(Skaanske Krig 1675—79, Store nordiske Krig 1709—20, Den første slesvigske Krig 1848—50 og Den anden slesvigske Krig 1864).
Skaanske Krig begyndte Sommeren 1675 med, at den danske Hær rykkede ind og besatte de gottorpske Dele af Slesvig og Holsten og derefter angreb den stærke svenske Fæstning Wismar samt den ogsaa til Sverige hørende Provins BremenVerden. Den 29aarige Christian V havde ikke faaet nogen egentlig militær Opdragelse eller Uddannelse, men var alligevel Soldat helt igennem og havde siden sin Tronbestigelse 1670 utrætteligt arbejdet paa at rejse en slagkraftig Hær for at tilbageerobre de af hans Fader og Bedstefader til Sverige tabte danske og norske Landsdele. Hæren bestod dels af hvervede, dels af udskrevne Folk; den var særlig stærk paa Rytteri, fortrinligt organiseret for en Angrebskrig, og det er med Rette sagt om den, at det var den bedste Hær, Danmark havde haft i Aarhundreder. Kongen var Hærens Overhoved, Krigsherren. Han fulgte stedse Operationerne paa nærmeste Hold, og i Krigens første Aar havde hans Omgivelser Vanskelighed ved at holde ham tilbage fra personlig Deltagelse i Kampene. Hærens mangeaarige, særdeles dygtige Chef, „Feltherren“ Hans Schack, var af Sygdom forhindret i at rykke med ud. Umiddelbart under Kongen kommanderede derfor Feltmarskalløjtnant Weyher og General Carl Arcnsiorff. Weyher var Fodfolksofficer, omtrent 65 Aar gammel og Brandenburger af Fødsel ; Arenstorff Rytterofficer, 50 Aar gammel og født i Mecklenburg. De var begge, navnlig Weyher, meget erfarne og dygtige Førere, uddannet i Trediveaarskrigens Skole og derefter i Krige i forskellige Hære, bl. a. i svensk Tjeneste; men de havde kun nogle faa Aar været i dansk Tjeneste og havde endnu ikke det ønskelige Kendskab til Hær, Land og Folk, som den gamle „Feltherre“ Schack havde det. En egentlig Stab, navnlig en Stabschef i Nutidens Forstand, havde Hæren ikke; men Krigssekretær Hermann Meier, der havde været Sekretær i Krigskollegiet siden dettes Oprettelse 1658, fulgte med i Hovedkvarteret. Han var 44 Aar, født i Rostock og Jurist af Fag. Ingen var som han kendt med Hæren og Landet i Stort som Smaat; han besad en fænomenal Arbejdskraft og udfyldte forsaavidt en Stabschefs Post foruden tre—fire Adjudanters, som han holdt alle Traadene i sin Haand, forberedte alle Instruktioner, Ordrer, Forordninger osv. vedrørende Operationerne, Administrationen, Udnævnelser, Afskedigelser, dels direkte under Kongen, dels i Samarbejde med det nyligt oprettede og dygtigt arbejdende Generalkommissariat, det udførende Organ for Administration og Mandskabsudskrivning. Under de desværre meget hyppige Skifter i Overkommandoen blev han Kongen en uundværlig Hjælper, en diskret, tro og derhos uegennyttig Støtte i en Tid, da saadant var sjældent. Efterhaanden trak Kongen til sig i Hovedkvarteret enkelte af de højeste civile Embedsmænd samt en Repræsentant for det nævnte Generalkommissariat; naar de var tilstede, deltog de i Krigsraadene, hvad der var saa meget naturligere, som de næsten alle besad god militær Indsigt. En fast Institution, et egentligt Konseil, som Sønnen, Frederik IV, havde det, blev de dog ikke. Det betydningsfulde Led i Organisationen, som ogsaa kendes fra Frederik IV.s Krige: en Generaladjudant hos hver af de ældste Generaler samt to eller tre hos Kongen, brugtes ikke synderlig i Skaanske Krig. I Krigsraadene, der hyppigt afholdtes, forelagde Meier efter forudgaaet Konference med Kongen skriftlige „Propositioner“, indledet med Efterretningerne om Fjenden, Forholdene paa egen Side paa de to—tre samtidige Krigsskuepladser: paa Sydgrænsen, i Skaane og paa den norske Grænse, samt Forplejningsforholdene — endende med Opfordring til Krigsraadet om at udtale sig om de næste Operationer. Af Generalerne var foruden Overgeneralen (-erne) de ældste ned til og med Generalløjtnanterne tilstede. Voteringerne begyndte altid med den yngste. Meier førte „Protokollen“ over Voteringerne, som oftest yderst kortfattet, og sammenfattede Resultatet i en „Conclusion“, der snarest omsattes i Ordrer underskrevet af Kongen. Kongen selv, ligesaalidt som Meier, voterede ikke. Kongen var ikke særlig begavet eller kundskabsrig og i sine første Regeringsaar tilbageholdende, trykket af sine høje Embedsmænds formentlige aandelige Overlegenhed; men han havde en jævn, sund Forstand og var yderst pligtopfyldende. — Som oftest var der ikke store Forskelligheder mellem Voteringerne — var det modsatte engang imellem Tilfældet, rettede Kongen sig sædvanlig efter Overgeneralens Votum. Der herskede lige fra Krigens Begyndelse en fortræffelig offensiv Aand i Hæren, og de to Generaler Weyher og Arenstorff enedes godt, skønt de paa en Maade var sideordnet. Belejringen og Erobringen af Wismar Efteraaret og den første Del af Vinteren 1675 førtes med stor Kraft, men kostede Hæren omtrent en Trediedel af dens Fodfolk, navnlig ved de anstrængende Belejringsarbejder og smitsomme Sygdomme i den ugunstigste Aarstid og den sumpige Egn. Ved den foreløbige Afslutning af Hovedfelttoget 1675 blev Arenstorff Generalguvernør i Jylland og Hertugdømmerne og fortsatte Erobringen af Bremen-Verden. Nu skulde Planerne lægges for det næste, afgørende Felttog i Skaane og i Samarbejde med den norske Hær under Ulrik Frederik Gyldenløve, Kongens Halvbroder. Om Kongen endnu 1675 havde haabet, at Feltherren skulde blive saa rask, at han kunde træde til som Overgeneral 1676 vides ikke, men Schack blev stadig svagere, og Foraaret 1676 døde han, kun 67 Aar gammel. Kort forinden var Kongen traadt i Forhandling med Hertug Johann Adolf af Holsten-Plön, der var 42 Aar gammel, General i kejserlig Tjeneste, og som nød betydeligt Ry som Hærfører. I Februar udnævntes han af Kongen til Overfeltmarskal, og hans høje Stilling kendetegnedes ved, at han underskrev Ordrer og Instruktioner sammen med Kongen — noget som man hverken tidligere eller senere saa Mage til. Hans Udnævnelse skulde synes at borge for fortsat heldig Krigsførelse. At han var Fyrste var allerede af megen Betydning; han var uegennyttig og gavmild, og han arbejdede fra første Færd med megen Energi paa at bringe Hæren paa Fode efter de lidte store Tab. I sine Anordninger og Resolutioner var han kortfattet og kærnefuld men jævnlig mere affejende, end nødvendigt og godt var.
