Log ind

Grænsekommandoet 1945-49 - en glemt formation i hære

#

Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder a  hærens Militærhistoriske arbejder.

Blandt de nedlagte, men alligevel nyere fomationer i den danske hær, hvis historie aldrig er udforsket og skrevet, er "Grænsekommandoet ]945-49". Det kan undre, da det formeredes efter opfordring fra Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces Mission (SHAEF) og virkede i en yderst spændingsmættet periode af nationens historie, i kølvandet af besættelsen 1940-45, medens hæren var under reorganisering og genopbygning, de store tyske styrker forlod Danmark, retsopgøret fyldte overophedede danske retssale på land og i by, og mere end 200.000 tyske flygtninge overbelastede smadrede finanser, national og menneskelig overbærenhed og forståelse o. s.v. Kommandoets omfattende arkiv befmder sig i Rigsarkivets 3. Afdeling, Forsvarets Arkiver. Det fylder ikke mindre end 26 kasser med et vidtfavnende indhold af de normale, basale ingredienser i et militært afdelingsarkiv, fx ind- og udgåede skrivelser, befalinger, registratur-, straffe og korrespondancebøger, rapporter og indberetninger, fortroHgt arkiv etc. Jeg bringer en tak til Forsvarets Arkiver for redebon bistand ved forsendelse af de mange arkivgrupper fra Glostrup til Kastellet, arkivgrupper, som nærværende historiske fremstilling er skabt på grundlag af. Allerede da slutkampen om Beriin i april 1945 tog sin begyndelse og tydeUgt varslede et snarligt tysk nederlag, var man i Frihedsrådet og Generalkommandoen fiildt på det rene med, at den dansk-tyske grænse ved et nu klart aftegnet tysk sammenbrud kunne virke som en magnet på de mest belastede medlemmer af det fyske sikkerhedspoliti, d.v.s. Gestapo og Sicherheitsdienst samt måske højere fyske officerer og politiske ledere. Dertil personellet fra de danske forræderkorps Frikorps Danmark, Hipo-, Schalburg-, Sommer- og Marinevægterkorps samt storstikkere og nationalt hårdt belastede sønderjyder m.fl. Det måtte formodes, at talrige af sådanne subjekter, i civil eller forstukket i væmemagtsuniform, ville forsøge at slippe ind i Tyskland, hvor de talrige dag- og natbombardementer samt slutkampen havde ødelagt mange kommunale arkiver og folkeregistre og foreløbig gjorde det forholdsvis let at føre en tilværelse "underjorden". De ville derved undgå dansk retsforfølgelse. Det kunne ydermere forudses, at flygtningestrømmen stort set kunne deles op i to hovedgrupper: 1) De, som danske myndigheder havde et regnskab at gøre op med og 2) de, som de alherede gerne ville hilse på. Det kom også til at holde stik. Den 28. marts 1945 var Det tredie Riges dødskamp i fuld gang, og med SSrigsfører Heinrich Himlers hemmehge, urealistiske fredsfølere til grev Folke Bernadotte om en separatfred med vestmagterne stod det klart, at også det politiske regime var i ftild opløsning. Den 3. amerikanske armé var nået frem til Worms og Ludwigshafen, hvorved hele venstre Rhinbred var i de allieredes besiddelse, og tyskerne forsøgte forgæves under tapre modangreb at ødelægge det stærke russiske brohoved over Oder ved Küstrin. Værnemagtens evner