Et Bidrag til Belysning af den danske venstre Fløjs Kamp i Slaget ved Lund.

Ved Oberstløjtnant J. C. W. Hirsch.

Den 4. December 1676 tilføjedes der uden for Lund de danske Vaaben det første følelige Knæk i den skaanske Fejde, et Knæk, hvis Efterveer kunde spores under hele Krigen. Vel var et dansk Korps allerede i August s. A. bleven oprevet ved Halmstad, men Kong Christian stod dog endnu i December som Indehaver af næsten hele Skaane og Bleking, medens den svenske Konges Stilling Dag for Dag blev mere mislig, da Utilfredsheden ulmede blandt hans Stormænd. Slaget ved Lund danner saa at sige Vendepunktet i Krigen og har derfor faaet en saadan Betydning i Nordens Historie, at svenske og danske Skribenter atter og atter vende tilbage til Drøftelsen af de mange uklare Punkter i dette tredobbelte Slag. Der foreligger da ogsaa allerede en hel Litteratur om denne for Danmark saa skæbnesvangre Dag, i hvilken den danske venstre Fløjs Nederlag og Flugt er bleven tilstrækkelig konstateret. Naar der nu desuagtet — trods det lidet tillokkende Emne — atter fra dansk Side fremkommer et Bidrag til Belysning af denne Kamp, er Grunden den, at der er gjort Forsøg paa at overføre Ansvaret for de ved Slagets Begyndelse begaaede Fejl fra Overgeneralen, Carl Arenstorff, til den næstkommanderende ved venstre Flø j, Generalmajor Anders Sandberg, og at der i flere af de i de sidste Decennier fremkomne Brochurer og Afhandlinger er rejst Paastande og draget Slutninger, som sikkert ved en nærmere Prøvelse ville vise sig uholdbare. Det vil derfor vistnok være tidssvarende at forelægge Offentligheden de vigtige Aktstykker, der findes i det danske Rigsarkiv, for at Læseren derved kan sættes i Stand til at danne sig en selvstændig Mening om Forholdene ved venstre Fløj før og under Slaget den 4. Decbr. I første Række frem træde da Vidneforhørene i den Sandbergske Proces, hvis Oplysninger vel ofte tidligere ere bievne benyttede, men som, citerede i afrevne Sætninger, løsnede fra deres Forbindelse og berøvede den Baggrund, der giver dem Betydning, ere bievne brugte til at bevise snart ét, snart noget helt modsat.

Destoværre haves der i de danske Arkiver kun meget faa Aktstykker til Belysning af Centrums — saa godt som ingen til Belysning af højre Fløjs Kamp, medens der utvivlsomt i offentlige og private Arkiver i Sverrig endnu inaa findes utrykte Breve og Relationer, der maatte kunne løse flere af de Gaader, der henstaa uløste om Forholdene under dette indviklede Slag. Det vilde derfor være en fortjenstfuld Gerning, om man paa svensk Side samlede og sigtede disse Aktstykker og gjorde dem tilgængelige for Granskeren.

I. Anders Sandberg.

Anders Sandberg — hvis Navn Historien til evige Tider har knyttet til Ulykkesdagen ved Lund — var den sidste mandlige Ætling af en gammel jysk Herremandsslægt. Han var Søn af Rigens Raad og Ridder Ulrik Sandberg til Kvelstrup og dennes 2. Hustru Anne Gyldenstjerne og er vistnok født i 1620') paa Lundenæs, hvor Faderen dengang var Lensmand. Fra 1635— 37 besøgte Anders Herlufsholm. Under Opholdet her mistede han sin Fader ( f 29. Sept. 1636), og Kongen beskikkede da først Gunde Lange og Aaret efter Anders’ Halvbroder Oberst Henrik Sandberg til Værge for Drengen, der altsaa endnu ikke havde naaet Myndighedsalderen — 18 Aar 1). Sin militære Løbebane begyndte han — efter eget Udsigende — som Pikener og har maaske allerede under Torstensonsfejden (1644— 45) kæmpet for Fædrelandet. Fra 1646— 51 var han i Udlandet og har da rimeligvis uddannet sig under Trediveaars Krigens store Hærførere, medens hans fædrene Gaard Kvelstrup, der havde været i Slægtens Besiddelse siden 1472, var bortforpagtet til Broderen Henrik.

I 1653 træffe vi endelig Anders i Hjemmet, da han den 5. Majd .A . blev udnævnt til Ritmester i det nyoprettede Regiment jyske Sogneryttere, og Aaret efter førte han sin Brud, Ingeborg Krabbe — en Datter af Iver til Kongstedlund og Dorthe Juul — hjem til Kvelstrup2). Efter Mønstringen 1655 blev hans Rytterkompagni, der hidtil havde haft Standkvarter i Vejle, forlagt til Horsens, og Anders forblev nu her, indtil største Delen af Hæren i 1657 koncentreredes i Holsten i Anledning af den paatænkte Krig mod Sverrig. Den 19. April 1657 modtog han Udnævnelse til Oberstvagtmester (Major) og blev gjort til Chef for en Ryttereskadron paa 3 Kompagnier, der i GKickstadt indlemmedes i den bekendte Jens v. Haderslebens (Lovenclaus) Rytterregiment, hvilket paa dette Tidspunkt talte 1300 Heste, fordelte paa 4 Eskadroner å 3 Kompagnier.

Den 1. Juni udgik den danske Krigserklæring, men først den 10. s. M. begyndte Rigsmarsken Anders Bille Operationerne og rykkede med 4 Rytt. Rgmt. — hvoriblandt det Løvenclauske — og 3 Inf. Rgmt. ind i det Sverrig tilhørende Stift Bremen, der uden Vanskelighed erobredes. Men Begivenhederne udviklede sig nu med rivende Hurtighed. Den 30. Juni havde Carl Gustaf i Polen modtaget den danske Krigserklæring, den 18. Juli stod han alt ved Holstens Grænse. A f Frygt for at blive afskaaren gik Anders Bille atter over Elben, men efterlod 3 Rytt.- og 1 Fodrgmt. i Stiftet og beordrede Genmaj. F. Buchwaldt til at overtage Kommandoen her. Men denne, der mente sig forbigaaet, forlod sin Post, og da Svenskekongens dygtigste General, Carl Gustaf Wrangel. kort efter trængte ind i Stiftet, herskede der her en grænseløs Forvirring. Skandse efter Skandse overgav sig saa godt som uden Sværdslag, og Rytteriet, der maatte agere uden de andre Vaabenarter og uden Støttepunkter, hvorpaa det kunde repliere sig, blev dels nedsablet, dels sprængt. Man anslaar Tabet her til 1G Rytterkompagnier, deriblandt den Sandborgsko Eskadron. Det eneste Punkt, der forblev i de Danskes Besiddelse, var Bremervörde, der holdtes af Oberst Lübbes til efter Roskildefreden.

Sandberg reddede sig efter Nederlaget over til Glückstadt. Den 10. August kvitterede han her for et temmelig betydeligt Kvantum Proviant og Fourage, som han dog vistnok har modtaget til hele den forsprængte Styrke, thi samtidig angives der, at hans Kompagni var „ganske ruineret“ , og paa en Styrkeliste fra dette Tidspunkt opføres det med „Nul Ryttere“ ')• Biet, længe kan lian dog ikke være forbleven i Glückstadt, og han maa i alt Fald have forladt Fæstningen før Anders Bille brød op herfra; thi den 2G. August var han i Middelfart, hvor han hos daværende Generalkrigskom. Johan Christoffer Korbitz modtog en Sum til Erstatning for, at han havde mistet „alt sit“ i Stift Brernen. Medens han i September opholdt sig paa Fyn , erfarede han, at nogle af hans forsprængte Folk havde reddet sig over til Samsø. Han udvirkede da kongelig Ordre til, at Samsingerne skulde være ham behjælpelige med at afhente og overføre til Øen de Ryttere, der havde søgt Tilflugt paa Mols og Helgenæs. Det lykkedes ham virkelig ogsaa at faa samlet en Del af sit Mandskab, og med dette satte han i Novbr. atter over til Sjælland for at marchere til Møen, hvor han skulde overtage Kommandoen som højstbefalende1). Begivenhederne paa Halvøen, hvor Carl Gustav koncentrerede sin Styrke langs Lillebelt, har dog maaske bragt Regeringen i Tanker om ikke at splitte de faa Kræfter, der i Øjeblikket fandtes paa Sjælland, og Sandberg har næppe overtaget Kommandoen paa Møen, men maa være bleven holdt tilbage paa Sjælland; thi den 3. Febr. 1658 — samme Dag den svenske Genera [kvartermester, Erik Dahlberg rekognoscerede Isen mellem Fyn og Langeland — modtog Sandberg Ordre til at marchere til Kjøbenhavn „med saa mange Ryttere af Regimentet, som der her i Landet er, og hvis dennem er forordnet til Underhold af Kronborg og Frederiksborg Lehn, have de med sig hid at tage“ -).

Sjælland faldt uden Sværdslag, og den 26. Febr. sluttede de danske Udsendinge i Roskilde den forsmædeligste Fred, nogen dansk Regering har undertegnet. Efter Fredsslutningen fik Sandberg anvist Kvarter i Ebeltoft og modtog sin Bestalling som Oberstvagtmester ved de jyske Sogneryttere, da der under Krigsforberedelserne det foregaaende Aar ikke havde været Lejlighed til at udstede nogen officiel Bestalling for ham 3). Om nogen Reorganisation af Kompagnierne kunde der dog foreløbig ikke være Tale, da Svenskerne endnu ikke havde rømmet H alvøen , og Tiden slæbte sig saaledes hen, indtil Carl Gustav gjorde en brat Ende paa Freden ved den 7. Aug. atter at lande paa Sjælland. De danske Officerer og Underofficerer paa Halvøen og Fyn, der befandt sig inden for de svenske Troppers Omraade, bleve ved „Rupturen“ arresterede og behandlede som Krigsfanger, og denne Skæbne ramte ogsaa Anders Sandberg. Hvor han er bleven interneret, kan ikke ses. Han sad endnu fangen den 20. Febr. 1659, da Broderen. Major Tyge Sandberg, fik Ordre til at samle og føre „de Sogneryttere af tidligere Oberst Jens’ Rgm t.“ , indtil Anders kom paa fri Fod. Den 7. Oktbr. s. A. maa han dog vist have været udvekslet; thi paa denne Dag fik han Bestalling som Oberstløjtnant til Hest, og overtog kort efter Broderens Eskadron i Hans Frijs’ Rgmt., da Tyge var falden i Slaget ved Nyborg den 14. Novbr. 1659. Efter Tilbageerobringen af Fyn døde Krigen hen. Begge Nationer vare trætte og udtøinte, og da den væsentligste Hindring for Freden i Norden var forsvunden ved den erobrelystne Svenskekonges pludselige Død, sluttedes Freden endelig i Kjøbenhavn den 27. Maj 1660. Under den forholdsvis lange Fredsperiode, der nu paafulgte, hører man kun lidt til Anders Sandberg. Han underskrev i 1661 Suverænitetsakten sammen med den øvrige Adel og udnævntes 1. Aug. 1670, da det nationale Rytteri blev oprettet, til Oberst og Chef for nordjyske natl. Rytt. Rgmt.

I Sommeren 1675 herskede der en travl Virksomhed i Danmark. Haabet om at genvinde de tabte Provinser hinsides Sundet havde bevæget Christian V. til at slutte et Angrebsforbund med Kejseren og Kurbrandenburg imod Sverrig, hvis Stilling i Nordtyskland var stærkt truet. Den danske Hær blev derfor bragt op til en betydelig Styrke. Nye Regimenter hvervedes, og en Del af de bestaaende nationale dubleredes. Sandbergs nordjyske Regiment blev saaledes formeret i 1 Regimenter — 3. og 4. jyske Rytterregiment — henholdsvis under Sandberg og General Carl Arenstorff, og Sandberg udnævntes den 11. Juni 1G7G til Generalmajor til H e st1). Efter den med Kurfyrsten aftalte Felttogsplan, skulde den danske Hær kooperere med Brandenburgerne mod de svenske Provinser i Nordtyskland, og i de første Dage af September brød Hæren under Kong Christians egen Kommando ind i Meklenburg og rykkede, dækket af et stærkt R y tte ri, frem mod Passet ved Damgarten. Under denne Fremrykning førte Sandberg en Del af Avantgarden, men da Svenskerne trak sig ind i deres faste Pladser, kom Rytteriet ikke til at spille nogen betydelig Rolle under dette Aars Felttog. Medens Brandenburgerne gav sig i Lag med de pommerske Fæstninger, lagde den danske Hær sig for W ism ar, og Sandberg fik — sammen med Henrik Sehested — Post i Terrainafsnittet mellem Meklenburger- og Lubeckerporten og stod her, indtil Fæstningen den 13. Decbr. toges med Storm. Uagtet Sandbergs Regiment saaledes kun var bleven benyttet ved Afspærringen, havde det lidt meget i den sludfulde Vinter, da smitsomme Sygdomme medtog Gerneringstropperne i den Grad, at Christian V. nær havde opgivet Belejringen.

Kom Rytteriet ikke til at spille nogen Rolle under Felttoget 1675, skulde det blive anderledes, da Krigsskuepladsen i 1G7G blev forlagt til Skaane. Efterat den danske Hær den 211. Juni 1G7G var landet ved Raa, rykkede Christian V. for Helsingborg, der kapitulerede efter 3 Dages Belejring, hvorpaa den danske Feltherre, den dygtige Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Ploen, beredte sig til at indeslutte Landskrone. For at erholde Føling med Fjenden, der havde trukket sig sammen i Egnen om Christianstad, sendtes Sandberg den IS. Juli frem mod Østergjongeherred med henved GOO Officerer og Menige, afgivne af forskellige Rytterregimenter samt Ramsteds Dragoner'), og stod her observerende indtil den 23., da han erholdt Ordre til at tiltræde Tilbagetoget, efterladende en Arriéregarde paa 100 Ryttere og 50 Dragoner2). Men da Carl XI. trak sig op i det egentlige Sverrig, sendtes Sandberg atter den 25. Juli frem med 800 Heste for at holde Passene over Helgeaa besatte, indtil Landskrones Kastel var faldet. Slottet kapitulerede dog allerede den 3. August, da den svenske Kommandant ikke turde afvente en Storm. Medens den ringe svenske Styrke, der havde staaet i Skaane og Bleking, trak sig op i Smaaland, kun efterladende svage Besætninger i Malmø, Christianstad og Bodekul Skandse, rykkede Johan Adolf, der nu mente tilstrækkeligt at have sikret sin Basis, for Christianstad, idet han nøjedes med at indeslutte Malmø med et Rytterkorps, støttet a f 400 opbudte skaanske Bønder. Den 14. August naaede Hertugen op foran Fæstningen, og den næste Morgen toges denne med Storm efter en haardnakket Modstand paa Voldene og i Gaderne. Sandberg blev nu skudt frem til den smaalandske Grænse for at beskytte en Rejsning af Bønderne i Bleking og Gjongeherred. Befolkningen i de skaanske Provinser — navnlig Bønderne langs den gamle danske Landegrænse, hvor Aarhundreders Nabokævl med Smaalændingerne havde øget Nationalhadet — modtoge de danske Tropper som Befriere og , sluttede sig til Hæren som Guerillabander under Betegnelsen „Friskytter“ , medens der af Fjenden — og til Dels ogsaa af de regulære danske Tropper — tillagdes dem Øgenavnet „Snaphaner“ , et Navn, der snart skulde blive frygtet i hele Skaane).

Den 19. August var der imidlertid indtruffet en Hjobspost fra den vestlige Krigsskueplads. Her var nemlig den 17. et Korp s2) under Generalmajor Duncan bleven overrumplet og fuldstændig oprevet ved Fyllebro tæt ved Halmstad af hele den svenske Hær under Kong Carls egen Kommando. Hertugen af Ploen saa sig derfor nødsaget til at ile til Halland, da Erobringen af Halmstad var af Vigtighed for at opnaa Forbindelse med den norske Hær, der under Statholder Ulrik Frederik Gyldenløve stod i Linien Vennersborg-Båhus. Den 27. August lejrede den danske Hær sig uden for Halmstad, men Carl XI. oppebiede ikke dens Ankomst. Han trak sig atter tilbage til Smaaland efter at have kastet 2 Batailloner ind i Fæstningen. Sandberg har dog næppe deltaget i Toget til Halland , men er vistnok forbleven i Bleking for at dække Besættelsen2) af Christianopel og Indtagelsen af Bodekul Skanse samt for at holde Ebbe Ulfeldt og Pontus de la Gardie i Skak, medens Johan A d olf i September stod for Halmstad. Den 15. s. M. blev dog Belejringen af denne Fæstning opgiven, og den danske Hær forlagdes den 1. Oktb. i Vinterkvarterer i Nordskaane. Da man imidlertid ved Hjælp af Friskytterne1) havde bragt i Erfaring, at Fjenden trak Forstærkning til sig fra det egentlige S verrig, sendtes Sandberg den 18. Oktb. ind i Smaaland med 700 Heste for at skaffe nærmere Oplysning'2). Han kom imidlertid for sent. Den svenske Hær var da allerede brudt op og passerede den 23. Oktb. den gamle Landegrænse ved Markaryd.

Det lykkedes dog ikke Kong Carl at overrumple de Danske i deres Kantonnementer. Da Svenskerne trængte ind over Grænsen, stod den danske Hær rede til at spærre dem Vejen til Malmø, det eneste faste Punkt de endnu havde tilbage i Skaane. Den svenske Konge søgte da at omgaa de Danskes højre Flø j. men General Carl Arenstorff, der i Hertugen af Ploens Fraværelse midlertidigt førte Kommandoen over den danske Hær, tilintetgjorde Virkningerne af Svenskernes omgaaende Bevægelse ved at gaa tilbage bag Saxaaen, stadig spærrende Vejen ti! Malmø. Efter at Carl XI. den 30. Oktb. havde gjort et forgæves Forsøg paa at tage Helsingborg ved et coup de main *), manøvrerede Hærene i en 8 Dages T id mod hinanden indtil de den 11. Novbr. sloge sig ned paa Plateauet N. 0 . for Lund , kun skilte fra hinanden ved den Sænkning, hvori den 100— 150 AI. brede Loddeeller Kæflingeaa løber. Medens den svenske Hær byggede sig en Le jr af Jord og Halmhytter ved Lille Harje N. for Sænkningen, opførte de Danske en Barakkelejr ved Skælshøj, 3U M il N. 0. for Lund , og Modstanderne forbleve nu i denne Stilling indtil den 3. December, uden at der forefaldt noget betydeligere Sammenstød, idet man paa begge Sider forstærkede sig ved at drage de detacherede Afdelinger til Hovedhæren. Den Rytterstyrke, der under Generalmajor Meerheim og Oberst Gottfred Rauch havde boldt Malmø indesluttet, forenede sig saaledes med Armeen, og Anders Sandberg er vist ogsaa først nu stødt til Hertugen i Lejren ved Skælshøj. Men den danske Hær skulde her lide et smerteligt Tab, idet dens dygtige Anfører, Johan A d olf af Ploen , den 20. Novbr. definitivt traadte tilbage og nedlagde Kommandoen, da han ikke var i Samstemning med Kongens nærmeste Omgivelser, og vel hovedsagelig, fordi han ikke kunde arbejde sammen med Krigssekretær Herman Meier, der havde Kongens Øre. For at forstaa dette — og meget af det efterfølgende — bliver det imidlertid nødvendigt at forklare, hvilken Stilling Krigssekretæren indtog i Hærstyrelsen i denne Periode af Christian V ’. Regering. Men for at Læseren kan faa en rigtig Opfattelse af Herman Meiers Betydning, maa flere Krigsbegivenheder — der egentlig ligge uden for denne Afhandlings Ramme — kortelig berøres. 

