Log ind

Hærens boghistoriske Samling - en militærkulturel skat

#

Af major Ole A. Hedegaard, leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

“Den Gjenstand, hvorom jeg her skal tillade mig at fremsætte nogle faa Bemærkninger, har ikke nogen directe Indflydelse paa det hele Krigsvæsens Tilstand og Værd; men den har vistnok desuagtet fo r en stor Deel af Tidsskriftets Læsere saa høi Grad af Interesse, at den vel kan fortjene nogle Øjeblikkes Opmærksomhed.

(Kaptajn af og adjoint i Generalstaben i “Tidsskrift for Krigsvæsen”, p. 113 ff (Kbh. 1858).

I efteråret 1996 fuldendte Det Kongelige Garnisonsbibliotek (KGB) et flerårigt bogvidenskabeligt forsknings- og registreringsarbejde i bibliotekets omfattende samlinger, påbegyndt under den forrige chef og hærbibliotekar oberstløjtnant C.L.E.N. Ibh. Det skete med udgivelsen af et 4-binds registraturarbejde. Hærens boghistoriske Samling, til daglig kaldet “KGB Specialsamling”, er en overordentlig værdifuld og uerstattelig bogsamling, helt på europæisk bibliofilt niveau. Den består af ca. 2500 bøger, de fleste af særdeles høj alder, sjældenhed, kulturel og økonomisk værdi. Samlingen, der organisatorisk er underlagt lederen af Hærens Militærhistoriske Arbejder (HMA), er underbragt i et i Søndre Magasin i Kastellet særligt indbygget boksrum over en af Den Militære Brødfabriks store, gamle stenovne, som ved fabrikkens nedlæggelse i 1950’erne og bygningens restaurering blev bevaret efter Nationalmuseets ønske. Den imponerende ovn kan stadig ses i den store mødesal i parterreetagen, som bl.a. Forsvarskommandoen og Det Krigsvidenskabelige Selskab flittigt benytter. Det har gennem årtier været KGB lønlige ønske at få denne store, sjældne, men - set fra et biblioteksfagligt synspunkt - vanskeligt tilgængelige og relativt uoverskuelige samling beskrevet og katalogiseret og på baggrund heraf få udarbejdet et illustreret katalog til brug for KGB og andre større forskningsbiblioteker i ind- og udland. Kræfterne og den fornødne sproglige, militære og bibliofile indsigt til at udføre et sådant mammutarbejde har ikke været til stede. Det skete først, da den tidligere hærbibliotekar og chef for KGB 1980-83 oberstløjtnant af telegraftropperne W.L. Christensen efter sin afgang som vederlagslønnet bibliograf 1989 følte at have kræfter og tid til at foretage det langvarige og krævende arbejde som ren con amore virksomhed.

Samlingens indhold

Samlingen spænder overordentligt vidt. Her er bøger, omhandlende næsten alle former for militaria. Fx alle de klassiske våbenarter. Desuden om våben og materiel, fægtning, eksercits og uniformer, hestevæsen, krudt- og granatfremstilling, kanonstøbning, fortifikation og fæstningsbyggeri m.m., alt sammen på næsten alle Europas sprog og solidt indbundet på alle fortidens gedigne måder at indbinde bøger på. D.v.s. pergament, træ, alle slags behandlede skind- og lædersorter med og uden spænder, guldbordurer, monogrammer, exlibris, bemærkelsesværdige dedikationer af berømte, historiske personer m.m., fra de dyreste og mest udsøgte bind i de skiftende stilarter og komponeret af førende bogbindere og bogtrykkere i Europa og til simple lærreds- eller papirbind, selv om indholdet i vore dage er bibliofile sjældenheder. D.v.s., at også boghistorikere uden egentlige militærhistoriske ærinder kan gøre værdifulde studier i samlingen. Hvad der umiddelbart kan opfattes som sælsomt, er, at den militære samling også rummer en lang række værker, der omhandler civile emner, fx matematik, arkitektur, skibs-, slots- og brobygning, hestens røgt og pleje, biografier, leksika og ordbøger, historie og berømte opdagelsesrejser m.m. Det skyldes, at mange af disse emner på mange måder kulturelt og fagligt er knyttet til det militære. Fx er fæstningsbyggeri jo nærmest ren matematik, og fremstilling af krudt er kemi o.s.v. Et andet forhold er, at hvis man i tidligere perioder, fx før Polyteknisk Læreanstalts oprettelse i 1829, ønskede en ingeniør- eller arkitektuddannelse, var man nødt til først at gennemgå en ingeniørofficers uddannelse. Da garnisonsbiblioteket i efteråret 1969 fraflyttede lokalerne i Officersforeningen på H.C. Andersens Boulevard til det nyrestaurerede Søndre Magasin i Kastellet, dets nuværende, glimrende og militært charmerende domicil, påbegyndte man en udsondring af bibliotekets ældste og mest værdifulde bøger i en særlig sikret samling i det brandsikre boksrum, som indrettedes via en særlig bevilling. Det skete ud fra den naturlige holdning, at det selvsagt var groft uforsvarlig omgang med hærens historisk-litterære skatte at lade fx bøger fra 1500-tallet stå på hylderne mellem almindelige til udlån beregnede publikationer. Det betød et stort, langvarigt arbejde for bibliotekets forskningsbibliotekarer (afskedigede officerer, der gennemgår en supplerende uddannelse på Danmarks Biblioteksskole). Som foreløbig norm satte man, at alle bøger, trykt før 1720 og Store Nordiske Krigs afslutning, skulle indlemmes i den nye specialsamling, der ikke blev almindelig tilgængelig for publikum på lige fod med fx Det Kgl. Biblioteks gamle samling.

