General Douhet's Krigslære

Tillægshæfte til „Militært Tidsskrift“ 1940

General Douhet's Krigslære

dens historiske Forudsætninger, Stilling indenfor Diskussionen om moderne Strategi, samt dens Indflydelse paa nogle Stormagters Organisation og paatænkte Anvendelse af Stridskræfterne.

Af Kaptajnløjtnant M. P. M. BOISEN

Besvarelse af Det krigsvidenskabelige Selskabs Prisopgave Nr. 9 for 1937—38, belønnet med Selskabets Prismedaille i Sølv (Militært Tidsskrift 12/1939, S. 463).

KØBENHAVN HEYDES BOGTRYKKERI

Det foreliggende Arbejde er i Hovedsagen formet som en Besvarelse af Det krigsvidenskabelige Selskabs Prisopgave Nr. 9 for Aarene 1937—38 : „Der ønskes en Redegørelse for de af den italienske General Douhet fremsatte Teorier vedrørende Luftstridskræfters Organisation og Anvendelse ledsaget af en Undersøgelse af, i hvilken Grad disse Teorier har haft Indflydelse paa Organisation og paatænkt Anvendelse af Staternes nuværende Luftstridskræfter.“ Imidlertid er Rammen om Fremstillingen, saaledes som det fremgaar af Besvarelsens Titel, paa enkelte Punkter blevet noget udvidet, idet Forfatteren har ment at skabe et særligt Perspektiv for Betragtningen af Douhets Teorier ved at opridse de historiske Forudsætninger for Efterkrigstidens Doktriner. Ligeledes er Douhets Anskuelser om Forsvarets øverste Ledelse og om de enkelte Værns Rolle inden for den samlede Krigsførelse skitseret. Til Gengæld er der givet Afkald paa en detailleret Gennemgang af tekniske og organisatoriske Data fra Rustningskapløbet ; dels hviler mange af de foreliggende Oplysninger paa et usikkert Grundlag, dels er for Tiden Luftvaabnenes Teknik og Organisation i saa hastig Udvikling, at Talangivelser kun vil have Gyldighed inden for meget korte Tidsrum. Saadanne Data er derfor kun medtaget, hvor det har været paakrævet af Hensyn til at belyse Douhets Teorier og deres Indflydelse paa Stridskræfternes Organisation i store Træk. Under Hensyn til, at det foreliggende Arbejde er skrevet i Efteraaret 1938, har Det krigsvidenskabelige Selskab velvilligst tilladt, at Forfatteren, inden Afhandlingens Offentliggørelse, foretog saadanne begrænsede Rettelser og Tilføjelser, som Forholdenes Udvikling i det forløbne Aar har maattet motivere.

København, den 3/12 1939.                   

Boisen.                                     

Indledning.

Tiden siden den store Krigs Ophør har været rig paa Forsøg paa at skabe en ny Doktrin om Krigsførelsens store Linier; mange af disse Forsøg opviser Fællestræk, hvad der er en naturlig Parallel til det fra Teknikkens Verden velkendte Fænomen, at betydningsfulde Opfindelser eller Opdagelser ofte gøres paa forskellige Steder, uafhængigt af hverandre, men af stor indbyrdes Lighed. I øvrigt har det samme Fænomen ogsaa kunnet iagttages ved religiøse, filosofiske, politiske og andre Strømninger i Folkenes aandelige Liv. Forklaringen paa dette Fænomen er den simple, at Udviklingen paa det paagældende Omraade naar til et Stade, der danner særlig frugtbar Jordbund for nye Kombinationer. Er Talen om aandelige Rørelser, vil saadanne ofte følges af en Tendens til at samle de nye Tanker i et System eller en Lære; Opfattelsen af denne Lære som den eneste rette fører med sig Trangen til at missionere for den.

Krigen 1914—18 var det Højdepunkt, imod hvilket det 19. Aarhundredes Opfattelse af Krigen maatte føre. I langt højere Grad end det nu klassiske Eksempel: 1870, maatte denne store Krig blive en Prøve paa Værdien af Clausewitz’ og hans Efterfølgeres Lære. Baade for det politiske og det militære Studium maatte denne Krig blive en rig Arbejdsmark; men den vigtigste Erfaring at indhøste maatte blive, om den store Krig gjorde en ny Lære nødvendig, eller om man vilde kunne bygge videre paa den Doktrin, med hvilken man havde begyndt og gennemført Krigen.

Dersom Forskningen naaede til, at den store Krigs Forløb var et naturligt Udtryk for Udløsningen af de politiske Spændinger, et Udtryk, der — omend naturligvis beklageligt —- var det bedste, man med Rimelighed kunde vente sig af et saadant Opgør, vilde man formentlig tilpasse Clausewitz’ Doktrin til Krigsteknikken, saaledes som allerede v. Schlieffen og Foch havde gjort i Aarene umiddelbart før Krigen; en almindelig Trang til radikale Fornyelser vilde ikke være tilstede, og det var at antage, at en kommende Krig doktrinært vilde begynde paa det Sted, hvor den sidste hørte op. Hvis derimod den almindelige Analyse af Krigen naaede til den Anskuelse, at Verdenskrigens Form for væbnet Opgør betød en Sprængning af de bestaaende Forudsætninger, og at Krigen havde antaget en Karakter, der gjorde den uegnet til Instrument for Politikken, vilde man kunne vente en almindelig Stræben efter Udveje til at tilpasse det mellemfolkelige Samkvems Midler, de være sig fredelige eller krigerske, efter Erfaringerne for om muligt at skabe en Lære, hvis Realisering i Fremtiden i højere Grad vilde kunne sikre den bedre Fred, som altid bør være Krigens Formaal. Det vil være kendt, at en betydelig Del af europæisk civil og militær Tænkning naaede til Overbevisningen om, at en Gentagelse af Verdenskrigen paa samme doktrinære Grundlag vil medføre uoprettelige Følger for de europæiske Statssamfund. Et af de bekendteste Udslag af denne Tankegang kommer til Orde i Rigskansler Hitlers saakaldte „Friedensrede“ (21/5 1935).

Denne Overbevisning har givet sig højst forskellige Udslag. Fremtrædende Tænkere mener saaledes, at den eneste Udvej overhovedet bestaar i at give Afkald paa Krig og udelukkende at arbejde imod dette Maal, en Tendens, der ogsaa har kunnet spores efter tidligere Krige. I det sidste Aarhundrede har saadanne Tendenser sat sig Spor i Form af folkeretslige Bestemmelser og Overenskomster; men det tør formentlig hævdes, at saadanne Bestemmelsers Virkning i Tilfælde af afgørende Modsætningsforhold imellem Staterne kun har været at spore, hvor det i Forvejen vilde have været mindre nødvendigt at træffe Overenskomster. Da denne Del af Forskningen hviler paa Forudsætningen om, at det vil være muligt at hindre Krig som Middel til Afgørelse af mellemfolkelige Stridsspørgsmaal, og derfor nærmest er et Felt for juridisk og statsvidenskabeligt Studium, ligger en nærmere Drøftelse heraf uden for nærværende Fremstillings Rammer. En anden Løsning, til hvilken officielt mange Stater foregiver at nære Tiltro, og som har været Genstand for Behandling paa Konferencer med Repræsentanter for de fleste Lande, hviler i Hovedsagen paa Overbevisningen om, at det ikke lader sig gøre at hindre Anvendelsen af Krig som politisk Instrument, men at det ikke er umuligt at humanisere Krigen og at mindske Omfanget af Krigsforberedelseme; dernæst mener denne Retnings Tilhængere, at Fredens Sag vil kunne fremmes ved Undertrykkelse af de saakaldte Angrebsvaaben, samt først og fremmest ved at etablere et Sikkerhedssystem ved international Overenskomst om Regler for Kriges Begyndelse samt om Fællesforanstaltninger imod en formentlig Angriber. Enkelte af disse Tanker vil blive kort omtalt under Drøftelsen af det etiske Grundlag for visse Retninger indenfor moderne Krigsteorier.

Den tredie Løsning, der er nærværende Anbej des Genstand, og for hvilken Douhet er den betydningsfuldeste Repræsentant, hviler paa Overbevisningen om, at det ikke vil være muligt at afskaffe Krig, og at det vil være endnu mindre muligt at begrænse Krigsførelsen ved at humanisere den eller i det hele taget at paalægge moralske eller andre Forpligtelser. Man vil kunne udtrykke denne Retnings ledende Tanke paradoksalt ved at sige, at den eneste Maade, hvorpaa Krigsførelsen kan begrænses og dermed Krigen undgaa sin nuværende, altødelæggende Karakter, er bevidst at gøre den ubegrænset; denne Styrkelse af Krigsinstrumentet tænkes at ville resultere i hurtigere Afgørelser, d. v. s. kortere, mere ublodige og mindre kostbare Krige. Disse Tanker fører til Doktrinen om den totale Krig, paa hvilken alt forberedes i Fredens Tid, medens tidligere Krige af total Karakter oftest først antog en saadan under selve Krigen. Den moderne totale Krig udnytter allerede paa langt Sigt alle Teknikkens Nyskabelser og den samlede materielle og moralske Kraft hos Nationens Indbyggere. Dog maa det bemærkes, at ikke alle Teorier om den totale Krig udspringer af et idealistisk Grundsyn af nævnte Beskaffenhed; for mange er Antagelsen af den totale Krigs Principper uomgængeligt nødvendig for en Stat, der ønsker blot at bestaa efter en Fremtidskrig. De førende Talsmænd for den totale Krig inddrager begge Synspunkter under deres Motivering. I øvrigt viser Teorierne om den totale Krig ogsaa andre Forskelligheder i Enkelthederne, Forskelle, der i Reglen har Rod i særlige traditionelle, geografiske, politiske, sociale og økonomiske Forhold i de paagældende Teoretikeres Fædreland. Dette er kun en Bekræftelse paa von der Goltz’ Sætning om, at den, der skriver om Strategien, bør binde sig til at docere en national Strntegi, idet kun en saadan vil kunne gavne det Land, han skriver for; eller, som Foch har udtrykt det i sine Princvpes: „Autant de pays, autant de situations différentes, autant de traitements distinets.“

General Douhet maa betegnes som den mest betydende strategiske Forfatter i Tiden efter Verdenskrigen; hans Lære er den mest konsekvente og mest omfattende Doktrin for moderne Strategi; den har ofte været Midtpunktet i den endnu langtfra afsluttede Diskussion om moderne Krigsproblemer. I de nordiske Lande og navnlig i Danmark har Douhets Tanker dog kun i ringe Grad været Genstand for Drøftelse, hvilket formentlig bl. a. skyldes de nordiske Folks naturlige Uvilje imod yderliggaaende Løsninger. Modstræbende har disse Lande i de seneste Aar maattet tage Skridt til at beskytte Civilbefolkningen imod den totale Krigs Udtryksformer, medens Undersøgelsen af de dybere Aarsager til denne Udvikling i mindre Grad har sysselsat den offentlige Diskussion. Selvsagt er Dele af de nye Doktriner blevet kendt, bl. a. gennem Dagspressen. Naar derfor nærværende Fremstilling skulde nævne Forhold, der maaske er ret velkendt, sker det kun for paa passende Maade at indramme og afrunde Billedet af den moderne Krigsteori og dens historiske Forudsætninger; saaledes vil en Redegørelse for visse Tendenser indenfor Verdenskrigens Strategi kunne være formaalstjenlig for at skabe det rette Perspektiv for Betragtninger over den følgende Tids Forsøg paa at skabe en ny Strategi.

Til Trods for, at Douhets Lære i sin fuldstændige Form først stammer fra Aarene 1927—30, betragtes den paa mange Punkter allerede nu som klassisk. Mange af hans Tanker har mødt stærk Modstand og vil næppe nogensinde blive realiseret, medens andre har sat sig dybe Spor baade i den militære Tænkning og i Organisationen af Stormagternes Stridskræfter. Hvad enten man nu imidlertid maa bekende sig for eller imod Douhet, vil næppe nogen kunne undlade at gøre P étains Ord til sine (i Forordet til General Vauthiers Bog „La doctrine de guerre du général Douhet“) :

„L’étude de Douhet est une source inépuisable de reflexions. La doctrine redoutable qu’il a édifié peut influer de façon décisive sur les événements de demain. Profondément classique dans ses points de départ et dans sa méthode, elle donne des conclusions qui déroutent. Prenons garde de traiter à la légère d’utopiste et de rêveur, un homme qui sera peut-être plus tard considéré comme le précurseur.“

„Les discussions instituées autour de la doctrine de guerre nouvelle constituent une source précieuse de renseignements.“

Nærværende Fremstilling falder i følgende Afsnit:

I. Forudsætningerne for en ny Krigslære.

II. General Douhets Doktrin: Helhedsidéen og de vigtigere Enkeltheder.

III. Træk af Diskussionen om moderae Strategi.

IV. De Douhet’ske Teoriers Indflydelse paa Organisationen og den paatænkte Anvendelse af nogle Stormagters Stridskræfter.

I.

Forudsætningerne for en ny Krigslære.

„Krigens tusindaarige Historie, der læ rer os m angt og meget, fortæ ller specielt, a t først i Dag er L uftkrigen en Kendsgerning; derfor kan Historien ikke bringe os nogen Hjælp." (Gnl. Douhet i „Rivista Aeronautica",

December 1928).

Baade Frederik den Store, Napoleon og det 19. Aarhundredes tyske Militærfilosofi hævdede Nødvendigheden af det historiske Studium for Krigens Teoretikere og Praktikere. Den Sætning af Douhet, der indleder dette Afsnit, viser, at han paa væsentlige Punkter forkaster det krigshistoriske Studiums Nødvendighed for Forstaaelsen af den moderne Krig. Han har ved en anden Lejlighed endnu skarpere udtrykt det saaledes: „Det er fromt og smukt at ære Gravene; men Livet udvikles udenfor Kirkegaardene.“ Douhet mener her utvivlsomt det samme som v. Blomberg, der i sit Geleitwort til „Militarwissenschaftliche Rundschau“ gav følgende Direktiv for det tyske Officerskorps’ historiske Studium:

„Alles Suchen in der Vergangenheit ohne Bezug auf gegenwart und Zukunft ist nutzlos."

De sidste Aartiers Fremskridt paa Krigsteknikkens Omraade, herunder navnlig Flyveteknikkens Udvikling, faar altsaa Douhet til delvis at forkaste Krigshistorien som Læremester. Delvis: thi Douhet kommer ved andre Lejligheder ind paa, hvorledes Krigens filosofiske Grundlag stadig er det samme: Krigens Formaal at tvinge Modstanderens Vilje under sin egen; Krigens Middel: Den væbnede Magt; Krigens Væsen: Bestemt ved dens Forhold til Politikken. I sit Grundsyn er Douhet derfor klassisk. Selv siger han udtrykkeligt, at hans Doktrin hverken er særlig original eller indviklet. Kun Anvendelsen af Krigens evige Principper er original; ogsaa for Douhet er Krigen „un art simple et tout d’exécution“, eller, som Clausewitz udtrykte det „alles sehr einfach, aber darum nicht auch alles sehr leicht.“ Verdenskrigens Erfaringer danner det historiske Element i Doktrinen: Douhets Overbevisning om, at denne Krigs Strategi byggede paa falske Grundsætninger og en misforstaaet og uheldigt udnyttet Overlevering. Vi vil derfor først kort betragte den Doktrin, hvormed de to Hovedmodstandere drog i Krig i 1914, samt det strategiske Grundsyn, paa hvilket denne Doktrin hvilede; derefter vil vi undersøge, hvorvidt den bragte sine Udøvere det, de havde ventet, samt, i benægtende Fald, hvad Grunden dertil var.

a. Tiden før Verdenskrigen.

Frederik den Stores og Napoleons Krigsførelse dannede Grundlaget for Clausewitz’ Værk om Krigen, det Værk, der har haft størst Indflydelse af alle paa europæisk militær Tænkning; — som General Fuller siger: „„Vom Kriege“ is one of the great apocalyptic books of history.“

Napoleonskrigenes voldsomme Karakter gjorde et dybt Indtryk paa Clausewitz: den blodige Afgørelse, Slaget, tilstræbt med alle Midler, betød en saadan Overgang fra det 18. Aarhundredes blodfattige Krigsførelse, at man ikke kan undres over, at Clausewitz (hvis Værk selvsagt maa bedømmes udfra Datidens tekniske Standard) i den napoleonske Krigsførelse saa „das kriegerische Element, von allen konventionellen Schranken befreit, mit seiner ganzen natürlichen Kraft losgebrochen.“ Hvad Napoleon havde udført i Gerning, formede Clausewitz til en Doktrin, et Opgør med „der Galanteriedegen veralteter, zusammengeschrumpfter Einrichtungen und Manieren“. Denne Forandring i Krigens Karakter skyldtes ikke alene den napoleonske Fornyelse af Strategien, men ogsaa Napoleons Evne til at udnytte den Vækkelse, som Revolutionen havde skabt i Nationen. For første Gang i lange Tider deltog Folket med sin moralske Kraft i Krigen og bidrog derved væsentligt til at skærpe det franske Vaaben. Den Dag, da Frankrigs Fjender lærte at tage Folkekraften i deres Tjeneste, stod Napoleons Tropper overfor værdige Modstandere. Da var for Clausewitz Krigen nær sin abstrakte eller absolutte Karakter; nu førtes den „mit dem ganzen Gewicht der Staaten“, og en voldsommere Udfoldelse af militær Kraft var næppe tænkelig for Samtiden. De store Resultater, som Slaget bragte den sejrende Part, blev bestemmende for Clausewitz’ Filosofi; dette udelukkede ikke, at han fuldt forstod, at ogsaa andre militære Handlinger end Slaget kunde have afgørende Karakter (Paris 1814), hvilket f. Eks. Liddell Hart med Urette har bebrejdet Clausewitz at have været blind for.

Clausewitz frygtede, at der kunde komme Tider, hvor man glemte Napoleonstidens Lære, og hvor man maaske kunde komme til, ligesom i det 18. Aarhundrede, at tro, at Blod ikke behøvede at være Sejrens Pris. En saadan Udvikling stod for ham som en Mistydning af Krigens egentlige Væsen, og i „Vom Kriege“ gav han mange Steder Udtryk for den Bekymring, hvormed disse Tanker fyldte ham. Et særligt karakteristisk Sted udtrykkes det saaledes:

Wir mögen nichts hören von Feldherren, die ohne Menschenblut siegen. Wenn das blutige Schlachten ein schreckliches Schauspiel ist, so soll das nur eine Veranlassung sein, die Kriege mehr zu würdigen, aber nicht die Schwerter, die man führt, nach und nach aus Menschlichkeit stumpfer zu machen, bis einmal einer wieder dazwischenkommt mit einem scharfen, der uns die Arme am Leibe weghaut.“

Navnlig takket være Moltke blev Clausewitz’ Lære bestemmende for den tyske Hær og dens Strategi; gennem Krigene i 1866 og navnlig 1870—71 fandt Tyskland Bestyrkelse i Troen paa, at Clausewitz havde set ret. I denne Krig savnedes hverken Blut eller Vernichtung, omend Krigen,, paa Grund af den tyske Hærs Overlegenhed i Føring og Moral, var et for ulige Parti til, at det tyske Folk behøvede at leve med i den Krig, der førtes for dets kommende Storheds Skyld.

