Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
"Das Russische Comité fordert alle Soldaten
und Offiziere der Roten Armee auf, zur
Russischen Befreiungsarmee überzutreten,
die an der deutschen Seite kämpft".
(Af Smolenskopråbet til alle russiske soldater 27. december 1942).
Den 22. juni 1941 angreb Tyskland uvarslet Sovjetunionen i en gigantisk operation, der - som Hitler forudsagde - ganske rigtigt fik verden til "at holde vejret". Ca. tre millioner tyske soldater side om side med betydelige styrker fra Rumænien, Ungam, Slovakiet, Finland, Italien og Spanien væltede i løbet af sommeren ind over de russiske grænser som et led i Hitlers planer om en tilintetgørelse af Sovjetunionen og - frem for alt - det kommunistiske system. Alle de besatte lande leverede også større eller mindre frikorps i tysk uniform til denne nådeløse kamp mellem to blodbestænkte ideologier. Den tyske lynkrigsførelse de første varme sommermåneder medførte to forhold, som skulle blive skæbnesvangre for angriberen. Fol det første, at et meget stort område af Sovjetunionen faldt i tyske hænder, hvilket senere skulle blive af fatal betydning for tyskerne på grund af en partisankrig, man ikke formåede at dæmme op for. For det andet, at de meget store omringningsslag, hvor tyskerne tilintetgjorde den ene armé efter den anden, medførte et enormt antal krigsfanger og tillige masser af desertører, også officerer. Dette viste tyskerne - men blev desværre ikke udnyttet - at det kommunistiske styre var et brutalt tvangsregime, som store dele af befolkningen vendte sig fra. Det skulle således vise sig, at havde tyskerne klogt udnyttet de etniske modsætninger i det enorme rige med de mange store nationaliteter - i stedet for halsstarrigt at følge deres teorier om "herrefolk" og "slaviske undermennesker" - kunne felttoget meget vel være vundet. Allerede i slutningen af 1941 begyndte det for tyskerne at blive klart, at Sovjetunionen langt fra var slået, og at Tyskland næppe havde kræfter til at besejre riget. Nu begyndte man at rette opmærksomheden mod de flere hundrede tusinde russiske krigsfanger og desertører, der befandt sig i enorme krigsfangelejre og tvangsindsat i industrien eller landbruget. Tanker i Værnemagtens Overkommando (OKW) og i ledelsen af Waffen-SS om at søge at udnytte denne utraditionelle, måske ikke uvillige og nok i høj grad antikommunistiske peisonelreserve, begyndte at tage form. Denne fremstilling har til formål at skildre, hvorledes en berømt russisk general, krigshelt og Stalins betroede mand, gik over til tyskerne og opstillede en styrke på mere end to divisioner russere fra krigsfangelejrene for - i tysk uniform, under russiske officerer og både fornægtet og accepteret af nazisterne - at blive sat ind mod den sovjetiske hær, altså kompakt landsforræderi, set med Sovjetunionens øjne.
Optakten
Da tyskerne invaderede Sovjetunionen, blev de i flere dele af landet, primært i Ukraine, nærmest modtaget som befriere for det kommunistiske voldsregime. Det gjaldt især de dele, der stædigt søgte at bevare deres sprog, religion og egenartede kultur, som kommunisterne havde søgt at ødelæ gge med henblik på en tvangsrussificering af det enorme land og alle dets etniske folkegrupper. Forfølgelsen gik især ud over de store muslimske befolkningsgrupper i de sydvestlige dele af Sovjetunionen. Allerede i august 1941, hvor den tyske armegruppe Mitte tilsyneladende uimodståeligt tromlede frem mod Moskva og armegruppe Syd mod Zaporoche nord for Krim, modtog Hitler i sit østpreussiske hovedkvarter besøg af den tyrkiske general Erkilet fra den tyrkiske generalstab. Han bad Hitler se med sympati på alle de krigsfanger af tyrkisk-muslimsk oprindelse, som faldt i tyskernes hænder. Disse var, erklærede generalen, principielt modstandere af den gudløse kommunisme og måske potentielle hjælpetropper. Hitler blev interesseret, da han på dette tidspunkt omgikkes med tanker om at hverve Tyrkiet til den tysk-italienske "Stålpagt". Han tillod derfor i november 1941 oprettelse af en turkestansk legion i tysk tjeneste. Yderligere tre "sovjetiske" legioner blev oprettet ved en hemmehg ordre fra OK W af 30. december 1941, nemlig 1) en kaukasisk-muslimsk, 2) en georgisk og 3) en armensk legion. I løbet af 1942 kom yderligere to legioner til, en Krimtatar- og en Volgatatarlegion. Endvidere oprettedes afdelinger for kosakker og kalmykker. Hvor mærkeligt det end lyder, var der ultimo 1943 nedennævnte fremmedelementer (fra Sovjetunionen) tjenstgørende i den tyske hær, som regulære kombattanter:
Armeniere ............................. 11.600
Adzerbaidjanere.................... 13.000
Georgiere............................... 14.000
Nordkaukasiere .................... 10.000
I alt 48.600
Dertil kom i pioner- og transportenheder fra disse befolkningsgrupper 21.595 mand, indstukket i tyske enheder 25.000 mand og i flyvevåbnet og Waffen-SS 7.000, d.v.s. i alt en styrke på ca. 102.000 mand. I årets sidste måneder var dette tal mærkværdigvis steget til knapt 500.000 mand. Det var selvfølgelig et ubehageligt fremmedelement i den tyske, hårdt pressede hær, og Hitler beordrede af sikkerhedshensyn, at ingen fremmedenhed måtte overstige mere end bataljonsstørrelse, og at disse skulle spredes så meget som muligt over Tysklands mange fronter, herunder som partisanbekæmpelse i f.eks. Jugoslavien, Italien og Frankrig. Derfor stødte de allierede på disse styrker de mærkværdigste steder. Da englænderne f.eks. i juni 1944 gik i land på hovedøen Guernsey i de normanniske øer, stødte man på nogle fremmedartede soldater i tysk uniform, som ingen englænder, amerikaner eller franskmand kunne tale med. Det var muslimske georgiere! Også i Danmark var afdelinger af dem placeret langs fæstningsværkerne på Jyllands vestkyst som en blanding af frontsoldater og tvangsarbejdere.
