Der kan i de senere Aar spores en større Interesse hos Hærens Officerer for den danske Hærs Historie end tidligere og en Lyst hos mange af dem til at give sig i Lag med at studere den og bearbejde den. Det gjælder da om, da dette Studium altid har været meget forsømt her i Landet, at fastholde denne Interesse, at lede den og at udbytte den saa meget som muligt. Forholdene kunne hurtig forandre sig, Begivenhederne kunne lægge Beslag paa Kræfterne, det rette øjeblik kan let gaa tabt, og man vil da staa lige over for den samme sørgelige Fattigdom, som man nu finder i vor militærhistoriske Literatur.
Et Studium af Hærens Historie frembyder imidlertid store Vanskeligheder. Der foreligger store Samlinger af utrykte Kilder, som ikke er lagt til Bette for Forskeren, og der foreligger en fattig og spredt, trykt Literatur. Men hvad enten det er for egen Belærings og Fornøjelses Skyld, eller det er for at søge nye Oplysninger eller bringe nye Fremstillinger, er det nødvendigt her som ved ethvert historisk Studium først at skaffe sig et nøjagtigt Overblik over den foreliggende Literatur. Det er et Forsøg paa at lette dette Arbejde, som har fremkaldt nærværende lille Studie og' Literatur-Fortegnelse.
Danmarks Krigshistorie og Hærens indre Historie efter Middelalderen deler sig naturlig i tre Perioder: fra Krudtets Anvendelse til den staaende Hærs Oprettelse; fra 1660 til henimod det 18. Åarhundredes Slutning; fra c. 1800 til Nutiden.
Af disse Perioder har Danmarks Krigshistorie før den staaende Hærs Oprettelse en forholdsvis rig og dygtig, ja for flere Tidsrums Vedkommende glimrende Literatur. Foruden de Værker, hvori vore mest ansete Historikere have behandlet større eller mindre Dele af vor almindelige Historie, og som selvfølgelig ogsaa om fatte de dertil hørende Krigsbegivenheder, er der frem kommet Skrifter, der gjøre disse til det særlige. Vi have mange gode Fremstillinger af danske Krigsbegivenheder, oplyste ved Hjælp af Aktstykker fra Middelalderen og til Midten af det 17. Aarhundrede, og desuden ogsaå vidtløftige Monografier af Krigens berømte Mænd fra disse'Tider. Men det Tidsrum, i hvilket Hæren bliver mere regulær og tilsidst under faste Former Enevoldskongens egen urokke lige Ejendom, har Eiteraturen kun ofret ringe Opmærk somhed. Tiden efter Christian IV’s Død omhandles næsten ikke, og man undres saa meget mere derover, som den efterfølgende Tid netop frembyder de for Hærens saavel indre som ydre Historie mest interessante Epi soder. Vi mangle saaledes ikke alene en samlet Frem stilling af den ulykkelige svenske Krig 1657—60 og Kjøbenhavns Belejring o. s. v., men den store Omvæltning i vor Krigsforfatning, som Enevoldsmagten medførte, og som førte til den staaende Hærs Oprettelse, har ej heller fundet sin militære Forfatter. Disse i Hærens Historie saa mærkelige Aar, i hvilke Frederik III i det ødelagte og udpinte Land skaber en Enevoldskonges stærke Hær, som senere Christian V, ung og fyrig, udvider til en Erobrings-Hær, en af de stolteste, Danmark nogensinde har ejet, Aar, som ere af største Vigtighed for at forstaa Hærens hele Tilblivelse og Historie, ere endnu ikke be handlede i vor Literatur. Denne giver os i det mindste saare ringe eller mislykkede Fremstillinger og Oplys ninger saavel af Hærens indre Forhold, dens Tal, dens (tammer, dens Forplejning o. s. v., som af dens Virksom hed og Bedrifter.
