(Bevægelighed — evnen til at komme fra et sted til et andet med fuld kampværdi i behold).
Når vi idag arbejder med genopbygningen af forsvaret og herunder må tage stilling til spørgsmål som bevægelighed, og dermed også til forsyningstjenesten, vil det måske være nyttigt ikke blot at se hen til eksisterende ordninger i udenlandske hære, men også at betragte de tanker om fremtiden, der rører sig disse steder. Ganske vist kan vi ikke kritikløst plagiere store staters systemer eller lægge disses synspunkter til grund for vor fremtidige udvikling — dette forbyder alene vore industrielle muligheder — men dels må vi i højere grad end tidligere gøre det muligt for vor kommende ordning at blive en integrerende del af et større hele, og dels er en for bevægelighed så betydelig faktor som luft- overlegenhed — eller i det mindste paritet — ikke et uopnåeligt mål på samme måde som tidligere.
Den amerikanske hær har selvsagt ikke slået sig til tåls med den bevægelighed, der præsteredes i anden verdenskrig. Det viste bl. a. det udstrakte brug af luftbårne tropper og forsyninger ad luftvejen til Korea, og man liar opstillet følgende
3 mål for opnåelse af fri manøvreevne:
1) mere velegnet flyvemateriel,
2) lettere våben,
3) forsyning ad luftvejen.
ad 1) Mere velegnet flyvemateriel.
Svæveplaner betragtes allerede nu som forældede. Det erkendes, at tabene af materiel af denne type er så betydelige, at end ikke en stormagt i længden kan bære den, hvis de vertikale omfatningsmanøvrer skal bruges i stor stil. Svæveplaner er lidet duelige i mørke og borttransport fra landingsområdet besværlig, selv om f. eks. metoder i lighed med vor meldingsfiskning — for at få svæveplanet hjem igen — har været gennemprøvet med en vis succes.
Det næste skridt bar derfor været — Assault Aircraft — et svæveplan, hvori er indbygget 2 motorer, så maskinen selv kan komme væk fra landingszonen. Hvorfor så ikke ligeså godt en almindelig transportmaskine? Kunsten er at kombinere svæveplanets evne til at lande på en hvilken som helst nogenlunde jævn mark med den tungere transportmaskines selvbevægelighed, og problemet synes idag løst, idet Assault Aircraft er en kendsgerning, der igen sætter svæveplanet tilbage til dets oprindelige plads som et fortrinligt træningsapparat.
Helikopteren vil utvivlsomt også indgå i fremtidige operationer, der følger efter luftlandinger.
Den strategiske bevægelighed af luftlandsætningstropper liar aldrig været draget i tvivl, men den taktiske bevægelighed efter landsætningen kommer ikke på højde med konventionelle jordtroppers. En af grundene hertil er vanskeligheden ved at bringe tunge lastbiler ind, før de egentlige transportmaskiner kan lande. Her vil Helikopteren få en stor rolle. Fra Korea ved vi, at den i høj grad har tjent til evakuering af sårede fra vanskeligt tilgængelige steder, men den vil være ligeså nyttig til korte transporter af tropper eller forsyninger indenfor et brohoved, idet jo ikke mindst forskydning af reserver indtil nu har været et problem — et problem, der vokser, hvis man i stedet for divisioner kommer ind på at bruge korps eller arméer i selvstændige dybe brohoveder (Airheads).
Helikopteren er stadig i udvikling, og i forbindelse med den nedenfor omtalte maskine vil den få betydelig transportevne.
Når en landingsbane først er erobret eller konstrueret, begynder transportmaskinernes arbejde, men heller ikke lier er resultatet i dag tilfredsstillende. Indtil banen er helt udbygget, kan der normalt kun lande 6—10 maskiner, som samles i den ene ende af banen. Disse må losses, evt. lastes med sårede, og lette fra banen, før det næste hold kan komme ned. Losningstiden bliver således kritisk, og for at imødekomme dette er fremstillet en maskine, der simpelthen afhægter hele kroppen med undtagelse af cockpittet og haleroret, og enten flyver hjem uden krop eller på et senere stadium af landsætningen får en tom krop eller en krop fyldt med sårede hægtet på. Dette tager kun få minutter og nedsætter ventetiden for næste serie betydeligt. Forsynet med særlig krananordning er den kommende helikopter i stand til at løfte en sådan afprodset krop og flyve den og dens last på omkring 4 Ions til et hvilket som helst sted i brohovedet.
I den lidt fjernere fremtid kan man vente at se den såkaldte „Converter“-maskine. Hvor langt fremskredet tegningerne eller konstruktionen af en sådan maskine er, er uvist, men princippet er kendt og går i al enkelthed ud på at konstruere motorerne sådan, at propellen snart bruges på normal vis til at drive maskinen frem, snart drejes 90 0 og således virker som møllen på en helikopter.
Denne maskine må altså have vinger og vil nok kræve lidt mere landingsplads end helikopteren, men forener på den anden side dennes manøvreevne med den almindelige maskines fart.
ad 2) Lettere våben.