De russiske frivillige
Når der her er brugt ordet "russiske" om dette afsnits frivillige styrker i tysk uniform, er det fordi, der her er tale om egentlige russere fra rigets oprindelige dele, det "hellige russiske zarrige", d.v.s. primært Hviderusland og de centrale dele af landet omkring Moskva og St. Pedersborg. I februar 1942 sanktionerede Hitler modstræbende en "førerordre", der godkendte yderligere opstilling af "Osttruppen". OKW formerede en række afdelinger på ca. 10-15% af normal divisionsstørrelse under benævnelsen "Hiwis" (Hilfswilliger), foreløbig dog uden at indsætte dem i frontkampe. I februar 1943 androg antallet af dem ca. 80.000. Så ville skæbnen, at en berømt russisk general Andrej Andrejewitch Wlassow 12. juli 1942 blev tilfangetaget på Volkovfronten i et stort "kedelslag". Denne højt dekorerede russiske general, Stalins og den øverste Sovjets højt agtede hærfører, er de kendte krigshistorikere mærkværdigvis gået udenom, og han fortjener i høj grad en plads blandt 2. verdenskrigs personligheder på Østfronten. Wlassow blev født 1. september 1901 som søn af en bonde i guvernementet Nischnij-Novgorod. Under revolutionen i 1917 viste den unge Wlassow stor interesse for de oprørske matroser på fæstningen Kronstadt, men blev af sin fader indskrevet på et præsteseminar samtidig med, at han var landvæsenselev i Moskva. I marts 1919 forlod han uddannelsen og indtrådte som frivillig i Den røde Garde. Som bolchevikvenlig fik han dog allerede nogle sjælelige ar, som måske motiverede hans senere frafald under 2. verdenskrig. Hans ældre broder blev henrettet af Tjekaen og hans fader fordrevet fra sin gård i fællesskabets navn. Alligevel blev Wlassow i 1920 officer i hæren, og først i 1930 indtrådte han i partiet.
Wlassow steg i graderne, og fra november 1938 til november 1939 var han stabschef hos general Anton Tscherpanow, der var tilknyttet Chaing Kai-Scheck i Kina, og af hvem han modtog en høj dekoration. I slutningen af 1939 udnævntes Wlassow som oberst til divisionskonunandør over 99. Skyttedivision, der - fra at være en af Sovjethærens ringeste divisioner - under Wlassows fremragende uddannelse og førerskab - blev en af hærens bedste, og i juli 1940 fulgte udnævnelsen til generalmajor. Ved det tyske angreb i sommeren 1941 var Wlassow tjenstgørende som generalmajor i pansertropperne, og på Den røde Hærs 23-års dag modtog han Leninordenen for tapperhed. Sommerens felttog var karakteristisk ved de store omringningsslag, hvor tyskerne gennem en fremragende føring gang på gang omringede og nedkæmpede hele armeegrupper og korps. Det blev begyndelsen til de ca. fem millioner russere, der som krigsfanger eller "Ostarbeiter" ved krigsslutningen befandt sig i Tyskland. I juli 1941 blev Wlassow, der havde fået ordre til med 37. Armé at forsvare JCiev, syg og indlagt på lazarettet i Woronesch. Der modtog han Stalins ordre til af forhåndenværende reserver at bidrage til at opstille et forsvar for Moskva, benævnt 20. Armé, idet det blev klart, at den tyske armégruppe Mitte naturligt stilede mod Sovjetunionens hovedstad.
Russere i Værnemagten
Samtidig begyndte man i Værnemagten i stigende grad at benytte tilfangetagne russere som "Hiwis", hjælpe- eller etapetropper, stik imod Hitlers ordre. Ved slutningen af 1941 var mere end 150.000 russere tjenstgørende i Værnemagten under betegnelsen "Osttruppen". Det kneb selvsagt for de højere tyske chefer at bekvemme sig til at bevæbne disse oprindelig notoriske fjender og "Untermenschen", men nød bryder alle love. For at undgå ordet "russere" blev deres enheder benævnt med geografiske navne, f.eks. "Knieper", "Pripjet", "Berezina" m.fl. Indledningsvis anvendtes disse enheder bag fronten til partisanbekæmpelse, jernbanebevogtning m.m. og kom ikke frem i forreste linie. Man var selvfølgelig nødt til på et tidspunkt at meddele Føreren, hvad man i OKW havde lagt hånd til, og det udløste - som ventet - et raserianfald. "Gröfaz" ("Grösster Feldherr aller Zeit", Hitlers øgenavn i officerskorpset) godkendte modstræbende dispositionerne, men forbød ved en førerordre af 10. februar 1942 al yderligere udbygning af disse styrker, hvad Værnemagten dog i al stilhed suverænt satte sig ud over, hårdt presset af begivenhederne. OKW godkendte ligefrem, at ca. 10-15% af divisionernes styrker bestod af Hiwis. Som regulære tropper (ikke i etapen) var der ved begyndelsen af 1943 ca. 80.000 russere tjenstgørende i de såkaldte "Ostbataillonen".
Enderne i det spegede spil begyndte nu så småt at nå hverandre. I november 1941 fik en politisk orienteret tysk kaptajn Wilfried Strik-Strikfeldt, der gjorde tjeneste ved de i tysk tjeneste værende russiske afdelingers stab "Abteilung Fremde Heere Ost beim OKH" den idé at oprette en ren russisk, antikommunistisk "befrielsesarmé", som han skønnede ville få massiv tilslutning blandt krigsfangerne. Ideen var fi-emragende. I stedet for stykkevis og spredt langs den enorme front da at formere og indsætte en russisk armé, måske oven i købet med en kendt russisk general, ville i propagandamæssig henseende være en træffer. Det ville for verdensopinionen betyde et grundskud mod den internationale, undergravende verdenskommunisme og klart vise alle nationer, at Sovjetstyret var pilråddent, at landets borgere i stort tal var imod det brutale styre, og at Tysklands korstog var berettiget. Hvordan man så, efter en eventuel sejr over Sovjetstyret, skulle blive disse styrker kvit, fandt man jo nok en løsning på. I november-december 1941 nåede de forreste led af armégruppe Mitte under opbydelse af al sin kraft frem til Moskvas forstæder, og man kunne i det fjerne se byens tårne. Det blev det tætteste, tyskerne nåede den russiske hovedstad. Kræfterne var totalt udtømte, afdelingerne decimerede, og Kong Vinter trådte nu an til ubønhørlig kamp på russernes side. Disses modstand forstærkedes i den knugende vinter, og man forstod nu klart, hvad Napoleon havde haft at kæmpe imod i 1812. Det blev for tyskerne det første vendepunkt i felttoget og viste det russiske folk, at tyskerne ikke var uovervindelige. I december gik den hidtil ukendte russiske general Georgi Shukow overraskende til modangreb, og på den 300 km lange front foran Moskva indsatte han syv armeer og to kavallerikorps og drev ubønhørligt de tyske hære under store tab mange kilometer tilbage. Moskva var frelst, og myten om den tyske hærs uovervindelighed for stedse ødelagt. Allerede i begyndelsen af modoffensiven havde Wlassow med sin 20. Armé tilbageerobret byen Solnetschogorsk og blev fejret som helt. 13. december 1941 bragte "Isw'estija" store indlæg med billeder af de sejrrige hærførere. Deriblandt var Wlassow, der kaldtes i audiens hos Stalin, og under hvilken statschefen fremhævede Wlassow og rasede over det manglende initiativ hos flere af de russiske topofficerer.