Den skaanske Krig (1675—79) ejer kun-een meget uheldig Historieskriver, hvilket saa meget mere maa be klages, som denne Krig — den første, i hvilken den staaende Hær træder op — trods dens i det hele taget uheldige Udfald og dens mange Brøst og Forsyn delser frembydcr højst mindeværdige og hæderlige Be drifter, der for en stor Del ere lidet bekjendte i Hæren som i Folket. Den store nordiske Krig har derimod ikke fundet sin Historieskriver, men dens enkelte Epi soder, Krigens politiske Aarsager og Følger ere af mange forskjellige, ikke mindst norske Forfattere, be handlede i en Bække fortrinlige Afhandlinger, der vil jævne Vejen for en fremtidig Forfatter af Frederik IV’s Krigshistorie og gjøre den, om ikke magelig, saa dog fremkommelig. En nærmere Undersøgelse af den store nordiske Krig saavel som af den skaanske Fejde vil drage en Historie frem, som i mange Retninger er langt mere hæderfuld, end det i Almindelighed antages. Saa kommer den lange Fredsperiode under de følgende Konger, for Hærens indre Historie den ikke mindst inter essante. Men naar undtages den lille Pennefejde om Eandmilitsens Oprettelse, som et Par af vore Historie skrivere for nylig har kæmpet, om ikke udkæmpet, ligger ogsaa hele denne Periode næsten udyrket i vor Literatur. Hvor meget kunde man ikke ønske at faa et nøjere Kjendskab f. Ex. til [lærens Forbindelse med Landbo- forholdene i det 18. Aarhundrede, til de mange Forsøg paa at bringe den store Hær i passende Forhold til Landets smaa Evner, til de mangfoldige Hærordninger, til St. Germains højst mærkelige Periode, til Hærens Standpunkt under Syvaarskrigens Bevægelser, der bringe nye Principper ind i Hærens Organisation og Styrelse, og Krigens Førelse, og endelig til den danske Hærs Emancipation Ira den Skal af Tydskhed, som omgav den i Slutningen af det 18. Aarhundrede.
Først da Hæren i vort Aarhundrede i Højde med det aandeiigc Livs Høreiser paa andre Omraader lidt efter lidt bliver fuldstændig national og dansk i alle sine Grene, og det tilsidst lykkes den i hæderlige Kampe for Fædrelandets Selvstændighed at godtgjøre sit Værd, da endelig finde vi en krigshistorisk Literalur, som er Gjen- standen jævnbyrdig. Hærens Historie i dette Aarhundrede har en smuk og gediegen Lileratur i C. Th. Sørensens, Generalstabens, Vaupells o. a. Værker.
Det er, som man vil se, altsaa den lange Periode fra den staaende Hærs Oprettelse til c. 1800, som er fattigst behandlet i vor Lileratur. At der ikke existerer en sam tidig krigshistorisk Literatur i denne Periode, kan let finde sin Forklaring. Den historiske Videnskab stod jo i Tiden før Holberg, saavcl som hele den danske Literatur, paa et saare lavt Standpunkt. Enevoldsmagten egnede sig ikke til at fremme den. Christian V, den ivrige Jæger og Hytter, havde kun ringe Sands for boglig Viden, og baade han og hans Søn vare Soldaterkonger i Følge deres naturlige Anlæg og deres Tids Fordringer, og begge personlig tapre. Sandsen for at sætte sig Mo numenter ved Fremme af Literaturen manglede de fuld stændig. Skylden kan dog ikke væltes over paa Kon gerne alene. «Det laa», siger Prof. Holm, »først og fremmest i en Mangel paa Produktionsevne hos det danske og norske Folk». Den samtidige krigshistoriske Literatur indskrænker sig derfor saa godt som til Flyve blade af mer eller mindre paalidelig Natur, og til de Heltedigte, som Lejlighedspoeterne frembragte. Disse Heltedigte •— i Almindelighed smagløse Himerier — ere i høj Grad betegnende for Tidens Aand. Alt, hvad der kom frem, var gjennemsyret af Kongetilbedclse og For gudelse af det enevældige Monarki. Ethvert Skrift henvendte sig til Enevoldsherren i en Fortale med den allerunderdanigste Undersaats mest krybende Beundring for og Tilbedelse af den kongelige Majestæt og den ufejlbare Krigsherre. Selv Digtere som Kingo bævede sig i den Henseende ikke od over Tidens Aand. Denne fordrede, lier som i andre Lande, et saadant Sprog og en saadan Tone. Kongerne lod sig i lang Tid nøje hermed, og ingen af dem befalede en Historiker at for evige de i de overstrømmende Digte saa højt berømte Meltegjerninger. Ved Universitetet var før Holbergs Tid Historien en kun lidet dyrket og yndet Disciplin, der blev kun skrevet for de Lærde og i de Lærdes Sprog, ikke for Folket. Fra Kongernes Side kunde der som sagt kun ventes Opmuntring under Forudsætning af det absolute Herredømmes absolute Hyldning. Derfor opstod iler en Mangel paa Smag og Kritik, som Forfatterne i deres krybende Smiger lagde for Dåsen, og et Praleri, sotn kvalte ethvert Forsøg paa sand Skildring af de vir kelige Begivenheder. .Denne Tone brød Spidsen af For fatternes Penne i det 18. Aarbundrcde ; de kritikløse Værker bar kun den tørre Beretnings Værdi, og de tvivlsomme Kilder tvinge til Prøvelse paa ethvert Punkt, en Prøvelse, der kun beviser deres Upaalidelighed.
