Log ind

Generalløjtnant W. W. Prior.

#

Generalløjtnant W illiam W ain P rio r var født den 18. Ju li 1876 i København som Søn a f Grosserer P rio r og H ustru Agnes, Datter a f Etatsraad W illiam Wain. E fte r Rekruttid ved 22. Bataillon i 1896 og Gennemgang a f O fficersskolens næstældste Klasse 1896— 98 fulgte Udnævnelse til Prem ierløjtnant 1/10 1898 og derpaa nogle Aars Tjeneste som saadan i Geleddet. Gennemgang a f Officersskolens ældste Klasse (Generalstabsklassen) i 1903— 05 betegnede fo r Generalløjtnant P rio r det første Skridt paa Vejen gennem en Menneskealders T jeneste, der i et Omfang, som er ud over det almindelige, kom til at rumme Virksomhed i Generalstaben og ved Uddannelse til Generalstabsarbejde; denne Tjeneste dannede Baggrund og i det væsentlige ogsaa Forudsætning for en støt og hurtig Stigen op gennem de militære Grader lige til den højeste. Allerede i ældste Klasse, hvor den senere Generalløjtnant Ellis W olff var Lærer i Krigskunst, kom Generalløjtnant P rio r under stærkt Paavirkning a f Tidens beherskende m ilitære Skikkelse, General Kiihnel, der med sin store og indtryksrige militære Begavelse og sin ranke Personlighed havde en ganske mærkelig Evne til at afnøde jævnaldrende som yngre Kammerater, og vel ikke mindst de sidste, en uforbeholden Beundring og en tvingende Trang til trofast Følgeskab frem gennem taktiske og operative Vurderingers Uvisheder og Vanskeligheder. Det Præg, der herved paatryktes Generalløjtnant Priors hele føringsmæssige Indstilling, holdt sig forbavsende friskt frem gennem hans militære Løbebane, var en Arv, han hægede om med stor Nænsomhed, ja var paa en egen Maade en Del a f ham selv som Chef, Fører og Lærer. Endnu i sine senere Tjenesteaar kunde Generalløjtnant Priors venlige Øjne og smukke Smil faa Glød og Varme a f denne Ungdomsbegejstring, naar han ved et Eksempel fra General Kiihnels Virken mente ret at kunne belyse og anskueliggøre et Føringsproblem. E fter at have gennemgaaet Generalstabsklassen forrettede Generalløjtnant P rio r en Aarrække Tjeneste i Generalstabens taktiske Afdeling, afvekslende med Perioder af Geledtjeneste, blev 1910 udnævnt til Kaptajn og var 1917— 24 Chef for Generalstabens Operationssektion; her havde han især krævende Hverv at løse i Forbindelse med Hærloven 1922, ved Udnyttelsen a f taktiske og operative E rfaringer fra Krigen 1914— 18 og deres Udformning i de nye Reglementer, som nu afløste de før og under Krigen gældende, og endelig ved Klarlæggelsen af vigtige Spørgsmaal og ved nødvendige Forarbejder angaaende vort Forsvar under de nye, almindelige Vilkaar, der var skabt gennem Krigen, og som nødvendiggjorde Omlægning a f den hele, tilvante Indstilling over for vort Forsvars væsentligste Problemer. E t T jenesteophold ved den engelske Hær i 1922 blev et Minde, der ofte vendtes tilbage til. 1924— 28 var Generalløjtnant P rio r som Oberstløjtnant en højt anset Lærer i Krigskunst i Generalstabsklassen, og hans Undervisning her tog i lige Grad Præg a f Lærerens sjældent grundige og omfattende Viden om det mangeartede Undervisningsstof, a f hans betydelige K rav til sine Elevers Ydeevne og a f hans ikke mindre betydelige K rav til sig selv. I den mangeaarige Generalstabsvirken har Tiden som Chef fo r 1. Bataillon 1927— 28 og fo r 5. Regiment i V ordingborg 1928— 30 virket som noget baade forfriskende og berigende, ligesom den sikkert — trods Generalløjtnant P rio rs hele generalstabsmæssige og videnskabelige Indstilling — har betydet Tilfredsstillelse a f en virkelig dyb Trang hos ham, der kunde fortælle om Soldater- og Føreroplevelser med saa uskrømtet en Glæde som kun faa. Generalløjtnant Prior, der var blevet Oberst i 1929, vendte 1980 tilbage til Generalstaben som Chef fo r den taktiske A fdeling fo r Aaret efter at blive Generalmajor og Chef for Generalstaben (ind til 1937), et Tidsrum , der bl. a. omfattede betydelige Arbejder i Tilknytning til Hærloven 1932. 