Log ind

Grænsebefæstning, Grænsebevogtning og Grænseforsvar

#

Nationernes Forsvar til Lands har gennem Tiderne i Hovedsagen væ ret baseret paa det levende Værn (H ærene) og B efæ stningsanlæg. Disse to F aktorer har væ ret bestemmende for et Lands F orsvarskraft og har — anvendt paa rette Maade — vist sig at være en heldig Kombination i Bestræbelserne paa at løse de Opgaver, som Staternes landm ilitære Forsvarsm idler har været stillet overfor. Hærene alene har ikke væ ret tilstrækkelig til at holde en overmægtig Modstander uden for Landets Grænser eller til at kaste ham ud af Landet, om han m aatte være træ n gt ind; det levende Værn har søgt Støtte i Befæstningsanlæg for derved at udligne Styrkeforholdet over for en stæ rkere Fjende. Lige fra de tidligste Tider har Folkene derfor navnlig langs Grænserne bygget Fæstningsanlæg af mere eller mindre perm anent K arakter. Oldtidens G rænsefæstninger havde Form af Mure eller Volde af gigantiske Dimensioner (den kinesiske Mur, Oldtidens Dannevirke), foran hvilke Fjendens Angreb skulde bryde sammen, medens senere Tiders Grænsefæstningsanlæg fø rst og frem m est havde til Opgave at være en Støtte for Hærens Mobilisering og Samling paa et gunstigt Sted, det være sig for en Offensiv ind i Fjendens Land eller en Defensiv i eget. D erfor anlagdes Grænsefæstningerne ved de vigtigste Frem rykningslinier for at tvinge Modstanderen til enten at standse og begynde Belejring eller at foretage omgaaende Bevægelser, hvorved der kunde vindes Tid. Ofte dækkede Fæ stningerne sam tidig vigtige Punkter, f. Eks. Jernbaneknudepunkter, der var vigtige for Opmarchen. Fæstningerne traadte mere og mere i det mobile Forsvars Tjeneste. I den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede — og da navnlig efter den fransk-tyske K rig 1870—71, tog Fæstningsbygningen et uanet Opsving og blev sam tidig konsekvent gennem ført efter en bestemt Forsvarsplan i hver enkelt Stat. Ser vi paa Forholdene i Europa, som de var um iddelbart før Verdenskrigen, finder vi G rænsefæstninger og G rænsefæstningsanlæg saa at sige overalt paa begge Sider af Grænsen mellem Lande, hvor Muligheder for K rig var frem trædende, og i et saadant Antal og i en saadan Udstrækning, at man alene derigennem kan dømme om, hvilken Værdi og Betydning man tillagde saadanne Fæstningers Tilstedeværelse. At gaa hele E uropakortet rundt, for at konstatere i hvor høj Grad Grænserne var spækket med Fæstningsanlæg, fører im idlertid for vidt i denne Sammenhæng. E t frem trædende Træ k i Perioden før Verdenskrigens F æ stningsbygning ved Grænserne var, at det overvejende Flertal af F æ stningerne byggedes som store F ortfæ stninger. Kampen — saavel den artilleristiske som den infanteristiske — førtes i Hovedsagen fra selve Forterne. — Omkring A arhundredskiftet begyndte der dog at hæve sig Røster for at flytte det svære Skyts ud af Forterne til Stillinger i Fortintervallerne. I de sidste A ar før Verdenskrigen gik man — navnlig i Tyskland — et Skridt videre og gjorde adskillige Fæ stninger til Gruppefæstninger (Zerlegte G iirtelstutzpunkte), som bestod af pansrede F jernkam pbatterier og flere Nærkampanlæg — med Underbringelsesrum m ene liggende for sig og i underjordisk Forbindelse med Værkerne. Fodfolkslinier forbandt de enkelte Dele og hele Anlæget om fattede et Omraade paa 1—2 km’s Længde og 400—500 m i Dybden, omgivet af Pigtraad. Saadanne Gruppefæstninger er anvendt i Tyskland baade ved Fortfæ stningen Metz og ved Spæ rrefæstninger.

Fæstningernes Skæbne under Verdenskrigen er velkendt. At mange af dem faldt for Fjendens Angreb, længe før man havde ventet det, er en Kendsgerning. Men at slutte deraf, at de intet var værd eller ikke løste deres Opgaver, vilde være forhastet. Om de belgiske Fæ stninger har den belgiske Generalstab saaledes frem ­ hævet deres afgørende Betydning for den belgiske Hær og for hele Krigsføringen. Liége, Nam ur og Antwerpen spillede en meget stor og vigtig Rolle. Skønt ufæ rdig og uden befæstede Fortmellemrum holdt Liége Stand til den 16. August, og i de første Dage sikrede Fæstningen saavel 3. Divisions som hele Hærens Opmarch. Uden denne Fæstnings Tilstedeværelse havde Tyskerne allerede den 5. August kunnet udvikle sig paa venstre Maasbred og derefter være rykket frem mod den belgiske Hær. Namur, som blev angrebet den 20. August, holdt sig ganske vist kun til den 25., men den belgiske Division, som var i Fæstningen, bandt overlegne, tyske K ræ fter. Endelig beskyttede Antwerpen hele den øvrige belgiske Hær, som uden denne Beskyttelse sikkert var bleven taget til Fange. Tyskerne m aatte disponere 2 Armékorps mod Fæstningen. Under Belejringen gjorde Hæren to Udfald, som tildels aflastede Trykket mod den franske Front, og den 6.—7. Oktober kunde Hæren ubemærket af Tyskerne afm archere for at deltage i Kampene om E fteraaret 1914 og siden under hele Krigen paa de allieredes venstre Fløj. Den belgiske Generalstab siger selv: „Vor Hær i 1914, daarlig udrustet og utilstræ kkelig forsynet med uddannede Officerer, havde uden vore Fæ stninger ikke kunnet modstaa det tyske Angreb. I to Maaneder hjalp vore Fæ stninger os til at gøre Modstand, i den Tid vore allierede ikke havde Muligheder for at understøtte os.“ At Maubeuge var forældet, og at forhastede Beslutninger medførte Ordre til FmZ?mforternes Desarm ering i F ebruar 1915 (redresseret i M arts 191G af General Pétain m idt under Kampene) er en kendt Sag. Men som Helhed maa det erkendes, at de franske G rænsefæstninger i strategisk Henseende løste deres Opgaver. I teknisk-taktisk Henseende kunde E rfarin g er være høstede under Kampene ved Verdun, hvis nordøstlige F ront var den eneste under K rigen angrebne, moderne Fæ stningsfront, men det ovennævnte Forhold bevirkede, at E rfaringerne indskrænkede sig til at gælde visse Befæstningsdetailler (Styrken af Panser og Beton, H indringers Værdi m. m.).