Frederik IV’s Regering falder i to Perioder, en krigersk og en fredelig. I denne sidste begyndte nu et nyt Liv at røre sig i Videnskabens Verden, men ingen følte sig kaldet til at forherlige Kongen i en Fremstilling af Krigsaarene. Ved Holberg og andre endnu lærdere Historikere vaktes Interessen for Fædrelandets Historie, der blev udgivet større Fremstillinger og samlet et uhyre Stof. Man vilde vække andre Landes Opmærksomhed, og man vilde oplyse Folket og vække dets Læselyst. Med en storartet Energi kaste historiske Forskere sig over Oldtiden og Middelalderen og disse Tiders krigerske Hi storie. Først senere, paavirket af de store Verdens begivenheder, vende de sig til nyere Tider. Holberg gaar i sin Danmarkshistorie Tiden saa nær paa Livet som muligt. — Christian VI var selv arbejdsom og søgte at fremme Videnskaben , men ivrig for Freden, som ban var, bar ban næppe protegeret nogen Forherligelse af sin Faders og bedstefaders Krigsbedrifter. Det er ældre Tiders Krige, som er Gjenstand for de Lærdes Under søgelser. Man kjender fra Holbergs Epistler hans Spot over det overdrevne arkæologiske Studium, og han søger at lokke til Studiet af nyere Tider (Ep. 194). Tungt har Datidens Historieskrivere lidt under Fattigdommen paa Kilder: «De som have skrevet før Souverænetetet, agere heller Apologister for Adelen end Historie-Skrivere; og de, som have skrevet siden, synes heller at have villet forfatte Lov-Sange over Kongerne end oprigtige Hi storier« (Ep. 328). «Was unter den folgenden Königen (Chr. IV, Fr. III, Chr. V) vorgegangen, weil es von Nie mand ii parte geschrieben ist, hat cs unmöglich anders aus als vielen, theils gar schlechten Schrifften, Oralioni- bus, Panegyricis, Carminibus oder auch aus den Hisfo- ricis der benachbarten Völcker können geholet werden. Denn das von dem Königlichen Dänischen Assessore und lloffbuchdrücker Herrn Lorentzen publicirte Tage- Kegister Christiani V ist so mager, dass daraus wenig Trost zu hoffen gewesen» (Hojer Kurtzgcf. Dünnemärckische Geschichte. Flensb. 1719. Vorbericht).
