I det byzantinske rige daterer faldet sig fra Justinians død 565, og de rytmiske genrejsningsforsøg kom meget langsommere. Det første kom under Leo Isaureren (715—787), og det næste under Nikeforos og den makedoniske slægt, og et tredie under slægten Komnenos (1081— 1185).

Dødsstødet kan komme indefra eller udefra, som selvmord eller som mord. Den babylonske og den meksikanske civilisation blev uden tvivl myrdet, den keltiske og den ægyptiske døde af indre op­ løsning. Den græsk-romerske civilisation døde både af indre forfald og af de erobrende barbarers slag imod den.

I dette hastigt skitserede billede af en civilisations liv skal det nu forsøges at indføje bærens rolle.

Uanset hvor vidt fremskreden den indre opløsning er hos en døende civilisation, må et slag — omend nok så let — altid til­ føjes „liget“. Dette slag tildeles enten af de væbnede styrker fra en anden civilisation, der endnu er i sin udviklings- eller blom­ stringsperiode, eller af styrker fra et medlem af samme civilisation, der er parat til at gøre oprør og tage føringen.

Det første tilfælde: mord på trætte civilisationer udført af yngre og mere ærgerrige civilisationer, forekommer hyppigt. Så­ ledes faldt meksikanerne, der var udmattet ef en forfærdelig døds­ religions blodige ofre, for en håndfuld spanieres angreb; assyrerne, der tilsyneladende var så frygtelige, bukkede efter 150 års uaf­ brudte sejre under for mederne; og det byzantinske rige faldt efter 800 års berømmelig modstand for de tyrkiske angreb. Det andet tilfælde: medlemsstaternes oprør mod moderstaten, er illustreret ved Roms fald.

De nye civilisationers svangerskabsperioder karakteriseredes ofte i den fjerne fortid derved, at horder af barbarer, der var drevet fra deres egne områder af sult eller af andre grunde, op­ trådte i de ældre civilisationers territorier.

Fra et rent militært synspunkt har disse horder almindeligvis været lige så vel udrustede som den angrebne civilisations styrker, deres taktik bar været lige så god, deres moral som regel bedre. Goternes ryttere, der slog den romerske legion ved Adrianopel i 378 var overlegne i bevæbning. Sandt at sige er det i disse tilfælde ikke muligt at tale om egentlige hære. Det drejer sig snarere om et angreb af en enorm flok, et angreb, der sommetider standses (Marius og Cimbrerne), når man er vel disciplineret og stærk, men som presser uimodståeligt på, når moralen er forsvundet.

Hvis vi går til en mere nærliggende periode og undersøger en materialistisk, europæisk civilisations hypotetiske fødsel, fører den franske revolution og den russiske revolution os til tilsvarende be­ tragtninger. Ganske vist drejer det sig her ikke om „barbarer“, men om militære formationer, der karakteriseres af stor numerisk overlegenhed, en vis teknisk underlegenhed og en meget overlegen moral. I begge tilfælde sejrer disse formationer, der støttes af fol­ ket og gør brug af guerilla-taktik. Et blik på den kinesiske 'borger­krig, hvor man ser Mao bibringe den forstenede kinesiske civilisa­tion dødsstødet, giver os en yderligere bekræftelse.

I vækstens og den virile tros periode er hæren et instrument for enhed og erobring. Den skabes af hele nationen. Krige er hel­ lige krige, i hvilke alle borgere deltager, tilskyndet af en stærk indre kraft. Det arabiske imperiums ekspansion i det syvende år­ hundrede, de kristne korstog fra det 11. til det 13. århundrede, og den franske revolutions krige er typiske eksempler. Man ser, at den tro, der driver erobrerne frem, ikke nødvendigvis er en reli­giøs tro. Erobringen af det fjerne vesten fra de nordamerikanske indianere tilskyndedes af vækst. Det samme gjorde Mussolinis krige i Afrika og Hitlers i Europa. Men deres civilisationer viste sig 'hur­tigt dødfødte.

