Haandgranater (sluttet)

Foredrag, holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab den 17/8 1919.

I. Om Konstruktionen af Haandgranater.

Af Artillerikaptajn C. H. Rye.

(Sluttet).

Jeg gaar derefter over til den anden Gruppe Porkussionsgranater, de ikke styrede Granater. Der er selvfølgelig ved disse den Fordel, at Kasteren ikke behøver at bestræbe sig paa al kaste Granaten, saa al Styringen virker: en Svigten af Styreorganerne er udelukket, da der ingen Styreorganer findes. I Princippet er den ikke styrede Perkussionsgranal derfor en fortræffelig Granat, det gælder blot om al finde en brugbar Konstruktion, og dette er en vanskelig Opgave. Man er gaaet forskellige Veje for al løse den.

iSaaledes har man i Tyskland anvendt Diskosgranater, altsaa skiveformede Granater (se Fig. 10) forsynede med flere Tændstempler, af hvilke man regnede, at mindst eet maatle blive slaaet ind mod l;u>righæl ten, naar Granaten traf Jorden. Ved de fleste Typer anvender man dog en Slagfjedermekanisme, indeholdende en Slagbolt, der staar under Fjederlryk, og af en Hage holdes borte fra Fænghætten, — ligesom den spændte Hane paa et Gevær, — lige indtil Granaten slaar i Jorden. Tænker man sig, at man kaster el Gevær, hvis Hane er spændt, haardt mod Jorden, saa vil Hanen, hvis den slaar tilstrækkelig let, slaa ned og tænde Fængluctlen. Efter el lignende Princip kan man nu indreile

en Haandgranat, hvilket kan ske paa forskellig Maade. Ved den i Fig. 11 viste danske Konstruktion, som vi har fremstillet og prøvet herhjemme, er del en V ibralor, der holder Siagbolten tilbage, og som sættes i Svingninger i Anslagsøjeblikket, saa al Slagbollen frigøres. Ved vor Haandbombe AI. 1 (J 1 (3 er del som bekendt Slagloddet, som spærrer for Slagbollen; i det Øjeblik Bomben rammer Jorden, falder Loddet ud, og Slagbollen slaar ned.

Jeg har nu omtalt den, om jeg saa maa sige, maskinelle Side af Haandgranulens Væsen og skal ikke trætte D’Herrer med al trække flere Typer frem. Derimod skal jeg gaa over til en anden meget vigtig Faktor ved Ilaandgranalen, nemlig dens Virkning. Man kan skelne mellem 2 Slags Virkning, nemlig Virkningen paa det fjendtlige Maal, allsaa den Virkning, man lil- .stræber, og som man kunde kalde den positive Virkning, og i Modsætning hertil den n eg a Li ve Virkning, den Virkning, man ikke tilstræber, nemlig Virkningen paa egen Kaster. Del er jo lige Haardt nok, al man ved el Vaaben ogsaa skal regne med den Skade, del gør En selv, men dette er der ikke noget at gøre ved; en Haandgranat rummer i sil Væsen, ja allerede i sil Navn en uhyre Modsigelse, fordi en Granat i Følge; sin Natur nu engang ikke har noget med Hænder men med Kanoner at gøre; vil man derfor kaste en Granat med 11 aanden i Stedet l'or at skyde den ud af en Kanon, saa maa man ogsaa finde sig i, al den lil 'kitler kommer for Skade at saare den Haand, der kaster den; en Granal som springer, kender ikke Forskel paa Ven og Fjende.

