Log ind

Hærens genordning 1864-1870 - DET MILITÆRE GRUNDLAG FOR DEN FØRSTE HÆRLOV EFTER FOLKESTYRETS INDFØRELSE

#

Hovedtrækkene i hærlovens tilblivelse.

Ved helstatens opløsning i 1864 mistede 9 af infanteriets 23 batailloner hele deres udskrivningsområde. Også på flere andre måder medførte fredsbetingelserne, at det hidtidige grundlag for hærens ordning ikke længere svarede til forholdene, hvorfor en ændring trængte sig på. En forudgående løsning af forfatningssagen var dog en politisk betingelse for vedtagelse af en hærlov1. I overensstemmelse med tidens opfattelse forudsattes et lovudkast på det felt godkendt af Kongen. Efter general C. F. Hansens mislykkede forsøg i den henseende var sagen derfor gået i stå2.

Da grev Frijs blev konseilspræsident ville han have hærlovsarbejdet ud af det øjeblikkelige dødvande. Utvivlsomt for at undgå vanskeligheder af den art, C. F. Hansen havde skabt sig i forholdet til Christian IX, blev posten som krigsminister tilbudt Kongens generaladjutant, Kauffmann, der afslog at gå ind i politik3. Valget faldt derefter på oberst Neergaard, men han kom efterhånden til kort som parlamentariker4. I efteråret 1866 afløstes han af generalmajor Raasløff, der fik en hærlov vedtaget det følgende år. Da Neergaard tiltrådte som minister, ville han nedsætte en rent militær kommission til forberedelse af en hærlov5. Imidlertid ønskede Frijs også politikere med i arbejdet, da han mente, at dette til sin tid ville skabe bedre muligheder for lavens vedtagelse. Derfor fik han - som noget hidtil uprøvet - nedsat en blandet eivil-militær kommission til udarbejdelse af en helhedsløsning for land- og søforsvarets ordning tillige omfattende befæstningsvæsenet og værnepligten6. Assessor i højesteret, A. F. Krieger, blev i kraft af sin centrale stilling blandt de ledende politikere formand for denne forsvarskommission. Som dens medlemmer udpegedes 9 politikere og lige så mange officerer, 5 af hæren og 4 af søværnet7. Kommissionen var nedsat i februar 1866 og erklærede efter fire måneders forløb, at der ikke ville være tid til at behandle befæstningsvæsenet, hvis lovens vedtagelse skulle nås i rigsdagssamlingen 1866-678. Betænkning og forslag til hær- og flådelov blev afgivet inden året var omme9. Raasløff kunne ikke billige kommissionens hærlovsforslag, hvorfor han selv fremkom med et helt nyt forslag10. Det blev sendt i rigsdagsudvalg, og under påfølgende forhandlinger med dette, gik Raasløff med til visse ændringer, hvorefter han i sommeren 1867 fik hærloven vedtaget. Den i sin tid tænkte helhedsløsning tabtes i øvrig helt af syne, idet en lov om søværnets ordning ikke blev vedtaget før det følgende år. En redegørelse for hærlovens tilblivelsesproces gennem alle faser vil falde uden for rammen af den stillede opgave. Den vil i det følgende blive besvaret ved behandling af tre problemer: (1) Målsætningen for forsvarets anvendelse. (2) Den øverste ledelse. (3) Hærens indre styrke.

Målsætningen for forsvarets anvendelse.

