Log ind

Hærens faner i krigen 1864

#

Efterfølgende artikel er forfattet af major OA. Hedegaard, til dagligt leder af Hærens militærhistoriske Arbejder.

Når man - militærfagligt grebet og nationalt henført - betragter bataljemaleren Vilh. Rosenstands (1838-1916) monumentalmaleri fra 1885 på Frederiksborg Slot af 8. Brigades modangreb (eller modstød, som det jo var) på Dybbøl 18. april 1864, kan man ikke undgå straks at bemærke et par personer helt ude i billedets venstre side. Det er yderst - med trukken sabel - løjtnant A.V. Jantzen og (officers) aspirant O.H.G. Petersen-Plaum, der - efter talrige senere angivelser - bærer 20. Regiments fane (8. Brigade bestod af 9. og 20. Regiment) (1). Når man ydermere betragter de takige preussiske Neuruppin-træsnit og tegninger, der fremkom efter stormen på Dybbøl, så ses de danske skanser afbildet imponerende høje som fæstningsværkerne ved Sevastopol i Krimkrigen 1854-56. Øverst ses bastionerne kronet med store, udfoldede Dannebrogsfaner, ivrigt forsvaret af danske soldater, der optræder helt ubeskyttede på voldkroneme (2). Der er her tale om en forherligende efterrationalisering, som er ganske uhistorisk. Den danske hær førte i krigen 1864 ikke afdelingsfanerne udfoldede, idet fanerne overhovedet ikke blev brugt, hverken ved Dannevirke, Sankelmark, Dybbøl eller Als, i modsætning til Treårskrigen 1848-50, hvor den danske hær i kamp har ført faneme udfoldede mellem tropperne (fx ved stormen på Treldeskansen ved Fredericia 1849 og i slaget ved Isted 1850) (3). Den "fane", som ses på Vilh. Rosenstands maleri, er således ikke en bataljonsfane, men en "kvarterfane" for 20. Regiments 8. kompagni, hvilket kan ses, når man går tæt på billedet og ser indskriften i dugen, "XX R 8 C". Kvarterfaner (el. kvartermærker, som de ofte uofficielt er blevet kaldt) var små kvadratiske Dannebrogsfaner af simpelt hårdug, hvorpå regiments- og kompagninummer var påmalet i gul farve. Når kompagnierne var kommet på plads i forpostlinien, løbegravene eller skanserne, blev disse små faner, der - i modsætning til de egentlige faner - var forsynet med et jordspyd, plantet ved kompagnichefens opholdssted for på afstand at markere enhedens placering (4). Man kan undre sig over, at man i 1848-50, kun 14 år tidligere, brugte fanerne efter deres oprindelige formål, som samlingsmærker og nationalt symbol, der skulle forsvares til det sidste, medens dette ikke fandt sted i 1864’s infanterikampe i det samme terræn, kampe, der i det store og hele mindede om dem i Treårskrigen (5). Medens Treårskrigen af begge parter var blevet udkæmpet med forladegeværer, indførte Preussen i 1861 bagladegeværet af system DREYSE. D.v.s., at medens man med de danske taprifler og Miniégeværer påregnede 1 1/2 sigtet skud pr. minut under feltforhold, opererede preusserne med 5-6 sigtet skud pr. minut, ligesom det preussiske gevær kunne lades i liggende stilling, da der ikke skulle bruges ladestok. M.h.t. rækkevidde stod de to typer næsten lige, men den raserende skudbane for bagladegeværet var fladere end forladegeværernes (6). Disse forhold var man i den danske hær helt på det rene med, men bagladegeværets overvældende ildkraft viste sig først rigtigt i forpostkampene foran Dybbølskanserne i marts 64 (7). Disse forhold kan altså ikke bruges som argument for, at faneme ikke kunne anvendes i den voldsomme ild, der ubetinget krævede optræden i tynde, udstrakte skyttekæder og permanent brug af terrænets skjulende egenskaber. Det var noget, dansk infanteri var meget lidt uddannet i i modsætning til de preussiske infanterister med deres treårige værnepligt (8). Allerede ved 1. Armédivisions befaling nr. 38 af 15/2 64, altså inden kampene foran Dybbøl rigtigt var kommet i gang, beordredes det, at divisionens afdelinger har at medtage kvarterfaner til Sundeved og under fægtning drage omsorg for at vise disse tydeligt mod skanserne, mod krigsskibene på havet og mod afdelinger, der skulle støtte dem med ild (9). Der ligger heri et klart ønske om et identifikationstegn, der skulle hindre, at fx skibene på søen fejlagtigt antog danske styrker for ^endtlige og beskød dem. Foreteelsen modsvarer i nogen grad vore dages kendingsflager, der udlægges på jorden for at undgå egne flys angreb. Forholdet uddybes i fx 8. Bataillons befalingsbog for 17/2 64, hvori der anføres, at aUe afdelinger, der beordres over broerne til Sundeved, skal medtage og flittigt bruge kvarterfanerne for over for bagved og til siden værende styrker og krigsskibene i Alssund og Vemmingbund at "markere deres Fægtningslinier" og derved ikke udsætte sig for egne styrkers ild (10). At bruge disse tydelige markeringer var desværre et tveægget sværd, idet ^'endens observatører og spioner på Alssiden derved i nogen grad formåede at danne sig et indtryk af afdelingernes placeringer i forreste linie. Imidlertid intensiveredes ilden fra belejrerne, og disses forposter blev 5. og 7. marts skudt længere frem mod skanserne. Det blev tydeligt, at Renden rådede over et stærkt artilleri, ligesom bagladegeværets præstationer begyndte at kunne mærkes og tvang til spredning i dybde og bredde og til at "holde hovederne nede" (11). "Kompagnikolonnen", som havde været Treårskrigens normale angrebsformation, havde udspillet sin rolle for stedse.