I Juni 1676 samledes i Lejr i Dyrehaven nord for Kjøbenhavn den til Overgang til Skaane bestemte Hær, der stadig havde et stærkt og fortrinligt Rytteri, medens betydelige Fodfolksstyrker stod som Besætning i de erobrede Landsdele. I Juli overførtes Hæren. Den erobrede strax det befæstede Helsingborg, kort efter Fæstningen Landskrona, og det stærkt befæstede Malmø indesluttedes. Den norske Hær var rykket ind i Bohus Len, og et direkte Samarbejde mellem de to Hære skulde tilstræbes; men forinden skulde hele Skaane og tildels Blekinge erobres ved et Tog mod øst, og midt i August blev Fæstningen Christianstad i Østskaane indtaget med Storm. Hidtil var alt gaaet fortræffeligt; men den 17. August blev et lille Korps af alle Vaaben, der var sendt mod nord med Ordre til ved et voldsomt Angreb at bemægtige sig det befæstede Halmstad, overraskende angrebet af den svenske Hær under Karl X.s egen Anførsel og fuldstændig oprevet. I de følgende Dage marscherede derfor Hovedkorpset tilbage i nordvestlig Retning for at opsøge den svenske Hær, der imidlertid efter Halmstadaffæren var gaaet meget langt op mod nord. Efter nogen Tids Ophold i Nærheden af Halmstad og efter Afholdelse af flere Krigsraad besluttedes det, foreløbig at gaa i Kvarter nede i Skaane. Først i Oktober rejste Kongen over til Kjøbenhavn, og med ham fulgte Johann Adolf, der efter et kort Ophold i Holsten vendte tilbage til Hæren, men kun for i November at nedlægge Kommandoen. Hvad der forud er foregaaet mellem ham og Kongen vides ikke. Det har heddet sig, at Carl Arenstorff, der i August var blevet kaldt over til Hæren, og Broderen, Generalløjtnant Friedrich A., har intrigeret mod ham, og at Kongen ikke har støttet ham. Herom vides dog heller intet bestemt; men det kan antages, at adskillige mindre heldige Dispositioner af Hertugen samt dette, at det ikke var lykkedes at bibringe den svenske Hær et Nederlag, har fremkaldt en almindelig Irritation i Hovedkvarteret og en stærk Skuffelse baade hos Hertugen selv og Kongen. — Senere var Hertugen gennem mange Aar en klog og villig Raadgiver for Kongen i militære og politiske Anliggender. Ulykkeligvis døde Hærens Næstkommanderende, „den ædle Helt“ Weyher, af smitsom Sygdom i Oktober, midt blandt sine Soldater, beklaget og savnet af alle. Nu var Carl Arenstorff ældst General og førte Overkommandoen umiddelbart under Kongen. I det blodige og uheldige Slag ved Lund den 4. December samme Aar blev Arenstorff dødelig saaret, og Kongen lod Kommandoen gaa over til den nævnte Broder. I Løbet af Vinteren indlededes Forhandlinger med den kejserlige Generalfelttøjmester Uffeln, og denne blev ansat ved Hovedkvarteret uden egentlig direkte Kommando. Derimod traadte den preussiske General af Infanteriet Joachim Rüdiger v. d. Goltz i dansk Tjeneste og udnævntes til Feltmarskalløjtnant og Overgeneral. Han var 56 Aar gammel, dygtig og meget krigserfaren. Han indtraf dog først ved Hæren, efter at denne i Maj 1677 under Generalløjtnant G. A. Bandissms midlertidige Ledelse havde haft en uheldig Kamp ved Rönneberga. I Løbet af samme Sommer traf to nye Ulykker Hæren: den blodigt afslaaede Storm paa Malmø og Slaget ved Landskrona. Dette kunde vel ikke med Rette bebrejdes v. d. Goltz, men de gentagne Ulykker skabte stærkt Mismod hos og fremkaldte Stridigheder mellem Goltz og de to Generalløjtnanter Baudissin og Riise. De var alle dygtige og erfarne Mænd, men stridbare og haarde, og for at faa Fred maatte Kongen f jæme de to Generalløjtnanter fra Krigsskuepladsen. Den senere mangeaarige og dygtige Overkrigssekretær .Krigsminister) Jens Harboe var i denne Tid Kommissarius (ledende Intendant) i Landskrona og skriver i August 1677 fortroligt til sine høje Chefer i Kjøbenhavn: „Goltz und Euflen [Uffeln] ziehen einen Strang [altsaa holder sammen], Bauditz [Baudissin] und Arnstorff concordiren sich für so weit [er indbyrdes nogenlunde enige] ; Rüsenstein hält sich neutral. Unterdessen wird Herr Scheel [Otto Skeel, der var Medlem af Generalkommissariatet i Kjøbenhavn, men midlertidig var delegeret over til Landskrona] das General-Gouvernement an sich ziehen wollen. Enfin: es ist allhier ein rechtes Caos.“ Paa Toget til Rügen om Efteraaret erfarede Goltz, at Kongen vilde engagere en kejserlig Feltmarskal Leslie, med hvem Goltz ikke vilde dele Kommandoen, hvorfor han udbad sig og fik Afsked. Leslie fungerede en kort Tid som ældst General, men traadte snart tilbage, da han mente, at man ikke skønnede tilstrækkeligt paa ham. Felttøjmester Uffeln døde kort efter Nytaar 1678. Efter Goltz’ Afgang, Uffelns Død og Leslies Tilbagetræden udnævnte Kongen Friedr. Arenstorff til General af Kavalleriet og kommanderende General for Hæren. Det skete meget mod Arenstorffs Ønske, da han mistvivlede om sine Evner til denne høje øg ansvarsfulde Stilling. I Krigsraadene udtalte han sig gentagne Gange i Modstrid med Kongen, der drev paa til nye Foretagender, faldt i Unaade og traadte tilbage. Kongen udsaa nu Preusseren Generalløjtnant Wedel (Jarlsberg), der kommanderede det Miinsterske Hjælpekorps, til Overgeneral, og omtrent samtidig engageredes Hesseren Generalløjtnant Geyse. Denne, der var meget ældre General end Wedel og baade erfaren og dygtig, nægtede dog bestemt at staa under Wedel, og efter at Kongen havde søgt at give Geyse et særligt Kommando, maatte han lade ham gaa til Hertugdømmerne som Generalguvernør. Efter et fejlslaaet Forsøg paa at forsone Geyse og Wedel berettede Meier til Kongen: „Det værste er, at der mellem Eders Majestæts Krigsbetjente ligesom er stiftet to Fraktioner, og at E. M.s Vaaben lider Præjudis ved denne Uenighed.“ En fransk Generalløjtnant Saint-Pol, der havde været engageret ved Hovedkvarteret ligesom Uffeln, blev afskediget ved samme Tid, dels fordi han var for gammel, dels fordi han ikke kendte andre Sprog end Fransk. Wedel var en forholdsvis ung Mand, kun 37 Aar. Efteraaret 1678 blev han udnævnt til Feltmarskalløjtnant og forblev Overgeneral Krigen ud og mange Aar efter — tilsidst som Feltmarskal. Han levede endnu paa den store nordiske Krigs Tid som tjenstgørende, men fik ingen Kommando. Af det foregaaende ses, at Kongen var Krigsherre. Han var saagodtsom altid tilstede i Hovedkvarteret under Operationerne. Weyher, sammen med Carl Arenstorff, var Overgeneral Juli 1675—Januar 76. Hertugen af Plon Februar—November 76. Carl Arenstorff November—4. December 76. Friedrich Arenstorff (midlertidigt) December 76—Februar 1677. Baudissin (midlertidigt) Marts—Maj 1677. Goltz Maj—Oktober 77. Leslie (midlertidigt) November 77—Januar 1678. Friedrich Arenstorff Februar—August 78. Wedel August 78—Krigen ud (Efteraaret 1679). I Løbet af tre—fire Aar havde Hæren altsaa ni (eller ti) kommanderende Generaler. Tre var døde, de andre afgaaet af forskellige Aarsager. Een, Hertugen af Plon, var Holstener, de andre Tyske fra forskellige Kanter. De var alle krigserfarne Mænd — Wedel mindst. Som de to til Overkommandoen bedst egnede, alt betragtet, maa Hertugen og v. d. Goltz anses. — Altsaa ingen danskfødt! Af saadanne vilde maaske den højhjærtede, tapre og meget dygtige Generalløjtnant Niels Rosenkrantz, der faldt ved Helsingborg i Begyndelsen af Felttoget 1676, kunnet komme i Betragtning, om han havde levet længere. Men de første Enevoldskonger fastholdt som Grundsætning, og selv den ellers dansk følende Christian V har udtalt det i sit politiske Testament, at ingen dansk Adelsmand burde forfremmes til højere Charge end Generalløjtnant.
Den store nordiske Krig (1700) 1709—20.
