Mag. art. Ole Balleby blev i 1974 magister i historie på en afhandling om Friedrich Engels militære studier og forfatterskab. Denne artikel er i let omarbejdet form det af kapitlerne i afhandlingen, som analyserer Engels opfattelse af sin samtids militærvæsen.
A. Grundlæggende historiske forudsætninger herfor.
Hvadenten Engels brød sig am de bestående politiske systemer, hans samtids militærvæsen var udtryk for, eller ej, repræsenterede dette uudtømmelige kilder til erhvervelse af viden om og forståelse for fagmilitære ag m ilitærpolitiske farhold. Han var her en meget klartseende iagttager. Hans m ilitære studier i forbindelse med hans økonomiske og samfundsvidenskabelige overvejelser bragte ham til erkendelse af, at grundlaget for hele hans samtids militærvæsen var skabt af den franske revolution. Han udviklede dette i pjeceudkastet »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz gegen ein revolutionåres Frankreich im Jahre 1852«!) fra 1851. Borgerskabet ag bondestanden havde erhvervet social og økonomisk frihed, og hvor de første skaffede pengene, stillede de sidste selve menneskematerialet. B efriet for de bånd, feudalismen og lavsvæsenet hidtil havde lagt på udviklingen, opstod der således massehære i moderne forstand. Desuden m edførte den samfundsmæssige udvikling, at hele niveauet blev hævet, hvad angår uddannelse, således at borgerskabet kunne stille tilstrækkelig mange kom petente afficerer, der havde initiativ nok til at kunne lede den moderne infanterifægtning, den såkaldte tirailleurtaktik, der stillede væsentlig større krav til selvstændighed og handlekraft end den h idtil anvendte mekaniske lineartaktik2). Sammen med den begyndende industrialisering havde denne sociale revolution desuden for første gang i historien m uliggjort anskaffelsen af våben, ammunition og krigsfomødenheder af enhver art i det omfang, en moderne massehær krævede3). Engels mente, at hele grundlaget for hans samtids krigsførelse var at hente hos Napoleon. Indtil andre forhold gjorde sig gældende, burde man kopiere denne, så vidt forholdene tillod dette. Han mente formodentlig hermed, indtil en ny revolution måtte antages at ville bringe en ny klasse til magten4). Den nuværende napoleonske krigskunst ville da synes lige så forældet, som f.eks. den preussiske syvårskrig syntes i forhold til revolutions« og Napoleonskrigene, fordi denne omvæltning ville ske gennem nye våbentyper og en ny form for krigsførelse. For Engels havde den borgerlige tidsalder medført en vis nivellering på alle områder, hvilket også gjaldt for den højere militære føringskunst. Han mente ikke, at der på dette tidspunkt - dvs. i årene umiddelbart før Krimkrigen - eksisterede nogen stat, der i forhold til de øvrige stater havde nogen overlegen krigskunst. Der eksisterede én og kun én krigskunst i hele den datidige verden - den europæiske5). Den eneste undtagelse dannede den russiske hær, fordi den endnu ikke havde nået et alment europæisk niveau, men befandt sig på et halvt barbarisk stade. Han mente f. eks., at kosakker var aldeles umulige til regelmæssig krigsførelse, på samme måde som de livegne russiske infanterister ikke kunne bruges til en regulær tirailleurfægtning6). Hans hovedsynspunkt var, at den moderne krigsførelse til forudsætning havde borger- og bondestandens frigørelse - det var det militære udtryk for disses frigørelse7). Dette niveau havde Rusland endnu ikke nået. Han opfattede hele sin samtids krigsførelse, krigskunst, militærorganisation, hære og flåder som et helt samfundssystems militære udtryk, afledt som de var af økonomiske og sociale determinanter. Denne materialistiske opfattelse, der var et gennemgående træk i hele hans militærteoretiske produktion, kommer flere steder til udtryk, både i arbejderne »Armée«8) fra 1857, »Flotte«9) fra 1860 og i »Die preussischer Militarfrage und die deutsche Arbeiterpartei«10 fra 1865. Intetsteds kommer dette tydeligere til orde end i hans »Herm Eugen Diihrings Umwalzung der Wissenschaft« fra 1878 - den såkaldte »AntiDiihring«. Voldsteorien heri er central for forståelsen heraf. Heri udreder Engels sammenhængen