Gennembrud eller omfatning?

Blandt nutidige europæiske forsvarsproblemer er der eet spørgsmål, der er af afgørende betydning. Vil det europæiske for­ svar få at gøre med et forsøg på gennembrud af dets centrum eller med en længere udgående operation mod een af flankerne? Opret­ telsen af S H A P E ’s tre store underafsnit — en forsvarslinie og to forsvarscentre — giver naturligvis på ingen måde svaret på dette spørgsmål.

Lige så længe som mennesker har ført krig, har de været nød­ saget til at vælge mellem to fremgangsmåder, før de åbnede fjendt­ lighederne: et angreb mod modstanderens centrum eller et angreb mod den ene eller begge hans flanker. Naturligvis har enhver af disse fremgangsmåder sine variationer.

I en vel gennemtænkt plan bliver fordele og ulemper for hver fremgangsmåde vejet omhyggeligt, thi utallige faktorer spiller ind. Man må overveje forskellige fremgangsmåder, fordi klæben til pla­ ner, som førte til sejr i fortiden, ofte vil føre til uventede resultater, hvis ikke den værentlige grund til det heldige udfald er blevet rigtig vurderet. Desuden prøver begge parter at få kendskab til modstanderens planer under udnyttelsen af alle oplysningskilder. Således forberedes det første slag i forvejen og afgør ofte hele ud­ faldet af en krig.

Den opgave, som foreligger, er derfor at sætte sig selv i mod­ standerens sted og studere hans tankegang, hans måde at løse tak­ tiske og strategiske problem er på samt hans hele åndelige og in ­ tellektuelle habitus. Ud fra dette kan man måske forudsige hans sandsynlige planer og muligvis få dem mere eller mindre bekræf­ tet gennem rådige oplysningskilder. Dette er den højere komman- myndigheds opgave.

En militær skribent kan i modsætning hertil kun præstere en rå skitse af, hvad der kunne hænde. Han baserer denne på visse kendsgerninger, der undertiden kun er svage fingerpeg. Det mest betænkelige er dog, at disse kendsgerninger ofte kun repræsenterer halve sandheder, der kan forhindre de ukendte men vigtigste kendsgerninger i at komme frem i dagens lys. Men der er i det mindste een ubegrænset hjælpekilde til hans rådighed: historiens lære.

HISTORIENS LÆ RE
I det sidste århundrede eller to er europæiske krige ført fra øst mod vest eller fra vest mod øst. De var derfor ofte underkastet de samme betingelser og rettet mod de samme geografiske mål. Med hver krig fulgte en betydelig udvidelse af operationsområdet, men dette ændrede på ingen måde nødvendigheden af at måtte vælge mellem en centrums- eller en flankeoperation. Denne erkendelse frister os til at forsøge at finde ud af, hvilket valg fremtidens mod­ stander vil træffe.

Omkring århundredskiftet priste den tyske Overkommando den enkelte omfatning og endog den dobbelte omfatning, som man hav­ de haft held med i den foregående krig, men efterhånden som ti­ den gik, lagdes vægten mere og mere på den enkelte omfatning, og før Verdenskrig I var den blindt akcepteret. I udførelsen blev denne operation imidlertid en slags kompromis. Den franske ge­ neralstab havde gennemskuet sin modstanders hensigter men blev overrasket over omfanget af denne operation. Den havde dog gæt­ tet tilstrækkeligt nær til sandheden, og derfor lykkedes det den i sidste øjeblik at ændre sine modforanstaltninger i overensstem­ melse hermed.

Man må imidlertid holde sig for øje, at disse operationer blev udført i et område, der synes lille idag. Sagt i almindelighed blev de bestemt af de midler, der var til rådighed dengang — sædvan­ ligvis fodfolkskompagniet med 200 geværer. I hovedsagen kæm­ pede man kun på jorden; den største fremrykkehastighed var il­ march. Selvom flyvemaskiner allerede var begyndt at tage del i strategisk luftopklaring, fandt hovedindsatsen sted på jorden, hvis rum i begyndelsen ikke udnyttedes fuldtud, og som derfor tillod valg mellem forskellige operationer — i særdeleshed flankeope­ rationer.

