Log ind

Grundtræk af Radiosikkerhedstjenesten og dermed beslægtede Problemer

#

35. I den i Fig. 4 beskrevne Form med eet Forbindelsestal for hver Forbindelse vil Opkaldet ikke gøre det muligt for Fjenden at lokalisere en Udsendelse paa een bestemt Frekvens til een bestemt Station, men »Bunken« vil komme til at indeholde Meddelelser, der er sendt af begge de to Stationer, der knyttes sammen ved Hjælp af det paagældende Forbindelsestal. Havde man anvendt det civile Kaldesystem, var Bunken alene ved Hjælp af disse blevet delt i to, hver indeholdende, hvad een af Stationerne har sendt; nu kan en saadan Sortering ikke ske paa Basis af Kaldesignalerne, men kræver andre Foranstaltninger, f. Eks. Iagttagelse af tekniske Forskelligheder ved de to Stationer eller af individuelle Særpræg hos Operatørerne eller Pejling. Dette sikkerhedsmæssige Fremskridt rummes naturligvis allerede i link-sign Systemet.

Da alle Opkald og Svar ved Forbindelsestalsystemet har ganske samme Form, kan man ikke her — som ved link-sign Systemet — lokalisere en Udsendelse til Understation—Understation eller Understation-Lederstation, hvilket aabenbart er en betydelig Gevinst.

For en Ordens Skyld tilføjes, at den generelle Standardform for Opkald og Svar naturligvis betyder en stor Lettelse ved Uddannelsen.

Endelig rummer Forbindelsestalsystemet en meget stor kommandomæssig Forenkling: Medens Stationssignaler saa- vel som link signs paaregnes fordelt fra de højeste Komman- domyndigheder gennem alle Led for at sikre, at alle er forskellige bortfalder hele dette Arbejde, der i en moderne Division er af meget betydeligt Omfang og naturligvis kræver den største Agtpaagivenhed i alle Instanser, ved Anvendelse af Forbindeis es talsystemet, idet Forbindelsestallene vælges ganske frit af hver enkelt Netfører.

Dette Forhold muliggør en ny effektiv Antilokaliserings- foranstaltning, nemlig hyppig Skiften af Kaldesignaler.

36. Skiften af Kaldesignaler — uanset Kaldesystem — tager Sigte paa at bringe Uorden i den fjendtlige Radioopklaringstjenestes foran omtalte Bunker af aflyttet Trafik; ordnes disse Bunker efter de anvendte Kaldesignaler, vil der selvsagt komme Uorden i Bunkerne, om Kaldesignalerne uden Varsel ændres.

Ved det civile System saavel som ved link-sign Systemet er en Skiften af Kaldesignaler imidlertid en meget omstændelig Sag, fordi begge disse Systemer regner med, at alle Kaldesignaler overhovedet skal være forskellige; en Ændring bliver derfor principielt lige saa kompliceret en Kommandosag som den primære Fordeling af Signalerne.

Ved Forbindelsestalsystemet, hvor det kun kræves, at Forbindelsestallene inden for eet og samme Net er forskellige, kan den enkelte Netfører aabenbart efter eget Forgodtbefindende ændre Kaldesignaler uden nogen Direktiver ovenfra. Han kan f. Eks. udarbejde et Antal forskellige Skitser som Fig. 4 og bestemme visse Tidsintervaller, inden for hvilke hver enkelt af disse skal anvendes; eller han kan betegne hver af dem med et Dæknavn; naar dette udsendes fra Lederstationen til Nettet, er det Ordre til, at de paagældende nye Forbindelsestal herefter skal anvendes. Det er indlysende, at saadanne Foranstaltninger vil medføre, at den fjendtlige Radioopklaringstjenestes Bunker — om disse ordnes alene efter Forbindelsestallene — vil give et helt forkert Billede af Trafikken.

