I forudgående artikler i dette tidsskrift har kaptajnerne G. Asmussen og P. E. Jacobsen behandlet slaget i Normandiet særligt set fra henholdsvis allieret og tysk side. En anden eller rettere sagt tredie synsvinkel at se dette slag fra er den geografiske, så vist som terrainforholdene ved enhver operativ eller taktisk handling spiller den største rolle.
I „Geographical Review“, der udgives af „The american geographical Society of New York“, for oktober 1946 har major Arthur Davies behandlet dette spørgsmål i artiklen: „Geographical factors in the invasion and battle of Normandy“, der danner grundlaget for nedenstående fremstilling.
En invasion i „Festung Europa“ kunne teoretisk have fundet sted fra Norge til Spanien, men hensynet til omkostningerne i personel, m ateriel og tonnage samt til en gunstig fremrykning efter landgangen måtte nødvendigvis stille visse krav til det valgte inva sionssted og brohovedet der. Normandiel opfyhlte såvel militære som geografiske krav til et sådant brohovede, navnlig fordi det lå på den vestlige flanke af den effektive atlanterhavsvold. Strategisk var volden øst for Boulogne af vital betydning for det tyske forsvar. En heldig gennemført invasion her ville bringe invasions sivrkerne i faretruende nærhed af Rliinlandet — tysk militær styrkes solar plexus — samt true forsvaret af voldens centrum, og som følge deraf lagdes hovedvægten i forsvaret her, medens Nor mandiet blev efterladt som en relativ svag zone på den vestlige flan ke af den egentlige Atlanterhavsvold. Normandiet er godt belig gende, hvad angår en invasions transportproblemer, idet det ligger langt vest for det edderkoppespind af jernbaner og landeveje, som fører fra omegnen af Paris til kanalhavnene. E11 landgang mellem Havre og Dunkirk ville blive opfanget i dette net, i hvilket tyske divisioner og forsyninger hurtigt kunne koncentreres rundt om brohovedet. Normandiet ligger endvidere langt fra den tyske hovedforsyningsbase i Ridir, hvilket betyder, at tyskerne måtte op retholde de lange forsyningslinier udsat for allierede luftangreb, ligesom tyskernes ringe benzinlagre måtte virke hæmmende på deres transporter. Disse forsyningslinier krvdsedes endvidere af en række floder med retning mod nordvest til Kanalen. På D-dag var alle broer over disse floder med undtagelse af 3 over Seine ødelagt af de allierede med det resultat, at tyske forstærkninger blev forsinket i 3 dage, og da de endvidere ankom stykkevis til Normandiet, måtte de sættes ind i opståede huller i fronten i stedet for at komme til samlet anvendelse i et modangreb.
Norm andiet kyst ligger direkte over for tlie lsle of Wiglit, der er den engelske sydkysts centrum, og derfor var alle Englands havne og jernbaneforbindelser til rådighed ved troppers og forsyningers indskibning. Såfremt invasionen skulle gå gennem Kent til Pas de Lalais, ville flaskehalsene i London, Themsens munding, Canterbury og Ashford blive kraftigt bombede af Luftwaffe og V-l bomber. I modsætning hertil ydede New Forest og Hampshire og Dorsets beder og småskove skjul mod tyskernes luftvåben, og i de utallige små flodmundinger, bugte og vige på den engelske kyst fra Chichester mod vest kunne invasionsflådens 5000 fartøjer og små motorbåde let skjules og forsvares mod luftangreb.
Transporten over Kanalen var det mest sårbare punkt, men at fytte flåden østpå op langs kanalen ville være det samme som at gentage spaniernes historiske fejltagelse i 1588, idet det ville være ensbetydende med at løbe spidsrod for de tyske lette søstrids kræfter og n-både samt flyvepladser fra Cherbourg til Ostende. Den direkte og relativt korte nord— sydgående rute til Norm an diet kunne derimod afpatrouilleres af so- og luftstyrker, og en smal front ud for den franske kyst kunne forholdsvis let renses for miner. Endelig var et brohovede i Normandiet indenfor jager nes rækkevidde, der nåede til Brest— Paris- Amsterdam, fra baser i Sydengland.
