Log ind

General Golovin om „Slaget i Galicien 1914“

#

Den bekendte russiske Militærforfatter har i „Revue militaire française“, August—September 1934 under Titlen „La bataille de Galice en 1914“ givet en Fremstilling af Indledningsfelttoget i Galicien og Sydpolen. Det er en klar og fængslende Afhandling, som fortjener at læses. Størst Interesse har Generalens Kritik af den russiske Felttogsplan og dens Gennemførelse, som tildels stilles i et nyt Lys, hvorfor en kort Omtale formentlig kan have Interesse. Golovin er en Modstander af Angrebet paa Østpreussen og Planen om øjeblikkelig March mod Berlin (Sammendragningen af 9. Armé ved Warschau). Frankrig krævede det, og den russiske Hærledelse bøjede sig, men det var strategisk galt, og Formaalet — at faa Tyskerne til at trække Styrker fra Vestfronten til Østfronten — kunde langt sikrere naas ved et hurtigt ødelæggende Slag mod den østrigske Hær. Felttogsplanen mod Galicien — en Cannæ-Plan — var ikke god. Sydvestfrontens Styrke, der ikke var Østrigernes overlegen, var utilstrækkelig til en saadan Plan; Fløjarméerne var for svage, navnlig den højre, og den venstre Fløjarmés Omfatning vilde tage for lang Tid, da de mange Floder (Bifloder til Dniestr), som i Østgalicien strømmer fra N. mod S„ begunstigede det østrigske Forsvar. Østrigernes Hovedforbindelser førte mod V. mod Krakau og over Karpatherne V. f. San; over Karpatherne 0. f. San førte kun faa og daarlige Forbindelser, ganske utilstrækkelige for den østrigske Hovedstyrke i Mellem- og Østgalicien. Lykkedes det Russernes højre Fløj langs Weichsel over San at trænge frem til Karpathernes Fod, da var de østrigske Hære fortabt, trængt sammen med Karpathervolden i Ryggen, praktisk talt afskaaret fra deres Basis. Derfor burde først og fremmest den højre russiske Fløj ved Weichsel have været stærk. Saaledes var ogsaa den gamle russiske Felttogsplan fra sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede: Kun een Angrebsretning, Galicien, og en stærk højre Fløj. Storfyrst Nikolaus var, siger G., Tilhænger af denne Plan. Den nye, som skyldtes Suchomlinovs Generalstab, kendte han ikke, men da han den 2. August uventet fik Overkommandoen, vilde han med sin ridderlige Karakter ikke svigte Løftet til Frankrig og lod det derfor have sit Forblivende ved Angrebet mod Østpreussen og forberedte Angrebet mod Berlin. Dette sidste dumdristige Foretagende opgav han dog rettidigt, og det er — hvad selv hans argeste Fjender, Bolchevikkerne, indrømmer — ham, der i de sidste Augustdage genoptog den gamle, eneste rigtige Plan og samlede alle Kræfter mod eet eneste Maal, et afgørende Slag mod den østrigske Hær. Golovin bekræfter, hvad man har anet, at Russerne i alle Detailler kendte Østrigernes oprindelige Opmarchplan i Mellemog Østgalicien tæt ved Grænsen. Herpaa byggede den russiske Plan om et Cannæ-Slag ved Lemberg, men Conrads Forlæggelse af Opmarchrummet til Terrænet bag San—Dniestr gjorde det koncentriske russiske Angreb til et Slag i Luften. Russerne begyndte altsaa Felttoget mod Østrig med en uheldig Felttogsplan og en lidet hensigtsmæssig Opmarch, men det lykkedes Hærledelsen under Felttoget at bøde paa Fejlene. G. betegner General Alexejev, Stabschefen ved Sydvestfronten, som den, der førte Russerne til Sejr. General Ivanov maa nøjes med Æren for at have erkendt sin Stabschefs fremragende Dygtighed og have dækket ham med sin Autoritet. To Ting træder meget stærkt frem i Golovins Afhandling, nemlig den russiske Hærledelses Hensyntagen til de Allierede og Spørgsmaalet, om Angrebet skulde rettes mod Tyskerne eller mod Østrigerne. Om begge disse Spørgsmaal kan det siges, at de paa en ulykkelig Maade har paavirket den russiske Hærs Ledelse under hele Krigen. Generalen fremhæver i sin Omtale af Resultaterne af den russiske Sejr i Galicien stærkt, at Tyskerne derved blev nødsaget til at hente flere Tropper fra Vestfronten og blive ved med det, indtil i Sommeren 1915 40 pCt. af den tyske Hær stod paa Østfronten. Da Afhandlingen er fremkommet i et fransk Tidsskrift, er det naturligt, at Generalen særlig understreger den Hjælp, som Rusland ydede Frankrig. Men Rusland lod i alt for høj Grad sin Krigsførelse diktere af Hensynet til sine Allierede — det gælder ikke blot Felttogsplanen, det præger næsten alle Russernes større Foretagender. Hvor sympatisk denne Offervilje end var, saa var den en Fejl, thi Rusland fik ingen Tak for sine Ofre, og det forspildte derved Chancerne for selv at vinde afgørende Sejre. Krigen kunde lige saa godt og hurtigere være bleven afgjort paa Østfronten. Det andet Spørgsmaal, om Slagene skulde føres mod Tyskerne eller Østrigerne, var en stadig Kilde til indbyrdes Splid blandt de russiske Førere og førte ofte til halve Forholdsregler. Særlig galt var det i Foraaret 1915 og i Sommeren 1916. Det var dog næsten altid over Østrigerne, de virkelig betydelige Sejre blev vundet; den østrigske Del af Østfronten var endnu indtil Sommeren 1917 Centralmagternes saarbareste Sted. Den tyske Hærledelse havde stadig med største Bekymring sin Opmærksomhed henvendt paa denne, og Gang paa Gang maa store tyske Troppestyrker sendes til Hjælp for at afværge større Katastrofer (efter de første Slag i Galicien, under Karpatherslaget, Felttoget ved Rovno, Brussilov-Offensiven). Hvis de andre Fronter i Tide havde bundet de tyske Reserver, saaledes at Tyskerne ikke havde kunnet sende Hjælp til Østrigerne, da var disse brudt sammen ved en af de nævnte Lejligheder, Krigen var hurtig bleven afgjort, og Ruslands Sammenbrud og Revolutionen var undgaaet.

W. E. Q. Lawaetz