Efter Enevoldsmagtens Indførelse var Ledelsen a f alle Hærens Anliggender bleven henlagt under det den 12. Jan. 1661 oprettede Krigskollegium, i hvilket Præses, Feltherren Hans Schack, og Krigssekretær H erm an Meier, — der af Præses benyttedes til at føre Kollegiets Skrivelser i Pennen, — snart fik en alt overvejende Indflydelse, medens de øvrige Medlemmer kun under ekstraordinære Omstændigheder ses at have faaet Le jlighed til at gøre deres Meninger gældende. Meier var Meklenburger af Fødsel, havde studeret ved de nordtyske Universiteter og kom til Danmark under Kjøbenhavns Belejring, hvor han vist straks har sluttet sig til Hans Schack, hvem lian utvivlsomt har staaet bi i dennes Kamp mod Rivalen, den dygtige Generalfeltmarskal Ernst Albrecht v. Eberstein. Krigssekretæren var en flittig Mand, der besad en overordentlig Arbejdsdygtighed. I den Tid, han fungerede som Krigssekretær, konciperede han selv saa godt som alle de Skrivelser, der udgik fra Krigskollegiet og fra 1670 tillige alle de kongelige Haandbreve, der underskreves af Kongen, og som „irnmediate angik Militien“ . Igennem 18 samfulde Aar ere hans gnidrede men afgørende og betydningsfulde Koncepter den vigtigste Kilde til Hærens og Officerskorpsets Historie. Medens han oprindelig kun var Kollegiets Sekretær, traadte han Aar for Aar mere og mere i Forgrunden og tilrev sig lidt efter lidt en Krigsministers hele Magt, især efter at han fra 1670 arbejdede sammen med Kongen personlig. Da den skaanske Krig udbrød, var Feltherren døende, og Feltmarskalløjtnant Weyher, der under Kongen førte Kommandoen, var en gammel Mand, der — ukendt som han var med Administrationen — lod Meier skalte og valte efter Fo rgodtbefindende med Personel og Materiel. En grænseløs Forvirring blev da ogsaa Følgen af, at en Mand , der ikke havde Fors land paa Hærens Tarv, og som aldrig selv havde været Soldat, eneraadende styrede dens A n ­ liggender. Regimenter, Batailloner og Kompagnier reves over for kort efter atter „at understikkes“ ved andre Afdelinger. Herman Meier opererede med Tal og havde næppe nogen Anelse om , at han ved sin planløse Sønderlemmelse og Understikken ødelagde Regimenternes Brugbarhed. Men da Hertugen a f P I øen efter Wismars Indtagelse fik Præsidiet i Krigskollegiet, maattc det utvivlsomt komme til Rivninger, eftersom en Mand med Hertugens Energi næppe har fundet sig i at nøjes med den Plads, Krigssekretæren levnede ham. Dog Meier sad for fast i Kongens Gunst og støttedes af en Hofkamarilla, hvoriblandt Ærgerrigheder som Brødrene Arenstorff, der kun kunde vinde ved Hertugens Fratræden. Fo r at fremskynde hans Aftakken, udspredte man, at han var vundet af Hertugen af Gottorp, en Beskyldning, der skulde synes at ligge uendelig fjernt, da Johan Adolf hidtil havde vist (og i Fremtiden vedblev at vise) det mest glødende Had til det gottorpske Hus. Det er derfor forstaaeligt, at Overfeltmarskallen — thi denne Titel førte han — efter i henved 11 Maaneder forgæves at have søgt Samarbejde med Herman Meier, nu, da han mærkede at hans Stilling hos Kongen var undergravet1), er blevcn træt af Kampen, og som en sleben Hofmand har foretrukket at vige Pladsen i Stilhed, da han ikke kunde paatage sig Ansvaret for Krigsførelsen, naar han paa alle Omraader modarbejdedes af en uansvarlig Krigsminister , der skjulte sig bag den enevældige Konges Person. Hertugen skiltes fra Kongen, uden at det kom til noget Brud og — saa vidt man nu kan se — uden at Kongen har været, indblandet i hans og Meiers Kævlerier. Hans Eftermand Carl Arenstorff førte kun Kommandoen i 20 Dage. Han blev haardt saaret i Slaget ved Lund og døde 6 Dage derefter. I omtrent et halvt A ar havde Krigssekretæren nu frit Bord. Hæren havde ingen bestemt Overfeltherre, og Meier herskede uden Indblanding over Generalerne. Men i Slutningen a f Maj 1G77 overtog den fra Brandenburg indkaldte Feltmarskalløjtnant Joachim Rüdiger v. d e r G o l t z Kommandoen over den danske Hær. Goltz var en myndig Mand, en anerkendt dygtig Soldat og fra den brandenburgske Hær vant iil en Orden og Kommando, der var vidt forskellig fra det Meierske Kaos. Det kom derfor ogsaa snart til stormende Optrin imellem Arméens tvende Overhoveder, indtil de endelig den 14. Aug. (s. A.) havde et skarpt Sammenstød i Landskrone, hvor Goltz ligefrem sigtede Meier for at ville escamotere ham bort, og ytrede at Krigssekretæren „depossedierte ihm seiner Charge“ , hvilket han kunde bevise ved Generaladjutanterne. Infanterisagerne sendte man til Generalmajor Uffeln. Kavalerisagerne til Baudissin, og han, Feltherren, holdtes i Uvidenhed om, hvad der foregik ved Arméen. Eksempelvis anførte han, at han saaledes ikke havde faaet Melding om , at Major Erhorn — der var tiltalt for sit Forhold i Slaget ved Nørremønge — var bleven dømt fra sin Charge og kasseret. Da Erhorn kort efter sin Kassation havde henvendt sig til ham og bedt om Orlov fra Landskrone til Kjøbenhavn, havde Goltz — der troede at Majoren endnu stod i Tjenesten — nægtet ham at rejse og formanet ham til hellere at tilse sin Bataillon, hvilket Paalæg fra den højstkommanderendes Mund af Erhorn blev betragtet som en Tilkendegivelse af, at hans Kassation var animieret, og Majoren vægrede sig derfor ved at takke af. Først da Officererne af Dronningens Livregiment havde klaget til Goltz over Erhorns Overhørighed, havde Feltmarskalløjtnanten erfaret, at en Bataillonskommandør i den Armee, han kommanderede, var bleven kasseret, uden at man havde gjort sig den Ulejlighed at underrette ham derom. Han — Feltmarskalløjtnanten — havde intet at sige. Meier svarede hertil, at Goltz ikke skulde forivre sig: „meines Wissens wäre nicht das geringste geschehen der gleichen, alsz seine Gedancken fielen. Ich müsze solche ihm frei laszen, und bleibe in dem. darin ich Unrecht gethan habe, responsabel an Ihr. Maj. als meinem Herren und Könige, und wäre von niemand sonst schuldig mich wasz aufbürden zu laszen, dasz ich nicht gethan hätte'). Goltz klagede til Kongen og fremstillede det passerede, idet han paastod, at Meier lige fra det første havde modarbejdet ham og pønset paa at drive ham ud af dansk Tjeneste. Den 18. Aug. indgav Krigssekretæren sit Forsvar, men Goltz vilde ikke anerkende Sandheden af hans Fremstilling. Feltmarskalløjtnanten førte vel endnu Kommandoen over Ekspeditionen til Rügen i September 1677, men han havde faaet nok af danske Forhold, og efter i halvfemte Maaned at have holdt det ud med Herman Meier, nedlagde han Kommandoen og trak sig tilbage til Brandenburg. Efter at Krigssekretæren saaledes paa mindre end ét Aar havde skilt Danmark af med 2 dygtige Hærførere, følte ingen af Udlandets berømte Generaler Lyst til at forsøge sig i dansk Tjeneste. Man maatte altsaa holde sig til de indenlandske. Men de to ældste og mest energiske af disse, General Gustav A dolf Baudissin og Generalløjtnant Henrik Rysensteen var det lykkedes Herman Meier at fjerne i Løbet af Efteraaret 1677. Han havde bevirket, at der nægtedes Baudissin en Forfremmelse, som denne ifølge sin Alder maatte anse sig berettiget til, og havde chikaneret Rysensteen saaledes, at denne — forpint — glemte sig selv og tilskrev Kongen et uhøfligt Brev. Tilbage blev da Frederik Arenstorff, en Mand, der havde skrantet siden Slaget ved Lund , men som Krigssekretæren kunde gøre sig Haab om at beherske. Denne blev da den 25. Febr. 1678 udnævnt til Overgeneral af Navn, medens Herman Meier i Virkeligheden var Hærens Herre, idet han i Krigsraadet hypnotiserede Overgeneralen til at stemme efter Krigssekretærens Ønsker og viljeløs slæbte ham med paa et Tog for at undsætte Christianstad.

Og da saa dette mislykkedes, og Fæstningen kapitulerede til Carl XI , medens den danske Hær stod ørkesløs i knap 2 Kanonskuds Afstand derfra, lod han Overgeneralen falde. Arenstorff blev stemplet som Forræder, og Herman Meier indgav en Memorial paa 15 Punkter, der kom til at danne Grundlaget for de 76 Spørgsmaal der under Processen rettedes mod hans fordums Ven og Medforbundne. Thi Herman Meier var foruden Krigssekretær tillige Generalauditør. Han var allestedsnærværende: Dommer for Offentligheden, Aktor i det skjulte i alle de Processer af Betydning, der bleve anlagte i denne Periode. Arenstorff dømtes fra Ære, Liv og Gods, men blev senere benaadel, da Meiers Rolle som Krigssekretær forlængst var udspillet. Efter at Arenstorff den 8. Aug. 1678 havde forladt Arméen, overtog Chefen for det miinsterske Hjælpekorps, Gustav Wilhelm Wedel, Kommandoen over den danske Hær og traadte kort efter over i dansk Tjeneste. Maaske har Meier indset, al han og Wedel ikke kunde arbejde sammen og er frivilligt traadt tilbage, maaske er Initiativet til hans Fjernelse udgaaet fra Kongen. Ved Slutningen af August 1678 havde Kommissæren i Landskrone, Jens Harboe, overtaget Posten som Krigssekretær1). Den sidste Gang Herman Meier optræder som Hærfører, er i et Brev til Kongen, dateret Møllerød den 25. Aug., underskrevet af Meier, men hvori Wedel dog har tilføjet en Efterskrift. Da det maaske — bedre end noget andet — betegner hvilken Magtstilling Krigssekretæren har indtaget, og hvor godt han har levet sig ind i Forholdene, hidsættes her en Passus af dette Brev: „Soilte er (Fjenden) beym Siideraasz umbgehen, so kan er nicht allein in voller Bataillc an uns kommen, sondern nnsz von unserem Fourage coupiren I c h bin gesinnt auf den Galgenber[g], umb die Hoben ihm nicht zu laszen, eine Redoute legen zu laszen, und drinnen einen Officiren hinein zu commandieren, der sich aufs åuszerste darin wehren sollt“ . — Meier faldt imidlertid ikke i Unaade. Han udnævntes til Etatsraad og benyttedes som Embedsmand i meget betroede Stillinger1). Men det aarelange Samarbejde med en saa fuldblods Bureaukrat og Jurist som Krigssekretæren, rnaatte absolut øve sin Indflydelse paa den unge Konges K arakter. De evindelige Kommissioner, der under den skaanske Krig nedsattes for at udtale deres „pro-et-contra* om enhver nok saa klar Situation, skyldes derfor sikkert den meierske Paavirkning. Men Krigsførelsen lammedes herved, idet det belejlige Øjeblik gik tabt, medens man delibererede, om der maaske ikke kunde gøres et bedre Træk.

Efter saaledes at have gjort Læseren bekendt med den Mand, der paa dette Tidspunkt holdt alle Traadene i sin Haand, vende vi tilbage til Lejrene ved Lund. Ved Hertugen af Piøens Fratræden udnævntes, som ovenfor omtalt, General Carl Arenstorff til Overgeneral. Denne var vel en modig Soldat, der i Hertugens Fraværelse havde ledet Hærens Operationer med Dygtighed, men han manglede den Karakterfasthed og aandelige Overlegenhed, som en saa ansvarsfuld Post krævede. Tilm ed bleve hans Hænder bundne, ved at Christian V. selv var til Stede ved Arméen og havde opslaaet sit Hovedkvarter paa Herregaarden S venstorp foran Lejrens højre Fløj. Medens den danske Hær havde Kommunikation med Sjælland, hvorfra den saa temmelig rigelig fik Tilførsel, havde den svenske Hær en fattig Egn bag sig og stod midt i en fjendtligsindet Befolkning, der paa alle tænkelige Maader hindrede den Tilførsel af Proviant og Brændsel. Hungersnød og ondartede Sygdomme bleve en naturlig Følge heraf, og Tilstanden i Lejren ved Lille llar.je blev snart uudholdelig. „Sveltekriget*, som Svenskerne betegnende kalde dette G Ugers Vinterfelttog, havde reduceret den Hær, hvormed Carl XI. den id . Oktbr. brød ind i Skaane til omtrent det halve. Han besluttede da at lade det komme til en Afgørelse. Natten til den 4. Decbr. brød ban derfor op fra Lejren og gik over Løddeaa, hvis Isdække var saa stærkt, at saavel Rytteri som Artilleri med Lethed kunde passere over. Paa den danske højre Fløj havde man ved 11 Tiden om Natten den 3. hørt Røre i den svenske Lejr, og Generalmajor Meerheim var derfor gaaet frem over Isen med 100 Ryttere for at indhente Efterretninger, men denne Rekognoscering var straks paa den anden Side Aaen bleven afvist af General Ascheberg, ved hvilken Lejlighed der faldt 2 Kanonskud fra et svensk Retranchement ved Ørtofte. Gennem en Sænkning V. for lloby — ta;t ind under den danske venstre Fløjs Forvagter — foretog den svenske Hær nu uforstyrret en Flankemarche, der burde være bleven skæbnesvanger for den. Men 1 hid el fulgte de svenske Vaaben. I den mørke Vintermorgen opdagede de danske Forvagter først Fjendens Overgang, da han i fuld Slagorden var naaet. frem i Højde med Stangby Kirke, og inden Meldingerne herom naaede det fjerne Hovedkvarter ved Svenstorp, og den kommanderende kunde træffe sine Bestemmelser, havde Carl XI. omgaaet den danske venstre Fløj og ilede mod Lund for at bemægtige sig det dominerende Bakkeparti umiddelbart uden for Staden.

Da General Arenstorff var bleven klar paa, at Fjenden havde tourneret hans venstre Flø j og vilde naa det omtalte Højdedrag før han, efter en Frontforandring paa mer end en ret Vinkel i Batailleorden kunde rykke ham i Møde, beordrede han Generalmajor Sandberg til, med hele venstre Fløj — 1 Dragon- og 7 Rytterregimenter — at afmarchere til venstre og binde Fjenden, indtil Infanteriet i Centrum og højre Fløj havde foretaget Opmarchen til den nye Front og kunde naa op. Venstre Fløjs Forposter dannede Fortravet og cotoyerede paa Højderne fra Hoby over Stangby til Lund Fjendens Fremrykning, medens Fløjens 22 Eskadroner fulgte Bevægelsen saa godt det lod sig gøre i det af Grøfter og Diger gennemskaarne Terrain. Begge Modstandere forcerede Marchen jo nærmere de kom Lund , saa at den danske Fløjs bageste Eskadroner maatte slutte op i Galop. Uagtet Svenskernes Avantgarde maatte beskrive den ydre Kurve i dette Kapløb, havde den dog saa meget Fo rspring, at den samtidig med det danske Fortrav naaede til Vejrmøllebakken c. 1000 Alen N. for Lund. Omtrent et Kvarter maalte de 2 Modstandere hinanden og lode Hestene puste ud, hvorpaa Svenskerne gik frem til Angreb, og Kampen bølgede nu frem og tilbage i mere end 2 Tim er i Terrainet umiddelbart N. for Staden, idet de efterfølgende Eskadroner af den svenske højre og den danske venstre Fløj efterhaanden grebe ind. Begge Majestæter vare til Stede, og der kæmpedes med glimrende Tapperhed paa begge Sider, men snart dannede den hele Ryttermasse kun en uordentlig Hob, og alle Kommandoforhold løsnedes, da en stor Del højere og lavere Officerer af begge Hære vare faldne eller saarede. Den danske Overgeneral, der personlig førte en af Eskadronerne frem til Angreb, blev straks i Begyndelsen af Kampen dødeligt saaret og maatte bringes ud af Kampen.

Ved 11 Tiden var de danskes Modstand brudt, og Mandskabet nægtede Lydighed. En fuldstændig Panik greb den hele Fløj. Alt opløste sig i den vildeste Flugt, og Rytterne søgte ad forskellige Veje at unddrage sig Forfølgernes Sværd. Da de danske vare bedre beredne end de svenske, lykkedes det ogsaa en stor' Del af dem at redde sig over Løddeaa, men de havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at det var umuligt for Generalmajor Sandberg atter at faa Hold paa dem, og de fortsatte Flugten til Landskrone, uagtet Carl XI. — der selv ledede Forfølgelsen — standsede denne S. for Aaen. Da Fløjen ved den forcerede Marche om Morgenen havde tabt Forbindelsen med Infanteriet i Centrum, der ikke havde kunnet vinde med, og da den, paa Grund af et mellemliggende Højdedrag, var uvidende om Centrums Skæbne, søgte kun en forsvindende lille Del af venstre Flø j at samle sig hen til det dengang endnu intakte Centrum.

Første Afdeling af Slaget ved Lund var endt med et fuldstændigt Nederlag for de danske Vaaben, og det skulde ikke vare længe, før en lignende Skæbne ramte de venstre Fløjbatailloner af Centrums Infanteri. Om ­ trent samtidig med at venstre Fløj sprængt forlod Valpladsen, var det danske Infanteri — efter at have foretaget den omtalte Frontforandring — i Batailleorden naaet op til Bakkedraget 0. for Lund-Landskronevejen omtrent 2000 Alen N. for det Punkt, hvor Fortropperne 2 Tim er tidligere vare stødte sammen. Efter en kort Artillerikamp tørnede Modstanderne imod hinanden i Dalstrøget lige 0. for Landskronevejen, idet den danske Slagorden rykkede de angribende Svenskere i Møde. Sammenstødet blev voldsomt og blodigt, men det lykkedes de danske at drive Fjenden tilbage og erobre hans Artilleri. Det svenske Fodfolk greb imidlertid atter Offensiven, samtidigt med at saavel 1. som 2. Træfning af de i det danske Centrum staaende venstre Batailloner bleve angrebne i Ryg og Flanke af Eskadroner af Svenskernes sejrrige højre Fløj, der opgave Forfølgelsen for at ile deres betrængte Fodfolk til H jæ lp , samt af nye Eskadroner fra Svenskernes 2. Træfning. Angreben fra alle Sider, kastedes 1. Træ fning ind paa 2. og lammede derved dennes Modstandskraft, medens enkelte af de fjendtlige Eskadroner trængte gennem et Mellemrum i den danske Slaglinie, skar Centrum over i 2 ulige Dele og jog den venstre sammen i en uordentlig Hob. Scenerne fra venstre Fløjs Kamp gentoges nu her. Mandskabet nægtede at lystre, en Del kastede Vaabnene og søgte paa bedste Maade at unddrage sig Kampen. Det lykkedes dog Oberst Cicignon med Stumper af de forsprængte Afdelinger at slaa sig igennem til Aaen. Men ogsaa denne T rop fortsatte Flugten til Landskrone i den Tro, at alt var tabt. Dette var dog langtfra Tilfældet. T hi samtidig med at denne Kamp fandt Sted, sprængte Generalløjtnant Frederik Arenstorff med den danske højre Fløj Svenskernes venstre og drev ud paa Eftermiddagen, understøttet af de tiloversblevne Batailloner af Centrum, Resterne af den svenske Hær ind under Lund. Kl. 3 skød Frederik Arenstorff 3 Gange dansk Løsen (3 Kanonskud) fra St. Libcrs Høj for at kalde de flygtende tilbage og ved deres Hjælp at fuldende Sejren. Men der kom ingen. De vare for langt fjernede paa Vejen til Landskrone. Derimod kaldte det danske Løsen Carl XI., der indtil nu havde strejfet om langs Aaen — tilbage til Valpladsen. Han deboucherede over Valkårra i Ryggenpaa den danske Hær, som nu maatte gøre Front til 2 Sider, da General Schultz, der havde taget Kommandoen over Svenskerne efter Kongens Forsvinden, samtidig brød frem fra Lund a cheval paa Landskronevejen. Udmattet af en hel Dags Kamp, forladt af tten venstre Flø j og af en Del af Centrum, slog Resterne af den danske Hær sig igennem, idet Livregimentet til Fods under den tapre Oberst Siegfried Bibow paa Valkårra Kirkegaard dækkede Tilbagegangen.

