Log ind

Generalklassen i Frankrig

#

Forskjellige militære tydske Tidsskrifter liave i den senere Tid gjengivet en Bemærkning, som blev gjort af Marchal Moltke i en Officerskreds i Berlin.

»Den næste Krig», sagde den gamle Marchal, «vil ubetinget blive af den Beskaffenhed, at den strategiske Dygtighed og Kommandoføringen vil komme til at spille den allerstørste Rolle.

Vore Felttog og vore Sejre have belært vore Fjender; de ere os jevnbyrdige i Antal, Bevæbning og Mod.

Vor Styrke maa ligge i Ledelsen, i Kommandoføringeu. Denne Styrke kunne vore Fjender misunde os, men de have den ikke».

Der er ingen, der vil bestride, at den sidste Ytring sigter til os. Her hjemme gjengav foruylig et meget ud­ bredt fransk Blad en Samtale mellem en af vore Depu­ terede og en østerrigsk Officer. Det drejede sig om en Sammenligning mellem den tydske og den franske Hær, og efter at have opregnet de Punkter, paa hvilke vor Overlegenhed var ubestridelig, gjorde den fremmede Officer den Bemærkning, at vi vare uheldig stillede med Hensyn til vore Generalers Dygtighed. Denne sidste ytring blev levende bestridt af et af vore første militære Blade, som i en Række Artikler søgte at bevise, at vore Generaler ikke behøvede at frygte en Sammenligning med de fremmede Elæres. Det maa dog bemærkes, at samme Blad fem Maaneder efter udtalte sig saaledes i Anledning af de sidste store Manøvrer: »Denne Operation og mange følgende have bestyrket os i en Anskuelse, der desværre har fundet megen Tilslutning. Vi sigte her til den Svaghed i Kommandoføringen, der i Almindelig­ hed findes hos os, naar Talen er om at føre Afdelinger af alle Vaaben i Terrainet.» Nylig tilføjede Bladet endda: «I Almindelighed ligger den største Mangel ved Kommando­ føringen hos os i Mangel paa Sikkerhed, paa Tillid til sig selv. Kommandoen er altfor ubestemt, den vakler for meget, og det er et sikkert Tegn paa Svaghed.»

Naar der saaledes fra højst forskjellige Sider er fremsat en i det væsentlige samstemmende Bedøm­ melse af vor Hærføring, saa indeholdes der deri en saa alvorlig Opfordring til at undersøge, hvor vidt den fæl­ dede Dom er begrundet, at intet andet Flensyn bør af­ holde os derfra. Naar det gjælder Fædrelandets Vel, har enhver alvorlig Mand den uafviselige Pligt at søge Sand­ heden og fremstille den, som den stiller sig for ham. Det vilde have været en mægtig Støtte under Arbejdet paa vort Lands Gjenoprejsning, om enhver i sin Kreds havde gjort sig til Talsmand for de Ideer, som han ansaa for rigtige, sunde og gavnlige.

Det vilde være taabeligt at bilde sig ind, at vi skulde kunne føre vore Fjender bag Lyset. Gud give, det maa vise sig at være en Illusion, naar de sætte Lid lil deres Overlegenhed.

I.

Inden vi behandle det kildne Spørgsmaal, som skal være Gjenstand for denne Undersøgelse, maa vi først og fremmest bringe Klarhed i , hvor Grunden virkelig maa søges til vore Uheld under den sørgelige Krig 1870— 71. 

Dengang lod vor Hærs Fasthed intet tilbage at ønske. Vel var vort Artilleri-Materiel ubetinget Modstanderens underlegent, men til Gjengjæld var Fodfolkets Bevæbning ypperlig. Men vort mangelfulde Mobiliseringssystem til­ lod Fjenden at overraske os midt under Forberedelsen og Koncentrationen. De store strategiske Fejl, man be­ gik, Sorgløsheden og, det lader sig ikke negte, Udygtig­ heden bos den øverste Ledelse fremskyndede Ulykken. Vistnok vare vore Generaler svækkede i deres Stilling paa Grund af Souverænens Myndighed, og politiske Hen­ syn berøvede dem deres Handlefrihed; men da Kejseren efter vore første Uheld var bleven nødt til at frasige sig Overkommandoen, burde de Generaler, som derpaa over­ toge Befalingen over de forskjellige Hære , have forlangt ubetinget Tillid fra Regeringens Side og ikke ladet sig paatvinge Felttogsplaner. «En General skal hellere op­ give den Kommando, han ikke kan udøve i hele dens Udstrækning, end underkaste sig en altfor umiddelbar Indgriben fra Regeringens Side» (Marchal Marmont).

Men desværre var det ikke det eneste, vi maatte be­ klage, at Overkommandoen blev lagt i uduelige Hæn­ der. Behøve vi her at minde om den Tøven og Forsin­ kelse i Udførelse af Ordrer og Bevægelser, som bragte vor Hær saa store Lidelser, udmattede den og kun altfor tydelig viste den, at den ikke blev kommanderet af Generaler, der vare dygtige og i Besiddelse af Selvtillid. Officererne i de lavere Stillinger have derimod givet Be­ viser paa stor Dygtighed og have været deres Stilling voxne; de have vidst at erhverve sig deres Modstanderes Agtelse.

Hvis vi havde været godt kommanderede, vilde vi endnu efter vore første Nederlag kunde have kæmpet og sejret, thi «en Franskmand gjælder for 10 under en Fører, han ser op til». Soldaterne fra Wissenbourg, Reichshofen, Borny, Rezonville og Gravelotte have helte­ modig hævdet Fanens Ære, og selv Mobilgarden fra Loiredepartementet fik Tydskerne lil at vende Hyggen til ved Coulmiers.

 Vi ville dog ikke gaa nærmere ind paa dette Sporgs- maal. Alle de, som med os have lidt under Fædrelandets Trængsel, ville forstaa, at der næsten hører Mod til at vække saa sørgelige Minder. Nu veed den offentlige Me­ ning forøvrigt god Itesked om den sande Grund til vore Nederlag. Hvad der er sket, viser det tydelig nok. Strax efter Krigen, under Trykket af de forfærdelige Nederlag begyndte den med den Overfladiskhed, som er et Særkjende for den franske Karakter, at kaste alt det paa Baalet, som den tidligere havde forgudet.

Vi vare blandt de første, der gjorde Indsigelse mod den offentlige Menings Udskejelser paa dette Oin- raade, og vi mindede om, at paa Frederik den Stores Tid havde Franskmændene ogsaa fornægtet al Tradition i Hæren for at efterabe alle militære Indretninger i Preus­ sen1). Vi hestrede den Sætning, «at den tvdske Skole­ lærer har bidraget mere til Sejren end Soldaten», og vi hævede vor Høst mod den foreslaaede Forandring af Officererne til Skolemestre, der vilde være mere optagne af at lære deres Soldater at læse og skrive end af at indprænte dem deres Kaldspligter.

Denne Efterlignelseslyst var heldigvis kun forbigaaende. Der indtraadte snart en Reaktion imod en saa lidt overvejet Tilbøjelighed, og man indsaa, at det første Kejserdømmes Soldater ikke havde haft denne pædago­ giske Ragage nødig for at besejre alle Europas Hære, og at deres Held ene skyldtes deres militære Egenskaber og deres Overgenerals enestaaende Talent.

II.

Have vi nu ført os Lærdommene fra den sidste Krig til Nytte for at skaffe vor Generalsklasse den rette Tilgang og Udvikling?

Er denne Klasse nu sin Opgave voxen?

Eller maa vi endnu indrømme, at den ugunstige Dom, som vi have omtalt i Begyndelsen af denne Under­ søgelse, er begrundet?

Enhver vil kunne forstaa, at man kun kan besvare disse Spørgsmaal, naar man fuldstændig ser bort fra Personerne. Det er ved at undersøge, hvorledes Gene­ ralsklassen rekrutteres, og hvori de Hverv bestaa, som Generalerne løse i Fredstid, at vi kunne gjøre os Kegnskab for, om Klassen yder de nødvendige Garantier i Retning af fysiske Kræfter, Karakterstyrke og tilstrækkelig Viden.

Hvorledes avancerer man til General hos os?

De Oberster, som have 9 Aars Tjenestetid, blive foreslaaede til Brigadegeneraler af Generalinspektørerne. En Kommission indenfor hvert Armeekorps-Distrikt under­ kaster deres Adkomst til at komme i Betragtning en nærmere Drøftelse og deler dem i forskjellige Kategorier. Den højere Avancementskommission rangerer dem der­ næst efter Valg (vi sige ikke efter Fortjeneste) paa den Liste, som indsendes til Ministeren, og efter denne Liste foretager Ministeren Udnævnelserne uden dog at være bunden til Rækkefølgen. Han kan endog ex officio med­ tage de Oberster, som indtage specielle Stillinger. Paa tilsvarende Maade tilvejebringes en Liste over Avance­ ment til Divisionsgeneral.

For at blive General er det saaledes nok at være naaet saa tidlig til Oberst Grad, at man ikke rammes af Aldersgrændsen inden Udnævnelsen. Den fordrer ingen særlige Betingelser, og man kan blive udnævnt til General saa at sige efter Aldeisorden. Det er et rent Alders- spørgsmaal. Stjernerne gives som Belønning for tidligere Tjenester, hvilket ikke tyder paa, at man tillægger Stillingen som Brigadechef nogen stor Vigtighed.

Med Hensyn til Aspiranterne til Divisionsgenerals Graden, da synes deres Adkomster at være Gjenstand for en strengere Undersøgelse paa Grund af Vigtigheden af  denne Stilling, der i Krigstid medfører Kommando over alle 3 Vaaben; men heller ikke her fordres nogensomhelst særlige Betingelser.

Og dog angiver Ordet «general» tilstrækkelig de Be­ tingelser, som burde være opfyldte, for at en Officer skulde kunne foreslaas til denne Grad. Man kan være en god Oberst uden at besidde de nødvendige Kundskaber og Færdigheder, som Generalsstillingen kræver. Iler drejer det sig ikke mere om at være Specialist. Generalen skal kunne kommandere over alle Vaaben og — uden at gaa i Detail — være istand til at give sine Ordrer, uden at ban (saaledes som vi destoværre altfor ofte bar set det) behøver at ty til sine Uuderordnedes Bistand.

Først og fremmest burde man sikre sig, at Aspi­ ranterne til Generalsstillingen besad det nødvendige Kjendskab til at arbejde med og befale over de forskjellige Vaaben.

Dette sker ikke i den franske Hær.

Og hvad se vi, naar vi ville undersøge, hvad det er, vore Generaler beskjæftige sig med?

Man bar med Kette sagt: «I Frankrig er en Gene­ ral ikke andet end en Brevkasse».

Obersten eller Chefen for Afdelingen er Arbejdsbien. Generalen har i Heglen kun at lade Ordrerne gaa videre. Han modtager de forlangte Rapporter, gjør Uddrag af dem og laver Oversigter, hvis det behøves. Inspektion højst hver 3. Maaned, og de store Manøvrer udfylde Resten af Virksomheden. Endelig deltage Generalerne ogsaa i nogle Kommissioners Arbejder, i Overkrigskommissioner etc.

Alle de, som have indtaget en mere overordnet Stil­ling i Hæren, vide kun altfor vel, at en Mand behøver et Overmaal af Villiekraft for ikke at sløves, naar han be- skjæftiger sig med Ting, hvor Indsigt og Forstand ingen Rolle spille, samt hvorledes Manglen paa Aaudsvirksom- hed svækker de bedst begavede Naturer. Folk, der staa Hæren fjernt, bilde sig uden Tvivl ind, at vore Generaler o  anvende slørste Delen af deres Tid paa til Bunds at studere Taktik og Strategi.

Ja Gud bedre det! Nej, vore Generaler udvide deres Kundskaber ved at konferere Renskrifter, gjøre Bemærk­ ninger i Marginen og saa stundom fordybe sig i rene Ubetydeligheder. — Men de store aarlige Manøvrer, Top­ punktet af den taktiske Belæring, skulde da give vore Generaler Lejlighed til at blive fortrolige med at tumle med Tropper af forskjellige Vaaben. Her have vi da et ubestrideligt Fremskridt, som skyldes vore Nederlag.

Ja, disse Manøvrer vilde i Virkeligheden kunne være nyttige for Generalernes Uddannelse, naar der var over­ ladt dem en større Handlefrihed, og hvis de oftere fik Lejlighed til al føre større Kommandoer end dem, der svare til deres Grad. Ulykkeligvis har man haft ondt ved at forstaa, at de store Manøvrer ikke bør være andet end et Led i Uddannelsen. Franskmanden elsker efter sin Natur Effektscener; del er et Slagmaleri, han vil se, og dertil hører nødvendig, at det ene Parti vinder Sejr, det andet lider et Nederlag. Uvis vi ville have, at de store Manøvrer skulle være til Nytte for vore Generalers Uddannelse, maa man søge deres Anlæg alene med det for Øje uden al lægge Vægt paa det maleriske og paa scenisk Virkning.

III.

