Mag. art. Ole Balleby, der vil være tidsskriftets læsere bekendt fra artiklen »Friedrich Engels opfattelse af samtidens militærvæsen« i april-nummeret 1975 refere rer her indlæggene på »Arbeitskreis für Wehrfor- schung*s 39. konference i Bonn - Bad Godesberg, november 1975.
Efterårssemestret 1975 opholdt jeg mig som tysk stipendiat hos professor i militærhistorie, Dr. Werner Hahlweg ved Westfälisclie Wilhelmsuniversität i Münster (Westf.). Prof. Hahlweg foranledigede i forbindelse hermed mig indbudt til at deltage i den 39. såkaldte »Wehrtagung« over emnet: »Guerilla und Terrorismus in unserer Zeit«. Indbydere var »Arbeitskreis für Wehrforschung« i Stuttgart og »Deutsche Gesellschaft für Wehrtechnik« i Bonn, og konferencen fandt sted i dagene d. 5/11 og 6/11 1975 på »Rheinhotel Dreesen« i Bonn - Bad Godesberg. Der deltog ca. 200 personer, fortrinsvis tyske militære, embedsmænd fra justits- og forsvarsministerierne, folk fra de højere læreanstalter, politiet m.m.; blandt de mere prominente deltagere kan nævnes admiral Ruge, generalerne Speidel, de Maziere og Guderian, samt Freiherr v. d. Heydte - bekendt fra »Der moderne Kleinkrieg«. Der var desuden nogle deltagere fra såvel diverse NATO-lande som fra Israel og Sydafrika. Konferencen blev indledt af »Praeces der Arbeitskreis für Wehrforschung« professor, dr. Jürgen Rohwer fra Stuttgart, der bød velkommen og gav en orientering over selskabets møde- og publikationsvirksomhed.1 Prof. Rohwer ridsede den aktuelle situation op som baggrund for konferencens emne og udtalte bl.a. - hvad der kunne stå som en art motto for hele arrangementet - at »folk i Vesten øjensynlig ikke vil bringes ud af den forestilling, at de i dag lever i en fredelig periode«. Der skal ikke her tages stilling til, hvorvidt dette synspunkt er rigtigt eller forkert, men det bør fremhæves, fordi det - ligesom hele konferencen - tydelig viser den alvor, hvormed man i Vesttyskland betragter hele problematikken omkring det moderne guerilla- og terrorbegreb, hvadenten det måtte dreje sig om Baader-Meinhofproblematikken, den moderne byguerilla eller om de talrige terroraktioner, man har oplevet gennem de senere år. Man kan - kort - udtrykke det således, at konferencen så det som et af sine formål at belyse, hvorvidt alt det ovennævnte havde påvirket det moderne krigsbillede, og i hvor høj grad man kunne betragte - i det mindste dele heraf - som en art klassekampens fortsættelse med voldelige midler.2
De følgende indlæg - der var af noget vekslende standard - udkom her i foråret på forlaget »Wehr und Wissen«: Rolf Tophoven (Udg.): »Guerilla und Terrorismus heute. Politik durch Gewalt«. 8 Beiträge zu einem aktuellen Phänomen. Bonn 1976. Beiträge zur Wehrforschung. Band XXV. DM 18.80.
Prof, Dr. Werner Hahlweg (Lehrstuhl für Militärgeschichte und Wehrwissenschaften an der Universität Münster (Westf.)):
»De/t moderne guerillas og terrorismes teoretiske grundlag«
Prof. Hahlweg gav i sit indlæg en længere histori&k redegørelse for hele guerillakrigsproblematikken og fremhævede, at der sådan set ikke var tale om et nyt fænomen. Guerillaen definerede han som - i reglen - den underlegne part i en konflikt’s måde at hævde sig militært. Guerillaen som krigsform eller andel i både selve krigsførelses- og krigsbegrebet havde man set under den nordamerikanske uafhængighedskrig mod England, Vendée-krigen under den franske revolution, spaniolernes opstand mod Napoleon I, Karl Marx’s og Friedrich Engel’s forestillinger om den væbnede insurrektion og om guerillakrig, Pariserkommunen, de bolsjevistiske revolutioner i 1905 og 1917, T. E. Lawrences opstandskrig mod det gamle ottomanske rige, den græske oberst Grivas’ guerillakrig på Cypern eller den anarkistiske byguerilla mod Franco-regimet i Spanien, således som det eksempelvis har været tilfældet med den ret ukendte Francisco Sabaté el Quico.3 Herudover er der forskellige forhold i historiens gang, der tillader én at antage, at guerilla under forskellige former - og med vekslende held - er blevet praktiseret i såvel oldtid, middelalder som i nyere tid. I det 18. århundrede blev det anset for en mellemting mellem kunst og håndværk, der praktiseredes ved siden af »dem sogenannten grossen Krieg«. Denne krigsform nåede et temmelig højt stade, og de ledende skikkelser her er navne som Grandmaison, den danskfødte general Ewald, De Jeney og Schamhorst; deres meget udbredte instruktioner i lommebogsformat prægede denne udvikling stærkt og var her medvirkende til at skabe hovedkonturerne af en regulær teori, hvori guerilla opfattedes som en slags »hjælpekrig« til den »rigtige« krig og førtes - ligesom den - med regulære, hvervede tropper.4 Den store skillelinie ligger i den udvikling i tiden omkring de amerikanske og franske revolutioner og napoleonskrigene, hvor krigsførelsen mere og mere domineredes af folkenes deltagelse, hvor krigene tidligere havde været et anliggende for kongerne og deres professionelle tropper. Guerillakrigen bliver fra da af til folkekrig og får allerede da - i hovedtrækkene - det præg, den har bevaret op til vore dage. Det 19. og det begyndende 20. århundredes revolutionære opstandskrige - fra 1848 som regel i kombination med national befrielse og social revolution, fører direkte - især efter den anden Verdenskrig - op til vor samtid. Den moderne verden er fyldt med konflikter af enhver art, og deres antal må formodes at være stigende. I hovedsagen omfatter disse væbnede konflikter, der overvejende udspiller sig som guerillakrig, hvadenten målet er udbredelse af den sociale revolution, u-landenes selvstændighedsbevægelser, eller det drejer sig om rene anarkistiske volds- og terrorforetagener. Alle disse guerillabevægelser danner tilsammen brikker i den gigantiske omformningsproces, vor samtid oplever, og man burde ikke betragte de enkelte bevægelser som isolerede fænomener, men erkende, at problemstillingen er universel. Konturerne af en verdensomspændende strategi lader sig mere og mere klart erkende. På baggrund af disse kendsgerninger og sammenhænge er det indlysende, at guerillabevægelserne måtte skabe deres egen teori, i hvilken kampteknik, taktik, strategi, økonomiske, sociale og psykologiske forhold blev systematiseret. Var grundlaget herfor allerede lagt i Europa i løbet af forrige og begyndelsen af dette århundrede, så man efter 1918 og 1945, hvorledes de farvede og underudviklede folkeslag adopterede og videreudviklede dette grundlag. Denne udviklings hovedlinier er karakteriseret ved navne som Mao Tse-Tung, Lin Piao, Che Guevara, Nasution, Giap, Nkruma og Marighella, af hvilke den sidste havde skrevet en regulær håndbog for byguerilla.5