Under Frederik V beskyttedes Videnskaberne af dyg tige Mænd. Men Kongens Udsigt til at blive Tronfølger i Sverige og til en Forening af de nordiske Higer har \el næppe været gunstig for en Fremstilling af Krigene mellem disse Lande. Og dog udkom netop under denne Konge den største krigshistoriske Monografi i den her omhandlede Periode. Kaplejn i Artilleriet Mourids Frie denreich udgav 1768—G5 sin Christian V’s Krigshistorie, et omfangsrigt Værk, der paa Grund af sin kritikløse Fremstilling og sin ringe Benyttelse af de utrykte Kilder, kun har en meget tvivlsom Værdi. For Hærens indre Historie yder det næsten intet, det gjælder mest om et ligesaa umuligt som panegyrisk Forsøg paa at gjøre Christian V til den altid sejrrige ririgshelt. Men Literaturen blev i det hele taget fyldigere, og blandt ud komne Skrifter kan nævnes C. L. Testrups «Danmarks og Norges Krigsarmatur» (1756) og desuden ikke faa vidt- loftige Biografier, især af Søhelte. Findes der engang et lille Skrift af Værdi, er det en enkelt Tilfældighed; nogen ordnet krigshistorisk Udvikling findes ikke. Officererne i Hæren, som nærmest skulde løse denne Opgave, stod gjennemgaaende paa et lavt aandeligt Standpunkt næsten hele Aarhundredet igjennem. Blæk og Pen vare for agtede af Tidens Støvletofficerer, det vilde ikke have været «standsmæssigt» at skrive, selv om de havde kunnet. Dog ikke alene Datidens Forfattere have Skylden, Folket havde sin. Det stillede sig meget kølig lige over for Hæren. Noget har vel de mindre heldige Udfald af Krigene i Aarhundredets Begyndelse gjort hertil, noget vel ogsaa, og ikke mindst, det fremmede Præg,, som vor Hær havde ved sine mange udenlandske Befalingsmænd og Anvendelsen af det tydske Sprog i dets Bækker. Den lange Fredsperiode bevirkede desuden, at Folket syntes, at Hæren var overflødig, og denne, som jo ej heller rekrutteredes af Landets Sønner, indtog efterhaanden en noget isoleret og forladt Stilling. Krigshistoriske Frem stillinger kunde saaledes næppe gjøre Regning paa noget Publikum udenfor Hæren den Gang,, og senere har den nationale Bevægelse og dens nyere Forfattere ved deres bornerte og meget overdrevne Betragtning af Tydskheden i Danmark gjort sit til at skræmme baade Publikum og Forfattere fra at beskjæftige sig med Perioden 1660—1800. Medens vore Nabolandes Hære, med hvilke vi have ført vore Krige, og som ikke have lidt under de nævnte uheldige Forhold, eje en i høj Grad udviklet militærhistorisk Literatur, der ogsaa er en af de vigtigste Kilder til vor Hærs Historie, staa vi selv af de anførte Grunde meget fattige. Som Bevis paa, at det næppe alene var Hærens Tydskhed, som skræmmede Forfatterne fra at behandle dens Historie, kan anføres, at endskjondt Søetaten jo som bekjendt stod Højt i Kon gernes og Folkets Gunst, er dens historiske Literatur i denne Periode ikke meget rigere end Hærens.
Saa kommer Aarhundredets Slutning. «Oplysnings tidens« Strømninger havde efterhaanden ogsaa meddelt sig til Ilærens Officerer. Trykkefriheden aabner alle Sluser, «al Ting skal trykkes og al Ting skal læses«,’ selv militære Forhold begynder man at drøfte i mangfoldige smaa Skrifter. Ogsaa Officererne skære deres Penne til og blande sig i Skribenternes vrimlende Skare. Abra- hamson slaar til Lyd i Øst og V'est, Schack-Staffeldt skriver Digte, militære Tidsskrifter stiftes, Scbmettows «Patriotiske Tanker« afføder en interessant Pennefejde, og man begynder at faa Øjnene op for, hvad der mangler. 1787 klager en Forfatter over vor fattige Krigshistorie, men i hans videre Udvikling ses det, at det er Søvæsnets Historie, som ligger ham paa Sinde. Werlauff skriver (1800).i en Afhandling, som hedder «Om at skrive det nordiske Krigs- og Søvæsens Historie«: En Skildring af det skandinaviske Krigs- og Søvæsen hører endnu til de mange pia desideria i vort Fædrelands Historie; — men hans Plan gaar dog kun ud paa at behandle Krigs kunstens Historie i Oldtiden.