Den ejendommelige Uro, der prægede den europæiske Fredsperiode imellem 1871 og 1914, gav sig hurtigt Udslag, der pegede hen imod en større Intensitet i Krigsførelsen, end denne havde kunnet opvise i Tidsrummet efter Napoleonskrigenes Afslutning. Den almindelige Værnepligt, den langvarige Tjenestetid, de tungt hvilende Militærudgifter paa den ene Side, Omfanget og Vigtigheden af de Stridsspørgsmaal, der stadigt tydeligere tegnede sig, paa den anden Side, formede efterhaanden Hærene til stærkt komplicerede, nationalt betonede og inspirerede Organer, hvis Udfoldelse i en Krig kunde forudses at ville blive af overordentlig Styrke. I Forstaaelse af, at Samfundets stadigt voksende tekniske. Udvikling, sociale Struktur samt Samfundsdelenes øgede indbyrdes Afhængighed gjorde en kortvarig Krig ønskelig — thi man tvivlede ikke om, at Krigen vilde komme —, indstillede man sig herpaa og tilpassede sin strategiske Lære derefter — et karakteristisk Eksempel paa en Ønskeforestillings Magt; i Stedet for at bygge paa Moltke, der (i Rigsdagstalen den 14/5 1890) havde talt om, at den kommende Krig kunde blive en Syvaars-, ja en Trediveaarskrig, byggede Førkrigsaarenes strategiske Tænkning Teorien om den hurtige Afgørelse, ikke alene fordi den (hvad man altid havde sagt) var fordelagtigst, men fordi den imellem Nutidsstateme mentes at være nødvendig og uundgaaelig. Saaledes mente v. Schlieffen:

„Solche Kriege (d. v. s. langvarige) sind aber zu einer Zeit unmöglich, wo die Existenz der Nation auf einen ununterbrochenen Fortgang des Handels und der Industrie begründet ist und durch eine rasche Entscheidung das zum Stillstand gebrachte Räderwerk wieder in Lauf gebracht werden muss. Eine Ermattungsstrategie lässt sich nicht treiben, wenn der Unterhalt von Millionen den Aufwand von Milliarden erfordert.“

Tilsvarende hed det hos Foch:

Mais ces armées que nous mettons en mouvement ne sont pas des armées de professionels, ce sont des armées de civils, appartenant à toutes les carrières, à tous les rangs de la société, arrachés à des familles; carrières, sociétés, familles qui ne vont pouvoir indéfiniment se passer d’eux. La guerre apporte la gêne, avec elle la vie cesse partout. D’où la conséquence qu’elle ne peut durer longtemps, qu’elle doit être menée violemment et atteindre promptement son but, ou elle reste sans résultat.“

De tyske og franske strategiske Læremestre gik saaledes ud fra samme Grundsyn ; Clausewitz var den fælles Stamfader. Derimod var den Maade, hvorpaa de to Lande besluttede at realisere deres Teorier, ikke den samme.

b. Verdenskrigen.

I Frankrig havde Foch allerede paa et Tidspunkt, hvor Hovedparten af de ledende militære endnu var „defensivt“ indstillet, gjort sig til Talsmand for at „imprimer aux opérations rallure la plus foudroyante qu’on ait jamais connue.“ Det var dog først i de allersidste Aar før den store Krig, at man fastlagde den Operationspkm, der dannede Grundlaget for den franske Opmarch og paatænkte Krigsførelse. Operationsplanen var i høj Grad inspireret af Troen paa Offensivens Styrke, og da særlig paa den Ehm, hvormed den skulde føres, og som man mente stemmede saa vel med det franske Naturel. Denne fanatisk offensive Moral havde navnlig i Aarene fra 1911 vundet Størsteparten af Hæren, til Trods for endog Foch’s Advarsler. Douhet har sagt, at den franske Felttogsplan var at finde i Ordene „En avant! Foi dans la Victoire!“ I Troen paa denne Elan, i Officerskorpsets af Bergson inspirerede Tro paa den mystiske Intuitions Evne til at føre til de rette Afgørelser samt i Troen paa Virkningerne af den planlagte russiske Offensiv skabtes den franske Plan om Gennembruddet.

Hovedansvaret for denne Udvikling laa hos de saakaldte „jeunes Turcs“, der troede, at „le moral suffisait à tout“ ; først paa et sent Tidspunkt af Krigen viste det sig, at dette havde været en „conception enfantine“, og at „croire qu’il n’existe pas pour vaincre l’ennemi d’autres moyens que l’attaque immédiate et poussée à fond, c’est une stratégie vraiment rudimentaire“ (Foch). Disse sidstnævnte Udtalelser af Foch stammer imidlertid fra Aarene efter Krigen; i sine Principes gik han, som allerede nævnt, ind for den voldsomme Offensiv, og hans Tro paa, at Ildvaabnenes stadigt voksende Effektivitet fortrinsvis kom Angrebet til gode, en Tro, som han forsøgte at bevise ved simple Formler, var ikke blandt de mindst betydende Faktorer, da man byggede Doktrinen om l’offensive à outrance.

Ogsaa den tyske Operationsplan byggede paa den hurtige og afgørende Offensiv imod Hovedmodstanderen. Men modsat den franske Opfattelse saa Tyskerne Sejren i den Omfatning, der siden Clausewitz, gennem Moltke og Schlieffen var blevet tysk Strategis altid tilstræbte Idealløsning. Ogsaa den tyske Hær var besjælet af den offensive Aand, men den indrammedes og behersked es af Viljen til at udføre et nyt Vemichtungsschlacht; Teorierne om og Lysten til at udføre et saadant maatte,, som Ludendorff har sagt om Tannenberg, paa Forhaand ligge enhver Generalstabsofficer i Blodet.

Saaledes stod overfor det franske Officerskorps’ Tro paa mystiske, „vægtløse“ Kræfter den tyske Hærs traditionelle, disciplinerede og systematiserende Intelligens. Dersom nu, som allerede nævnt, en af disse Doktriner havde ført dens Udøvere til et afgørende Resultat i de første store Kampe, og dersom Krigen i Stedet for at vare 51 Maaneder havde varet blot 51 Dage, vilde moderne Strategi sandsynligvis nu bygge paa Foch og Schlieffen med de enkelte Ændringer, som Teknikken (hvis nuværende store Udvikling i øvrigt jo hovedsageligt skyldes Krigens Langvarighed) vilde nødvendiggøre.

Men Krigen viste Frankrig, at Moral ikke kan opveje Savnet af Vaaben, og Tyskland, at Linien fra Cannæ over Sedan lod sig fortsætte over Tannenberg, men ikke over Marne. Efter Grænseslagene, Marne—Ourcq og Omfatningsforsøgene imod Nord fulgte Stilstanden. For begge Parter antog Fronten Karakter af en Idealstilling med Flanker, der ikke kunde omfattes. En egentlig militær Afgørelse maatte altsaa søges igennem det frontale Angreb, en Eventualitet, der ikke var uforudset; ogsaa tidligere Krige havde set Frontalkampene, omend allerede Vegetms (5. Aarhundrede eft. Chr.) erklærede, at „dygtige Folk ikke anser det for godt“. Troen paa Offensivens taktiske Overlegenhed, hvis Foch’ske Formulering vi har omtalt, førte ogsaa tysk Strategi til at tro paa Gennembruddet, hvilket Schlieffen bl. a. har udtrykt saaledes (i Gennemgangen efter et af de operative Krigsspil i 1905) :

Jeder will umfassen und dehnt daher seine Front aus. Jeder will nicht umfasst werden und dehnt deshalb ebenfalls seine Front aus. Diese beiden Bestrebungen können zu übergrossen Ausdehningen und zu der Möglichkeit des Durchbruchs führen.“

Nu var imidlertid Mængden af Tropper imellem Kysten og Schweiz saa stor, Manglen paa Ammunition saa følelig, at begge Parter maatte vente, indtil Industrien havde indstillet sig paa Storproduktionen af Angrebsmidler; dette kunde hverken ske paa en Dag eller en Maaned. Men i samme Grad, som man ventede, øgede Modstanderen sin defensive Kraft. Tiden arbejdede i lige Grad for Angriber og Forsvarer, og da Tidspunktet kom, hvor man troede sig stærk nok til at angribe og mere end nogensinde var sikker paa, at Angrebet vilde lykkes, maatte man erfare, at Regnestykket havde været forkert, og at Krigen krævede andre Midler end dem, man hidtil havde anvendt. Udviklingen af disse andre Midler prægede Resten af Krigen og nødvendiggjorde Eksperimenter, som, omend nødvendige, maatte føles som en meget haard Belastning for de krigsførende. Paa et Tidspunkt, hvor Vaabenvirkningen var meget ringe i Forhold til i 1914, havde Clausewitz skrevet, at „...gewiss ist, und muss als eine Hauptwahrheit betrachtet werden, dass einen tüchtigen Gegner in einer guten Stellung anzugreifen ein missliches Ding ist.“ Denne Sætning forklarer den følgende Udvikling.

(I det følgende er kun Vestfronten omtalt, eftersom denne Front var den eneste, hvor store Styrker af kvalitativt jævnbyrdige Modstandere stod over for hinanden).

Paa Grund af Centralmagternes defensive Holdning paa Vestfronten for at kunne slaa de sekundære Modstandere enkeltvis blev det, indtil dette sidste var sket, de allierede, der maatte prøve paa at løse de stivnede Fronters Problem. Tidsrummet mellem Omfatningskampene i 1914 og Nytaar 1918 optages af de allieredes Forsøg paa at bryde igennem eller i hvert Fald at sønderslide den tyske Front. Foreløbigt søgte man mindre Løsningen i Manøvrer end i Materielindsats af stadigt større Omfang. Den eneste mulige Manøvre: De kombinerede Angreb, frygtede man, maaske som Følge af tidligere store Hærføreres Uvilje derimod. „Vous savez qu’en général, je n’aime pas les attaques combinées. Arrivez par où vous pourrez et avec toutes vos forces ...“ (Napoléon). Man forsøgte nu at svække Modstanderen ved „grignotage“ og maatte eksperimentere sig til, at „ce n’est pas la guerre. Car, pendant que vous le grignotez, ils vous grignotent aussi. Rien d’important est obtenu. L’offensive entreprise en Septembre 1915 ne fait que percer la croûte qui se reforme presque aussitôt en arrière, si bien que tout est à recommencer.“ (Foch). I Sommeslaget i 1916 øgedes Artilleriindsatsen før og under Angrebet til en langt større Maalestok, og Ilden kombineredes med en simpel Manøvre (samtidige Angreb paa forskellige Frontafsnit). Fra de tyske Føreres Memoirer ved vi, at Sommeslaget betød en alvorlig Byrde for den tyske Hær. Men det synlige Resultat var ringe, og intet Gennembrud fandt Sted. „On s’hypnotise sur la percée, sur l’efficacité du coup droit, direct, brutal. Or, la percée ne se réalise jamais.“ (Foch). Nivelleoffensiven i Foraaret 1917, hvis Fejlslag væsentligt skyldtes den Haardnakkethed, hvormed den franske militære (og i øvrigt ogsaa civile) Ledelse bevarede Troen paa, at den længe planlagte og bekendtgjorte Offensiv vilde føre til et afgørende Resultat, til Trods for den gennem det tyske strategiske Tilbagetog væsentligt forandrede Situation, blev den sidste og alvorlige Lære for den franske Hær. I Pétain fandt man en Fører, der ikke frygtede at angribe, men som vilde afvente det Tidspunkt, hvor nye og bedre Betingelser for Sejr var tilstede. Men dette Tidspunkt laa et godt Stykke ude i Fremtiden, betinget baade af den amerikanske Hjælp og af Helbredelsen af det moralske Chok, som Nederlaget i 1917 havde tilføjet baade Hæren og Folket.

Bl. a. for at afparere eventuel tysk Aktivitet imod den franske Hær foretog den engelske Hær derpaa sin store Offensiv imod de tyske Undervandsbaadsbaser i Belgien, den Offensiv, hvis Skæbne er udtrykt i Ordet Passchendaele. Det er i denne Forbindelse underordnet, hvorvidt de anførte eller andre Aarsager var bestemmende for, at Haig angreb i Sommeren og Efteraaret 1917. Det mest bemærkelsesværdige ved denne Offensiv er, at den kostede den engelske Hær et Tab paa 400.000 Mand, hvad der — set i Forbindelse med, at den kun bragte ganske ringe paaviselige Resultater — blev af stor Betydning for navnlig engelske Krigsteoretikeres Anskuelser om, at Verdenskrigens militære Organisation var opstaaet af en uheldig og utidssvarende Doktrin, hvilket navnlig Liddell Hart og Fuller anvender som Hovedmotiv i deres Forfatterskab. Alene af den Grund vil man ikke kunne forbigaa Studiet af disse Begivenheder, naar man skal undersøge Forudsætningerne for Efterkrigstidens nye Krigslærer. Gasangrebet ved Ypern i April 1915 og Tankangrebet ved Cambrai i Slutningen af 1917 var hver for sig værdifulde taktiske Fornyelser; noget stort operativt Resultat opnaaedes ikke — var knap nok tilsigtet —, fordi man i begge Tilfælde havde undervurderet Virkningen af de paagældende Angrebsmidler og derfor ikke havde stillet Reserver parat bag Indbrudsstedet eller sikret sig Mulighed for at kunne hidtransportere saadanne.

Den tyske Foraarsoffensiv i 1918, der tilstræbte Krigens Afgørelse, fik til en Begyndelse et langt større Resultat end de allieredes Angreb i de forløbne Aar, et Resultat, der var saa stort, at mange nu mente, at Angrebet havde genvundet sin „naturlige Overlegenhed“ over Forsvaret. Imidlertid var det opnaaede Resultat fornemmelig af taktisk Art. De strategiske Resultater var psykologiske og forblev i Hovedsagen skjult for Angriberen. Dog kunde i hvert Fald Ma rtsoffensiv en have bragt et stort operativt Resultat, og i rent teknisk og moralsk Henseende fortjener disse Angreb en særlig Plads i Krigshistorien. Det store taktiske Held, der fulgte dem, skyldtes en frugtbar Vekselvirkning imellem Aand og Materiel, repræsenteret ved henholdsvis Overraskelse og Kraft. Overraskelsen — „for 3000 years the master-key to victory“ (Liddell Hart ) —- tilvejebragtes først og fremmest ved operativ Sløring (samtidig Forberedelse af Angreb paa adskillige Frontafsnit), som her kan betegnes som en statisk Udnyttelse af Princippet „on attaque partout, et puis on voit“. Hertil føjedes en Række taktiske Fornyelser, der ligeledes for Størstepartens Vedkommende sigtede paa at opnaa Overraskelse, den Faktor, som Ententeangrebenes Teknik ikke havde besiddet Midlerne til at fremkalde (undtagen ved Cambrai). Kraften betingedes af Forholdet imellem Angrebets Styrke og Forsvarets Fasthed paa den valgte Angrebsfront, der af Ludendorff var udset under særlig Hensyntagen til Fjendens Svaghed: „Die Taktik war über die reine Strategie zu stellen. Ohne taktischen Erfolg war eine solche nicht zu treiben. Eine Strategie, die nicht an ihn denkt, ist von vornherein zur Erfolglosigkeit verurteilt.“ Men Aarsagen til Fjendens Svaghed paa det paagældende Afsnit var for en meget væsentlig Del at søge i, at denne Del af Fronten (navnlig den sydlige Del af Angrebsfronten Croisilles—La Fere) ikke var af samme operative Vigtighed som de nordligere Dele af den engelske Front, der laa tættere ved Kysten, og hvor derfor Muligheden for udvigende Kamp var begrænset. Denne Kendsgerning er af megen Betydning for Forstaaelsen af Aarsagerne til Martsoffensivens ringe operative Resultat. Tilsvarende Betragtninger kan anvendes vedrørende de øvrige tyske Offensiver i 1918, men skal af Hensyn til Begrænsningen af Stoffet udelades her. Det Overraskelsesmoment, som Tyskerne med baade Dygtighed og Held havde udnyttet, kunde imidlertid ikke bevares, efterhaanden som Modstanderne vænnede sig til den tyske Angrebsteknik. Den 15. Juli 1918 stødte den tyske Offensiv paa et vel forberedt Forsvar, hvis Organisation var tilpasset efter den nu kendte tyske Taktik, og efter de allieredes Modoffensiv faa Dage senere forblev Initiativet hos Tysklands Modstandere. Fra dette Tidspunkt førtes Krigen fra allieret Side i Hovedsagen efter de af Foch formulerede Principper, der kan betegnes som „det frivilligt afbrudte Gennembrudsforsøgs Strategi“ ; paa tysk Side havde Ludendorffs operative Raadgiver, Major Wetzell, allerede paa et tidligt Tidspunkt under Forberedelserne til det store Angreb i 1918 foreslaaet tilsvarende Fremgangsmaader ; Ludendorff mente imidlertid, at Anvendelsen af disse vilde overstige den tyske Hærs numeriske og materielle Styrke. Foch har fremstillet Princippet i sin Strategi som „chercher les resultats non point dans une attaque unique, qui en elle-même ne peut rien, mais dans un ensemble d’attaques judicieusement combinées, effectuées à des endroits bien choisis.“

Efter Krigen har man ofte været tilbøjelig til at mene, at denne Metode var den „Recept“, efter hvilken ogsaa fremtidige Krige skulde afgøres. Derimod hævder Tyskerne som bekendt, at deres Nederlag skyldtes „umilitære“ Forhold, og at den tyske Hær ikke var besejret, da man sluttede Vaabenstilstand. Spørgsmaalet er altsaa, om Krigens Udfald kun tilsyneladende var et Resultat af Foch’s „attaques judicieusement combinées“.

En Analyse af Krigen og navnlig af dens sidste Aar vil give til Resultat, at hverken den ene eller den anden Paastand er helt korrekt: Til de store Angreb havde den tyske Hær og det tyske Folk sat deres sidste Haab. „Chaque soldat allemand était convaincu qu’il allait livrer et gagner les grandes batailles pour la paix.“ Og selv om denne Vurdering (af Foch i „Mémoires“) skulde være overdrevet, anses det dog for sikkert, at selv de mest krigstrætte Tyskere haabede, at Offensiven skulde bringe Afslutningen paa „die Schweinerei“. De tyske Angreb i 1918 er utvivlsomt en af de største militære Ydelser, en Nation nogensinde har præsteret, og da denne Anstrengelse, i Form af mægtige Udladninger af den militære Kraft, stadig ikke førte til noget reelt Resultat — hverken Kanalkysten, Amiens, Paris eller Adskillelsen af de fjendtlige Hære var naaet eller opnaaet — mistede Folk og Hær Troen paa, at de kunde tilkæmpe sig Sejren; derved opfyldtes i hvert Fald til en vis Grad Souvarows bekendte Ord til Joseph de Maistre: „Et tabt Slag er et Slag, som man tror er tabt.“ Da den tyske Nation saaledes var svækket gennem de forgæves Anstrengelser, blev den et velegnet Maal for Propaganda, der yderligere fandt Jordbund som Følge af Folkets Udhungring gennem Blokaden, og sluttelig et Bytte for Wilsons Forkyndelse om den retfærdige Fred. Derfor vil man kunne sige, at de allieredes Forsvar ligesaafuldt som deres Angreb var Skyld i, at Tyskland brød sammen.

