Der er i Frankrig stadig stridigheder mellem dem, der hævder, at den øverstbefalende over de franske hære i august-september 1914, Joffre, har æren for, at de tyske hæres sejrrige fremmarch mod Paris blev standset i de første dage af september 1914, og dem, der mener, at æren for dette tilkommer Gallieni, Paris’ militærgouvenør; det er ikke særlig længe siden, at en fransk general hævdede, at Gallieni overhovedet ikke havde nogen andel i de franske hæres held i Marneslaget.
Det kan derfor formentlig være af interesse at vide, hvad en af Gallienis nærmeste medarbejdere, en af hans mest fortrolige, hvis man kan tale om fortrolighed fra denne, noget indesluttede mands, side, mener om dette problem. Medarbejderen var oberst Henry Charbonnel, som jeg — gennem 17 år til hans død i 1962 — har kendt meget nøje, og som har fortalt mig så meget og så meget interessant om denne periode, at jeg synes, det bør kendes af andre. At Gallieni betragtede Charbonnel, »Charbo«, som han kaldte ham, som en nærstående, fremgår af, at da Gallieni i 1916 skulle opereres for prostataliypertrofi, inden han rimeligvis skulle være øverstkommanderende for de allierede hære på vestfronten, ønskede han, at Charhonnel, som den eneste, skulle være hos ham på klinikken i Versailles, hvor Marion, en berømt urinvejskirurg på den tid, skulle operere ham. Gallieni døde, som man måske husker, i tilslutning til operationen.
Charhonnel havde deltaget i felttogets første måned og blev en af de sidste dage af august evakueret til Paris. På banegården erfarede han, af en taxichauffør, at Paris havde fået en militærguvernør, Gallieni, under hvem forøvrigt Charhonnel havde tjent på Madagascar, og som han beundrede meget. Gallieni var blevet udnævnt af krigsministeren, Messimy, der snart efter afløstes af den nye krigsminister Millerand.
Charhonnel blev d. 30.8. kaldt til Gallienis kontor for at blive knyttet til dette, uden præcist formuleret funktion, og han havde derfor, som han selv siger, mulighed for, fra d. 30. august til den 9. september, da Mameslaget var afgjort, fra minut til minut, at følge, hvad der skete i militærgouvemørens kontor.
Gallienis nærmeste medarbejdere var — foruden Charhonnel — lians svigersøn Gruss, der iøvrigt senere blev ejer af den villa i Cannes, der havde tilhørt arvehertu- gen af Mecklenburg-Schwerin, dronning Alexandrines far, og hvor prins Christians og prinsesse Alexandrines bryllup blev celebreret, hans søn Gaétan og kaptajn Vachoux; desuden var der naturligvis hele det store militære apparat med stabe, adjudanter o.s.v.
Messimy havde allerede d. 25/8 ved Gallienis udnævnelse til militærguvernør beordret Joffre til, hvis de franske hære blev tvunget til yderligere retraite, at sende mindst 3 liniekorps til Paris, for at byen kunne forsvares; denne ordre, dette historiske dokument er imidlertid forsvundet nu, men der er bekræftelse på, at det har eksisteret, idet general Hirscliauer, Paris ingeniør-general, en Alsacien, overfor Messimy skriftlig har attesteret, at Belin, Joffres stedfortræder, viste Hirscliauer det store hovedkvarters pengeskab og sagde, at den omtalte ordre fandtes deri. Belin udtalte ved den lejlighed overfor Hirscliauer: »Hvad rolle spiller Paris; at overlade 3 liniekorps til Paris kan være begyndelsen til en katastrofe.«
Da Messimy den 26/8 var blevet afløst af Millcrand gjorde Gallieni overfor denne status over de militære hjælpemidler, som stod til hans disposition; denne status var ikke lystelig, den kan resumeres som følger:
1) for få og for dårligt uddannede tropper,
2) fortifikationsarbejderne ved Paris var påbegyndt, men ikke fuldførte,
3) artilleriet var gammelt og udslidt, og den disponible ammunition lidet virkningsfuld.
