Generalløjtnant Johann von Ewald og den "lette Tieneste" - et bidrag til det danske infanteris historie
Derne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
I bind I af Svend Dahls og P. Engelstofts 3-binds værk "Dansk biografisk Haandleksikon" (Kbh. 1920) skrev den ansete militærhistoriker og leder af Generalstabens krigshistoriske Arbejder, kaptajn K.C. Rockstroh (1860-1942), om Frederik VFs betroede officer Johann von Ewald: "...Var en sjælden retlinet, elskværdig og loyal Personlighed, en koldblodig og snarrådig Troppefører og initiativrig Organisator. Han fik efierhaanden stor og gavnlig Indflydelse på Frederik VI i alt, hvad der vedrørte Hæren og Krigsforetagener". Unægtelig et fornemt og vidtgående udsagn! Det er ikke hensigten her i en tidsskriftartikel at bringe en afrundet biografi over den kendte oflBcer, der bl.a. ledede stormen på Stralsund 31. maj 1809, men derimod primært at behandle en omfattende og skelsættende del af Ewalds tjeneste og herunder litterære virksomhed. Han var en af de af Frederik VFs generaler, der havde reel krigserfaring fra udlandet, herunder Nordamerika, og som blev initiativtageren til og banebryderen for indførelsen af den "spredte orden", grundlaget for al moderne infanteritaktik. Dette skete i en periode, hvor Lineartaktikken ubetinget sad. i højsædet og dominerede taktikken på europæiske slagmarker. Hans virksomhed satte således sine tydelige spor gennem lange tider i vore glimrende, veluddannede jægerafdelinger. På grund af hans omfattende militære forfatterskab - i en tid, hvor danske officerer normalt ikke var særligt skrivende, ganske som det - helt uforståeligt - er tilfældet i vore dage, kan man formodentlig - uden at træde den berømte general og militærforfatter for nær - betegne Ewald som en slags dansk Clausewitz.
Personen Johann von Ewald
Som en spinkel, men påkrævet indføring i det her afhandlede emne skal indledningsvis meddeles et kort rids af personen og officeren Johann von Ewald. Ewald blev født i Kassel 30. marts 1744 som søn af regnskabsfører i overpostmesterembedet Georg Henrik Ewald og hustru Anna Kathrina, født Breithaupt. Allerede fra drengeårene havde Ewald lyst til officersgemingen, og den preussiske syvårskrigs begyndelse 1756, hvor Hessen inddroges, dannede en ideel baggrund for den unge Ewalds ønsker om optagelse i et hessisk regiment. 1760 indtrådte han som kadet (frikorporal) i infanteriregimentet Gilsa, hvor han snart udmærkede sig. Han havde det held, at en ældre premierløjtnant tog sig af ham, læste med ham i fritiden, gav ham skriftlige opgaver og fik den intelligente og videbegærlige volontær optaget i officersmessen, hvilket var ret usædvanligt over for en person, der kun havde underofficersstatus. Ewald henledte hurtigt opmærksomheden på sig i aktionerne ved Corback, Warburg m.fl. i 1760. Året efter deltog han bl.a. i Kassels belejring, og freden sluttedes 20. november 1762. Han var heldig ved de kommende hærreduktioner at beholde sin stilling. 1766 udnævntes han til sekondløjtnant, og i de kommende år gjorde han tjeneste ved et hessisk livregiment. I en duel på blanke våben 1770 havde han det uheld at miste sit ene øje, hvad der - foruden et langvarigt, smerteftildt sygeleje - medførte, at han fik et kunstigt øje ("... som ofte nok incommoderede mig, men næsten ikke kiendtes"), men resten af livet bar han alligevel en sort klap for øjet å la admiral Nelson. Fredsårene brugte Ewald til flittige, dybtgående studier i krigshåndværket, og det viste sig, at den unge officer var begavet med en udtalt litterær sans og skrev glimrende. Han blev med årene en stor bogsamler, og sine erfaringer fra krigen som subaltemoflficer følte han nu trang til at nedfælde i en lærebog, beregnet på yngre, hessiske officerer. Allerede 1774, 30 år gammel, udgav Ewald således sit første militære skrift "Gedanken eines hessischen Officiers über das, was man bey Führung eines Detachements im Felde zu thun hat" (86s., 8vo, m. 3 plancher. Om værket, se afsnittet "Ewalds litterære virksomhed"). Ifølge normal courtoisi var bogen tilegnet den regerende landgreve (prins) af Hessen, som Ewald - før trykningen - havde forelagt manuskriptet til approbation, som hurtigt opnåedes ved en anerkendende håndskrivelse fra landgreven. Det blev ikke ved håndskrivelsen. Til stor forundring for Ewalds kolleger, især de adelige, blev Ewald 6. marts 1774 udnævnt til kaptajn og chef for de hessiske livjægere, hvis styrke samtidig øgedes til to officerer, seks overjægere (underofficerer), to valdhomister og 40 jægere. Alle jægere var forstuddannede og fremragende skytter, og med denne special- og eliteenhed lagde Ewald grunden til sit senere virke i den lette tjeneste i såvel USA som Danmark. Han blev en af tidens mest erfarne førere for de styrker, vi i vore dage ville betegne som jægere, rangers eller kommandosoldater. Ewald fik kun to år som chef for Hessens livjægere, inden han med disse beordredes som deltager i den nordamerikanske frihedskrig. Det blev til gengæld to år, hvor han, stadig ugift, nærmest levede og åndede for jægertjenesten, og det lykkedes ham i denne tid med sin enhed at opnå sådanne resultater, at det lille korps blev en fiygtet modstander i de nordamerikanske skove mod amerikanere og indianere og det i en tid, hvor jægertjenesten - således som den udmøntedes og improviseredes af Ewald - var så godt som ukendt hos Jiærenes linieregimenter i Europa. Den heh store og genne'mgribende forståelse for jægertaktik og kamp i spredt orden fik Ewald dog først i krigen i Nordamerika, en krig, der ikke lignede noget af det, han havde deltaget i på tysk jord.
Ewalds tjeneste i USA
I januar 1776 afgav Hessen et troppekorps på 14.000 mand til forstærkning af den engelske hær, der var opstillet til kamp mod de nordamerikanske kolonier ved deres løsrivelse fra Storbritannien. Styrken androg 18 infanteribataljoner med artilleri og to kompagnier jægere, hvert på 150 mand og med kaptajn Ewald som chef for det ene. Det område i Nordøstamerika ved Hudsonflodens munding, hvor det hessiske troppekorps gik i land, var - foruden af de hvide kolonister - primært beboet af de indianske irokesere. Det var et krigerisk folkefærd, men dog halvagerbrugere, der kendte til palisadebeskyttede landsbyer. De var delt op i en række store stammer ("de 5 nationer"), nemlig Onondaga, Cayuga, Mohawk, Seneca og Oneida, et forbund, der mentes at være stiftet af høvdingen Hiawatha i det 16. århundrede. Forbundet fik stor betydning i den kommende krig, og Ewald og hans jægere så gentagne gange; den frygtede "Tomahawk" blmke i luften under kampene, hvor nogle af stammerne deltog på amerikanernes, andre på englændernes og tyskernes side.Dagen efter landsætnmgen beordredes Ewald med sit kompagni på en rekognoscering for den engelske hovedstyrkes fremrykning under overgeneralen Sir William Howe (1739-1814). Efter 28. oktober 1776 at have slået amerikanerne ved White Plains og bemægtiget sig forterne Washington og Lee trængte hæren med jægerne i spidsen over Hudsonfloden gennem provinsen New Jersey over Brunswick og Princetown frem til Delawareflodens venstre bred, hvor man gik i vinterkvarter. Under marchen var Ewald med sit kompagni afvekslende blevet brugt som avantgarde, flankedækning eller til rekognoscering eller commando-raids. Bl.a. brugtes Ewald til - efter personlig instruktion af den engelske generalløjtnant Lord Cornwallis (1738-1805) - med nogle jægere at snige sig gennem den amerikanske milits’ linier og bortføre en kendt amerikansk plantageejer, der sad inde med vigtige oplysninger om de amerikanske tropper. Ewald erhvervede under disse operationer et kendt navn som en opfindsom og dreven fører af lette styrker, og ved Lord Cornwallis’ afgang fra hæren 1777 modtog Ewald en smigrenHft skrivelse med mange komplimenter fra generalen, ledsaget af et tilbud om som oberstløjtnant at kommandere de pensylvanske jægere, et tilbud, Ewald dog afslog. Under disse kampe udviklede Ewald sig altså til ekspert i jægertjeneste, hvad der år efter kom den danske hær til gavn. Han lærte til fiilde den amerikanske hærs - herunder indianernes - kampmåde i det vildsomme skov- og bjergrige terræn med de mange uvant tætte underskove uden veje og stier og ufremkommelige sumpe og moradser, der ikke var ordentligt kortlagte, og hvor man gang på gang klart måtte erkende, at de europæiske hæres stive lineartaktik kom til kort og kostede store tab. Han lærte også, at den europæiske bevæbning og - især - meget synlige uniformering var til stor skade for de engelske og tyske tropper over for de amerikanske og indianske styrkers mere slørende munderinger, der faldt godt sammen med terrænet. En egentlig systematisk uddannelse i den amerikanske hær blev først påbegyndt i vinteren 1777-78 ved Washingtons hær i Valley Forge. En tidligere preussisk general, baron Frederik Wilhelm v. Steuben (1730-94), tidligere adjudant hos Frederik den Store, var da kommet til Amerika og havde påtaget sig ansvaret for troppernes militære uddannelse. Steuben indfiarte preussisk eksercits og øvelser i lineartaktikken. Efterhånden som afdelingeme gennemgik en sådan skoling, bidrog den meget til at tømre dem sammen til virkelige enheder, men han måtte imidlertid konstatere, at tiden var for knap til at indeksercere en bestemt, ensartet kampmetode. I øvrigt syntes en sådan heller ikke at ligge for amerikanernes stærkere udviklede individualisme. Præcisionen og ensartetheden blev derfor ofret til fordel for de egenskaber, som allerede var tilstede og blot skulle sættes i system: Bevægelighed, udnyttelse af terrænet og skydefærdighed. Ingen europæisk hær kendte dengang til, at. regulære soldater under kamp skød individuel, sigtet skydning. Geleddernes skiftevise salveskydning i retning af §enden var infanteriets eneste form for ildkamp. Men amerikanerne tog sigte, før de skød. Den franske general La Fayette (1757-1834), Ewald og andre konstaterede, at selv under salveskydning sigtede de amerikanske infanterister omhyggeligt. I det vanskeligt farbare terræn, hvori de fleste af krigens slag blev udkæmpet, var det den mere eller mmdre spredte fægtning, der dominerede, og her havde den individuelle skarpskydning et naturligt og fiygteligt overtag. Tabslisterne fra de forskellige slag viser da også næsten undtagelsesløst, at briterne havde langt de største tab, uanset hvem der beholdt marken. Ewald kom også på det rene med, at uddannelsen til "enkeltkæmpere", som amerikanerne i langt højere grad praktiserede end de europæiske fropper, måtte være fremtidens infanteriuddannelse, ikke mindst på baggrund af den stigende udvikling af riflede geværer, der skød længere og sikrere end de glatløbede.
I 1781 nåede han nok højdepunktet af mod og taktisk indsigt, idet han ved en forpoststilling med kun 32 jægere holdt denne i kamp mod ca. 800 amerikanere fra La Fayettes korps. Ved Pariserfreden 20. januar 1783 ophørte krigen, og Ewald vendte tilbage til Hessen efter ca. otte års fravær. 1 1788 indgik Ewald ægteskab med Susanne Ungewitter, der døde 1810.
Ewalds tjeneste i den danske hær
Efter hjemkomsten fandt den nu rutinerede, krigsvante officer ikke længere forholdene i den hessiske hær for tilfredsstillende. I 1785 fik han ordre til at organisere de hanauske jægere. Selv om landgreven i 1786 syntes tilfreds, da Ewald præsenterede korpset for ham, blev der dog ikke taget hensyn til hans fremsatte ønske om udnævnelse til major. Han besluttede da at søge tjeneste i dobbeltmonarkiet Danmark-Norges hær. Landgreve Karl af Hessen (1744-1836) var ham trods alt gunstig stemt, og han anbefalede ham til sin svigersøn, den danske kronprins Frederik, senere Frederik VI, idet han selvsagt gerne ville sikre denne slagmarkens kapacitet for sin svigersøn, i hvis hær han selv var generalfeltmarskal. I august 1788 modtog Ewald meddelelse om, at han var ansat i den danske hær som oberstløjtnant med 1000 rbd. i årlig indkomst og chef for et jægerkorps, han selv skulle oprette, en fornem kompliment til hans evner og indsigt. I september 1788 formeredes Slesvigske Jægerkorps under Ewalds ledelse. Stammen bestod af afgivet personel fra fire infanteriregimenter, og det var klart, at disse - traditionen tro - ikke skilte sig af med deres bedste folk, og for de afgivne officerer var jægertjenesten noget aldeles nyt. Det lykkedes dog Ewald at uddanne og sammensvejse korpset efter sine principper til en glimrende, vel fungerende enhed. Han beordredes i 1790 som chef for "Slesvig-holsteenske Bataillon let Infanterie", som oprettedes 1789 med garnison i Kiel, senere Eckemførde. Naturligvis kunne terrænet i hertugdømmerne ikke sammenlignes med de enorme, skovbevoksede vidder i Nordamerika, men det var dog stærkt gennemskåret, og hertil kom, at der iflg. en forordning af 1766 om udskiftning og fremme af indhegning efterhånden var blevet anlagt en mængde jordvolde og levende hegn som markskel, ganske som det skete få år senere i kongeriget efter udstykningen ved Stavnsbåndets løsning 1788. Hertugdømmerne var derfor den landsdel i riget, der vanskeligst egnede sig for den traditionelle lineartaktik og brug af rytteri. I de år, der gik, inden Danmark-Norge hvirvledes ind i Napoleonskrigene, udnyttede Ewald tiden til at uddanne sit korps i jægertjeneste efter alle de rige erfaringer, han sad inde med fra sin tjeneste i Hessen og især Nordamerika, og uddannelsen vakte stor opsigt i hæren og tilfreds^ied hos kronprins Frederik, hærens egentlige øverstbefalende. Især var Ewald ivrig efter at uddanne et godt, pålideligt underofFicerskorps, ligesom han fik tid til at dyrke den militærvidenskabelige forfattervirksomhed. I august 1800 bevirkede Ewalds resultater, at linieregimenteme af infanteriet fik ordre til, foruden sine egne sluttede, også skulle indlære det lette infanteris spredte orden, en upopulær ordre, der kun ufiildkomment blev gennemført. Under den store troppesamling i Holsten 1803-05 som neutralitetsvæm mod et eventuelt fimsk angreb kommanderede Ewald avantgarden og indvikledes i de periodiske kampe, der i disse år opstod mellem franskmænd og preussere. Begivenhederne ved København 1807 tog sjæleligt hårdt på Ewald. Han gav under belejringen af hovedstaden udtryk herfor i et brev til kronprinsen ved bl.a. at skrive: "...skulde der ikke endnu findes en Patriot, der vilde forsøge at opbrænde Flaaden? Mit Hierte er saa beklemt, at jeg ei formaaer at skrive mere i dette Øieblik. - Lykkeligst ere De, som ved eller i Kiøbenhavn ere faldne for Deres Fædreneland! En sådan "Patriot" fandtes som bekendt ikke, hvad både sam- og eftertid - tilligemed englænderne - aldrig har kunnet begribe. Under det påtænkte, men aldrig udførte angreb på Sverige vinteren 1809 var Ewald designeret til at føre avantgarden med sit jægerkorps i spidsen, og Ewald vendte tilbage til Slesvig, hvor han s.å. deltog i kampene mod den preussiske husarofficer og berømte fi-iskarefører Ferdinand von Schill (1776-1809), ligesom den nu 65-årige mand personligt var i spidsen for 2. Oldenborgske Bataljon og 6. Hollandske Regiment ved stormen på Stralsund 31. maj 1809. For sin indsats udnævntes Ewald ti! generalløjtnant og i november s.å. til kommanderende general i hertugdømmet Holsten under generalfeltmarskal landgreve Karl af Hessens overkommando (som kun var formel). Ved hustruens død 1810, der klart bidrog til at svække hans helbred, begyndte alderen nu også uafviseligt at gøre sig gældende. Ikke desto mindre beordredes han som chef for den "bevægelige Armédivision på 10.000 mand i to brigader, som s.å. formeredes i Slesvig-Holsten, og som blev underlagt 11. franske armékorps under marskal Pierre Augereau (1757-1816). Han kom herunder på særdeles god fod med marskallen og en række af dennes højeste officerer. I 1812 begyndte en plagsom vattersot at bemestre sig Ewald, og han gør selv rede for det i nogle personlige papirer. Det blev klart, at det var begyndelsen til afslutningen. 1. maj 1813 nedlagde Ewald sin kommando og levede de sidste to måneder af sit liv på et landsted ved Kiel, desværre plaget af økonomiske sorger, herunder gæld. Den 25. juni endte han sit lange, hæderfulde liv. Hans gæld blev, efter indstilling af chefen for Generalstaben, generalmajor Franz Christopher Bülow (1769-1844), bragt ud af verden af Frederik VI.