Derfor maa det hævdes, at heller ikke Krigens sidste Maaneder løste Stillingskrigens Problem; men Vejen til en ny Løsning var banet: Den tyske Beskydning af Paris med langtrækkende Skyts, Planerne om store Luftangreb imod Berlin i 1919 o. s. v. var, sammenholdt med Ubaadskrig og Blokade, Udtryk for en voksende Forstaaelse af, at Fjenden skulde rammes i Hjertet, for at man kunde bringe hans væbnede Magt til Sammenbrud ; disse Tanker blev efter Krigen sammenfattet til Systemer, Doktriner; den mest fuldstændige, den mest konsekvente og uforbeholdne af disse er General Douhets Lære.

II.

General Douhets Doktrin.

General Douhet (1869—1930) var under den første Del af sin militære Løbebane Artilleriofficer, men blev allerede før Verdenskrigen en ledende Personlighed indenfor Organisationen af Italiens militære Flyvevæsen. Han arbejdede ivrigt for, at Italien skulde træde ind i Krigen paa de allieredes Side, og han udøvede under Krigen en livlig skriftlig Virksomhed, af hvilken navnlig en Række tjenstlige Rapporter og Memoranda er af Interesse; i disse gik han med en for ham særegen Skarphed ind for de Anskuelser og Metoder, han ansaa for de rette, og en af disse Rapporter, der var holdt i en for en foresat Myndighed noget ubehagelig Form, medførte, at han blev stillet for en Krigsret og idømt et Aars Fængsel. Han blev løsladt omtrent samtidig med Caporettobegivenhederne; at den italienske Hær gik denne Katastrofe i Møde, havde Douhet længe forudsagt. I 1920 blev Krigsretsdommen kasseret, og Douhet fik fuld Oprejsning, idet det fastsloges, at hans Handlinger havde været dikteret af Hensynet til Fædrelandets Vel; han udnævntes til General (1921) og virkede i Aarene indtil sin Død stærkt beskæftiget med at udforme sin Doktrin og at polemisere imod sine mange Angribere. Det er navnlig i Tidsskriftartikler fra Aarene 1927—30, specielt i „Rivista Aeronautica“, at Douhet har fremsat sine Hovedtanker. Hans Arbejder udmærker sig for Formens Vedkommende ved den skarpe, indtrængende, dristige og behændige Skrivemaade, der karakteriserer Idealisten, Journalisten og Polemikeren. Overalt møder man den inderlige Overbevisning om, at hans Tanker er de rigtige og deres Virkeliggørelse nødvendig for det Land, han tilhører.

General Douhets Værk er ikke særlig let tilgængeligt; thi en samlet Fremstilling af sine Teorier har Generalen ikke efterladt sig. Den ved sin Fremkomst i 1921 temmelig upaaagtede „il dominio dell’aria“ (Herredømmet i Luften) omfatter i Hovedsagen kun Teorier om Luftvaabnets Organisation og Anvendelse. Af hans mere betydningsfulde Tidsskriftartikler har „Krigen 19....“ faaet særlig Udbredelse og er oversat til Hovedsprogene; den omhandler en tænkt Konflikt mellem Frankrig—Belgien paa den ene Side, Tyskland paa den anden Side, i hvilken sidstnævnte Land sejrer som Følge af i Fredstid at have lagt Vægten paa at udbygge et operativt Flyvevæsen, udelukkende bestaaende af svære Bombardements-Kampmaskiner, medens Modstanderne raader over et talmæssigt langt overlegent Flyvevaaben, sammensat i Hovedsagen i Overensstemmelse med den ved Verdenskrigens Slutning almindelige Organisation. I øvrigt er Douhets Værk som allerede nævnt at finde brudstykkevis i italienske Tidsskrifter og derfor lidet overskueligt. Da dels Adgangen til disse Tidsskrifter er vanskelig i de nordiske Lande, og da ogsaa Sproget oftest vil hindre et direkte Studium af Kilderne, vil krigsvidenskabelig Forskning i disse Lande i Hovedsagen være henvist til den tyske, engelske og franske Litteratur. I de senere Aar er denne blevet meget omfangsrig, efter at Douhets Doktrin, ihvorvel udpræget italiensk-national, er taget op til Drøftelse i de mere betydende Militærstater. Den Fremstilling, paa hvilken de fleste tyske og franske Kritikere støtter sig, er den franske Flyvergeneral Vauthiers i 1935 udkomne Bog „La doctrine de guerre du général Douhet“, der straks blev oversat til Tysk og overalt vakte megen Interesse. Vauthiers Bog er i Hovedsagen et Uddrag af de mest betydningsfulde Artikler, navnlig i „Rivista Aeronautica“ ; af Forfatteren er disse Uddrag forsynet med en Række objektive og instruktive Kommentarer. Af vigtigere Afhandlinger m. m. om de Problemer, som Douhet har behandlet, og hvor hans Tanker diskuteres, skal nævnes:

Frankrig: Chefingeniør Rouger on’s kritiske Studier over Luftkrig i „Revue de l’Armée de l’Air“ samt hans Hovedværk „L’aviation de bombardement“ ; General Armengauds Artikler bl. a. i „Revue militaire générale“ ; samme Forfatters samt Generalerne Tulåsnes, Niessels og Duchénes, Oberst Weiss’ og en Række øvrige, ofte unavngivne, Forfatteres Afhandlinger i „Revue de Paris“, „Revue des deux Mondes“ o. s. v.

Tyskland: En Række Studier i „Militärwissenschaftliche Rundschau“ (der udgives af Overkommandoen), navnlig af Oberst v. Bülow og Majorerne v. Rohden og Schüttet. Sidstnævnte har desuden forfattet en meget omtalt Bog om Luftkrigsproblememe, hvori Douhets Teorier er indgaaende omtalt: „Luftkrieg bedroht Europa“ (1938). Desuden skal nævnes den bl. a. fra „Kritik des Weltkrieges“ bekendte Kaptajn Ritters Bøger og Afhandlinger om Luftkrig, Frankes instruktive Artikel i „Handbuch der neuzeitlichen Wehrwissenschaften“ og General Eimannsbergers „Der Flieger im Gefüge der Wehrmacht“ („Militär Wochenblatt“ Nr. 10/1937).

England: Liddell Hart’s „Future of War“ (1925); forskellige Tidsskriftartikler af samme Forfatter; General Fullers Værker, navnlig 2. Del af Bogen om den italiensk-abessinske Krig „The first of the League Wars“, Oberstløjtnant de Wattevilles Afhandlinger i forskellige Tidsskrifter, J. M. Spaights Undersøgelser af Luftkrigsproblememe, og navnlig den tidligere russiske General Golovines Artikler i „Royal Air Force“, samt hans Hovedværk „Air Strategy“ ; endelig kan nævnes Østrigeren Possonys i England udkomne „To-Morrow’s War“. International Karakter har forskellige af Folkeforbundets og Røde Kors’ Publikationer, samt det af den interparlamentariske Union udgivne Værk „What would be the Character of a New War“, der vel ikke direkte taler om Douhet, men er stærkt inspireret af Frygten for hans Teoriers Virkeliggørelse. Endelig hører til denne Kategori en stor Mængde Afhandlinger i Tidsskrifter for Folkeret.

Paa Grundlag af den i Afsnit I beskrevne Udvikling af Verdenskrigsbegivenhedeme opbyggede Douhet sin Lære. Landkrigens Udartning til Stillingskrig, Søkrigens Mangel paa afgørende Begivenheder — alt fører ham til den Slutning, at Land- og Søstridskræfter er uegnede som Instrumenter for Krigen. Efter alt at dømme vil, mener han, Land- og Søkrigen, betragtet for sig, i en kommende Krig frembyde de samme Ejendommeligheder som i den sidste Krig. Douhet sammenfattede disse Tanker saaledes:

1. Verdenskrigen var en Kamp imellem Nationer, d. v. s. en Krig, der fordrede Indsats af disses samlede Kræfter. (I Modsætning f. Eks. til det 18. Aarhundredes „Kabinetskrige“).

2. Sejren tilfaldt den, der kunde bryde Modstanderens materielle og moralske Kraft, før hans egen Kraft var udtømt.

3. Ifølge de automatiske Vaabens øgede Virkning antog Krigen Karakter af Stillingskrig, i hvilken en Afgørelse kun var mulig gennem den fuldstændige Opslidning af en af Modstanderne.

4. Søkrigen var afgjort, endnu før den var begyndt; de allieredes Flaader indskrænkede sig til at observere, Centralmagternes til at udføre Ødelæggelsestogter. Faktisk kunde de allierede hindre fjendtlig Trafik til Søs, men maatte samtidig hermed beskytte deres Handelsflaade imod Undervandsbaade.

5. Hære og Flaader traadte utilstrækkeligt forberedt ind i Krigen som Følge af en urigtig Vurdering af de tekniske Kampmidler. Douhet formede derefter sine Anskuelser om Karakteren af den kommende Krig:

1. Ogsaa Fremtidskrigen vil fordre Indsættelse af Nationens samlede Kraft.

2. Sejren vil tilfalde den Nation, der faar Held til at knuse Modstanderens materielle og moralske Kraft, førend denne faar Held til at knuse ens egen Modstand.

3. Stridskræfterne vil være desto bedre udrustet til at møde en kommende Krig, i jo højere Grad de har overvejet en saadan Krigs sandsynlige Natur og draget Konsekvensen af saadanne Overvejelser.

4. Landkrigen vil, betragtet for sig, frembyde samme statiske Karakter som den sidste Krig, eftersom de bestemmende Aarsager endnu bestaar, tilmed i forstærket Grad.

5. Søkrigen vil, betragtet for sig, antage en lignende Karakter som Verdenskrigen, naar man betænker, at det, med enkelte Undtagelser (afgørende Overlegenhed fra Begyndelsen hos Fjenden), vil være nødvendigt at hidføre en Afgørelse til Søs ... Den, der taber i denne Afgørelse, vil være henvist til at angribe den fjendtlige Trafik med Undervandsvaabnet.

Imidlertid har, mener Douhet, Luftvaabnets Udvikling totalt ændret Krigens Karakter. „Hære og Flaader er Organer for indirekte Slid paa de fjendtlige Nationer. Rumvaabnet (hvilket Udtryk D. ofte anvender om Luftvaabnet) kan slide direkte paa de fjendtlige Ressourcer, ja endog ødelægge dem. I Stedet for at ødelægge et Batteri kan Luftvaabnet ødelægge eller beskadige en Kanonfabrik, d. v. s. en meget saarbar Organisme, som er mindre disciplineret (end Hæren), ude af Stand til at modtage Slag og endnu mindre i Stand til at levere et saadant.“ Luftvaabnet besidder Evnen til at trænge langt ind bagved de Fronter, der som et Panser omgiver den fjendtlige Nation, for at træffe Fjenden i „Hjertet“. Luftvaabnet skal derfor, hævder Douhet, tilkæmpe sig Overlegenhed over de fjendtlige Luftstyrker, erobre Herredø-mmet i Luften og derpaa udnytte dette Herredømme til efter Omstændighederne at støtte Hær, Flaade eller — og navnlig -— til at foretage Angreb imod Fjendens ikke-militære, livsvigtige Organer; Herredømmet i Luften udnyttes derved til at føre den operative eller den uindskrænkede Luftkrig. Dennes Hovedprincip er, at man skal ramme de mest saarbare Steder hos den fjendtlige Nation, det være sig økonomiske, industrielle eller andre Centrer, eller i Almindelighed blot den civile Befolkning i det fjendtlige Land. Dette Luftangreb i stor Stil maa ikke betænke sig paa at tage alle Midler i sin Tjeneste. Det er ikke alene fordelagtigt, men ganske simpelt nødvendigt at anvende baade Brisant-, Gas- og Brandbomber for at hidføre en hurtig Afgørelse. Formaalet med Aktionen vil altsaa kunne være at vanskeliggøre eller hindre Stridskræfternes Tilførsler eller ødelægge deres Basis, men navnlig at bryde Nationens Moral, 'hvad der bedst sker ved at paatvinge dens Befolkning saadanne Forandringer i Levevilkaar, at den derved opstaaende Terror virker som et Tryk paa Regeringen og fremmer eller fremtvinger Tilbøjelighed til Fredsslutning for enhver Pris.

Den hensynsløse Gennemførelse af disse Principper vil garantere en hurtigere og mere økonomisk Fred, ja er maaske den eneste Maade, hvorpaa en Krig i Fremtiden lader sig bringe til Afgørelse; Douhet udtrykker denne Tanke bl. a. saaledes: „Derfor er det hurtige, voldsomme, rædselsvækkende Angreb, rettet væsentligt imod de følsomste og mest saarbare Steder hos Fjenden, den Krigshandling, der bringer Afgørelsen med et Minimum af Skade for Menneskeheden. Det er derfor det mest humane og civiliserede; naar man gaar ud fra, at Krigen er en Kendsgerning, er det eneste, der bliver tilbage, at søge en Løsning, der er saa økonomisk som muligt. Det aerokemiske Vaaben, af frygtelig og rædselsvækkende Virkning, i Stand til at ramme de materielt og moralsk mest følsomme Punkter, er, hvad enten man synes om det eller ikke, det mest humane, fordi det hidfører Maalet: Afgørelsen, med et Mindstemaal af Midler og et Mindstemaal af anrettet Skade. Dette er en Sandhed, der er blottet for al Sentimentalitet, men ogsaa en opbyggelig Sandhed.“ Langt fra at tro paa Muligheden af at kunne forbyde saadanne Krigsmidler, som de fleste anser for særlig grusomme, mener D„ at noget saadant er endnu mindre sandsynligt, end at man skulde kunne afskaffe Krigen. Man maa derfor drage den fulde Konsekvens af de nye Muligheder, som de omtalte Vaaben indebærer, og gøre alt for, at disse kan sættes ind med størst mulig Kraft indenfor det kortest mulige Tidsrum. Efter Douhets Opfattelse vilde Verdenskrigen kunne være bragt til Afslutning paa langt kortere Tid, hvis man i højere Grad havde forstaaet at koncentrere Indsatsen af Kampmidler. „Men i Krigen forekom der ikke det frygtelige Slag, det brede og dybe Saar, af hvilket Blodet ustandselig strømmer, og som giver Fornemmelsen af truende Død.“ „Jeg tror, at dersom det lykkes at kaste 300 Tons Bomber om Dagen imod Fjendens demografiske, industrielle og kommercielle Centrer, vil Sejren kunne sikres paa mindre end en Maaned, fordi Rømningen af saadanne Centrer nødvendigvis maa fremkalde hurtig og fuldstændig Opløsning af den sociale Sammenhæng hos en Nation, der er udsat for en saa uhørt Plage.“

En væsentlig Del af Luftoperationerne maa altsaa straks rette sig imod den fjendtlige Luftflaade og dens Baser, saaledes at man hindrer Fjenden i at anrette de samme Ødelæggelser paa eget Lands vigtigste Punkter. Man erobrer altsaa straks, hævder Douhet, Herredømmet i Luften. Men for at kunne skaffe sig selv de bedste Betingelser for at erobre et saadant Herredømme maa Landets samlede Stridsmagt udbygges paa en til dette Formaal egnet Maade. Vi vil derfor først betragte de operative, derefter de organisatoriske og tekniske Hovedlinier indenfor Doktrinen.

Douhets Skepsis med Hensyn til Land- og Sø-Stridskræfternes Evne til at føre offensive Operationer fører ham til Tanken om at udnytte disse Værns, og da særlig Landstridskræfternes, defensive Evne; da desuden Luftvaabnet besidder høj Grad af offensiv Evne, og det operativt set kun kan forsvare sig ved at angribe, ligger den Tanke nær at udnytte Luftvaabnets offensive Egenskaber til at lægge Krigsafgørelsens Tyngdepunkt hos dette Vaaben; denne Tankegang fører til Douhets Hovedsætning: Forsvar til La/nds og til Vands, Koncentration af størst mulig Kraft i Luften for i dette Element at søge Krigens Afgørelse. Douhet gør nøje Rede for, hvorfor han ikke anser denne Teori for særlig original. Thi, siger han, et af Krigskunstens Hovedprincipper har altid været at koncentrere mest muligt paa det afgørende Punkt. Douhet udvider blot dette Princip til at være ikke det afgørende Punkt, men det afgørende Omrna.de eller Element; ogsaa hans Strategi er derfor kun en Bekræftelse paa, at alt i Krigen afhænger af Udførelsen. Paa samme Maade, som Strategien kun har kunnet opnaa Koncentrationen paa det afgørende Punkt ved, at man bevidst svækkede sig paa andre Punkter, vil ogsaa Koncentrationen i det afgørende Element kun kunne opnaas ved, at man svækker sig i de øvrige. Thi vil man være stærk overalf, fører det kun til det lineære Billede, hvor man, i Stedet for at være stærk, er svag overalt. („Den, der forsvarer alt, forsvarer intet“). Man vil altsaa ikke kunne udvikle baade en stærk, offensivt indstillet Hær og Flaade samtidig med, at man lægger Vægt paa at være klar til Afgørelsen i Luftkrigen. Udnyttelsen af Land- og Søstridskræftemes defensive Egenskaber bestaar derfor i, at disse Værn kun faar de Midler, der er nødvendige, for at de kan staa imod, indtil Luftvaabnet har erobret Herredømmet i Luften. Land- og Søstridskræfteme bliver saaledes, sammen med Territoriets Luftforsvar, Garanter for Staten med den henholdende Opgave at hindre Fjenden i at trænge ind over Grænserne (henholdsvis i at terrorisere Civilbefolkningen). Douhet fremhæver dog Betydningen af, at disse Garanter virkelig kan løse deres Opgave; thi det nytter kun den samlede Krigsførelse lidet, hvis en Fjende, der har lagt Hovedvægten paa Hær og Flaade, kan bryde igennem Land- og Søforsvaret, inden man har tilkæmpet sig Herredømmet i Luften.

De operatroe Principper for den af D. foreslaaede Luftkrigsførelse kan sammenfattes saaledes: Principielt er det første Maal, imod hvilket Luftflaaden skal stile, Ødelæggelsen af de fjendtlige Luftstyrker. Denne Ødelæggelse bør man ikke søge udført ved Kamp i Luften; thi Fjenden vil til enhver Tid kunne unddrage sig en saadan Kamp; man tjener kun Fjendens Formaal og risikerer at spilde sin Tid ved at krydse omkring uden at finde Modstanderen. Derimod skal Ødelæggelsen søges opnaaet ved at angribe de Organer paa Jorden, der betinger den fjendtlige Luftmagts Eksistens, saaledes Flyvepladser, Lagre, Fabrikker o. s. v. Men man kan ikke være sikker paa at naa dette Maal straks; thi Fjenden kan ogsaa paa dette Omraade træffe Modforholdsregler, saasom Sløring af Jordorganisationen, Spredning ud over hemmeligt forberedte Omraader o. 1. Den angribende Lufthær skal derfor altid have en Opgave, der løses i Tilfælde af, at den fjendtlige Luftflaades Jordorganer ikke kan rammes ved den paagældende Lejlighed. Denne Opgave bestaar i at angribe Dele af den fjendtlige Nation, der ikke kan flyttes, navnlig de Dele, hvis Bestaaen er af vital Betydning for Fjenden; herved kan den fjendtlige Luftflaade tvinges til Indsats. Angriberen vil med Tilfredshed hilse Fjendens Optræden i Luften; thi Douhets operative Luftstridskræfter er, mener han, i Stand til at forsvare sig effektivt som Følge af deres særlige Bevæbning og Taktik. Inden vi omtaler disse Dele af Doktrinen, vil det være hensigtsmæssigt at skitsere Douhets Tanker om Forsvarets øverste Ledelse samt et enkelt Punkt vedrørende den samlede Stridsmagts Organisation (Tildelingen af Luftstridskræfter til Hær, Flaade og det egentlige Luftforsvar).