Ved valget af Normandiet som invasionssted fik også en række fordele ved selve kysten stor indflydelse. Kanaløerne var ueg nede som trinbrædt til fastlandet dels på grund af deres klipper og dels på grund af deres stærke tyske garnison med artilleri. Halvøer som Cotentin, det vestlige Bretagne og Danmark er lige ledes mindre anvendelige, fordi deres smalle udstrækning i bred den er lette at forsvare. Erfaringerne fra Anzio-brohovedet havde vist, at man burde undgå landsætning på en åben, udsat kyst, og dette udelukkede på forhånd Frankrigs vestkyst syd for Loire, det meste af Sydbretagne, vestsiden af Cotentin og nordkysten fra Seine til Schelde. På den anden side er det selvmorderisk at gå i land i små bugte eller flodmundinger nier ved hoje klipper, idet sådanne kan beherskes af kystartilleri på fremskudte næs, hvortil kommer, at det er vanskeligt for invasionsstyrkerne at oprette forbindelse mellem en række af små bugte. Derfor var vest- og nord kysten af Bretagne mindre gunstige landsætningssteder ligesom Sommes, Canches og Autliies flodmundinger.
Den normanniske bugt derimod var 50 miles bred og uden for rækkevidde fra Orne mod vest til Quineville for det tunge artilleri ved Havre og Cherbourg. Cotentinhalvoen dannede skærm- brædt mod vest.
Den ideelle invasionskyst skal være lavtliggende og sandet med et jævnt stigende bagland fri for kanal- eller flodhindringer eller kunstig afgrøftning. Netop en sådan kyststrækning findes i Normandiet vest for floden Orne, hvor der er fast sandbund und tagen i Douve-Vire-mundingen samt enkelte steder, hvor der er klipperev.
Småsten og rullesten på stranden er ugunstige for bånddrevne køretøjer, lidet egnede til anlæg af måtteveje og farlige under artilleribeskydning, og af denne grund er kysten fra Fécamp til Somme mindre gunstig for landgang. Blødt drivsand, grus og mudder er ligeledes uheldigt og udelukker det meste af den tyske Nord sokyst, bugten ved Mont St. Michel og dele af Frankrigs vestkyst. Endvidere er en sådan kvst ofte flad, således at skibe må ankre op langt ude fra kysten. Dynekyst har ganske vist fast sandstrand, men den er let at forsvare, idet artilleri fra klitter i 20— 80 fods højde har frit skudfelt over den åbne strand, og selv efter at strandbred og klitter er vundet efter et kostbart angreb, kan vi dere adgang til baglandet standses af lavtliggende, let oversvøm- meligt marskterrain, som kun er gennemskåret af enkelte og vidt adskilte veje, der er lette at minere eller ødelægge fra luften. Sømmes, Autliies og Canches flodmundinger har således lokale klitformationer med marsk bag ved. En udviklet dynekyst strækker sig fra Kap Gris Nez over de frisiske øer langs Jyllands vestkyst, og i Vestfrankrig er den særlig fremtrædende fra Gironde til den spanske kvst.
Strandbred under klipper er også uegnet til landsætning, idet klipperne ikke alene giver fortræffelige stillinger for forsvarerens artilleri, men også indskrænker adgangen til baglandet. Den fran ske kyst fra Havre til Kap Gris Nez er indrammet af klipper und tagen i flodmundingerne, og i Normandiet gav klippepartier i hver ende af den halvmåneformede armorikanske Omaha strandbred tyskerne skytsstillinger, hvorfra hele landgangsområdet kunne be herskes, hvortil kom, at stærke støttepunkter var anlagt bag lave brinker syd for stranden. Det var disse forhold, der bevirkede for sinkelse af landsætningen og den videre fremrykning i denne sektor.