Umiddelbart efter at kommissionen var nedsat, modtog den en del materiale fra de to militære ministerier. Deriblandt et af Neergaard udarbej­det udkast til en hærorganisation11. Inden for kommissionen herskede ubetinget enighed om nødvendigheden af et militært forsvar, men man stod vaklende over for den måde, hvorpå drøftelse af dettes indretning burde gribes an. For at lede på spor holdt oberst Max Muller et foredrag om forsvar af Fyn, Men hans redegørelse, der var et forsøg på at drage lære af de fejl, som var begået under den mislykkede forsvarskamp på Als i 1864, blev dermed et taktisk eksempel, der ikke gav dybere indblik i de foreliggende problemer12. De skitseredes af et andet medlem, oberstløjtnant Ernst, som på grundlag af den sidste befæstningskommissions betænkning udviklede sin egen opfattelse med hensyn til de fremtidige opgaver13. Han anså det foreløbig for muligt at sikre København og Sjælland med en mindre styrke og at indsætte hærens hovedkræfter, støttet af egnede marinef artø jer, til forsvar ved Lille Bælt. Hertil var der behov for brohovedstillinger på Jyllandssiden, både nord og syd for Kolding Fjord. Opstod fare for større angreb på Sjælland, måtte hele hæren i tide sammendrages dertil, hvorfor det ansås for nødvendigt at sikre forbindelsen mellem Fyn og Sjælland ved et tværforsvar14. Det var kun et spørgsmål om tid, inden den preussiske flåde ville være den danske absolut overlegen. Som behandlet i en tidligere artikel ville generalstabens taktiske sektion gardere sig mod følgerne heraf ved at lægge tyngden i landets forsvar i området om Lille Bælts indsnævringer15. Ernst var realist nok til ikke at ville opgive København. Men det tværforsvar, der kunne tilvejebringes i form af befæstningsanlæg og flådestyrker i Store Bælt, ville uanset maximal indsats være sårbart. Blev forbindelsen mellem landsdelene afbrudt, før hæren stod samlet på Sjælland, ville dens to spredte grupper ikke have mulighed for at yde hinanden gensidig støtte. Netop de to foredrag gjorde det indlysende for Krieger, at kommissionen havde krav på en orientering om, hvad man tænkte sig på ansvarligt sted. På henvendelse herom fik han tilsagn om en fællesudtalelse fra de to militære ministre. Den kom dog ikke, før han meget indtrængende havde mindet dem om det givne løfte. Ved den lejlighed havde Krieger i øvrigt i et vedlagt eksposé fremlagt de problemer, man savnede kendskab til. Dels drejede de sig om den udvikling, der måtte forudses efter panserskibenes fremkomst og indførelsen af riflet skyts i skibsartilleriet. Dels ønskedes oplyst, om regeringen tænkte sig et forsvar af både Sjælland og Fyn, - det sidste måske med fast fod på jysk grund, - eller kun den ene af de to øer. Endelig efterlystes en sagkyndig udtalelse med hensyn til:

(1) Forsvar ved Lille Bælt (nærmere betegnet som behov for kystbatterier og evt. stationering af krigsskibe). (2) Flådens muligheder for indgriben mod et fjendtligt landgangsforetagende. (3) Forsvar mod angreb ført frem over Falster og Møn. (4) Muligheden for opretholdelse af forbindelse over Store Bælt (herunder også om behov for befæstningsanlæg til støtte for et selvstændigt forsvar på hver side af dette) 16. Fællesudtalelsens hovedindhold kan sammenfattes i følgende: Landets udsatte stilling påbød, at hær, flåde og befæstninger såvel kvantitativt som kvalitativt holdtes over et vist minimum. Størrelsen heraf var for hærens vedkommende anslået til 35 000 mand, excl. et lokalforsvar bestående af ældre årgange. Af felthæren måtte kræves, at den hurtigt kunne bringes på krigsfod og straks være operationsduelig. Et styrkemål blev derimod ikke opgivet for flåden. Dens skibsmateriel skulle især egne sig til de danske farvande; med hensyn til fart og bestykning skulle det enkelte fartøj dog stå mål med modpartens. Befæstningsanlæg forudsattes i udstrakt omfang indrettet både øst og vest for Store Bælt dels som fuldt færdige og dels som forberedte værker (se senere). Opgaven defineredes generelt som afvisning af mindre angreb, mens det over for et større gjaldt om at yde modstand, til der kom hjælp. »Den ovennævnte Størrelse af Hæren vil derhos gjøre det sandsynligt, at den Hjælp, som af Allierede eventuelt under Krigens Løb vil kunne bringes os til Tilbageerobring af tabte Provindser, ikke vil behøve at være større, end at vor Hær dog endnu kan blive Hovedbestanddelen af den saaledes combinerede Armee, hvem Landets Frelse skyldes; dette alene vil være istand til at sikkre os mod den Eventualitet, der ved en Freds Afslutning ofte er lige saa farlig som en fjendtlig Erobring af Landet, nemlig at det er en fremmed, omend allieret Magt, der er den egentlige Herre i Landet«. En magt, der havde søherredømme ville under angreb mod Danmark lettest nå sit mål ved et større landgangsf oretagende mod Sjælland, hvorfor hæren måtte være samlet dertil. Var væsentlig risiko for et angreb af denne art ikke til stede, tænkte man sig på Sjælland at nøjes med en sikkerhedsbesætning og skyde landets forsvar frem til Lille Bælt17. Når egne kræfter ikke længere formåede at forebygge eller afvise angreb, måtte landets sikkerhed bero på allieret hjælp. Der er intet overraskende i dette standpunkt, som i almindelighed svarer til de vilkår, der gjaldt for småstater. Da der ikke forelå garanti for, om hjælp overhovedet ville komme, var håb herom ikke på forhånd knyttet til en bestemt side. Tanken om »tilbageerobring af tabte provinser« tog vel navnlig sigte på en situation, hvor preussiske tropper stod i Jylland-Fyn og måtte forjages med bistand fra en sømagt. Udsigten til, at en »fremmed, omend allieret magt« stod som den egentlige herre i landet, kunne derimod blive en eventualitet efter preussisk bistand til forsvar mod en sømagt. Den tidligere omtalte befæstningskommission var i sin tid kommet til det standpunkt, at over for angreb fra en magt med overlegne søstridskræfter, drejede det sig om at hindre angriberen i at tage hovedstaden. Derfor var København foreslået befæstet såvel mod søen som mod landsiden. Fællesudtalelsen byggede på samme strategiske opfattelse, som i sin tid var lagt til grund for befæstningskommissionens forslag. Da der imidlertid ikke fandtes en landbefæstning, krævedes det af hæren, at den skulle være i stand til »i aaben Mark« at slå en så stor styrke, som med sandsynlighed kunne ventes overført til Sjælland. Som det også fremgår af fællesudtalelsen, ville de to ministre ikke helt udelukke den mulighed, at forsvaret kunne lægges frem til Lille Bælt. De kan have skønnet, at der endnu ville hengå et par år, før Preussen maritimt var i stand til at udruste en større land gangsoperation mod Sjælland. Sandsynligvis har de snarere haft tilstedeværelsen af allieret sømagt i danske farvande for øje. Under en sådan eventualitet ville Sjællands kyster og forbindelsen mellem landsdelene være tilbørligt sikret, hvorefter det ville være muligt og rigtigt at føre et aktivt forsvar ved Lille Bælt. Kommissionen havde rejst spørgsmål om regeringens standpunkt med hensyn til landets forsvar. Om både Sjælland og Fyn eller kun den ene af de to øer skulle forsvares blev ikke omtalt i geheimestatsrådet; hvorvidt en drøftelse under et ministermøde har fundet sted kan ikke ses. Formelt var det underordnet, eftersom de øvrige ministre vel ville henholde sig til, hvad krigsministeren og