Log ind

Genindkaldelser - deres betydning og nogle problemer omkring deres gennemførelse

#

Ovennævnte citater er fremsat i forbindelse med genindkaldelserne i efteråret 1963. De vil formentlig vække glæde bos dem, der fortsat tror på væmepligtshærenes betydning, og forundring lios dem, der er af modsat opfattelse.

Tanken med nærva'rende artikel er imidlertid ikke at tage stilling til dette problem, men alene at gøre rede for genindkaldelsernes betydning set i relation til den nugældende forsvarslov, saint fremdrage visse problemer, genindkaldelserne liar rejst, ikke mindst inden for personel- administrationens område.

Ifølge »Lov om forsvarets organisation m. v. af marts 1960 er liærens kanipcnbcder organiseret i såkaldt operativt afbalancerede dækningsenheder samt reserveenheder, hvor sidstnævnte i styrketal er ca. fem gange større end dækningsenhederne. Alene på denne baggrund må det være rimeligt at fastslå, at det danske landmilitære forsvar i princippet må betragtes som et mobiliseringsforsvar.

En af de øjensynlige svagheder i et mobiliseringsforsvar er at gennemføre mobiliseringen i tide. Dette er ofte blevet draget i tvivl — senest af journalisten og forfatteren Erling Bjøl i bogen »Atomvåbnene og Fremtiden« — idet det hævdes, at et angreb på Danmark vil komme som et overraskelsesangreb.

Helt så enkelt er problemet imidlertid ikke.

Som medlem af NATO nyder også Danmark godt af den i den Nordatlantiske Traktats § 5 nedfældede bestemmelse om, at et angreb på et af medlemslandene skal betragtes som et angreb på detn alle. Dette betyder for den eventuelle angriber, at ban ikke alene skal forberede et angreb mod en enkelt stat — in casu Danmark — men tillige i det mindste skal forberede et forsvar mod et forventelig, øjeblikkelig iværksat »modangreb« fra de øvrige NATO-lando.

Opstillingen af de for angrebet mod Danmark nødvendige angrebsstyrker og tilvejebringelsen af de ikke mindre nødvendige forsvarssiyrker kræver imidlertid så omfattende forberedelser, at det næppe vil kunne bevares som en strategisk hemmelighed. Det er dette forhold, der muliggør, at en mobilisering kan påbegyndes og eventuelt afsluttes, forinden det taktisk overraskende angreb sættes ind.

Endvidere er det — trods Danmarks utvivlsomme strategiske betydning — nok for pessimistisk at tro, at enhver væbnet konflikt mellem NATO og Sovjetunionen absolut må begynde med et angreb på Danmark. En sådan konflikt kunne da for eksempel også begynde lokalt om Berlin eller et andet sted i Europa, eller den kunne opstå som en senere følge af begivenheder i en belt anden verdensdel. Også under sådanne omstændigheder ville der være tidsmæssige muligheder for at gennemføre en mobilisering lier i landet.

På baggrund af de lier omtalte muligheder, er spørgsmålet derfor ikke så meget, om dansk forsvar vil være i stand til at gennemføre en mobilisering i tide, men nok så meget, om landets politiske ledelse giver forsvaret den lid, der er nødvendig hertil, dvs. om det varsel, man i endnu højere grad en tidligere er sikker på at få, udnyttes.

Såfremt dette varsel udnyttes, liar genindkaldelserne vist, at en mobilisering kan gennemføres, før selve angrebet sætter ind, livilket kan have til følge, at angriberen i sidste øjeblik afstår fra at gennemføre angrebet, fordi modstanden nu vil være så meget større end oprindelig beregnet.

Den kendsgerning, at et varsel udnyttes, og en mobilisering gennemføres, giver selvsagt ikke nogen garanti for, at forsvaret af Danmark kan gennemføres med succes. For at mobiliserede styrker skal kunne tage kampen op med fjendtlige styrker af højeste karat med hensyn til uddannelse, udrustning og kampmoral, må også andre forudsætninger være opfyldt. Blandt de vigtigste skal nævnes

— at det i mobiliseringsenhederne indgående personel — under den første indkaldelse — har fået en sådan uddannelse, at det umiddelbart kan udnytte denne, uden forudgående optræning,

— at mobiliseringsenhedeme er forsynet med udrustning og materiel, der i art og omfang svarer til løsningen af den stillede opgave, samt

— at der i fredstid bl. a. ved mønstringer og genindkaldelser er tilvejebragt mulighed for

— at indøve mobiliseringsprocedurerne,

— at gøre befalingsmænd og menige bekendt med nyt materiel,

— at samarbejde de i mobiliseringsbrigademe indgående enheder og

— at øve de i mobiliseringsstyrken indgående stabe under feltforhold.

For så vidt angår de to førstnævnte forudsætninger, kan det fastslås, at disse ikke er opfyldt.

Den nuværende tjenestetid på 16 måneder tillader kun

— en nødtørftig gennemgang af det teoretiske og praktiske stof, der er nødvendigt for betjeningen af våben, køretøjer, signalmateriel m. v.

— en tålelig træningstilstand,

— en ringe deltagelse i øvelser af feltmæssig karakter

og ikke

— en grundig indlæring af teoretisk og praktisk stof,

— en træningstilstand, som gør det muligt at indsætte styrkerne straks efter mobilisering,

— deltagelse i flere og længere feltmæssige øvelser, der er den eneste mulighed for at vænne mandskabet til krigens vilkår.

Disse mangler indebærer faren for urimeligt store tab i de indledende faser af kampen.

Vedrørende niatericlsituationcn er denne som bekendt meget alvorlig, endog ved dækningsstyrkerne, og det kan derfor uden vanskelighed forudses, at det ikke inden for overskuelig fremtid vil være muligt at udruste mobiliseringsenhedernc med moderne, tidssvarende materiel, der i art og omfang blot nogenlunde vil svare til det materiel, disse styrker vil komme til at stå overfor i en given situation.

Når mobiliseringsstyrkerne, trods disse alvorlige mangler, alligevel i dag står bedre rustet til at løse de stillede opgaver end før, skyldes dette, at den tredie af dc ovenfor nævnte forudsætninger stort set er blevet opfyldt i løbet af de sidste 2—3 år.

Nødvendigheden af mobiliseringens hurtige gennemførelse har været omtalt tidligere, og det er derfor så meget mere glædeligt, at det netop er i mobiliseringsfasen, der omfatter

— mødet,

— iklædningen,

— udlevering af udrustning og materiel,

— formering af styrken i henhold til gældende organisationsskemaer

og

— forlægning fra depotområde til beredskabsområde, at de største resultater kan noteres.

De stedfundne genindkaldelser har for de opstillende myndigheder medført, at de gennem mange år ved skrivebordene smukt udarbejdede mobiliseringsplaner er blevet støvet af og udsat for en praktisk anvendelse. Det ville være forkert at skjule, at mange af disse planer langt fra opfyldte deres mission, men dette er på den anden side tilstrækkeligt til at fremhæve betydningen af at gennemføre mobiliseringsøvelser. Ved de enheder, hvor sådanne har været gennemført en eller flere gange, har der vist sig en meget mærkbar ændring til det bedre, og det har eksempelvis ved de på Sjælland i efteråret 1963 gennemførte genindkaldelser medført, at samtlige genindkaldte enheder havde afsluttet mobiliseringsfasen på mindre end 24 timer, selv hvor det drejede sig om afdelinger med tungt og kompliceret materiel, som f. eks. kampvogne.

Imidlertid har genindkaldelserne ikke alene vist deres berettigelse i forbindelse med mobiliseringsøvelserne, men i lige så høj grad på de senere stadier af genindkaldelsespcriodcn. Som eksempel herpå skal anføres nogle erfaringer fra dc ved 2. Sjællandske Brigade gennemførte genindkaldelser i september/oktober i år.

Allerede i uddannelscsfasen kom det klart til udtryk, at genoptræningen af mandskabet var betydelig lettere end i 1961, hvor samme brigade sidst havde genindkaldelser. Forklaringen herpå er utvivlsomt at finde i følgende forhold:

— 50 °/o af den genindkaldte styrke havde været genindkaldt ved samme enhed en gang tidligere, hvilket resulterede i et bedre samarbejde indenfor enheden, også set i forholdet til de nytilgåedc, der i øvrigt i videst mulig omfang var søgt opstillet af personel, der kendte hinanden fra første indkaldelse.

— De ved enhederne tjenstgørende officerer og specialofficercr var i hovedsagen de samme som ved den foregående genindkaldelse, hvilket yderligere var medvirkende til at opretholde samhørigheden inden for den enkelte enhed.

Under brigadens bataljonsøvelser, KAFOK in. v., men især under de samlede øvelser på Lolland-Falster, der blev afholdt under endog meget vanskelige klimatiske forhold, viste det sig, at den for anden gang genindkaldte brigade klarede de stillede opgaver over forventning. I denne forbindelse er forklaringen først og fremmest, at såvel brigadestaben som de forskellige afdelingsstabe (sammensat af samme personel som forrige gang) var bedre sammenarbejdede, men også mandskabets hele indstilling, samhørighed, bedre fysiske modstandskraft og større evne til at leve under feltforhold var afgørende for de resultater, brigaden opnåede.

Som det vil fremgå af ovenstående, har genindkaldelserne utvivlsomt betydet meget for de omtalte reserveenheders kampværdi, og der er ingen grund til at antage, at dette forhold vil ændre sig i de kommende år. Såfremt en tilstrækkelig grundig uddannelse i den første indkaldelsesperiode blev gennemført og tidssvarende materiel blev anskaffet, er der tværtimod begrundet håb om, at reserveenhed emo fremover vil være i stand til at løse de vanskelige opgaver, de i tilfældet af en væbnet konflikt, med Danmark som deltager, øjeblikkelig vil blive stillet overfor.

Som indledningsvis nævnt er der i forbindelse med de senere års genindkaldelser opstået en del problemer, der især bar vist sig inden for det pcrsonelmæssige område.

Betydningen af i videst mulig omfang gennem længst mulig tid at anvende samme officerer og specialofficerer i såvel den enkelte stab som den enkelte underafdeling er tidligere blevet fremhævet, men det må samtidig erkendes, at dette langt fra bar kunnet gennemføres fuldt ud.

For officerer og specialofficerer af liniens vedkommende kan der efter bestemmelserne, til enkadrcring af reserveenlicderne anvendes personel, der er tjenstgørende ved visse stabe, ved skoler samt ved rekrutenlieder, idet personel ved dækningsstyrkeenheder kun må designeres til andre enheder efter derom indhentet tilladelse ved højere myndigheder. Dette er i princippet en hensigtsmæssig løsning, idet skoler, rekrutenlieder m. v. ophører at fungere i forbindelse med en sikringsstyrkes formering eller ved mobilisering, men i praksis viser del sig imidlertid ofte vanskeligt at opnå rådighed over det personel, der er designeret til den enhed, der netop del pågældende år skal gcnindkaldcs, Når dette er tilfældet opstår den mangel på kontinuitet i enheden, der er så afgørende for dens effektivitet.

Den opstillende myndighed har ganske vist i de fleste tilfælde forskellige muligheder for at erstatte den pågældende, f. cks. ved omdesignering eller »lån«, men sådanne foranstaltninger medfører som regel blot tilsvarende komplikationer ved andre enheder, der måske skal genindkahles det følgende år, og derved er den onde cirkel påbegyndt, som herefter kun vanskeligt lader sig bryde.

Til belysning af dette forhold kan følgende konkrete eksempel anføres. En major er tjenstgørende ved en skole og designeret som chef for en infanteribataljons tunge kompagni. Dette kompagni skal genindkaldes i efteråret 1961. Majoren kan imidlertid ikke frigives, og regimentet udlåner herefter den designerede chef for tungt kompagni ved regimentets anden reservehataljon, idet omdesignering ikke finder sted. Herved har det i 1961 genindkaldte tunge kompagni ikke fået lejlighed til at virke under dets rigtige chef. I 1962 anmoder regimentet atter om at få rådighed over den pågældende major, i den hensigt at anvende ham som chef for det i dette år genindkaldte tunge kompagni og herefter omdesignere cheferne, således at begge kompagnier nu kommer under kommando af den chef, under hvilken de har været genindkaldt. Anmodningen afslås for anden gang. Den hjemmeværende kompagnichef må herefter gennemføre uddannelsen også ved sil eget kompagni, hvilket der for så vidt ikke er noget at bemærke til, udover at han nu har været chef for to forskellige tunge kompagnier ved hver sin bataljon. Regimentet foretager selvsagt herefter ingen omdesignering, i liåh om i 1963 at få rådighed over den ved skolen tjenstgørende major. Men igen bliver det ct afslag. I dets kvide beslutter regimentet at anvende den til det pågældende kompagni designerede næstkommanderende — en ældre premierløjtnant — som fremtidig kompagnichef, og enkadrere kompagniet med en yngre premierløjtnant som ny næstkommanderende. Alt synes herefter i orden indtil 14 dage før genindkaldelsen, hvor den nu som kompagnichef designerede premierløjtnant beordres til tjeneste udenfor regimentet. Spillet er tabt, men der er da heldigvis 14 dage, i hvilke man kan vinde et nyt.

Det er umiddelbart indlysende, at sådanne forhold skaber irritation, medfører en mængde administrative besværligheder og, hvad der i denne forbindelse er det alvorligste, kompromitterer systemet.

Løsningen af dette problem, der, af hensyn til kravet om en fortsat effektivisering af de genindkaldte enheder, ikke bør udskydes, må være, at det til reserveenheder designerede personel ubetinget må stilles til rådighed for den opstillende myndighed, når den enhed, hvortil den pågældende er designeret, skal genindkaldes, selv hvor dette sker på bekostning af befalingsmandselevers uddannelse. Befalingsmandseleverne har man på skolen i 6 måneder og senere 10—12 måneder i geleddet. De genindkaldte har man kun i 3 uger.

For officerer af reservens vedkommende gør ganske særlige forhold sig gældende. En vis del af reserveofficererne har påtaget sig rådighedspligt, hvorimod andre, der ikke har påtaget sig rådighedspligt, i henhold til »Lov om forsvarets organisation m. v.«, § 13, kan genindkaldes til fortsal uddannelse i op til 70 dage inden for de første 9 værnepligtsår.

Personel med ubetinget rådighedspligt giver for så vidt ikke anledning til mange bemærkninger, men det bør dog fremhæves, at dette personel, under de nugældende forhold, hvor deres indkonunandering finder sted hvert andet år i mindst 4 uger på samme tid af året (september/oktober), yder en endog meget fortjenstfuld indsats, der ikke kan værdsættes højt nok. Hvor dette personel i øvrigt er som skabt til at indgå i mobiliseringsenheder, idet det kan forblive designeret til en bestemt enhed, sålænge det har påtaget sig rådighedspligt, eller det i forbindelse med egen forfremmelse bør indtræde på en til den nye grad svarende plads, kan dette ikke siges om det personel, der har påtaget sig betinget rådighedspligt. Tværtimod kan dette personel ikke anvendes i mobiliseringsenhederne, med mindre den betingede rådighedspligt ligger inden for genindkaldel- sesperiodeme, hvilket sjældent vil være tilfældet. Selv om denne gruppe af rådigliedspligttagere aldrig har været af større omfang, synes der alligevel at være anledning til at stille spørgsmålet, om ikke begrebet »betinget rådighedspligt« har overlevet sig selv, idet der under de nuværende forhold ikke ses at være anvendelsesmuligheder for personel af denne kategori.

