Hærens Luftværn - Status og udvikling

Af major S. Hansen, chef for Luftværnsafdelingens Taktik & Organisationssektion ved Hærens Artilleriskole.

Indledning

Hærens luftværn har indtil for fa år siden bestået af et mandbåret missilsystem ( R E D E Y E ) samt et antal håndrettede 40 mm lufitvæmskanoner L/60 suppleret med 12,7 mm maskingeværer monteret i firlingaffutage. Dette system er nu udfaset og erstattes i perioden frem til år 2000 af et nyt system - Hærens Luftværnssystem MZ93. År 2000 er i denne forbindelse mere et udtryk for, hvornår det nye system forventes at være operativt end en afslutningen på den materielle tilgang, idet stort set alt materiel er tilgået hæren. Formålet med dette indlæg er at orientere om status i Hærens Luftvæmssystem M/93, samt med fokus på krav til fremtidens luftværn at beskrive en mulig udvikling.

Hærens luftværns struktur

Hærens Luftvæmssystem M/93 (HLVS M/93) vil efter implementeringens afslutning omfatte alt organisatorisk luftværn i hæren og bestå af:

• -  Et våbensystem opbygget over STINGER RMP (Reprogrammable MicroProcessor) (US) luftvæmsmissil M/93. Missilet kan anbringes på en feltaffutage og udstyres med et dagsigtesystem med indbygget målindvis- ning samt et termisk sigte.

• -  Et nettet kontrol- og varslingssystem opbygget over en varslingsradar med en rækkevidde på ca. 80 km. og en indvisningsradar med en rækkevidde på ca. 20 km.

• -  Et kryptograferet data-kommunikationssystem baseret på UHF og VHF materiel til formidling af data med klassifikation op til NATO SECRET.

• HLVS M/93 omfatter to luftværnsmissilafdelinger(LVMA) og et selvstændigt luftværnsmissilbatteri ( L V M B T ) , og det indgår organisatorisk på følgende niveauer:

• - Østre Landkommando: En afdelingmed et stabsbatteri og tre luftvæmsmis- silbatterier. Et luftvæmsmissil ved E L K er tildelt Den Danske Internationale Brigade (DIB), når brigaden er indsat udenfor E L K regi.
  - Danske Division: En afdeling med et stabsbatteri og fire luftvæmsmissilbatterier.
  - Bornholms Værn: Et luftvæmsmissilbatteri.

• Hærens Luftværnssystem MZ93

  Hærens luftværn består af følgende hovedmaterielgenstande:

• 

• En nærmere detaljeret beskrivelse af luftværnets materiel vil generelt ikke blive gennemført i dette indlæg.

  I forhold til tidligere består hærens luftværn ikke kun af et våbensystem, men også et kontrol- & varslingssystem (KVS). Det overordnede formål med KVS er at maksimere effektiviteten afde enkelte missilgruppers våbensystem. Dette opnås ved en tidlig og pålidelig detektion af lavtflyvende luftfartøjer. Denne detektion skal først bruges til identifikation (ven eller fjende), klassifikation (fly eller helikopter) og trusselsevaluering (mål-prioritering) af de detekterede mål. På baggrund af dette fordeles (allokeres) mål til missilgruppemes våbensystem og målindvisningsdata genereres. De genererede indvisningsdata præsenteres dels visuelt for missilskytten i hans dagsigtemiddel og dels i hans telehjelm som lydsignal. Foruden disse funktioner genererer KVS et Total Air Picture ved at korrelere de modtagne sensor signaler.

• Operativ anvendelse

  Hærens luftværn er et våbensystem, der indgår på troppeenheds- og højere niveau. Luftværnets opgaver er:

• - At overvåge og føre kontrol med troppeenhedens luftrum samt indhente oplysninger om situationen i luften i tilstødende interesseområder,
  - at varsle troppeenheden rettidigt om forventede luftangreb, og
  - at forsvare troppeenhedens enheder, installationer og kommunikationsmid­ ler mod angreb fra luften samt i størst mulig grad indskrænke den fjendtlige handlefrihed i luftrummet herover.

• Når hærens luftværns enheder indsættes til bekæmpelse af luftfartøjer sker det med henblik på løsning af en af følgende opgaver:

• -  luftsikring af enheder, områder eller objekter, eller

• -  nedslidning (attrition) af fjendens luftpotentiel.