37. Det skal allerede nu præciseres, at Bestræbelsen paa Antilokalisering ved Anvendelsen af et egnet Kaldesystem som f. Eks. Forbindelsestalsystemet naturligvis kun kan lamme den fjendtlige Lokalisering, der alene bygger paa Kalde- signalerne. Det kan ikke nytte at anvende Forbindelsestallene, hvis andre Særpræg — jfr. Pkt. 22—26 — gør en Lokalisering lige saa let, som Anvendelsen af Stationssignaler vilde gøre, idet Lokaliseringen da naturligvis udføres ved Hjælp af disse Særpræg; med denne Motivering hører man ofte udtalt, at man lige saa godt kan anvende Stationssignalerne.

Denne Argumentation er naturligvis falsk; man kunde lige saa godt sige, at det er meningsløst at lære en Soldat med sin Spade at kaste en beskeden Dækning op foran sig, fordi en saadan Dækning dog ikke vil kunne forhindre, at han bliver dræbt af en Granat. Ligesom Fodfolk og Artilleri har svært og let Skyts, for flade og høje Baner, der hver kræver sine Former for Dækværn, saaledes har Radioopklaringstjenesten en Række forskellige »Vaaben«, nemlig de ovenfor opregnede Særpræg; der kræves forskellige Foranstaltninger til at dække sig mod hver af disse, og Dækning mod et enkelt Vaaben kan ikke altid give Dækning mod alle andre, men er dog et Fremskridt.

Forbindelsestalsystemet kan borteliminere det Særpræg, der skyldes Opkald og Svar; da det tilmed er lettere at lære, simplere at organisere og hurtigere at bruge end det civile System og link-sign Systemet, rummer det et betydeligt Fremskridt. Det vilde være berettiget at indføre det alene motiveret ved den Forenkling af Trafikreglerne og Netorganisation og Befalingsteknik, som det muliggør, og som intet, kan rokke ved. Dets sikkerhedsmæssige Værdi er af mindre absolut Karakter: det umuliggør Lokalisering af Trafikken alene baseret paa Kaldesignalerne, men kan naturligvis ikke udelukke Lokalisering ved andre Særpræg. Hvorledes dette kan ske, behandles i senere Afsnit.

38. Antilokaliseringsværdien af Forbindelsestalsystemet og link-sign Systemet ligger ikke blot i den beskrevne Tvetydighed om, hvilken Station der sender, og hvilken der modtager, men ogsaa deri, at een og samme Station arbejder med forskellige Signaler til de forskellige Stationer i Nettet. Ordner Fjenden den opsnappede Trafik i Bunker efter det anvendte Forbindelsestal, vil enhver saadan Bunke kun indeholde en Brøkdel af den af een bestemt Station udsendte Trafik samt desuden en tilsvarende Brøkdel af den anden Stations Trafik. Bunkernes Størrelse giver saaledes et ganske falsk Billede af de enkelte Stationers Trafikintensitet.

Naturligvis maa Fjenden formodes at være vidende om det Kaldesystem, der anvendes; han vil være vidende om, at Lokalisering paa Basis af Kaldesystemet er udelukket, naar Forbindelsestalsystemet anvendes og derfor næppe heller forsøge Lokalisering paa denne Maade; dette ændrer dog ikke det Faktum, at et effektivt Vaaben er slaaet ham af Hænde, som han vilde kunne udnytte, om det civile Kaldesystem havde været anvendt.

39. Ved at aflytte et Net som det i Fig. 4 viste vil den fjendtlige Opklaringstjeneste faa hele den mellem Station Nr. 1 og Station Nr. 2 udvekslede Trafik placeret i een Bunke mærket 17. For ogsaa at ødelægge denne Fordel for Opklaringstjenesten kan Forbindelsestalsystemet udbygges saaledes, at der tildeles hver Forbindelse mellem to Stationer i Nettet ikke blot eet, men to eller flere forskellige Forbindelsestal, f. Eks. som vist i Fig. 5. Samtlige Forbindelsestal inden for Nettet skal naturligvis alle være forskellige; Hovedforbindelserne — f. Eks. mellem Lederstation og Understationer — der forventes at komme til at bære store Trafikmængder, kan gives 4 Forbindelsestal, sekundære Forbindelser 3 eller 2.

Anvendelsen af disse »Multital« er saare enkel: Den kaldende Station vælger et vilkaarligt af de for Forbindelsen fastsatte Forbindelsestal og kalder med dette; den kaldte Station svarer med det samme Tal. 