Del Maal, man nu maa lilslræbe, er naturligvis al laa den positive Virkning saa stor som muligt og den negative saa lille som muligt, og for at naa delte Maal, maa man, som saa ofte for, guu Kompromis’els Vej. Dette Kompromis besTaar sædvanlig i, al man gØr Haandgranatens Virkning saa lokal som mulig, d. v. s. giver Afkald paa del store Virkningsomraade og samtidig paa en Del af den kraftige materielle Virkning, som f. Eks. Artilleriprojektilet besidder. Denne lokale Virkning opnaar man ved al sørge for, at de Sprængstykker, hvori Granatlegemet opløses, bliver smaa og af en saadan Form, aL de hurtigt taber deres Hastighed i Luften og dermed deres Kraft. Dette sker atier ved, at man lildanner Granalens Sprængskal af Blikplade, der af den kraftige brisante Sprængladning deles i talrige, smaa, flade Smaastykker, der hurtigt standses af Luftmodstanden. Jeg kan saaledes nævne, al vore Haandbomber, hvis Sprængladning er ea. 200 g, opløses i ca. 1000 Sprængstykker, hvis gennemsnitlige Vægt er ea. 1/3 g. Vi regner med, al Bom hen. dels ved Eksplosionstrykket, dels ved sine Sprængstykker giver en kraftig Virkning indenfor en Afstand af Im , og al en Kaster, der er 10—20 m væk, er nogenlunde i Sikkerhed. Men selvfølgelig kan enkelte Sprængstykker være større og derfor farlige paa større Afstande, og man maa derfor i Fredstid altid dække Kasteren efter Kastet. En lignende Virkning vil man antagelig faa af andre Haandgranaler, hvis Sprængskal er af Blik, f. Eks. den tyske S kal i haandgranal.

Som DTlerrer imidlertid vil have set af flere af de Typer, jeg har vist, benytter man ogsaa Sprængstykkeskaller af iSløbejern, der opløses i Sprængstykker, som en betydelig kraftigere og allsaa farligere paa større Afstand. Men om alle disse Granater med stor Virkning gælder del, al de kun er beregnet til at kastes fra en dækket Stilling, der kan beskytte Kasteren mod den negative Virkning. Man køber sig allsaa en stor positiv Virkning ved at tage den Ulempe med i Køliet, at Kasteren skal være dækket, hvilket selvfølgelig nedsætter Granatens Brugbarhed øg Alsidighed i høj Grad. Eranskmændene deler ligefrem deres Granuler i 2 Hovedgrupper „grenades defensives“ og grenades offensives“, eftersom Skallen er af Støbejern eller af Blikplade. De defensive Granater bruges i Eorsvarel, idet de kastes fra dækket Stilling; de offensive, der tillige kan kastes i aaben Mark uden væsentlig Fare for Kasteren, egner sig særlig lil Brug i Angreltel. Andre Steder, f. Eks. herhjemme, har man i Stedet for defensive og offensive Granater kaldt dem henholdsvis tunge og lette Granater, fordi Sløbejernsskallen som Regel giver en tungere og Blikskallen en lettere Granat.

Jeg har under min Omtale af Virkningen kun tænkt paa Haandgranater, fyldt med Sprængstof. Ligesom man imidlertid i Krigen har anvendt Arlilleriprojekliler, fyldt med gasudviklende, røgudviklende eller brandtændende Sloffer, saaledes har man ogsaa benyttet Haandgranater med lignende Sloffer i Stedet for egentlig Sprængladning.

Franskmændene har saaledes indført bl. a. de i Fig. 12 og 13 viste 2 Typer. Fig. 12 er en Gasgranal, fyldt med en Vædske, som i del Øjeblik, Granaten sprænges af Detonatoren, forvandles lil Gas med en kvælende og taaredannende Virkning, som Navnet antyder. Vædsken kan være Kl orace tone el. 1., og den Gas, der udvikles, er som Regel ikke giftig, da den jo i saa Fald kunde blive farlig for egen Kaster.

Fiff. 13 viser en Brand - og Røggranat, fyldt med el fast Slof, sandsynligvis Fosfor. Vi genkender her den automatiske Tidsmekanisme fra „Grenade automalique“. Gasgranater og Roggranaler hruges i Reglen til at Mille ned i Dækrum for al drive Besætningen ud, men Bøgen kan ogsaa hruges lil al skjule egen Fremrykning med, tilsløre egne Stillinger o. s. v., jævnfør de lyske „Nehelhåndgranaten“. - Inden jeg nu slutter mit Foredrag, vil jeg med nogle faa Ord omtale del Arbejde, som er udført herhjemme ved Indførelsen af Haandgranater i Hæren. Jeg vil give DTIerrer et lille Indblik i de Besværligheder, vi har kæmpet med, de Genvordigheder, som vi har modi ]>aa den tornefulde Vej, som Forsøg med Haandgranater altid lielcgner, hvad enten del er her eller andel Steds, Forsøgene udføres. Haandgranalens Saga herhjemme afgiver el ret typisk Eksempel paa de Vanskeligheder. som de tekniske Organer altid slaas med, hver Gang der skal prøves og skabes noget nyt, Vanskeligheder, som naturligvis under Krigen er blevet fordoblet bande een og to Gange for mange af de Sagers Vedkommende, som vi har arbejdet med.