I 1940 havde situationen ændret sig betydeligt. En ny faktor var dukket op — kampvognen — som virkede til fordel for den magt, der var bedst bevæbnet og havde det største vovemod. Lige­ ledes var krigen ikke længere kun begrænset til jorden men var blevet et foretagende, der på en sammenfattende måde vedrørte både jordens overflade og luftrum m et over den. Størrelsen af et givet operationsområde var svundet ind i omvendt forhold til for­ øgelsen i fart. Dette førte på sin vis til begrænsede muligheder for anvendelse af flankeoperationen. Mangel på rum betød, at denne operation var ophørt med at spille en førende rolle. Den tyske Overkommando havde øjensynligt gjort sig dette klart.

De tyske styrker gjorde alligevel indtryk af at ville udstrække deres flanke til den yderste grænse ud imod kysten men slog til lige i centrum, hvor slaget ikke var ventet. Den franske General­ stab havde troet på flankeoperationen — „den marcherende fløj“ fra 1914 — og var forberedt på en mødekamp som et resultat af den relative indsnævring af operationsområdet, der igen var et re­ sultat af større bevægelighed og hærenes større frontbredder.

MODSIGELSER
Det er rigtigt, at dette felttogs historie endnu ikke er skrevet

i sin fulde udstrækning, og det er sandsynligt, at mange antagelser må revideres. Ikke desto mindre er der visse vigtige træk, der træ­ der tydeligt frem: den radikale ændring af den strategiske opfat­ telse på den ene side, idet tyngden lægges i centrum, efter at angrebet mod een eller begge fløje i lange tider har været den foretrukne operation, og — på den anden side — den stadige klæben til og fortsatte tro på at modstanderen vil anvende sin gam­ le yndlingsmetode. Man finder her et antal faktorer, der er be­ mærkelsesværdigt selvmodsigende, og som viser, at uventede æn­ dringer kan optræde i ethvert problem.

Endvidere ser man, at betydningen af hemmeligholdelse og værdien af den strategiske efterretningstjeneste er særligt fremtrædende. Men den rigtige bedømmelse og korrekte vurdering af op­ lysningerne viser sig at være vigtigere end oplysningerne selv.

Blandt de nye, for vor tidsalder karakteristiske træk, må man særlig lægge mærke til den grundlæggende kendsgerning, at „rum­ met“ er blevet for lille, hvorfor der finder en stadig Øget udvidelse af krigsskuepladsen som helbed sted. Lige så betydningsfuld er den kendsgerning, at operationerne ikke længere kun finder sted på landjorden men også i meget høj grad i luften og på søen.

GEOGRAFISKE FAKTORER
Hvis vi nøjes med at betragte de indledende operationer, frem­byder eksemplerne fra 1914 og 1940 to interessante og vigtige holdepunkter med hensyn til udviklingen af rumbegrebet inden for en given ramme. Det samme strategiske problem blev her løst på forskellig måde. Udviklingen vil gå endnu videre i fremtiden og overvinde de jordbundne begrænsninger. Af denne grund vil samarbejdet mellem de tre værn blive øget mere og mere, som om grænserne m ellem land, vand og lu ft gradvis forsvinder.

Der er dog en faktor, der vil forblive den samme — den geo­ grafiske. Vi refererer her til den store europæiske slette, der strækker sig mellem havet mod nord og alpekæden — eller mere bestemt — alpekædens udløbere. Er dette område stadig tilstræk­ keligt? Tillader det valg mellem en operation mod centrum eller mod flankerne?

Hvis de sovjetiske hære havde fortsat deres angreb i vestlig retning i 1945 (under den forudsætning, at de tyske liære stadig havde manøvreruni bag dem), ville de være tvunget til at angribe langs en akse, der førte ind i centrum af EUROPA. I Verdens­ krig II var deres første modangreb næsten altid omgående bevæ­ gelser mod begge flanker, hvilket var begunstiget af den slaviske steppes enorme udstrækning. Efterhånden som de rykkede frem fra øst mod vest, blev den store slette gradvis snævrere og gjorde til slut en både frontal og central operation nødvendig. Deres an­ greb mod fløjene blev også frontale og kunne derfor aldrig opnå karakter af andet end støtteangreb, udført af selvstændigt opere­ rende,mindre enheder.Man kan altså sige,at et angreb på EURO­

PA — kommende fra øst— vil gå over BERLIN, hvorimod WIEN kun vil få betydning, hvis der er tale om et angreb i den modsatte retning.