Man skulde nu tro, at det Aarhundrede, man med saa frejdigt Mod rykkede ind i, maatte bringe Hjælp, men uagtet Skrivelysten ikke blev mindre, og Forfatterne fylkedes mere og mere, blev alligevel den staaende Hærs Historie fra 1060 til 1800 en lidet betraadt Mark, og det har sine naturlige Grunde. De store politiske og kri gerske begivenheder baade her og i fremmede Lande optog Sindene fuldstændig. Alle militære Forfattere følte deres Evne til at producere draget lienimod de store Krige og de vældige Skikkelser. Tidsskrifterne bovnede af Afhandlinger, og det vrimlede med Bøger om Syvaarskrigen, Revolutionskrigene, Frederik den Store og Napoleon; vort eget lille Lands henfarne Smaakrige vare forlængst glemte. Fraset Forfatterne af «Ledetraadene i Forelæsningerne ved de militære Læreanstalter«, er der ingen, der beskjæftiger sig med dem. Baggesen gaar oven i Kjøbet ikke længer end til den staaende Hærs Oprettelse.
Men den nationale Bevægelse, som løftede sig højt under I’aavirkning af Begivenhederne 1801 — 14, vakte ogsaa Tanken hos vore militære Forfattere om vor Fattig dom i dansk krigshistorisk Literatnr. Blandt disse er der een, hvis Navn først og fremmest bør nævnes og er indres, naar Talen er om den danske Hærs Historie.
Ferdinand Heinrich Jahn blev født d. 5. Febr. 1789 i NeumOnster, hvor hans Fader, Gaspar August .1. var Aputheker. .Moderen Albertine Georgine Lesser var en Datter af en fhv. Livlæge bos Hertugen af Holsten-Plôen. Uagtet Faderen var ubemidlet og døde tidlig, fik Jahn dog en god Opdragelse, og den begavede Drengs store Læselyst blev tidlig bendraget til den 'mest forskellig artede Literatnr. Paavirket af Bejsebeskrivelser og især af Søkrigen berbjemme fattede han stor Lyst til at blive Søofficer og gik for at erhverve sig Praxis allerede i sit 13. Aar tilsøs. Men da han efter 1,5 Aars Sejlads kom hjem for at blive konfirmeret og for at forberede sig til Søkadet-Akademiet, viste Vanskelighederne ved hans Optagelse her sig altfor store. Efter en lang Vaklen imellem forskjellige Plan'er blev han sin militære Bestem melse tro, ofrede med et Suk sin Lyst til Sølivet og blev først ansat som Jæger ved det daværende Feltjægerkorps i Kiel under den bekjendte Generalkvartermcster v. Bintzer, en af Datidens mest intelligente Officerer. Da der med dette Korps var forbundet en Læreanstalt, tildels bestemt til Uddannelsen af Forstelever, led hans Uddannelse ingen Skade ved denne, hans Ansættelse som simpel Jæger, især da lians Slægtning, Oberstløjtnant v. Lesser, tog sig af hans videre Udvikling. Denne frem medes saa hurtig,'at han allerede 1805 fik en Ansøgning om at blive Officer bevilget, og 16 Aar gammel blev han ansat som Fænrik ved slesvig-holstenske lette Bataillon (senere laucnborgske Jægerkorps). Der kom ban til at slaa under selve Generalløjtnant Ewalds Kommando, og denne udmærkede Mand tog sig meget af lians Uddan nelse. Jatin havde imidlertid ingen Officersexamen, og uden den havde han ingen Udsigt til Avancement, og han manglede for mange Kundskaber, især i de exakte Viden skaber, til at turde indstille sig til den. Da fik han en uventet Ordre til strax at begive sig til Kiel for uden videre at underkaste sig denne Examen, Jahn rejste, men heldigvis for ham blev den hele Examen ligesaa pludselig afbrudt ved Englændernes Overfald 1807. I Slutningen af Aaret fik han dog ved General Ewalds Forestillinger alligevel sin Anciennitet som Officer uden Examen paa Grund af Generalens varme Anbefalinger og de særegne Forhold, som kun havde givet ham Lejlighed til praktisk Uddannelse. Ilan gjorde i disse Aar Tjeneste ved sit Korps — Bataillonen havde imidlertid faaet Navn af det holstenske Skarpskytterkorps — og fulgte dette i Krigen, fra 1812 som Premierløjtnant og Adjutant. lians Deltagelse i Krigen ville vi her forbigaa. Da Freden blev sluttet 1814, rykkede Korpset til Kiel, og her giftede han sig d. 28. Jan. med Eleonore Friess, Datter af Lægen C. G. Friess i Preetz.