til offensiv kamp i større stil var for stedse udtømte. Det stod klart for briterne, som var de styrker, der i givet fald skulle gå mod Danmark, at der med en tysk kapitulation kunne opstå kaos ved den dansk-tyske grænse, og mange for både de allierede og danskerne værdiftilde personer i Danmark kunne forventes at forsvinde over grænsen til Tyskland eller tyskere den modsatte vej. Den 28. marts 1945 imderskrev i London den af den danske regering i 1942 afskedigede legationssekretær Gustav Rasmussen som leder af den danske militærmission på Danmarks og hærens vegne en overenskomst med den øverstbefalende over de udsendte allierede styrker om en kommende konfrol over den dansk-tyske grænse. Den senere udenrigsminister i regeringerne Knud Kristensen og Hans Hedtoft underskrev som oberstløjtnant i den britiske hær. For de allierede underskrev den britiske general R.H. Dewing, der som bekendt senere kom til København. Overenskomsten forphgtede Danmark ved et tysk sammenbrud til at forhindre, at "wanted persons" sivede ind i Tyskland eller ud fra Tyskland md i Danmark. De allierede forpligtede sig til at levere Danmark fortegnelse over de personer, man var interesseret i at få udleveret samt at stille forbindelsesofficerer til rådighed for Danmark fra de styrker, der påregnedes at besætte Slesvig-Holsten. Danmark forphgtede sig til snarest efter genindkaldelse af danske militære styrker at opstille en bevogtningsstyrke på mindst 800 mand langs grænsen, foreløbig i et år fra kapitulationen. Dette dokument blev enestående i landets og hærens historie. En af den siddende danske regering som landsforræder afskediget legationsråd, oberstløjtnant å la suite i den britiske hær, forpligtede med sin underskrift en kommende dansk hær til at opstille et stort korps til bevogtning af vor sydgrænse. Dokumentet blev grundlaget for Grænsekommandoets virksomhed og historie. Det blev styrken pålagt at udlevere alle anholdte, uanset nationalitet, som de alherede magter måtte være interesseret i, ligesom disse forphgtede sig til det samme med personer, kongeriget Danmark måtte være interesseret i at få udleveret. I løbet af 3. maj 1945 opgav regeringen Dönitz i Flensborg. Ved et møde mellem storadmiralen, general Frans Böhme fra Norge, udenrigsminister grev Schwerin von Krosigh, generalfeltmarskal Wilhelm Keitel, general Alfred Jodl samt - fra Danmark - generaloberst Georg Lindemann, rigskommissæreme dr. Werner Best og - fra Norge - Joseph Terboven besluttedes kapitulation, og den kendte henvendelse til feltmarskal Montgomery på Lüneburger Heide fandt sted i løbet af 3. og 4. maj. Om morgenen 5. maj havde de tyske militær- og politistyrker trukket sig tilbage fra grænseovergangsstedeme, der de fleste steder blev besat af modstandsbevægelsen. Det stod klart, at det var en illusorisk besættelse, idet lokale, til raseri æggede, lokale tyske chefer magehgt ville kunne nedkæmpe de små, dårligt bevæbnede og uddaimede modstandsstyrker og genåbne overgangene, hvad dog ikke fandt sted. Der var - som forudset - hurtigt brug for regulære militære bevogtningsstyrker. Den 8. maj splittedes derfor Den danske