Log ind

Generalløjtnant Prior og Generalkommandoens "varme" sommer 1941

#

Af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

"Noget dummere og mere barnagtigt end dansk militærledelse eksisterer sikkert ikke på denne forrykte jord".

(Den radikale statsminister C.T. Zahle under 1. Verdenskrig).

Den 24. august 1941 meddelte Kundgørelse for Hæren nr. A. 42 lakonisk, at chefen for Generalkommandoen generalløjtnant William Wain Prior fra 30. september s.å. var afskediget i nåde med pension. Lige så upersonligt oplyste samme kundgørelse, at chefen for Jyske Division generalmajor Ebbe Gørtz fra samme dato udnævntes til generalløjtnant og ansattes som chef for Generalkommandoen og dermed chef for hæren. Bag dette personskifte på et penibelt tidspunkt i landets og hærens tilværelse lå der et dramatisk og yderst spændingsmættet handlingsforløb, hvor deltagerne var Kong Christian X, den tyske besættelsesmagt, repræsenteret ved dennes overhoved general af infanteriet Erich Lüdke, gesandt Cecil von Renthe-Fink, generalløjtnant Prior og generalmajor Gørtz samt Krigsministeriet med forsvarsminister Søren Brorsen i spidsen. Det var et handlingsforløb, som i uheldigste fald i udlandets øjne kunne have placeret Danmark som aktiv krigsdeltager på tysk side. Handlingsforløbet og dets resultat er naturligvis i store træk velkendt i besættelsestidens historie og omtalt i en lang række fremstillinger, men kun yderst summarisk. Tættest på emnet kommer dr. phil. Palle Roslyng-Jensen i sin disputats " Værnenes politik - politikernes værn" fra 1980. Da forfatteren med sin omfattende fremstilling i sàgens natur har haft mange andre ærinder og ønsker om at blotlægge langt flere områder og handlingsforløb, er emnet naturligt nok kun blevet til en relativt hurtigt og oversigtligt behandlet facet af besættelsestidens historie. Primærkilden er ubetinget Generalkommandoens store arkiv i Rigsarkivets 3. Afdeling, Forsvarets Arkiver, med alle de upublicerede danske og tyske aktstykker fra det andet år af besættelsen, hvor hæren endnu eksisterede. Dertil kommer bl.a. generalløjtnant Priors personlige optegnelser, herunder hans levnedsbeskrivelse ved udnævnelsen til Storkors af Dannebrog, der beror i Ordenskapitlet. For tilladelse til at benytte disse kilder takker jeg såvel Rigsarkivet som ordenshistoriografen, professor, dr.phil. Knud J.V. Jespersen.

Situationen sommeren 1941

Både den inden- og udenrigske situation var i sommeren 1941 bristefærdig af voldelig dynamik, foruden at selve sommeren var lang og varm. I april havde tyskerne besat den sidste del af Grækenland og dermed afsluttet felttoget på Balkan, hvorunder drabantstaten Kroatien var skabt. I maj rettede britterne overraskende luftangreb på Tyskland. Hamborg og Bremen blev bombarderet af over 300 bombefly, der gav tyskerne et praj om, at nationen var ved at komme sig efter Dunkerque. I samme måned fløj Hitlers stedfortræder Rudolf Hess til England, medens Tyskland indledte angrebet på Kreta, og de store slagskibe "Hood" og "Bismarck" sænkedes i slutningen af måneden. Endelig blev sommerens største sensation det tyske angreb på Sovjetunionen 22. juni, der også gav både militære og politiske dønninger ind over Danmark, ikke mindst med formeringen af "Frikorps Danmark Selv om den egentlige modstand og sabotagen endnu ikke var begyndt i Danmark, rummede sommerens begivenheder herhjemme stof nok til ængstelse blandt såvel officerer, politikere som befolkning. I begyndelsen af året krævede tyskerne, at en række danske "ophidsere" fjernedes fra det offentlige liv. Først kom Christmas Møller i kikkerten. Dernæst"Kristeligt Dagblad"s redaktør Gunnar Helweg-Larsen. Så i maj-juli justitsminister Harald Petersen, redaktøren a f "Social-Demokraten" H.P. Sørensen, Hartvig Frisch, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, sluttende med dr. phil. Vilh. la Cour, alt sammen dels for at skræmme, dels for at skrælle eventuelle ledere for en spirende antitysk agitation bort. Alvorligere i forholdet til Storbritannien var kravet i januar 1941 om udlevering af 12 danske torpedobåde. Udenrigsminister Scavenius fastholdt, at det måtte efterkommes, selv om tyskerne nedsatte antallet til otte og uden disses skyts. Det skabte den største bitterhed blandt danske søofficerer, og i Storbritannien blev reaktionen overordentlig skarp. Det britiske admiralitet udtrykte i en hemmelig skrivelse til det danske søværn og den danske konge - via gesandtskabet i Stockholm og Ebbe Munck - foragtfuld forundring over, at skibene ikke var blevet sænket af besætningen selv i overensstemmelse med maritime traditioner. Skrivelsen antydede, at lignende handlinger i fremtiden ville kunne medføre konsekvenser for Danmark, når freden kom. Samtidig var spionsagen mod oberstløjtnant T.P.A. Ørum givet med til at øge tyskernes mistro til hærens officerer og landets retsinstanser. I hærens generalkommando skuttede man sig og forberedte sig på, at der meget snart ville blive stillet uantagelige krav til den, krav, som - hvis de blev efterkommet - i Storbritannien givet ville medvirke til, at et billede af Danmark som en slags velvillig allieret med Tyskland begyndte at tegne sig mere og mere tydeligt. Den mand, der - ikke ufarligt - skulle virke som den første bølgebryder og modtage de af den danske regering fra general Lüdke og gesandt Renthe-Fink og disses forbindelsesofficerer til den danske generalkommando stillede krav, var dennes chef generalløjtnant W.W. Prior, i årene 1932-36 som oberst formand for Det Krigsvidenskabelige Selskab.