Douhet ønsker, at den samlede Krigsmagt er underlagt en Enhedsledelse i administrativ Henseende, og en Enhedfeommando. Den administrative Ledelse maa være et Ministerium for den samlede Krigsmagt, med de fornødne underordnede Organer for de enkelte Grene af Krigsmagten: Hær, Flaade og Luftvaaben samt eventuelt Territoriets Luftforsvar. Ministeriets vigtigste Opgave er at fordele Midlerne til de forskellige Væm i Forhold til disses Opgave. I denne Forbindelse fremhæver Douhet ofte, at alle Overvejelser om Krigsmagtens Omfang maa bevæge sig indenfor de økonomiske Muligheder, der bestemmes af Statsledelsens Opfattelse af, hvad der tilkommer Forsvaret; Overvejelser udenfor den saaledes afstukne Ramme betragter Douhet som unyttige, fordi, mener han, Staten først maa tænke paa at leve sit Liv, før Krigens Krav kan opfyldes: „Først leve, siden filosofere.“

Under Enhedsministeriet sorterer Greneralstabschefen, der er designeret Overgeneral. Efter Regeringens Anvisning leder han alle militære Operationer til Lands, til Vands og i Luften, og han træffer allerede i Fredstid de mest hensigtsmæssige Foranstaltninger til, at Samvirket imellem de forskellige Vaaben kan ske paa betryggende Maade. I Krigstid sikrer han Enhedsledelsen, saavel med Hensyn til Vaabnenes Samvirke som med Hensyn til Forbindelsen mellem Operationerne paa forskellige Krigsskuepladser. Denne Løsning vil hindre den Dyrkelse af Vaabnenes Særinteresser, der saa ofte har svækket Udfoldelsen af Staternes samlede Kraft. Med Enhedsledelsens Indførelse vokser, mener D., hele Krigsapparatets Ydeevne i umaadelig Grad. Med Hensyn til Organisationen af Garanterne gaar Douhet ikke i den Grad i Enkeltheder, som naar Talen er om Luftvaabn et; dog er hans Teorier om Land- og Søstridskræfternes samt Luftforsvarets Tildeling af Flyvere saa egenartede, at de kort skal omtales:

Under Verdenskrigen var Flyverstyrkeme næsten overalt direkte underlagt Hære og Flaader. Dette vil være forkert i en kommende Krig; thi da Erobringen af Herredømmet i Luften er Forudsætningen for at sejre, maa alle Luftstridskræfter samles under en fælles, selvstændig Ledelse til et operativt Luftvaaben. Har man ikke Herredømmet i Luften, vil Flyverenheder ved Hær og Flaade hurtigt blive fejet væk af den fjendtlige Luftflaade, og Hær og Flaade vil derfor være bedst tjent med overhovedet ikke at have Flyvere direkte underlagt og i Stedet gøre vel i af al Magt at fremme Styrkelsen af det selvstændige, operative Luftvaaben. Douhet har overfladisk antydet Muligheden af, at Land- og Søstridskræfteme kunde opstille Flyverstyrker indenfor deres egne Budgetter, men ansaa det for sandsynligt, at de nævnte Forsvarsgrene snart vilde forstaa, at denne Politik vilde være ufordelagtig for dem. Oftest anvendte han Formlen: „Alle Luftstyrker uden Undtagelse skal anvendes til at opstille en Lufthær med rent offensivt Formaal.“ Med Hensyn til Territoriets Luftforsvar ansaa Douhet Jagere for at have ringe Virkning overfor de kombinerede Kamp- og Bombardementsluftfartøjer, der efter hans Opfattelse skulde udgøre det operative Luftvaaben. Ligesom de Hær og Flaade direkte underlagte Flyverenheder vil, mente D., hver Flyvemaskine, der holdes tilbage til Forsvar af Territoriet, betyde en Svækkelse af den afgørende Faktor i Krigsmagten. Derfor skal alle Midler, der hidtil tænktes anvendt til Jagerforsvaret, tildeles det operative Luftvaaben. Heller ikke Antiluftskytset tillagde Douhet særlig Virkning, hvis det ikke koncentreredes i store Masser omkring enkelte Objekter. Luftforsvaret, der ligesom Hær og Flaade er en Garant for Statens Sikkerhed, skal først og fremmest bero paa de passive Foranstaltninger, iblandt hvilke den enkelte Borgers Opdragelse til mandig Udholdenhed og Resignation spiller en stor Rolle. Thi Douhet regner med, at man ikke altid vil kunne forhindre fjendtlige Bombardementsenheder i at trænge ind over egne Centrer i det Tidsrum, hvor man endnu ikke har erobret Herredømmet i Luften. Den vigtigste Bestanddel af Luftforsvaret er, mener D., Angrebet imod den fjendtlige Luftflaade og Fjendens Territorium. Dette Angreb skal føres straks og med størst mulig Kraft under Udnyttelse af den kritiske Periode hos Fjenden, hvor denne, der ikke paa samme Maade som Angriberen er forberedt paa Krigen, begynder sin Opmarch og sine øvrige militære Foranstaltninger, samtidig med at Befolkningens Moral endnu ikke er indstillet paa, hvad der vil komme. Det operative Luftangreb skal derfor helst finde Sted forud for eller samtidig med en Krigserklæring.

Den Luftflaade, hvormed Douhet vil afgøre Krigen, afviger paa mange Maader fra det Billede, som Verdenskrigens Organisation af Luftstridskræfterne frembød. Dette gælder ikke alene Kommandoforholdet, saaledes som det er omtalt ovenfor (d. v. s., at Luftvaabnet er samlet alene under en særlig Ledelse), men ogsaa Luftfartøjernes Taktik, Konstruktion og Bevæbning. Den operative Luftflaade bestaar af enkelte, meget hurtige Rekognosceringsflyvere samt en Flaade af Luftfartøjer, der er indrettet baade til Bombardement og til Luftkamp, de saakaldte Slagflgvere. Rekognoscering sflyverne, der allerede er skitseret i 1921, skal repræsentere Højdepunktet af teknisk Ydelse. Disse Maskiners Hastighed, Stigeevne, Manøvredygtighed — alt skal være de til enhver Tid gældende Rekordydelser; for at opnaa dette er der givet Afkald paa enhver Form for Bevæbning, og Besætningen skal om muligt kun tælle en enkelt Mand. Det eneste Specialudstyr bør være gode Meddelelsesmidler. Slagflyveme skal kunne løse deres Bombardementsopgave uden at behøve at frygte det fjendtlige Luftvaabens Modforholdsregler; de skal derfor være indrettet til at kunne tage Kampen op imod store fjendtlige Luftstyrker, dersom disse skulde indfinde sig for ved Kampen i Luften at søge Afgørelsen. Bombardementskampflyveren eller Slagflyveren har derfor ikke nogen væsentlig Interesse i at besidde nogen særlig stor Hastighed ; Opfyldelsen af Fordringen om stor Hastighed ofres til Fordel for Aktionsradius (Driftsmiddelforsyning) og Bevæbning: Maskingeværer og Kanoner imod fjendtlige Luftstyrker, Bomber imod Maal paa Jorden.

Slagflyveren eller, som man ogsaa har kaldt dette Luftfartøj, Luftkrydserens Forsvarsbevæbning skal omfatte et saa stort Antal svære Maskingeværer (13 mm), at Ilden fra op imod 10 Geværer altid kan koncentreres imod en Angriber. Desuden er Slagflyveren bevæbnet med en eller nogle enkelte Kanoner af 37 mm eller større Kaliber. Som en Parallel til Skyttegravssystemernes flankerende Anlæg tænkes Slagflyverne at flyve i Eskadrer, i hvilke der er etableret gensidig Ildunderstøttelse, d. v. s. en Slags flyvende Fæstninger.

Hver Maskine skal kunne medføre nogle tons Bomber. Med en Marchhastighed paa ca. 200 km/Time skal Slagflyveren forbinde en Aktionsradius paa 2000 km. Opfyldelsen af disse Krav fører til Luftfartøjer af en Vægt paa 20—50 tons. I „Krigen 19...“ er den tyske Luftflaade sammensat af saadanne Slagflyvere, der dog er af forskellig Størrelse, idet Maskinernes Motorstyrke er 2000, 3000 og 6000 H.K. for de forskellige Typer; Bevæbningen er ikke saa omfattende som i Douhets oprindelige Program og omfatter navnlig et ringere Antal Maskingeværer 

III.

Træk af Diskussionen om moderne Strategi, specielt om General Douhets Doktrin.

Man kan betegne Douhet som en profetisk Natur, ikke alene fordi han beskæftigede sig med Problemer vedrørende Fremtiden, men ogsaa paa Grund af den kategoriske og skarpe Form, han ofte gav sine Anskuelser. Navnlig denne sidste Omstændighed maatte virke som en Svaghed ved en Doktrin, hvis vigtigste Elementer manglede „die Priifung durch den Ernstfall“, og har bidraget til at lette Arbejdet for Douhets mange Kritikere.

For paa rette Maade at kunne bedømme den Tankebygning, som Douhet har konstrueret, er det imidlertid nødvendigt stedse at holde sig to Forhold for Øje: Først og fremmest var Douhet Patriot og overbevist om, at Virkeliggørelsen af hans Tanker var nødvendig for Italien med dette Lands særlige geopolitiske Forhold. Douhet fulgte i saa Henseende von der Goltz’ Krav om den nationale Strategi. Naar D. ikke desto mindre lod „Krigen 19...“ udbryde imellem Magter, hvoriblandt Italien ikke fandtes, skyldtes det formentlig Hensynet til ikke at udpege den iblandt Italiens eventuelle Modstandere, imod hvilken hans Strategi sandsynligst vilde komme til at virke. Dernæst bør man huske, at medens Teorier om Ildvirkning, Vaabenkonstruktion, Uddannelse o. lign. i høj Grad kan bekræftes eller afkræftes under Forsøg i Fredstid, er Teorierne om de store Operationer, Strategien, en Aandsvirksomhed, der i Hovedsagen er henvist til sig selv, og som stiller sin Udøver overfor talrige Farer, saaledes som Tilfældet ofte er for den, der vil behandle Tilværelsens Realiteter udfra et rent tankemæssigt eller filosofisk Grundsyn Dette har General Koeltz (i „Revue de Paris“, November 1938) udtrykt saaledes:

„Si la stratégie est la partie la plus elevée, la plus noble de Tart militaire, elle en est aussi, pour ses constructeurs du temps de paix, la partie la plus ardue, la plus lourde d’inconnu, la plus ingrate.“

I sine polemiske Artikler lykkedes det Donhet at faa mange Indvendinger til at forstumme, hvilket maaske til en vis Grad kan forklares ved, at hans italienske Modstandere baade var ham polemisk og reelt underlegne. Douhet oplevede imidlertid ikke at se sin Krigslære taget op til Drøftelse i Tyskland og Frankrig, hvor — det kan formentlig ikke nægtes — militær Tænkning ligger i et højere Plan end andetsteds. Samtidig med at dette fandt Sted, begyndte en særlig intensiv Udvikling af Flyvemaskinteknikken, ikke mindst som Følge af Oprustningen, saaledes at den nuværende tekniske Standard maaske vilde have faaet Douhet til at ændre Standpunkt med Hensyn til forskellige af de Enkeltheder, der indgik i Forudsætningerne for hans Krigslære. Man maa ikke glemme, at Douhet erklærede sig villig til at opgive sin Doktrin, hvis der virkelig fandtes Midler til at hindre Luftangreb paa Storbyer o. 1. Desuden giver Erfaringerne fra de sidste Aars Krige Diskussionen et Middel i Hænde, som Douhet kun i begrænset Omfang raadede over, hvad der ogsaa maa tages i Betragtning ved Bedømmelsen af hans Værk, der paa mange Punkter allerede nu virker gammeldags — 4 Aar efter, at Frankrigs første Soldat advarede imod at karakterisere Douhet som en Fantast. I det følgende skal omtales enkelte af de mere betydningsfulde Problemer, med hvilke den krigsvidenskabelige Diskussion som Følge af bl. a. Douhets Krigslære har beskæftiget sig i de senere Aar.

a. Moralbegrebet i Strategien. Muligheden for at begrænse Krigsførelsen. Terrorhandlingen.

Ved en første Betragtning synes den uindskrænkede Luftkrig og de Konsekvenser, den tænkes at føre med sig, at frembyde et Billede, der maa virke umiddelbart frastødende ikke alene paa den Civilbefolkning, imod hvilken denne Krigsform rettes, men ogsaa for traditionel militær Opfattelse, fordi denne har vænnet sig til kun at betragte Civilbefolkningen i det fjendtlige Land som Modstander i de særlige Tilfælde, hvor den overtraadte de folkeretslige Bestemmelser for Forholdet overfor Angriberens væbnede Styrker. Ved denne Betragtning -— altsaa Luftkrigens umoralske Karakter — er mange blevet staaende, selv efter nøjere Overvejelse, medens andre, deriblandt f. Eks. altsaa Douhet, er naaet til en afvigende Opfattelse, der, som allerede tidligere nævnt, kan udtrykkes i, at den uindskrænkede Luftkrig vil gøre Krigene kortere og mindre blodige; forbindes denne Forestilling med Overbevisningen om Umuligheden af paa nogen Maade at hindre Krigen i at udbrede sig over alle de Omraader, indenfor hvilke en Aktion vil kunne være til Gavn for Krigsførelsen, ligger Vejen aaben for en Anerkendelse af den uindskrænkede Luftkrig, ikke alene de facto, men ogsaa de jure. Naar Douhet naar til det Resultat, at den eneste Maade, hvorpaa Krige vil kunne gøres kortere og billigere, baade i Blod og Penge, og naar -han taler om „Mindstemaal af Skade for Menneskeheden“ og det „mest humane og civiliserede“, vil man ikke kunne frakende hans Teori en etisk Tendens; og skulde en Undersøgelse af Problemet vise, at hans Teorier er rigtige, eller at deres Virkeliggørelse med stor Sandsynlighed vil resultere i en bedre Fred, saaledes som f. Eks. Liddell Hari ogsaa mener, vil man næppe kunne nægte denne Lære sin Anerkendelse, selv om Krigsførelsens ydre Billede strider imod tilvante Forestillinger. Den uindskrænkede Luftkrigs Virkninger — og hermed Bedømmelsen af dens moralske Hensigtsmæssighed — vil først kunne opgøres efter et Skøn om de moderne Krigsmidlers Effektivitet, hvilket i grove Træk skal blive forsøgt i et senere Underafsnit. Foreløbigt vil vi blot undersøge, hvorvidt der synes at være nogen Mulighed for at hindre Luftkrigen (eller i det hele taget noget effektivt Krigsmiddel), hvad visse Statsmænd og Militærpersoner i hvert Fald har ment før Krigen 1939. Forfatteren vil anse det for hensigtsmæssigt at indskrænke denne Undersøgelse til det sidste Aarhundredes Krigsfilosofi og altsaa at afstaa fra en sociologisk og juridisk Drøftelse indenfor nærværende Afhandling.

Under sin Analyse af Krigens Væsen skriver Clausewitz bl. a .:

„Nun könnten menschenfreundliche Seelen sich leicht denken, es gebe ein künstliches Entwaffnen oder Niederwerfen des Gegners, ohne zu viel Wunden zu verursachen, und das sei die wahre Tendenz der Kriegskunst. Wie gut das sich auch ausnimmt, so muss man doch diesen Irrtum zerstören; denn in so gefährlichen Dingen, wie es der Krieg einst ist, sind die Irrtümer, welche aus Gutmütigkeit entstehen, gerade die schlimmsten.“

Skarpere udtrykte Clausewitz det samme, da han sammenfattede sine Tanker om disse Problemer og skrev, at „nie kann in der Philosophie des Krieges selbst ein Prinzip der Ermässigung hineingetragen werden, ohne eine Absurdität zu begehen.“

„... Finden wir also, dass gebildete Völker den Gefangenen nicht den Tod geben, Stadt und Land nicht zerstören, so geschieht dies, weil sich die Intelligenz mehr in ihre Kriegführung mischt und sie wirksamere Mittel zur Anwendung der Gewalt gelehrt hat, als diese rohen Äusserungen des Instinkts.“

(„Vom Kriege“, 1. Bog.)

Man vil ikke undlade at bemærke, at Clausewitz betragtede Ødelæggelsen af By og Land som „rohe Äusserungen des Instinkts“, medens hans seneste Efterfølgere — idet vi forudsætter at kunne regne de paagældende europæiske Stater med til de „gebildete“ — netop betragter Teorien om Ødelæggelsen af By og Land som en lykkelig „Einmischung der Intelligenz“ i Krigsførelsen.

Moltke, hvem Eftertiden har indrømmet et aandeligt Format af samme Størrelsesorden som Clausewitz, saa ikke paa Spørgsmaalet udfra samme Grundsyn, men naaede til det samme Resultat: „Das menschenfreundliche Bestreben, die Leiden zu mildem, die der Krieg mit sich führt, ist voll zu würdigen. Wer indes den Krieg kennt, wird der Ansicht beitreten, dass er sich nicht in theoretischen Fesseln schlagen lässt.“ Moltke ventede sig kun Fremskridt af den „religiösen und sittlichen Erziehung des Einzelnen, von dem Ehrgefühl und dem Rechtsinn der Führer ...“, men mente, at man allerede kunde glæde sig over en meget gunstig Udvikling i saa Henseende siden 30- Aarskrigens Dage. Han mente, ligesom de fleste senere Tænkere, at „Die grösste Wohltat ist jedenfalls die schnelle Beendigung des Krieges“ og hævdede, at til dette Formaal „müssen alle nicht gerade verwerfliche Mittel frei stehen.“ Dette ret væsentlige Forbehold passede imidlertid ikke ganske med, at Krigen ikke lader sig lægge i „theoretischen Fesseln“.