E fterkrigstiden viser en fortsat Bygning og et fornyet Anheg af Grænsefæstninger. Tanken at beskytte Landet ved Befæstningsanlæg ved Grænserne er ikke opgivet, ikke forældet, ikke overflødiggjort. Da man i F ran krig i de afsluttede P agter ikke ser tilstrækkelig G aranti for Grænsernes Sikkerhed, har Landet selv taget Sagen i sin Haand for ved Befæstningsanlæg at skabe denne G aranti. Motiveringen for det ny Fæstningssystem er allerede i 1925 klarlagt af en Grænsebefæstningskommission med General Guillaumat i Spidsen. Kommissionen havde til Opgave a t undersøge og studere Spørgsmaalet. Den afsluttede sit Arbejde i 1927, den tekniske Udførelse overdroges Generalinspektøren for Ingeniørvaabnet, og i 1929 bevilligedes de nødvendige Midler. Det nye franske B efæ stningssystem bestaar af 2 Linier, den nyopførte forreste Linie sam t den forstærkede, ældre Fæ stningslinie fra før Krigen. I en Artikel i Revue du genie m ilitaire 1931 giver Major L. M onti gny følgende Motivering for Befæstningssystem ets forreste L inie: Hærens nuværende O rganisation giver kun een Aargang under Fanerne. Dens Styrke er utilstrækkelig til Beskyttelse af Grænsen i hele dens U dstrækning i de 2—3 Uger, som Hærens Opmarch varer. Denne Svaghed maa erstattes af en Forstæ rkning af Terrainet. Denne kan ikke udføres i paakommende Tilfælde paa Grund af manglende A rbejdskraft, M ateriel og Tid. Forsvarsstillingernes Skelet maa derfor forberedes i Tide. Dette Skelet udgøres netop af den forreste Linie. Linien er valgt saa nær Grænsen som m uligt for at undgaa Tab af de bagvedværende Hjælpekilder (G ruber, Fabrikker, K raftstationer m. m.), Forbindelseslinier for Hærens og Befolkningens Behov sam t for at beskytte Landet mod Krigens Ødelæggelser. Hele Befæstningssystem et kan deles i følgende A fsnit:

I. Grænsen mod Belgien (Calais—Montmédy).

Nu ligesom for 1914 gaar man med Rette ud fra, at de belgiske Fæ stninger kan yde en vis Beskyttelse. T errainet er gennem skaaret af talrige Vandløb og Kanaler, som tillader Iværksættelse af Oversvømmelser, store Skove, som i høj Grad vanskeliggør Fremkommeligheden. Paa passende valgte Punkter, vel siorede og skjulte mellem de talrige Fabrikskomplekser, bygges de nødvendigste Betonværker og Flankeringskonstruktioner. Depoter af M aterialer og Værktøj er oplagt paa Stedet til Brug for Besætningstropperne til F orstæ rkning og Udbygning af Stillingerne.

II. Grænsen mod Luxem burg, Saaromraadet og Pfalz (Montmédy— Rhinen).

Fæ stningslinien ligger her — som overalt — tæ t ved Grænsen. Paa Strækningen Montmédy— Boulay (Bolchen) er T errainet opfyldt af Gruber og Fabriksanlæg, og da Grænsen her ikke har nogen naturlig Hindring, er Anlægene bygget som et stort Støttepunkt, det saakaldte Iiackenberg omkring Thionville. Mellem Boulay og Egnen Vest for Bitsch er der ingen Anlæg af Betydning, Forsvaret skal her baseres paa opstemmede Vanløb, Skove og mindre, flankerende Værker. Mellem Bitsch og Rhinen er bygget en Fæ stningsgruppe i Lighed med Iiackenberg, Hochwald. De nævnte store Støttepunkter, Iiackenberg og Hochwald, bestaar af en Mængde Værker af forskellig Art. Støttepunktets Hovedforsvar ligger i de store Gruppeværker („ensembles“), hvis F orgængere var de allerede før Krigen omkring Metz af Tyskerne anlagte „Zerlegte Giirtelstiitzpunkte“, men nu naturligvis udført paa Grundlag af Krigens E rfaringer. Inden for et saadant Gruppeværk er samlet Standpladser for Maskingeværer, hurtigskydende Kanoner og G ranatkastere; særlige Anlæg for Nærkamppiecer til Bekæmpelse af Kampvogne, Pansertaarne for sværere A rtilleri til eventuel Skydning mod vigtige tyske Byer og Industricentrer (M annheim—Ludwigshafen, Karlsruhe o. s. v .); desuden K asem atter for Besætningerne, Ammunition, F orsyninger af alle Slags o. s. v. Alle Beskyttelsesrum og Forbindelser er bygget af Jernbeton eller anlagt som dybe Tunneler. Forbindelserne bagud er godt dækkede, og bag Stillingen er der talrige overdækkede Rum for Reserver. Anlægene er naturligvis forsynet med alle tekniske Foranstaltninger for Gasbeskyttelse, sanitæ re Bekvemmeligheder m. m. Det nævnte Hackenberg-Anlæg om fatter ikke m indre end 6 saadanne Grupper. III. Rhingrænsen Lauterburg—Basel. Rhinen danner i sig selv en betydelig Hindring. De ny Befæstningsanlæg bestaar af et større Antal Flankeringskonstruktioner indbyggede i Flodbredden. Hovedforsvaret i Rhinlinien udgøres imidlertid af de alt eksisterende Fæ stninger S trassburg og Germersheim sam t Molsheim (Vest for S trassburg). Bag den befæstede Rhinlinie har man forstæ rket Passene gennem Vogeserne med Befæstningsværker og forberedt Ødelæggelse af Vejene. Bevægelige M aterieldepoter er anbragt ogsaa bag denne Front.