1 1937 blev Generalløjtnant P rio r Chef fo r Sjællandske D ivision, og som saadan oplevede han den begrænsede Beredskabsstyrke, den truende Situation ude i Europa nødte Regeringen til at indkalde ved Krigens Udbrud i de første Dage i September samme Aar; disse militære Sikringsforanstaltninger kom til at danne et ganske sæ rligt Stykke dansk Hærhistorie. T il sin Udnævnelse til Chef fo r Generalkommandoen i December 1939, i en dybt alvorlig Tid med omfattende K rig i Europa, mødte Generalløjtnant P rio r med gode Forudsætninger. Med en Viden om alle vigtige militære Emner, der var forbavsende i Om fang og Grundighed, med et Klarsyn og en sund Dømmekraft, der i ansvarsfulde Tjenestestillinger og ved Selvstudium var skolet gennem alvorlig og ihærdigStræben mod at naa ind til det væsentlige i militære Problemer, og som var parret med stor Beslutsomhed og megen naturlig Myndighed, med en Je rn flid og en Udholdenhed, der ikke kendte til at give op eller til at blive træt, forbandt Generalløjtnant P rio r en sjælden Evne til at skabe Tillid , A r ­ bejdsglæde og Arbejdsiver om sig, hvad der i lige Grad frem ­ gik a f Respekt fo r hans Dygtighed og personlige Indsats, a f hans Kærlighed til og Ansvarsbevidsthed over fo r Fædrelandet, Hæren og hans Gerning og sidst, men ikke mindst a f hans rige og værdifulde menneskelige Egenskaber; Generalløjtnant P rio r var ridderlig i Ordets smukkeste Betydning og dertil beskeden, uselvisk og trofast som kun faa. Loyalitet var ham en stærkt bindende P lig t og Bud. Gennem Vinteren 1939— 40 søgte General P rio r u fortrødent at mane Regeringen til Forstaaelse af, at den Situation, Krigen havde medført fo r vort Land, stillede vældige K rav til os om et k ra ftig t og virkelig t Forsvarsberedskab, saa vi i givet Fald kunde værne om vort; at det kunde rumme Fare og være U d fordring til Skæbnen at lade vort Land ligge værgeløst hen blev fremhævet med al Tydelighed. Men der var ikke Vej at finde eller bryde frem til en saadan Forstaaelse, endsige til Villighed og V ilje til at tage de forsvarsberedskabs-) mæssige Følger heraf. Lidet eller intet blev gjort; selv den enstemmige Rigsdagsbeslutning a f 19. Januar 1940 viste sig ikke at skulle forandre noget heri. Hvorvidt Generalløjtnant P rio r kunde have opnaaet en Æ ndring i Regeringens afvisende S tilling til virkelig t Forsvarsberedskab ved just i disse Dage paa kraftigste mest indtrængende Maade at have understreget sin Henstillinger, sine K rav om Indkaldelse a f en k ra ftig Beredskabsstyrke og ved at lade en tilfredsstillende Ordning a f dette — paa Baggrund a f den spændte europæiske Situation — saa livsvigtige Forhold blive en Betingelse for, at han herefter kunde tage Ansvaret ved at være Hærens Chef, faar staa hen; i den usvigelige Loyalitet, der var saa dybt forankret i hans Sind, var der — trods Situationens Alvor — stærke Hæmninger over fo r en saadan Fremgangsmaade. Selv i Dagene tæt op mod Katastrofen, selv over fo r dennes tydelige Forvarsler i den voksende Erkendelse a f og Viden om tyske operative Foranstaltninger, der havde meget stort Omfang og umiskendelig Retning mod os og derfor maatte vække den dybeste Bekymring, mødte Generalløjtnant P rio rs fornyede, indtrængende Henstillinger om at faa gennem ført Foranstaltninger til Værn fo r Landet kun Afslag. Forhistorien til den 9. A p ril og vort Lands Værgeløshed denne Dag er et sigende og manende Stykke Danmarkshistorie, om hvilket en redelig og grundig historisk Klarlæ ggelse endnu savnes. Den 9. A p ril 1940 gjorde Generalløjtnant P rio r til en historisk Person.