I de forløbne Aar havde Jahn i Forbindelse med ligesindede Kammerater, hvoriblandt J. A. Fibiger, givet sig meget af med literære, æstetiske, politiske og historiske Studier, og med Iver havde han sat sig ind i det danske Sprog. Allerede dengang havde han Planer til literære Arbejder, især Oversættelser af danske poetiske Værker (Niels Klim, Ingemann) til Tydsk, men Korpset, hvorved han stod, var i stadig Bevægelse, indtil det, indlemmet i Okkupationsarmeen, endogsaa maatte mar chere til Frankrig i Efteraaret 1815, og først i Maj 1817 var han atter i sit Hjem i Kiel. Først nu fik Jahn llo til at begynde sin literære Virksomhed og til at udføre de Planer, som i alle disse urolige Aar havde ulmet i hans Sjæl. Noget af det første, han tog sig til, var Stif telsen af et militært Tidsskrift. Allerede fra 1815 havde han i Breve fra Frankrig til sin prøvede Ven, dava'rende Kaptejn og Lærer paa Akademiet, Johan Adolf Fibiger, ytret Ønsket om Oprettelsen af et videnskabeligt Tids skrift for den danske Armee, og han forstod nu ved sin Tilbagekomst at sætte Sagen igjennem ved Fibigers Hjælp, ved Kongens Understøttelse og under stor Tilslutning af Kammerater. De hidtidige Forsøg i samme Retning vare glippede, men Jahn udviklede en storartet Arbejdsiver og vidste efterhaanden at samle alle de udmærkede Kræfter i Hæren, der havde videnskabelig Sands og Produktions evne, om Tidsskriftet, der fik Navn af: «iMagazin for militær Videnskabelighed». Under forskjellige Navne, Forhold og Ledere er dette saa at sige blevet fortsat til den Dag idag i 70 Aar. Hans Medstifter og Biograf, Fibiger, erklærer udtrykkelig, at Jahu »ikke alene har en Hovedandel som virksom og duelig Medarbejder, men at Magazinet udelukkende har ham at takke for sin Til værelse».
Et af Jahns vigtigste Arbejder er hans «Bidrag til Christian IV’s Krigshistorie», som her skal nævnes, fordi dets Fremkomst er saa karakteristisk for dets Forfatter. Jahn var nemlig, skjøndt født Holstener, en begejstret dansk Patriot. Han nærede en sværmerisk Begejstring for dansk Poesi og dansk Historie, der paa mange Maader gav sig Luft. Som ganske ung Mand havde hån engang læst nogle nedsættende Ytringer om Christian IV af Prof. Olufsen, der nægtede denne Konge Dygtighed baade som Politiker og som Feltherre. Dette greb den unge Jahn i den Grad, at han fattede den Plan at bevise det modsatte og at hævde den gamle Søheltekonges Ry. 1 1820 — samme Aar som han blev Stabskaptejn — udkom da «Kalmarkrigens Historie», og to Aar efter anden Del, men da blev han, som igjennem det krigshistoriske Bifag stadig4stræbte at naa frem til al blive Historiker i Ordets mest udstrakte Betydning, af Kongen kaldt fra Kiel til Kjobenhavn. Man. havde faaet Øje for lians Dygtighed, og ban skulde nu her, tæt ved Kilderne, arbejde videre i historisk Retning, og som særligt Hverv blev det ham paalagt at udarbejde en Haandbog i den danske Krigshistorie. Medgangen fulgte ham, og han fortjente den. I de paafølgende Aar arbejder han videre med rastløs Iver. Han holder Forelæsninger for Garni sonens Officerer, han redigerer Magazinet, skriver Afhand linger i dette af stor Værdi og udarbejder det ene store Værk efter det andet. Det Hverv, som Kongen havde givet ham, fik en betydelig Udvidelse. Jahn vilde mere end en Haandbog, han vilde skrive Danmarks Krigs- historie. Fra mange Sider var der nu vakt Interesse for dette før saa forsømte Fag. Jalms Værk skulde udgjøre GBind i Kvart, delt i 5Afdelinger, begynde med Unions tiden og ende med Freden i Kiel 1814. Som bekjendt saa kun første Bind Dagens Lys og det endda først efter hans Død. Thi i sin Manddoms Kraft, i sit virksomme Livs bedste Alder, døde han allerede d. 29. Juli 1828, altsaa kun 39 Aar gammel, af en Nervesygdom. Havde han levet og fuldført sit Værk, vilde det, efter hvad der foreligger, være blevet af stor Betydning for dansk Krigshistorie, og alle Klager over Fattigdom i dette Fag være overflødige. Naar man overser den lange Bække Skrifter, som Jahn har frembragt, og betænker, at kun et Tids rum af fem Aar er anvendt paa disse omfattende Ar bejder, maa man i Sandhed forbavses over hans Flid og Energi.