Bøgernes oprindelse

Bøgernes proveniens er desværre gennemgående højst usikker, og for manges vedkommende er det - trods forskninger i garnisonsbibliotekets ældre arkiv i Rigsarkivet - ganske umuligt at sige, hvor de stammer fra, hvorledes og hvornår de er tilgået biblioteket. Det siger sig selv, at fx en på gotisk tysk håndskrevet bog fra 1500-tallet om fx artilleri eller fortifikation allerede var dybt forældet og kun at betragte som en bibliofil raritet i 1785, da garnisonsbiblioteket blev oprettet på foranledning af kronprins Frederik, den senere Frederik VI. Han havde hovedstadens yngre officerer mistænkt for i for høj grad at tilbringe fritiden på beværtninger, billardsaloner og dansebuler. Kongen havde også et vågent øje for officerernes kulturelle uddannelse. Således noterede han engang i en indstilling fra biblioteket om køb af en samling tysk litteratur: “Franske Bøger maa ei udelades, da ellers de unge Officierer tabe denne Øvelse”. Biblioteket har gennem sin mere end 200-årige tilværelse - og gør det stadig! - i høj grad nydt godt af gaver, evt. testamentariske, selvfølgelig især fra officerer og disses efterladte familier. Det drejer sig om enten enkelte værdifulde værker eller hele betydelige bogsamlinger, fx den sidste, afdøde generalmajor A.C.B. Veggers imponerende samling, primært af militaria på flere sprog, tilvejebragt gennem et langt liv som officer. Det er selvfølgelig rart, når KGB modtager testamentariske bøger fra afdøde officerer, hvad ofte sker. I sådanne tilfælde skal der dog udvises for-sigtighed, især hvis KGB (meget ofte) har de pågældende bøger i forvejen. Det kan ikke være meningen og må vel karakteriseres som en art militærkulturelt højforræderi, hvis man på biblioteker og museer hober kasser op med overskudsmateriale. Det skal erindres, at gamle bøger - ligesom fx kunst og antikviteter - helst skal i omløb igen til antikvarerne, så kommende slægter - af bl.a. officerer - også kan få lejlighed til at erhverve disse vor kulturs hånd-gribelige mindesmærker til overkommelige priser. Ikke mindst har danske konger været gavmilde over for biblioteket. Der er flere bøger, hvor der på indersiden af bindet eller på forsatspapiret med håndskrift er anført: “Denne Bog er af Hs. Maj. Kongen skjænket til Det Kgl.Bibliothek paa G iethusef (forløberen for KGB). Det gælder således monarkerne Christian VII, Frederik VI, Christian VIII og Frederik VII. I 1866 bestemte Christian IX, chefen for hestgarden i 1848, at Det Kgl. Haandbiblioteks store, særdeles værdifulde militære afdeling skulle skænkes til garnisonsbiblioteket. Det er derfor naturligt og helt i pagt med officerskorpsets dybe og ældgamle tilknytning til monarken, at en læser allerede i 1825 skrev i “Magazin for militair V iden skabeligh ed“Blandt de mange Velgjeminger; Armeen har vor allemaadigste Konge at takke for, bør Det Kongelige Garnisonsbibliothek ei forglemmes, og at det til enhver Tiid har bidraget meget til at udbrede læselyst blandt Garnisonens Officierer og allerede besidder flere gode Hiælpemidler for den del a f samme, som attraaer en større litterair Dannelse, er vist nok umiskjendeligt”. I 1865 viste det sig, at den meget læsende, højt kultiverede generalløjtnant C.L.de Meza (1792-1865) i sit testamente havde bestemt, at hans store militære bogsamling skulle deles ligeligt mellem Den Kgl. Militære Højskole og garnisonsbiblioteket. Også en række fra Danmarkshistorien kendte personer har foræret eller efterladt sig bøger til biblioteket, fx generalfeltmarskal C.L.greve Saint-Germain (1707-78), prins Carl af Hessen (1744-1836) og dennes søn Frederik af Hessen (1771-1845), der begge var i familie med det danske kongehus og generalfeltmarskaller i hæren. (Denne grad bortfaldt med hærordningen af 1842). Endvidere bøger, der har tilhørt Københavns uheldige kommandant i 1807 generalmajor H.E.von Peymann (1737- 1823), dennes næstkommanderende og chef for de borgerlige korps generalmajor C.F.von Bielefeldt (1752-1828) samt generalmajor H.C.von Gedde (1738-1817), chefen for artilleriet og søforterne. De dømtes alle til døden for deres forsvar af byen og udleveringen af flåden, men benådedes af Frederik VI. En særlig bog om artilleri samt indre og ydre ballistik bør omtales, da den er skrevet af Napoleon Bonaparte, den senere Napoleon III, inden han i 1852 blev kejser. Endvidere fx bøger fra højtstående danske og holstenske officerer af kendte adelsslægter. Da en række store militære biblioteker ude i landet, fx Generalstabens, Ingeniørkorpsets, artilleriets, Kronens Regiments, Lauenborgske Jægerkorps’, Fynske Infanteriregiments og Lægekorpsets gennem årene afleveredes til KGB, modtoges hermed mange værdifulde, meget gamle bøger, som heller ikke har kunnet efterspores, og som selvfølgelig udtoges og indlemmedes i specialsamlingen. Især artilleriets imponerende samling var rig på sådanne bibliofile, videnskabelige værker, langt rigere end garnisonsbibliotekets. Selv om KGB budget rummer mulighed for køb af sjælden krigs- eller militærhistorisk litteratur til specialsamlingen, er det dog kun beskedent, hvad der anskaffes og kun virkelige sjældenheder (herom senere). Biblioteket har i sagens natur altid udvist tilbageholdenhed ved sådanne indkøb fra førende danske eller udenlandske antikvariater eller dødsboer til fordel for mere jordnære indkøb til den egentlige bogmasse, der dagligt udlånes og forskes i, i høj grad af militære lånere, der bl.a. skal løse pålagte opgaver på officersskolerne eller Forsvarsakademiet som led i deres uddannelse. Èn ting er imidlertid indiskutabelt, hvad angår den gamle, mangeartede bogmasses anskaffelse. Det er vore længst henfarne ved biblioteket ansatte forgængere og deres beundringsværdige sans for til deres militære bibliotek at tilvejebringe alle de sjældne værker, militære eller ej, vi i dag kan takke og glæde os over at eje. De skabte her noget af stor betydning for kommende slægter, som den danske hær og dens officerer i dag må være dybt taknemmelige for.

