Log ind

General Estiennes Syn paa Tankvaabnet i 1922

#

Maaske kan det have nogen Interesse nu som Curiosum at genopfriske de franske Kampvognes Generalinspektør, General Estienne’s, Syn paa det ham underlagte Vaaben og dets Fremtidsmuligheder i 1922. Som Elev paa „cours de franchissement du grade de commandant“ i Versailles havde jeg Lejlighed til at overvære Generalens Indledningsforedrag til den tanktaktiske Undervisningom hans elskede Vaaben og skal i meget forkortet Form forsøge at gengive saa meget af det, som jeg nu er i Stand til. Jeg har kun mine stenografagtige Blyantsnotitser at holde mig til og kan derfor i ingen Maade gengive Foredraget, saaledes som det blev holdt, lige saa lidt som jeg kan give Udtryk for dets fortrinlige Form og den inciterende Begejstring, der ligefrem straalede ud fra Generalens hele Person, og beder derfor om Undskyldning for ikke at have faaet alt med og kun gengive, hvad jeg nu saa længe efter kan udrede af mine Papirer :

Muligvis taber Larvefodens Historie sig ligesom Hjulets i den graa Oltid; i alle Tilfælde finder jeg vægtige Grunde til at tro, at Demitrius Poliarticus — se Plutark — anvendte en Slags chenille til pansrede Kamptaarne, der ved menneskeligmekanisk Kraft gik frem i saa godt som alt Terrain baade paa Slagmarken og i Belejringskrigen.

Opfindelsen blev glemt og saaledes ikke udviklet. Men nu gaar det anderledes! Se paa Flyvemaskinen i 1909 og paa, hvad vi er naaet til i 1922, og vent maaske endda blot nogle Uger, saa ser vi Flyvemaskinen paa cheniller, der kan starte og lande overalt. Under Krigen gjorde man en storartet Opfindelse! Den rullende Spærreild, der nu fordømmes af et stort Antal af dem, der før var dens ivrigste Fortalere. „Fodfolket gaar frem slavisk bundet med Klapper for Øjnene; hvis det, som Fodfolket skal, viser Initiativ og Kampmod og gaar hurtigere end af Generalstaben fastsat, skydes det ned af sine egne.“ Men de pansrede Kampvogne! Hvad er de ? De er netop blandt meget andet godt den rullende Spærreild uden Artilleribaragens Mangler ; de er Spærreilden paa Hjul, som Fodfolket selv ser og dirigerer, og som prompte skaffer og øjeblikkelig fremviser sine Resultater. Her hos mig studerer vi Kampvognstaktikken ned til Bataillonen. Men glem aldrig, hvad De end ser og hører her hos os, at de pansrede Kampvogne er Chefens Knytnæve til samlet Indsats i Masse. De kan tildeles Fodfolksenheder helt ned til Bataillonen under bestemte Forhold, men vær klar over, at en hvilkensomhelst isoleret Fodfolksenhed fremtidig ikke er meget værd uden i Forening med motortrukne Kampenheder. De er en absolut nødvendig Del af det Fodfolk, der fuldstændiggør Sejren; de er endnu ikke et organisk Led af Fodfolket, men bliver det nok engang. Jeg inddeler Krigshistorien i 3 Perioder: I. Den primitive Periode, hvor vi slog hinanden ihjel med Næverne, med Stok og Sten og senere med Økse, Lanse, Spyd og Sværd og Bue og Pil. II. Perioden, der skyldes Krudtets Opfindelse, og som kuldkastede alle første Periodes Teorier og Erfaringer saavel i Marken som paa Belejringsomraadet. III. Chenillens Indførelse paa Kamppladsen, Chenillen, der erstatter og forbedrer Hesten, Elefanten, Vogne af alle Arter o. s. v. og faar de pansrede Køretøjer til langt at overgå a Rytteriet i Hestekræfter og Hastighed. Al Bevægelseskrig ender, hvis Fjenden da ikke forinden er tilintetgjort eller giver sig, i en eller anden Slags Stillingskrig. Det er en gammel Læresætning, der siger, at Fodfolkets Eksistens under alle Forhold, altsaa ogsaa under Stillingskrig, afhænger af Artilleriet. Misforstaa mig nu ikke! Jeg er selv gammel Artillerist! Jeg elsker mit gamle Vaaben og er stolt over at have tjent mig op i det, selv om Ordet „arme subordonnée“ ikke som før 1914 bringer mig paa Krigsstien.

