Log ind

Globaliseringen

#

Af Dr. phil Per Stig Møller, MF

Artiklen er er en gengivelse a f en tale, som forfatteren holdt den 27. januar 2000.

Uanset hvordan man vil definere eller bortdefinere globaliseringen er den der. Spørgsmålet er blot, hvor mange omkostninger og hvor megen uro, den vil påføre landene, og hvordan den bringes til at være til gavn for alle lande. Den er en logisk følge af de transport- og kommunikationsteknologiske forandringer, som især tog fart i anden halvdel af det tyvende århundrede og imødegås nu af flere europæiske partier for tiden. Disse partier vinder fremgang på deres negative holdning til globaliseringen, men sejrer neoprotektionismen, vil den udløse tumulter, uro og kulturkonflikter både inde i landene og mellem landegruppeme, og den kan i sidste ende føre til væbnede nord-sydkonflikter.

Omvendt kan globaliseringen fremkalde den evige fred, som den tyske filosof Immanuel Kant drømte om for nu over 200 år siden, og som han forudså ville blive fremkaldt af verdenshandelen. Handel rimer sig ikke på krig, skrev han og mente, at en stigende verdenshandel ville styrke freden, fordi man fik større interesser i at handle med hinanden end i at bekrige hinanden. Denne fredsforestilling fremlagde i øvrigt både den franske filosof Montesquieu og den skotske David Hume allerede omkr. år 1750. Montesquieu kaldte det "den blide handel", som ville ophæve krige, og Hume så frihandelen som forudsætningen for fælles rigdom og velfærd. Verdenshandlen var ikke et nulsumspil, men en metode til vækst for alle handelens parter, forklarede Hume. Hans tanker blev fulgt op af den senere, franske finansminister Turgot, der i 1766 formulerede kapitalens væsen, som bestod i, at kapitalen altid vil flytte sig derhen, hvor arbejdskraften og produktionen er billigst og dermed flytte penge fra områder med fuld beskæftigelse til områder med lav beskæftigelse, hvor lønningerne og velfærden så vil stige, hvorefter kapitalen igen vil flytte. Selv om Turgot kun beskrev, hvordan kapitalen vil flytte sig inde i ét land, er det jo, hvad der under navnet globalisering sker mellem landene i dag. Den kendteste liberal-økonomiske frihandels-teoretiker er Adam Smith. Han videreudviklede alle disse tanker og viste, hvordan liberalisering, privatisering og udlicitering under regulerede og velovervejede former ville løfte alle i samfundet og til sidst alle i de gensidigt handlende lande ud af fattigdommen. Men Montesquieu havde ét væsentligt forbehold over for denne verdenshandel. Han mente, at der ville være lande, som tabte i denne verdenshandel, og som derfor ville være bedst tjent med at holde sig udenfor den, og det var de lande, som ikke havde noget at bidrage med. De ville blot blive oversvømmet af frihandelen og synke ned i gæld og fattigdom. Også dette ser vi jo i dag, og for at imødegå denne virkning af frihandelen skal kandidatlandene til EU nå op på et vist økonomisk niveau, før de lukkes ind. Det er som sluserne i to vandkamre. Vandstanden skal være på samme niveau, før sluseportene åbnes.