Man kan imidlertid ikke i denne første periode af civilisatio­nens liv tale bogstaveligt om „hæren“ i ordets moderne forstand. Det er først fra det øjeblik, hvor nationerne adskiller og organise­ rer sig, at man ser hæren tage form, og dens rolle er nu let at de­finere.

I de „kæmpende kongedømmer“s periode, som kineserne kal­der den, blev hærene et instrument for nationernes forsvar og uaf­hængighed. Hvert af disse kongedømmer søgte at opnå sin enhed, at afrunde sit område, at installere sig der og udrydde alle de far­lige elementer. De militære styrker tog hurtigt form af stående hære, der bestod af dygtige, vel førte og vel trænede korps, hvis medlemmer var specialister, der kom fra en særlig kaste. Disse tropper var kostbare og blev derfor kun sat ind efter grundige overvejelser.

De „kæmpende kongeriger“s periode karakteriseres ved store fremskridt i bevæbning og taktik og ved fuldkommengørelsen af en form for krig, der ikke var særligt ødelæggende af væsen. Vi finder den i Kina såvel som i det gamle Grækenland, i Byzans såvel som i Europa fra det 16. til det 18. århundrede.

Når forfaldet begynder, d. v. s., når en civilisation har mistet størstedelen af sin skabende kraft, fortsætter den sin udvikling i form af et imperium. Det lykkes en af de stater, som civilisationen omfatter, at underkaste sig de andre og etablere en universalstat. På dette tidspunkt bliver bærens opgave naturligt en national op­gave, i livis losning alle borgere bør deltage. Den er nu et instru­ment for ekspansion. Når universalstaten er etableret, indtræder en kortere eller længere fredsperiode, i hvilken alt forfalder. Når sti­mulansen er borte, taber staten hurtigt sin kraft. Moderlandets borgere betragter efterhånden militærtjenesten ikke som en ære, men som en byrde. De søger at undgå den så meget som muligt. For at bevare en tilstrækkelig stor hær, bliver enheder fra de un­ dertvungne „barbariske“ nationer i stadigt større omfang inkorpo­reret i den.

Selv om det lykkes staten i begyndelsen at give disse enheder kadrer fra moderlandet, tvinges den meget hurtigt til at lade dem få sine egne „indfødte“ kadrer. Førerne for disse enheder baner sig hurtigt vej til højere stillinger og begynder at spille betvdelige roller i det politiske liv.

Efter et vist tidsrum er universalstatens hær fuldstændig af­ personificeret. Den er blevet barbariseret. Men i lang tid fremover vil „kolonitroppeme“ være trofaste og loyale og udgøre den mest værdifulde del af hæren, som de sætter i stand til at vinde talrige sejre.

Denne tilstand varer ved, så længe hæren i det store og hele er tilstrækkelig national, og så længe de nationale elementer i den bevarer troen på deres opgave som beskyttere af nationens liv.

Alt bliver herefter et spørgsmål om opdragelse. I almindelig­ hed vil en civilisation i forfald være ude af stand til at reagere, selv om den er fuldstændig klar over situationens farlighed.

Romerne analyserede på udmærket måde, hvad der skete med dem i deres forfaldsperiode. De forfaldt helt ned til en tilstand af anarki i fuld bevidsthed herom. De så faren ved fødselstallets ned­ gang, ved flugten fra landdistrikterne, ved den manglende balance på statsbudgettet, ved amfiteaterforestillingemes voksende popula­ ritet, og ved deres magts hele opløsningstilstand. Samtidig hermed var de ganske klar over, at deres hær var ved at miste al sand militær dyd.

I stedet for at være en national hær, gennemsyret af kærlighed til eget land og ønsket om at gøre alt for at forsvare det, blev den mere og mere en slet og ret samling af lejesvende, der var knyttet til deres førere ved personlige bånd og kæmpede alene for person­ lig vindings skyld, parat til at skifte side når som belst. Den omfattede et stedse mindre antal romerske borgere, der lidt efter lidt mistede troen på deres opgave.

