Generalmajor Anders Sandberg og den Sandbergske Proces (sluttet)

Et Bidrag til Belysning af den danske venstre Fløjs Kamp i Slaget ved Lund.

Ved Oberstløjtnant J. C. W. Hirsch.

(Sluttet).

III. Den danske venstre Fløjs Kamp, fremstillet paa grundlag af Procesakterne).

Den danske Hær, der i December 1676 havde taget Stilling paa Plateauet N.Ø. for Lund, bestod af 39 Rytter- og 6 Dragoneskadroner, 19 Batailloner1) Infanteri og Matroser samt 14 Felt- og 35 Regimentsstykker2). Den var efter Datidens Skik formeret med Infanteriet i Centrum , Rytteriet og Dragonerne paa Fløjene, saaledes at højre Fløj under Generalløjtnant Frederik Arenstorff talte 20 Rytter- og 3 Dragoneskadroner og venstre Fløj — under Overgeneralens egen Kommando — dannedes af 19 Rytter- og 3 Dragoneskadroner. Forpostlinien, der udelukkende var besat med Rytteri, stod paa Højderne S. for Løddeaa fra Gettingebro til Hoby, saaledes, at Vagten N. forHåstad under Lt. Munroe3) dannede Skellet mellem de 2 Fløje. Det fremgaar af Vidneudsagnene, at de enkelte Forpostled ved venstre Fløj ikke vare besatte med taktiske Afdelinger, men vare sammenstykkede af kommanderede Befalingsmænd og Ryttere af begge Fløjes Rytterregimenter1). Destoværre mangle vi nu Midler til at bestemme, hvorledes Forholdene have været ved højre Fløjs Forpostafdelinger, men den samme Fremgangsmaade er upaatvivlelig ogsaa bleven fulgt her, eftersom en slig Sammenstykken af Rytterstyrker var ganske almindelig under den skaanske Krig. Da det ved Sikringstjenesten — mere end under andre Forhold — er vigtigt, at Befalingsmænd og Mandskab ere indarbejdede med hinanden, var en saadan Ordning af Forposterne i høj Grad uheldig.

Medens Vaupell hævder, at der var en Forpostkommandør for hver Fløj, paastaar Generalerne Arenstorffs Forsvarer, at Sandberg var Forpostkommandør for hele Arméen og støtter denne Paastand paa Oberst Kruses Forklaring til Spørgsmaal 1 i Processen og paa den Omstændighed, at Generalfiskalen i sin Anklage betegner Sandberg som „Generalvagtmester“ . Hvad det første Argument angaar, da turde det være tvivlsomt, om man paa Grundlag af Overauditør Reenbergs Gengivelse af Oberst Kruses Forklaring kan drage den Slutning, at der kun skulde have været én Forpostkommandør for hele Arméen. Hverken Fløjen eller Generalmajor Sandberg nævnes i Spørgsrnaal 1, og Kruse udsiger ikke udtrykkeligt, at de 2 Oberster bleve adjungerede Generalmajoren for venstre Fløj, men meddeler kun, at „ihm sey wiszendt, dasz der General-Ad jutant-Lieut. Reck håbe des Abends anbefoblen einem Obristen von dem rechten und einem von dem lincken Fliigel d em Gen. Maj. (mon ikke „des rechten und des lincken Flugels“ ?) zu assistiren o. s. v.“ Da saavel Inkvirent som A d ­ spurgte naturligvis udmærket godt maa have vidst, om der var Tale om en Generalmajor for hele Forpostlinien eller om én for hver Fløj, er Kruses Svar desværre ikke bleven redigeret saa præcist som ønskeligt var for Efterverdenen, der ikke sidder inde med denne Kundskab, og den ovenfor tilføjede forklarende Parentes kan derfor let tænkes at være bleven udeladt under Spørgsmaalenes Affattelse, da der den Gang ikke kunde være Tale om nogen Misforstaaelse. Hvad Betegnelsen Generalvagtmester angaar, da var dette en fra Tyskland hentet Titel, der betød nøjagtig det samme som Generalmajor, og som her i Danmark kun en sjælden Gang tillagdes den næstkommanderende, uden at Vedkommende derfor kom til at indtage nogen særlig Stilling overfor Vagterne og Fo rposterne. I Generalfiskalens Aklage er det ogsaa i Sandbergs Egenskab af Generalmajor ved Fløjen — og ikke som Forpostkommandør — at dette Prædikat tillægges ham.

Medens det saaledes af foranstaaende fremgaar, at der ikke er ført et fyldestgørende Bevis for, at Sandberg har været Forpostkommandør for hele Lejren, lindes der derimod flere Omstændigheder, der tyde paa, at Vaupell har Ret, naar han nævner Generalmajor Meerheim som Forpostkommandør for højre Fløj. Ror foreligger ganske vist ikke nogen positiv Angivelse, der bestyrker denne Paastand, men, da der ved højre Fløj foruden Fløjkommandøren, Frederik Arenstorff, var 2 Generalmajorer (Detlev Rantzau og Meerheim), er det ikke rimeligt, at den opslidende Tjeneste som Forpostkommandør for begge Fløje skulde være bleven kastet over paa Anders Sandberg, der foruden selve Overgeneralen var den eneste Generalsperson ved venstre Fløj, navnlig naar man erindrer, at Visiteringen lige indtil Natten mellem den 3dje og 4de December havde paahvilet Generalmajoren personlig. En Fordeling af Forposttjenesten efter Fløjene vilde desuden være i god Samklang med Datidens — for øvrigt ogsaa med en langt senere Tids — Begreber om Sikringstjenestens Tarv. Havde Sandberg havt Kommandoen over hele Forpostlinien, maatte man ogsaa i de citerede Aktstykker have kunnet se Spor af, at der var indgaaet Melding til ham fra højre Fløjs Vagter — navnlig da man her observerede den Uro i den svenske Lejr, der foranledigede Meerheim til at rekognoscere over Aaen, men han synes (se hans Indlæg) ikke engang at have faaet Underretning om dennes natlige Ridt, før Fo rposterne bleve alarmerede af Skydningen ved Ørtofte, hvilket foranledigede ham til at lade hele Fløjen sidde op. Hertil kommer yderligere, at Sandberg ikke paa et eneste Sted i Aktstykkerne nævnes i Forbindelse med højre Fløj, og at Generalfiskalen i Anklageakten betegner ham, som den „weleher bey dem Flugel (kan her kun være venstre) dasz oberste Commando gehabt“ . Det er vistnok derfor uden for al Tvivl, at Meerheim har havt Kommandoen over Fortropperne ved højre Fløj, og at det er i denne Egenskab, at han er rykket frem for at rekognoscere, da han af sine Poster havde erholdt Melding om Høret i den svenske Lejr.

Da det her kun drejer sig om at undersøge, hvorvidt Anders Sandberg var Skyld i, at den svenske liæ r uhindret kunde passere Løddeaa, og om han eller General Arenstorff bærer Ansvaret for, at venstre Fløj var opreven førend det egentlige Slag begyndte, ville vi for Fremtiden indskrænke os til alene at betragte Forholdene ved denne Fløj. Som tidligere omtalt bestod Fløjen af 19 Rytter-eskadroner1), dækkede i deres venstre Flanke af Oberst Brockenhuus’ 3 Dragoneskadroner. Ryttereskadronerne vare formerede i 2 Linier og stode i Lejren i følgende Orden, regnet fra venstre Fløj:

I denne Opstilling var der dog Natten mellem den 3. og 4. sket den Forandring, at jyske Rostjeneste havde besat Vagten foran Hovedkvarteret ved Svenstorp og altsaa gik ud af Rækken og kom paa yderste højre Fløj2).

Nnar Vaupell Side 142 omtaler, at der bag Vagtrækken stod tre (for venstre Fløjs Vedkommende vel altsaa to) Flovedposter hver paa 100 Heste, maa hermed sigtes til Oberstløjtnant Bars' Post ved Stangby og den fornævnte Hovedvagt. Hvor stor den første af disse har været, kan ikke afgøres. Den var. som tidligere vist, - sammenstykket af Kommanderede fra højre og venstre Fløjs Rytterafdelinger. Hvad derimod den sidste angaar, da maa den vist have bestaaet af begge de til Stede værende Eskadroner af jyske Rostjeneste, eftersom Kruse — der paa Grund af sit Vagthold optraadte sidst paa Kamppladsen — mødte her med hele sit Regiment. A f disse to Rytterstyrker har dog kun Bars’ Kommando svaret til, hvad vi nutildags vilde kalde en Hovedpost: Oberstløjtnanten udstillede Posterne, og Vagterne „dependerede“ af ham. Hans Plads skulde om Natten være ved Stangby — om Dagen formodentlig midt bag Vagtrækken. Kruses Hovedvagt synes derimod ikke at have dannet noget Led af Forposterne — om den end eventuelt kunde komme til at optræde som Soutien for disse. Dens Anbringelse skyldes vistnok udelukkende Hensynet til Sikringen af Herregaarden Svenstorp, hvor Kongen havde opslaaet sit Hovedkvarter. Den egentlige Hovedpostgerning udførtes derimod af de fire Eskadroner, der ifølge Generalitetets Befaling „holdtes i Beredskab“ foran første Linie. Fra hver af disse udgik der i Løbet af Natten 4 Officerspatrouiller, der visiterede samtlige udstillede Vagter og Poster i den i Sandbergs Indlæg angivne Orden. Disse Eskadroner maa have været trukne saa langt frem i Terrainet, at de — naar det blev lyst — fra deres Standplads maa have havt fri Udsigt til Aaen, thi Oberstløjtnant Oertzen af holstenske Rytterregiment, der kommanderede den ene af disse Eskadroner, observerede fra sin Standplads Svenskernes Overgang samtidig med, at Melding derom indgik fra Forvagten ved Stangby (se Oertzens Svar paa Sp. 5). Paa lignende Maade patrouillerede de tre Eskadroner, der vare trukne ud af Lejren og som holdt bag anden Linie med Front imod Lund. Venstre Fløjs Patrouillegang endte ved højre Fløjs venstre Flø jvagt og ikke, som Generalerne Arenstorfis Forsvarer Side 98 i sin Bog synes at antage, ved sammes højre Fløjvagt. Efter endt Patrouillegang skulde enhver Patrouillefører personlig aflægge Sandberg Rapport om Visiteringen, men Generalmajoren anker i sit Indlæg over, at ingen a f de 21 Officerer, der i Løbet af Natten havde udført denne Tjeneste, have atlagt den skyldige Rapport og meddeler, at han kun i Natten til den 4. har modtaget én Melding — den om den Meerheimske A la rmering.

Oberst Gotfred Rauch var Natten før Slaget kommanderet til at assistere Generalmajoren ved Visiteringen. Den Rayon, han og Sandberg bare Ansvaret for, har da formentlig været fra Forposternes venstre Fløj til venstre Fløjvagt af højre Flø j inklusive, medens Meerheini og den ham for Natten adjungerede Oberst bare Ansvaret for Forpostlinien fra venstre Fløjs højre til højre Fløjs højre Fløjvagt. Da denne Oberst altsaa ogsaa kunde forudsættes at have visiteret ved venstre Fløj, er det forstaaeligt, at man under den Sag, der var rejst mod Forpostkommandøren ved venstre Fløj, inkvirerede om Vidnerne fra denne Flø j kendte begge de to Oberster, der havde med Visiteringen at gøre. Om Generalmajoren personlig har visiteret, kan ikke ses. De Beskyldninger, der rettedes imod ham, vare af en saa alvorlig Natur, at han i sit Forsvar ikke kommer ind paa Detailler. Man skulde dog tro, at han, da han mellem Kl. 11 og 12 lod hele Fløjen sidde op, har afpatrouilleret i det mindste en Del af sin Forpostlinie, indtil han fik Vished om, hvad Skydningen ved Ørtofte betød.

Man har bebrejdet Sandberg, at han ikke straks efter Alarmeringen sendte llekognosceringskommandoer frem for at opklare Forholdene foran sin Fløj, men da han aabenbart ikke har kendt noget til Røret i den svenske Lejr, har han formentlig antaget Forstyrrelsen af Natteroen som foraarsaget ved en utidig Provoceren af Meerheim, der altid var parat til at kaste sig i Sadlen. Da han ikke disponerede over Fodfolk, og da hans Ryttere næppe kunde klare sig i den bælgmørke Nat og i det overmaade vanskelige Terrain, har han stolet paa sine Forposters Agtpaagivenhed. Et Spørgsmaal bliver det ogsaa. om Rekognosceringskommandoer, fremsendte saa tidlig paa Natten, kunde have bibragt ham nogen Forestilling om, at Svenskerne to Tim er senere vilde bryde op. Ethvert Forsøg paa at rekognoscere i deres Marcheretning vilde selvfølgelig straks være bleven afvist med en overlegen Styrke og vilde sikkert have vist sig lige saa resultatløst som den Meerheimske Rekognoscering. Sikringstjenesten synes saaledes efter Datidens taktiske Fordringer at have været ordnet paa en forsvarlig Maade. Naar det desuagtet lykkedes den svenske Hær at naa frem til Aaen og foretage Overgangen uden at blive bemærket af de danske Poster, skyldes dette upaatvivlelig — næst den mørke Decembernat og det tykke Snetæppe, der dæmpede Lyden — at Rytterne i den yderste Postrække holdt til Hest paa Højderne, hvorfra de saa ned i det uigennemtrængelige Mørke, der indhyllede Aadalen, i Stedet for at være udstillede i Dalbunden langs Aaen, hvorfra de svenske Kolonner, der bevægede sig ned ad de modsatte Bakkeskraaninger, lettere maatte være bievne opdagede. Da man i Datidens Krigsførelse lige saa lidt har kjendt Forskellen mellem en Fo rpostlinies Dag- og Natstilling, som man har forstaaet at benytte Fodfolk til Forposttjenesten om Natten, maa man vel frikende de Kommanderende for denne i vore Øjne taktiske Fejl, hvor ubegribeligt det end staar for os, at en Hær paa 8000 Mand med Kanoner og Bagage har kunnet passere over Aaen saa at sige lige ved Fløjen af den danske Forpostlinie uden at blive bemærket. A t de Danskes Mangel paa Agtpaagivenhed — saaledes som Vaupell angiver — skulde hidrøre fra, at de paa Grund a f en Lønningsudbetaling den 3. fejrede Natten med Drikkegilder, synes at mangle al Hjemmel. Hverken Vidneudsagnene i den Sandbergske eller i den Cicignonske Proces eller andre samtidige Aktstykker tyde hen paa, at noget saadant har fundet Sted.