Officeren generalløjtnant Prior

Den senere hærchef mødte som rekrut ved 22. Bataljon i 1896 og indtrådte på Hærens Officersskoles næstældste klasse 1896-98. 1898 fulgte udnævnelsen til premierløjtnant, efterfulgt af de traditionelle års geledtjeneste. Prior var nok en person, der nærmest var prædestineret til tjeneste i de højere stabe, og hans virksomhed kom da også til i et omfang, der var ualmindeligt, at være i Generalstaben og ved uddannelse af generalstabselever. Allerede i ældste klasse, hvor den senere generalløjtnant Ellis Wolff (1856-1938) var lærer i krigskunst, kom Prior under påvirkning af tidens dominerende militære skikkelse generalløjtnant A.A.B. Kühnel (1850-1908), der med sin magtfulde personlighed og fremragende dygtighed kom til at øve betydelig indflydelse på hærens taktiske uddannelse og særligt på en gennemført skoling af generalstabsele verne. Det præg, der herigennem bibragtes Priors hele føringsmæssige indstilling, holdt sig forbavsende friskt frem gennem hans militære løbebane. Efter at have gennemgået generalstabsklassen forrettede Prior en årrække tjeneste i Generalstabens taktiske Afdeling, afvekslende med geledtjeneste. 1910 fulgte udnævnelsen til kaptajn, og 1917-24 var han chef for Generalstabens Operationssektion. Her udførte han - med tungt hjerte - krævende hverv i forbindelse med hærloven/reduktionen af 1922 ved udnyttelse af taktiske og operative erfaringer fra krigen 1914-18 og deres udformning i de nye reglementer, der skulle afløse de under Sikringsstyrken gældende. Et tjenesteophold ved den britiske hær (Duke of Wellingtons Regiment i Aldershot) 1922 blev et kært militært minde, han ofte vendte tilbage til og var med til at bibringe ham hans aldrig svigtende interesse for Storbritannien og britisk ånd og kultur. Som oberstløjtnant var Prior 1924-28 en højt anset lærer i krigskunst i Generalstabsklassen, og 1928-30 var han chef for 5. Regiment i Vordingborg, ligesom han gennem flere år var en flittig skribent i Militært Tidsskrift. 1931 udnævntes han til generalmajor og chef for Generalstaben samtidig med, at hans gode ven Erik With (1869-1959) nærmest ved e t"kup" mellem Christian X og statsminister Stauning udnævntes til generalløjtnant og hærchef, trods udenrigsminister P. Munchs rasende protester. I 1937, samtidig med en hærlov, som i flere henseender svækkede hæren og klart udhulede reserven, men samtidig øgede mekaniseringen, udnævntes Prior til chef for Sjællandske Division. I denne stilling oplevede han den begrænsede beredskabsstyrke, den truende situation i Europa nødte regeringen til at indkalde ved krigens udbrud i september 1939. Disse urealistiske sikringsforanstaltninger, der i rea­liteten kun var pinlige produkter af regeringens dårlige samvittighed, kom til at danne et ganske særligt og dybt tragisk stykke dansk hærhistorie. Med udgangen af november 1939 afgik Erik With som chef for Generalkommandoen, og Prior afløste ham fra 1. november 1939. Gennem vinteren 1939-40 søgte han ufortrødent at mane regeringen til forståelse af, at den situation, krigen havde medført for Danmark, stillede enorme krav til os om at øge forsvarsberedskabet og ikke lade landet ligge værgeløst hen som en udfordring til begge parter. Han talte som bekendt for døve øren, ligesom With havde gjort gennem 30'erne, og end ikke de sidste døgns kvalificerede advarsler før katastrofen fik regeringen til at ændre kurs. Begivenhederne om morgenen 9. april 1940 gjorde Prior til en historisk person. Beretningen om det smertelige morgenmøde på Amalienborg er ofte skildret. I det deltog kongen, kronprinsen, Stauning, udenrigsminister P. Munch, forsvarsminister Alsing Andersen, Prior, viceadmiral H. Rechnitzer, direktør i Udenrigsministeriet O.C.Mohr, kabinetssekretær G. Bardenfleth og jourhavende adjudant, kaptajn af Livgarden C.O. Schlichtkrull, medens garderne forsvarede indfaldsvejene til slottet. Prior var den eneste af forsamlingen, der klart tænkte på, hvad vestmagterne ville sige til en æreløs kapitulation uden nogen form for modstand overhovedet. Han rådede derfor kongen til - sammen med regeringen - straks at søge til Høveltelejren, og med de styrker, der lå i Nordsjælland, fortsætte kampen for at vise nationens vilje til ikke at ville kapitulere helt uden sværdslag, et råd, kongen tydeligt ikke syntes om. Flådens chef, viceadmiral Rechnitzer, der var foragtet af de fleste officerer, og om hvem Priors forgænger generalløjtnant With ringeagtende skrev: "Admiral Rechnitzer er ikke kompetent, heller ikke på maritime spørgsmål/", viste den morgen hverken moral eller mod ved fx at foreslå, at flåden søgte til Sverige. Det var den almindelige opfattelse, at han var ministeriets trojanske hest i marinen og ikke nogen eksponent for militære værdier og "ånd", ligesom onde tunger påstod, at han drev marinen som et dampskibsselskab. Han var straks enig med de pacifistiske ministre om straks at strække våben. Priors holdning blev nærmest tiet ihjel, og han må have haft det frygteligt under resten af det pinagtige møde. Danmark gled ind under en relativt bekvem og ublodig besættelse og fik foreløbig lov til at have en reduceret hær og en flåde, hvis officerer og underofficerer nu blev genstand for en nærmest massiv tysk charmeoffensiv, der foreløbig på betænkelig vis understøttedes af de store sejre i sommeren 1940. Den morgen døde der utvivlsomt noget i den loyale, royale officer Prior. Dagens smertelige, ydmygende tragedie for land og forsvar tillige med de kommende måneders balancegang over for besættelsesmagten giver ikke kun dagen og dens tildragelser en stilling ganske for sig i vor historie, men lægger også en helt egen vurderingens patina over den mand, der var kongens øverstkommanderende i de skæbnetunge morgentimer og kommende tragiske måneders udhuling af hæren, og hvor alle ansvarlige politikere svigtede ham og dukkede hovederne.

Brikkerne var fra dansk side stillet op, og tyskerne med general Lüdke i spidsen var klar over sagernes fordeling i Generalkommandoen i Proviantgården på Slotsholmen. Hvilke tyske ledende forbindelsesofficerer, danske officerer eventuelt skulle krydse klinger med, vidste man i sagens natur intet om.

Generalkommandoen sommeren 1941

De ledende danske officerer i Generalkommandoen foråret og sommeren 1941 var foruden Prior som chef (hærchef/"kommanderende general"): Generalmajor E. Gørtz, stabschef og chef for Generalstabsafdelingen oberst E.F. Raabye med kaptajnerne E.M.Nordentoft, E.C.V. Møller og O. Bennike. Dertil kaptajnløjtnanterne R. Ploug, H. Husted og M.N.M. P. Amtrup. Chef for Kommandoafdelingen var oberst C.C.U. Ramsing med kaptajn C.V. Hjalf og kaptajnløjtnanterne P.M.V.B. Digmann, D.F. Petersen og P.V.T. AhnfeldtMollerup. I Jernbanesektionen var oberst E.F. Raabye chef med oberstløjtnant N.K.H. Maare som næstkommanderende. Dertil i begge afdelinger et mindre antal korps- og stabsofficianter, som ledere af administrationen samt civilt kontorpersonel og menige kontorordonnanser. Det penible job som forbindelsesofficer til den tyske overkommando blev tildelt kaptajn i Generalstabsafdelingen E.C.V. Møller (senere generalløjtnant og hærchef). Man kan sige, at det bevægede handlingsforløb begyndte med, at Prior allerede i juli 1940 skriftligt havde foreslået forsvarsministeren - idet Prior nok noget uovervejet på forhånd havde forelagt kongen skrivelsen - at hærens og marinens ledere under de ekstraordinære forhold fik lejlighed til i et slags værnsfælles "forsvarsråd" at gøre deres synspunkter gældende, når sager med militære emner blev drøftet. Det kunne ske enten ved, at cheferne ad hoc tilkaldtes, eller ved - og her må ministeriet have stejlet! - at posten som forsvarsminister besattes med en officer. Prior ønskede klart, at værnene skulle have oprejsning for de sidste 20 års tilsidesættelse og en ordning, der kunne forhindre en gentagelse af 9. april-forløbet, skulle efter hans mening etableres. Medens Christian X personligt kunne tiltræde det vidtgående forslag, måtte ministeriet selvsagt afslå. Helt klart opfattede man forslaget som en dybt frustreret generals afmægtige demonstration, og det gjorde selvfølgelig ikke sagen bedre, at denne forinden havde fraveget det parlamentariske system ved at vise skrivelsen til kongen som den allerøverste krigsherre. Det var - til stor irritation for politikerne - atter Frederik VI-tiden, der sad ældre officerer i blodet og viste dem, at officererne regnede med at have en åben adgang til monarken uden om ministeren. Prior bedrede heller ikke sagen ved, at han egenmægtigt sendte kopi af skrivelsen til alle hærens faste officerer, og han havde således selv lagt op til en hvas afvisning. For tyskerne havde det fra besættelsens første dag stået klart, at den danske hærs øverst­ kommanderende klart var britisk orienteret og bevidst undgik selskabelighed med tyske officerer. Efter at Stauning og den nye forsvarsminister Søren Brorsen havde haft en samtale med Prior, hvori denne atter forgæves argumenterede for, at hans forslag kun var dikteret af bekymring for landets og hærens fremtid, kom det endelige svar fra ministeriet. Det blev selvfølgelig en "næse" til Prior om, at hans forslag om en officer som forsvarsminister var grundlovsstridigt, og at han skulle erindre, at han blot var embedsmand underlagt ministeren og aldeles ikke rådede over en særlig kommandovej til kongen uden om den ansvarlige minister. Prior blev ydermere belært om, at det var forsvarsministeren, der var majestætens rådgiver og ikke en af hærens generaler. Ministeren oplyste - måske med et stænk af malice - at man i ministeriet ville høre Priors mening, når man fandt det påkrævet. Da Prior derefter snertende spurgte, om det var kongen forbudt at rådspørge hærens øverstkommanderende, svarede Brorsen dog benægtende. Bortset fra, at Prior formelt havde uret, fornemmer man i hele sagsforløbet den traditionelle - og formentlig inderst inden tidløse - socialdemokratisk-radikale foragt for officerer og disses politiske indfølingsevne - eller mangel på samme. Det var nøjagtig det samme, som forsvarsminister P. Munch så utvetydigt havde givet udtryk for under sikringsstyrken 1914-18 og stridighederne med daværende o vergeneral generalløjtnant J.V.C. Gørtz (1852-1939). Ministrene har givet med et suk erindret sig de politiserende officerer med daværende kaptajn Erik With i spidsen i de stormfulde begivenheder under Påskekrisen 1920, hvor også majestæten fik sig en lærestreg både som officer og monark.