I sit andet Regeringsaar, 1700, forsøgte Frederik IV at løse de Opgaver, som Faderen havde begyndt paa: at drage de gottorpske Lande ind under sit Herredømme og dernæst vinde de til Sverige tabte danske og norske Landsdele tilbage. Krigen dette Aar blev kun kortvarig, thi Sverige, England, Holland og den tyske Kejser greb hurtigt ind og fremtvang Standsning af Fjendtlighederne i Hertugdømmerne. Ved Hæren dér var Feltmarskal Hertug Ferdinand Wilhelm af Württemberg Overgeneral, foruden at han var den hele Hærs Generalissimus. Han døde kort efter og Kongens Halvbroder Feltmarskalløjtnant Christian Gyldenløve et Par Aar senere. Da Kong Frederik 1709 i Forbund med Sachsen, Polen og Rusland atter tog Opgaven op, var kun omtrent Halvdelen af Hæren til øjeblikkelig Raadighed, idet et stærkt Korps var i engelsk-hollandsk Tjeneste, og et mindre Korps i stærkt medtaget Tilstand nylig var hjemkommet efter mange Aars Tjeneste i kejserlig Sold. Hærens højeste Officerer var paa dette Tidspunkt Feltmarskal Hertug Carl Rudolph af Württemberg, den gamle Feltmarskal Wedel-Jarlsherg og General af Infanteriet C. D. Revøntlow. Men Hertugen var ved Korpset i Flandern og kunde ikke hjemkaldes, og Wedel-Jarlsberg dels i Almindelighed ikke egnet, dels for gammel. Reventlow var kun 40 Aar gammel og var anerkendt krigserfaren og kundskabsrig, en Personlighed med høje moralske Egenskaber, vel kendt og vel anset i Hæren. Han talte og skrev Dansk godt og djærvt. I November 1709 blev det til Felttoget bestemte Korps overført til Skaane under Reventlows Overkommando og Rytterføreren Jørgen Rantzau (af de danske, jyske Rantzau’er) som Næstkommanderende. Kongen blev i Kjøbenhavn. — I Tiden indtil Begyndelsen af Marts 1710 kom det ikke til betydelige Sammenstød, da den fjendtlige Overgeneral, Magnus Stenbock, arbejdede paa at organisere og indøve sin Hær; men de danske Afdelinger, navnlig Rytteriet og Dragonerne, var krigsdygtige og kamplystne. Den 10. Marts led Hæren et Nederlag i det afgørende og meget blodige Slag ved Helsingborg, hvor Jørgen Rantzau førte Kommandoen under Reventlows Sygdom. Den tapre Rantzau blev haardt saaret og bødede for det tabte Slag og Skaanes Rømning umiddelbart efter med nogen Tids „Orlov“ paa sine Godser for derefter atter at gøre Tjeneste — og udmærket Tjeneste. Reventlow havde allerede under Felttoget vakt Kongens Mishag ved sine frimodige Udtalelser og Bebrejdelser for Kongens ringe Interesse for Felthæren, og efter det tabte Slag udtalte han, at hvis der ikke blev gjort kraftigere Anstrængelser for at bringe Hæren ordentlig paa Fode, maatte han bede om sin Afsked. Kongen svarede gnavent, at han ikke vilde lade sig noget foreskrive i saa Henseende — vilde Reventlow ikke blive, kunde han gaa sin Vej, og en Maaned efter Slaget blev Reventlow „forløvet“ fra Overkommandoen. Han fik dog senere en højt anset og særdeles indbringende Post udenfor Hæren.
Der blev strax taget fat paa Hærens Nyopstilling, og man overvejede, til hvem Overkommandoen skulde betroes. Et Par høje udenlandske Generaler blev bragt i Forslag; men Resultatet blev, at man henvendte sig til General Jobst Scholten, der efter 40 Aars Tjeneste i den danske Hær havde taget sin Afsked et Par Aar i Forvejen og havde slaaet sig ned i sit Fædreland, Holland. Han modtog Tilbudet og rejste strax til Kjøbenhavn. Scholten var dengang 62 Aar gammel, var oprindelig uddannet som Ingeniør, men havde mest tjent i Fodfolket og sidst, i flere Aar, været Næstkommanderende i Korpset under Hertug Carl Rudolph i engelsk-hollandsk Tjeneste, hvor han under Marlborough og Prins Eugen gentagne Gange og med Dygtighed havde kommanderet betydelige Korps af de allierede Tropper. Han var altsaa særdeles krigserfaren, var en klog og vel uddannet Krigsmand, en fortrinlig Organisator og fremragende Administrator. Han var yderligere grundigt kendt med Hærens og Landets Forhold, og endelig var han en meget formuende Mand. Under hans Ledelse skred Hærens Nyopstilling hurtigt frem, navnlig ved at man udfyldte Regimenterne efter de lidte store Tab ved at tage det bedste Mandskab ud af Landmilitsregimenterne. I Løbet af 1710 kom Hæren atter paa fuld Krigsstyrke, og 1711, medens Pesten rasede paa Sjælland, førtes Krigen over i de svenske Lande syd for Østersøen. Efterhaanden som Hæren voksede, forøgedes Antallet af Generalløjtnanter, og den kommanderende Generals Stab forøgedes med Generaladjudanter, Kongens ligesaa, og Generalløjtnanterne fik hver en Generaladjudant — senere endogsaa Generalmajorerne. Nu traadte ogsaa Kongen personligt ind. Han havde ligesaalidt som Faderen faaet egentlig Uddannelse til Soldat; men han var en vel begavet Mand med en kraftig Villie, uden at føle sig trykket af sine Omgivelser, hvilke de end var. For Hæren nærede han stor og grundig Interesse, og paa det militære Omraade som paa andre søgte han at sætte sig tilbunds ind i Forholdene, hvorved det kom ham til Hjælp, at han kunde tale med alle, store som smaa i Samfundet og gærne gjorde det. Fra 1711 fulgte han personlig Hæren under Operationerne, ledsaget af Delegerede fra de forskellige Led af Statsstyrelsen, Konseillet navnlig, og tog virksom Andel i Ledelsen af de militær-politiske og strategiske Forhold. Han var virkelig Krigsherren, til Tider endogsaa Oven'general.
1712 var det lykkedes Feltmarskal Stenbock at føre sin Hær over til Pommern og frigøre det af de Allierede indesluttede Stralsund. Den danske Hær gik tilbage til Mecklenburg, og Stenbock fulgte efter. Kongen og Scholten havde i Fællesskab udarbejdet Plan for det videre Felttog, som de efter nogen Modstand havde faaet de Allierede til at godkende, og i December tog den danske Hær en defensiv Opstilling i Nærheden af Gadebusch, hvor man vilde afvente Sachsernes Tilslutning for derpaa at gaa over til Offensiven. Stenbock angreb imidlertid, inden Sachserne havde naaet fuld Tilslutning. Den sachsiske Overgeneral ankom, da vor Hær havde indtaget sin Kampstilling, kritiserede Opstillingen og fik Medhold af flere af Scholtens Underførere. Scholten afslog, nu i sidste Øjeblik at ændre noget, men maatte tilsidst give efter og lave om, hvad der fremkaldte Usikkerhed og Misforstaaelser, der kun gjorde Ondt værre. Hæren led et fuldstændigt Nederlag og trak sig tilbage til Holsten; Stenbock fulgte efter og gik ind i den gottorpske Fæstning Tønning og Eiderstedt, der indesluttedes af den nu forenede dansk-russiske Hær. Forholdet mellem Kongen og Scholten havde ikke lidt noget Skaar trods Nederlaget og var uforandret godt; men da Feltmarskal Carl Rudolph nu vendte tilbage og fik Paritionspatent og Instruktion som „Chef for Kongens Armér“, ordnedes Kommandoforholdene saaledes, at Hertugen kommanderede Rytteriet, Schölten Infanteriet, medens Kongen personlig udøvede Overkommandoen, udgav den daglige „Parol“, Dagsbefalingen, og dernæst overlod de to Herrer at anordne det øvrige for hver sit Omraade. I Virkeligheden var det Schölten, der ledede Indeslutningsoperationerne, med Kongens fulde og virksomme Støtte overfor Czar Peter og dennes Generaler. Naar Kongen under den langvarige Indeslutning var fraværende, havde Hertugen, som Feltmarskal, Overkommandoen; men Forholdet mellem ham og Schölten var det bedste — et Forhold der taler til største Ære for dem begge — men de havde jo alt i Aarevis arbejdet sammen paa Valpladserne i Flandern og ved Rhinen. „De lever ellers saa vel med hinanden, som de nogen Tid har gjort“, skriver Kongens Generaladjudant Løvenøm, „hvilket er vist en stor Nytte for Hans Majestæts Tjeneste.“ Erindrer man herved Meiers Hjærtesuk til Christian V efter Forsøget paa at forsone Geyse og Wedel, er Modsætningen mellem Forholdet i de to Krige slaaende. Dette udelukkede dog ikke, at Hertugen og Schölten kunde være uenige om og diskutere vigtige Forhold; men Hertugen bøjede sig sædvanlig for Scholtens Mening.