Ewalds militære forfatterskab
Her skal så gennemgås det militære forfatterskab, som Ewald fik overskud til at præstere, og som var den kompetente udmøntning af de rige erfaringer, han erhvervede i kampe i Tyskland, Nordamerika og Holsten, og som den loyale, idealistiske officer følte at burde videregive til hærens kommende officerer. Fælles for alle værkemé er, at de - set fra et bibliofilt synspunkt - i vore dage er overordentlig sjældne at se hos antikvarerne, og når det sker, da altid til høje priser, uanset tilstanden. Alle værkerne fmdes dog i Det Kongelige Garnisonsbibliotek. Et af dem har oven i købet tilhørt det håndbibliotek, Ewald oprettede ved Slesvigske Jægerkorps i 1791. Som omtalt, lagde Ewald ud som 30-årig med sit første opus, bogen "Gedanken eines Hessischen Offiders über das, was man bey Führung eines Detachements im Felde zu thun hat. Mit drey Kupfer-Platten”, udgivet i Kassel 1774 (8vo, 86s.). Det er heit klart et ungdomsarbejde, hvor Ewald hvæssede sin litterære pen som en forløber for større og mere velboniterede værker. Han anfører selv i forordet, at bogen bygger på "...ein dreizehnjähriger Dienst und ein seit verschiedenen Jahren unvermüdetes Nachsinnen über alles das, was in die Kriegswissenschitft einschlägt, hat mir einige Kenntnis von dem Dienst im Felde verschaft..." Nu er 13 års tjeneste forud for at skrive en militær lærebog næppe særligt meget, og Ewald citerer da også kraftigt kendte militærforfattere eller berømte hærførere som Condé, Turenne, Moritz af Sachsen, Frederik den Store og disse hærføreres taktiske principper og doktriner for føring. Det er nogle pompøse afsnit, som nok med føje kunne være udeladt i en fi-emstilling, hvis emnevalg bevæger sig på kompagniplan. Bogen kunne man i vore dage benævne "det lette kompagnis kamp", og den indeholder sådanne elementer, som er dækket af en sådan titel. Fx:
Erster Abschnitt: "Wie ein Officier von der Infanterie, bey Führung eines Detachements sich auf dem Marsch zu verhalten habe".
Fünfter - "Von der Befestigung und Vertheidigung der Kirchen, Schlösser, Mayerhöfe, und dergleichen Posten“.
Zehnter - "Von der Streifereien der InfanteriePartheyen ".
Den lille bog er yderst instruktiv, og det er klart, at Ewald som jægerofficer - selv om han endnu ikke havde været i USA - interesserede sig levende for jægertjenesten og de former for patruljevirksomhed og infiltration, som denne tjeneste levnede rige muligheder for. Bogen viser tydeligt hen til det område, Ewald senere skulle blive berømt for, ligesom den også var et fingerpeg om, at der ville komme mere fra forfatterens pen. Det næste produkt var betydelig mere omfattende og velfimderet. Det hed "Abhandlung über den kleinen Krieg, von Joh. Ewald, Hauptmann”, udgivet i Kassel 1785 (8vo,158s.). Det var et fagligt helstøbt skrift, der slog igennem i militære kredse, og forfatteren havde den ære, at selveste Frederik den Store udtalte sig rosende om produktet. Her præsenterede han for første gang sine rige erfaringer fra krigen i USA , omsat til europæisk grund. Skriftet omarbejdedes senere og udkom 1798 under en ændret titel (herom senere). Europæisk anerkendelse modtog Ewald med sit store værk "Abhandlung von dem Dienst der leichten Truppen. Herausgegeben von dem Königlich Dänischen Oberst- Lieutenant von Ewald, Ch^ des Schleswigschen Jäger-Corps und Ritter des Hessischen Ordens pour la vertu militaire”, udgivet i Flensborg, Slesvig og Leipzig 1790 (8vo,308s.). Værket er i virkeligheden en stærkt udvidet bearbejdelse af hans første opus, men det er nu tydeligt, at det er specialisten og den erfarne fører, der skriver. Af det lødige indhold skal nævnes afsnittene: "Vor der Stärke eines leichten Corpses","Von der Kleidung und den Waffen eines leichten Corpses" og "Von den Waffenübungen des leichten Fussvolks und der Reyterey". Her bør afsnittet om uniformeringen og bevæbningen skildres lidt mere udførligt, da det viser Ewald langt forud for sin tid og docerende teorier og principper, som først vandt indpas i europæiske hære efter Napoleonskrigene. Datidens imiformering forudsættes i store træk kendt af læseren. Ud fra sine mange - og samtidig