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.14.42.png

I det viste Net paa 4 Stationer sendes saaledes Trafikken fra Lederstationen 1 med 12 forskellige Forbindelsestal; det er indlysende, at en Lokalisering af Trafikken alene paa Basis af Opkald og Svar hermed er udelukket.

40. I militære Net har en enkelt Station, nemlig den Station, der betjener den foresatte Myndighed, ofte Brug for at kalde alle øvrige Stationer under eet. Til dette Formaal afsættes som vist i Fig. 5 f. Eks. 4 Fælleskaldetal. Vil nævnte Station (Nr. 1) kalde Nr. 2, 3 og 4 paa een Gang, sender den f. Eks.

Hallo 20, der besvares af de øvrige Stationer i Rækkefølge, f. Eks. med:

St. Nr. 2: Hallo 62.

» »3: Hallo 35.

» »4: Hallo 84.

Principielt er der intet til Hinder for, at alle Stationer i Nettet kan kalde de øvrige med et af de tre Fælleskaldetal; kun kan de ikke svare i rigtig Nummerorden, da de ikke kan vide, hvilken af de øvrige Stationer, der har givet Fællesopkaldet.

Fra et rent Sikkerhedssynspunkt er de angivne Svar med forskellige Forbindelsestal uheldige, fordi Fjenden af den ovenfor viste Serie Opkald kan slutte, dels, at 20 er et Fælleskaldetal, dels at 62, 35 og 84 er Forbindelsestal for tre forskellige Forbindelser. Det sikreste vil være at lade alle de øvrige Stationer svare med: Hallo 20.

Dette Svar gør det imidlertid vanskeligt for den kaldende Station at konstatere, hvilken Station der mangler, hvis een af dem ikke svarer.

I mange Net kan der paaregnes kun at være Brug for Fællesopkald fra Lederstationen; i saa Fald kan et ensartet Svar fra alle øvrige Stationer gennemføres ved en eksercer- mæssigt indøvet Rytme i Svarene, f. Eks. saaledes, at Stationerne skal svare i normal Nummerorden med nøjagtig 4 Sekunders Afstand mellem Svarene. Lad Lederstationen kalde med:

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.19.56.png

41. De i det foregaaende viste Eksempler forklarer Forbindelsestallenes Muligheder; Systemet kan naturligvis i Praksis udføres paa mange Maader; Bilag 1 viser et Eksempel paa reglementariske Bestemmelser for Ordning og Brug af et Forbindelsestalsystem.

b) Frekvenssystemer.

42. Til Grund for ethvert Radionet maa ligge et Frekvenssystem, der betinger, at Sendere og Modtagere kan indstilles saaledes, at gensidig Forbindelse er mulig. Det valgte System afhænger af flere Faktorer, saasom:

— Nettets Størrelse — d. v. s. Antallet af Stationer i Nettet.

— Trafikmængden, der skal kunne befordres.

— Det foreliggende Materiels tekniske Konstruktion.

— Personellets Dygtighed.

— Hensynet til den fjendtlige Opklaringstjeneste.

Ved militære Net kan Nettets Størrelse og Trafikmængden principielt betragtes som paa Forhaand given — jfr. Pkt. 43, og det tør forventes, at Materiellets Konstruktion og Mandskabets Uddannelse er tilrettelagt efter førstnævnte »taktiske« Fordringer.

43. Et militært Radionet vil som Regel enten være meget stærkt belastet eller ogsaa være praktisk talt ubelastet. I første Tilfælde benævnes Nettet et »Trafiknet«, i sidste et »Alarmnet«.

Radioforbindelser anvendes under Feltforhold som bekendt dels hvor andre Forbindelser ifølcje Opgavens Natur er uanvendelige, f. Eks. til og mellem Flyvemaskiner, dels som Supplement til Traadforbindelserne, nemlig som en første Forbindelse indtil Traadforbindelserne er oprettet, som en sidste Forbindelse, naar Traadforbindelserne har maattet inddrages for et Stillingsskifte, og endelig som Reserve for Traadforbindelserne for det Tilfælde, at disse skulde blive ødelagt.

