I den forløbne Maaned har der rundt om været afholdt Mindefester for Gustav Adolfs Død ved Lutzen 1632. Det er naturligt ogsaa i „Militært Tidsskrift“ at mindes Sveriges største Konge, der i sjælden Grad staar lysende baade som Menneske og Kristen, som Soldat, Feltherre og Statsmand. Gustav Adolf var fra Naturens Haand udmærket begavet saavel i aandelig som i legemlig Henseende, og derhos fik han i sin Opvækst en omhyggelig Undervisning ikke alene i almene, men ogsaa sæ rligt i militære Fag. Hans aandelige Dannelse blev saaledes fuldt paa Højde med Tidens, og hans Kundskaber var paa flere Omraader, navnlig i Sprog, imponerende. Hans m ilitære Studier var særdeles omfattende og grundige; han tillag de selv senere det militær-videnskabelige Grundlag, han havde erhvervet, større Værdi end den praktiske Krigserfaring , hvor nødvendig end denne var. Krigserfaringer fik imidlertid Gustav Adolf rig Lejlighed til at høste, først i Kalm arkrigen, derefter i Rusland og Polen og endelig i 30-Aarskrigen. Haand i Haand med Felttogene gik en Udvikling a f den nationale svenske Hærs Organisation, Taktik og Bevæbning, idet Kongen mesterlig forstod at bringe disse Elementer i Samklang. Sam tidig udnyttede han sine Erfaringer, idet han efterhaanden uddrog taktiske og strategiske Slutninger af Udviklingen, og derved hævede sin K rigskunst til et Stade, der stod langt over Samtidens. H e rtil kom Gustav Adolfs personlige Egenskaber, hans ualmindelige Evne til at paavirke sine Omgivelser og det heroiske hos ham, som i særlig Grad vandt hans Soldaters H jerte. Endelig gav hans Ungdom -—- ved sin Død var han kun 38 Aar — ham et Vovemod, inderligt fje rn t fra de Gammelmands Betænkeligheder, der saa ofte har hæmmet Krigsførelsen. Sit militære Højdepunkt naar Gustav Adolf under sin Deltagelse i 30-Aarskrigen og sæ rlig i 1632. Frem rykningen gennem Sydtyskland mod det strategiske Maal, de østrigske Arvelande og Wien, den for sin Tid uhyre vanskelige Overgang over Leck fo r at tilintetgøre Tillys Hær og Slaget ved Lutzen, der skulde sprænge Wallensteins Forsøg paa at afskære ham fra hans Basis og derved hindre ham i at fortsætte Operationerne mod Østrig, er Begivenheder, der med Rette stiller Gustav Adolf blandt alle Tiders største Hærførere. Han stillede sig — saaledes som det er betegnende for Geniet — store Maal og holdt sig dem klart for Øje, han blev Banebryder paa alle Krigskunstens Omraader, ligesom hans hele Virksomhed ikke blot hævede Sverige til en Stormagtsstilling, men blev afgørende fo r den religiøse Samvittighedsfrihed.
Intet Under, at det svenske Folk og den svenske Hær med Stolthed mindes Gustav Adolf, men ogsaa for os, og særlig os Soldater, forbliver han det store Forbillede.
