Log ind

HÆRENS GENORDNING 1864 -1870

#

DEN FRANSK-TYSKE KRIGS UDBRUD I 1870

Danmarks stilling omkring krigsudbruddet

I perioden mellem nederlaget i 1864 og begyndelsen af den første verdenskrig har Danmark ikke været nærmere ved at blive inddraget i krig, end det var tilfældet i sommeren 1870. Krisen spændte over tiden fra 14. juli til 10. august og falder i tre afsnit. I det første, som varede i tre dage, var situationen uafklaret, og inden for regeringen var der ikke enighed om, i hviket omfang Danmark skulle binde sig til neutralitet. I de følgende 12 dage nærede den håb om, at Preussen ville tilbyde en ordning af det nordslesvigske spørgsmål, hvis Danmark forholdt sig neutralt. Den resterende del af perioden prægedes af overvejelser i anledning af det franske tilbud om en alliance. Krigsfaren var ikke fremkaldt ved en trussel ude fra men var opstået som et resultat af dansk politisk fejlvurdering. Af den grund var det dobbelt svært at tage et klart standpunkt, hvilket afspejlede sig i de militære foranstaltninger. De indledtes for at sikre hovedstaden mod overrumpling og sluttede med opstilling af en grænsesikring, øvelsesbrigaden ved Kolding.