Af hensyn til landsætningen fra landgangsfartojer er en vis tidevandsforskel ønskelig. I Normandiet var denne forskel dog ret betydelig — 25-30 fod — , hvilket komplicerede arbejdet i de kunstige bavne, hvorimod den var af stor betydning for overvin delsen af de tyske undervandshindringer. På en stejl strandbred, som i størstedelen af Bretagne øg fra Fécamp til Calais, eller på en flad strand med ringe tidevandsforskel (6-10 fod) som på den hollandske kyst mellem Rhinen og Ems, kan den smalle stram ning ved lavvande fyldes med hindringer. På en flad strandbred med betydelig tidevandsforskel som i Normandiet vil det derimod være en meget vanskelig opgave at fylde stranden op med hin dringer ved lavvande, hvorfor tyskerne lier navnlig koncentrerede deres hindringer nær ved højvandegrænsen. Ved landsætning ved middelvandstand ud for hindringerne kunne de allieredes pionerer derfor let lave åbninger i dette hadte, gennem hvilke landgangs bådene kunne gå ind ved højvande.
Området bag en invasionskyst skal være tilstrækkeligt åbent for bevægelser, men bor bave betydelige områder med skov eller anden træbevoksning, hvor man kan skjule benzin, ammunition og tungt skyts. Skovene og frugthaverne i Normandiet var vel eg nede til dette formål.
For at kunne organisere brohovedet er et godt system af lokale veje nødvendigt, og da den normanniske kyst havde været et reserveområde, var der med Baveux som centrum netop et sådant til rådighed.
For at kunne udvide brohovedet må der være gode veje, som forer ind i det indre af landet, og også dette var tilfældet i Normandiet, hvor Caen danner et sådant vejknudepunkt.
Brohovedets ydre omkreds skal yde gode betingelser for for svar mod fjendtlige modangreb, og også i denne henseende var Normandiet ideelt. Den vestlige del er mose og skov, og den øst lige gennemskæres af floden Orne tæt op til brohovedet med ud bredt marsk i dens nedre løb. Indtil 10 miles fra kysten findes der bakker og „bocage“ . Bocage er et almindeligt udtryk for at be tegne et landskab, som er karakteristisk for Frankrig vest for en linie gennem Rouen— Chåteaudun. Det er en forvirret mosaik af små skovparceller, tætte, bøje levende begn afvekslende med små marker eller— på liøjereliggende terrain — pletter af beder). De almindeligste åbne strækninger findes i to typer: Sletteland, som Campagne de Caen, ryddet til korndyrkning og i store fælles lod der tilhørende de forskellige landsbyer, eller store hedestrækninger på det liøjereliggende terrain uden træbevoksning. Skovene og øvrig træbevoksning er rester af engang udstrakte skove, som nu er ryddede i parceller rundt om spredte bebyggelser.
Det var de foran omtalte gunstige geografiske forhold, der i særlig grad begrundede valget af Normandiet som det bedst eg nede broliovede for landsætning af og opbygningen af en befri- elsesliær på 2 m illioner mand. Invasionsstyrkerne opnåede fast fod på fransk jord i lobet af 24 timer. Et forhold, som vakte forundring, var de tyske landminefelters svigtende evne til at sinke den videre fremrykning. Tyskerne var imidlertid gået på kompromis mellem civile og militære hensyn, da de anlagde deres mine felter for at undgå mest mulig indgriben i områdets daglige liv. Fiskerbyerne og badestederne, der dækker næsten halvdelen af kysten mellem Orne og Courseulles, var tilsyneladende minefrie, og for at hindre børn og kvæg i at strejfe rundt i minefelterne var disse sædvanligvis omgivet af pigtrådshegn med advarselsskilte (!), og mere end halvdelen af minefelterne var skinanlæg.
Efter de første 24 timers forløb trak imidlertid de militære operationer i langdrag, hvilket hovedsagelig skyldtes, at terrainet favoriserede det tyske forsvar rundt om brohovedet, en fordel, som den tyske foring fuldt ud udnyttede.