Ikke desto mindre, så længe det „nationale“ element — især kadrerne — er i stand til at dominere „koloni“elementerne, og disse sidste endnu ikke har nået den grad af udvikling, som brin­ ger dem til at kræve uafhængighed, kan en blandet hær stadig være værdifuld og udgøre det vigtigste instrument i disse iøjnefal­ dende genrejsningsforsøg, som giver det døende legeme en uventet frist.

Når den civile magt virkelig går i opløsning og viser sig ude af stand til at træffe beslutninger og til effektivt at bekæmpe fjen­ den indefra, bliver en af hærens store historiske opgaver, nemlig den at sikre orden inden for samfundet selv, hurtigt den frem­ herskende. „Appellen til soldaten“ er en klasisk Teaktion hos alle civilisationer i forfald.

Hæren har gennem århundreder vist, at det ikke er livet selv, der er af størst værdi for mennesket, men den måde, man bruger det på. Næsten alle grundlæggere af universalstater og i hvert fald alle, der har sat deres land i stand til at undgå en for tidlig øde­ læggelse, har været soldater.

Historiens liste over disse er lang og strækker sig fra »urnernes og arkadiemes imperier, der blev grundlagt for 47 århundreder siden, til det romerske imperium, der er vor nuværende civilisations direkte forgænger. Man kan, om man vil, inkludere inkaernes og faraonernes „universal“imperier, Tsins og Hans kinesiske imperier, det mayanske imperium, Nebukadnezars neobabylonske imperium, det japanske imperium, der skabtes af Hideyoshi og hinduimperiet, der skabtes af Baber. Det siger sig selv, at alle navne på „frelsere“ af de nævnte imperier, er navne på generaler, fra Naram Sin til Nikefaros Fokas — det 9. århundredes Napoleon.

Antim ilitaristerne henleder opmærksomheden på, at disse „frelsere ved sværdet“ aldrig har haft held til at etablere en varig fred. Men hvorledes skulle dette kunne lade sig gøre uden en fuld­ stændig forstening? Hvad der står fast er, at „frelseren ved svær­ det“, støttet af en solid hær, altid har frelst sit land og undertiden for en lang periode.

Når man studerer betingelserne for disse „redningsaktioner“, er det yderst instruktivt at sammenligne de to søsterimperiers —- det vestromerske og det østromerskes — endeligt.

Da Konstantin døde i 337 havde de to imperier nået praktisk talt samme stade i deres forfald. Ca. 100 år senere havde det vestlige imperium faktisk ophørt at eksistere, men det østlige varede til 1453, d. v. s. 1000 år længere.

I begge tilfælde var de tvunget til at akceptere barbarer. Til at begynde med var disse organiseret i særlige korps, men fra Ca- racellas tid fik de privilegium på at udgøre en del af legionerne og at nå de højeste grader. Snart blev de selvstændige hærførere og giftede sig med kejserdøtre. De blev patriciere og konsuler. Da Theodosius, som havde forenet hele imperiet for første gang, døde i 395 var Honarius i vest og Arcadius i øst fuldstændig i barbarer­ nes vold. Honarius giftede sig endog med en datter af Stilichon — en vandal!

Invasionen i 406 og Alariks plyndring af Rom fulgt af hun­ nernes invasion i 452 betød den definitive afslutning på et impe­ rium, hvis hær og politiske magt allerede længe havde været i hænderne på barbarerne.

Medens disse og andre sørgelige begivenheder udspillede sig, bevarede det østlige rige sin uafhængighed. Det var ikke desto mindre lige så truet udefra og indefra som det vestlige. Men de byzantinske kejsere, der støttedes af Konstantinopels folk, havde mod til brutalt at fjerne de barbariske ledere, der ønskede for stor indflydelse ved hoffet. Arcadius, Theodosius’ søn, skaffede sig af med goterne. Theodosius II, hans søn, undgik de barbariske gene­ ralers indflydelse. Hans efterfølgere — Martianus og Leo af Thra- kien — druknede alainernes oprørsforsøg i blod.