Bøgernes militære og kulturelle indhold

En bog kan selvsagt vurderes efter flere kriterier, fx efter alder, indhold, indbinding, proveniens og tidligere ejerforhold, selv om indholdet ofte er det vigtigste og bærende element. Det er ligeledes klart, at i en bogsamling på næsten alle Europas sprog, og som spænder over en periode på mere end 500 år, vil der også være andre studieobjekter, primært for civile forskere. Det gælder således berømte bogtrykkere og bogbindere, forlæggere og illustratorer, hvis arbejder dannede “skoler” over hele Europa. Samlingen rummer således verdensberømte bogtrykkernavne som de nederlandske Plantins (1520-89) og Moretus (ca. 1585), Elzevier’ne (1547-1617), Jan Jansonius (1596-1664) og Sigmund Feyerabend (ca. 1560). Dertil så kendte illustratorer som Jost Amman (1539-91) og kendt for sine mange pragtfulde landsknægtstik, Jacob de Gheyn (1565-1629) og kartografen Willem Bleau (1571- 1638). Også en række markante danske navne er repræsenteret. Alle former for bindtyper findes i samlingen, fx forskellige skindsorter, træ, pergament, papir, lærred og simple forlagsbind. Fremhæves skal dog alle de mange spektakulære pragtspejlbind med overdådige guldbordurer, maroquinskind og dybt præge'de superexlibris i guld- eller blindtryk på bindenes forsider. De er oftest illustreret med alle den ældre bogkunsts trykmetoder, træsnit, kobber- og stålstik, litografier og xylografier. De er ofte håndkolorerede i klare farver, der i vore dage står lige så klart, som da de skabtes for ca. 400 år siden, og som vidner om en teknisk og kunstnerisk indsigt, der ikke findes i vore dages sterile, hæsblæsende fotokopieringsverden. Hele den imponerende bogsamling er selvfølgelig - som alt andet, ikke mindst de militære uniformer - i et og alt underkastet historiens skiftende stilarter, teknologi, faglige og kulturelle modestrømninger. De ældste bøgers udstyr fra 1500-tallet, hvad enten de er trykte eller - i visse tilfælde og meget sjældent! - håndskrevne, er håndgribelige udmøntninger af senmiddelalderens og renæssancens genoplivelse af antikke former og motiver. D.v.s. fx akanthusranker, vinløv, søjler, legende “putti” (engle-basser) o.s.v., men fra midten af 1600-tallet begynder barokkens svulmende, pompøse former med bl.a. arabeskornamenter at gøre sig gældende sammen med en stigende benyttelse af kartouchen til titel- og billedindramninger. Samlingen rummer således en række imponerende, læderindbundne bogværker, flere cm tykke og med et omfang som et skriveunderlag eller større, indeholdende emner som artilleri, fæstningsbyggeri, fægtning og hestens vartning m.m., helt klart typiske og fornemme produkter af barokkens glansfulde stil. Bøgerne inden for evangelisk-luthersk kulturområde er trykt med den gotiske skrift, som ikke når de katolske lande. Mange af disse store, tunge folianter er oprindelig indbundet i fx smukke, lysebrune, marmorerede kalveeller okseskindsbind, som århundrederne - iflg. tidens nådeløse tand - har forlenet med en klædelig, mørk patina. Barokken afløses af rokokoens spinkle, yndefulde stil med bl.a. “Holbergtidens” smukke spejlbind, smykket med den sprøde rocailleornamentik, som det bærende element i denne elegante, forfinede stilart, som hoffet i Versailles er befordrer af. Fra denne periode råder samlingen bl.a. over nogle fornemme, preussiske og danske uniformsbøger med håndkolorerede uniformsplancher over alle preussiske og dansk-norske regimenter fra Frederik den Stores og den danske Frederik V’s epoke. Dertil en lang række danske og udenlandske reglementer med vort eget kendte eksercerreglement fra 1739-47 (“Des Reglements Für Unsere Geworbene und National-Infanterie”, bd. I-III), i ånd, tone og disponering klart påvirket fra Preussen, i spidsen. Reglementet blev egentlig grundlaget for alle vore senere felt- og eksercerreglementer lige op til 1943. Fra den mere nøgterne Biedermeierstil, der afløste den flotte empirestil med de ofte i guldbordurer udførte beundrede pompejanske vægdekorationer og antikke borter, er der mange udgaver. Sjældne bøger fra disse perioder - og enkelte fra vore dage - er indlemmet i samlingen, trods deres alder ikke opfylder det almene kriterie med år 1720, men det er værker, som af biblioteket vurderes til at være sjældne om fx 100 år.