marineministeren mente. Reelt var en så ejendommelig undladelse af en debat om dette spørgsmål uheldig. Om befæstningsvæsenet hed det bl. a. i fællesudtalelsen, at anlæg måtte være helt udbygget på de punkter, hvor angreb straks kunne ventes, og passende forberedt, hvor fuldførelsen var mulig efter fredsbrud. Københavns søbefæstning var af betydning for byens og orlogshavnens beskyttelse mod bombardement. Indtil søbefæstningen var udbygget med værker på Middelgrunden, måtte hovedstadens forsvar suppleres med mindre pansrede fartøjer. En ellers ønskelig befæstning af København mod landsiden ville binde for store styrker, hvorfor angreb på Sjælland burde imødegås ved kamp i åben mark. Viste der sig senere behov for at forstærke terrænafsnit foran København, antoges dette at kunne udskydes til efter fjendt­ lighedernes udbrud. Det er uvist, hvorvidt disse synspunkter forinden har været drøftet mundtligt med chefen for ingeniørkorpset, oberst Dreyer. Et par uger senere, da han var gjort bekendt med forsvarskommissionens spørgsmål, udtalte han imidlertid: »Befæstninger ere ... saa særdeles kostbare og skulle have en saa lang Varighed, at det ikke ville være forsvarligt som Udgangspunkt for deres Fastsættelse at tage de gjensidige Magtforhold anderledes, end de med overveiende Sandsynlighed blive om forholdsvis kort Tid og derefter forblive. . . førend Fjenden er Herre over Sjælland og Kjøbenhavn, har han ikke erobret Danmark, ...«. Dreyer berørte derpå, at for en magt som Preussen ville den vanskeligste del af opgaven under en krig mod Danmark bestå i at tage Sjælland. Hvis Preussen kunne og ville indlade sig herpå, ville opgaven lettes i jo højere grad, Danmark indsatte kræfter til forsvar ved Lille Bælt. Han fremhævede nødvendigheden af at sikre København mod søsiden. Uden en søbefæstning kunne staden tvinges til overgivelse alene ved bombardement eller trussel herom, hvorved en større land gangsekspedition blev overflødig. Derfor tilrådede han, at fuldførelsen af Københavns søbefæstning blev fremskyndet. Den kostbare befæstning mod landsiden burde først udføres, når tilstrækkelige midler var til rådighed. Indtil da måtte det frarådes at »formindske vor mobile Styrke tillands og tilvands for derved at overkomme Midler til Befæstningen«. En deling af hæren mellem Fyn og Sjælland mente han kun var forsvarlig, hvis der var en sikret forbindelse over Store Bælt. Selv troede han, at stærke søstridskræfter gav en bedre sikring end befæstninger i linien Korsør-Nyborg18. På et direkte spørgsmål om befæstningsanlæg ved Lille Bælt udtalte Dreyer kort tid senere, at hvis der ikke var sikkerhed for alliance med en sømagt, ville han kun anbefale kystbatterier og et mindre fort i egnen om Strib. Fandtes det derimod rigtigt og muligt at gøre regning på en alliance med en sømagt, burde der udføres, hvad man magtede for at styrke hærens opstilling ved Lille Bælt, i hvilket tilfælde der også var brug for brohoveder på Jyllandssiden19. Forsvarskommissionen fik ikke kendskab til Dreyers udtalelser. Den indtog det standpunkt, at hvis forbindelsen over Store Bælt blev afbrudt, måtte hæren optage kamp i to selvstændige grupper, en på hver side af Bæltet. Med henblik herpå foresloges fredstidsgamisoneringen så vidt muligt afpasset efter befolkningens fordeling. Det vil sige to infanteribrigader på Sjælland og tre i Jylland-Fyn, samt de øvrige våben fordelt i omtrent samme forhold20. I modsætning hertil fandt Raasløff, at det var vigtigere, at hæren optrådte samlet. Han havde dog ingen principielle indvendinger mod den landsdelsvise fordeling, kommissionen havde foreslået. Selve gami8oneringen blev ikke fastlagt i hærloven, det begrundedes med, at det burde være muligt at gå over til en anden garnisonering uden hærlovsændring. Hvad styrkemålet angår, ville Raasløff tilgodese to forskellige krav. Var Danmark i forbund med en større magt, så han det som opgaven at stille et mindre kontingent, der i udrustning og uddannelse kunne måle sig med våbenfællen. Under andre forhold var det ønskeligt at opbyde en større styrke, hvorved også reserveformationer måtte indgå i felthæren21. I det væsentlige havde de militære ministre og chefen for ingeniørkorpset klar fornemmelse af København strategiske betydning og drog de rigtige konklusioner, såfremt hovedstaden umiddelbart var truet. Men i forskellig grad påvirkedes deres opfattelse af de udsigter, der måske kunne blive tale om i tilfælde af en alliance. Usikkerheden gjorde sig så meget mere gældende, eftersom den udenrigspolitiske situation var uafklaret.