Den almindelige faldskærmssoldat springer idag med en udrustning, der vejer mellem 25—50 kg. Efter landingen modtager han desuden sin del af de tunge våben, der nedkastes i særskilte beholdere. At denne vægt nedsætter bevægeligheden er indlysende, og når adskillige amerikanske soldater under invasionen i Normandiet blev naglet til strandbredden i lang tid, da de kom under ild, tilskriver man ligeledes dette for tungt materiel, idet det er videnskabeligt bevist, at frygt medfører ringere fysisk ydeevne for det menneskelige legeme. Er dette derfor i tilgift tynget ned af svær udrustning, bliver resultatet simpelthen taktisk ubevægelighed. Hele spørgsmålet har næsten karakter af en snebold. I dag tager det således 37 normale transportmaskiner at lufttransportere en let artilleriafdeling (105 mm haubitser).
Prøver viser, at en fuldt forsvarlig pjece af samme kaliber og skudvidde, men af en lettere konstruktion — i det mindste i starten — kan trækkes af en jeep i stedet for den nuværende svære lastvogn. Resultat — 12 maskiner kan erstatte de 37. Den kendsgerning, at vi endnu får de fleste våben udefra, formindsker vore våbenteknikeres ansvar i den retning, men erfaringer fra før krigen, hvor vor udrustning måske nok hørte til den bedste, men tillige var alt for tung, tvinger undertegnede til at mane til forsigtighed, når det drejer sig om materiel, vi selv skal tegne og fremstille.
ad 3) Forsyning ad luftvejen.
Indtil nu har territoriets dybde været en overvældende fordel for nationer, der besidder store landmasser. En til bunds ført operation ind i et sådant område medfører uvægerligt for lange forsyningslinier. Problemet set i den belysning har måske kun akademisk betydning for os, men de tanker og idéer, det fostrer, kan dog måske få indflydelse for vore løsninger af f. eks. forsyningsspørgsmålet af hærens og flyvevåbnets styrker i det sydlige Jylland, såfremt vor base af sikkerhedsgrunde må lægges nordligt.
At den metode, hvorefter man bringer tropper ind ad luftvejen i et brohoved med nogle dages forsyninger, fulgt af de nødvendigere forsyninger ad luftvejen, men uden tungt materiel og uden reparationsværksteder af nogen betydning, for i løbet af få dage at slutte op med jordtropper og forsyne på normal vis, ikke er anvendelig ved store selvstændige lufttransporterede operationer, står enhver klart.
At en fremtidig fjende desuden i høj grad vil gøre brug af partisaner, og at disses angreb vil blive mere og mere følelige, efterhånden som forbindelseslinierne strækkes ud, giver anledning til undersøgelse af muligheden af en bedre løsning af forsyningsproblemet.
Enighed om forbedringer af transportmateriellet og af udrustningen er ikke vanskelig at opnå, men de nedenfor skitserede idéer vil sikkert ikke udelukkende få tilhængere.
Man kan gå 2 veje; enten at beskytte forbindelseslinierne, hvilket vil sluge et stort antal tropper, eller afskaffe dem i deres nuværende form.
Een løsning er fra baseområdet at flyve forsyningerne ud til divisioner og således fritage arméer og grupper for det forsyningsmæssige ansvar, der idag påhviler dem. Convertermaskinen kan, som nævnt, lande alle steder, så i den retning skulle denne opfindelse fjerne alle hindringer. Vejrliget vil heller ikke have stor indflydelse på en sådan maskine, men luftoverlegenlied indenfor området vil formentlig være en forudsætning. For en stor offensiv gælder dette sidste nu nok under alle omstændigheder, og man vil jo endelig have jordforbindelserne at falde tilbage på, hvis det ikke drejer sig om operationer bag fjendens linier. Reparationstjenesten kan midigvis også foretages i basisområdet, således at man bringer tjenstdygtigt materiel ind i kampområdet som bytte for beskadiget. Antallet af forsynings- og vedligeholdelsespersonel i kampområdet vil således falde radikalt og vægten af forsyningerne tilsvarende. Med luftfartøjer af arter, som kan overses idag, vil opererende enheder på denne vis kunne forsynes op til 800 km fra basis. Er det tanken at liave et tomrum bag de opererende hærstyrker? Forsyningsmæssigt, ja absolut; sikkert, nej; idet militærregeringsstyrker, besættelsesstyrker o. lign. formentlig af andre grunde må opretholdes — alt afhængig af det passerede områdes karakter — men antallet, som skal forsynes i dette område, vil falde betydeligt.
Dette er som sagt fremtidsmusik og drømme, der måske aldrig lader sig realisere. På den anden side tænkte sikkert kun få for 25 år siden på midigheden af luftbårne operationer af format, som dem vi kender fra slutningen af sidste krig, eller på muligheden af at forsyne en by på Berlins størrelse ad luftvejen. Lad os derfor fortsætte drømmene lidt endnu og forestille os de muligheder, en forer, der råder over luftbårne tropper og forsyninger, ville have. Kampen med omvendt front ville for ham være lige så let som med ret front, med mindre der påhviler ham beskyttelsesopgaver. Befæstede linier ville være uden betydning, eftersom de kunne springes over, og hæren landsættes på eller i nærheden af objektet. Kort sagt, stillet overfor en selv langt større styrke, afhængig af de nu kendte forbindelseslinier, ville han være som en skakspiller med lutter springere over for en lutter bønder.
V-A.