Samlingens største sjældenheder

Det vil være rimeligt her at nævne en række af samlingens største klenodier, der alle er helt i europæisk, bibliofil særklasse. Samlingens ældste bog er den på latin affattede “Facta et dicta memorabilia”, omhandlende historiske beretninger om romerne og nogle andre fremtrædende folk i oldtiden med særligt henblik på retorikere. Den er skre-vet af en lærd romer Valerius Maximus, der levede på kejser Tiberius’ tid (14-37e.Kr.). Bogen er trykt med renæssance-antikva typer i Venezia 1478, og da Johan Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1460’ erne, er den altså en af de første trykte bøger. Den kaldes en “inkunabel” (incunabulum typographicum = vuggetryk), hvilket er den internationale betegnelse for bøger, trykt før år 1500, i Danmark 1550. Værkets oprindelige bind, der også ville have været en sjældenhed, er desværre ikke bevaret, og i stedet for at lægge den i øvrigt usædvanligt velholdte bog i en dertil indrettet kassette, har en senere generation begået den vandalisme at lægge et smukt, men ret moderne skindbind med ophøjet ryg om. Bogens sider står stadig kridhvide og velbevarede - med ganske få uundgåelige ormehuller! - med de tydelige typer på det kraftige, håndgjorte papir uden kaolin. Disse sider vil stadig være der om 500 år, når alle vore dages fotokopierede dokumentsider i arkiver, biblioteker og museer for-længst er blegnede og ulæselige, et problem, videnskaben snarest må tage op. En anden velholdt inkunabel er Appian af Alexandrias “De Bellis Cevilibus”, d.v.s. de romerske borgerkrige mellem Marius og Sulla, Cæsar og Pompejus og er oprindelig skrevet i 2. årh.e.Kr. Den er trykt i Venezia år 1500 og indbundet i et med pergament overtrukket træbind, hvis spænder desværre er borte. Christoff von Habsbergs “Kriegsbuch” er et håndskrevet manuskript fra ca. 1536. Den er en afskrift af Franz Helms “Buch von den probierten Künsten” og omhandler ladning og retning af feltartilleri. Manuskriptet indeholder nogle fremragende, håndkolorerede akvareller af tungt artilleri med tilhørende materiel. Bogen er et vigtigt kildeskrift til artilleriet fra denne tidlige periode, hvis piecer og tilhørende materiel, der ikke vides ret meget om. Til dette manuskript knytter der sig den endnu større sjældenhed Andree Popffinger’s på gotisk skrevne manuskript fra 1570 “Am schönes und nützliches Buch von Büchsenmaisterei”, altså om artilleri og morterer, som i denne sene periode af 1500-tallet, sammen med en forbedret krudtfremstilling, var inde i en rivende udviking, der kulminerede med Gustav Adolfs avancerede feltartilleri og taktiske brug heraf under Trediveårskrigen 1618-48. Bogen blev kun skrevet i to eksemplarer til Frederik II (1559-88), og det andet eksemplar befinder sig i Hds. Maj. Dronningens Håndbibliotek. 1 14- og 1500-tallet var det “bøssemestrene” (artilleristerne), der støbte piecerne, fremstillede krudt og var pligtige til selv at affyre det første prøveskud med en nystøbt kanon. I den katolske tid bad man derfor ofte et pater noster over fænghullet for at få held. (Det er herfra, man har udtrykket, når noget er gået galt: “Hvad Fanden i fænghullet!”). De pragtfulde farveakvareller står så skarpt, som den dag, kunstneren skabte dem. Det gælder afbildningerne af såvel skytset som bøssemestrene i senrenæssancens pittoreske påklædning med pufærmer og opslidsede pludderbukser og med den lange rapir med bøjlefæste ved siden, som vi kender det fra fx adelsmænd og landsknægte på Shakespeares tid. Et sjældent, omfangsrigt og rigt illustreret tjeneste- og feltreglement er den berømte landsknægtfører Leonhardt von Frondsbergers monumentale og i et velkonserveret lyst pergamentbind indbundne “ Vom Kayserlichen Kriegsrechten. Malefitz Ordnung und Regimentz \ trykt i Frankfurt a.M. 1564. I værket, som falder i tre dele, gennemgår den europæisk kendte landsknægtfører, der endte som kejserlig “Schultheisz” (nærmest generalauditør), tidens militære, herunder også retsmilitære, forhold