mellem militærvæsen og økonomisk/sociale forhold: Magt repræsenteres her af hære og flåder, der koster uhyre summer at opretholde. Disse er i sig selv uproduktive og kan kun forbruge kapital. Denne må leveres af den økonomiske produktion, og hele den militære faktor bliver hermed i utrolig grad afhængig af hele samfundets økonomiske situation. Intet er mere afhængigt af økonomiske forudsætninger end netop hære og flåder. Bevæbning, sammensætning, organisation, taktik og strategi afhænger totalt af samfundets produktionsapparat og kommunikationer12). På det militære område er det ikke nokså geniale feltherrers indflydelse, der har virket omvæltende på krigskunsten, men derimod opfindelsen af bedre våben og forandringen af selve soldatermaterialet. Den geniale feltherres indflydelse indskrænker sig i bedste fald til at kunne tilpasse sin taktik og strategi til sin samtids forhold13). En sådan general var for Engels Napoleon. Han havde netop formået at tilpasse sin krigsførelse efter sin samtids tekniske og sociale forhold. For Engels bestod hans feltherrebegavelse i, at han i sin militære tænkning og hele føringskunst formåede at ind- og tilpasse alle de taktiske, tekniske og organisatoriske forbedringer af l’ancien regimes militærvæsen parret med revolutionstidens levée en masse. Det var Napoleon, der formåede at anvende den nye tirailleurtaktik, den franske hær havde stiftet bekendtskab med under den nordamerikanske uafhængighedskrig. Hertil udviklede han blot anvendelsen af bataillonskolonnen for at stive skyttekæden af. Det var ham, der formåede at realisere l’ancien regimes begyndende inddeling af en hær i divisioner14). Hertil føjede han det næste led: arcnéekorpset, altsammen for at øge bevægeligheden15). Det var ham, der formåede at anvende general Gribeauvals artillerisystem med let hestetrukket feltartilleri16). Artilleristen Napoleons virkelige personlige bidrag her bestod i hans forståelse for anvendelse af artilleri en masse17), der koncentreret i kæmpemæssige batterier på det afgørende punkt og på det afgørende tidspunkt leverede en tilintetgørende ild af fjendens opstilling. Hans eget infanteri - også en masse og udrustet med en anden af l’ancien regimes opfindelser: det moderne gevær med buet skæfte, der muliggør, at man kan sigte med det, og dermed føre en tirailleurfægtning18) - kunne dermed i kæmpemæssige kolonner bryde fjendens modstand19). Alt dette var noget, der eksisterede i samtiden, men ingen havde set dette så klart som Napoleon, og hele hans feltherrebegavelse afhang heraf20). Således ville ethvert moderne militærvæsen og enhver form for moderne krigsførelse være afhængig af de selvsamme forhold, således som disse måtte være udviklet på ethvert givet tidspunkt. Derfor var Revolutions- og Napoleonskrigene grundlaget for Engels opfattelse af hans samtids krigsførelse og hele militærvæsen. Denne opfattelse fandt Engels støtte for i sine krigs- og militærhistoriske studier. Allerede i »Der deutsche Bauernkrieg« fra 185021) forklares det rent militære begivenhedsforløb ud fra økonomiske betingelser og produktionsmæssige forhold22). De besiddende klasser råder over kapital og teknik, altså har de også potentiel militær magt til at knuse det for dem virkelig farlige element i hele bevægelsen: selve bondeoprøret. Træfningen ved Krautheim d. 2/6 1525, for at tage et tilfældigt valgt eksempel, måtte ifølge Engels nødvendigvis ende med bøndernes nederlag, måtte nødvendigvis ryste bønderne »durch Artillerie, Biichenfeuer und Lanzenangriffe sie vollståndig zersprengen und einzeln niedermachen«23). »Artillerie und Biichenfeuer« repræsenterer her det tekniske element og »Lanzenangriffe« de for kapital hvervede landsknægtes pikenérformationer. I en studie »t)ber den Verf all des Feudalismus und das Aufkommen der Bourgeoisie« fra 188424) søges grunden til den udvikling, titlen antyder, først og fremmest i lignende militære forhold: de schweiziske kantoner kan først hævde deres politiske selvstændighed, da de evner at skabe et kampkraftigt infanteri, der kan hamle op med det østrigske ridderskabs pansrede kavaleri. Nye våbentyper, i