John Deane Potter: A Soldier must hang. The Biography of an oriental General. Frederick Muller Limited, London 1963. Illustreret. 210 sider. Tilsendt fra Arnold Busck. Pris kr. 34.00.
Da undertegnede i september 1928 under de østrigske manøvrer mødte den daværende japanske militærattaché i Wien, oberstløjtnant Tomoyuki Yamashita, kunne jeg ikke ane, at han fremfor alle de andre repræsentanter for 7—8 lande skulle blive kaldet til at spille en rolle af historisk format.
Yamashita var da næsten 43 år gammel, lidt over middelhøjde og — som ofte hos orientalere — med anlæg til at blive svær. Medens flere af de andre officerer stærkt diskuterede øvelserne, afholdt japaneren sig fra disse ret lidenskabelige diskussioner. Øjne og øren brugte han, men munden var tavs. Mit personlige indtryk af ham var meget tiltalende — en lille venlighed og måden, hvorpå den blev vist, bidrog i høj grad dertil. Jeg syntes godt om den senere erobrer af Singapore og har aldrig kunne forsone mig med, at amerikanerne har hængt ham som krigsforbryder.
Efter en kort beskrivelse af Yamashitas barndom og ungdom fortælles om hans første officersår, hans tjeneste som militærattaché i Bem og Wien og på forskellige poster, f. eks. som regimentschef i Tokyo og hans indsats under officersrevolten i 1936. I december 1940 sendes han som chef for en millitærmission til Tyskland og besøger bl. a. Hitler og Mus- solini. Kort forinden var han af sin gamle ven (og rival!) krigsministeren, general Tojo, blevet ansat som generalinspektør for flyvevåbnet, en post, som han ikke gennem sin hidtidige tjeneste og uddannelse havde særlige betingelser for. Men med sin sunde fornuft og fremragende iagttagelsesevne kunne han i juni 1941 rejse hjem med fuld forståelse af de største mangler ved Japans hær og flyvevåben. Han fordømte Tysklands angreb på Rusland og advarede på det bestemteste mod Japans indtræden i krigen. Fredsvenlige kræfter ønskede at sætte Yamashita på Tojos plads som krigsminister, hvilket ville have udskudt, måske helt forebygget det japanske fredsbrud. Tojo fik ham imidlertid skaffet af vejen ved at give ham en kommando i Manchuriet. To gange blev han kaldt bort herfra for at løse to højst forskellige, men overordentlig betydningsfulde opgaver: erobringen af Singapore og forsvaret af Pliilippinerne.
Forfatteren har til sin omtale af de to felttog benyttet de vigtigste værker i den foreliggende militærlitteratur, jfr. hans kildefortegnelse. Hertil kommer utrykte bidrag fra højere japanske officerer, der har været Yamashitas medarbejdere, ligesom han gennem samtaler med generalens enke, slægtninge og andre har fået værdifulde oplysninger og bl. a. indblik i generalens dagbog. Potter er herved blevet i stand til at fortælle ting, som næppe står at læse andre steder. Om en krigshistorisk fremstilling af begivenhederne er der dog ikke tale, og kort mangler desværre helt. Bogen er, som også påpeget i undertitlen, en biografi.
Da generalløjtnant Yamashita i november 1941 fik tildelt den opgave (som andre havde forberedt) at invadere Malaya og erobre Singapore, havde han ikke mere kendskab til junglekrig, end Rommel havde til ørkenkrig, da han første gang skulle tage kommandoen i Nordafrika. Hans armé var fra først til sidst stærkt underlegen overfor den engelsk/ australsk/indiske modstander. Dog var den britiske overlegenhed ikke, som Potter påstår, tredobbelt, men kun dobbelt — og dette modsvaredes i nogen grad ved japansk luftoverlegenhed, jfr. under afsnit II.
De afgørende faktorer blev de tapre, offervillige, krigserfame japanske soldater og deres feltherres sjældent dristige føring og ukuelige energi. Dårlig føring fra engelsk side var en anden årsag. England manglede ellers ikke hærførere af format i denne krig, og man skulle synes, at det let måtte have været muligt at finde en bedre mand end general Percival til at tage kommandoen på en så vigtig post som Malaya.
Det har med urette været påstået, at japanerne på forhånd var vel trænede i junglekrig, hvad Percivals tropper ikke var. Hvorfor var Singapores forsvarere egentlig ikke det? De fleste af dem havde i ret lang tid opholdt sig i Malaya og haft rigelig tid til at træne i denne specielle krigsførelse — og forøvrigt, hvem skulle være bedre egnet til at færdes og kæmpe i jungleterræn end netop indiske soldater, som udgjorde ca. halvdelen af forsvarerne?