og begreber i lejren og i felten, ligeledes alle grader og arter af militært personel (fx “der Hurenweybel” = skøgeunderofficeren, “der Nachrichter” = skarpretteren og “der Oberst aller Fussknecht” = regimentschefen o.s.v.) og deres funktioner. Endvidere militært materiel, herunder artilleri, fyrværkeri og ammunition. I værket er nogle pragtfulde, foldede kobberstik bl.a. over to lands-knægthæres idealopstilling over for hinanden med det tunge, artilleri, der indleder kampen, foran fronten. (En SS-division blev under 2. Verdenskrig opkaldt efter Frondsberger). Blandt ikke-militære værker fra Luthers tid skal nævnes Caspar Hedions i træ, overtrukket med svineskind, indbundne 1600 sider store værk “Chronica das ist aller Christlichen Kirchen” o.s.v., trykt i Frankfurt a.M. 1564. (Byen var i årene efter Luthers død et vigtigt bogcentrum inden for germansk kulturområde). Det er en omfattende evangelisk-luthersk kirkehistorie, som baserer sig på de kendteste kirkehistorier, begyndende med biskop Eusebius (ca. 263-339 e.Kr.), der skrev den første, kendte kirkehistorie, og så frem til protestantismen. Bogen er trykt med en meget fornem gotisk (“Fraktur” eller “gitter-gotisk”), som udvikledes af de middelalderlige, runde majuskel - og minuskelskrifter i de illuminerede, håndskrevne bøger. Det skete ved hoffet i Prag i slutningen af 1400- tallet, og denne høje, slanke skrift har tysk kulturområde altid sat højt, og den bruges som bekendt stadig meget i Tyskland under betegnelsen “Deutsche Schrift”, men indlæres ikke mere i skolerne, hvad mange ældre tyskere er kede af. Skriften har altid indskrænket sig til brug i evangelisk-lutherske lande, og de katolske lande har aldrig brugt den. Derfor måtte den tyske hær - meget mod sin vilje - under anden verdenskrig ophøre med at bruge den fx i Frankrig, i Italien og på Balkan ved opsætning af fx skilte, plakater med forbud etc. Hestens tilvænning til kamplarm, inden man rykkede i felten, har alle dage været påkrævet. Den første store rideskole af internationalt tilsnit oprettedes i Napoli af adelsmanden Federico Grisone, der i 1550 udgav sit epokegørende pragtværk “Ordini di cavalcare e modi de conoscere le nature d e ’ cavalli... ”. Værket kom i mange udgaver og oversættelser. KGB ejer den imponerende tyske udgave fra 1608. Samlingen kan glæde sig ved også at have Mario Savorgnanos “Arte militare terrestre e maritima ”, udgivet 1599 i det dengang internationale bog- og kulturcenter Venezia. Det er et af 1500-tallets mest betydningsfulde militære værker, måske på sin vis en slags tidlig Clausewitz. Det indeholder bl.a. talrige taktiske eksempler på våbenarternes indbyrdes samvirke fra antikkens og den nyere tids krigshistorie, ledsaget af glimrende kobberstik med instruktive slagbilleder, fx et yderst spektakulært over slaget ved Cannæ 216 f.Kr., som man nu - ca. 1700 år senere og på baggrund af romerske kilder - forestillede sig, det fandt sted. På foranledning af den internationalt kendte hærfører prins Moritz af Oranien (1567-1625) udarbejdede den hollandske kobberstikker Jacob de Gheyn (1565- 1629) værket “Wapenh'andlinghe van Roers. Musqueten ende Spies s en”, der i 117 pragtfulde stik viser våbenbetjening, d.v.s. ladning af den storkalibrerede luntemusket på tælling med èt stik for hver takt i den langsomme, omstændelige proces. Det kendte værk udkom i Haag 1607 og året efter i Amsterdam og Frankfurt a.M. KGB specialsamling råder over den sjældne udgave fra 1608 med tekst og kommandoord på fransk, engelsk, hollandsk, tysk og dansk. (Fx: uGiftuer krud paa eder$ panne! ” = “Hæld krudt på fængpanden! ”). Tyrkernes belejring af Johannitterriddernes formidable fæstning på Malta 1565 er kompetent skildret, ledsaget af tydelige kobberstik, i den romerske adelsmand Francesco de Marchis pragtværk “Delia Architettura M ilitare”, udgivet i Brescia 1599. Forfatteren vurderes som en af fæstningsvidenskabens største navne, og hans værk omtales allerede i 1757 som en stor sjældenhed.