Kvartalsmøderne med regeringen

For dog ikke at støde hærens øverstkommanderende ud i mørket godkendte ministeriet modvilligt et modificeret forslag om afholdelse a f"kvartalsmøder", men man trak tiden ud, og først, da Prior for anden gang i protest 4. januar 1941 indgav sin afskedsansøgning - som ministeriet nægtede at efterkomme - svarede dette, at man efter omstændighederne kunne tiltræde afholdelse af kvartalsmøder mellem forsvarsog statsministeren og de øverste militære chefer. Disse møder begyndte med et militært formøde 5. marts 1941 med deltagelse af ikke mindre end Christian X, Prior, Gørtz og obersterne E.F. Raabye og C.C.U. Ramsing. Prior ønskede forståeligt en vis rygdækning inden møderne med ministrene, ligesom han også ønskede at informere om situationen, set fra Generalkommandoens side, såvel militært som politisk. Man kan ærgre sig over, at der i dette møde kun var officerer til stede og ikke også politikere. Det ville have vist disse, at den temperamentsfulde, politiserende general, de havde givet en "begmand" og nu modvilligt skulle deltage i møder med, såvel militært som politisk så langt og på mange måder betydeligt klarere og mere realistisk end de. Prior røbede i sit lange indlæg, at han udmærket forstod både den militære og udenrigspolitiske situation bedre end flere af politikerne, ligesom hans vurdering af både Storbritanniens og Tysklands militære situation og muligheder var klar og vidnede om hans fagligt høje standard som dansk generalstabsuddannet officer. Han begreb fuldt ud besættelsesmagtens dilemma i Danmark ved med den ene hånd at skulle stryge danskerne med hårene og med den anden gøre alt for at ribbe værnene og ødelægge deres kampmoral og ydeevne. Heldigvis eksisterer der fra det lange møde Priors eget skriftlige indlæg, som ikke tidligere er skildret i dansk militærhistorie, og som her i store træk skal citeres som det grundlæggende i den kommende udvikling. Baggrunden for mødet var realistisk nok og grundende sig i høj grad på militære, offensive begivenheder, som Prior klart forudså kunne kaste lange skygger ind over dansk forsvar. Allerede omkring årsskiftet 1941/42 fandt den første britiske nedkastning af faldskærmsagenter i Danmark sted og indvarslede for tyskerne, at de idylliske tilstande i "puslingelandet'' næppe ville vare ved. Samtidig ankom de første "sagsbehandlerhold" af Gestapo til landet. Inden da havde besættelsesmagten truffet visse modforanstaltninger, idet det dog foreløbig var angreb af regulære engelske faldskærmstropper, man tænkte på. Indledningsvis var Værnemagtens erfaringer m.h.t. den type angreb i de besatte områder kun små. Det eneste kendte tilfælde var et RAF-angreb på ækvadukten til den apuliske slette i Syditalien 10. februar 1941, men alligevel en tankevækkende aktion. Den blev udført af 50 engelske menige og officerer og var den første britiske faldskærmsaktion overhovedet. Træning og planlægning fandt sted i England, og operationen, der kan lignes med en primitiv og meget tidlig "Dieppe-aktion", udgik fra Malta. Operationen mislykkedes, og alle de nedkastede soldater blev taget til fange. Den militært set ubetydelige hændelse havde dog et enormt bredt kølvand i de tyske besættelsesstyrker overalt i Europa, og det syntes også at være aktionens primære formål. I hvert fald synes de tyske forholdsregler at kunne ledes tilbage til aktionen i Syditalien. Formodentlig med især denne aktion som baggrund indledte Prior mødet 5. marts 1941. En anden frisk efterretning - der må have frydet Prior - kan have spillet ind, nemlig den om den storstilede britiske kommandoperation på Lofoten 4. marts, som triumferende udsendtes over BBC samme aften. Her blev over 1100 britiske kommandosoldater landsat i fire små havne på øgruppen, hvor de ødelagde en række fiskeoliefabrikker, sænkede 10 tyske skibe, tog 225 fanger og bragte 315 frivillige nordmænd med tilbage til England til indlemmelse i de væbnede styrker. Priors ønske med mødet var at fastslå, at landet og forsvaret måtte være forberedt på krav eller indskrænkninger fra tysk side uanset overenskomsten af 9. april 1940, og han ønskede at belyse hele dette spektrum, som det tegnede sig for ham. Disse krav ville rette sig efter, om krigen gik op eller ned for Tyskland og kunne være alt fra beskedne udleveringer af materiel og våben og til afgivelser af regulære troppestyrker på tysk side.