Den her omtalte forreste Linie kan vel ikke i Længden gøre alvorlig Modstand mod en aktiv Fjende, der er forsynet med moderne Angrebsmidler. Rhinlinien med sine „Blokhuse“ kan og skal kun betragtes som en „ligne de couverture“ til Støtte for de svage Dækningstropper og være en Linie, bag hvilken Arméerne kan opmarchere. Fæstningen Strassburg kan ikke udbygges paa den tyske Side af Rhinen og er saaledes kun et mod den tyske Side aabent Brohovede. Stillingen stottes im idlertid ved Vogesernes Beliggenhed lidt tilbage. Linien Montméd.v— Rhinen er stærkere. Hovedforsvaret af Grænsen er lagt i den gamle Fæstningslinie, som byggedes efter Krigen 1870—71 med samme Motivering som den ny: at yde Beskyttelse mod Angreb af den frygtede Fjende mod Øst. Den gamle Fæstningslinie er i Hovedsagen bibeholdt uforandret, men naturligvis forstæ rket efter moderne Principper og kompletteret med ny Anlæg; og da først og frem m est de tidligere tyske Fæstninger Metz og Thionville sam t et nyt Værk ved Nancy. Herved er der dannet en stor „region fortifié: Verdun — Toul — Metz — Thionville — Nancy. F ra dette meget stærke, befæstede Omraade har en i dette Rum samlet fransk Hær Muligheder for Frem rykning og Angreb i alle Retninger. I Belgien har der i de senere A ar væ ret ført Diskussioner og Forhandlinger om Grænseforsvaret, og to Anskuelser har her gjort sig gældende. Den ene mener, at et Grænseforsvar i Lighed med det franske: frem skudt Linie langs Grænsen som en forreste Linie, den eksisterende Fæstningslinie — moderne forstæ rket og udbygget — som Hovedforsvarslinie, er bedst egnet ogsaa for Belgien. Den anden vil nojes med de gamle Fæ stninger, m oderniseret og udbygget efter de nye Principper. Den sidste Anskuelse finder U dtryk i følgende M otivering: „Befæstningerne ved Antwerpen og Gent skal forhindre et fjendtligt Angreb Nord for Liège og gennem hollandsk Limburg. Støttet af den belgiske H æ rs 300,000 Mand er Stillingen Antwerpen —Gent af stor Styrke. Den Anskuelse, at Krigen i 19H beviste Fæstningernes Unytte er ikke rigtig. Forholdet er lige modsat (frem ­ hævet her). Vi kan ikke med vor Hær fastholde en for udstrakt Linie. Antwerpen og Gent skal sætte os i Stand til at samvirke med de Hære, som sendes til Hjælp for os, og Fæ stningerne skal netop gøre det m uligt for os at hjælpe til ved et Angreb mod den indtræ ngende Fjende. Liège og Nam ur er bestem t til at sikre vore Troppers Mobilisering og Opmarch og afværge et overraskende Angreb mod Landet.“ En belgisk Grænseforsvarskommissions Forslag indeholder imidlertid ogsaa Plan for et til selve Grænsen frem skudt Forsvar og om fatter følgende : 1. Langs Grænsen og i Tilslutning til den franske Grænsebefæ stning en Rtokke V ærker i Linien Arion— Bastogne for at spærre Frem rykningslinierne gennem Luxem burg: Ødelæggelse af Vejene forberedes. 2. Ved Meuse skal Fæ stningerne Liège og Nam ur bibeholdes og her tillige istandsæ ttes henholdsvis 8 og 7 Forter. Ved Fben, Nord for Liège um iddelbart ved den hollandske Grænse, bygges et nyt F ort i Forbindelse med nævnte Fæ stnings N ordfront med den Opgave at spæ rre Frem rykningslinien fra M aastricht. 3. Ved Schelde forstæ rkes Antwerpen med sine 15 F orter og 12 Mellemværker. Ved Gent nyanlægges et Brohovede med 4 F orter — ca 10 km frem skudt foran Byen. Langs med Schelde og dens Bifloder etableres et om fattende System af Oversvømmelser. Betonkonstruktioner og Pansertaarne skal dimensioneres til at kunne modstaa Trommeild fra 22 cm’s og enkelte T ræ ffere fra 30,5 cm’s sam t om m uligt endog 42 cm’s Skyts. Alle Foranstaltninger til Beskyttelse mod Gas udføres. Dette Forslag er efter den nye Forsvarsm inisters Tiltræden i 1933 bleven til Virkelighed, saaledes at Opbygningen af de belgiske Grænseforsvarsanlæg er i fuld Gang. Trods Versai llestraktatens Bestemmelser om Ødelæggelse af Størsteparten af de tyske Fæ stninger har der dog i Tyskland efter Krigen fundet en delvis M odernisering af visse Befæstningsanlæg Sted. Fæstningen Königsberg, Østpreussens vigtigste Fæstning, med sine 12 Forter, der ligger i en A fstand af 4—6 km fra Fæstningsenceinten, er saaledes — med den allierede Militærkommissions Bemyndigelse — bleven udvidet med 31 betonstobte Dækningsrum. Befæstningsanlægene ved de masn rinke Soer og ved Lotzen er bleven forlænget fra Angerburg til Ortelsburg. Hele Anlæget omfatter Fort Boyen, som er forsynet baade med Beton og Panser, 8 Infanterivæ rker med Opholds- og Dækningsrum af Beton, 8 overdækkede eller pansrede B atterier; desuden 15 nye Dækningsrum af Beton omkring Lotzen. Marienburg — bygget som Brohoved ved Nogat-Floden — har en Linie af Fodfolksværker samt Batterianlæg for svæ rt A rtilleri, bestemt til Forsvar af Flodovergangene og beliggende i en Afstand af 5 km fra Byen. Glogans gamle Fæ stning ved Oderen er bleven udvidet med 8 nye Betonrum. Ingolstadt skal — selv om den ikke er udvidet efter Verdenskrigen — ogsaa nævnes her. Den minder efter Ombygningen efter 1870—71 en Del om de franske Ø stfæ stninger (f. Eks. Epinal) og bestaar af 5 Betonforter paa højre Donaubred, beliggende ca. 8 km fra Fæstningsenceinten, og 11 F orter (Anlæg) paa venstre Donaubred, anlagt i en Bue om Floden i en Afstand af ca. 7 km, foruden nogle mellemliggende Værker. De tyske V estfæ stninger er derimod alle dementerede eller uden Værdi. 1 Finland har man forstæ rket den mest udsatte Del af Grænsen mod Rusland — Grænsen over det karelske Næs — ved Anlæg af Feltbefæ stninger, og alle over Grænsen forende Veje er forberedt til Spærring. Ladoga Soen — som halv er finsk, halv russisk — har Finland for sin P a rt befæstet ved Anlæg langs Soens nordlige Kyststrækninger, thi man regner med Muligheden af russisk Overførelse af Troppestyrker over Soen, saa meget mere som en saadan T ransport kan støttes af russiske Flaadekræ fter, der fra den finske Bugt ad Neva Floden kan fores ind i Soen. Kystværker er anlagt paa Finlands Sydkyst langs den finske Bugt paa de til Landgang bedst egnede Steder.