Beredskabs foranstaltninger

Under tidligere kriser i 1866 og 1867 var der truffet visse forholdsregler for at sikre København mod kupforsøg fra søsiden1). Siden den tid var hærloven vedtaget, hvorved antallet af artillerikompagnier til søbefæstningen var forøget. Som et supplement til Københavns forsvar var der i slutningen af maj 1870 skabt lovhjemmel for oprettelse af to nye led, Københavns væbning og søminetjenesten. Væbningen skulle omfatte 2 infanteribatailloner og 2 artillerikompagnier. Uden at det havde forbindelse med den aktuelle situation, var der midt i juli udarbejdet en fortegnelse over det i staden bosatte forstærkningsmandskab, der overførtes fra hærens afdelinger til væbningen. Dens uddannelse var forinden planlagt gennemført som eftermiddagsøvelse med de to yngste årgange i tiden 30. juli-13. august samt i de sidste dage tillige med tredieyngste2). Væbningen var således ikke umiddelbart anvendelig. Søminetjenesten indgik under ingeniørkorpset, hvis linierammer udvidedes med et par officerer og nogle få underofficerer. Den 20. juli modtog den en snes infanterirekrutter, men de skulle først indøves3). Som chef ansattes oberst Schrøder. Han og nogle hjælpere havde siden 1867 ledet forsøg med søminer og var efterhånden i besiddelse af en vis erfaring på det felt. Minemateriellet lå imidlertid langt under, hvad der behøvedes til de planlagte spærringer4). Da krisen indtraf i juli, stationeredes en pansereskadre på Rheden under kommandør Wulff, der som sådan blev underlagt 1. gener alkommando5). Til nærsikring af søforterne udlagdes flydebomme, og ingeniørkorpset beordredes til at klargøre mine- og torpedomateriel6). Gennem tre år havde man, som overalt i Europa, ventet, at det franskpreussiske modsætningsforhold ville føre til krig. Men da det skete, var det ikke desto mindre på et uventet tidspunkt. Den nylig tiltrådte krigsminister, W. Haffner, var taget på ferie til Karlsbad, så i hans fravær fungerede konseilspræsidenten. Et par årgange var ordinært indkaldt til fortsat øvelse og samlet under lejr divisionen ved Hald. Som noget usædvanligt var livgardebataillonen det år også med i disse øvelser, og efter tur deltog 4. dragonregiment fra Næstved, således at hærens styrker på Sjælland næsten kun bestod af rekrutter. Lejr di visionens og -brigadernes stabe samt de to lejrbatterier m.m. var sammensat af befalingsmænd og mandskab fra forskellige tjenestesteder. I tilfælde af mobilisering ville det selvsagt medføre friktion; for infanteriets og rytteriets vedkommende ville lejrstyrkens fravær fra garnisonen dog ikke være til nævneværdig gene7). I mange henseender var det endda en fordel, at en division næsten med det samme var operationsduelig og oven i købet stod med afdelinger, der var trænet gennem en måneds tid. Dens tilstedeværelse vest for Store Bælt var derimod højst uheldig i en kritisk situation, hvorfor den måtte trækkes til Sjælland. Da en sådan omplacering under de givne forhold kunne vække mistro i Preussen, nøjedes man i første omgang med at beordre chefer ansat i nøglestillinger på Sjælland til at afgå til deres