En ordre fra staben i Ulkebøl af 6/3 64 indskrænkede da i en vis udstrækning bragen af kvarterfaneme i skanserne og terrænet bag disse. Der udsendtes en ordre om, at kompagnierne ikke "naar de staae paa Forpost have deres Qvarterfaner udfoldede, da de derved giver Fjenden Leilighed til med nogen Sikkerhed at bedømme vor Styrke og Formation, men kun udfolde disse, naar de ere i Fremrykning og under Tilbagegang og det endda kun for de Compagniers Vedkommende, som kunde ses fra Skibene i Alssund" (12). Ordren, der er underskrevet af generahnajor C. du Plat, chefen for 2. Division, og som faldt i forbindelse med 8. Brigades modstød, meddeler endvidere, at regimentsfanerne (som rettelig var bataillonsfaner, der dækkede bataljonen, der dubleredes til regiment på to bataljoner ved felttogets begyndelse) skulle medføres "oprallede i Hylster" (13). Herved så disse altså slet ikke dagens lys på Dybbøl eller Als. Denne ordres ordlyd og effekt bekræftes af den senere chef for Tøjhusmuseet, oberstløjtnant af artilleriet J.F. Støckel (1867-1959), der i et efterladt ufuldendt manuskript om faner i krigen 1864, byggende på bl.a. reskripter, resolutioner etc., udtaler " ...Alle, der var med i 1864, som jeg (Støckel) har udspurgt derom, have samstemmende forklaret, at Fanerne nok var med, men kørtes paa Bagagevognene og aldrig vajede udfoldede over Soldaterne. Under Forsvaret af Dybbølstillingen var der endda Ordre til at aflevere dem i "det lille Hus" ved Sønderborg (ved pontonbroen), inden man rykkede over i Stillingen" (14). Denne forklaring, som findes i oberstløjtnant J. Nordentofts omfattende seddelarkiv i Hærens Militærhistoriske Arbejder (HMA), ligger til grand for bl.a. afsnittet om 1864 i Helge Brauns bog "Dannebrog og danske Faner gennem Ti­ derne" (Kbh. 1948) (15). Den ansete militærhistoriker oberstløjtnant J. Nordentoft, der var chef for HMA i årene 1946-58, vil ikke afvise Støckels forklaring, men erklærer i et notat, at han ikke er stødt på reglementarisk kildemateriale, som solidt underbygger de i øvrigt meget troværdige forklaringer fra de kompetente deltagere i felttoget, som Støckel har konsulteret (16). Under alle omstændigheder hænger disse i nogen grad sammen med Overkommandoens ordre af 6/3 64 om at føre afdelingsfaneme sammenrallede i deres hylstre og ikke at udfolde dem. Kvarterfanerne afskaffedes (tillige med den ældgamle faneed fra 1500-tallet) ved hærordningen af 1867 og erstattedes gennem en lang årrække af røde, trekantede hårdugsflag uden hvidt kors, men med afdelingens og kompagniets nummer i hvid påmalet skrift (17). Samtidig indførtes bagladegeværet af system REMINGTON, et godt, langtrækkende gevær med effektiv skudvidde på 2000 alen. I forbindelse med indførelse af bagladekanoner og bagladehåndskydevåben blev kravene om tydelig identifikation af afdelingeme på slagmarkerne derfor kraftigt indskrænkede, og man nærmede sig mere og mere det, vi i vore dage forstår ved "sløring" og så skjulte bevægelser som muligt. Afdelingsfaner og kvarterfaner var der ikke længere behov for på slagmarken. Sælsomt nok har kvarterfanen på billedet af 8. Brigades modstød fået en underlig renæssance i hæren, nærmest i dølgsmål. I de sidste år er der ved en lang række af hærens bataljoner, afdelinger, underafdelinger og delinger spontant blevet "indført" mangfoldige former for delings-, kompagni- og bataljonskvarterfaner. Foreteelsen er af hærens ledelse desværre aldrig blevet påagtet og reglementeret - og dermed styret! Hæren er derfor, ligesom med ærmemærkerne, der - trods bestemmelser i UBH - er endt i et heraldisk/militært kaos, havnet i en situation, hvor kvarterfaner - eller hvad man nu foretrækker at benævne dette mangefold af alle mulige faconer, størrelse og motiver - fastsættes af de pågældende brugere uden høring eller indsendelse af forslag til hærens ledelse. Det er beklageligt, for den glimrende foreteelse er helt i tråd med international militær traditionspleje som et værdifuldt moment, der kan bidrage til at fremme kropsånd, samarbejde og kammeratskab. Disse selvkomponerede faner eller standere tillægges tilsyneladende forskellig betydning hos brugerne. Således har undertegnede i et tjenestestedsblad set foto af en ny, på UMAK fremstillet, kompagnistander af brunt læder blive ført for fronten under PRÆSENTERET GEVÆR, hærens højeste æresbevisning, som burde være viet Dannebrogsfanen og de personer, der kan tilkomme denne honnør. Her må man protestere på præsentergrebets vegne!

