Log ind

Grækenland og Tyrkiets strategiske betydning

#

Den nordatlantiske Traktats øverste politiske instans, Rådet, besluttede på sit møde i Ottawa i september 1951 at opfordre Grækenland og Tyrkiet til at gå ind i Atlantpagten som fulde medlemmer. Forud for forhandlingerne gav Holland, Norge og især Danmark klart udtryk for, at de i princippet ikke var enige i det rigtige i at søge forsvaret af de to landes områder tilknyttet til det vesteuropæiske forsvarssystem ved at udstrække A-pagten til at omfatte også disse lande. I løbet af forhandlingerne opgav de im idlertid deres modstand. Rådets beslutning fandt udtryk i en protokol, der ændrer traktatens definition af dens geografiske område til også at omfatte Grækenland og Tyrkiet. Efter delte skal pagten også dække „hele Middelhavet“ ; herved forstås dog ikke kystlande som Æ gypten, men angreb på f. eks. britiske skibe og luftfartøjer i og omkring Cypern og Malta skulle dækkes af garantien. Denne protokol skal dog først ratificeres af medlemsstaternes parlamenter, før Grækenland og Tyrkiet officielt kan opfordres til at indtræde som medlemmer. Uden iøvrigt at tage stilling til det rigtige eller forkerte i al søge Grækenlands og Tyrkiets forsvar knyttet til det nordatlantiske forsvar ved fuld optagelse i N A T O skal i det følgende redegøres for de to landes strategiske stilling, overvejende ud fra m ilitærpolitiske synspunkter og med sa-rlig vægt på deres betydning for Vesteuropas forsvar.

Landenes militær-geografiske beliggenhed og indre struktur.

Fra de ældste historiske tider bar de to lande ved deres placering som landforbindelse mellem Europa og Asien og samtidigt som en barrière for adgangen til Sortehavet indtaget en strategisk nøgleposition. Den nyeste tids tekniske udvikling bar kun forøget deres betydning. Kampen om olien, hvoraf nogle af de betydeligste forekomster findes i områder inden for luftstrategisk rækkevidde af disse lande (nemlig om den Persiske Rugt, i Kaukasus og i Rumænien), har bidraget hertil, således som allerede oprettelsen i slutningen af forrige århundrede af den britiske „livslinie“ til Østen gennem Middelhavet og Suezkanalen gjorde det. Den stærke industrielle udvikling i det sydlige Rusland har også givet hele det europæisk-nærøstlige område stærkt oget betydning.

*) (angivet med tilladelse fra Det udenrigspolitiske Selskab, til hvis p ub likationer artiklen er udarbejdet.