Når jeg har startet med disse betragtninger fra 1700-tallet skyldes det, at hvad vi nu står foran, ganske svarer til problemerne, idealerne og teorierne fra dengang, vor * moderne verden tog fart . Der kan derfor være god grund til at genoverveje, hvorfor man liberaliserede, og hvad det moralske formål med liberaliseringen var. Mens de dengang stod overfor en række toldbarrierer inde i landene, som blev ijemet på grund af disse tanker, står vi nu overfor toldbarrierer mellem landene, som vi er igang med at ijeme globalt, efter at vi har ijemet dem regionalt, og dermed i EU-området virkeliggjort drømmen om, at "den blide handel" skaber fred. Dette er jo selve grundlaget for den europæiske unionstanke og årsagen til, at man netop byggede den op på handelspolitikken og derfra udbyggede samarbejdet fra traktat til traktat, så det nu omfatter miljø, sundhed, arbejdskraften, pengepolitikken og sågar forsvars- og udenrigspolitikken, vel at mærke for dem, som ikke har taget forbehold. Den europæiske udvikling er både en følge af den politiske vilje, og af den teknologiske udvikling. Det samme vil blive tilfaeldet for den globale udvikling. En teknologisk årsag er den simple, at afstandene er blevet mindre og samkvemmet følgelig lettere og større. I løbet af de 1000 år fra nationalstatens oprettelse blev retsstaten og demokratiet udviklet og knæsat. Retssamfundet var forudsætningen for handelssamfundet og den heraf afledte beskæftigelse og rigdom. Derfor nødvendiggør den udvikling, vi står foran, en global retsorden med en form for internationalt demokrati, baseret på nationalstaterne. Det er denne orden, som nu er i støbeskeen, og som det er vor tids politiske opgave at forme. Et intematonalt anarki betyder krig og forringet handel, hvorved handelens muligheder for at bekæmpe verdensfattigdommen forskertses. Vor internationale opgave er at undgå dette, og derfor søger vi nu efter de rette virkemidler og metoder. Vi ved, at handelen liberaliserer, og vi ved, at den kræver en retsorden for at fungere. Vi ved, at denne liberalisering ikke bare skal være friheden for de stærke, og derfor må der reguleringer til, som beskytter de svage. Dette påpegede Adam Smith, og derfor frarådede Montesquieu de svage at indskibe sig i den globale verdensøkonomi.

Vi har skabt grundlaget for en orden i den globale uorden, fordi vi har erkendt vores fælles vilkår: k'lodens overlevelse. Før kunne enkelte kulturer og områder gå til grunde, uden at det gik du over andre end dem selv, men i dag vil et sammenbrud ét sted, føre til sammenbrud andre steder. Derfor tager EU ikke så hårdt fat i nakken på Rusland i forbindelse med Tjetjenien, som det burde gøre. Første gang denne sommerfugle-effekt viste sig var med Børskrakket i 1929 i New York. Sidste gang vingerne rørte på sig, var ved sammenbruddet af nogle thai-banker i 1997, hvis virkning netop blev inddæmmet, fordi vi i mellemtiden har konstrueret systemer til at opfange og modvirke effekten. Vi har skabt IMF, Verdensbanken, Verdenshandelsrganisationen WTO og forskellige FN-kontorer til fremme af en global, økonomisk orden. Vi har skabt konventioner til at modvirke de miljømæssigt negative sider af verdenshandelen såsom Montreal-protokollen og Basel-konventionen. Til fremme af den geopolitiske orden har vi skabt domstolen i Haag og FN med dets Sikkerhedsråd og stående komiteer og i Europa både Europarådet og OSCE samt naturligvis EU. Vi har skabt konventioner til beskyttelse af Menneskeretighedeme og de sociale rettigheder, som for hver gang, de revideres, gøres mere og mere omfattende og mere og mere bindende. Som Kofi Annan sagde i april 1999 kan intet land i dag bag sine grænser behandle sine borgere, som det måtte få lyst til. Omverdenen ikke alene kan, men skal gribe ind. Selv om den jo også kan vælge at se bort, som vi for tiden ser det i forbindelse med Tjetjenien. Men vi har trods alt skabt et krigsforbrydertribunal, og det er blot et spørgsmål om tid, før dette gøres permanent. Vi er således på vej mod en global verdensorden i erkendelse af, at globaliseringen ikke lader sig standse. Vi er på vej med systemer og institutioner til sikring af fred og fairness mellem landene. Men spørgsmålet er, om vi når at få gjort dem lige så selvfølgelige mellem landene, som de er blevet inde i landene, inden utilfredsheden ved globaliseringen vokser så meget inde i landene, at processen går i stå og bevæger sig den modsatte vej, mod en ny protektionisme med alt, hvad dette indebærer af en gentagelse af fortidens konflikter, ligesom det er et spørgsmål, om en fanverdenshandel når at fungere, før befolkningspresset slår hele det møjsommeligt opbyggede system itu?