første række armbrøsten og hellebarden muliggør skabelsen af fasttømrede »Gewalthaufen«25), der ikke uden videre lod sig ride sønder og sammen som tidligere tiders bondeopbud26) Da krudtet og hermed artilleriet viser sig på scenen, er adelens feudalherredømmes skæbne beseglet - forklarer Engels - fordi: »die schweren Kanonen die freistehender Mauemwerk der Ritterburgen schon vielfach in Bresche gelegt hat und dem Feudaladel angekiindigt dass mit dem Pulver das Ende seines Reichs besiegelt sei«27). En historisk udvikling af hele dette forhold gav han i artiklerne »Infanterie« fra 185928), »Kavallerie» fra 185829), »Artillerie« fra 185730) og »Fortifikation« fra 185931). Overalt ses den militære udvikling som en følge af økonomiske og sociale forhold, der stedse stod i den allersnævreste indbyrdes forbindelse. Linien herfra op til den franske revolution og dermed til hans samtids militære udgangspunkt udviklede han i sin »Gewalttheorie« fra »Anti-Diihring«. Den var kort fortalt følgende: med borgerskabets udvikling blev fodfolk og artilleri mere og mere de afgørende våbenarter. Tvunget af denne udvikling måtte krigshåndværket tillægge sig en ny underafdeling: ingeniørvæsenet32). Våbenteknikkens langsomme udvikling parret med enevældens hvervesystem, som man havde set det i det 16. og 17. århundredes krige førte til lineartaktikken, som nåede sin højeste udvikling under Frederik den Store33). Denne taktik blev takket være preusserkongens militære succes’er antaget overalt i den daværende verden og mødte først sin skæbne i den amerikanske uafhængighedskrig. De ubehjælpelige snorlige linier mødte her grupper af rebeller, der ganske vist ikke kunne eksercere, men så meget desto bedre kunne skyde med deres riflede forladegeværer. Al den stund de kæmpede for deres egne interesser, deserterede de ikke som hvervede tropper gjorde. Linieformationen var her magtesløs, og hvad den amerikanske uafhængighedskrig begyndte, fuldendte den franske revolution - også på det militære område34). En kort sammenfatning af det foregående findes i »Taktik der Infanterie aus den materiellen Ursachen abgeleitet« fra 187735), der er at betragte som et forarbejde til »Anti-Diihring«. Titlen giver hovedsynet, og arbejdet skal blot nævnes her for fuldstændighedens skyld. Hver tidsalder havde haft sin egen teknik, sine egne økonomiske forhold, sin egen sociale lagdeling, og alt dette havde ifølge Engels medført sit eget militære udtryk. Som borger- og bondestanden havde kunnet frigøre sig, bl. a. gennem den militære udvikling, måtte også proletariatet gennem en tilsvarende udvikling kunne frigøre sig. Det måtte blot søge at finde sit eget specifikke militære udtryk gennem en ny krigskonception.
B. Opfattelse af samtidens militærtekniske forhold.
Den moderne krigsførelse var altså baseret på masse og på bevægelighed36). Engels føjede hertil: teknik. Forudsætningen for den napoleonske krigsførelse havde været forøgelsen og forbedringen af produktionsforholdene. Forudsætningen for en yderligere udvikling af hans samtids krigsførelse måtte være en yderligere udvikling af disse og dermed af teknikken. Han var af den opfattelse, at siden Napoleons dage var to grundlæggende forhold blevet forandret inden for krigsførelsen. Den første var udviklingen af fæstningsvæsenet: større og mere effektive fæstninger betød, at selv om man tabte et stort feltslag å la Austerlitz eller Jena, betød dette ikke dermed, at man havde tabt hele felttoget eller hele krigen. Hvad moderne fæstninger formåede i retning af udholdenhed og dermed besad af fundamental strategisk betydning, havde den såkaldte fæstningsfirkant i Lombardiet (Mantua-Legnano-Verona-Peschiera) vist i 1848, Komamo i Ungarn i 1849 og Sebastopol på Krim i 185537). I alle Tilfælde havde fæstningerne betydet, at den i øjeblikket svageste part, Østrig i de to første tilfælde og Rusland i det sidste, havde vundet tid og ikke var blevet løbet over ende med det samme. Det samme var tilfældet med den allierede engelsk-franske flådes angreb på fæstningen Kronstadt i Østersøen. Også her havde fæstningerne vist sig at kunne holde ud38).
Enkelte værker kunne falde, men først efter lang tid39). Belejringsvæsenet og dermed angrebets kraft havde vist sig ikke at kunne følge med teknikken, hvis fornemste resultat foreløbig havde været den passive hindring: fæstningen. Han mente, at navnlig belejringen af Sebastopol var et tydeligt bevis for, at i samme grad som krigsmateriellet forbedredes under en lang fredsperiode, gik krigskunsten tilsvarende tilbage. Havde »ein Napoleon« kunnet se batterierne foran Sebastopol, der struttede af svære pjecer, ville han uimodståeligt have fået et latteranfald40). Engels mente formodentlig, at »ein Napoleon« ville have stormet med det samme fremfor at give russerne tid til at konsolidere deres stillinger. Noget sådant fordrede imidlertid initiativ og beslutsomhed - og det var den engelsk-franske hær ikke i stand til at opvise. Vel havde han rosende ord til overs for franskmændene, som han yderligere omtalte anerkendende i afsnittet om den franske hær i »Die Arméen Europas« fra 185541). Englænderne derimod - den enkelte mands tapperhed og stædighed ufortalt - havde han ikke de helt store tanker om. Den engelske hærs daværende tilstand gjorde han i en artikel i »New York Daily Tribune« fra juni 1854 til genstand for en sønderlemmende kritik42). I en anden artikel fra august 1855 i »Neue OderZeitung«: »Die Britische Armée-Organisation« skrev han, »at alt syntes at være ordnet således, at intet måtte kunne fungere efter sin hensigt«, og at når det af og til gik godt, var det mere held end forstand. Artiklen indgik senere i den netop omtalte »Die Arméen Europas«43). Alt dette så han som en beklagelig arv fra hertugen af Wellingtons embedsperiode som krigsminister, hvor ethvert fremskridt var blevet forhindret, idet denne mente, at hvad der havde været tilstrækkeligt til at besejre Napoleon, måtte være tilstrækkeligt til at klare enhver anden situation. Dermed var selve muligheden for at udvikle krigskunsten - i det mindste i England - blevet blokeret af stædig fastholden ved fortidens normer. I et brev til Marx nogle år tidligere havde Engels karakteriseret »The Iron Duke« som »gross in seiner Art, namlich so gross wie man sein kann, ohne aufzuhoren, mittelmassig zu sein«44). Alt dette havde altså givet ingeniør- og fæstningsvæsenet fornyet betydning og var den første af de to elementer i krigsførelsen, der havde forandret sig afgørende siden Napoleon. Det andet element var dampen. Kun ved hjælp af dampskibe havde det været muligt vedvarende at kunne forsyne hærene på Krim og et par år senere i Indien kontinuerligt - alle temporære mangler ufortalt. Kun ved hjælp af dampskibe og jernbaner havde det været muligt for franskmændene i 1859 at rykke ind i Piemont med så store styrker med alskens artilleri og træn, at man i løbet af kun 5 dage kunne opmarchere 130.000 mand mod østrigerne45). Han var af den opfattelse, at jernbanen og den elektriske telegraf ville kunne betyde nye forbløffende muligheder i hænderne på en talentfuld general, hvilket han allerede i årene før Krimkrigen giver udtryk for i det tidligere omtalte pjeceudkast: »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz gegen ein revolutionåres Frankreich im Jahre 1852«46). Man må her som så mange andre steder i Engels’ militære forfatterskab erkende hans forståelse for og indsigt i militære anliggender, al den stund man må erindre, at det er skrevet adskillige år, før jernbaner og telegraf viser deres afgørende betydning under den nordamerikanske borgerkrig og under den ældre Moltkes felttog. Og adskilligt tidligere end det gik op for hovedparten af datidens militære sagkundskab. Forudsætningen for at kunne bevæge den moderne massehær strategisk var for Engels jernbanerne, dampskibene og i det hele taget de forbedrede kommunikationer, for at kunne dæmme op for den eller dække egne vitale organer: de store fæstningssystemer, for at kunne lede den, telegrafen, og for at kunne udruste den og forpleje den, den moderne industri. Alle krige havde økonomisk/sociale og tekniske forhold til forudsætning ifølge Engels’ opfattelse. Som Napoleon uden den franske revolution formodentlig ville være endt som en aldrende artillerimajor i en fransk provinsgamison, ville Helmuth v. Moltke sandsynligvis have endt sine dage som chef for en beskeden sektion af den preussiske generalstab, dersom ikke netop riflede bagladevåben, telegraf og jernbaner havde leveret de militærtekniske muligheder for, at man kunne bevæge Tysklands »Man-Power«, som en engelsk jernbanehistoriker har udtrykt det47). Trangen til national enhed i både Italien og Tyskland, både før og efter 1848 havde jo ikke nyttet ret meget, dersom ikke de tekniske muligheder havde været tilstede. Omvendt var selve de nationale bevægelser også delvis en følge af den tekniske udvikling med dens større