Brigades (DANFORCE) enheder op til bevogtningsopgaver ud over landet. Brigadens 1., 4. og dele af 5. Bataljon indgik derfor i et særligt grænsekommando, der hurtigt sendtes mod den dansk-tyske grænse, hvor det var på plads 10. maj. Det var dog indlysende, at bevogtmngen med DANFORCE kun kunne være yderst provisorisk og kortvarig. Medlemmerne havde været borte fra hjem og familier i måske 2-3 år og ønskede snarest hjemsendelse, ydermere da de følte sig snydt for den slutkamp med tyskerne, de allerfleste havde regnet med at skulle deltage i. DANFORCE skulle derfor snarest afløses af hærens afdelinger, der i majdagene var i fuld gang med omfattende genindkaldelser og genopstilling af de 29. August 1943 ophævede enheder. For tyskerne blev det en forsmædelig sortie. SHAEF beordrede kort og usentimentalt, at udmarchen skulle foregå til fods uanset, hvor fra i landet styrkerne kom. Bivuakker kunne oprettes undervejs til overnatning, og styrkerne måtte ikke søge under dansk tag. Udenlandsk personel i tysk uniform skulle betragtes som tyskere. Jernbane og motorkøretøjer måtte ikke benyttes, og det gav nogle problemer for hærens mange "Blitzmädel" og kvindelige "Wehrmachtgefolge", der i sagens natur ikke var vant til at gennemføre lange, ansfrengende marcher med oppakning. Tropperne skulle medføre udrustning og personligt våben, der senest skulle afleveres ved grænsen. Hestetrukne køretøjer måtte i strengt fornødent omfang benyttes som bagagevogne. Der skulle ved afmarchen fra garnisonen medføres forplejning for syv dage, og der måtte under marchen ikke rekvireres eller købes dansk forplejning etc., hgesom alle henvendelser til danskere og englændere skulle undgås. Det blev tilladt pr. bataljon at medføre et stk. IV2 1 lastvogn. Regiments- og højere chefer blev tildelt et beskedent antal stabsvogne, der samtidig skulle benyttes til at kontrollere marchkolonneme. Tyske lazaretliggende sårede skulle foreløbig forblive i Danmark med tysk sanitetspersonel. Flyvevåbnets personel gik ind under hæren, medens marinen sejlede sine enheder til holstenske og nordtyske havne. Det blev nogle hektiske måneder i hærens historie, som desværre aldrig er blevet udførfigt skildret og fastholdt for eftertiden. Overalt uddannedes der på livet løs med ukendte svenske og engelske våben, køretøjer og materiel m.m. Om aftenen og natten oversatte yngre befalingsmænd møjsommeligt udenlandske reglementer og betjeningsforskrifter til dansk for næste dag at undervise i, hvad man ved aften lampens skær havde oversat og lært sig selv ved fx adskillelse og samling på bordet og gulvet. Ingen af den gamle hærs våben og materiel - med få undtagelser - var tilbage. Alt var beslaglagt af tyskerne og gået til på de talrige fronter. I slutningen af juni skønnede Generalkommandoen, at uddannelsen af enhederne var så fremskreden, at en styrke kunne opstilles, og den meldte klar til Krigsministeriet. Ved "Jydsk Fynske Kommando"s befaling nr. 1 af 3. juh 1945 oprettedes Grænsekommandoet formelt fra 8. juh 1945. Som chef for kommandoet beordredes chefen for 2. Regiment oberst A. Wulff Have (1897-1967), og kommandoet blev formeret af