Kl. halvto om Morgenen den 4. December brød det svenske Infanteri op fra Lejren ved lille Hai'je. En Time senere, da Maanen var gaaet ned, fulgte Rytteriet og Artilleriet. Kl. 4 stod hele Hæren — ca. 8000 Mand samlet ved Løddeaa imellem store Idarje Mølle og Hoby Kirke. Den opmarcherede i 5 Kolonner. Infanteriet og Artilleriet udgorde den højre, Rytteriet de 4 and re'). Alle 5 Kolonner begyndte samtidig Overgangen, og som i 1G58 skulde et skrøbeligt Isdække føre en Karolin over til Sejr. Kl. S1/'.» var Overgangen fuldført, og hele den svenske Hær stod inde under den danske Forvagt, uden at denne havde den ringeste Anelse om dens Nærværelse. Det Punkt, Carl X I havde valgt til Overgangssted, var beliggende lige over for Udmundingen af en Sidedal, der, idet den snoede sig langs Foden af de Højdedrag, der var besat af den danske venstre Fløj, strakte sig hen imod Valkårra. Medens den dybeste Ro hvilede over den danske Lejr, ordnede den svenske Konge sin Hær. Generalløjtnant Otto Wilhelm Fersen sendtes frem med G Troppe under Oberstløjtnant Lodc og Oberst Rolshausen for at eklairere og navnlig for at dække Kongen mod Overraskelse fra 0. Selve Hæren formeredes i 2 jævnsides marcherende Kolonner med 200 Skridts Mellemrum, saaledes at anden Træfning, rykkede frem til højre for første. I Téterne af begge Kolonner marcherede Rytteri og Dragoner: første Træ fning under Kongens egen, anden under Generalmajor Wittenbergs Kommando. Derefter fulgte Infanteriet og Artilleriet, og Toget sluttedes atter af Rytteri og Dragoner. Eskadronerne og Fodfolksbrigaderne skulde holde den tilbørlige Afstand, saa at Hæren ved en Indsvingning til venstre kunde være formeret i Ratailleorden, parat til at gaa frem til Angreb paa Plateauet mod Øst. Marchen var i høj Grad besværlig i den smalle Dalbund. Da Fersen var naaet op i Højde med Hoby Kirke, stødte han paa et Kær. Undveg han til venstre, vilde han være redet lige i Armene paa Artmars Vagt, hvis Rytteri han saa aftegne sig mod Vagtilden. Efterat have undersøgt, om Isen kunde bære, fortsattes derfor Fremrykningen gennem den frosne M oses Siv og Rør. Men paa den anden Side Kæret blev Dalen gjennemkrydset af Grøfter og Stendiger, saa at en Eskadron Dragoner maatte sendes frem fra Teten for at hjælpe Fortropperne med at rydde Vejen. Alt dette sinkede Marchen, saaledes at, da de forreste Eskadroner af Hovedkolonnerne vare komne i Højde med Stangby Kirke, og Fortravet var naaet et Kanonskud længere frem, begyndte det at lysne over den danske Lejr, samtidig med at den svenske Hærs videre Marchelinie blev overskuelig fra Plateauet ved Skælshøj.

Paa dette Tidspunkt maa imidlertid den første Melding om Fjendens Overgang allerede være indtruffen i det danske Hovedkvarter. Efter Oberst Kruses Svar paa Sp. 5 ankom den første af de Ryttere, Korporal From afsendte til Hovedvagten ved Svenstorp, Vs Tim e før Dagens Frembrud, efterat han først havde aflagt sin Melding hos General Arenstorff. Da Solen paa denne Tid staar op lidt før 81 /2, og det forudgaaende Tusmørke omtrent varer *U Time, skal denne Tidsbetegnelse formentlig angive Tiden imellem Kl. 7 og 712. Da Korporal From maa have havt en fremskudt Post paa Højdedraget N.-Ø. for Stangby, kan den Vejlængde, Melderytteren har maattet tilbagelægge — fra Posten over Forvagten til Sandborg og fra denne til Hovedkvarteret — i det højeste have været *U Mil. Hertil synes han imidlertid at have brugt to fulde Timer, da hans Melding — efter Kruses Forklaring — gaar ud paa, at „5 starcke Squadronen auf dem Eysz ware fertig iiberzumarchiren“ , hvilket tyder hen paa en Situation før Kl. 5l/2, eftersom jo Overgangen ifølge de svenske Relationer var fuldført ved dette Klokkeslet. Da Rytteren hørte til et af Fløjens Regimenter og havde staaet i Stillingen ved Skælshøj siden den 11. November, maa det forudsættes, at han — selv i Mørke — har havt saa meget Kendskab til Terrainet, at han saa nogenlunde har kunnet styre id e rigtige Retninger og ikke har spildt Tiden ved at flakke om paa Maa og Faa. Eftersom Kruses Vagt skulde dække Hovedkvarteret, maa den have staaet umiddelbart ved Carl Arenstorffs Kvarter — der formentlig har været hos Kongen paa Svenstorp — og det kan derfor ikke have taget lang Tid for Rytteren at komme til Hovedvagten, efter at han var bleven affærdiget hos Generalen. Forsinkelsen maa da enten hidrøre fra, at Melderytteren har maattet vente hos Arenstorff eller fra, at han er bleven utilbørlig længe opholdt ved de Led af Forposterne, han skulde passere. Man kan altsaa — desværre — ikke bestemt faa konstateret, om Forpostkommandøren og Overgeneralen allerede skulde have faaet Kundskab om Fjendens Overgang, medens han endnu var i Færd med at formere sig. Der kunde imidlertid tænkes en anden Maade, hvorpaa Meldingens Indhold og Meldetidens Varighed bedre kunne bringes i Samklang med hinanden. Da der ved Forvagten — maaske før Melderytterens Ankom st hertil — var mødt to skaanske Bønder, som havde berettet om Svenskernes Overgang, er der en Mulighed for, at Meddelelsen om de fem stærke Eskadroner skyldes disses Iagttagelser tidligere paa Natten, og at Oberstløjtnant Bars paa Grundlag heraf har været saa uforsigtig at omredigere Korporal Froms Melding, der maaske kun har gaaet ud paa, „at Fjenden gik over“ . Dersom dette har været Tilfældet, kan altsaa Froms Melding godt tænkes afsendt paa et senere Klokkeslet, der bedre vilde svare til det Tid spunkt, da den ankom til Hovedvagten.

Den anden Melding — ligeledes fra Korporal From — ankom til Kruses Hovedvagt „zu vollem Tage“ , 'åU Time efter den tørste. Den gik ud paa, at Fjenden vedblivende rykkede over. Det maa være ved Overbringelsen af denne Melding til General Arenstorff — omtrent Kl. 8 — at Oberst Steen.sen var til Stede i Hovedkvarteret sammen med Adm iral Niels Juel og Generalløjtnant Frederik Arenstorff. Spørgsmaalet bliver nu: hvad er der gjort ved Fløjen for at opklare Situationen i de 3U Time, der vare forløbne siden den første Meldings Ankom st? Som vi se, har General Arenstorff — efter rimeligvis at være bleven vækket ved den første Melding — tilkaldt de nærmest værende højere Officerer for at høre deres Mening om Forholdene. Hvad Sandberg angaar, da kan det vel ikke bestemt paavises, at han har fremsendt Patrouiller eller anstillet Undersøgelser om den modtagne Meldings Paalidelighed, men det synes, som om han har været i Sadlen og paa det rene med Situationen, da den tredje Melding — kort efter den anden — indløb samtidig fra Ritm . Artm ar paa venstre Fløjvagt og fra Oberstløjtnant Oertzen, der holdt i Beredskab foran Fronten. Sandberg lod straks Fløjen blæse til Hest og beordrede Kornet Koeh af sit Livkompagni, der just skulde føre den nye Afløsning op, til uopholdelig at overbringe den sidste Melding til Hovedkvarteret.

Handlingens Tid var nu kommen. Som det vil erindres, havde Ritmester Artm ar sin Vagt ved den lille Høj imellem Stangby og Hoby — foran Forvagten. Han havde her fra sin Post. da Dagen begyndte at gry, i Dalbanden nedenunder sig skimtet „bey 21 Trouppen vom Feinde hier fiber dem A v stehende“ , idet Carl XI muligvis et Øjeblik har trykket sig og gjort Holdt, da Teten af hans Kolonner vare naaede saa langt frem, at en videre Fremrykning ikke kunde undgaa at blive opdaget af den danske Hær. Artm ar sendte straks Melding til Forpostkonnnandøren, og denne beordrede Ritmesteren til at forblive paa sin Post, indtil han hørte nærmere fra ham, medens Generalmajoren selv forblev holdende med hele Fløjen opsiddet, indtil han — ifølge de ham for nogle Dage siden indskærpede Instruktioner1) — erholdt Direktiver fra Kongen eller Overgeneralen 1). Rigsmarskal Kørbitz kommer imidlertid i sit Votum til det Resultat, at det maaske vilde være lykkedes Sandberg at standse Svenskerne eller skaffe Arméen Tid til at rangere sig, dersom han iT id e — altsaa medens det endnu var mørkt — havde kastet sig over Fjenden med de 7 i Beredskab holdende Eskadroner. Men Kørbitz godtgør kun herved — hvad han i øvrigt ved en senere Lejlighed beskedent indrømmer — at h an 1) — Præses i Krigsraadet — ikke har tilstrækkelig Indsigt i Krigssager til at bedømme de taktiske Forhold. Havde Sandberg været letsindig nok til at indlade sig paa det Vovestykke i Mørke at foretage et Standsningsstød ned ad en ravinagtig med Stengærder gennemkrydset Skraaning paa en i Batailleorden marcherende Hær, havde han sikkert kun naaet Dalbunden i opløst Tilstand og havde værgeløst ofret sine 7 Eskadroner, uden at de havde gjort den ringeste Nytte.

Kornet Koch var imidlertid sprængt til Hovedkvarteret med sin Melding. Han mødte Overgeneralen ved Begyndelsen af Infanterilejren og meldte ham, at hele den svenske Hær havde passeret Aa en. Arenstorff slog først Meldingen hen med den Ytring, at det vel kun var „et Parti“, der var gaaet over, men da Kornetten stod paa, at det var hele den svenske Hær, bemærkede Generalen blot tø rt: „Saa lad dem komme, vi ville vente paa dem og tage imod dem“ . Arenstorff red dcrpaa videre til Sandberg, medens Koch fortsatte Vejen til Kongen, som han traf kort efter, og til hvem han ligeledes aflagde sin Rapport. Da Arenstorff kom ud til Sandberg, førte denne ham frem til Artmars Vagt, idet han samtidig beordrede Forvagten — fra hvis Standplads man altsaa formentlig endnu ikke har havt det fornødne Overblik — til at sætte sig ved venstre Fløjvagt. Overgeneralen fik nu Troen i Hænderne. Han saa hele den svenske Hær bugte sig i Dalen nedenunder, styrende i Retning af Lund. Han gav derfor Bars Ordre til med alle Fortropperne at følge Fjendens Bevægelser, gøre Holdt naar Fjenden gjorde Holdt, og marchere, naar han marcherede. Kort efter drønede det danske Løsen — 3 Kanonskud — ud over Egnen, og „Svenskerne saa med Undren“ , hvor hurtigt de danske Eskadroner indtoge deres Stilling i den Batailleorden, der formeredes bag den danske Lejr. Og det maa i Sandhed være gaaet Slag i Slag, thi Kornet Schneidewind forklarer, at han „mit dem Tage“ havde set Standarterne rykke ud af Obersternes Kvarter, hvilket altsaa vil sige, at Regimenterne allerede paa dette Tidspunkt vare formerede til Afm arclie1).

Efter Bjørlins Opgivende havde det oprindelig været Carl XIs Hensigt, naar han var naaet op- i Højde med Stangby, at lade Arméen svinge ind paa Linie og rykke lige løs paa den danske Lejr, støttende sine Fløje til Stangby og Valkårra. Torn. Denne Plan opgaves nu, idet man i et i Hast afholdt Krigsraad besluttede at fortsætte Marchen og søge at naa Højdedraget foran Lund — og naar dette var vundet — herfra tilbyde de Danske et Slag. Man vilde derved opnaa, at Forbindelsen med Malmø var sikret, og at man i Tilfælde af et Nederlag kunde repliere sig paa denne Fæstning. Dersom den svenske Konge havde fulgt sin første Indskydelse, havde Slaget ved Lund maaske faaet et andet Udfald. Den danske venstre Flø j havde vel nok faaet en svær Dyst at bestaa, men Forbindelsen mellem Hærens Bestanddele vilde næppe være gaaet tabt. Dog, det skulde nu ikke være. Ogsaa i den danske Le jr blev der afholdt et Krigsraad i Sadlen. Paa Alarmskuddene havde Hæren indtaget den i ordre de bataille paabudte Opstilling, — med Front imod Løddeaa. Under de givne Fo rhold maatte der altsaa foretages en Frontforandring, og Kongen sammenkaldte derfor de tilstedeværende Generaler for at høre deres Mening om, hvad der nu burde gøres1). Den eneste Kilde, der omtaler dette Krigsraad, er en af Frederik Arenstorffs Søn — Kammerjunker Christian Arenstorff — forfattet Biografi ar Faderen. I denne berettes der, at hele Krigsraadet voterede „for at bataillere“ , fordi Generalerne saa, at Kongen havde saa stor Lyst dertil, kun Brødrene Arenstorff vare af en anden Mening. Da Overgeneralen imidlertid mærkede, at Kongen nødig vilde opgive Tanken om at vove en Dyst, traadte han over til Flertallet og søgte at indvirke paa Broderen, der dog ikke synes at være bleven omstemt. Om den sønlige Kærlighed — da det senere gik galt — ikke her har spillet Christian Arenstorff et Puds og ladet ham skildre Faderen som den eneste klartsynede og karakterfaste i Krigsraadet, skal vi lade staa hen. Faktum er, at der blev besluttet, at man straks skulde skride til Aktion.

Da det under hele Vinterfelttoget havde været General Arenstorffs Hovedopgave at spærre Carl X I Vejen til Malmø, kan man forstaa den Skuffelse, der nu herskede i det danske Hovedkvarter, og indse, at Fristelsen var stor til om muligt endnu i sidste Øjeblik at hindre Fjenden i uden Sværdslag at naa sit Maal. Men Overgangen var destoværre bleven opdaget for sent. F jenden havde vundet for stort et Forspring. Da en Fron tforandring med Datidens ubevægelige Troppelegemer ikke lod sig udføre i en Haandevending, vilde Svenskerne sikkert have besat de dominerende Højder N. for Lund, før den danske Hær kunde stille sig spærrende i Vejen. Dersom den danske Overkommando imidlertid under de givne Forhold endnu fastholdt Tanken om at besværliggøre Svenskerne Forbindelsen med Malmø, maatte den ved en Afmarche mod S. 0. fra Mødeopstillingen i Lejren være kommen tidsnok til at at indtage en flankerende Stilling ved Lund-Malmø-Vejen, eftersom Carl X I næppe kunde tænke paa at fortsætte Marchen udover Lund med den danske Hær i sin venstre Flanke. Da den svage Garnison i Malmø ikke kunde yde den svenske Hær nogen kraftig Bistand, naar denne forsøgte at forcere Forbimarchen, løb General Arenstorfif næppe nogen stor Risiko ved at indtage en Flankestilling i en Milsvejs Afstand fra Fæstningens Volde, navnlig da han i Tilfælde af et Nederlag lige saa vel kunde repliere sig paa Christianstad-Aahus som paa LandskroneHelsingborg. Hvis General Arenstorfif derimod vilde resignere og lade Svenskerne uhindret indtage Stillingen foran Lund, vare Chancerne ikke ugunstige for den danske Hær, der var den svenske jævnbyrdig — om ikke overlegen, — naar den i fuld Slagorden rykkede frem til Angreb. Men i dette Tilfælde vilde Svenskernes Forbindelse med Malmø være en fait accompli.

Men intet af disse to Alternativer valgtes, hvorimod man greb til den fortvivlede Udvej at sende venstre Fløj — som først kunde komme til Stede, — frem for at tvinge Kong Carl til at standse sin Fremrykning og binde ham, indtil Resten af Arméen kunde naa op. Men ved dette Vovestykke prisgaves Fløjens 22 Eskadroner, der eventuelt kunde komme til at tage Kampen op med hele den svenske Hær og det tilmed i et Terrain, der var gennemskaaret af Bække, Grøfter og Stengærder, der vanskeliggjorde Eskadronernes Bevægelser. A t det fra første Færd har været Meningen at sætte Fløjen ind paa at standse Svenskernes Marche er klart, hvad end saa Frederik Arenstorff i sit Indlæg af 4. A p ril skriver for at vride sig derfra. Generalløjtnantens Ud ­ talelser her (se hans Indlæg) ere i det hele i høj Grad uklare, thi samtidig med, at han ikke undser sig for at blande Christian V ind i den Sandbergske Proces ved at udtale, at der var periculum in mora, og at Kongen vilde have Stillingen foran Lund besat, før Svenskerne kom op, anker han over, at Sandberg ikke har marcheret „ferme geschloszen“ , indtil Overgeneralen — der imidlertid førte Eskadron i den yderste Linie — kom til ham. Da der paa det Tidspunkt, da dette Indlæg nedskreves, kun kunde herske én Mening om, at det Standsningsstød, som venstre Flø j havde foretaget, var forfejlet og Aarsag til alle Slagets senere Ulykker, ser det ikke godt ud, at en af Hærens Spidser i et offentligt Dokument, kun for at rense sin Broders Minde, drager Kongen personlig ind i den uhyggelige Inkvisitionsproces og saa at sige fordeler Skylden for den begaaede taktiske Fejl paa Majestæten og Generalmajor Sandberg. Men Ansvaret for venstre Fløjs Nederlag kan ikke tages fra Carl Arenstorffs Skuldre. Som Hærens Overgeneral bærer han alene Skylden for de før Slaget trufne Dispositioner, og selv om Kong Christian i sin Kampiver havde ytret Ønsket om at standse Fjendens Marche, havde det været Arenstorffs Pligt og Ret som den gamle, erfarne Soldat indtrængende at gøre Ils. Majestæt Forestillinger om, hvor uberegnelige Følger et saadant Fo rsøg kunde drage efter sig, og Kongen havde da næppe imod sin Overgenerals Raad vovet et saa hasarderet Skridt. Det efterfølgende vil yderligere vise , at det var med Arenstorffs Vilje og paa hans Tilskyndelse, at venstre Flø j i hurtigere og hurtigere Tempo rykkede mod Fjenden.

Som tidligere omtalt, beordrede Overgeneralen, da han fra venstre Fløjvagt saa den svenske Hær i Marche mod Lund, Oberstløjtnant Bars til — straks — med Fortropperne at følge Fjendens Bevægelse. A f den Instruktion, som Bars og Ritmester Artm ar modtoge: at movere sig med Fjenden og staa, naar han stod, kan ses, at Arenstorff dengang nærede det Ilaab at naa Højderne foran Lund før Svenskerne, og hans Ordre til Fortropperne om ikke at jage frem, dersom Fjenden gjorde Holdt, maa være dikteret af Ønsket om at vinde Tid til at faa Hæren rangeret paa den nye Front. Om Oberst Brockenhuus selv har taget Initiativet til at følge Fo rtroppernes Bevægelse, eller om han har erholdt Ordre dertil samtidig med Forvagten, kan nu ikke ses. Han maa imidlertid være brudt tidligt op, da han under Fremmarchen var tæt bag Fortropperne.

Da Arenstorff -— efter det omtalte Krigsraad — kom tilbage til Lejren, hvor Tropperne vare i Begreb med at indtage deres Pladser i Slagordenen, befalede han Sandberg til „in E y l“ at avancere med Fløjen, uagtet anden Linie endnu ikke var i Orden. Generalmajoren gjorde da opmærksom paa, om det ikke var raadeligere at vente med Fremrykningen til hele Hæren var rangeret, „da w ir allein des Feindes Force nicht subsistiren können“ . Da Arenstorff maaske har indset det berettigede i Sandbergs Indvendinger, men ikke har kunnet afkræfte dem, tog han det Parti at fare op og lod haarde Ord falde, som dog Sandberg ikke omtaler i sit Indlæg. Samtalen havde ikke været uden Vidner. Kaptit. Essemann var nemlig i samme Øjeblik passeret forbi Generalerne og havde da hørt Arenstorff sige til Sandberg: „Hr. General Major, ich komme mit euch nicht zurecht. Lasz ein Regiments-Quartiermeister von der Aufwartung den General Major Meerheim ansagen, dasz er zu mihr komme“ . Man behøver ikke som Generalerne Arenstorffs Forsvarer i Tankerne at konstruere den hele Scene med tilhørende Fortolkninger for at komme til det Resultat, at den underordnede maatte bøje sig under sin Foresattes Vilje, men man har ingen Ret til heraf at uddrage den Slutning, at Sandberg med indædt Harme er gaaet til sin Gerning og kun slavisk har villet parere den givne Ordre uden at iagttage de Pligter, der paahvilede ham som Næstkommanderende ved Fløjen. Tilm ed glipper ogsaa det eneste Bevis, som Forfatteren kan føre for Sandbergs ophidsede Sindsstemning; thi den Samtale mellem Generalmajoren og Ritmester Buggenhagen1), der skal godtgøre Førstnævntes Forbitrelse, fandt ikke Sted om Morgenen, men først paa den anden Side Aaen ved Anneløv Kl. mellem 3 og 4 om Eftermiddagen, eftersom Ritmester Buggenhagen under Udmarchen fra Lejren og under hele første Del af Kampen laa i sin Hytte med et kvæstet Ben og først kom til Stede, da Retræten var i fuld Gang og Sandberg i Nærheden af Lejren rangerede Resterne af Flø jen2). Buggenhagens Ytring om , at de ikke skulde marchere saa spredt3), gælder derfor Flygtningene paa Landskronevejen og faldt paa et Tidspunkt, da Ævret var opgivet og da det alt begyndte at skumre, saa Sandbergs Svar — at Arenstorff var forud — maaske simpelthen kun er et Udslag af det almenmenneskelige Ræsonnement, at der ikke var Anledning til at gøre store Anstrengelser for at faa de adspredte Tropper samlede, eftersom den Overordnedes Øje ikke hvilede paa dem, og Flugten „allgemach“ gik til Landskrone.

Uagtet Fløjen altsaa endnu ikke var rangeret, fik Sandberg Ordre til — ved Afmarche til venstre i Kontramarche — hurtigst muligt at avancere mod Fjenden. Spørgsmaalet bliver nu, om Kontramarchen — efter den almindelige Antagelse — er udført inden for hver enkelt Træfning, og om General Arenstorff altsaa er rykket frem, formeret paa lignende Maade som den svenske Hær i to jævnsides Kolonner med Træfningsafstand, eller om han — efter at være kommen fri af Lejrterrainet — har opstillet Fløjen efter ordre de bataille i en skraa Linie med Front mod den paa Landskronevejen marcherende Fjende. Ifølge Vidneudsagnene til Sp. 10 var Fløjen formeret i Slagorden, men det fremgaar ikke bestemt, om der herved skal forstaas den første eller den sidste af disse Formationer, og om der ved „Contramarche nebenst dem Feind“ kun sigtes til en Fremrykning mod Lund jævnsides med Fjendens Marehelinie. Efter Oberstløjtnanterne Oertzens og Wortmanns samt Kornet Ilolsts’s Svar paa nævnte Spørgsmaal synes det im idlertid , som om Fløjen efter Udmarchen fra Lejren var bleven rangeret („in Bataglie gestellt“), og Oberst Brockenhuus vil da have set Hs. Majestæt ride frem og tilbage foran Eskadronerne for at opmuntre Folkene. Oertzens Tilføjelse — at de paa Grund af Defileringen ikke havde kunnet blive i deres Linier og Distancer — taler ligeledes for Sandsynligheden af, at Fløjen har været formeret til Angreb ved Indsvingning i Slagordenen og ikke dannet to sammenhængende Kolonner — eftersom Oertzen saavel som en Del af Vidnerne under Sp. 13-14 — vel næppe vilde have betegnet de bag hverandre i Marchekolonne følgende Eskadroner som en Linie. Da Frem ­ rykningen skete i Fjendens Paasyn, og Modstanderne fra Minut til Minut nærmede sig hinanden paa to konvergerende Linier, er det ogsaa forstaaeligt, om Carl Arenstorff, der kun tænkte paa hurtigst muligt at kaste sig over den svenske højre Fløj, allerede ved Lejren har ordnet den til hans Raadighed staaende Styrke saaledes, at den straks kunde gaa over til Angreb. Desuden maatte de enkelte Regimenter i en opmarcheret Slagorden hurtigere og lettere kunne sno sig igennem det stærkt kuperede Terrain end de sammenhængende , dybe Kolonner, hvor enhver Standsning af Teten maatte forplante sig til alle de bagved værende Eskadroner og forsinke Fremrykningen. Fuld Klarhed om, hvorledes Fremmarchen mod Lund er foretaget, kan vel næppe opnaas, men man kan konstatere, at Regimenterne optraadte paa Kamppladsen i den Rækkefølge fra venstre Fløj, hvori de skulde staa efter den oprindelige ordre de bataille, enten dette nu skyldes en Afmarehe fra venstre eller den Omstændighed, at de højre Fløjregimenter under en opmarcheret Slagordens Fremrykning maatte hænge bagud, da Angrebspunktet, Fjendens Fo rtrav, stadigt forskød sig til venstre. Regimenternes Orden bliver da — regnet fra venstre Flø j — følgende: 4. jyske, holstenske, Ranchs hvervede, 2. jyske, 2. fynske og 3. jyske, idet Brockenhuus’ Dragoner alt vare forude, og jyske Rostjeneste — paa Grund af sit Vagthold ved Hovedkvarteret — først kom til Stede, da Kampen var i fuld Gang. Efter Vidneudsagnene avancerede Fløjen nu saa længe det lod sig gøre „i Batailleorden“ ; men Terrainet var saa gennemskaaret af Stendiger, at Fo rbindelsen snart tabtes, og hver Eskadron skiftevis ved A fbrydning og Opmarchc maatte se at klare sig, som den kunde bedst. Da Marchen samtidig paaskyndedes, manøvrerede snart hvert af de seks Regimenter for sig. Det er forstaaeligt, at Ledelsen under saadanne Omstændigheder blev overmande vanskelig. Afdelingerne vare saa at sige fra Defileringens Begyndelse, indtil de bleve indviklede i Kamp, givne ud af Hænderne paa Arenstorff og Sandberg.

Kong Christian og hans Broder Prins Jørgen fulgte Fløjens Bevægelse. Kongen var ledsaget af en Del Kavalerer, hvoriblandt vistnok Admiral Niels Juel, Overjægermester Vincents Hahn og den senere Krigssekretær Jens Harboe. I Hist. Tidssk. 7 R . II, 29 udtales der en Form odning om, at han tillige skulde have medtaget en Eskorte af Garden til Hest, men noget saadant antydes ikke i Aktstykkerne og synes næppe rimeligt, da Garden ikke — som Vaupell angiver — stod ved S venstorp hos Kongen, men laa i Lejren sammen med de øvrige R ytterregimenter, hvor den havde faaet anvist Plads paa yderste højre Fløj. Da der under det hovedkulds Opbrud om Morgenen var saa meget, hvorom Kongen skulde tage Bestemmelse, har han næppe givet sig T id til at kommandere en Eskorte fra yderste højre, hvilket ogsaa skulde synes overflødigt, da Kongen jo under Fremrykningen var omgivet af venstre Fløjs Regimenter og paa ethvert givet Tidspunkt kunde beordre et af disse til at afgive, hvad han i saa Henseende ønskede. Dette skete virkelig ogsaa senere, da Retraiten begyndte; Brockenhuus’ Dragoner bleve nemlig da beordrede til at følge Kongen.