stamafdeling8). I den kommende konflikt var det tænkeligt, at Preussen indledningsvis ville tvinge Danmark til at udlevere sin flåde til brug mod Frankrigs. Risiko for et kup med det formål kunne derfor ikke udelukkes og må her føre til en nærmere undersøgelse af de trufne modforanstaltninger. For søværnets vedkommende var man i den heldige situation, at en øvelseseskadre var udrustet og lå i Sundet med fregatterne »Peder Skram« og »Dannebrog« samt panserbatteriet »Lindormen«. Som en ekstraordinær foranstaltning udrustedes panserbatteriet »Rolf Krake«, der tilgik eskadren på Rheden9). Beslutningen om at stationere den dér og stille den under operativ ledelse af den kommanderende general på Sjælland var taget af konseilspræsidenten som fungerende marineminister10). Da minemateriellet som foran anført var utilstrækkeligt, måtte de planlagte spærringer tillempes. Det blev overdraget Schrøder at drøfte dette med Wulff og oberst Kauffmann, der som chef for 1. artilleribataillon havde kommandoen over søbefæstningen. Forhandlingerne herom mellem de tre må fremhæves som et eksempel på godt samarbejde mellem de to værn11). I det forsvar, der var etableret til beskyttelse af København mod søsiden repræsenterede søforterne og landbatterierne tilsammen hovedmassen i ildkraft såvel i kanonantal som i ballistisk henseende. Desuden var søbefæstningen bedre beskyttet end eskadren. Ikke desto mindre var kommandoen over søbefæstningen underlagt chefen for eskadren. Med rette gjorde Kauffmann opmærksom på, at det var urimeligt at lægge den stærkere under den svagere. Som det vigtigste fremhævede han, at der var telegrafisk forbindelse mellem forterne indbyrdes samt mellem disse og land. Derfor kunne en overledelse udøvet fra skib ikke blive så effektiv som fra fort eller land. Han så dog ingen grund til, at man inden for Københavns samlede forsvar mod søsiden lagde den ene af de to komponenter ind under den anden. Da generalkommandoen var foresat for begge, var det at foretrække, at de begge stod som sideordnede under denne. Ville man alligevel opretholde det engang befalede kommandoforhold, var det i virkeligheden nødvendigt, at eskadrechefen tog kommandostation enten på fort eller i land. Generalkommandoen delte for så vidt Kauffmanns anskuelser. Men da den af hensyn til sit ansvar for hele Sjællands forsvar anså det for uheldigt selv at tage den umiddelbare overledelse af Københavns forsvar mod søsiden, foreslog den i stedet, at artillerigeneralen udpegedes dertil12). Krigsministeriet henlagde imidlertid sagen, eftersom situationen i mellemtiden havde ændret sig. Marineministeriet ønskede nemlig eskadren anvendt til andre opgaver, hvorfor den blev trukket bort fra Københavns Rhed13). Det skal tilføjes, at Haffner, som på det tidspunkt atter havde overtaget sit embede, samtidig var marineminister ad interim. Selv var han endda tilhænger af, at det samlede forsvar sorterede under én minister14). Ikke desto mindre blev det meget vigtige spørgsmål om kommandoforholdet mellem den faste og den flydende defension ikke taget op før adskillige år senere15).