Men denne Beskyttelse af Grænserne ved Befæstningsanlæg er ikke nok for Nationerne til Opnaaelse af den ønskede Beskyttelse og Tryghed. Overalt er Folkenes levende Værn, Hæren, draget med ind i Grænsebeskyttelsen, idet Landenes H æ rorganisationer opstiller sæ rlige Grænsebeskyttelseskorps eller specielle Enheder til Besættelse af Grænsebefæstningsanlægene. I Frankrig — hvor B efæ stningsarbejderne stræ kker sig over en F ront paa 700 km, hvortil nødvendige Jordarbejder har krævet B orttransport af 12 Miil. Kubikm eter Jord, 1,5 Kubikmeter Beton er anvendt, 450 km Veje og Jernbanebroer er anlagt og 150.000 Tons Staal er forbrugt — har man saaledes opstillet særlige Enheder under Kommando af i Forvejen udpegede Førere. De Styrker, der saaledes er bestemt til Forsvar af Fæstningsanlægene om Metz og Lauter, er større Enheder, hvis enkelte Led er forskelligt sammensat, alt efter den dem tilfaldende Opgave. De om fatter 4 Infanteriregim enter og nogle Feltartilleriafdelinger. Ved Mobilisering bliver de forstæ rket med A rtilleri og Ingeniørtropper fra Værnekreds 6 og 20. — F orsvaret af Rhinlinien skal udføres af særlige Maskingeværbatailloner. De er underbragt i Elsass i Nærheden af de Anlæg, de er bestemt til at besætte og forsvare, og hører til 14. og 43. Division. Alle de Enheder, der er bestem t til Besættelse af Grænsefæstningsanlægene, har det nødvendige Antal Specialister til Betjening af særlige Vaaben og sæ rligt Materiel. Disse Specialister har en længere Uddannelsestid end de øvrige Tropper. Til Underbringelse af disse Grænsetropper er der bygget en Mængde Kaserner og Barakker, alle med Udvidelsesmuligheder for Øje, saaledes at værnepligtige, til Øvelse genindkaldte ogsaa kan underbringes nær Grænsen. En Lov af 2476 1931 hjemler Indkaldelse af ældre Aargange til Forstæ rkning af Fredsstyrkerne i Grænseegnene for Mobilisering under spændte, politiske Forhold. De værnepligtige, der saaledes kan indkaldes (fro n taliers) bor — som hjem sendte — inden for Fæstningsom raaderne. Deres Udrustningsgenstande og Uniformer er lagt i særlige Depoter, klar til Udlevering. Denne første Forstæ rkning kan i Løbet af kort Tid følges af en anden, bestaaende af hjem ­ sendte, der bor uden for Fæstningsom raaderne. — Øvelser i Stillingernes Besættelse kan afholdes i Fred, og Varigheden af de genindkaldtes Deltagelse kan strække sig over 3—4 Dage. Alt i alt har F rankrig 7 Infanteridivisioner, 2 Rytterdivisioner og 1 bevægelig Ballondivision i Nærheden af den tyske Grænse. Men man nøjes ikke med saaledes at have forberedt Besættelsen af Grænsefæstningsanlægene med M obiliseringsstyrkerne. Der træ ffes ogsaa Foranstaltninger til at kunne besætte Linien med tilstræ kkelige Styrker af Rekrutform ationer. Man er klar over, at den 1-aarige Tjenestetid ikke kan give tilstrækkelig Styrke til en fornøden Besættelse af Værkerne, indtil eventuel Forstæ rkning ved Indkaldt Mandskab kan finde Sted, og navnlig er dette Tilfældet med de Aargange, der paa Grund af Krigens V irkninger gennem formindsket Fødselsantal er faatallige. For fra A ar et 19S6 at have en forøget Værnepligtsmasse har man yderligere tru ffe t Foranstaltninger til at formindske Indkaldelserne af R ekrutter i Aarene forud (1933, 34 og 35). Desuden gaar man over til at engagere frivillige for en Tjenestetid paa 6 Maaneder, hvorved tillige opnaas at form indske Arbejdsløsheden. E t Lovforslag, frem sat af „la Commission de l’armée du Senat“, tilsigtende a t give Tillægsbestemmelser til Hærloven af 13. Juli 1927 udtaler i § 3 bl. a. følgende: „F rankrigs T erritorialstyrker o m fatter:

1. De Troppeenheder, der har til Opgave at besætte „les seeteurs fo rtifiés“ (Grænsebefæstningsanlægene). I § 4 siges: De Tropper, der har til Opgave stadig at varetage Sikringen af Grænserne, skal altid holdes paa saa stor en Styrke — fuldt kampberedt — som muligt. Disse Tropper holdes ud over Hærlovens Tal. § 5 indeholder følgende: Underbringeisen af de til enhver Tid raadige Styrker bestemmes under Hensyn til Kravet om Sikkerhed, Mobiliseringens Udførelse, Uddannelsesforhold og Indkvarteringsmulighederne. Og Lovforslaget vil blive vedtaget

I Belgien har over 2000 frivillige meldt sig til Grænsebeskyttelsestjenesten. Man har forberedt Opstilling af 5 Grænseafdelinger sam t Cyklist-, Pioner-, Skytte- og M askingeværkompagnier. De skal indgaa i A fsnittene: Vielsalm, Bastogne og Arion. I hvert af disse 3 A fsnit skal desuden være 1 Bataillon af A rdennerjægerregim entet, 1 M inekasterkompagni (76 mm), 1—4,7 cm K anonbatteri paa terraingaaende Motorvogne og i Arion yderligere 1— 10,5 cm HaubitzBatteri sam t 1 pansret Flyverafdeling. Maeseych skal være den største og vigtigste Grænsegarnison. I Bastogne og Vielsalm er Kaserner under Opførelse. Kaserner for Cykliststyrkerne er fuldendt den 1/8 1934. De færdigbyggede Betonanlæg faar perm anente Vagter, udrustet med autom atiske Vaaben. Grænsealarm ering er forberedt ved Klokkeringning. Ardenner jæ gerregim entet, der i Fredstid bestaar af 3 Batailloner, og som er opstillet som særligt G rænsebeskyttelsesregim ent, skal bevogte Grænsebefæstningsanlægene og forsvare dem sam t sikre Hærens Opmarch Syd for Liége. Regim entet er helt igennem m otoriseret og kan ved Mobiliseringsvarsel h u rtig t gøres 3 Gange saa stæ rkt ved indkaldte Reserver. Til Regim entet hører Panservogne, LedsageartilIeri, tunge Fodfolksvaaben og særlige H aubitsbatterier. I Finland har man over for den Trusel, som de i Leningrad g arnisonerende Troppestyrker — hvoraf særlig maa nævnes 2 Infanteridivisioner og 1 Kavalleridivision med sto rt Krigsberedskab — udgør med Hensyn til Indfald over den karelske Grænse, givet den paa det karelske Næs garnisonerende Division et større Kontingent end de andre Divisioner og ordnet det saaledes, at Indkaldelserne til Rekrutuddannelsen ved denne Division finder Sted i flere Hold, hvorved der opnaas til Stadighed at have en uddannet Styrke ved Grænsen. Men da man ikke var tilfreds eller følte sig tilstrækkelig tryg ved denne Ordning, har man i en Forsvarskom ité af 1930 udtalt sig for en Ordning, som løser Problemet ved at foreslaa, at Hovedmassen af den Aargang, som ligger inde til den første Uddannelse, samles i en „Uddannelses- og Grænsebeskyttelsesdivision“ med G arnisoner i den sydøstlige Del af Landet. I det øvrige Land skulde da i Hovedsagen kun findes Rammer til M obiliseringsform ationerne. Den frivillige, finske „Skyddskårsorganisation“, som tæller over 100,000 Mand, har i K rig først og frem m est til Opgave at deltage i Bevogtningen og Beskyttelsen af Landets Kyster og Grænser. Selv det lille Land, Estland, med sine ca. 1,1 Miil. Indbyggere, har tru ffe t Foranstaltninger til at beskytte sin Grænse mod Rusland. De værnepligtige, hvis Uddannelsestid er 12 Maaneder, indkaldes i Hold til en kortvarig Rekrutuddannelse ved Depotafdelinger, som garnisonerer jæ vnt fordelt over hele Landet. E fter denne R ekrutuddannelse overføres de værnepligtige til videre Uddannelse ved 2 forstærkede Infanteriregim enter, der hver bestaar af 3 Batailloner, 1 A rtilleriafdeling og 1 Eskadron. Begge Regimenterne garnisonerer um iddelbart ved Grænsen, det ene i Egnen S.V. for Pskow-Søen, det andet N. for Peipus i Narva. Ved disse 2 Regim enter samles saaledes efterhaanden hele A argangen til en Grænsevagt. I Lighed med Finland har Estland ogsaa en „Skyddskårsorganisation“ til Hjælp ved Grænseforsvaret.