Det er ikke her Stedet at drøfte Jalins Værd som historisk Forfatter, men som den, der fra først af har ledet ikke alene Krigshistorien, men den militære Videnskabelighed og Literatur her hjemme ind i det rette Spor, er det, at han her fremhæves, og alene af den Grund skylder den danske Ilær ham uendelig meget. Ilan naaede paa Grund af sit store og' omhyggelige Detailstudium næppe frem til at gjøre indgaaende Studium i den staaende Ilærs Historie, kun en enkelt lille Afhandling fra hans Haand berører denne Periode. Blandt de mange dygtige militære Forfattere, som levede samtidig med ham, og som tildels paavirkede af ham betræde Forfatterbanen,. skal her kun hans Søn nævnes, fordi han paa en Maade fortsatte Faderens Arbejde, og i hvert Tilfælde er den eneste, som har leveret betydningsfulde Bidrag til den Periode af Hærens Historie, som denne Studie omhandler.
Jens Harald Fibiger Jahn, født 2. Juni 1818 i Kiel, arvede Faderens store Kjærlighed til den historiske Viden skab. Han kom 13 Aar gammel paa handkadetakademiet og blev Sekondløjtnant 1835. Han ofrede nu al sin Frihed til krigshistorisk Studium og udgav, kun 22 Aar gammel, «Auxiliærtroppernes Historie», et dygtigt og flittigt, men tørt og livløst Værk. Hans senere Arbejder og især hans fortrinlige Skizze: »Den danske Armees Organisation og Forplejning under Frederik III» viser os, at han netop havde Opmærksomheden henvendt paa Hærens Historie efter dens Oprettelse IG60. Men des værre blev ogsaa her de store Forventninger, man var berettiget til at nære om hans literære Fremtid, brat af brudte, Allerede 1842 havde han paa Grund af svage ligt Helbred søgt sin Afsked paa Varlpenge, men da han kom sig betydelig, tik han atter Ansættelse som Premier løjtnant i Krigsreserven. Baade literært og militært saa han Fremtiden imøde med lyse Forhaabuinger, da Krigen brød ud, men d. 6 . April 1849 faldt han i Træfningen ved Ullerup som Kompagnichef ved 3. Reservebataillon, netop i de Dage, da han naaede at blive udnævnt til Kaptejn.
Hærens Historie har altsaa, som vi have set, haft en meget ublid Skæbne i literaturen lige til den nyeste Tid. Dette har først og fremmest haft en uheldig Ind virkning paa den i de fleste andre Mære saa hellige Tradition, som herhjemme har lidt saa haard en Medfart. Da vi ikke har ejet en krigshistorisk Literatur; der har kunnet dokumentere Hærens indre Sammenhæng og værno om den nedarvede Overlevering, saa har de mangfoldige, ofte højst nødvendige Armeeplaner og Omordninger, som uden historisk Sands og nænsom Pietet blot søgte at gjennemføre de nyere og bedre Ideer, ofte i saa Hen seende gjort stor Skade. Gamle Afdelinger bleve efterhaanden opløste, blandede med andre, eller skiftede Navne uden Hensyn til deres Historie, et Forhold, som ikke alene bringer Historikeren til Fortvivlelse, men som i høj Grad svækker den Magt, som den nedarvede Tradi tion giver den enkelte Afdeling saavel som den hele Hær.