Hærens krigsbrugbarhed

Alle felthærens linie- og reservebatailloner var indøvet på fuld krigsstyrke med mandskabet omskolet til det nye gevær16). Planmæssigt skulle liniebataillonerne opstilles af 2. og 4. årgang; for de to, der havde rekrutuddannelse, var dette først muligt, når den var tilendebragt i slutningen af oktober 1870. Ministeriet forhørte sig derfor, om rekrutterne allerede i juli ønskedes indlemmet i krigsstyrken. Kun 14. bataillon, der var nyoprettet og derfor manglede mandskab af de nærmeste årgange før 1868, svarede bekræftende. De ni andre foretrak at rykke ud med årgangene 1868, 1866, og 1865, der var samarbejdet året før17). Den tilsigtede foryngelse af de ti reservebatailloner, så de kunne opstilles af 5. og 6. årgang, ville først være gennemført i løbet af 1873-74. Da ministeriet traf beslutning om at skåne årgang 1863 for eventuelt at rykke i krig for anden gang og kun indkalde de veteraner, der var befalingsmænd, ville der i givet fald fremkomme store huller i reservebataillonernes styrke. Derfor befaledes en omfordeling af mandskab forberedt inden for halvbrigaderne. I tilfælde af mobilisering skulle den bataillon, der siden midten af juni havde været formeret på fuld styrke, afgive årgang 1866 til reservebataillonen og til gengæld modtage et antal ikke færdiguddannede rekrutter fra den anden liniebataillon. Sidstnævnte, der som foran anført var sarn-arbejdet i 1869 under lejrøvelser, skulle afgive årgangene 1865 og 1864 til reservebataillonen og dække afgangen med sine egne ikke færdiguddannede rekrutter. Det tilskud, reservebataillonen således fik, opvejede dog ikke den nedgang, der ville fremkomme i dens styrke, når man undlod indkaldelse af årgang 1863, hvorfor det også der ville være nødvendigt at fylde op med rekrutter18). Endvidere bør det nævnes, at mangel på sekondløjtnanter fik ministeriet til at forberede en regulering, der ville medføre en del forflyttelser, uanset at den herskende mangel på løjtnanter og korporaler havde nødsaget ministeriet til for reservebataillonernes vedkommende at fastsætte en reduceret norm svarende til to trediedele af den lovhjemlede19). I stedet for at kunne rykke ud med 20 solide liniebatailloner, hvoraf den ene halvdel allerede var til stede på fuld styrke og med tilfredsstillende brugbarhed foretrak man i givet fald improviseret opstilling af 30 batailloner, hvis mandskab og befalingsmænd ikke var samarbejdet, ja i vid udstrækning end ikke kendte hinanden. Måske har der inden for krigsministeriet været overvejelser i gang for at undgå dette fejlgreb. Herpå tyder et fund af et hidtil upåagtet traktatudkast, der er gengivet i bilaget. Som det fremgår af dette udkast, har det senere været tanken kun at rykke i felten med 20 batailloner20). Om man i så fald helt havde undladt de foran omtalte ødelæggende personaleombytninger mellem disse, foreligger der dog intet om. Som grundlag for infanteriets mobiliseringsplanlægning havde krigsministeriet i 1869 udsendt krigsberedskabsordrer21). Til ajourføring af disse befaledes nogle tilføjelser og ændringer af mindre væsentlig betydning. Omtrent samtidig fik også rytterregimenterne tilsvarende ordrer22). Derimod nåede man ikke at fastsætte sådanne bestemmelser for de øvrige våben; og det skal tilføjes, at der ikke er fundet noget om, hvem der eventuelt skulle være overgeneral.