Dette understreges af den kendsgerning, at Sovjets største an­ grebsanstrengelser i den kolde krig er rettet mod B E R L IN og ikke mod WIEN. Det fremgår også af, at endnu idag findes det håndgribelige spor af den sovjetiske, strategiske hensigt på tysk jord — det varslende fingerpeg om en målsætning, der stammer fra perio­ den um iddelbart efter krigen: fæstningsanlæggene i T H Ü R IN G E N , hvis vestlige kant befinder sig kun 150 km fra BERLIN.

SKIFTENDE BETINGELSER
Selvom denne opfattelse synes at være rigtig for den periode, der fulgte umiddelbart efter Verdenskrig II, gælder den da stadig idag?

Dette spørgsmål fører os til en fremtidig krigsførelses omfat­ tende problemer, hvis hovedelementer afhænger af udviklingen af våben og føringsmetoder og af til rådighed værende eller nødven­ digt manøvrerum. Alle disse faktorer har indflydelse på strategisk planlægning. Hvis vi bringer dem på en fællesnævner og ser bort fra de mulige variationer i udførelsen, vil vi til slut komme til valget mellem operationer i centrum eller mod flanken.

Vi må antage, at op til ca. 1950 faldt valget for et angreb fra øst ud til fordel for en operation i centrum, thi betingelserne hav­ de kun ændret sig lidt siden Verdenskrig II:

— Jordstyrkerne var stadig bevæbnet på samme måde som ved krigens slutning, og deres jordbundne karakter var afgjort fremherskende. Udviklingen i luften var endnu ikke så frem­ skredet, at den kunne medvirke til at give kampstyrkerne en afgjort karakter af jord-luftstyrker.

— Russiske føringsmetoder kunne endnu ikke have ændret sig meget og bestod — ligesom i krigsperioden — af angreb med een eller to panserdivisioner (med kampværdi som brigader) fulgt af et forholdsvis stort antal fodfolksdivisioner, en fod­ folksmasse med middelmådig bevæbning, utilstrækkelig forsy­ ningstjeneste og kun svag støtte af særlige våben — der for størstedelens vedkommende blev holdt tilbage af Overkomman­ doen til brug mod andre, fjernere liggende mål. I anvendelsen af styrkerne var kvantitet vigtigere end kvalitet, så meget me­ re som halvdelen af dem bestod af divisioner af ringe værdi fra randstaterne. Man må antage, at halvdelen af de sovjetiske jordstyrker — ca. 80 divisioner — var disloceret i den euro­ pæiske del af Sovjetunionen, hvortil man må føje et lige så stort antal divisioner fra satellitlandene.

— Det til rådighed værende manøvreram skulle udnyttes fuldt­ ud, og udvides med et antal grænseområder, imod hvilke de vigtigste operationer øjensynligt skulle rettes. Dog foretog man en omgruppering af styrkerne, hvoraf det fremgik, at den nordlige slette fik en fortrinsstilling. Russerne kunne således begrænse sig til denne klassiske fremrykkevej, især eftersom de vestlige styrkers dispositioner på det tidspunkt gjorde dette område særligt tiltrækkende. I øvrigt drejede det sig i dette operationsområde næsten udelukkende om hærstyrker.

— Uden tvivl ville denne operation, uanset dens opdeling i tak­ tiske småforetagender med en mængde angrebsmål, være ble­ vet een lang fremrykning i vestlig retning ad kontinentale „striber“ lige til Bretagne.

DET NYE BILLEDE
Fem år senere — fra 1955 og videre fremefter — undergik betingelserne en kraftig ændring. Den anden 5-årsplan i efterkrigs­ perioden var gennemført. Sovjetunionen regeredes i stramme tøjler af sin planøkonomi. Dens udvikling fandt sted på alle områder og på en vis måde automatisk — skridt for skridt. Den anden 5-års- plans resultater kom de væbnede styrker til gode, og nye tendenser begyndte at vise sig.