Den danske Ilær stod ved Krigens Begyndelse i 1914 uden llaandgranatcr. Vi havde foretaget enkelte Prøver af kendte Konstruktioner, men del havde ikke engang været muligt for de militære Myndigheder al opnaa en beskeden Bevilling lil el Forsøgsparli Ilaandgranalcr, og langt mere umuligt havde det naturligvis været at faa Midler til en Indførelse af llaandgranatcr i Ilæren. Del er nemlig en ydersi kostbar Foranstaltning at anskaffe Ilaandgranater. Vore reglementerede tunge llaandgranatcr koster nu med Krigspriser mindst en halv Snes Kroner, de lette, ITaandbomberne. noget over det halve; men inden Krigen kunde man vel regne med, at en Ilaandgranat kostede mellem 3 og 5 Kroner efter Konstruktionen. Til den danske Ilær maatte man jo regne med en første Forsyning af a 1 I e r m indst 100,000 Ilaandgranater, og helst skulde Beholdningen være paa 200.000 Slk. Del vilde altsaa have drejet sig om en Bevilling paa en halv a en hel Million Kroner, el Beløb, som man i Perioden 1900—1011 aldrig i Livet havde faael ud af den danske Rigsdag lil et militært Formaal. De tekniske Myndigheder maatte altsaa inden Krigen med Rette betragte Ilaandgranater som en Luksus, som den danske Ilær ikke kunde gabe over.

Saa kom Krigen, og det varede ikke længe, for Fflerretningerne fra Krigsskuepladserne begyndte al vrimle med Meddelelser om den Rolle, Ilaandgranalen spillede i Kampene. Ligesom i den russisk japanske Krig viste det sig. at Menneskeheden ikke var mere blodagtig, end at den gik med til Nærkampe, som i Vildhed og Blodighed ikke gav Middelalderens Nierkampe noget efter, og i disse Nærkampe viste Haandgranaten sig som el uundværligt Vaaben. Ilaandgranater blev eflerbaanden et Slagord, som selv den civile Mand kunde forstaa, og først da vi var naael saa vidt, var Jordbunden forberedt, saa :it der kunde Være Ilaab om at opnaa en Bevilling lil en forste Anskaffelse af llaandgranatcr lil Ilæren.

Det gaIdl nu om uden for lange Overvejelser al finde en Konstruktion, som kunde antages til Indførelse. Vi var paa et meget tidligt Tidspunkt, ja egentlig inden vi vidste noget rigtigt om de Principper, der fulgtes paa Krigsskuepladserne, klare over, at vi vilde søge at tilvejebringe to Typer, en tung til Kastning fra dækket Stilling og en let til Brug i aaben Mark. T il den tunge vilde vi tillige stille den Fordring, at den skulde kunne udkastes eller udskydes af et Udskydningsrør, saaledes al vi kunde naa Afstande, større end dem. man kunde naa ved Ilaandkaslning. Vi fik nu ved vore Overvejelser el meget vigligt Hensyn al lage. Vi vidste, at der bos cl herværende Firma henlaa en Beholdning af færdige Ilaandgranater, der efter danske Forhold maatte betragtes som ret stor. nemlig 50,000 Slk. A asen ske P e r k u ss i o n s g r a n a l e r af Type C, som jeg for Viste DTIerrer et Rillede af. Granaterne manglede ganske vist Sprængstof og Tændpalroner, men skulde ellers være lige lil al bruge, og da der var Udførselsforbud for Vaaben og Ammunition. kunde vi regne med Granaternes Tilstedeværelse i Tilhclde af Mobilisering, livad enten vi nu afkoble Firmaet Granaterne eller ikke. Men følgelig vilde del være ganske, urimeligt, om vi ikke ved vore Forsøg slog ind paa em Ilaandgranat af lignende Art, da det vilde være en slor Ulempe for Troppeafdelingerne, om de Granater, som vi fabrikerede til dem. i deres Brug var væsentlige forskellige fra de Granater, som blev leveret fra del Aascnske Lager.