Regulering af beredskabet

Allerede den 16. juli var en eskadron sendt fra Randers til observation af grænsen23). Formålet hermed var specielt at konstatere en eventuel grænseoverskridelse; desuden var det pålagt eskadronchefen at sætte sig i forbindelse med chefen for grænsetoldpolitikorpset for gennem dennes kontakter at skaffe sig oplysning om, hvad der i militær henseende skete syd for grænsen.

Den 19. juli beordredes lejren ved Hald ophævet dog således, at den 20. juli blev sidste øvelsesdag. Dagen efter af gik de københavnske afdelinger med undtagelse af det ene lejrbatteri, via Århus til Sjælland og efterfulgtes den følgende dag af bataillonen fra Helsingør og dragonregimentet fra Næstved24). Det var stadig tanken eventuelt at trække hele lejrdivisionen til Sjælland25). Det skete imidlertid ikke; en overgang affandt man sig med, at de to generalkommandoer dog havde de respektive lejrbatailloner under sig, at et batteri var i Jylland og en eskadron ved grænsen26).

Øvelsesbrigaden ved Kolding

I slutningen af juli regnede krigsministeriet med den »mulighed, at der fra Frankrig vil ske en opfordring til regeringen om aktivt at slutte sig til samme, og at der for at umuliggøre realisationen af en sådan aktiv assistance, fra preussisk side kunne gøres et forsøg på ved uvarslet eller med kort varsel foretagen invasion at vanskeliggøre vor mobilisering.« For at beherske »hovedkommunikationerne, som fører op i Jylland, navnlig jernbanelinier« og nødsage en angrebshær, der gik over grænsen til en så langsom fremrykning, at generalkommandoen fik tid til at bringe depoterne i sikkerhed og gennemføre mobilisering, besluttedes det at lægge en kombineret brigade til egnen om Kolding27). Det ville være vanskeligt under de forhold at forestille sig et andet formål med opstilling af en sådan styrke ved grænsen. »Officielt skulle brigadens hensigt imidlertid kun angives at være at afholde større øvelser for således at fortsætte mandskabets feltmæssige uddannelse«28). Som følge heraf betegnedes den som øvelsesbrigaden ved Kolding. For ikke at savne de tre jysk-fynske brigadechefer, såfremt de 4 andre batailloner inden for hver brigade bragtes på krigsfod, udpegede ministeriet en chef for øvelsesbrigaden. Det blev souskommandanten i København, oberst Wolle, der fik den opgave. De 6 jysk-fynske batailloner, der lige havde deltaget i årets lejrøvelser, og hvis mandskab normalt skulle have været hjemsendt med månedens udgang, udgjorde hovedstyrken i øvelsesbrigaden. Foruden den eskadron, der allerede lå i Kolding, beordredes den anden linieeskadron fra Randers til brigaden. For disse enheders vedkommende sattes krigsberedskabsordrerne i hovedsagen i kraft. Ikke desto mindre var de ikke fuldt operationsduelige. Bespændinger til patron- og bagagekarrer manglede; der var heller ingen færdselsvogne og intet trainpersonel. De fire første dage måtte tropperne indkvarteres med bespisning, fordi der ikke var vogne til forefaldende kørsel såsom afhentning af proviant. Først en ugestid ind i august tilgik 30 færdselsvogne fra tøjhuset i Fredericia, men de kunne kun bruges ved at tage de et par dage forinden tilgåede bespændinger til karrerne i brug. Brigaden nåede således ikke på noget tidspunkt at stå med et fuldtalligt train. Fra København tilgik to halvbatterier og et ingeniørkompagni. Den 31. juli var brigaden samlet og talte i alt 5241 mand med 361 heste29). I begyndelsen af august blev 6 jysk-fynske reservebatailloner og samtlige 5 reserveeskadroner bragt på krigsstyrke. Indkaldelse fandt desuden sted til artilleriet og ingeniørbataillonen. Liniebatterierne opstilledes med 4 kanoner, enkelte dog med 8. 1. artilleribataillon fik tilstrækkelig styrke til at varetage tjenesten på forterne uden, at der blev trukket på 2. artilleribataillon, som derved blev disponibel til eventuel anvendelse på Fyn. Ved ingeniørbataillonen forberedtes opstilling af 9 feltkompagnier. Navnlig af hensyn til øvelsesbrigaden indkaldtes tillige nogle læger og dyrlæger samt et antal trainsoldater og andre militærarbejdere. Til brigaden indkøbtes 130 og til artilleriet 400 heste. Fortsat øvelse med 5 reservebatailloner (2 sjællandske og 3 jysk-fynske), skulle hvert år finde sted i 30 dage, normalt hen på eftersommeren. Indkaldelsen hertil var altså fremskyndet men havde også ændret karakter, idet den i stedet kom til at omfatte samtlige 6 jysk-fynske reservebatailloner, men ingen af de sjællandske. Til gengæld hjemsendtes de 4 sjællandske liniebatailloner og det manskab af livgarden, der havde deltaget i lejrøvelserne. Der var således blot tale om at ombytte tjenestegørende mandskab med et omtrent tilsvarende antal hjemsendte. Af politiske grunde var der lagt vægt på at undgå en styrkeforøgelse, som kunne virke udfordrende. Men man gav herved afkald på den beredskabsstyrke, der hidtil var anset for nødvendig i hovedstadsområdet og fik i stedet opstillet nogle middelmådige reserveformationer på den anden side Store Bælt. På længere sigt ville de blive brugbare, i den øjeblikkelige situation var de nærmest værdiløse. Den 9. august udtalte krigsministeriet over for 2. generalkommando: »... at regeringen ikke påtænker en egentlig mobilisering af hæren. Hensigten med ... (indkaldelser m.m.) ... er blandt andet at benytte de generalkommandoen underlagte 12 batailloner, de 3 rytterregimenter forstærket med artilleri og ingeniørtropper, til deraf at sammendrage en troppestyrke til at observere og eventuelt forsvare den sydlige grænse af Jylland og Fyn«30).