Da Radioforbindelsernes Ydeevne er mange Gange mindre end Traadforbindelsernes, vil førstnævnte meget sjældent blive brugt, saalænge Traadforbindelserne er brugelige; naar disse ikke kan anvendes, vil Radioforbindelserne til Gengæld oftest blive fuldstændig overbelastede. Det er nemlig ikke muligt for Brugerne af Forbindelserne at afpasse Benyttelsen efter de for Øjeblikket i Drift værende Meddelelsesmidler, eftersom ingen ved, hvornaar Traadforbindelserne svigter eller atter kan etableres; mange Meddelelser vil maaske være affattet under Forventning af, at en Fjernskriverforbindelse er disponibel, men saa svigter pludselig Traadforbindelsen, og Radiostationerne maa efter bedste Evne søge at ekspedere hele Trafikken.

Den taktiske Baggrund for Tjenesten motiverer to. a. O., at Radioforbindelserne bør organiseres saaledes, at Stationerne kan sende den størst mulige Trafikmængde. Dertil svarende Netformer betegnes altsaa »Trafiknet«.

Alarmnettet tjener et ganske andet Formaal, idet det alene anvendes til at befordre et ganske kort, i Forvejen aftalt Signal, saasom en aftalt Udførelsesordre, en aftalt Melding el. lign. Alarmnettet anvendes under Forhold, hvor Brugen af Radioforbindelserne til egentlig Trafikbefordring ikke tør gennemføres, fordi man derved vilde gaa Glip af Overraskelsesmomentet, f. Eks. ved, at Stationernes Plads røbes ved Pejling.

Alarmnettet skal altsaa ikke bære Trafik af nogen som helst Betydning.

44. Taktiske og strategiske Forhold er først og fremmest afgørende for, om Radioforbindelserne tør anlægges som Trafiknet, eller om man maa indskrænke sig til Alarmnet. Synspunkter og Krav kan skifte fra Situation til Situation eller fra Vaabenart til Vaabenart. Ogsaa fra Forsvarsgren til Forsvarsgren kan Grundlaget svinge betydeligt. En generel Sammenligning mellem Hærens og Flaadens Radioforbindelser giver i Hovedlinierne følgende Resultat:

En Flaade dannes af et begrænset Antal Enheder, der hver repræsenterer en rummæssigt stærkt koncentreret Kampkraft og et punktformigt Maal. En Grupperings Hensigt, en Bevægelses Formaal røbes meget let, hvis Enhederne kan stedfæstes, og dette kan med Sikkerhed gøres ved Pejling af Skibenes Radiosendere. Resultatet heraf er, at »Radiostilhed« er et næsten nødvendigt Led i de fleste sømilitære Operationer; i hvert Fald maa man meget ofte begrænse Sendetiden til 10—20 Sekunder; Flaadens Radiotjeneste maa med andre Ord meget ofte organiseres som Alarmnet.

En Hær dannes af et meget stort Antal Enheder; Kampkraften er ikke koncentreret i ganske faa, punktformige Kraftcentrer, og Meldevejene forløber mellem et Utal af Kommandostationer; det vil i Almindelighed være bekendt, at en Hær opererer i det paagældende Landomraade; Hæren benytter et Utal af Radiostationer, og det vil være svært at følge mere end en ringe Brøkdel af disses Bevægelser ved Pejling. Selve Massen af landmilitære Radiostationer danner saaledes taktisk og teknisk et Skjul for den enkelte Station, hvorfor det bliver forsvarligt, trods Pejlemulighederne, at lade Stationerne sende kontinuert. Hærens Radiotjeneste kan med andre Ord meget ofte organiseres som Trafiknet.

Naturligvis er der her kun Tale om en Hovedregel, fra hvilken der gives Undtagelser. Der kan utvivlsomt tænkes maritime Situationer, hvor Radio kan benyttes uhindret — f. Eks. hvor fjendtlige Stridskræfter er ganske underlegne paa Søen og i Luften — og der kan tænkes landmilitære Operationer — f. Eks. de fra sidste Krig velkendte »Knibtangsoperationer« — hvor det længst muligt skal hemmeligholdes, at der optræder Styrker i et givet Terrainafsnit, og hvor man derfor maa afstaa fra alt andet end Udsendelse af ganske kortvarige Radiosignaler------men disse Situationer er og bliver Undtagelser. For Flaaden vil Radiostilhed være Reglen, Radiotrafik i egentlig Forstand Undtagelsen, medens det for Hæren vil være lige omvendt.

Det følger heraf, at Hærens og Flaadens Radiotjenester principielt maa organiseres helt forskelligt i Hovedsagen i Overensstemmelse med nedenstaaende Beskrivelser af Trafiknet henh. Alarmnet.

45. Et Alarmnet tjener til Modtagelse af enkelte, forud aftalte Signaler, der udsendes fra en enkelt Station; da alle de Myndigheder, der skal kunne alarmeres, skal kunne høre Signalet paa een Gang, bør Nettet omfatte en Station ved hver af disse Myndigheder og etableres som et monofrekvent Net, uanset hvor mange Stationer der indgaar i Nettet. Det er nødvendigt, at alle Modtagere og Sendere er indstillet paa nøjagtig samme Frekvens; Stationerne maa med andre Ord være forsynede med Netafstemningsmidler.

Da Alarmnettet er monofrekvent, rummer det kun een Korrespondancemulighed ad Gangen, men dette er netop og- saa Meningen med Nettet, idet Tjenesten har Karakter af Radiospredning.

46. Et Trafiknet skal befordre den størst mulige Trafikmængde mellem de Myndigheder, der har Station i Nettet. Dette kan principielt opnaas paa to Maader, nemlig enten ved Brug af monofrekvente Net paa ganske faa Stationer eller større polyfrekvente Net.

I monofrekvente Net er der, jfr. ovenfor, kun een Korrespondancemulighed ad Gangen, og skal Stationerne derfor kunne være i Trafik hele Tiden, kan Nettene kun være paa to Stationer. Forbindelsen fra et Regiment til tre Batailloner maatte i saa Fald etableres ved tre monofrekvente Net med en Station ved hver af Bataillonerne og tre ved Regimentet; da disse Net maa lægges paa hver sin Frekvens, kan ingen af Regimentsstationerne korrespondere med mere end een Ba- taillon, hvilket er uheldigt, naar Regimentet ønsker udsendt Ordrer til to eller flere Batailloner paa een Gang.

Den nævnte Ulempe ved de smaa, monofrekvente Net kan afhjælpes ved Brug af polyfrekvente Net; disse kan være kaldefrekvente eller modtagefrekvente; en nærmere Beskrivelse af disse Netformer findes i Radioreglement II, Lærebøger for Officers- og Officiantklasserne m. fl. Steder.

Tjenesten i de polyfrekvente Net kræver lang Uddannelse, og selv i saa Fald medfører et stort Antal Stationer uund- gaaeligt Ventetider, Forsinkelser og Misforstaaelser; Nettene bør derfor gøres saa smaa som muligt, idet de kan omfatte Forbindelser fra een Myndighed til dens Dispositionsenheder; er disses Antal større end 5, bør Radiostationen ved den foresatte Myndighed doubleres; nogen egentlig Deling af Nettet opstaar dog ikke i den Anledning, idet samtlige Understationer kan kalde baade Hovedstationen og Doubleringsstationen ved den foresatte Myndighed.

Figur 6 viser de karakteristiske Forskelle mellem kaldefrekvente og modtagefrekvente Net.

47. Det valgte Frekvenssystem er af stor Betydning med Henblik paa den fjendtlige Radioopklaringstjeneste.

Et monofrekvent Net er selvsagt det letteste at følge, idet en enkelt Modtager, der er indstillet paa den paagældende Fællesfrekvens, vil levere al Trafikken i Nettet; ved Hjælp af en Diktafon eller lignende Gengiver kan Trafikken optages og bevares.

Trafikken i et polyfrekvent Net er vanskelig at følge, men der er meget stor Forskel paa det kaldefrekvente Net og det modtagefrekvente Net i denne Henseende.

48. Ved det kaldefrekvente Net, der er en rent civil Net- form, som direkte er overført til Hæren, angiver den kaldte Station i sit Svar paa Opkaldet — jfr. Fig. 6 A — i klart Sprog den ledige Trafikfrekvens, som skal benyttes til den videre Befordring af Meddelelsen; denne Oplysning tilgaar alt- saa den fjendtlige Opklaringstjeneste, hvis Ly ttestation naturligvis kan stille sin Modtager lige saa hurtigt om til den valgte Trafikfrekvens, som Betjeningsmandskabet paa de to Stationer. Den civile Form for et kaldefrekvens Net giver derfor ikke Opklaringen Vanskeligheder af nogen Art.

Vil man benytte det kaldefrekvente Net under Feltforhold, bør man altsaa undgaa at sende Oplysningen om den valgte Trafikfrekvens i klart Sprog paa Kaldefrekvensen. I Stedet kan man befalingsteknisk nummerere eller paa anden Maade omsætte Frekvensernes Betegnelser til hemmeligt Sprog.

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.24.35.png

Eksempel: Et kaldefrekvent Net paa 6 Stationer skal arbejde med Kaldefrekvensen 2500 KHz og Trafikfrekvenserne 2570, 2715 og 2810. Befalingen kan da fastslaa følgende Tal som Dæknavne for Frekvenserne:

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.26.05.png

Dæktallene for hver Frekvens anvendes i Flæng i Stedet for Kiloherztallene; den fjendtlige Lyttestation er — saa længe den ikke har identificeret Dæktallene med den tilsvarende Frekvens — nu henvist til at lede efter Stationerne i Stedet for direkte at stille om paa den af dem meddelte Trafikfrekvens.

Systemet er ret værdiløst, hvis der kun er et enkelt Net oprettet; er Æteren derimod overfyldt med Trafik, vil det være meget vanskeligt for Lytteren at finde Stationerne igen, naar de gaar over fra Kaldefrekvensen til en af ham ukendt Trafikfrekvens.

Der maa anvendes mange Dæktal for hver Frekvens, og disse Tal maa ændres med passende hyppige Mellemrum.

Det vil være en stor Hjælp for Lytteren, hvis de to Stationer anvender faste Stationskaldesignaler; Lytteren har hørt disse —- f. Eks. AB og CD — ved Opkald og Svar paa Kalde- frekvensen F, og finder han kort efter Stationer, der anvender de samme Signaler paa en anden Frekvens, vil han naturligt derved liave konstateret, at sidstnævnte Frekvens er en af Trafikfrekvenserne for det paagældende Net. Følgelig bør de korresponderende Stationer skifte Kaldesignal, hver Gang de skifter Frekvens. Det foran omtalte Forbindelsestalsystem er velegnet til dette Formaal. Ved en Forbindelse mellem Nr. 1 og Nr. 2 i Figur 6 bør Stationerne altsaa anvende f. Eks. Kaldetallet 19 i Fase 1, Forbindelsestallet 33 i Fase 2 og 19 i Fase 3, der jo foregaar paa samme Frekvens som Fase 1, nemlig paa Kaldefrekvensen, eventuelt 14 eller 58, men ikke 33.

De reglementarisk fastsatte Trafikregler maa give nøje Regler for Opkald og Svar m. m. Reglerne kan f. Eks. være saaledes, at Trafikken faar følgende Forløb:

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.27.32.png

hvor »FLYNDER« er en reglementarisk fastsat Trafikordre, der betyder: »Skift til den Frekvens, hvis Dæktal er ...«, i det foreliggende Tilfælde altsaa Frekvensen 2715. Begge Stationer stiller om til denne Frekvens, og der sker følgende: 

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.28.23.png

Naar Meddelelsen er ekspederet, om nødvendigt tilbagesendt (kollationeret) m. m., gaar begge Stationer uden særlig Meddelelse tilbage til Kaldefrekvensen, hvor de begge sender: Fase 3 »HALLO 19 VIBE«, hvor »VIBE« er en Trafikordre, der betyder: »Vi afbryder Forbindelsen.«

Ved den beskrevne Praksis har man dels undladt at meddele i klart Sprog, hvilken Trafikfrekvens man vil anvende; dels har man ved at anvende forskellige Kaldetal paa de to Frekvenser udelukket den Mulighed for simpel Identifikation, som Anvendelsen af samme Kaldetal paa de to Frekvenser vilde medføre.

49. Det i Pkt. 48 beskrevne, delvis befordringssikrede, kaldefrekvente Net kræver bl. a., at der er en betydelig Frekvensafstand mellem Nettets Frekvenser; de valgte Frekvenser maa i Æteren blandes ind mellem Frekvenser fra andre Net, der kan forventes ogsaa at fore Trafik; er der kun et enkelt Net, eller har man gjort sig til Vane eller Princip at lægge Nettets Frekvenser lige ved Siden af hinanden, er de anførte Foranstaltninger naturligvis værdiløse.

50. Det modtagefrekvente Net, der er indført af de danske Telegraf tropper i Trediverne, rummer store Fordele i sikkerhedsmæssig Henseende i Sammenligning med det kaldefrekvente Net. Som det fremgaar af Fig. 6 B, sender to Stationer, der korresponderer indbyrdes, paa to forskellige Frekvenser, idet enhver af dem sender paa den andens Modtagefrekvens; i en enkelt Lyttemodtager kan Fjenden derfor kun opfatte, hvad een af Stationerne sender. En egentlig Aflytning af Trafikken kræver to Modtagere, der hver er indstillet paa sin af de to Modtagefrekvenser. Er der mange Stationer i Trafik, vil det være meget svært for en Lyttestation, der ikke kender Modtagefrekvenserne, at finde dem, medmindre Stationerne paa anden Maade identificerer sig.

Skærmbillede 2020-08-31 kl. 13.29.58.png

Anvendes Forbindelsestalsystemet, bør dette modificeres derhen, at de to Stationer anvender hver sit af Forbindelsestallene for den paagældende Forbindelse, fordi de arbejder paa hver sin Frekvens; i modsat Fald vilde eet og samme Forbindelsestal aflyttet paa to forskellige Frekvenser naturligvis kæde disse sammen for. den fjendtlige Lytter. I det i Fig. 6 B viste Eksempel bør altsaa Nr. 2 svare med 48, 66 eller 79, naar Nr. 1 kalder 33, men ikke med 33.

Det er ogsaa en sikkerhedsmæssig Fordel ved det modtagefrekvente Net, at et Opkald og Svar ikke altid sker paa een og samme Frekvens; Fjenden kan i et kaldefrekvent Net med en enkelt, paa Kaldefrekvensen indstillet Modtager danne sig et fuldstændigt Billede af de Forbindelser, der etableres, hvilket er umuligt i det modtagefrekvente Net, hvor hele Trafikken til en Station sendes paa dens Modtagefrekvens.

I det modtagefrekvente Net vil Aflytning af een Frekvens give al den Trafik, der sendes til een bestemt Station; denne Trafik kommer mange Steder fra, og det aflyttede giver derfor intet Billede af Stationernes Trafikintensitet, der opstilles som en Oversigt over den af hver Station i et Net afsendte Trafikmængde — en saadan Statistik kan altsaa ikke opstilles for et modtagefrekvent Net.

51. Ogsaa ved det modtagefrekvente Net bør Frekvenserne ligge langt fra hinanden, da det ellers vil være relativt let for Lytteren at finde de sammenhørende Modtagefrekvenser, og der maa forudsættes at være mange Stationer i Æteren; er kun et enkelt Net i Arbejde i et vist Frekvensomraade, kan ingen frekvensmæssige Foranstaltninger hæmme Opklaringsforsøg.