Den øverste ledelse.

Forsvarskommissionen havde foreslået, at der på hver side af Store Bælt var en højstbefalende general. Dermed mente den ikke, at de to vedblivende skulle stå uafhængige af hinanden, men »at der, naar Omstændighederne tale derfor, tillægges den ene af dem Commandoen over den anden«22. Forslaget herom gav generalstaben lejlighed til at fremhæve betydningen af, »at den overordnede Ledelse af Landets Forsvar under en Krig concentreres paa een Haand, hos en Overcommando, der, inden for de af Regjeringen i politisk Henseende afstukne Grændser, har fuld Dispositionsret over alle Deele af Forsvaret og fuld Frihed til selvstændig Handling«23. Raasløff påpegede med rette, at det »vilde kun lede til mindre heldige Commandoforhold, naar den ene af de 2 Armeekorpschefer fik den dobbelte Virksomhed at føre hele Hæren og tillige en Deel af den«. Meget klart fastslog han, at krigsministerens ansvarsområde i krigstid var politisk og bestod i at angive målene og stille midler til rådighed. Overgeneralen skulle forestå den operative ledelse for at løse den stillede opgave. Raasløff indrømmede, det ville være en fordel direkte under ministeren at have en hærchef med de to generalkommandoer som underlagte divisioner, men undlod at få en overgeneral indpasset i fredsorganisationen. Inde­ haveren af den stilling tænktes i krigstid »udvalgt blandt Hærens Generaler og erstattet i den Post, han beklæder paa Fredsfod, af en dertil egnet, høiere Officeer«24. For at muliggøre den kommende opgave for en general, der med »kort Varsel kaldes til at anføre Hæren«, måtte »det Materiale, som Overgener alen strax maa have til sin Raadighed«, være til stede i fuldt bearbejdet form. Med henblik herpå fik generalstaben en fast organisation, hvilket netop ikke var tilfældet i kommissionsforslaget. Men ikke én af hærlovens 186 paragraffer kom til at indeholde noget om, at hæren i krigstid skulle have en overgeneral med stab. Ministerens virksomhed i fredstid tænktes som en blanding af politisk aktivitet for at skaffe hæren de bedste udviklingsmuligheder, og bestyrelse af en forvaltning, der samlede sig om tilvejebringelse af personel og materiel. Men han fik 13 myndighedspersoner med tilsammen 15 forskellige ansvarsområder direkte under sig. I praksis kom ansvar for planlægning og forsvarsforberedelser til at påhvile ministeren. Det blev derved dennes og ikke den vordende stabschefs overvejelser, som eventuelt ville komme til at danne grundlaget for overgeneralens beslutninger med hensyn til de første operationer i krig. Man havde forenklet det militære hierarki, men det var ikke sket på hensigtmæssig måde. I hærloven fik stabsofficersklassen kun én grad, obersten, der blev afdelingschef. Havde man bibeholdt oberstløjtnanten til den stilling, kunne de 5 brigadegeneraler være erstattet med oberster. Derved havde det sandsynligvis været muligt at skaffe plads til en hærchef i fredsorganisationen. I en særlig betænkning havde forsvarskommissionen udtalt: »Ifølge alle Tiders Krigserfaring er en deelt Overanførsel en af de alleralvorligste Hindringer for en heldig Krigsførelse; dette maa særlig være Tilfældet hos os, hvor Landets Forsvar i de færreste Tilfælde vil tilfalde Hæren og Flaaden hver for sig, men oftest begge skulle tage Deel i de Foretagender, som alene kunne ventes heldigt udførte, naar en fuldstændig Eenhed i Commandoen finder Sted«25. Et flertal mente derfor, at selv om Danmark tiltrådte et forbund, måtte der være en fælles myndighed for begge værn. Det var endvidere opfattelsen, at indsættelse af hær- og flådestyrker i samme operation overalt måtte finde sted under en dertil udpeget fælles fører, der efter omstændighederne kunne være enten hær- eller flådeofficer. Samtidig udtaltes formodning om fordelagtig sammenlægning af visse tjenestegrene inden for det administrative område. Af disse grunde tilrådedes: »At der fremtidig maa blive een Minister og eet Ministerium for Landets Forsvarsvæsen«.

En sammenlægning af ministerier var et anliggende, der krævede, at konseilspræsidenten tag sagen i sin hånd. Det fandt ikke sted. En løsning var i øvrigt utænkelig uden et gennemarbejdet organisationsforslag. Forslagsstillerne savnede de fornødne forudsætninger for at kunne lægge et sådant på bordet og formåede kun at antyde visse fordele ved en sammensmeltning. Så længe ministre og centraladministrationens embedsmænd forholdt sig passive, var der ingen udsigt til at få skabt et forsvarsministerium.

Hcerens indre styrke.

Hærloven medførte, at stillingstilladelse bortfaldt. Det var foreslået af forsvarskommissionen, der ikke fandt det »tjenligt, om det imellem mere formuende Familiefædre blev almindeligt at frikjøbe deres Sønner, saa at Hæren, eller i det Mindste dens Underklasser, mere eller mindre kom til at bestaae af den aldeles uformuende Deel af Folket«26. Ændringen var i praksis kun gennemførlig ved at indkalde og uddanne alle, der var egnet til krigsførelse. Som vist i nedenstående oversigt forøgedes rekrutkontingentet herved med 50 % i forhold til den hidtidige ordning - vel at mærke for hele monarkiet i helstatens tid. Den relative forøgelse var langt større, nemlig ca. 138 %.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.11.22.png