De byzantinske kejsere undgik at blive kuet af barbarerne, fordi de bevarede hærens nationale karakter i tilstrækkelig grad. Selvfølgelig anvendte de talrige fremmede kontingenter. Vi ved, hvorledes Belisarius vandt størstedelen af sine sejre og generobrede næsten alle det vestlige imperiums tabte provinser. Næsten alt hans rytteri udgjordes af „allierede“ styrker — hunner, berulere, ara­bere, vandaler, maurere, persere og goter.

Størstedelen af hans generaler var også barbarer, men en be­ tydelig del af hans infanteri udgjordes af isauriske bjergboere, og eliten, der udgjorde hans personlige garde „bucel]arerne“, var for størstedelen sammensat af illyrere og thrakiere. Til trods for disse forsigtighedsregler og hans meget usædvanlige føreregenskaber hav­ de denne berømte general, en af de største strateger, som verden har kendt, talrige interne vanskeligheder.

Det var grunden til, at Leo Isaureren (igen en general, der blev kejser), da han syntes, at fremmedelementets størrelse var vokset faretruende, brutalt genoprettede balancen ved at drive bar­ barerne ud af elitekorpset. De bvzantinske ledere undlod endvidere klogt at bruge barbarerne imod deres egne landsmænd. De allierede goter tjente im od perserne, perserne im od goterne, vandalerne imod slaverne og hunnerne imod maurerne.

Efter at være kommet vel igennem krisen i det 5. århundrede, hvor den “pludselige død“ truede, måtte byzantinerne i århundre­ der udstå stadige og frygtelige angreb udefra. Perserne, araberne, hunnerne, slaverne og bulgarerne angreb dem fra alle sider. Men skønt anarkiet rasede indadtil og religionskrige, hofintriger og op­ rør syntes at varsle det gamle imperiums snarlige død, holdt det alligevel ud i 1000 år.

Grunden hertil kan findes i den rolle, som hæren spillede. Først og fremmest viste den sig i stand til at hævde rigets grænser til trods for, at den undertiden led blodige nederlag. Dernæst var det en general, der tog magten og genoprettede ro og orden ind­ adtil, da anarkiet var drevet for vidt. Det skal indrømmes, at han ofte afslørede mangelfuld indsigt i politiske og økonomiske sager. Men han var altid i stand til at beskytte den truede nation, hvad enten han hed Leo Isaureren, Nikefaros Fokas eller Alexios Kom- nenos.

Byzantinernes erfaringer kan sammenfattes således: Lige meget hvilken uorden og grad af anarki, der hersker indadtil, kan alt reddes, så længe der findes en solid, tilstrækkelig national hær, der er i stand til at opfylde sine to historiske funktioner i en opløs­ ningsperiode — at forsvare imperiet imod trusler udefra og at ind­ sætte og støtte en leder, der kan genoprette orden og sikkerhed indadtil.

Det drejer sig ikke her om at føre et forsvar for det, som filo­sofiske skribenter kalder „militarisme“ og betragter som en af menneskehedens forbandelser, endskønt de er nødt til at aner­ kende de „m ilitæ re dyder“ s høje værd. Disse dyder er først og fremmest „mod og selvfornægtelse, troskab mod pligten og offer­ vilje“, som den gamle Moltke skrev.

Det er indlysende, at disse dyder i dekadente perioder bliver sjældnere og sjældnere — undtagen naturligvis blandt de indre minoriteter, der udspreder deres nye tro. Det følger heraf, at de eneste modstandere, der vil være i stand til at måle sig med den indre fjende, må søges i hæren. Altså, hvis en civilisation ikke er fuldstændig tømt for kraft, hvis den er værdig til endnu en frist, er det alene hæren, der er i stand til at give den den, for den er nu det eneste tilholdssted for de væsentlige dyder og den eneste forkæmper for et ideal, der angribes i stedse højere grad.