Efter at Stenbock havde kapituleret, og Tønning senere var blevet indtaget, traf man Forberedelser til at erobre de svenske Lande i Nordtyskland: Bremen-Verden, Fæstningen Wismar med Omegn, Pommern med den stærke Fæstning Stralsund og Rügen, i Samarbejde med de Allierede, hvortil nu ogsaa Preussen-Brandenburg sluttede sig. Det store Organisationsarbejde, som den nu til fuld Styrke voksede Hær — Korpset fra engelsk-hollandsk Tjeneste var nylig vendt tilbage — medførte: Felt- og Belejringsartilleri, Materiel af alle Arter, Bevæbning, Forplejning, Træn osv., var lagt i Scholtens Haandom end under virksomt Medarbejde fra Kongens Side. Derimod traadte Hertug Carl Rudolph næsten ganske i Baggrunden, om han end fulgte med i Hovedkvarteret, og man kendetegner bedst Forholdet i det betydningsfulde Felttog saaledes, at Kong Frederik ikke alene var Krigsherre, men ogsaa den faktiske Overgeneral, Schölten hans Generalstabschef. Det langvarige og kraftigt førte Angreb paa Stralsund, hvor Karl XII nu selv var indtruffet og med yderste Kraft ledede Forsvaret, Erobringen af Rügen og Indeslutningen af Wismar lededes af Schölten for den samlede allierede Hær. 1716 overtog Carl Rudolph Regeringen i sit Hjemland og forlod for stedse Danmark. Da der 1716 blev sammendraget en dansk-russisk Hær paa Sjælland til Angreb paa Skaane, var det Schölten, der udarbejdede Planerne for Overførelsen og Operationerne i Skaane. Kong Frederik vilde personlig kommandere sin Hær ligesom Czar Peter sin. Schölten skulde ved Overførelsen følge første Echelon. I Bind VIII af Bidrag til den store nordiske Krigs Historie siges det, at i sin Plan for Operationerne efter fuldført Landgang karakteriserer Schölten sig som den forsigtige Feltherre, der vel kan sin Metier, men mangler „Gnisten“ ; at han ikke tænker paa, gennem sin store Overlegenhed i Tallet at foreskrive Fjenden Loven, men overlader denne Initiativet; at overfor Karl XII var hans Chancer temmelig smaa; at han var af den gamle Skole, der ikke forstod, at man sikrede sig bedst ved at tilintetgøre Fjenden. Sagen var, at Schölten i sin Plan ikke disponerede paa langt Sigt og foreløbig kun tilsigtede Erobringen og Sikringen af Skaane; men stillede den fjendtlige Hær sig i Vejen her, skulde den ubetinget angribes. At Schölten ikke paa Forhaand disponerede videre bør dog næppe bebrejdes ham. Den hidtidige Krigshistorie havde Gang paa Gang viist, at en Nedkæmpelse af Svenskerne i deres eget Land var forbundet med uhyre Vanskeligheder.
Som bekendt blev der ikke noget af Landgangen. Samme Aar blev Schölten Præses i Generalkommissariatet, øverste Leder af Hærens Administration i Krig og Fred. 1717 og 1718 laa Hæren i Danmark stille. Man afventede, hvad Kong Karl vilde foretage sig. I disse Aar udviklede Kommandoforholdene sig saaledes, at den fortrinligt dygtige General F. J. Dewitz fik overdraget alt, hvad der vedrørte Kommandoen over det meget stærke Rytteri, næsten den ene Halvdel af Hæren, medens Schölten beholdt alt det øvrige. Dewitz var født Mecklenburger og nu 50 Aar gammel. Han havde fra Ungdommen af været i dansk militær Tjeneste og ogsaa gentagne Gange viist sig som en særdeles duelig Diplomat. Skønt endnu forholdsvis ung var han af mange Aars Feltliv helt krumbøjet af Gigtlidelser, men Aanden var usvækket. Hæren havde saaledes atter faktisk to Overgeneraler samtidig. De to Mænd enedes imidlertid fortræffeligt, og i alle de Tilfælde, hvor Kongen ønskede Raad, Forslag, Planer fra dem, handlede de altid i fuld Enighed og Loyalitet og støttede hinanden gensidig. Da man i Kjøbenhavn forud for Karl XII.s Felttog i Norge 1718 blev misfornøjet med den norske Ledelse, opfordrede Overkrigssekretæren (Krigsministeren), Admiral Gabel, Scholten til for nogen Tid at rejse med op til Norge for at sætte Fart i Tingene; men Scholten henskød sig under sin høje Alder, og derved blev det. I den langvarige sidste Fase, 1719, fattede Kongen og Gabel Planen om at samle en meget talrig norsk-dansk Hær i det sydøstlige Norge for ved et samtidigt Indbrud fra tre Steder at bryde ind i Sverige og fremtvinge Freden. I Konferencer herom afviste baade Scholten og Dewitz denne Plan som udsigtsløs og tilraadede i Stedet en Overgang til Skaane, hvor Kommandoen altsaa vilde tilfalde dem. Kongen og Gabel vilde imidlertid ikke opgive deres Plan og søgte at faa en anerkendt dygtig General i kejserlig Tjeneste til at tage Kommandoen umiddelbart under Kongen; men efter nogen Betænkning afslog denne General Tilbudet, hvorfor Kongen selv paatog sig Stillingen som Overgeneral med Gabel som Generalstabschef. Foretagendet blev ogsaa indledet, men hurtigt opgivet, nærmest paa Grund af Pres fra engelsk Side. Det havde saaledes viist sig, at Kong Frederik nu, efter de mange Aars Erfaringer har ment, at han selv kunde være Højstkommanderende, naar det kneb. Dewitz døde 1719, Scholten 1722. Deres Stillinger blev egentlig ikke besat, og en lang Aarrække havde Hæren hverken tjenstgørende Feltmarskaller eller Generaler af Infanteriet; resp. Kavalleriet, men alene Generalløjtnanter osv. nedefter. Sammenholder man Forholdet under den Store nordiske Krig med Forholdet i den Skaanske Krig: to Overgeneraler — idet der kan ses bort fra Hertug Carl Rudolph — eller tre, hvis man tager Dewitz med, i ti—elleve Aar mod ni i fire—fem, er Forskellen slaaende. Særlig bemærkelsesværdig er Scholtens 10-aarige Virksomhed. Og medens otte af de ni var Udlændinge, de fleste med kun kortvarigt forudgaaende Ophold her i Landet, var af de tre den ene Slesviger, de to ganske vist fødte Udlændinge, men med mange Aars forudgaaende Ophold i Landet, hvor de fæstede Bo, blev store Godsejere, og deres Efterslægt forblev her i Landet. De tre var alle betydelige Dygtigheder — Dewitz vistnok den betydeligste.
Krigen 1848—50.