Da Carl XI saa , at det var de Danskes Hensigt at gøre ham Stillingen ved Lund stridig, lod han sin højre Fløj — der, som omtalt, dannede Têterne af hans to Kolonner — paaskynde Marchen. Der opstod derved — ligesom paa dansk Side — et Mellemrum imellem den fremad ilende Flø j og den øvrige Del af Hæren, eftersom det svenske Infanteri ikke kunde følge saa hurtigt efter. Men da Svenskerne kun behøvede at svinge ind til venstre for at staa i Batailleorden, vilde denne Uforsigtighed næppe faa skæbnesvangre Følger, navnlig da man saa, at kun den danske venstre Flø j endnu var under Frem ­ rykning. Marchen gik tæt V. om Valkårra, og for ikke at blive forulempet under Forbidefileringen, beordrede General Ascheberg — uden at underrette Føreren for Fortravet derom — Oberstløjtnant Lode til med sine tre Eskadroner at besætte denne Landsby. Ifølge Bjørlin Side 139 skulde Ascheberg have truffet denne Disposition, fordi en Del af de danske Fortropper anfaldt Valkiirra, men Vidneforhørene i den Sandbergske Sag melde intet om et saadant Forsøg. Da Fortravet af begge Hære joge afsted jævnsides paa to hinanden skærende Linier og følgelig nærmede sig hinanden mere og mere, kan det dog maaske fra svensk Side have set ud som om de Danske havde til Hensigt at bemægtige sig dette Punkt. Efter alle Vidneudsagnene begyndte imidlertid Fægtningen først under Lund „bey der W indm ühle“ . Men der behøves vistnok ingen Undskyldning for Aschebergs Handlemaade. Valkårra var af saa stor Betydning saavel for den svenske højre Fløjs som for den hele Hærs Opm arche, at Lodes 3 Eskadroner, selv om d e , som Forholdene udviklede sig, ikke fik Lejlighed til at deltage i Fortroppernes Kamp, udførte et langt betydningsfuldere Hverv i Valkårra, end om de havde fulgt Fortravet. Derimod er det en Selvfølge, at Ascheberg burde have underrettet Fersen om, at han havde disponeret over Halvdelen af hans Styrke og ikke ladet det komme an paa, at denne selv skulde opdage det.

Oberst Rolshausen havde imidlertid fortsat Marchen og naaede at faa Vejrmøllebakken foran Lund besat samtidig med, at det danske Fortrav ankom til det sydlige Affald af Galgebakken. Oberstløjtnant Bars havde ikke formeret sine Fortropper som Eskadroner, men delt dem i seks å syv Troppe, og Rolshausen har sikkert været formeret paa lignende Maade. Da begge Modstandere gjorde Holdt og maalte hinanden, sendte General A renstorfif •— der endnu var under Defileringen — Kaptajnløjtnant Essemann til Oberst Steensen og beordrede denne til at lade Fortropperne avancere, men Steensen undskyldte sig med, at Oberstløjtnant Bars ikke vilde finde sig i, at der blev gjort Indgreb i hans Kommando. Det blev da Rolshausen, der gjorde Begyndelsen, idet han gik frem til Angreb — vistnok saavel fra Vejrmøllebakken som fra Lund-Landskrone-Vejen. De Danske modtoge Angrebet med Karabinild og gik derefter over til Modangreb. Oberst Rolshausen blev dødelig saaret, og hans Folk kastedes. Samtidig med at Carl X I sendte Budbergs Dragoner frem over Landskrone-Vejen, ankom Brockenhuus’ Dragoner paa Kamppladsen. De Danske gik nu atter frem til Angreb, kastede Fjenden ned af Vejrmøllehøjen, og Brockenhuus’ Regiment splittede Budbergs Dragoner. Da Drabanterne (den svenske Hestgarde) nu ilede frem til Understøttelse for de svenske Fortropper, opstod der en haardnakket Kamp om Besiddelsen af Vejrmøllebakken. Begge Parter vare lige stærke og efter et blodigt Haandgemæng trak begge sig tilbage for at ordne sig paa ny. Klokken var da 8 1/2.

Den svenske højre Flø j var nu kommen op og svingede ind i Slagordenen. Første Linie dannedes af Livregimentets fem Eskadroner under NilsB jelke og fire Eskadroner Finner under Oberst Baranoff. Den tog Stilling 0. for Landskrone-Vejen med Front imod Galgebakken, medens anden Linie formerede sig paa den anden Side af denne Vej, skilt fra første Træ fning ved to Stendiger. Forreste Træ fning førtes af Kongen personlig, anden Træ fning af General Wittenberg. Denne bestod af to Eskadroner af den gamle Adelsfane (Drake), to Eskadroner af den nye Adelsfane (Giintersberg), én Eskadron smaalandske Rytteri (Ramsvård), én Eskadron af Civilstatens Bevillingsryttere (Rhenskold) og én Ekadron skaanske Dragoner under Oberstløjtnant Goes. Efter at Træfningerne vare formerede gav Carl X I Ordre til Fremrykning. Den danske venstre Fløj nærmede sig nu i en skraa Linie — en échelon — med de venstre Fløjeskadroner længst fremme. Uagtet Regimenterne havde defileret over Grøfter og Gærder, saa at undertiden knap to Mand kunde ride jævnsides, var det dog lykkedes General Arenstorff ved at forcere Marchen med de yderste venstre Eskadroner af Fløjen at tilbagelægge de 3/4 M il fra Lejren i mindre end V2 Time. Generalen var selv foran ved sit Regiment. Da han saa den svenske første Linie rykke frem, skød Rytterofficeren op i ham, og han glemte sin Stilling som Overgeneral. I Stedet for at afvente, at de tilbagehængende Eskadroner vare alignerede, saa at Fløjens Slagorden kunde formeres, satte han sig i Spidsen for første Træ fning af sit Regiment og førte sine tre Eskadroner frem til Angreb, idet han med Pallasken vinkede Ritmester la Mare, der førte Regimentets anden Træfning, til at følge efter. De tre Eskadroner af holstenske Rytterregiment, der ligeledes nærmede sig Kamplinien, fulgte 4. jyskes Bevægelse fremad, saaledes at Oberst Henrik Sehested, der selv førte den højre Eskadron i første Træ fning — fulgt af R itmester Pogwisch, der førte Reserven i anden Linie, travede efter Ritmester la Mare af 4. jyske, medens Oberstløjtnant Oertzen, der havde venstre Eskadron i første Linie, veg ud til Siden og ilede Brockenhuus’ Dragoner til Hjælp, ved hvis venstre Side han kom til at kæmpe. Dragonerne bleve nemlig i Øjeblikket haardt trængte af de svenske Drabanter og Liveskadronen af Livregimentet, som Carl X I havde sendt frem til Drabanternes Understøttelse, da disse ikke havde formaaet at trænge de Danske ned af Vejrmøllebakken. Den svenske Konge søgte under Fremrykningen halvcirkelformet at omfatte de danske Eskadroner. Regnet fra højre Fløj angrebe altsaa Drabanterne og Bjelkes Liveskadron fra Vejrmøllebakken, medens de fire andre Eskadroner af Livregimentet og Baranoffs fire Eskadroner Finner angrebe fra Landskrone-Vejen. Lige overfor paa danskSide stod - regnet fra venstre Fløj —- Oertzens Eskadron, de tre Eskadroner Dragoner, de to andre Eskadroner af holstenske og tre Eskadroner af 4. jydske Rytterregim ent, idet Sehested ved Indrykning i Slaglinien med sine to Eskadroner maa have søgt ind til venstre for 4. jyske Regim en t1). Desuden vare vel Afdelinger af begge Hæres Fo rtrav blandede ind mellem Regimenterne. Svenskernes anden Træ fning fulgte ikke Bevægelsen fremad. Dens Fører, General Wittenberg, var bag Landskrone-Vejen bleven haardt saaret af en vild Kugle og ført bort, og Træfningen stod saaledes i Øjeblikket uden Fører.

Det er vanskeligt at fastholde Momenterne under en Rytterkamp, hvor Situationerne veksle fra Minut til Minut, og i den paafølgende Kamp skifte Momenterne saa hurtigt, at det næsten er umuligt at rede dem ud, især da Kilderne indbyrdes synes at modsige hverandre. Medens saaledes Bjørlin udtaler, at de Danske „icke voro sena att mota de anfallande på halfva vågen“ , synes han dog at ville antyde, at Kampen — paa begge Sider — er begyndt med Karakolleringx), idet ban — efter Spegels2) Diarium — anfører, at de Danske skød først, hvorpaa Svenskerne svarede med en Salve, „som varede en fjerdedels stund“ . Efter de danske Aktstykker og navnlig efter foranstaaende Vidneudsagn af Officererne af 4. jyske og holstenske Rytterregiment maa dog disse seks Eskadroner lige fra Marchen være gaaede over til Ang reb , og det første Sammenstød maa have fundet Sted i Dalstrøget S. og V. for Galgebakken, den saakaldte Møllevang. Som omtalt chargerede General Arenstorfif selv i Spidsen for sit Regiment og førte Oberstløjtnant Wortmanns Eskadron frem mod Fjenden. Men Generalen blev straks haardt saaret af en Kugle i Armen og maatte bringes ud af Kampen. Medens Drabanterne og Livregimentet fra alle Sider trængte haardt ind paa Brockenhuus’ og Sehesteds Regimenter, kastedes de fire finske Eskadroner saa eftertrykkeligt, at de spredte sig for alle Vinde og kunde ikke igen bringes til at staa, uagtet Kong Carl selv søgte at standse deres Flugt. Fo rladt af Finnerne trak Bjelke sig ud af Kampen for at ordne sig, hvorpaa han umiddelbart efter paa ny gik frem til Attake og efter en hidsig Kamp trængte de Danske op ad den vestlige og sydlige Skraaning af Galgebakken. De yderste Eskadroner af den danske venstre Flø j (o: fire jyske Eskadroner) bleve under Kampen „pousserede“ ind paa Sehesteds Eskadron og flygtede3). Det maa være disse Sammenstød, som Oberst Brockenhuus ifølge sit Svar paa Sp. 13 kun kan estimere „fur ein Rencontre und keine Bataglie“ . Om Brockenhuus er bleven saaret her, kan ikke afgøres, men hans og Sehesteds Regimenter maa formentlig allerede nu have været stærkt medtagne efter de liaarde Kampe, de havde inaattet bestaa under deres Forsøg paa at understøtte Fortropperne. Paa svensk Side havde Tabene under disse Fortravsfægtninger været betydelige. Alene Livregimentet skal efter Bjorlins Beretning have faaet tre Ritmestere og fire Løjtnanter dræbte og to Ritmestere saarede samt mistet en Standart. Kl. maa da omtrent have været 9 1/2.

Naar Fremstillingen af denne Kamp er væsentlig forskellig fra den, der findes hos Generalerne Arenstorffs Forsvarer, Side 125ff., ligger det i, at Forfatteren her sammenblander disse Fortravskampe med den derpaa følgende Kamp om Galgebakkens vestlige A ffa ld , og at han ikke har gjort sig Rede for, hvorledes Eskadronerne fulgte paa hverandre. Han har saaledes ladet Siegroths Drabanter, der stode yderst paa Svenskernes højre Fløj, kæmpe med Arenstorffs Regiment, der var kommen ind yderst til højre for de hidindtil paa Kamppladsen indtrufne danske Regimenter, og ladet Brockenhuus’ Dragoner endnu tumle sig ude i Terrainet med Budbergs Dragoner. Forfatteren synes heller ikke at være rigtig klar paa, hvor stor den danske Styrke i det givne Øjeblik var; thi medens han i Teksten lader Fløjens efterfølgende Regimenter — i det mindste delvis — være naaede op, angiver han selv i Noterne, at Arenstorffs Regiment var det yderste Regiment (til højre) paa Fløjen. A f Vidneudsagnene fremgaar det imidlertid tydeligt, at kun Brockenhuus’ Dragoner, fire jyske og holstenske Rytterregimenter have deltaget i Fortravskampene. Dersom den danske Fløjs 22 Eskadroner vare naaede op til Kamplinien, vilde det ogsaa have været mere end dumdristigt af Carl XI med sin første Træ fning (Drabanterne, fem Eskadroner af Livregimentet og fire Eskadroner Finner) at have vovet et Angreb paa hele den danske Fløj. Under den Kamppause, der fulgte efter Skjænnydslen paa Møllevangen og paa den ydre Skraaning af Galgebakken, naaede endelig Resterne af den danske venstre Fløj — med Undtagelse af jyske Rostjeneste — frem til Kamplinien. Fra svensk Side maa man have set de mørke Eskadroner aftegne sig paa den hvide Snemark, idet de i skraa Retning ilede den lille tapre Hob paa Galgebakken til Hjælp, og Carl X I kunde under saadanne Omstændigheder ikke tænke paa at forny Angrebet, før han havde trukket sin anden Træ fning til sig. Man havde nemlig nu opdaget Aarsagen til, at denne ikke havde fulgt den fremadgaaende Bevægelse, og den var da bleven beordret frem over Landskrone-Vejen, idet dog Oberstløjtnant Goes med de skaanske Dragoner blev efterladt ved Vejrmøllebakken for at bevogte de i de foregaaende Træfninger tagne Fanger. Der er vel næppe nogen T vivl om, at Rygtet om Overgeneralens Uheld maa være naaet de fremrykkende danske Regimenter, før de kom op i Stillingen. Generalmajor Sandberg vil derfor have følt, at Ansvaret for Fløjen nu hvilede paa ham alene, og han har sikkert været forude ved de første Regimenter af Forstærkningen for at anvise Plads. Efter Oberstløjtnant Bibows Udsagn til Sp. 13 og 14 og Løjtnant Hartvigs Svar til Sp. 10 er 2. fynske — og rimeligvis ogsaa de andre Regimenter bievne opstillede i „bataille rangée“ 1). Den hele Styrke maa vel altsaa have været formeret saaledes, i det vi gaa ud fra venstre F lø j: Oertzens Eskadron, tre Eskadroner Dragoner, de to andre Eskadroner af holstenske, to Eskadroner af Rauchs hvervede, tre Eskadroner af 2. jydske, tre Eskadroner af 2. fynske og tre af 3. jyske Rytterregiment, hvoraf vel seks eller syv Eskadroner have dannet anden Linie. Da Svenskernes bageste Træ fning omtrent samtidig kom op, ordnede Kong Carl sin Flø j ligeledes paa to Linier, før han gik frem til Angreb. Regnet fra højre, dannedes første Linie af Drabanterne og Livregimentets fem Eskadroner, anden Linie af gamle Adelsfanes to Eskadroner, nye Adelsfanes to Eskadroner, én Eskadron smaalandske Ryttere og én Eskadron Civilstatens Bevillingsryttere, idet paa svensk Side Budbergs Dragoner og Finnerne, paa dansk Side de fire jyske Eskadroner flakkede om bag Linierne og ikke kunde bringes til at staa. Medens den danske Flø j altsaa talte 17 Eskadroner, talte den svenske kun 12, naar man for begge Parters Vedkommende ser bort fra deres respektive Fo rtrav ; men Moralen hos de seks danske Eskadroner paa yderste venstre Fløj, der to Gange vare bievne kastede, var vist allerede den Gang stærkt rystet. Hvor store de svenske Rytterkompagnier have været, ser man sig ikke i Stand til at angive. De danske talte imellem 60 til 80 Heste.