Paa samme Maade som her skildret for Frankrigs, Belgiens, Finlands og Estlands Vedkommende kan frem drages tilsvarende F oranstaltninger til Beskyttelse af Grænserne i andre Lande. Lad de nævnte Lande staa som Eksempler. Men ud over dette findes i alle Lande en yderligere Forstæ rkning af Grænsebevogtningen ved særlige Enheder, opstillet af Gen(larmeri, Toldvæsen, Forstvæsen o. s. v. Af saadanne Form ationer skal eksempelvis nævnes:

Frankrig.

„Corps de sapeurs (chasseurs) forestiers“ horende under Landbrugsm inisteriet, „Corps m ilitaire des douanes“, horende under F inansm inisteriet. Toldbetjentene rekruteres blandt de m ilitære, der har gjort 4 Aars Tjeneste; de faar ingen m ilitæ r Uddannelse ud over den normale Tjenestetid. En Del af dem er bevæbnet med autom atiske P istoler og Geværer. Den om trentlige Styrke af dette Korps af Toldbetjente er 17,000 Mand (O fficerer, U nderofficerer og Mandskab). Begge de nævnte Korps overgaar ved Mobilisering til K rigsm inisteriet til Anvendelse ved Grænsebevogtningen. Personellet af Toldetaten, som hører til 1. og 2. Reserve, danner ved Mobilisering særlige „Toldbatailloner“, der atter er inddelt i Kompagnier og Delinger. Disse Batailloner udgør saaledes ved Mobilisering en integrerende Del af Hæren og underkastes de samme Love og Reglementer som dennes Afdelinger.

Holland.

Under Justitsm inisteriet og som en Del af Statspolitiet sorterer Det kongelige Gendarmeri, der bestaar af 1 Stab, 4 Afdelinger og 1 Depot. Rekruteringen foregaar ved Engagem ent af frivillige blandt Soldater, der har gennem gaaet den første Uddannelse, eller blandt værnepligtige, der har gennemgaaet den m ilitære Forskole. Det første Engagem ent gælder for 6 Aar. — Gendarm eriet er bevæbnet med Karabin, Pistol og Sabel. Styrken udgør ca. 1200, hvoraf 25 er O fficerer, alt under Kommando af en Inspektør. Afdelingerne har Hovedkvarter i henholdsvis Bois-le-Duc, M aastricht, Arnhem og Groningen ; Depotet er i Apeldoorn. Inspektøren for Gendarm eriet er ogsaa Inspektør for Det m ilitære Politi, der bestaar af 1 Stab, 4 Kompagnier og 1 Depotkompagni. Det er dog kun en ringe Del af denne Styrke, der tager Del i Grænsebeskyttelsen, nemlig 44 Mand i den sydlige Del af Limburg. Politiet virker iøvrigt som Feltgendarm eri. Toldvæsenet sorterer under Finansm inisteriet og er organiseret i Inspektorater og Delinger med en Styrke paa ialt ca. 4900 Mand. De Toldbetjente, som særlig skal bevogte Grænserne, er bevæbnet med Revolvere; 10 F artø jer er til deres Disposition, hvoraf 7 er bevæbnet med hver 2 — 37 mm Kanoner og 1 Maskingevær.

Polen.

Grænsebeskyttelseskorpset har Told- og Statspolitiopgaver ved Polens nordøstlige Grænser og skal sikre Ro og Orden i Grænseomraadet. I Spidsen for Korpset staar en Kommandant, som har samme Myndighed som Chefen for et Arm ékorps; hans Stab har tilsvarende Sammensætning som en Arm ékorpsstab. — Korpset sorterer under Indenrigsm inisteriet. Bevogtningen af Grænsen varetages af Poster til Fods eller beredne, bevæbnede med henholdsvis Karabin og Karabin og Sabel. Desuden har Korpset et Antal lette og tunge M askingeværer. Korpset er delt i 6 Brigader, hver bestaaende af et varierende Antal Regimenter, der igen er sam mensat af et forskelligt Antal Batailloner og Eskadroner. — Rekruteringen foregaar ved Udskrivning (pligtig Tjeneste i 2 A ar), Korpsets budgetterede Styrke for 1933 —34 udgør 873 O fficerer og 2G639 Underofficerer og Mandskab. Desuden har Polen en „Grænsevagt“, der er et Korps under Toldvæsenet og Finansm inisteriet. Korpset har foruden Toldopgaver tillige til Opgave at bevogte den Del af Polens Grænser, der ikke bevogtes af Grænsebeskyttelseskorpset. Grænsevagten rekruteres ad Frivillighedens Vej, idet dog Folk, der har væ ret Soldater, foretrækkes. Styrken deles i Inspektioner, Kom m issariater og Poster. Bevæbningen er enten K arabin eller Revolver. Den budgetterede Styrke for 1933—34 udgor 263 O fficerer og 5308 U nderofficerer og Mandskab. Polen har yderligere en civil G rænsebeskyttelsesstyrke ved Vestgrænsen. Styrken tæller ca. 8000 Mand.

Rumænien.

Grænsebevogtningskorpset, som sorterer under Finansm inisteriet, har følgende Sam mensætning:

Overkommandoen,

Kommandoen for Uddannelsesbrigaderne

2 Grænsebevogtningsbrigadekommandoer,

1 Uddannelsesbrigadekommando,

4 Grænsebevogtningsregimenter, der hver omfatter

3 Grænsebatailloner a 3 Kompagnier,

2 Uddannelsesbatailloner,

1 Depotkompagni.

I alt, hvad angaar R ekrutering, Tildeling af Officerer og F orsyning med Materiel, sorterer disse Tropper under M inisteriet foldet nationale Forsvar. Den budgetterede Styrke for 1931 udgjorde ialt 23,892 Mand.

Tcheclioslovakiet.

10 selvstændige Grænseinfanteribatailloner.

Hver Bataillon sammensættes af :

Bataillonsstab,

1 teknisk Kompagni,

4 Kompagnier og

1 Depot.

Alle Kompagnier Nr. 3 er Cyklistkompagnier, og alle Nr. 4 er Maskingeværkompagnier.

Schweiz.

En Grænsevagt paa en Styrke af ialt 1800 Mand, bevæbnet med Revolver og Karabin. M andskabet uddannes paa Rekrutskoler af 3 Maaneders V arighed. Uddannelsen gives af Grænsevagtens Befalingsmænd. Rekruteringen foregaar ad Frivillighedens Vej, og Engagem entet er paa 3 Aar.