Yamashita har betegnet felttoget på Malaya og især dets afslutning som »a bluff that worked«. Da den japanske feltherre om aftenen den 15. februar stillede general Percival overfor det barske krav »Yes or no«, vidste han, at hans egne soldater var så udmattede, at de næppe kunne stå for et energisk modangreb. Han vidste også, at ammunitionen næsten var opbrugt, og at forplejningen svigtede. Yamasliitas optræden var ikke ulig Tordenskjolds ved Marstrand, og den har bidraget til at skaffe ham tilnavnet »Tigeren fra Malaya« — men selv har han beklaget, at den kritiske situation nødsagede ham til at være så hårdhændet under forhandlingerne med den slagne modstander.
»Det var,« siger Potter, »Yamashitas stolteste time. Han havde til Japans kejser erobret Englands største bastion. Han havde også for bestandig tilintetgjort den hvide mands overherredømme over Østen. Ingen kan sige, om han selv forstod dette. Men verden skulle aldrig blive den samme igen, efter hvad denne japanske general udrettede den aften.«
Yamashita holdt ikke (som Hongkongs og Manilas erobrere) et triumftog i Singapore. »Han behandlede alle fanger hensynsfuldt og tilstedte dem en tvangfri tilværelse. ... Beretninger er fyldt med udtryk for overraskelse over den japanske mildhed efter kapitulationen. Men de, der søgte at flygte fra japansk fangenskab, blev strengt straffede.« (»Official History of the Indian Armed Forces in the Second World War, Campaigns in South-East Asia 1941—42«, side 357).
Straks efter Singapores erobring sender Tojo Yamashita tilbage til Manchuriet. Det havde været rimeligt, at han havde fået lov til undervejs at fremstille sig for kejseren i Tokyo — men den triumf undte man ham ikke. I 2]/2 år gemte man Japans største hærfører i Manchuriet, og imens tabte man krigen, tabte den til søs og i luften. Da Yamashita i oktober 1944 (ca. 10 dage før den amerikanske invasion på Leyte) ankom til Philippineme, var det meste af Japans flåde ødelagt og dets luftvåben næsten slået ud.
Kun modstræbende efterkom Yamashita ordren om at sende forstærkninger til det håbløse forsvar af Leyte — men i det sidste halve års forsvarskamp i det nordlige Luzons bjerge viste han, at han ikke blot havde kunnet lede en dristig lynoffensiv, men også havde fremragende evner som leder af en defensiv krigsførelse. Han bandt stærke amerikanske kræfter, tilføjede dem betydelige tab, holdt stand krigen ud og overgav sig først efter Japans kapitulation og efter ordre fra kejseren. Amerikanerne arresterede Yamashita og stillede ham for en domstol, anklaget for krigsforbrydelser.
Japanerne er først i løbet af de sidste hundrede år kommet i berøring med europæisk civilisation — deres kultur, religion og moral er vidt forskellig fra vor. Da de i den kinesisk/japanske krig 1894/95 stormede Port Arthur, skal de japanske soldater skånselsløst have myrdet civilbefolkningen i byen. Da Japan 10 år senere førte krig mod russerne, læste man ingen beretninger om japanske grusomheder — men da japanerne næsten 40 år senere kæmpede mod englænderne og amerikanerne, blev de (og utvivlsomt med rette) beskyldt for forfærdelige krigsforbrydelser. Men skal man virkelig tro, at japanerne i 1904/05 har været mere civiliserede og menneskelige overfor nisserne, end de i 1941/45 var overfor amerikanerne og englænderne? Ganske tilsvarende: Da Japan i 1904 uden krigserklæring overfaldt den russiske flåde på Port Arthurs rhed, var man ikke forarget, syntes tvært imod, at dot var helt rigtigt — men da japanerne 37 år senere overfaldt den amerikanske flåde ved Pearl Harbor, fik de hele stemningen i de vestlige lande imod sig. Man behøver ikke at filosofere længe over årsagen til denne forskelsbehandling, begået af det samme folk, stik modsat bedømt af de samme kredse.
Nu er det jo en kendsgerning, at der fra japansk, som fra tysk, side blev begået frygtelige forbrydelser under den sidste store krig. At forbrydere skal straffes, er en selvfølge — men det har i enkelte tilfælde, og som det synes med føje, været hævdet, at nogle er straffet urimeligt hårdt, og enkelte helt med urette.