Begge lande er opfyldt af bjerge. Der levnes de fleste steder knn en smal, lavt liggende kyststrækning, livor til gengæld størstedelen af befolkningen lever. Stærkt indskårne kyster, især ud til det Ægæiske Hav, giver talrige naturlige bavne. I Lilleasien indrammes den centrale højslette, Anatolien, af to vest— øst løbende bjergkæder, som mod ost, ved sammenstødet mellem Tyrkiet, Rusland og Iran, løber sammen i et uvejsomt bjergkompleks, kendt som den Armeniske Knude. Dette bjergkompleks sætter en prop i for adgang til Tyrkiet fra nordøst og øst, hvorimod der lades en relativt smal, men uhyre vigtig passage åben fra sydøst: den historiske vej til Eufrat-Tigris sletten, livor orientekspressen til Baglulad løber. Også fra russisk område (Kaukasus) fører een jernbane, dog med varierende sporvidde, ind i Tyrkiet tillige med een vej langs med den smalle kystslette og een vej over bjergene. Disse forbindelseslinier er dog overordentlig sårbare, spækket med vanskelige pas og slyngninger, og en fremrykning med større militære styrker vil i dette særdeles ugæstfri terrain være meget vanskelig. En lettere adgangsvej fra Rusland til det indre af Anatolien vil findes tvu'rs over Sortehavet til Lilleasiens nordkyst, livor der særligt ved Sainsun findes brugelige landgangsstrækninger og mulighed for uden alt for store besværligheder at komme over bjergene til Ankara. Men dette forudsætter selvfølgelig sø- og luftherredømmet i Sortehavet. Endelig er såvel vej- som jernbanenettet i landets indre meget lidt udviklet, selvom en vis udbygning i m ilitært øjemed (muligbed for troppekoncentrationer) bar pågået de sidste år med amerikansk hjælp. Det strategiske tyngdepunkt i Tvrkict er området omkring den 300 km lange vandvej, Bosporus, Marinara Havet og Dardanellerne, som udgør Sortehavets eneste forbindelse med M idde lhavet, og som siden Peter den Stores dage bar været et primært mål for russisk ekspansionspolitik, ligesom den bar va-ret genstand for en ra'kke mellemfolkelige overenskomster. I benbold til Montreux-overenskomsten af 1936 er fuld suverænitet over områderne im idlertid tillagt Tyrkiet, og dette ga-lder fremdeles, trods gentagne russiske forsøg på at presse Tyrkiet til en overenskomst om fælles lyrkisk-russisk forsvar af sundene. Området er fra tyrkisk side stærkt befu'stet og vil være vanskeligt at angribe fra søsiden (man husker de allieredes forgæves forsøg i første verdenskrig). Lettest tilgængeligt vil det for en udpræget landmilitær magt som Rusland være over land, og da fra den europæiske side (Bulgarien) lienset til de naturlige forsvarsmuligheder i Lilleasien. Et sådant fremstod må im idlertid sikres kraftigt i den vestlige flanke mod trusler fra Jugoslavien og Grækenland, hvorfra indgriben kan ske enten i form af fremrykning over den makedoniske slette, syd om Balkanbjergene, eller som en amfibieoperation over det gru-ske øhav. (Albanien med sit svage militære potentiel vil i denne forbindelse relativt let kunne neutraliseres). Foruden i denne rolle som en slags forlængelse af de tyrkiske stræder får Grækenland endvidere sin store betydning som forbindelsesled mellem Tyrkiet og Italien og som basisområde for overvågeisen af forbindelseslinierne i Middelhavet I Kreta spiller lier en særlig rolle).

Landenes egen militære styrke.

Med kraftig amerikansk hjælp er der i de seneste år sket en omfattende modernisering af begge landes militære styrker. Der er ikke og bar ikke været egentlige amerikanske troppeenheder stationeret i landene, men militærmissioner afgiver instruktorer og virker som rådgivere — i Grækenland ikke mindst med hensyn til den nu afsluttede krigsforelse mod den kommunistiske partisanbevægelse Ifolge amerikanske kilder skal Grækenland have ca. 250.000 mand under våben (under ombevæbning fra britisk til amerikansk materiel) og Tyrkiet ca. 300.000 (bæren er inddelt i ca. 25 divisioner). I betragtning af de to landes gode naturlige forsvarsmuligheder er dette efter vesteuropæisk målestok meget betydelige præstationer, men der er ingen tvivl om, at der i begge lande fremdeles er mangel på moderne og mere kompliceret materiel, især til flyvevåbnene. Tidligere tiders vanskeligheder for Tyrkiet med at finde tilstrækkeligt mandskab med de fornødne forudsætninger for at lære moderne våbens betjening er nu stærkt reduceret, efter at analfabetismen så godt som er forsvundet blandt de værnepligtige aldersklasser. A t disse troppers kampmoral er meget boj, bar man atter i Korea fået nye beviser for. Begge landes krigsindustrier er kun svagt udviklet, ligesom de også på andre områder er afhængige af import. De er dog begge selvforsynende med levnedsmidler, og i hvert fald Tyrk iet tillige med kul og tekstiler, ligesom der findes krigsvigtige kromforekomster. I begge lande, især dog Gru-kenland, findes et betydende antal fly vepladser, som kan omdannes til militært brug; de er anlagt eller under anlæggelse med amerikansk hjælp.