Gæring i Sovjetunionens besatte dele
Ved årets udgang konstateredes det første egentlige forsøg på i en del af Sovjetunionen at blive Sovjetstyret kvit og vende tilbage til tiden før zarens fald i 1918. I byen Smolensk forsøgte borgerne - støttet af tyske officerer - at danne en "russisk befrielseskomité" til kamp mod det kommunistiske regime i de besatte egne, og mange russere meldte sig til denne kamp. Det blev den første spæde spire til Wlassows senere indsats. Han blev 24. januar 1942 udnævnt til generalløjtnant. I begyndelsen af marts 1942 kaldtes Wlassow for tredie gang til Stalin og fik overkommandoen over Volchovfronten, der strakte sig fra Leningrad og sydpå mod Novgorod. Han skulle her afløse general Nicolai Klykow, der stod med sine store styrker i en "kedel" syd for Leningrad og forsvarede sig tappert til alle sider. Wlassow studerede situationen og besluttede selv at flyve ind i kedelen og afløse Klykow. Foruden de fra Østfironten tilfangetagne russere var der i Polen, på Balkan, i Tyskland og i flere af de besatte lande bosat mange russiske emigranter og tidligere "hvide" soldater og officerer fra zarstyret. Disse begyndte nu at vejre morgenluft og se nogle notoriske chancer for at omstyrte Sovjetstyret. I marts 1942 gjorde disse kredse en indsats for opstilling af en russisk national folkearmé med en tilfangetaget, villig russisk general i spidsen. Det var ikke det eneste tilløb. I egnen omkring Orel-Briansk, som lå i 2. tyske panserarmés område, formeredes under ledelse af den polskfødte russiske general Bronislaw Kaminski den "Russische Volksbefreiungsarmee", der bestod af fern infanteriregimenter, en pionerbataljon, en panseiafværge- og en flakafdeling, foreløbig stedmoderligt bevæbnet. Samtidig begyndte tyskernes greb om den kedel, hvor Wlassow havde kommandoen, at strammes, og det blev tydeligt, at når vejret bedredes, ville tyskerne likvidere styrkerne i den. En opgørelse fra foråret 1942 viste, at der på Østfronten nu var ca. 200.000 russere tjenstgørende i den tyske hær. Den tyske major, senere oberst i Generalstaben, Klaus greve von Stauffenberg, der blev kendt i forbindelse med attentatet på Hitler i 1944, var ansvarlig for opstillingen og koordinationen af de russiske afdelinger.
Wlassow tages til fange
I juli 1942, hvor de tyske hære var reorganiseret og atter tromlede frem mod Stalingrad og Kaukasus, havde tyskerne endelig kræfter til at nedkæmpe Wlassows styrker. Han selv faldt i fangenskab efter i flere uger at have skjult sig i skovene. Da sult drev ham til en landsby, angav bønderne ham til tyskerne. Her var gjort et kup af betydning, og Wlassow blev straks afhørt af generaloberst Georg Lindemann, senere kendt for sin indsats i Danmark. Efter forhøret sendtes Wlassow til opsamlingslejren for russiske generaler og stabsofficerer i Winnitza i Ukraine. Her begyndte tidligere omtalte kaptajn Strik-Strikfeldt at bearbejde Wlassow for sine ideer om en stor russisk befrielseshær under hans ledelse, og Wlassow var lydhør. Hvad der dybest set har bevæget en berømt russisk generalløjtnant og "Sovjetunionens helt" til i den grad at vende Sovjetunionen ryggen og begå oplagt højforræderi ved at stille sig i spidsen for en russisk hær, der skulle bekæmpe hans landsmænd, er givet svært - og i hvert fald i denne komprimerede fremstilling - at udrede. Det er en kendsgerning, at Wlassow ikke med det samme afviste den tyske kaptajns og andres snedige overtalelser og visioner om et frit Rusland uden bolchevikker og med den religionsfrihed, som inderst inde betyder så meget for russerne. I juli 1942 begyndte konturerne af Wlassows kommende hær at blive trukket op, medens han selv foreløbig holdt sig i baggrunden. Fire infanteriregimenter, en artilleriafdeling og en pionerbataljon stod i denne måned klar til indsats for generalfeltmarskal Günther von Kluge og armegruppe Mitte. Få måneder senere tillige fem skyttebataljoner, et let batteri, en sanitets-, træn- og rekrutafdeling, ligesom der afholdtes supplerende uddannelse for russiske officerer og underofficerer. Oberst Wladimir Bojarski overtog officielt kommandoen over "Russische Nationale Volksarmee" med en styrke foreløbig på ca. 8.000 mand. Nu begyndte begivenhederne at tage fart. Wlassow blev i midten af september kaldt til drøftelse i "Abteilung Wehrmachtpropaganda" i Berlin, og måneden efter inspicerede generalfeltmarskal von Kluge korpset og fik et gunstigt indtryk af det. Det var formentlig af bitter nød og betryk, at den tyske hærfører inspicerede en så - i hans øjne - suspekt afdeling, men han vidste, at de triste realiteter var, at der var tyske regimenter, hvor næsten en trediedel af styrken var russere i tysk uniform. Samtidig befaledes, at betegnelsen "Hiwis" skulle ændres til "Freiwillige".