Ligesom for Tysklands vedkommende har man for Japan gjort generalerne ansvarlige for de af deres soldater begåede forbrydelser, og talrige tyske og japanske højere officerer blev efter krigen dømt, nogle til døden, andre til langvarigt fængsel. For fleres vedkommende er der senere rejst tvivl om retfærdigheden af disse domme. Det gælder f. eks. generalfeltmarskal v. Manstein, hvis sag er behandlet af hans engelske forsvarer R. T. Paget i bogen »Manstein, his Campaigns and his Trial«. Om Kessel- ring foreligger der ligeledes et forsvarsskrift, Lt. Col. Scotland: »The Kcsselring Case«, og om Yamashita udsendte hans forsvarer A. Frank Reel i 1949 et ret indgående forsvarsskrift: »The Case of General Yamashita«. Hertil kommer nu Potters bog.
Fælles for alle tre feltherrer er, at de ikke blev dømt for forbrydelser, som de selv havde begået, men for forbrydelser begået af deres undergivne. Mansteins og Yamashitas forsvarere anvendte omtrent de samme motiveringer i deres forsvar. I begge tilfælde dømmes den anklagede skyldig og straffes (omend ikke lige hårdt), og i begge tilfælde skriver deres forsvarer bagefter en bog, hvori det hævdes, at dommen er helt igennem uretfærdig. Og det er de langt fra ene om at mene — Potter bruger således udtrykket »legaliseret lynchning«.
De forbrydelser, Yamashita blev dømt for, var begået af japanske soldater i det tidsrum (oktober 1944—august 1945), da generalen havde kommandoen på Philippineme.
Anklageren gjorde gældende, at forbrydelserne var så talrige og så notoriske, at general Yamashita ikke kunne liave været uvidende derom og burde liave gjort mere for at forhindre dem — og skønt lian ikke personlig havde deltaget, måtte ban gøres ansvarlig.
Forsvareren anførte, at den store mængde af forbrydelser var begået i områder, som var helt uden for Yamashitas kontrol — hans signalforbindelser var afbrudt, og den japanske admiral, der havde kommandoen i Manila (hvor de fleste og værste ugerninger fandt sted) handlede stik imod de af generalen givne befalinger.
Yamashita selv udtalte, at lian aldrig havde hørt om disse forbrydelser, at troppeføringen havde taget al hans tid og alle hans kræfter.
Sagen hev forelagt for USA’s Supreme Court, der (omend ikke enstemmigt) stadfæstede dommen med den motivering, at en kommanderende general må gøres ansvarlig for sine troppers opførsel.
General Yamashita har næppe følt dommen som nogen stor uretfærdighed. Han havde selv på Malaya straffet en regimentschef og en betaillons- chef strengt for nogle af deres soldater begåede forbrydelser. Han var en »orientalsk general«, og orientalerne tager ikke så tungt på døden som Vestens folk. Han var, mente han, dømt for at have tabt krigen — »det samme kunne være hændt for general Mac Arthur«. Selv var han nu 60 år gammel og kunne, som lian sagde, ikke mere være til megen gavn for sit fædreland.
Generalens enke sagde til bogens forfatter: »Hans død var uundgåelig, fordi han var blevet besejret. For japanerne er der intet forunderligt i dette. I gamle dage begik japanske samuraier, der tabte et slag, automatisk liarakiri.« Og fru Yamashita, der fra sin fader havde arvet gamle dages strenge samurai-indstilling, tilføjede: »Det var derfor, det ikke et øjeblik kunne falde mig ind at bønfalde general Mac Arthur om nåde for min mand . . .«
I bogens første kapitel fortælles om »Den hvide Chrysantlicnium«, en sammenslutning af enker efter slægtninge af henrettede japanske krigsforbrydere. Der berettes, hvorledes kejser Hiroliito i maj 1959 lod de henrettedes navne forevige og udtalte: »Jeg ved, livad de har gjort for Japan. De var blandt vore største førere.«
En europæer må, når han læser dette, naturligt tænke: »Ja, men selv om Yamashita og nogle andre er uskyldigt dømt (er døde som sonoffer for deres undergivnes forbrydelser), så må dog de aller fleste have været forbrydere, som man ikke kan have agtelse for.« Også her synes generalinde Yamashita på en måde at have givet en forklaring, da hun sagde: »Jeg forstår, hvor vanskeligt det må være for fremmede at forstå den japanske mentalitet. Den nationale og religiøse baggrund, der udspringer af samurai-ånden, må forekomme andre meget besynderlig.
Denne samurai-ånd er det øjensynligt ikke lykkedes general Mac Arthur og hans hjælpere at udrydde. Men livor på jordkloden er det lykkedes for Vestens magter at gøre folkeslag af fremmede racer til »europæere«? Og ville de stort set være blevet bedre deraf?
II.
Oberst Masanobu Tsuji: Singapore, The Japanese Version. Edited by H. V. Howe, Military Secretary to the Australian Minister for the Anny. Ure Smitli, Sydney Australien 1960. Illustreret, 25 + 358 sider.
Denne bog, der er skrevet for godt 10 år siden, supplerer på en udmærket måde det officielle engelske værk »The War against Japan, Volume I, The Loss of Singapore« (WaJ). Oberst Tsuji har haft gode betingelser for at skrive om dette emne, og han har løst sit hverv godt. Det er med rette sagt, at medens de britiske værker fortæller os, hvorledes felttoget på Malaya blev tabt, så fortæller oberst Tsuji, hvorledes det blev vundet. Generalløjtnant Gordon Bennett, der førte 8. australske division ved Singapore, har i et forord givet hogen en smuk anbefaling. Tsuji er fair i sin omtale af modstanderne, udgiverne skriver med rette: »The fairness of Colonel Tsuji’s book is its most striking — and perhaps unexpccted — quality.«
Bogen er kommenteret af Mr. H. V. Howe, der kun bar få rettelser til fremstillingen, men dog selv begår en mindre fejl, når han i fodnoten side 137 gør general Nogi til »Commander in Chief« for den japanske hær i krigen 1904/05. Nogi var chef for 3. japanske armé, der erobrede Port Arthur, overgeneral var marskal Oyama.
Så snart Japan havde valgt »sydkursen« (angrebet mod Philippinerne, Bagindien og de ostindiske øer) — i modsætning til »nordkursen« (krig mod Rusland) — oprettedes der på Formosa en lille stab, »Taiwan Army Research Department«, som skulle planlægge operationerne for den armégruppe, der under feltmarskal Terauchis overkommando skulle erobre Hongkong, Philippinerne, Malaya med Singapore, Indonesien og Burma. Da alt indtil da havde været indstillet på krig mod Rusland og Kina, og da ingen af officererne i staben havde personlig erfaring i tropekrig eller kendskab til de egne, der skulle opereres i, var det en besværlig opgave, som tilmed måtte løses på alt for kort tid.
Oberst Tsuji fik som specielt liverv at udarbejde planerne for felttoget på Malaya, opstillingen af 25. armé, der skulle erobre Singapore, og fastlæggelse af den taktik, som skulle anvendes. Under selve felttoget kom han til at virke som chef for arméens operationsafdeling.
Erobringen af Singapore fik prioritet efter Pearl Harbor, altså over Philippinerne, Hongkong og Burma. Det blev den første store amfibie- operation i 2. verdenskrig, omfattende over 2000 kilometer søtransport til landgangsstederne ved grænsen mellem Thailand og Malaya, landsætning på en tildels forsvaret kyst og endelig 1100 kilometer fremrykning gennem et af en overlegen fjende forsvaret jungleterrain. Der kunne påregnes nogen luftoverlegenhed, hvorimod herredømmet til søs var usikkert — det sidste blev først etableret ved den uventet heldige sænkning af Prince of Wales og Repulse 2 dage efter de første landsætninger.
En forudsætning var godt samarbejde mellem de deltagende enheder af alle tre værn — og det blev, fortæller Tsuji, ved denne lejlighed virkelig godt, takket være general Yamashita og flådechefen, admiral Ozawa. Dette var ellers ikke noget, man var forvænt med i Japan, hvor der længe havde været stor rivalisering mellem værnene, især mellem hær og søværn. Men gensidigt nid gjorde sig også gældende i samarbejdet mellem armé og armégruppe (dog heldigvis ikke mellem cheferne selv) og også med myndighederne i Tokyo. I sin egen armé havde Yamashita bevær med den kejserlige gardedivision, hvis chef var besværlig at samarbejde med og ved at negligere de fra arméstaben modtagne befalinger tilsidst bragte felttogets resultat i fare. Tsuji siger ganske betegnende, at det ikke er rigtigt, at jalousi er en speciel kvindesygdom — den angriber også mænd, i Japan især officerer, og han spørger meget å propos, om denne sygdom også trives blandt vesterlandske officerer.
Af de 3 divisioner, som indgik i 25. armé (en fjerde gav Yamashita frivilligt afkald på), var 5. og 18. division elitedivisoner med krigserfaring fra Kina. Der havde ikke været tid til forinden at træne dem i junglekrig. Ingen, hverken officerer eller mandskab havde nogensinde set en jungle, og alt, hvad de kendte dertil, skrev sig fra en skriftlig instruktion (jfr. nedenfor), som de læste under søtransporten fra Hainan. Den tredie division, den kejserlige gardedivision, var vel også en elitedivision, men havde ikke været i kamp siden den russisk/japanske krig.
Med hensyn til styrkeforholdene er man endnu noget på usikker grund. De troværdigste oplysninger får man nok ved at sammenholde det officielle engelske værk WaJ med Tsujis bog.