• Normalt tilstræbes hærens luftværn indsat i afdelingsramme således, at et batteri afhængig af situationen er indsat inden for en brigades rum. Dette sker primært af hensyn til en forenkling af samvirket. Ved indsættelsen af luftvæmsenheder tages der hensyn til nedennævnte gene­relle principper:

• -  Afbalanceret indsættelse af de begrænsede luftvæmsmidler,

• -  indsættelse med tyngde mod fjendens forventede angrebsretninger for fly, helikoptere m.v., således den underbygger den af troppeenheden valgte

  tyngde,

• -  indsættelse af våbensystemerne til tidligt engagement,

• -  indsættelse med dybde i luftsikringen,

• -  indsættelse med gensidig støtte muligheder, og

• -  indsættelse med overlapning af virkningssektorer.

• Indsættelse af våbensystem kan gennemføres centralt eller decentralt, mens kontrollen altid forbliver centralt placeret.

• Fremtidig udvikling af luftværnssystemet

  Et vigtigt beslutningsgrundlag for den fremtidige udvikling af hærens luftværn er “Delkoncept for luftværn i hæren”. Den på området gældende delkoncept er udarbejdet i 1983, og afspejler ikke i sin helhed anskaffelsen a f H L V S M/93 og i mindre grad udviklingen afhærens luftværn. En ny delkoncept er under udarbejdelse, og forventes færdig ultimo 1998. Derfor må dette indlæg om luftværnets fremtid ikke betragtes som værende endeligt og fuldstændigt for udviklingen. Det kan endvidere fastslås, at der indenfor luftværn til hæren ikke er planlagt andre materielanskaffelser end dem, som er indeholdt i nuværende anskaffelse af HLVS M/93. Samtidig må det anses som værende givet, at hæren med anskaffelsen af HLVS M/93 har faet et luftvæmssystem, som de nærmeste 10- 15 (20) år vil være grundelementet i hærens luftværn. Den fremtidige udvikling vil derfor naturligt tage sit udgangspunkt i H L V S M/93 og dette systems videreudvikling.

• Luftværnssystemet

  Kravene til fremtidens luftvæmssystem formes, analyseres og fastsættes ud fra mange parametre, som den kommende delkoncept vil behandle. Efterfølgende fokuseres der på de krav, som genereres ud fra opgaven til hærens luftværn, de doktrinære anvendelse og samarbejde med det integrerede luftforsvar.

• Opgaven

  Opgaver for fremtidens luftværn vurderes fortsat at være som beskrevet i operativ avendelse. Den teknologiske udvikling af lufttruslen bevirker dog, at fra tidligere at have fokuseret på de traditionelle våbenfremførende platforme (fly og helikoptere) som værende de primære mål for hærens luftværn, vil fremtidens “luftmål” omfatte et bredere spektrum af såvel våbenfremførende platforme (fly, helikoptere, U A V m.v.) som våbensystemer (Anti Radiation Missiles (A R M ) m.v.). Udviklingen går i retning af altvejrsystemer med nedsat detektionsarealer og udvidet våbenafleveringsafstand.

  Hvad angår luftvæmsvåben findes der ikke ét våbensystem, der kan håndtere det fulde trusselsspektrum, hvilket generere krav om anvendelse af flere forskellige luftvæmsvåben indenfor det område, der skal luftsikres.

• Doktrin

  Hærens luftværn er integreret i hærens struktur og kan beskrives med samme karakteristika som for øvrige landstyrker. Hærens luftværn indsættes i hæroperationemes ansvarsområde, men vil virke inden for det samlede luftrumskontrolsystem, herunder de fastsatte bestemmelser og ordrer om gennemførelse af engagement (våbenkontrolstatus). I dette system tilstræbes generelt, at der opereres med positiv identifikation af luftmål, der opnås gennem distribution af et identificeret luftbillede. Ved indsættelse af hærens luftværn, hvor adgangen til et identificeret luftbillede ikke er til stede, søges luftvæmsoperationeme gennemført med kontrolfunktionen baseret på procedure og brugen af luftvæmssystemets egne identifikationsmidler (IFF, flykending m.v.).

  Luftvæmsopgaveme gennemføres inden for de krav til manøvre, der udtrykkes i doktrinen om modkoncentration. Doktrinen omfatter alle kampformer.

• Kravene til manøvre indebærer bl.a. en mobil luftsikring af enheder op til divisions størrelse, der under forskydning, fremrykning og kontaktslag kan være udstrakt flere hundrede km. og i fortsat bevægelse.
  Hærens luftværn skal operere såvel i tilslutning til de forreste enheder som omkring kommandostationer og logistiske installationer, der er placeret i nogen afstand fra kontaktlinien. Derfor skal luftværnet besidde samme pansring og mobilitet som de enheder, der luftsikres. Engagement skal tilstræbes gennem­ ført før den fjendtlige våbenplatform har afleveret sine våben. Den øgede rækkevidde på disse våben bevirker, at lufitvæmsenhedeme skal helt frem blandt de forreste enheder. Kravet om pansring hos luftvæmsenheder forstærkes af, at engagement ikke kan gennemføres fra bevægelse.