Uniformering og afmærkning
Man begyndte nu i OKW modstræbende at vænne sig til at operere med russiske tropper. For at styrke disses moral og tilknytning til Tyskland befaledes, at de måtte modtage tyske dekorationer for tapperhed, ligesom der komponeredes særlige russisk prægede udmærkelser med symboler fra zartiden og - uden hagekors! Uniformeringen af disse frivillige enheder er et kapitel för sig selv og noget af et paradoks i den internationale uniformshistorie. Normalt forbinder man militært Det Tredie Rige med en stram, reglementeret og ensrettet uniformsetik. Dette holder dog ikke stik, når man betragter de tyske og deres allieredes kæmpende hære på Østfronten, hvor uniformsetikken nærmest var gået i opløsning. Selv de mest rabiate nazistiske kredse måtte acceptere, at man med de store russiske kontingenter i tysk tjeneste i nogen grad måtte gøre undtagelser i uniformeringen og tillempe de tyske uniformer til russiske traditioner fra zartiden. Alle de frivillige russere kæmpede jo for et Rusland uden kommunister og disses røde faner, hammer og segl og øvrige forhadte symboler. Selvfølgelig måtte alle udenlandske kontingenter i den tyske hær acceptere den normale tyske uniform, hjelm, udrustning og våben, men man var i OKW dog så rummelig, at man tillod en lang række nationale afvigelser til stimulering af nationale egenarter, traditioner og sammenhold. Alle firemmedkontingenter markeredes ved et stofærmemærke på overarmen med et motiv, der symboliserede det nationale tilhørsforhold. (Det var her, det danske nationalitetsskjold, som i dag bruges i FN tjenesten, første gang indførtes til "Frikorps Danmark" og ikke - som normalt antaget - første gang blev brugt til Tysklandsbrigaden i 1947). Tilsyneladende havde tyskerne en del veneration for kosakregimenterne, der ubetinget hørte til Ruslands bedste soldatermateriale, og som tysk og østrigsk kavaleri i verdenskrigen 1914-18 havde fået stor respekt for. D.v.s. Don-, Kuban-, Terek, Astrachan-, Ural- og Orenburgkosakkerne, som i vid udstrækning meldte sig til kamp mod Sovjetmagten. Da mange af kosakkerne havde tjent under zaren 1914-18 og før, var gennemsnitsalderen ved disses regimenter beklageligvis væsentlig højere end hos normale militære afdelinger. Man tillod den traditionelle, halvorientalsk prægede kosakuniform med zartidens gradstegn, blot forsynet med den tyske rigsørn på brystet og i pelshuen. Selv flere tyske officej-er, der gjorde tjeneste ved disse kosakafdelinger, koketterede hermed og identificerede sig i den grad med deres mandskab, at de optrådte i denne uniform med blå bukser, ryttersabel, pelshue med rigsørn, patroner på brystet og deres tyske dekorationer. F.eks. optrådte den kernetyske generalløjtnant Helmuth von Pannwitch, en slags moderne "Lawrence of Arabia", som førte et Donkosakkorps på to divisioner på 25.000 mand, i denne mundering. For officererne i de almindelige russiske afdelinger blandede man en almindelig tysk officerskasket med zartidens store, ovale kokarde foran i stedet for rigsørn, egeløv og tysk kokarde. Wlassow selv optrådte (som den eneste) i en underlig selvkomponeret blanding af en russisk og tysk generalsuniform, komplet uden gradstegn og insignier, blot med de dobbelte røde generalsstriber på bukserne Omkring nytår 1942/43 gik generalfeltmarskal Friedrich von Paulus’ 6. Armé til grunde i Stalingrads ruiner og snemasser. Den storgermanske drøm om et Neuropa under hagekorset brast, og det blev klart, at Tyskland ikke kunne vinde krigen militært. Tyskland måtte fra nu af mobilisere sine sidste ressourcer i materiel og mennesker, det vil primært sige mere kanonføde til de mange fronter. Det blev rigspropagandaminister Joseph Goebbels' opgave. Den 18. februar 1943 holdt i Sportspalast i Berlin den samvittighedsløse, men fabelagtigt dygtige taler og demagog på sit smukke tysk en dramatisk tale. I denne skruede han sig op til hidtil uanede højder og proklamerede den totale krig med spørgsmålet til forsamlingen: ”Wollt Ihr den totalen Krieg?" Han modtog fra den tætpakkede, af nationale frustrationer, sorg og overeksponeret raseri dampende sal, et rungende: "7a!" Tysklands totalmobilisering kom også til at berøre de mange russere i riget, hvad enten de bar tysk uniform eller var tvangsarbejdere. I vinteren 1943 befandt sig nu som frivillige hjælpetropper på Østfronten ca. 500.000 russere, hvad OKW hidtil var gået stille med. Samtidig fik Wlassow og hans stab stillet en stor villa i den berlinske bydel Dahlem til rådighed, ligesom ijen begyndende koncentration og uddannelse af befrielsesarmeen blev henlagt til byen Dabendorf, ca. 40 km syd for Berlin.