Christian VIII var, bortset fra det første Par Maaneder af Frederik VII.s Regering, vor sidste enevældige Konge. Han havde endnu maattet anses for Krigsherren; men han nærede ingen Interesse for Hæren. Ved Krigens Udbrud mod Slutningen af Marts opførtes der i Militærkalenderen ikke mindre end 19 Generaler, men ingen af dem blev Krigsminister under den nye Styrelsesform, ingen af dem udset til Kommandoen over Felthæren, Nørrejyske Armékorps. Krigsminister blev den tidligere Artillerikaptajn A. F. Tscherning, fra 24. Marts. Han havde i en Aarrække været udenfor Hæren, hovedsagelig i Udlandet, men var almindelig kendt som gammel Oppositionsmand, som en kundskabsrig og energisk Personlighed, og han viste sig fra første Færd som en fortrinlig Organisator. Et af hans første Skridt blev Valget af en Overkommando ved at formaa Kaptajn af Generalstaben W. H. F. A. Læssøe til at overtage Posten som Stabschef i denne. Der herskede intetsteds Tvivl om, at Læssøe ved sin Intelligens, sine Kundskaber, sin vældige Arbejdskraft, energiske Karakter og fornemme, uegennyttige Personlighed var selvskrevet til denne Post. Det er blevet udtalt, at Tscherning straks burde have udnævnt Læssøe til General og givet ham Kommandoen over Felthæren. Det er dog meget tvivlsomt, om Læssøe vilde gaaet med hertil, thi først efter adskillige Betænkeligheder modtog han Posten som Stabschef. Først herefter skred Tscherning til Valget af Kommandøren. Han har senere erklæret, at han hertil søgte en Officer, der vilde gaa ind paa „at gøre Læssøe til den egentlige Leder“. Sandheden var imidlertid den, at Tscherning selv vilde være baade Krigsminister, Hærens Overhoved, og Felthærens faktiske Overgeneral, og medvirkende til Valget af Læssøe var, at Tscherning antog, at da han og Læssøe paa vigtige Omraader havde samme Anskuelser, vilde Læssøe indrømme ham den ønskede Indflydelse. Det kom imidlertid til at gaa ganske anderledes.
Af Generaler var der altsaa efter Tallet rigeligt at vælge imellem; flere af dem blev senere under Krigen draget frem til høje Poster i Felthæren — een endog til Overkommandoen — og det skulde i ethvert Fald ikke synes vanskeligt, blandt dem at finde en, der vilde gaa ind i den Rolle, som Tscherning havde tiltænkt ham. Den ældste af dem alle, den 70aarige Generalløjtnant Høegh-Guldberg, kommanderende General i Nørrejylland og Fyn, var trods sin Alder egentlig den dygtigste og mest energiske og endnu legemligt fuldt ydedygtig, hvad han viste ved først at dø som 90aarig. Tscherning skal ogsaa først have tænkt paa ham; men det maatte anses for udelukket, at Generalen vilde have fundet sig i Tschernings og Læssøes Formynderskab. Der kunde ogsaa være Tale om Generalmajorerne A. C. F. Moltke og G. C. Krogh, og der havde ogsaa været Tale om at indkalde en fransk General. Men samtlige Generaler blev forbigaaet, og Valget faldt paa den næstyngste af Obersterne, Kommandøren for 1. Jægerkorps, H. C. G. F. Hedemann. Han var 56 Aar gammel og siges at være bragt i Forslag og stærkt anbefalet af den senere her ofte omtalte Oberst af Generalstaben C. F. Hansen, Chef for Krigsministeriets Administrationsdepartement. Hedemann var ikke anset for særlig fremragende, men for en dygtig praktisk Officer med særdeles tiltalende almenmenneskelige Karakteregenskaber. Han nærede ikke overdreven Tillid til sine Evner for den tildelte Stilling, slog ikke straks til, afslog heller ikke, men betingede sig, at hvis han ikke gjorde Fyldest, skulde han kunne vende tilbage til sit Jægerkorps, og den 27. Marts udnævntes han til karakteriseret Generalmajor og Kommandør for Nørrejyske Armékorps, som Felthæren blev kaldt. Tscherning overlod til Hedemann og Læssøe selv at ordne deres indbyrdes Forhold. Udnævnelserne til de to Stillinger skete ikke ved en kongelig Resolution, men alene ved en ministeriel Ordre! Kongen havde ganske vist givet Afkald paa at betragte sig som Feltherren, men Fremgangsmaaden belyser alligevel med Skarphed Forskellen i Kongens Stilling nu og tidligere. Denne Formløshed gentog sig dog ikke senere under Krigen i lignende Tilfælde, idet herefter Kongens Resolution i Forvejen blev indhentet. Korpskommandoens Stilling overfor Hærens andre høje Kommandomyndigheder var meget ejendommelig, idet Generalkommandoerne beholdt den fulde Myndighed indenfor deres Omraade, saa at Hedemann skulde „muligst følge Generalkommandoens Anvisninger, naar han kom til Jylland“, og tilsvarende paa Fyn, der nu blev udskilt som særligt Generalkommando. Ved denne Ordning vilde ogsaa Tjenesten bag Fronten, i Etapeomraadet, forblive ved Generalkommandoerne. Forholdet kompliceredes yderligere ved, at Tscherning gav Generalkrigskommissær Riegels, der i sine yngre Dage havde været Officer, Overkommandoen paa Als, hvad der medførte, at da Armékorpset mod Slutningen af April, efter Slaget ved Slesvig, gik over til denne 0, vilde Riegels hævde sin Uafhængighed af Armékorpset. Tschernings Hævdelse af at ville være hele Hærais Højstbefalende viste sig tydelig efter Slaget ved Slesvig den 23. April, da Rygter var naaet til Kjøbenhavn om, at Korpset i tildels opløst Tilstand var gaaet over paa Als, ved at Tscherning øjeblikkelig afsendte Oberst Hansen dertil for at „handle efter Omstændighedernes Bydende og bedste Skønnende“ og med ubetinget Fuldmagt til at „træffe alle de Anordninger og Foranstaltninger, som han maatte anse for nødvendige, nyttige og hensigtsmæssige“ — dog saaledes, at det var „henstillet“ til Obersten, „om muligt ikke at foretage nogen Indskridning uden foregaaende Konference med“ Korpskommandøren. Faktisk var Forholdet nogle Dage senere saaledes, at Oberst Hansen i Tschernings Navn kunde forføje over Armékorpset og Korpskommandoen. Han tog selv Kommandoen paa Als i sin Haand, hvorfor Hedemann valgte at gaa over til Fyn den 7. Maj og indstillede, at han og Læssøe eventuelt traadte tilbage. Forholdet ordnedes midlertidigt saaledes, at Oberst Hansen beholdt Kommandoen paa Als, indtil nogenlunde normale Kommandoforhold ved Kongens Mellemkomst atter genoprettedes, idet dog Tscherning selv vedblev at gribe ind i Kommandoen. Da Korpskommandoen i Slutningen af Maj besluttede at foretage et Fremstød over i Sundeved mod Forbundstropperne, kom dette paatværs af de løbende Vaabenstilstandsforhandlinger, hvorfor Tscherning sendte Kaptajn Harbou til Als med Forbud mod Fremstødet. Harbou indtraf umiddelbart før Overgangen ; men Hedemann og Læssøe hævdede, at det var nødvendigt at sikre sig en Terrænstrækning hinsides og gennemførte de vel ledede og heldige Kampe den 28. Maj og 5. Juni. Under Vaabenstilstandsforhandlingernes videre Forløb fik Tscherning Kongens Resolution paa, at da Armékorpsets Dele nu antagelig skulde gaa til deres Udskrivningsdistrikter, kunde Hedemann kaldes til Kjøbenhavn og overtage Præsidiet i den nyoprettede men ret betydningsløse Raadgivende Komité og Generalmajor G. C. Krogh, der var ældre Generalmajor end Hedemann, overtage Armékorpsets Afvikling. Efter de heldige Kampe havde Tscherning ganske vist ikke blandet sig videre i Korpskommandoen, men Hedemanns Stilling var efterhaanden blevet ganske undermineret af Læssøe, dels gennem Harbou, dels direkte til Tscherning. Den 24. Juli indfandt Tscherning sig i Hovedkvarteret i Vejle, underholdt sig en Times Tid med Hedemann og endte med at overgive denne den kongelige Resolution og overdrog Kommandoen til Krogh, skønt Forudsætningen herfor, Vaabenstilstanden, endnu ikke var afsluttet. Det kom fuldstændig bag paa Hedemann, der ikke anede noget om de mod ham drevne Machinationer og mente at være i den bedste Forstaaelse med alle, baade opad- og nedadtil. Hans Afgang vakte megen Opsigt og almindelig Forbavselse. Korpsets højere Officerer sendte ham en Adresse, hvori de udtrykte Beklagelse over hans Afgang, deres Agtelse og Hengivenhed. Hedemann fortjente ogsaa dette i fuldt Maal. Han havde haft den fulde Følelse af sin Stillings Betydning og Ansvar og ikke skyet dette sidste; en een Gang fattet Beslutning havde han fastholdt med Ro og Værdighed, og indenfor de Grænser, som hans strænge militære Opdragelse og Uddannelse afstak, havde han reageret kraftigt mod Tschernings Indgriben i hans Kommando. — Han fik ikke senere Kommando. I November 1848 gik Martsministeriet af, ogsaa Tscherning, og Oberst, nu Generalmajor, C. F. Hansen afløste ham. En fransk General, Fabvier, var efter Opfordring kommet til Kjøbenhavn som Raadgiver for Krigsministeriet. Fabvier var nærmest stemt for en hovedsagelig defensiv Optræden, hvis Krigen brød ud igen. Den 23. Marts 1849, kort før Vaabenstilstandens Udløb, blev Generalmajor Krogh af Krigsministeriet befalet til fra den 27. at overtage Overkommandoen over „hele den aktive Hær og over Befæstningerne og Batterierne i Jylland, paa Als og paa Fyn samt over de paa samme Steder for Hæren oprettede Magasiner og Depoter“. Generalkommandoen i Jylland overdroges til en Oberst, og det var i Forvejen fastsat, at „den aktive Armé i alle Henseender skulde være uafhængig af Generalkommandoerne, hvilke ... skulde assistere den, naar den enten helt eller delvis var i Generalkommandodistriktet.“ Man havde altsaa draget Lærdom af Erfaringerne fra 1848 og bestræbt sig for at give Overkommandoen den fornødne Myndighed til alle Sider. Læssøe skulde atter være Stabschef ved Overkommandoen.
Generalmajor Krogh var 64 Aar. Han var ikke nogen lærd Officer men en talentfuld, ualmindelig smuk og elegant Mand med en fornem og samtidig elskværdig og velvillig Optræden. Han havde, siger en Samtidig, et Ydre og en Optræden, saa at enhver ved at staa overfor ham følte: Det er en kommanderende General. Han havde lang Tid været i Hoftjeneste men havde alligevel viist sig som en dygtig, praktisk Officer. Læssøe havde Aaret i Forvejen givet en i Hovedsagen gunstig Bedømmelse af ham, og de to Mænd enedes godt den korte Tid, de kom til at arbejde sammen. Derimod var det uheldigt, at Krigsminister Hansen og Læssøe, skønt begge fremragende dygtige Mænd hver paa sin Vis, som man siger „ikke kunde døje hinanden“. Krogh, uden Læssøe, blev kaldt til Kjøbenhavn, og i Forening med Krigsministeren og Marineministeren var han med til at vedtage en Operationsplan, der nærmest gik ud paa nogle spredte Foretagender, som Læssøe dog hurtigt fik ændret til det bedre. Medens det 1848 var Tscherning alene, der vilde lede Operationernes Gang, skulde nu Statsraadet overfor Overkommandoen varetage det af politiske Hensyn fornødne. Krigsminister Hansen sammen med Fabvier indfandt sig dog straks, da Operationerne skulde begynde, og ogsaa Kongen kom. Den 3. April rykkede Armékorpset over i Sundeved, kastede i et rask Fremløb Forbundstropperne tilbage, og alle var begærlige efter at fortsætte. Da indtraf Ulykken ved Eckernforde. Indtil den 7. April forblev Korpset i det erobrede Terrænafsnit, og denne Dags Aften lod Krigsministeren afholde Krigsraad til Afgørelse af, hvorvidt man skulde forblive i Sundeved eller gaa tilbage til Als. Blandt Generalerne, der var uvidende om Eckernforde Ulykken, var der stort Flertal for at blive; men Krigsministeren, paavirket af Fabvier, befalede i Kongens Navn, at Korpsets Hovedstyrke skulde gaa tilbage til Als: Protest herimod fra Generalerne vilde blive betragtet som Insubordination! Overkommandoen fik Skylden for, ved en mindre tydelig Ordre til den kommanderende Søofficer at have fremkaldt Eckernforde Ulykken. General Krogh blev sendt til Fredericia for at ordne Forsvaret dér, og den 12. April indstillede Krigsministeren, at Krogh traadte tilbage fra Overkommandoen, og at denne overdroges til Generalmajor F. R. H. Biilow. Kongen gav Resolution herpaa samme Dag. Idet Krigsministeren sendte Resolutionen til Krogh, udtalte han, at han under sit midlertidige Ophold ved Hæren kun havde haft den politiske Side af Krigsforetagenderne for for Øje, og at han betragtede selve Udførelsen af de militære Operationer som liggende fuldstsendig udenfor hans Ressort. — Formelt havde Krigsministeren Ret i disse Udtalelser, thi Ordren om Korpsets Tilbageførelse til Als var sket i Kongens Navn. Af betydelig Interesse er det at se, at Kongens dog vistnok omstridelige Berettigelse til at byde over Hæren blev taget i Brug ved denne Lejlighed, samt at Krigsministeren fuldt erkender, at han ingen somhelst Ret har til at gribe ind i „Udførelsen af de militære Operationer“. — General Krogh havde kraftigt hævdet overfor Krigsministeren, at Overkommandoen ikke var Skyld i Eckernforde Ulykken. Læssøe maatte træde tilbage fra Posten som Stabschef. Generalmajor Biilow var yngst Oberst ved Begyndelsen af 1848 og var blevet Generalmajor dette Aar. Han var nu 58 Aar gammel og var kendt som en fortrinlig dygtig praktisk Officer. Han havde ført Brigade i den forløbne Del af Krigen og havde været særdeles gunstigt bedømt af Læssøe overfor Tscherning for Mod, Villiekraft og Tro paa sin Lykke som Fører. Oberst Flensborg, der blev Stabschef, var en elskværdig, omgængelig Mand og en flittig, samvittighedsfuld Medarbejder for sin General. Da han derhos stod sig godt med Krigsministeren, blev Forholdet mellem denne og Overkommandoen ogsaa godt. At General Biilow i fuldeste Maal opfyldte de Forventninger, der stilledes til ham, er velkendt; han var kommanderende General ikke alene af Navn men ogsaa i Gærningen.-Det er blevet fortalt, at Generalmajor de Meza, Krigsminister Hansens Fortrolige og særlig gode Ven, da han med sin Brigade deltog i Udfaldet fra Fredericia, skal have faaet en fortrolig Ordre, Bemyndigelse til under visse Forudsætninger at tage Overkommandoen. Noget paalideligt herom er dog aldrig fremkommet. Da Forberedelserne til Felttoget 1850 tog Fart, var General Biilow saa syg, at der ikke var Udsigt til, at han vilde kunne overtage den ham ellers tiltænkte Overkommando. Krigsminister Hansen vilde saa have foreslaaet Kongen at udnævne Generalmajor de Meza til Overgeneral, men han var svag efter en vanskelig Operation. Generalerne Moltke og Schleppegrell, der fik Division i Felttoget, fandt Krigsministeren ikke egnet til Overkommandoen, og Ryttergeneralen Flindt vilde helst være fri derfor. Krigsministeren, ønskede selv inderlig at overtage Stillingen, men Statsraadet havde sat sig derimod, da det fandtes uforeneligt med Stillingen som Krigsminister. Krigsministeren henvendte sig derfor i Marts til Generalmajor Krogh med Forespørgsel; han erklærede sig straks villig og var hermed udset til i et eventuelt yderligere Felttog at blive kommanderende General. Den 24. Maj kundgjordes Hærens Krigsformation med Krogh som Højstkommanderende, medens Stabschefen, Oberst Flensborg, alt tidligere var udnævnt. Ordlyden ved Kroghs Udnævnelse var den samme som i Marts 1849, dog at det nu hed, at Generalkommandoerne i Nørrejylland, Fyn og Als skulde være ham underlagt. Krigsministeren ønskede meget at følge med Felthæren og søgte hertil Kongens Bemyndigelse, som han dog ikke fik i det ønskede Omfang, da Kongen holdt paa Overkommandoens absolutte Selvstændighed under Operationerne. Navnlig i Maanederne efter Istedslaget greb Krigsministeren gentagne Gange ind med Raad og Opfordringer ; men Overkommandoen værgede godt for sig, og i det Hele og Store herskede der et godt Forhold mellem de to Myndigheder. De tre kommanderende Generaler i denne Krig var alle Fodfolksofficerer; de havde aldrig gjort Tjeneste i Generalstaben men var praktiske Mænd. De havde alle med Hæder udfyldt deres høje, ansvarsfulde Stilling og snarere overgaaet de til dem stillede Forventninger end omvendt. Fælles for dem var fornem Karakter, stilfuld Optræden, Velvillie og Venlighed mod, Omhu for Undergivne. Den betydeligste af dem som Fører, den stærkest udprægede Karakter, var Bülow.