Mod vest var brohovedet begrænset af Carentans moser, og mod syd ligger Collines de Normandie, et område, der — ligesom den vestlige del af Cotentin — er dele af den gamle armerikanske kærne af Nordvestfrankrig. I bocage de Normandie — den nordlige del af disse højdedrag — kombineres irregulær topografi med bocage-mosaikken af småskove og lysninger og dannede såle des den væsentligste hindring for invasionsstyrkernes videre frem rykning. Mod øst findes imidlertid Campagne de Caen, som er et frugtbart, åbent lavland af Jura-limsten, som skiller den armo- rikanske klippegrund fra de skovklædte udløbere af Oxford-ler i Pays d’Auge. Denne korridor fører til Seinen i Paris-basinet med et radialt mønster af veje med Caen som centrum, og som behersker 60 procent af vejene fra brohovedet. På grund af denne kontrast mellem den østlige og vestlige del af brohovedet blokerede tyskerne Caen-korridoren med hovedmassen af deres panserdivisioner.
De almindelige strategiske synspunkter blev heretter følgende:
På allieret side:
1. Oprettelse af brohovedet på kystsletten vest for floden Orne. 2. Defensiv-offensiv taktik i Campagne de Caen med forsvaret af brohovedet som første opgave og derefter at drage den tyske 7. armé til denne sektor for at lette amerikanernes frembrud i vest.
2. Forholdsvis passivitet i centrum, hvor bocage, bakkedrag og vejsystemet begunstigede det tyske forsvar.
3.Isolering af og erobring af Cotentinhalvøen og Cherbourgs havn.
4. Fremrykning fra brohovedet og oprulning af den tyske hær fra vest over Coutances— Avranches og Mayenne— Laval— Le Mans— Chartres. Dette skulle gennemføres på trods af geografiske hindringer som sumpe, højdedrag og skove, men med stærke kræfter og med stor bevægelighed for at opnå over raskelse.
På tysk side:
1. Snarligt angreb i Campagne de Caen for at nedkæmpe bro hovedet.
2. Udnyttelse af bocage, sumpe og landsbyer i Normandiet for at indeslutte brohovedet. Den østlige flanke var støttet til de tætte skove fra Troarn til kysten, bag hvilke der lå en oversvømmet mose i den lavereliggende Dives-dal, og den vest lige flanke var støttet til sumpene i Carentan— Périers.
3. Forsvar af Cherbourgs havn, men dette var dog af sekundær betydning i forhold til de to førstnævnte opgaver.
I den første verdenskrig havde de karakteregenskaber i terrainet, der havde størst betydning, været højdepartier og terrain- skråninger med henblik på observationsstader og frit skudfelt, men i den anden verdenskrig havde disse karakteregenskaber tabt noget af deres betydning på grund af flyvernes og panservåbnets virksomhed. Terrain holdes nu ikke mere af mænd spredt ud over terrainet, men ved en voldsom, uophørlig ild strygende hen over terrainet. Terrainets skjulende evne favoriserer forsvaret, så ledes som det var tilfældet i hocagen, der blev dygtigt udnyttet af tyskerne, hvorved resultaterne af de allierede luftangreb reduceredes betydeligt. Hocagen gav ypperlige stillinger for panser værnsskytset og gjorde på denne måde anvendelsen af kampvogne til en vanskelig og farlig sag, men på den anden side gav de mange spredte småbevoksninger også gode vilkår for kampvogns taktikken, når blot kampvognene virker sammen med fodfolk, der kan neutralisere panserværnsskytset forud for kampvognenes indsættelse. Tyskerne havde et storre forholdstal af fodfolk end de allierede, og hocagen hjalp dem til at gore Normandiet til en udpræget fodfolkskampplads, hvor infiltrationstaktikken i højeste grad kunne udfolde sig.
Skønt Seine mellem Paris og havet er en stærk defensiv linie, er den dog ugunstig som forsvarslinie i sammenligning med Nor mandiet, hvor sumpe og hocage strækker sig i en dybde af 30 miles eller mere, og hvor netværket af små landsbyer i Campagne de (iaen har en dybde af ca. 13 miles. Derfor valgte tvskerne også at forsvare Frankrig i dette terrain fremfor at gå bag Seine, hvor ved iovrigt også invasionsstyrkerne uden storre modstand kunne være trængt frem til Paris. Det foran nævnte netværk af små landsbyer byder forsvaret samme gode betingelser som hocagen. Haver, hegn og bygninger yder skjul mod luften og mod jord observation, og de åbne dyrkede m arker m ellem landsbyerne kan bestryges med maskingeværer og artilleri. Når en landsby var erobret af de allierede, satte tyskerne straks et modangreb ind med kampvogne, og med tabet af et stort antal kampvogne lykkedes det dem dog på denne måde at opretholde en vis dybde i dette netværk af landsbyer.