A lt i alt er der således grund til at antage, at de to lande selv har eller er i stand til at udvikle en meget væsentlig del af de til deres forsvar fornødne styrker m. v., men at et effektivt forsvar i det lange lob her så lidt som i Vesteuropa ikke kan præsteres uden meget betydelig amerikansk assistance, materiehnæssigt som økonomisk.

Områdets strategiske betydning for Vesteuropas forsvar.

Beherskelse af forbindelseslinierne på de store have er den første betingelse for sammenhæng i det nordatlantiske forsvar, ja, det er selve dette over et ocean rækkende forsvarsforbunds bærende strategiske idé. Middelhavet, såvel som de norsk-danske farvande må i denne forbindelse betragtes som „sidespor“ til de atlantiske hovedforbindelser, men med det plus til Middelhavet med hensyn til vigtighed, at sporet udgør en forbindelse til det mellemste og fjerne osten, hvis afbrydelse ville skrue udviklingen tilbage til det 19. århundrede. De tyrkiske stræder spiller her en rolle ganske svarende til de danske gennemsejlingsfarvande: ved at bevare allieret kontrol over dem kan man mest økonomisk neutralisere den største trusel mod de maritime forbindelser, nemlig angreb med russiske ubåde. Som bekendt er im idlertid angreb, eller truslen om angreb, det bedste forsvar. Selvom den vestlige verden strategisk set altid må påregnes at være i defensiven i hvert fald de forste faser af en krig, eftersom fredsbryderen altid vil kunne vælge lid og sted, vil den eneste udsigt til at bringe angriberen til standsning, før ban når at ødelægge hele det vesteuropæiske fastland, ligge i lokalt at gribe til offensiven, hvor lejlighed byder sig, for at fravriste modparten initiativet. På det vesteuropæiske kontinent, centralfronten, hvor de ostlige massebære bedst kan komme til udfoldelse, vil dette i en indledningsfase næppe være muligt. Midighederne herfor synes snarere at eksistere på fløjene, mod nord og syd, hvor de geografiske forhold giver vestmagterne bedre betingelser for udfoldelse i de elementer, som svarer til deres relative styrke, nemlig på søen og i luften. Det er tidligere blevet påpeget, at man fra de områder, som Grækenland og Tyrkiet kontrollerer, v il have de bedste udgangsbaser for et slag mod Sovjets „bløde mellemgulv“. Hvor blødt det er, fremgår af et par tal: 75 % af den russiske flyvemaskinindustri ligger i 4 byer omkring det nedre Yolga: over 50 % af Sovjets olieproduktion finder sted i Baku-området. Dertil kommer hensynet til at hindre russerne i at nå frem til de mellemøstlige olieområder (Iraq— Iran), der normalt dækker op til % af Europas olieforbrug. Sammenfattende kan man sige, at Tyrkiet og Grækenland er de dominerende områder for kontrol over såvel det østlige M idde lhav som det mellemste østen, en kontrol som vil være af den største betydning for et heldigt forsvar af Europa som hellied.

Sovjetunionens interesse i området.

I snæver forstand må det først og fremmest være i Sovjets vitale interesse at hindre allieret udnyttelse af Grækenland og Tyrkiets områder som foran beskrevet, altså her at danne en sikring for sin sydlige flanke. Ved sovjetrussisk besiddelse af disse områder åbner der sig im idlertid også videre perspektiver for deres krigsførelse: indkredsning af Jugoslavien, oprettelse af baser ved Adriaterhavet og besiddelse af de i første omgang nødvendige forbindelseslinier for et fremstød mod Ægypten med Suez kan al en og mod det mellemste østens oliekilder. Hel eller delvis kontrol over områderne, især de tyrkiske strander, bar derfor som foran nævnt altid været et yderst vigtigt led i de skiftende russiske regimers ekspansionspolitik.

Følgerne, for de to landes mulige stilling i en krig.