Først og fremmest blev bevæbningen moderniseret og kom fortrinsvis de vigtigste troppeenheder i Ø S T T Y S K L A N D til gode. Disse troppeenheder blev meget betegnende kaldt „spydspidsen“. Forholdet mellem panserdivisioner og fodfolksdivisioner var om­ trent det samme som i de vestlige hære — ca. 1 til 4. Artilleriet og særlige våben blev forstærket og betydeligt forbedret.

Uden at gå yderligere i detailler kan man sige, at „spydspid­ sen“ var blevet et truende krigsinstrument og havde nået en grad af effektivitet, som den aldrig nåede under hele den sidste krig. I tilgift gjorde dens forøgelse med taktiske luftstyrker den til en kampstyrke, der udtalt havde karakter af en jord-luft styrke, så­ ledes at dens tidligere underlegenhed på dette område — sammen­ lignet med de vestlige styrker — nu hurtigt svandt ind.

VENDEPUNKTET
De følgende 2 år betegnede et afgjort vendepimkt for de sov­jetiske væbnede styrker. Den vidt og bredt omtalte reduktion af deres styrker betød i virkeligheden kun en svingning fra kvantitet til kvalitet.

De ændringer, der er sket, er af meget forskellig natur, og man kan tydeligt skelne tre områder. Enhederne i første linie er meka­ niseret i vid udstrækning og ofte kun reduceret på papiret; styr­ kerne i de vestlige dele af Sovjetunionen (mellem LENINGRAD og ODESSA) er moderniserede og reducerede i styrke i middel grad, og styrkerne i det indre område er blevet stærkt reduceret og moderniseret i varierende udstrækning. Styrker fra satellitlan­ dene komplementerer disse styrker. Man bør lægge mærke til, at disse — øjensynligt med hensigt — i bevæbning ikke er på højde med den fremgang, der har fundet sted under 5-årsplanen.

Omgrupperingen af styrker har været een forsat proces, idet der dog ikke synes at have fundet større ændringer sted bortset fra samlingen af styrker omkring skæringspunkterne for de store samfærdselsruter. Undertrykkelsen af den ungarske revolution af­ slørede dette systems virkemåde. Fra hvert af disse skæringspunk­ ter satte dele af de derværende styrker sig i bevægelse og mødtes efter en koncentrisk frem rykning ved målet.

Når man betragter den almindelige fordeling af de sovjetiske styrker, der har front mod vest, vil man se, at troppetætheden, som allerede tidligere var størst mod nord og vest, her er blevet stadigt forøget, medens den mod syd er blevet klart formindsket. Alt synes at pege henimod, at en anden og tredie echelon skal føres frem til den store slette efterhånden, med henblik på at for­ stærke „spydspidsen“. Yderligere er underbringeisen af den sov­ jetiske Vestlige Overkommando INSTERBURG (LITHAUEN) et fingerpeg om, at landstyrkernes tyngde er blevet forlagt i betydelig grad mod nord.

Efter alle solemærker at dømme er hensigten med disse styr­ ker derfor, at man har i sinde at anvende dem i øst-vestlig retning langs med midten af den store slette.

Der står imidlertid endnu tilbage at blive klar over, om ikke disse landstyrker — eller rettere jord-luft styrker — kunne tænkes at skulle spille en særlig rolle indenfor den store plans rammer.

NYE OMRÅDER
Våbenudviklingen er på ingen måde begrænset til hærstyrker­ne, og det er netop dette, der er særlig karakteristisk for den nye periode, der begyndte 1950. Denne udvikling omfatter områder, som Sovjet tidligere kun har beskæftiget sig lidt med, men på hvilke det nu pludselig gør bemærkelsesværdige fremskridt. Det drejer sig især om det strategiske flyvevåben, marinen — og her især U-både —, atomvåben og styrbare raketter. Fra at være en i hovedsagen til jorden henvist fastlandsmagt har Sovjet — efter 10 års anstrengelser — nået et højere stade, hvor dets væbnede styrker ændrer karakter og stadig fortsætter fremgangen.

