Af Kaptajn H. Sander.
Efter at de førende Ententemagters Syn paa Bajonetfægtningen i Almindelighed, den Aand, der maa beherske den, og Stormangrebets Udførelse ovenfor er fremsat, skal jeg i det følgende give et koncentreret Uddrag af de tekniske Detailler, som de nævnte Lande har anset for at være det nødvendige Minimum ved Rekrutuddannelsen, idet Mottoet ifølge „Bajonet Training“ har været dette: De tekniske Detailler i Bajonetfægtning er faa og simple. Det er den stadige Træning, der er Hovedsagen.“
England. Frankrig.
Dækstilling.
Uddannelsesmaaden er øjensynlig stærkt præget af den forcerede Uddannelse og Instruktørmanglen, og derfor er der i saa udstrakt Grad gjort Brug af individuel Lektion paa Geled, (hvor Læreren passerer op og ned langs Geleddet og lader Eleverne skiftevis udføre et enkelt Stød, en Parade o. s. v.) og samlet Lektion og Stormangreb o. 1. mod Dukker. At disse Øvelser har deres Berettigelse og vel maa forefindes i Uddannelsen er sikkert; men Dukker kan nu engang kun blive et Surrogat for den levende Modstander — og vi har i vort Øvelsesgevær og i vore Kyradser et glimrende M ateriel til at kunne benytte levende Modstander. Et Overmaal af Øvelser mod Dukker vil være farligt, virke slappende paa Interessen og derved paa Udførelsens Intensitet, og at man i hvert Fald i England er ganske klar herover fremgaar af følgende Bemærkning i „Bajonet Training“ : „Instruktøren maa anstrenge sig paa enhver Maade for at vedligeholde Folkenes Interesse og Fantasi under Angrebsøvelserne. Den ledende Tanke i Øvelsen maa derfor altid forklares i Forvejen. Hver Dukke maa betragtes som en virkelig væbnet Modstander, og hver Linie af Dukker som en fjendtlig Linie, der angriber, forsvarer sig eller trækker sig tilbage, og som skal behandles derefter.
Sløseri og Slaphed maa slaas ned, og det maa være indskærpet, at en Angrebsøvelse, der ikke gennemføres med den nødvendige Hurtighed, Kraft og Bestemthed, er værre end nytteløs. Hvis de elementæreste taktiske Principper voldføres under Angrebene mod Dukker ved svigtende Fantasi, vil det føre til Nederlag.“ Heller ikke med Bajonetten i Haanden fornægter Englænderne sig selv. Tonen i Undervisningen anslaas ved følgende Udtalelse: „Folkene maa lære at drive Bajonetfægtning i samme Aand og med samme Entusiasme, som fylder dem i deres Spil og Lege, og se paa deres Lærer som en Træner op Hjælper. Enhver Kompagniofficer og N. C. O. maa kunne instruere i Bajonetfægtning, saa han vil kunne være Lærer for sin Deling eller Sektion i denne meget vigtige Del a f Soldatens Træning, som maa øves regelmæssigt under hele hans Tjeneste hjemme og under Hvileperioder bag Ildlinien.“
Den fremtidige Bajonetfægtning i den danske Hær.
De ovenfor fremsatte Detailler fra den engelske og franske Instruktion i Bajonetfægtning kan selvfølgelig kun give et saare ufuldstændigt Billede af Bajonetfægtningen, som den drives i de paagældende Hære; men det Indtryk, man faar af disse Instruktioner, er, at de til Brug ved Rekrutternes Uddannelse fremsætter et meget simpelt, vel ufuldstændigt, men i høj Grad offensivt, ja, brutalt System. I Nærkampen er intet Middel for tarveligt — efter gamle nedarvede Synspunkter — og for brutalt, at det ikke helliges af Hensigten, der er den tydelig udtalte, „at hver Mand gaar frem for at dræbe.“ Har Geværet og Haandgranaten meldt Pas, træder Bajonetten til, er dén i corps-å-corps’en sat ud af Spillet, gribes der til Kniv, Spark, Skalle, Benspænding, Bokse-, Bryde- og Jiu-Jitsutag for at gøre Modstanderen uskadelig. Overfor Modstandere, der benytter saadanne Midler, og dem vil vore Soldater møde i en Krig, er der kun eet at gøre, nemlig igennem vor Uddannelse at give vore egne Soldater Midler i Hænde til at bekæmpe dem. Skulde der træffes et Valg mellem de to Systemer, maatte vel nok det engelske foretrækkes som det fuldstændigste, mest metodiske og „buldoggede“ System. Men da, som sagt, intet af disse Systemer er komplet, vil der maaske være Anledning til nu i Ro og Mag at anstille vore Betragtninger over dem og sammenholde dem med vort eget. Det maa erindres, at baade det engelske og det franske Reglement er deciderede Krigsreglementer, og at Uddannelsessystemerne er udmærkede med ^Krigen som Baggrund overfor Tropper, der i Morgen skal afgaa til Fronten; men om disse Systemer og Uddannelsesformer vil blive bibeholdt uændrede under en længere Fredsperiode er maaske tvivlsomt. Hovedforskellen mellem vort nuværende Reglement og det engelske og franske Reglement bestaar i, at disse
a) er henhynsløst offensive,
b) er simplificerede til det yderste i stødtaktisk Henseende,
c) har udviklet corps-å-corps’en til en teknisk Fuldkommenhed ved Hjælp af alle til Raadighed staaende Midler (ogsaa udenfor selve Bajonetfægtningen).
Vort Reglement er i fægterisk Henseende udmærket — i stødtaktisk Henseende komplet, men mangler omtrent ganske corps-å-corps’en —- det er et fortrinligt Idrætsreglement, men ikke noget fyldestgørende Kampreglement efter de uanede Former, Nærkampen har taget under Krigen. Der maa derfor til vort Reglement i hvert Fald føjes et Tillæg, indeholdende alle de ny tilkomne Corps-å-corps-Detailler, og der maa i vor Uddannelse tillægges Undervisning i Greb o. 1. henhørende under Boksning, Brydning og Jiu-Jitsu. Med et saadant Tillæg vil den efter vort Reglement fuldt uddannede Fægter sikkert være alle andre jævnbyrdig om ikke overlegen. Da imidlertid den forcerede Uddannelse paa Rekrutskolen ikke tillader nogen fuldstændig Uddannelse, maa der af Reglementet uddrages et kort offensivt System efter engelsk-fransk Mønster med denne Uddannelse for Øje. I vor Uddannelsesmaade bør vi i saa høj Grad som muligt bibeholde Arbejdet mod levende Modstander; men da mange af Corps-å-corps-Detaillerne o. 1. ikke kan øves mod saadanne, men kun som Demonstration eller mod Dukker, maa Arbejdet mod disse sættes i System. Under en lang Fredsperiode er det imidlertid i Befalingsmandskorpset, at det gælder om at holde Bajonetfægtningens Standard højt, og da dette kun kan gøres igennem det sportslige Arbejde, vil det efter min Mening være betænkeligt helt at bryde med vort nuværende Reglement, der i udvidet Form skulde være det, hvorefter de viderekomne Bajonetfægtere arbejdede, og det skulde danne Grundlaget for de fremtidige Konkurrencer i Bajonetfægtning for Befalingsmænd.