kommunikation48). Den samme indtrængende forståelse for samtidens landkriges væsen demonstrerede Engels også, når talen var om søkrig. Hans forståelse for havene som kommunikationslinier var særdeles udviklet, og en gennemgang at hans militære forfatterskab ville ikke være fuldkommen, dersom ikke hans indsigt i maritime anliggender blev medtaget. I »Anti-Diih-ring« fra 1878 beskæftiger han sig indgående med de i dag klassiske begreber som kampen mellem sejl og damp, træ- kontra jernskibe og - navnlig - kampen mellem projektil og panserplade, og han er fuldt på det rene med, at de fleste af hans samtids krigsskibe er forældede, før de løber af stabelen49). Han fremhæver, at et moderne krigsskib ikke alene er et produkt, men også et prøvestykke på den moderne industri, en svømmende fabrik og en kapitalansamling, der er aldeles afhængig af fabrikker og installationer på land50). Engels var af den opfattelse, at også her ville hans og Marx’s dialektiske udviklingslære vise sig at komme til at slå til. Ud fra den betragtning, at der jo på et eller andet tidspunkt måtte være en ende på, hvor store skibe man kunne bygge, og hvor store kanoner man ville kunne installere, uden at rekylen sendte skibet til bunds, vendte Engels spørgsmålet ved at henvise til storindustriens sidste opfindelse: »die Yervollkommung des sich selbst fortbewegenden Torpedos«51). Også på søkrigens område gjaldt lovene for den dialektiske udvikling »nach denen der Militarismus, wie jede andere geschichtliche Erscheinung, an den Konsequenzen seine eigenen Etwicklung zugrunde geht«52). I et indtil for få år siden uoffentliggjort manuskript: »Artilleristisches aus Amerika« fra september 186353) demonstrerer Engels sine fagmilitære kompetence i en konkret situation, nemlig i spørgsmålet om hvilke krigsskibstyper man i fremtiden skulle satse på. Skulle man »tro« på de såkaldte tårnskibe eller på skibe med kanonerne anbragt i bredside. Engels havde beskæftiget sig med forholdet mellem »Panzer- und Widderschiffe« i »Die Presse« i juli 1862, hvori han beskriver John Ericsons berømte »Monitor«s fordele og mangler54). I det omtalte manuskript forbinder han de specielle militærtekniske udredninger med den fremtidige tyske flådepolitiks (ikke at forveksle med den wilhelminske periodes flådepolitik) inden- og udenrigske grundproblemer: skulle et samlet Tyskland satse på en defensiv kystflåde eller på en offensivt anvendelig højsøflåde, og hvorledes man skulle skabe disse. Ligeledes får han i sin behandling inddraget samlingen af Tyskland på baggrund af en eventuel krig mellem dette og Danmark og Rusland55). Alt var, hvad hans samtids krige og hele militære udvikling angår, på det snævreste forbundet, og det må her understreges, at det ikke var noget, der gik op for Engels, da begivenhederne først havde fundet sted, og man overalt formodentlig har sagt, at det kunne enhver jo se. Der er grund til at understrege dette, ikke fordi den kendsgerning, at han beskæftiger sig med militære anliggender, berettiger én til at betragte ham som socialismens »Heeresspezialist« som han er blevet kaldt56), men derimod uden forbehold hans tolkninger af sit materiale og hans konklusioner. Hans forudsigelser af det faktiske begivenhedsforløb adskillige år før selve begivenhederne må her understreges, fordi de - alt andet lige - viser hans beherskelse af stoffet og hans evne til at kunne leve sig ind i en militærpolitisk tankegang - i videste forstand - det man i England kalder »Grand Strategy«.
C. Sikkerhedspolitiske og militær geografiske forhold.
På intet område viser Engels’ evne til at behandle og analysere et militært stof sig så overbevisende, som når han behandler det, man på hans samtid kaldte militærgeografi. Skal man anvende en moderne term og dermed give begrebet lidt større bredde, må man inddrage de begreber, man i dag kalder sikkerhedspolitik og sikkerhedsgeografi. Det implicerer ganske vist i moderne forstand betydelig flere komponenter end i midten af forrige århundrede, men da man faktisk dengang brugte begrebet militærgeografi, og da dette efter Rudolf Kjellén og Karl Haushofers tid har fået en vis odiøs klang, har jeg forudskikket denne forklaring57). I dette afsnit af hans opfattelse af sin samtids militære forhold, der hos franskmanden Roger Dangeville har fået benævnelsen »Topographie et Conformation des Etats Moderne«58) viser Engels i sine militære og militærpolitiske analyser, der er baseret på de givne geografiske forhold59) et sådant mesterskab, at man må give den israelske historiker Dr. Wallach ret, når han mener, at Engels her tilfulde viser sin beherskelse af »der geistigen Disziplin, die man im militårischen Sprachgebrauch »Lagebeurteilung« nennt« 60). Situationsbedømmelse slet og ret samt evne til at bedømme, hvad der konstituerer selve begrebet en statsdannelse. Allerede i afslutningen af det flere gange omtalte pjeceudkast: »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz gegen ein revolutionåres Frankreich im Jahre 1852« fra 1851 beskæftiger han sig meget indgående med Europas militær geografiske forhold61), og i flere sammenfattende artikler om Krimkrigen er det samme tema genstand for hans indgående behandling. I artiklen »Die russische Niederlage« fra 28/11 185362) leverer han en sammenfatning af årsagerne til den russiske hærs uheld under operationerne på Balkan, og han drager en parallel mellem krigen i Norditalien 1849 og den daværende aktuelle situation i Valakiet63). Det samme gør han i artiklen: »Die Lage der Armeen in der Tiirkei« fra 28/4 185464). I artiklen »Der europåisclie Krieg« fra februar 185465) analyserer han hele den militærpolitiske situation i Europa på det tidspunkt, hvor en russisk-tyrkisk konfrontation forvandles til en regulær stormagtskrig. En redegørelse for denne krigs hidtidige forløb giver han i en artikel i »New York Daily Tribune« i december 1854: »Der Krimfeldzug«66), hvor han trækker krigens store linier op. Dette gør han også i samme blad i juni 1855, hvor han giver en fortræffelig »Lagebeurteilung« i artiklen »Der Krimkrieg«67), Gg da krigen udvides til Asien, specielt omkring fæstningen Kars, giver han - stadigvæk i det amerikanske blad - i artiklerne »Der Krieg in Asien«68) fra januar 1856 og i »Der europåische Krieg« fra februar samme år69) sin analyse af hele den verdenspolitiske situation omkring Krimkrigens afslutning. Der kunne nævnes mange andre eksempler på Engels’ beherskelse af sit stof på dette område. Her skal vi indskrænke den mere grundige indføring i emnet til pjecerne »Po und Rhein«70) fra 1859 og »Savoy en, Nizza und der Rhein«71) fra 1860. Heri analyserer han Vest- og Sydvesteuropas strategiske situation i tiden omkring den østrigsk-fransk/piemontesiske krig og samlingen af Italien 1859-60. Han imødegår i »Po und Rhein« det i datiden eksisterende synspunkt, at Tyskland behøvede Podalen til sit forsvar, og at det derfor skulle gribe ind i konflikten til Østrigs fordel. Dette synspunkt var blevet fremhævet i den tyske militære fagpresse, navnlig af generalerne Willisen og Heilbronner72). Han undersøger her spørgsmålet om »den naturlige grænse« og reducerer problemet til dets reneste militære udtryk og spørger: behøver Tyskland til sin sydgrænses forsvar besiddelsen af Etsch (Adige), Mincio og den nedre Po med brohovederne Pesciera og Mantua? Han tilføjer, at han med Tyskland forstår en eneste magt, hvis militære kræfter og hele nation bliver ledet fra et center - altså Tyskland ikke som et ideelt begreb, men som en politisk faktor73). Engels påpeger, at Tyskland og Frankrig gennem århundreder har kæmpet inden for to områder, på to slagmarker, to fronter: I Belgien og fremfor alt i Norditalien. Hvadenten det drejede sig om en tysk invasion af Frankrig eller en fransk invasion af Tyskland, var besiddelsen af Belgien og Podalen en absolut nødvendighed for den angribende part. Samtidig blev landet Italiens politiske skæbne afgjort i Norditalien, fordi den del af landet, der lå syd for floden Rubicon hermed mistede enhver militær betydning. Den, der beherskede Podalen, kunne afskære resten af den italienske halvø fra det europæiske fastland og hermed beherske det italienske »rum« i sin helhed »Daher hat nur das Bassin des Po und der Etsch Bedeutung fur den Krieg«74). Han udvikler de faktorer, der ligger til grund for denne bedømmelse: landskabets fysiske udseende, floder, sletter, bjerge og disses indbyrdes forhold, samt pasovergangene fra Centraleuropa til Podalen. Han lægger navnlig vægt på den strategiske betydning, som de nye landeveje over passene har nu75). I hans analyse træffer man navnene fra den I verdenskrig: Caporetto, Tagliamento, Piave, Isonso. Den opfattelse, at Alperne udgør en uovervindelig hindring ved vintertide, imødegår han og hælder til den opfattelse, at man nu - dvs. o. 1860 - kan overskride Alperne selv med artilleri. Når desuden jernbanerne i Inn og Etsch (Adige) dalene er blevet færdigbygget, vil disse hindringer kunne reduceres til et minimum. Han eksemplificerer sine synspunkter ved at henvise til felttogene i Schweiz og Norditalien under Revolutions- og Napoleonskrigene76). Videre henviser han til, at en hær under bjergkrig normalt er opdelt i forskellige kolonner, og trænger blot én af disse gennem den passive hindring, et bjergområde udgør, er kampen i reglen afgjort77). Det samme synspunkt havde han nogle år tidligere hævdet i artiklen »Kriegsfiihrung im Gebirge — einst und jetzt« fra 185778). Han gennemgår, hvilke pas der er til Frankrigs rådighed under en eventuel fransk invasion i Norditalien, Schweiz indbefattet, og udvikler meget minutiøst de vanskeligheder - som dog alle kan overvindes efter hans mening - der er forbundet med at lade en moderne hær invadere et bjergområde79). Han bruger mange eksempler fra krigshistorien og militærlitteraturen - Biilow og Napoleon f.eks. - og når man har været igennem de næste sider i pjecen, er man sat grundigt ind i Norditaliens topografi. Naturligvis er han fuldt på det rene med, at en moderne hær bedst kan udfolde sin styrke i lavland, hvorfor man selvfølgelig ikke kaster en stor hær ind i et bjergland, så længe man har åbent land til højre og til venstre for Høj alperne; det bayerske og det lombardiske »rum« indbyder så at sige til at afgøre krigen enten det ene eller det andet sted80). Et isoleret Østrig har brug for Minciolinien med fæstningerne Peschiera og Mantua. For Tyskland som helhed er besiddelsen heraf på ingen måde nogen nødvendighed, omend nok i øjeblikket en utvivlsom fordel81). Denne militære fordel opvejedes imidlertid af den politiske fare, et samlet Tyskland ville være truet af i så fald. Dersom man tillod Østrig at beholde Lombardiet mod nationale italienske ønsker, ville man kunne være sikker på, at der ved første givne lejlighed ville dannes en fransk-italiensk koalition ved en samlet tysk statsdannelses sydgrænse. Dersom man derimod opgav Lombardiet som tysk interessesfære, ville denne fare falde bort af sig selv. Engels stiller det retoriske spørgsmål, om det er i Tysklands interesse at beholde fire fæstninger (firkanten) og til gengæld erhverve sig 25 mill. italieneres fanatiske fjendskab samt sikre disses alliance med Frankrig?82) Herfra går Engels over til at behandle spørgsmålet om »den naturlige grænse« og til problemet med Rhingrænsen mellem Frankrig og Tyskland. Vil Tyskland have en »naturlig grænse« mod syd, vil Frankrig også have det mod øst. Han skriver i pjecens tredje afsnit »Was dem einen recht, das ist dem andern billig. Verlangen wir den Po und den Mincio zum Schutz nicht sowohl gegen die Italiener als gegen die Franzosen, diirfen wir uns nicht Wundem, wenn die Franzosen ebenfalls Flusslinien zum Schutz gegen uns in Anspruch nehme«83). Han foretager i det følgende en analyse af Frankrigs militærgeografiske situation og skriver, at landets tyngdepunkt ikke ligger i det geografiske midtpunkt ved Loire og Orleans, men mod nord ved Seinen og i Paris. Erfaringerne fra både 1814 og 1815 har vist, at med Paris falder Frankrig. Dette betyder, at »die militarische Bedeutung der Grenzkonfiguration Frankreich richtet sich vor allem nach dem Schutz, den sie Paris gewahst«84). Den geografiske afstand, Paris ligger i i forhold til Frankrigs grænser, gennemgår han fra alle punkter og viser, at i disse simple geografiske forhold ligger grunden til, at Belgien altid var slagmark for de krige, der blev ført mod nord mellem Frankrig og Tyskland. Den korteste forbindelseslinie fra Paris til nordgrænsen, linien Paris-Mons er kun halvt så lang som radien Paris-Lyon eller Paris-Strassbourg85). Dette betyder, at en invaderende hær, der trænger ind i Frankrig fra Belgien kan nå Paris tidligere end en fransk hær, der står ved Rhinen, kan nå tilbage til Paris for at dække hovedstaden. En hurtig offensiv fra belgisk område ville under alle omstændigheder betyde, at angriberen ville kunne kile sig ind mellem Paris og en fransk Mosel- eller Rhinhær. Dette så meget desto mere, fordi vejen fra den belgiske grænse til de for den omgående bevægelse afgørende punkter langs Marne-flodens løb (Meaux, Chateau-Thierry, Epemay) var kortere end vejen herfra og til Paris86). En svagere grænse end Frankrigs mod Belgien kunne man vanskeligt forestille sig, hvorfor landet da også sin historie igennem havde søgt at dække denne ved hjælp af fæstninger - Vauban in mente. Engels erindrer om, med hvor ringe vanskelighed Frankrigs fjender i både 1814 og 1815 trængte igennem det nordfranske fæstningssystem. Med et par enkelte undtagelser kunne man roligt sløjfe disse fæstninger efter Engels’ mening - de tjente kun til at sprede kræfterne unødvendigt. Skulle noget befæstes skulle man koncentrere sig om det afgørende punkt, Paris87). I sin lille »Die Kriegslelire Fr. Engels« drager J. L. Wallach et par paralleller, der på ganske udmærket måde demonstrerer Engels’ evner i retning af den militære analyse. Hele den problematik, der her er tale om, er i virkeligheden intet mindre end Frankrigs sikkerhedsproblem under hele den tredje republik. Dr. Wallach er af den opfattelse, at diverse franske regeringer både før den første verdenskrig og i tyverne og trediverne i dette århundrede - ligeledes en vis M. Maginot - havde kunnet lære et og andet, dersom man havde erindret »Po und Rhein«88). Det er imidlertid ikke alene de franske forsvarsmuligheder, Engels klart har demonstreret sin indsigt i. Endnu mere forbavsende er