Prior fandt, at forholdene foreløbig var sådan, at ikke alt var diktat. Visse sager kunne fortsat forhandles, fx torpedobådenes bevæbning, flytning af sømærker m.m. De tyske ønsker ville givet være af enten passiv eller aktiv art. Til de passive kunne henregnes fx udlevering af materiel/våben og ændring i bestående tilstande. De aktive kunne være deltagelse i krigen eller anden konkret virksomhed fra dansk side for at øge tilknytningen til Tyskland. Prior anførte nogle eksempler på passive krav. Fx banale udleveringer af håndvåben og ammunition stigende til krigsskibe, handelsflåden, flyvemaskiner og jernbanemateriel, metaller, nationens guldbeholdning, kullagre, levende dyr i stort tal, beslaglæggelse a f kaserner, skydebaner, lejre, skoler etc. Endvidere sådanne som bratte afskedigelser og internering af uønskede personer, fx kongen, ministre, gesandter, partiformænd, redaktører, politifolk m.fl. eller tvangsansættelse af nazister i ledende stillinger for at udhule systemet indefra. Også hjemsendelse èller opløsning af Rigsdagen, ophævelse af Grundloven og brutalisering af retsplejen, hjemsendelse/internering af de væbnede styrker, ophævelse af foreninger, mødeforbud, begrænsninger i rejseaktiviteter, radio- og telefonaflytning o.s.v. Det ville, fremførte generalen, være problemet, hvornår man skulle nøjes med en protest og derefter give efter, eller om man skulle nægte, selv om der blev truet med magtanvendelse, ligesom man også burde overveje, hvor man selv skulle sabotere en udlevering ved ubrugeliggørelse selv med fare for brutale repressalier. Det var Priors standpunkt, at man principielt skulle bøje af efter protester, når sagen ikke drejede sig om helt overordnede nationale sager, fx afsættelse af kongen, afvæbning af værnene o.lign. Prior kom så til det af mødedeltagerne forventede vigtigste problem, de supponerede krav af aktiv art. Også her så generalen overmåde klart, hvad de kommende år skulle vise. En blank efterkommelse af de aktive krav kunne i Storbritannien ikke undgå at give dette land indtryk af, at Danmark var mere eller mindre allieret med Tyskland. Det kunne være ved medvirken af danske borgere ved fx anlægsarbejder til fæstningsværker, flyvepladser og havne, i tyske fabrikker o.lign. Endvidere udnyttelse af danske våben- og ammunitionsfabrikker, deltagelse i luftmeldetjeneste, demontering af flyvebomber og miner, opsendelse af spærreballoner, minestrygning og mineudlægning med selvforsvar mod britiske flyveangreb. Derefter kom Prior til det punkt, alle d.e tilstedeværende med majestæten i spidsen formodentlig ventede allermest på, en supponeret deltagelse af danske styrker i krigen på tysk side, hvilket selvsagt kunne finde sted på forskellig måde, mere eller mindre intensivt. Prior mente, at det mest sandsynlige foreløbig nok ville være at deltage i forsvaret af landet side om side med tyske styrker mod landgangsforsøg af englændere, russere eller svenskere, herunder luftforsvar og anvendelse af danske flådestyrker. (Man erindrer sig, at mødet fandt sted kun ca. tre måneder før angrebet på Sovjetunionen og formeringen a f "Frikorps Danmark").

En sådan kamp - fx i Jylland - kunne ende med, at danske styrker sammen med tyske blev trængt ned gennem halvøen og ind i Tyskland, hvortil konge og regering måske i forvejen var blevet tvunget bort. Et sådant handlingsforløb ville selvfølgelig straks placere Danmark som regulær krigsdeltager på tysk side. En given efter fra dansk side for sådanne krav kunne selvsagt medføre en venligere behandling fra tysk side, reduktion af besættelsesmagten, forøgelse af danske styrker etc., medens der samtidig måtte regnes med britisk-amerikanske repressalier over for vor handelsflåde, Grønland, Island og Færøerne samt ødelæggelse af handelsforbindelser og i øvrigt samkvem efter krigen, som Prior selvsagt regnede med i den sidste ende ville blive tabt af Tyskland. En særlig prekær situation ville opstå, hvis Sverige-Finland under en mulig kommende tysk-russisk konflikt deltog på tysk side. Det kunne betyde en opløsning af Skandinavien som begreb og det nordiske fællesskab og samarbejde. Generalen understregede, at en afvisende holdning til tyske krav kunne med føre, at danske toppersoner fængsledes, sendtes til tysk koncentrationslejr eller blev henrettet, at landet omdannedes til et protektorat og mistede sine værn og sin selvstændighed. Problemet var nu, mente Prior, hvor langt ville Danmark gå, før man sagde nej? De afgørende krav, Prior lige havde påpeget, måtte nationen efter hans mening definitivt sige nej til, hvis den ikke ville miste sin sjæl. Så måtte det gå, som det kunne, uanset en massiv fortyskning og nazificering af folket. Prior fastslog, at filosofien rent militært foreløbig måtte være over for besættelsesmagten at kunne påstå, at jo større danske styrker, man tillod landet at have, jo bedre ville Danmark være i stand til at afslå landgangsforsøg. Prior var helt på det rene med, at det næppe stemte med overordnede fortyskningsteorier fra Berlin, men foreløbig måtte dette være målsætningen, og så måtte man se, hvordan krigen gik for Tyskland. Så vidt general Priors indlæg. Efter dette har der selvfølgelig udviklet sig en fortættet diskussion, og det kunne have været rart i et referat at se deltagernes, ikke mindst kongens, udtalelser. Det har imidlertid ikke været muligt at finde et referat, som næppe heller er blevet taget af det sikkert yderst hemmelige møde, hvor ingen af deltagerne bagefter har været interesseret i at se noget skriftligt, måske senere belastende, materiale fra mødets sprængstoffyldte emner. Også general Ltidke og hans stab ville givet gerne have kendt til mødet, hvor oven i købet landets statsoverhoved deltog. At kong Christian turde eksponere sig så meget, at han deltog i et sådant farligt møde på et relativt lavt plan, kan man undre sig over, men den militært uddannede og dybt interesserede konge har jo også afmægtig måttet se på militæretatens fornedrelse siden 9. april 1940, og hans egen stilling som statsoverhoved og militær øverstkommanderende var også yderst usikker, hvad fx den norske konges skæbne jo bar fuldgyldigt vidnesbyrd om. Kong Christian har givet været på det rene med, at opfattedes han som besværlig eller uønsket af tyskerne, ville disse ikke tøve med at afsætte og evt. deportere ham.

Situationen spidser til

At mødet ikke havde været overflødigt eller overspillet, fik man hos såvel politikere som generalkommando snart kvittering for. I juni 1941 indberettedes til Generalkommandoen, at tyske Ortskommandanter i en række jyske provinsbyer havde henvendt sig til en del politimestre og tilbudt militær bevogtning af en række objekter, som skønnedes truede ved eventuelle britiske commando-raids. I Aalborg således elektricitetsværket, Aalborg Værft og Skandinavisk Aeoro-Industri. Som modydelse krævede de tyske kommandanter, at politiet fik instruks om, at meldinger vedrørende nedkastninger af britiske faldskærmsstyrker straks blev videregivet til Værnemagten. I Justits- og Udenrigsministeriet, der havde sagerne til afgørelse, formåede man mærkværdigvis ikke at se den nationalt farlige infiltration, man var ved at tiltræde, og her accepterede man stort set den tyske "bevogtningshjælp", ligesom de ønskede meldinger til Værnemagten tankeløst blev accepteret uden forsøg på forhaling og - selvfølgelig, kunne man næsten sige - uden at drøfte eventuelle konsekvenser med landets militæreksperter. Foråret 1941 betød for Tyskland bl.a. angrebet på Jugoslavien og Grækenland tilligemed den skjulte opmarch til angrebet på Sovjetunionen 22. juni. Af landmilitære begivenheder bør også nævnes tyskernes overraskende angreb på Kreta. Deres stort anlagte luftlandeoperation var den eneste af sin art under 2. Verdenskrig. Kreta havde siden oktober 1940 været anvendt som base af briterne, og den blev efter et tappert, men mislykket græsk-britisk forsvar erobret efter kun ca. 12 dages kamp. I Danmark skulle den succesrige fremgang over for politikere, befolkning og forsvar også gerne fortsætte. Nu havde man infiltreret i såvel politi som lokale civile myndigheder og fået disse til at acceptere en meldingspligt til tyske militære myndigheder. Det måtte nok også være muligt at få hele hæren med ind i et aktivt våbenbroderskab med den tyske værnemagt uanset den britiskvenlige danske overgeneral, som tyskerne trods alt foreløbig regnede for en loyal dansk embedsmand.