Klokken maa have været lidt over 10, da Carl X I stillede sig i Spidsen for sin nu samlede højre Fløj og rykkede frem med Eskadronerne i anden Linie bag Mellemrummene i første. De Danske modtoge Angrebet med en Salve, hvorpaa de gik over til Modangreb. Ført af sin heltemodige unge Konge — hvis Skæbne maaske var afhængig af det heldige Udfald af denne Kamp — borede den svenske højre Fløj sig som en Kile ind i den danske Slagorden. Dens anden Træ fning brød igennem den danske første Linie og angreb Reserverne bag denne, omtrent samtidig med at Eskadronerne i Fronten tørnede sammen1), og snart var den hele Ryttermasse — som i Middelalderens ubevægelige Rytterkampe — blandet i et stort Ilaandgemæng, og Slagpladsen indhyllet i en saadan Krudtrøg, at man havde ondt ved at skælne Ven fra Fjende. Det fortælles saaledes, at Kong Carl under Kampbuldret satte sig i Spidsen for en dansk Eskadron, befalede den at rykke frem „och rora spelet“ , og først opdagede sin Fejltagelse, da Krudtrøgen var draget noget bort. Træfningerne opløstes. Eskadronerne trængte ind i hverandre. A l Orden og Kommando ophørte; det var, som et svensk Øjenvidne skriver, „intet moyligt at beskrifve huru det gick till“ . Om Sammenstødet har varet i Minutter eller Kvarterer er umuligt at angive. Vidnerne i den Sandbergske Proces udtale sig ikke herom, og da Indtrykkene i saadanne Øjeblikke veksle med rivende F a r t , maatte man vel ogsaa være varsom med at bygge paa Tidsangivelser, der hidrørte fra Deltagere i selve Kampen. Derimod foreligger til Besvarelsen af dette Punkt et værdifuldt Vidnesbyrd af en Mand, der dengang endnu var udenforstaaende. Som det vil erindres fik Oberst Kruse først Ordre til at afmarchere med jyske Rostjeneste fra Hovedvagten ved Svenstorp, da de øvrige Regimenter af Fløjen alt forlængst vare rykkede ud, og efter at disse efter Kruses Forklaring til Sp. 10 havde faat 3U Mils Forspring. Obersten jog derfor afsted i frit Trav for at søge sin Plads i Slagordenen, og saa, da han var i et Kanonskuds Afstand fra Kamppladsen, at Fløjen allerede var „in Fevr und Flammen“ . Det lykkedes dog Kruse — efter at have tilbagelagt den angivne A fstand — endnu at komme tidsnok til at understøtte to Eskadroner af Sandbergs Regiment, „die meisten[s] über den Häuften wären“ . Men bedre end alt andet taler Officerstabene for at Kampen ikke har havt Karakter af en almindelig Renkontrefægtning. 2. jyske Rytterregiment fik saaledes Oberstløjtnant Jean Paulli Kreinberg, R itmestrene Mogens Marsvin og Andreas Lepper samt Lø jtnant Christoffer Hans Korff dræbte, Regimentschefen, Oberst Jacob Bülow , Kaptajnløjtnant Marcus Flörche, Kornet Cay Pogwisch og Major Gottfred Tillisch saarede — den sidste dødeligt; holstenske Regiment mistede Ritmestrene Anton Hans Wackerbarth og Otto Reventlow og fik Oberst Henrik Sehested, Oberstløjtnant Claus Oertzen og Major Frants Carl Angeloch saarede. Desuden vides Oberstløjtnant Grev Henrik Detlev Holck af jyske Rostjeneste, Oberstløjtnant Burchard Drewitz og Kornet Frederik Christian Friis af 3. jyske, Oberstløjtnant Hartnach Bibow og Major Johan Ernst Hagedorn af 2. fynske Rytterregiment og Ritmester Henrik Detlev Bernstorff af Rauchs Regiment at være bievne saarede her. Paa svensk Side faldt Chefen for Drabanterne, den tapre Oberst Siegroth. Begge Ritmestrene ved nye Adelsfane bleve skudte, og Chefen for Fanen, Oberst Güntersberg, Majoren ved Liv ­ regimentet og flere andre Officerer saarede. Det er forstaaeligt, at Tabet af saamange Eskadrons-og Kompagnichefer har forøget den almindelige Forvirring. Flere af de danske Rytterkompagnier bleve nu førte af Kornetter, flere vare aldeles blottede for O fficerer1). „Konfusionen“ tog derfor til fra Minut til Minut, og Panikken begyndte at gribe de danske Ryttere. Oberst Kruse forklarer til Sp. 18 at, medens han selv var i fuld Aktion, saa han, at „unter Lund und nicht weit von der Poincte des lincken Flügels 3 Squadronen zu gleich sind durchgegangen“ . Obersten kunde ikke se, til hvilke Regimenter disse Eskadroner hørte, men det maa have været Eskadroner af Brockenhuus' og Sehesteds Regimenter, der fra den tidlige Morgen havde bestaaet tre haarde Kampe og mistet næsten alle sine Førere.

Imidlertid havde Svenskerne uimodstaaeligt trængt de Danske ned ad den østlige Skraaning af Galgebakken. Følgende det af Eskadronerne paa venstre Fløj givne Eksempel, gjorde de Danske omkring og søgte — i Tillid til deres gode Heste — at unddrage sig det knugende Tag. Tilbagetoget gik forbi Lund Ladegaard, langsomt efterfulgt af de Svenske. Efter Bjorlin blev Oberst Henrik Sehested lier indbragt som Fange. Dødeligt saaret i den foregaaende Kamp, har han formodentlig ikke kunnet fortsætte Flugten længere. Paa Bakkekammen NV. for Ladegaarden, hvor der efter Bjorlins Opgivende skal have staaet nogle danske Kanoner1), fik Sandberg en Del af Fløjen standset og rangeret, medens Hobe af Flygtninge allerede nu begyndte at sprede sig til alle Sider i Terrainet, idet de søgte at redde sig over Lbddeaa. Oberst Kruse forklarer til Sp. 23, at Sandberg selv havde jaget Oberstløjtnant Drewitz’ 2) Kompagni af jyske Rostjeneste og General Arenstorffs Livkompagni sammen og med den saaledes formerede Eskadron stillet sig i anden Linie bag Kruse. Kong Christian havde været til Stede ved hele den foregaaende Kamp, lige fra Udrykningen om Morgenen, da han i Artmars Overværelse selv uddelte Feltraabet til Oberstløjtnant Bars. Ifølge de svenske Beretninger har den danske Konge og Prins Georg fægtet i de Kæmpendes Rækker. Uheldigvis er den eneste Relation, der gaar nærmere ind paa Kongens personlige Deltagelse i Slaget ved Lund , af tvivlsom historisk Værdi. Det er en af Sekretær i tyske Kancelli, Frederik Moth, den 5. Decbr.

1676 forfattet Kladde, forsynet med Randgloser af Storkansler Frederik Ahle feld t'). Den Del af Aktstykket, der omhandler Kongens Ophold ved venstre Fløj, lyder saaledes, idet Storkanslerens Bemærkninger cre indskudte med Petitskrift: „In wärender dieser gantzen Action haben Ihre Mj. zu gleich mit dero Hr. Bruder, Prinee Georg, sich überall, wo esz am heisesten dalieij ge gangen, gefunden. Da Sie dan zu unszerem rechten Flügel, welcher eben in Action gewesen [sich] begeben [addatur: vom Printzen! — et de rege: das er umhringet gewesen! — sich bemühet — den Flügel nicht zu Stande bringen können!]. Koncepten gaar derpaa over til at. behandle Forholdene ved Centrum og højre Fløj og udtaler, at Kongen ved højre Fløj „mit dero Leibgnarde auff den Feind getroffen* i hvilken Sætning Ahlefeldt vil have indflettet, at Garden chargerede 12 Gange. Paa et indlagt løst Stykke Papir findes Moths Udkast til de af Storkansleren forlangte Rettelser, og Koncepten blev derefter i sin rettede Skikkelse fremlagt for Offentligheden i Paullis maanedlige Relationer for December 16762) som en officiel Beretningom Slaget ved Lund. Men der var saa meget i dette, der skulde skjules, saa meget, der skulde dækkes over. De uheldige Episoder ere derfor behandlede paa en sløjfende Maade, idet de forskellige Kampmomenter ikke ere holdte ud fra hverandre, men blandede paa en saa forvirrende og vildledende Maade, at man tydeligt faar Indtryk af, at den hele Fremstilling er sat paa Skruer. Beretningen mister derfor sit Værd som historisk Kilde. Aktstykkerne i den Sandbergske Proces give ikke nogen Antydning af, at Kongen — saaledes som hans Overgeneral — selv har kastet sig ind i Kampen og ført en Afdeling til Angreb. Men selv om han ikke personlig har fægtet med, er det notorisk, at han har opholdt sig i saa umiddelbar Nærhed af Kamplinien, at han fra sin Standplads har kunnet overse og lede denne. Christian V har ved mange Lejligheder godtgjort, at han var i Besiddelse af stort personligt M od, og den Kampiver, der efter Frederik Arenstorffs Relationbesjælede Kongen den 4. Decbr., maa uimodstaaeligt have bragt ham saa nær de Kæmpendes Rækker som muligt.

Efter at Fløjen var sprængt og alt var i Deroute, svævede Kongens Person i Fare. Brockenhuus’ Dragoner bleve derfor beordrede til at støde til ham som Eskorte. Disse maa rimeligvis — da de forlode Kampen paa Galgebakkens østlige Affald — være bievne kastede i sydøstlig Retning, thi Oberst Steensen beretter under Sp. 19, at det havde været hans Agt „at sætte sig paa Kirkegaarden“ (o: Hellne kyrkovång), men at han saa mødte Dragonerne og kort efter Kongen. Saa vel Kongen som Dragonerne maa altsaa have opholdt sig i disse Egne. Steensens Svar synes i det hele at tyde paa, at en Strøm af Flygtninge er gaaet i Retning af Kirkevangen. Da Obersten som bekendt var uden Kommando og ikke synes at have deltaget i nogen af de foregaaende Kampe, men kun er redet rundt som Am atør, vilde han vel næppe — ene som han var — have tænkt paa at styre sin Kaas mod dette Punkt, naar ikke andre før ham havde vist Vejen derhen. Obersten sluttede sig nu til Kongens Følge. Den danske Hærs Centrum og højre Flø j havde imidlertid foretaget sin Frontforandring og var nu naaet frem i Højde med den flygtende Fløj. Infanteriet rettede sin Marche mod St. Libers Høj, 800— 1000 Alen N. foldet Sted, hvor Fortropskampene vare begyndte. Uagtet kun en smal Bakkeaas skilte det fremrykkende Fodfolk fra de med Sandberg retirerende Eskadroner, er der dog — hvor utroligt det end synes — kun ét eneste af de 31 Vidner i den Sandbergske Proces, der vil have vidst Besked om, hvor Infanteriet var. Selv Oberst Kruse, som paa sit Rid t ned til Kamppladsen havde passeret og distanceret Fodfolket, fastholder, at venstre Fløjs Eskadroner ikke kunde repliere sig paa Infanteriet, fordi man ikke vidste, hvor dette i Øjeblikket befandt sig, og R itmester la Mare forklarer, at der endogsaa verserede Rygter om , at Centrum var slaaet. Det eneste Vidne, der har set Infanteriet rykke frem , er Kornet Schneidewind af Forposterne, der til Sp. 11) forklarer, at han — efter at Kavalleriet var sprængt — har set: „dasz einige von der Infanterie Bataillons-Weisz hinter einander seind anmarchirend gekonunen“ . Efter de svenske Relationer saa Carl XI ogsaa, da Krudtrøgen drog bort „ofver fåltet åt verister huru infanteriet i midten gick frarn til anfall“ , og at nogle af de danske Eskadroner søgte Tilflugt hos dette, forfulgte af en Eskadron af den nye Adelsfane og Rhenskolds Eskadron. De danske Afdelinger, der replierede sig paa Centrum , maa formentlig have været en Eskadron af Ranchs og en af 2. fynske Regiment1).