25. japanske armé talte 3 infanteridivisioner, 1 kampvognshrigade med 80 kampvogne + arméartilleri + 3 regimenter ingeniører, et armétele- grafkorps m. v. Totalstyrken (kampstyrken?) opgiver Tsuji til 60.000 mand, men det er ikke klart, om han i dette tal har medregnet den fjerde division, som i stedet blev sendt til Burma. WaJ anslår 25. japanske armés styrke den 8. februar 1942, d. v. s. dagen før stormen på selve Singapore, til 110.000 mand, hvoraf 67.000 kamptropper, 33.000 »Service troops« og 10.000 »Air and service troops«. Såfremt Tsujis tal kun omfatter kampstyrken, er der således nogenlunde overensstemmelse.
Den britiske styrke opgiver Howe i overensstemmelse med WaJ til 4 divisioner + 4 selvstændige brigader. Det samlede britiske tab på Malaya beløb sig ifølge WaJ side 473 til 138.708 mand, hvoraf ca. 130.000 fanger — og dette må, da kun meget få undslap, nogenlunde svare til totalstyrken.
For begge parter gælder, at store dele af de anførte styrker først indtraf under felttoget. Således landsatte 25. japanske armé den 8. december kun hovedstyrken af 5. division og et regiment af 18. division, medens gardedivisionen først tilgik i slutningen af december og resten af 18. division i slutningen af januar. Tilsvarende blev den britiske armé først under kampene forstærket med 8. australske og 18. engelske division samt nogle indiske brigader. Stort set må man vist give Tsuji medhold, når lian siger, at briterne var dobbelt overlegne til lands, men japanerne dobbelt overlegne i luften.
Af de 138.708 mand, som den britiske ha^r talte, var 38.496 englændere, 18.490 australiere, 67.340 indere og 14.382 »local voluntcers«. Det er næppe retfærdigt, når man bar betegnet inderne (og australierne!) som inindre- værdige soldater. En stor del af inderne var gurkhaer, der jo altid bar været fremragende krigere, og også sikherne fra Nordindien anses for gode soldater — men naturligvis kan der have va>rct adskillige indere, som kun modvilligt kæmpede for britiske interesser.
Singapore skulle erobres hurtigt, inden englænderne fik trukket store forstærkninger til. Som mål havde man sat den 11. februar 1942. Det varede 4 dage længere, ialt 70 dage. J oborestræ det, som skiller Singapore- øen fra Malakkahalvøen, blev nået på 55 dage efter en fremrykning over 1100 kilometer, d. v. s. gennemsnitligt 20 km daglig, i kamp mod en overlegen fjende og gennem et terræn, der var karakteriseret ved følgende:
På langs ned gennem Malaya, fra nord til syd og i den vestlige del førte et par gode, asfalterede veje. Til begge sider for disse var der gummiplantager, kokosplantager eller rismarker, ofte kun af ca. 1 km bredde. Alt det mellemfaldende terrain af den 130—300 km brede halvø var tæt jungle og sump, næsten ufremkommeligt og farligt, fyldt som det var med moskitoer, myrer, giftslanger og vilde dyr. Omgående bevægelse gennem dette terræn var næsten umulig med større styrker, tog i alt fald meget lang tid — japanerne bar en enkelt gang foretaget det med et regiment, og det kunne kun komme ca. 2 km frem i døgnet. Angrebet måtte derfor forceres frem langs vejene og gennem gummiplantagerne, d. v. s. gennem pas, hvilket i bøj grad begunstigede forsvaret. Hertil kom de talrige vandhindringer, der dannedes af de tildels flere hundrede meter brede floder, hvis broer naturligvis var forberedt til sprængning.
Den japanske bærledelse var klar over, at de lier foreliggende opgaver ikke kunne løses med ortodoks taktik. Da man ikke havde nogen forhåndserfaring, måtte man forsøge sig frem — og man så da her det særsyn, at chefen for hærens operationsafdeling under næsten hele felttoget opholdt sig i forreste linie. Oberst Tsuji fortæller, hvorledes japanerne med relativt små infanteristyrker, støttet af nogle få kampvogne, som en kniv skar igennem forsvaret og ofte fik bemægtiget sig broerne, inden de blev sprængt. Hans fremstilling stemmer godt med WaJ — det britiske forsvar blev atter og alter overrumplet og løbet overende.
Da Penang på vestkysten var erobret, sendte man styrker på indtil en infanteribataillon i småfartøjer ad søvejen om i ryggen på forsvarerne. Da japanerne hverken havde sølierredømmet eller sikker luftoverlcgcnhed i dette farvand, fandt mange i arméstaben, bl. a. Tsuji, disse foretagender for vovede, men lier tvang Yamashita sin vilje igennem, og resultaterne var ved nogle lejligheder meget betydelige.