Dansk-tysk militært samarbejde

Om det ønske, den tyske forbindelsesofficer fra general Lüdke til Generalkommandoen nu præsenterede for generalløjtnant Prior, var undfanget hos Værnemagtens overkommando i København eller var beordret fremført fra Berlin som et led i den begyndende nazificering, der også fandt sted i andre af de besatte lande, klarest i Kroatien, er det ikke lykkedes at skaffe klarhed over. Begge muligheder er formodentlig lige acceptable. Ved et af de rutinemæssige møder mellem kaptajn E.C.V. Møller og general Lüdkes repræsentant (13. juni) krævede tyskerne nu, at den danske hær erklærede sig indforstået med, ikke bare ved meldinger, men nu ved direkte væbnet indgriben sammen med tyske tropper at bekæmpe landsatte britiske faldskærmstropper eller agenter. Foreløbig drejede det sig om beskyttelse af særlige anlæg i nærheden af byer, hvor der udelukkende befandt sig en dansk garnison. Det drejede sig foreløbig - måske som en slags "prøveballon" - om den store Skandia vognfabrik i Randers, et større autoværksted i Sønderborg og elektricitetsværket i Kyndby. Indledningsvis ønskede Værnemagten ikke faste, danske vagter oprettet, men en ordning, hvorefter kampklare, danske troppeenheder hurtigt kunne tilkaldes. I Generalkommandoen så man selvfølgelig straks, at en afgrund var ved at åbne sig for den danske hær, og det ville vel være forståeligt, om Prior bistert for sig selv har sagt: "Så fik jeg alligevel ret!". Det penible spørgsmål blev uundgåeligt kædet sammen med reaktionerne på Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941, og kun få dage efter fik Prior og Generalkommandoen pludselig problemet med opstillingen af "Frikorps Danmark" på halsen, og et af punkterne i Priors indlæg på mødet 5. marts kom til at holde stik. Det for nationen alvorlige tyske krav måtte selvsagt under de forhåndenværende omstændigheder behandles som en hastesag. Dette fandt sted på det ordinære kvartalsmøde 23. juni med Stauning, Brorsen, Scavenius og Prior.

Prior går imod

Stemningen på mødet har givet været mere end anstrengt, og hvis Prior i sit indlæg om det tyske krav og dets konsekvenser demonstrativt har ladet skinne igennem, at han alligevel var større statsmand end politikerne, har det næppe gjort disse mere forhandlingsvenlige. Prior lagde ikke fingrene imellem. Nu var det på vej til at blive blodig alvor. Han advarede i skarpe vendinger ministrene mod at lade danske soldater på dansk jord medvirke i kamp mod britiske soldater side om side med de tyske tropper, som holdt landet besat, og som var kommet for at "beskytte" landet. Prior understregede, at der bag den tyske henvendelses forholdsvis uskyldige form og sagens tilsyneladende ringe valør klart lå en dybere realitet, der egentlig var en tydelig forespørgsel om, hvorvidt danskerene i givet fald ville rykke ud og kæmpe mod briterne sammen med de tyske tropper eller ej. Prior udtalte, a t "... det er a f afgørende betydning i denne sag, der på sin vis er vigtigere end torpedobådssagen, at der træffes en vigtig beslutning. Det første skud mod englænderne kan bringe os ind i krigen. Vi må gøre os alle konsekvenserne klart". Efter ak, hvad der var sket, er det ubegribeligt, at de tre ministre, uanset politisk ståsted, tilsyneladende ikke begreb alvoren i sagen, og det vidner klart om, at de ikke betragtede tyskerne som fjender på samme måde, som officeren Prior gjorde. Det var ministrenes opfattelse, at politiet skulle gribe ind og anholde agenter eller sabotører. Dette gjorde dansk politi desværre også senere, efter at SOEs aktiviteter i Danmark var gået i gang. At politiet også skulle give sig i kast med regulære faldskærmsstyrker, var en absurd tanke. Mærkværdigvis fandt ministrene det ikke særligt belastende, at danske troppeenheder blev beordret indsat mod nedkastede hold af agenter/sabotører, der var personel i den britiske hær. Det var, som om den tanke, at nedkastning af regulære faldskærmstropper, der klart skulle nå deres mål gennem kamp og formentlig derefter trække sig ud mod en af de danske kyster til optagelse af flådeenheder, aldrig ville blive aktuel, hvor meget Prior end udmalede en sådan militær situation, som man ikke behøver at være politiker for at se, at opstod den, ville den blive katastrofal for Danmark.

Regeringen accepterer det tyske krav

Den tyske henvendelse skulle selvsagt besvares hurtigst muligt, men i mellemtiden kom oprettelsen a f "Frikorps Danmark" - for politikerne måske meget belejligt, for Prior og Generalkommandoen meget ubelejligt - ind i billedet. Sagen blev endelig afgjort på et ministermøde 25. juni med en beslutning om, at den tyske henvendelse skulle besvares positivt. Brorsen stemt også herfor, selv om han på mødet oplæste et advarende indlæg af Prior fra kvartalsmødet. Det gjorde dog intet indtryk på ministrene, ikke engang fagdiplomaten Scavenius, der dog ellers så overmåde klart og var en kapacitet på sit område. Generalkommandoen underrettedes 26. juni om afgørelsen med ordre til at udarbejde de påkrævede planer om eventuel indsættelse af danske soldater i samvirke med tyske. Det politiske argument, som Brorsen ivrigt forfægtede var, at et afslag ville medføre, at dansk militær trængtes ud af de områder og garnisoner, hvor det endnu havde suverænitet, bl.a. Sønderborg og Randers, et ikke urealistisk ræsonnement set på langt sigt, men næppe tilstrækkeligt udslagsgivende. Det følgende handlingsforløb forekommer noget kaotisk, hvad den strenge kronologi angår. Medens man i Generalkommandoen til Priors store harme overvejede ministeriets afgørelse og den kommende tvungne forbindelse til tyske stabe, væltede begivenhederne med "Frikorps Danmark" bogstaveligt talt ned over hærledelsen. Den 30. juni fremstillede Renthe-Fink sig for Scavenius og overrakte et aktstykke fra "Auswärtiges Amt" i Berlin. I det hed det bl.a., a t"... som i andre europæiske lande har der glædeligvis også i Danmark meldt sig frivillige for at yde en indsats på tysk side i opgøret med kommunismen og til fjernelse a f den fare, der truer Europa fra Sovjetunionens side. Det tør antages, at den kongelige danske regering vil indtage en velvillig holdning overfor de danske frivillige og ikke lægge dem nogen vanskeligheder i vejen. Også hos danske, der befinder sig i aktiv militærtjeneste, foreligger der ønske om at melde sig frivilligt til kamp mod Sovjetunionen. Det vil blive hilst med taknemmelighed, hvis den kongelige danske regering også ville gøre det muligt for sådanne militærpersoner at yde deres indsats for den store europæiske sag, uden at det kommer deres rettigheder til skade".