Skønt Sejren saaledes flere Gange i Dagens Løb havde tilsmilet de danske Vaaben, forbleve dog Svenskerne Herrer paa Valpladsen. Carl XI. kunde nu uhindret iværksætte sin Forbindelse med Malmø, og inden Maanedens Udgang skulde ogsaa Helsingborg falde i de svenskes Hæ nder1). Intet Under da, at Kong Christian og den danske Nation følte en bitter Skuffelse over den sørgelige Afslutning paa Aarets Felttog, saa meget mere, som man maatte anerkende, at største Delen af de i Slaget engagerede Afdelinger havde gjort god Fyldest. Højre Fløj og Livregimentet til Fods havde kæmpet med udmærket Tapperhed, og selv de Regimenter og Batailloner af venstre Fløj og Centrum, der havde forladt Valpladsen, havde — før Panikken greb dem — gjort deres Plig t, hvad Fjendens store Tab noksom kunde udvise. At man — trods det overordentlig store Mandefald — ikke havde opnaaet bedre Resultater, maatte altsaa tilskrives Føringen. Til Held for Overgeneralen døde han faa Dage efter Slaget af sine Saar og undgik saaledes at blive krævet til Ansvar. Hans Broder, Generalløjtnant Frederik Arenstorff, der efter højre Fløjs Kamp sikkert i Øjeblikket havde den største Prestige i den danske Hær, bestræbte sig af al Magt for at rense den faldne Overgeneral for de Indvendinger, der muligvis kunde rettes mod de af ham ved Slagets Begyndelse ‘ trufne Dispositioner, og søgte at vælte al Skyld over paa næstkommanderende ved venstre Fløj, Generalmajor Sandberg. Da Nationen og Hæren krævede et Offer, blev Krigssekretær Meier Generalløjtnantens naturlige Allierede og gik ham troligt til Haande i denne Sag. Foruden Sandborg, bleve Oberst Cicignon og Major Bruneck udsete til Ofre. De bleve suspenderede, og Generalfiskalen blev beordret til at anlægge Sag imod dem. Men bag Generalfiskalen stod Generalauditøren, der upaatvivielig har ledet hele Aktionen mod de 3 Officerer, ligesom det ogsaaerham , der har konciperet de Udkast, hvorefter senere Spørgsmaalene i de respektive Vidneforhør bleve udarbejdede. A t Dommen under saadanne Omstændigheder maatte gaa de anklagede imod, er forstaaeligt: De bleve fradømte deres Charge, og den offentlige Mening slog sig til Taals, da de 3 Officerer vare ofrede for at tilfredsstille General Arenstorffs Manes. Men Efterverdenen var ikke saa nænsom over for Carl Arenstorffs Minde. Den paalagde ham hans store Del af Ansvaret. For paa ny at rense ham, udkom der i 1889 ved C. F. v. Arenstorff en Bog betitlet „Generalerne Friderich og Carl v. Arenstorff“ , hvori Forfatteren ved Aktstykker fra den Sandbergske Proces, søger at bevise, at Generalmajor Sandberg bærer hele Skylden l'or Udfaldet af det ulykkelige Slag. At denne Fremstilling dog maa anses for en Del hildet, skal vises i det efterfølgende, idet der gøres rede for hele Processens Forløb, og Vidneforklaringerne gengives in extenso.

II. Den Sandbergske Proces.

Som ovenfor omtalt blev Generalmajor Sandberg suspenderet, og hans Regiment blev inden Maanedens Udgang givet til Frederik Arenstorffs Oberstløjtnant, Lorenz Sturcke. Næstfølgende 10. Januar forelaa den af Generalfiskalen, Christian Petersen til Kongen indsendte Anklageakt, som Sandberg den 18. s. M. fik Ordre til skriftlig at besvare. Som ovenfor omtalt blev Generalmajor Sandberg suspenderet, og hans Regiment blev inden Maanedens Udgang givet til Frederik Arenstorffs Oberstløjtnant, L o ­ renz Sturcke. Næstfølgende 10. Januar forelaa den af Generalfiskalen, Christian Petersen til Kongen indsendte Anklageakt, som Sandberg den 18. s. M. fik Ordre til skriftlig at besvare.

I Anklageakten hedder det, at Sandberg „welcher bey dem Fliigel das oberstc Gommando gehabt“ (sic!): ved en mangelfuld Visitering og Patrouillering har givet Anledning, til at Fjenden ubemærket har kunnet passere over Aaen og marchere til Lund, idet han ikke har opdaget Fjendens Fremrykning, før denne næsten stod ham i Ryggen. Naar Sandberg havde foretaget Visiteringen og Patrouilleringen paa anordnet Maade, maatte ban let have kunnet opdage  jenden , før denne var kommen over Aaen med hele sin Styrke og kunnet forhindre Overgangen eller i det mindste have mødt ham i Batailleorden.

Han burde have sørget for at Fløjen var avanceret til Fægtning i god Orden, og, da 1. Træ fning var kastet, medens 2. (endnu) gjorde „sin Devoir“ , burde han have samlet 1. Træ fning og igen ført den frem. Generalmajoren er for hurtig og i „Disordre“ ilet til Kamp og har ikke iagttaget, hvad man kunde fordre af ham som Generalvagtmester. Den største Del af Fløjen har efter en Salve gjort omkring, „er geraadet i Konfusion“ , og har taget Flugten, uden at Generalmajoren har gjort noget for at samle den, uagtet der ingen Fare var. Han burde i det mindste have standset og samlet sig bag' Løddeaa, især da højre Fløj endnu var i fuld Kamp.

Han har ikke pareret Ils. Maj.’ mundtlige Ordre: „at samle Rytteriet og sætte sig“ . Lige saa lidt har han adlydt de Ordrer, „der ved forskellige Officerer og høje Betjentere“ ere overbragte ham om „at sætte sig og svinge“ , „auch an des Generallieutenant Friderich v. Arenstorff auf die Wahlstätte mit des Feindes eigenen Canonen gethane dänische Losung (da durch zu erkennen [ge|- geben wurde, dasz die unsrige des Wahlplatzes Meister waren, und die flüchtigen zum Umkehren rappellirt worden) sich nichts gekehret, sondern nach Landz-Cron zu geflohen“ .

Han har ikke vist sig personlig tapper „dann gesetzet — aber nicht [zujgestanden — die Reiiter hätten sich nicht schwengen oder ihm folgen wollen“ , saa burde han dog være bleven hos de fægtende og vist sig som Officer og tapper Kriger.

Da det nu er indlysende, at Generalmajoren ikke har haandhævet sin Charge, ikke brugt skarpe Midler, da det ikke hjalp med det Gode, og i det hele taget ikke vist Flid med at bringe Mandskabet til at staa, ja endog selv har været blandt de flygtende, saa indstilles til Ils. kongl. Maj., at han dømmes fra Ære, Liv og Gods efter Krigsartiklerne § 7, 7.7, 9G, 100, 101 og 137.

I sit Indlæg besvarer Sandberg disse Klagepunkter saaledes:

ad 1) Generalfiskalen angiver i Indledningen til sin Anklage, at Sandberg var Fører og Kommandør for venstre Flø j „so dasz aber weiter dan im Lager nicht zu extendiren [wäre], allermaszen bekant, dasz mir in Zügen und Avancirung an dem Feinde ein Oberhaupt fürgesetzet“ . Han anklages for ikke at have været tilstrækkelig omhyggelig ved Besættelsen og ved Anordningen af Vagterne samt ved Patrouilleringen og Visiteringen, men denne var befalet af det høje Generalitet. Hvad venstre Fløjs Kampberedskab angaar, da havde Generalitetet fundet for godt at befale, at af de 7 Regimenter, der vare underlagte Sandberg, skulde én Tredjedel have Hestene sadlede og optømmede, og én Tredjedel hver Nat være parat til at rykke ud. F ra Kl. 9 Aften stode 4 Eskadroner i 1. Linie, og „3 hielten die Bereitschaft hinter der Reserve, gegen Lunden zu“ . Pa trouilleringen og Visiteringen var indrettet saaledes, at der 4 Gange hver Nat fra de 4 Eskadroner, der stode foran Linien , frenisendtes en Officer og G Ryttere, der skulde foretage Visiteringen i følgende O rden: Den paagældende Officer skulde først gaa til Ritmesteren, som havde venstre Fløjvagt ved den lille H ø j , „und so vorn Obristen (so die Vorwacht comrnandirte und des Nachts bey Stangby stund) dependirte“ . Derpaa skulde Patrouillen gaa til Forvagten og til de af Obersten langs Aaen udstillede Poster „bisz an die Hauptwacht vorm Hauptquartier“ , endelig til højre Fløjs Fløjvagt og derfra tilbage til sit Udgangspunkt bag hele Linien. Paa samme Maade skulde der ved 1 Officer og G Ryttere 4 Gange hver Nat patrouilleres „ausz Mittel (?)“ af de 3 Eskadroner, som holdtes i Beredskab bag bageste Linie, idet vedkommende Officer begyndte ved Ritmesteren for venstre Fløjvagt, hvorpaa Patrouillen skulde gaa til Borreby (?) og derfra langs Aaen til Ritmesteren, der stod ved Møllen tæt ved Horstal]. Efter fuldført Patrouillegang skulde enhver Fører personlig aflægge Rapport til Sandberg. Generalmajoren havde selv tidligere, da det var hans Tur (vel i hans Egenskab som Oberst for et af Fløjens Regimenter), foretaget hele Visiteringen og den næste Morgen aflagt Rapport til General Arenstorff og dennes Broder. I denne Ordning var der senere foretaget den Forandring, at Oberster af begge Fløje skulle foretage Visiteringen, hvilket for hver Fløjs Vedkommende daglig blev befalet af Generaladjutantløjtnanten. I Løbet af Natten mellem den 3. og 4. December modtog Sandberg kun den Melding, at der var hørt Skud paa den fjendtlige Side, hvilket havde foranlediget ham til at lade hele Fløjen sidde op og holde til Hest, indtil man havde bragt i Erfaring, at Skydningen hidrørte fra, at Generalmajor Meerheim fra Hovedvagten (ved Svenstorp) var gaaet frem overAaen og havde allarmeret Fjenden. Fo r øvrigt indkom der — til Trods for det gældende almindelige Paalæg — ingen Meldinger til Sandberg i Løbet af Natten, indtil Oberstløjtnant Bass1), der som Oberst kommanderede Forvagten, ved Dagens Frembrud lod melde, at Fjenden med 4 ti Eskadroner var kommen over Aaen , hvilken Melding Sandberg „so fort“ befordrede videre til Hovedkvarteret, medens han lod hele Fløjen sidde op. En ny Stafet bragte ham derpaa Melding om, at Fjenden blev ved at gaa over, hvilken Melding han ligeledes sendte til Overgeneralen. Endelig, da Dagen var brudt helt frem, kom Kornetten af hans Liv ­ kompagni med Melding om , at hele den svenske Hær havde overskredet Aaen. Imidlertid holdt Sandberg til Hest med hele Fløjen (uden at foretage noget), eftersom General Arenstorff nogle Dage i Forvejen havde befalet ham, under saadanne Eventualiteter, at melde til Hovedkvarteret og til Hest afvente nærmere Ordre, „gleich denn aucli derselbe (o: General G. Arenstorff) sicb so fort bey uns einfant und wir ungeseumet mit dem lincken Fliigel auf sein Order avancirten und damit lincks ab-marchirten“ . saaledes at Oberstløjlnant Bass med sin Forvagt ved Stangby dannede Fortravet. Hvorledes Oberstløjtnant Bass har patrouilleret, maa han selv forsvare, eftersom han først ved Dagens Frembrud opdagede, at Fjenden var gaaet over med hele Hæren. „Die Visiterung und Patrollirung, so denen Obristen der Vorwacht obgelegen, ist ihnen allemahl von dero Generalität, oder auf dessen Ordre durch den General-Adjutant-Lieutenant anbefohlen worden“ .

ad 2) Man bebrejder ham, at Fløjen „i Disordre“ og uden den rette Afstand imellem Eskadronerne for hurtigt er gaaet frem til Attake, saaledes at de kastede Eskadroner ikke kunde „sætte og recolligere sig“ bag den manglende Reserve, men at største Delen af Fløjen efter at have afgivet en Salve har gjort omkring og taget. Flugten. Det er imidlertid bekendt for hele Fløjen, at General Arenstorff selv var til Stede ved Fløjen „und uns zum Gefecht in Eyl anführte, das/ man nicht die Zeit båte in juster Distant./, uns gebührend zu rangiren, vielweniger die Bataillie zu formiren, nach des mir etzl. Tage vorher geschickter schrifftlicher Auffsatz“ . Dersom Generalen ikke selv havde været til Stede ved Fløjen og havde befalet Sandberg til hurtig at følge ham, maa han tilstaa. at han ikke havde vovet at attakere, før Generalløjtnant Frederik Arenstorff efter den projekterede ordre de bataille var kommen til, med mindre Fjenden havde gjort Begyndelsen med at angribe ham. Da Fortravet under Bass var kastet, angreb Fløjen eskadronvis, idet den salig General selv stillede sig i Spidsen for den forreste Ryttereskadron. Der var da intet andet for Sandberg at gøre end at følge efter med Resten „sofern ich nicht coupabel seyn wolte“ . Det lykkedes ogsaa at kaste Fjenden, men Generalen og de fleste Officerer af 1. Linie bleve saarede eller dræbte, hvilket blev Aarsag til Konfusionen. Tabet af Officerer var saa stort, at Sandberg — stadig i Engagement med Fjenden — maatte slaa flere Eskadroner sammen til én, „und zum anderen Treffen die meinige anführend“ . Als/ aber die meiste force der feindlichen Armée uns allein auff dem Halse lag, und w ir ohne Hülffe unser Infanterie auch des rechten Flügels — der unserem Wissen nach — annoch nicht in Action war, an dem Feind gebracht, darausz nicht scheiden könte, würden w ir repousiret, deszenungeachtet ich dennoch mit H ülff denen bey mir habenden Obristen alles wieder in Ordnung und zum Stand zum dritten Treffen brachte, auch nunmehr abermahl im Avanciren gegen den Feind w ar, sähe ich mich von der gantzen Gemeine verlassen und allein die Obristen und die Ober-Officerer bey mir, soviel deren annoch vorhanden, mit welchen ich wieder solche Macht nichts vermochte auszurichten, sondern resolvirte zur Hemmung der Gemeine allen Fleisz nebenst ihnen anzuwenden, gleich clan geschehen, und ob wol solches umbsonst gewesen, so ist doch nach des GeneralFiscalen Angeben, so bald nach verrichteten e rsten Salve die Flu ch t nicht, sondern da ich das dritte Treffen vermuthete, erst genommen, gestalt doch w ir dasz erste Treffen mit dem andern ohne einige Wendung vergesellschaften, auch allen beywesenden Obristen und Ober-Officirs bekant — auff welche ich mich kühnliche beruffe, so dessen guhte Wissenschafft haben — dasz ich für jedem Regiment ihnen zugesprochen, encouragirt und ihrer Pflicht erinnert, dieselbe auch mit dem Gewehr in der Hand zum dritten Ansatz sich præsentiret. Alsz aber dennoch unvermuthlich [alles] sich geendert und flüchtigen Fusz gesetzet zur Reeolligierung und Hemmung allen Fleisz und Arbeit in der Gühte und mit dem Gewehr angewant, so wol diesz als jenseits der Løde, aber nicht einholen noch zum Stande bringen können. Und jagten wir den Flüchtigen nicht in der Intention nach, die Armée zu verlassen, sondern wieder zu samlen und zu setzen“ .

ad 3) Ds. Maj. vil hertil behage at erindre, „dasz ich derozeit Sie mir auffm Felde vorbey ritte“ , var jeg ikke ved de første men ved de sidste Officerer af venstre Fløj, at jeg kun havde faa omkring mig, og at største Delen vare langt forud, hvilke jeg dog haabede at bringe til at staa , „das/, ich damahls E\v köngl. Mayt. bereits unterthänigst und beweglich remonstrirt, wie gerne und willig ich wolte, — wans mir nicht unmiiglich wäre — die gesambte flüchtigen einzuholen und zum Stande zu bringen“ . Han havde mistet sin bedste Hest, og hans andre Heste vare forsvundne, hvorfor det kun var lykkedes ham at standse nogle faa af Flygtningene, da General Arenstorff indhentede ham, eftersom Konsternationen havde grebet dem saaledes, at de ikke laante Øre til hans Forestillinger. Da Generalen saa de flygtende foran , havde han beordret Sandberg til „allgemach“ at følge efter til Landskrone, hvortil han da ogsaa sent paa Aftenen var ankommen med Resterne af sit og Kruses Regimenter. Her erholdt han ved Ritmester Krabbe af Garden til Hest Ordre „til at sætte sig under Fæstningens Kanoner“ , men fik senere Befaling til at sidde op med venstre Fløj og søge Generalløjtnant Frederik Arenstorff, hvor han maattc finde ham. Løsenet fra Frederik Aroristorffs Kanoner havde han ikke hørt.

ad 4) Hvad angaar Anklagen om ikke at have opført sig som brav Officer og tapper Krigsmand, da indser Sandberg ikke, hvorledes denne Beskyldning kan harmonere med Fiskalens Paastand i det 2. Klagepunkt, hvor han sigter Sandberg for med altfor stor „Hitze, — so bey einem verzagten sich nicht findet“ — atvære ilet til Kamp. Ds Maj. vil af det anførte tilstrækkelig have indset, at jeg ikke selv er begyndt med Flugten men først har fjernet mig fra Valpladsen, da jeg var ladt i Stikken af alle mine Folk og kun havde nogle Officerer om mig, og at jeg alene forlod den i den Hensigt igen at samle Mandskabet. De Officerer, der have været hos mig, kunne bevidne, hvilken Umage jeg har gjort mig for at bringe Mandskabet til at staa, hvilket ikke vilde være lykkedes selv den tapreste.

Han slutter sit Indlæg med at forsikre, at han med Hensyn til Besættelsen, Patrouilleringen og Visiteringen har gjort sin Pligt, idet han handlede efter Generalitetets Anordninger, og haaber at man ikke vil gøre ham ansvarlig for andres Fejl. Under Kampen mener han at have opført sig som en retskaffen Officer „und nicht manchirt wieder den Feind zu agiren“ , hvad hans underordnede Officerer kunne bevidne, og da Flugten var begyndt, kunde han, hverken med det gode eller med Kaarden, bringe Mandskabet til at staa. De af Generalfiskalen citerede Krigsartikler kunde derfor ikke finde Anvendelse over for ham. Han kalder den alvidende Gud til Vidne paa, at dersom det havde staaet i hans Magt at afværge Ulykken ved at offre sit Liv, havde han intet hellere ønsket, og han begærer intet bedre end at udgyde sit Blod for kongl. Maj.1).

Til Dommere i Sagen beskikkedes: Rigsmarskal Johan Christoffer Körbitz, Geheimeraad Otto Pogwisch, Geheimeraad, Vicekansler Ove Juul, General Baudissin, Generalløjtnant Frederik Arenstorff, Generalmajorerne Jochim Schack og Detlev Rantzau, Generalauditør Herman Meier og Obersterne Hans Frederik Levetzau og Barthold Biilow . Desuden kommanderedes Viceskatmester Holger Vind og Oberst Hans Schack'2) til at tiltræde Kommissionen. Da Sandberg betragtede Frederik Arenstorff som interesseret i Sagen, anholdt han den 7. Februar Kongen, om at Generalløjtnanten ikke maatte blive udnævnt til Dommer over ham og Gicignon. Der udgik nu Citationsskrivelser til 31 Officerer og Underofficerer af venstre Fløj. Sandberg vilde helst have haft alle de Officerer af Fløjen, som i Øjeblikket opholdt sig i Kjøbcnbavn, citerede og indgav den 8. Februar en Supplik til Kongen, hvori han androg herom , idet han tilføjede, at Hs. Maj. da af disses Udsagn vilde erfare, at Sandberg, „dasz behutsambste wie möglich gewesen, und | dasz] Ihr Exell. der selige General an der Disordre so aus der ersten hitzigen Attaque unter dem lincken Flügel entstanden, die einzige Uhrsache [ist], da er mit denen Esquadronen über beschwerliche tiefe Graben im Gesicht des Feindes deffiliret, sonder Rangierung des Flügels — geschweige der ganzen Armee, wovon w ir dan mit dem lincken Flügel ganz separirt — ja, ohne Ertheilung des Feldgeschrei [es] auf dem Feind gejagt, — und ich meinem Gebühr nach als Generalmajor ihm folgen müste“ . Sandbergs Ønske blev dog ikke opfyldt, lige saa lidt som hans Anmodning om at lade 4 navngivne Officerer af hans og Kruses Regimenter afhøre, uagtet disse havde været hos Generalmajoren under hele Retraiten. Men hvad der mest maa forbause er, at man ikke afæskede Oberstløjtnant Bars noget Vidnesbyrd, uagtet denne som Fører for Forposterne om Natten og for Fortravet om Morgenen maatte have kunnet give værdifulde Oplysninger ‘).