Under hele den sidste krig var Sovjet tide af stand til at gen­ opbygge sine strategiske flyverstyrker, der ved krigens udbrud be­ fandt sig på et yderst lavt udviklingsstade, og som hurtigt blev sat ud af spillet. På nuværende tidspunkt synes det stadigt at være betydeligt underlegent overfor Vestens strategiske luftstyrker —- især den angelsaksiske verdens. Men Sovjet er nu ved at være i besiddelse af en bomberluftstyrke med en aktionsradius på måske 2000 km, livilket er tilstrækkeligt til at kunne angribe selv fjerne jordm ål inden for den atlantiske alliance.

Det vigtigste punkt i denne analyse er imidlertid ikke så me­ get disse maskiners nøjagtige rækkevidde men den kendsgerning, at disse lufsstyrker vil være i stand til at forstærke jord- og flåde- stvrkerne og samarbejde med begge. De vil — sammen med fjern­ styrede våben — blive den våbenart, som vil overtage opgaven at beskytte landstyrkerne og udføre langt udgående angrebsvise hand­linger.

FLÅDEMAGT
Udviklingen af Sovjets flådestyrker synes at være af endnu større vigtigbed. Medens de store flådemagter gør skibe med stor tonnage til udgangspunkt for opbygningen af deres flåder og gra­ duerer de forskellige skibsklasser fra toppen og nedefter, er Sov­ jet gået den stik modsatte vej. *Det baserer hele sin magt på U-bå- de. Foruden af disse består hver af de fire flåder kun af skibe af mindre eller middel tonnage.

Sovjet har specialiseret sig i to typer U-både — kystgående og oceangående — hvis byggemåde er næsten identiske. Man regner med, at det samlede antal på nuværende tidspunkt er ca. 500. Bygningen fortsættes uden afbrydelse og vil nå det enorme antal af 1200 i 1965. Derefter skal flådens skibsværfter udelukkende an­ vendes til vedligelioldelsesformål. Stort set kan man regne med, at hver af flåderne i øjeblikket bar ca. 100 U-både, hvilket tal øjen­ synligt vil stige til 250, idet afgang på grund af ombygning tages i betragtning.

For EUROPA betyder dette den brutale kendsgerning, at der eksisterer to flådegrupper bestående af U-både og mindre hjælpe­ skibe — den ene i ØSTERSØEN og den anden i det høje Nord (fra Murmansk til Petsamo) — på hver sin side af den skandina­ viske halvø, der som en hindring blokerer udfaldsvejene til det frie hav og oceanet. Der kan ikke være tvivl om, at der gennem de sidste få år har fundet en forbavsende udvikling af sovjetrus­ sisk flådemagt sted.

FJERNSTYREDE VÅBEN
Så tidlige som 1950 oplyste rapporter fra skandinaviske kilder gentagne gange om bygningen af afskydningsramper for langtræk­ kende raketter i kystområdet ved ØSTERSØEN, med hovedparten rettet mod SVERIGE. Det drejede sig dengang om fjernstyrede våben med flere hundrede kilometres rækkevidde, svarende til den første fase af den sovjetiske produktion. Siden hen er rækkevidden som bekendt blevet forøget til flere tusinde kilometer.

Skønt disse raketter bliver betegnet som interkontinentale af russerne, synes de snarere at svare til de amerikanske mellemdi­ stancevåben. Disse våbens rækkevidde — såvel som de sovjetrus­ siske strategiske luftstyrkers — er ved at strække sig ud over det rent europæiske terrainområde, som behandles her, og at fortsætte udstrækningen til det område, der betegnes som det atlantiske for­ svars periferi.

Samtidig sulle det være næsten unødvendigt at henlede opmærk­ somheden på de sovjetiske fremskridt på atomvåbnenes område. De­ res industri vil sandsynligvis være i stand til at forsyne dem med de nødvendige våben til såvel jordstyrker som U-både og luftstyrker samt med raketter til både taktisk og strategisk brug.