Desværre havde noten ikke uret. Der var allerede stærke kræfter i DNSAP og desværre blandt en del officerer - hvoraf flere i øvrigt ikke var nazister - for at opstille et dansk frivilligt korps til indsættelse på Østfronten, evt. i Finland, til kampen mod bolchevismen. Det kan undre, at noten taler om danskere, der allerede var i tysk tjeneste, hvilket dog er korrekt. Allerede omkring nytår 1940/41 startede DNSAP - med tyskerne i kulissen - en illegal hvervning af danske officerer til "SS-Standarte (regiment) Nordland", som optog frivillige fra Tysklands germanske naboer. Hertil meldte sig bl.a. ca. 10 danske linieofficerer sig, hvoriblandt den senere frikorpschef kaptajnløjtnant i Livgarden C.F. von Schalburg. Prior måtte afmægtig af raseri se på, at en dygtig og velrennomeret dansk oberstløjtnant af artilleriet C.P. Kryssing, chef for 5. Artilleriafdeling i Holbæk, der oven i købet åbent erklærede, at han ikke var nazist, men at han ville aftvætte den militære skam, politikerne 9. april havde kastet over hæren, meldte sig. Dertil kom andre officerer, befalingmænd af officiantgruppen, underofficerer og hjemsendte menige, som meldte sig til korpset. Den danske general fik atter indirekte ret. Samtidig med korpsets oprettelse tilgik der Storbritannien - formentlig gennem Generalstabens hemmelige efterretningstjeneste, der stadig virkede udmærket - melding om korpsets oprettelse. Fra britiske flyvemaskiner blev der allerede i juli over Jylland nedkastet flyveblade, der fordømte "Regiment Nordland" som et svindelnummer og advarede danske mænd mod at melde sig til frikorpset. Ved et ministermøde 3. juli var der - på foranledning af Scavenius - enighed om, at danske faste befalingmænd, der meldte sig til frikorpset, kunne træde uden for nummer, så længe afgivelsen varede. Det er klart, at den danske regering i Berlin indkasserede ros og blide ord for sin forstående og hjælpsomme holdning, og 5. juli overrakte Renthe-Fink en aidemémoire til det danske udenrigsministerium, hvori det bl.a. hed: "Rigsregeringen ser med glæde, at der opstilles et dansk frivilligkorps i kampen mod bolchevismen og er indforstået med, at ”Frikorps Danmark” indsættes som en særlig dansk formation med danske emblemer og under ledelse a f danske officerer. Medlemmerne a f frikorpset vil få militærløn og få underholdfor sig selv og deres familie efter tyske principper. Det tyske gesandtskab anmoder om, at det må blive danske militærpersoner, som melder sig til 'Frikorps Danmark", tilladt at møde til mønstring, og når de bliver antaget, at der meddeles dem orlov med bibeholdelse af deres nummer, så længe de hører til frikorpset. Deres navne vil omgående blive meddelt det danske krigsministerium. Frikorps Danmark skal bære dansk kendetegn. Opmærksomheden henledes i den anledning på, at frikorpset uden videre kan føre Dannebrog som fane”.

Dokumentet oversendtes samme dag til Krigsministeriet, og det må have være drøj læsning for Prior, Gørtz m.fl. i Generalkommandoen, da skrivelsen er nået dertil. At den frustrerede og overbebyrdede Prior ønskede at drøfte sagen med sin tidligere chef, den nu pensionerede generalløjtnant Erik With, er forståeligt. Trods sin alder på 72 var With en aktiv, dynamisk formand for foreningen "Detfrie Nord", og den gamle general havde et godt navn i størstedelen af befolkningen, endda hos DNSAP. Han var en yndet, farverig foredragsholder landet over, selvfølgelig stærkt national. Det ville givet have glædet ham, hvis han havde hørt den tyske general von Kaupisch's udtalelse om ham, at "den 100 procent danske general With havde fuld ret, når han hævder, at det danske forsvars rotter - det radikale parti - er skyld i ikke alene Danmarks, men hele Nordens ulykke!” Withs ærkefjende som hærchef i 30feme havde aldrig været hverken kommunister eller nazister, der i hans øjne dog kæmpede for en ideologi, men derimod Det Radikale Venstre med dr. P. Munch i spidsen. Allerede i 1938 havde generalløjtnant Erik With foreslået regeringen oprettelse af en værnsfælles forsvarsstab til at koordinere værnenes indsats ved et tysk angreb. Generalen foreslog dette med skyggerne fra 1864 i erindringen. Dette afslog admiral Rechnitzer prompte med ordene, at "... man må fastholde flådens selvstændige betydning i det forebyggende forsvar, og man kan derfor ikke gå med til, at flåden ledes afmænd, der ingen betingelser har for at have forstand derpå". Kun én ting kunne de to værn enes om, og den var negativ, nemlig, at der i hvert fald ikke skulle oprettes et selvstændigt flyvevåben. Konsekvensen af en manglende enhedsledelse ville nu blive, at den civile forsvarsminister skulle koordinere fælles operationer. Dette ville selvfølgelig medføre, at det ikke altid var mænd, der havde forstand på maritime operationer. Endvidere kunne den manglende enhedskommando få den uheldige konsekvens, at den af begge værn afskyede politiske ledelse kunne blive nødsaget til at træffe overordnede afgørelser af operativ art, fx i tilfælde, hvor hæren og søværnet ikke havde samme operative synspunkter. With havde ikke holdt sig tilbage med offentlig, massiv kritik af frikorpset. Han var af minister Gunnar Larsen blevet opfordret til at stille sig i spidsen for hvervningen til korpset, men havde indigneret afslået uden kommentarer, hvilket han i en hvas skrivelse meddelte Christian X. Hans harmfulde tanker herom lod ham ikke have ro, og modigt udsendte han sit berømte "åbne brev" til alle danske officerer. Det lød: "Som hærens gamle chef ønsker jeg at udtale følgende: Sålænge den tyske værnemagt holder Danmark besat og hagekorsflaget vajer over hele den danske hærs kaserner og lejre, ja, endog over hærens århundredgamle kommandosted "Citadellet" (Kastellet), kan efter min formening danske soldater og hærens befalingsmænd ikke uden at krænke hærens soldaterære stå på en kampfront i våbenbroderskab med den hær, der holder Danmark besat. Den danske hærs soldaterære blev frelst a f vore unge soldater, der gav deres blod den 9. april”.