En illustreret bog om fæstningsbyggeri fra 1665 er ikke nogen særlig gammel bog i Hærens boghistoriske Samling, men “Architectura nova et aucta oder Von Regular Festungen” etc., trykt af Daniel Elzevier i Amsterdam 1665, er alligevel værd at bemærke for to ting: For det første viser den blandt flere fæstningssystemer også det, som Kastellet i København er skabt over af den hollandske ingeniøroberst Henrik Rüse (1624-79). Det er det moderne, hvor der er taget hensyn til skydevåbnenes efterhånden øgede yde-evner og rækkevidde, og hvor flankerne står vinkelret på den modstående face, som den skal flankere (bestryge). Det mest bemærkelsesværdige ved bogen er dog, at den er indbundet i intet mindre end et middelalderligt pergamenthåndskrift fra Valdemarstiden, selvfølgelig på latin. Denne vandalisme skyldes, at vi i 1536 ved reformationen og afskaffelsen af den katolske kirke ønskede totalt at bryde med det gamle “papistiske” og derfor makulerede bjerge af gamle, i dag værdifulde dokumenter, skrevet i klostrene, der indgående kunne have belyst bl.a. livet i højmiddelalderen. En af de værste bogslagtere var Christian IV, som - trods sin personligt indiskutable kultur og store viden - ikke undså sig for at beordre gamle, håndskrevne dokumenter benyttet som “karduser”, d.v.s. forladninger til artilleriet i Trediveårskrigen eller til indbinding af kancelliets regnskabsbøger. Sjældne bøger om og med landkort, tegnet af nogle af Europas og Danmarks kendteste kartografer, mangler ikke i samlingen. Disse kortværker går tilbage til 1652. Et af disse kort af den berømte danske kartograf under Christian IV, Johannes Meyer (1606-74), blev i 1983 på en auktion handlet til 100.000 kroner. Det skal herunder erindres, at fremstilling af landkort i Danmark og opmålingen af Island og Færøerne lige til 1928 og oprettelsen af Geodætisk Institut altid har påhvilet Generalstabens Topografiske Afdeling. Artilleri og fyrværkeri har altid tidligere hørt sammen, da det - som anført - var “der Büchsenmeister”, der stod både for støbningen af skytset og fremstillingen af krudt. Et meget flot, stort manuskript med 91 store, håndkolorerede tegninger af skyts, tilbehør, fyrværkeri m.m. er “Pyrio Tormento Graphia von LI. von Trachenfels. Obrist undt Mittglied der Hoch-löblichen Fruchtbringenden Gesellschaft der Verfechtende ” fra ca. 1660. Værket er forsynet med en ærbødig dedikation til den danske Kong Frederik III. Endvidere bør atter omtales samlingens mange sjældne danske og udenlandske håndkolorerede uniforms værker, hvoriblandt der er store sjældenheder. Et af de mest sjældne er premierløjtnant H.C. Hyllesteds monumentale værk “Collection complète des uniformes de la marine et de Varmée Danoise, dédiée á sa majesté le R oi”, udgivet i Altona 1829. De henved 20 ca. høje skikkelser er angivet ikke, blot med tilhørsforhold til de nævnte militære enheder, men tillige med hensyn til militær rang og uniformstype. Værkets informationsværdi af de mange litografier er overordentlig stor. Det har i mange år været KGB en stor sorg, at biblioteket ikke ejede dette overmåde sjældne værk, men det blev for få år siden tilbudt biblioteket af en dansker, hvem KGB loyalt gjorde opmærksom på, at solgte han det på en udenlandsk auktion, kunne han få mange tusinde kroner mere for det, end hvad KGB - efter forhandling med Forsvarskommandoen - kunne tilbyde. Han svarede, at han gerne ville, at værket blev her i landet og ville nøjes med det beløb, KGB kunne lægge på bordet. Den slags kulturelle adelsmænd og sande patrioter er der næppe mange tilbage af! Bøger på engelsk er der begribeligvis ikke ret mange af i en bogsamling, der primært omfatter bøger fra tidsrum, hvor engelsk ikke var verdenssproget. Nævnes skal dog pragtillustrationsværket af Samuel Rush Meyrich: “A Critical Inquiry into Ancient Armour as it existed in Europe, but particularly in England, from the Norman conquest to the reign of King Charles II” (London 1824).