skræmmende - erfaringer fra USA betrådte Ewald nye stier. Han havde til overflod mødt amerikanernes og indianernes slørende munderinger og praktiske, brune skinddragter, populært udtrykt pioner- og "Davy Crockett"- munderinger. Det var løstsiddende, varme og i det skovrige terræn slørende påklædninger, som ofte først erkendtes af europæerne, når det var for sent. Ewald blev hurtigt klar over, at snævre, røde, blå og hvide uniformskjoler, hvide krydsbandolerer og broderede, trekantede hatte var umulige at bruge i kampene i dette særlige terræn, der var som skabt til mfiltration og overfald. Ewald gik ubetinget ind for grønne, rummelige uniformer, som det mest slørende: "..Die grüne Farbe ist zuverlässig die beste und schicklichste zu der Kleidung derer leichten Truppen, indem man solche in der Feme am wenigsten, und im Holze gar nicht entdecken kann. Würde es von mit abhängen, ein solches Corps zu kleiden, so vürde ich ihnen einen grünen Rock, ohne Falten, mit schwarzen Aufschlagen und Kragen geben, welche die grösste Stärke hat, etwas zu tragen, und das Kreuz ist frey, anstatt das ihm die andere Art sein Gepäcke zu tragen, niederdrücht, wodurch der Soldat mit seinem Oberleib vorwärts hängt, und ungemächlich seine Schritte thut". Endvidere burde som hovedtøj den tåbelige trekantede hat, som altid blæste af og var i vejen, når man trængte gennem underskov og krat, afskaffes til fordel for en kasketlignende kabuds, der sad bedre på hovedet og beskyttede mod vejrliget. Endelig burde oppakningssystemet moderniseres og smidiggøres. Også et godt, riflet gevær gik Ewald ind for. Han havde til overflod mødt amerikanernes langløbede riffel, forløberen for den fra pionertiden så berømte "Kentucky-riffel" og var klar over, at glatløbede musketter var de riflede langt underlegne. Over alt stod dog en målrettet uddannelse, disciplinen og officerernes evner til at holde sammen på mandskabet i kritiske situationer. Han skrev herom: "...Ich habe die Probe von verschiedenen englischen leichten Corps während des amerikanischen Kriegs gesehen, die doch 6 bis 700 Mann stark waren, und die am Ende eines harten Feldzugs nicht mehr die Hälften von dieser Zahl unter dem Gewehre hatten". Ewalds værk nød den ære at blive oversat til dansk, svensk, hollandsk og engelsk og gav ham en velfortjent plads blandt europæiske militærforfattere. Med sin næste bog viste Ewald på en snurrig, men yderst kompetent måde sin spændvidde som forfatter. I 1794 udkom "Gespräche eines Husaren Corporals, eines Jägers und leichten Infanteristen über die lyiichten und den Dienst der leichten Soldaten", udgivet i Altona 1794 (8vo,154s.). Den udkom 1795 i dansk oversættelse. Bogen er affattet som en belærende samtale mellem de tre med anførte replikker, og hvor den ældre korporal fremtræder som læremesteren. Det er som at læse et skuespil af Ludvig Holberg, og Ewald viser, at han også evnede at beherske denne gren af litteraturens verden. hidledningen er pragtfuld og fortjener gengivelse (her i dansk oversættelse):
"Første Samtale. (Husar-Corporalen sidder i Værtshuset hvor hans Qvarteer er, og læser i en Bog - En Jæger og en let Infanterist, som ere Frimænd der på Stedet, gaae sammen til Værtshuset for at drikke et ICrus 01. - De see, idet de gaae forbi, giennem Vinduet ind i Stuen.)
Jæger. Hvad Fanden seer jeg der! En Husar i Værtshuset, som læser i en Bog!
Let Inf. Saa min SiæU En Husar med en Bog i Haanden! Det mm vist være en forulykket Student!
(De gaae ind i Huset, hvor Værten kommer dem imøde.)
Begge. God Dag, Hr. Vært! Er her Giester?
Vært. Ingen, undtagen den Underofficeer af Husarerne, som ligger i Qvarteer her.
Jæger. Ham har vi alt seet, hos ham gaaer det tørt til. Giv os en Flaske 01 og et spil Kort.
Vært. Strax mine Herrer.
(Begge gaae ind i Stuen)
Begge. God Dag, Hr. Corporal!
Corporal: Jeg takker mine Herrer, de ere formodentlig Frimænd?
Let Inf.: De læser jo i en Bog, Hr. Corporal. Den Spøg har jeg endnu aldrig seet afen Husar
Corporal. Det gjør mig meget ondt, at han endnu aldrig har seet saadant før. Troer han, min gode, unge Mand, at en Soldat ikke bør giøre andet, end drikke, spille og løbe efter Pigerne?