Demografien er verdenshistoriens store hjul, som vi slet ikke er nok opmærksomme på, men historien har faktisk altid udviklet sig i overensstemmelse med demografien. Hvor der er stor befolkningstilvækst og en stor andel af unge i befolkningen, er der ekspansion, hvorimod områder uden vækst og mange ældre altid har oplevet tilbagegang. Indenfor de kommende femogtyve år vil befolkningsvæksten og forskydningen blive markant og dermed skabe nogle økonomiske, økologiske og geopolitiske problemer, der skal tackles i tide. Både Europa og Nordamerika risikerer at løbe ind i regionale og nationale vanskeligheder, som kan sætte deres velfærdssamfund, retssamfund og demokratier under voldsomt pres. De 15 EU-landenes samlede befolkningstal vil ifølge FN' s gennemsnitsprognose om 25 år falde fra 371 millioner mennesker til 363 millioner. Lige syd for sig på den anden side Middelhavet vil EU have et Nordafrika, hvis befolkningstal vil vokse fra 200 til 325 millioner. Hvis disse ekstra 125 millioner ikke skal blive fattigere end de allerede er, skal der en økonomisk vækst på over 100% til, så der kan komme flere jobs, bedre uddannelser, bedre infrastruktur, bedre sundhedsvæsen. Kommer denne vækst ikke, vil der komme en voldsom illegal indvandring til EU-området herfra, som vil skabe uro i EU-landene og deres storbyer. Ganske vist har en embedsmand i EU beregnet, at EU får brug for 125 millioner ekstra arbejdstagere, og så kan vi jo bare tage de nye 125 millioner fra Nordafrika, men så enkelt er det ikke. For det første vil der næppe være forståelse i de europæiske befolkninger for at modtage dem, og for det andet vil de heller ikke have de fornødne uddannelser. Dertil kommer det kulturelt umulige i på så kort tid at lade 25% af Europas befolkninger bestå af nytilkomne mennesker fra en helt anden kultur. De vil efter en snes år udgøre op mod halvdelen af befolkningen, og hvad er da europæisk kultur? Europa er ikke blot en jordeklimp, men først og fremmest en kultur, nogle sprog, værdier, traditioner og en rimeligt fælles religion. Vores forpligtelse består ikke blot i at sørge for, at de økonomiske hjul på det europæiske kontinent kører rundt, men også i at sørge for, at europæisk kultur, sprog, værdier, historie og religion gives videre til de næste generationer. Denne historiske opgave har kun vi, og løfter vi den ikke, gør ingen det og da opløses den europæiske kultur. En langsom integration over flere generationer har vi derimod altid kunnet klare, men dette er der jo ikke tale om, hvis vi forestiller os ekstra 125 millioner udefra i løbet af en snes år. Det kan ingen kultur absorbere. Vi skal derfor klare de europæiske befolkningsproblemer ved at omlægge vores produktion, vores arbejdsmarkeds- og velfærdssystemer, så vi kan opretholde velfærden med færre hænder uden samtidig at forværre fattigdommen i verden omkring os, fordi en sådan fattigdom vil til sidst fremkalde alvorlige konflikter på tværs af Middelhavet. Vores politiske alternativ består derfor i: enten at forbedre deres handelsbetingelser hos os med risiko for strukturarbejdsløshed hos os eller at forsøge at holde dem ude og fortsætte som hidtil, hvilket bare ikke lader sig gøre i længden. For syd for sig har Nordafrika et fattigdomsområde, som vil skyde store befolkningsmasser op mod det, da Afrika syd for Sahara vil gå fra 681 millioner mennesker til 1.5 milliarder mennesker. Skal disse nye 900 millioner ikke vandre mod nord - og hvor skulle de ellers vandre hen? - skal der altså en økonomisk fremgang til hos