Det var med andre ord ikke længere tanken at udruste et kontingent til et fransk-dansk korps. Man får derimod indtryk af frygt for, at krigen ville trække i langdrag og måske ville medføre risiko for en aktion mod Jylland. Allerede natten mellem den 7. og 8. august var de første meddelelser indløbet om, at franskmændene havde lidt et nederlag ved Worth. Den 10. august gav udenrigsministeren den franske forhandler et forsigtigt svar, der ikke var afslag men heller ikke lovede genoptagelse af drøftelserne, før de forudsætninger, hvorunder alliancen var tilbudt, gik i opfyldelse. I slutningen af august opløstes øvelsesbrigaden, og reservebatailloneme hjemsendtes efter kun 20 dages øvelse31).

Sammenfattende kommentarer

De danske militære planer og dispositioner i sommeren 1870 kan ikke skilles ud fra det, der er behandlet i de tidligere fremkomne artikler om hærens genordning 1864-1870, - perioden må ses under ét. Blandt det der skete som led heri, bærer nedsættelsen af en blandet civil-militær forsvarskommission prisen som det interessanteste eksperiment. Som omtalt foran havde krigsministeren og marineministeren fastslået, at over for et større angreb måtte værnene være i stand til at yde modstand, indtil der kom hjælp (se s. 343). For kommissionen var det tilstrækkeligt at kende regeringens hensigt. For statsledelsens vedkommende var det ikke nok at slå sig til tåls med håbet om, at venligsindede magter ville komme landet til hjælp. Ganske vist var tiden endnu ikke moden til at indlede en dybtgående undersøgelse af Danmarks sikkerhedspolitik. Men de to regeringsmedlemmer, krigsministeren og marineministeren, burde have taget initiativet til en grundig drøftelse af den strategiske stilling. Tilbageholdenhed i den henseende førte til, at de selv stod uden kendskab til opfattelsen i udenrigsministeriet, og at man dér var uvidende om de militære problemer. Gensidig forståelse på de felter er en væsentlig betingelse for, at et lille land med en udsat position ikke står usikkert famlende i en kritisk situation. Arbejdsgrundlaget for kommissionen var ikke fyldestgørende. Som udgangspunkt var det nødvendigt at have en skitse, der fastlagde grundtrækkene i det samlede forsvars struktur. I foråret 1865 havde generalstabschefen straks efter sin tiltræden fremsendt et forslag til en forenklingaf den højere ledelse ved oprettelse af et fællesværnsministerium delt i et landkrigs- og et søkrigsdepartement. I stedet for at lade sig inspirere heraf til at sætte et par kyndige officerer fra begge værn i gang med en analyse af dette forslag, blev det blot henlagt af krigsministeriet32). Hærens afdelinger fordelte sig mellem linie-, reserve- og forstærkningsformationer. Formålet hermed var blandt andet at tilgodese to forskellige krav: I forbund med en større magt at stille et mindre kontingent, der i udrustning og uddannelse kunne måle sig med våbenfællen; under andre forhold at mønstre et større opbud (se s. 343). Mod en sådan formulering kan indvendes, at det dog ikke drejede sig så meget om at være på højde med våbenfællen som med fjenden, - og det er påkrævet under alle forhold. Af økonomiske grunde var man nødsaget til at slække på fordringerne om kvalitet, hyppigt gik det især ud over mobiliteten. Det kan i reglen ikke være forbundet med større risiko under rolige forhold; da øvelsesbrigaden ved Kolding formeredes, var det derimod højst uheldigt, at den stod uden train. Den lille styrke, som var godt enkadreret, velbevæbnet og veluddannet ville uanset disse egenskaber ganske simpelt ikke være i stand til at løse sin opgave, som krævede høj grad af bevægelighed. Da der i midten af juli 1870 var samlet to årgange med en halv snes tusinde mand i lejren ved Hald, kunne situationen næsten minde om den militære stilling i 1807. Dengang stod en velindøvet dansk hær på 20.000 mand vest for Store Bælt, hovedsagelig i Holsten. Den engelske landgangsstyrke var kun på 10.000 mand og mødte ingen modstand, fordi det — i øvrigt talmæssigt overlegne - sjællandske landeværn ikke var ved landgangsstedet. Senere, da angriberen var forstærket til ca. 30.000 mand, blev det uøvede landeværn slået uden at have tilføjet ham skade. Dette eksempel er fremdraget her for at understrege hærens sammendragning til Sjælland som et af de vigtigste spørgsmål inden for dansk forsvarsplanlægning. Hvis man bibeholdt den fastlagte garnisonering, kunne sammendragningen forme sig på tre forskellige måder. De jysk-fynske værnepligtige kunne mobiliseres og gøres marchfærdige med fuldstændigt train m.m. vest for Store Bælt. I så fald var tropperne dog i stand til at tage kampen op, hvis forbindelsen til Sjælland blev afbrudt, inden de kom af sted. Som en anden mulighed kunne afdelingerne overføres, efterhånden som de var mødt og iklædt men først modtage train m.m. efter ankomst til Sjælland. Derved kunne måske vindes nogen tid, så transporterne kunne gennemføres, før forbindelsen var truet. Endelig kunne man i en kritisk periode flytte kadrer og depoter over til improviserede mødesteder på Sjælland og indkalde jyder og fynboer direkte til disse. Først ved forsvarslovene i 1909 gennemførtes en ordning, hvor samtlige afdelingers garnisoner og mødesteder ved mobilisering var placeret på den side af Store Bælt, der svarede til deres påtænkte anvendelse inden for landets forsvar.