Denne Dags smertelige og ydmygende Tragedie fo r Land og Folk giver ikke blot Dagen og dens Begivenheder en S tilling ganske fo r sig i vor Historie, men lægger ogsaa en helt egen Vurderingens Patina over den Mand, der var Hærens Øverstkommanderende i de skæbnetunge Morgentimer. Hverken M obilisering nu eller nok saa heltemodigt fo rtsatte Kampe ved enkelte Troppeled evnede at afvende Skæbnen. Men noget saadant kunde blive Symbol. Vilkaarene for at kunde afvende Skæbnen var forskertset gennem vor Værgeløshed, trods nok saa mange og manende Advarsler. Generalløjtnant P rior, der ud fra rige Forudsæ tninger gennem et Livs utrættelige og uselviske Arbejde havde fo rberedt sig til sit Kald, og som dels i K ra ft a f sin anerkendte Dygtighed, dels begrundet i smukke menneskelige Egenskaber havde evnet i Hæren at skabe den Tillid , som er en a f Forudsætningerne for, at en Hær kan gøre Fyldest under vanskelige Vilkaar, havde maattet se al sin Stræben mod at faa Landet bragt ud a f dets Værgeløshed g jort til Skamme og maatte nu opleve, at den 9. A p ril rullede Krigens tunge H jul ind over et værgeløst Danmark og afgjorde dets Skæbne paa Tim er; da maatte han selv loyalt bøje sig fo r Ordre om at standse Kampen. Det var Førertragedie, det var dybt menneskelig T ra ­ gedie paa Baggrund a f en skæbnesvanger Begivenhed i vor Historie — og saadant mærker sin Mand og gaar hærgende hen over ham, ikke mindst føleligt, naar han er saa uegennyttig og helstøbt i sin Villen, saa ridderlig og smuk i sin Karakter som Generalløjtnant Prior, i hvem noget varm t og ædelt frøs og stivnede den Morgen, fo r aldrig mere at faa Livsvarm e igen. Generalløjtnant P rio r var efter den 9. A p ril en smerteligt skuffet Mand, i dette Ords stærkeste Betydning. Under de Vilkaar, der blev Hæren beskaaret efter den 9. A p ril 1940, søgte Generalløjtnant P rio r dels at faa taalelige Betingelser fo r dens Væren og Arbejde under de dybt særprægede og vanskelige Forhold, dels at værne om Tro paa Frem tiden og Arbejdsmod hos høj og lav i Hæren. En vigtig Opgave var det at faa fastlagt en klar Afgræ nsning mellem Hæren og den tyske Besættelsesmagt, og her kendte han ingen Gaaen paa Akkord.

Et Forlangende fra tysk Side om, at Bevogtning af visse større Virksomheder herhjemme skulde foretages a f Hæren, hvad Regeringen mente at maatte rette sig efter, men som Generalløjtnant P rio r bestemt modsatte sig, medførte, at han søgte sin Afsked fra Hæren i September 1941. Foruden Lærebøger til Brug i Generalstabsklassen har Generalløjtnant P rio r skrevet om General Kiihnel og dennes Arbejde; efter sin Afsked fra Hæren har han arbejdet paa sine Erindringer. Generalløjtnant P rio r var 1932— 36 Formand i Det krigsvidenskabelige Selskab. 1 Ægteskab med Ingeborg Prior, Datter a f Grosserer Chr. Hansen i København, var der 3 Børn. Generalinde P rio r døde fo r ca. 1 A a r siden. Generalløjtnant P rior, der var benaadet med Storkorset a f Dannebrogsordenen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn og havde tildelt det i 1945 indstiftede Hæderstegn fo r god Tjeneste ved Hæren, dode den 9. Marts 1946 efter ganske kortvarig Sygdom og blev bisat fra Frederiksberg Kirke den 16. M arts i Stilhed og ved en enkelt og meget smuk Højtidelighed.

ÆRE VÆRE HANS MINDE!

Valdemar Bjerregaard.

Artikel
Publiceret den 24. jun. 1946
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner