert den 18. April, har nedladt sig til at plyndre de Døde paa Valpladsen? I Særdeleshed har vore faldne Officerer været Genstand for Røveri og Vold.
Man har tomt deres Lommer, berøvet dem Støvler, Distinktioner og Munderingskapper, man har stjaalet baade Uhr og Penge, og for at gøre denne Skændsel topmaalt er Kammerherre Lassons Lig bleven udleveret med afhuggen Finger og Major Rosens afsjælede Legeme er overgivet til den danske Parlamentær i det bare Linned. Kaptajn Knauer, den tapre Mand er bleven genkendt af en af sine Folk, hans Lig var udplyndret og afklædt, det laa ved en af Bygningerne oppe ved Dybbøl Mølle.
Maa man ikke oprøres over, at sligt kan ske i det 19. Aarhundrede? og skulde man ikke snarere tro, at det var en Kamp, der var bleven ført med Barbarer og Vilde end, at slige Røvere findes iførte den kongelige prøjsiske Soldater-Uniform? —
Tirsdag den 26. April. Vedvarende bringer Bladene Efterretninger om nye Dødsfald. Major Sophus Schack er død i Kjøbenhavn, Prmlt. Rosen, den tidligere Vagtmesterløjtnant paa Kronborg er død paa Kronborg Lazaret, Prmlt. Schmidt af 9. og Aspirant IIage af 20. Regt, er død i Fangenskab — ja de sørgelige Følger af hin Ulykkesdag vil spores længe.
Jeg bor i Vollerup Kro i de samme Værelser, hvor jeg 1849 spiste sammen med de andre Officerer af 3. Forstærknings- bataillons 4. Kompagni, og hvor vi havde vore selskabelige Sammenkomster. Hvor man kommer her paa Als vækkes Fortidens Minder, man genfinder det saa uforandret, at man med Lethed drømmer sig tilbage til dengang — dog ét er helt forskelligt og det er den nærværende Krigs dybe Alvor og haarde Tryk imod Felttoget 1849, dets Liv og Lyst og Sorgløshed, skønt dog Krigens Tildragelser heller ikke dengang var videre heldige.
Torsdag den 28. April. Henad Aften stillede alle Kompagnierne, og 6. Kompagni gik til Sønderborg, for at overtage Vagten langs Alssund mellem Kirken og Levningerne af den søndre Bro. Jeg løste Neergaard af og han gjorde mig bekendt med, at jeg ved alle forefaldende Lejligheder havde at sætte mig i Parlamentær- forbindelse med Fjenden, og han spaaede mig, at dette vilde ske mere end en Gang. Han havde idag taget imod Major Schaus Lig.
Fredag den 29. April. At Kommandøren for det lige for de afbrudte Broer vagthavende Kompagni skal ekspedere ankommende Parlamentærer viste sig snart at være en Hovedvirksomhed. Straks paa Formiddagen blev der indhentet Fjendens Indvilligelse til, at don af vore fangne Officerer rekvirerede Bagage maatte blive oversendt, og kort efter anmeldtes der Parlamentær fra fjendtlig Side. Jeg gik da ud i en Baad og lagde til ved Spidsen af den afbrudte søndre Bro, og her gaar Forhandlingen for sig. Jeg tog mod et Par Fruentimmer, som ønskede at komme til deres Hjem paa Als. En Løjtnant Grev York, formentlig Feltvagtkommandøren i Brohovedet, var Parlamentær.
Et Par Timer senere anmeldtes paany Parlamentær fra hinsides. Jeg gik atter tilsøs og modtog Liget af den paa Jonannitter-Lazarettet i Nybøl afdøde Løjtnant af 2. Regt. Reiter. Det blev mig overleveret af en Oberstløjtnant v. Scnwarzberg, en halvgammel meget net Mand. Han gav mig gentagne Forsikringer om den afdøde Officers Elskværdighed og føjede til, at der var gjort alt, hvad Lægekunst og Pleje formaaede for at redde den unge Mands Liv, men Herren vilde det ikke saa. »Der Ciwillist da ist der Vater« var den haanlige Maade, paa hvilken Oberstløjtnanten henviste til den sørgende Fader — Skræder Reiter fra Kjøben- havn — som fulgte med Liget. Kisten var smykket med Kranse, og det hele havde Anstrøg af, at man ved udsøgt Opmærksomhed vil søge at aftvætte den Plet som klæber ved vore Modstandere, siden de Dagen efter den 18. April maatte udlevere de faldne Officerers Lig i udplyndret Tilstand.
Hen paa Eftermiddagen blev Bagagen til de danske Officerer i Fangenskab afleveret, og kort efter mødte Løjtnant Søltoft af Divisionsstaben for som Parlamentær at udlevere den saarede prøjsiske Løjtnant v. Zeckendorf, ved hvilken Lejlighed han tillige modtog Liget af den paa fjendtligt Lazaret afdøde svenske Løjtnant Lundgrén.