Det 19’ Aarhundredes glædelige Erfaringer med Hensyn til Muligheden for at kunne regulere visse af Slagmarkens Foreteelser førte som bekendt til Forsøgene paa ogsaa at give detaillerede Regler for Krigsførelsen som Helhed, herunder en Sondring imellem tilladte og forbudte Vaaben. Der er næppe nogen Grund til at gaa nærmere ind paa denne Lovgivning udover at gentage, hvilket ringe Bidrag baade Verdenskrigen og senere Krige gav til Troen paa saadan Lovgivnings Effektivitet. Desuden maatte Krigsførelsens stedse mere totale Karakter give Anledning til yderligere Skepsis, hvad der fandt Udtryk mange Steder indenfor den internationale Retsfilosofi og bl. a. har Skylden for, at der til Dato ikke har kunnet vedtages en Konvention vedrørende Luftkrigen, ihvorvel praktisk talt ingen Stater vilde kunne undslaa sig for at deltage i Forhandlinger om en saadan. Foruden talrige Retslærde (jfr. de af det internationale Røde Kors’ Komité udgivne Studier om Civilbefolkningens Retsstilling overfor Luftangreb) gav saa forskelligt indstillede Personligheder som Ludendorff, Foch, Fuller, Liddell Hart, Douhet m. fl. Udtryk for Overensstemmelse med de Resultater, hvortil ogsaa Clausewitz og Moltke var naaet, d. v. s. at Forbud imod virksomme Krigsmidler aldrig kunde blive effektive. Samfundets Organisation var blevet total, Krigsmaalene kunde oftest kun tænkes naaet ved den totale Krig, der foruden at udnytte de egentlige militære Stridskræfter inddrog alle sjælelige og materielle Kræfter i hele Nationen under Krigsførelsen. Mindre end nogensinde synes der derfor at være Haab om, den voksende Civilisation til Trods, at kunne begrænse Krigsførelsen ved Forbud af nogen Art, særlig imod den Luftkrig, hvortil Teknikken nu har givet os Midlerne i Hænde: „Dass Kriege, welche mit der ganzen Schwere der gegenseitigen Nationalkraft geführt werden, nach anderen Grundsätzen eingerichtet sein müssen als solche, wo alles nach dem Verhältnis der stehenden Heere zueinander berechnet wurde, ist leicht einzusehen.“ (Clausewitz). Den Udvikling, hvori vi i Øjeblikket befinder os, afgiver et fuldgyldigt Bevis for, at disse Teorier har større Gyldighed end nogensinde.

De Teoretikere, der tror (eller troede) paa Muligheden af ad den internationale Lovgivnings Vej at begrænse Krigsførelsen, saa i en kommende Storkrig „Der Untergang des Abendlandes“, hvis man ikke forinden kunde komme overens om saadanne Begrænsninger. Ifølge det foran anførte synes denne Tro altsaa at være en Ønskeforestilling af samme Art, som man ofte møder i Historien; i øvrigt er det ikke uinteressant, at netop tyske Militære (i det tyske Krigsministeriums officielle, videnskabelige Organ) gaar ind for Muligheden af Begrænsninger af den omhandlede Art og stærkt fordømmer de udenlandske Teorier om den uindskrænkede Luftkrig. Hos Major von Rohden („Betrachtungen über den Luftkrieg“) hedder det saaledes:

Wir können diese rücksichtlosen, der Humanität und der kulturellen Rechtsauffassung ins Gesicht schlagenden Anschauungen nur bedauern, denn das Kriegsziel lässt sich ohne Zweifel auf andere, der Menschlichkeit und dem Recht mehr entsprechende Weise erreichen.“ Naar tysk officiel Doktrin hævder dette Standpunkt, vil man bedst forstaa det, naar man erindrer Grunden til, at England altid har ønsket at afskaffe Undervandsbaadene: Landenes Saarbarhed overfor de forskellige Krigsmidler betinger deres Vurdering af Vaabnenes moralske Tilladelighed; Tyskland ligger i luftstrategisk Henseende mest udsat og er paa Grund af sin store Befolkningstæthed særlig saarbart overfor Luftangreb. De nævnte tyske Udtalelser bør sammenholdes med en i „Militært Tidsskrift“, Side 318/1936, anført Udtalelse af den tyske Luftfartsminister (Goering) om Tysklands eventuelle Modstandere: „Gud naade dem, hvis jeg slipper mine Flyvere løs“, og med den tyske Førers bekendte Ord om, hvorledes han vilde begynde en Krig som „et Lyn i Natten“.

Spørgsmaalet om, hvorvidt den uindskrænkede Luftkrig alt i alt vil humanisere den samlede Krigsførelse, kan først besvares efter en Undersøgelse af, i hvilken Grad det operative Luftvaaben er i Stand til at løse de Opgaver, der stilles det. Douhet tildeler Luftvaabnet det principale Objekt at ødelægge Modstanderens Luftstridskræfter. Men kan dette ikke naas straks, en Eventualitet, der som Følge af Luftvaabnets Evne til at vige ud fra Fredsanlæggene maa regnes med, indtræder Luftvaabnets Pligt til at føre den uindskrænkede Luftkrig imod Maal, der kan være fast afgrænsede (Kraftstationer, Fordelingscentrer for Næringsmidler, Industrianlæg o. s. v.), men som formentlig oftest vil være den fjendtlige Befolknings Nervesystem ; Virkningen overfor dette sidste vil ifølge Douhet m. fl. kunne opnaas ved at stille Befolkningen overfor saadanne sjælelige Paavirkninger, at dens og den enkeltes Evne til planmæssig og overvejet Handling lammes eller i hvert Fald foetyrelig nedsættes. Forsøg paa at udøve saadanne Paavirkninger kan betegnes som Terrorhandlinger, hvis Hensigt i sidste Instans er at udøve Tryk paa den fjendtlige Regering. Dette har man ogsaa forsøgt i tidligere Tid igennem Blokade, Brandskatning og lignende; Terrorisering ved Luftangreb frembyder blot den Forskel fra de øvrige Terrormetoder, at den udføres med større Pludselighed og følgelig reducerer Befolkningens Evne til at unddrage sig dens Virkninger, som koncentreres indenfor ganske korte Tidsafsnit. Et Led i denne Krigsform udgøres af de igennem Evakueringen opstaaende Forstyrrelser i Samfundets Organisation. Er Luftvaabnet i Stand til at etablere Terrortilstand indenfor de vigtigste (største) Centrer i et moderne Samfund?

b. Luftoffensiv kontra Luftforsvar.

Muligheden for at etablere Terrortilstand vil være tilstede, dersom det operative Luftangreb med væsentlige Dele af sin Styrke kan slaa igennem Forsvaret: Jagere, Antiluftskyts af alle Kalibre samt Foranstaltninger til Spærring og Vildledning. Hvorvidt Terrortilstand kan etableres under foranstaaende Forudsætning vil bero paa Forholdet imellem Angrebets Sum af Overraskelse og Kraft og Forsvarets tekniske og navnlig moralske Beredskab.

Vi vil derfor kort undersøge Angrebets Mulighed for at bryde igennem det aktive Forsvar, og derefter det fortsatte Angrebs Mulighed for at bryde Befolkningens Vilje (Forsvarets moralske Kraft), idet man dog forinden gør sig klart, at en saadan Undersøgelse i høj Grad maa baseres paa Skøn, usikre Erfaringer samt psykologiske og andre „imponderable“ Faktorer, og derfor ikke kan give noget matematisk nøjagtigt Resultat; et saadant vil i øvrigt stedse være Undtagelsen i Undersøgelser, der vedrører Krigen.

Det maa først fremhæves, at Luftkrigsteoretikere i de førende Lande er naaet til Enighed om, at Herredømmet i Luften i en Krig imellem nogenlunde jævnbyrdige europæiske Militærstater eller Grupper af saadanne kun kan tænkes opnaaet ved Indsats af et saa overlegent Luftvaaben, at Muligheden derfor — med vort nuværende tekniske Kendskab — kan lades ude af Betragtning: „Die Zeit, in der die absolute Luftherrschaft als die Grundbedingung für den Sieg im Luftkriege angesehen wurde, stellte eine Periode dar, in der nüchtern rechnende Soldaten nicht zu Worte gekommen waren. Sie hat den vernünftigen Auffassungen von der nach Zeit und Raum beschränkten Luftüberlegenheit Platz machen müssen.“ (v. Rohden: Betrachtungen über den Luftkrieg). Teorien om det absolutte Luftherredømme blev allerede angrebet af Douhets italienske Modstandere, derefter af Teoretikere i Tyskland og Frankrig for endelig at erfare Nederlag i den spanske og den østasiatiske Konflikt, hvor Luftvaabnets Evne til, trods Underlegenhed, at vige ud og vedblive at true Modstanderen viste sig endnu langt større end af Douhet antaget. Dette Forhold kan imidlertid meget let føre en Angriber til at lægge endnu mere Vægt paa den sekundære Opgave, d. v. s. den egentlige uindskrænkede Luftkrig. I den tyskpolske Krig var derimod, ligesom i den finsk-russiske, Angriberens Overlegenhed saa stor, at man i højere Grad kunde tale om et virkeligt Herredømme i Luften.

Vedrørende Luftangrebets Chancer for at gennembrude det aktive Luftforsvar kunde det være fristende at skitsere den Udvikling, som Flyvemaskinteknikken og Luftskytset hal? gennemgaaet siden Verdenskrigen. Dette vil imidlertid føre langt udover den Begrænsning, indenfor hvilken nærværende Fremstilling maa bevæge sig. Det skal blot fastslaas, at man snart har tillagt Forsvaret, snart Angrebet Fordelen, og at Holdepunkter først er opnaaet gennem Erfaringerne fra de sidste Krige.

1 den italLensJc-abessinske Krig var den ene Part ikke i Besiddelse af militære Luftstyrker, men paa den anden Side heller ikke i Besiddelse af større Objekter, imod hvilke en Luftoffensiv af den af Douhet beskrevne Art kunde rettes, naar man ser bort fra den abessinske Hovedstad og Jernbanen imellem denne og Djibuti. Angreb paa den førstnævnte foretoges ikke, dels paa Grund af Objektets ringe Betydning for den samlede abessinske Krigsførelse, dels som Følge af de Slutninger vedrørende Fremtidens italienske Luftstrategi, hvortil et saadant Angreb vilde kunne have berettiget andre Stormagter. Naar Jernbanen ikke var Genstand for- Angreb, motiveres det med de diplomatiske Vanskeligheder (med Frankrig), som et saadant Angreb kunde medføre. De Erfaringer, der foreligger fra denne Krig, er derfor i Hovedsagen saadanne, som angaar Luftstridskræfternes direkte Samvirke med Hærstyrker; men under dette Samarbejde forekom der en Række Luftangreb paa Byer og Landsbyer i Omraaderne bag Fronterne, Angreb, hvoraf nogle udførtes med Sennepsgas. Neg-iis’ Henvendelse til Folkeforbundet (af 30/6 1936) beskriver disse Angrebs Virkning overfor den civile Befolkning. Ved Betragtninger over denne Krig maa man i øvrigt erindre sig, i hvilken ringe Grad det abessinske Folk var moralsk og teknisk forberedt paa moderne Krigsførelse.

I den østasiatiske Konflikt har Japanerne som bekendt i ikke ringe Grad udført operative Luftangreb. Naar disses Virkning endnu ikke har været Genstand for samme Interesse i Europa som Luftangrebene i Spanien, skyldes det formentlig den store Afstand fra vor Verdensdel, hvori Begivenhederne foregaar, samt de forholdsvis ringe Antal Ofre for saadanne Angreb, maalt med Kinas samlede Befolkningstal og med de Tab af Menneskeliv, som Oversvømmelser, Hungersnød og Epidemier ogsaa under Fredsforhold jævnligt foraarsager i Kina. Desuden er Beretningerne fra denne Krigsskueplads, ikke mindst vedrørende de to Parters Luftvaaben, saa uensartede, ofte modstridende, at det paa nærværende Tidspunkt vil være urigtigt at drage afgørende Slutninger af denne Krigs Begivenheder med Undtagelse af, at det maa anses for sikkert, at Japanerne, til Trods for meget betydelig Overlegenhed i Luften, ikke har kunnet tilkæmpe sig det „absolutte“ Herredømme i dette Element.

Anderledes stillede Forholdene sig i Spanien, hvor en Række nøje kontrollerede Begivenheder afgiver et betydningsfuldt Grundlag for at skønne om den uindskrænkede Luftkrigs Virkninger i en Storkrig. I den spanske Borgerkrig raadede begge Parter over moderne Krigsmateriel, specielt Flyvemaskiner og Antiluftskyts af de nyeste Konstruktioner. Nationalisterne besad saaledes bl. a. tyske Messerschmidtjagere (Type 109) med Maksimums^ hastighed*) over 400 km/Time, talrige Eskadriller af den tyske Domier 17 (tremotoret Bombardementsmaskine med Maksimumshastighed op imod 400 km/Time) og af den italienske Savoia 79 (Bombardementsmaskine med Maksimumshastighed imellem 350 og 400 km/Time). Regeringstroppeme var i Hovedsagen udrustet med russisk Flyvemateriel med amerikanske Motorer. Særligt fremhævedes „Chato“-Jageren, hvis store Manøvredygtighed og Stigeevne gør den til en farlig Modstander endogsaa for Jagere, hvis Hastighed er større end „Chato“s 340 km, samt Jageren „Moska“, hvis Maksimumshastighed ligger i Nærheden af de 450 km/ Time, samt den tomotorede Bombardementsmaskine „Katiuska“, hvis store Stigeevne i Forbindelse med en Maksimumshastighed paa 380 km/Time gjorde den til et vanskeligt Maal for Modstandernes Messerschmidt- og Fiatjagere. Ved Begyndelsen af Aaret 1938 kunde Forholdet imellem Regeringstroppemes og Nationalisternes Luftstyrker sættes til ca. 2/3, men ændrede sig i Aarets Løb endnu mere til sidstnævntes Fordel. (Anført bl. a. efter General Armengaud: „La Guerre d’Espagne. Technique et tactique des forces de l’air“ i „Revue Militaire Générale“, Nr. 4/1938).

Geografiske Forhold begunstigede Nationalisternes Anvendelse af et operativt Flyvevæsen, fordi Modstandernes betydende Objekter gennemgaaende laa nærmere ved Nationalisternes Luftbaser end Nationalisternes Centrer m. v. fra Regeringspartiets Luftbaser. Imidlertid udviklede den operative Luftkrig sig ikke i den Grad, som mange havde forestillet sig, hvilket dels skyldtes den Omstændighed, at Hærenes Frontudstrækning var meget betydelig i Forhold til Antallet af Flyvemaskiner, hvilket i høj Grad opfordrer til at anvende Luftstyrkerne i direkte Tilknytning til Landstridskræfterne, dels — og navnlig —• at Nationalisterne kun modstræbende vilde bringe den uindskrænkede Luftkrig til Anvendelse over for den Befolkning, som de ønskede at vinde som Medarbejdere ved Opbygningen af Fremtidens Spanien. De udenlandske Luftstyrker, der i saa høj Grad betingede Nationalisternes Overlegenhed i Borgerkrigen, udførte dog en Række operative Luftkrigshandlinger; det er Erfaringerne fra disse, der overalt har været Genstand for Opmærksomhed. Paa Grundlag af Erfaringerne herfra, sammenholdt med de særlige Foranstaltninger, ved hvilke en Stormagts vitale Centrer vil være beskyttet, vil man kunne opstille som almindelig Regel, at Luftangreb om Dagen imod en velforsvaret Lokalitet af større Udstrækning kun vil kunne finde Sted i Højder omkring og over 5000 m, at saadanne Luftangreb vil medføre betydelige Tab for Angriberen, dersom de tunge Maskiner ikke er dækket af Jagere, at saadanne Luftangrebs Chancer for at træffe Maal af særlig Betydning (Kraftstationer, Banegaarde o. s. v.) vil være ringe, og at Luftangreb uden Jagerdækning, d. v. s. udgaaende fra Baser, der ligger over ca. 150 km fra Angrebsmaalet, om Dagen vil være en Undtagelse. Om Natten vil Luftangreb kunne finde Sted uden Jagerdækning og altsaa fra fjerne Baser. Med de hidtil kendte Metoder til Forsvar (herunder Ballonspærringer) vil man ligeledes kunne paaregne at tvinge Angriberen til at bombardere fra Højder af ca. 5000 m og derover, og navnlig Jagere vil kunne tilføje Angrebsstyrkerne Tab, naar de enkelte Bombardementsmaskiner findes af Forsvarets Projektører. Paa tilsvarende Maade som om Dagen, blot i endnu højere Grad, vil det være vanskeligt for Angrebsstyrkerne at bombardere nøje afgrænsede Objekter; men man maa paaregne, at det natlige Luftangrebs Hovedkræfter vil kunne trænge ind over det forsvarede Omraade. Dette synes yderligere fastslaaet ved de Luftangreb, som Formationer tilhørende det nationalistiske Parti den 16’— 18/3 1938 rettede imod Barcelona. Den her anvendte Taktik bestod i, at Angrebsstyrkerne allerede i lang Afstand fra Maalet standsede Motorerne, hvorved Muligheden for ektromagnetiskog Lydpejling 'bortelimineredes. Bombardementsmaskinerne gled derefter med standset Motor ind over Byen, hvis Forsvarsforanstaltninger først traadte i Virksomhed, efter at Angriberne havde kastet Bomberne. Formaalet med disse Angreb synes at have været at etablere Terrortilstand, og da man har undret sig over, at Nationalisterne vilde anvende saadanne Metoder, har man søgt Forklaringen i, at de paagældende Angreb skulde være foretaget af Nationalisternes udenlandske Hjælpere, udelukkende i den Hensigt at indhøste Erfaringer om Luftangrebs Virkninger imod store Befolkningscentrer. Saa vidt vides er denne Angrebstaktik, der betegnes som „silent approach“, ikke i større Omfang anvendt ved andre Luftangreb.

I en Krig imellem Stormagter vil man altsaa kunne vente, at betydelige Dele af en Angrebsluftstyrke om Natten vil kunne trænge igennem det aktive Forsvar af vigtige Omraader, men at Angrebsluftstyrkerne kun med Tilnærmelse vil kunne ramme særlige Maal indenfor saadanne Objekter. Med Bombardementsflyverens Tilstedeværelse over Storbyerne er imidlertid Muligheden for at terrorisere Befolkningen tilstede. Angrebet møder nu det passive Forsvar: Evakueringen af visse Dele af Befolkningen, Brand- og Gasvæmsforanstaltninger af enhver Art, særlige Anlæg imod Virkningen af brisante Sprængstoffer o. s. v., samt først og fremmest Befolkningens moralske Beredskab*), der er en Funktion af det tekniske — aktive og passive — Luftforsvars Effektivitet og af Befolkningens nationale Karakterpræg, ideologiske Indstilling samt af den oplysende og disciplinerende Forberedelse, Borgerne allerede fra Fredstid har maattet gennemgaa. Saavel i Spanien som i Kina udførtes der Luftangreb, som Befolkningen tilsyneladende hurtigt vænnede sig til. Fra Verdenskrigen foreligger der Erfaringer, der gaar i ganske modsat Retning. Det skulde derfor synes vanskeligt at udtale bestemte Anskuelser eller drage bestemte Slutninger vedrørende disse Forhold. Imidlertid synes det i det foregaaende omtalte Angrebsforetagende imod Barcelona i Dage 16’—18/3 1938 at have haft meget betydelige Virkninger. Den i disse Dage nedkastede Bombemængde synes at have beløbet sig til ca. 200 Tons og at have været medført af gennemsnitligt en halv Snes Maskiner under ialt 13 enkelte Angreb. Den engelske Forfatter J. Langdon-Davies, der kender Spanien af i Dag igennem Selvsyn, anslaar de forvoldte Tab til ca. 3000 dræbte, 5000 haardt og 20.000 lettere saarede (Opgivelse fra et Medlem af Regeringen), men betragter det psykiske Chok, som disse Angreb tilføjede Befolkningen, som langt mere betydningsfuldt; han anfører, at han var ude af Stand til at finde Folk, der ikke villigt indrømmede, at de henimod den paagældende Angrebsperiodes Slutning befandt sig i en Tilstand af „impotent terror“. Han tilskriver navnlig Bombardementernes overraskende Karakter samt Bombernes store Indhold af brisant Sprængstof den opnaaede overordentlige Virkning og mener — jfr. ovenfor -—, at Angrebet, der, hvis det var blevet fortsat faa Dage, havde gjort Tilstandene i Millionbyen uudholdelige, af Angriberne blev afbrudt, fordi de indhøstede Erfaringer var tilstrækkelige. Denne sidste Forklaring maa dog staa for den paagældende Forfatters Regning. (J. Langdon-Davies: „Air Raid“, 1938). Endnu langt værre synes Forholdene at have været i Warszawa, men man maa erindre, at det der drejede sig om en belejret By uden effektive Midler til Selvforsvar. Langdon-Davies, hvis Bog er inspireret baade af Antipati imod de totalitære Stater og af Ønsket om at oplyse og advare sine Landsmænd, anser til Trods for Erfaringerne fra Barcelona ingenlunde Forsvarsforanstaltninger imod Luftangreb for unyttige; han hævdede blot Nødvendigheden af at tilpasse Luftforsvaret til de nye Angrebsmetoder, som han mente, at man endnu ikke havde indstillet sig paa i England. Hans Anskuelser falder paa dette Omraade sammen med de førende engelske Teoretikeres Tanker om navnlig det passive Luftforsvars Hovedelementer; en enkelt Side af de engelske Betragtninger har en saadan, ihvorvel nu kun historisk, Interesse, at den kort skal resumeres i det følgende:

Udviklingen af de totalitære Statssystemer har givet saadanne Stater særlige Muligheder for at beskytte sig imod den uindskrænkede Luftkrigs Virkninger. Thi denne Krigsforms første og vigtigste Middel er at frembringe Terror, derigennem Panik og derved atter bringe det organiserede Liv til helt eller delvis Ophør. Da Terrorangrebet saaledes er baseret væsentligt paa psykologisk Virkning, maa Forsvaret derimod i høj Grad bestaa i en psykologisk Forberedelse. Men en saadan kræver indgribende disciplinerende, pædagogiske Foranstaltninger i Fredstid, foruden at det moralske Beredskab i høj Grad fremmes ved Befolkningens Tro paa bl. a. Statsidéen og dens Vilje til i paakommende Tilfælde at ville resignere. Denne Tro paa Statsidéen og Befolkningens Vilje til at holde ud kan de totalitære Stater fremkalde ved en ensrettet Propaganda, imod hvilken ingen Kritik eller Imødegaaelse er gennemførlig; desuden besidder den totalitære Stat Midler til at gennemføre enhver pædagogisk Foranstaltning, den maatte anse for hensigtsmæssig, vedrørende Befolkningens Opdragelse til at modstaa Terrorpaavirkninger.

Anderledes, mener de paagældende Teoretikere, stiller Forholdene sig for de saakaldte demokratiske Lande; i disse er Befolkningens Medvirkning ved Luftvæmsforanstaltninger for en væsentlig Del af frivillig Art, og Forsøget paa at gennemtvinge Foranstaltninger, der medfører betydelige Indgreb i den personlige Frihed, f. Eks. saadanne, der tilsigter psykologisk Opdragelse og Underkastelse under bestemte Principper eller Vilkaar, vil i Fredstid ofte blive mødt med stærk Uvilje imod den Regering, der indlader sig paa noget saadant; og Regeringen vil paa sin Side nødigt miste Portefeuilleme paa Grund af et Spørgsmaal, der dog maaske alligevel ikke bliver højaktuelt før om nogle A ar; af denne Grund bliver de demokratiske Staters Luftforsvar mindre effektivt end de totalitære Staters, hævdes det. Navnlig i England var Befolkningens Deltagelse i Forberedelsesarbejdet meget nølende, til Trods for et stort Oplysningsarbejde og Advarsler, ogsaa fra meget frisindede Politikeres og Forfatteres Side. L. E. O. Charlton har udtrykt disse Tanker saaledes: „This (d. v. s. Luftforsvarets Effektivitet) without the citizen’s cooperation is quite impossible unless the country is to be regimented in a fascist discipline.“ Og Fuller mener ligeledes, at Problemet kun vil kunne løses, naar man kan „extend the discipline of the soldier to the entire nation and ... substitute for the old idea of a nation in arms a nation in discipline, that is a nation morally prepared to endure air attack.“ — Tilfældet har villet, at den store Krig, de to demokratiske Vestmagter befinder sig som Deltagere i, har taget et Forløb, der har tilladt disse Lande i høj Grad at afbøde lange Tiders Forsømmelse paa nævnte Omraade.

Disse Betragtninger, der væsentligt var møntet paa engelske Forhold, havde utvivlsomt Gyldighed for andre demokratiske Nationer. For disse Staters Vedkommende betød de anførte Teorier, som man ikke kan frakende Rod i Virkeligheden, et alvorligt Handicap i Forhold til de totalitære Stater. Dersom de saakaldte frie Staters Modstandskraft skulde kunne maale sig med de „ufries“, maatte de, ligesom i sin Tid de republikanske Romere indenfor særlig kritiske Tidsrum, forstaa paa dette specielle Ommode at underkaste sig vidtgaaende økonomiske og moralske Forpligtelser allerede i Fredstid. Som nævnt er Tilfældet kommet de endnu bestaaende til Hjælp.

Naar paa denne Maade det aktive, passive og psykologiske Forsvar imod den uindskrænkede Luftkrig gennemføres, svinder samtidig Muligheden for ad denne Vej at kunne paatvinge en ikke altfor ubetydelig Modstander sin Vilje, og Sandsynligheden vokser for, at denne Krigsform, ligesom Land- og Søkrigen, vil antage Karakter mere af udmattende end chokerende Operationer. Sammenholdes denne Antagelse med den Kendsgerning, at det absolutte Herredømme i Luften ikke lader sig tilkæmpe uden med en i Øjeblikket og for uoverskuelig -Tid uopnaaelig Overlegenhed, maa man heraf slutte, at den etiske og den 'praktiske Hovedmotivering for Dmihets Krigslære er uholdbar. Luftvaabnet reduceres herved til Ligestilling med Hær og Flaade og vil kun undtagelsesvis kunne gøre Krav paa Fortrinsret overfor disse Værn.

At Terrorhandlinger eller i det hele taget Anvendelsen af den totale Krigs Principper ikke garanterer hurtigere eller mindre blodige og bekostelige Krige, kunde ogsaa en historisk Betragtning have vist. De fleste Landes Historie afgiver Eksempler paa, at dygtige Føreres Udnyttelse af Folkekarakterens bedste Egenskaber har givet Nationerne Modstandskraft overfor de voldsomste Paavirkninger. Fra Athenerne under Themistokles i Aaret 480 f. Chr. til Paraguayanerne i Krigen 1865— 70 har Folkene kunnet opbyde totalt Forsvar imod det totale Angreb; i sidstnævnte, mindre bekendte, Krig bukkede Paraguayanerne først under, efter at Befolkningen var reduceret med ikke mindre end 80 pCt., i Sandhed en belhmi ad internecionem. Finlands heltemodige Kamp er et nyt Eksempel paa det totale Forsvar.

c. Konsekvenser: Hære og Flaader vil ikke kunne undvære Luftstridskræfters direkte Understøttelse. Teorien om Slag flyvemaskinen er uholdbar.

Som Følge af, at Herredømmet i Luften har vist sig at være en rent teoretisk Konstruktion, imod hvis Virkeliggørelse alle praktiske Erfaringer strider, og som Følge af, at den uindskrænkede Luftkrig mellem Stormagter efter al Sandsynlighed ikke vil kunne opnaa de af Douhet formodede Virkninger, vil ogsaa Teorien om Hære og Flaader som rent defensive Organer, blottet for Luftstridskræfter, maatte opgives. Hvorledes end Forsvarets Styrke i Forhold til Angrebet vurderes, vil man ikke kunne komme uden om, at det, selv under en rent defensiv Holdning, er uomgængelig nødvendigt rettidigt at erkende Fjendens Angrebsforberedelser og navnlig Stedet, hvor Fjenden lægger Tyngden i Angrebet. Dette kan kun konstateres ved Hjælp af Flyvere, og for Flaadeenheder er Forholdet tilsvarende. Til Lands og til Vands er Luftvaabnet uundværligt for Opklaringen, hvortil kommer de talrige taktiske Opgaver, til hvis Løsning Flyvere er særlig egnede: Artilleriobservation, Angreb paa fjendtlige Styrker, før disse er udfoldet o. s. v. Naar der hertil føjes, at Krigserfaringen viser Modangrebet som den virksomste Form for Forsvar, samt at Evnen til at føre et udvigende Forsvar er nødvendig, for at man kan unddrage sig Materielangrebets Virkninger, vil det være indlysende, at ingen kampkraftig Hær kan tænkes uden at være i Stand til offensive Operationer, og at saadanne kun kan udføres, naar man raader over stærke Flyverenheder til direkte Samvirke med Land- og Søstridskræfterne.

Endnu i 1914 kunne Tannenberg vindes, fordi den tyske Hærs Modstander manglede Organer til operativ Opklaring eller i hvert Fald berøvede sig Muligheden af en saadan. I Dag vil et Tannenberg kun kunne vindes over en Modstander, der, som af Douliet foreslaaet, har berøvet sin Hær dens vigtigste Efterretningsmidler.

Ikke alene Grundlaget for Douhets Doktrin, men ogsaa dens tekniske Instrument: Slagflyveren, er bragt til Fald. Med Rette kunde allerede Douhets italienske Kritikere ytre Skepsis overfor et Enhedsluftfartøj, en „machine å finir la guerre“, idet de hævdede, at en Flyvemaskine, der skulde kunne løse alle Opgaver, nødvendigvis maatte være underlegen i Forholdet til Luftfartøjer, der kun var konstrueret til at løse en enkelt Opgave. (Nøje drøftet i Golovine’s „Air Strategy“ og hos Rougeron, baade i Artikler i „Revue de l’Armée de l’Air“ og i „L’aviation de bombardement“). Saaledes gaar Udviklingen nu i Retning af Specialisering, idet man bl. a. prøver paa at konstruere lette Bombardementsmaskiner, hvis Hastighed presses op i Nærheden af de eensædede Jageres, medens de tunge Luftfartøjer specialiseres om Bombelast, idet Bevæbningen reduceres. Den eensædede Jager har i Luftkampen erhvervet et væsentligt Fortrin ved at udrustes med automatiske Kanoner af 20—25 mm Kaliber, fra hvilke en enkelt Træffer (eksploderende Projektiler) oftest vil gøre en stor Maskine ukampdygtig, samtidig med at Jagerens saarbare Overflade frembyder et meget lille Maal for Betjeningen af de paa forskellige Steder af den store Maskine anbragte Vaaben, der, i Modsætning til Jagerens Frontgeværer eller -kanoner, paa Grund bl. a. af Vindtrykket, er ret uhaandterlige. Den stærkt øgede Effektivitet af Luftværnsartilleriet er formentlig saa kendt, at en Fremstilling deraf kan udelades. De meget store Maskiner, der stadig konstrueres af Stormagterne, er derfor ikke beregnet paa Luftkampen, men paa Bombardement og paa at opnaa en stor Aktionsradius. Saaledes frembyder amerikansk Aeroplankonstruktion tydeligt Præg af at stile imod et Luftfartøj, der kan anvendes imod transoceanske Modstandere.

Paa samme Maade, som v. Seeckts Doktrin om den lille Kvalitetshær blev forladt, saasnart Forudsætningen bristede (Tysklands tvungne Rustningsbegrænsning), har Douhets Lære ogsaa kun en kort Tid været anset som en ufejlbarlig Maade at føre Krig paa. Men ligesom v. Seeckt inspirerede militær Tænkning overalt i Verden, har Douhet paa sin Vis øvet en betydelig Indflydelse; thi paa mange Punkter har han utvivlsomt set rigtigt, og hans Tanker har her været i Overensstemmelse med andre tekniske og operative Tendenser indenfor Krigsteorien. I det følgende Afsnit skal det forsøges at vise nogle af de Omraader, hvor Douhetismen eller dermed beslægtede Doktriner har øvet Indflydelse paa Organisationen og den paatænkte Anvendelse af nogle Stormagters Stridskræfter.

IV.

De Douhet’ske Teoriers Indflydelse paa Organisationen og den paatænkte Anvendelse af nogle Stormagters Stridskræfter.

Erkendelsen af, at General Douhets Doktrin paa væsentlige Punkter hvilede paa uholdbare Forudsætninger, førte naturligvis til, at ingen Stater, end ikke Douhets Fædreland, organiserede deres Krigsmagt i fuld Overensstemmelse med Doktrinen. Derimod drog man overalt Konsekvensen af Luftvaabnets øgede Muligheder, hvad der de fleste Steder resulterede i, at Luftvaabnet ligestilledes med Hær og Flaade og ligesom disse blev underlagt en særlig Ledelse; samtidig hermed bevarede man stærke Luftstridskræfter til direkte Samvirke med de øvrige Værn og underlagt disse. De førende Stater har ved Organisationen af deres Luftstridskræfter skaffet sig Mulighed for i en kommende Krig at kunne føre den uindskrænkede Luftkrig som en selvstændig Del af den samlede Krigsførelse, paa samme Maade som Tyskerne i sin Tid førte den uindskrænkede Undervandsbaadskrig. Men det vil støde paa visse Vanskeligheder at opklare, hvilken Doktrin for Luftvaabnets Anvendelse de paagældende Stater har optaget; thi Luftkrigens Angreb paa Civilbefolkningen anses af den overvejende Del af Staternes Borgere for inhuman, af hvilken Grund Regeringerne maa udvise stor Tilbageholdenhed vedrørende Oplysninger om Luftstridskræfternes paatænkte Anvendelse, bortset fra, at en saadan Tilbageholdenhed ogsaa af rent militære og diplomatiske Grunde vil være formaalstjenlig. Oplysninger om, paa hvilken Maade Staterne vil anvende deres Stridskræfter, og specielt deres Luftstridskræfter, maa derfor i Hovedsagen skaffes .ad indirekte Vej, idet man kan drage Slutninger udfra Landenes geografiske, politiske og traditionelle Ejendommeligheder, deres Historie, Organisation af Stridskræfterne i Fredstid, herunder Krigsmagtens øverste Ledelse, samt udfra Udtalelser af fremtrædende Personligheder i Pressen, Parlamenter o. s. v. Specielt vil Luftstridskræfternes Fordeling kunne give Holdepunkter for Slutninger vedrørende deres Anvendelse, ligesom man ud fra Jernbanenettets Udbygning har kunnet — og kan — drage visse Slutninger vedrørende Landstridskræftemes Indsats.

Medens der nedenfor skal anføres nogle Oplysninger vedrørende de enkelte Lande, skal der, af Hensyn til at undgaa Gentagelser, først anføres en Række Paavirkninger, som Douhets og de dermed beslægtede Teorier har udøvet i de førende Militærstater som Helhed. Ogsaa paa dette Omraade vil man formentlig kunne hævde, at de store Linier i Staternes Organisation af Stridskræfterne og Doktrinen for disses Anvendelse i højere Grad bør gøres til Genstand for Behandling end at forsøge en Opremsning af organisatoriske og tekniske Detailler; navnlig gælder dette Organisationen af Flyvevæsenet; thi „Nicht die Form, sondern der Wechsel der Form ist stabil in der Luftwaffe.“ (Oberst v. Bülow i „Die Grundlagen neuzeitlicher Luftstreitkräfte“, „Militärwissenschaftliche Rundschau“, Side 107/1936).

I de betydende Militærstater er Udviklingen i stedse højere Grad gaaet i Retning af at samle hele Krigsmagten under en fælles Ledelse. De ikke-parlamentariske Stater er naaet nærmest til den af Douhet angivne Form i saa Henseende, hvad der er naturligt, fordi det militære Hierarkis Opbygning er i naturlig Overensstemmelse med det autoritære Statssystem (dettes øvrige eventuelle Fordele eller Mangler ladet ganske ude af Betragtning). Ogsaa de demokratiske Stater har nærmet sig denne Løsning, navnlig for saa vidt angaar den administrative Fællesledelse, der i Frankrig og England er overdraget til Ministre for det nationale Forsvar. Oprettelsen i Fredstid af en overordnet Kommandomyndighed vil i saadanne Stater let støde paa de enkelte Forsvarsgrenes Partikularisme og paa de parlamentariske Regeringers naturlige Utilbøjelighed til at give en enkelt Person saa betydelige Beføjelser, som Tilfældet vil blive for en Øverstkommanderende allerede i Fredstid; desuden kompliceres Organisationen af simple Kommandoforhold ofte af kontrollerende eller koordinerende Organer i Skikkelse af Raad eller Komitéer af blandet eller rent civil Sammensætning. Manglerne ved saadanne Ordninger har i Stater med den nævnte Styreform lejlighedsvis ført til en svigtende Stabilitet i Forsvarsforberedelseme; dog naaede i 1938 f. Eks. Frankrig efter mange Vanskeligheder til Organiseringen af Enhedskommandoen i Fredstid.

Som nævnt har man næsten overalt samlet Flyvevæsenet under et Luftministerium, der er ligestillet med Ministerierne for Hær og Flaade. Dette Luftministerium omfatter i Reglen ogsaa Ledelsen af den civile Luftfart og kan saaledes til Fordel for Luftvaabnet udnytte ogsaa civile Hjælpekilder; herunder hører den betydningsfulde Virksomhed med at opelske en national Interesse for Flyvning og Luftkrigsproblemer — d. v. s. at gøre Nationen „airminded“. Hære og Flaader har overalt bevaret stærke Flyverenheder til direkte Samvirke, selv om disse Enheder oftest opstilles ved det operative Luftvaaben, der danner den tredie Hovedgren af Stridskræfterne. Alle Tanker om at fratage Hære og Flaader deres Luftstyrker er, i hvert Fald i de europæiske Lande, blevet afvist, hvad der karakteristisk udtrykkes i det Svar, den daværende franske Luftminister Pierre Cot under en Debat i Deputeretkammeret i Begyndelsen af 1937 gav paa en Forespørgsel herom; han erklærede, at han vilde præcisere, „que nous n’entendons retirer å l’Armée de Terre aucune des escadrilles, aucun des groupes, aucun des apparails dont elle a besoin.“ Den Størrelse indenfor Luftflaaden, man indrømmer Bombardementsf ly vevæsenet, vil afhænge af geografiske og øvrige Forhold; men den ekstreme Løsning findes intetsteds; Flyvevaabnet udvikles samtidigt med, at Hære og Flaader med udpræget offensive Egenskaber udbygges. Modsat Douhets Teorier gaar de store Militærstaters Bestræbelser ud paa at være stærk overalt. Ingen vil risikere at tabe en Krig alene ved et Nederlag i et enkelt Element. Krigen betragtes stadig som et „System der Aushilfen“, men man ønsker at raade over et stort Materiale, ud af hvilket man kan forme sine Udveje, dersom de oprindelige Planer paa afgørende Made skulde blive krydset ved Fjendens Modforholdsregler.