3. Livgardebataljon (oberstløjtnantl.H.G. Holnæs)

2. Fodfolkspionerbataljon (oberst G. Gullaksen), og

13. Bataljon (oberstløjtnant N. From).

Dertil kommer Grænsegendarmerikorpset (toldinspektør M. Bahnsen) og detachementer af Rigspolitiet (politikommissær B. Brix). Afløsningen af DANFORCE skulle finde sted 14. juli, og 8. juli rykkede man ind i de tildelte områder. Staben fik kommandostation på Kurhotellet Kollund, 3. Livgardebataljon på Hotel Padborghus, fodfolkspionerbataljonen på Tønder kaserne, 13, Bataljon på kurhotellet Kollund” grænsegendarmeriet i Gråsten og politiet i Tønder. Grænsekommandoet tildeltes ingen særlig stab, men obersten henvistes til selv at klare denne sag ved tilkommandering af personel fra regiment og bataljoner. Tiden var før regimentsmærkemes indførelse, og kommandoet lod i sommerens løb fremstille et mærke, der bestod af et stykke hvidt stof i skjoldform med de to slesvigske løver påtiykt i rød farve. Mærket blev udleveret til alle med kommandoets tilladelse til at bære på venstre overarm, ligesom kommandoet indstillede til Generalkommandoen, at kommandoet tildeltes mærket officielt, og at det eventuelt blev approberet som regimentsmærke for 2. regiment. Her havde kommandoet imidlertid gjort regning uden vært, og Krigsministeriet, som Generalkommandoen lod sagen gå videre til, forstod tilsyneladende ikke det ældgamle incitationsmoment til en styrkelse af korpsånd og sammenhold, som et synligt mærke på uniformen udgør. Ministeriet svarede afinålt, at man ikke burde have taget et sådant mærke i brug uden tilladelse. For ikke at desavouere chefen og staben, der havde udvist denne hasarderede malkonduite, tiltrådte ministeriet, at det nuværende indkaldelseshold måtte bære mærket, men at det herefter var afskaffet, og ministeriet borede kniven dybere i såret ved at meddele, at der ikke kunne være tale om at autorisere mærket som regimentsmærke for 2. Regiment. Tiden var endnu ikke moden til indførelse af sådanne ufraditionelle militære snurrepiberier som heraldiske mærker på hærens uniform, som en senere tid kritikløst har ladet få indpas. Et var imidlertid at besætte grænseovergangene og tilrettelægge en tæt patruljering langs grænsen, et andet var overhovedet at få styrkerne underbragt og fremskaffe det materiel og de køretøjer m.m., som var påkrævet. Indkvarteringen var dårlig, og de fleste provisoriske kvarterer (ikke kaserner) var overtaget efter DANFORCE. Tæpper var der ikke mange af, og håndklæder fandtes ikke. Køretøjsproblemet var fra første dag næsten uløseligt. En del engelske køretøjer havde styrken med, andre overtoges fra DANFORCE, d.v.s. svenske, herunder køkkenvogne med fast indbyggede komfurer, og mange af både engelske vogne (som havde gjort krigen med) og svenske var i en dårlig stand, hgesom reservedelssituationen var fortvivlende. Endehg kaprede man uden videre nogle tyske vogne (selv om det var forbudt), som hurtigt maledes over og indgik i vognparken. Det var samtidig i denne hærens genopbygningsfase tungt at se den berygtede engelske "kræmmersjæl" udfolde sig på den måde, at der på flyvepladserne af englænderne blev samlet store bunker af fe. tyske skrivemaskiner, flyvemotorer, gemskrivere, optisk materiel og håndvåben, reservedele m.v., hvorefter man lod kampvogne køre det hele over eller satte ild til det for herigennem at "tvinge" Danmark til at købe nyt engelsk materiel og våbensystemer. Englænderne var dog så kulante, at disses myndigheder syd for grænsen overlod til Grænsekommandoet et antal store tyske lyskastere fra luftvæmsringen om Hamborg, og som gjorde god nytte under bevogtningen ved nattetid. Allerede natten mellem 4. og 5. maj sneg de første overløbere sig over grænsen på ensomme steder, hvor bevoksningen var tæt og bevogtnmgen sporadisk. Det fortsatte under DANFORCE og nu også under Grænsekommandoets bevogtning, og mange blev pågrebet af poster og patruljer, hvorunder der også gentagne gange blev åbnet ild efter flygtende, der nægtede at standse eller modsatte sig anholdelse. Man forlader normalt ikke for stedse sit fædreland og familie med udsigt til fe. et par års fængsel for nazistisk virksomhed. De, der desperat forsøgte at slippe over, var - som anført - dybt belastede danskere og tyskere, der