Italien.

Kongelige K am binierer er samlet i et m ilitæ rt organiseret Korps, som hører til Hæren, men udfører i Fredstid Polititjeneste efter Indenrigsm inisteriets Anvisninger. I K rigstid bruges de til Grænseværn og som M ilitærpoliti. Bevæbningen er Revolver og Karabin. Rekruteringen er frivillig, og Engagem entets Varighed 3 Aar. Styrken om fatter:

Overkommando,

6 Distriktsinspektioner,

20 Territoriallegioner,

1 Uddannelseslegion,

1 Centralskole og

1 Eskadron kongelig Garde (K yradserer).

Foruden Politiundervisning faar K arabiniererne m ilitæ r Undervisning paa en Rekrutskole, og de udfører Øvelser i Skiveskydning. Styrken udgør ialt 51,043 Mand. Desuden har Italien en særlig fascistisk M ilits, som er en Grænsemilits paa ialt 1870 Mand. Den kongelige Finansvagt hører under Finansm inisteriet, men er m ilitæ rt organiseret og bestaar af frivillige, som antages paa 3 Aar. Den er i F redstid Toldvæsen ved Land- og Søgrænsen, men i K rig tillige Grænseværn. Styrken er 26,010 Mand, bevæbnet med Karabin.

Dette Korps er under Kommando af en Arm ékorpsgeneral i aktiv Tjeneste. Han har en Divisionsgeneral som næstkommanderende. Styrken o m fatter:

3 Zonekommandantskaber,

13 Territoriallegioner og 1 Uddannelseslegion,

1 Skole for Officerer og

1 Skole for Underofficerer.

Legionerne deles i Batailloner (cercles), Kompagnier, Delinger, Grupper og Patrouiller.

Rusland.

Grænsekorpset har til Opgave at bevogte Grænserne og er underlagt O. G. P. U. (Den forenede statspolitiske Forvaltning), som hører til Hæren, men ledes af et Kollegium, hvis Form and er Chef for alle G. P. U.-Tropper. Grænsekorpsets Fægtningsuddannelse, som foregaar efter de for Hæren gældende Grundsætninger, er saaledes, at Korpset kan anvendes som Kamptropper. Hovedmassen af Korpset er grupperet ved Vestgrænsen. Det inddeles i Afdelinger, hvis Sammensætning i Reglen er:

3 Skyttekom pagnier,

1 Maskingeværkompagni,

2 Eskadroner og

1/2 Meddelelseskompagni.

Afdelingen deles i Kommandantskaber, der igen bestaar af F eltvagter. Hver Feltvagt har sit bestemte Bevogtningsafsnit. Tjenestetiden er 2 1 j Aar. Uddannelsen foregaar i Uddannelsesbatailloner, som hvert A ar oprettes i henved 3 Maaneder ved hver Afdeling. Styrken udgør ialt 28,150 Mand.

Litauen.

Et Grænsepoliti, hvis Styrke er 2068 Mand. Bevæbningen er Geværer, autom atiske Pistoler og 10 lette Maskingeværer. Frivillig R ekrutering, og Tjenestetiden er af ubestem t Varighed.

Letland.

Grænsekorpset sorterer under Indenrigsm inisteriet. Det er m ilitæ rt organiseret og bestaar af ialt 1200 Mand.

Estland.

Grænsevagten er en O rganisation af m ilitæ r K arakter, der sorterer under Indenrigsm inisteriet. Styrken er 800— 1200 Mand, der er bevæbnet med Gevær og Pistol sam t lette Maskingeværer. Grænsevagten rekruteres blandt Folk, som har fuldfort deres Tjeneste i Hæren. Engagem entet er frivillig, og Tjenestetiden varer i Almindelighed 1 Aar.

Finland.

Et særligt Korps under Indenrigsm inisteriet. Korpset er m ilitæ rt organiseret. Foruden af en fast Stamme af hvervede bestaar det af værnepligtige, der paa den Maade udforer deres pligtige Tjeneste. Korpset varetager Grænsebevogtningen og Mobiliseringens Sikring Nord for Ladoga jævnsides med 2’ Division paa det karelske Næs. Grænsen er delt i 4 D istrikter, som hver har 3— 4 Kompagnier, saaledes at alle betydende Veje over Grænsen er besat med 1 Kompagni, medens 1 Kompagni er i Reserve i hvert D istrikt. Kompagnierne er i Fredstid som Regel paa 2 Delinger. Kompagnierne ved Grænsen har hvervet Mandskab, medens D istriktsreserverne har værnepligtige Folk. Ved Hjælp af de værnepligtige kan Styrken ved Mobilisering hu rtigt forøges. Antallet af værnepligtige — og derved K rigsstyrken — er størst i det nordlige og det sydlige D istrikt. Desuden har Finland 200 Toldbetjente, bevæbnet med Pistol, der sam arbejder med Grænsevagterne.

Lad dette være tilstræ kkeligt til at vise, at N ationerne overalt paa effektiv Maade beskytter deres Grænser — ikke alene med B efæ stning sanlæ g, men ogsaa med levende Værn, der — skont F redsopgaver for visse Enheders Vedkommende ofte synes mest frem træ ­ dende — er fuldt m ilitæ rt uddannede og bevæbnede, og hvis Opgaver under alvorlige Forhold er at bevogte og forsvare Grænserne samt hjælpe til med at sikre Hærenes Mobilisering og Opmarch. Hvorledes Forholdene er ved den danske Grænse er velkendt, og en Redegørelse for, hvor lidet fyldestgørende den danske Grænsebevogtning og det danske Grænseforsvar er, er overflødig for dette Blads Læsere. Siden 1867 har Danm ark baade af økonomiske og udenrigspolitiske — og for den Sags Skyld ogsaa indenrigspolitiske — Grunde m aattet afstaa fra et perm anent Grænseforsvar med dertil hørende Befæstningsanlæg og lang T jenestetid; thi kun fuldt uddannede og krigsbrugbare Tropper kan indgaa i et saadant.