SKIFTENDE PLANER
Det synes uundgåeligt, at krigsplanerne ikke skulle skifte un­der disse forhold, selvom man på nuværende tidspunkt endnu ikke ved noget sikkert om det. Ikke desto mindre finder der for jord­ styrkernes vedkommende en meget normal udvikling sted. Frem­ gangsmåden med koncentrerede hovedanreb — fulgt af fremstød af stærke formationer — må vige for operationer over bred front med meget mere begrænsede, gentagne angreb, som vil strække sig over et større område og også ind i den fjendtlige stillings dybde. Udviklingen i den retning afviger formentlig kun lidt fra de vest­ lige synspunkter.

Hvad angår de sovjetiske flådestyrker — først og fremmest de U-både, der befinder sig i ØSTERSØEN — er de i en temmelig paradoksal situation. Ca. halvdelen af dem — d.v.s. de oceangå­ ende typer, der er bygget til de store have -— er lukket inde i ØSTERSØEN. Det samme kan siges om flådestyrkerne i SORTE­ HAVET.

Styrkerne i det fjerne Nord eller i det arktiske område og i det fjerne Østen er imidlertid ikke underkastet denne begræns- ning. M en er denne begrænsning absolut?

I nogen tid har de vestlige efterretningstjenester rapporteret temmelig regelmæssige udsejlinger af U-både. Det er derfor ikke umuligt, at et vist antal af disse både altid er uden for ØSTER­ SØEN. I forbindelse med U-bådene fra det bøje Nord kunne de således til enhver tid begynde fjendtlighederne uden for deres indre farvande. Men «elv når de er indelukket i dette hav, kan U-bådene af den oceangående type — bevæbnet med atomvåben — udøve ganske særlig virkning mod de indre kystregioner. Det er ganske klart, at overvågning og blokade af ØSTERSØEN er af største betydning.

MANØVRERUM
Med hensyn til de strategiske luftstyrker og de fjernstyrede våben med forskellig rækkevidde er det næppe muligt at påvise deres indflydelse på operationsplanlægning udover at konstatere, at der også i disse våbens natur er indeholdt kravet om manøvre- rum af hensyn til deres anbringelse og indsættelse såvel som til valg af mål for dem.

Rumproblet eksisterer således for alle kampstyrker. Det træ­ der endda tydeligere frem for de nye våbens vedkommende end for de rene hærstyrker. De sidstnævnte har til opgave at operere på den europæiske slette, der konstant aftager i bredde mod vest, hvilket frembyder en afgjort ulempe. Derfor bliver manøvrerum­ mets næsten ubegrænsede videre udstrækning en nødvendighed. På den ene side begrænser atomvåbnenes anvendelse stadigvæk det antal større enheder, der kan placeres indenfor et givet område, og på den anden side kræver de langtrækkende fjernstyrede våben, at man til fulde udnytter ethvert til rådighed værende manøvre­ rum.

Selvom det sandsynligvis vil kræve mindst 2 femårsplaner, før russerne i praksis kan anvende disse våben, må vi forudse hoved­ linierne i fordelingen af deres styrker omtrent således:
1. En jord- og luftstyrke på ca. 20 divisioner langs den store europæiske akse, efterfulgt af adskillige echeloner med hen­blik på støtte eller forstærkning.
2. En flådestyrke i ØSTERSØEN, bestående hovedsageligt af U-både.

3. En flankestyrke til anvendelse mod de skandinaviske lande, udrustet med raketvåben af m iddel rækkevidde.

3. 4. En anden flådestyrke i det fjerne Nord, der — sammen med den tidligere nævnte flådestyrke — vil indeholde ca. 200 U-både.

   Taget som en helhed er disse styrker af taktisk natur, men over dem — og med henblik på at samarbejde med dem — er der styrker af strategisk betydning; en bombeluftstyrke med middel rækkevidde og mellemdistance- eller interkontinentale raketter. De sidstnævnte antages som bekendt at have en rækkevidde på ca. 8000 km, hvilket — ved anvendelse af den arktiske rute — vil være tilstrækkeligt til fuldstændigt at dække hele den nordlige halvkugle. Stadig øget rækkevidde bliver unødvendigt undtagen ud fra det synspunkt, at det ville gøre det muligt at placere afskyd- ningsramperne endnu længere inde i det indre af landet.