Prof. Hahlweg gav en længere udredning af det moderne guerillabegrebs sammensætning og opsummerede syv erkendbare hovedelementer heri: 1. Hensyntagen til den specielle situation i hvilken guerillabevægelsen skal operere. 2. Marxisme-leninisme. 3. Maoisme. 4. Nationalisme (f.eks. Nasution, Grivas). 5. Anarkisme. 6. Selve guerillakrigen som et middel i den revolutionære kamp - ikke engang altid det vigtigste - blandt andre midler (Lenin) og 7. Guerillaen som den drivende kerne i folkekrigen (Mao). Det elitære element i enhver guerillabevægelse blev stærkt fremhævet, og Werner Hahlweg henledte opmærksomheden på forskellige forsøg på at skabe en regulær »Konzeption des Guerillakrieges«.6 Alt det foregående repræsenterede - som tidligere nævnt - ikke noget egentligt nyt. Det, der for ham var det nye, var det helt utrolige omfang guerilla- og, navnlig, terrorvirksomhed under forskellige former havde taget gennem de senere årtier. De forskellige regeringers til tider noget famlende holdning i forholdet hertil skyldes, at man i grunden ikke har den helt store indsigt i den heraf flydende problematik - og selve udforskningen heraf står endnu i sin begyndelse. Problemet er imidlertid erkendt, og for Werner Hahlweg lå det virkelige problem i de forskellige befolkningers holdning hertil - jvf. Mao Tse-Tungs ord om »Vandets temperatur«. Store dele af den moderne guerilla- og terrorvirksomhed kunne i høj grad betragtes som en kamp om opinionen, som - så at sige - en kamp om sjæle, og Werner Hahlweg henledte opmærksomheden på navnlig P. Wilkinsons og F. Hackers arbejder herom.7 Der er al mulig grund til at beskæftige sig med fænomenet, fordi man ikke uden videre kan afvise denne form for krig som et muligt militært udtryk for eksisterende spændinger i den moderne verden mellem både sociale klasser og »verdener« - f.eks. mellem »Nord« og »Syd«, altså hele forholdet mellem den industrialiserede del af verden og u-landene. Dette aspekt, mente han, måtte man medtage i udformningen af fremtidens hele krigsbillede og forsvarskonception, og han henviste her til den schweiziske og jugoslaviske hærs organisation og hele forsvarskonception. Ikke mindst den psykologiske faktor spillede her en stor rolle - fordi både en guerilla og en kontra guerilla ganske enkelt var afhængige af befolkningens accept, og han henviste til den schweiziske oberstløjtnant v. Dach’s arbejde herom.8 I betragtning af, hvor sårbare de moderne industrisamfund er overfor terror- og guerillavirksomhed, er det et problem, der kræver en hurtig løsning, og Werner Hahlweg efterlyste i denne forbindelse to ting: internationalt samarbejde mellem regeringerne og skabelsen af et sæt klare forestillinger om, hvad man skal stille op med hele problemet. Målet måtte her være at kunne uskadeliggøre diverse guerillagrupper uden at antaste store sagesløse befolkningsgrupper unødigt af sikkerhedsmæssige årsager. Det nyttede ikke, at man udstyrede politi og sikkerhedsenheder med så og så højt udviklet udstyr, hvis ikke man i den politiske ledelse erkendte, at det ikke drejer sig om et teknisk, men om et helt og holdent politisk ansvar - hvad regulær politisk guerilla- og terrorvirksomhed angår. Werner Hahlweg så løsningen i en konsekvent fast afvisende holdning på internationalt plan, således at den potentielle »Afpresser« på forhånd vidste, at han - på alle plan - ingen vegne ville komme. For Werner Hahlweg var - navnlig - terroren et samfundsmæssigt onde af vidtrækkende betydning, der burde bekæmpes på enhver måde. Der var ingen grund til at bagatellisere forholdet - man burde tværtimod betragte det med al mulig alvor.
Oberstudienrat Rolf Tophoven - Mönchengladbaeh:
»Arabisk terrorisme og israelsk kontra-guerilla«
Rolf Tophoven fremhævede i sit indlæg den effektivitet, hvormed den israelske kontra-guerilla havde neutraliseret de arabiske fedayens og drevet dem tilbage til deres baser i Libanon og Jordan i slutningen af 6ö’erne. Det slag, kong Hussein tilføjede bevægelsen i efteråret 1970, havde den i virkeligheden aldrig overvundet, og når dennes virkeområde var blevet forlagt til andre lande med terroraktioner og udvidet til flykapringer, var det ingenlunde noget udtryk for styrke, men kunne snarere betragtes som et udtryk for, at man havde spillet falllit hjemme. »Værtslandets« indenrigspolitiske situation havde her spillet afgørende ind på bevægelsens muligheder for guerillaoperationer på israelsk besat område, og »værtslandets« holdning til fedayenerne havde haft mindst lige så stor andel i deres fallit som den - i øvrigt meget effektive - israelske kontra-guerilla. Et vigtigt element i sidstnævnte var, at israelerne omhyggeligt havde forberedt den regulære hærs personel på det psykologiske felt m.h.t. orientering om, hvorledes fedayenemes virksomhed skulle gribes an. Man havde desuden sørget for at ødelægge »vandets temperatur« ved på det sociale område at komme den arabiske befolkning i de besatte områder i møde, bl.a. ved at man - i princippet - ikke blandede sig i deres anliggender mere end højst nødvendig. Dette havde man kunnet gøre, fordi de israelske ledere - såvel politikere som militære - ikke havde glemt, at den moderne israelske hær selv stammede fra undergrundsorganisationer; lederskabet havde derfor på forhånd forudsætninger for at forstå hele problemstillingen. Man havde desuden gjort kontra-guerillaen til en opgave for den almindelige hær og havde bevidst afslået fra at danne »Special-Forces« her. »Counter-insurgency«- operationer kunne derfor udføres hvorsomhelst og nårsomhelst, og Rolf Tophoven fremhævede stærkt værdien af, at man ikke behøvede at afvente særlige enheders ankomst, men kunne gribe ind med det samme efter devisen, at den opgave, der i øjeblikket kan løses af et kompagni, i løbet af nogle få timer muligvis ikke kan løses af en bataljon. Rolf Tophovens indlæg rummede et meget interessant afsnit om den israelske hærs rent teknisk/taktiske fremgangsmåde i bekæmpelsen af partisanenheder. Hovedfremgangsmåden var baseret på helikoptere i samarbejde med meget mobile patruljer på landjorden. Også indsats af feltartilleri i samarbejde med fly forekom, således at artilleriet via sine observatører afgav orienterende ild med røggranater og således markerede den/ de eftersøgte guerillaers placering, hvorefter luftenhederne belagde området enten med ild eller napalm. Også regulære guerillametoder med raids ind i fedayenemes baseområder - sommetider med den udtrykkelige opgave at likvidere bevægelsens ledere - forekom, og Rolf Tophoven mente, at israelerne overhovedet på alle områder besad bedre »menneskemateriale« end deres modstandere til denne form for krigsførelse. Han fremhævede her, at tidligere ministerpræsident Golda Meier til det sidste engang skulle have bemærket, at man ikke burde undre sig, fordi »vi - israelerne - har et hemmeligt - våben - vi har ikke noget alternativ«, et synspunkt, der var blevet stærkt fremmet ved, at man i Israel var af den opfattelse, at Yassir Arafats erklærede mål var staten Israels fysiske tilintetgørelse. Den moralske faktors betydning kan således - selv i en mekaniseret tid - ikke vurderes højt nok - også hvis man som Rolf Tophoven så guerillaen - »Ein krieg ohne Territorium« - som en mulig fremtidens krigsform.