Medens man i F ran krig nogle A ar for Verdenskrigen indforte 3-aarig Tjenestetid for at opnaa et tilstræ kkeligt hojt Forsvarsberedskab til Sikring mod Overraskelser, og medens saavel F rankrig og Tyskland som de fleste andre Lande, ja endog Belgien, randede over stæ rke Grænsefæstninger med Garnisoner paa Krigsfod, gik man her i Danm ark den Vej, som man var nødt til at gaa, at organisere Hæren i Fredstid som et Uddannelsesapparat og at tilrettelægge Mobiliseringen saaledes, at Hæren h u rtigst m uligt kunde bringes paa Krigsfod, hvilket kan lade sig gøre for et lille Land med gunstige Kommunikationsforhold. Om et Grænseforsvar eller et forhøjet Grænseberedskab i Fredstid har der aldrig været Tale, heller ikke i 1909 og i 1922, men ved Forarbejderne til Hærloven af 1909 frem satte General Kuhnel K ravet om at indføre „Sikringsstyrken“, som under de dengang truende udenrigspolitiske Forhold skulde sikre en rolig og rettidig Mobilisering, og i 1909-Loven indførtes Bestemmelsen om Afholdelse af Alarmeringsøvelser (Prøvem obilisering) paa Sjælland. F ra 1920—22 var der form eret en særlig Grænsebevogtning: „Sønderjydsk Kommando“, men ved Gennemførelsen af Hærloven af 1922 var_ det økonomisk uoverkommeligt og derfor et almindeligt Ønske at komme bort fra en perm anent Foranstaltning af denne Art, og denne Lov kom da heller ikke paa dette Omraade til at afvige fra sine Forgængere, men man har allerede under 22-Loven tru ffe t Forberedelser, som ikke skal omtales her, men som for Sønderjyllands Vedkommende følger de Retningslinier, som foran er om talt under 1909-Loven. Ved Forarbejderne til Hærloven af 1932 forelaa der intet, som kunde motivere et Brud med de hidtil fulgte Principper: at anvende de sparsomme Pengemidler udelukkende til Uddannelse og U drustning af en Forsvarshæ r, der kunde blive tilstrækkelig stor til at løse de sandsynligst foreliggende Bevogtningsopgaver af forsvarsm æssig Art, naar den blev bragt paa Krigsfod — jfr. den kommanderende Generals Bem ærkninger til Lovforslaget. Det er iøvrigt her værd at bemærke, at ingen af de udarbejdede Forslag til Vagtværn, der udelukkende tag er Sigte paa Bevogtning, vil være i Stand til at løse de Grænsebevogtningsopgaver, som der nu er Tale om, og der har ikke væ ret tæ nkt paa noget saadant. Til Bevogtning af Grænsen findes kun Grænsegendarmeriet, hvis m ilitære Uddannelse er minimal, hvis Forsyning med autom atiske Vaaben er lig Nul, og hvis num eriske Styrke i Forhold til den c-a. 50 km lange Grænse fra V esterhavet til Flensborg F jord er ringe. H ertil kommer, at de sønderjydske Garnisoners R ekrutstyrker (Fredericia m edregnet) Størstedelen af A aret er utilstræ kkelig og underbrag t i Afstande fra Grænsen, som vanskeliggør øjeblikkelig Indgriben over for eventuelle Grænseoverskridelser. At F aren for saadanne Grænseoverskridelser er til Stede, vil næppe blive bestridt af mange. Forholdene i Europa er urolige og fyldt med Konfliktstof. Desuden gør man sikkert rig tig t i ikke at undervurdere M ulighederne for og Styrken af irregulæ re Troppers Anfald mod Grænsen i en højspændt politisk Situation. Det skulde synes, a t vi herhjemme i 1848— 50 i høj Grad fik at mærke den K am pkraft, saadanne Styrker — Insurgenterne — er i Besiddelse af. De fleste af vore Kampe i T reaarskrigen er leveret med Insurgenterne, kun ved Slesvig (23/4 1848), Nybøl (28/5 1848) og Dybbøl (5/6 1848) stod vi over for regulære Forbundstropper. Og den E rfaring, vi saa blodigt høstede dengang, burde nødig gaa i Glemmebogen. H ertil kommer vor ufravigelige P ligt til at skabe Tryghed for vore Landsmænd i det genvundne Sønderjylland, til at vise Viljen til a t værne baade det Land og den Befolkning, som af egen fri Vilje vendte tilbage til Danm ark ved Genforeningen i 1920.

Den danske Grænse mod Tyskland yder fra N aturens Haand ingen Støtte for et Forsvar. Kun paa den vestlige Del er der Muligheder for — i den vaade A arstid — , at Vidaaen og de omliggende Moser og Enge kan danne en H indring uden fo r Vejene. Langs hele Grænsen fører gode Veje over den, Veje som kan benyttes af letbevægelige Troppestyrker (Cyklister, Panservogne, Fodfolk paa Motorvogne). Af danske Tropper ligger kun Tønder Garnison um iddelbart ved Grænsen. Forudsæ ttes det, a t den politiske Situation udvikler sig saaledes, at Regeringen faar Tid — og den har Viljen —til rettidig t at indkalde en Sikringsstyrke eller form ere en særlig Bevogtningsstyrke i Grænselandet, bliver Forholdet naturligvis gunstigere for Imødegaaelse af Grænseoverskridelser med det levende Værn. Men der findes da ingen Befæstningsanlæg i Grænsens Nærhed til Støtte for og Styrkelse af Jyllands Forsvar for længst m uligt at holde K rigsbegivenhederne — med deraf følgende Ødelæggelser og Ulykker — borte fra Landsdelen. Der er saaledes Grunde nok til en Forstæ rkning af F orsvaret af Grænsen ved Bygning a f lettere Befæ stningsanlæg i Sønderjylland og Opstilling af en særlig Grænsebevogtningsstyrke.

Befæstningsanlæg ene bor om fatte dels Anlæg, der har den um iddelbare Beskyttelse a f selve Grænsen til Form aal — en Observationsog Bevogtningslinie om man vil, dels saadanne Anlæg, som mere tager Sigte paa i det store og hele at tjene Grænsetroppernes Kampvirksomhed. Beskyttelsesanlægene ved Grænsen maa gruppere sig om Adgangsvejene over og tæ t bag denne. Anlægene maa være smaa betonerede, helst overdækkede Standpladser for autom atiske Vaaben (herunder Antipanservognsvaaben) med Hulrum for Betjeningsmandskabet af saadan A rt, at flere Dages Ophold her er m uligt; de maa grupperes saaledes om den enkelte Adgangsvej, at de gensidigt kan støtte hinanden, ligesom en Supplering med forberedte Vejspæ rringer (-spræ ngninger) og passive H indringer er nødvendig. F or at give denne Observations- og Bevogtningslinie en passende Dybde — og derved øge Muligheden for at standse eventuelle Raids — maa der bag denne forreste Linie udføres en Række Anlæg i Hovedsagen af samme K arakter. Udgifterne til Udbygning af en saadan Beskyttelseslinie vil andrage ca. '/> Mili. Kr. foruden Grunderhvervelser af ringere Omfang. Den anden Gruppe Anlæg maa om fatte m indre Værker eller Grupper af Anlæg til Støtte for en alvorligere Kamp, altsaa udbygget til stæ rkere Forsvar ved Fodfolk og helst forstæ rket med fo rberedte Standpladser for Artilleri.

