Log ind

Grænsegendarmeriet i Forsvarets Tjeneste

#

Under Finanslovsdebatten har Poul Holt (D. S.) krævet en Redegørelse a f Regeringen for, hvilken S tilling man indenfor Regeringen tænker sig, Grænsegendarmeriet skal have i Frem ­ tiden. H olt fremdrog bl. a., at det a f den parlamentariske Kommissions Betænkning fremgaar, at Korpset skulde yde en Indsats a f m ilitæ r Karakter indenfor Hærens Rammer, men at dette ikke maatte meddeles Korpsets Medlemmer. I denne Anledning vil det form entlig være a f Interesse i store Træk at redegøre fo r Grænsegendarmeriets Forhold til Hæren. Siden Grænsegendarmeriets Oprettelse den 1. Januar 1839 har Personalet været rekrutteret fra Hæ ren; først fra de i Holsten garnisonerende Kavalleriregim enter: Livregim ent Kyrasserer, Livregim ent Dragoner og Holstensk Lansenerregiment. Denne Tilvejebringelse a f Korpsets Personel havde sin naturlige Fo rklaring deri, at Korpset var beredent og skulde bestaa a f vaabenføre Mænd. H erfra stammer Korpsets traditionsbundne lyseblaa U nifo rm e r; men ogsaa paa andre Omraader giver denne Rekrutteringsmaade, som har skabt et vist Fællesskab imellem Grænsegendarmeriet og Hæren sig til Kende. Saaledes kan nævnes: Personalets Lige stilling med visse Befalingsmandsgrader indenfor Hæren, den gensidige Hilseplig t imellem Grænsegendarmeriet og Hæren og den militære Hilseplig t indenfor Korpset selv, Tildeling a f Krigsm inisteriets Hæderstegn fo r 8 og 16 Aars god Tjeneste fo r Underofficerer. Men bortset fra dette ydre Fællesskab bestod der ingen T ilknytning til Hæren i den Forstand, at der paahvilede Grænsegendarmeriet militære Pligter. Først i 1906 blev der, som det fremgaar a f den parlamentariske Kommissions Betænkning, ved Overenskomst imellem Finansm inisteriet og K rigsm inisteriet besluttet, at Grænsegendarmeriet under ekstraordinære Forhold kunde underlægges Krigsm inisteriet som et Feltgendarmeridetachement. Da et Feltgendarm eris Opgaver i alt væsentligt er sammenfaldende med Grænsegendarmeriets normale Tjeneste, nemlig Ordens-, Tilsyns- og Bevogtningstjeneste, maa en Tilknytning til Hæren med saadanne Opgaver fo r Øje siges at være rimelig og naturlig, naar Korpsets Tilstedeværelse ved Grænsen under ekstraordinære Forhold maa ophøre. Korpset vil som en sluttet Enhed som Feltgendarm eri kunne indgaa i Hæren uden Æ ndring i Organisationen, idet den enkelte kun vil blive paalagt Opgaver, der svarer til hans Tjenestegrad i Korpset. Dette Arrangement har heller aldrig givet Anledning til M is fo rnøjelse fra Personalets Side, vel ud fra den Betragtning, at man har fundet det rim eligt, at Korpset ogsaa under Feltforhold ydede en Indsats, der svarede til dets organisatoriske og uddannelsesmæssige Evner. I Midten a f 30’erne blev der im idlertid tru ffe t Dispositioner a f langt mere vidtgaaende Karakter, idet Korpset herefter under Feltforhold som en sluttet Kampenhed skulde indgaa i Hæren som en A fdeling paa lige Fod med Hærens øvrige A fdelinger. Det var denne Disposition, der ikke maatte meddeles Personalet, og hvis Hemmeligholdelse med Fø je er blevet saa stærkt kritiseret. A t Korpset ifølge dets Organisation, Uddannelse og hele Struktur ikke som en sluttet, selvstændig Enhed evnede saadanne Kampopgaver under moderne Krigsførelse vil form entlig med al Tydelighed fremgaa a f følgende: Bortset fra andre krævende Egenskaber er det i m ilitæ r Henseende blot en Betingelse fo r Ansættelse i Grænsegendarmeriet som Gendarm, at Vedkommende har været vaabenfør Soldat, altsaa menig i et a f Vaabnene. Medens Korpsets O fficerer rekrutteres blandt Hærens faste og værnepligtige O fficerer, rekrutteres Korpsets øvrige overordnede Personel, Vagtmestrene, fra Gendarmklassen. Selvom mange yngre Befalingsmænd (Underkorporaler, Korporaler og Sergenter) nu søger Ansættelse i Grænsegendarmeriet, er Forholdet dog det, at Størsteparten a f Gendarmerne er ældre Folk imellem 45— 55, hvoraf kun et Faatal har gennemgaaet en m ilitæ r Befalingsmandsskole og de fleste ingen. Allerede heraf frem gaar det, at Korpset ikke raader over det fornødne Antal m ilitæ rt uddannede overordnede. E n ­ delig ligger disse ældre Gendarmers og Vagtmestres militære Uddannelse saa langt tilbage i Tiden, at moderne Uddannelse, Vaabenteknik og Taktik er dem ganske fremmed. Det samme gælder forøvrigt ogsaa om O fficererne. Ogsaa den Omstændighed, at Personalet, saavel Gendarmer som Vagtmestre og O fficerer ikke længere som tidligere udelukkende rekrutteres fra Rytteriet, men fra samtlige Vaabenarter — Fodfolk, R y tteri og A rtille ri — gør Korpset uegnet til den paatænkte A n ­ vendelse som en F od fol Ats-afdeling. Som Kampenhed vil Korpset altsaa være sammensat a f Gendarmer, hvoraf en Del, navnlig blandt de unge har en videregaaende m ilitæ r Uddannelse end Vagtmestrene, hvoraf de fleste, som nævnt, kun har været menige i Hæren. A t dette er uholdbart, siger sig selv. En helt anden Sag er, at de ældre, altsaa de fleste a f Personalet, forlængst er slettet a f Rullen og derfor ikke er forpligtet til at forrette Militæ rtjeneste. Ganske vist har man fo r disses Vedkommende søgt Hjemmelen hertil i Væ rnepligtslovens (af 8. Juni 1912) § 5, der bestemmer: »Enhver tjenstdygtig Mand, der har dansk Indfødsret eller efter § 2 er Væ rnepligt undergivet, skal, uden Hensyn til, om han endnu ikke har paabegyndt A ftjeningen a f sin Væ rnepligt eller har udtjent, være forpligtet til, naar Landet udsættes fo r fjend tlig t Angreb, da paa Opfordring a f Kongen eller a f dem, som a f Kongen dertil ere bemyndigede, at gribe til Vaaben eller udføre den Tjeneste, hvortil han maatte blive ansat.« Men Berettigelsen a f at søge Hjemmelen her er meget tvivlsom, da Lovbestemmelsen form entlig blot maa fortolkes som en Bemyndigelse fo r Forsvarsministeren til, om fornødent, at indkalde ældre Aargange, der er slettede a f Rullen, helt eller delvis, men ingen Beføjelse til vilkaarlig t at indkalde en Gruppe Borgere, fo rdi de som f. Eks. Grænsegendarmerne er bevæbnede og, omend fordelt langs den 140 km lange Grænsestrækning, organiseret som et Kommando. Dette vilde nemlig stride mod den almindelige Væ rnepligts Princip . Tildels med samme Begrundelse kunde man forøvrigt ogsaa indkalde ældre P olitifolk eller ældre Medlemmer a f Skytteforeninger; men dette vilde man dog næppe finde paa. Bevæbningen alene — Pistol, Karabin og Rekylgevær — gør ikke Korpset egnet som Kampenhed, idet den væsentligste Forudsæ tning — Uddannelsen — mangler. Gendarmerne har Skydeøvelser med disse Vaaben 1 — een — Dag om Aaret paa Skydebane. Uddannelse i Marken finder overhovedet ikke Sted. Naar man betænker, at moderne K rigsførelse kræver mindst 1 Aars Uddannelse a f de menige, vil Korpsets Uegnethed som Kampenhed være indlysende for enhver.