I den nyeste Tids Literatur er der foruden nogle faa Afdelingshistorier endelig fremkommet et Forsøg paa at løse den store Opgave, Hærens Historie i dens Helhed, nemlig O. Vaupells «Den dansk-norske Hærs Historie. 1— 2. Kbhvn. 1872— 76». Forfatteren har imidlertid ikke som Jahn taget Hensyn til, at Stoffet ikke hidtil var saa- ledes bearbejdet, at det vanskelig lod sig koncentrere indenfor en Haandbogs Grændser, og har netop samtidig villet gjøre sit Værk til en Haandbog og til en Krigs historie. Det store elegante Værk lider derfor af mange Svagheder, der næsten maatte følge af sig selv, saaledes som Forholdene nu engang ere. Foreløbig og vistnok for lange Tider vil Oberst Vaupells «Den dansk-norske Hærs Historie« imidlertid være det Kildeskrift, som alle søge til for at hente Oplysninger om Hærens ydre og indre Forhold, naar de ikke have Lejlighed lil at benytte Arkiverne.
Den Lyst til Studium af Fædrelandets Krigshistorie, hvortil der blev hentydet i Begyndelsen af tlenne Afhand ling, har i de senere Aar faaet en yderligere Opmuntring ved Autoriteternes Velvillie overfor Sagen. Krigsmini steriet har i Slutningen af 1884 opfordret de af Hærens Officerer, der have Evner og Anlæg for historiske Studier, til at samle historisk Materiale og derefter udarbejde Fremstillinger af deres respektive Afdelingers Historie. Denne Opfordring har stor Værdi og vil upaatvivlelig have til Følge, at mange af de omtalte store Savn efter- haanden ville blive afhjulpne. Kun vil det være Skade, om denne Opfordring for Tiden blev taget altfor bog stavelig, da det paa Grund af Forholdene har sin meget vanskelige Side at skabe en hel Hække af Afdelings historier i vor lille Hær. I et stort Land med en stor Hær og mange' Krigsskuepladser er Sagen en anden. Først og fremmest er Materialet her hjemme, som ovenfor tidt er fremhævet, saa lidet bearbejdet, at Afdelingerne kun med megen Møje kunne finde Traaden i deres Til værelse, og selv om det endelig lykkes med energisk Benyttelse af utrykte Kilder at sætte Afdelingens Skelet sammen, vil et ligesaa besværligt Arbejde være nødven digt for at kunne give dette Kjød og Blod. De utrykte Kilder, som ganske vist tidt flyde med en forbavsende Bigdom, ere ogsaa saa lidet lagt til Bette, at den, der vil søge en enkelt Afdelings Historie, løber i Fare for enten at staa forladt i en Ørken eller at drukne i et Hav. Følgen vil vistnok blive, at de historiske Beret ninger for den ældre Histories Vedkommende i Alminde lighed ville holde sig til de faa trykte Kilder og til en nogenlunde overkommelig Benyttelse af de utrykte, men derved vil denne Del af Afdelingshistorien let blive tør og skematisk, hvorimod den nyere Historie paa Grund af det overkommelige, overskuelige og stærkt be arbejdede Materiale kan blive fyldig og livlig. Men da Hærens samtlige Afdelinger i den nyere Tid have deltaget i de samme Felttog 1848— 50 og 64, ville Fremstillingerne ogsaa som Følge heraf let blive i høj Grad ensartede i denne Periode og tidt ensformig gjentage hinanden.
Det vil derfor vistnok være mest hensigtsmæssigt i en lille Hær som vor først at bearbejde Hærens Historie i dens forskjellige Perioder og saaledes lægge Materialet til Helte for de detaillerede Efterretninger om de enkelte Afdelinger.