Det 55 dages felttog ned gennem Malakkahalvøen blev fra japansk side overordentlig heldigt gennemført. Set fra britisk side var det så ulykkeligt som muligt. Flere brigader var sprængt, og det var resterne af en temmelig modløs liær, general Percival i sidste januardage førte tilbage over Joborestrædet til forsvaret af selve Singapore.
Forsyningstjenesten var, fremgår det af Tsujis og især af Potters bog, en af 25. armés største bekymringer, hvilket ikke kan undre i betragtning af den store afstand fra baserne og de lange søtransporter. Interessant er den måde, hvorpå japanerne løste transporterne til lands. Hver division var udrustet med ca. 500 motorkøretøjer og 6.000 almindelige cykler. Alle befalingsmænd og menige, der ikke var plads til på motorkøretøjerne, kørte på cykel. Tsuji kalder felttoget ned gennem Malaya for »a blitz- krieg on bycycles«. Det heldige resultat skyldtes i bøj grad »de mange penge, som England havde anvendt på de fortræffeligt befæstede veje, og de billige japanske cykler«, som tilmed i massevis havde været eksporteret til Malaya, således at reserver og reservedele forefandtes i overflod.
Hertil kom de mængder af materiel og forsyninger (køretøjer, benzin, proviant), som gang på gang ubeskadiget blev erobret af de japanske tropper. Således kunne i slutningen af felttoget forsyningen med benzin og ris helt baseres på erobrede »Cluirchill supplics«. For flyvertropperne blev det af stor værdi, at de straks kunne benytte de langt fremskudte engelske hangarer og startbaner, som allerede de første dage faldt i hænderne på Yamashitas tropper.
Tsuji mener, at et skinangreb udført mod Singaporeøens østfløj var årsagen til, at general Percival havde placeret sine hovedkræfter lier. Visse engelske beretninger kaster skylden for sammenbruddet på de australske tropper — men oberst Tsuji taler kun anerkendende om de soldater, der forsvarede den vestlige del af Joborestrædet, hvor hovedangrebet fandt sted. løvrigt har føringen på britisk side været en kæde af forkerte dispositioner og især af for sent udgivne og misforståede befalinger, jfr. WaJ, side 384—386.
Erobringen af Singapore var afgørende for hele det japanske fremstød mod syd, tbi hermed var også Indonesiens og Burmas skæbne afgjort. Men for krigens udfald blev det ikke afgørende. Tsuji fortæller lier følgende episode: Japanerne spurgte en ung, fangen engelsk officer: »Hvorfor ødelagde I ikke Singapore?« »Fordi vi vil vende tilbage,« svarede englænderen. Da japanerne hertil bemærker: »Ja, men tror De da ikke, at England vil tabe denne krig?«, får de til svar: »Vi kan blive slået 99 gange, men den tidste runde vil vi vinde.« Beundrende skriver den japanske oberst: »Denne unge krigsfangne officer talte med den stemme og den tro, som karakteriserer hele den angelsaksiske nation.«
Englænderne fik for så vidt ret, som England vandt krigen og også fik Singapore tilbage — men kun for en stakket frist. Tsuji siger betegnende: »Vore militære operationer blev en glimrende sejr, men i krigen blev vi totalt slået. Men som ved et under opnåede Indien, Pakistan, Ceylon, Burma og Indonesien kort efter deres uafhængighed. Således blev Singapores fald i realiteten »the hinge of fate« for Asiens folkeslag. »The Ilinge of Fate« er undertitlen på 4. bind af Churchills bog om 2. verdenskrig, som bl. a. omhandler felttoget på Malaya. Udtrykket oversættes formentligt bedst ved »Vendepunktet« (i 2. verdenskrig). Men lige så rammende som Churchill er oberst Tsuji, når han har givet sin bog undertitlen: »Shonan, The Hinge of Fate« og hermed udtrykker, at japanernes erobring af Singapore blev »Vendepunktet« for Asiens folkeslag.
Til bogen hører et par bilag, som nok er værd at læse.
Bilag 1 er en instruktion, som forud for invasionen på Malaya blev fordelt til alle deltagerne. Dens titel er »Læs dette alene — og krigen kan vindes.«
Denne pjece, som de japanske soldater læste om bord på transportskibene, indeholdt de vigtigste bestemmelser, som alle skulle vide, samt instruktioner og gode råd med hensyn til forhold under søtransporten, selve landgangen på kysten, ophold, marcher og sundhedsforhold i troperne, kamp i troperne (junglekrig), hygiejne (malaria, solstik, giftslanger) o. m. a. Selv om meget af dette ikke har praktisk værdi for os, så fortjener dette lille skrift at læses, fordi det viser den offensive ånd, det uforsagte kampmod og den offervilje, som har besjælet 25. japanske armé fra øverst til nederst og som har fået Potter til at kalde det japanske infanteri for det bedste i verden.