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.11.28.png

Umiddelbart var det en fordel, at de emner, hæren især havde brug for som værnepligtige befalingsmænd, ikke kunne unddrage sig udtagelse ved at lade stille for sig. Desuden kunne linien opstilles i hovedsagen af de fire yngste årgange. Tjenestetiden opdeltes i tre forskellige former: En første samlet uddannelse afkortet til, hvad der for det enkelte våbens vedkommende ansås for påkrævet af hensyn til enkeltmandsuddannelse og elementær enhedsuddannelse. Fortsat øvelse fandt sted under senere indkaldelse og gav i infanteriet og rytteriet gode betingelser for uddannelse i krigsstærke enheder. Fortsat tjeneste blev efter lodtrækning pålagt et mindretal, der anvendtes til vagttjeneste, røgt og vartning af heste samt soignering af våben og materiel. Længden af tjenestetiden varierede mellem 4 måneder og knap 2 år, enkeltheder fremgår af skema 2, s. 349. Af det mandskab, der blev udskrevet til den egentlige krigstjeneste, fik Livgarden, rytteriet, artilleriet og ingeniørtropperne et fastsat kontingent; alle andre indkaldtes til infanteriet. Ved dette sidstnævnte våben fandt

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.12.09.png

uddannelse sted efter en to-årig turnus. Med henblik herpå fungerede halvbrigader - (omfattende to linie- og én reservebataillon(er) men uden chef) - som en enhed med hensyn til udskrivning, gamisonering og tjenestegang. Yed skiftevis indkaldelse til den ene af de to liniebatailloner opnåedes: Den bataillon, der havde årets rekrutuddannelse, fik mandskab nok til at gennemføre elementær uddannelse i bataillon. Ved indkaldelse af lige årgange til fortsat øvelse undgik man sammenblanding af mandskab på forskelligt uddannelsestrin. Som det fremgår af den grafiske fremstilling skema 3, s. 350 var der hermed skabt gode betingelser for en systematisk fremadskridende uddannelse, hvor vægten inden for en to-årig periode afvekslende var lagt på grundlæggende mandskabsuddannelse, skoling af befalingsmandselever og øvelse med krigsstyrken under udlægning i lejr. Reservebataillonen fik hvert år i august tildelt 5. årgang. Dens krigsstyrke kom derved til at bestå af mandskab fra begge liniebatailloner. Under fortsat øvelse hvert andet år blev to halve kompagnier fra hver sin liniebataillon sammenarbejdet til ét, dertil var afsat 30 dage. I de resterende 23 måneder inden for en to-årig periode anvendtes reservebataillonens faste personel efter nærmere regler ved de to liniebatailloner. Officerer og underofficerer kunne være faste eller værnepligtige af linien. Af sidstnævnte kategori fandtes henholdsvis sekondløjtnanter og korporaler, hvoraf nogle var taget til frivillig tjeneste for ét år ad gangen, mens resten var hjemsendt og kun indkaldtes med deres årgang, se nærmere nedenstående oversigt.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.12.26.png

Befalingsmandselever udtoges blandt de bedst egnede og fik pålignet en forlængelse af pligtig tjeneste svarende til fortsat tjeneste for mandskabet. Det vil sige 9-12 måneder, alt efter våbenarten. Et fikseret antal (se skema 4), fortrinsvis frivillige, af hvem der desuden fordredes kundskaber ud over almueskolens niveau, gennemgik en korporalskole. Resten (= 10 % af mandskabsstyrken) gennemgik en underkorporalskole. Ved udtagelsen udnævntes samtlige elever til underkorporaler. Gennemgang af befalingsmandsskolen varede i reglen omkring 6 måneder. Ved underkorporalemes hjemsendelse efter pligtig tjeneste udnævntes egnede korporalselever til korporaler og kunne tages til frivillig tjeneste. Gennemgang af korporalskole og tilfredsstillende tjeneste som korporal var det første trin på vejen til at blive værnepligtig officer. Næste trin, gennemgang af officersskolens yngste klasse og efterfølgende prøvetid før udnævnelse til sekondløjtnant, varede 10-12 måneder. Det faste personel rekrutteredes blandt korporaler og sekondløjtnanter, der måtte gennemgå enten en sergentskole eller officersskolens næstældste klasse27. Hæren omfattede linie-, reserve- og forstærkningsformationer (se nærmere skema 5). Befalingsmandspersonellet ved de sidstnævnte bestod så godt som udelukkende af ikke tjenestegørende officerer og underofficerer af forstærkningen.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.12.43.png

Befalingsmandspersonellets relative fordeling mellem tjenestegørende (faste og værnepligtige under ét) og hjemsendte (excl. underkorporaler, der udgjorde 10 % af mandskabsstyrken) fremgår af skema 6.