Krigen 1864.
I Løbet af de sidste Maaneder af 1863 var Hæren blevet stærkt forøget, skønt man ikke ventede Krigen før til Foraaret. Valget af Overgeneral voldte betydelige Vanskeligheder, idet Indflydelser fra flere Sider søgte at gøre sig gældende. Generalløjtnant de Meza var ældst af Tjenstalder af de egentlig tjenstgørende Generaler og havde den fornemste Tjenestestilling som kommanderende General paa Sjælland efter i omtrent fem Aar at have været Chef for 2. Generalkommando (Fyn, Jylland, Slesvig). Han var den eneste levende blandt dem, der i Treaarskrigen havde kommanderet Division, nød betydeligt Ry som Fører, var kendt som en højt intelligent Officer, en udpræget, selvstændig Personlighed; og, bortset fra hans mange Særheder, navnlig hans Frygt for Træk, var han endnu trods sine 72 Aar aandeligt og legemligt forbavsende frisk. Han ønskede selv at overtage Kommandoen og ansaa sig for selvskrevet dertil. Af andre Generaler, der synes at have været paa Tale, skal nævnes Ryttergeneralen og Hofmanden HegermannLindencrone, Generalstabsmanden Generalmajor Steinmann, kommanderende General i Holsten, samt Generalmajor du Plat. Ligesom i 1848 og 1850 udpegede man først Stabschefen, Oberst H. Kauffmann, der havde været Souschef ved Overkommandoen 1849 og 1850 men derefter mest været ansat i Stillinger udenfor Hæren. Han var uden Tvivl ogsaa alt ialt den til Stillingen bedst egnede. Han har formentlig ikke ønsket de Meza som Kommanderende men en mindre overlegen Personlighed blandt de foran nævnte og har heri fundet Tilslutning baade hos Krigsminister Lundbye og dennes højre Haand Major Ankjær, Direktør for Kommandoafdelingen i Ministeriet. Ankjær var meget dygtig, meget ærgerrig og herskelysten; han har stilet efter at øve en Indflydelse paa Overkommandoen i Lighed med Tschernings i 1848 og har i saa Henseende tænkt at kunne regne med en Slags Medhjælp fra Kauffmanns Side. Det kan betragtes som givet, at Kongen har ønsket de Meza som Kommanderende, og efter nogen Tids spændt Afventen blev denne den 25. December „i Overensstemmelse med“ Kongens Resolution paa Krigsministeriets Indstilling beordret til at tage „Overkommandoen over den aktive Armee, med Hovedkvarter i Slesvig“. I Modsætning til Forholdet ved Hedemanns Udnævnelse i Marts 1848 men i Overensstemmelse med de senere Udnævnelser, 1849 og 1850, var det altsaa Kongen, der 1864 udnævnte. Mod Slutningen af Januar modtog Overkommandoen fra Krigsministeriet en Instrux som Vejledning for sit Forhold, hvori det navnlig siges, at det maa „blive den kommanderende Generals Sag ... at fatte Beslutning“ om, i hvilket Omfang Dannevirkestillingen skal forsvares; men af politiske Grunde er det af overvejende Betydning, at vi til Foraaret har en stærk og slagfærdig Hær. „Kampen i Dannevirkestillingen bør altsaa ikke føres saa vidt, at Hærens Tilværelse som Hær kompromitteres I dette Aktstykke gives der saaledes Overkommandoen den Handlefrihed, den kan ønske, med den Begrænsning, som den politiske Ledelse maa angive.
Til almindelig Overraskelse brød Krigen ud allerede den 1. Februar. Kongen og Konseilspræsident (og Udenrigsminister) Monrad indfandt sig strax i Hovedkvarteret men afrejste derfra den 4. Februar. Hverken overfor Kongen eller Monrad antydede de Meza med en Stavelse, hvorledes han tænkte at ville stille sig til de skæbnesvangre nærmeste Dages Begivenheder. Han undskyldte sig fra, efter Tilsigelse at møde til Taffel hos Kongen: „Han havde ikke Tid p. G. a. Tjenesteforretninger“, og ved et Besøg, som Monrad aflagde hos ham for at erfare noget, indlod de Meza sig ikke paa noget Operationerne vedrørende. Monrad vaagede som en Drage over, at Kongen hverken da eller senere fik Lejlighed til selv den ubetydeligste Forbindelse med Overkommandoen, medens han selv efterhaanden overskred sin Kompetence. Den samme Taushed, Indesluttethed, iagttog de Meza, med en enkelt Undtagelse, overfor Generalerne, ja endog overfor Stabschefen, og paa sine daglige Spadsereture talte han ikke med nogensomhelst. Det synes dog, at han i den første Tid havde til Hensigt, med Kraft at forsvare Dannevirkestillingen, men at Udfaldet af Kampen den 3. Februar og hans Iagttagelser under en Inspicering i Stillingens Centrum den 4. har bragt ham til at vakle. I Krigsraadet den 4. om Aftenen havde han ikke taget endeligt Standpunkt til, om han vilde „tage Stødet“ eller gaa tilbage forinden: han vilde rette sig efter Krigsraadets Afstemning. Som bekendt var der i Krigsraadet almindelig Enighed om, endnu den 5. at blive i Stillingen og modtage det forventede Angreb; men hvis dette udeblev denne Dag, skulde Stillingen rømmes Natten til den 6. Dannevirkestillingens Rømning vakte udenfor Hæren en Storm af Overraskelse og Forbitrelse. Krigsministeriet protesterede allerede Natten mellem den 5. og 6. mod Tilbagetoget, som dog var i fuld Gang; men hverken de Meza eller Kauffmann tillagde Protesten nogen Betydning. Monrad, der den 6. talte med dem i Flensborg, indvendte overfor dem her intet mod Beslutningen. Han skyndte sig imidlertid til Kjøbenhavn og sammenkaldte Møder i Rigsdagen, hvor han i de stærkeste Ord afviste enhver Mistanke om Medansvar og forsikrede, at han var blevet ligesaa overrasket som alle andre. At dette sidste var i Strid med Sandheden kan vistnok betragtes som givet. De Meza og Kauffmann blev af Krigsministeriet telegrafisk kaldt til Kjobenhavn for at afgive Beretning om Begivenhederne ; Overkommandoen overdroges midlertidigt til Artillerigeneral Lüttichau, og det meste af Februar gik under skarpe Kampe mellem de Meza og Krigsministeriet; men Udgangen blev, at Monrad under Trusel om hele Ministeriets Dimission fremtvang kongelig Resolution om de Mezas Afgang fra og Generalløjtnant G. D. G erluchs Udnævnelse til Stillingen som Overgeneral. — De Mezas Hævdelse af, at han ved Stillingens Opgivelse ikke have overskredet sin Kompetence, og at han netop ved sin Handling havde muliggjort det, der i hans Instrux absolut var Hovedsagen: Hærens Bevarelse for de afgørende Begivenheder til Foraaret, kunde Ministeriet vel ikke underkende men rettede i Stedet et Angreb paa andre af Overkommandoens Dispositioner; thi Ankjær, støttet af Monrad, skønnede, at nu var Øjeblikket kommet til at faa en Overkommando, der formentlig vilde lade sig lede fra Kontorerne i Kjøbenhavn. Mod Valget af Gerlach kan der ikke indvendes noget. Han var, bortset fra Lüttichau og Hegermann-Lindencrone, den ældste af Generalerne og kommanderede Division. Han var godt 65 Aar gammel, havde som Bataillons- og Brigadekommandør med megen Hæder deltaget i Treaarskrigen og senere en Række Aar fungeret som Generalinspektør for Fodfolket og var almindelig kendt og agtet som en brav, loyal Soldat. Til Stabschef fik han Major