Løjtnant v. Zeckendorf' var en lille, fin spinkel Person, som havde Hovedet indsvøbt i Bandage og saa temmelig lidende ud. Forinden han forlod Sønderborg havde han søgt, men søgt forgæves, sin Faders Gravsted. Faderen faldt den 5. Juni 1848 og ligger begravet her, men da Klokker og Graver og Præst, alle er borte, vidste ingen Besked, og det stakkels unge Menneske maatte gaa bort uden at lære sin Faders Hvilested at kende.
I Modsætning til Løjtnant Reiter blev Liget af Løjtnant Lundgrén aflev,eret, som om han var en Selvmorder: Kisten var mer end tarvelig og ikke et Blad smykkede den. Prøjserne lægger paa enhver Maade deres Uvilje for Dagen imod de svenske Officerer, der har taget frivillig Tjeneste i den danske Hær.
Det blæste hele Dagen temmelig friskt, henad Aften blev det en halv Orkan og mit Kompagni tilbragte denne Nat nede ved
Stranden syd for Sønderborg — det var en grumme kold Natteglæde.
Søndag den 1. Maj. Ved Middagstid kom der en betydelig Bevægelse udi Fjendens Lejr og samtidig averteredes der Parla- inentær. Det var Overbringeren af Kaptajn af 9. Regt. H. Hansens Lig, der skulde gaa for sig, og da Ligets Ankomst var bebudet iforvejen, saa var her en Officer af Divisionsstaben tilstede for at tage imod det.
Dette Lig blev overleveret med en ganske særegen Pomp og vidtgaaende Beviser paa Opmærksomhed. Kisten blev kørt ned til Broen i en 4-spændig lukket Transportvogn og herfra af prøjsiske Soldater baaren ud til Baaden. Efter Kisten gik den prøjsiske Divisionær, Generalløjtnant v. Winzingerode førende Kaptajn Hansens Enke ved Haanden, derefter fulgte en Dr. Hansen fra Aarhus (Broder til den afdøde) med en anden høj Officer, og saa henved en Snes Officerer og Læger, 2 og 2. Kisten var aldeles behængt med Kranse, nok sagt, vore Modstandere havde paa enhver Maade søgt at lægge deres Agtelse for Dybbøls langvarige Forsvar for Dagen.
Kaptajn H. Hansen er den 4de af mine Klassekammerater, der er falden paa Ærens Mark i dette Felttog. Sidste Gang jeg saa og talte med Fru Hansen, var i et Selskab hos Oberst Harbou nede i Altona, hun var dengang lige bleven gift!
Jeg var idag oppe paa Kirkegaarden — friske Grave er der nok af. Under Sønderborgs Bombardement har mer end en Bombe eller Granat forvildet sig herop i de Dødes Have, her findes ikke ganske faa Sprængningshuller, saa Gravens Fred er paa en temmelig nærgaaende Maade ble ven forstyrret. Nede ved Kirken paa de ældste Begravelsespladser er der bleven gravet en Kommunikationsgang, og ved denne Lejlighed er adskillige gamle Kister ble ven blottede, Ben og Skeletdele er bragte for Dagens Lys — jeg saa ikke færre end 6 Dødningehoveder, der med en vis Smagfuldhed var anbragt til Pynt paa Dækvolden.
Var Vagterne oppe i Arnkilskov forleden halve Fornøjelsesture, saa maa man give Sandheden Æren og gøre samme Indrømmelse ligeoverfor denne Vagtstation; om Natten staar rigtignok alt under Gevær, men nu er jo Nattetimerne ikke mange, derimod har vi om Dagen blot enkelte Udkigsposter ude; Resten har Lov til at træde ind i de bagved liggende Huse og der udhvile sig efter Lyst. Faktisk er der Vaabenhvile; saavel vi som Fjenden bevæger os aldeles trygt og ugenert hid og did, det falder ingen af Parterne ind at opføre en Menneskejagt, der ikkun vilde medføre Gene for begge.
En Fatalitet er imidlertid til Stede, og den er ikke uvæsentlig. Broerne er vel afbrudte, men af den sydlige Bro eksisterer en betydelig Rest; — i Havnebassinet flyder Bjælkestumper og hele Stykker Tømmer omkring, og naar Søen sætter ind fra Østersøen, kommer alt dette Gods i Bevægelse, og det er ved en mørk Nat aldeles umulig at orientere sig mellem disse forvirreden svømmende Forhold, man staar med Fingeren paa Aftrækkeren, og det kan være galt hvis man trækker af og ikke mindre, hvis man lader det være.
Tirsdag den 3. Maj. I Løbet af Natten var Søen i temmelig Bevægelse, og der hørtes en Bragen og Knagen ude i Havnebassinet imellem de mange Vragstumper, indtil der henimod Morgenstunden genlød et forfærdeligt Drøn, og da det blev lyst, saa vi, at det var den tilbagestaaende Del af Broen, som var bleven sønderslaaet, og den Ubetydelighed, der nu er til Rest skal ikke yde Fjenden videre Hjælp.
Tidlig paa Formiddagen kom Regimentskommandøren, Major Bie ned til mig, og gav mig konfidentielt Meddelelse om, at 15. Regiment endnu idag skal forlade Øen og indskibes til Fyn.«