for deres virksomhed som fe. storstikkere, likvidatorer, "afhøringseksperter" på Dagmarhus og i Shellhuset m.v. kunne se frem til mange års fængsel eller idømmelse af den 1. juni 1945 med tilbagevirkende kraft genindførte livsstraf For tyskere kunne det være højtstående Gestapo- eller Sicherheitsdienstofficerer, der havde usædvanHgt meget dansk blod på hænderne, altså notoriske "krigsforbrydere". Flere af disse forsøgte først at holde sig skjult i Danmark, men når de danske penge slap op, eller naboerne begyndte at blive mistænksomme, forsøgte de ofte at flygte ud af landet. Der var blandt tyske tropper også personel fra andre nationer, som havde meldt sig frivilligt. Fx. ukrainske, kaukasiske og donske kosakker, lettiske politisoldater og ungarere, som alle ved hjemsendelse til deres fædrelande kun kunne se frem til henrettelse eller livsvarigt fængsel. En del kunne tyde på, at tyskerne tillod nogle af dem at "sive" bort fra afdelingerne for i civil at prøve at nå fransk, britisk eller amerikansk besættelseszone. Den 14. juU 1945 trak 2. britiske armé sine sidste styrker bort fra Krusaa, og Grænsekommandoet var nu alene om bevogtningen. Nu begyndte samtidig amerikanske soldater i stort tal at skulle på orlov i Danmark, primært København. I den anledning rømmede staben Kurhotellet og flyttede til det forfaldne Sommerhotel. Foreteelsen blev samtidig startskuddet til et gigantisk, permanent smugleri over grænsen med de i Danmark så eftertragtede artikler som fx. kaffe, cigaretter, spiritus, benzin, nylonstrømper o.s.v., en trafik. Grænsekommandoet stod magtesløs overfor. Indkvarteringen var en stadig kilde til uro og utilfredshed. Fra DANFORCE var overtaget en del mobile vagthytter til opstilling i kort afstand fra grænsen, men nu, hvor det gik mod efteråret og vinteren 1945/46, blev det nødvendigt med mere regulære former for underbringelse. Bygningstjenesten påbegyndte opførelse af otte kompagnibarakkelejre på centfale steder langs grænseovergangene. Det var et arbejde, der i høj grad blev udført af soldaterne selv, da det var vanskeligt at skaffe de fornødne håndværkere, og resultatet blev naturligvis derefter. Da styrkerne bestod af værnepligtige, måtte der naturligvis tages hensyn til indkaldelser og hjemsendelser. Det vil i denne komprimerede fremstilling selvsagt føre for vidt at gøre rede for de omskiftninger af enheder, der fandt sted i de ca. fire år, kommandoet eksisterede. Kun skal nævnes rotationen i efteråret 1945, da de lokale lejre var færdige, og Grænsekommandoet kan siges at være ftildt operations- dygtigt. Den 29. oktober afløstes 13. Bataljon af 1. Bataljon. Bataljonen fik stabskvarter i Kollund, og dens kompagnier lå i lejr i Rinkenæs, Krusaa og Padborglejren samt - noget senere - i Bov. 19. Bataljon afløste 3. Livgardebataljon. Staben lå i Tinglev og kompagnierne i St. Jyndevadlejren og Lydersholm. 1. Fodfolkspionerbataljon afløste 2. Fodfolkspionerbataljon. Kompagnilejrene var i Sæd og Højer. Om end lejrene nu var acceptable for en kommende vinter, var brændselssituationen slem. Kul kunne kommandoet ikke skaife, så man fik fra nogle af Vestjyllands brunkulslejre fremskaffet disse lejers fæltlugtende produkter, som dog var bedre end tørv, og som de foregående vinfre af danske storvæmemagere med stor fortjeneste var blevet solgt til bl.a. de tyske besættelsestropper. 1. februar udnævntes oberst Wulff Have til generalmajor og chef for Jyske Division og afløstes af oberst R. Allerup (1890-1962), der året efter afgik og udpegedes som chef for den nyopstillede Tysklandsbrigade, der afsendtes i foråret 1947. En ufraditionel nyskabelse i kommandomæssig henseende fandt sted i oberst Allerups chefsperiode. Det er klart, at de danske menige og underofficerer kun kunne være nødtørftigt uddannet - eller instrueret - i at virke som grænsebevogtning. Ved et chefsmøde i Aabenraa med Grænsegendarmeriet bestemte oberst Allerup, at de menige grænsegendarmer fremtidig skulle virke som vagtkommandører ude ved de mange små posteringer. Forslaget var velmotiveret, da alle gendarmer (tjenestemænd) havde aftjent deres væmephgt og langt de fleste været korporaler eller sergenter. Bataljonschefeme var dog imod tanken, men ordningen indførtes og vir­ kede tilfredsstillende.