Wirkl. Hofrat, Dr. Anton Legler (Heeresgeschichtliches Museum - W ien): »Guerilla kontra den moderne mekaniserede hær. Erfaringer fra Indokina/Sydøstasien«
Det hovedspørgsmål, Dr. Legler forsøgte at besvare i sit indlæg, var i al sin enkelthed: hvordan havde det været guerillaen muligt først at fordrive franskmændene og senere amerikanerne fra Indokina/Vietnam? Havde de foregående indlæg fremhævet den psykologiske faktors betydning i hele guerillakrigens problematik, var denne for Anton Legler ganske enkelt ikke alene én, men dén afgørende faktor for, at krigen i Vietnam faldt ud netop, som den gjorde. Dr. Legler redegjorde først for - hvad i det mindste tidligere kaldtes - Indokinas/Vietnams geopolitiske betydning. Den, der kontrollerer området, kontrollerer dermed den internationale sø- og lufttrafik fra Europa og Afrika til det fjerne Østen og behersker »porten« mellem det Indiske Ocean og Stillehavet, foruden »broen« mellem Asien og Australien. Hertil kommer, at området rummer store råstofværdier, som f.eks. kautsjuk og tin. Herefter fulgte en kronologisk gennemgang af udviklingen fra den anden Verdenskrigs afslutning til vore dage, og Anton Legler fremhævede, at franskmændene i deres periode fra første færd ikke havde begrebet det daværende Vietminhs strategi; den franske hærledelse havde troet, at man kunne neutralisere opstanden i løbet af en eller nogle få regulære kampagner, hvorimod deres modstandere klart havde erkendt, at de ikke kunne besejre en regulær europæiske hær ved direkte kamp. Man havde her indstillet sig på, at man måtte føre en endog meget lang krig med både defensive og offensive faser. Forbilledet for såvel Ho Chi-Minh som for general Giap havde - naturligvis - været »den lange march«, og for Anton Legler gjaldt Mao Tse-Tung som skaberen af den asiatiske version af folkekrigen og som læremesteren i kommunistisk partisankrig i denne verdensdel. Man kunne nu umiddelbart forvente, at besvarelsen af det tidligere omtalte spørgsmål: hvorfor tabte både franskmændene og amerikanerne krigen? burde søges isoleret i denne kampforms overlegenhed. Noget sådant var imidlertid ingenlunde tilfældet. Svaret lå på et helt andet område.
For Dr. Legler var krigen - set fra et militært synspunkt - ganske enkelt ikke blevet ført. Af politiske grunde havde amerikanerne under hele Vietnamkrigen ikke kunnet nedkæmpe fjendens baser i Nordvietnam. Man havde søgt at bombardere disse med beskedent held, men nogen invasion havde ikke kunnet foretages af de antydede politiske grunde, og fjenden havde dermed altid kunnet trække sig tilbage; intiativet var mere og mere gået over til Vietcong, og amerikanerne og deres sydvietnamesiske allierede havde efterhånden ladet sig dominere af en overvejende defensiv indstilling. Fjenden - derimod - havde på alle områder formået at bevareen offensiv »l’esprit de combat«. Der var flere grunde hertil, men den afgørende var, at Vietcong kæmpede for en sag, for en idé - og det gjorde hverken de sydvietnamesiske eller amerikanske tropper. Den amerikanske general Westmooreland bedømte dette forhold således, at det nye element i netop denne krigs image, var en uortodoks krigsførelse, hvor de militære operationer på det nøjeste var koordineret med kolossale propagandafremstød i USA - og delvist i Europa. Nordvietnameserne og Vietcong førte dermed krigen »hjem« til Amerika, hvor man ved en behændig spillen på krigens upopularitet, og den amerikanske offentligheds modvilje mod at ofre amerikanske midler og liv på en fjerntliggende krigsskueplads formåede at vende den offentlige mening mod krigen. Den såkaldte Tetoffensiv i 1968 havde således været en militær fiasko for Nordvietnam, men dette forhold påvirkede ikke folkestemningen, og den amerikanske politiske ledelse søgte herefter at trække sig ud af engagementet. Man indskrænkede bombardementerne af Nordvietnam, indledte fredsforhandlinger i Paris og begyndte i løbet af et årstid at trække de amerikanske tropper tilbage. Hermed var udviklingen op til foråret 1975 for Anton Legler ganske logisk. Krigen havde været en langvarig opslidningskrig, hvor det, der i sidste instans var blevet slidt op, ikke var amerikanernes materielle indsats, men deres vilje til fortsat kamp. Amerikanerne havde - kort sagt - tabt kampen om »sjælene«. Hvorvidt denne forklaring er rigtig, skal der ikke tages stilling til her, men den afgørende grund til Vietnamkrigens - i Dr. Leglers øjne - tragiske udfald var »dass das eigene Volk dem eigenen Soldaten in den Rücken fielt«. Den amerikanske hær havde - set fra et militært synspunkt - kæmpet både godt og udholdende, og man kunne bestemt ikke frakende hærledelsen hverken evne eller indsigt. Alt dette havde imidlertid ikke kunnet opveje, at den politiske ledelse både havde manglet klare forestillinger om, hvad man skulle stille op med hele forholdet, og i afgørende situationer havde man overalt set, at »viljen« til sejr havde manglet. Krigen var ikke blevet afgjort i Vietnam - den var blevet afgjort hjemme i Amerikt, og for Anton Legler var dette en væsentlig indskrænkning i bedømmelsen af norvietnamesernes militære duelighed. Den ene brik efter den anden var - i overensstemmelse med »Dominoteorien« - faldet gennem de senere år, og Anton Legler endte sit indlæg med retorisk at spørge , hvor og hvornår mon den næste folkebefrielseskrig ville finde sted: i Thailand, Malaysia eller Burma?