   FREMTIDEN
   I betragtning af den nuværende og fremtidige fordeling af styrker og kampmidler svarer den sovjetiske overkommando i INSTERBURG ikke til SHAPE, der har kommandoen over CEN- TRAL-EUROPA, men mere til en overkommando, der har kom­ mandoen over ØSTERSØ-området med en mulig udstrækning til SKANDINAVIEN. Skønt denne opfattelse kun er en spådom, må man ikke desto mindre indrømme, at en udvikling med langt sigte er iøjnefaldende.

   NY PLANLÆGNING
   Vi har tilbagelagt en lang vej fra den første antagelse, hvor­ under en jord- eller jord-luft styrke ville mase sig fremad i en central eller frontal operation mod de store europæiske floders nedre løb. V i ville fortsat kunne forvente en frem rykning på den­ ne måde, såfremt man havde planlagt at anvende alle tidligere nævnte kam pm idler til støtte herfor. På den anden side kunne an­ griberen risikere at se sin fremrykning stoppet, fordi EUROPA’s forsvar var meget grundigt organiseret. I en sådan fremrykning villle udvikling også være i høj grad besværliggjort, og det ligger i atomkrigens natur, at den kræver store områder at udvikle i.

   Hvis man imidlertid antager, at dette jordangreb skulle tjene som støtte for en flankeoperation tværs over Ø S T E R S Ø E N og SKANDINAVIEN, kunne det arbejde med på løsningen af den opgave at åbne udgangen fra ØSTERSØEN. Dets heldige gennem­ førelse kunne således give anledning til betydeligt mere håndgri­ belige resultater.

   Alt synes at tyde på, at en ny strategisk opfattelse er i sin vorden. Spillerummet bliver snævrere og snævrere i det hårdnakket forsvarede europæiske område og vil blive mere og mere ugun­ stigt for centralangrebet. Man må udnytte hele det til rådighed værende rum og håbe på at kunne erobre yderligere manøvrerum. Derfor synes alt at pege på nødvendigheden af en langt udgående operation mod flanken.

   I tilgift vil en sådan operation tillade en indbyrdes afstemt og samtidig indsats af de væbnede styrkers tre værn såvel som af deres kam pm idler og nye våben. Den frem byder også den fordel, at den i begyndelsen vil kunne koncentrere sig om et begrænset område, f. eks. Danmark og dets stræder, der blokerer adgangen til det åbne hav.

   Dette betyder med andre ord, at blokeringsområdet ved ØSTERSØEN ikke alene vil være det første meget vigtige mål for det langt udgående flankeangreb, men i tilgift hertil vil det også blive hovedstøttepunktet for dets videre udvikling. Enten vil denne hindring holde ud og dermed sikre forsvaret af VESTEUROPA, eller også vil den blive et støttepunkt for fjenden og tillade ham at udføre sin langt udgående omfattende bevægelse.1)

   Når man taler om EUROPA’s forsvar lægger man mærke til, at det er blevet til en vane liyppigt at bruge udtrykket „fra Nord­ kap i Norge til den fjerneste grænse i Tyrkiet“. Dette er ikke for­ kert, når man ønsker at karakterisere den enorme kraftanstren­ gelse, som de lande, der ligger spredt over denne store afstand, gør sig. Fra det strategiske synspunkt ville det imidlertid være mere passende, hvis man skelnede mellem to store områder: eet fra det arktiske område til foden af alperne og et andet fra dis­ ses sydskråninger til det nære Østen.

   STRATEGISK DOKTRIN
   Når vi har nået dette sted i vore betragtninger af problemet, er det nødvendigt — om muligt — at trænge endnu længere ind i, hvad der kan være russernes nuærende strategiske doktrin. Her må vi falde tilbage på adskillige militære værker om Sovjetunio­ nen, som næsten alle er af amerikansk oprindelse. Eet af de vig­ tigste lægger særlig eftertryk på den udprægede gunst, som Clau- sewitz’ idéer om den dobbelte omfatning nyder i russiske kredse. Denne påvisning synes at finde sin bekræftelse deri, at den russi­ ske overkommando under krigen altid foretrak en sådan operation, nårsomhelst der var lejlighed dertil, og operationsområdets karak­ ter tillod det. Det må tilføjes, at operationerne i den sidste fase af krigen var mindre overbevisende i så henseende, eftersom de na­ turlige hindringer i Centraleuropa tvang russerne til at begrænse og indsnævre deres fremrykkeveje til begge sider.