  Både på korps- og divisionsniveau søges indsættelsen af såvel våben som sensorer optimeret i relation til øvrige luftforsvarsmidler. Sensorer i hærens luftværn indsættes med prioritet til rettidig varsling af forventede angreb fra luften. Sensorerne skal i områder, hvor mulighederne for modtagelse af ekstern varsling ikke er tilstede i nødvendigt omfang, kontinuerligt bringes til at virke i de områder, som i forhold til landoperationen har størst interesse. Er kontrol- og varslingssystemet (KVS) ikke i besiddelse af tilstrækkelig mobilitet og evne til hurtigt at få etableret og distribueret et luftbillede, vil kravene om øget rækkevidde for såvel sensorer som kommunikationssystem eller tildeling af et større antal sensorer forstærkes. Muligheden for at lade dele af KVS-sensorer følge de enkelte luftvæmsvåben bør i denne sammenhæng også vurderes.

• Samarbejde med detjordbaserede luftforsvar

  Af Allied Joint Operations Doctrine (AJP 1) fremgår, at luftværn, der organisatorisk indgår i hæren, ikke eksklusivt kan trænes og udrustes til kun at betjene hæren under en landoperation, selvom luftsikring a f landstyrker forbliver denprimære opgave. Hærens luftværn bør derfor såvel uddannelses- som materielmæssigt være forberedt på at optræde som en del af det væmsfælles luftforsvar.
  Hærens luftværns samarbejde med bl. a. H A W K har hidtil været baseret på en fysisksamplacering af HAWK LiasonTeampåhenholdsviskorps-ogdivisions niveau. Dette samarbejde rækker til, at der i gunstigste tilfælde, kan planlægges på skillelinier mellem de to våbensystemers engagementszoner. Der er således ikke tale om en egentlig koordination af luftforsvaret i et givet område, men derimod en opdeling i separate bekæmpelseszoner. Bortset fra en evt. opdeling i engagements- zoner/højder vil hærens luftværn forholde sig “passivt”, når operationerne foregår i H A W K engagementszone (MEZ).

  Hærens luftværns opgave er at luftsikre mod lavtgående luftmål og luftværnet indsættes primært i de områder, der ligger uden for H A W K systemernes evne til at bekæmpe lavtgående fly. Det skal derfor tilstræbes, at hærens luftværn også kan operere inden for en MEZ, hvilket kræver tilgang til et “Recognized Air Picture (RAP)” og/eller et fuldgyldigt indsættelsesområde for hærens luftværn (HIDACZ). Rådigheden over RAP vil for hærens luftværn betyde en optimal mulighed for tildeling af identifikations- og engagementsbeføjelser i overensstemmelse med systemets kapacitet, samt øge mulighederne for i situationer, hvor luftværnet er indsat selvstændigt, at reducere egne sensorers udstråling. Herved kan opnås de frihedsgrader indenfor den taktiske kontrol af egne luftvæmsvåben, der for en troppeenhed er operativt ønskelige, også når hærens luftværn indsættes i sammenhæng med det integrerede luftforsvar.

• Langsigtede mål for luftværnssystemet

  Et luftvæmssystems muligheder for at løse ovennævnte opgaver optimalt vil kræve følgende tilgodeset, idet systemet inden for tilhørende felthærsenheds ansvarsområde døgnet rundt skal kunne:

• -  Overvåge luftrummet og give et “real time” og identificeret billede af luftsituation i eget og tilstødende interesseområder,

• -  udøve luftrumskontrol for hermed at opnå maksimal udnyttelse af egne luftvæmsvåben,

• -  detektere, identificere og engagere luftmål såvel autonomt som manuelt,

• -  engagere luftmål inden disse når deres forventede våberisliplinie,

• -  ramme i første engagement samt med størst mulig grad af mobilitet kunne

  reagere hurtigt og fleksibelt,

• -  overleve længst mulig på kamppladsen,

• -  virke gennem længere tid i et elektronisk krigsførelsesmiljø, og

• -  benytte andre sensorer (andre værn eller allierede) til brug for egne våbens indsættelse.

• Afslutning

  Fastsættelse af udviklingen for hærens luftværn er inde i en afgørende fase, og den længe ventede (manglende) delkoncept på området imødeses derfor med glæde. Det er givet, at hærens luftværn med sit nye system, H L V S M/93, har fået et tiltrængt løft i den rigtige retning. Konceptet for systemet er godt, og systemet opfylder på mange områder de stillede krav til dagens luftværn, men har såfremt kravene til fremtidens luftværn skal opfyldes, behov for såvel materiel- og softwaremæssige forbedringer som tilgang af nyt materiel.

• Et godt luftværn gavner hæren