Den 8. Februar mødte Sandberg efter Citation for Kommissionen. Anklageakten, Sandbergs Svarskrivelse herpaa og hans Supplik til Kongen af 8. Februar oplæstes, hvorefter Frederik Arenstorff stod op og indtrængende opfordrede Dommerne til at tilholde Generalmajoren at bevise de Beskyldninger, han i det oplæste Aktstykke havde rettet mod Generalløjtnantens afdøde Broder, der havdi' ofret Liv og Blod for Konge og Fædreland. Efter at Sandberg og Aktor vare traadte af, oplæstes Sandbergs Bønskrift til Kongen om, at Frederik Arenstorff ikke maatte komme til at dømme i den foreliggende Sag, hvilket foranledigede Generalløjtnanten til at forlade Retssalen med den Bemærkning, at han — ifølge sin Stilling — i Landskrone kunde have nedsat en Standret over Sandberg. Da Vicekansler Ove Juni var beslægtet med Anklagede, ansaa denne sig ikke for at være uhildet Dommer i Sagen og nedlagdc ligeledes sit Mandat. Mødet blev derpaa hævet efter at Kommissionen havde vedtaget, at man skulde skride til Vidneafhøring, og efter at den havde godkendt de 33 Spørgsmaal, der skulde forelægges Vidnerne. Den 14. Febr. begyndte Forhørene. Som Præses fungerede Justitiarius i Højesteret, Geheimeraad Otto Pogwisch, som Bisiddere Generalmajor Detlev Rantzau og Oberst Barthold Biilow , Protokollen førtes af Overauditør Christian Reenberg. Den førtes selvfølgelig paa tysk, men da Reenberg var en født dansk Mand, ere Vidneudsagnene gengivne i et Sprog, der i Siethed og Inkonsekvens med Hensyn til Benyttelsen af Køn og Kasus endog overgaar det slette Tysk. man ellers er vant til at so i Datidens Supplikker og Indberetninger.

De citerede 31 Vidner bleve afhørte i følgende Orden:

De Vidner, der i ovenstaaende Fortegnelse ere betegnede med *, vare paa Forpost, hvortil der ogsaa var kommanderet Mandskab af højre Fløjs Afdelinger. Regimentskvartermester Berthelsen og Løjtnant Pulow ‘ ) havde overnattet i Landskrone , hvor de havde Tjenesteanliggender, og kom først ud herfra, da Fortropperne vare kastede. Kvartermester Jørgen Jensen — der angives at staa ved Frederik Arenstorffs Regiment — har rimeligvis været tjenstgørende Kvartermester hos Overgeneralen. Han har ikke været paa Forpost og synes at have deltaget i Kampen med Oberstløjtnant Wortmanns Eskadron, i Spidsen for hvilken Carl Arenslorff chargerede. I den Afskrift af Forhørsprotokollen, der opbevares i Rigsarkivet, ere først alle 33 Spørgsmaal opførte, hvorpaa hvert enkelt Vidnes hele Forklaring findes indført „artikelvis“ i den Orden, hvori Vidnerne bleve afhørte, idet der ved Besvarelserne kun er henvist til vedkommende Spørgsmaals Løbe-Nr. Det er en Selvfølge, at Overblikket herved let tabes, og at det navnlig bliver vanskeligt at fastholde, hvorledes samtlige Vidner stille sig til det samme Spørgsmaal. For at fremme Overskueligheden, ere derfor Vidneudsagnene samlede regimentsvis under hvert enkelt Spørgsmaal i den Orden , hvori Afdelingerne optraadte paa Kamppladsen, det vil sige, i den Orden, de indtoge i Le jren , regnet fra venstre F lø j , idet der under hvert Spørgsmaal er undladt at nævne de Vidner, der erklærede , ikke at kunne udtale sig om det forelagte Spørgsmaal. En Undtagelse herfra er dog gjort i de enkelte Tilfælde, hvor Vidnet — ifølge sin Standplads i det omhandlede Øjeblik — burde have kunnet afgive Forklaring.

De Grupper, hvori Vidnerne her ere samlede, bliver, da følgende, idet man under Vidneforklaringerne benytter de vedføjede Forkortelser:

Vidneforklaringen

1. Ob ihm wiszend welcher gestalt von der Generalitet die Ordren an den Obristen gegeben sein, dasz solche die Visitirung der Wachten und Patrollen verrichten sollen?

Fp. R it in . A r t m a r 1): E r weisz es nicht. Es sey aber über 14 Patrollen derselbige Nacht zu ihm gekommen, und wie es ihm gesagt worden, seye Obr. Gottfried2) mitt einem gewesen.

Körnet S chneidew ind: E r weisz w o ll , dasz die Obristen solten patrolliren, aber wasz für Ordre sie gehabt haben, wüste er nicht. L t . Keker: Dasz weisz er nicht, aber der Obrist Gottfried hat selbige Nacht die Visitirung gethan.

Obr. Steensen: Er weisz nichts davon, weil er nicht zu commandiren hätte.

B.D. Ob . Brockenhuus: Die Obersten zu Pferde haben es verrichtet und nicht die Draguner.

G .R . Ritm. Bernstorff: Nein! Dasz sie aber patrolliren müszen, wüste er woll.

2 f. M a j. Grabow: Von den Ordren weisz er nichts, dasz es aber den Obr.[isten] befohlen ist, wisze er woll.

3 j. Körnet Diebitsch: E r habe es gehört, dasz die Obersten solten patrolliren. Von dem Ordre weisz er nicht,

j. R . Ob. Kruse (der die Hauptwache damahls hätte): Ihm sey wiszendt, dasz der General-Adjutant-Lieut. Reck habe des Abends anbefohlen einem Obristen von den rechten und einem von dem lincken Flügel dem Gen. Maj. zu assistiren und die Visitirung der Wachten zu verrichten.

a. Umb welche Zeit es gewesen als General Major Meerheim des Abends A llarm veruhrsachte und der Feind mit Canonen schosz?

Fp. Ritm. Artm ar: Es ist gahr spät des Abends gewesen. Weisz die Zeit nicht eigentlich. K ö r n e t S c h n e i d e w i n d : Ungefehr die Klocke 10 habe er die 2 Schiisze gehört. Ob Meerheim einige Uhrsache daran wäre gewesen, weisz er nicht. L t . Keker: Vom Allarm wüste er nichts, hatt aber ungefehr beym Mitternacht 2 Canon-Schüsze gehört. Körnet Munroe: Ungefehr umb 10 Uhr. Körnet Krabbe: Ungefehr Ivloch 10.

Obr. Steensen: E r wisze eben die Zeit nicht. — Es wäre späht, — ungefehr bey 11 Uhr.

B .D . (Obr. Brockenhuus ved intet herom. Han har da rimeligvis ikke ladet sine Dragoner sidde op i Anledning af Allarmeringen, saaledes som de andre Afdelinger af Fløjen).

4 j. Kapt.-Lt. Essemann: Eigentlich weisz er es nicht. Ihm däuchte es war umb 8 Uhr des Abends. O bl t . W o r t m a n : Flabe von kein Allarm gehört. E r hörte aber, dasz sie geschoszen haben. Umb welcher Zeit es ist gewesen, weisz er nicht.

2 f. M a j. Grabow: Dasz kan er eben nicht wiszen, er habe es doch gehört. L t . Bülow: Umb 10 Uhr hätten sie Allarm gehört, aber kein Schusz. L t. Hartwig: E r weisz woll dasz Allarm gewesen. Umb welcher Zeit wisze er nicht. L t . Bartholin: Es wäre ungefehr Kloche 11. E r habe keinen Stücken gehört. Oblt. Bibow: Umb 10 Uhr ungefehr. E r habe nuhr ein Schusz gehört.

3 j. Kornet Diebitsch: E r weisz eben nicht umb welcher Zeit es wäre.

j. Ft. Obr. Kruse: Esz seye zwischen 11 und 12 Uhr des Nachts gewesen. L t . Thomsen: Eigentlich kan er es nicht sagen. Es wäre ungefehr zwischen 11 und 12 Uhr. Trom peter Michelsen: Ungefehr zwischen llu n d 12.

Rgmt. Kvartm . Bertheisen: E r weisz es nicht, dan er war auszcommandirt einige Todte in Lunden zu begraben, und kahm nicht daraus, ehe dasz die Vortruppen waren repousirt. E r seye zwischen des Feindes Trouppen durchgekommen.

3. An welchen Obristen vom lincken Flügel die Tour gewesen in der Nacht für der Schlacht die Wachten zu visitiren?

Fp. K ö r n e t S c h n e i d e w i n d : E r weisz nicht an wem die T ou r gewesen sey. Oberste Gottfried aber ist bey ihm an der W acht gekommen, dah Obr>Lieut. Bass die Wache gehabt habe. L t. Keker: E r weisz es nicht. Oberst Gottfried aber hat patrollirt. K om e t Munroe: Obr. Gotfried ist auf der W acht gekommen. Meint dasz die Tou r an ihm gewesen. (Ritm. Artrnar og Körnet Krabbe vide intet og synes altsaa ikke at være bievne visiterede af Obersten).

Obr. Steensen: E r wisze es nicht. Es ist ihm aber gesagt worden, dasz es am Obr. Gotfried wäre.

4 j. Ritm. la Mare: E r vermeinte, dasz die Tou r an Obr. Gotfried wäre gewesen.

h. O b l t . O e r t zen: Die Tou r ist an Obr. Gotfried gewesen. G.R. R i tm . B e r n s t o r ff: A n Obr. Gotfried. j. R . Obr. Kruse: Die Tou r sey am Obristen Gotfried gewesen.

4. A n welchen Obristen vom rechten Flügel die Tour gewesen in der Nacht für der Schlacht die Wachten zu visitiren?

Samtlige 31 Vidner erklærede ikke at vide Besked herom.

5. W asz dasz für einer gewesen, der vom Obrist-Lieutenant Bass mit anbrechendem Tage zum e ersten Mahl am GeneralMajor Sandberg geschichet, und wasz derselbe für Kundschafft gebracht?

Fp. Ritm. Artm ar: E r habe die Flügel-Wacht gehabt und dasz bey ein Hügel zwischen Stangby und Hoyby [0 : Hoby], da er mit dem anbrechenden Tage habe gesehen bey 21 Trouppen vom Feinde hier über dem A w stehende, welches er den Hm . General Major Sandberg mit ein Corporal untter Obr. Seehsted von Lieut. Buchwald hintterbragte, und raportirte der Corporal, dasz der Ritmeister auff sein Pasz soo lang solte bestehen bleiben, bisz der General Major selbst zu ihm kahm , oder dasz er ihm ander Order schichte. Und ein gutte halb Stund dar nach seye der Hr. General mit dem General Major Sandberg herausz gekommen, woo[r]auff die Vorwacht von Obr. Lieutenant Bass sich auch bey ihm setzte, und hat der slg. Hr. General solche Ordre gegeben, dasz sie solten lincks abmarchiren, und wan der Feind sich movirte, sollen sie sich auch moviren, und alsz der Feind stille stund, sollen sie auch bestehen bleiben, also dasz sie sich nach des Feindes March richten solten, welches bis an der Windtmühle vor Lund geschehen ist.

K o m e t S c h n e i d e w i n d : E r weisz wohl dasz ein Cornet mit anbrechendem Tage an General Major Sandberg ist geschichet worden mit der Kundschafft, dasz der Feind übermarchirte. Von welchen Regiment er wäre, weisz er nicht. Zwey Bauern haben auch in der Wache selbige Kundschafft gebracht. L t . Keker: E r weisz w o ll, dasz der Obr.-Lieut. ein Cornet mit anbrechendem Tage an den General Major Sandberg habe geschieht. Und brachten zwey Bauern die Kundschafft, dasz der Feind über der A w marchirte. K om e t Munroe: Weisz nichts davon. Körnet Krabbe: Esz war ein Reutter gewesen. Wisse aber nicht wasz er gebracht hätte.

Obr. Steensen: E r wäre des Morgens ungefehr bey 8 Uhr in des slg. Hrn. Generals Quartier gewesen, da kahm ein Reutter und andeüte[te], dasz der Feind sich über dem A w zog, welches er selbst an den sl. Hrn. General und General-Lieutenant in Presence des Hrn. Adm iral Jul gesagt hat. Ob selbige Reutter der eerste oder der ander wäre gewesen, und ob nach dem mehr seind hingeschichet, wüste er nicht.

h. Oblt. Oertzen: E r hielte eben mit sein Squadron in ßereitschafft, und als er mit dem Tage sähe, das/, der Feind über der A w wäre, hat er selbst dem General Major Sandberg dieses advertirt, und ist eben selbige Zeit ein von Obr. Lieutenant Bass an dem Hrn. General Major angekommen, welcher brachte die selbige Kundschafft. Der General Major lies darauff strax zu Pferde blasen, und er (sc. Obr. Lieutenant) ritte alsobald nach seinem Ohrt.

2 f. Ritm. Buggenhagen: E r kan es nicht wiszen, weil er in den Hütten lag und hätt sein Bein zerschmettert,

j. R. Obr. Kruse: Esz sey ein Reutter von sein (sc. Obr. Gruse) Leib Compagnie gewesen, Nahmens Christen Petersön Fischer. Der bragte die Kundschafft an dem Gen. Major Sandberg und von ihm an dem slg. Hrn. General und weitter an dem Obr. Kruse, soo die Haupt Wache hätte, dasz der Feindt mit 5 starche Squadronen auff dem Eysz wäre fertig über zu marchiren. Der selbige Reutter war von Corporal Barthold From an Obr. Lieutenant Bass geschichet. Es war ungefehr ein halb Stunde vor Tag.

6. W asz dasz für einer gewesen, soo zum andren Mahl vom Obr. Lieut. Basz am General Major Sandberg geschichet. Umb wasz Zeit derselbe gekommen, und was Kundschalft er gebracht habe?

Fp. R i tm . A r t m a r : E r weisz nichts davon, dan er ein a parte Wacht habe gehabt. L t . Keker: E r wisze es nicht, doch hätte er gehört, dasz die Ordre an Obr. Lieutenant Bass gekommen sey, dasz, ob der Feind zu starck wäre, solte er zurücke ziehen, woo aber er bastant genug wäre, solte er auf!' dem Feind treffen. K om e t Krabbe: Es wäre ein Reutter von der W acht commandirt. Von den Kundschafften weisz er nichts, (Kornetterne Schneidevvind og Munroe kunde ikke udtale sig om Spørgsmaalet).

Obr. Steensen: Referirt sich an dem vorigen» 2 f. L t . Bülow: Weisz nicht. Ist auch wech geschieht gewesen, j. R . Obr. Kruse: Esz war auch ein Reuter von Obr. Krusen Leib Compagnie, Zigwart Brockenhuus zustendig, bey Nahmen Jacob X. Sey im gleichen von dem Gorporal an dem Obr. Lieut. Bass darauff an dem General Major und von ihm an dem sehl. Hrn. General geschichet. E r kahm zu vollen Tage, bragte die Kundschafft, dasz der Feind noch stercher und stercher über marchirte. Es wäre bey 3 Viertel Stunde nach dem , dasz der eerste Reuter die voorbenante Kundschafft gebracht hätte.

7. Ob ihm wiszend, dasz einer von diesen beiden Kundschafften im Hauptquartier bey Ihr köngl. Mayestet oder General Arenstorff gekommen und da Rapport gethan hat, und zu wasz Zeit solche gekommen, oder was Kundschafft sie gebracht haben?

(Officererne af Forposterne künde ikke udtale sig herom). h. Oblt. Oertzen: Dasz habe er gehört, dasz der General Major alsobald habe befohlen, dasz ein solte nach dem Hauptquartier fort reiten und an dem sl. Hrn. General solche Kundschaft bringen. W en er aber hinschichte, wüste er nicht.

j. R . Obr. Kruse: Ja er wisze das[z] sie seind alle beyde bei dem sehl. Hrn. General gewesen. Sonsten hatte er (sc. Obrist) sie durch einen Officirer wieder zurücke gesant. Sie seind aber von ihm an der Vorwacht wieder hingeschicht.

8. W asz der Cornet vom General Major Sandbergs Leib Compagnie für Zeittung gebracht. Umb welche Zeit und an wem er Rapport gethan?

(Officererne af Forposterne künde ikke udtale sig herom). 4 j. Oblt. W ortm ann: Alsz es schon Tage wäre, ist ein Officirer ihm vorbey geritten und sagte, dasz der Feind ubergieng. Den Officirer kennete er nicht.

9. Wie lange der lincke Flügel zu Pferde geseszen ist, bevor er ausz dem Lager marchirt ist? 

Fp. K o m e t S c h n e i d e w i n d : E r habe gesehen, dasz die Standarten seind auszgerückt mit dem Tage. W ie lange aber sie zu Pferde seind geseszen, wüste er nicht. K om e t Munroe: E rw eisz es nicht, weil er die rechte Flügel W acht hätte und kahm erstlich im Feldt als der lincker Flügel im Treffen war.

B.D. Obr. Brockenhuus: Es sey ungefehr ein halb Stund gewesen, dasz er mit seinem Regimente zu Pferde ist geseszen. Von dem andern wüste er nichts.

4 j. Obit. W o r tm a n n : So bald sie aufsaszen, sind sie auch auszmarchirt.

Ritm. la Mare: Esz wäre bey 'U Stunde ungefehrlich. h. Ritm . Po gw is ch : Es mochte ungefehr ein halb Viertelstunde gewesen sein. K om e t Holst: Mit ihrer Squadron haben sie ein halb Stunde zu Pferde geseszen, ehe sie seynt auszmarchirt. Oblt. Oertzen: Dasz war nicht lang. Ungefehr 1U Stunde.

G .R . Ritm. Bernstorff: Ungefehr ein gutter Viertel Stunde. - f. Maj. G rab ow : E r ist beim le[tz]ten Linie gewesen, und haben sie alsobald marchirt, alsz sie zu Pferde sein gekommen und so continuirt bisz sie am Feinde waren. L t . Biilow: Sie marchirten strax ab. L t . Hartwig: Bey ein Viertelstund mögte esz sein. L t . Bartholin: Sie seynd strax abmarchirt. Oblt. Bibow: Sie seynd alsobald marchirt, nach dem sie V4 Stund zu Pferde seynd gewesen.

3 j. Komet Diebitsch: Sie seynd also bald auszmarchirt, alsz sie auffsaszen.

j. R . Obr. Kruse: Es sey ihm unwiszend, weil er die HauptWache gehabt.

10. Ob im Ausmarche die Squadronen des lincken Flügels nach der Bataglie-Ordnung marchiret haben?

Fp. Ritm. Artmar: E r habe nur 2 Squadronen gesehen im Anfang, als er seine Poste quitirte und sich mit dom Feinde movirte. Die Squadronen seind marchirt wie im ordinarie March. K ö r n e t S c h n e i de w i n d : Dasz weis er nit, weil er mit dem Vortrouppen ist cominendirt, dasz er sich gleich mit dem Feinde moviren solte. L t. Keker: E r habe 3 à 4 Squadronen. SquadronWeisz marchiren sehen und nicht weiter.

(Kornetterne Munroe og Krabbe künde intet oplyse). Obr. Steensen: Es sey ihm unbewuszt.

B.D. Obr. B r o c k e n h u u s : Sooviel als er sehen köndte, haben die Trouppen im Auszmarchiren sich nach der Ordnung gesetzt. Habe er auch ferner gesehen, dasz Ihr köngl. Majestet vor die Squadronen auff und niedergeritten und gesagt: „Haltet euch wohl!“

4 j . Kapt.-Lt. Essemann: Ja! dasz habe er gesehen, dasz sie anfänglich in Bataglie seind marchirt. Oblt. W o rtm ann: Sic seynd erst in Bataglie gestehet und haben marchirt so lang alsz sie köndten , welches nicht lang wegen der Defiladen dauerte. Darauff sie Squadron-Weisz marchiren müsz[t]en. Ritm . la Mare: Sie seynd Squadron-Weisz marchirt.

h. Ritm. Pogwisch: Als sie aus dem Lager rücheten, seind sie in Bataglions-Ordnung marchirt. K örne t Holst: Sie seynd in Bataglie-Ordnung im A n ­ fang marchirt, welches nicht wegen ihre Contramarche lange wärete, weil sie durch den Graben defiliren müsten. Hernacher seynd sie wieder gestehet vom sl. Generalen, und schichte der sl. Hr. General Capitain-Lieutenant Boblitz1), dasz die Infanterie solte marchiren, weil kein Fuszfolch noch nicht gekommen, auch nicht zu sehen wäre. Bald darauff ist der Combat mit denen Vortrouppen angangen. Oblt. Oertzen: Als sie auszmarchirten, seynd sie in Bataglie gestellet. Nachdem aber sie durch Graben und Hecken defiliren und den Contremarche nebenst dem Feinde observiren müszen, haben sie nicht in ihren Linien und Distancen können bleiben, so viel als er gesehen hat. Hat auch nur auff sein Squadron Achtung gegeben.