Uagtet den svenske Konge altsaa var paa det rene med, at Kampen i Centrum inden føje Tid vilde tage sin Begyndelse, besluttede han dog at benytte sin nylig vundne Sejr og gøre det umuligt for den danske venstre Flø j atter at komme til at optræde paa Kamppladsen. 1 Stedet for med sin sejrrige Fløj at kaste sig over det fremrykkende danske Infanteri, ordnede han Resterne af sine Eskadroner til en Forfølgning, der i flere Tim er skulde holde ham fjernet fra Slagets Brændpunkt, idet han dog sendte to Eskadroner Finner, som det nu endeligt var lykkedes at faa samlede, til Understøttelse for sit Infanteri, hvis Flanke ved den svenske højre Fløjs Fremrykning ellers vilde komme til at svæve i Luften. Den Styrke, han kunde disponere over, bestod af 10 Eskadroner, nemlig foruden Drabanterne af fem Eskadroner af Livregimentet, to af den gamle og én af den nye Adelsfane og én Eskadron smaalandske Ryttere. Sandbergs Styrke kan ikke angives. Den bestod af Ryttere af alle Fløjens Afdelinger, der i Hast vare jagede sammen og formerede i nye Eskadroner under de forhaandenværende Førere. H ar hans Optagelsesstilling — som Bjorlin angiver — vieret støttet af Kanoner, maa Betjeningsmandskabet rimeligvis være flygtet, da de saa, at Fløjen i Uorden blev kastet tilbage paa Ladegaarden. Kanonerne kom i alt Fald ikke til Skud, før Svenskerne brøde ind over den saaledes etablerede Arriéregarde, der efter en kort Kamp kastedes og flygtede gennem Lejren. Dette Sammenstød maa have fundet Sted samtidig med at Kampen i Centrum tog sin Begyndelse, det vil sige, omtrent Kl. 11. Lid t N. for Lejren gjorde Sandberg atter et Forsøg paa at standse F jenden , eller vel rettere paa at dække Tilbagegangen. Svenskerne vare for en Stund stoppede op i Lejren. De kunde formentlig daarligt løsrive sig fra de Herligheder, den danske Armé her havde efterladt, og begyndte efter Oberst Kruses Forklaringl ) allerede „at caputere“ de syge og Marodørerne i Barakkerne, da disse vilde forsvare deres Ejendele. Den Standsning i Forfølgelsen, der derved opstod, benyttede Sandberg til at samle, hvad samles kunde, og formere sig i Eskadroner. Dette Sandbergs sidste Forsøg er skildret af flere Øjenvidner. Løjtnant Hans Adam P u lo w a), der fungerede som Regimentskvartermester ved Frederik Arenstorffs Regiment, var den 3. December ble ven sendt til Lund i Tjenesteanliggender og havde tilbragt Natten i Byen. Om Morgenen rygtedes det, at Fjenden stod udenfor. Pulow kastede sig paa sin Hest, sprængte ud for at se om det var Tilfældet, og da han havde faaet Bekræftelse herpaa, ilede han tilbage til Lund og gjorde Alarm. Ledsaget af en Korporal jog han derpaa af Sted for at søge sit Regiment, men da han kom ud af Byen, maa han have set Fjenden i Fremrykning mod Ladegaarden og er derved bleven nødsaget til at vige ud mod 0 . Paa sit Rid t lier traf han Ritmester Artm ar med nogle faa Ryttere, der efter Kampen paa Galgebakken vel vare bievne forsprængte i Retning af Allehelgenesbakken. R itmosteren salte undervejs Pnlow ind i Forholdene, og Flygtningene naaede Lejren netop i det Øjeblik, da Grev Conrad Reventlow med Liveskadronen af 2. fynske Regiment kom tilbage fra Kampen ved Ladegaarden. Pulow skiltes nu fra Artm ar og sluttede sig til Ritmester Buggenhagen, der red i Queuen af Reventlows Eskadron. Da de havde passeret Lejren, saa Pulow , at fire eller fem Eskadroner havde gjort 1 loldt og stillede sig op. Efter hans Formening var det Eskadroner af holstenske og 2. fynske Regiment, men som det vil ses af det efterfølgende, var det Mandskab af alle Fløjens Afdelinger. Løjtnanten angiver, at Kl. da var 8, men den maa have været over 11. Hvor vanskeligt det er, under saadanne Omstændigheder, at angive Klokkeslet, illustreres paa en iøjnefaldende Maade ved Vidneforklaringerne til Sp. 2 i Processen, hvor Tidsbestemmelsen for den Meerheimske Alarmering varierer imellem Kl. 8 og Midnat. Pulow forklarer videre, at Svenskerne rykkede frem gennem Lejren, hvorpaa de Danske avancerede c. 80 Skridt, gjorde Holdt og lod Fjenden komme saa nær, „dasz sie kaum ihn [o: in ] sich schwencken klinten“ . Der afgaves ikke Salve paa nogen af Siderne, men der faldt dog enkelte Skud, „und gieng der Feind mit Degens/, hinter die unsrigen drein. W eil die unsrigen besser beritten [waren], alsz verfolgte der Feind sie nicht weit“ . Ritmester Buggenhagen forklarer om den samme Episode1), at medens Eskadronerne endnu stode i Konfusion, gjorde lian Sandberg opmærksom paa, at Fjenden avancerede mod dem. Generalmajoren svarede da: „Ja! nun wollen w ir tretten!“ og red ned paa venstre Fløj. Men da Fjenden i god Orden rykkede frem og omsluttede dem i en Halvcirkel, gjorde Mandskabet omkring og forlod deres Officerer, uden at det var muligt atter at bringe dem til at staa. Oberst Kruse, Løjtnant Thomsen, Trompeter Michelsen af jyske Rostjeneste, Major Grabow af 2. fynske og Oberstløjtnant Wortmann, Ritmester la Mare og Kaptajnløjtnant Wortmann af 4. jyske, der alle vare til Stede her, udtale ligeledes, at Mandskabet undveg bag Officererne, og at man ikke længer formaaede at holde det til Lydighed. Kaptajnløjtnant Wortmann tilføjer desuden, at Sandberg (før Fjendens Indbrydning) red frem for Oberstløjtnant Wortmanns Eskadron og anviste Oberstløjtnanten (der den Gang kun var Major) hvilken fjendtlig Eskadron han skulde attakere').

Efter at dette sidste Forsøg paa at holde igen var glippet, jog den fuldstændig opløste F lø j , greben af en panisk Skræk, ned mod Løddeaa. I 3 forskellige Hovedstrømme søgte den mod Overgangsstederne ved Fladmansvad, Bosmøllen og Krudtmøllen, hvoraf de to yderste vare beliggende V4 Mil fra hinanden. Da de Danske vare bedre beredne end Fjenden, kunde disse ikke gjøre sig Haab om at indhente dem og nøjedes derfor med at følge langsomt efter for at forhindre Sandberg i paa ny at sætte sig fast. Desuagtet blev Flugten vildere, jo mere man nærmede sig den skærmende Aa. Men her ventede en ny Ulykke. Dagmilden havde skørnet Isen, saa at den brast paa forskellige Steder og flere Hundrede Ryttere og Heste fandt her Døden i Aaen.

Forladt af sine Folk flygtede Sandberg som én af de sidste. Oberst N. P. Jensen udtaler i Hist. Tidsk. 7. R . II. 32, at Generalmajoren rettede sin Flugt paa det vestligste af de nævnte Overgangssteder, Krudtmøllen, og anfører som Bevis herfor, at Ritmester Buggenhagen „ved den afbrændte By “ — der efter Oberstens Formening kun kan være H o b y 1) — ytrede til Sandberg, „dasz man nicht so destendirt solte marchiren.“ Ritmester Buggenhagen har imidlertid næppe været hos Sandberg paa dette Tidspunkt. De ere vistnok først trufne sammen hinsides Aaen langt ud paa Eftermiddagen, da General Arenstorft' (som det senere skal blive omtalt) ved Løjtnant Pulow lod Buggenhagen, der vare langt forude, standse. Men selv om Buggenhagen skulde have været hos Sandberg ved Flugtens Begyndelse, synes det næppe tænkeligt, at en Officer i et Øjeblik, hvor alle Lydighedsbaand vare løsnede og alt gik i vild Flugt ned mod Aaen, kunde fremkomme med en saa malplaceret Ytring som den citerede. Som bekendt svarede Sandberg: „der General wiirde voran seyn.“ Men Sandberg kunde sikkert ikke i dette Øjeblik vide, om Arenstorff var forude1). Da han ikke havde set ham siden om Morgenen, vidste han maaske næppe, om han var levende eller død. Sandbergs og Buggenhages Samtale kan derfor lige saa lidt have fundet Sted under disse Omstændigheder som om Morgenen ved Udrykningen fra Lejren, hvor den af Generalerne Arenstorffs Forsvarer benyttes til at bevise Sandbergs ophidsede Sindstemning mod Overgeneralen (se ovenfor). Da Hovedstrømmen a f Flygtningene jog mod Fladmandsvad, er det ogsaa rimeligst at antage, at Generalmajoren er fulgt efter i samme Retning.

Medens Sandberg saaledes flygtede, kun omgivet af faa Officerer, indhentedes han paa Marken (Syd for Aaen) af Kongen, der befalede ham „at samle Fløjen og sætte sig." Sandberg gjorde paa Stedet Hs. Majestæt opmærksom paa, at han ikke var ved de første, men ved di' sidste Officerer af Fløjen, at han kun havde faa omkring sig, og at største Delen vare forude, hvilke han dog haabe de at bringe til at staa o. s. v. (se Sandbergs Indlæg). Kongen maa nemlig to Gange have krydset Sandbergs Vej under Retraiten: første Gang S. for Aaen kort efter Episoden ved Lejren — anden Gang 1 Mil paa den anden Side Aaen paa Vejen til Landskrone. Da Aktstykkerne ikke tydelig holde disse to Møder ud fra hinanden, er det forstaaeligt, at flere Forfattere have ladet dem smelte sammen til ét og henlægge dette til N. for Løddeaa. Det bliver derfor nødvendigt at føre et Bevis for, at Kongen har truffet Sandberg, før begge havde passeret Aaen.

Som man vil erindre, lød det Spørgsmaal, der blev rettet til Vidnerne i den Sandbergske Proces angaaende Kongens Møde med Sandberg, saaledes: „Wasz Ihr. Kongl. Majestet dem Gen. Major Sandberg befohlen, als Sie ihm, da der lincke Fluge] sich eerst auff die Flucht begeben hatte, selber zugesprochen.“ Dersom der ved Formuleringen af Spørgsmaalet var tænkt paa et Møde N. for A a e n , havde Overauditør Reenberg upaatvivlelig vidst at faa indflettet et „fiber die (ell. der) A v ,“ som han ellers forstaar i rigelig Mængde at faa anbragt i Vidneforklaringerne, selv hvor der ikke kan herske mindste Tvivl om, hvor den paagældende Begivenhed har fundet Sted. Der kan derfor ved Spørgsmaalet kun sigtes til et Møde S. for Aaen, navnlig da der i dette udtrykkelig pointeres, at Mødet fandt Sted „da der lincke Fltigel sich eerst auf die Flucht begeben,“ o: kort efter at Sandbergs Forsøg paa at standse Fjenden N. for Lejren var glippet. Den Plads, der er anvist Spørgsmaalet i Forhøret, viser ligeledes, at der er tænkt paa en Situation S. for Aaen. Man maa erindre, at Koncepten, hvorefter Reenberg har udarbejdet Spørgsmaalene, er forfattet af Krigssekretær Meier. Men Krigssekretæren var en ordentlig og metodisk Mand. Han inddelte sine Spørgsmaal i bestemte Grupper i streng kronologisk Orden saaledes: Sp. 1— 4 Visiteringen og Vagtholdet om Natten mellem den 3.— 4. December, Sp. 5— 8 Meldingerne om Fjendens Overgang, Sp. 0 — 11 Kampberedskabet og Frem rykningen mod Lund, Sp. 12— 21 Kampen, Sp. 22 Fo rfølgelsen S. for Aaen, Sp. 23— 24 Sandberg og hans Officerers Forhold under Retraiten til Aaen, Sp. 25 Kongens Møde med Sandberg; og først i Spørgsmaalene fra 26— 32 omhandles Flugten hinsides Aaen. Som man ser danner altsaa Sp. 25 netop Skellet mellem de to Perioder. I sit Indlæg udtaler Sandberg desuden udtrykkeligt, at det var „auffm Feide“ , at Kongen red forbi ham. Havde han tænkt paa et Møde paa den anden Side Aaen, maatte ban vel have sagt „paa LandskroneVejen.“ Endelig kan man af Generalmajorens Svar paa Kongens Befaling se, at han ved det første Møde endnu nærede — om end kun et svagt — Haab om at faa Hold paa Mandskabet. Paa den anden Side Aaen vilde hans Svar sikkert have faaet en hel anden Lyd. Hvad endelig Besvarelsen af selve Spørgsmaalet angaar, da erklære samtlige 31 Vidner, at de enten ikke have været til Stede eller ikke hørt eller set noget til Mødet mellem Kongen og Sandberg *). Kun Oberst Steensen, der som tidligere omtalt havde sluttet sig til Kongens Suite, udtaler, at han ikke har hørt, hvad Kongen sagde til Generalmajoren, „weil er voraus geritten [wåre].“

Om det andet Møde N. for Aaen faar man kun ganske tilfældigt Underretning. Man har af letfattelige Grunde ikke villet have officielt konstateret, at Kongen har passeret Landskrone Vejen medens højre Flø j endnu kæmpede ved L u n d , og Krigssekretær Meier har derfor ikke konciperet noget Spørgsmaal om dette Punkt. Det er Kornet Nicolaus Holst af Sehesteds Regiment, der uforvarende kommer frem med denne Oplysning. Medens Kornetten til Spørgsmaalet om Kongens Møde med Sandberg „paaM arken“ udtalte: „E rw eisz nichts davon“ , afgiver han derimod senere til Sp. 27, — da der afæskes ham Vidnesbyrd, om Sandberg hinsides Aaen havde befalet venstre Flø j at gøre Holdt — den Forklaring at, „alsz Ihre Kongl. Maj. zu General Major Sandberg fiber der A w ungefehr 1 Meil Weges kahm, sagte der Konig zu ihm, er solte dar halten, und alles was dar kåhme solte sich bey ihm setzen.“ Dette er det eneste positive Vidnesbyrd, der foreligger om det andet Møde. Men da Kongen vitterlig er gaaet. over Aaen længe efter Sandberg, maa han have passeret Landskronevejen, efter at Generalmajoren var naaet ud paa denne, og Holsts Forklaring om, at Mødet har fundet Sled 1 Mil fra Aaen, er da vistnok rigtig.

Spørgsmaalet bliver da, hvorledes Kong Christian kunde være til Stede, da Panikken begyndte. Som forhen omtalt, stødte Oberst Steensen og Brockenlmus’ Dragoner efter Kampen jraa Galgebakken til Kongen, vistnok i Egnen om Heine kyrkovång. Da Carl X I med hele sin højre Fløj rykkede frem mod Ladegaarden, er Kongen sandsynligvis ligesom Artrnar og Pulow (og hele Strømmen, der var bleven forsprængt mod Syd) bleven tvungen ud mod 0., og han har da omredet Lejren i en Bue, medens Sandberg foretog sin Retraite til den sidste Stilling N. for Lejren. Kongen kan dog først være naaet op til Sandberg efter Katastrofen. Han er kommen for sent til at gøre sin Autoritet gældende over for den flygtende Fløj og til ved sin Nærværelse atter at bringe den til Pligt og Lydighed og samle den om sin Person. Efterat have meddelt Sandberg sine Befalinger angaaendc venstre Fløj søgte Kongen hen til den øvrige Del af sin Hær, om hvis Skæbne han dengang maatte være uvidende. Da Centrum og højre Fløj skulde søges i Retning af Lund, maa han efter Mødet med Sandberg være redet i sydvestlig Retning — maaske ad StangbyVejen, — et dristigt Rid t med venstre Flanke til Fjenden og næsten parallel og i modsat Retning af dennes Fremrykningslinier. Da Fjendens Forfølgelse imidlertid vistnok hovedsagelig har været rettet paa de to østligste Overgangssteder, Fladmandsvad og Bbsmøllen, og da de svenske Eskadroner sikkert havde en stor Del af deres Opmærksomhed henvendt paa den danske Le jr bag ved, hvorfra Marodører og Train søgte at undvige, er Kongen dog rnaaske ikke bleven saameget forulempet paa sit Rid t fra den flygtende Fløj. Da han kom frem paa det vestlige Affald af det Højdedrag, hvorpaa Lejren laa, ru aa han have set., at Generalløjtnant Frederik Arenstorfif drev Fjendens venstre Flø j tilbage paa Valkarra. Kort efter mødte (eller indhentede) han Oberst Jacob Biilow . Denne havde i Kampen paa Galgebakken faaet Hesten skudt under sig, havde da ført sin Eskadron til Fods, men var i Ilaandgemænget bleven redet over Ende, og hans egen og to fjendtlige Eskadroner vare gaaede hen over ham. Kvæstet og fortraadt reddede han sig ud af Kampen og slæbte sig afsted til Fods saa godt lian kunde, indtil hans Kornet Frederik Ulrik Beck overlod ham sin Hest, paa hvilken han da søgte sit Regiment. Han naaede imidlertid først op til Fløjen, da denne var sprængt, og sluttede sig da til Oberstløjtnant Wortmann og R itmester la Mare af 4 jyske og Ritmester v. Kahlen af M. jyske Regiment, der — efter at have deltaget i Sandbergs sidste Forsøg paa at standse Fjenden N. for Lejren — nu med fem Standarter og 70 Ryttere vilde søge at naa den højre Fløj.

Om sit Møde med Kongen beretter Biilow — under Eds Tilbud — i en Skrivelse fra Kristianstad saaledes: „W ahr, — das/, wie ich im solehen Begriffe war (at gaa til" højre Fløj) Iliro Kdngl. May. mir selbest begegnete, derselben ich auch meine Intention unterthiinigst eroffnete und meine Marclie dahin continuirte, wie derselben allergnadigst bekant“  ). Før Kongen forlod Biilow , beordrede han Oberstløjtnant Wortmann til at sende en Officer til Generalmajor Sandberg og meddele denne, at højre Fløj var i god Stand, og at den venstre skulde sætte sig fast.“ Da Kongen kendte Forholdene ved venstre Fløj tilbunds og kort i Forvejen havde talt med Sandberg, kan man altsaa heraf slutte, at han først for nylig havde faaet Vished o m , at Sagerne ikke stod lige saa fortvivlet paa højre som paa venstre Fløj, og dette kan inaaske tjene til Bevis for, at Kongen forhen paa sit Rid t op mod Lejren er gaaet 0. og ikke V. om Lund Ladegaard. Oberstløjtnant W ortmann sendte Løjtnant Moltke med den kongelige Ordre, men Løjtnanten kunde ikke naa Sandberg, da svenske Eskadroner havde skudt sig ind imellem ham og Flø jen1), — et Bevis paa, at Sandberg og Hovedmassen af Flygtningene er gaaet over de 2 østligste Overgangssteder. Da Kongen ikke lod Biilow slutte sig til hans Eskorte, har han altsaa dengang ikke havt til Hensigt at gaa til højre Flø j, hvorhen Biilow agtede sig. Kongen maa følgelig have taget Retning mod Centrum , medens Biilow fortsatte Marchen mod højre Fløj. Hvor Mødet har fundet Sted, er vanskeligt at bestemme. Da det formentlig af det foregaaende — paa Basis af Vidneforklaringerne — er tilstrækkelig godtgjort, at saavel Kongen som Oberstl. W ortmann og Ritmester la Mare'2) kom nordfra, efter at have overværet Katastrofen N. for Lejren, kan det imidlertid ikke have fundet Sted paa det i Hist. Tidsskr. 7. R. IL, 24 angivne Bakkedrag bag det danske Centrum. Thi selv om Kongen senere har taget Standplads paa denne Højde, var der ingen tænkelig Grund for Biilow og hans Trop til at ride saa langt ned mod Lund , naar de agtede sig til den danske højre Fløj. Mødet har derfor snarest fundet Sted N. 0 . for V alkiirra , men det bliver selvfølgelig umuligt at angive, under hvilken Vinkel Kongens og Bülows Marcheretninger have skaaret hinanden. Bülow kommer dog med et Fingerpeg i saa Henseende. Som angivet red lian efter højre Flø j, det vil sige i Retning af Valkärra. Men han naaede ikke derhen og forklarer lierom : „Da wir nicht mehr ferne von der rechten Flügel wahren, [kamen] einige feindliche Squadronen, — so noch nicht im Treffen, besonders bey ihr Bagage gewesen — 7.n rechten, andere aber, — so zuvohr unsere linchen Flügel mit verfolgten und meine Meinung vermerchet, — zur lincher blandt und von hinten, vnd der gestalt abgeschnitten, das/, wir unsere intent zum rechten Flügel zu kommen unmüglich erreichen können, besondere dadurch necessitiret würden über die Auw e zu gehen vnd dehnen anderen zu folgen.“ Oberst Jensen mener, at de Eskadroner, der efter Bülows Forklaring kom fra Bagagen, maa have hørt til anden Træ fning af det svenske Centrum og at de, der truede Bülows højre Flanke, vare de finske Eskadroner, som Carl X I før sin Fremrykning mod Ladegaarden havde sendt til Understøttelse for sit Infanteri. Skulde det dog ikke kunde tænkes, at Oberst Bülow har set rigtigt, og at de første virkelig kom fra det svenske Train, og at de sidste hørte til de Eskadroner, der havde forfulgt den danske venstre Fløj og nu — som Franskmændene sige — „battaient le terrain“ for at indbringe Fanger. Spørgsmaalet bliver da: hvor var det svenske Train, og havde den svenske venstre Fløj afgivet Bedækning til Bagagen? Dette kan imidlertid ikke oplyses af de danske Kilder. Da det svenske Train ikke kunde rykke frem ad eller parallel med Landskrone-Vejen, hvor Kampen just nu rasede paa det heftigste, er det dog tænkeligt, at det midlertidigt er kørt op et Sted N. V. for Valkärra, og at en eventuel hertil afgiven Bedækning kan have faaet i Sinde at gøre Jagt paa den Haandfuld Ryttere, der nærmede sig fra N. 0 . Bülow kom imidlertid ikke til højre Fløj. Han maatte vende om og gaa over Aaen ligesom Hovedmassen af Flygtningene.

Hvad Kong Christian angaar, da har han vistnok uanfægtet kunnet fortsætte sit Hidt ned til sit Infanteri. Thi selv afset fra, at lian bevægede sig i en anden Retning end B u lo w , har hans Eskorte med sine (> Dragonfaner formentlig været tilstrækkelig til at skræmme de enkelte omflakkende svenske Eskadroner tilside og give Kongen fri Passage. Da det imidlertid kun er Forholdene ved den danske venstre F lø j , der lier skulle gøres til Gjenstand for Undersøgelse, ni aa man lade Spørgsmaalet, om, naar og under hvilke Omstændigheder Kong Christian forlod Valpladsen, ligge, indtil en Offentliggørelse af svenske Aktstykker kunne raade Bod paa den sørgelige Mangel, der er paa danske Kilder til Oplysning om Centrums og højre Fløjs Kamp. Opmærksomheden skal dog henledes paa, at det maaske ikke er givet, at Oberst Steensen er fulgt med Kongen til Infanteriet (jfr. hans Svar til Sp. 25)!).

Vi forlode venstre Fløj i fuld Flugt imod Aaen. O fficerernes Raaben og Trompeternes Kalden kunde ikke standse det rasende Ridt. Alle -il Vidneudsagn stemme overens i, at det var umuligt at sætte en Dæmning for de Flygtendes Strøm. Generalmajor Sandberg var uheldigvis daarligt ridende. Som han meldte Kongen, havde han mistet sin bedste H e st, og hans Tjenerskab var under det almindelige Virvar forsvundet med hans andre Heste. Da han var bagest blandt de Flygtende, kunde han altsaa ikke gøre sig Ilaab om at ride Fløjen op, men, efter hans Tilsagn til Kongen, er der ikke Grund til at tvivle om, at han har gjort sit muligste for at faa Hold paa Mandskabet ved Hjælp af de Officerer, han i Øjeblikket havde hos sig. Fjenden forfulgte kun til Aaen — efter Regimentskvarterrnester Berthelsens Forklaring til Sp. 22 med 5 å 6 T ro p p e 1). Men hinsides Aaen bleve Forholdene ikke bedre. Rytterne vedbleve at jage afsted og vare døve for alle Formaninger. Det var Krigssekretær Meier meget om at gøre, at faa konstateret, om Sandberg havde statueret et Eksempel og hugget ind blandt de flygtende, og der blev i den A n ­ ledning forelagt Vidnerne et Spørgsmaal. Ogsaa Rigsmarskal Kdrbitz dvæler i sit Votum ved dette Punkt og mener, at Sandberg burde have benyttet sig af den enhver Officer — endsige en Generalmajor — hjemlede Ret til at bruge Værget mod det pligtforglemmende Mandskab. Men for at et saadant Eksempel skulde have den tilsigtede Virkning, maatte det være udført midt i den flygtende Sværm. Der hvor Sandberg var, havde det kun baadet lidet, om han havde nedsablet én af de faa Efternølere, der joge forbi ham. Dog Flestene havde været i Bevægelse fra den tidlige Morgenstund, og der maatte komme et Tidspunkt, hvor Rytterne med eller mod deres Vilje maatte opgive den vilde Jagt og falde til Ro. Lid t efter lidt samledes Resterne af Fløjen ud til Landskrone-Vejen, ad hvilken de i Smaagrupper — uden Ordre — fortsatte deres Flugt. Det kan konstateres, at Sandberg — ogsaa paa den anden Side Aaen — var langt bagud et Bevis paa, at han maa være tvunget over ved ét af de østligste Overgangssteder.

Imidlertid havde de to Hære kæmpet med vekslende Held i Egnen mellem Valkarra og Lund. Den danske højre Flø j havde drevet Svenskerne tilbage bag Valkarra, men mellem Kl. 1 2V2 og 1 vare de venstre Batailloner af det danske Centrum bievne sprængte, og Oberst Cicignon , der var bleven skilt fra højre Flø j af Centrum, maatte slaa sig igennem til Aaen med Resterne af de sprængte Batailloner, forfulgt og omsværmet af Fjendens Rytteri og Dragoner. Imellem Kl. 1 og 2 fyldtes Landskrone-Vejen da paa ny med en Strøm af til Dels vaabenløse Infanterister, der i Troen paa, at alt var tabt, ilede efter de flygtende Ryttere. Efter Ritmester Pogwisch’ Fo rklaring til Sp. 27 kom han til Fløjen omtrent Va Mil paa den anden Side Aaen: „Da haben sich die Trouppen wieder gesetzet und die Leute recolligiret, und haben sie Standarten bey sich gehabt. Håbe auch Ihr Majestet befohlen sie solten Trouppen machen, dasz heste sie kondten.“ Kongen kan dog ikke allerede den Gang have passeret Sandberg og givet ham en udtrykkelig Befaling om „at sætte sig“ , eftersom Generalmajoren kort efter fortsatte sin Marche, hvad han dog vel næppe havde vovet, naar Kongen havde givet ham et fornyet Paalæg om at gøre Holdt. Ritmester Pogwisch’ Slutningsbeinærkning skal derfor vistnok kun hentyde til den Sandberg forhen — S. for Aaen — givne almindelige Befaling. De Standarter, Pogwisch har bemærket ved Arrieregarden, maa sikkert have været de fem Standarter af o. og 4. jydske Regiment, der vare i Oberst Bulows Følge, og Sandbergs temporære Standsning har maaske kun været beregnet paa at give Bulow Lejlighed til at slutte op. Men ved dette Ophold er det tillige lykkedes for Cicignon med sine 20 Officerer og 200 Mand at vinde et godt Stykke ind paa venstre Fløjs Bagtrav, og Sandberg har maaske allerede nu fra denne Stilling været i Stand til at øjne det flygtende Infanteri og derved taaet Anelse om de nye Ulykker, der vare hændte paa Valpladsen. Hans Marche blev i alt Fald fra nu af langsommere, og paa den næste halve Mil indhentede Infanteriet ham tæt foran Broen over Saxaaen1), idet Sandberg maa have taget Stilling S. for Aaen for at give Cicignon Lejlighed til at forene sig med ham.

A t dette forholder sig rigtigt fremgaar tydeligt, af Fo rklaringerne til Spørgsmaal 12 i den G ic ig n o n s k e Proces. Der blev under denne rettet følgende Spørgsmaal til Vidnerne : „W er dasz gehört alsz Obrister Cicignon beym Gen. Major Sandberg über der Avv gekommen, dasz ein Kerl Ordre gebracht man solte nach Landz-Cron marchiren.“ Med „die A w “ kan der her efter de af Vidnerne afgivne Forklaringer ikke menes den i den Sandbergske Proces figurerende Löddeaa, men kun Saxaaen, der overskærer Landskrone-Vejen omtrent 'Au M il nordligere. T il dette Spørgsmaal afgav Kaptajn Hans Holst af fynske nationale Infanteriregiment, som var i Følge med Cicignon, følgende Forklaring: Han havde ikke hørt nogen bringe Ordre om at marchere til Landskrone. „Dieses aber hätte er gehört, dasz Obrister Cicignon (im Beyseyn einiger Officiers) zum General Major Sandberg gosaget: Laszet unsz [uns] hier setzen und Trouppen machen, worauf der General Major Sandberg antwortede: W as sol ich thun, alle meine Ofliciere seind erschoszen, ich kann die Leute nicht zwingen. Obrister Cicignon andtwortede: W ir sind hier soo viel O fficirs1). W ir wollen doch Trouppen machen, — u n d s e in soo ü b e r d e r A w m a r c h i r t . “ Uagtet Cicignon — og vel ogsaa Sandberg — havde god Vilje til at vende tilbage til Slaget, gik man altsaa dog over Saxaaen. Det Mandskab, de to nævnte Officerer havde hos sig, har aabenbart ikke været til at stole paa, thi som det fremgaar af de andre Vidneudsagn til foranstaaende Spørgsmaal, var der „ein Geschrey und Murmel unter den Leuten dasz sie nach Lands/.-Cron gehen sollen“ , skønt ingen af Vidnerne havde set eller hørt det Sendebud, der skulde have overbragt en slig Ordre.

