Log ind

General Ludendorffs Krigserindringer

#

Oversat af Premierløjtnant C. F. Løkkegaard.

Aschehougs Forlag. 1919. Pris 18 Kroner.

Det lader til, at vor Generation skal blive heldigere stillet end de foregaaende i Retning af hurtig Opklaring med Hensyn til Krigsbegivenheder, man har oplevet. Der foreligger saaledes allerede en anselig Række Afhandlinger fra toneangivende Personer under Verdenskrigen. Prisen blandt disse Skildringer bærer ubetinget Ludendorffs Krigserindringer, ikke blot paa Grund af den Rigdom paa Oplysninger, de indeholder, men ogsaa som Følge af F o r f .’s indflydelsesrige S tilling og den uforbeholdne Maade, paa hvilken han fremsætter sine Anskuelser. Den rent historiske Fremstilling g iver paa mange Punkter ny Oplysninger, især om Bevæggrunde, eller den bekræfter Formodninger, man hidtil nærede. Paa visse Steder udelades enkelte Forhold, som vilde stille Ludendorff i et ugunstigt Lys.

Ved en Bemærkning om, at Hindenburg altid var enig med ham i Ovei'vejeiserne og billigede hans Befalingsudkast, reduceres den tyske Nationalhe lt in absurdum . Næsten enhver tysk Chef og Stabschef faar iøvrigt en lille kort Karakteristik , hvorved L . varierer sin Ros paa utallige Maader. At Russerne ved Tannenberg ikke blev drevet ud i Sumpe paa et forud planlagt Sted, kunde man — trods den officielle tyske Reporter Lindenburgs Paastand — næsten vide, men det er interessant at se, med hvilke Vanskeligheder Føringen paa tysk Side har haft at kæmpe. End ikke Panik blev man forskaanet for. Fløj korpsførerne Mackensen og Fran fo is har i Virkeligheden klaret meget paa egen Haand.

Ved Angerburg sætter Ludendorff den russiske W ilnaarmés (ikke som anført »Njemenarmés«) Styrke til 24 Infanteridivisioner. Det strider mod russiske Opgivelser. L . lader ikke nogen Lejlighed gaa ubenyttet hen til at snerte Østerrigerne for deres ringe Kampværdi. Under Felttoget i Polen i Oktober 1 9 1 4 foretrak H indenburg— Ludendorff at være selvstændige frem for at blive underlagt den østerrigske Overkommando, hvad der vilde have været naturligere. Dette er saa meget mere karakteristisk, som det første, de i 1916 efter at være blevet tysk Overkommando, gør, er at presse Hôtzendorf til at træde under deres Befaling. L . glemmer dog at omtale det Forbehold, Hotzendorf fik sat ind i Overenskomsten, og som i Konfliktstilfæ lde kunde have g jort Enhedskommandoen illusorisk. Ogsaa Pianen om at overskride Weichsel i Oktober 1914 og det mislykkede Forsøg herpaa, der er blevet røbet fra østerrigsk Side, b liver forb igaaet i Tavshed. Under Felttoget i 1915 viser det sig, at L . har frem sat en Plan om allerede i Ju li at foretage et stort Frem brud over Kowno for at komme i Ryggen paa de fra Polen tilbagevigende Russere, men den tyske Overkommando vilde ikke gaa med dertil. Følgen heraf var, at den russiske Røm n ing a f den polske Saillant kunde forme sig som en fortsat Arriéregardekamp.

I Vinteren l91 6— 1 7 har L . fuldstændig opgivet en Se jr til Lands og sat sin L id til U-b a a d s k r i g e n . M an faar bekræftet, at Admiralstaben lovede en Afgørelse paa 1/2 Aar. Skønt L . forudser Am erikas Indgriben, føres Krigen dog videre. Det viser sig, at et a f Formaalene med Afbrydelsen a f Fredsforhand lingerne i B r e s t - L i t o w s k var at komme i Besiddelse af Krigsm aterie l, hv ilket ogsaa lykkedes. Ukraine blev besat for at faa Korn og Donbassinet for at faa Ku l. M em o r a n d u m e t af S e p tem b e r 1917 med Krigsm aalene b liver kun gengivet i Uddrag . Saaledes nævner L . ikke, at han vilde have Grænsen mod F ra n k r ig frem Vest for Meuse og Sydvest for Besançon. Man faar at vide, at d e t store Angreb i M a r t s 1918 blev standset, ford i man »absolut ikke turde indlade sig paa et Udmattelsesslag«. Som en af Grundene til det utilfredsstillende Resu ltat anfører L., at Tropperne paa flere Steder havde ladet sig opholde af forefundne Forraad . Noget lignende var forøvrigt sket ved Cambrai den 30. Novbr. 1917. L . udtaler sig nedsættende om det amerikanske A n ­ greb ved C h a t e a u-T h i e r r y d e n 1 8. J u 1 i 1 9 1 8. E fte r General Persh ings Rapport tog de 2 amerikanske D ivisoner, der angreb her, dog 7000 Fanger og over 100 Kanoner. Det var d e t f r a n s k-k a n a d i s k-a u s t r a l s k e Angreb den 8. A u g., der brød L . ’s Sejrstro i den Grad, at han stillede sit M andat til Disposition. Med Hensyn til Terra intab f ik det kanadiske Gennembrud a f Wotanlinien den 2. Septbr. dog i sine Fø lger langt større Betydn ing. Bu lgariens Sammenbrud gør S ituationen akut. L . ’s Bog er dog ikke blot h istorisk, den er ogsaa a g it a t o r i s k. Som den røde Traad gaar igennem den, at Sammenbrudet kom indefra som Følge a f mangelfu ld Paav irkn ing til Krigsv ilje , ikke udefra ved Hæ ­ rens Nederlag. Paa dette Punkt v irker Frem stillingen ikke overbevisende. Naar L . saaledes hævder, at det franske Angreb den 18. Ju li 1918 endte den 22. Ju li til Fordel for Tyskerne, at Tilbagegangen fra Stillingen Syd for Marne var bestemt f ø r det franske Angreb, at hans Fordr ing i Begyndelsen a f Oktober om Vaabenstilstand uden en Dags Opsættelse aldeles ikke skyldtes Fochs tredobbelte Angreb den 26., 27., og 28. Septbr. og Gennembrudet af Siegfriedlin ien den 29. Septbr., og endelig at Hæren fra 4. Novbr. i Førernes Haand blev ført tilbage, saa lyder dette lige saa utro ligt som de samtidige tyske Hærberetninger.

Endnu mere utiltalende er dog den Flothed, hvormed L . godkender enhver tysk Voldshandling, særlig Indmarchen i Belgien, Nedskydningen og Deportationen af Beboerne og Udplyndringen a f Landet. L . viser sig her som Repræsentant for de uheldigste Egenskaber hos Tyskerne. — Bogen er ledsaget af talrige tydelige Kort og Skitser. Ingen, der interesserer sig for Verdenskrigen, kan komme udenom »General Ludendorffs Krigserindringer«

W. W. P.