Den Ordre, der tilgik Korpset den 8. April 1940 om Aftenen om, at det ikke skulde kæmpe som planlagt, var derfor baade forstaaelig og rigtig; men Tidspunktet for Ordrens Udgivelse derimod højst uheldig, i hvert Fald for de militære Myndigheder, der ganske vist ud fra en betydelig Overvurdering a f Korpsets Kampværdi havde regnet med Korpsets Støtte under de indledende Kampe ved Grænsen. Hærledelsens a f Regeringen begrænsede Handlefrihed medførte imidlertid, at Ordrens Tilbagekaldelse forblev uden Betydning for de militære Dispositioner, men Aftalen om Korpsets Anvendelse til Kamp burde overhovedet aldrig have været indgaaet. Man maa haabe, at en frem tidig Hærordning i sig selv giver Forsvaret en saadan Effektivitet, at Hæren ingen Interesse behøver at have i den problematiske Kampværdi, Grænsegendarmeriet med dets 350 Tjenestemænd repræsenterer. Paa andre Omraader vil Korpset derimod kunne yde en fo rtrinlig Indsats i Forsvarets Interesse, f. Eks. som Feltgendarmeri, Spræng- og Bevogtningskommandoer o. lign. Korpsets Personel er selvfølgelig villigt til at gøre en Indsats, naar Landet er i Fare; men det maa være paa Omraader, der svarer til dets Formaaen.

S. V. M. T. Madsen.

Kaptajn i Grænsegendarmeriet.