dem på flere hundrede procent. Selv om det ser næsten uoverstigeligt vanskeligt ud er der kun én løsning: en ny økonomisk NordSyd-orden. Og dette gælder ikke kun i forholdet mellem Europa og Afrika, men også mellem Nord- og Sydamerika. Nordamerika vil vokse fra 278 millioner til 332 millioner, og væksten vil finde sted i befolkningsgrupper med rødder i Afrika og Latinamerika. Syd for sig vil det have et Latinamerika, som vil vokse fra 520 millioner til 788 millioner mennesker. Det vil igen sige: hvis ikke der kommer en kraftig økonomisk vækst i Latinamerika, vü Nordamerika blive sat under samme pres som Europa. Den nordamerikanske energi vil blive rettet mod Latinamerika, og dets militære forpligtelser over for Europa vil falde tilsvarende. Hertil kommer, at USA' s befolkningsforskydning vil gøre det svært for en amerikansk præsident at ofre amerikanske liv for Europa. De, der skal ofre deres liv, vil nemlig slet ikke have deres rødder i vort kontinent. Det betyder, at Europa skal til at klare mere selv og betale mere til sit forsvar, hvilket igen betyder, at vi skal bruge mere på forsvaret, end vi er vant til. Det betyder igen, at de offentlige budgetter, som i forvejen kommer under pres på grund af den ændrede befolkningssammensætning, får et ekstra forsvarsøkonomisk pres.

Det amerikanske kontinent vil løse sine problemer ved at skabe et større frihandelsområde, hvor NAFTA udvides til at omfatte det meste af Latinamerika. Det medfører, at verden vil stå med to store konkurrerende markedssammenslutninger: den europæiske og den amerikanske, og skal denne konkurrence ikke påføre begge parter nogle ødelæggende handelskrige, skal Verdenshandelsorganisationens spilleregler forbedres, og bindende konfliktløsningsmodeller opbygges. Af de øvrige demografiske forandringer skal jeg her blot nævne forholdet mellem Indien og Kina, idet Indien vil gå fra 1 mia til 1,6 mia, mens Kina kun vil gå fra 1.2 mia til 1.5 mia mennesker og altså blive overhalet af Indien. De vil slås om magten over de sydøstasiatiske underleverandører og sikre sig så stærke forsvarsbastioner som muligt for hver forlig at forberede sig på et sammenstød eller på en opdeling af Asien i interessesfærer. Den kamp er jo allerede igang i form af Indiens atomvåbenprogrammer og Kinas gentagne rysten med sablen i det Sydkinesiske Hav. Uden for dem vil Japan ligge med en aldersstegen befolkning og et forsøg på at bevare sin velstand og velfærd ved at spille rollen som "den lykkelige tredjemand", så længe det går.

Vi kan således se foran os et kapløb mellem globaliseringen og en form for regional nationalisme. Lykkes det ikke at få skabt en retfærdig verdensorden i pagt med globaliseringen, vil regionalismen og nationalismen slå den spirende orden over ende, endnu før den er skabt. Lykkes det derimod at få skabt denne orden og en verdenshandel, der løfter alle, vil verdenshandelen sikre freden, skabe stadig større internationale alliancesystemer og markeder, og lige så stille sætte væksten i verdens befolkningstal ned. Det forholder sig nemlig altid sådan, at økonomisk fremgang skaber større erhvervsfrekvens blandt kvinderne, giver flere uddannelse og færre børn. Sådan er den demografiske transition, som det hedder, gået i Europa fra 1750 til 1950, men hvor vi havde 200 år til at klare det og nye kontinenter at sende og vore befolkningsoverskud til, så har Latinamerika og Afrika kun 25 år til at gøre os kuntstykkei efter og ingen steder at sende deres befolkningsoverskud hen. Det forudsætter næsten et mirakel! 