M. Vesterdal.

Udkast til overenskomst 1870 om alliance med Frankrig

Dateret: »1/8 70«. De anførte styrketal er påført med blyant.

Art. 1

(Politisk Indledning. Danmark erklærer Preussen og dens eventuelle Allierede Krig. Frankrig garanterer Danmark Besiddelsen af saavel europæiske som andre Lande, der nu høre under dansk Overhøihed, samt desuden den nordlige Deel af Slesvig i Henhold til Pragerfredens § 5).

Art. 2

Ingen af de contraherende Parter maa slutte separat Fred med Preussen.

Art. 3

Frankrig sender en saa stor Flaade til Østersøen, at Forbindelsen mellem de danske Landsdele under alle Eventualiteter er sikkret.

Art. 4

Danmark stiller et Troppecorps af:

20 Batailloner Fodfolk,

4 Regimenter Rytteri,

8 Batterier Artilleri,

4 Compagnier Ingenieurer

med fornødent Train - deriblandt et Brotrain til 100 Alens Bro. Frankrig stiller en Armee paa 40.000 Mand til at operere i Forening med det danske Troppecorps.

Art. 5

Overcommandoen over den forenede Hær føres af den franske Marechal, i hvis Stab der ansættes en General af den danske Hær. Det danske Troppecorps skal i Reglen holdes samlet og formeres i 2 Divisioner å 2 Brigader, hos den øverstcommanderende danske General ansættes en fransk Generalmajor eller Oberst. Den danske Høistcommanderende og de danske Divisionsgeneraler skulle stedse bivaane Krigsraadet.

Art. 6

Kongen af Danmark har Ret til, naar Landets Grændser trues, at trække de danske Tropper tilbage til Forsvar af Landet.

Art 7

Kongen af Danmark indrømmer Keiseren af Frankrig Ret til at lade franske Tropper passere dansk Territorium.

Art. 8

Retspleien og Sundhedstjenesten ordnes for hvert Contingent efter de for de forskjellige Hære gjældende Regler. Dog skal om fornødent de ved hver Deel af den forenede Hær etablerede Ambulancer og Lazaretter kunne benyttes af hele Hæren.

Art. 9

Forpleiningsvæsenet ordnes selvstændigt for det danske Troppecorps. Naar Krigen føres i Tyskland (Holsteen heri indbefattet) bestrider Frankrig alle Udgifter ved Forpleiningen.

Art. 10

Forsaavidt Slesvig under Krigen evacueres af Preusserne, overtager Kongen af Danmark Regjeringsforretningeme for denne Provinds.

Art. 11

Kongen af Danmark beholder sin Ret til at udnævne og afskedige Officerer og Ligestillede.

Anm.: Det oven for gengivne udkast findes i »Hedemanns papirer« specielt vedrørende krigsberedskabet i 1870. (RA.HA, krigsføringsdepotet, II, pk 9 b). Hedemann var som kaptajn i Gstb ansat i KM.

Henvisning og noter

Generelt: a. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark, III; b. Viggo Sjøqvist: Peter Vedel, II, s 68-96; c. Helge Klint: Den danske hær i sommeren 1870, Hist. T, 12 rk bd V. Utrykt materiale: Hærens Genordning 1864-1870, s. 128-52, (KGB). I enkelthenvisninger cit: »HG«. I KMA er benyttet c 30, 1-14, 1^63, 1-582, 1-648, 1-660, 4-116, S-l og S-2.

Enkelthenvisninger:

1. HG, s 57-62.

2. Lov af 28.5.1870, KFH 45/1870 samt KM skr A 1680 af 9.7. og A 1785 af 16.7.1870 til 1 GK (1-463).

3. Lov af 28.5.1870, KFH 51/1870 samt KM skr A 1848 af 18.7.1870 og A 1968 til GK (1-463).

3. Lov af 28.5.1870, KFH 51/1870 samt KM skr. A 1848 af 18.7.1870 og A 1968 til 1 GK (1-463).

4. HG, s 130-3.

5. Skr befaling herom ikke fundet, kommandoforholdets ordning fremgår af MM skr af 2.8.1870 (1-14, indg A 2219), jfr. S-2, indg 229.