Hvad enten Staterne nu har til Hensigt før eller senere at paabegynde den uindskrænkede Luftkrig eller ikke, besidder de i hvert Fald alle i deres Bombardementsluftflaader Midlet dertil. Til Raadighed med korteste Varsel repræsenterer de operative Luftvaaben en stadig Fare for Nabostaterne, og en Angriber ved, at han, dersom han aabner den uindskrænkede Luftkrig og ikke har Heldet med sig, hurtigt vil faa Repressalier at føle. Der er Grund til at tro, at denne Kendsgerning i nogen Grad har været medvirkende til at afholde aggressive Nationer fra at paaføre andre Stater Krig. Den fredelige Udgang paa Krisen i Efteraaret 1938 skyldtes sikkert ikke mindst denne „Alles Frygt for Alle“, og Grunden til den langvarige Stilstandsperiode i de land- og luftmilitære Omraader i den nuværende Krig maa sikkert ogsaa søges dels i Frygten for Gengældelsen, samt i den almindelige Mistillid til de, dette Spørgsmaal vedrørende, Douhetske Teorier.

a. Frankrig.

Fransk Politik efter Versailles har lidt under den Svaghed, at den tilstræbte at bevare status quo, hvad der maalt med Nutidens Magtpolitik maa betragtes som en negativ Indtilling; Frankrig har ønsket sécurité og garanties. Midlet til at opnaa dette var atter det negative: At forhindre Tyskland i atter at blive en Militærmagt. Paa at opnaa dette Maal sigtede Folkeforbundspolitikken, Alliancerne med Tjekkoslovakiet, Rusland og England o. s. v.

Frankrig har prøvet, hvad Invasion betyder. Derfor, og fordi nogle af Frankrigs vigtigste Industriegne ligger tæt ved Grænserne, har Frankrig maattet give Afkald paa den Udvej, som Frederik den Store anbefalede, og som ofte er blevet anvendt af andre Stater: at „sacrificere“ en Del af eget Territorium, medens man søgte Afgørelsen andetsteds. Disse Kendsgerninger medførte, at Frankrig igennem et længere Tidsrum anvendte Hovedparten af de til militære Formaal beregnede Midler til at organisere en Defensivstilling — Maginotlinien — langs Grænsen imod Tyskland, hvis Oprustning man af politiske Grunde ikke havde kunnet hindre. Det viste sig, at Tyskernes militære Anstrengelse ikke saa meget sigtede paa at skabe et Instrument, der kunde bryde igennem Befæstningerne — hvilket maaske ikke engang er gørligt —, men i Stedet paa at udvikle en stærk Luftflaade. Det var denne Del af den tyske Oprustning, man i Frankrig særlig ængstedes ved, og som gav fransk militær Diskussion en speciel Karakter. I intet Land har man saa aabent taget Stilling for og imod Douhets Teorier, idet Spørgsmaalet har været, paa hvilken Maade man bedst kunde imødegaa et tysk Angreb; Muligheden af, at Frankrig selv skulde være Angriberen har sjældnere været antydet og kun under den Forudsætning, at Frankrig, bundet ved højtidelige Forpligtelser, skulde ile betrængte Forbundsfæller i Østeuropa til Hjælp. I faa Ord er Frankrigs luftstrategiske Problem udtrykt:

Chasse ou Bombardement? Tilhængerne af „Chasse“ (Hovedvægten paa Jagere og andre udprægede Forsvarsforanstaltninger) har gjort sig til Talsmænd for en Tankegang, der omtrent kan sammenfattes saaledes:

Frankrig vil aldrig begynde en Krig; Landet har intet at vinde ved en saadan. Det gælder derfor om først og fremmest at forsvare sig. Fjenden vil, da han ikke kan trænge igennem vore Befæstningsanlæg ved Grænserne, sandsynligvis forsøge at lamme Frankrig ved et „attaque brusquée aérienne“. Lykkes det Fjenden at gennemføre et saadant Angreb, vil Frankrig have lidt uoprettelig Skade. Repressalier vilde vel være hensigtsmæssige, men vilde kun lidet gavne et Land, hvis Byer ligger i Ruiner, tilmed da Fjenden vilde have haft Tid til at sætte alle Forsvarsforanstaltninger i Virksomhed, bl. a. ogsaa til at flytte sine Flyvere fra Fredsanlæggene til de hemmelige Mobiliseringsflyvepladser. Den franske Ripost vil, i Form af Repressalier, komme for sent. Frankrig skal i Stedet sætte ind paa at skabe et til enhver Tid kampberedt og effektivt Forsvar ved Hjælp af Jagere, Luftværnsartilleri og passive Foranstaltninger. En Bombardementsmaskine koster tre Gange saa meget som en Jager; man vil derfor kunne møde Fjenden med meget stor taktisk Overlegenhed. Bombardementsenheder skal der dog findes, saaledes at Gengældelsesforanstaltninger kan foretages; men de maa kun beslaglægge en meget begrænset Del af Midlerne.

Tilhængere af „Bombardement“ mener, at selv det bedste Luftforsvar kun kan holde Fjendens Bombardementsflyvere borte om Dagen, men at Luftforsvaret om Natten ikke vil kunne forhindre Fjenden i at foretage Bombardementer imod Befolkningscentrerne. Denne Anskuelse betragter Gengældelsesforanstaltningerne, eller rettere Fjendens Frygt for saadanne Foranstaltninger, som det bedste Forsvar; den regner med, at en Angriber vil afstaa fra sit Forehavende paa f. Eks. samme Maade, som den tyske Hærledelse i 1918 i sidste Øjeblik opgav at bombardere London med Brandbomber. I øvrigt mener de fleste Tilhængere af „Bombardement“, at Luftangreb imod franske Befolkningscentrer meget vel kan have til Følge at stimulere Krigsviljen og vække forøget Had til Modstanderen. Konklusionen af de sidstnævnte Anskuelser er, at Hovedvægten bør lægges paa at konstruere et meget stærkt Bombardementsflyvevæsen.

Den officielle Doktrin gik i Aarene umiddelbart før den nuværende Krig i stadig højere Grad ud paa at udvide Bombardementsflyvevæsenet, og Erfaringerne fra Spanien fik mange, der hidtil stillede sig tvivlende, til at gaa ind for en saadan Udvidelse. Det kan heller ikke drages i Tvivl, at Landet som Magtfaktor vilde nyde størst Fordel af denne Politik. Samtidig hermed udbyggede Frankrig imidlertid ogsaa Hær og Flaade. Under den tidligere omtalte Debat i Deputeretkammeret udtalte Luftministeren saaledes: „Je considére que ....... il serait criminel de jouer sur le coup de dés de la guerre aérienne du début tout le sort de l’aviation française et, par là, de la défense nationale du pays.“ Ved samme Lejlighed talte Ministeren om Principperne for Lufthærens Indsættelse; denne vilde, hævdede han, kun finde Sted som Ripost; thi „La France, en effet, n’attaquera jamais, ne commettra jamais d’aggression; elle n’enverra jamais ses escadres lancer des bombes sur des femmes et des enfants.“ Hvorledes dette nu skulde kunne undgaas under Udførelsen af Riposten, talte Ministeren dog ikke om. Men han fremhævede, hvad der har særlig Interesse for nærværende Undersøgelse, at det franske Luftvaaben vilde forstaa at undgaa baade „des formules de Douhet avec leurs excès“ og „des formules ....... d’un conservatisme un peu étroit ...“ Frankrig vil, udtalte Ministeren endvidere under denne meget betydningsfulde Debat, forstærke sit Bombardementsflyvevæsen, og han tilføjede, at man næppe vilde dadle ham derfor. Denne Udvidelse af det franske Bombeflyvevæsen skulde i Begyndelsen af 1940 have bragt Antallet af Bombardementsenheder op til det 5-dobbelte af, hvad det var i 1937 ; Udtalelser, der under og efter Septemberkrisen 1938 blev fremsat i den offentlige Debat, tyder imidlertid paa, at den franske Industri, til Trods for de gunstige Vilkaar for Flyvemaskinproduktionen, der skabtes ved Fabrikkernes Nationalisering i 1936, ikke har kunnet tilfredsstille de Fordringer, man stillede til den. I Begyndelsen af Aaret 1939 talte det egentlige operative Luftvaaben (Bombeenhedeme i „l’Armée de l’Air“) formentlig hen imod 1200 Maskiner, hvortil kommer Formationerne i 2. Linie og Maskiner til særlig Anvendelse, saaledes at det samlede Antal af Bombardementsluftfartøjer dengang maatte sættes til imellem 1500 og 2000 Maskiner, heraf dog mange af ældre Type. Efter talrige Overgangsstadier naaede Frankrig i 1938 til at etablere en fælles Overkommando for de samlede Stridskræfter, samtidig med, at man i Ministeren for det nationale Forsvar besidder en administrativ Enhedsledelse. Den saaledes skabte Enhed synes at have lagt sig de Ord paa Sinde, som General Débéney for mere end 5 Aar siden efterlyste: „Assez de béton! Elargissez les ailes!“

Det Nederlag, som Frankrig led i Efteraaret 1938, forandrede ikke den Kurs, der var fulgt i de senere Aar. Trods Venskabsforsikringer imellem Frankrig og dets østlige Nabo frygtede det stadig, at denne, før han for Alvor vilde vende sig imod Øst for at søge nyt Lebensraum, vilde gøre rent Bord vestpaa. Ved fortsat Oprustning, lige til den yderste Grænse, ved et stadigt mere inderligt Samarbejde med England, vilde Frankrig skaffe sig sécurité, efter at saa mange garanties havde vist sig uholdbare. Enstemmigt lød i Frankrig Kravet om Forøgelse af Luftstyrkerne. Kun paa denne Maade vilde, mente man, Frankrig kunne undgaa at bukke under, naar Spørgsmaalet en Dag skulde rejse sig — Jena eller Sedan?

b. Rusland.

Sovjetunionens geopolitiske Stilling giver dette Land en ganske særlig Plads iblandt Luftmagteme. Medens Landets store Udstrækning tidligere baade betød Fordele (tekniske Vanskeligheder for en Invasion) og Mangler (Vanskeligheden ved indenfor en rimelig Tidsfrist at kunne foretage operative Forskydninger) er dette Forhold nu i høj Grad ændret alene til Fordel for Rusland, saaledes som det skal blive vist i det følgende. Det kunde kun blive en naturlig Følge af Sovjetunionens luftstrategiske Stilling, i Forbindelse med den kommunistiske Ideologis offensive Karakter, at det blev blandt Landets første Handlinger at begynde Opbygningen af en stærk Luftflaade, efter at der var sikret Statsmaskineriet en passende Stabilitet. Luftvaabnet i Rusland, om hvilket man med Bestemthed kun ved, at det i hvert Fald i Aarene 36—38 var det største i Verden, nyder en ganske særlig Folkeyndest; ikke desto mindre omgives alle Detailler ved Luftvaabnet med en Hemmelighedsfuldhed, der har gjort det meget vanskeligt at danne sig noget rigtigt Indtryk af dets Omfang og hele Standard. De Oplysninger, der foreligger, stammer for en ikke ringe Dels Vedkommende fra Lande, hvis politiske Anskuelser stillede dem i et saadant Modsætningsforhold til Sovjetunionen, at det — i Forbindelse med andre, velkendte Faktorer formodedes en Dag at ville kunne finde krigersk Udløsning; disse Oplysninger maa derfor udnyttes med Varsomhed. Dette gælder i øvrigt ogsaa de Udtalelser, der med Mellemrum fremsættes af officielle Personligheder i Unionen, bl. a. fordi den agitatoriske Tendens eller Ønsket om at indgyde eventuelle Modstandere Frygt spores deri.

I luftstrategisk Henseende udmærker Sovjetrusland sig navnlig ved den Omstændighed, at dets vigtigste Centrer, navnlig de mest betydningsfulde Industriomraader, ligger saa langt fra Vestgrænserne, at Tanken om at ramme dem ved Bombardement af større Luftenheder i hvert Fald endnu ikke lader sig realisere. Mest udpræget er dette Forhold for Rustningsindustriens Vedkommende; dennes vigtigste Centrer i Don- og Volgaomraaderne, ved Ural og i Sibirien ligger udenfor enhver fjendtlig Luftflaades effektive Aktionsradius. Tilsyneladende ligger Smolensk, Kiew, Odessa og Leningrad i lufttruet Omraade, men det vides, at Luftforsvarsforanstaltninger af enhver Art netop i disse Omraader drives med stor Iver, og specielt vides det, at Hovedmassen af Sovjetunionens Jagerstyrker hurtigt vil kunne koncentreres til Forsvar for disse Omraader. Samtidig med at besidde denne i luftforsvarsmæssig Henseende usædvanlig gunstige Stilling, muliggør Ruslands nære Beliggenhed ved Centraleuropa en Luftopmarch, der allerede i Fredstid betyder en meget alvorlig Trusel baade imod dets vestlige Naboer og Landene Vest for disse Ved sin Alliance med Frankrig kunde Rusland derfor før den nuværende Krig have stillet en centraleuropæisk Blok overfor en dobbelt Omfatning af væsentlig større Effektivitet, end Tilfældet var i 1914, et Forhold, der indtil for ca. et Aar siden yderligere lettedes ved den fremskudte Basis for Luftoperationer, som Sovjetunionen havde etableret i Tjekkoslovakiet. Den efter den tysk-russiske Tilnærmelse opstaaede Situation er formentlig endnu for uafklaret til, at en mere indgaaende Undersøgelse heraf kan siges at være hensigtsmæssig. Med Flyvemaskinteknikkens nuværende Standpunkt bestaar der altsaa en væsentlig Forskel imellem f. Eks. Tysklands og Ruslands luftstrategiske Evne. Naar denne ustabile Faktor i det europæiske Ligevægtssystem ikke bevirkede kraftigere Udslag, end Tilfældet har været, havde det formodentlig andre Aarsager end den Fredskærlighed, som Staterne jævnligt giver Udtryk for. Disse Aarsager vil blive nævnt under Omtalen af Tyskland. Rusland er selv i den Situation om fornødent at maatte tage Front imod baade Øst og Vest. Dette har medført, at de russiske Stridskræfter er organiseret i to Hovedafdelinger, af hvilke den ene selvstændigt varetager Forsvaret af Østgrænserne. Ved denne Hær findes stærke Luftstridskræfter, hvis operative Forskydning til en vestlig Krigsskueplads er forberedt gennem en stor Organisation af Flyvepladser igennem Sibirien, en luftstrategisk Parallel til den transsibiriske Jernbane.

Samtidig med, at Ruslands geografiske Beliggenhed i høj Grad begunstiger baade Luftforsvaret og russiske, offensive Luftoperationer, giver den kommunistiske Ideologi det sovjetrussiske Krigsapparat en yderligere offensiv Karakter; dette finder Udtryk i en meget douhetorienteret Doktrin for det operative Luftvaabens Anvendelse. Der er Grund til at tro, at de Befæstningsanlæg, der er under Udførelse ved Ruslands Grænser, specielt Vestgrænsen, er et Udslag af en delvis Anerkendelse af Douhets Fordring om, at Landstridskræfteme skal benyttes til Forsvar. Efter de store Manøvrer i Kiew i 1936 udtalte Sekretæren for det kommunistiske Partis Centralkomité, at „vi vil slaa Fjenden langt hinsides Sovjetruslands Grænser.“ At det er Luftvaabnet, man har tiltænkt denne Mission, fremgaar af Flyverstyrkemes Fordeling, der er blevet offentliggjort bl a. fra tysk Side. Interessen for de douhet’ske Tanker fremgaar af talrige andre Udtalelser, f. Eks. af den bekendte Luftkrigsforfatter L. S. Amimgow, der i Militærtidsskriftet „Woina i revoluzija“ (Sept./Okt. 1934) skrev, at „Vore Fordele bestaar i, at samtlige økonomiske og politiske Centrer hos vore Modstandere befinder sig ulige nærmere ved vore Luftstøttepunkter, end vort Lands Centrer fra vore Modstanderes Støttepunkter“ ; tilsvarende skrev Tatartschenko i „Wjestnik wosduschnovo flota“, at „Opgaven for vore tunge Bombebrigader er i første Linie det koncentrerede og koncentrisk udførte Angreb paa store militære, økonomiske og politiske Centrer.“

Stalins Udtalelse om, at „Sovjetrusland behøver et til enhver Tid startklart Luftvaaben til Gennemførelse af sin Udenrigspolitik“, faar gennem de anførte Citater, der lader sig supplere med talrige andre, et særligt Perspektiv. For de organisatoriske og taktiske Princippers Vedkommende er den douhetistiske Tanke bl. a. kommet til Udtryk i en Udtalelse hos Chripin (Lufthærens Generalstabschef) i 1936, der lyder: „Vi maa styrke vort Luftvaaben og g fire Front imod alle Forsøg paa at betragte selvstændige Operationer af Laiftvaabnet som Undtagelsestilfælde.“

Det er ikke ualmindeligt at møde den Opfattelse, at Sovjetunionens tekniske Standard er for ringe til at kunne præstere et med de øvrige Stormagter kvalitativt jævnbyrdigt, operativt Luftvaaben, og at det russiske Luftvaabens numeriske Styrke derfor ikke skulde give et rigtigt Billede af dets Evner. Denne Opfattelse er næppe rigtig. De russiske Langflyvninger i 1937 (heriblandt en Verdensrekord) og de russiske Flyvemaskintypers Præstationer i Spanien giver Indtryk af høj Ydeevne, selv om den russiske Industri endnu kun delvis kan forsyne Luftvaabnet med Motorer og Instrumenter Den ofte citerede Udtalelse af den franske Luftminister, der erklærede, at han kun kendte eet Luftvaaben, hvis Materiel var det franske overlegent: Sovjetruslands, er næppe helt ubegrundet selv under Indrømmelse af en vis Margin som Følge af den paagældende Ministers personlige Sympati for Frankrigs østlige daværende Allierede. Om Størrelsen af det russiske Luftvaaben vil man kun kunne opstille Formodninger. De f. Eks. i „Pravda“ fremkomne Oplysninger angav (August 1936) et samlet Maskinantal af 7000. Af disse maa Tallet paa Bombemaskiner anslaas til (naar Maskiner af 2. Linie medregnes) ca. 2000. Forskellige tyske Kilder nævner for 1938 Tal paa Bombardementsmaskiner der naar op over 5000; hvorvidt disse Tal har Rod i Virkeligheden, gør man sikkert rigtigst i at lade være usagt; det samme gælder afdøde Marskal Tuchatschewskis Paastand om, at Ruslands Luftrustninger havde naaet et Tempo, hvori de ikke kunde indhentes af de kapitalistiske Lande. Det er dog ikke uden Grund, at Schiittel i „Luftkrieg bedroht Europa“ har ofret Rusland en fremtrædende Plads som „Luftgrossmacht U. S. S. R.“. Det selvstændige, operative Luftvaaben vides at være organiseret i tunge Korps, hvert bestaaende af Bombardementsbrigader med tildelte Brigader af Transportluftfartøjer, der hvert kan befordre 22 Mand med fuld Udrustning. Atl i alt kan man sige, at Busland er den Magt, der i højeste Grad har antaget Douhets Teorier, hvilket i sig selv stemmer baade med Landets geografiske Beliggenhed, den politiske Ideologis Karakter og Nationens traditionelle Tilbøjelighed for ekstreme Løsninger. Det russiske Angreb paa Finland er saaledes et typisk Udslag af den douhet’ske Doktrin, rigtignok med det væsentlige Forbehold, at Sovjetunionen paa Forhaand vidste, at den i den foreliggende Situation næsten med Sikkerhed vilde besidde det absolutte Herredømme i Luften. Spørgsmaalet er imidlertid, om Statens politiske Ledelse endnu har naaet den Kraft og Folket den, for at anvende et Udtryk fra Ludendorffs „Der totale Krig“ -— seelischc Geschlossenheit, der i en Stormagtskrig er en ligesaa betydningsfuld Del af Nutidens Krigsmagt som stærke Stridskræfter.

c. Tyskland.