Begge disse sidstnævnte komplekser af strategiske fordele forekommer så overbevisende vigtige som led i en eventuel sovjetrussisk krigsplan, at man på vestlig side ikke med rimelighed kan tænke sig den mulighed, at Sovjet skulle respektere et forsøg på hævdelse af græsk og tyrkisk neutralitet ved igangsættelse af et felttog mod Vesteuropa. E t under en storkrig neutralt Grækenland og Tyrkiet ville ej heller va-re af strategisk interesse for Vestmagterne, der i så fald var afskåret fra at udnytte dette vigtige basisområde for offensive operationer mod Sydrusland. Værdien af sådanne to neutrale lande som barriere for russisk udfoldelse i Middelhavsområdet ville også være yderst problematisk, idet Rusland ville kunne vælge tid og sted for et senere angreb på de to lande tulen mulighed for, af rettidig og effektiv hjælp til deres forsvar kunne ydes fra allieret side. Endelig ville et heldigt gennemført russisk forsøg på et isoleret angreb på de to lande være yderst kompromitterende for vestlige bestræbelser på at hindre yderligere russisk magtudvidelse. Det må således erkendes, at på længere sigt ville det være usund vestlig strategi at søge et eventuelt russisk overfald på Grækenland og Tyrkiet begrænset til en krig mellem disse to lande og Sovjetunionen. Dette ville i praksis være at gå den potentielle fjendes ærinde ved at lette ham gentagelse af Hitlers i begyndelsen med så stort held gennemførte politik: at slå modstanderen een for een.

Var optagelse i NATO den eneste og den rette udvej?

Selvom man måtte erkende det principielt rigtige i de foranstående strategiske betragtninger og indse nødvendigheden af vestlig intervention i tilfælde af russisk angreb på Grækenland eller Tyrkiet, vil det være naturligt at stille og så vidt muligt besvare dette spørgsmål. Man vil erindre, at det bl. a. fra dansk side blev foreslået at soge de to lande optaget i en kollektiv forsvarsordning i M idde lhavet med så snæver tilknytning til NATO, at gennemførelse af de fornødne militærtekniske forberedelser, fælles planlægning etc. blev muliggjort. Der er im idlertid intet kommet offentligt frem til belysning af, om de øvrige Atlantmagter overhovedet anså en sådan fremgangsmåde for mulig og tilstrækkelig. Set ud fra en normal militær betragtning skulle en løsning efter de fra dansk side foreslåede retningslinier umiddelbart synes mulig, selvom den givetvis ville have visse svaglieder sammenlignet med en fuld optagelse i pagten, svagheder som dog i og for sig forekommer at være nok så meget politisk som militært betonede. Kort udtrykt vil man muligvis kunne opsummere de vigtigste fordele og ulemper ved de to landes optagelse i NATO således:

Fordele:

1. Maximum præventiv virkning overfor eventuelle russiske planer om aggression mod de to lande.

2. Understregning af den voksende vestlige selvtillid og vilje til fortsat at sætte hårdt imod hårdt.

3. Bedste forudsætning for til bunds gående fælles planlægning, militært som politisk.

4. Bedste m iddel til afstivning af græsk og tyrkisk forsvarsvilje og til ansporing til ydelser til fælles fordel.

Ulemper:

a. Forøget fare for at Sovjet skal gribe til „præventiv“ krig under påberåbelse af trusel om indringning, specielt på en front, som altid har været i brændpunktet for russisk udenrigspolitik.

b. Næring til såvel kommunistisk som „neutralistisk“ propaganda i Atlantpagtlande mod de vestlige stormagters førerskab og mod A-pagtpolitikken som helhed.

c. Fare for at eventuelle interne Balkan-stridigheder (med eller uden russisk baggrundsvirksomhed) skal kunne foranledige A-pagtmaskineriet sat i gang.

d. Øget risiko for de nuværende medlemmer af A-pagten ved dennes udstrækning til områder med strategisk tilknytning til det Mellemste Østen (oliestridigheder).

e. Spredning af kræfterne, herunder mulig formindskelse af USA-støtte til de hidtidige medlemslande til fordel for de to nye medlemmer.