I pjecens første kapitel får de japanske soldater at vide, hvad de skal slås for:
— 450 millioner indere, indonesere og malayer bliver tyranniserede af
800.000 europæere og amerikanere. Det er Japans opgave at befri Asien for de hvide agressorer. »Asien for asiaterne«. England og USA har kontrollen over største delen af verdens olie, og skønt de har langt mere, end de selv behøver, har de alligevel forbudt eksporten til Japan og forhindret dette i at købe olie i Sydøstasien. Tilsvarende gælder gummi og tin. Japan kan ikke undvære disse ting, og det er således England og USA, der har tvunget Japan til denne krig. (Den amerikanske general Wede- meyer har i sin bog »Wedemeyer Reports« udtalt sig i samme retning). »Hellere slås end dø af sult«, var det motto, hvorunder Japan gik i krig — og det er vel værd at læse, hvad Tsuji skriver herom side 20—23.
— Chiang Kai-cheks regering og mange i Sydøstasien bosatte kinesere fremstilles som forrædere mod Asiens sag.
— Krigen er en kamp mellem racer, og der må ikke vises overbærenhed mod europæere, med mindre de er tyskere eller italienere. Men plyndring, forulempelse af kvinder og nedslagtning af værgeløse må strengt fordømmes. »I må ikke gøre noget som helst, der strider mod jeres værdighed som Hans Majestæt Kejserens soldater. Soldater, som er virkelig dygtige til kamp, plyndrer og røver ikke, jager ikke efter kvinder, drikker ikke og kommer ikke i slagsmål.«
Med al beundring for de tapre japanske soldater, så står det desværre fast, at adskillige af dem har forsyndet sig slemt mod »Deres værdighed som kejserens soldater.« Pjecen er heller ikke fri for at ophidse til had og ubarmhjertighed: »Når du efter landgangen står over for fjenden, så skal du betragte dig selv som en hævner, der langt om længe står ansigt til ansigt med sin faders morder.«
Bilag 2 er en af udgiveren, Mr. Howe forfattet fremstilling af »Toa Renmei Undo« (East Asia Federation Movement), en af den japanske generalmajor Ishihara i 1931 startet bevægelse med mottoet »Asiater skal ikke kæmpe mod asiater.« I eventuelle fremtidige krige skal Asiens folkeslag, hvis de ikke kan holde sig neutrale, kæmpe skulder ved skulder, løvrigt skal de asiatiske folk arbejde hen mod fælles økonomisk velfærd, gensidig understøttelse og fælles modstand mod kommunismen. Ishihara var naturligvis modstander af krigen mellem Japan og Kina, men havde affundet sig med Manchuriets selvstændighed.
Tsuji blev en ivrig tilhænger af denne bevægelse. Da han i 1939 gjorde tjeneste ved den japanske overkommando i Kina, så han med sorg det kinesiske folks berettigede harme mod Japan, for en stor del foranlediget ved japanske soldaters dårlige opførsel.. Han udsendte da med bemyndigelse fra stabschefen, general Itagaki, proklamationen: »Japanske tropper, der opererer i Kina, krænker den kejserlige armés værdighed.« Desuden afbrød han alt samarbejde med kinesiske »Quislinge«. I Tokyo var man imidlertid af en anden mening, og både Tsuji og Ishihara blev fjernet fra deres poster.
Efter krigen skal Toa Renmei Undo være vokset i styrke og indflydelse, og oberst Tsuji er en af dens betydeligste forkæmpere. Det er ikke helt klart, hvorledes bevægelsen stiller sig til det kommunistiske Kina som asiaternes føremation, men princippet »Asiater må aldrig igen slås mod asiater« fastholdes.
Man har siden Japans sammenbrud ikke regnet meget med dette land. Militært og udenrigspolitisk afmægtigt syntes regering og folk villigt at bøje sig under Mac Arthurs styre. Men japanerne er et stolt folk, som næppe i længden er tilfreds med at leve af USA’s nåde. De næsten 100 millioner japanere tæller også med nu, da Asiens folk selv — og med samme ret som Afrikas — forlanger at være herrer i deres eget lius og selv nyde frugten af deres arbejde og af deres landes rigdomme. Det første skridt på vejen mod dette mål var Japans sejr over Rusland i 1904/05, det fortsatte med Japans erobring af tyske kolonier i 1. verdenskrig — men det afgørende vendepunkt blev (uanset Japans nederlag i 1945) den dag, da en japansk general ved navn Yamashita erobrede Singapore.