Det er klart, at efterhånden som årene gik, begivenhederne i 1940-45 kom mere og mere på afstand, og samfundet og Europa begyndte at fmde sig selv og vende tilbage til en form for førkrigstid, herunder en begyndende normalisering af forholdet mellem Danmark og Tyskland, faldt intenciteten i Grænsekommandoets tjeneste også. Antallet af overløbere fra den ene og anden side faldt, og det blev klart, at det tidspunkt, hvor kommandoet ville være overflødigt, nærmede sig. Fx. havde kommandoet hidtil haft ansvaret for bevogtningen af Flensborg Fjord. Denne militære bevogtning, der selvsagt var den tyske befolkning en tom i øjet i nøje pagt med, at skyldfølelse og national underlegenhed bemærkelsesværdigt hurtigt dunstede bort, og man med hastige skridt nærmede sig Forbundsrepublikkens "Wirtschaftswunder" og hurtige genopbygning med en ny, selvbevidst tysker, inddrog kommandoet 15. oktober 1948, og trafikken på jorden blev fri. Næste skridt var en kendelig reduktion af styrken til blot 333 mand, hvilket fandt sted ultimo 1948. Det var et tal så beskedent, at man med denne nærmest symbolske styrke selvsagt ikke evnede effektivt at bevogte grænsen, hvilket altså heller ikke længere skønnedes påkrævet. Den 15. februar 1947 fratrådte oberst Allerup og udnævntes til generalmajor, og oberst C.M. Nørresø (1892-1962) tiltrådte som chef S.å. åbnedes grænseovergangen ved Sæd for civil trafik. Oberst Nørresø afløstes temporært i december 1947 - ved sin udnævnelse til generalmajor - af oberst Helge Jensen (1896-1961), der som kommandør havde kommandoen til 1. april 1948, hvor kommandoets sidste chef oberst W. greve Sponneck (1888-1966) tiltrådte. Det var nu - i foråret 1949 - klart, at kommandoets tjeneste ikke længere var påkrævet. I maj påbegyndtes en afvikling, og 15. maj betragtedes Grænsekommandoet som ophævet, og dets arkiv afleveredes til Hærens Arkiv. Der er ingen tvivl om, at kommandoet i dets fireårige periode løste en vanskelig og påkrævet opgave, der ikke blev gjort nemmere ved, at hele hæren var under genopbygning og manglede alt. Kommandoets righoldige rapporter og indberetninger m.m. viser med al ønskelig tydelighed, at der virkehg skete noget langs grænsen, især i det første par år, og kommandoets medlemmer, hånd i hånd med grænsegendarmer og politi, udførte et stort og utraditionelt arbejde. Alligevel forsvandt kommandoet i efterkrigstidens rivende militære og militærorganisatoriske udvikling og blev ikke engang til en parentes, før disse linier skrives. Når militære afdelinger, der primært er uddannet til krig, over lang tid kun benyttes til ørkesløs vagt- og overvågningstjeneste uden passende afs^eksling og spændingsmomenter, er de ofte udsat for efterhånden i nogen grad at blive demoraliserede, militært at forsumpe og deres militære færdigheder at blive udvandede. Vi har set forstemmende eksempler på det med alle de tidligere og senere danske (og udenlandske) styrker, der har mindet om Grænsekommandoet 1945-49. Klarest og mest utvetydigt kom det til udtryk med sikringsstyrken 1914-18, hvor der allerede inden Tysklands kapitulation i november 1918 forekom mangfoldige eksempler på direkte obstruktion og en undergravet disciplin, der medførte, at hele underafdelinger måtte hjemsendes i utide inden krigens slutning. Det kunne senere - sporadisk - iagttages med Tysklandsbrigaden og senere nogle af FN:holdene i Gaza og på Cypern. Vi vil måske - hvis sagen bliver trukket længe nok ud og konfusionen og følelsen af magtesløshed og latterliggørelse stiger - også se tegn på det hos dele af styrkerne i Den internationale Brigade i det tidhgere Jugoslavien. Den dominans på alle livets områder, som USA stod som eksponent for i det forarmede Europa, viste sig bl.a. i det vidtfavnende smugleri af de før nævnte, heftigt attråede varer og artikler fra USA, et så omfattende smugleri, at hverken Grænsekommando, gendarmeri, rigspoliti eller toldvæsen formåede at dæmme op for det. Her var trådt en modstander an, som ingen europæisk nation - uanset en mere eller mindre restriktiv lovgivning - formåede at lægge ned, og at skulle medvirke til at standse og forhindre dette storslåede smugleri, var ikke forudset som en af opgaverne ved Grænsekommandoets oprettelse. Det er forståeUgt, at en følelse af en vis magtesløshed herover beherskede kommandoets medlemmer. Især skulle det vise sig, at Tysklandsbrigadens personel udviste en imponerende opfmdsomhed* i at smugle i et omfang, ingen havde forestillet sig, og år efter måtte nationen - tvunget af det stigende internationale samkvem og deraf følgende nationale umyndiggørelse og udenlandske posekiggeri - give op og tillade en form for statsautoriseret smugleri under betegnelsen "toldfri handel over grænserne". Da var Grænsekommandoet imidlertid for længst trådt af og forsvundet i hi­storiens mørke.