Jeg kommanderede selv en Sektor ved Ver dun! Men aldrig havde jeg tænkt mig at opleve en saadan Fallit som Artilleriets ved Verdun: mit Fodfolk avancerede ikke en Tomme, og det var for at faa det frem, vi sled os op efter alle Kunstens Regler. Altsaa maa vi have noget bedre end Artilleri! Vi maa have pansret Artilleri paa cheniller, Artilleri, for hvilket Terrainvanskeligheder ikke eksisterer. Tænk desuden paa, at et eneste Kanonskud paa 10—50 Meters Afstand lige midt i f. Eks. en Maskingeværrede eller lign. saavel moralsk som materielt er 100 Gange værre end 1000 Skud paa mange Kilometers Afstand, 1000 Skud, hvoraf maaske intet rammer midt i Reden eller først, naar den er taget af vore egne. Lad os se lidt paa Afgørelsen: Man taler om amour i vage Vendinger; man skriver tykke Bøger derom og fylder Biblioteker med dem; men corps-å-corps siger man ikke ret meget om, og man søger den forgæves i selv de mest videnskabelige Romaner. Og det er dog den, det hele drejer sig om! Ligesaa om Slagmarkens Nærkamp! Hvad drejer det hele sig om? Hvad hører man aldrig Detailler om? Hvad taler I aldrig om? Det vigtigste af det hele: corps-å-corps, Nærkampen ! Og den taler jeg om n u ! For den motordrevne, pansrede Kampvogn indfører Kanonen og Maskingeværet lige ind i Nærkampens Centrum, og de er ikke alene gode at have der, men absolut nødvendige, hvis man tænker paa at fuldføre, hvad man har planlagt, idet deres Ikke-Tilstedeværelse kun giver en endeløs Krig. Saa lidt om Forfølgning! I Ryttere, I har altid været de pæneste af os, og I har været meget flinke i Skyttegravene, og endnu kan vi vel ikke undvære Jer til Hest! Men til Forfølgning i alt Slags Vejr med Jeres ridende Artilleri og Jægercyklister staar I ikke Maal med og afløses snart af Fodfolkskampgrupper paa cheniller, Kampgrupper med Kanoner og Maskingeværer, der kan meje den flygtende Fjende ned og tage sig af hans Kampvogne, som gaar hurtigere end Jer, ingen Heste har at passe paa og kan klare sig, selv om de paa Grund af Motorskade eller Benzinmangel maa lade Køretøjet i Stikken.

Generalen gav derpaa, efter spøgende at have undskyldt ikke at have særlige Ubehageligheder til Pionererne og særligt ikke til Flyverne denne Gang, nogle Oplysninger om Kampvognenes Bedrifter under Krigen, om kommende tekniske Forbedringer, om Forsøg, der var i Gang, o. s. v. og sluttede omtrent som følger:

Før vi alle er bleven Engle med Vinger paa Ryggen, og Krigene maaske da forsvinder, vil de antagelig efterhaanden blive sjældnere og sjældnere, og mellem hver vil der opfindes saa meget nyt, at ingen ligner den foregaaende. Men vi maa ikke, hvad mange endnu gør, fordi de ikke selv har set Kampvognenes glimrende Arbejde og afgørende Indsats, tro, at de er en Slags moderne Legetøj, som man kan undvære og ikke behøver at regne med. „Taktikken skifter hvert 10’ Aar“, sagde Napoleon engang. Og de pansrede, motordrevne Kampmaskiner paa cheniller foraarsagede i Krigens sidste Dage et saadant Skifte, og de vil efterhaanden, som de forbedres og fuldstændiggøres, ganske givet næste Gang give Anledning til mange Forandringer af, hvad før har været god Latin paa Krigsvæsenets Omraade.

Zeilau.