Dermot Bradley (irsk skoleembedseksamen i historie og tysk) Dublin - Irland, p.t. Münster/Westf.: »Guerilla og terrorisme i Nordirland«
Den irske dramatiker Sean O’Casey skrev for over 50 år siden, at den eneste politiske udtryksform, man kendte i Irland, tilsyneladende var vold: »Hele dette land er vanvittigt; i stedet for at tælle perlerne i deres rosenkranse, tæller man patroner; deres Ave Maria’er og deres Fadervor er eksploderende bomber og maskingeværknitren; deres vievand er benzin og et brændende hus deres messe«. For Dermot Bradley passede denne beskrivelse desværre endnu alt for godt til Nordirland i dag, og han understregede, at selv om de rent faktiske problemer virkelig var meget vanskelige, sammensatte som de var af en lang række nationale, økonomiske, sociale og religiøse faktorer, lå det virkelige - muligvis uløselige - problem i den historiske betingede rolle, volden som udtryksmiddel havde spillet gennem hele Irlands historie. Irland kunne, ifølge Dermot Bradley, opfattes som en art Nordeuropas Sicilien, hvor indbyggerne var lige så meget hvide mænd som den engelske premierminister, men som ikke desto mindre gennem århundreder var blevet behandlet som en koloni. Gennem en meget lang historisk udvikling fremhævede Dermot Bradley en række faktorer, af hvilke nogle afgørende skal nævnes her. Det var aldrig lykkedes irerne at skabe en centraliseret, hele øen omfattende statsmagt, og begrebet: en statstanke var for Irland et temmelig nyt begreb. Dette havde betydet, at de engelske konger allerede i middelalderen havde kunnet spille den ene småkonge ud mod den anden. Man havde i England fra første halvdel af det 16. årh. været af den opfattelse, at »den, der vil erobre England, må begynde med Irland«, og den interesse først spanske og siden franske hegemonialbestræbelser viste for denne »bagdør« til England, havde betydet, at hver gang man i England havde følt sig utryg ved situationen, havde man slået til i Irland med en helt utrolig voldsomhed. Det katolske Irland var på forhånd en potentiel allieret med katolske magter på kontinentet, og for englænderne var katolsk efterhånden det samme som antiengelsk. Tvangsreformation uden nogen etnisk basis blev forsøgt, men resultatet var, at man skabte en protestantisk overklasse af indvandrede englændere og en katolsk underklasse af indfødte irere, der enten blev behandlet som andenklasses borgere eller som potentielle oprørere. De politiske institutioner, der blev skabt i løbet af det 16. og 17. årh., var alle engelske og afstemt efter engelske, ikke irske behov. Rækken af Irlands lidelser var lige så lang som tragisk, og for Dermot Bradley var det ganske naturligt, at da den irske selvstændighedsbevægelse omkring århundredskiftet, »Sin Fein«, begyndte at gøre sig gældende, måtte dennes militære udtryk nødvendigvis være en udstrakt guerilla- og terrorvirksomhed, der kunne støtte sig på en meget lang folkelig tradition. Det var naturligvis ikke hensigten at genfortælle det sidste 3/4 årh. irske historie - den interesserede henvistes til Edmund Curtis og Felician Prill’s arbejder9 - men derimod at fremhæve de militære teorier for guerillakrig, som James Conolly og Michael Collins udkrystaliserede. James Conolly havde beskæftiget sig meget med revolutionen i Rusland i 1905 og med general Santa Anna’s belejring af fortet Alamo i Texas i 1836, hvor en amerikansk styrke på 145 frivillige opholdt en veludrustet mexikansk hær på adskillige tusinde mand i 10 dage. For Conolly10 var dette et af de nederlag, som er mere værdifulde for en »sag« end nok så højtbesungne sejre. Udover at man erhvervede praktiske erfaringer, skabte man et nationalt eksempel, der senere kunne bruges som katalysator for en politisk bevægelse. Den rent fagmilitære udførelse bestod i, at man skulle søge at holde et antal punkter enten i en storby eller rundt om på landet. Disse positioner skulle forsvares til det yderste, og det angribende regulære militær skulle tilføjes så svære tab, at det mistede prestige. Man kunne - ifølge denne opfattelse - forvente, at englænderne angreb uanset omkostningerne - for netop ikke at miste - prestige. Eksemplet herpå var »The Eastern Rebellion« i 1916, hvor den irske republik blev proklameret - og nedkæmpet efter kort tids hårdnakket modstand. Eksemplet, katalysatoren, var imidlertid skabt, selv om irerne havde lidt svære tab, og mange af deres ledere var blevet henrettet. Dermot Bradley fremhævede den interesse både Lenin og den unge Ho Chi Minh, der dengang opholdt sig i London, viste for det eksempel, der hermed var givet. Påskeopstanden havde imidlertid vist, at en revolution, der kun - militært - evner at tænke i defensive baner, ikke kan opvise kontante resultater. En ny - mere aktiv - strategi var derfor nødvendig, og denne fandt sin talsmand i Michael Collins.11 Ifølge Dermot Bradley lærte offentligheden her, hvordan man fører en opstand mod en kolonial besættelsesmagt. IRA’s fremgangsmåde og resultater skulle i høj grad være en følge heraf. Det interessante i denne forbindelse er egentlig ikke den lange række af bombesprængninger, mord på prominente modstandere, overfald på isolerede militær- og politiposter o.s.v. Det interessante ligger i den relative grad af kontrol, bevægelsen hele tiden søgte at bevare over de kræfter, man betjente sig af, idet målet var en politisk omvæltning på nationalt plan - ikke en social revolution. Hvor vanskelig kontrollerbar disse kræfter imidlertid er, viste - og viser den dag i dag - det kompromis Ulster var, og Dermot Bradley endte sit indlæg med at omtale de senere års desværre alt for velkendte udvikling her. Alt synes at gentage sig, og Dermot Bradley fremhævede det element, af irrationalitet, der - også - var i hele forholdet, og nogen løsning synes ikke inden for rækkevidde.