Skærmbillede 2020-04-29 kl. 12.12.59.png​​​​​​​​​​​​​​

Det foranstående kan for infanteriets vedkommende gøres mere anskueligt ved at følge den værnepligtiges vej gennem årene. Fra han mødte som rekrut, til han fem år senere overførtes til reserveb at aillonen, tilhørte han både som tjenestegørende og hjemsendt det samme kompagni. Ved dette stod 2-3 faste og værnepligtige løjtnanter, 5-6 faste samt 4-5 værnepligtige underofficerer i en årrække under samme kompagnichef. Gennem dagligt samvær i mindst 9 måneder sammenlagt opnåede denne solide stamme og mandskabet et indbyrdes kendskab, der styrkede sammenholdet. Efter overgang til reserven fik soldaten yderligere en måneds øvelse. I det par år, han tilhørte reservebataillonen, var den på fuldt styrke i 1j?) af den tid, der var tilmålt liniebat aillonen inden for en fire-årig periode. Alligevel var reservens indre styrke dog af langt ringere kvalitet, eftersom dens befalingsmænd i meget betydeligt omfang bestod af personel, der var hjemsendt uden for indkaldelsesperioden, og som oven i købet i mange tilfælde ikke havde opnået førertilvænning gennem frivillig tjeneste. Når soldaten senere overførtes til forstærkningen, åbnede loven kun mulighed for, at han blev øvet der, såfremt midler stilledes ekstraordinært til rådig­hed29. Bevillinger hertil blev ikke givet. I øvrigt var forstærkningsenhedemes rammer alt for løse, hvorfor det havde været bedre at lade deres oprettelse stille i bero indtil videre. Det er foran påpeget som et svaghedstegn, at et stort antal af de værnepligtige befalingsmænd ikke opnåede fornøden øvelse gennem frivillig tjeneste. Tilgangen var heller ikke tilfredsstillende i talmæssig henseende og næppe heller med hensyn til egnethed. Årsagen til denne misere må søges i den omstændighed, at der rent Økonomisk ikke blev ydet den værnepligtige befalingsmand en godt* gørelse, der opvejede det afbræk, udtagelse til den tjeneste medførte i hans civile uddannelse eller erhverv. Besparelser på det felt kan ses som en følge af, at indkaldelserne var øget til yderste grænse. Mod dette var dog ellers fremført betænkelighed fra 2. generalkommando, der blandt andet havde udtalt: »Uddannelse af et større Antal end nødvendigt leder til en Svækkelse af Forsvaret«30. Ved rytteriet gjorde fortrin og mangler sig gældende på omtrent tilsvarende måde som for infanteriets vedkommende. For artilleriet var det et alvorligt minus, at det samlede antal distrikts- og stamheste ikke slog til. Inden for batterierne kunne i det højeste 6 af de 8 kanoner bespændes. Ingeniørtroppeme havde endda slet ingen heste. Da hesteudskrivning slet ikke var forberedt, måtte manglende trækkraft tilvejebringes ved køb. Intanteribataillonen havde en meget selvstændig stilling med hensyn til administration og personelforvaltning. På disse områder var brigaden, tildels traditionsbestemt, afskåret fra regulering mellem batailloneme31. Det er troligt, at der herved lagdes en uheldig dæmper på brigadens evne til at vise initiativ i kritiske situationer. I tilfælde af mobilisering kunne dette navnlig blive skæbnesvangert i Jylland-Fyn, hvor improviserede mødesteder i Vendsyssel påregnedes anvendt32. Hærloven af 1867 har i de første år efter vedtagelsen haft sin store mission ved i vide kredse at overvinde følelsen af mismod oven på nederlaget. Utvivlsomt har den også bidraget til over for udlandet at understrege nationens vilje til at bestå som selvstændig stat. Rent militært forfejledes den i sin udformning, idet kræfterne anspændtes i en grad, der svækkede den indre styrke. Et lille land kan ikke opnå effektiv slagkraft ved masseindsats men må i stedet koncentrere sine kræfter om at præstere en så høj kvalitet som overhovedet muligt.