Kong Frederik VFs betydning for KGB

Det vil ikke være at gøre ret og skel, hvis man i en fremstilling om Hærens boghistoriske Samling ikke ofrer et par ord om den monark, som var den egentlige initiativtager til oprettelsen af KGB og dermed dens specialsamling, Kronprins Frederik, den senere Frederik VI (1808-39). Vor afdøde, store krønikeskriver og folkelige historieformidler Palle Lauring, der - trods sin manglende, akademiske uddannelse - har formået at vække den brede, danske befolknings interesse for Danmarkshistorien, hvad ingen nulevende faghistoriker har formået i samme grad, udtalte engang i et interview, at når nyere danske faghistorikere - hvad sjældent er sket - har bevæget sig ind på dansk krigsog militærhistorie, er det som regel blevet til en “sælsom æggedans”, fordi emnet ikke har interesseret dem, og de derfor ikke - med få undtagelser - har gidet sætte sig ordentligt ind i det, modsat andre landes faghistorikere. Det er så evigt sandt, og det gælder i næsten lige så høj grad, når de har omtalt vor mest militære konge siden Christian IV og hans tætte tilknytning til det militære. Bunden nås nok ved en dansk faghistorikers inkompetente, nedvurderende omtale af kongen som “korporalen i Danmarks kongerække ”. Kongen var aldeles ikke den militære klovn og ignorant, som en del historikere ynder at fremstille ham som, og vi har talrige beviser for, at hans viden, faglige kunnen og ikke mindst hans operative indsigt og forståelse ikke var ringere end hans generalers. Hans kendte sans for uniformer delte han smukt med andre nationers enevældige fyrster og hørte tiden til, men det er nu engang blevet til et dogme, som skabtes blandt vore civile faghistorikere, der i stigende grad radikaliseredes i slagskyggen af den tabte krig i 1864, så det står næppe til at ændre. Et par kendsgerninger skal underbygge dette mit postulat. Gennemgår man Generalstabens store 11-binds værk “Meddelelserfra Krigsarkiveme” (Kbh. 1883- 1902), der dækker perioden 1794-1814, vil man i de mange hundrede befalinger, skrivelser og bestemmelser m.m. opdage talrige, der er skrevet af kronprinsen/kongen personligt, at denne helt klart må have haft et imponerende kendskab til militæretaten, dens virke, organisation og personel.

Nærlæser man endvidere kongens på Amalienborg Slot 30. december 1813 til krigsrådet personligt udformede og mundtligt udgivne, omfattende operationsbefaling til auxiliærkorpset i Holsten, der stod over for kamp med de allierede magters styrker, vil enhver kender vide, at en sådan velmotiveret befaling kunne næppe nogen anden dansk officer gøre bedre. (Gengivet in extenso i undertegnedes “Frederik den Sjette og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene” bd. 2, kap. XVIII, pag. 324 ff (Kbh. 1975). At kongen var uheldig og vurderede forkert i udenrigspolitikken, er jo en anden sag og afsvækker ikke hans militære indsigt.

Samlingens internationale niveau

Det må på baggrund af det her fremførte nok konkluderes, at Hærens boghistoriske Samling uden overdrivelse kan siges at være en militær bogsamling på et meget højt bibliofilt og militærkulturelt niveau. Samlingen er for kort tid siden blevet vurderet af et af vort lands føren-de antikvariater, og den samlede pris, samlingen vurderedes til, var nærmest skyhøj, så høj, at det næppe vil være rimeligt at publicere den her. Der var bl.a. en række værker, som firmaet simpelthen afstod fra at ville vurdere, da de måtte anses for veritable Unika, der i givet fald burde på en auktion i udlandet. Til gengæld må selvfølgelig siges, at denne vurdering jo på sin vis blot er en fiktion. Samlingen tilhører den danske hær, subsidiært forsvaret, og vil naturligvis aldrig blevet afhændet, ligesom nationen heller ikke skiller sig af med fx kronjuvelerne eller den store Jellingesten. I særlige tilfælde, og kun efter hærbibliotekarens bestemmelse, kan der foretages udlån fra samlingen til seriøse lånere i forskningsøjemed ved betaling af fragt og forsikring, ligesom bøgerne normalt - under opsyn - kan studeres på bibliotekets læsesal, ganske som på Det Kgl. Bibliotek og i Rigsarkivet. Det ville næppe være rimeligt, om man rugede over denne imponerende, boghistoriske skatkiste som en drage, men da KGB sætter en ære i at være et åbent, tidssvarende informationscenter, er det klart, at man gerne lever op til de forpligtende ord i bibliotekets officielle jubilæumsbog fra 1985, som den daværende hærbibliotekar, oberstløjtnant Frank Pedersen skrev om samlingen: “De mange besøg, hvor vi har vist specialsamlingen frem, og de talrige tilfælde, hvor bøger fra samlingen har været fremdraget til studium på læsesalen, bekræfter, hvad der tidligere blev nævnt i denne.orientering: Vi ønsker, at denne storartede gamle samling bliver både set og anvendt”.