Prof., Dr. Walter Laqueur (Director of the Institute of Contemporary History and Wiener Library - London): »Grænser for den moderne guerilla og terrorismes virkning«12
Prof. Laqueurs indlæg var uden tvivl det, der vakte mest diskussion på kongressen - vittigt, til tider lidt provokerende med - efter mit bedste skøn - vel dristige fortolkninger af stoffet. Det kan med nogen ret betragtes som et modstykke til prof. Hahlwegs indlæg - i det mindste hvad de konsekvenser, han mente, man burde drage i bekæmpelsen heraf, angår. En lille smule forenklet kan man sige, at hvor Werner Hahlwegs indlæg var præget af engagement og med en tydelig advarende holdning over for hele fænomenet, var Walter Laqueurs indlæg præget af kølig distance og af en vis tendens til at bagatellisere hele forholdet. Hvor den første talte om »en kamp om sjæle«, var der hos den sidste en tendens i retning af at betragte den moderne guerilla- og terrorvirksomhed som en art »mediebegivenhed«, hvor der bestod en art aldrig udtalt, altid eksisterende alliance mellem terroristen og journalisten. Walter Laqueur indledte med at fremsætte sin hovedtese: at man dels nærmede sig afslutningen på den moderne guerilla og terrorismes »æra« og dels, at dennes politiske betydning efterhånden er ved at forsvinde, fordi kontrasten mellem myte og realitet stedse bliver mere og mere erkendt. Hver guerillabevægelse havde for Walter Laqueur — både aktuelt og historisk - sine egne nationale karakteristika, der mere afhang af lokale forhold end af ideologiske, og man kunne ikke udlede generelle, verdensomspændende slutninger heraf. Det er således en misforståelse at tale om en marxistisk påvirkning i tredie landene; lederne, der ofte har studeret nogle semestre ved europæiske universiteter, har måske her fået et overfladisk kendskab til Karl Marx og betjener sig måske sommetider af et par slagord herfra - men, når det kommer til stykket, er baggrunden for deres handlingsmønster mere dikteret af stammehensyn og stammeloyalitet. Han fremhævede, at der er et vist element af romantik over hele forholdet, som pressen og massemedierne dyrker, og at det her er grotesk at se, hvorledes guerillakrigen fremstilles som noget nyt. Walter Laqueur gav i denne forbindelse en historisk udredning, hvori det erkendtes, at »den etablerede militærvidenskab« ikke havde beskæftiget sig ret meget med guerillakrigen som begreb. Clausewitz havde ganske vist skrevet et og andet om »Der kleine Krieg«, men de skrifter, der for alvor beskæftigede sig med forholdet, var først fremkommet i løbet af 1820’erne og 1830’erne og stammede næsten uden undtagelse fra forfattere, der på en eller anden måde havde forbindelse til de samtidige drømme om et selvstændigt Polen og Italien. Man måtte her forstå, at når samtidens militærteoretikere ikke skænkede disse arbejder den helt store opmærksomhed, hang det sammen med, at guerillaen næsten overalt havde været en fiasko. Det eneste eksempel på, at en guerillakrig var lykkedes i det 19. årh., var for Walter Laqueur Cubas opstand mod Spanien i 1890’erne - og det kun fordi USA - i egen interesse - intervenerede til fordel for oprøret. Der var derfor gode grunde til som professionel militær ikke at beskæftige sig hermed, og denne indstilling varede ved til årene efter den første verdenskrig. Man begyndte nu at få øjnene op for, at i visse faser af krigen havde en eller anden form for guerilla spillet en vis rolle - uden for Europa. Der var eksemplerne med general v. Letto w-Vorbeck, der med nogle få tusinde mand, mest askaris, holdt tysk Sydøstafrika, til han måtte overgive sig som følge af Tysklands almindelige nederlag, og - naturligvis - T. E. Lawrences ørkenkrig mod tyrkerne. Ingen af delene var imidlertid krigsafgørende, og den berømmelse, der blev disse eksempler til del, skyldtes en romantisk mytedannelse, der blev stærkt næret af v. LettowVorbecks og Lawrences bøger.13 Offentlighedens interesse - også den militære - for, navnlig, Lawrence, skyldtes for Walter Laqueur i grunden mest, at han var en begavet forfatter, og at hans skæbne senere formede sig lige så mærkelig, som hans endeligt den dag i dag er hyldet i en vis mystik! Pressen havde igen spillet sin ikke helt uvæsentlige rolle i denne proces, men Walter Laqueur ville frakende begge eksempler enhver krigsafgørende virkning.
Professor Laqueur understregede på den anden side, at man ikke måtte tro, at han som sådan undervurderede den rolle, partisankrigene havde spillet under både Napoleons og Hitlers krige. Her var der i begge tilfælde tale om en kontinental magt, der havde bredt sig udover sine naturlige grænser, hvilket havde fremkaldt en voldsom modstand - også på folkeligt plan. Man måtte imidlertid erkende, at partisankrigene først for alvor trådte frem efter, at den - for ham - rent militære afgørelse var faldet på slagmarkerne, og nærmest kunne betragtes som et supplement hertil - som en art folkelig legitimering af både Napoleons og Hitlers fald. Opstanden i Spanien mod Napoleon havde muligvis nok spillet en vis rolle - det havde Andreas Hofers opstand i Tyrol i 1809 til gengæld ikke. En undtagelse fandtes dog: Josip Titos partisaner i Jugoslavien under den anden Verdenskrig havde afgjort spillet en rolle, men herudover stod man - stort set - over for rene myter og idel romantik. Efter 1945 og op til midten af 1960’erne havde guerillaen derimod spillet en rolle, men det hang sammen med afkoloniseringen. Stormagterne havde trukket sig tilbage fra deres tidligere kolonier - mere eller mindre godvilligt - og der var da opstået et sæt nye myter om guerillaen: at den var ubesejrlig, at den var marxistisk inspireret, og at den var den eneste anvendelige krigsform. Myter om den eller hin partisanleder var blevet skabt uden megen forbindelse med de faktiske forhold. Med undtagelse af Castro, der utvivlsomt - ligesom Tito - besad store evner som statsmand, havde ingen vist sig uundværlige. Ingen af de algierske ledere havde f.eks. været uerstattelige i kampen mod franskmændene, og den betydning, man havde tilmålt både Che Guevaras person og teorier, var vildt overdrevet. Det var - kort sagt - ikke muligt at aflede generelle slutninger af kaotiske brudstykker i en kaotisk verden. Det samme gjaldt det forhold, som havde optaget sindene siden midten af 60’eme: guerillaens forlæggelse fra landet til byerne; benægte at problemet eksisterede kunne man vel ikke, men der var ingen grund til at overdramatisere det. Prof. Laqueur ironiserede i denne forbindelse stærkt over - hvad han betegnede som - myten om, at Marx, Engels og Lenin skulle have beskæftiget sig med guerillakrigen som mulig kampform i den såkaldte klassekamp. At Mao Tse-Tung havde gjort det, var her uden interesse. Marx skulle således ikke have læst ret meget om guerilla, og hverken han eller Engels havde brudt sig om den anarkistiske bogbinder Johann Most, fordi denne havde opfordret til åben kamp mod det bestående samfund, men tværtimod billiget, at han blev ekskluderet af det gamle tyske socialdemokrati.14 Han var ligeledes meget skeptisk over for værdien af guerillateorier, som man havde set det med Che Guevara og Carlos Marighella; praktiske guerillaer er nu engang handlingsmennesker, og deres ræsonneren kommer først bagefter. Handlingsmønstret i deres »bedrifter« søges bagefter passet ind i deres teorier, og disse bør bedømmes herefter. Walter Laqueur erkendte, at han ikke kunne deltage i den almindelige ophidselse over den moderne verdens guerilla- og terrorvirksomhed. Han undervurderede bestemt ikke problemet, men det ville i løbet af nogle få år ebbe ud, og for ham var det i øjeblikket ikke et spørgsmål om at løse problemet, men at lære at leve med det; det spørgsmål, man måske kunne stille, var, hvor høj en pris man var indstillet på at betale.