Synes der således kun at være få eller slet ingen problemer med officerer af reserven med rådighedspligt, er det modsatte til gengæld tilfældet, når det drejer sig om officerer af reserven uden rådighedspligt. Dette personel kan som nævnt genindkaldes i indtil 70 dage inden for de første 9 værnepligtsår. Med to års tjeneste i forbindelse med første indkaldelse, og idet genindkaldelse normalt ikke finder sted før tidligst et år efter hjemsendelse efter første uddannelse, kan der således reelt kun rådes over dette personel i 6 år. Tænker vi os en løjtnant designeret til en enhed, der skal genindkaldes i 1964, vil anden genindkaldelse finde sted i 1966. Hertil er, med de nuværende for befalingsmænd gældende genindkaldelsesperioder å 28 dage, anvendt 56 dage. Den pågældende kan således genindkaldes i yderligere 14 dage i forbindelse med genindkaldelserne i 1968. Det er umiddelbart indlysende, at en personelforvaltende myndighed nødigt ser en genindkaldt deling uden delingsfører i en uge eller skifter delingsføreren ud midt under genindkaldelsen, og resultatet heraf er i de fleste tilfælde, at de sidste 14 dage ikke udnyttes, idet man simpelthen undlader at genindkalde den pågældende tredie gang. Denne fremgangsmåde kan være betænkelig nok i sig selv, men den medfører tillige, at behovet for reserveofficerer til mobiliseringsenhederne bliver så meget større, og erfaringen har vist, at dette behov bliver så stort, at det i længden ikke kan dækkes.

En forøgelse af de 70 dage til 90 dage ville være den mest hensigtsmæssige løsning af dette problem, idet den pågældende så ville kunne genindkaldes 3 gange, uden afkortelse af den almindelige genindkaldelsesperiode. Henset til at antallet af dage er fastsat i loven, lader en sådan ændring sig imidlertid ikke gennemføre umiddelbart, hvorfor andre veje må følges.

Af hensyn til ønsket om længst muligt at bevare samme mand på samme plads, og for bedst mulig måde at tilgodese behovet for delingsførere i mobiliseringsenhederne, synes det nødvendigt at kunne foretage genindkaldelse af dette personel 3 gange. Dette betyder, at en afkortning af den enkelte gcnindkaldelsesperiode må accepteres, således at genindkaldelse finder sted i henholdsvis 23, 23 og 24 dage. Skønt en afkortelse som her foreslået kan være uønsket af uddannelsesmæssige grunde, vil de fordele, der opnås, langt overgå de ulemper, en sådan ordning vil medføre.

Det er imidlertid ikke alene reserveenhedernes enkadrering med officerer og specialofficerer, der giver anledning til vanskeligheder. Også spørgsmålet om meddelelse af udsættelse med genindkaldelse for øvrige befalingsmænd samt menige hiiver år for år et stadig større problem.

I denne forbindelse cr det nødvendigt at gøre sig helt klart, at en genindkaldelse for den enkelte værnepligtige er et væsentligt afbræk i hans civile liv og ikke mindst i hans økonomiske forhold. Det er derfor ganske naturligt, at der fra Forsvarsministeriets sirle er udgivet bestemmelser, der som grundidé har til formål at albøde de værste følger af en genindkaldelse, hvad enten disse målte være af uddannelsesmæssig eller økonomisk art.

De vigtigste bestemmelser i så henseende er nedladdet i Forsvarsministeriets skrivelse 3.kt. 180.2—1/59/2250 af 2 JUN 1959 omhandlede »Behandling af ansøgninger om fritagelse for eller udsættelse af genindkaldelse«, der senere cr udvidet ved Forsvarsministeriets skrivelse 3.kt. 180.2 —13/60/2339 af 4 MAJ 1960.

Som de væsentlige bestemmelser i omhandlede skrivelser skal anføres:

— »Værnepligtige, som har egen virksomhed eller landejendom, vil, første gang de genindkaldes, være at meddele udsættelse«.

— »Værnepligtige, som er elever på skoler og kursus af et sådant omfang, at deltagelsen i undervisningen er deres hovedbeskæftigelse, vil ubetinget vane at meddele udsættelse«.

— »Værnepligtige, som ved la'geatlest dokumenterer at være forhindret i at give møde på grund af sygdom, vil ubetinget være at meddele udsættelse. Overførelse til militært sygehus skal ikke finde sted«.

— »Udsættelse vil kun undtagelsesvis kunne meddeles værnepligtige, hvis ansøgning er motiveret med arbejdsgivers vanskelighed ved at undvære dem i genindkaldelsesperioden«.

For fuldstændighedens skyld skal tillige anføres, at ordlyden af de først citerede bestemmelser i 1959 udgaven var således:

— »Værnepligtige, som har påbegyndt egen virksomhed eller overtaget egen landejendom m. v. mindre end 1 år før indkaldelsesordrens udsendelse vil ubetinget være al meddele udsættelse«.

— »Værnepligtige, som er elever på skoler eller kursus vil ubetinget være at meddele udsættelse, såfremt de

a) i eller umiddelbart efter genindkaldclsesperiodcn skal deltage i en afsluttende prøve eller eksamen,

b) i eller umiddelbart efter genindkaldelsesperioden skal deltage i en prøve eller eksamen, som indgår i et senere endeligt eksamensresultat eller som er en betingelse for oprykning i højere klasser (fortsættelse af studiet).

c) i bele genindkaldclsesperioden vil være fraværende fra et selvstændigt kursus eller et specialkursus inden for et større samlet studium af højst 4 måneders varighed, alt i påkrævet omfang attesteret af den pågældende læreanstalt eller skole.«

Bestemmelserne taler jo udmærket for sig selv og kan ved en umiddelbar betragtning synes rimelige nok. Ved en nærmere undersøgelse kan rimeligheden imidlertid forekomme mindre, ikke mindst set i relation til den betydning genindkaldelserne bar for mobiliseringsenhedernes effektivitet.

Lige så klart det må være, at en værnepligtig under visse omstændigheder kan meddeles udsættelse med genindkaldelse, lige så klart er det, at enhver sådan udsættelse for den personelforvaltende myndighed medfører øgede administrative byrder, og for den enhed, der skulle have haft den værnepligtige til tjeneste, medfører den endvidere uddannelsesmæssige vanskeligheder.

Sålænge udsættelserne kan dækkes ind af de genindkaldtc 10 °/o folk er vanskelighederne forholdsvis lette at overvinde, men når dette ikke længere er tilfældet, opstår problemerne, og med den ændring, den anden citerede bestemmelse bar fået, er virkningerne blevet endog meget følelige.

Kendsgerningen er jo den, at det personel, der som oftest vil være at finde indenfor denne kategori, tillige ofte bestrider posterne som nøgle- personel eller som befalingsinænd, og som derfor vanskeligt lader sig erstatte.

Soin et eksempel på de vanskeligheder, en pcrsonelforvaltende myndighed kan komme ud for i denne henseende, skal lier anføres en oversigt over værnepligtigt personel, der efter ansøgning er meddelt udsættelse med genindkaldelse i 1963 på grund af, at de pågældende er elever på skoler eller kursus, idet det skal bemærkes, at det alene drejer sig om en bataljon.

Det skal endvidere oplyses, at af ovennævnte 66 mand, der blev meddelt udsættelse, havde 28 mand tidligere va>rct meddelt udsættelse en eller flere gange.

Skærmbillede 2021-04-13 kl. 12.54.51.png

Udsættelse med genindkaldelse i et omfang som her angivet, betyder i praksis, at årgange og hold brydes på en uheldig måde til skade for uddannelsen, disciplinen og sammenholdet i den pågældende enhed, og dermed til skade for enhedens samlede kampkraft.

Set under denne synsvinkel og vidende om, at et stadigt større antal værnepligtige efter hjensendelse fra første indkaldelse, søger videreuddannelse på skoler og kursus, synes det set med forsvarets øjne at være endog meget betænkeligt at fortsætte ad denne vej.