Stjernholm af Generalstaben, en brav og flittig men ikke særlig fremragende Mand. Forholdet mellem den nye Overkommando og Krigsministeriet formede sig hurtigt mindre godt. Af ydre- og indrepolitiske Hensyn opfordrede Ministeriet til et mere aktivt Forsvar af Dybbølstillingen — forsaavidt ikke helt uden Grund —- og Smaaforetagender mod Kysterne. Overkommandoen følte sig trykket af disse Opfordringer, og Gerlach henstillede allerede i Marts, om det ikke vilde være til det heles Vel, om han traadte tilbage fra Overkommandoen. Ministeriet svarede vel ikke herpaa, men i den Tid, omkring den 20. Marts, da Fredericia blev angrebet, lod det dog Overkommandoen i Fred. Herefter trængte Ministeriet atter paa med Opfordringer til offensive Foretagender i Dybbølstillingen; men efter Overvejelser maatte Overkommandoen svare, at saadanne Foretagender nu var uigennemførlige. Kort før Stormen paa Dybbøl indstillede Overkommandoen om Bemyndigelse til enten helt at rømme Stillingen eller kun efterlade et eller to Regimenter dér for at unddrage Hæren fra den truende Katastrofe og for desto virksommere at indrette Forsvaret af Als, Fyn og Fredericia. Ministeriet svarede imidlertid, at af politiske Grunde (den forestaaende Konference i London, Haabet om Intervention af England og Frankrig) skulde Stillingen holdes til det yderste. Den 14. April kom det til den bekendte telegrafiske Samtale mellem Stjernholm og Krigsministeriet, hvori Stjernholm krævede frie Hænder for Overkommandoen til at handle efter militære Synspunkter. Samtalen endte med, at Overkommandoen fik frie Hænder: Ministeriet stolede paa den saavel i militær som politisk Henseende. Dog, nogle Timer senere indtraf der Telegram om, at Krigsministeriet havde forelagt den telegrafiske Sam- og Aftale for det samlede Ministerium, der resolverede, at Stillingen skulde holdes, selv om det skulde koste betydelige Ofre. Gerlach var altfor meget loyal Soldat til herefter at handle paa egen Haand og nøjedes med, skriftlig at gentage sine Indstillinger, der dog først efter Dybbøls Fald naaede til Kjøbenhavn. •I Krigens næste Afsnit lagde Overkommandoen Hovedvægten paa Forsvaret af Fredericia, Fyn og Als og var atter uenig med Krigsministeriet, der vilde forøge Hegermann-Lindencrones Korps i Nordjylland og have opsat betydelige Landgangsstyrker, og det traf Overkommandoen som et Tordenslag, at Ministeriet befalede Fredericias Rømning og en Fordeling af den ved Dybbølstormen stærkt svækkede Hær, som Overkommandoen fandt uforenelig med et virksomt Forsvar af Fyn og Als. Den 29. Juni faldt Als, under nye, meget betydelige Tab. Hele Ministeriet gik af, og Lundbye afløstes af Oberstløjtnant Reich. Overkommandoen var paa Fyn, og Gerlach nærede det bedste Haab om at kunne forsvare denne 0. Da blev han ved en kongelig Resolution pludselig, den 4. Juli, kaldt tilbage fra Overkommandoen. Denne overdroges til Generalmajor P. F. Steinmcmn, som havde haft Overkommandoen paa Als og allerede tidligere var udpeget af Reich som den bedst egnede, og Reich viste straks, at det var hans Hensigt at give Overkommandoen fuldstændig frie Hænder. Dette fik dog forsaavidt ingen Betydning, da det ikke kom til yderligere Kampe. Steinmann var 53 Aar, altsaa forholdsvis ung. Han havde været Kommandør for 3. Division, senere for 1. Division og havde mange Aar staaet i Generalstaben. Han var ligesom Gerlach en loyal, brav og modig Soldat, en fornem Karakter og derhos vennesæl og gæstfri — en Grandseigneur. Som Fører var han vistnok den mindst betydelige af de tre Overgeneraler i denne Krig.
Foruden de atten—nitten Overgeneraler, der er omtalt i det foregaaende, har vor Hær i det betragtede Tidsrum haft ikke faa Feltmarskaller, endog General-Feltmarskaller, som der imidlertid ikke er Grund til at nævne, da de dels skyldte særlig fornem Fødsel deres høje Rang, dels kun har haft ringe Betydning i vor Krigshistorie. Betragtet under Eet kan det siges, at uduelig eller uværdig til Stillingen var ingen af de atten—nitten Overgeneraler; flere af dem var betydelige Førere, en eller to endog meget betydelige. Særlig interessant er en Sammenligning mellem Forholdene i de to betragtede Krige under Enevælden: i den Skaanske Krig, under Christian V, ni Overgeneraler i Løbet af godt 4 Aar; i den næste Krig, under Frederik IV, to—tre i godt 10 Aar. I begge Krige afvekslede Lykke og Ulykke om end i forskellig Grad. Hvorfor da den paafaldende Forskel? Frederik IV var, som tidligere nævnt, en vel begavet Mand med en fast, næsten stædig Karakter og bekendt for længe at støtte og holde fast ved de Mænd, han havde lært at kende og faaet Tillid til, efter — ikke sjældent ad Omveje — at have prøvet dem. Hans nærmeste Raadgivere var Gehejmeraaderne i Konsejllet, Ministrene kan man kalde dem, sædvanlig fire i Tallet, alle kloge, dygtige, erfarne Mænd hver indenfor sit Omraade. Hertil kom, at hans høje Generaler ikke intrigerede mod hinanden, men indbyrdes enedes fortræffeligt. Alt ialt var der her Momenter til Gunst for et roligt, sikkert, kontinuerligt Styre for Statsskibet gennem dette meget betydningsfulde Afsnit af vor Historie. Christian V var vel en yderst brav, rettænkende og pligtopfyldende Mand men sent udviklet, trykket af sine Omgivelser, beskeden og tilbageholdende; han havde ikke, som Sønnen, et fast, klogt og dygtigt Raad at støtte sig til, og — undtagen det første, heldige Krigsaar — hans Generaler nægtede sig intet i Retning af indbyrdes Strid og Intriger.
I vore to sidste Krige, under den parlamentariske Regeringsform med ansvarlige Ministre, var Kongens Indflydelse, i ethvert Fald direkte, kun ringe. I Treaarskrigen var de to Krigsministre, Tscherning og Hansen, kraftige Personligheder, ivrige efter at gøre deres Anskuelser gældende; Generalerne var fornemme, loyalt tænkende og handlende Mænd saavel opefter som indbyrdes. Endelig var de almindelige Krigsforhold gunstige, Krigslykken overvejende og Dagspressens, Avisernes, den saakaldte „offentlige Mening“s Indflydelse endnu ret moderat. Men hvis Krigslykken havde svigtet, vilde Antallet af Overgeneraler i de tre Aar næppe forblevet ved tre. — I Aarene indtil Krigen 1864 havde Parlamentarismen og Dagspressen været i stærk og uheldsvanger Vækst, og denne korte Krig krævede to—tre Ministerier og Krigsministre og ligesaa mange Overgeneraler. Den første Krigsminister, Lundbye, attraaede selv Indflydelse paa Operationerne og dreves yderligere frem af Ankjær og Monrad. Hans Efterfølger, Reich, var derimod en udtalt Hævder af, at Overkommandoen havde fri Hænder ved Operationerne. Den sidste af de tre, Generalløjtnant Hansen fik ikke Lejlighed til at vise, om Aarene havde dæmpet paa hans Virketrang, men skønt højt tilaars var han endnu en villiekraftig Personlighed.
Rockstroh.