En Betragtning af Tysklands geografiske Beliggenhed og udprægede Karakter af Industriland med mange tætbefolkede Omraader viser, at Landet baade er meget truet af og saarbart overfor Luftangreb; det er derfor forstaaeligt, at Tyskland officielt fordømmer den operative Luftkrig. Lige saa forstaaeligt er det imidlertid, at en af Tysklands første Handlinger under Oprøret imod Versailles maatte blive at skabe et operativt Luftvaaben — baade paa Grund af de øvrige Staters Luftrustning og paa Grund af i hvert Fald een af de sandsynlige Modstanderes Saarbarhed overfor Luftkrigen. Den tyske Oprustning — „un effort sans précédent, auquel un soldat ne peut que rendre hommage“ (General Weygand) og da navnlig Luftvaabnets, blev det Middel, hvormed Landet allerede i Fredstid har kunnet erhverve Fordele, som for ikke mange Aar tilbage havde været uopnaaelige uden Krig. Man kunde før Krigen sikkert med Rette hævde, at Tyskland kun vilde skride til Angreb imod Vest, hvis dets Nabo her skulde vise væsentlige Tegn til at ville intervenere overfor en tysk Aktion imod Frankrigs østlige Allierede; ikke alene tydede alle tyske Udtalelser paa, at man ikke ønskede Krig med Frankrig, men man kunde heller ikke forestille sig, hvilke Fordele Tyskland skulde vente sig af et miliffert Opgør med Frankrig, der under alle Omstændigheder vilde lægge Beslag paa meget stærke tyske Kræfter. Det sidste Bevis paa, at det forholdt sig saaledes, foreligger i Tyskernes Bygning af et Fæstningssystem langs Vestgrænsen af samme Art som den franske „Maginotlinie“. Efter at disse to store Spærrelinier er bygget, syntes det, som om det eneste, af Effektivitet tilmed usikre, Angrebsmiddel imellem de nævnte Stater vilde være Luftvaabnet. Tysklands passive Holdning overfor Frankring i den nuværende Krigs første Tid betegner kun en Fortsættelse af dette principielle tyske Synspunkt. Man regnede almindeligvis med, at Tyskland vilde aabne Krigen med et Overfald (jvfr. Førerens Udtalelse om at ville angribe som „et Lyn i Natten“) ; det væsentligste Element af et saadant Overfald vilde formentlig blive det af Franskmændene frygtede „attaque brusquée aérienne“, idet ledende tyske Personligheder offentlig har udtalt, at de anser Maginotlinien for uigennemtrængelig. Naar man imidlertid forestiller sig, hvilken Saarbarhed begge Lande besidder overfor Luftkrigen, samt gør sig klart, at Luftkrigen alene sandsynligvis først vil kunne bringe Afgørelsen efter en lang og opslidende Periode, laa det —- og ligger maaske endnu — nærmest at antage en tysk-fransk Total-Krig som en lidet sandsynlig Eventualitet. Anderledes laa Forholdet imellem Tyskland og den Magt, imod hvis Territorium tysk Ekspansion før Krigen stræbte. Imellem de to Lande bestaar der, som tidligere omtalt, en Mangel paa Balance i den luftstrategiske Position, selv om Billedet i Efteraaret 1938 har ændret sig til Fordel for Tyskland. Utvivlsomt sigtede Tysklands militære Anstrengelse i første Række paa den Konflikt, der vilde opstaa, naar en Dag Handelsflaget ikke paa egen Haand vilde kunne bane sig Vej imod Sydøst. Vanskeligheden ved at føre en uindskrænket Luftkrig var imidlertid iøjnefaldende. Krigsførelsens Tyngde vilde derfor fra tysk Side sikkert være blevet lagt paa Landoperationerne, med mindre Konflikten først skulde bryde ud, naar Luftvaabnets Aktionsradius var blevet saaledes forøget, at en tysk Luftflaade vilde kunne ramme de sovjetrussiske Produktionscentrer; efter bl. a. amerikanske Anskuelser vil Luftvaabnets tekniske Udvikling gøre dette muligt i Løbet af 5—10 Aar. Der er Grund til at tro, at Tyskland afventede dette Tidspunkt, samtidig med at det fiaabede, at indre Vanskeligheder i Rusland vilde jævne Vejen for et russisk Nederlag. At Sovjetunionen paa sin Side ikke skred til Præventivkrig paa et Tidspunkt, hvor Tysklands Oprustning kun var i sin Vorden, undrede mange, men maa formentlig forklares ved, at Unionens indre Styrke dengang ikke svarede til Størrelsen af Militærapparatet.

At Tyskland ogsaa har ofret Landstridskræfter store Midler er altsaa kun en naturlig Følge af Krigsteknikkens øjeblikkelige Stade, sammenholdt med de geografiske Forhold. Under alle Omstændigheder vil Operationer imod Rusland fordre betydelige Landstridskræfter, hvilket Tyskland har erfaret i 1918, hvor Centralmagterne, paa et Tidspunkt, hvor de ifølge deres egen strategiske Doktrin maatte samle alle Kræfter til „die grosse Schlacht in Frankreich“, maatte efterlade op imod 2 Millioner Mand i Rusland, til Trods for at der var sluttet Fred med dette Land. Det var vel motiveret, naar Ludendorff skrev, at Rummet østpaa ikke lader sig maale med en tysk Alen.

Oplysningerne om Tysklands Hærstyrker er meget fyldige ; dette er derimod ikke Tilfældet med det tyske Luftvaaben, der, ligesom det russiske, omgives med megen Hemmelighedsfuldhed; forskellige Forhold tyder imidlertid paa, at denne Hemmelighedsfuldhed i hvert Fald i de første Aar i højere Grad har haft til Formaal at skjule kvalitative og kvantitative Mangler end at dække over overvældende Styrke. F. Eks. fransk offentlig Debat opererer ofte med Talangivelser vedrørende Luftstyrker; i Tyskland omgives dette Forhold med en saadan Diskretion, at de talrige tyske Fremstillinger om Luftkrigen ganske udelader Omtale af Tysklands Luftvaaben; Udlandets Luftvaaben beskrives indgaaende, og den uindskrænkede Luftkrigs Principper omtales stedse som „Udlandet“s umoralske Doktrin, overfor hvilken sættes det tyske Folks Humanitet og Fredskærlighed — under Forudsætning af, at dets „naturlige, berettigede og vitale Krav“ opfyldes. Paa hvilken Maade Tyskland vilde føre den Krig, som Nægtelsen af disse Kravs Opfyldelse vilde kunne medføre, blev naturligvis sagt mindre tydeligt. Det tyske Luftvaabens Organisation, saa vidt man kender dertil, Udtalelserne i „Mein Kampf“, Luftministerens tidligere omtalte Bemærkning, men først og fremmest Tysklands geopolitiske og strategiske Stilling giver imidlertid i sig selv Svar nok paa dette Spørgsmaal.

I den tysk-polske Krig vil man kunne sige, at Krigens første Fase fra tysk Side gennemførtes efter Douhets Principper, idet den første tyske Angrebshandling bestod i at rette et overraskende Angreb mod de polske Luftstridskræfter; disses Antal og Kvalitet var i Forvejen ubetydelig i Forhold til Modstanderens, og i det store og hele ophørte den polske Luftstyrkes Virksomhed allerede i de første Kampdage. Efter disse samarbejdede de tyske Land- og Luftstridskræfter oftest ret nøje, og det viste sig straks, at Tyskernes overlegne Føring, Bevægelighed og Bevæbning i sig selv garanterede en meget hurtig, militær Sejr; det var derfor ikke nødvendigt at gribe til den organiserede Terrorisering af den polske Nation; selv under en længere Krig vilde maaske ogsaa Hensynet til Verdensopinionen, om hvis Gunst alle Krigsførende kappes, have lagt en Dæmper paa den fulde Udfoldelse af Ødelæggelsesværket.

For en Fuldstændigheds Skyld bør det tilføjes — som allerede tidligere antydet —, at Bombardementet af den polske Hovedstad næppe kan betragtes som nogen Terrorhandling i den her omhandlede Forstand, men snarest maa ses som en Belejringsaktion i Lighed med, hvad Tilfældet var med København i 1807, Paris i 1871 o. s. v.

Tysk militær Tænkning, igennem Aarhundreder skolet i Analyse og Konstruktion, har forstaaet hurtigt at uddrage det værdifulde af Douhets Doktrin, og at udskille de mange Elementer af den, der ikke kunde bringes til at stemme med tekniske og strategiske Forudsætninger. Af særlig Interesse er den tyske Organisation af Stridskræfternes øverste Ledelse, der repræsenterer en militært set saa ideel Løsning, at ikke engang Douhet havde tænkt sig en saadan mulig; den øverste Krigsherre, der samtidig er Statens politiske Fører, udøver gennem et enkelt Organ af sagkyndige Befalingen over de tre ligestillede Værn, der hvert er underlagt en særlig Chef. Af særlig Interesse er, at Luftvaabnets Øverstbefalende har Ledelsen af Territoriets Luftforsvar.

Ifølge General Armengawd (Revue Militaire Générale, Nr. 1/1 1938) havde Tyskland dengang — efter nogle Maaneders stille Forberedelse — kunnet angribe med en Styrke paa op imod 2000 Bombemaskiner; engelske og amerikanske Kilder angiver tilsvarende Tal. Som Følge af Landets rationelt organiserede Industri maa der i Dag formentlig regnes med det dobbelte Antal.

Tysklands hele Udvikling har i de senere Aar fulgt Ludendorffs Ord i „Der totale Krieg“ : „Da der Krieg die höchste Anspannung eines Volkes für seine Lebenserhaltung ist, muss sich eben die totale Politik auch schon im Frieden auf die Vorbereitung dieses Lebenskampfes eines Volkes im Kriege einstellen... "

d. England.

I ikke mindre Grad end Frankrig var England efter Versailles interesseret i at bevare status quo — i territorial Henseende; det britiske Verdensrige ønskede at bevare, hvad det havde, og tilpassede sin Krigsmagt til dette Formaal, der deler sig i tre: Hjemlandets, Søhandelens og de oversøiske Territoriers Forsvar. I det følgende vil i Hovedsagen kun det første af disse Forsvarsproblemer blive omtalt. Den af Luftvaabnets Udvikling hidførte Ændring i Storbritanniens strategiske og politiske Stilling udtryktes klart af Baldwin i en ofte citeret Tale i Underhuset (Foraaret 1934): „Vi maa ikke glemme, at siden den Dag, da Luften blev erobret, gælder de gamle Grænser ikke mere. Hvis man for Alvor skal tænke paa Englands Forsvar, maa man ikke længere tænke paa Klipperne ved Dover, men paa Rhinen. Der er vor Grænse!“ Paa samme Maade som Tyskland og Frankrig maa England, paa Grund af sin store Saarbarhed overfor Luftangreb, principielt være imod Luftkrigen; Erfaringer fra de tyske Luftangreb paa engelske Industriomraader under Verdenskrigen i Forbindelse med den vitale Betydning for Landet af ganske enkelte Indførselshavne motiverer fuldtud Lord Trenchards (tidl. Luftminister) Udtalelse om, at hvis hans Stemme skulde være den afgørende, vilde „Luften“ i det hele taget blive afskaffet.

Indtil Afrustningsforhandlingernes Sammenbrud var det engelske Luftvaaben uanseeligt af Tal, men af høj Kvalitet; store Dele deraf var til Stadighed stationeret i Kolonierne. Efter at Rustningskapløbet atter begyndte, indledede England imidlertid, ud fra den traditionelle engelske Betragtning om, at Angrebet er det bedste Forsvar, en enorm Oprustning i Luften, i hvilken Antallet af Bombardementsmaskiner indgik i et Forhold, der var større end i de fleste andre Lande. De ordinære Budgetter for Luftvaabnet udviste fra 1934/35 til 36/37 en Stigning paa 133 pCt., hvortil kom de meget store Bevillinger, der var nødvendige til at gennemføre den i Hvidbogen af 3. Marts 1936 forkyndte Udvidelse. Antallet af Bombardementsmaskiner i Hjemlandet kunde ved Krigsudbruddet formentlig sættes til ca. 1500 i 1. Linie. Hertil kommer Bombardementsenhederne i Kolonierne, samt ikke ringe Styrker af 2. Linie.

Man har officielt formuleret det engelske Luftvaabens Opgave som i første Række at „præstere en alvorlig Trusel imod ethvert Angreb paa vitale engelske Interesser, det være sig i Hjemlandet eller uden for dette.“ Ifølge de allerede tidligere omtalte engelske Militærforfattere vil engelsk Forsvar bedst kunne ske ved Fremgangsmaader, der minder om de af Douhet beskrevne; men disse Anskuelser har kun i meget begrænset Omfang vundet Indpas i den engelske Doktrin for Stridskræfternes Anvendelse; ifølge traditionel engelsk Politik skal Modstandere holdes nede som Konkurrenter, men om nogen Tilintetgørelse som Stater betragtet bør der ikke være Tale; dette vilde i for høj Grad skade den Ligevægt, der er saa betydningsfuld for Storbritannien. England vil altsaa kun modstræbende deltage i en Totalkrig, i hvilken Fjendens fuldstændige Ødelæggelse tilstræbes. I „Air Strategy“ fremhæver Golovine dette Forhold og hævder, at „Værnet for Rhingrænsen paa ingen Maade tvinger den engelske Generalstab til Overvejelser, der vil fordre det strategiske Luftvaabens Indsats paa den af Douhet beskrevne Maade.“ Dog mener Golovine, at det operative Luftvaabens Opgaver kunde blive udvidet for at bringe en Krig, der maatte trække i Langdrag, til Afslutning. Det turde imidlertid være tvivlsomt, om Krige imellem Stormagter i det lange Løb kan føres uden at antage total Karakter.

Takket være sin store Oprustning i Luften har England nu atter nærmet sig det Magtstade, som det — for at støtte Af rustningsbestræbelserne — i en Aarrække havde givet Afkald paa. Een Ting mangler det engelske Rige imidlertid: En fast Enhedsledelse af Forsvaret; Ministeren for det nationale Forsvar er mere et Organ for Oprustningens tekniske Gennemførelse end for Forberedelse til og Gennemførelse af Stridskræfternes Samvirke. Fuller har noget drastisk udtrykt dette Forhold saaledes, at „our whole defence position is to-day so rocky that it would turn a Mandarin strategically sea-sick“. T Grænsekampene i Indien har England gjort udstrakt Brug af et operativt Flyvevæsen i lille Maalestok. Hvorvidt de store Bombardementsenheder i Hjemlandet vil blive anvendt efter Douhets eller Golovines Principper, kan ikke siges med Bestemthed. Sikkert er det derimod, at det operative Luftvaaben er blevet en ligesaa betydningsfuld Faktor for det britiske Forsvar som Flaaden.

e. Italien.

Italiens bjergrige Grænser, der let lader sig forsvare, men ogsaa vanskeliggør italiensk Offensiv, samt Vanskeligheden ved effektivt at forsvare Italiens udsatte Kyster, førte Douhet til Teorien om det operative Luftvaaben som Hovedelement i Landets Forsvar. Det er velkendt i hvilken Grad det autoritære Styre i Italien har forstaaet at udnytte sin politiske Styrke, sin Ideologis offensive Karakter, Fordelene ved Italiens landstrategiske Stilling samt sin Krigsmagts Styrke til en Ekspansion, hvori Sejren over Abessinien og Folkeforbundet („The First of the League Wars“ (Fuller)) foreløbig er det mest betydningsfulde Skridt.

Italiens politiske Ledelse forstod efter Verdenskrigen hurtigt, at hvis Landet skulde opnaa en „Plads i Solen“, maatte det udvikle sit militære Apparat og navnlig skabe sig et stærkt Luftvaaben. Saaledes udtalte Mussolini i 1930, at „Vor Luftfart maa være saa stærk og mægtig, at dens Vinger fordunkler Solen over vort Land, thi jeg forudser, at vi mellem Aarene 1935 og 1940 vil naa et Vendepunkt i den europæiske Historie. Da maa vi kunne hæve vor Røst og forlange vore Krav anerkendt.“ Under Luftfartsminister Balbo naaede det italienske Luftvaaben den høje Standard, der stadigt præger det, og som har givet sig Udslag f. Eks. i den berømte Eskadreflyvning over Atlanterhavet, i Verdensrekorder for Hastighed samt ikke mindst i Flyvevæsenets Præstationer under Krigen i Abessinien (Overvindelse af talrige tekniske Vanskeligheder, dets Virksomhed i Sikrings- og Opklaringstjenesten m. m.). Med Hensyn til Principperne for Luftvaabnets Organisation udtalte Balbo jævnligt, at Douhets Teorier var bestemmende herfor;. saaledes hed det under Debatten om Budgetlet i 1933 bl. a .: „I de sidste syv Aar har vi forsøgt at virkeliggøre denne store Militærskribents Tanker, hvem et plagsomt Livs Omskiftelser næsten havde gjort fremmed i Landet, som ikke var genfødt i Fascismen.“ Det er nu kun i begrænset Omfang, at Italien har antaget Douhets Doktrin. Thi ligesom i de øvrige Stormagter udbygger Italien baade en meget kampkraftig og til offensive Operationer velegnet Hær og Flaade; disse Værn raader over stærke Flyverstyrker til direkte Støtte. Flyvevæsnet underlagdes allerede i 1923 et særligt Ministerium, og faa Aar senere fulgte Sammenslutningen af Størsteparten af Luftstyrkerne til en Lufthær, i hvilken ejendommeligt nok de svære Bombardementsenheders Tal indtil i hver Fald for ganske nylig har været ringe i Forhold til Opklaringsenhederne. Ledelsen af den samlede Krigsmagt er vel tilpasset til Douhets Krav, idet Koordinationen af Statens civile og militære Anliggender er sikret igennem Mussolinis Person.

I Begyndelsen af Aaret 1938 regnede man med, at Italien kunde opstille en Luftstyrke paa ialt ca. 4000 Maskiner, hvoraf kun 600 Bombardementsmaskiner i 1. Linie. Styrkerne i 1. Linie paaregnes i 1940 forøget til det dobbelte af Tallene for 1938.

Det operative italienske Luftvaaben har paa Grund af Landets særlige geografiske Beliggenhed navnlig Opgaver paa Havet til Sikring for og Forsvar af Forbindelserne til det store afrikanske Kolonirige. Den italienske Luftflaade lægger derfor nu megen Vægt paa Maskintyper, der særligt egner sig til at udføre Bombardementer imod Krigsskibe. Sandsynligvis af denne Grund er det, at Luftfartøjer paa Grænsen mellem Bombardements- og Opklaringsmaskiner udgør en saa væsentlig Del af Luftvaabnet. Det bedste Bevis paa, at denne Organisation er hensigtsmæssig, frembyder den engelske Flaades Forhold under Krigen i Abessinien, de i Forbindelse dermed fremsatte Udtalelser i det engelske Parlament, samt den overvejende Del af Litteraturen om Englands strategiske Stilling i Middelhavet.