Visselig må de militære ikke blive for længe ved magten. „Den der tager sværdet skal omkomme ved sværdet“. Uanset deres klog­ skab og mådehold lykkes det kun meget få af disse „frelsere ved sværdet“ at undgå den nemesis, der driver dem fra krig til krig indtil den afsluttende katastrofe. Ikke desto mindre har sejrrige soldater, der grundlagde eller genoprettede imperier, eksisteret. Og de efterlod dem ofte et sådant minde om fred og lykke, at de blev savnet af folkets masse, for hvem deres regeringstid stod som en eventyrlig „guldalder“.

For kim få år siden skrev general Fuller:

„I vor tid er den vestlige civilisation atter omringet af barba­ rerne, og med mindre det lykkes de nationer, hvoraf den er sam­ mensat, at komme til en indbyrdes forståelse og at løse deres pro­ blemer selv, vil barbarerne endnu engang triumfere . . . Dette ville kræve et autokrati af den augustinske type, oprettelsen af et prin­ cipat, der skulle videreføre alt, hvad der er af godt i de gamle regimer og dertil føje det nyes virilitet.“

Dette fører os til det sidste spørgsmål: På hvilket trin af den vestlige, kristne civilisations udvikling befinder vi os?

Det er sikkert, at vi har passeret vækstperioden, som karakte­ riseres af de skabende udbrud, der skyldes en fælles, stærk og ung tro. Men efter vækstperioden kommer de „kæmpende kongeriger“s periode. Det synes muligt at fastsætte vækstperiodens ophør og den anden periodes begyndelse til det 14. århundrede, ved korstogenes slutning. Efter 9 århundreders vækst kan „trængslernes tid“ meget vel vare lige så længe. Ved første øjekast synes vi stadig at være i den, siden krige mellem „kristne“ stater har fundet sted lige siden det 14. århundrede, og siden ingen enkelt stat nogensinde har været tilstrækkelig stærk til at virkeliggøre „universalstaten“.

Vor civilisation følger temmelig nøje sin models — den græsk­ romerske cicilisations — mønster. I udviklingen af sidstnævnte be­ gyndte trængselsperioden — efter at gråskerne havde slået den frygtindgydende persiske aggression tilbage — med den skæbne­ svangre peloponnesiske krig, der markerede indledningen til for­ faldet. Efterhånden som Grækenland blev svagere, fødtes en ny stat i vest — Rom. Den blev førerstaten, som forenede de små helleniske stater, der var ude af stand til selv at forene sig, og bragte den truede civilisation et langt og glorværdigt liv.

Anvender vi dette skema på vor civilisation, er det da ikke iøjnefaldende, at Amerika spiller Roms rolle, og at Vesteuropas balkaniserede stater spiller de græske bysamfunds rolle? Målestoks­ forholdet er omtrent det samme.

Der skulle altså være givet også os en frist, som kan sikre vor civilisation i det mindste en lang forfaldsperiode og muligheden for glimrende genrejsningsforsøg.

Nogle mener, at Vesteuropas stilling i forhold til Amerika svarer til de magters, der stod under Roms protektion, såsom Ægypten, Syrien, Palæstina og Lilleasien, der i praksis forblev autonome i århundreder på betingelse af, at de fulgte den politiske linie, som Cæsareme stak ud.

Ud fra denne betragtning ville universalstatens periode alle­ rede være forbi, og vi ville være trådt ind i opløsningsfasen. Tal­ rige symptomer peger faktisk i denne retning, især i visse vest­ europæiske lande. Tilstedeværelsen af fjendtlige organisationer både indenfor og udenfor disse landes grænser kan ikke benægtes. Tilstedeværelsen af en ny tro, der søger at korrumpere os indefra er ikke mindre iøjnefaldende. Følgende kriterier er også til stede: Futurisme, arkaisme, vulgaritet i kunst og sæder, anarkisk indivi­ dualisme, lammelse af statsmagten, borgeråndens sløvhed og byzantivisme i anvendelsen af stadigt mere komplicerede love.