Efter dette indlæg skulle ifølge programmet general (a.D.) Johannes Steinhoff have talt over emnet: »Udgør terrorismen en fare for NATO?« General Steinhoff - om hvis navn der igen har været opmærksomhed p.gr.a. hans netop udsendte bog om NATO’s fremtid15 - var imidlertid pludselig blevet syg. Man arrangerede derfor en plenumdiskussion, der meget hurtigt udviklede sig i retning af en serie til tider ret emotionelt prægede indlæg mod Walter Laqueur. En af deltagerne mente således, at Walter Laqueurs synspunkter var udtryk for den mangel på politisk vilje, der efter hans mening prægede hele den vestlige verden. En anden mente, at man burde betragte indlægget som et forsøg på »videnskabelig legitimering« af hele »Vestens« eftergivenhed og svaghed; det blev rent ud sagt, at når man ikke kunne løse et problem, bagatelliserede man det bare. Flere mente, at han m.h.t. massemediernes rolle i denne forbindelse forvekslede årsag og virkning, og man drøftede her spørgsmålet om, hvorvidt man skulle fortie diverse terroraktioner etc. - for netop at berøve aktivisterne effekten af publicity; dette var der meget delte meninger om. Diskussionen var imidlertid - som antydet - præget af et for eller imod Laqueurs synspunkter. Problemet bestod for flere af diskussionsdeltagerne i, at man så en generel tendens i retning af at udviske grænserne mellem almindelig kriminalitet og politisk motiveret partisan- og terrorvirksomhed. Det afgørende her måtte være hele legitimeringsspørgsmålet, og det blev hævdet fra flere sider, at man bidrog hertil ved gradvist at overtage terroristernes sprogbrug; man burde således - og det gjaldt også massemedierne - konsekvent undgå at omtale folk, der var blevet likvideret af deres bortførere som værende blevet »henrettet«. De var ikke blevet »henrettet«, men slet og ret »myrdet« al den stund, at det første udtryk antydede en art lovlighed - det sidste derimod stemplede forholdet som en forbrydelse. Det var en diskussion med meget store meningsforskelle, der gav et vist indtryk af deltagernes engagement.
I stedet for general Steinhoffs indlæg bringes i den trykte version af indlæggene en artikel af den i Vesttyskland kendte byguerillaekspert Hans-Joachim Miiller-B or chert: »Guerilla i Vesttyskland«
Forfatteren har særlig beskæftiget sig med problemerne i forbindelse med »Der Kaderguerilla« og har skrevet et større arbejde om guerillaen i den moderne industristat.16 Gennem de seneste år har han navnlig beskæftiget sig med de særlige problemer, der er forbundet med gidsel- og flybortførelser og politiske mord samt de hertil svarende afværgelsesformer. Ifølge Müller-Borchert havde den moderne verden efterhånden vænnet sig til tanken om, at en effektivt ledet guerilla kunne fremvise visse militære og politiske resultater i tredie lande. Dette måtte naturligvis danne skole, men at man skulle opleve, at guerilla- eller guerillalignende grupper ligefrem ville begynde at operere i en høj industrialiseret stat som den vesttyske Forbundsrepublik, anså man indtil for få år siden for at være aldeles utænkeligt. Ikke desto mindre oplevede man fænomenet - omend udsigterne til held for en sådan bevægelse vurderedes meget lavt i begyndelsen af det etablerede samfunds politi- og militæreksperter. Müller-Borchert gennemgår herefter kort RAF’s (Rote Armee Fraktion), Terrororganisationen 2. juni, og hvad de enkelte grupper kaldes, virksomhed inden for Forbundsrepublikkens grænser siden 1970, og opregner deres resultater: 100 mordforsøg, hvoraf 39 lykkedes og - i forbindelse hermed - yderligere 12 personer mistede livet, 75 mennesker kvæstet i forbindelse med sprængstofattentater, talrige brandstiftelser, gidseltagninger og flere andre former for voldelige aktioner. Tallene kan vurderes højt eller lavt, men er i sig selv ikke det afgørende - det er derimod det forhold, at man ikke har kunnet afvise muligheden for eksistensen af en »guerilla« inden for rammerne af Den vesttyske Stat. Dette var også grunden til, at man indledte den største og mest systematiske politimæssige eftersøgning i Vesttysklands historie - en eftersøgning, der da også relativt hurtigt førte til arrestationen af den hårde kerne i Baader-Meinhof gruppen. Gruppens forskellige politiske mål gennemgås, og det konstateres, at ingen af disse blev opnået; navnlig svigtede den folkelige opbakning, bevægelsen utvivlsomt havde håbet på, totalt. For Müller-Borchert lå hovedfejlen hos den vesttyske »guerilla« i, at den slavisk havde kopieret tredie landenes guerilla og ganske ignoreret, at, hvor denne havde optrådt med held, var det som en landguerilla, og at det endnu ikke var lykkedes at skabe en konception for en effektivt virkende byguerilla i en industristat. Deres forbilleder havde navnlig været den latinamerikanske byguerilla - som er omtalt i det næste indlæg af Fritz René Allemann - men også elementer af Lenins revolutionære ideologi og Mao Tse-Tungs forestillinger om guerillakrig indgik heri.16a. MüllerBorchert fremhæver - ikke uden en vis ironi - hvorledes den sidstnævntes forestillinger om den væbnede konflikt uden videre blev overført på tyske forhold, og vel at mærke uden at forudsætningen for den kinesiske røde hær var til stede: et effektivt organiseret kommunistisk parti som kaderorganisation, som inspirationskilde og som praktisk opsamlingssted for den bølge af folkelig modvilje med det etablerede samfund, der foresvævede bevægelsens ledere. Det hele havde været endog meget svævende uden dog af den grund at kunne kaldes ganske ufarligt, og det, man både i øjeblikket og i tiden fremover måtte regne med at skulle stå overfor, var sandsynligvis ikke en mere eller mindre fast sammenføjet organisation, men om små grupper, der - ofte som i protest mod aktuelle forhold - dannedes med enkelte, helt konkrete aktioner for øje. At forvente en konkret »Konzeption des Guerillakrieges« af sådanne grupper, ville være at overvurdere en vesttysk guerillas muligheder. Dertil havde disse grupper hverken tilstrækkeligt personel, organisation endsige indre disciplin og sammenhold. Forfatteren opfatter bevægelsen som politiske og sociale outside’re, der kun på isolerede områder udgør en latent fare for den indre sikkerhed, men udelukker naturligvis ikke muligheden af, at disse under visse givne politiske betingelser kan udkrystalisere en ny revolutionær kerne. Man burde hverken over- eller undervurdere hele forholdet, men indstille sig på, at det formodentlig var noget, der hørte med til »das Bild unserer politischen Landschaft«.