III.
Oversigt over den vigtigste litteratur om felttoget på Malaya og Singapores erobring.
1. »The War against Japan. Volume I. The Loss of Singapore« (WaJ) af generalmajor S. 'Woodburn Kirby, London 1957, det officielle engelske værk, er den hedste og udførligste hidtil skrevne fremstilling af felttoget. Naturligvis kan værket ikke bringe oplysninger fra »the other side of the hili« i samme omfang og med samme sikkerhed som fra britisk side. Men hvad værket oplyser om japanerne og deres operationer, er dog ret omfattende og stemmer ganske godt med, hvad oberst Tsuji fortæller i sin ovennævnte bog. Værket er forsynet med fortrinlige kort, er fair i sin omtale af modstanderne og viger ikke tilbage for stærk, til tider sønderlemmende kritik af egen føring og egne fejl og mangler, selv når det drejer sig om en mand som feltmarskal Wavell.
2. »Australia in the War of 1939—1945. The Japanese Tlirust« af Lionel Wigmore, det officielle australske værk (findes såvidt vides endnu ikke i Danmark).
3. »Official History of the Indian Armed Forces in the Second World War 1939—45. Campaigns in South-East Asia 1941—42«, redigeret af Bisheshawar Prasad, Indien og Pakistan 1960, er et værk af lignende udstyr og omfang som det ovennævnte engelske.
(De amerikanske officielle værker »United States Army in World War II. The War in the Pacific« af Louis Morton, Washington 1953, og »History of United States Naval Operations in World War II. The Rising Sun in the Pacific 1931—April 1942« behandler kun begivenhederne på Malaya rent periferisk).
4. Officielle rapporter fra Air Chief Marshall Brooke-Popham, generalløjtnant Perci- val m. fl.
5. Churchill: The Second World War. Volume IV. The Hinge of Fate«, London 1951, kan på grund af sin tidlige fremkomst ikke gøre krav på større nøjagtighed i fremstillingen af begivenhederne, set fra japansk side.
6. Generalløjtnant Percival: »The War in Malaya«, London 1949, er den engelske generals forsvarsskrift, stærkt påvirket af den skæbnesvangre overvurdering af japanernes styrke, som prægede hans føring.
7. Kenneth Attiwill: »The Singapore Story«, London 1959, og Frank Owen: »The Fall of Singapore«, London 1960, er ikke krigshistorie, men populære, journalistiske fremstillinger, der kun bygger på britiske kilder og mundtlig overlevering.
8. Et officielt japansk værk eksisterer næppe, i alt fald ikke i oversættelse til europæisk sprog. Bøger som Shigenori Togo: »Japan im Zweiten Weltkrieg« (Bonn 1958), Mamori Shigemitsu: »Die Schicksalsjabre Japans« (Frankfurt a.M. 1959) og Robert J. C. Butow: »Tojo and the Corning War« (Princeton 1961) behandler hovedsagelig den politiske side af krigen — og Saburo Hayashi: »Kogun. The Japanese Army in the Pacific War« (Quaranto, Virginia 1959) beskriver kun krigen i store træk.
Fra japansk side er man således for så vidt angår felttoget på Malaya henvist til Tsuji’s ovennævnte bog.
9. Se iøvrigt litteraturfortegnelserne i Potters og Attiwills bøger samt det indiske værk.
Et krigshistorisk værk, specielt omhandlende felttoget på Malaya og Singapores erobring, foreligger endnu ikke. Det bedste, mest korrekte og mest fuldstændige billede fås ved benyttelse af ovennævnte officielle værker i forbindelse med Tsuji’s bog.
Når man læser om Singapore, henledes ens tanker uvilkårligt på kampen om Port Arthur 37 år tidligere. Ikke blot var det begge gange japanerne, der var angribere, men den japanske armé måtte i begge tilfælde begynde med en søtransport over liavet, landgang og fremrykning i ca. 2 måneder over en halvø, før den stod foran målet. Men så ændres billedet totalt. Thi medens Singapore faldt for den første storm, så faldt Port Arthur først efter 3 mislykkede stormangreb og en 5 måneder lang fæstningskrig. Og denne forskel kan ikke forklares alene ved, at Port Arthur var permanent befæstet fra landsiden, hvad Singapore til Cliurchills berettigede forfærdelse ikke var. Når Port Arthur boldt så længe, skyldtes det mest af alt det dygtigt ledede forsvar og den fortræffelige ånd, som herskede blandt forsvarerne. Det var her, det svigtede ved Singapore.
W. E. O. Lawaetz.