Gallieni konkluderede, at Paris ikke kunne forsvares, medmindre de 3—4 korps, der var stillet i udsigt af Messimy, overførtes til Paris, og den 29/8 forlangte Gallieni disse korps hos Joffre.
Den 30/8 blev Gallieni kaldt til krigsministeren, der, da tyskerne stadig rykkede frem, ønskede at vide, om regeringen burde forlade Paris; fra Millerands kontor telefonerer Gallieni til Joffre, der efter lang pression indvilliger i at sende den 6. armé — under Mau- noury — til Paris, idet han, Joffre, erklærer, at det er det yderste han kan strække sig til. 6. armé bestod væsentlig af 60000 mand reservetropper. Samme dag underretter Gallieni Maunoury om, at denne nu står under Gallienis kommando, og at han skal trække ind mod Paris.
Den 1/9 begiver Millcrand sig til det britiske hovedkvarter, marskal French, fordi Joffre havde beklaget sig over, at englænderne ikke ydede den hjælp, soin de, efter hans opfattelse, hurde, og Frcnch tilbyder at forsvare et større frontafsnit mod nord, hvilket Joffre imidlertid afslår, dels pr. telefon dels i et brev af d. 2/9, »da det ikke i øjeblikket er muligt at overskue en fællesmanøvre med alle styrker«, d. v. s. Joffre ønskede hjælp, og da han så kunne få den, afslog han den alligevel; englænderne fortsatte derefter deres retraite, som det 4 dage senere blev meget vanskeligt for Gallicni at standse.
Samme dag, d. 1 /9, bliver Gallieni igen kaldt til krigsministeriet, hvor han underrettes om, at regeringen har i sinde at forlade Paris for at oprette regering i Bordeaux. Gallieni lover at sikre transporten, der fandt sted d. 2/9 om natten og opnår samtidig, at den 45. algicrske division på 20 000 udmærkede tropper, der stod i Aubrais, bliver overført til hans disposition, sammen med 5000 mand marincinfanteri, der var underlagt politipræfekten i Paris; det lykkes yderligere at aftvinge Joffre løfte om flere tropper.
Den 2/9 overførtes en del af den omtalte 45. division fra Aubrais til fronten i nord.
Det er samme dag d. 2/9, at Gallieni af Millerand får ordre til at forsvare Paris »å outrange« til det yderste, og da Gallicni gør forstillinger om, hvor alvorligt dette kan være: sprængning af broer, bygninger, veje o. 1. gentager ministeren »å outrange«. Ministeren mener også, at Gallieni bør redigere et opråb til befolkningen i Paris, således som regeringen havde gjort, og Gallieni forfatter det opråb, der er blevet historisk; men Millerand skjuler for Gallieni, at ban samme dag havde stillet Paris’ forsvar under den øverstbcfalendes kommando trods det, at traditionen var, at fæstningen (Paris) ikke stod under felthærens chef, og det er først dagen efter d. 3/9 kl. 1400, at Gallieni modtager ministerens brev; konsekvensens af ministerens ordre var, at Joffre straks tog nogle af de tropper, som hidtil havde været under Gallienis disposition; at Paris derved sattes i en vanskelig situation synes ikke at bekymre Joffre.
Det er samme dag, at Gallicni flytter sit kontor fra Les Invalides til Lycée Victor Duruy på Boul. des Invalides. Der var færre døre at bevogte.
Imidlertid rykker den første tyske armé under v. Kluclc stadig fremad med en hastighed, der af Gallieni er beregnet til 35—40 km om dagen, og denne hastighed holdes, trods de ugunstige forhold for fremrykningen, som f. eks. vejspærringer og opkørte veje. De tyske forsyninger har noget besvær med at komme frem, og tropperne er trætte; de blev imidlertid holdt oppe af håbet om, at de skulle være de første, der holdt indtog i Paris og af en jernhård disciplin; de, der ikke kunne følge med fik et nakkeskud; da tyskerne var rykket tilbage, så Charbonnel en del, der havde været ofre for denne behandling.
Den 4/9 om morgenen var tyskerne nået til ca. 50 km fra Paris, hvilket blev meddelt Gallieni om morgenen, mens han barberede sig, og af beretningerne om den foregående dags begivenheder kunne ban konstatere, at tyskerne var drejet noget i sydøstlig retning, og at de ikke længere havde retning mod Paris; de ville formodentlig udnytte det tomrum, der var mellem de franske 5. og 6. arméer, og som skulle have været udfyldt af englænderne, der imidlertid var et godt stykke længere mod syd; da Gallieni var klar over den ændrede fremrykningsretning, sagde han: Jeg angriber. Han telefonerede længe med Joffre; det var ikke blide ord, der faldt, og der var ikke tale om, at Gallieni opfattede sig som den undergivne. Gallieni gav kl. 9,00 ordre til Maunoury, 6. armés chef, om at han skulle holde sig klar til sammen med englænderne at angribe v.Klucks armé i flanken.
Gallieni måtte i løbet af eftermiddagen d. 4/9 forsøge at overtale French til at lade englænderne angribe, hvilket imidlertid mislykkedes. French mente, at tropperne trængte til hvile, hvilket imidlertid ikke var i overensstemmelse med, hvad flere af hans officerer mente.
Da Gallieni kom tilbage fra det engelske hovedkvarter fik han overrakt et brev fra Joffre dateret den 4/9 kl. 2,55 ledsaget af en kopi af den hemmelige note 3463 af 2/6, der oplyste om Joffres plan at trække hæren tilbage bag Seine og Yonne og kæmpe derfra; dette betød at opgive hovedstaden; denne plan havde været holdt hemmelig for Paris’ militærguvernør i flere dage. Gallieni havde igen en lang telefonsamtale med Joffre, der omsider indvilligede i at angribe.
Joffre var meget modvillig, men han lod sig overtale, dels måske fordi Gallieni, der var ældre, tidligere havde været hans chef, og dels måske fordi det var vanskeligt at modstå Gallienis stærke personlighed, når han stadig gentog »Min eneste chance er at angribe, derfor angriber jeg.«
Joffre ville imidlertid først angribe den 7/9, hvilket efter Gallienis mening ville være for sent, idet tyskerne så ville være i Paris, det Paris, som Gallieni havde fået ordre til at forsvare »å outrange«.
Det er om denne samtale, at Churchill har sagt: »Efter denne telefonsamtale var sejren vundet.
Gallieni underskrev ordren til at sætte angrebet i gang kl. 20,30, kl. 21,00 telefonerede han igen til Joffre, for at der ikke skulle være nogen misforståelse.
Her må pointeres, at den øverstbefalendes forberedende ordre er dateret d. 4/9 kl. 22,00, mens Gallienis executive ordre er dateret 4/9 kl. 20,30. Kl. ca. 22,00 siger Gallieni til Charbonnel, da de tilfældig mødes i en korridor: »Terningerne er kastet; om 2 dage vil jeg enten være en stor mand, eller jeg vil fortjene at blive skudt.«
Allerede d. 5. ved middagstid er den 2. armé indviklet i kampe med v. Klucks armé i nærheden af en lille biflod til Marne, Ourcq; kampene varede ved d. 6., og den 7/9 siger Gallieni: »Hvis englænderne havde marcheret, kunne vi liave helt ødelagt 2. tyske armékorps.«
Den 6/9 blev 700 parisertaxi rekvireret (de taxier, der er blevet berømt som taxierne fra Marne, selv om det var Ourcq, som de blev dirigeret imod. Taxierne er blevet så berømte, at de nu 50 år efter er kommet på frimærke, og på museet i Les Invalides står en af disse gamle Renault vogne).