Hitlers reaktion
Hvor lidt Keitel og Jodl i OKW end brød sig om det, skønnede staben i juni 1943, hvor de store russiske modangreb, som svar på "Operation Zitadelle", var i gang og havde stor fremgang, at det atter var påkrævet at orientere Hitler om, hvor store russiske styrker, der i virkeligheden gjorde tjeneste i den tyske hær, både på Østfronten og i de besatte lande. Som ventet, blev Føreren rasende. Han havde, erklærede han ophidset, ganske vist accepteret spredte russiske styrker i Europa og Wlassowbevægelsen, men sidstnævnte selvfølgelig kun som en luftig propagandaboble, hvad hans nærmeste militære medarbejdere burde have forstået. Han var, understregede han harmfuldt, ikke interesseret i russiske hjælpetropper, der engang ville stille krav til riget, men kun i navnløs russisk arbejdskraft, man senere kun "skille sig af med". For en gangs skyld måtte han dog stikke piben ind over for sine rådgivere. Ved indtrængende at forestille den øverste feltherre, at situationen i virkeligheden var den, at trak man alle disse styrker bort fra Østfronten, kunne virkningen blive så eksplosiv, at fronten kunne true med at bryde sammen, fik man Hitler til modstræbende at forlade emnet, der hermed tilsyneladende havde fået en stiltiende godkendelse. Godkendelsen var dog kun delvis. Hitler var inderst inde utryg ved så store russiske koncentrationer over for deres landsmænd og beordrede i efteråret 1943 alle russiske frivillige enheder forflyttet til tjeneste i Holland, Belgien og Frankrig, primært som supplerende besætninger i Atlanterhavsvolden, og Wlassow følte med rette at have fået en kniv i ryggen. Samtidig påbegyndtes i Moritzfelde ved Insterburg i Østpreussen opbygning af en russisk flyverstyrke. Den tyske general af kavaleriet Ernst-August Kostring blev udnævnt til en slags generalinspektør for alle russiske enheder under titlen: "General der FreiwilligenVerbände" og samarbejdede intimt med Wlassow. Den 6. juni 1944 fandt invasionen i Frankrig sted. De allierede stødte - som anført - på russere i tysk uniform, og man blev efter afhøringen først nu på det rene med, hvor mange russere, der egentlig gjorde tjeneste i den tyske hær, hvad der var en stor overraskelse og selvfølgelig ikke passede Sovjetunionen. Det betød samtidig, at man måtte tage stilling til, hvordan man efter krigen skulle forholde sig med de eventuelle fanger fra disse styrker, som mange vestallierede officerer, der kendte det kommunistiske system, inderst inde havde en vis sympati for. Wlassow var fortvivlet over Hitlers reaktion med at splitte alle russere over hele Europa. Han kendte imidlertid udmærket det nazistiske hierarki, de evindelige brydninger og den intense magtkamp i partiet og regeringens top, der bredte sig som svamp under den tilsyneladende glitrende overflade og nedsatte beslutningsdygtigheden. Hvis Hitler ikke ville godkende hans befrielsesarmé, så ville hans nærmeste medarbejder og chef for alle udenlandske frikorps, S S-Reichsführer Heinrich Himmler, måske være mere fremkommelig. Stimme dag, som attentatet mod Hitler fandt sted i juli 1944, rettede han en indtrængende appel til Himmler.
Himmler intervenerer
Dagens opsigtsvækkende begivenhed, der klairt tydede på råddenskab blandt tyske generaler, var måske som sendt fra himlen for Wlassow. To dage senere blev SSOberfiihrer dr. Erhard Kroeger udnævnt til forbindelsesofficer fra Hinmiler til be> firielsesarmeen, og SS-føreren tillod overraskende - stik imod Hitlers afgørelse - opstillingen af foreløbig to forstærkede divisioner under Wlassow. Det var en helt uhørt tilladelse, som må have fået både russisk? og tyske officerer i inderkredsen til at ryste på hovederne og spekulere på, hvad det var for et sygt system, de kæmpede for. Nu, hvor begivenhederne på Østfronten klart mere og mere accelererede til ugunst for Tyskland, kom der endelig skred i handlingsforløbet. Den 16. september 1944 mødtes Himmler med Wlassow, der her fik lejlighed til at udvikle sine planer, som Himmler - i hvert fald på overfladen - kunne acceptere. Den 14. november 1944 - et tåbeligt sent tidspunkt i krigen - begyndtes endelig opstillingen af 1. russiske infanteridivision i Miinsingen i Württemberg under generalmajor Sergej Bunatschenko.
Befrielsesmanifestet af 14. november 1994
I begyndelsen af november 1944, hvor Sovjets hære var nået frem til udkanten af Budapest, og 1. canadiske Armé afsluttede erobringen af øen Walcheren i Scheldes munding, hvorved der lukkedes op for åbning af indsejlingen til Antwerpen havn, som dermed kunne tages i anvendelse, havde Wlassow og hans nærmeste militære hjælpere, generalløjtnant Georgi Zilenkow og generalmajor Fedor Truchin et højtideligt manifest vedrørende befrielsen af Rusland for det kommunistiske styre færdig til offentliggørelse. Manifestet blev kundgjort af Wlassow personHgt ved en stort anlagt højtidelighed i den store spejlglassal i Prags gamle slot Hradchin, SS-protektoren Reinhard Heydrichs tidligere domicil i den undertrykte stat. Salen var pakket med russere, repræsentanter for Værnemagten og Waffen- SS, og den storstilede begivenhed viste tydeligt, at manifestets ord om frihed og demokrati for Ruslands folkeslag rakte langt ud e ver Wlassows to divisioner og andre russere i tysk tjeneste. Tilstede var talrige emigranter og flygtninge fra revolutionen 1918. Der var fordrevne, højtstående græsk-katolske gejstlige, der højtideligt lyste velsignelsen over Wlassow og hans folk, og hele den storslåede højtidelighed var som en gammelrussisk fest i zartiden.