Hvis dette økonomiske mirakel lykkes, vil det skabe betydelige økologiske vanskeligheder. Den økonomiske vækst, der skal til på så kort tid, forudsætter en kraftig produktionsstigning, som kræver materialer, energi og ressourcer og dermed forstærker klodens miljøproblemer. Energipriserne og forureningen vil stige, omend problemerne kan begrænses med en mere energi-effektiv produktion og mindre ressourcebelastende materialer, men kan det klares så hurtigt? Og vil netop denne del af verden være med til at klare dem, eftersom dens komparative fordele består i, at de kan producere uden alle de pålæg og hensyn, som energi- og miljøministrene påfører producenterne i OECD-landene? For at imødegå denne udvikling har vi klimakonventionen, Montreal-protokollen og Basel-konventionen samt en række aftaler og mekanismer til overførsel af bedst tilgængelig teknologi, men vi har jo samtidig set, at den rige verden agter at stille yderligere krav til producenterne i den tredje verden, som denne verdens ledere ikke vil imødekomme. Derfor mislykkedes WTO-forhandlingeme jo i efteråret 99! I WTO stiller vi krav om lige og fri konkurrence. Og vi mener ikke, at konkurrencen er fair, hvis de kan producere uden hensyn til det ydre og indre miljø og bruge f.eks. bømearbejdere. Hvis de herefter imødekommer vore krav, vil de miste en del af deres muligheder for at producere billigere end os og derved erobre eksportmarkeder og skabe økonomisk fremgang. Hvis vi derimod accepterer, at de ikke imøde­kommer kravene, mister vi arbejdspladser udkonkurrere. De opfatter derfor globaliseringen som en metode til at gøre os rigere og fastholde dem i fattigdommen. Hvad, vi forsøger at gøre, er i realiteten at ophæve Turgots lære om, at kapitalen flytter hen, hvor arbejdskraften er billigst. I Frankrig undlod man at liberalisere økonomien efter Turgots forslag - og man fik revolutionen! Globalt vil vi også få et oprør og et opgør, hvis vi opretholder de spærringer, der fastholder den fattigere verden i fattigdom, fordi vi forhindrer den i at arbejde sig ud af den. UNDP har beregnet, at den rige verden årligt berøver den fattigere verden 500 mia dollars i indtægter gennem vore handelshindringer og vore spærringer af arbejdskraftens frie bevægelighed. Samtidig er det beregnet, at der er behov for investeringer på 400 mia dollars årligt i den fattigere verden, hvs den skal producere sig ud af problemerne. En liberalisering vil således løse problemet på kapitalsiden, men forøge indvandrings- og arbejdsløshedsproblemet hos os, hvortil kommer de økologiske problemer som et biprodukt. Globaliseringen giver os altså tre problemkomplekser: det demografiske, det økonomiske og det økologiske, som ikke lader sig løse hver for sig, men kun samlet og nogenlunde samtidig. Og dét gør ikke sagen lettere! En ny, global verdensorden kan ikke berøve de fattigere områder deres komparative fordele uden at forværre problemerne. Disse fordele består i den billigere arbejdskraft og de færre regler. Moralsk set kan vi anføre, at det ikke er rimeligt, at deres arbejdere arbejder i et dårligt indemiljø. Vi kan også anføre, at deres børn skal gå i skole og ikke på arbejde. Omvendt er det jo et spørgsmål om det i grunden er mere moralsk derved at fastholde dem i arbejdsløshed, lade familierne sulte og børnene levere gadehandel og prostitution? Og spørgsmålet er til syvende og sidst, om vi ikke med vore moralske regler i realiteten bare sørger for at beskytte os selv mod konkurrencen? For vi ved jo godt, at kapitalen flytter med prisen på arbejdet. I 1998 investerede europæerne således 185 mia dollars netto uden for Europa, og dansk kapital skaber arbejdspladser i Polen, Baltikum, Rusland og vil snart gøre det i Nordafrika. Vores problem i denne globalisering er følgende: hvis det lykkes at få gang i f.eks den nordafrikanske økonomi, betyder det, at kapital og arbejde er flyttet dertil, og at vi har importeret billigere varer derfra, som ikke længere produceres her. Her producerer vi til gengæld dyrerere varer og tjenester, som de flere beskæftigede og den voksende middelklasse i Nordafrika derpå køber hos os - og så er vi alle blevet rigere efter Turgots og Smith's model. Men, men, hvis nu de dyrere varer med mere vidensindhold slet ikke købes hos os, men hos asiáteme, der er ved at få samme eksport-profil som os, står vi med et stort velfærdsproblem, for så køber vi billigt uden at sælge dyrt på det nye verdensmarked, hvor handelen ikke længere går nord-syd, men øst-syd, og da er Europa spændt ude, ligesom den tyrkisk-arabiske verden blev, da verdenshandelen i det 17. og 18. århundrede pludselig bevægede sig over Atlanterhavet i stedet for over Middelhavet. Vores måde at gå til globaliseringen på må derfor være: at liberalisere for at få gang i økonomierne i befolknings vækstområderne. At sørge for en ny struktur på vore arbejdsmarkeder, som gør omstilling let og håndterlig, og som hverken ijemer en million mennesker i den erhvervsaktive alder fra arbejdsmarkedet eller lader os pensionere hinanden som 60-årige eller holder anden- og tredjegenerations- indvandrerne ude af det aktive samfimdsfællesskab. At styrke hele vores uddannelses- system for at sikre innovationen og produktfomyelsen. At udvikle vores velfærds- samfund, så vi med færre hænder i arbejde kan sikre mindst samme kvalitet og kvantitet i velfærden, ,som vi har vænnet os til, ellers far vi store generationskonflikter om fa år, for min generation vil ikke være særlig forstående overfor nedskæringer. I den nye verden med den hurtige transport og store mobilitet fra fattigdomsområder til de rige områder er det halsløs gerning at tilstræbe neoprotektionisme og afvise det multietniske samfund, men selv om man foretog en folkeafstemning over temaet: Skal Danmark være et multietnisk samfund? ville svaret nu i bedste fald være ligegyldigt, i værste fald dødsens farligt. Lad os sætte, at et flertal svarede: Nej, Danmark skal ikke være multietnisk! Hvad skal man så stille op med det svar? Üdvise alle statsborgere af anden etnisk herkomst? Hvor mange generationer skal man gå tilbage? Og eftersom vi taler om danske statsborgere betyder det jo i realiteten etnisk fordrivelse. Og den slags bekæmper vi alle andre steder! Dét, vi må gøre, er at integrere de, som er blevet danskere. Lykkes integrationen ikke i de kommende år vil kultursammenstød og gadeballede vokse dramatisk, og især hvis Danmark ovenikøbet far velfærdsproblemer under den globale konkurrence eller voksende illegal indvandring som følge af en forværret fattigdom uden om Europa. You haven't seen anything yet! Hvis både indvandringen og lukningen af danske arbejdspladser opleves som et resultat af globaliseringen og liberaliseringen, vil der opstå en modvilje mod begge dele. Vi så det i Seattle i demonstrationerne mod WTO og i de amerikanske fagbevægelsers kamp mod regeringens liberale handelsintentioner. Vi har set og vil se det i Bruxelles, når ministerrådene samles for at liberalisere importen fra tredjelande med øget pres på gartneriet, landbruget og forskellige industri-områder til følge. Det kan føre til skræmte befolkninger, der vælger neoprotektionistiske og nationalistiske regeringer, som vil modarbejde globaliseringen og liberaliseringen, hvorved de nok udsætter pinen, men gør den så meget desto større senere. Hvis USA og EU skræmmes tilbage i musehullerne, får vi fort-Europa-politikken og det lukkede USA, og derefter får vi den nord-syd-konfrontation, som vi i det lange løb er sikre tabere af. Med mindre man vælger neoprotektionismen, er det allerede stærkt begrænset, hvad de enkelte, nationale regeringer reelt kan gøre. Et land kan godt beslutte at ville være verdens reneste land med de strammeste miljølove. Det bliver et dejligt rent land, men det bliver et meget fattigt land med stor arbejdsløshed, for produktionen vil straks flytte hen til lande med mindre omkostningsfyldte krav til produktionen. Et land kan godt beslutte at have verdens højeste velfærd med verdens højeste skattetryk og største formueskatter, men velfærden bliver kortvarig, for kapitalen flyttes ud og den bedst uddannede arbejdskraft flytter væk. F. eks. arbejder nu 500.000 franskmænd og 30.000 danskere i dag i Storlondon-området, og det har nok noget med trækprocenterne at gøre. Et land kan også beslutte at ville have maksimalt ud af de udenlandske selskaber, som opererer i landet, og derfor indføre høje selskabsskatter, men i stedet for flere penge i kassen får det flere arbejdsløse og højere personskatter, fordi selskaberne lokaliserer sig i andre lande med lavere selskabsskatter. En stats politiske frihed er således i dag principielt ubegrænset, men reelt stærkt begrænset. Med mindre den vil melde sig ud af verden og sætte hegnspæle op omkring hele landet og hænge enhver, som vil ind eller ud, sådan som Rousseau for resten foreslog omkring 1750. Metoden er afprøvet i Kambodia, Østblokken og i Kina, men synes ikke efterlignelsesværdig og er i øvrigt i strid med alle vore frihedsbetragtninger og hele vores menneskeopfattelse. Men det betyder jo ikke, at vi intet kan gøre og blot passivt må se, hvad globaliseringen bringer os på halsen af genvordigheder. Vi har jo netop i kraft af den fået en meget større verden at agere i og øve indflydelse på, end nogen småstat nogensinde før har haft. Vi har i EU's ministerråd langt større indflydelse på Europas udvikling end nogensinde før, og vor stemme tæller med langt større vægt end vort befolkningstal tilsiger. Vi har mulighed for at indføre spilleregler, som beskytter borgerne mod politiske og tekniske handelshindringer, stormagtsblokader og den arbejdsløshed, de europæiske magter før skubbede rundt mellem hinanden. Vi har under udarbejdelsen af de forskellige konventioner indenfor FN, ILO, Europarådet mulighed for at påvirke de internationale normer i overensstemmelse med vort menneske- og samfundssyn. Og vi øver betydelig indflydelse hver gang EU skal have en ny traktat, selv om vi altså også kan vælge at stå udenfor enkelte områder. Og det vil vi stadig kunne. Et stærkt udvidet EU vil i fremtiden udvikle sig i flere tempi. Der er således kun én vej til fælles og varig fremgang: konstruktivt at arbejde for spilleregler for globaliseringen, så denne bliver til gavn for verdensamfundet og borgerne i alle lande. Det kræver en vilje til at gå ind i processen i stedet for at stritte imod, og det kræver en forståelse for de store, globale, demografiske, politiske, økonomiske og økologiske sammenhænge, som løsningerne skal indgå i og fungere med. Kun igennem internationale, forpligtende konventioner kan vi skabe de spilleregler, som gør, at den globale frihed ikke misbruges af en global overklasse uden ansvar for og sammenhæng med nogen nation. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at internationale spekulanter fra den ene dag til den anden kan spekulere et lands valuta og pengebeholdning i sænk. Den slags kan modvirkes, hvis vi skaber forpligtende rentesystemer i f.eks. FN' s ECOSOC, som alle lande skriver under på at overholde, og hvor der er indbygget sanktioner mod dem, der hverken skriver under eller overholder reglerne. Man kan via FN indføre regler for multinationale selskaber, der tvinger dem til ikke at optræde mod landene, men i overensstemmelse med de vilkår, som hersker i retsssamfundene. De fleste, store olie-katastrofer, som den i julen i Frankrig, udløses af selskaber, der ikke er hjemmehørende i noget civiliseret land, og som derfor ikke respekterer det samme sikkerhedsudstyr og den samme skibskonstruktion, som de nationale rederier, som derfor ét efter ét flager ud for at stå sig i konkurrencen. I forbindelse med den franske katastrofe bragte det seriøse, franske ugemagasin, "Le Nouvel Observateur" en artikel om "Havets mordere". Heri viste bladet, at det land, som har den største skibstransport-kapacitet, er Grækenland, men langt under halvdelen sejler under græsk flag. Næststørst kapacitet har Japan, under hvis flag endnu færre japanske skibe sejler. På 10-pladsen figurerer Sverige, under hvis flag kun en brøkdel af den svenske handelsflåde sejler. Det land, som har den største transportkapacitet under sit flag, er Panama efterfulgt af Liberia. Det betyder, at langt den største transport til havs foregår uden respekt for sikkerhedsreglerne under WMO, fordi ingen udøver repressalier mod disse transportselskaber. Kun ved bindende regler med forud fastlagte sanktioner over for lande, der ikke håndhæver reglerne, kan man beskytte verden mod den slags fribyttere. Det lader sig ikke gøre gennem nogen national lov, kun gennem international ret, som alle FN's lande forpligtes på. Problemet med de multinationale selskaber i en åben og ureguleret global økonomi er, at disse kan bevæge sig derhen, hvor modstanden er mindst og derfor kan underminere enhver fornuftig, national politik. De står ikke til ansvar over for noget folk, men kun over for en bundlinie i et regnskab, ingen nødvendigvis kontrollerer. Det betyder, at de kan spekulere mod lande og blæse på landeaftaler. De køber nationale firmaer, når disse privatiseres, og kan score gevinsten, hvorefter de kan rykke ud og efterlade arbejdsløshed og uløste opgaver, som samfundet derefter i dyre domme skal rette op på. De fusioner og opkøber hinanden og kan opnå monopollignende positioner på forskellige nationale og regionale markeder og derpå sætte prisen i vejret, og trække penge og arbejde ud af landene. En sådan junglens frihed vil rejse voksende protester mod globaliseringen og forstærke kravene om indgreb og protektionisme med dannelsen af neonationalistiske regeringer til følge, hvorefter disse vil rive de de internationale aftaler og organisationer op, og så er globaliseringens muligheder forskertset til skade for alle. Skal denne udvikling undgås, skal vi internationalt til at tænke, som Montesquieu, Hume, Tugot og Smith gjorde for de nationale økonomiers vedkommende i 1700-tallet. De anså ikke den økonomiske frihed som et middel til at skabe velstand for de fa, men som et middel til at løfte alle op. Velstanden blev nok trukket frem af de fås muligheder for gennem den økonomiske frihed at skaffe sig selv større rigdomme, men i kraft af de politiske beslutninger og reguleringer sikredes det, at de foretagsomme blev gjort til lokomotiver, der trak hele samftmdstoget frem. Det er på samme måde nu vor tids politiske opgave at sætte reglerne for den globale, økonomiske frihed, så vi sikrer, at lokomotivføreme ikke blot kobler vognstammen fra og lader fanden tage de sidste. Fordi det internationale og globale har så stor betydning, som tilfældet er, ser vi en styrkelse af den regionale og nationale bevidsthed. Den kan blive til en bremseklods, men den behøver ikke blive det. For det nationale er det ståsted, som er nødvendigt for alle. Har vi ikke fodfæste, bliver vi sommerfugle. Kun ved at erkende dèt nationale som det basale, kan vi præge det internationale. Erkender vi ikke vort nationale værdigrundlag og udgangspunt, har vi hverken noget at bidrage med eller stå imod med, og da væltes vi over ende af dem, der har erkendt deres ståsted og deres værdier. Vi kan heller ikke undvære det nationale som rammen om vore politiske beslutninger, fælles ansvar og det fælles samvær, hvori vi udvikler os, og hvor vi står til ansvar, hvad enten vi er erhvervsfolk eller politikere. Vi kommer nok i højere grad end før til at handle globalt, men vi vil fortsat leve nationalt. Der behøver således ikke være nogen konfrontation mellem det nationale og det globale, tværtimod er de mere end nogensinde hinandens forudsætninger - under forudsætning af, at man er sig bevidst herom. Om den bevidsthed drejer den politiske kamp sig allerede, og i den skal de ansvars- og fremtidsbevidste have deres argumenter i orden og ihærdigt skabe indlysende gode, internationale resultater, hvis ikke fundamentalismens og protektionismens egoistiske demagoger skal fa held til at slå os alle tilbage til start i det internationale Matador-spil, som vi alle deltager i.