6. KM skr D 1069 af 15.7.1870 til ingkps samt D 1070-1 af 16.7.1870 til hhv ingkps og 1 GK (4-116).

7. Iinfanteribataillonens selvstændige stilling på det administrative område gjorde dens mobiliseringsforberedelse næsten uafhængig af brigadens ledelse. Derimod ville reserveeskadronen i Næstved være vanskeligt stillet indtil 4. dragonregiment vendte tilbage til garnisonen.

8. HG, s 129.

9. MM skr af 15.7.1870 til orlogsværftet og af 16.7.1870 til kaptajn Mac Dougall (RA. MM arkiv, hhv kommandokoncepter udg 1032 og kopibog 1041).

10. Haffner, der var MM ad interim, overtog først sine funktioner den 19. juli.

11. HG, s 132-3.

12. Skr. af 25.7. fra kommandoen på Kbh søforter, fremsendt med 1 GK skr nr 390 af 30.7.1870 (1-647, indg 2245).

13. MM skr af 2.8. og 1 GK skr nr 408 af 3.8.1870 (1-14, indg A 2219 og A 2235) samt KM skr A 2179-80 af 3.8.1870 til hhv MM og 1 GK.

14. J. C. H. Fischers politiske dagbøger 1852-56 og 1872-76 udg v Ib Gejl, s 207

15. KM skr af 10.3.1887 til MM.

16. Livgardens liniebataillon var dog kun indøvet på halv styrke.

17. KM skr A 1843-4 af 17.7.1870 til 1 og 2 GK (1-660), se i øvrigt HG, s. 135-7.

18. HG, s 135-7.

19. ibid.

20. RA.HA. Krigsføringsdepotet, II, pk 9 b, Hedemanns papirer.

21. HG, s 88-91.

22. KM skr A 1940-1 af 23.7.1870 til 1 og 2 GK samt A 1998 af 27.7.1870, endvidere KM skr. A 1961-2 af 25.7.1870 til 1 og 2 GK.

23. KM telegram og skr A 1801 af 16.7.1870 til 2 GK, se i øvrigt HG, s 143-4.

24. KM telegram A 1867 af 19.7.1870 til lejrdivisionen. (1-648).

25. KM telegram 19.7.1870 afsendt kl 23 til 2 GK og lejrdivisionen. (1-648).

26. KM skr A 2089 af 31.7.1870 til udenrigsmin (RA. Udenrigsmin arkiv A journal 4514), jfr bl.a. KM skr A 1881 og A 2045 til 1 GK.

27. KM telegram og skr A 2011 af 27.7. (1-660) og skr A 2012 af 28.7.1870 til 2 GK (1-648).

28. RAHA. Krigsføringsdepotet, IV, pk 20. Heri bl.a. dagbog, befalinger, ftr skr og koncept til beretning om brigadens virksomhed.

29. ibid.

30. KM skr A 2103-9 af 1.8.1870 til artilleri- og rytterregimenterne (1-463), kgl res 6.8.1870 (1-582), telegram 2261-6 af 6.8.1870 til 25.-30. bataillon (1-463), skr A 2287 af 6.8.1870 til 1 GK (1-463). Indberetning til Kongen 5.8.1870 (1-29, KMS/426) og skr af 9.8.1870 til 2 GK (S-2, udg 427).

31. Indkaldelsen til de 6 jysk-fynske reservebatailloner trådte officielt i stedet for indkaldelse ordinært til 30 dages øvelse ved 2 sjællandske og 3 jysk-fynske reservebatailloner.

32. Gstb skr af 25.4.1865 (c 30, indg 27).