Wlassow sad selv ved hovedbordet på en forhøjning i enden af salen sammen med sine nærmeste medarbejdere. Det vil sige generalløjtnant Zilenkow og generalmajorerne Truchin og Malyskin samt obersterne Wladimir Pozdnjakow og Igor Sacharow. Han forelæste under åndeløs tavshed det smukke manifest, der lovede beslutsom kamp mod Sovjetmagten, et demokratisk Rusland med frihed og selvstyre for nationens mange folkeslag, afskaffelse af det stalinistiske tyranni, religionsfrihed, ophævelse af kolkhoserne, tilbagegi velse afjorden til bønderne m.m. For Goebbels med konsorter var begivenheden et mediebrag af rang, og manifestet offentliggjordes to dage senere i en tætpakket sal i Europahaus i Berlin. Hitler har formentlig affundet sig med det. Der blev fra Wlassows side udfoldet de største anstrengelser for at stable de - foreløbig - planlagte to divisioner på benene. Man kan formodentlig med føje påstå, at en styrke på to divisioner på hele Østfronten var en latterlig styrke at ofre opmærksoriihed på, men det var Wlassows faste overbevisning, at de kun - når tyskerne så deres ildhu og loyalitet i de kommende kampe - var en forløber for en hel armé. Det var samtidig bemærkelsesværdigt, at selv om krigen gik Tyskland imod, var der stadig - i efteråret 1944 - mange russere - også desertører fra Sovjethæren - der meldte sig til Wlassows styrker. En af årsagerne til, at Wlassow stadig troede på sit projekt - hvis han da inderst inde nogensinde har gjort det! - var, at man fra tysk side ihærdigt isolerede og nærmest indkapslede ham og hans stab i propaganda og holdt dem væk fra alle reelle efterretninger, ikke mindst om udviklingen på Vestfronten, hvor nu amerikanernes 1. Armé indledte et forsøg på at gennembryde Siegfriedlinien og erobre Achen, den første større tyske by, der faldt i de allieredes hænder. Trods alle tyske løfter om hurtig formering af de to divisioner gik det langsomt hermed. Tyskland var nu militært på knæene, og alt var kaos. Det kneb selvfølgelig med at få tyske myndigheder til at udlevere førsteklasses våben og materiel til russerne, når tyskerne - herunder til den nyopstillede landsomfattende folkestorm - ikke evnede at opfylde disses krav, og man ydermere i stilhed koncentrerede store styrker til den kommende Ardenneroffensiv i december 1944. I januar 1945 blev den tyske front gennembrudt bl.a. ved Lodz i Polen, og slutkampen om Tyskland gik ind i sin indledende fase. Den store sovjetiske vinteroffensiv indledtes af 1. Ukrainske Front med et angreb ud af Weichelbroho vedet ved Baranow. Efter en overvældende artilleriforberedelse væltede store sovjetiske panserstyrker frem og sprængte den tynde tyske front i stykker. Russernes mål var Oder. Samtidig indledte 1. Hviderussiske Front en offensiv over Weichel syd for Warszawa, og 3. Hviderussiske Front angreb i Østpreussen. Det må nu have været klart for Wlassow, at hans bevægelse gik sin undergang i møde, inden den nåede at blive indsat. Generalmajor Jurij Scherebkow tog med Wlassows bemyndigelse og det tyske udenrigsministeriums godkendelse underhånden kontakt via Det Internationale Røde Kors med britiske og amerikanske myndigheder om en eventuel internering af alle russere i tysk tjeneste for ikke nådeløst at blive udleveret til Sovjetmagten. Forsøget mislykkedes foreløbig. Man var ikke interesseret. I januar 1945 var den anden division under generalmajor G. Swerew opstillet og operativ. Det hele virkede som et feberagtigt, værdiløst og kunstigt kapløb med Sovjethærens fremrykning og Tysklands totale afmagt. Den 26. januar nåede 2. Hviderussiske Front frem til Østersøen og afskar hermed Østpreussens forbindelse mod vest, og 4. februar var den - nu afskårne - russiske flyverstyrke færdigopstillet med generalmajor Victor Malzew som chef for en styrke på ca. 5.000 mand. Wlassow og hans hjælpere kæmpede nu nærmest fortvivlet for i ro at få lejlighed til at fuldende opstillingen af de to divisioner, inden russerne nåede frem til området omkring Dabendorf, d.v.s. rummet omkring Zossen, Königs-Wusterhausen og Köpenick. Wlassow forlangte hos OKW togtransport til et område bag fronten. Det lykkedes mærkværdigvis i den fortvivlede situation Værnemagten befandt sig i, og befrielseshæren transporteredes over Dresden til Karlsbad i Böhmen ca. 100 km vest for Prag.
Divisionerne "klar" til kamp
Den 10. februar 1945 overgav general Köstririg formelt kommandoen over 1. og 2. Russiske Befrielsesdivision til Wlassow, og korpset skulle nu formelt være klar til indsættelse mod de hastigt fremrykkende Sovjetstyrker. Overdragelsen skete ved en storstilet parade i Miinsingen i Østrig, hvor hele styrken med musik paraderede forbi Wlassow og andre russiske og tyske dignitarer. For russerne var det tydeligt en særlig højtidelighed. Med de med påsatte bajonetter forsynede Mausergeværer i nærkampstilling, på traditionel russisk vis ved aflæggelse af honnør, marcherede afdelingerne forbi deres øverstkommanderende, og alle forstod, at det rimeligvis var den sidste parade i deres liv. Fra nu af gik det mod sejr, død eller livsvarig deportation. Resten af Wlassows og hans skyggearmees historie er en dybt tragisk, grænseløs forvirret og kaotisk beretning. Den er samtidig for de vestallierede magter en trist og nedværdigende slutløsning på problem(Jt Wlassow og hans hærstyrker, en løsning, der ville være utænkelig i vore dage med bl.a. vore dages mediedækning og internationale flygtningepolitik. Den 12. februar 1945 afsluttede Jaltakonferencen på Krim, hvor Churchill, Roosevelt og Stalin bl.a. behandlede dannelsen af en verdensorganisation efter krigen og Polens og Tysklands kommende grænser. Specielt for denne fremstilling har det interesse at vide, at Stalin fik gennemtrumfet en bestemmelse om, at folk fra alle fremmede folkeslag, der var gået i tysk tjeneste, skulle udleveres til retsforfølgelse i deres hjemlande. De vestallierede opponerede ikke særligt meget imod dette ønske, som ikke berørte dem i væsentlig grad, men den snu russiske diktator, der udmærket vidste, hvor mange russere, der var i tysk uniform, ønskede ikke, at de overlevende i ro og mag skulle kunne emigrere til Vestens lande. Det betød dødsdommen over Wlassowbevægelsen. I begyndelsen af marts 1945 blev generalløjtnant von Pannwitch med sit velbevæbnede kosakkorps underlagt Wlassow. I samme måned besluttedes det i OKW, at alle operative styrker under Wlassow skulle koncentreres i rummet omkring Innsbruck og Salzburg i Østrig til en beslutsom modstand. Alle i styrkerne regnede klippefast med - som mange tyskere - at når sovjetrusserne og de vestallierede mødtes, ville det øjeblikkelig betyde kamp mellem det demokratiske Vesten og diktaturstyret i Sovjet. Det var givet en af forklaringerne på, at man i denne underlige skyggehær stadig formåede at opretholde en høj moral og en fremragende disciplin. Det viste 1. Division 11. april, hvor den kom i kamp med sovjetstyrkeme i brohovedet Erlenhof ved Oder. Om end divisionens bevæbning ikke kom på højde med en tysk, viste divisionens personel i en fremragende ført afværgekamp alle den russiske soldats bedste egenskaber. At divisionen måtte vige sammen med den tyske general Theodor Busses udmattede tropper, siger sig selv. Wlassow havde den glæde at konstatere, at ikke en eneste af divisionen "løb over" i et forsøg på at opnå tilgivelse. Hvad der er sket med de under kampen tilfangetagne Wlassowfolk, kan man kun gisne om. Wlassows personlige liv her i den