Det var første gang, et militært reglements tørre indhold forsøgtes viderebragt for "Underofficerens og den gemene Mands Dannelse" på en så underholdende og pædagogisk letfattelig facon, og med hensyn til bredde, frodighed og lune i sit syn på soldater og deres tilværelse har Ewald en udtalt sikkerhed i replikken med en rigdom af levende småtræk i situationsmaleriet, og hans fabulerende evner er uomtvistelige. Sin status som anerkendt, produktiv militærforfatter understregede Ewald atter med "Belehrungen über den Krieg, besonders über den kleinen Krieg, durch Beispiele grosser Helden und kluger und tapferer Männer. Mit Anmerkungen von J. von Ewald" etc., udgivet i Slesvig 1798, 1800, 1803 (800, 516s.). Bogen er tilsyneladende delvis inspireret af den hannoveranske kaptajn ved "Det Kongl. Storbritt. Chur-brunsvigske Artilleri-Regiment" og Lærer ved Militærskolen i Hannover G. Scharnhorst. Titlen var "Militairisk Lommebog til Brug i Feldten, oversat til dansk af P. Clementin, Secondlieutenant v. Hds. KongL Høihed Arveprinds Friederichs Regiment", udgivet i Hannover 1792, senere på dansk København 1804 (8vo, 500s. m. Anhang, kort etc.). De to fremstillinger ligger i indhold og opbygning tæt på hinanden, og Ewald docerer her atter sine tahige, velunderbyggede erfaringer og principper for den lette tjeneste. Disse to udgivelser lå på tidspunkter, hvor de franske revolutionskrige under den kommende franske kejser rasede og opskræmte Europas stormagters etablerede fyrstehuse og generalstabe. Her var dog for Ewald ikke noget rigtigt epokegørende at hente i jægertjenesten, da krigene hidtil stort set foregik efter de taktiske doktriner fra kongedømmets tid, og Lineartaktikken sad fortsat i højsædet med den glatløbende musket som hærenes hovedvåben. Man leder således forgæves efter passager, som - skønsmæssigt - kurme være inspireret af efterretninger fra de store slag i denne periodes 1. og 2. koalitionskrig. Det er muligvis forståeligt, for det er bemærkelsesværdigt, hvor få fornyelser i infanteriets taktik, som de franske revolutions- og Napoleonhære skabte. Deres indiskutable slagkraft skyldtes andre forhold, som ligger uden for denne fremstillings rammer. Lærebogen frilgtes op med "Folge der Belehrungen über den kleinen Krieg" etc., udgivet i Slesvig 1800 og 1803 (8vo, 531s.). Værket udkom i tre bind. Det er tre tykke bind, der i høj grad er baseret på Frederik den Stores krige, og maage lærerige eksempler på god og dårlig føring trækkes her frem og diskuteres. Det er forståeligt, at værket blev efterspurgt i officersuddannelsen i flere stater. Med tredie del af dette værk var det hensigten, at Ewald ville ende sin litterære løbebane. Han anfører selv herom: "...denne Bog skal være Slutningen af mit Forfatterskab", men som det så ofte går, holdt dette løfte ikke stik for en flittig, dynamisk pennefører.
I 1802 udsendtes "Vom Dienst im Feldeßr Unteroffiziere der Infanterie und auch ß r Laien in der Kriegskunst welche zum Schutze des Landes bei der Landwehren und Küsten-Militz angestellt werden könnten", trykt i Slesvig 1802 (8vo, 104s.). Bogen udkom s.å. på dansk, oversat af en kaptajn ved Slesvigske Jæger-Korps og var at opfatte som et lettilgængeligt feltreglement for førere af patruljer og mindre styrker op til delingsstørrelse. Kronprins Frederik blev så begejstret for bogen, at han købte og tjenstligt lod 500 eksemplarer fordele til hærens underofficerer. Med udsendelsen af denne bog afsluttede Ewald endegyldigt sit militære forfatterskab.
Tjenstligt eftermæle
Det kunne naturligvis ikke undgås, at Ewald med sit omfattende i ind- og udland kendte forfatterskab henledte kronprinsens, senere kongens, opmærksomhed mod sig, og denne bifaldt fiildt ud Ewalds virksomhed på dette område, som i høj grad interesserede kronprinsen, hvis største, livslange interesse som bekendt var det militære. Ewald kom til at tilhøre den militære inderkreds om monarken og havde hans højeste nåde. Karakteristisk er i så henseende den korrespondance, der udspandt sig mellem dem angående udgivelserne og - ikke mindst - jægeruddannelsen, som kronprinsen levende fulgte med i. Et enkelt brev fra kronprinsen til Ewald i anledning af udgivelsen af "Belehrungen" etc. 1798 skal her gengives in extenso:
"Frederiksberg den 24de Juli 1798.
Mein lieber Oberst Ewald. Ich danke Ihnen sehr ß r das mit zugestellte Buch; ich habe es mit vielem Vergnügen gelesen und sind Sie der Armee gewiss dadurch sehr nässlich geworden. O möchten mehrere Männer im Staate so ß r de Bildung ihrer Mitbürger arbeiten wie Sie, dann vürde Eifer bald alle Trägheit vertreiben. Ihr stets wohlajfectionirte
Friederich.”