Endvidere holdt han foredrag på bl.a. Hærens Officersskole, hvor han åbenlyst tordnede imod, at danske officerer meldte sig til tysk krigstjeneste. Det er utroligt, at tyskerne ikke skred ind og standsede ham, men det er et bevis på, at grøfterne mellem dansk og tysk endnu ikke var gravet så dybe, at de ikke længere lod sig overskride. Var Withs virksomhed blevet udfoldet blot et år senere, var han givet blevet arresteret og deporteret. With gav i den bevægede samtale med Prior udtryk for, at denne burde stå fast og sige nej til et militært samarbejde med besættelsesmagten. With skønnede, at med dette listige krav for at lænke den danske hær til Tysklands krig var Prior nået til vejs ende som dansk militær øverstbefalende, hvis han da stadig skulle kunne siges at være en hæderlig, dansk officer. With var selvfølgelig klar over, at et nej kunne koste Prior stillingen som hærchef eller det, der var værre, men nogen skulle måske være martyrer, som fx Withs og Priors gode ven og kollega, den norske øverstkommanderende 9. april 1940 general Otto Ruge. Han havde nægtet at give tyskerne æresord på, at han ikke ville flygte fra Norge, hvorefter tyskerne slæbte af med ham til tysk fængsel for resten af krigen. Da afgørelsen var faldet i ministeriet, og det altså var ligegyldigt, hvilket standpunkt man havde i Generalkommandoen, ønskede Prior ikke at lægge hånd til mere. Samtalen med With har muligvis fået ham til at gøre op med sig selv og træffe en afgørelse. Han indgav derfor 27. juni 1941 atter sin afskedsansøgning. Da Christian X ikke var blevet underrettet om ministeriets afgørelse, blev han vred over denne - måske tilsigtede - tilsidesættelse, der muligvis mindede ham om de Munck'ske tilstande under 1. Verdenskrig, og han gav Prior ret i dennes reaktion. I ministeriet vakte sagen uro, ganske som den tilsvarede gjorde i 1915, da den daværende hærchef generalløjtnant Gørtz indgav sin afskedsansøgning til den radikale forsvarsminister P. Munch, fordi denne efter Gørtz' mening bidrog til at ødelægge disciplinen i Sikringsstyrken. Dengang afslog ministeren ansøgningen, og det samme gjorde Brorsen med den samme motivering scmi i 1915, at det ville fremkalde uro i hæren og pressen. Prior pressede på, men han indvilligede dog i at søge orlov til udgangen af september 1941, hvor han fyldte 65 og så kunne afskediges med pension efter de ordinære bestemmelser. Så ville ministeriet over for omverdenen meget behageligt bevare skindet på næsen, og ingen revne i rustningen ville være at se. Under Priors orlov konstitueredes generalmajor E. Leschly som chef for Generalkommandoen. Det var i øvrigt Brorsens subjektive mening, at Priors ønske om at træde tilbage ikke så meget skyldtes den aktuelle sag, men snarere træthed, modgang og manglende engagement over for hele den spændte situation og kommende, truende udvikling. Den 1. oktober 1941 var Prior i afskedsaudiens hos Christian X, hvorunder majestæten personligt overrakte ham Storkorset af Dannebrog. Priors egen beretning i levnedsbeskrivelsen i Ordenskapitlet om dette et af hans livs højdepunkter forekommer underlig kold, ligegyldig og yderst tilknappet. Han skriver således intet om, hvad de to sagde til hinanden - hvis de da sagde noget videre? Begge har måske tænkt på det tidlige morgenmøde på Amalienborg 9. april 1940, der foregik til lyden af skudvekslingen nede på slotspladsen, hvor garderne forsvarede indgangene til slottet. Da mødet var overstået, bad kongen Prior gå ned på pladsen og standse kampen, hvad generalen ikke kunne få sig selv til, men han gik og kiggede ud af vinduet ned på pladsen. Christian X, der næppe i de andre herrers påsyn havde ventet en så åbenlys form for obstruktion fra sin hærchefs side, måtte så bekvemme sig til at beordre adjudanten kaptajn Schlichtkrull til at udføre den ordre, kongens general i dyb, afmægtig sorg og frustration ikke havde kunnet få sig selv til at efterkomme. Det ville måske være naturligt, om begge deltagerne i audiensen - hver fra sit ståsted - havde erindret sig denne beklagelige begivenhed, hvorfor den ellers så højtidelige dekorering måske ikke har været til den glæde, den ellers er for begge parter. Et andet forhold vedrørende Priors dekorering må vække undren. Medens det er - og altid har været - normalt, at den afgående hærchef som generalløjtnant har modtaget sit storkors nogle måneder før sin afgang, så det i nogen tid kunne bæres i tjenesten og ved afskedsparaden, så fik Prior først sin høje dekoration efter sin afsked, da han altså var pensionist!

Et tilbageblik

Så vidt generalløjtnant Prior. Der skulle nødvendigvis udnævnes en afløser, og det var for en gangs skyld svært at finde en officer, der under de kaotiske forhold ønskede at beklæde den ellers så ansete post, hvilket var forståeligt. Generalmajor Gørtz var ubetinget den, der stod forrest i rækken af mulige emner. Han var for en kort periode chef for Jyske Division, og det var hans indtryk, at man godt kunne leve med den nye ordre. Han instruerede mundtligt de garnisonskommandanter i Jylland, der kunne blive berørt, at deres soldater under ingen omstændigheder måtte komme i kamp med britiske soldater eller samvirke med tyske soldater i en sådan kamp. Han erklærede, at lidt obstruktion i samvirket ved at "komme for sent” skulle det nok være muligt at iværksætte fra dansk side, så tyskerne i givet fald alene kom til at tage det første stød. Dette snurrige synspunkt blev delt af bl.a. garnisonskommandanten i Holbæk oberst C.D. Lunn, der "beklagede", at hans garnison jo lå hele 36 km fra Kyndbyværket, som han i givet fald skulle sikre, så det kunne meget nemt ske, at hans soldater ikke nåede frem i tide! Det kom som bekendt aldrig til udførelse, og efter 29. august 1943 faldt spørgsmålet bort af sig selv. Set fra et militært synspunkt forekommer teorien om at komme "for sent" nok noget luftig og urealistisk og ikke så lidt af et tveægget sværd, og det er i dag svært at forstå, hvordan man i Generalkommandoen kunne klynge sig til et håb af denne slags. De danske, ubevogtede objekter, der fra britisk side var udset til ødelæggelse, ville givet af en nedkastet faldskærmsstyrke være blevet ødelagt inden for den første time, så alle ville givet komme ”for sent”. Fra tysk side har det nok også haft større betydning, at danske styrker kom i kamp med britiske soldater end bevarelsen af de pågældende objekter, der forholdsvis let lod sig retablere. Tyskerne har selvfølgelig taget en sådan mulig reaktion fra dansk side med i beregningen, og om en nedkastet britisk styrke blev angrebet efter fx to eller fire timer, betød næppe stort, hvorfor også tyskerne kunne have holdt deres styrker til- bage, indtil danske enheder havde været nødt til at møde op og kompromittere landet ved at tage det første stød. Hvad der ville være sket med de ledende danske officerer efter en udvist obstruktion, tør man ikke tænke på. Gørtz var indledningsvis ikke indstillet på at blive hærchef. Han havde i protest mod den politiske ledelse søgt bort fra stillingen som chef for Generalstaben. At han alligevel accepterede udnævnelsen, må formentlig tilskrives et stærkt internt pres fra centralt placerede officerer, som fx oberstløjtnant E. Nordentoft og kaptajn V.L.U. Gyth i efterretningssektionen og kaptajn T.K. Thygesen i Krigsministeriet. Disse var klar over, at Gørtz ifbetinget var den, der bedst formåede at holde sammen på officerskorpset i en national krisesituation og samtidig gennemføre en realistisk forhandlingslinie. Gørtz udnævntes så til chef for Generalkommandoen 30. september 1941. Generalløjtnant Gørtz var betydelig mere smidig og forhandlingspræget - nogle ville måske sige mere skrupelløs - end Prior, og han forstod bedre end sin kompromisløse forgænger, at det var for tidligt et tidspunkt og for lille en sag at tage et afgørende brud med tyskerne over. Chancen for nedkastning af britiske faldskærmstropper i Jylland på dette stadium af krigen, hvor imperiet kæmpede for livet, var i sagens natur ikke store, hvilket tyskerne naturligvis også har kunnet vurdere og også gav udtryk for i interne planer for forsvaret af Danmark Efter Frankrigs fald sommeren 1940 ophævede tyskerne Danmarks status som "Operationsgebiet" og i stedet erklærede landet for " Heimatkriegs gebiet" og besættelsesstyrkerne, oprindelig to liniedivisioner, reduceredes og afløstes af reservedivisioner, klart svagere enheder. Muligheden for en større invasion i Danmark omkring 1940/41 skønnedes på tysk side således:"Feindliche Landungen grösseren Ausmasses können zurZeit als unwahrscheinlich gelten”. Derimod kunne man ikke se bort fra mindre, kortvarige angreb fra søsiden: "Bei der Küstengestaltung Dänemarks kønnen derartige Landungsversuche fast überall durchgefàhrt werden". Senere, i foråret 1941, hedder det i en skrivelse fra Oberkommando der Kriegsmarine til Oberkommando des Heeres af 26. marts 1941: "Im Gesamtraum der deutschen und ausehliessenden dänischen und holländischen Küste erscheint jeder Landungsversuch in hohem Grade unwahrscheinlich”. Hertil kommer, at den jyske vestkyst op til Hanstholm betegnes som værende uegnet til invasion, "... teils wegen... vorgelagerter Insel und teils wegen fehlender geeigneter Landungsstellen". Derimod skønnedes betingelserne for mindre angreb bedre i Jammerbugten og Aalbækbugten. Det noteres, at der ikke er tale om nedkastning af faldskærmstropper.