Vi igangsatte derfor straks en rationel Prøve aT den Aascnske Type G, og samtidig log vi fat paa Tilvejebringelse af Sprængstof og Tændpatroner til Granaterne. Del viste sig hurtigt ved Prøverne, at de Aascnske Granater blev en Skuffelse. Funktioneringen var upaa1 idelig; der forekom idelig Forsagere af Pcrkussionsmekanismen. Grundene var forskellige; del kunde være Sikkerhedssnoren, som ikke gled tilstrækkelig let ud. men bevirkede, al Granaten fik et Ryk i Lurten, saa at den blev revel ud af sin Stilling i Banen og faldt saa skævt til Jorden, at 'Lændstemplet ikke fik Fart nok fremefter. Flier del kunde være forskellige af de indvendige Organer, som klemte sig fast. saa at Mekanismen ikke kunde virke. Granaterne var i det hele taget saa unøjagtigt forarbejdede, at man ikke kunde forlange, at Konstruktionen, der aabenbart havde sine Svagheder, skulde virke efter Bestemmelsen. Heller ikke med Udskydningen af Granaterne af det A a s c n s k e U d s k y dn in g s ro r havde Vi Held. Udtrækket af Snoren, som skulde foregaa ved, al Snorens Inerti i Skudojeblikkel trak Snoren ined Sikkerhedsstifl bagud af Granaten, svigtede alter og alter, Granaterne styrede slet i Luften, og H ie r 200 S kud gik selve U d s k y d n in g s rø re t i S ty k k e r pa:i (lru n d ;d' K rud tg a ssen s T ry k . .Vi blev saaledes h u r tig kla re over, at vi in aalte om ­ arbe jde hele K o n s tru k tio n e n fra G ru n d en , og saaledes frem k om II aandgrana t iM. 10 10. som ses i h ig 11. Den h a r sit H o v e d p rin c ip h elles m ed den Aasen ske G rana t, og fo r al kunn e u d skydes a f samm e R o r h a r den

samm e K ald te r, n em lig c. !) cm , men den a d s k ille r sig fra den A asen ske G ra n a l paa lie re Pu n k te r . F o r del fo rsle e r dens Vægt 1,3 kg m o d 1 kg for Aasens G ranal. P'or al forøge G ra n ale n s V ir k n in g og de rved gore den m ere egnet til U d s k y d n in g a f 11 au bils, ers taltede vi n em ­ lig Aasens S p riv n g sly k k e sk al a f B lik med en S lø b e jcrn sskal, d e r ved Sp ræ ngningen deles i c. 22,') k ra ftige S p ræ n g s ty kk e r (a 1,7 g), og for at fo rh in d re , al saa m eget a f V irk n in g e n ga a r i Jo rd e n som ved den A a s e n ­ ske, fo rle vi S k allen helt tilbage o ve r Spræ ngladningen . U d v en d ig gav vi Sløl> e jern sskallen 2 P'øring sbæ ller, fo r at G ran a ten sk uld e sly re bedre ved U d s k y d n in g a f lla u - bits. Tæ nd s tem ple t fyld te vi med H agl i Sledel fo r med Sand, hvo rved del blev tungere og gav k ra ftig e re A n slag i Fæ ngbæ tten og de rved sik re re A n tæ ndelse a f denne. Vi laasede Tæ n d s tem ple t til en fast B ro ind en i S kalle t i Stedet fo r til den løse B ø jle , de r ved Aasens G rana t ofte gav Klem m e re . V i fo ran d re d e F o rm e n paa S ik k e rh ed so rganerno, saa at Snoren , som vi a fko rted e lil 1 m. gled le t ud, og frem fo r alt sørgede vi for, at all blev fab rike re t med saa s to r P ræ cisio n , som del overhovedet v a r m ulig t ved el A rb e jd e a f denne A rt. Og saa ledes linnede vi om ­ sider ti! en G rana t, som . selv om den ikke er ideel, dog e r b ru g b a r og, n aa r den b liv e r kastel rigtigt, er sik k e rt virkende . S elv følg elig k om p lic e re r S n o rsik rin g e n B e t je ­ ningen og g ø r n a v nlig O v e ra rm sk a slen e vanskelige , m en den b a r den F o rd e l, at den b yd e r K a s te ren en S ik k e rhed. som jeg tror. jeg to r sige. ingen anden ek sis terende T y p e kan præ stere, og denne P'ordel kan h e rh jem m e ik k e v u rd e re s hø jt nok. Jeg vild e n o k se de S p e k ta k elnum re. d e r kunde være op sla a el i vor Dagspresse , hvis d e r h e rh jem m e v a r blevet slaael M e n n e sk e r ih je l unde r Ø v else sk a slnin g e r m ed H a an dg ran a te r. Det vild e have bragt H a a n d g ra n a le rn e i en M isk re d it , som k u n d e være blevet skæ bnesvanger fo r hele Sagen. Jeg læste engang i et T id s s k rif t den P a ra d o k s , al den blodig s te V a lp la d s i K rig en va r Ila a n d g ra n a lfo rs o g sp la d se n u d e n fo r P a ris , og vedkom m ende , som s k riv e r d e lle og fo rh e lle r om sil B e ­ søg paa denne S kyd eplad s , tilfø je r , at ju st som han kom ind paa Plad sen , sagde hans F ø r e r til ham : „ I le r paa dette Steel blev O b e rs t N . N . d ræ b t i G a a r Ved e l U h e ld .“ Den Slags U ly k k e r h a r vi været fo r s k a a n e l fo r h e rh jemm e. netop fo rd i vi h a r lagt s to r Væ gt paa S ik k e rhed ssiden a f Sagen.

Ila a n d g ra n a t M. l!)l(i e r noget tung, og K a sle a fsla n - den e r d e r fo r noget m in d re end sæ dvanlig. F ran skm æ n - dene regner o f ficie lt 30 m som M idd elk a s tea fslan d . F ra T y s k la n d ser m an sæ d vanlig s tø rre A fs tande blive opgivet, og jeg lia r selv set T y s k e rn e kaste deres „S lie lg ra n a te r“ paa 50— 150 m, ja jeg h a r endog set et e n k elf K a s t paa (i!) m. -- hvis da A fs tan d en v a r rig tig u dm a all, - m en dette k an sik k e rt kun naas med sæ rlig In cnede , udsøgte Kastere, og M id d e la fs ta n d e n e r u tv iv lsom t m ind re . B e l k a ra k te ris tis k e r del da ogsaa, al IT a n sk n n e n d e n e an give r K a sle a fs tan den e fo r de tyske G ran a te r til 150 m und tagen fo r den lille Æ g-G rana t, fo r h v ilk e n de o p g iv e r 10 m.

M en ved B ed øm m elsen a f H aan dg ran al. M . 191(5 m aa del iø v rig t e rind re s , at vi fø rst og fremm est h a r haft for Ø je at gøre G rana ten egnet til U d s k y d n in g a f H aubits , og i saa H en seende e r vi naaet saa vidt, at G rana ten , der giver en klækkelig Virkning, praktisk set aldrig forsager ved Udskydning. Haubitsen, der er indfort under Navnet 9 c m II a a n d g r a n a t li1 a u b i t s, er vist i Fig. 15. Den er konstrueret og fremstillet ved Hærens lekn. Korps. Den virker som bekendt ved, at Krudtgassen fra en Jagtpatron driver Granaten ud af Løbet; nogle Meter foran Mundingen afsikres Granaten ved. al Snoren med Sikkerhedsstift falder ud, og nu er Tændstcmplel klar til at fare frem i Anslaget. Haubitsen er forsynet med en lille Baglademekanisme, som giver automatisk Sikkerhed mod Affyring i Utide; paa Siden bar den en Elevationsbue, som har Inddelinger i Afstande, saa at man hurtig kan give Haubitsen den rette Elevation. Den havde oprindelig en større Tappehøj de, men denne er nu afkortet til Vs m, hvilket skulde gøre Haubitsen mere egnet til at stilles op i Granaltragle o. I. Steder.

Samtidig med at vi saa ledes søgte at overvinde de mekaniske Vanskeligheder, arbejdede vi paa al tilvejebringe et brrsanl S p r æ n g s I o f og en T ;e n d p a t r o n, der med Sikkerhed kunde kende Sprængladningen. Sort Krudt kunde der ikke være Tale om al benytte. Det vilde, som tidligere omtalt, kun forpuffe i Granaten uden at give Detonation. Trinilrololuol (Trotyl) kunde vi ikke skaffe; vi har under Krigen haft megen Besvær med at skaffe Trytol til vore Art i I leri projekt iler. Desuden er Trotyl et forholdsvis kostbart Stof. Saa traf det sig saa heldigt, at der just var starlet en dansk Sprængstoffabrik, der fremstillede et Ammoniumnilral-Sprængstof, som den kaldte Aerolit. Meget begejstrede var vi ikke for dette Sprængstof; alle Ammoniumnitral-Sprængsloffer er meget hygroskopiske og derfor vanskelige at lagre, og dette Sprængstof var jo tilmed nyt og ukendt. Men der var ikke andre Veje frem, og vi log saa fat paa saminen med Fabrikken al prøve Aeroliten grundigt igennem for at finde en Tilstandsform, i hvilken den var tilstrækkelig stabil, og i hvilken den navnlig bevarede sin A n l æ n d e I i g he d. Denne er nemlig det ømme Punkt ved Ammoniumnitral-Sprængstoffer; efterhaanden som Stoffet bliver lagret, bliver det mere tungt antændeligt, saa at en Tændpatron, der bar kunnet tiende del friske Stof, maaske ikke er kraftig nok til al tænde del samme Stof 3 Maaneder efter. Ulykkeligvis stod vi jo samtidig overfor den Opgave at skulle fremstille en egnet Tændpatron, og Forsøgsresultaterne blev derfor ofte forplumrede, fordi vi ikke vidste, om de svigtende Forsagere skyldtes Mangler ved Sprængstoffet eller ved Tændpatronerne eller maaske ved Ilaandgranalen selv, som samtidig var under Forsøg. Det var ikke altid hyggelige Øjeblikke, na ar en ikke eksploderet Haandgranal laa paa Marken, og man ikke vidste, hvad der var j Vejen. Men opklares skulde Fejlen, og delle kunde kun ske ved, at man fik Granaten skilt ad, naturligvis med Fare for, at den skulde gaa af imellem Hænderne paa den, der log den op. Hurtigt kunde Forsøgene ikke skride frem, skønt del hastede med al komme til et Resultat. Men alene til al tørre Satsen i el Parti Tændpalroner medgik der 2 Maaneder, og Sprængstoffet skulde tillige have Tid til at blive lagret. Del kunde altsaa hænde, al vi prøvede et Parti Tændpatroner, som saa viste sig for svage, et nyt blev sal i Arbejde, atter 2 Maaneder til Tørring o. s. v. Men omsider fik vi Magt over Forholdene, og der blev indfort en Sprængladning paa 150 g Aerolit,

blandet med 5 <>/o Aluminiumpulver, der skulde bevare Antændeligheden, det hele indesluttet i et hermetisk Blikhylster. Dertil en Tændpatron med en 3 g Sats, beslaaende af Knaldkviksølv og Trotyl (se Fig. 10) Der er nu fremstillet el betydeligt Antal af disse Dele,

og de bliver stedse boldt under en skarp periodisk Kontrol, for at man kan væ.re sikker paa, al de ikke gaar tilbage under Magasineringen. Med Ilaandgranal M. 1916 var man kommet til en Løsning af Spørgsmaalet om en tung, defensiv 11aandgranat; men foruden denne maatte der tilvejebringes en let Type lil Brug f aaben Mark. Vi valgte hertil en Type, som kom Ira Frankrig, men som iøvrigl senere visle sig at være en at Aasens mange Konstruktioner, og som ved Prøverne havde givet fortrinlige Resultater. Den blev, tilpasset efter vore Forhold, indført under Navn af 11 a a n d h o m be M. 191(5 (h ig. 17), som er omtalt for, og som formentlig vil være 1)1 lerrer bekendt. Dens Vægt er kun Vs kg, den har 200 g Sprængladning, bar automatisk Afsikring, er let al betjene og er en decideret offensiv Granat. Vi fik efter grundige Prøver en Fabrikation sat i Gang og troede nu, al den hellige Grav var vel forvaret. Men næppe var vi naael saa vidt, før Genvordighederne begyndte. Sagen er, at man ikke kan bedømme en Haandgranat-Konslruklion fuldlud, førend man har prøvet den i Tusinder af Kast. Konstruktionen kan se nydelig ud paa Papiret, og Granaten kan virke upaaklageligt i 100 a 200 Kast, men delle er ikke betryggende nok. Den inaa prøves ved el langt større Antal Kast, og forsi derefter kan man danne sig el foreløbigt Skøn om dens Brugb'arhed men øgsaa kun et foreløbigt, tbi den endelige Dom kan man forsi fælde, naar Granaten bar været benyttet under virkelige Forhold.

Genvordighederne med IIaandbombc M. 1910 begyndte paa et Kursus paa Skydeskolen, hvor der uven-

let oplraadte en Del Uregelnræssigheder i Fnnklioneringen, navnlig nogle meget ubehagelige Sprængninger i Luften kort foran Kasteren, foranledigede af, al Slagloddet faldt ud, medens det jo efter Bestemmelsen skal blive siddende paa sin Plads og spærre for Slagliollen, indtil Granaten naar Jorden. Del var aabenbarl en svigtende Nøjagtighed i Fabrikationen, der havde blotlet en SvagliQd ved Konstruktionen, som nu traadte frem, fordi Skydeskolens Flever kastede kraftigere med Ilaandbomberne, end Tilfældet havde været ved Skolens Prøvekastninger. Vi maaltc følgelig begynde forfra med Forsøgene, og ved forskellige Foranstaltninger, bl. a. ved Indlæggelsen af en lille Slyreskive, som sikrede Slagloddet en regelmæssig Stilling, lykkedes del os omsider at komme bort fra Luftspringerne, saaledes at der til Dato i 1000 Kast kun er forefaldet 1 Luftspringer. Samtidig blev de andre Uregelmæssigheder i det væsentlige fjernet ved Bomberne, saa at man nu kan sige, at de er brugbare. For aL være paa den sikre Side havde vi imidlertid samtidig udført Forsøg med en Omdannelse af Haandhomben lil en Tidsbombe, saaledes at en Udfalden i Luffen af Slagloddel ikke kunde give Sprængning i Luften. Vi indlagde nemlig en Tidssals (Fig. LS) i Bomben, som tændes ved, al en Biver bliver trukket gennem en Bivsals i samme Ojcblik. Slagloddel falder ud. men først 1 Sekunder efter slaar Ilden over i Tændpalronen, hvis Fænghælte er fjernel. Denne Bombe er indført under Navn af Haandbom l i e M. 1918. Inden jeg slutter, vil jeg vise el Skema, der giver en Oversigt over de Typer, jeg har omlalt. Det vil ses, at jo længere lil venstre, man befinder sig i Skemael, desto mere primitive er de anførte Typer, jo længere lil højre, desto mere udviklede.

Tiden har ikke tilladt mig al komme ind paa de beslægtede Spørgsmaal Geværgranater og Granatkastere (vor egen fraregnet), men jeg antager dog, at D’ Herrer af denne korte Gennemgang af Spørgsmaalel om Konstruktionen af Haandgranater bar faaet del Indtryk, al Sagen ikke er saa simpel, som man maaske ved en mere overfladisk Betragtning skulde være tilbøjelig til at tro. Hvad jeg her bar fremdraget af Eksempler og Typer, er kun en Brøkdel af, hvad der er fremkommet i Aarenes Løb. Men netop dette viser, at Opgaven er vanskelig, thi hvis den var let, vilde man ikke famle sig frem ad saa mange forskellige Veje, men vilde hurtigt naa en Løsning eller nogle faa Løsninger, som vilde overflødiggøre videre Anstrengelser. Men saa afklaret er Spørgsmaalet faktisk ikke, og de Resultater, man er naaet til de forskellige Steder, er næppe saa tilfredsstillende, al man vil blive staaende ved dem. Der vil uden Tvivl blive arbejdet videre af Teknikerne, ind ­ til man for eller senere finder den Type, som er de eksisterende Typer overlegen. Man kan med fuld Ret sige, at det er Fremtiden forbeholdt at finde den ideelle Haandgranat.