Efter den Fremstilling, der nu er givet af den Maade, hvorpaa vor Generalsklasse rekrutteres, og den Virksom­ hed, som tilfalder den i Fredstid, laa det uær at drage den Slutning, at de kritiske Bemærkninger, som ere frem­ satte saavel i Udlandet som her hjemme, og som have foranlediget os til at behandle nærværende Emne, ikke savne Grund. Dette Spørgsmaal ville vi dog af Grunde, som ikke behøve nærmere at udvikles, foretrække ikke at gaa videre ind paa; derimod ville vi vende os til en Undersøgelse af, hvorledes den Opgave skulde kunne løses, at skaffe Generalsklassen en Tilgang, som i højere   Grad besidder de Egenskaber, som ere nødvendige for at gjøre Fyldest i Stillingen.

Disse Egenskaber ere:

1°. Godt Helbred.
2°. Karakterstyrke.
3°. En vis Grad af Kundskaber.

Det er en let Sag at komme paa det Rene med, om en General nyder et saadant Helbred, at han kan føre aktiv Kommando og rykke i Felten; man maa blot vogte sig for at lade kammeratlige Hensyn faa Indvirkning paa sin Dom. Under den praktiske Prøve i Marken, som vi senere skulle tale om, vil der forøvrigt blive Lejlighed nok til at danne sig en Forestilling om de fysiske Kræf­ ter hos dem, der aspirere til de forskjellige Trin i Gene­ralsklassen.

Om den fornødne Karaklerstyrke, denne saa uendelig vigtige Egenskab hos en Mand, der skal føre Kommando, er tilstede, derom maa man søge at komme til Klarhed ved alle de Midler, der staa til Raadighed. Vedkom­ mende Officers militære Fortid, de Bemærkninger, der ere gjorte om ham, især efter at han er bleven Stabs­ officer og Afdelingschef, bør undersøges med den største Omhu. Forfremmelseslisterne over Stabsofficererne bør indeholde en særlig Rubrik, hvori der skal meddeles ind- gaaende Oplysninger om deres Karakter, og Instruxer fra Krigsministeriet bør henlede Generalernes Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at give meget nøjagtige Oplys­ninger om dette Punkt.

»En General maa være i Besiddelse af 2 Egenskaber: Aand og Karakter; Aand, thi uden den staar han raad- vild og værgeløs, ude af Stand til at fatte en Plan, der svarer til Situationens Krav; Karakter; thi uden en stærk Villie er det umuligt at sikre sig Udførelsen af den en­ gang fattede Plan. Men de relative Egenskaber skulle have Overvægten over de absolute, og Karakteren bør have Herredømmet over Aanden» (Marchal Marmont). 

Hvis vi i 1870 havde haft Generaler, der vare istand til at fatte Beslutninger og til at bære Ansvarets Byrder, vilde der kunne være raadet Bod paa de første Ulykker, og i ethvert Fald maatte vi have kunnet undgaa de yd­ mygende Kapitulationer.

Men selv om Karakterstyrke er den væsentligste Egen­ skab for at kunne føre Kommando, beholder Aand dog stadig en vigtig Plads, og ved Aand forstaa vi ikke alene en klar Forstand, men tillige de Kundskaber, den Viden, som indhøstes gjennem en omhyggelig Uddannelse.

Man misforstaa os ikke og tro, at vi gjøre os til Talsmand for det, man kar kaldt: den lærde General. I en Afhandling, vi have offentliggjort under Titlen: «L’école du bon sens», have vi taget Afstand fra de Dok­ triner, som bringes til Torvs af «Akademikerne», disse sølle Systemopfindere, hvem man stadig maa indprente, at Krig ikke føres efter Linier, Viukler og Trekanter og alt det «tekniske Charlatanen», hvormed de søge at blænde os.

Men have vi end troet at maatte træde i Skranken mod de Overdrivelser, som den saakaldte «lærde» Skole gjør sig skyldig i, saa har det dog ingenlunde været vor Mening, at Viden (og det en meget omfattende Viden) ikke skulde være nødvendig for en General. Vi have blot villet nedlægge Indsigelse mod Tilbøjeligheden til at udtrykke de strategiske og taktiske Begreber i dogmatiske Formler og Skemaer ved at erindre om, at det i Krigen mest kommer an paa Omtanke og sund Menneskeforstand, og at man fremfor alt maa forstaa at betjene sig af de levende Mekanismer.

Napoleon I var trods sin omfaltende Viden og sine Kundskaber i højst forskjellig Retning ingen «lærd General». Hans Held skyldes hans fuldkomne Forstaaelse at den menneskelige Karakter og hans ualmindelig klare Forstand.

«Krigskunstens Hegler«, har han sagt, «ere simple og bero udelukkende paa, hvad der er praktisk udførligt; der er intet uklart, alt stemmer med den sunde Fornuft«.