M. Vesterdal

Henvisning og noter

Hærloven af 1867 ændredes ved tillægsbestemmelser i 1880 og 1894; i 1909 afløstes den af en helt ny lov. I sin tid var hærloven en bemærkelsesværdig reform, dette i forbindelse med dens lange levetid giver den en særstilling inden for den danske hærs historie. Om enkeltheder ved lovens tilblivelse og den drivende kraft bag dens vedtagelse henvises til afhandlingen: Hærens genordning 1864-1870 (KGB). Generelt er benyttet, (i visse tilfælde tillige med enkelthenvisninger som neden for anført): a. Betænkning afgiven af den til Overveielse af Landets Forsvarsvæsen ved Allerhøieste Resolution af 2den Februar 1866 nedsatte Commission, Kbh. 1866. Cit.: Betænkning, b. Bilag til Betænkningen om det danske Søværns og den danske Hærs Organisation afgivne af den ved Allerhøieste Resolution af 1866 nedsatte Commission, Kbh. 1866. Cit.: Bilag til Betænkning, c. Udkast og mot. d. Lov om Hærens Ordning af 6.7. 1867. e. Meddelelser og Forslag i den til Overveielse af Landets Forsvarsvæsen ved allerhøieste Reskript af 2den Februar 1866 nedsatte Commission. Trykt som Manuskript. Cit.: Meddelelser, f. Arkiv for forsvarskommissionen af 1866, konseilspr arkiv (RA). Indholdet af dette, f.s.v. der henvises dertil neden for, er angivet med den forkortede betegnelse: Mødereferat {— protokol i 2 bd), Indg.skr. ( = 2 pk), Udg skr (— 1 pk). g. I RA,KMA er benyttet: c 30, c 187, 4-209.

Enkelthenvisninger:

1. Forsvaret var en fællesanliggende og henhørte som sådan under rigsrådet.

2. Mil T, 1973, s. 302 f.

3. Gen. H. A. T. Kauffmann. Levnedsbeskrivelse. RA. Privatarkiver 5753/7. Cit.: Kauffmann, s. 227 f. Anm.: Ved samme lejlighed havde Frijs ladet sig forlyde med, at han ville have P. Vedel udskiftet som direktør for udenrigsmin.

4. Kauffmann, s. 278. Anm.: I dansk biografisk leksikon oplyses, at Neergaards »forslag om garderne og generaladjutantstillingen pådrog ham kongens mishag«. Det er forkert, der er sket en forveksling med C. F. Hansen, se oven for (2).

5. c 30, indg i.

6. Bilag til Betænkning, A I.

7. ibid.

8. Udg skr9 bilag ab, skr af 23.5. 1866 til KM og MM.

9. Betænkning. Til Kongen.

10. Udkast og mot, s. 38.

11. Bilag til Betænkning, A II.

12. Mødereferat 192. 1866, jfr. Meddelelser.

13. Ernst havde været medlem af befæstningskommissionen.

14. Mødereferat 21.2 1866, jfr. Meddelelser.

15. Mil T, 1973, s. 305.

16. Udg skr. 21.2. og 23.5. 1866; Indg skr bilag 9, 13 og 18.

17. Indg skr bilag 73, KM og MM skr af 30.5. 1866, optrykt i Bilag til Betænkning, B VIII.

18. Ingeniørkorpsets skr nr. 1170 af 18.6. 1866 (4-209).

19. Ingeniørkorpsets skr af 26.6. 1866 (4-209).

20. Betænkning. Flertallets forslag.

21. Udkast og mot. s. 50.

22. Betænkning, s. 66.

23. Gstb skr af 22.12. 1866 (c 187, indg 3332).

24. Udkast og mot, s. 103.

25. Betænkning (om nogle i Forbindelse med Forsvarsvæsenets, navnlig Hærens Ordning, staaende SpØrgsmaal), s. 14 f.

26. Betænkning, s. 4 f.

27. Underofficerer kunne også rekrutteres gennem Elevskolen, der optog drenge i konfirmationsalderen og gav dem undervisning i almindelige skolefag, hvorefter de påtog sig en vis tjenestepligt, hvor de aftjente deres værnepligt samt gennemgik korporalskolen og sergentskolen.

28. Af de 4 liniekompagnier i ingeniørtroppeme var det hensigten at udvikle 9 feltkompagnier. Reserveingeniørbataillonens rammer tænktes udnyttet til opstilling af militærarbe j derkolonner.

29. Hærloven indeholdt en bestemmelse om, at fortsat øvelse kunne afholdes i 14 dage ved forstærkningsbataillonen på halv styrke, såfremt rigsdagen bevilgede penge hertil de enkelte gange. Der afholdtes hvert år mønstringer om søndagen og kun af et par timers varighed. Kun de yngste havde mødepligt.

30. 2 GK skr af 22.12. 1866 (c 187, indg 3369).

31. Jfr krigsberedskabsordre af 1.9. 1869 udsendt med KM skr s. d. til 1 og 2 GK (RA. HA, 2 GK arkiv, pk 515).

32. 2 GK skr af 23.3. 1869 (RA.HA, krigsføringsdepotet, V, pk 2).