   Det er en kendsgerning, at den russiske m ilitæ rlitteratur den­ gang i instruktionsmæssigt øjemed meget ofte fremførte eksempler på operationer med dobbelt omfatning. Angrebets forløb i de to „knibtangsarme“ er stærkt skematiseret lige såvel som den frem­ gangsmåde, der anvendes til at nedkæmpe den omringede styrke.

   De to fremherskende, karakteriske træk er: det ekstraordinært store rum i udgangssitutionen, som strækker sig over adskillige hundrede kilometer i bredden, og masseringen af styrker og kampmidler for at holde hovedangrebet igang. Gentagne gange er det synspunkt blevet fremsat, at massekoncentrationen var et særpræg for den slaviske karakter, hvorfor den store spredning, der er nødvendig under atomkrigsførelsen og dens metoder, ville frembyde et alvorligt handicap. Disse synspunkter er ikke ukor­ rekte, men i modsætning hertil står den nuværende russiske dok­ trin vedrørende en mulig udnyttelse af meget store spredeområder og ... en absolut hensynsløshed overfor tab på de mest afgørende punkter.

   Så vidt som vi kan se, synes der ikke at være noget i den sovjetiske doktrin, der taler mod idéen om en storstilet operation, som f. eks. erobring af Skandinavien med et centralt støttepunkt ved de danske gennemsejlingsfarvande. I den sovjetiske doktrin finder vi langt snarere en bekræftelse på denne idé end et motiv, som peger m od en central operation.

   Det virkelige problem for den russiske overkommando består i at føre de tre klassiske værn, idet den hidtil kun har skullet be­ kymre sig om at kommandere jordstyrker. Nu må den også beskæf­ tige sig med de nye våben med strategisk rækkevidde. Alt dette vil kræve en overlegen dygtighed hos stabene, og den kan ikke op­ nås i løbet af nogle få dage eller nogle få år.

   DET NÆRE ØSTEN
   Indtil nu bar vi kun beskæftiget os med den ene arm af den store knibtang. Den anden arm synes at være endog særdeles nem at skimte.

   Nuværende begivenheder kan ikke undlade at henlede opmærk­ somheden på den sovjetiske fremgang i Det nære Østen. Uden at begynde et nyt kapitel om dette emne, er det ikke umotiveret kort at nævne visse slående kendsgerninger: Yalona-basen i Albanien og U-bådsbasen i Saseno; den gradvise infiltration af „teknikere“ og de meget vigtige våbenleverancer til Ægypten og Syrien; udvi­ delsen af den russiske indflydelse i Rødehavet lige indtil Yemen; og endelig „den revolutionære krig“, der stadig holdes i live i Nordafrika. Selvom også enhver af disse ting — betragtet alene — kun er af begrænset vigtighed, så får de set i sammenhæng en betydning af en ganske anden orden, idet de viser os, at hindrin­ gen, som blev skabt ved Balkan-landenes og Lilleasiens orientering mod vest, for længst er omgået.

   I sammenligning med det eurasiske fastlands enorme størrelse er dets yderste ende — Vesteuropa — kun et smalt, begrænset frem­ spring. For at kunne omfatte dette, må de to arme på knibtangen gøre brug af både de nordlige og sydlige områder.

   SAMMENFATNING
   Før vi afslutter disse betragtninger, kan vi ikke lade være med igen at give udtryk for en vis følelse af manglende realisme, som de undertiden giver anledning til. Alligevel er denne fremstilling af begivenheder, der måske vil komme — selvom den i hovedsagen kun er gætteværk — ikke i modstrid med den vidunderlige tekni­ ske udvikling. Og den er slet ikke i modstrid med den kendsger­ ning, at der altid vil være et punkt -— et afgørende punkt -— i en­ hver operation, på hvilket dens skæbne vil blive afgjort.