Log ind

Generalløjtnant Ellis Wolff

#

(f. 20/10 1856, d. 6/3 1938).

General Wolff er død.

Men hans Minde skal og bør leve og æres — leve saa længe, der eksisterer en dansk Hær. D ertil skulde disse Linie r bidrage — lige meget, om de vækker Modsigelse, fo r Anerkendelse hos alle naar aldrig den, der rager op over Middelmaadighedeme som det enlige høje, ranke Træ. Og var han end lille a f Vækst, saa var han en Stormand i den danske Hær. I den sjældent smukke Tale ved General W olffs Baare blev det sagt: Her er ikke Stedet fo r en Karakteristik, en Bedømmelse af ham som O fficer, det maa ske i et Fagblad — og det skal nu forsøges, hvor svært det end er, i dette Tidsskrift udgivet a f Krigsvidenskabeligt Selskab, hvis Formand General W o lff var i en Aarrække. T hi netop „Krigsvidenskaben“ populært forstaaet, Læren om Uddannelse og Fø ring a f Tropper, specielt a f de større Enheder, var hans særlige Domæne, som han beherskede ved sine Evner, der var opøvede gennem hans alsidige Uddannelse og hans Tjenstgøren, ind til han naaede Hærens højeste Kommandopost. Men ogsaa „Bifagene“ havde altid hans store Interesse lige saa vel som den administrative Tjeneste, og ved sin ofte ufattelige Arbejdskraft og Je rn flid naaede General W o lff paa mange Omraader den Indsigt og Viden, som styrker en Mands Handlekraft. Lad os da først, uden at komme ind paa detaillerede Data vedrørende hans militæ re Løbebane, som kan ses i Haandbøger, fremdrage det betydningsfuldeste a f General W olffs Uddannelse og Tjenestegøren.

Udover de daværende unge Fodfolksofficerers almindelige Uddannelse gennemgik General W o lff Officersskolens ældste Klasses Stabsafdeling 1885— 87 og forrettede Tjeneste ved Gardehusarregimentet i Sommeren 1889 og var saaledes allerede vel forberedt til sin første Tjeneste i Generalstaben som Prem ierløjtnant 1889— 93. Som et næste Led i Generalens Uddannelse forrettede han gentagne Gange Tjeneste i fremmede Hære, saaledes i Sommerhalvaarene 1894 og 1898 i den franske og i den østrigske Hær, i Hovedsagen ved Fodfolksregimenter henholdsvis i Limoges og Salzburg, og det videre Udsyn, som han derved fik , var let at spore i den Lærervirksomhed i Krigskunst i O fficersskolens Stabsafdeling, som han bestred i den lange Aarrække 1897— 1911, under det første Kursus, 1897— 99, som Assistent fo r daværende Oberstløjtnant Kiihnel og -derefter som Læ rer i de følgende 4 Kursus, medens han tillige i. Tidsrummet 1900— 1905 var Bureauchef i Generalstabens, taktiske A fdeling og senere beklædte forskellige Chefsstillinger.. Endelig skal det nævnes, at Generalen som Militæ rattaché var paa Tjenesterejse til Krigsskuepladsen i Østasien i 1905. Som Chef forrettede Generalen i de forskellige Grader Tjeneste saaledes: Som Kompagnichef (9. Bataillon) 1895— 98,. som Bataillonschef (17. Bataillon) 1906— 08, som Chef for Livgarden (Livgardens Liniebataillon, 1. Livgardebataillon) 1909— 11 (herunder m idlertidig Chef fo r 2. Regiment under Kantonnementsøvelserne 1911), som Chef fo r 3. Division 1911— 17 og endelig i en kort Periode som Chef fo r Generalstaben. Det kan ikke undre, at en Mand med General W o lff’s store Evner til at indsuge Viden og Kundskaber og til at bearbejde og udnytte dem, gennem en militæ r Løbebane som den her omtalte maatte kunne faa Betingelser fo r at bestride den højeste Kommandopost i Hæren.

Uden at mene, at der ikke kan være andre Faser a f General W olffs Liv , som det i høj Grad var værd at fremdrage, er der dog fire Hovedstadier a f hans militære Livsvej, som særligt opfordrer til nærmere Omtale. Da daværende Kaptajn W o lff overtog Stillingen som Lærer i KrigsJcunst i Stabsafdelingen, var det som General Kiihnel’s Arvtager. Det maa da straks fremholdes, at denne i overordentlig Grad idé- og initia tivrige Mand allerede havde brudt nye Baner baade paa Troppeføringens, paa Uddannelsesmetodemes og paa Generalstabstjenestens Omraader, hvor nye Fo rmer og Hjælpemidler var taget i Brug. Men drejede det sig end saaledes om en Fortsættelse a f et allerede paabegyndt A r ­ bejde, kunde der heller ikke have været fundet en A fløser, som bedre kunde have taget Arven op. Vi, der var Kaptajn W o lff’s Elever paa det første Hold, vil sikkert alle erkende — omend med den K ritik , som Elever, der er voksne Mennesker, altid maa og skal føle — den Berigelse, der tilflø d os ved hans U ndervisning, saavel paa Hovedfaget, Troppeføringens og Stabstjenestens Omraade, som i Bifagene og da navnlig i K rig shistorien, hvor hans solide og omfattende Viden kom Eleverne ret tilgode. Han var utræ ttelig med Vejledning og i det store og hele en forstaaende og hjælpsom Lærer, selv om det hændte, at han efter vor Mening „forsaa“ sig paa en Elev; og omend hans Undervisning ikke var præget a f sæ rlig Livlighed, v irkede den dog ansporende og inciterende bl. a. ved de store Krav, han stillede til vor Arbejdsevne. Det var et Symptom, der stod i Forbindelse med den Forøgelse a f Arbejdsintensiteten i hele Hæren, der netop skete i de Aartier. De ældre Generationer a f O fficerer saavel i Stabe som Geled var utvivlsomt lige saa dygtige som de senere, fyldte deres Plads lige saa godt — men Kravene til Arbej dsydelse steg, og vi, der kan dømme ud fra egen Oplevelse a f begge Perioder, kan ikke tage fe jl af, hvor enorm en Forskel der i den Henseende er i hele Hæren mellem Nutiden og den Tid, der ligger et halvt Hundrede Aar tilbage. Og General W o lff var en a f Foregangsmændene heri. Det er sagt efter hans Død, at han gjorde Uddannelsen af Generalstabsofficererne fo r omfattende og fo r videnskabelig fo r vor Hær. De fleste Læsere a f dette Tid ssk rift v il dog vide, at dette er galt, fo rdi Opgaverne i de forskellige Hærleds Stabe praktisk talt er de samme uanset Hærens Størrelse. Hans Indsats paa dette Omraade, hvor han som ene Mand bestred et næsten uoverkommeligt Arbejde — et Forhold, som senere i nogen Grad er afh julpet — , maa retteligt vurderes meget højt. Det var umiddelbart efter A fslutningen a f denne Lærervirksomhed, at General W o lff fik Lejlighed til at vise sine Evner som Chef under større Forhold, nemlig som Chef for 3. Division. Det var den første Division, organiseret efter moderne Mønster, som den danske Hær havde faaet ved Hærloven af 1909, og det tilfa ld t General W olff, der overtog Kommandoen knapt et A a r efter dens Oprettelse, at give denne nye Organisation Fasthed, sammentømre den til en krigsdygtig Enhed efter de Prin cipper og de Metoder, som han i saa lang en Aarrække havde doceret i Teori. Endda voksede Opgaven efter de første Fredsaar, ved at Divisionen efter Sikringsstyrkens Fo rm ering blev form eret med fuld K rigsstyrke og med saa at sige alle Hjælpeorganer. Men at General W olff voksede med Opgaven, vil næppe nogen bestride. Hans Utræ ttelighed, en Kombination a f hans sejge Konstitution, baade legemligt og aandeligt, og hans mægtige Energi, gjorde det m uligt fo r ham i Praksis at gennemarbejde det Stof, der var givet ham til Behandling, paa samme intensive Maade, paa hvilken han løste Opgaverne paa Papiret. General W o lff var fremragende dygtig til at lede D ivisionens Uddannelse. Hans Instruktionsøvelser med Divisionsstaben og Regiments- og A fdelingschefer med Stabe, som omfattede baade indledende Øvelser paa Kortet og paafølgende Arbejde i Marken, saavel som talløse Øvelser med Afdelingerne samlede fra en eller flere Garnisoner, var tilrettelagt med en minutiøs Omhu og gennemførte til Bunds paa en Maade, der meget bidrog til at sammensvejse de taktiske Led a f de fire forskellige Vaabenarter, der her fo r første Gang var samlede permanent i en Enhed. Paa Færde tidlig og silde blev han A fdelingernes — ja hver enkelt Mands — „Sam vittighed“ med Hensyn til Tjenestens Udførelse og nøje Efterlevelse a f givne O rdrer og Bestemmelser. Han forstod at benytte sine direkte Hjælpere, og kunde han undertiden trætte dem og udnytte deres Arbejdskra ft paa ret drastisk Maade, noget som iøvrigt ikke var særegent fo r denne Periode, saa blev han dog skattet og respekteret a f dem, først og fremmest paa Grund a f sin Dygtighed og Ildhu, men ogsaa fo r sin store Evne til at samarbejde med dem, fo r sin Retfærdighed og personlige Velvilje mod dem, og fo r den Tryghed de kunde føle ved, at han paa alle Maader vilde yde dem Støtte. Og de saa, at han til Gengæld aldrig skaanede sig selv. Man har sagt, at General W olff var Teoretikeren om en Hals, ikke „Prakticu s“ , og rig tig t er det, at han kunde røbe Mangel paa visse praktiske Evner. Men afgørende fo r Bedømmelsen a f General W olff er, at han baade forstod Uddannelsens Kunst, at han førte Kommando med Myndighed og klar Omtanke, og at han turde tage et Ansvar. Han fik ikke Lejlighed til at vise sine Evner som Fører under Krigsforhold, men meget tyder paa, at man kunde have T illid til dem. Jeg kan ikke lade være med at nævne følgende lille E p isode: Under Kantonnementsøvelseme 1912 i Nordsjælland havde Divisionsgeneralen, efter flere Dages intensivt Arbejde, i det sidste Døgn under Divisionens Fremmarch, etableret sin Kommandostation fo r Natten, tru ffe t sin Beslutning og ladet udarbejde den derpaa grundede, omfattende Befaling. Det faldt i min Lod paa det Tidspunkt at overbringe ham Oplysninger og O rdrer fra Ledelsen, der ganske forrykkede det Grundlag, han maatte arbejde paa. Det var et mildest talt ikke venligt B lik , Generalen sendte mig — men hvad skete? Han satte sig alene hen ved sit Arbejdsbord, overvejede en kort Tid, saa havde han tru ffe t sin Beslutning, og et Ø jeblik efter var Staben i fuld Gang med en ny Befaling a f samme Omfang. N aturligvis er Ansvaret fo r en Divisionschef ved at tage en Beslutning tungere under K rigsforhold end under Fredsøvelser, hvor det kun er hans eget Renommée, det gælder — men alligevel: General W o lff viste her som saa ofte, at han var Herre over sine Nerver. Straks efter sin A fgang fra den praktiske Tjeneste som Divisionsgeneral blev General W olff som Militærpolitiker hvirvlet ind i den Tornado, som Hærloven a f 1922’s Tilblivelse kan karakteriseres ved, under Generalens Tjeneste som Chef fo r Generalstaben og som kommanderende General i 1. Generalkommando. Det er i denne Fase a f General W o lff’s militæ re Liv , at K ritikken har sat haardt ind fra mange Hold og paa det reelle Grundlag, at Resultatet blev slet. Der kan im idlertid ikke gives nogen virkelig solid Vurdering a f General W o lff’s personlige Indsats paa dette Omraade uden en dybtgaaende k ritisk Undersøgelse, som endnu ikke er foretaget, men hvortil der saa vidt bekendt foreligger en Del Materiale. Omtalen i disse Mindeord kan derfor kun blive, hvad et „Ø jenvidne“ har faaet som sit Indtryk. Det kan med Fø je antages, at Grunden til, at General W o lff lod sig drive ind i det fa rlige Spil som „politiserende General“ , et Spil, som i Verdenshistorien kun faa, særprægede Genier har kunnet spille med Held, dels var hans Æ rgerrighed i Forbindelse med hans altid brændende Ønske om at gøre sit Land og sin Hær den størst mulige Gavn, dels stærke Illusioner om ogsaa at kunne opnaa et godt Resultat — bedre end andre kunde. Det, som gjorde Spillet fa rlig t, var navnlig det, at han ikke forstod Politikernes M entalitet — maaske forstod de bedre hans, og det udnyttede de. Som den udprægede Type, han var, var hans Tænkemaade „soldatisk“ , og den har alle Dage været incommensurabel med den Tænkemaade, der er „politisk“ . Resultatet blev som bekendt, at Hæren maatte ofre store Væ rdier, navnlig paa Personellet og langt fra fik andre Forhold forbedrede i den Udstrækning, der maatte kræves til Udligning. General W o lff opnaaede i sidste Omgang ikke de Indrømmelser, som han ventede, og Bebrejdelserne for, at han dog „sagde god“ fo r Loven, væltede da ogsaa hu rtig t ind over ham. T il disse Bebrejdelser er nu fø rst at sige, at General W olff ikke „sagde god“ fo r Nyordningen, da ingen var mindre blind end han fo r Manglerne — det er ialfald rigtigere at karakterisere Forholdet saaledes, at General W o lff dog paatog sig den Opgave at føre Nyordningen ud i Livet. Og dernæst: hvem kan og bør og tør dømme, dels om det havde været m uligt foren anden at opnaa bedre Vilkaar, dels om det havde gavnet Hæren mere, om General W olff havde overladt den nævnte Opgave til en anden. Meningerne herom -stod skarpt mod hinanden i og udenfor Hæren — men vi var dog mange, der delte den Tro, at General W olff handlede rigtigt. Og blev Resultatet end slet i det lange Løb, i de 10 Aar, i hvilke Hærens K valitet i nogen Grad smuldrede hen, saa vilde det være i højeste Grad ubillig t at glemme, at vigtige Forudsætninger fo r Nyordningen (Genindkaldelser med større Øvelser og den dermed nøje forbundne og aldeles nødvendige V idereuddannelse a f Reservebefalingsmændene, særlige B evillinger etc.) blev saboteret i en Grad, som selv de fra Begyndelsen bitreste K ritikere ikke havde tænkt mulig. Ukuet a f de 4 haarde A a r 1918— 22 kunde General W olff nu helt hellige sig den nye S tilling som Chef fo r Genemlkommcmdoen. Den legemlige og aandelige Rankhed, der altid havde præget ham, hans A rbe jdskra ft og Evner som Chef og Arbejdsleder, havde han den Lykke at bevare ubeskaaret i disse 5 Aar. Efterhaanden forstummede K ritikken ogsaa noget overfor det lysende Eksempel, han gav paa eget dygtigt Arbejde og paa Troen og Tillid en til, at fortsat dygtigt Arbejde i Hæren vilde føre til lykkeligere Dage fo r den, og hans Anseelse og Renornmée som Chef og m ilitæ r Fører var ikke gaaet tabt, men øgedes til hans sidste Dag i Tjenesten. Den Indsats, som er skildret under Omtalen a f ham som Chef fo r 3. Division, gentog han under de større Forhold, og der er derfor ingen Grund til Gentagelse af, hvad derom er sagt, saa lid t som til at nævne E n ­ keltheder fra dette Tidsrum , hvor Generalen var kendt saa at sige a f hver Mand i Hæren.

Forinden vi slutter disse Mindeord om en a f Nutidens betydeligste Skikkelser i den danske Hær, skal dog nævnes et Par Smaatræk som Bidrag til den samlede Karakteristik a f ham. General W olff var ikke altid helt træ fsikker i sin Bedømmelse a f Mennesker, han kom i Berøring med, og kunde til Trods fo r en ham iboende Trang til at vise Retfærdighed fatte stærke Sympatier eller Antipatier, som ikke altid var berettigede. Men havde selv Cæsar eller Napoleon en saadan usvigelig Evne? Og sikkert er det, at de, der var styrtet ned i A n tipatiens Gehenna, havde lettere ved at arbejde sig op end de andre ved at styrte ned, hvilket sidste stod i Forbindelse med hans store Trofasthed. E t Ordensmenneske var General W olff, med Orden i sine Sager som i sine Tanker. Den kunde faa Udseende a f Pertentlighed, men sparede ham ofte Tid. Smaatskaaret eller smaalig var han ikke, men interesseret ogsaa i Smaating, og dette er ald rig en Fe jl, kun et yderligere Fo rtrin hos den, der tillige kan se stort paa Sagerne. General W o lff’s K ritik a f udført Arbejde, det være sig af Øvelser, Opgaver eller dagligt Arbejde, var altid grundig og træ fsikker. K ritikkerne, som selv efter store Øvelser eller Opgaver oftest blev holdt uden Støtte a f Optegnelser, gav foruden en Bedømmelse a f Dispositioner og Udførelse en Mængde, altid rig tig t huskede Detailler. Det kunde virke trættende, men medførte paa den anden Side den store Fordel, at alle, selv de yngste Førere, havde Fornemmelsen af, at de intet kunde foretage sig, uden at Generalens Øje fulgte dem. Hans K ritik var altid positiv, ikke rent negativ, hans Godkendelse føltes som værdifuld, og i Reglen anerkendte selv den, hvis F e jl blev fremdraget, K ritikken, fo rdi den var sagligt underbygget og ikke „Postulater“ . Foruden sin høje S tilling og den dermed forbundne sociale Position, som han var i Stand til at hævde saa godt som nogen til Gavn fo r Hæren, fik General W o lff mange Udmærkelser, høje Dekorationer og Titler, og han følte og lagde ogsaa for Dagen en naturlig Glæde derover — hvor tiltalende! saa vist som at den, der tager saadanne Tilskikkelser naturligt, i Virkeligheden er usnobbet, og han var det mere, end de fleste troede.

En betydelig Mand er gaaet bort — maatte den danske Hær fostre mange som han!

E. Koefoed.