Det mest paradoksale ved hele affæren var, at tyskerne, da Prior var gået af, ikke beslutsomt forfulgte sagen. Der kom aldrig til at eksistere fælles planer for indsættelse af dansk-tyske styrker i samvirke. Noget kunne tyde på, at det stort set var Priors skalp, man var ude efter. Det kan undre, hvis Priors person og personlige holdning har betydet noget for general Liidke. Tyskerne var jo i stand til at arrestere ham, hvad dag det skulle være og bringe ham til Tyskland som hans norske kollega. Gørtz viste sig at være mere fremkommelig, fx i sagen om frikopsets afrejse efter orloven i september 1942, hvor tyskerne ønskede en højtstående dansk officer til at overvære afskedsparaden. Gørtz udtalte senere, at han ønskede selv at påtage sig denne ildesete tjenesteforretning, da han havde set, hvordan oberst C.C.U. Ramsing var blevet voldsomt kritiseret p.g.a. hans tilstedeværelse ved frikorpsets afrejse året før, og han havde endda været beordret til at deltage. Gørtz ønskede ikke at beordre en efterstående officer til dette mislige job, der klart af pressen, forsvaret og befolkningen meget naturligt ville blive udlagt som en dansk militær blåstempling af frikorpset. Om Prior ville have udført denne fra alle sider afskyede tjenesteforretning, er selvfølgelig ørkesløst at anstille betragtninger over. Hans høje moral ville sikkert have budt ham at dække sine efterstående officerer på samme fornemme måde, som Gørtz senere gjorde. Prior viste 9. april 1940, at han loyalt havde været klar til at gøre en indsats ved sin konges side. Det blev ham nægtet og at være passiv tilskuer til stranguleringen af den hær, han havde viet sit liv til, og som han var ansvarlig chef for over for befolkningen, var en opgave, der klart krævede et køligere og mere nøgternt temperament end hans. Man kan så undre sig over, at den socialdemokratisk-radikale regering, som afskyede at befatte sig med militæretaten, alligevel godkendte valget af Prior som hærchef efter Erik With. Regeringen vidste, at han måtte anses for at høre til den kompromisløse officerstype, der ved et angreb på Danmark ville slås til sidste patron. Det ville selvsagt være ubekvemt for den regering, der inderst inde givet allerede i slutningen af 30'erne havde besluttet, at der aldrig skulle kæmpes. Prior var ikke indstillet som nummer ét til at afløse With, så regeringen behøvede ikke at forbigå ham for at få en anden, mere bekvem. Prior blev i hæren anset som vor dygtigste troppefører, men det havde regeringen intet brug for, da neutralitetskampen kun krævede dygtige troppeførere på et lavere plan. Han var - noget utraditionelt for denne periode - en demokratisk indstillet officer, der gerne ville være loyal over for regeringens beslutninger, men dette krav opfyldte også andre emner. Almindeligvis blev han anset for at forene stor karakterstyrke med et sjældent retsind. På disse to felter ragede han givet op over sine konkurrenter, men disse egenskaber kan næppe være hele forklaringen på, at regeringen foretrak ham. Der er formodentlig kun én, betydelig mere gusten, ja, nederdrægtig forklaring: Ved at udnævne en kriger som Prior ville man berolige officerskorpset og vise, at regeringen sandelig havde til hensigt, at der skulle gøres modstand ved et angreb på Danmark! Der kan næppe være tvivl om, og det er fuldt forståeligt, at begivenhederne 9. april 1940 om morgenen slog noget i stykker i generalløjtnant Prior. Han var efter denne dag en mærket mand. Det blev ikke bedre af hans - alt i alt - bristende forståelse for det parlamentariske systems vilkår i Danmark. Han var dybt forankret i traditionelle militære værdier, baseret på ren og usammensat patriotisme med en enkel og lydefri kongetroskab med monarken som hærens øverste chef som den bærende søjle i sit lange militære liv. Generalløjtnant Prior arbejdede efter sin afgang på sine erindringer, og han døde efter kort tids sygdom 9. marts 1946. Chefen for Sjællandske Division generalmajor V. Bjerregaard ristede i Militært Tidsskrift en smuk minderune over den tidligere hærchef.

Bibliografi

"Beretning til Folketinget afgivet af den af Tinget under 25. Oktober 1950 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45", bd. XI (danske og tyske dokumenter)(Kbh. 1951). "Besættelsens Hvem Hvad H vor”, Politikens Forlag (Kbh. 1966). Christensen, Arne Bonvig:"Invasion i Danmark? Danmark i det tyske invasionsforsvar under Den Anden Verdenskrig" (Odense 1976). Dansk biografisk Leksikon, bd. 11 (Kbh. 1982). "Den Kongelige Livgarde", u.red. af Axel Pontoppidan, bd. I-III (Kbh. 1941-43). Hedegaard, Ole A.: "Generalløjtnant A.P. Tuxen. Militærhistoriker og Æresdoktor" (Kbh. 1982). “En General og hans samtid. General Erik With mellem Stauning og Kaos" (Frederikssund 1990). Haaest, Erik: "Frikorps Danmark-folk fortæller", bd. 1-3 (Kbh. 1975). Hjalf, Viggo: "Hæren under besættelsens kår” (Kbh. 1960). Haandbog for Hæren, årg. 1940, 1941, 1942 og 1943. Jensen, Ole Helmer: "Anden Verdenskrig. Hvornår skete det” (Kbh. 1968). Jørgensen, A.R.: "9. april. De spildte muligheders dag" (Kbh. 1980). Jørgensen, A.R.: "Generalløjtnant Ebbe Gørtz. En militær biografi” (Kbh. 1990). "Kong Christian under Besættelsen", v. Axel Pontoppidan (Kbh. 1947). Krabbe, O.: "Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-45" (Odense 1975). Kundgørelse for Hæren 1939-43. Militært Tidsskrift, årg. 1946. Norup, P.M.:"Hæren der ikke måtte kæmpe" (Kbh. 1945). Roslyng-Jensen, Palle:"Værnenespolitik - politikernes værn" (Kbh. 1980). Stevns, Arne: "9. April. Skildret i Breve fra danske Soldater" (Kbh. 1940).