G .R. R i tm . B e r n s t o r f f : Sie seynd lincks abmarchirt. Squadron-Weise.

2 f. M a jo r Grabow: So viel er gesehen, seynd sie in Bataglie-Ordnung ausmarchirt. L t . Bülow: E r habe kein Achtung darauff gegeben wegen der Contremarche. L t . H a rtwig: Es wäre unmüglich dasz sie wegen der Graben in Bataglie-Ordnung köndten marchiren. Haben sich aber gestellt, wie sie am Feinde kahmen. L t . Bartholin: W ie sie eerst aus dem Lager marchirten, seind sie lincks abmarchirt und in Contremarche neben den Feind. Als sie aber defiliren müszen, haben sie nicht die Bataglie-Ordnung allezeit können halten. Oblt. Bibow: Squadron-Weisz seind sie ausmarchirt. Darnach setzten sie sich in Bataglie.

3 j. Körnet Diebitsch: Sie haben, soo viel als er gesehen, in gutter Ordnung lincks abmarchirt.

R . Obr. Kruse: Ist ihm unwiszend, dieweil er von der Haupt-W ache durch den General-Adjutant-Lieut. Reck ist connnendirt sein Rang in der Bataglie zu suchen, welches vor Lund zu finden wäre, und weil sie drei viertel Weges vorausz waren, habe er im vollen Trabe gefolget und getroffen. Und alsz er ein Canon-Schusz nahe wäre, seind sie schon in Fevr und Flammen gewesen, und habe er zwey Squadronen von General Major Sandbergen secundirt, welche meisten über den Häuften wären. L t . Thomson: Weisz es nicht, dan sie kahmen zu der Bataglie, da die andren in Few r waren.

11. Ob solche Squadronen ordentlich einander gefolget und in ihren Linien und Distancen geblieben sein?

(Forpostofficererne og Oberst Steensen künde ikke udtale sig herom).

B.D. Obr. Brockenhuus: Davon weisz er nichts, weil er mit seinem Begimente habe zu thun gehabt.

4 j. Kapt.-Lt. Essem ann: Sie seine! vom Lager ausz immer in Gontremarch gegen dem Feinde marchirt. Sie liaben aber wegen die Graben defiliren miiszen, gleichwoll sich eylends wieder gestellt. Oblt. W ortm ann: Ja! So viel es möglich wäre. Ritm. la Mare: So lang sie wegen der Graben nicht nötig hätten zu de filiren , haben sie Squadron-Weisz einander gefolget. Ritm . Brochdorff: Sein Auszage ist diese, dasz sie Squadron-Weisz haben gefochten und wegen der Defiladen baldt in Gonfusion gerathen.

h. Ritm. Pogwisch: Sie haben über Graben und Mauern • defiliren müszen, dasz kauhm 2 köndten zusammen reiten, also dasz die Squadronen nicht in ihren Linien und ordentliche Distancen haben bleiben können. Darauff ist das Combat alsobald Squadron-Weisz angegangen. (Körnet Holst og Oblt. Oertzen henholde sig til deres Besvarelse af det foregaaende Sporgsmaal).

G .R . Ritm. Bernstorff: Soolange sie eben Feldt haben gehabt, haben sie ordentlich marchirt, und an vntterschiedliche Graben haben sie defiliren müszen.

2 f. Maj. Grabow: So viel als er sehen köndte, seynd sie auch in ihrer Ordnung geblieben. L t . Biilow: E r weisz es nicht — ist weggeschicht gewesen. L t . Hartwig: Referirt sich auff dem vorigen. L t . Bartholin: Dasz habe er nicht observirt. Oblt. Bibow: So weit alsz die Marche wolte zulaszen, und sie nicht defiliren müszen, seynd sie in ihren Distance geblieben.

3 j. K om e t Diebitsch: Über den Graben haben sie defiliren rnüszen.

j. R . Obr. Kruse: Er weisz es nicht, weil er von Anfang nicht dabey war.

12. Wo das Combat am eersten angegangen? Welcher Gestalt die Vortrouppen gefochten?

Fp. Ri tm . A r tm a r : Esz ist bey der Windtmühle angegangen. Die Voortruppen haben sich in 7 Trouppen getheilet, und also gefochten bisz sie von dem Dragonern seind secundirt worden. K ö r n e t S c h n e i d e w i n d : Vor Lund bey der W ind tmühle. Sie sein bey V4 Stunde still gestanden ehe es angieng und waren die Vortrouppen in 6 Trouppen getheilet. Zwey Mahl haben sie chargirt, der dritte Mahl seind sie repousirt. Seind auch von den Dragonern secundirt. Des Feindes Trouppen haben erstlich attaquirt. L t. Keker: Vor Lunden, bey der Windtmühle. Und ist der Feind über den Graben au ff ihnen zugegangen. Dan haben die Vortrouppen, die G Trouppen machten, 2 Mahl gegen den Feind chargirt, etzliche aber nur ein Mahl, und sein sie von den Dragounern secundirt worden. K om e t Munroe: Weisz nich t1). Körnet Krabbe: Vor Lund, bey der Windtmühle. Und als der Feind die Vortrouppen attaquirte, haben sie sich woll gewehret, und traff er mit seinen Trouppe 3 Mahl.

Obr. Steensen: Vor Lund , bey der Windtmühle gieng der Combat am eersten an, und wurden die Vortrouppen im Anfang repousirt und kähmen in Disordre auff den andern.

B.D. Obr. Brockenhuus: Die Vortrouppen traffen wohl, genug sie wurden repousirt. Untter Lund ist der Combat erstlich angegangen.

4 j. K a p t . - L t . E s s e m a n n : Bey der Windtmühle sey es angegangen, und habe der sl. General den Obr. Steenson befohlen, dasz er die Vortrouppen fort auff dem Feinde avanciren lasze, und als die Vortrouppen sich etwas auffhielten, habe der sl. General ihm als RegimentsQuartiermeister wieder beordret dasz er dem Obr. Steenson sagen solte, dasz die Vortrouppen noch avanciren solten, wooauf der Obr. Steenson geandtwortet, dasz der Obr. Lieutenant Bass werde sich nicht in seiner Commando greiffen laszen. Also ist der Feind auff den unsrigen losz gegangen und sie im dritten Treffen zertrennet. Zeithero habe er sie nicht gesehen. O b l t . W o r t m a n n : Bey Lund! Habe gesehen dasz sie mit dem Feinde wol gcfochten haben. Ritm. la Mare: Bey Lund ist es angefangen. Welcher gestalt die Vortrouppen gefochten, weisz er nicht. E r habe nicht als Dampf gesehen,

h. R i tm . P o g w i s c h : Bey der Windtm ühle ist dasz Combat angegangen. W ie die Vortrouppen gefochten, wüste er nicht. Körnet Holst: Bey der Windtmühle ist es angegangen. W ie sie gefochten, köndlen sie nicht sehen. Oblt . O e r t zen : Bey der Windtmühle ist es angefangen. W ie die Vortrouppen gefochten haben, weisz er nicht.

G. R. R i tm . B e r n s t ö r ff: Bey Lund. E r weisz aber nicht wie die Vortrouppen gefochten.

2 f. Maj. G rabow : Vor Lund sey es angegangen. Er habe nicht gesehen wie die Vortrouppen gefochten. L t. Biilow: Vor Lund ist es angefangen. Von den Vortrouppen wuszte er nichts. L t . Hartwig: Bey der Windtmühle ist es angefangen. W ie die Vortrouppen haben gefochten, weisz er nicht. L t . Bartholin: Vor Lund bey der Windtmühlen. W ie die Vortrouppen gefochten, weisz er nicht. Oblt. Bibow : Vor Lund ist es angefangen. E r habe die Vortrouppen nicht gesehen,

o j. Körnet Diebitsch: Vor Lund ist es angefangen. E r habe nicht gesehen, wie die Vortrouppen gefochten haben.

j. R . Obr. Kruse: Dasz Combat scye vor Lund auff der Poincte vor dem lincken Flügel angefangen, so er gesehen, wie er noch ein Canon-Schusz davon wäre, ehe er dazu gekommen. Die Vortrouppen seind schon repousirt gewesen, ehe er dazu gekommen. L t . Thomsen: Weisz es nicht, den die Vortrouppen seynd schon repousirt gewesen, ehe er dazu [gejkommen [sei].

L t . Pulow: E r wuszte es nicht, dan die Vortrouppen waren geschlagen, ehe er ausz Lund kähme.

Kvarterm. Jensen: Bey Lunden sey esz angefangen. Von den Vortrouppen weisz er nicht.

13. Wie die eerste Linie des lincken Flügels getroffen, und die darin stehende Esquadronen gefochten?

Fp. R i tm . A r t ma r : W eil sie zwischen Deiche und Graben waren postirt, haben sie Squadron-Weisz gefochten, und als unsere Squadrons seind an[ge]kommen, hat der Feind, der im gleicher Front stunde, gesucht den unsrigen die Passage abzuschneiden nachgerade wie sie in der Enge auffkommen. Wie aber die andren gefochten, wisze er nicht. K ö r n e t S c h n e i d e w i n d : E r habe gesehen dasz 4 Squadronen vom lincken Flügel auff dem Feind Squadron-Weisz gefochten und woll getroffen, und haben sie den Feind 2 Mahl glücklich über den Graben repoussirt. W eil aber der Feind stunde in voller Fronte, hatt er die unsrige in der Flanche eingehawen und wieder zurücke repousirt. Darauff ist die Confusion gefolget. L t . Keker: E r habe die Linien nicht observiren können, weisz aber dasz die Dragouner woll getroffen und im vollen Feuvr gewesen seind.

)br. Steensen: E r habe die gantze Linie nicht können observiren. Erstlich traf Ob. Brockenhus sein Regiment auff ein feindliche Regiment zu Pferde, darauff kahm Ob. Lieut. Oertzen und traft' zum rechten Hand. Nach und nach kahmcn einige andren Esquadronen und traffen. W e r sie wären, wüste er nicht, den eben alsz sie kahrnen, traffen sie mit dem Feinde.

B.D. Obr. Brockenhuus: W eil er selbst mit seinem Regimente im Few r und Flamme gewesen, wüste er davon nichts. E r habe mit seinem Regiment über die Graben defiliren miiszen, also dasz nur zwey ä drey zugleich passiren köndten. Als er darüber gekommen wäre, habe er seine Squadron rangirt, ehe er auff dem Feinde losz gieng. Ist darnach alsobald anff dem Feinde loszgegangen. W ie die andre Squadronen getroffen und gefochten, wüste er nicht. E r köndte selbige Action nicht anders als für eine Rencontre estimiren und keine Bataglie.

4 j. Kapt.-Lt. Essemann: Alsz die Vortrouppen und Dragunern seind geschlagen, habe er gehört, dasz die Regimenter auff der Reye getroffen. A u ff was Manier weis/, er nicht. O b lt. W o r t m a n n : Der sl. Hr. General habe ihm selbst angeführt, und er mit sein Squadron w oll getroffen. Dasz sie aber .in der Linie gleich getroffen haben, kan er nicht sagen. Ritm . la Mare: So viel alsz er gesehen habe, haben sie Squadron-Weisz gefochten.

h. Ritm. Pogwisch: Dasz weisz er nicht. E r habe selbst zu thun gehabt. K om e t Holst: E r weisz von keiner Linie , dan sie haben Squadron-Weisz getroffen und die äuserste Squadronen vom lincken Flügel seind in ihrer Squadronen poussirt und da durch wechgeflüchtet. Darauff kahrnen ihrer Squadronen zum Gefecht an ein sehr desauantageuse Ort, dan ein Reutter war im Graben ein ander oben, so dasz ein W under wäre, dasz ein Mann davon gekommen, weil die Infanterie ihnen dahmahls manquirte. Oblt. Oertzen: Von der Linie weisz er nicht[s] zu sagen. E r habe mit seinen Squadron die Draguner secundirt, welche kahrnen bey seiner rechten Hand zu stehen, gleichwol sie den Flügel slieszen solten, und nach dem er mit einem feindlichen Squadron wol getroffen hätte. Teste à teste stelleten sich strax 2 andre feindliche Squadronen gegen ihm in der Flanque, gaben Fevr an beiden Seiften, woe sie waren umbringet, und sein Pferd [ward] untter ihm geschossen.

G.R.Ritm . Bernstorff: Sie haben Squadron-Weisze gefochten, wegen uneben Feldt.

2 f. M a j. Grabow: Sie haben fast gleich getroffen, die eerste und ander Linie zusammen. L t . Bülow: Sie haben Squadron-Weisz getroffen, dan sie waren in Contremarche gegen dem Feind und sich nach des Feindes Motion gerichtet. L t . Hartwig: Sie haben Squadron-Weisz getroffen. L t . Bartholin: Sie haben Squadron-Weisz gefuchten. E r hat eben die Linie nicht observirt. Oblt. Bibow : Sie seynd zwar in Bataglie rangé gestanden, haben aber Squadron-Weisz fechten müszen, weil sie nach des Feindes Marche sich haben gerichtet.

3 f. Körnet Diebitsch: Von der Linie weisz er nicht. Sein Squadron aber hat woll getroffen,

j. R. übr. Kruse: So weit er habe gesehen ist der Feind dasz erste Mahl glücklich [re]poussirt. Sie haben aber en Défilé getroffen und über Graben und hoole Wege gehen müszen. L t . Thom son : Von der gantzen Linie weisz er nicht, aber sie haben mit ihren Squadron gefochten so bald sie an[ge]kommen und haben über Graben also defiliren müszen, dasz kauhm untterweilen 2 bey einander reiften köndten. T r o m p e t e r M i c h e i s en : E r weisz es nicht, den sie seynd mit ihr Squadron in voller courrier angekommen und darauf getroffen.

K varterm. Jens en: Sie haben Squadron-Weisz gefochten.

14. Wie die andre Linie oder Reserve des lincken Flügels getroffen, und die darin gesetzte Esquadronen gefochten?

Fp. Kornet Schneidewind: E r habe keine Linie oder Reserve gesehen. Weis/, nichts weitter als/ oben gesagt ist.

Obr. Steensen: E r hat es nicht observirt. (Obr. Brockenhuus ved intet herom).

4 j. Oblt. W ortm ann: Sie haben gefolget und getroffen, soo bald sie angekommen [sind]. Ritm . la Mare: Als/ er eben in der Defilade war, winchte der sl. Hr. General ihm mit den Degen, er solte fort avanciren. Habe soo im vollen Trabe avancirt und getroffen, und habe der Obr. Seested ihm gefolget und tluchs getroffen, und also secundirte er seiner Squadron.

h. Ritm. Pogwisch: E r habe nur einige Squadroncn vom ersten Linien auf der rechte Hand stehen sehen. Selbst war er in der ander Linie und habe vor seine und des Obristen Squadron nichts als Feinde vorgefunden. K om e t Holst: Referirt sich an den 13. Post.

G .R . Ritm. Bernstorff: Der Feind ist /wischen beyden Linien gekommen und habe sie in Disordre gebracht, also das/ sie nicht recht zum fechten seind gekommen.

2 f. Maj. Grabow: Referirt sich auf dem vorigen. L t. Bvilow: E r wisze es nicht, dan er habe mit den seinigen zu thun gehabt. Lt. Hartwig: Sie haben mit ihren Squadron ein feindliche Squadron geschlagen. Darnach sey alsobald ein feindliche Squadron auff ihnen gekommen, dasz sie sich haben schwengen miiszen. L t . Bartholin: E rw eisz es nich. E r war in der eersten Linie. Ob.-Lt. Bibow: Die andre Linie oder Reserve hintter ihm stehend, war in Gonfusion ehe als es zum Treffen kahm, soo dasz er nicht weis/, wo von es her kahm. Weisz also nicht viel davon zu sagen. (3. jyske Rytt. Rgrnts. Officerer künde ikke udtale sig om Sporgsmaalet).

j. R. Obr. Kruse: Sein Ob. Lieutenant [o: Grev Detlev Holck] ist in der ander Linie gewesen, hat ihm woll secundirt. Von dem andren kan er nichts sagen.

L t. Pulow: Alsz er aus/. Lund kähm e , hat er nicht mehr gesehen als 5 ä G Trouppen von dem Rest vom lincker Flügel, die sich setzten zwischen unser Läger und der Aw . So avancirte der Feind auff den unsrigen, und haben die unsrige nicht mehr als 5 ä G Schüsze gethan, seine! soo zertrennet und haben sich alsobald auff die Flucht begeben, weil sie vom Feinde überlegen wären.

15. Wie offt die Squadronen von eersten Linie getroffen?

Fp. Ritm . Artm ar: Davon wisze er nicht. E r hätte aber mit den Vortrouppen G Mahl getroffen. Kornet Schneidewind: Referirt sich auff den 13de.

Obr. Steensen: Dasz wisze er eigentlich nicht. Ihm deüchte aber, dasz sie drey Mahl getroffen haben. ITat auch gesehen, dasz etliche Squadronen den Feind poussirte. Darnach aber würden die unsrigen wieder repousirt.

B.D. O b i ’. Brockenhuus: E r habe mit seinem Regimente 3 Mahl getroffen ehe er blessirt ist geworden. Von dem andern weisz er nichts.

4 j. Oblt. W ortm ann: E r habe mit sein Squadron 3 Mahl getroffen und weisz woll dasz die andren 2 Mahl getroffen haben. Als er sich aber umbsahe, war der lincker Flügel gantz wech. Und habe der General Major ihm zum andern Treffen angemahnet, und den Squadron angewiesen. Darnach sähe er, dasz der General Major die Leute recolligirte und ruffte, sie soffen halten. Ritm. la Mare: 2 Mahl haben sie fermerlich getroffen und 3te Mahl kahm es wieder zu Stellen, seynd aber in Gonfusion gerathen. K a p t . - L t . W o r t m a n n : E r hat sich alsz reformirter Gapitain-Lieutenant bey des sl. Hrn. General Arenstorffs Regimente auffgehalten. Ist in der Squadron gewesen, welcher Major W ortm ann führete. Weisz von anders nicht, als dasz er gesehen habe, dasz der Gen. Major Sandberg vor sein Squadron kahm und den Majoren dem feindlicken Squadron anwiesete, wo auff er treffen solte. Weitters wüste er nichts,

h. Ritm. Pogwisch: Weisz nicht. E r habe mit sein Squadron 3 Mahl getroffen. Oblt. Oertzen: E r habe drey Mahl getroffen. Von andern weisz er nichts. E r hätte auch kein Officier bey der gantzen Squadron alsz ein Quartiermeister.

G. R. Ritm. Bernstörff: Dasz wisze er nicht, dan er sey im ersten Treffen blessirt.

2 f. Maj. Grabow: Sie haben 2 Mahl getroffen und sich zum dritten gestellet. Die Gemeine aber waren flüchtige. L t . Bülow: Vom Flügel weisz er nicht. Sein Squadron, woo er bey gewesen, hat ein Mahl getroffen. L t . Bartholin: So viel er gesehen, haben sie 2 Mahl getroffen. Oblt. Bibow: Seine [Squadron] hat 1 Mahl getroffen, Vom andern weisz er nicht. Sey selbst im ecrsten Treffen blessirt.

3 j. Körnet Diebitsch: 2 Mahl hat sein Squadron getroffen hat auch woll getroffen.

j. R. Obr. Kruse: Zwey Mahl haben sie getroffen, und wie sie sich zum dritten Mahl gestellet hatten, scind die Leüte hintter den Officirercn durchgegangen und nicht lenger pariren wollen. L t . Thomson: 2 Mahl habe er mit sein Squadron getroffen und war zum dritten Treffen gestellet. Die Leütte aber seynd auff der lincken Hand flüchtig worden, worauf sie vom Feinde alsobald umbzingelt [wurden], T r o m p e t e r M i c h e i s en : 2 Mahl haben sie getroffen. Als sie zum dritten Treffen sollen, ist die Confusion gekommen.

Kvarterm . Jensen: Mit ihrem Squadron haben sie 4 Mahl getroffen. Von dem andern weisz er nicht.

16. Wie oft die Squadronen von der andern Linie getroffen ?

Fp. Komet Schneidewind: Referirt sich auff den 13de. Obr. Steensen: Referirt sich auff dem vorigen. 4 j. Ritm. la Mare: Nach dem eersten Treffen seynd die beyde[n] Linie[n] bald in pesle mesle gekommen, und, — so weit alsz er gesehen hat, — in einer Linie gerathen. E r habe so mit sein Squadron 2 Mahl getroffen. (Obl t . W o r t m a n n kan intet forklare),

h. Ritm. Pogwisch: E r wisze von keiner ander Squadronen nicht als die seinige, mit welchen er 3 Mahl habe getroffen. Körnet Holst: E r war übel blessirt und im eersten Treffen von ein Squadron Cuirasiers umbringet, und dasz Pferd untter ihm geschoszen. Sie haben 2 Mahl getroffen.

2 f. L t. Hartwig: Sie haben 2 Mahl getroffen mit ihrer Squadronen. Vom andren wisze er nichts. Sie stelleten sich aber zum Treffen dasz dritte Mahl, und avancirte der Feind so starck, dasz sie auff der Flucht und in Gonfusion seynd gerathen. Maj. G rabow : W ie vorher. (Oblt. Ribow og Løjtnanterne Rülow og Rartholin kunde ikke give Forklaring).

j. R. Obr. K ruse: Er habe bey den 14 Punct dazu geandtwortet.

17. Ob die andre Lin ie desz lincken Flügels die eerste Linie secundirt habe?

Fp. Kornet Schneidewind: Referirt sich auff den 13 Post.

Obr. Steensen: E r wisze es nicht, weil sie Squadron-Weisz gefochten. Dan wie er esz an dem Ohrt, da er gewesen ist, habe observiren können, haben bald 4 bald 5 Squadronen in einem Linie getroffen.

B.D . Obr. Brockenhuus: Davon weisz er nichts. Obr. Ørtzen aber ist einmahl bey ihm gekommen.

4 j. üblt. W ortm ann: Dasz habe er nicht sehen können. E r habe aber den Leuten woll fechtende sehen. Ritm . la Mare: Referirt sich zu dem vorigen, h. Ritm. Pogwisch: Der Feind hätte ihn dasz benommen. E r sah nichts als Feind vor sich. Körnet Holst: Ja! Sie haben ihm secundirt. Oblt. Oertzen: E r ist nicht secundirt worden, war doch in der eersten Linie. Alsz er geschoszen war, habe er doch gesehen, dasz die hintterste Linie eben so woll mit den Feind zu thun hätte alsz die eerste, also dasz der Feind zwischen beyden Linien wäre.

G .R . Ritm. Bernstorff: Es ist ihm unbewust. 2 f. M a j. Grabow: Referirt sich zum 13 Punet. L t . Hartwig: Von der gantz.en Linie weisz er nicht, dan wie sie Squadron-Weysze haben getroffen, ist darnach keine Linie könnet observirt werden. E r hat aber mit seiner Squadron den vor ihm stehende Squadron secundirt. L t . Bartholin: Sie kahmen so in Confusion, dasz er nicht weisz, wie es zugieng. Oblt. Bibow: Sie waren in Confusion, wie oben gemeldet bey den 14 Punct. Vom andren weisz er nicht.

j. R. Obr. Kruse: Im gleichen bey den 14 [Punct] beandtwortet. Trompeter Mich eis en: Er habe gesehen, dasz der Obr. Lieutenant Llolck dem ersten Squadron secundirt. Von andren weisz er nicht. Kvarterm. Jensen: E r habe nuhr gesehen von 3 Squadronen, die den eersten Linie secundirt haben.

18. Bey wem die Confusion am lincken Flügel erst entstanden, und woo daselbst damit einen Anfang gemacht?

Obr. Steensen: W ooher die Confusion entstanden und wer mit dem Flugte den Anfang gemacht hätte, weisz er nicht.

4 j . K a p t . - L t . E s s e m a n n 1): Die Vortrouppen seind eerstlieh darauff gegangen, darnach habe der Feind also starck eingedrungen. h. Ritm. Pogwisch: Beim Vortruppen und Dragunern ist es angefangen.

G .R . Ritm. Bernstorff: E r mcinete, wie die Confusion beym äuszersten Trouppen angefangen und die Reserve abgeschnitten, ist es so durch einander gegangen.

2 f. L t. Bartholin : Esz ist von den Vortrouppen angefangen und so ein nach dem anderen.

3 j. K om e t Diebitsch: Esz wäre von oben hinuntten gekommen, weisz aber nicht wie es geschehen. Oblt. D rewitz, der laa saaret i Skjelskor, afgiver folgende Erkkering i et Brev dateret den 15. Febr. 1G77 : Anlangent das/. Zeugnis/, wegen des Ilrn. General Major Sandberg, worumb ich befragt, kan ich mihr nichts anders entsinnen noch sagen, als/, das/, ich selbigen nicht als im Reteriren gesehen, welches auch im Fal ich w e iteres solte befragt werden, und mihr Gott mein Leben fristet, gegenwerttig soi bezeugen. Esz hat mein Unglück in dem mein Pferd untter mir erschoszen, mich am vielen verhindert, welches ich dahmahls zu thun schuldig war. Habe auch zu Fusz das/, beste ich vermögte, meiner Freyheit beschützen müszen, bisz so lange mihr der Ohr* Lient. Bass aufgestosen und mit einem Pferde geholfen, das/, ich also nicht viel, wie gerne ich wolte, habe beobacht en können.

j. R . Ohr. Kruse: E r habe seine Dienste als ein ehrlicher Diener von Ihre köngl. Majestet gethan und gnugh zu thun gehabt. Bey wem die Confusion ist entstanden, weisz er nicht. E r habe aber woll gesehen, dasz untter Lund und nicht weit von der poincte des lincken Flügels 3 Squadronen zugleich sind durchgegangen. W e r sie aber gewesen, weisz er nicht, weil er selber in voller Action gewesen.

Kvarterm. Jens en: Weisz es nicht. Habe auch kein Infanterie gesehen.

ig. Wooher der lincker Flügel sich nicht im Reteriren bey der Infanterie gesetzet?

Fp. K o m e t S c h n e i d e w i n d : Dasz wisze er nicht. Di[e]s aber hätte er gesehen, nach dem die Cauallerie geschlagen, dasz einige von der Infanterie Bataillons-Weisze hintter einander seind anmarchirend gekommen. W eiter wüste er davon nichts. L t. Keker: E r weisz es nicht. Habe auch kein Infanterie gesellen. K om e t Munroe: Weisz nicht. Allein er habe kein Infanterie gesehen.

Körnet Krabbe: E r habe kein Infanterie gesehen. Obr. Steensen: Dasz weisz er nicht, weil sie ihren Flucht nach dem Lager genommen, und er vom lincken Flügel wäre abgekommen in Meinung sich au ff dem Kirchhoff zu setzen. E r habe des Hr. Brochenhuses Regimente rencontrirt. Darnach sey er zu Ihr köngl. Majestet gekommen. B.D . Obr. B r o c k e n h u u s : W eil er schon blessirt. wäre, köndte er esz nicht wiszen. E r habe auch gantz kein Infanterie gesehen.

4 j. Kap t.-L t. E s sem ann: E r weisz es nicht. E r habe es aber gehört, dasz der Stalmeister Lützow zum den sl. Ilrn. General gekommen sey und gesaget, dasz die Infanterie noch nicht [in] ein halb Stund kommen köndte, welches geschähe kurz vorm Treffen als sie in Contramarche noch wären. O bl t . W o r t m a n n : E r habe kein Infanterie gesehen. Ritm . la Mare: E r habe kein Infanterie gesehen. Es war ein Geschrey, dasz die Infanterie geschlagen wäre,

h. R i tm . P o g w i s c h : E r war im dritten Treffen vom Feinde gantz umbzingelt. Alz er auszkähme hat er niemandt als den Obr. Bylow gesehen. E r hat vor sein Person keine Infanterie gesehen. Oblt. Oertzen: Weisz es nicht. Habe auch kein Infanterie gesehen. G.R.Ritm . Bernstorff: Dasz wisze er nicht. Habe auch kein Infanterie gesehen.

U1 f. Ritm . Buggenhagen: E r hätte keine Infanterie gesehen.

M a j. Grabow: W eis es nicht. E r habe kein Infanterie gesehen. L t . Bülow: E r weisz es nicht. E r habe auch im Reteriren keine Infanterie gesehen. L t . Bartholin: Dasz weisz er nicht. E r habe keine Infanterie gesehen. Oblt. Bibow: E r habe kein Infanterie gesehen. 3 j. Körnet Diebitsch: E r weisz es nicht. Habe auch kein Infanterie gesehen.

j. R . Obr. Kruse: E r habe keine Infanterie oder Stücken gesehen, und weil die Cauallerie im vollen Trabe und Gallop auff dem Feinde vortgangen, dasz die Infanterie unmöglich folgen köndten. Haben sicli alsoo in der Retirade bey denen nicht setzen können, die sie nicht vorgefunden noch gesehen haben. L t . Thomson: Er habe keine Infanterie gesehen. T rom pe ter Michelsen : E r habe keine Infanterie gesehen.

20. Woher der lincher Flügel im Flihen den rechten Weg verlaszen und einen solchen Umbweg genommen?

h. Oblt. Gertzen: Weisz es nicht, dan er suchte einFeldtscherer und liesze sich verbinden.

2 f. Ritm. Buggenhagen: W arum b sie den W eg verlaszen, weisz er nicht. E r aber kahm zu ihnen, wie sie sich s[c]hon einige Mahl reterirt hätten und waren in ziemlicher Confusion. Sie stelleten sich aber wieder zum Treffen nicht weit vom Lager, und sagte der Ritmeister dem Gen. Major Sandberg, als er die Front vorbey rittede : „Der Feind avanciret gegen unsz und w ir stehen in Confusion“ . —- „Ja !“ andtwortede der Gen. Major, „nun wollen w ir treffen“ und ritte nach den lincken Hand. So kahm der Feind in gutter Ordnung, sehlieszete sich in ein halb Monde und avancirte gegen uns. In dehm seincl die Officirer von den Gemeinen verlaszen, welche wieder zum Stande zu bringen wäre unmöglich. L t . Bülow : W eil alles in Confusion gewesen, hat einjeder sein W eg genommen.

j. R. Obr. Kruse: Esz seye ihm gantz unbewust, dan er ist von allen seinen Leutten verlaszen bisz auff zwey blessirten und einem von Sandbergs Regiment. E r wolte auch nach dem rechten Flügel, ist aber von 2 feindliche Squadronen coupirt und habe gesehen, wie der Feind s[c]hon anfieng die unsrige in den Barraquen zu caputiren, also dasz es ihm unmüglich wäre zu dem rechten Flügel zu kommen.

21. Woeher der lincke Flügel sich nicht nach den rechten Flügel begeben und den [Weg] verlaszen?

R.D. Ohr. Brockenhuus: Wegen der gantzen f’liigel könne er nicht andtworten. Sein Regiment aber habe nach dem rechten Flügel gehen wollen. Alsdan ist Ordre gegeben , dasz sie solten dem König folgen, welche Ordre sein Regiments Quartiermeister zum Regimente brachte und ihm von seine Regim. Officiren wider ist berichtet worden, weil er selbst blessirt wäre.

4 j. Ritm . la Mare: E r habe mit Oberste Bylow und Ob. Lieut. W ortmann den rechten Flügel mit sein Squadron gesuchet und könnte nicht dahin kommen.

2 f. Ri tm . B u g g e n h a g e n : Die Uhrsache kan er nicht sagen. Maj. Grabow: Sie wüsten nicht, wo er stunde, j. R . Obr. Kruse: Sie haben nicht ge wüst, woo der rechte Flügel wäre und referirt sich auff den 19de Beandtwortung, dasz er nicht wüste, woo die Infanterie wäre, viel weniger woo die Gavallerie von rechten Flügel wäre. Kvarterm . Jensen: Sie suchten den rechten Flügel mit ihren Squadron, köndte aber nicht hinkommen.

22. Wie weit der Feind den lincken Flügel verfolget?

Fp. R i t m . A r t m a r: Bisz durchs Lager. W eitter weisz er nichts. K o m e t S c h n e i d e w i n d : E r habe es nicht gesehen. L t . K e k e r og K ö r n e t M u n r o e : Bisz ans Waszer. Körnet Krabbe: Bisz an der Aw .

)br. Steensen: Weisz es nicht.

3.D. Obr. Brockenhuus: Weisz es nicht.

4 j . Kapt.-Lt. Essemann: E r habe nicht weitter gesehen als ungefehr 1 Pa r Musqueten-Schusz.

O bl t . W o r t m ann : Bisz an der Aw . Ritm . la Mare: Von dem weisz er nicht. K a p t . - L t . W o r t m a n n : Weisz nicht, h. Ritm. Pogwisch: Bisz an dem Pasz. K ö r n e t H o l s t og O bl t . O e r t z e n : Weisz es nicht,

x.R. Ritm. Bernstorff: Weisz es nicht.

2 f. Ritm. Buggenhagen og M a j. Grabow: Bisz an dem Waszer. L t . B ü l o w , Lt . H a r t w i g og L t . B a r t h o l i n : Bisz an der Aw . Oblt. Bibow: Weisz nicht.

3 j. Ritm. Spiet: Weisz nicht. O b l t . D r e w i t z og K o m e t D i e b i t s c h : Bisz an der Aw . . R . O b r . K r u s e og L t . T h o m s e n : Bisz an der Aw . T r o m p e t e r M i c h e i s e n : Bisz an der Aw . Ein Schwede kahm über der A w , welcher wurde todt geschoszen. A . Pulow: Weisz nicht. -tgmt. K v a r t e r m . B e r t h e l s e n : 5 oder G Trouppen folgeten ihnen bisz an der Aw . ivarterm . Jensen: Bisz an der Auw .

23. Ob der General Major Sandberg etzliche fluchtige beim lincken Flügel mit dem Gewehr gestraffet oder getödtet?

Fp. Ritm . Artm ar: E r habe nichts davon gesehen. K o m e t S c h n e i d e w i n d : E r habe den General Major Sandberg nicht gesehen, den er war bey den Vortrouppen.

)br. Steensen: Er ist nicht bey ihm gewesen, als sie flüchteten.

4 j. K a p t . - L t . E s s e m ann : E r habe es nicht gesehen. O b l t . W o r t m a n n : Alsz der lincker Flügel flüchtig wäre, habe er dem General Major nicht gesehen, kan deswegen nichts davon sagen. Ritm . la Mare: Das/, habe er nicht gesehen. Ritm. Brockdorff: Der 1 Ir. General Major habe — so weit er gesehen — das/ «einige gethan mit Anweisung der Squadronen und Recolligirung der Flüchtigen. Von allen andren Punctcn weis/ er nichts.

h. Ritm . Pogwisch: Er habe es nicht gesehen. G .R . Ritm . Bernstorff: E r habe den General Major nicht gesehen.

2 f. M a j . G r a b o w , R i tm . B u g g e n h a g e n og L ø j t n a n ­ t e r n e H a r t w i g , B ü l o w og B a r t h o l i n : Das/ habe er nicht gesehen. Oblt. Bibow: Weis/ nicht.

o j. Ri tm . Spiet: Ilatt sich nach der Citation cingesteilet. W eil er aber (i Wochen kranck in Lund gelegen, und habe sich durch den Trouppen salvirt, wüste er von der gantzen Sache nichts. Körnet Diebitsch: Habe es nicht gesehen,

j. 11. Obr. Kruse: E r habe gesehen das/ der General Major Sandberg einige mit dem Degen animirte und straffete. Das/ er aber einige getödlet hat, habe er nicht gesehen. E r habe sie als ein brave Gavallier gebetet, das/ sie als ehrliche Leutte fechten solten, wie er auch mit dem sl. Generals Leib Compagnie und mit seinem Obrist-Lieuten. Dewitz [o: Drewitz] Compagni ihm secundirt habe, welche Leutte der Gen. Major selbst zusammenjagte und zu ihm habe gebracht mit diesen Worten: „E r solte nur frisch auff dem Feinde losz gehen.“ — Welches er auch gethan. L t. T h o m s e n : E r habe wol gesehen dasz der General Major mit dem Degen in der Hand die flüchtige wolte zum Stande bringen. Dasz er aber einige getödtet kan er nicht sagen. T r o m p e t e r M i c h el s en : E r habe gesehen, dasz er mit dem Degen in der Handt sie stutzen wolte. Dasz er aber einige getödtet, habe er nicht gesehen.

Lt. P u l o w og R e g im . K v a r t e rm . B e r t h e l s e n : Weisz nicht. Kvarterm . Jensen: Er habe nichts gesehen.

24. Ob andere Officirer vom lincken Flügel die lauffende Reutter mit dem Gewehr corrigirt oder blessirt und zum Stande zu bringen gesuchet?

Fp. R i tm . A r tm a r : Er habe selbst einige Trouppen wollen formiren, habe auch einige zusammen gehabt, aber ist gleich woll also bald verlaszen, also dasz esz unmüglich wäre, sie zum Stande zu bringen. L t. Keker: E r habe woll gehört, dasz die Officirer geruffen und sie ermahnet mit den Worten: „Umb Gottes W illen ! halt euch ! — stellet euch !“ Esz wäre aber unmüglich sie zum Stande zu bringen. Weitters hat er nicht gesehen, dasz sie einige mit dem Gewehr solte gestrafft haben. Körnet Munroe: E r habe es nicht gesehen. Habe aber woll gehört, dasz sie zum Halten gestutzet seynd.

B.D. Ohr . B r o c k e n h uus: E r hat es vor sein Person gethan, s[c]hon er blessirt wäre. Von dem andren wüste er nichts und habe es unmüglich befunden die flüchtigen wieder zu setzen. Ruffet dem Hrn. Commissario Harbo zum Zeugen1).

4 j. R i tm . la M a r e : E r habe Ruffens genug gehört, dasz sie solten halten, aber nicht gesehen, dasz einige blessirt seynd. O b l t . W o r t m a n n : E r sey nicht dabey gewesen.

2 f. Maj. G rabow : E r weis es nicht. Sein Squadron aber blieb bey ihm. L t . Bülow: Sie haben genug angemahnet. Haben auch die Trompetters in der Trompette zum Halte gestoszen. Esz wäre aber unmüglich sie zu recolligiren. L t . Hartwig: Esz war Ruffen genug, Es wäre aber unmüglich sie zu recolligiren.

L t . Bartholin: E r habe dasz nicht gesehen. Sie haben aber geraffen, dasz sie sich setzen solten. Es wäre aber unmüglich.

j. R . Obr. Kruse: Esz seye ihm gantz unbewust, aber selbst habe er einem Corporal und einem Reuter, welche flüchtig waren, niedergestoszen. Dieselbige waren vron seinem Regiment. Von andren weisz er nicht. L t. Thomson: Ja! Dasz habe er gesehen, dasz andre Officirer gesucht haben die Leutte zum Stand zu bringen. Es wäre aber unmüglich. T rom pe te r Mich eis en: Ja! E r habe gesehen, dasz die Officirer die Leutte zum Stande angemahnet.

Rgmt. Kvarterm . Bertheisen: E r habe es woll gehört, dasz sie geraffen haben, sie solten halten. Sie waren aber nicht zum Stande zu bringen.

Kvarterm. Jensen: Ja! Dasz habe er gesehen. Esz wäre doch unmüglich, sie zum Stande zu bringen.

25. W asz Ihr köngl. Majestet dem General Major Sandberg befohlen, als Sie ihm, da der lincker Flügel sich eerst auff die Flucht begeben hatte, selber zu gesprochen?

Fp. Ritm. Artinar: E r habe es nicht gesehen, dasz Ihr köngl. Maj. ihm zugesprochen. Körnet Schneidewind: Er habe es nicht gehört. L t . Keker: Weisz es nicht. Körnet Munroe: E r weisz nichts davon. Körnet Krabbe: E r habe es nicht gesehen. Obr. Steensen: E r habe es nicht gehört, weil er voraus geritten.

B.D. Obr. Brockenhuus: E r habe es nicht gehört. 4 j. Kapt.-Lt. Essemann: E r habe es nicht gehört. Oblt. Wortmann: E r ist nicht dabey gewesen. Ritm. la Mare: E r ist nicht dabey gewesen. ( K a p t . - L t . W o r t m a n n og R i tm . B r o c h d o r f f give ingen Forklaring). h. Ritm. Pogwisch: E r seye nicht dabey gewesen. Körnet Holst: E r weisz nichts davon.

Oblt. Oertzen: E r weisz nichts davon. G.R. R itn i. Bernstorff: E r weis es nicht, ü f. Ritm. Buggenhagen: E r habe es nicht gehört. M a j. Grabow: E r habe es nicht gehört, oder gesehen. L t . Bülow: E r habe es nicht gesehen. L t . Hartwig: E r habe es nicht gesehen. L t . Bartholin: E r habe nicht gesehen, oder gehört. Oblt. Bibow: Weisz es nicht. 3 j. (R itm . Spiet giver ingen Forklaring). Körnet Diebitsch: E r habe es nicht gesehen. (Oblt. D rew it z giver ingen Forklaring). j. R. Obr. Kruse: Es wäre ihm unbewust, weil er nicht dabey gewesen. L t. Thomson: Dasz habe er nicht gehört. T rom pe ter Michelsen: W eis nicht. (Lt. P u l o w giver ingen Forklaring). Rgmt. Ivvarterm. Berthelsen: Dasz habe er nicht gehört. Kvarterm. Jensen: Weisz es nicht.

26. Was die andern, so von Ihr köngl. Majestet am General Major Sandberg geschichet worden, für Ordre demselben in Ihr köngl. Majestet Nahmen gebracht haben ?

Obr. Steensen: E r weisz nichts davon, weil er den General Major Sandberg über den A w nicht gesehen, dl'. Ritm. Buggenhagen: E r weisz von keinen Ordre nicht, aber er hätte von andern gehört, dasz sie solten algemach nach Landsz-Crone gehen. Vnd beföhle derseht. Hr. General, dasz sie solten ihrer Gewehr fertig halten und Trouppen machen und sagte dabey: es wäre heutte nicht wol gethan. Ritmesteren blev derpaa adspurgt, om han havde sagt til General Arenstorff, at IIs. Maj. havde befalet „dasz die Trouppen algemach nach Landsz-Cronen gehen solte“ hvorpaa han replicerede: „Er kan sich dasz nicht erindren. E r habe doch dem Hin . General angesprochen und sich über seine Blessure condolirt.“

Maj. Grabow: Dasz wisze er nicht. E r habe aber gehört, dasz Ihr köngl. Majestet gegen Ohr. Jägermeister H a n ow 1) gesagt, dasz dieser Tag wäre ein unglückseliger Tag , esz wäre best, dass sie sacht nach Lands-Crone giengen, welches geschähe ein gutter halbe Meil von der Aw . L t. B ü 1 o w : Er habe nichts davon gehört. Es wäre aber ein gemeine Rede, dasz sie sollen Trouppen machen und sacht nach Landsz-Cronen marchiren. L t . Hartwig: E r weisz nichts davon. Er habe doch gehört, dasz die Ordre wäre, sie solten sich setzen. L t . Bartholin: E r weisz es nicht. Es wäre aber gesagt untter den Leutten, dasz sie nach Landsz-Crone solten.

j. R . Obr. Kruse: Er weisz von keiner andre Ordre nicht, als sie ungefehr drey viertel Meil Wegs von Lands-Crone w ären , über dem andren Pa ss , woo sie bey ein halb Viertel-Stunde halten hätten und warr esz dalnnals gegen der Sonnen-Vnttergang. Da ist der Ritmeistcr Bugenhagen an dem sehl. Hrn. General Arenstorff gekommen und sagte, dasz Ihre köngl. Majestet hette befohlen, dasz sie solten sich allgemach mit den Trouppen nach LandsCrone begeben, wooauff der sl. Hr. General antwortete: „W as des Königs gnädigste W ille und Befehle wäre, wäre auch sein“ . Und seye dar au ff Ordre gegeben an dem beywesenden Trouppen (sc. des Obr. Brochenhusen Draguner, 1 Squadron vom sl. Generals Regiment, 1 Squadron vom General Major Sandberg und 2 Standarten von seinem Regiment) zu marchiren. L t. Thomsen: E r habe dasz nicht gehört. Esz war aber eine gemeine Rede, dasz die Trouppen algemach nach Landsz-Crone gehen solten.

Rgmt. Kvarterm. Berthelsen: Alsz sie über den andern Pass kähmen und sich in Trouppen stelleten, ist der sl. Hr. General mit dem General Major Sandberg angekommen, und habe der sl. FIr. General gefraget wo sie hin marchircn solten, worauff der Ritmeister Bugenhagen nebenst andere Officiren, die er nicht kennete, — andtwortete, dasz Ihr Köngl. Majestet habe befohlen, sie solten nach Landsz-Crone marchiren. Der General antwortete: In Gottes Nahmen — mit weitteres, welches er nicht habe gehört. Lt. Jens Thommesen und Jost Kehl waren auch dabey und haben es gesehen.

27. Ob der General Major Sandberg commandirt hat, dasz der lincke Flügel, wie er über die Aw passiret war, solte Halte machen?

Fp. Ritm. Artmar: Dasz habe er nicht gesehen. K ö r n e t S c h n e i d e w i n d : Ist nicht dabey gewesen. L t . Keker: Davon wisze er nichts. E r habe ihm nur marchiren sehen. Körnet Munroe: E r habe gesehen, dasz sie sich gestutzet hätten. Flat aber kein Befehl gehört. Die meisten waren doch weit hinausz.

Obr. Steensen: E r habe ihm nicht gesehen. B.D . Obr. Brockenhus: E r sey nicht dabey gewesen. 4 j. Ritm. la Mare: Ist nicht dabey gewesen, h. Ritm. Pogwisch: Er ist nicht dabey gewesen, aber er ist erstlich an dem flüchtigen lincken Flügel ungefelir V2 Meil über der A w gekommen. Da haben sich die Trouppen wieder gesetzet, und die Leute recolligirt, und haben sie Standarten bey sich gehabt. Habe auch Ihr Majestet selbst befohlen, sie solten Trouppen machen, dasz beste sie köndten. K om e t Holst: Als Ihre köngl. Majestet zu General Major Sandberg über der A w ungefehr 1 Meil Wegs kahm, sagte der König zu ihm, er solte dar halten, und alles was dahr kähme solte sich bey ihm setzen. Darauft’ ist der General Major gehalten, wie lange aber wüste er nicht, weil er nach Landsz-Crone sich zu verbinden hinritte.

2 f. Maj. Grabow , R itin . B u g g e n h a g e n og Lt . B ü l o w : E r habe es nicht gehört. L t . Hartwig: E r war nicht bey dem General Major. 3 j. Körnet Diebitsch: E r habe es nicht gehört. j. R. Obr. Kruse: E r seye damahls nicht bey ihm gewesen. L t . Thom sen: Ja! E r habe gehört, dasz der General Major befohlen habe, dasz sie solten Halte machen und sich setzen. T rom p e te r Michelsen: Ja! E r habe gehört dasz der General Major bey der A w befohlen, dasz sie halten solten, und haben sie sich erstlich gestelt bey einem Dorff'e ungefehr 3 Viertel Meil Wegs von der A w ab. R g m t . K v a r t e r m . B e r t h e l s e n og K v a r t e r m . J e n s e n : E r habe nichts gehört.

28. Ob der Feind über dasz Waszer den lincken Flügel verfolget?

Ep. L t . Keker: Nein! K o r n ei K r a b b e : Nein! Sie haben sie nicht über dasz Waszer verfolgt, h. Ritm. Pogwisch: Nein! j. R. Obr. Kruse: Der Feind sey nicht über dasz Wasser gekommen. Trompeter Michelsen: E r habe nuhr einen eintzigen Kerl gesehen. Kvarterm . Jensen: Nein! (Alle de andre Vidner künde ikke afgive Forklaring om dette Sporgsmaal).

29. Woo der sl. General ArenstorfF dem General Major Sandberg angetroffen?

Ep. K ö rn e t Krabbe: Es wäre ungefehr halb Weg zwischen Landsz-Crone und der Aw . 4 j. Kapt.-Lt. Essemann: Nahe bey Andelew. Wasz sie gesprochen haben, weisz er nicht, h. Körnet Holst: W oo er habe ihm angetroffen, weisz er nicht. E r habe sie zusammen! reitten sehen ein Meil Wegs von der Aw ab.

2 f. Maj. Grabow: Ungefehr 1 Meil von Landsz-Crone, alsz er gesehen habe. L t . Hartwig: Ein Meil Wegs von der A w an ein Dorff. 3 j. Körnet Diebitsch: E r habe ihnen zusammen gesehen 1 Meil von der Aw . j. R. Obr. Kruse: W oo der sl. Hr. General dem General Majoren ecrst angetroffen, weisz er nicht, aber bey dem andren Passe habe er sie beyde vor sich gefunden, wie Bugenhagen die Ordre bragte. L t. Thomsen: A n den Ohrt, da sie sich gesetzt hatten, ist der sl. General gekommen. W a r ungefehr 3 viertel Meil Wegs von der Aw . T r o m p e t e r M i c h ei sen: E r habe gesehen dasz der sl. General den Gen. Majoren habe angetroffen bey dem Dorffe, da sie Halte machten. L t. Pulow: Esz wäre ein gutter Meil von der A w ab.

30. Was der General Carl v. Arenstorff dem Gen. Major Sandberg für Ordre gegeben, als er ihm mit dem flüchtigen lincken Flügel angetroffen?

4 j. Kapt.-Lt. Essemann: Der sl. Hr. General beföhle ihm als Regiments Quartiermeister, dasz er solte zu General Major Sandberg oder der vorhandenen Officirer reitten und sagen, dasz er sich solte setzen und Trouppen machen, auch nicht so unordentlich marchiren. W ohin aber dasz sie marchiren soffen war nichts gedacht,

j. R. Obr. Kruse: Weisz nichts davon. Referirt sich an dem vorigen. L t . Thomsen: E r habe gesehen dasz sie mit einander sprachen ; wasz es war, weisz er nicht. Sie seynd alsobald darauff marchirt. Trom peter Mich eis en: E r weisz nicht, wasz sie mit einander redeten. Sie seynd aber alsobald nach LandszCronen abmarcbirt.

31. Ob sie beym lincken Flügel nicht gehört, dasz zwischen 3 und 4 Uhr die dänische Losung auf dem Wahlplatz gegeben worden?

Fp. R i t m . A r t m a r: Ja! E r habe es gehört, dasz von 3 bisz 9 Schüszen seind gegeben. Körnet Schneidewind: Ja! E r |habe 3 Mahl 3 Schüsze gehört, und habe damahls beym Dorff IV2 Meil vom Wahlstette einige Squadronen und Standarten marchiren sehen in welchem Dorff der selige Hr. General sich verbinden liesze. Wass aber dasz Schieszen bedeutete, wüste er nicht. L t . Keker: E r habe es nicht gehört. K om e t Munroe: E r habe etliche Schüszen gehört, wüste nicht was bedeütete. Körnet Krabbe: E r habe wol Schüszen gehört, wasz es bedeütete, wüste er nicht.

Ohr. Steensen: Ja! E r habe schieszen gehört und war damahls beim sl. llrn . General.

B.D. Obr. B rockcnhuus: E r habe es nicht gehört. 4 j. Kapt.-Lt. Essemann: E r habe es gehört, dasz sie mit Stücken geschoszen haben. Weisz aber nicht, ob es Losungs Schüsze gewesen sey. O b . - L t . W o r t m a n n : Er habe woll schieszen gehört aber keine Losung observirt. Ritm. la Mare: E r habe kein Losung observirt, hat aber wol schieszen gehört,

h. Ritm. Pogwisch: E r habe es nicht gehört. K om e t Holst: E r habe wol schieszen hören aber nicht observirt wie viel Schüsze.

G.R. Ritm . B e rn s to r f f : E r habe Canon-Scliüsze gehört, wüste aber nicht, wasz es zu bedeüten hätte.

2 f. Ritm . Buggenhagen: Ja! Er habe es gehört und dasz 9 Canon-Schüszen. M a j. Grabow: Ja! E r habe gehört eben derselbige Zeit wie der sl. General zu ihnen kahm. Sie wüsten nicht wasz es bedeütete. Sie dachten, dasz die Schweden wolten sie locken.

L t . Bülow: E r habe 3 Stücken gehört. Wüste nicht wasz es bedeütete. Ungefehr umb 1 oder 2 Uhr. L t . Hartwig: E r habe es nicht gehört. L t . Bartholin: E r habe 9 Schüsze gehört. W ie weit es vom Lager köndte seyn, wüste er nicht. Oblt. Bibow: E r habe schieszen gehört, hat kein A chtung darauff gegeben.

3 j. Körnet Diebitsch: E r habe es gehört. Wüste aber nicht wasz es bedeütete. j. R.' Ob r . K r u s e og Lt . T h o m s o n : Nein! E r habe es nicht gehört. T r o m p e t e r M i che Isen: E r habe schieszen gehört, weisz aber von keiner Losung. L t . Pulow : Ja! E r habe es gehört, und Oberste Steensön sagte zu ihm: „hört die Losung, unser rechter Flügel treffet noch“ . Rgmt. Kvarterm . Berthelsen: Ja! sie haben es gehört. Kvarterm . Jensen: Ja! E r habe es gehört ungefehr Kloche 2 die dänische Losung mit 3 Stücken.

32. Ob kein Officirer vom lincken Flügel zurück gekehret und nach unser fechtenden Armée oder dessen rechten Flügel sich begeben hat?

Obr. S t eens en: E r habe keine gesehen, die zurück gegangen seind.

4 j . K a p t . - L t . E s s e m a n n : E r habe keine gesehen als den Trouppen, der mit Obr. Bülow wäre. Oblt. Wortmann: Der Obr. Bylow und er mit etwan 70 Reutter und 5 Standarten hätten gerne nach den rechten Flügel gehen wollen. Sie waren aber also von des Feindes Trouppen coupirt, dasz es unmöglich wäre durchzukommen. E r habe dahmahls auf Befehl Ihre köngl. Majestet Lieut. Molck nach dem lincken Flügel gesandt, dasz er berichten solte, dasz der rechter Flügel noch im gutten Stande wäre, und dasz der lincker Flügel sich wieder setzen solte. Der Lieutenant habe aber nicht zu dem lincker Flügel kommen können, weil der Feind s[c]hon zwischen ihnen wäre.

Ritm. la Mare: E r weisz von keinem alsz den Ritmeister v. Galen mit 3 Standarten und sich selbst mit 2 Standarten. Referirt sich auff dem 21 Punkt,

j. R. Obr. Kruse: E r wisze von keinem als von dem Obr. Brockenbus und er selber. Sie suchten nach dem fechtenden zu kommen, esz wäre aber ihnen unmüglich. Der Obr. Brockenhus war auch von den Pferden so zertreten, dasz er nicht weit reitten köndte. Rgmt. Kvarterm. Berthelsen: Da waren 3 Lieutenants von Obr. Krusen Regmt. und der Obr. Lieut. von Sandberg, wie auch Ritmeister Bugenbagen mit 2 blau und etzliche gelbe Standarten hätten sich umbkehren wollen. Die Gemeine aber haben sie nicht gefolgt.

33. Wasz dasz Feldtgeschrey an unsere Seite gewesen sey, und wan solches angesagt worden?

Fp. Ritm. Artm ar: Dasz Feldtgeschrey ist gewesen „in Nahmen Jesus“ , welches er von Ihre köngl. Majestet gehört, und sey es die Vortrouppen von Obr. Lieutenant Bass angesaget. Körnet Schneidewind: Des Morgens haben sie beym Vortrouppen von Obr. Lieut. Bass dasz Feldtgeschrey empfangen: „In Nahmen Jesus“ . L t . Keker: Der Obr. Lieutenant Bass habe ihm im Marche — wie sie an den Feind solten — dasz Feldtgeschrey „Im Nahmen Jesus“ gegeben. K ö rn e t Munroe: Ihm ist kein Feldtgeschrey angesagt. Weisz auch nichts davon — Weitteres auszsagte er; er hätte die rechte Flügel-W acht gehabt mit Lieutenant Wangelin und sey nicht abgefordert worden. Als sie aber gesehen, dasz alles ausz dem Läger wäre, seynd sie von sich selbst nach dem lincken Flügel gegangen, weil selbige ihm am nechsten war. K ö rn e t Krabbe: Bey den Vortrouppen sey es angesaget worden: „Im Nahmen Jesus“ . Von den andern weisz er nichts.

Obr. Steensen: E r habe dasz Feltgeschrey vom Generalen gehöi’t auff dem Felde. Ob esz ist angesaget worden, dasz weisz er nicht. 13.1). Obr. Brockenhuus: Es sey ihm nicht gegeben worden, i j. Kapt.-Lt. Essem ann: üb dasz Feldtgeschrey ist angesaget worden, weisz er nicht. E r habe es aber im Contramarche von Ihre köngl. Majestet gehöret: „Im Nahmen Jesu“ ist unser Losung. Da Kaptajnlojtnanten derefter blev spurgt, om han havde mere at forklare i denne Sag, svarede han: E r weisz nichts anders, als wie er zu dem seid. Hrn.

General Arenstorff wolte reiten, war General Major Sandberg bei ihm , und hörte er im Reitent, dasz der sl. General sagte zum General Major Sandberg: „Hr. General Major! Ich komme mit euch nicht zurecht. Lasz ein Regiments Quartiermeister von der Aufwartung den General Major Meerheim ansagen, dasz er zu milir komme“ . E r habe nicht gehört, wasz die Sache wäre und wüste nichts weittcres als die blose Wörter. O b l t . W o r t m a n n : Bey sein Squadron habe der General selbst angesagt. Vom andern weisz er nichts. Ritm . la Mare: Es sey bey sein Squadron nicht angesaget worden. Weisz auch von keinem nicht, h. P iitm . Pogwisch: Ihm ist dasz Feldtgeschrey nicht gegeben, und haben [sie | auch keine bei seiner Squadron gehabt. Körnet Holst: Sie haben bey ihrem Squadron kein Feldtgeschrey gehabt und keine auszgegeben. Oblt. Oertzen: Sey nicht bey ihm und sein Squadron gewesen noch angesagt worden.

i .R. R i tm . B e r n s t ö r ff: Dasz Feldtgeschrey sey gewesen: „In Nahmen Jesus“ , welches er von den nechsten Squadronen habe gefraget, als er gesehen hätte, dasz Ihr köngl. Majestet denselbigen Squadronen es ansagte und sie ermahnete, dasz sie solten sich woll halten.

1 f. Ri tm . Buggenhag en : Es sey ihm nicht angesaget, aber er habe es von andern gehört, dasz Ihre köngl. Maj. es selbst solte gesagt haben. Eszwäre: „Im Nahmen Jesus!“

Da Ritmesteren derefter adspurgtes, om han vidste mere at berette om Sagen, svarede han: E r habe bey dem abgebrandten Dorff den General Major gesagt, dasz man nicht so distendirt solte marchiren woo auff der General Major andtwortete, dasz der General würde voran seyn. Maj. Grabow: E r habe keine Feldtgeschrey bekommen. L t . Bülow: Sie haben kein Feldtgeschrey bey ihre Squadron gehabt. L t . Hartwig: Dasz sey ihm nicht angesaget. L t . Bartholin: Sie haben bey ihren Squadron kein gehabt, und kein angesagt worden. Oblt. Bibow: E r habe kein Feldtgeschrey bekommen.

;1 j. K om e t Diebitsch: Sie haben im Treffen — seines Wiszendt — kein Feldtgeschrey gehabt,

j. R. Obr. Kruse: Des Nachts alsz er in der Hauptwache w ar, habe er Feldtgeschrey gehabt. Ob andre Feldtgeschrey bey angehenden Treffen gegeben und angesaget, wisze er nicht, weil er keine empfangen. L t . Thomsen: Er habe kein gehabt, und ist auch kein bey dem Regiment angesagt worden. T r o m p e t e r M i che Isen: Weisz nicht davon. Habe kein Feldtgeschrey gehabt.

L t. Pulow: E r wisze nichts davon. Da Løjtnanten derefter blev adspurgt om han havde mere at forklare, svarede han: Er weisz nichts anders, als dasz der si. Hr. General ihm commendirte dasz er zu General Major Sandberg solte reitten und sagen, dasz die Trouppen solten sich wieder setzen und dasz Ritmeister Graaboe [o: Vidnet Major Grabow] sagte, dasz der König hat Ordre gegeben, dasz sie solten nach Landsz-Gronen marchiren, und referirt sich auf seine eingebene schrifftliche Relation. Kvarterm. Jensen: E r weisz von keinem Feldtgeschey, den esz sey ihm nicht gesagt worden.