sidste bitre fase ved man lidt om. Udsagn går ud på, at hans høje idealer nu mod slutningen måske naturligt var ved at krakelere. Hans spiritusforbrug var alt for stort, og han fik 13. april i Karlsbad tid til at indgå ægteskab med den tyske Adelheid Bielenberg, enke efter en falden SS- feltlæge. Han oplevede her i de sidste kaotiske uger, at flere frenmiedafdelinger på Østfronten ønskede at komme under hans kommando. Således resterne af den franske division "Charlemagne", hvilket dog ikke kunne gennemføres. Wlassows korps var nu klemt fra både øst og vest, og man begyndte desperat at undersøge mulighederne for at blive tilfangetaget af vestmagterne eller få lejlighed til at lægge uniformen og emigrere. I sin kvide ville Wlassow over Prags radio sende en appel til hele verden og forklare Wlassowbevægelsens formål. Statsminister Frank forsøgte at få forbindelse med Førerbunkeren i Berlin og få tilladelse, men opnåede ikke forbindelse, hvorfor han forbød udsendelsen. To dage efter nedlagde det afskårne flyverkorps våbnene. Samme dag rådede general Scherebkow Wlassow til at redde sit liv af hensyn til bevægelsen og flygte til Spanien. Wlassow svarede stolt, at han agtede at dele sine soldaters skæbne. Opløsningen begyndte nu at nærme sig. Den 2.-3. maj overskred 500 svært bevæbnede Wlassow-soldater grænsen til fyrstendømmet Liechtenstein og blev - efter at have nedlagt våbnene - interneret og foreløbig sikret mod udlevering. Dele af 2. Division traf ved Krumau i Sudeterlandet på amerikanske tropper og kapitulerede. General Michael Meandrow blev med sin stab lovet ærefuld internering, og endelig 11. maj nedlagde 1. Divisi(3n våbnene længere mod nord. Wlassow og hans stab søgte tilflugt i et nærliggende slot. Det blev en stakket frist i frihed. Wlassovs' blev beordret til forhandling hos den amerikanske overkommando. Trods bevogtning af amerikanske soldater gik han i en sovjetisk fælde, bortførtes af en russisk NKVD-panserenhed og "forsvandt”, til han i sommeren 1946 dukkede op i Moskva ved processen mod ham og hans nærmeste officerer. For resten af hans styrker var kun angst og gru tilbage. Styrkerne samledes under primært amerikansk bevogtning ved Landau i Bayern, medens man diskuterede, hvad der skulle ske med dem. Der var adskillige højere vestallierede officerer, der mente, at man anstændigvis burde give dem asyl, når de havde overgivet sig til vestmagterne. F.eks. var den kendte amerikanske pansergeneral George S. Patton positivt indstillet ud fra sine firkantede forestillinger om, at Vesten ikke undgik et opgør med Sovjetunionens terrorstyre. Den 16. august 1945 henvendte Sovjetunionen sig til Liechtenstein med krav om udlevering af Wlassowfolkene. Det tjener det lille land - i modsætning til Sverige, der med koldt blod udleverede de mange flygtede baltere til tortur, henrettelse og koncentrationslejr - til uviselig hæder, at det nægtede udlevering og sørgede for udvandringsmuligheder til Argentina. Også generalløjtnant von Pannwitch blev tilbud flugtmuligheder til Vesten, men han svarede, at han ikke agtede at forlade sine kosakker, hvorved han selv lagde rebet om sin hals.
Den blodige afslutning
Overalt i Tyskland, Tjekkoslovakiet og Østrig, hvor der var koncentreret dele af Wlassowhæren, blev der nu af både russere, englændere og amerikanere nærmest holdt klapjagt på dem, og de blev af de vestaillierede nådeløst udleveret til Sovjet, selv om mange højere vestallierede chefer bad for deres liv. Churchill, Eden og Roosevelt ønskede ikke for en så ligegyldig sag at lægge sig ud med Sovjetunionen. Det lykkedes naturligvis mange at flygte og gå underjorden i Vesteuropa, men officielt blev der stort set gjort rent bord for at tækkes Sovjetunionen. Især var Sovjetmagten rasende på kosakkerne, hvoraf mange havde fået deres familier ud fra de af tyskerne besatte egne af Sovjetunionen, vel vidende, hvad der ventede disse af repressalier. I lejren Peggetz var i juni 1945 adskillige tusinde internerede kosakker med deres familier samlet omkring et provisorisk alter, hvor de holdt gudstjeneste Ganske som briterne samtidig på Cypern pryglede løs på våbenløse jøder, der ille galt forsøgte at komme til Palæstina, skete der også her gruopvækkende ting. Bri tiske soldater fra bl.a. de ellers hæderkronede iregimenter The Arg> 11 and Sutherland The Inniskilling Fuseliers, The Royal West ICent Regiment, huggede med knipler kolber og bajonetter ind på den værgeløse mængde og slæbte dem med magt til tog og lastbilkolonner til udlevering til sovjetiske soldater, vel vidende, hvad det betød for dem. De yngre våbenløse kosakker formerede nærmest med deres kroppe karré om de gamle, kvinder og børn, men briterne brød ind i kredsen og slæbte alle bort. De, der flygtede, blev der skudt efter. Flere begik på stedet selvmord, og de frygtelige scener mindede om dem i Sevastopol på Krim 1918, da de røde rykkede ind i byen, og det sidste overfyldte skib mod friheden var afsejlet. I en anden lejr, Plattling i Ober-Bayern, foretog amerikanerne i februar 1946 det samme. Værgeløse mænd, kvinder og børn blev under hug og stød og stedfindende selvmord læssede på et tog, medens et amerikansk musikkorps spillede på perronen. Det var som en afsindig scene fra Dantes helvede eller en tysk koncentrationslejr, men man var fra vestallieret side indstillet på, at problemet skulle løses én gang for alle. Man ønskede ikke - som efter 1918 - en reaktionær "hvid" emigrantbevægelse i Vesteuropa og U.S.A., der ville volde uendelige problemer i forholdet mellem Øst og Vest. For Wlassowsoldaterne - og tillige mange tidligere emigranter, der blev taget ved samme lejlighed - betød "repatrieringen" enten henrettelse, tugthus eller tvangsarbejde i en sibirisk koncentrationslejr. Da Wlassow og hans øverste officerer faldt i russernes hænder, var deres skæbne naturligvis beseglet, og de kan ikke have været uvidende om det. Resten af deres liv var noget, der hurtigst skulle overstås. Også generalløjtnant von Pannwitz blev - for at have "ført russere mod russere" - dømt til døden ved hængning. Det frydede Sovjetmagten at kunne henrette en tysk general. I sommeren 1946 fandt retssagen mod Wlassow, hans stabschef Truchin og 10 andre generaler og ældre oberster sted. Anklagen lød på højforræderi mod Sovjetunionen og dets folk. Ligesom de store skinprocesser i Moskva mod generalerne i 1936-37 var denne "retssag" naturligvis kun en skueproces, der hurtigt skulle overstås. Stalin var rasende over, at en general, han havde hædret, i den grad kunne svigte den øverste Sovjet og Partiet. Sagen gennemførtes uden egentligt forsvar, ganske som den tilsvarende i Berlin mod generalerne fra 20. juli-attentatet mod Hitler. Hvor de kunne, forsvarede Wlassow og de øvrige sig modigt, men alene Novembermanifestets ordlyd var selvfølgelig mere end nok til dødsdomme. Den 1. august 1947 blev Wlassow og de 10 andre hængt i en interimistisk galge i Ljubjankafængslet i Moskva. Det blev kundgjort på bagsiden af "Pravda" i en lille notits. Det var ikke "sund" læsning for sovjetborgerne! Det vides, at Hitler, for at mætte sin hævn, beordrede henrettelserne i Plötzensee-fængslet filmet. Det vides også, at de grusomme billeder af generalerne, der sprællede i klavertråden, medens bukserne og afføringen gik af dem, fik den ellers ikke sarte Goebbels til at holde sig for øjnene, ligesom kadetterne i Lichterfelde Officersskolen udvandrede i protest, da filmen blev vist for dem.