Klokken maa nu være bleven henimod 3, og kort efter Bagtravets Overgang over Saxaaen maa det andet Møde mellem Kongen og Sandberg have fundet Sted.

Vi have kun to Udsagn om Kongens Tilstedeværelse paa Landskrone-Vejen. Det ene er den forhen citerede Vidneforklaring af Lt. Nicolaus H o ls t , ifølge hvilken Sandberg •— 1 Mil fra Løddeaa — fik Ordre til at gøre Hold t, tage Stilling og stoppe hvad der maatte komme (af de forsprængte Batailloner af Centrum og Marodører), det andet, Major Schonfeldts Svar til foranførte Sp. 12 i den C i c i g n o n s k e Proces. Majoren, der lige som Kaptajn Hans Holst var i Følge med Cicignon, forklarer, at hinsides (Sax) Aaen „håbe er nach des Obristen Befehl zwei feindliche Standarten von einem Kerl genommen, welche an Ihr kongl. Maj. seind gebracht worden“ . Kongen maa altsaa paa dette Tidspunkt have passeret Bagtroppen eller holdt maaske endnu midt iblandt dem, i det Øjeblik Standarterne bragtes ham. Da Sandberg ifølge den kongelige Ordre gjorde Holdt, kan man tillige paavise, at Mødet maa have fundet Sted omtrent l U Mil fra Broen N. for Saxaaen i Nærheden af Landsbyen Annelof, hvor Sandberg efter Vidneudsagnene til Sp. 29 i den Sandbergske Proces havde taget Stilling, da General Arenstorff traf paa ham. Eftersom Brockenhuus’ Dragoner paa Resten af Retraiten fulgte Sandberg, maa Kongen vistnok have beordret dem til at forblive hos Generalmajoren, da han forlod denne. Om Oberst Hans Detlev Steensen er fulgt med Kongen fra Kamppladsen , kan ikke angives. Han befandt sig, kort efter at Sandberg havde gjort Holdt, marcherende mod Landskrone tilligemed Major Grabow og Ritmester Buggenhagen i Spidsen for en Trop Ryttere, hovedsagelig af 2. fynske Regiment.

Vi maa nu vende tilbage til General Carl Arenstorff. Efter at være bleven saaret i Fægtningen paa Møllevangen, er han formodentlig taget til Lejren, eller maaske snarere til Svenstorp for at lade sig forbinde. Men da Fjenden rykkede frem fra Lund Ladegaard, maa han være bleven nødsaget til atter at stige til Hest for at undgaa at blive taget til Fange. Ledsaget af Kaptajnløjtnant Esseman red han Nord paa og blev efter Katastrofen ved Lejren nødsaget til at flygte over Aaen med den øvrige F lø j1). Paa Flugten indhentedes han af Lø jtnant Pulow , som han befalede at blive hos sig2). Ua han paa Grund af sit Saar vel kun har kunnet ride Fod for Fod, er det intet Under, at han kom bag hele venstre Flø j og bag det fra Centrum flygtende Fodfolk, og først naaede op til Annelov, da Solen var ved at gaa ned3). Mærkeligere er det, at han ikke er bleven indhentet af Kongen. Men muligvis har Generalen af Hensyn til sit Saar holdt sig paa Sideveje for at undgaa Uroen og Virvarret paa Landskrone-Vejen og er maaske først kommen ind paa denne ved Passet over Saxaaen. Da han kom frem over Broen, saa han Vejen foran sig opfyldt af Smaatroppe, der bevægede sig mod Landskrone. Han sendte derfor Kaptajnløjtnant Essemann af Sted med Ordre til Sandberg „oder der vorhandenen O fficirer“ , at han skulde gøre Holdt og ikke marchere saa uordentlig 4). Det maa have været Generaladjutantløjtnant v. der Reckes, Steensens og andre Troppe, som Generalen har set, thi Sandberg havde — som Pulow , da de kom lidt længere frem, ogsaa gjorde Generalen opmærksom paa — taget Stilling til højre for Landevejen og ladet sit Mandskab sidde a f5). Arenstorff red hen til Generalmajoren og var efter Pulow s Relation „sehr ungehalten auff Sandbergen“ , men Pulow hørte ikke deres Ordveksling, da Arenstorff sendte ham frem for at spørge de foran marcherende, hvem der havde givet dem Ordre til at fortsætte Marchen og befale dem at gøre Holdt. Pulow jog nu af Sted hen ad Vejen. Han kom først til v. der Recke og sagde til ham: „Generalen vil vide, hvem der har givet Jer Ordre til at marchere“ . Recke svarede hertil: „De sige, at Hs. Maj. skal have gjort det“ . Pulow replicerede da: „Generalen vil, at I skal gøre H old t“ , hvorpaa Recke straks gjorde Holdt til højre for Vejen, idet han bemærkede, at de, der marcherede foran, maatte vide Besked. Pulow jog derfor videre og tra f en T rop , der anførtes af Oberst Steensen, Major Grabow og Ritmester Buggenhagen. Pulow gentog her sit Spørgsmaal, hvorpaa Grabow svarede: „Kongen har befalet det“ . Men da Pulow meddelte dem Generalens Befaling, saa de til hverandre og spurgte: „hvad skulle vi nu gøre“ . „De Herrer hører vel, hvad der er Generalens O rdre“ , sagde P u lo w , vendte sin Hest og red tilbage, fulgt af Oberst Steensen. Buggenhagen og Grabow fortsatte Marchen til de vare komne op paa den foran dem liggende Højde, hvor de gjorde Holdt til venstre for Vejen. Efter Forklaringerne til Sp. 31 i Processen er man i Stand til at bestemme Tidspunktet for Overgeneralens Ankomst til Bagtroppen. Den fandt Sted mellem Kl. 3 og 4, just da man hørte det danske Løsen fra Valpladsen ved Lund, da Frederik Arenstorlf søgte at kalde de flygtende tilbage. Da Steensen over for Generalen skulde gøre rede, hvorfor hans T rop var vedbleven at marchere, har han formodentlig henvist til Grabow og Buggenhagen, og den sidste blev derpaa hentet til Arenstorff, thi Oberst Kruse forklarer til Sp. 26, at da de gjorde Holdt, er Ritmester Buggenhagen kommen til den salig General og meddelte ham, „dasz sie sollten sich algemach nach Landsz-Cron begeben“ , hvorpaa Generalen havde yttret: „Wasz des Königs gnädigster W ille und Befehle wäre, wäre auch seine“ . Generalen gav derpaa Befaling til at fortsætte Retraiten. Buggem hagen vilde dog senere gaa fra, at han skulde være optraadt som Kolportør af en kongelig Ordre om Retraite og sagde under Forhøret at han ikke kunde huske, at han havde yttret noget lignende til Overgeneralen. „E r habe doch den Hrn. General angesprochen und sich über seine Blessure condolirt“ 1). Rygtet om, at Kongen skulde have givet Ordre til at marchere til Landskrone, maa dog vistnok alligevel føres tilbage til Buggenhagen og Grabow. Denne sidste havde nemlig hørt, „dasz Ihr köngl. Majestet gegen Oberjägermeister H an ow 2) gesagt, dasz dieser Tag wäre ein ungliicksehliger Tag , esz wäre best, dasz sie sacht nach Landsz-Crone giengen, welches geschah ein gutter halbe Meile von d e rA w 8)“ . Man kan forstaa, at Kongen efter at have set det trøstesløse Syn paa Landskronevejen og efter at have modtaget Rapport af Sandberg og de andre til stedeværende Officerer, har indset det umulige i at faa venstre Flø j samlet og stillet op, om det saa kun var i en Optagelsesstilling. Det er derfor rimeligt, at han — efter at have forladt Sandberg — har opgivet at standse de Troppe, der vare i Drift foran ham paa Landskrone-Vejen, og er redet dem forbi uden at tildele dem nogen Befaling, og at h a n , idet han er passeret Buggenhagen og Grabow , kan have ladet den af sidstnævnte opsnappede Ytring falde. Men Kongen maa — som ovenfor anført — have passeret Sandberg, før Arenstorfif kom til Generalmajoren. T hi dersom han — som Dr. Stille i Svensk hist. Tidsk. 1898 Side 209 mener — først skulde være kommen til Sandberg, da Arenstorff var inde i Annelöf for at lade sig forbinde, hvorledes skulde man da forklare sig, at Sandberg kort efter brød op og marcherede til Landskrone. Var Kongen kommen til Sandberg, efter at Buggenhagen var bleven hentet til Arenstorff, maatte Sandberg jo hos Lis. Majestæt have kunnet faa den allerbedste Besked om , hvorledes det forholdt sig med den foregivne Ordre. N e j! det kan først være efter, at Buggenhagen har afgivet sin Forklaring for de to Generaler, at Aren.storff har samtykket i at give Ordre til Retraite. Carl Arenstorff lod sig forbinde i Annelof og red derpaa til Landskrone, hvortil han ankom imellem Kl. 5 og G. Sandberg fulgte efter med Arriéregarden. Denne bestod — ifølge Oberst Kruses Svar til Sp. 26 — af én Eskadron af 3. jyske, én af 4. jyske1), to Standarter af Kruses Regiment og Broekenhuus’ Dragoner. Hertil sluttede sig formentlig de Troppe , der havde fulgt v. der Recke, Grabow og Buggenhagen, og det maa være til dette Tidspunkt, at den oftere omtalte Samtale mellem Sandberg og Buggenhagen skal henlægges. Sandberg ankom først Kl. G til Landskrone og modtog da — gennem Ritmester Krabbe af Livgarden til Hest — Ordre til „at sætte sig under Fæstningens Kanoner“ . Senere paa A ftenen fik han imidlertid Befaling til atter at lade sidde op og søge Generalløjtnant Frederik Arenstorff, hvor han maatte træffe ham. Hvorineget af venstre Flø j, der er kommet til Landskrone før den lille Sandhergske Trop, kan ikke angives. Foruden de Ryttere, der havde fundet Døden paa Valpladsen og i Loddeaa, har Sandberg sikkert mistet et betydeligt Antal som Fanger, ila n kender alene Navnene paa 24 Officerer og ligestillede af Fløjen, der endnu i August 1G77 hensade i de svenske Fæstninger, og, uagtet den rigelige Tilstrømning af Officersemner fra Tyskland maatte Herman Meier atter ty til sit Understikningssystem for at faa Regimenterne kompletterede og Hullerne fyldte. Men værre end de reelle Tab var det moralske Knæk, Hæren havde lidt i Slaget den 4. December. Kong Christian havde ved en Mønstring i Landskrone Dagen efter Slaget, med Hatten i Haanden takket højre Fløj og Livregiment til Fods for deres Tapperhed, medens han tavs var redet forbi venstre Fløj og de Cicignonske Batailloner. De Afdelinger, der havde holdt ud paa Valpladsen til det sidste, saa med Mistillid og Uvilje paa de Regimenter og Batailloner, der havde ladet dem i Stikken. Skønt den venstre Fløj vel ikke kunde frikende sig selv for Skyld, har den sikkert havt en Følelse af, at det for en stor Del var ved Overledelsens Fejl, at den var kommen til at staa i saa slet et Lys over for Konge og Kammerater. Men Skylden for, at Fløjen vatsprængt, før det egentlige Slag begyndte, kan ikke tillægges Generalmajor Sandberg, som maatte lide Straffen herfor. Den kan kun tilskrives Overgeneralen, thi det var ham, der uagtet Sandbergs Demonstrationer sendte Fløjen frem, skønt han maatte vide, at det vilde vare Timer, før Resten af Arméen kom op, og det var atter ham, der forcerede Marchen for at naa Lund samtidig med den svenske højre Fløj og for at opnaa delte, kastede sig ind i Fortravskampen. Generalmajor Sandberg kunde — hvad saa Generalerne Arenstorffs Fo rsvarer end siger1) — ikke gøre andet end følge efter. Han havde søgt at holde igen, da det var Tid — fra det Øjeblik Lavinen rullede, var det umuligt for ham at faa den standset.

Anders Sandberg har vel næppe været nogen betydelig Mand, men han har gjort, hvad han kunde, for at forebygge, at Fløjen blev ofret, og da dette ikke kunde forhindres, har han opført sig som en brav Soldat og opmuntret og formanet Mandskabet, saalænge han kunde skaffe sig Ørenlyd. Da Panikken i den sidste Opstilling greb Rytterne, var han magtesløs, som enhver vilde have været, der havde været i hans Sted. Uheldigvis red han en tung Hest, men selv om det var lykkedes ham at ride en Del af Fløjen op, er det et Spørgsmaal, om man havde kunnet bringe den til at staa, da Troen paa, at Centrum og højre Flø j vare slagne og sprængte, var almindeligt udbredt blandt Officerer og Mandskab. Hertil kom, at kun faa af de bageste kunde vide Besked med Kongens Rid t mod SV., og at man derfor antog, at Hs. Majestæt deltog i Flugten og var foran paa Vejen til Landskrone, om der ikke — saaledes som Rygtet ogsaa vilde vide — var tilstødt ham en Ulykke ved Passagen over Loddeaa. Da Kongen havde været i deres Midte fra den tidlige Morgenstund, til Retraiten begyndte, kunde man ikke forstaa, at han ikke havde maattet dele Fløjens Skæbne. Det er forstaaeligt, at Sandberg under disse Omstændigheder selv har tabt Modet og ikke vist den Energi, som en mere udpræget Personlighed vilde have udfoldet, men det skal i alt Fald slaas fast, at han hverken har vist Mangel paa Mod eller ladet det skorte paa redelig Vilje til at gøre, hvad han formaaede, og det var en blodig Uretfærdighed, naar han, for sit Forhold i Slaget, blev fradømt sin Charge, og i Historien er bleven mærket som Ophavsmanden til venstre Fløjs Nederlag.