Hertil kommer så spørgsmålet, om hvorvidt denne ordning i virkeligheden tjener den enkelte værnepligtige bedst. Ved de i efteråret afholdte genindkaldelser fandtes en menig, der siden sin første indkaldelse havde fået udsættelse med genindkaldelse på grund af studier. På grund af alder — 32 år — kunne der i år ikke meddeles ham yderligere udsættelse, og han befandt sig nu i den situation, at hans relativt nystartede forretning måtte lukke i den tid, han var genindkaldt, hvilket selvsagt påførte ham store, økonomiske tab. Det synes rimeligt at antage, at en genindkaldelse i studietiden på et tidspunkt, hvor en afgørende eksamen ikke stod lige for, ville have været at foretrække.

Alt taget i betragtning, må de i 1960 indførte ændringer af bestemmelserne for udsættelse med genindkaldelse for studerende siges at virke uhensigtsmæssige for forsvaret, i visse tilfælde uheldige for de værnepligtige og ofte uretfærdige for de værnepligtige, der ikke kan skyde sig ind under nævnte bestemmelser, og spørgsmålet bør derfor rejses, om tiden ikke er inde til at ændre disse bestemmelser, eventuelt i retning af den i 1959 anvendte formulering.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser for udsættelse med genindkaldelser er disse knap så rigoristiske. Næringsdrivende skal således kun fritages ved første genindkaldelse, og for øvrige overlades det i almindeligbed til de personelforvaltende myndigheder, at træffe bestemmelse om, hvorvidt ansøgningen om fritagelse bør imødekommes.

Et særligt problem udgør det personel, der imiddelbart før genindkaldelsen skal finde sted fremsender en lægeattest, der alene meddeler, at sygdommen er af »kortere« eller »længere« varighed. Bestemmelsen om, at dette personel ubetinget skal meddeles udsættelse, kan der i princippet ikke siges noget til, idet denne bestemmelse formentlig er truffet ud fra den betragtning, at syge ikke bør genindkaldes, medens de er syge, for ikke herved at forskertse muligheden for, at de pågældende får udbytte af deres genindkaldelse.

Kravet om ubetinget meddelelse af udsættelse bar imidlertid i dette tilfælde også andre aspekter.

Den genindkaldte kan således på grund af sin genindkaldelse have op- sagt sin stilling eller antaget en ekstrahjælp i sin virksomhed i de 3—4 uger genindkaldelsen varer.

En akut, men kortvarig sygdom — der efter bestemmelserne automatisk medfører udsættelse -— vil således kunne ramme den pågældende unødigt hårdt, f. eks. i de tilfælde, hvor hans stilling ikke er umiddilbart ledig, eller hvor den, ban bar antaget som ekstrahjælp, ikke ønsker at forlade sin stilling før den aftalte tid.

I sådanne tilfælde må det forekomme urimeligt, at den personelforvaltende myndighed ikke kan modtage den pågældende til uddannelse, selvom ban møder for sent.

Omhandlede bestemmelse — udvidet med bestemmelsen om, at indlæggelse på sygehus ikke skal finde sted — kan endvidere friste svage sjæle til at opnå udsættelse, hvor en sådan ikke bar kunnet opnås på legal vis, men der skal afstås fra at knytte yderligere bemærkninger hertil.

Som det vil ses af det foregående er der stadig en del uløste problemer i forbindelse med begrebet genindkaldelser af såvel uddannelsesmæssig, operativ som personelmæssig art. Også inden for den faglige tjeneste findes en række problemer, der slet ikke bar været berørt i denne forbindelse. Man behøver blot at nævne depotplads og muligheder for opmagasinering af køretøjer.

Det afgørende er imidlertid ikke de uløste problemer, men de resultater, der hidtil er nået, resultater der for øvrigt med fordel kunne anvendes i en diskussion for eller imod værnepligtsbærens bevarelse her i landet.

A. Lassen.