Redaktør Fritz René Allemann - Kleinrinderfeld: »Byguerilla i Latiamerika — model for Europa?«
Foredragsholderen,17 der er en kendt journalist og - efterhånden - har vundet sig et navn som kender af Sydamerikanske forhold, beskæftigede sig først med, hvad han betegnede som mulighederne for »ein Lateinamerikanisierung Europas«. Der bestod for ham en vis sandsynlighed for, at den terrorvirksomhed, man gennem de seneste år havde oplevet i Europa, havde taget udviklingen i Sydamerika som en art model. Den grundlæggende forestilling var her, at Europa på mange måder var ligeså ukontrollérbar som Latinamerika - i det mindste var de europæiske metropoler ligeså sårbare som de latinamerikanske. Metropolen opfattedes her, som den jungle guerillaen kunne operere og skjule sig i, og Allemann beskrev, hvorledes udviklingen i Sydamerika havde flyttet »landguerillaen« ind i de store bycentre - delvist under indtryk af den totale fiasko, der var blevet Eraeste Che Guevara til del i Bolivia i 1966/67. Dette indebar den fordel, at guerillaen - stadigvæk her defineret som den underlegne parts måde at hævde sig militært - var i permanent fysisk nærhed af modstanderens regerings- og magtcentre, hvilket den betragtede som hovedmålet for dens virksomhed. Den franske forfatter, Regis Debrays bog18 kunne her betragtes som en art modstykke til Che Guevaras bog om guerillakrigsførelse,19 men ellers var det store navn i denne forbindelse Carlos Marighella,20 der ligeledes underkendte de praktiske muligheder for at føre en effektiv guerilla »på landet« i Sydamerika og mente, at man i stedet burde koncentrere sig om »byen«. Alleman fremhævede, at alt dette ingenlunde var udtryk for helt så originale militære tanker, som det mange steder var set hævdet, og han fremhævede desuden, at det første og mest håndgribelige resultat, denne proces kunne fremvise, var den eskalering af terroren, som bl.a. Che Guevara havde advaret imod. Udviklingsmodellen havde her været den, at guerillaen i begyndelsen havde taget gidsler og foretaget flykapringer for at gøre opmærksom på deres »sag«. Var de stillede krav ikke blevet imødekommet, var ofrene ofte blevet likvideret, således som tilfældet havde været med den tyske ambassadør v. Spreti i Guatemala i 1970 og den amerikanske politiekspert Mitrione i Uruguay i 1971. Det svar, myndighederne havde givet, var at indtage en mere og mere afvisende holdning over for guerillaens krav, og egentlige positive resultater havde denne svært ved at opvise. Hovedformålet var imidlertid at forsøge at påvirke den offentlige mening, og man håbede her fra guerillaens side ved at slå på eksemplets betydning at kunne kompromittere dette eller hint regime - ikke mindst i udlandets øjne. En egentlig ideologi af marxistisk observans var der ifølge Alleman næppe tale om - var der en sådan, var det snarere en bevægelse af national/social karakter, og han fremhævede, at det drejede sig om talmæssigt meget små grupper.21 I hele Argentina skulle der således kun være tale om ca. 100 mand, men de bekymringer, disse var i stand til at volde magthaverne, stod ganske vist i et omvendt proportionalt forhold til deres antal. Det elitære element i hele bevægelsen blev stærkt fremhævet: jo færre, der tilhørte en terrororganisation, desto mere udsigt havde den til, at dens rent taktiske mål ville lykkes. Samtidig måtte man imidlertid ikke være blind for, at den latinamerikanske guerillas begrænsning også lå i det selvsamme forhold, idet man med nogle få snese mand muligvis nok kan terrorisere en stat, men alene på grund af de svage kadrer og det beskedne antal deltagere, er man på forhånd afskåret fra at kunne overtage magten på noget plan. Alleman så imidlertid tydelige paralleller mellem udviklingen i Vesteuropa og udviklingen i Latinamerika, og han betragtede selv både sin bog, »Macht und Ohnmacht der Guerilla« som sit indlæg ved denne lejlighed som advarsler mod alt dette. Guerillaen begik nemlig den forfærdelige fejltagelse at tro, at man på længere sigt opnåede forbedrede levevilkår for den brede befolkning, hvilket jo var og fremdeles er kampens erklærede mål. Strategien »jo værre - desto bedre« havde ikke udløst »Revolutionen«, så lidt som det var lykkedes den at skabe begyndelsen til en »folkehær«, men tværtimod udløst en kolossal reaktion, som næppe var uden en vis folkelig støtte, og politistaten havde hidtil vist sig at være den sikre følge. Denne udvikling måtte man så vidt muligt undgå i Europa - og kunne udviklingen i Latinamerika ikke tjene til andet, kunne den tjene til skræk og advarsel for både magthavere og disses modstandere. Oberstløjtnant i Bundesgrenzschutz Ulrich Wegener - St. Augustin: »Kontra-guerilla i Vesttyskland« Oberstløjtnant Wegener indledte sit foredrag med at opregne nogle hovedlinier i den sikkerhedsmæssige udvikling i Forbundsrepublikken fra 1970 til 1972; af situationen dengang lod følgende konturer sig erkende: Talrige sprængstofattentater, røveriske overfald og andre terroraktioner udført af Baader-Meinhof gruppen eller - som de kalder sig selv - »Rote Armee Fraktion« foruroligede offentligheden, samtidig med at palæstinensiske kommandogruppers anslag mod israelsk ejendom i landet og flybortførelser spredte skræk og usikkerhed både i Vesttyskland og i andre europæiske lande.
Hvad modforholdsregler angår, var ifølge Ulrich Wegener det tyske politi dengang overhovedet ikke i stand til virksomt at bekæmpe fænomenet; dette gjaldt både udrustning og organisation - udover at man savnede klare forestillinger i retning af en konception i bekæmpelsen heraf. Begivenhederne i september 1972 under Olympiaden i München afslørede et meget beklageligt hul i sikkerhedssystemet, og den konsekvens, de ansvarlige politiske myndigheder drog, var opstilling af en specialenhed til bekæmpelse af terrorister. Daværende indenrigsminister H. D. Genscher var her en af de drivende kræfter, og Ulrich Wegener fik i oktober 1972 til opgave at opstille »Spezialeinsatzkommando GSG 9« (Grenzschutzgruppe 9), hvis chef han er i dag. Man har her udnyttet sydamerikanske og israelske erfaringer, udover at man i uddannelsesskemaerne har indføjet den viden, der er meddelt af selv guerillaens klassikere : Marighella, Guevara, Mao Tse-Tung og Debray. I øjeblikket består enheden af følgende:
- et stabselement
- tre taktiske enheder à fem grupper + føringselement
- tre tekniske grupper
- en uddannelsesenhed
- en helikopterenhed
- faglig tjeneste
Føringsprincipperne er næsten fuldkommen identiske med militære principper. En af de taktiske enheder er i konstant beredskab, og man har ofte alarmerings- og marchøvelser inden for hele Forbundsrepublikkens område. Det oplystes, at man rådede over specialudstyr og specialister - også udenlandske - af enhver tænkelig art, og der blev givet en længere teknisk udredning heraf. Man skulle således være i stand til at kunne imødegå fremtidige terroraktioner, men Ulrich Wegener understregede, at anvendelsen af alle disse bestræbelser helt og holdent var et politisk spørgsmål. Underlæggelsesforholdet var her dette, at selvom GSG 9 var opstillet af forbundsmyndighederne, var man underlagt den delstatsregering, i hvilken opgaven skulle løses. De taktiske principper, man anvender, er baseret på en stram, bevægelig føring, på høj mobilitet, udnyttelse af overraskelsmomentet, på overlegen og fleksibel indsats af såvel mandskab som materiel og - mere end alt andet - på list. Der stilles meget store uddannelsesmæssige krav, og 30-40 % af ansøgerne består ikke de stillede optagelsesfordringer. Personellet rekruteres fortrinsvis fra »Bundesgrenzschutz« og består af folk med en grundig militæruddannelse, og ingen er i tvivl om, hvad de kan komme ud for. Nødvendigheden af, hvad man måske også i denne forbindelse kunne kalde, kampmotivation, blev stærkt fremhævet. Man samarbejdede i vid udstrækning med både ordens- og kriminalpolitiet, og man afgav også - efter behov - special-uddannede folk, når uskadeliggørelsen af rene kriminelle stillede ekstraordinære krav. Uforberedt over for terrorister etc. kunne man ikke længere kalde Forbundsrepublikken, og for Ulrich Wegener bestod der ingen tvivl om, at alene den præventive virkning af GSG 9 var meget stor, men han erkendte samtidig, at der i bekæmpelsen af det fænomen, den moderne guerilla og terrorisme udgjorde, ikke gives patentløsninger.