Det var ikke kun som forfatter, Ewald blev kendt og skattet. Også andre sider af den militasrkulturelle virksomhed viede han sin interesse. Foruden at uddanne Jægerkorpset til en mønsterenhed blev han - som anført - også banebryder for indførelse af den spredte orden for infanteriet, om end det varede mange år, før denne taktik trængte igennem hos linieregimenteme. Ligesom fic den store preusserkonge var han overbevist om, at man som officer ikke udelukkende lærte tjenesten på slagmarken. Dybtgående boglige og teoretiske studier med bl.a. eksempler fra krigshistorien måtte også til. Ved uddannelsen af sine officerer og efterfølgende diskussioner med disse, ved krigshistoriske foredrag, hvori han indflettede egne erfaringer, ved udlån af bøger fra sin store bogsamling o.s.v. forstod han at vække sine undergivnes interesse og forståelse af den taktik, som for dem var noget helt nyt. Hans forfatterskab, der var udgivet i privat regi, dannede baggrund for flg. tjenstlige reglementer:
1. "Forsøg til et Exerceer-Reglement for de Kongelige Danske Jæger-Corps 1789",
2. "Udkast til et Exerceer-Reglement for Jæger Corpsene og for Regiments Jæger Compagnierne som indeholder den spredte Fægtning, 1. og 2. Del 1789",
3. "Udkast til et Exerceer-Reglement for Regiments Jægerne for Året 1804.".
Disse - alle omfattende - blev i 1811 samlet i det endelige "ExerceerReglement for Regiments-Jægere" (8vo, 230s.), en glimrende rettesnor for den lette tjeneste, og hvis væsentligste dele var gyldige til helt op under Treårskrigen 1848-50. Også en anden del af erfaringerne fra USA så Ewald blive udmøntet ved oprettelsen af jægerkorps i Danmark, idet de ikke iklædtes den røde kjole og hvidt lædertøj, men grønne munderinger med sorte rabatter, opslag og kraver, grå bukser samt sort lædertøj og sort rundpuldet hat. I stedet for det stive tornyster jægerne med en grævlingeskindstaske over skulderen, korte rifler med viser med to kserve til skydning på 100 og 200 skridt og ved siden - i stedet for sabel - en hirsch- fænger, som tillige kunne anvendes som bajonet. Ligesom sine to store samtidige, grundlæggeren af artilleriet, generalmajor Heinrich Wilhehn von Huth (1717-1806) og grundlæggeren af Generalstaben, generahnajor, generalkvartermester Johan Ludwig von Binzer (1746-1811), der begge kom fra den hessiske hær, talte og skrev Ewald - selv om han beherskede dansk - dog i almindelighed sit modersmål, og ligesom Binzer var han det meste af sin tjenestetid knyttet til det sydlige Slesvig og Holsten. Det slører dog ikke den kendsgerning, at han - ligesom førnævnte to generaler af udenlandsk herkomst - erhvervede sig et godt kendskab til danske forhold. Han følte sig stedse ubrydeligt knyttet til den danske stat, dens konge og dens hær, som han gennem en lang periode kom til at betyde så meget for.
Bibliografi
Foruden de i artiklen citerede værker er nedennævnte fremstillinger benyttet som kildemateriale:
Bruun, Daniel: Krig gennem Aartusinder, bd. III (Kbh. 1910). Delbrück, Hans: Geschichte der Kriegskunst, bd. IV (Berlin 1920). Ewald, Carl: 1) Generallieutenant Johann von Ewalds Levnetsløb 2) Brudstykker af den nordamerikanske Revolutionskrig, trykt i Magazin for militair Videnskabelighed, bd. IV Kbh. 1821).
Exerceer-Reglement for Det Kgl. Danske og Norske Infanterie (Kbh. 1787, 1801 og 1803) Hedegaard E. O. A.
Generalstabens Guidekorps. Et Bidrag til Generalstabens og Underojficerskorpsets Historie. (Helsingør 1968). Frederik den Sjette og ”De røde Fjer". Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene, bd. 1-2 (Kbh. 1975). Generalløjtnant A.P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor. Et bidrag til dansk militær historieskrivning (Kbh. 1982).
Howard, Michael: Jensen, N.P.:
Krigene i Europas historie (Kbh. 1977). Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik II til Nutiden (Kbh. 1882).
Johansen, Jens: Meddelelser fra Krigsarkiveme, bd. I - IX, udg. af Generalstaben Kbh. 1883-96). Møller, Th.: Nielsen, Johs.: Rockstroh, K.C. Schamhorst, G.: Vaupell, Otto: Wolter, Hans Chr. m.fl.: Gamle danske militærvåben (Kbh. 1977). Demokratiet og Krigen (Kbh. 1971). Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarhundrede, bd. III (Tiden 1709-1808) (Kbh. 1926). Taktik for Kavallerie og Infanterie etc., oversat af Nie. Tidemand (Kbh. 1792). Underricht des Königs von Preuszen an die Generale seiner Armee (Berlin 1794). Den danske Hærs Historie til Nutiden etc., bd. 2 Kbh. (1876). Den danske Hær i Napoleonstiden 1801-14, udg. af Tøjhusmuseet (Kbh. 1972).