Bibliografi

Utrykte kilder: (GKA = Grænsekommandoets arkiv i Forsvarets Arkiver). "Bestemmelser for de tyske Troppers Udmarch a f Danmark" (SHAEF, maj 1945)(GKA) "Ordre til DANFORCE vedr. de tyske Troppers Udmarch og Passage over Grterøen" (SHAEF, 7/5 45)(GKA) "Bestemmelser for indslusning a f de tyske Tropper fra Danmark over den dansktyske Grænse " (2. brit. armé v. Col D.E. Braithwaite)(GKA) "Foreløbige Bestemmelser for Sydjysk Kommando", Underskrevet af OB Helge Bennike 11/5 45 (GKA) "Reglement angaaende Behandlingen a f Personer, der bliver arresteret ved Grænsen" "Bestemmelserfor den lille Grænsetrafik" (GKA) "Bestemmelser for Samvirke med Grænse gendarmeriet" (GKA) "Overenskomst mellem den Øverstbefalende over de udsendte allierede Styrker og den danske Militærmission hos Overkommandoen over de udsendte allierede Styrker som Repræsentant for Kongeriget Danmark angaaende Kontrol med Rejser til og fra Danmark” (GKA) ”Dagbog for Grænsekommandoet 1945-49" (GKA) "Forholdpå Grænsevagt" (GKA) Desuden GK befalinger, instruktioner, straffe- og korrespondanceprot., ind- og udg. skr., mat.regnskab, FTR ark (GKA)

Trykte kilder:

Besættelsens Hvem Hvad Hvor (Kbh. 1966) Brøndsted, Johannes og Knud Gedde: De fem lange Aar. Danmark under Besættelsen,håAAl\(m vA9A6) Forsvarets Arkiver. Vejledning og oversigt 1. Hæren 1660-1980 1984) Hedegaard, Ole A. Frans Løvschall: "Dronningens tro Regimenter"{Khh. 1992) Hvidtfeldt, Johan: Fra Kapitulationsdagene 1945. Wehrmachtbefehlshaber Dänemark Kriegstagebuch (Kbh. 1985) Håndbog for hæren 1945-50 Jensen, Ole YMmQX. Anden verdenskrig. Hvornår skete det (Kbh. 1968) Jespersen, Knud J.V.: Flygtning og soldat. Den danske Brigade i Sverige 1943-45 (Kbh. 1995) Schöller, Carl-Gustav: Hærens afdelingsmærker efter 1945 (Frederikssund 1991)