T i l disse fordele og ulemper skal sluttelig enkelte kommentarer knyttes:

ad 1 og 2: Undladelse af fuld optagelse kunne fra russisk side udlægges som et vestligt svaghedstegn og friste til yderligere udfoldelse af den aggressive politik, som erfaringerne (Berlinblokaden, Korea, Vesttysklands oprustning o. s. v.) har vist kun kan bringes til afsvækkelse ved fast, vestlig optræden. ad 3: Ved fuldt medlemsskab vil hl. a. Danmark få mulighed for at øve indflydelse på den fælles politik også i Middelhavsområdet. Man vil kunne indvende, at Stormagterne ikke vil tage hensyn til os; men med denne ordning vil vi dog blive hørt, medens vi med de to lande i en særlig organisation, løsere tilknyttet N A T O , overhovedet ingen mulighed ville have for indflydelse på en stormagtspolitik, der dog, hvad enten vi kan lide det eller ej, i sidste omgang stadig vil være afgørende medvirkende til at forme vor skæbne.

Skærmbillede 2020-06-15 kl. 13.55.46.png

ad a: Optaget i N A T O eller ej er det en kendsgerning, at Grækenland og Tyrk iet af de foran omtalte militære grunde fremdeles — som h idtil — ville indgå i Vestmagternes forsvarssystem. Den skete udvikling repræsenterer således faktisk ikke en yderligere fremrykning af vestlige bastioner, men vil givetvis kunne udnyttes som en undskyldning, hvis Sovjet af andre årsager måtte vælge at gå til krig nu. E t fra norsk side fremsat forslag om, at man som i Norge, der ligesom Tyrkiet har fælles grænse med Rusland, i fredstid bør undlade at placere egentlige allierede kampstyrker i Tyrkiet, forekommer rimeligt, så længe der ikke måtte være tegn på en umiddelbart forestående russisk aggression. ad b: En betydelig ulempe, især i et land som vort med stærke neutralitetstraditioner og store økonomiske vanskeligheder som følge af den almindelige oprustning i hele verden. ad c og d: Jfr. ad 3. Specielt vil de små lande få mulighed for indflydelse på afgørelsen om, hvorvidt en åben konflikt i et af de nævnte områder (Balkan og det Mellemste Østen) er en trusel mod „sikkerheden“ i det nordatlantiske område“ eller kan forsøges begrænset lokalt (som det h idtil er lykkedes i Korea). Men at ulemperne kan blive alvorlige, kan næppe nægtes. ad e: E n udvidelse af pagten til at omfatte 14 medlemmer vil givetvis give øgede vanskeligheder for hele pagtmaskineriets rette funktionering. Hvad angår støtten fra U SA har de to lande allerede gennem flere år modtaget en betydelig våbenhjælp fra USA , som sikkert under alle omstændigheder ville blive fortsat. Med Grækenland og Tyrkiet i pagten er der i modsætning til, hvad tilfældet ville være med den udenfor, en mulighed for de andre medlemmer at øve indflydelse på fordelingen af den samlede støtte fra USA , jfr. ad 3.

Hvad man end yderligere — især ud fra mere politisk bestemte synspunkter, end der her er anlagt — vil kunne sige for og imod, står det fast, at det er en overordentlig vidtrækkende beslutning, der her er truffet. Rent bortset fra de mange øjensynlige, militære fordele ved den valgte løsning forekommer det mest trøsterige for et lille land at være den omstændighed, at NATO’s organisation i fremtiden synes at kunne give mulighed for et mere omfattende fællesskab ikke blot på det militære område, men også i den politiske planlægning. Man må kun håbe, at de små landes repræsentanter må evne fuldt ud at udnytte denne mulighed for indflydelse på den storpolitik, som disse lande tidligere var ganske uden indflydelse på.

E. H. Wolff.