Soldaterne syntes naturligvis, at det var sjovt at blive sendt til kamp i taxi, selv om de med 5 i hver vogn med oppakning sad noget knebent. Forøvrigt var det ikke alene taxier, der blev benyttet til transporten, men også busser, lastvogne, privatvogne etc.
Den 8/9 meddeler Joffre, at fra nu af vil han selv give ordre til Mau- noury.
Tyskerne viger og deres forsyningslinier beskadiges alvorligt, og d. 9/9 siger Gallieni, der altid er meget forsigtig i sine udtalelser, til Charbonnel: Ingen kan afdisputere, at det er vor bær fra Paris, der har reddet situationen. — Yderligere lykkes det samme dag for Foch længere mod syd at trænge tyskerne tilbage. Englændernes indsats var nærmest ingenting; først d. 8/9 går de over Marne. Sejren ved Marne var vundet, den sejr der d. 11/11 1918 fik Clemenceau til i det franske deputeretkammer at sige: »uden Gallieni ville sejren ved Marne ikke have været mulig«, og som sikrede Gallieni navnet »Sauveur de Paris«.
Men Charbonnel fortalte, at der var mange mærkelige hændelser omkring begivenhederne i disse bevægede første septemberdage. Han hævdede, at Millerand ikke kunne undgå at vide, at han d. 2/9 havde undertegnet en ordre om, at stridskræfterne i Paris skulle være under den øverstbefalendes kommando, og heller ikke om, at den øverstbefalendes planer gik ud på at trække de franske styrker mod syd bag Seine og Yonne; Millerand havde ikke sagt et ord om dette til Gallieni, hvem han tværtimod gav ordre til at forsvare Paris »å outrange«.
En anden besynderlighed anførte Charbonncl: d. 11/9 kom der ordre fra det store hovedkvarter — Joffres —: Alle eksemplarer af ordren om, at alle franske styrker skal trækkes mod syd bag Seine, skal tilintetgøres; det skal overvåges at intet eksemplar bevares.
Det som Charbonnel kaldte »løgnekampagnen« begyndte med et brev undertegnet af Joffre og dateret den 7/9, modtaget 8/9; brevet indeholder væsentlig:
1) en tak, fordi Gallieni har ladet Maunoury med så stor effekt udføre den opgave, der var ham pålagt,
2) meddelelse om, at Joffre i fremtiden ville lade sine ordrer gå direkte til Maunoury, men dog sende kopi til Gallieni,
3) anmodning til Gallieni om ikke at sende oplysninger om igangværende militæroperationer til regeringen af flere grunde, mest fordi kun han selv, Joffre, var i stand til at vurdere begivenhederne,
4) konstatering af, at situationen var god.
Gallieni, som i almindelighed ikke var meget for polemik, fandt imidlertid, at brevet ikke dækkede begivenhederne helt, og skrev derfor som svar: den øverstbefalende glemmer,
1) at Maunourys armé ved hans (Joffres) brev af 3/9 og ved krigsministeriets brev af 2/9 var stillet under min, Gallienis, kommando,
2) at Maunourys hær var reorganiseret og forstærket for at opfylde den plan, som jeg, Gallieni, havde tænkt mig d. 3/9, og som jeg definitivt besluttede mig til d. 4/9 om morgenen kl. 9,00, og som bestod i at
a) have en mobil hær til at kæmpe på den nordlige front eller eventuelt andre steder,
b) udføre yderligere fortificationer af Paris,
3) at jeg, Gallieni, da jeg d. 4/9 blev klar over, at fjenden havde ændret marchretning, havde givet ordre til at marchere imod fjendens, den 1. tyske armés, højre flanke og angribe, trods de direktiver som det store hovedkvarter havde givet: at trække alle vor venstre fløjs tropper mod syd bag Seine og Yonne, og trods de bekymringer, som jeg kunne nære ved denne beslutning,
4) at jeg, Gallieni, havde overtalt de engelske tropper til at angribe,
5) at den øverstbefalende efter flere gange at have insisteret på, at angrebet skulle ske syd for Seinen havde accepteret mine planer og givet ordre til angrebet,
6) at jeg, Gallieni, siden d. 4/9 liar sendt alle de styrker, der er under min kommando mod Ourcq, mod fjendens højre fløj og mod hans kommunikationslinier,
7) at jeg, Gallieni, derved har opnået at løsne presset på 5. franske armé og på de engelske tropper og standse vore troppers retraite mod syd,
8) at jeg, Gallieni, har gjort dette trods den risiko, der derved kunne være for hovedstaden,
9) og at al min, Gallienis, handlen og bestræbelser har været at sende med den størst mulige hastighed alle de tropper og forstærkninger, som jeg kunne skaffe mod Ourcq.