Samtlige jernbaner fra Paris til Normandiet var sat fuldstændig ud af brug ved allierede luftangreb, derimod kan veje ikke odelægges fra luften. Bombekratere kan hurtigt udfyldes, og vejknudepunkter kan i almindelighed omgås. En mængde af jord veje; i Normandiet blev lavet af bulldozers, og de boldt forbav sende godt til den voldsomme trafik i omkring en måned. Derimod skabte vekslen mellem solskin og regn et meget fint støv, som var til megen gene, bl. a. fordi det formentlig var anledningen til en form for dysenteri, som angreb 90 procent af de engelske tropper. På feltflyvepladserne gennemtramgte dette støv alt, når det blev hvirvlet op af maskinerne, og bevirkede en uventet bøj udskift ning af flyvemaskinemotorer, navnlig blandt Typbon-maskinerne.
Det var således terrainet, som blev bestemmende for de taktiske operationer i Normandiet, og trangfølgen var: landsbyer, bocage, sumpe og moser og mindre topografiske former, og det er således bemærkelsesværdigt, at relief i betydningen højde- og bakkedrag spillede en forholdsvis lille rolle i det tyske forsvar, som hovedsagelig var koncentreret på sletterne frem for på bakkerne.
Bayeux, som var uden større betydning for det tyske forsvar, blev hurtigt opgivet, derimod dannede Caen, som beherskede de fleste af vejene mod syd og øst, centrum i det tyske forsvar mod øst, medens St. Lo og Périers dannede defensiv-offensiv centre bag den tyske front i marsklandet. De fire vejknudepunkter, Troarn og Caen i øst og St. Lo og Périers i vest, gav således dybde i forsvaret bag fronten og var nøglepunkterne i hele det tyske forsvarssystem. Stort set var vejnettet således i tyskernes hånd, og selv i bocageområdet mellem Caen og St. Ld var vejnettet til fordel for tyskernes bevægelighed. I Caumont-området, hvor veje ne var i tyskernes besiddelse, standsedes på denne måde amerika nerne på de 3 sider, og dette forklarer således den passive rolle, som de måtte spille i denne sektor. Indtil 50 miles syd for den tyske front var der et godt udviklet vejnet til fordel for den tyske forsyningstjeneste, og som — med fastholdelse af Caen — begunstigede en tilbagetrækning med etablering af successive for svarslinier i bakkedragene og i bocagen. De geografiske forhold i Normandiet gjorde det derfor nødvendigt at foretage et fron talt angreb på „porten ved Caen“, thi før Caen var taget, kunne ingen fremrykning foretages mod øst, ligesom St. Lo låsede for en fremrykning mod vest. Det langvarige forsvar, som tyskerne satte alle kræfter ind i i den åbne Campagne de Caen, vakte megen bekymring i den allierede offentlighed, som ikke forstod de vanskeligheder, som tropperne her blev stillet over for. Det var i virkeligheden her, at kampene om Normandiet blev udkæmpet, indtil efter 6 ugers frem- og tilbagebølgende kampe endelig tysker nes kræfter var udtømte.
Det var byen Caen og de talrige små landsbyer, der i en be tydelig dybde danner en stærk defensiv bue rundt om Caen, der betingede, at det tyske forsvar kunne blive så stærkt. Hver enkelt landsby måtte tages ved kombinerede angreb fra luften og jorden — den ene efter den anden — og det er således forståeligt, at denne fase af slaget måtte tage sin tid. Først den 9. juli kunne englænderne tage Caen, efter at 1/2 af den gamle by var blevet ødelagt. Arbejdet ved med bulldozers atter at åbne vejene gen nem byens ruiner varede en uge.
Den Id. juli nåede et engelsk-kanadisk angreb frem til Bourgué- bus, sydøst for Caen. Syd for denne by genopstår bocagen i en linie tværs over Campagne de Caen, hvor tyskerne indsatte 5 divisioner mod det allierede angreb. Først efter en vældig indsats af allierede kræfter kunne kampen i Caenkorridoren bringes til afslutning.