Også Stalin ønskede at se sin hadede generals henrettelse fotograferet. Da KGB's arkiver i forbindelse med "Glasnost” i nogen grad blev tilgængelige, fandt man også sagsakterne mod Wlassow og hans folk. Herunder et skrækkeligt billede af Wlassow og de 10 officerer, der hænger under en lang bjælke i Ljubjankas gård. Billedet blev med brask og bram offentliggjort i Danmark 1995 i det store billedværk "Russiske Billeder 1894-1994" (Gyldendals Forlag). Et lidt mere stilfærdigt minde i kristen forsonings ånd fik Wlassow og hans folk dog i 1972, hvor emigrantkredse og tidligere Wlassowfolk på en kirkegård i New York fik rejst en smuk marmorobelisk. Den var i gammelrussisk stil med en med et kors foroven prydet "løgkuppel" øverst og på soklen en bronzeplade med Wlassows hoved. Derunder var - meget betegnende - hans frihedsbevægelses soldaters ærmemærke, ligeledes i bronze.
Bibliografi
Emnet er ikke tidligere skildret på dansk. Der eksisterer en omfattende udenlandsk litteratur herom (se f eks. bibliografien i Sergei Frölichs "General Wlassow" etc., s. 442- 54). Især har det tyske Militärgeschichtliches Forschungsamt i Freiburg (nu flyttet til Potsdam), Universitetet i Cambridge og en række forlag i London udgivet flere vægtige fremstillinger herom. Litteraturen på russisk var i de første år nærmest emigrantlitteratur, der nødvendigvis udkom uden for Sovjetunionen, men efter Stalins død i 1953 er der i Sovjetunionen fremkommet flere skrifter, der kommer ind på emnet, men hvis historiske bonitet nok kan anfægtes. Også U.S.A. og Canada tegner sig for en række udgivelser, men den største part er i sagens natur udgivet i Tyskland. Det er klart, at en del af den tidligere litteratur opfatter Wlassow som højforræder. F.eks. skrev hans kollega marskal Shukow i sine erindringer: "... Også Wlassow- divisionen, der bestod af landsforrædere, trak sig skyndsomt tilbage til USA-styrkerne..." og " ... Wlassow og hans slæng blev stillet for en krigsret og henrettet". Han kunne næppe skrive anderledes. På baggrund af, hvad der er sket af "tøbrud" siden i Sovjetunionen og kommunistpartiets fald, hvor bl.a. den gamle zaristiske dobbeltørn er kommet til hæder og værdighed igen og i dag pryder talerstolen i ICreml i stedet for hammer og segl, vil holdningen til Wlassow givet ændre sig. For mange russeres vedkommende i mere positiv retning, måske som en dansk Niels Ebbesen eller Sven Gønge. Andre - især mere betonkommunistiske kredse - vil formodentlig stadig betragte ham som højforræder.
Andrejev, Catherine:" V/öjöv and the Russian Liberation Movement" (Cambridge 1987). Angolia, John R.: "On The Field of Honor. A History of the Knight's Cross Bearers" (USA 1980). Buchbender, Ortvin: "Das Tönende Erz. Deutsche Propaganda gegen die Rote Armee im Zweiten Weltkrieg" (Stuttgart 1878). Dallin, Alexander: "Deutsche Herrschaft in Rusland 1941-45. Eine Studie Uber Bestazungspolitik" (Düsseldorf 1958). Fischer, George: "Sovjet Opposition to Stalin. A Case Study in World War 11" (Cambridge 1952). Frölich, Sergei "General Wlassow. Russen und Deutsche zwischen Hitler und Stalin” (Köln 1987). Hoffmann, Joachim: "Die Geschichte der Wlassow-Armee" (Freiburg 1984). Jensen, Oie Helmer: "Anden verdenskrig. Hvornår skete det" (Kbhn. 1968). Kalben, Heinrich-Detloff von: "Zur Geschichte desXV. Kosaken Kavallerie-Korps", in Deutsches Soldatenjahrbuch" 1970. Littlejohn, David: "Foreign Legions of the Third Reich" Vol.4 (Perez Productions (USA) 1987). Manstein, Feldmarschal Erich von: "Verlorene Siege" (Bonn 1955). Shirer, William L.: "Det tredie Riges storhed og fald", bd. 3-4 (Kbhn. 1966). Volkmann, Hans-Erich: "Das Vlasov-Unternehmen zwischen Ideologie undPragmaticus", in "Militärgeschichtliche Mitteilungen", 2/1972. Zjukow, Georgi K.: "Erindringer og meninger" (Odense 1990).