Noter

1. Oplys, fra Det nat.hist. Mus. på Frederiksborg Slot.

2. Sporadisk i bl.a. 1864.

3. Reskr., res., m.v. i Nordentofts seddelark., HMA, samt div. erindringer m.v.

4. Div. tj.best., populært medd. hos Bruhn, pag. 186.

5. Som note 3 samt sammenlig, mel. GST for 1848-50, hd. I-X og OST 1864 tilligemed Eksercerregl. af 1863.

6. TM, pag. 9 ff

7. GST, bd. II, pag. 186 ff - Jensen, pag. 121 ff

8. TM, pag. 25 ff

9. 1. Armé-Div. bef. nr. 38 af 15/2 64, pkt. 1 - Nordentoft, HMA ark.

10. 8. BTN bef.bog u. 17/2 64, Nordentoft, HMA ark.

11. GST, bd. II, pag. 221 ff - Jensen, pag. 271 ff

12. 2. Armé-Div. bef. nr. 35, pkt. 3, 6/3 64, Nordentoft, HMA ark. - GST, bd. II, pag. 419

13. Smsts. - Stat., bd. I, pag. 4 ff - Kfa nr. 68 af 27/11 63, pkt. 2 d: Den nuhavende Bataillonsfane bliver Regimentsfane og føres ved 1. Bataillon"

14. Manus, af J.F. Støckel, i uddrag hos Nordentoft, HMA ark. - Bruhn, pag. 186

15. Smsts.

16. Smsts., samt Tux., pag. 221 ff

17. Hærord. af 1867, KGB - TM, pag. 39 - Besynderligt nok har brug af faner i moderne krigsførelse overlevet, endda i de sidst førte krige, fx Østfronten 1941-45, Vietnamkrigen i 1970’erne, Falklandskrigen 1985, Afghanistan i 1980’eme og sidst Golfkrigen 1991. Fx er set kampvognsformationer xmder fremrykning til kamp med vajende faner i tårnene og barfodede, slet bevæbnede og organiserede muslimske partisaner i Afghanistan angribe russiske afdelinger med store grønne (profeten Muhammeds) faner imellem sig o.s.v.

Kilder

1864 - et hundredårsminde, u. red. af M. Friis Møller og Ernst Mentze (Kbh. 1964) (fork.: 1864) Bruhn, Helge: Dannebrog og danske Faner gennem Tiderne (Kbh. 1948) (fork.: Bruhn) Ekserceerreglement for D et Kongelige Infanterie 1863, KGB reglm. samling Generalstaben: Statistiske Meddelelser angaaende den danske Krigsmagt, I-II (Kbh. 1867-71) (fork.: Stat) Generalstaben: Den dansk-tyske Krig 1864,1-III m. bilag (Kbh. 1890-92) (fork.: GST) Jensen, N.P.: Den anden slesvigske Krig 1864 (Kbh. 1900) (fork.: Jensen) Hedegaard, Ole A.: Generalløjtnant A.P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor (Kbh. 1982) (fork.: Tux.) Hedegaard, Ole A.: Johanne Luise Heiberg og krigen 1864 (Frederikssund 1991) Kundgjørelser for Arméen 1863-64, HMA ark. Oberstløjtnant J. Nordentofts omfattende seddelark. i HMA ark., (fork.: Nordentoft) Reskripter, resolutioner etc. 1863-64, HMA ark