End ikke til Besættelse af den ovenfor skildrede forreste Linie vil de nuværende F redsstyrker ved 2’ og 7’ Regiment være tilstræ kkelig, thi til Bevogtning af Garnisonsbyerne og for at sikre eventuel Form ering af en Bevogtningsstyrke i Sønderjylland eller Mobilisering maa paaregnes en ikke ringe Del (op imod 50 % ) af Styrken. Grænsegendarm eriet kan ikke anvendes til at supplere de m ilitæ re Styrker alene af den Grund, a t det ikke er udrustet med eller uddannet i Betjening af autom atiske Vaaben. Dette Korps kunde derimod være til Nytte paa anden Maade, f. Eks. v ed : at foretage mindre Spæ rringer af selve Grænsen foran Hovedspærringerne, at etablere Hovedspærringerne, inden m ilitære Styrker naar frem, og foretage en første Bevogtning af disse, at sprænge vigtigere Overgangssteder, at alarm ere Hovedspærringerne fra Grænseposterne.

Saadanne Foranstaltningers Udførelse kræver im idlertid, at der i Forvejen eksisterer et intim t Samarbejde med Grænsegendarmeriet, og a t Linierne for Kommandoforholdene under urolige Forhold ved Grænsen er klart og hensigtsm æssigt trukket op.

Der kan ikke herske Tvivl om, a t alene Etableringen af en Grænsebeskyttelseslinie af lettere Anlæg kan skabe en Betryggelse mod overraskende Overfald fo rt frem af Panservogne og mindre, motoriserede Styrker eller Cykliststyrker. Det er im idlertid en Betingelse, a t Anlægene rettidigt og i fuld Udstrækning besættes. Men hertil er den eksisterende Fredsstyrke som nævnt for ringe, i store Dele af A aret utilstræ kkelig uddannet og tilmed for Størstedelens Vedkommende garnisonerede langt fra Grænsen. For at kunne besætte Forsvarsanlæg ene i den omtalte Observations- og Bevogtningslinie kræves derfor, at man til Stadighed m a ­ der over en storre Styrke, forsvarligt uddannet og enkadreret, end den nuværende i Sønderjylland garnisonerede Fredsstyrke, og denne Styrke man have Mulighed fo r rettidigt at kunne besætte Forsvarsanlægene. Kun da vil der være rimelige Betingelser for med korteste F rist at skabe et passende stæ rkt Værn red Grænsen.

Den Tjenesteturnus, der nu er herskende ved 2’ og 7’ Regiment og har virket i ca. 1 Aar, er indviklet, foruden at den h ar gjort betydelige Indgreb i de saa knapt tilm aalte Pengemidler. Desuden giver Ordningen — som nævnt — for ringe Styrke til et passende Grænseværn. Vel er Tiderne maaske ikke gunstige fo r at opnaa en Forøgelse af Hæren; men vil man skabe Tryghed ved og om vor Grænse, kan man ikke komme uden om en saadan Forøgelse. Man kan eksempelvis ordne sig paa følgende Maade: Sam tidig med en Omlægning af Tjenesteomgangen ved 2’ og 7’ Regiment skabes et Grænseværn under Enhedskommando, en sonderjydsk Brigade, med fast Stab, hvor der til enhver Tid findes en vel indram m et Styrke paa ca. 1000— 1200 Mand med m indst 4 Maaneders Uddannelse. B atteriet i Haderslev underlægges Brigaden i dets nuværende Skikkelse. Mandskabet kunde indkaldes i 3 Hold aarlig med Overgribning. Det Mandskabsoverskud, der fremkommer udover den nødvendige Styrke til Opstilling af 2’ og 7’ Regiment ved Mobilisering, kan indrammes paa anden Maade.

For at være sikker paa til enhver Tid at have en forsvarlig Indram ning ved 2’ og T Regiment — ogsaa efter Afgivelse af Befalingsmænd som Elever og Lærere til Skoler m. v., under Genindkaldelser, hvor Rekrutuddannelsen skal holdes lobende, sam t ved Mobilisering, hvor Grænseværnet skal kunne bruges sam tidig med B rigadens Mobilisering, og for at skaffe det fornødne Personel til B rigadens Stab, vil det være nødvendigt at udvide de eksisterende Rammer med et mindre A ntal Liniebefalingsmænd. Af denne Forøgelse af Rammerne kan desuden regnes et Antal Befalingsmænd til Udførelse af nødvendige M obiliseringsarbejder, daglig A dm inistration m. m. Endelig vil det være ønskeligt ved en m indre Udvidelse af A rtilleriets Rammer at skaffe den fornødne Indram ning af B atteriet i Haderslev.

U dgiften til det her fcreslaaede Grænseværn — B atteriet i H aderslev iberegnet — vil beløbe sig til ca. 31/> Mili. K r.; men for at faa den sande U dgift maa herfra trækkes Hærlovens Beløb til 2’ og 7’ Regiments M andskabsstyrker og -uddannelse efter Hærloven af 1932, ca. 1 Miil. Kr., saaledes at Budgetforøgelsen bliver ca. 2Vs Mili. Kr. Dertil maa naturligvis lægges en U dgift til nødvendig Forøgelse af M ateriel sam t øvrige D rifts- og Vedligeholdelsesudgifter, saaledes at det samlede Beløb ikke kommer op over 3 Mili. Kr., og naar Materielforøgelsen er gennem fort ca. 23/i Miil. Kr.

Den her skitserede Ordning giver — som nævnt — til Stadighed en Styrke paa ca. 1000— 1200 Mand med m indst 4 Maaneders Liddannelse plus et m otoriseret B atteri. Det bibeholder de nuværende Garnisoner og opretter ingen nye, nærm ere Grænsen. Men efter de Oplysninger, der har væ ret frem sat i Dagspressen, har Staten for nylig — til m ilitær Uddannelsesbrug — erhvervet sig saavel Bygninger som et Areal ved Søgaard. Oprettes der her en Uddannelseslejr, som kan rumme et Antal Kompagnier (af Uddannelseshensyn bør Kompagnierne udlægges i Lejren paa S kift), skabes der herved en Mulighed for i visse Perioder a t have en Styrke um iddelbart bag Grænsen ogsaa paa dette Punkt. N aar der saa tillige træ ffes Forberedelser til ved M otortransport i en truende Situation at flytte Styrkerne fra Fredericia, Haderslev og Sønderborg til Grænsen, maa Beredskabet her siges at være fyldestgørende under Hensyn til de naturlige Krav, som kan stilles til vort Land.

De Foranstaltninger, der hidtil er tru ffe t med Sigte paa Grænsesikringen, bæ rer paa mange Om raader Improvisationens Præg, gennemfort, som de blev, paa Grundlag af en pludselig opstaaet og ret uventet, skæ rpet Situation Syd for Grænsen. Man m aatte ty til de Forholdsregler, som h u rtig t kunde gennemføres inden for Lovens snævre, økonomiske Ramme. Men i Spørgsmaalet om. Grænsesikringen kan Landet — og specielt ikke det genforenede Sønderjylland — fortsat nøjes med Im ­ provisation. Bevogtningen og Forsvaret a f Danmarks Sydgrænse maa snarest sættes i fa st og solid Form ved Etablering af Grænsebefæstningsanlæg, Samarbejde med og Uddannelse af Grænsegendarmeriet samt Formering af en Grænsebevogtningsstyrke.

C. Kaalund-Jørgensen.