For at sikre sig Tilstedeværelsen af de fornødne Aandsegenskuber i Generalsklassen maa man først være sikker paa, at Grundlaget for dens Bekrutteringsmaade er godt. Forudsat at Undervisningen paa l’Ecole supérieure de guerre« omfatter de betydeligste militære Lære- gjenstande, saa turde man vel gaa ud fra, at de Officerer, som forlode Skolen med Bevis for at have bestaaet dens Afgangsprøve, vare i Besiddelse af det fornødne viden­ skabelige Grundlag; men den Maade, hvorpaa Skolen faar sin Tilgang, burde undergaa emvæsentlig Forandring.

Den højere Undervisning kan kun meddeles med Nytte, naar Eleverne ere i Besiddelse af en ikke ube­ tydelig almen og speciel faglig Viden, en moden Forstand og den Erfaring, som indhøstes ved den praktiske Tje­ neste i Geleddet. Det har altid forekommet os parodisk at undervise unge Løjtnanter i de højere taktiske og strategiske Principper. Herre Gud! lad de unge Men­ nesker kommandere deres Deling, inden man taler til dem om, hvorledes Armeer skulle føres.

2 Aars Tjeneste som Kaptejn bør være en Minimums­ fordring for at kunne konkurrere til Optagelse i l’Ecole supérieure de guerre. Først saa vil det være muligt at give Vedkommende en virkelig højere militær Undervisning.

Eleverne med bestaaet Afgangsprøve skulde selvføl­ gelig ikke alene udgjøre den Stamme, hvorfra Generalsklassen skulde rekrutteres; vi ere ikke Tilhængere af Monopolsystemet. Nej! Afgangsbeviset fra Skolen skulde kun give en Adkomst til at komme i Betragtning, saafremt vedkommende Officer under sin Tjeneste fremdeles afgav Bevis paa tilstrækkelig Viden og Dygtighed; men i den franske Hær bør Marchalstaven altid fin­des i enhver Soldats Tornyster.

Naar vi ville undgaa, at uden lærde General» skal fremstaa fix og færdig ved den foreslaaede Avancements- maade, saa er det nødvendigt, al Aspiranterne til de for- skjellige Trin af Generalsklassen sættes i Stand til at vise deres Evner til at kunne kommandere Afdelinger, sammensatte af alle Vaaben. Vi foreslaa, at de samles i Lejren ved Chalons til Prøve for den højere Avancements­ kommission. Vedkommende faar der en eller anden al­ mindelig Supposition, hvorefter han selv skal udarbejde et Program for Øvelsen, selv udstede de fornødne Ordrer og i Marken kommandere efter Omstændighederne en Brigade eller en Division, udstyrede med Afdelinger af andre Vaaben og med de tilsvarende Institutioner, som i den Anledning samles i Lejren. Denne Prøve vil tillige give Lejlighed til at vurdere vedkommende Officers fysiske Kræfter.

Men for at kunne noget maa man først lære; man maa forene 'l’heori og Praxis. Vi vide ingen bedre Maade til at skaffe Aspiranterne til Ge.neralspladserne Lej­ lighed til at gjøre sig fortrolige med Føringen af Tropper af alle Vaaben end den, at man under de større Manøvrer betroer dem en Kommando, som svarer til den Grad, de aspirere til. Vi have ovenfor sagt: de store Manøvrer bør kun være et Led i Uddannelsen.

Vi ville slutte disse Bemærkninger med et Citat af Marebal Marmont, som i Korthed angiver de Egenskaber, der ere nødvendige for den højere Kommandoføring. Talen er vel der om Stillingen som Overgeneral, men enhver General kan paa Grund af Omstændighederne blive kaldet til enten at være Overgeneral eller til selv­ stændig Kommando over større eller mindre Hærstyrker.

«Naar en General er i Besiddelse af Evne til at kunne se, bedømme Forhold og fatte Planer samt af den fornødne Karakterstyrke til at føre sine Planer igjennem; naar han med disse Evner forener Kjendskab til Men­ neskene, til de Lidenskaber og hemmelige Drifter, som Krigen saa tidt fremkalder; naar derhos Faren i Stedet for at berøve hain Evnerne tvertimod styrker dem og giver dem ny Impuls; naar han endelig elsker sine Sol­ dater og igjen er elsket af dem; naar han som en Fader beskjæftiger sig med deres Tarv, deres Interesser og Velvære, — saa forener han alle de Egenskaber, som forjætte Sejren». (Af «Aanden i de militære Institutioner»).