I den amerikanske Omaha-sektor strækker sig et skiferlag i bocagen nordud gennem Forret de Cerisy og tre miles bag denne. Herfra mod nord til dalen i øst-vest langs Aure findes der ler, sandsten og grus, og hele egnen består af bocage. Mellem de sumpede enge i Auredalen og kysten, en ndlober af 1er og lim sten, findes der et kvægavlslandskab. Øst for Bayenx er kystsletten åben — ryddet til kvægavl — hvorimod Le Bessin vest for Bayenx og Cotentin har bevaret det gamle boeage-udseende. Le Bessin er et mejeriland med små landsbyer og spredte gårde i modsætning til de sammenbyggede landsbyer i Caenområdet. De mange små marker med græstørvsbegn og små trægrupper begunstiger forsvaret, idet et angreb må forcere hegn efter liegn. Det er i dette ter rain, der gav godt skjul for snigskytter, at den 82. amerikanske luftlandedivision blev sat ned for at opholde tyske forstærkninger, men skønt den led betydelige tab, lykkedes det den dog at bane vejen for en hurtig fremrykning ind i landet, efter at kystfor svaret var brudt. Tyskerne oversvømmede græsgangene i den nedre Auredal, men var ude af stand til at føre styrker frem, der var stærke nok til at forsvare dem.
Den 14. juni havde 1. amerikanske division presset sig svd ud gennem vanskeligt boeageterrain til Caumont, der var sat som grænsen for den allierede fremrykning for D-dag -f- 45. Denne hurtige fremrykning over et terrain, som begunstigede forsvaret, kan kun forklares ved de tyske styrkers manglende evne til at for svare det. Strategisk betød hævdelsen af dette terrain ikke stort, og det er derfor sandsynligt, at alle til rådighed værende tyske kræfter var trukket til Caen til forsvaret her.
Herefter opstod der en pause i operationerne i denne sektor, der varede til den 7. juli, og det var i denne pause, at Cherbourg blev erobret. Manglen på initiativ i Omaha-sektoren må ses på baggrund af den voldsomme storm, som rasede fra den 19.— 23. juni, og som ødelagde den kunstige havn og ikke mindre end 800 landgangsfartøjer.
Landgangen i Utah-sektoren langs østkysten af Cotentin dan nede indledningen til denne halvøs forholdsvis hurtige erobring. Sølinien og lave klitter langs kysten danner beskyttelse for en lang øg lavtliggende, kunstig drænet zone, ca. 3 miles bred, som tyskerne havde oversvømmet. Kystlinien, der er ea. 100 miles lang, var imidlertid kun indrettet til forsvar på de vitale strækninger, navnlig rundt om havnen i Cherbourg. Den berømte 101. luft landedivision (Bastognei blev sat ned på højlandet bag over svømmelsen, og det lykkedes den med relativt små tab at tage byen St. Mère Eglise på selve D-dag. Den 9. juni havde amerika nerne overskredet jernbanen og hovedvejen fra Carentan til Cher bourg og var gået over det åbne land for at trænge ind i boeagen tværs over Cotentin ind i Montebourg— Valognes området. Caren- tan blev taget den 12. juni, og den 18. havde amerikanerne nået vestkysten ved Carteret. Skønt Valognes, hovedvejknudepunktet på halvøen, gjorde kraftig modstand, blev den dog taget den 20. juni, og hermed var Cherbourghalvøen afskåret fra de tyske ho vedkræfter i syd. Over det åbne bakketerrain mod nord skete fremrykningen hurtigt, og den 28. juni faldt byen Cherbourg, me dens de store betonforter på bakkerne øst og vest for bavnen over gav sig den næste dag.
