Med den nylig afdøde General er en i Hæren almindelig kendt og agtet Skikkelse forsvundet. Det skal i det følgende søges at riste Generalen den Minderune, han ved sin Personlighed og mangeaarige Virksomhed maa have fortjent.
Generalen var Søn af den forlængst afdøde, men af den ældre Slægt endnu erindrede, myndige og ansete Oberst F. F. Jacobi, Veteran fra begge Krigene, afgaaet som Chef for Krigsministeriets 1ste Departement.
Som opvokset i et Officershjem var det kun naturligt, at ogsaa Sønnen valgte Officersvejen og med sin Arbejdsevne hurtigt naaede ind i Generalstaben, som han derefter i en Aarrække kom til at tilhøre, dog med den til hvert Avancement knyttede Udkommando til Geleddet. — I 1918 blev han Generalmajor og Chef for 1ste Division. — For dyberegaaende theoretiske Studier havde Generalen ikke Interesse, men han var en udpræget Chefstype, myndig og selvbevidst, med skarp Opfattelsesevne og megen praktisk Sans samt endelig, og ikke mindst, i Besiddelse af en fænomenal Arbejdskraft. Han stillede meget store Krav til sine Omgivelser, men ydede selv lige saa meget, havde dertil megen Kammeratskabsfølelse og et elskværdigt Sindelag, saa han uvilkaarligt rev Omgivelserne med sig og gjorde de mange Arbejdstimer hyggelige og interessante.
Han elskede Livet paa Hesteryggen og kunde endnu som gammel General ikke se en Forhindring, Stengærde, Vold eller Grøft, uden at det kriblede i ham efter at sætte over den. Han virkede her stærkt inciterende paa sine Omgivelser. Fra hans Tjenesteaar som Divisionsgeneral foreligger der mange Historier om Terraingalopper, hvormed han yndede at overraske de beredne Officerer ved Divisionen.
I 1922 blev han Generalinspektør for Fodfolket og naaede dermed den Stilling, som han skulde komme til at elske højest af alle og sætte mest ind paa. I 1923 fik han Garnison i Viborg, idet han foruden Generalinspektør tillige blev designeret højstbefalende i Jylland.
Dette var ham imod, fordi han stærkt folte Ulæmperne ved de to, ganske forskellige Opgaver. Atter og atter beklagede han at være saa langt fjærnet fra Ministeriet, fra de tekniske Myndigheder og fra de ham underlagte Skoler.
Thi Generalinspektoratet havde al hans Interesse, viede han hele sin Arbejdskraft. Altid var han optaget af Problemerne, Dagen igennem, ofte ogsaa i Nattetimerne, naar han laa søvnløs og spekulerede. Det ofrede han sig for paa sine hyppige Rejser og Inspektioner, hvor han Time efter Time, Dag efter Dag, uden alt Hensyn til Vind og Vejr, kunde blive utrætteligt ved, medens Omgivelserne slappedes. Til Bunds vilde han i enhver Sag, og den største, egentlig aldrig glemte Forseelse var det at byde ham halv eller urigtig Besked.
Det kunde vel synes, som om den store taktiske og tekniske Omvæltning 1914—18 med alle dens Problemer til Tider voldte ham Vanskeligheder, og der har været klaget over, at hans Inspektioner kunde være noget stillestaaende, men meget skyldtes dette hans Grundighed, hans Frygt for Eksperimenteren, hans Krav om en rolig, logisk Udvikling, og det maa hævdes, at Generalen fortjener en stor Del af Æren for det Materialevalg og de Organisationsformer, der har skabt stigende Selvtillid i Vaabnet.
For de personelle Forhold havde han den største Interesse og Ansvarsbevidsthed. Ilan ønskede at kende hver enkelt fast Befalingsmands Kvalifikationer og derved skaffe sig Mulighed for en selvstændig Dom. Naar den ellers livlige General blev tavs og indesluttet, anede hans nærmeste undergivne, at der forestod vigtige personelle Afgørelser i Vaabnet. Det pinte ham at volde Skuffelser, han beklagede dem levende, men var paa den anden Side urokkelig i sin Dom.
De ham underlagte Skoler stod hans Hjærte meget nær. Han fulgte nøje saavel Læreres som Elevers Færd og stræbte at lære hver enkelt at kende. Han onskede at sætte sit personlige Præg paa Skolerne og drive deres Arbejdsydclse op til det mest mulige.
Der sporedes trods Aarene ingen Træthed hos ham, og han var tilsyneladende aandslivlig og ved fuld Arbejdskraft, da han i 1931 efter omtrent et halvt Aarhundredes virksom Tjeneste forlod Hæren. Men de, der kendte ham nøje, anede, at hans Otium ikke vilde blive langt, efter at han havde maattet forsage sin eneste, men ogsaa glødende Interesse — Arbejdet for Hæren.