Samlingens perle

Sælsomt nok er samlingens største og mest værdifulde klenodie muligvis slet ikke de store, skindindbundne pragtværker, som her er afhandlet, men en lille, uanselig og ret primitivt trykt og uindbundet bog med kunstnerisk simple træsnit, trykt i format 17x10 cm (oktav). Det er bøssemesteren i den kejserlige tyske hær Johann Schmidlap von Schorndorffs “Künstliche und rechtschaffene Feurwerck zum Schimpff.. ”, trykt i Nürnberg 1560. Bogen er den først kendte bog i verden om festfyrværkeri (i modsætning til krigsfyrværkeri, som brugtes bl.a. ved belejringer). Bogen har en lille pragtfuld, autentisk historie, som passende kan afslutte denne fremstilling: Londons fyrværker Chris Phillips var for få år siden på rejse rundt i de store landes biblioteker efter kildemateriale til sin bog om tidligt fyrværkeri m.m. ( “A Bibliography of Firework Books”, Dorchester 1985). Under denne rejse kom han også til København og sin gode ven fyrværker Barfod i Tivoli. Efter at have været i Det Kgl. Biblioteks gamle samling, kom de to også til KGB, hvor bl.a. Schorndorffs værk blev forelagt englænderen. Han bladede det løseligt igennem, men sprang pludselig op af stolen og løb med bogen i hånden ind til den daværende chef og råbte: “Er i gale? Ved I, hvad I har liggende her? Den bog har jeg set referencer til i de førende biblioteker i New York, Washington, London, Paris og Oxford, men ingen steder ejer man et eksemplar af den!!!”. Det er i sådanne tilfælde, man er stolt over at være leder af og tilsynsførende for Hærens boghistoriske Samling, et job, som desværre snart - på grund af etatens ubarmhjertige aldersgrænser - skal overlades til en yngre officer.

Bibliografi

Aldis, Harry G.: “The Printed Book” (Camebridge 1916) Andersen, Otto: “Boghåndværket” (Kbh. 1954) Bohatta, Hans: “Einführung in die Buchkunde” (Wien 1928) Bøggild-Andersen, H.O. og Edvard C.J. Wolff: “Bogbindets Historie” (Kbh. 1945) Christensen, W.L.: “Specialsamlingen er blevet katalogiseref ’, trykt i “Nyt fra Det Kgl. Garnisonsbibliotek”, nr. 2/1996 Coellen, L.: “Die Stilentwicklung der Schrift im christlichen Abendlande (U.st. 1922) Crane, Walter: “On the Decorative Illustration o f Books” (London 1921) Dahl, Svend: “Forsøg til en ordbog fo r bogsamlere” (Kbh. 1954) - : “Om at samle på bøger”, i “Jeg er sam ler” (Kbh. 1955) - : “Bogens Historie” (Kbh. 1970) Davies, D.W.: “The World of the Elzeviers 1580-1712” (Haag 1954) Det Kongelige Garnisonsbibliotekgennem 200 År, u.red. af Frank Pedersen (Kbh. 1985) Ewald, C.: “Oversigt over de militaire Bibliotheker” (Mag.f.mil. Videnskabelighed, bd. VI, Kbh. 1823) Hedegaard, E.O.A.: “Danske heraldiske officers-exlibris” (Helsingør 1964) Hedegaard, E.O.A.: “Militære bogejermærker exlibris”(Helsingør 1966) Katalog over Det Kongelige Garnisonsbiblioteks Specialsamling, bd. I-IV (Kbh. 1995-96) Lange, Wilhelm H.: “Das Buch im Wandel der Zeiten” (Wiesbaden 1951) Mason, W. A.: “A History of the Art of Writing” (New York 1920) Nielsen, Lau.: “Den danske Bog. Forsøg til en dansk Boghistorie fra de ældste Tider til Nutiden” (Kbh. 1941) Nordlunde, Volmer C.: “Bogtrykkets Historie for Bogvenner” (Kbh.1961) Renker, Arnim: “Das Buch von Papier” (Leipzig 1951) Ruppe, Alois: “Johannes Gutenberg” (Berlin 1939) Steinberg, S.H.: “Five Hundred Years of Printing” (London 1951)

Desuden studier i Garnisonsbibliotekets arkiv i Rigsarkivet og i Hærens Militærhistoriske Arbejders billedsamling.