At gå i land med held på en oversvømmet klitkyst og at tage Cotentin og havnen i Cherbourg med dens stærke fæstningsværker var en strålende militær bedrift, ikke mindst på baggrund af den ringe fremgang — eller mangel på fremgang — ved Caen. Disse strålende resultater havde imidlertid også sin grund i den voksende demoralisation hos de tyske tropper — af ca. 40.000 tyskere overgav de 37.500 sig — , som ikke mindst skyldtes nedsæt- ningen af de amerikanske luftlandetropper. Den psykologiske virk ning heraf har øjensynligt været stor, fordi den tyske propaganda efter Kretaoperationen havde gjort faldskærmstropperne til en slags overmennesker.
Tyskerne havde undladt at lægge en forsvarslinie tværs over halvøen, hvor bocagebæltet øst og vest for Yalognes er ca. 30 miles bredt, og havde indskrænket sig til et kraftigt forsvar af vej knudepunktet i denne by.
Den 28. juni havde tyskerne ødelagt havneanlæggene i Cherbourg ved sprængning og sænkning af skibe og andre hindringer, men den 20. juli kunne de allierede atter bruge havnen, men den spillede ikke nogen større rolle for de amerikanske forberedelser til den afgørende udbrydning fra brohovedet.
Den 3. juli indledede amerikanerne en offensiv på en 20 miles bred front mod sumplandet i syd fra La Haye du Puits til floden Vire. I Carentans lavland stødte den amerikanske fremrykning på tyske forsvarsstillinger indrettede på „øer“ af højereliggende terrain. Fra Carentan til Feriers danner et 10 m tykt grus- og sandlag områder med tør bund ovenover sumpene, og fra Lessay mod nord til La Have du Puits danner skifer- og sandstenslag et ret udstrakt område af højland, der når sin største højde — 117 m — i Foret de Mont Castre. Disse områder dannede fortrinlige forsvarsstillinger, fra hvilke tunge fodfolksvåben og artilleri behersker det lavereliggende terrain om sumpene. Her ligger også de mange små landsbyer, der måtte erobres en efter en, ligesom i den engelske sektor. Det amerikanske angreb havde kun langsom frem gang, og først efter en halv snes dages hårde kampe lykkedes det dem at tage La Haye du Puits, Foret de Mont Castre og St. Lo.
St. Lo blev taget den 18. juli, altså samtidig med at englænderne havde taget Caen og var trængt frem til Bourguébus, og alt var nu klart til det store gennembrud.
I det store gennembrud var den mest dominerende geografiske faktor vejnettet. Den 10. august havde amerikanerne nået Nantes, Brest og Angers, og den 14. nåede de Chartres og var dermed nået ud over Normandiet, som her behandles.
Imidlertid var den engelske sektor også gået til angreb syd for Caumont, og tyskerne satte forgæves kraftige modangreb ind mod Vire og Mortain. Den 14. august indesluttede kanadierne Falaise fra nord, og amerikanerne nåede Argentan fra syd. Slaget oin Falaiselommen brød den tyske 7. armés modstand, skønt bo- oagen ydede den god lijælp i form af skjul mod luften under til bagegangen.
Slaget om Normandiet indtil gennembruddet havde varet i syv uger, hvilket ikke skyldtes den tyske modstand, men de forsinkelser — navnlig i landsætningen af Pattons 3. armé — som den vold somme storm fra den 19.— 23. juni forårsagede.
I juni og juli havde vejret gennemgående været dårligt, hvilket hæmmede virksomheden i luften meget. Voldsomme torden byger forvandlede til tider det fine støv af limsten og ler til en flydende pasta, som var i stand til effektivt at standse kampvog nene, men da jorden var godt drænet, tørrede jorden hurtigt, und tagen i Carentan-lavlandet, hvor svære regnskyl forsinkede angrebet fra den 19.— 25. juli.
Der er hermed gjort forsøg på at belyse de geografiske for holds afgørende betydning ved valget af Normandiet som invasionssted og for de indledende kampe på kontinentet. Kravet om skjul mod luftobservation og den mekaniserede krigsførelses afhængighed af vejnettet stiller således nu andre krav til terrainets udseende og form end i tidligere tid, hvilket også kan udtrykkes således:
Efterhånden som taktikkens udvikling opløser stivheden i gamle professionelle formler, må disse omformes, således at de kommer til at passe til den enkelte slagmarks specielle geografi.
Axel Storch.