Den 4. A p ril indgav Generalløjtnant F r . Arenstor ff en Skrivelse til den nedsatte Kommission, hvori han protesterede mod, at Sandberg i sit Indlæg til Kongen havde væltet Ansvaret for Uordenen ved venstre Fløj over paa den salig General. Sandberg maatte først bevise, at Carl Arenstorff var Skyld i, 1) at Eskadronerne maatte defilere over dybe Grøfter i Fjendens Paasyn, 3) at Fløjen var rykket frem , uden at den — endsige Arméen — var rangeret, og at Forbindelsen med Centrum og venstre Fløj derved var gaaet tabt, samt i 3) at Regimenterne vare „jagede“ paa Fjenden uden Feltraab. Sandberg havde gjort gældende, at han som Generalmajor maatte følge sin General. Men denne var ilet til Fortropperne for at skynde paa Angreb, og Sandberg har bevislig ikke været ved Brockenhuus’ Dragoner eller ved 4 jyske Rytterregiment, der vare de første Regimenter der chargerede, og her burde hans Plads — efter Frederik Arenstorils Formening — have været, naar han havde haft Ordre til at følge Overgeneralen. Sandberg kunde jo ikke vide, hvilken Ordre Carl Arenstorff havde faaet af Kongen. Der var „periculum in mora“ , da Kongen vilde have Stillingen foran Lund besat, før Svenskerne kom op. Var Sandberg ilet frem uden Ordre, maatte han selv bære Ansvaret. Det var ingenlunde enestaaende, at Fortravet sendtes langt frem foran Hovedstyrken, naar man vilde vinde en eller anden Fordel over Fjenden. Sandberg burde være marcheret „ferme geschloszen und in guter Ordnung“ , og Overgeneralen vilde da være kommen til ham, naar Tidspunktet kom, da Fløjen skulde gribe ind. Dette vilde upaatvivlelig ogsaa være sket, hvis den salig General ikke var bleven dødelig saaret. Dersom det er Tilfældet, — hvad Sandberg foregiver — at Carl Arenstorff har befalet ham til med Regimenterne „at jage mod Fjenden“ , maa en saadan Ordre uden Tvivl være givet paa Foranledning af Hs. Majestæt. Angaaende Modtagelse og Uddeling af Feltraabet, da var det Generalmajorens Pligt at afhente det hos Hs. Majestæt eller hos Overgeneralen og ikke Overgeneralens Plig t at bringe det til ham. Carl Arenstorff var ved Fortropperne og havde nok at tage vare, og Sandberg var ikke saa langt fra Kongen, at han jo uden Vanskelighed kunde have faaet Feltraabet opgivet af Hs. Majestæt selv.

Sandberg besvarede denne Protest i et Indlæg af 30. April. Fordi en Anklaget renser sig for de mod ham rettede Beskyldninger, kan han ikke sigtes for at ville besudle andre. Generalløjtnant Arenstorff har optaget Sandbergs 1ste Indlæg „som et Forsøg af denne paa at touchere General Arenstorffs Minde“ , medens Sandberg kun har haft til Hensigt at forsvare sig mod Generalfiskalens A n klag e: at være Ophavsmanden til at venstre Fløj gik for tidligt frem og skilte sig fra Arméen, og Skyld i at denne efter en Salve gjorde omkring og flygtede. Det har imidlertid aldrig været Sandbergs Mening at sætte nogen Plet paa Carl Arenstorff, hvem han altid blindt hen har fulgt. Der er bleven udtalt, at Generalen vilde sende Bud efter Meerheim. Hvad der er fremkommet i Forhørerne angaaende denne Sag, véd Sandberg ikke, men dersom den salig General endnu var i Live, vilde han trøstig beraube sig paa hans Vidnesbyrd. Da man formerede Linie bag Lejren, beordrede Generalen ham til „in E y l“ at avancere, uagtet °2. Linie endnu ikke var opstillet. Sandberg havde da gjort den salig Herre opmærksom paa, om det ikke var raadeligere at vente med Fremrykningen, indtil hele Hæren stod rangeret „da wir allein des Feindes Force nicht subsistiren können“ , men dette haaber Sandberg, at man ikke vil udlægge som Vrangvilje fra hans Side. Meerheim kom for øvrigt heller ikke til Stede ved venstre F lø j1). Idet Sandberg beklager sig over, at han — uagtet gentagne Anmodninger — ikke har erholdt nogen Udskrift a f Forbørene, meddeler han, at hans Kornet Daniel Koch, der med Oberstløjtnant v. der Schulenborg var rømmet fra svensk Fangenskab, nu er kommen til Kjøbenhavn og kan give værdifulde Oplysninger. Begge disse Indlæg bære Paategning om at være bievne oplæste i Kommissionen samme Dag, Dommen blev afsagt.

Den 30. A p ril samledes Kommissionen til Domsafsigelse, men bestod da kun af 9 Medlemmer, idet Frederik Arenstortf havde forladt Dommerbænken og sluttet sig til den offentlige Anklager og Holger Vind , Baudissin, Jochim Schack, Detlev Rantzau og Hans Schack — vel sagtens paa Grund af Bortkommando — vare bievne erstattede med Generalløjtnant Rysensteen, Generalmajor Siegfried Bibow og Oberst Carl Henrik v. der Osten. — Vidneudsagnene oplæstes enkeltvis, hvorpaa Sandberg fremlagde et Brev af s. D. fra Daniel K o ch1), samt sit ovenfor citerede Indlæg, og, idet han paa ny gjorde Fordring paa en Udskrift af Vidneforhørene, tilbød han at give Kommissionen nærmere Oplysning. Med Hensyn til sin Supplik af 8. Februar, erklærede han atter, at det aldrig havde været hans Agt „at touchere“ den afdøde Overgenerals Æ re og sluttede med at begære sig frifunden for Aktors Tiltale. Generalløjtnant F r . Arensto rff fremtraadte derpaa og deponerede sit Indlæg af 4. A p ril, idet han afviste Sandbergs Beskyldninger mod Broderen og erklærede, at naar Generalmajoren ikke kunde bevise sine Paastande , maatte man fremtidig anse ham for en Mand, der skrev mere, end han kunde staa ved. Sandberg replicerede og henviste til sine Indlæg, idet han fastholdt, at det ikke havde været hans Hensigt at rejse nogen Beskyldning mod Overgeneralen, men at han kun har villet rense sig over for Generalfiskalens Anklage, at han for hastig skulde være gaaet frem til Angreb; thi dersom dette var Grunden til Uordenen ved venstre Flø j, maatte Bebrejdelserne rettes mod den, der havde kommanderet Fløjen „en chef“ . Parterne bleve derefter adspurgte, om de havde mere Sagen vedrørende at anbringe, og da dette var besvaret benægtende, traadte de af, hvorpaa man skred til Voteringen, efter at Ove Juni — som Sandbergs Slægtning — atter havde fjernet sig. Voteringen foregik efter de almindelige Krigsretsregler, idet de laveste i Rangen først afgave deres Vota, som affattedes skriftligt, efter at Generalauditør Meier rimeligvis har angivet de Krigsartikler, der kunde komme til Anvendelse i det foreliggende Tilfælde. Da der ikke blev afsagt nogen endelig Dom , men de 8 afgivne Vota indsendtes til Kongen, hidsættes disse her i Udtog.

O b e r s t e r n e B. B i i l o w og C. H. v. d e r O s t e n erklærede Generalmajoren skyldig efter Artikel 75, fordi han ikke havde rekognosceret, efter at han havde erholdt Melding om Fjendens Overgang, og for ikke at have statueret et Eksempel ved at hugge nogle af de flygtende ned, samt skyldig efter Artikel 95 og 101 for ikke at have gjort sin Pligt ved „Recolligeringen“ , og efter Artikel 102 for ikke at have pareret Kongens Ordre om at sætte sig.

Generalauditør Meier: skyldig efter Artikel 75, fordi han havde vist Mangel paa Vigilance, idet den Omstændighed, at der var givet ham en Oberst til Assistance, ikke kunde fritage ham for Ansvaret for Sikringen. Efter den Meerheimske Alarmering burde h an , da han ikke modtog Rapport fra Patrouillerne, have forsikret sig om, at disse gjorde deres Pligt og undersøgt, hvorledes det stod til ved Vagterne, og da der indgik Melding om Fjendens Overgang, burde han ved fremsendte Partier have søgt at udforske „Fjendens Contenance“ . Generalmajoren havde endvidere sendt saa vigtige Meldinger med simple Ryttere: „wovon die Generals nicht wissen wollen“ og først affærdiget den 3 Melding med en Officer, hvorved han havde foraarsaget, at Arméen saa sent „kom i Po situr“ . Han maatte dernæst anses skyldig efter Artikel 100 og 101, fordi han ikke havde undersøgt, hvorfra „Konfusionen“ stammede, ikke opfordret Officerer og Ryttere til at repliere sig paa Infanteriet, ikke havde hugget ind paa de flygtende samt for ikke at være standset hinsides Aaen, eller taget Offensiven for at hjælpe de fægtende Afdelinger, men fortsat Flugten mod Landskrone, uagtet han havde Hs. Maj.s Ordre til at sætte sig og ikke havde modtaget nogen Kontraordre af den salig General, da han mødte ham ved Andelov. Endelig var han skyldig efter Artikel 137, fordi han ikke „fur seine Person sich gewendet håbe“ og med de Officerer, han havde hos sig, søgt til højre Fløj. Der havde da været en Mulighed for, at nogle pligttro Ryttere havde fulgt ham.

General major II. F r e d e r i k L e v e t z a u : Skyldig efter Artikel 75 og 83 for ikke at have vist tilstrækkelig Vigilance. Skyldig efter Artikel 100 og 101 fordi han ikke replierede sig paa Infanteriet, som han maatte vide var til højre for ham, og fordi han ikke har kunnet angive Aarsagen til Konfusionen og er flygtet længere tilbage, end han blev forfulgt, samt fordi han ikke har rejst Anklage mod nogen af sine underhavende Officerer. Skyldig efter Artikel 7 og 37 fordi han ikke har efterlevet Hs. Maj.s Ordre, tilmed da han havde hørt det danske Løsen, samt fordi han ikke personlig er vendt tilbage til Kampen.

Generalm a jor Siegfried Bibow: Skyldig efter Artikel 75 fordi han ikke havde vist tilstrækkelig Vigilance og ikke selv rekognosceret, da han modtog Melding om Fjendens Overgang. Skyldig efter Artikel 100 og 101 fordi han, der efter at Generalen var bleven ukampdygtig, havde Kommandoen over Fløjen, ikke var gaaet tilbage paa Infanteriet. Skyldig efter Artikel 7 fordi han ikke havde hugget ind blandt de flygtende eller har kunnet bevise, at han har beordret sine Officerer til at samle dem, men er gaaet til Landskrone til Trods for Kongens Ordre om at sætte sig og atter at begive sig til Slaget.

Generalløjtnant Henrik Rysensteen: Generalmajoren har ikke holdt tilstrækkelig Vagt og burde have rekognosceret „mit groszen Trouppen“ , da Meldingerne indløb. Han er flygtet længere tilbage, end han blev forfulgt, og er ikke vendt om , da han fik samlet nogle Tropper, end ikke da han hørte Løsenet. Efter at han var kommen til Landskrone, burde han have klaget over sine Officerer, for at man kunde have nedsat en Inkvisitionskommission over dem. Han har altsaa handlet mod de anførte Krigsartikler: „Dieweil aber leichtlich zu ersehen ist, das[z] er solches nicht aus Bosheit oder qvade1) Meinung sondern aus Manquement der Conduite faillirt håbe, konte er allerunterthanigst ansuchen, ob er von Ihr kongl. Majestet Gnade und Pardon erhalten kan.“

Gehejmeraad Otto Pogwisch formener, at Sandberg har gjort, hvad der var befalet ham med Hensyn til Sikringen, eftersom der var bleven adjungeret ham en Oberst, fordi Tjenesten ellers vilde være uudholdelig for Generalmajoren. Da Fjenden var gaaet over, har han ladet Fløjen sidde op, sendt Melding til General Arenstorff, og til Hest afventet nærmere Ordre. Han maa derfor anse ham for uskyldig ogsaa i dette Punkt. Da General Arenstorff er kommet ud til Sandberg og selv har overtaget Kommandoen over Fløjen, kan der ikke paahvile Sandberg noget Ansvar for Rangeringen, og da Generalmajoren bevislig har gjort sit bedste under Kampen, indtil han blev forladt af Mandskabet i det 3. Rencontre, og ikke har ladet det mangle paaFormaninger, bør han ogsaa frikendes i dette Punkt. Da det fremgaar af Vidneforhørene, at Generalmajoren har gjort sit muligste for at samle de flygtende, maa han ogsaa frikendes i dette Punkt. „Und vveil der General Major in seiner Beantwortunge sich referirt an dem si. Hr. General, das er ihm befohlen håbe nach Lands-Cronen zu gehen, welches er auch gefolget. Setze aber allerunterthanigst dieser Punct in Ihre kringl. Majestet allergnildigster Wille, weil er ihm in selbigen nicht excusiren kan.“

Rigsmarskal K ø rb itz’s Votum bestaar af 7 tætskrevne Foliosider, paa hvilke Rigsmarskallen gennemgaar hele Processens Forløb , citerer Aktors Beskyldninger og A n ­ klagedes Retfærdiggørelse paa en saa forvirrende Maade ved indskudte Parenteser, der tage Reservation for, hvad der er sagt i den foregaaende Sætning, at det er vanskeligt at komme paa det rene med, i hvilke Punkter og i hvor høj Grad Kørbitz tinder Sandberg skyldig. Med Hensyn til Visiteringen og Patrouilleringen udtaler han dog, at Generalmajoren efter hans Formening har ladet det mangle paa tilstrækkelig Omhyggelighed, idet Ansvaret for Sikringen ikke var bleven taget fra Sandbergs Skuldre, fordi der var givet ham en Oberst til Assistance. Da Aaen var tillag t, og navnlig da der i Løbet af Natten til den 4. ikke indgik Meldinger fra Patrouillerne, maa det bebrejdes h am , at han ikke personlig undersøgte Forholdene ved Forposterne. T hi den sene Opdagelse af Fjendens Overgang anser Rigsmarskallen for Hovedaarsagen til hele Ulykken og mener, at dersom Generalmajoren i Tide havde opdaget Fjendens Frem rykning, kunde han maaske med de 7 Eskadroner, der holdt i Beredskab, have forhindret Fjendens videre Fremtrængen, eller i alt Fald have skaffet Fløjen og Arméen den nødvendige T id til at rangere sig. Generalmajoren har ikke sørget for. at Fløjen — der var kommen i Uorden ved Defileringen — blev rangeret før den gik til Angreb. Dette mener Kørbitz, at han lottolig kunde have gjort, og man havde da undgaaet Konfusionen, og at 1. og 2. Træ fning vare blevne angrebne samtidig. Sandberg har saaledes ikke observeret sin Charge som Generalmajor. Ifølge Generalfiskalens Anklage skulde Fløjen efter en Salve have gjort omkring og være flygtet, men ved næsten alle Vidneudsagn er det godtgjort, at Flugten først begyndte, efter at Eskadronerne vare opstillede til det 3. Rencontre. Da Overgeneralen straks i Begyndelsen af Kampen blev dødelig saaret, og da de fleste Officerer vare faldne eller haardt saarede, øgedes Konfusionen yderligere, idet Generalmajoren kun havde faa Officerer tilbage, der kunde assistere liam med atter at samle Mandskabet. Kørbitz maa derfor anse det for undskyldeligt, at Sandberg ikke har kunnet samle Mandskabet S. for Aaen og lader Sandbergs Ytring gælde, at han er jaget efter Fløjen for at indhente de flygtende, — ikke for at unddrage sig Slaget. Ilvad der derimod „aggraverer“ Generalmajorens Sag er, at han ikke gjorde Holdt bag Aaen, hvor Forfølgelsen ophørte. Havde han alvorlig formanet Officerer og Underofficerer og benyttet sig af det Middel som under saadanne Omstændigheder er tilladt enhver Officer — saa meget mere en Generalmajor — og hugget ind blandt de flygtende, maatte han have kunnet standse den forsmædelige Flugt. Med Hensyn fil Anklagen for ikke efter Kongens Ordre at have sandet Mandskabet og være vendt tilbage fil Slaget, beraaber Generalmajoren sig paa, at han straks, da han modtog Kongens Ordre, „bevægelig“ gjorde Majestæten opmærksom paa, hvor umuligt det vilde være ham at standse de flygtende, og Kørbitz vil derfor lade dette staa ved sit Værd, ligesom ogsaa Sandbergs Benægtelse af at have hørt Løsenet fra Valpladsen, som dog ellers 20 af Vidnerne have hørt — mange rigtignok uden at forstaa, hvad det betød. — Men Kørbitz kommer atter tilbage til sit Raisonnement fra det foregaaende Punkt, at dersom Sandberg havde tvunget sine Officerer til at gøre deres Pligt og brugt Klingen, vilde han have formaaet at standse Flugten. Under alle Omstændigheder burde Generalmajoren — enten alene, eller med saamange der vilde følge ham — være vendt tilbage til Kampen, for „männiglich“ at vise, at det ikke var hans Agt at unddrage sig Slaget.

Kørbitz finder imidlertid ikke i Krigsartiklerne nogen Paragraf — uden § 137 — der passer paa en saa højtstaaende Officer, og vil derfor „zu allergnädigster köngl. adjudicatur in tiefster Demuth anheim gestellt seyn lassen, ob die cassatio ab officio [nicht genüge (?)] und zwar in allergnädigster Envegung [stellen], dasz die Fehler nicht so eben aus bösem Fürsatz als viel mehr aus Mangel Vorstandes, Conduite und Resolution herrühre.“ Den 5. Maj indsendte Sandberg et Bønskrift til Kongen, hvori han anraaber Hs. Maj. om „at anse hans Uskyldighed, som han med god Samvittighed for Guds Domstol vil bestaa, at han hverken for Livs eller Blods Fortabelse videndes haver forsømt eller efterladet noget af alt det før og udi Bataglien hans Bestilling vedkom at udrette, mens beder allerunderdanigst kongl. Maj. af højmedfødte kongl. Naade allernaadigst vilde anse hans Flid, Livs og Blods uden Afskyen Vovelse, som han efter allerunderdanigst Pligt som hans kongl. Maj.s tro Arveundersaat haver udvist,“ og indflyr derfor til Befrielse for Generalfiskalen.s Anklage, idet han bønfalder Majestæten om fremdeles at være ham en naadig Herre og Konning. To Dage derefter lod Kongen udfærdige en Ordre til Undersøgelseskommissionen, hvori den beordres til offentlig at foreholde Generalmajor Sandberg „hvorudi og imod hvilke Artikler i Krigsretten, han sig haver forset og hannem at forstændige, at Vi hannem af sær kongl. Naade for den Straf, som Krigsretten omformelder, haver pardonneret, dog at han sin Charge skal have fortabt og her indtil videre Ordre tilstede blive“ .

Og hermed ender Anders Sandbergs Saga. Han skulde vel i sit ufrivillige Otium endnu opleve det for de danske Vaaben saa uheldige Sommerfelttog 1077 og se Rytteriet ødelagt efter den meningsløse Kavalkade til Kristianstad, men døde allerede den 8. September s. A. som Slægtens sidste M a n d '), vel næppe 57 A ar gi. Uden Tvivl har de Sjælslidelser, han havde udstaaet siden den 4. December det foregaaende Aar, nedbrudt den kraftige Mand legemligt som aandeligt. Var han søgt tilbage til Kampen med den Haandfuld Folk, han kunde faa til al følge sig, og var han falden med Kaarden i Haanden, var Slægtens Navn vel gaaet til Grunde i Glans, og han havde da sikret sig et berømmeligt Eftermæle, men den danske Sag var ikke bleven gavnet en Smule ved dette til ingen Nytte udgydte Blod.

Oberst Cicignon og Oberstløjtnant Briineck bleve ligeledes dømte fra deres Charge, men senere benaadede. Cicignon blev sendt til Norge, hvor han udmærkede sig under Felttoget i Båhus i 1678 og avancerede her til Generalmajor. (Jfr. Biogr. Lex.). Briineck faldt -nir, 1677 i Approcherne for Malmø. (Indk. Sag 5-a/i6?7.) Hvor megen Skyld for den uheldige Føring af venstre Fløj, der maa tilskrives Anders Sandberg, og hvor megen der bør tillægges Carl Arenstorff, skal eftervises i det følgende, hvor man paa Grundlag af de foranciterede Akter og Vidneudsagn vil søge at udvikle, hvorledes Fo rholdene maa have været ved venstre Flø j før og under Kampen den 4. December. Men naar General Arenstorffs Forsvarer (Side 170 i sin Bog) hævder, at han kun vil rense General Arenstorff, ikke anklage Generalmajor Sandberg, gør han sig skyldig i det samme Haarkløveri, som Generalløjtnant Frederik Arenstorff saa bittert bebrejdede Sandberg under Processen — og for denne var Beskyldningerne mod Overgeneralen dog kun Nødværge. Thi der findes ingen Mellem vej, kun et enten — eller. En af de to Generaler ved venstre Flø j maa bære Ansvaret l’or, at denne var sprængt, før Centrum og højre Fløj naaede op i Kampterrainet. 1

(Fortsættes.)