En undersøgelse af tilstanden bos den vestlige koalitions hære vil måske give os et afgørende bevis. Det er sikkert og vist, at vi i Vesteuropa, som i sin tid Rom og Byzans, har åbnet vore hære for fremmede, der kom fra imperiets forskellige dele. Vi har anvendt dem på praktisk talt samme måde under ledelse aif førere, der hørte til moderstaten. Vi har sendt gurkhaer og senegalesere i kamp på Europas fronter. Da de første symptomer på løsrivelse viste sig, brugte vi indfødte fra visse dele af imperiet i forsøg på at undertrykke revolter i andre sektorer: Asiater i Afrika og afri­ kanere i Asien. I tilgift har vi lært dem det mest virkningsfulde i vor teknik.

Men det må ikke glemmes, at vor vestlige civilisation udgør et hele, og at Amerika, som er lederen, stadig synes at bruge en fuld­ stændig national hær.

Hvis vi kun betragtede nationerne i den vestlige ende af Eura- sien, kunne der være grund til at være pessimistisk (omend vi ingen steder har nået det punkt, hvor „barbarer“ indtager ledende stillinger). Hvis vi derimod betragter helheden, har vi lov til at være meget mindre foruroligede.

Men vi må passe på! Et af den dekadente civilisations karak­ tertræk er at nære den farligste modstander ved sin egen barm. Eor at gå tilbage til det romerske imperium var det hos de kejserlige, pansrede soldater, at Ricimer, Odoacer og Theoderik fik deres ud­ dannelse. Patriotismens forfald og vægringen mod at gøre militærtjenste er farlige sygdomme, som vi modigt må bekæmpe. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at falde som modne frugter i vore mod­ standeres turban, ligesom Ægypten og Syrien faldt i hænderne på araberne, medens Lilleasien, Thrakien og Illyrien fortsatte deres liv i uafhængighed. Tilsvarende kan vi forestille os et Europa i slaveri til trods for Amerikas anstrengelser, medens Amerika be­ slutter sig til at trække sig tilbage i ly af oceanerne, lige som by- zantinerne trak sig bag Taurus.

Lad os her standse disse betragtninger, hvis karakter af for­ modninger og gætteværk alle er klar over. Det er imidlertid på­ vist, at hærens rolle altid er den samme og gentager sig evindeligt i civilisationernes liv. Selvom faktoren „tempo“ ikke kan bestem­ mes, skelnes udviklingens retning let. Historiens lære viser os føl­ gende om hærens rolle i udviklingen:

I vækst- eller opgangsperioden spiller hæren hovedrollen ind­ adtil. Den politiske leder er altid en soldat. Udadtil er hæren et element til udbredelse af troen, og dermed til samling og verdens­ udvikling.

I de kæmpende kongerigers periode formindskes hærens rolle. Indadtil er den ingenting. Den øverste politiske magt er ubestride­ ligt i hænderne på en civil. Udadtil er hæren et element til forsvar af samfundet og sikring af dets uafhængighed.

Begyndelsen til forfaldet markeres ved fremkomsten af en herre- eller førerstat, der tilvejebringer almindelig fred for en kor­ tere eller længere periode. Hæren opretholder ro og orden indad­ til, og udadtil beskytter den grænserne mod „barbarerne“. Den er endnu hovedsagelig national.

I opløsningsperioden har hæren to hovedopgaver, som den vil løse mere eller mindre godt afhængig af den måde, hvorpå den ud­ vikler sig. Udadtil fortsætter den forsvaret af grænserne. Indadtil tager den magten og bringer nationen tilbage på sporet, hver gang en enig forsvarsreaktion kræver det.

Hæren vil kunne løse disse to opgaver, hvis den fremdeles er disciplineret, patriotisk og national. Hvis den mister sansen for de høje dyder, der er den sande målestok for, hvad livet er værd, hvis den afpersonificeres og afnationaliseres, vil den ikke længere være et levende og sundt element, men et kostbart og virkningsløst skyggebillede. Og døden vil komme hurtigt. Hvis den derimod — under ledelse af førere med en høj moralsk standard — er i stand til at bevare sin enhed og sin tro, vil den gennem flere århundre­ der kunne redde landet fra både selvmord og mord.

mr.