Gallieni slutter: Under disse betingelser er den øversthefalendes brev en godkendelse af de forholdsregler, som Paris militærguvernør har taget, og af den betydning, som de styrker, der var under sidstnævntes kommando, har haft i slaget om Marne; dette slag har brudt den tyske offensiv, som man siden Kejserens hæres indmarch i Belgien og i Frankrig troede uimodståelig.
For at forstå, hvorfor Joffre i nogen grad synes at ville bagatellisere Gallienis indsats, må det erindres, at der var en vis modvilje mod Gallieni fra det store hovedkvarters side, mindre måske fra Joffres end fra andre officerers side, og at Joffre måske var noget jaloux på Gallieni, fordi denne i en rapport af 2/3 1914 til det øverste krigsråd havde gjort opmærksom på, at den plan (XVII), som var adopteret af Joffre, ville føre til invasion, hvilket den da også, da den blev fulgt i august samme år, gjorde.
Charbonnel havde den opfattelse, at man forsøgte at frakende Gallieni æren for sejren ved Marne. Joffres angrebsordre er forsynet med ikke mindre end 3 forskellige —- rettede — datoer og klokkeslet, og der findes flere forskellige eksempler af denne ordre. Charbonnels opfattelse støttes af Jean de Pierrefeu, som arbejdede i det store hovedkvarters andet kontor, og som havde med redaktionen af kommuniqueerne at gøre; de Pierrefeu advarer historikerne mod at fæste al for megen lid til meddelelserne fra det store hovedkvarter og råder dem til at være meget kritiske; han siger: »Jeg skulle fæste lid til de officielle papirer fra Joffres tid uden kritik? Aldrig! Der er passeret for mange papirer gennem mine hænder, og jeg har selv redigeret for mange!«
Charbonnel anførte også, at man for at reducere Gallienis indsats har villet hævde, at de franske tropper først kom i kamp d. 6/9; dette modbevises imidlertid af de store tabslister for den 6. armé, dateret d. 5/9.
At Charbonnel selv blev forfulgt — sendt på farefulde missioner til Rusland og Rumænien, hvorfra nogle håbede, at han ikke ville vende tilbage, tolkedes bl. a. af admiral Lacage som en følge af, at han vidste for meget.
Charbonnel sluttede med en hård anklage, idet han sagde, at der er forsvundet akter, der belyser Gallienis indsats, fra arkiverne, at dato og klokkeslet er blevet forfalsket, at breve er blevet fabrikeret længe efter at de begivenheder, de omhandler, har fundet sted, og han beklager, at et sådant fabrikeret brev er et vigtigt dokument ved undervisningen på krigsskolen.
Til slut skal citeres en udtalelse af Gallienis tyske modstander i Mame- slaget v. Kluck: »Der er kun en Gallieni, og det er min ulykke, at han befandt sig på min vej.
Victor Larsen.