52. Det vil fremgaa af det foregaaende, at polyfrekvente Net ikke blot gør det muligt at forøge den effektive Sendetid for hver Station i Nettet til det mangedobbelte, idet alle Nettets samtidige Korrespondancemuligheder da kan udnyttes, medens det monofrekvente Net kun muliggør Udnyttelsen af en af disse Muligheder ad Gangen — men ogsaa, at den fjendtlige Opklaring bydes langt større Vanskeligheder, naar Trafikreglerne for disse Net udformes paa hensigtsmæssig Maade. Hensynet til den fjendtlige Radioopklaringstjeneste maa altsaa tages i Betragtning ved Udarbejdelsen af Trafikreglernes Bestemmelser, ikke blot for Opkald og Svar, jfr. forrige Afsnit, men ogsaa for Netform og Frekvenssystemer. Disse Forhold kommer atter til at præge to meget vigtige Spørgsmaal, nemlig dels den befalingstekniske Frekvenstildeling inden for en Hærgruppe, større eller mindre, og dels de tekniske Krav, der maa stilles til Feltradiostationer; disse Spørgsmaal skal nedenfor behandles hver for sig.

53. Den befalingstekniske Frekvenstildeling maa udgaa fra de allerøverste Kommandomyndigheder, eftersom Radioforbindelserne forløber i den samme Æter. Hele det til Radioforbindelser anvendelige Frekvensomraade maa nødvendigvis af Forsvarslederen fordeles til de forskellige Forsvarsgrene, og disse maa atter fordele de tildelte Omraader til deres undergivne.

Det Faktum, at Radiobølgernes Udbredelsesforhold varierer stærkt med Frekvensen, gør det allerede nødvendigt ved Fordelingen til Forsvarsgrenene, at der tages skyldigt Hensyn til hver enkelts Behov af Forbindelser og disses Længde; det er saaledes allerede af tekniske Hensyn umuligt at opdele den militære Radiotjeneste i Lang-, Mellem- og Kortbølge- omraader paa en saadan Maade, at f. Eks. Flaaden fik Langbølge-, Luftvaabnet Mellembølge- og Hæren Kortbølgeomraa- det; men en saadan Fordeling vilde ogsaa sikkerhedsmæssigt være uforsvarlig, idet allerede den anvendte Frekvens da straks for den fjendtlige Opklaring vilde placere Stationen som hørende til enten Flaade eller Luftvaaben eller Hæren.

Med Henblik paa den fjendtlige Radioopklaring maa man altsaa forlange, at de enkelte Forsvarsgrenes Radioforbindelser frekvensmæssigt »blandes«, saaledes at man inden for ethvert Frekvensomraade Vige fuldt kan forvente at træffe Sendere fra alle Forsvarsgrene. Allerede for den for det samlede Forsvars Meddelelsestjeneste ansvarlige Leder — Forsvarsmeddelelsesofficeren, »FOMO« — bliver Frekvensfordelingen altsaa et betydeligt Problem, der kræver nøje Kendskab til alle Forsvarsgrenes Behov, og maa fremtræde som en ganske detailleret Plan, ifølge hvilken hver Forsvarsgren faar en Række Frekvensomraader.

Erfaringen viser, at det under moderne Krigsforhold vil være umuligt at sikre enhver Radioforbindelse en særlig Frekvens; allerede de Omraader, der tildeles Forsvarsgrenene, vil derfor udvise betydelige Overgribninger, altsaa Frekvens- omraader, som to eller flere Forsvarsgrene maa finde sig til Rette med i Fællesskab; kun til de vigtigste Forbindelser kan der paaregnes »reserverede« Frekvenser.

54. Arméchefen vil saaledes til sin Radiotjeneste raade over en Række Frekvensomraader, og Armémeddelelsesofficeren, »ARMO«, foretager en Viderefordeling af disse Omraader til de Hærchefen underlagte Dispositionsenheder. Heller ikke han kan nøjes med at tildele hver af Dispositionsenhederne et eller flere af de Arméen af Forsvarschefen tildelte Omraader, men hver af disse Omraader maa yderligere opdeles, saaledes at alle Dispositionsenheder faar Part i alle eller Størstedelen af de Arméen tildelte Omraader, alt efter hver enkelts Behov. Motiveringen herfor er atter dels Udbredelsesforholdenes Afhængighed af Frekvensen, dels Hensynet til Radioopklaringstjenesten; det vilde naturligvis lette den fjendtlige Opklaring uhyre, om det viste sig, at hver Dispositionsenhed havde sit, fra de øvriges adskilte Frekvensomraade, idet enhver Sender da allerede ved sin Frekvens vilde røbe, hvilken Dispositionsenhed den tilhørte.