Det giver sig selv, at en omtale kun kan få referatets karakter - og endda kun et mangelfuldt sådant. Emnet fortjener imidlertid al mulig opmærksomhed, selv om man i Danmark hidtil har været forskånet for netop dette fænomen. Nogle afsnit er gengivet mere udførligt end andre, for at undgå unødige gentagelser, og det må bemærkes, at konferencen fandt sted i november 1975 - altså før både Ulrike Meinhofs død i Stammheimfængslet i Stuttgart og den ændrede israelske politik på vestbredden af Jordan.
NOTER
1. »Arbeitskreis für Wehrforschung« blev grundlagt i 1954 i forståelse med det daværende »Dienstelle Blank« - kimen til det senere vesttyske forsvarsministerium. Institutionen ser det som sin opgave at fremme og koordinere den forskning af militær, militærhistorisk og sikkerhedspolitisk karakter, der måtte foregå ved universiteter, forskningsinstitutter og højere læreanstalter. Man udfolder i denne sammenhæng en meget stor publikationsvirksomhed, og har siden 1956 hvert år afholdt en såkaldt »Wehrtagung« i Bonn-Bad Godesberg - i reglen om et aktuelt emne. Man har et snævert samarbejde med »Deutsche Gesellschaft für Wehrtechnik«, og man udgiver tidsskrifterne »Wehrwissenschaftliche Rundschau« og »Marine Rundschau«. Det første gik ind i 1970, men dukkede et par år senere op under navnet »Welirforschung« - for atter fra 1975 at optræde under sit gamle navn i 6 årlige hefter. »Arbeitskreis für Wehrforschung« har talrige udenlandske kontakter med tilsvarende institutioner f.eks. det kendte »International Institute for Strategic Studies« i London. Selskabets formand er professor, dr. Jürgen Rohwer/Stuttgart. Kilde: Selskabets publikation: »20 Jahre Arbeitskreis für Wehrforschung« - Kornwestheim 1975, s. 3f
2. Jvf. W. Hahlweg: Guerilla - Krieg ohne Fronten. Stuttgart 1968, s. 216ff. André Beaufre: La guerre revolutionnaire. Paris 1972 (Tysk udgave): Die Revolutionierung des Kriegsbildes. Stuttgart 1973, s. 48 -71, specielt s. 56ff. 4- s. 233ff. Kollektiv RAF: »Über den bewaffneten Kampf in Westeuropa«. Berlin 1971. (Dansk udgave): Væbnet kamp i Vesteuropa, Kbh. 1973, s. 10 og s. 59
3. A. Tellez: Sabaté. Guerilla Extraordinary. London 1974.
4. J. Kunisch: Der kleine Krieg. Studien zum Heerwesen des Absolutismus. Wiesbaden 1973.
5. C. Marighella: Minimanual do Guerillero urbano. 1969. (Dansk udgave): Håndbog i by-guerilla. Kbh. 1970.
6. A. Guillén: Philosophy of the Urban Guerilla. Translated and edited with an introduction by Donald C. Hodges. New York 1973.
7. F. Hacker: Terror. Mythos. Realität. Analyse. Wien 1973. P. Wilkinson: Political terrorism. London 1974. Se videre: W. Hahlweg: Guerilla - Krieg ohne Fronten. Stuttgart 1968.
8. H. v. Dach: Der totale Wiederstand. Biel 1966.
9. E. Curtis: A History of Ireland. London 1964. F. Prill: Ireland, Britain and Germany 1870-1914. Dublin 1975.
10. J. Conolly: Revolutionary Warfare. Dublin 1968. (Genoptryk), s. 19 + s. 32-34. Afsnittet om gadekamp findes desuden i det arbejde af W. J. Pomeroy, der er nævnt i note 14 (s. 136-139).
11. R. Taylor: Michael Collins. London 1966, s. 34f.
12. Prof. Laqueur udsender i løbet af indeværende år et større arbejde om emnet: »Guerilla - a historical and critical survey«. London, Boston 1976. Hans indlæg i Bonn har siden jeg hørte det i november 1975 undergået en omstrukturering og hedder i trykt form: »Tolv teser om guerillakrig« indholdsmæssigt er forskellen dog ikke stor
13. P. E. v. Lettow-Vorbeck: Heia Safari. Deutschlands Kampf in Ostafrika. Der deutschen Jugend unter Mitwirken seines Mitkämpfer v. Ruckteschnell erzählt. Leipzig 1920. Amerikansk udgave: East African Campaigns. New York 1957. T.E. Lawrence: Seven Pillars of Wisdom. London 1926. (Dansk udgave): Visdommens syv søjler. Kbh. 1936. T. E. Lawrence: Revolt in the Desert. London 1927. (Dansk udgave): Oprøret i ørknen. Kbh. 1928.
14. Dette turde være en meget dristig påstand. Se her R. Rocker: Johann Most. Das Leben eines Rebellen. Berlin 1924, s. 79ff. W. Hahlweg: Militärwissenschaft, Militärtheorie und Militärgeschichte bei Marx und Engels. Österreichische Militärische Zeitschrift. 1973, s. 454ff. W. Hahlweg: Marx und Engels und die Probleme des Militärwesens. Allgemeine Schweizerische Militär Zeitschrift, 1975, s. 126ff. W. J. Pomeroy: Guerilla Warfare and Marxism. A Collection of Writings from Karl Marx to the Present of Armed Struggles for Liberation and for Socialism. London 1969. Arbejdet rummer en fortræffelig samling af uddrag af artikler o.l. og tjener som en glimrende introduktion til hele emnet. Prof. Laqueurs indlæg indeholdt notorisk påviselige fejl, men det var mit bestemte indtryk, at han bevidst søgte at provokere forsamlingen til en mere moderat holdning til hele problemet
15. J. Steinhoff: Wohin treibt die NATO. Hamburg 1976.
16. H.-J. Müller-Borchert: Guerilla im Industri staat. - Ziele, Ansatzpunkte und Erfolgsaussichten. Hamburg 1973.
16a. Jvf. note 2: Kollektiv RAF.
17. Fr. R. Allemann’s kendteste arbejder er : Bonn ist nicht Weimar, 1956, og Macht und Ohnmacht der Guerilla. München 1974.
18- R. Debray: Revolution dans la revolution. Lutte armée et lutte politique en Amerique latine. Paris 1967. (Norsk udgave): Revolusjon, Oslo 1968.
19. Ernesto Che Guevara: La Guerra de Guerillas. Havana 1960. (Tysk udgave): Der Partisanenkrieg. Berlin 1962. (Dansk udgave): Guerillakrig. Kbh. 1971.
20. Se note 5.
21. De såkaldte Tupamaros er således opkaldt efter Tupac Amaro II - en inkaefterkommer, der 1780-83 rejste indianerne i Andesbjergene til oprør. Kilde: Nationalmuseet: Den hvide Gud -og mennesker i Latinamerika. Kbh. 1973, s. 184.