hans forudsigelse om en offensiv mod Frankrig. Den israelske historiker og militær fremhæver, at Engels i princippet forudser den plan, der bærer generalfeltmarskal v. Schlieffens navn, 45 år tidligere end denne blev det wilhelminske Tysklands eneste plan for det tilfælde, krigen skulle komme89). Der hentydes her til, at den såkaldte Schliffenplans officielle fødselsår er 1905, hvor Schliffen ved sin afgang overdrog den yngre Moltke det kompleks af planer, han og den tyske generalstabs operationsafdeling havde udarbejdet siden halvfemserne90). Hos Engels finder man en fuldkommen forudsigelse af marchretningeme og operationsmålene på samme måde som man finder alle de navne, der gennem Schliffenplanen og den første verdenskrig skulle opnå en så sørgelig berømmelse. Engels er ikke i tvivl om, at et eventuelt tysk angreb vil blive ført gennem Belgien, selv om dette ved internationale traktater er neutralt land91). Denne neutralitet er for et stykke papir at regne (jfr. Bethmann-Hohlwegs udtalelse 4/8 1914). Frankrig kan i hvert fald ikke regne med det belgiske territorium, som om det var et hav mellem Frankrig og Tyskland92). Wallach fremhæver, at det faktisk var det, som den franske overkommando gjorde før og under begge de to verdenskrige og Maginot i mellemkrigstiden93). Til overmål forudsiger Engels desuden en sådan plans mangler og sandsynlige risici. Han gennemgår det franske jernbanenet, der med Paris som centrum udgår radialt til alle landets grænser, og som vil muliggøre hurtige omgrupperinger af store styrker fra og til ethvert punkt i Frankrig94). Franskmændene havde desuden draget konsekvensen af deres og deres britiske allieredes belejring af Sebastopol og havde befæstet Paris i en hidtil ukendt målestok. Med et system af detacherede forter havde man forvandlet millionbyen til én stor forskanset lejr, og dermed havde man i realiteten brudt kraften i et tysk angreb gennem Belgien. Selv om en angribende hær virkelig kunne nå hurtigt frem, ville den være tvunget til at cemere og belejre Paris, og det virkelige strategiske overraskelsesmoment ville da være gået tabt95). Det skal her tilføjes, at Paris’ befæstning i 1914 var aldeles forældet. Derfor burde tyskerne nu drage den nødvendige konsekvens af alle disse forhold og opgive de norditalienske besiddelser, der i fremtiden kun ville volde ulejlighed og være kilde til evig uro. For Engels var og blev teorien om de naturlige grænser noget, der uvægerligt ville føre ud i overdrevet. Skulle Norditalien være Tysklands »naturlige grænse« skulle Rhinen være Frankrigs. Ydermere skulle Ejderen være Danmarks naturlige grænse. Han spørger: »Was verlangen denn die Danen anders als ihren Po und Mincio, der Eider heisst, ihre Mantua, genannt Friedrichstadt?«96). Til alt dette ville Rusland så komme i løbet af få år og fordre Oderfloden som russisk Polens naturlige grænse97). Det ville for Engels kort sagt betyde, at der ville blive vendt op og ned på alle de determinanter, der virkelig konstituerede en statsdannelse eller et system af sådanne, dersom overvejelser af denne art vandt gehør. Det, der virkelig danner basis for en nation, er for Engels de bånd, der opstår ved fælles sprog, fælles livsmønster og fælles sympatier. De cirkler og de mønstre, noget sådant skaber, er et statssystems virkelige naturlige grænser, fordi de for ham er de blivende grænser. Militære argumenter kan kun gælde i anden række. Disse er ikke varige, fordi de er afhængige af en teknisk udvikling. Det første er det konstante - det statiske element - trenden. Det sidste er midlertidigt - temporært - konjunkturbestemt98). Det, det her drejer sig om, var at sikre en statsdannelses enhed varigt99). Den samme argumentation finder man året efter - altså efter at afgørelsen i den norditalienske krig i 1859 er faldet - i pjecen: »Savoyen, Nizza und der Rhein«. Det vil føre for vidt at referere denne her, og det vil for så vidt også være overflødigt, fordi det er omtrent det samme emne, der behandles. Arbejdet føjer sig imidlertid harmonisk til »Po und Rhein« og har interesse i denne forbindelse p.gr.a. dens utallige krigs- og militærhistoriske eksempler. Desuden indeholder den et stort antal sikkerhedspolitiske overvejelser - for nu at bruge det moderne udtryk - vedrørende Napoleon Ill’s Europa. De to pjecer danner sammen med de bladkommentarer, Engels skrev i forbindelse med selve krigen i 1859, en helhed, som meget vel kunne tænkes engang at kunne blive udmøntet i en specialundersøgelse. I det mindste kunne hans datidige »Kriegskonzeption« rimeligvis udledes heraf. De enkelte landes indbyrdes relationer, allianceforhold både aktuelt og potentielt belyses her på en sådan måde, at man næsten synes, man står over for en mand, der véd at blande kortene i rene bismarckske baner. Han er i hvert fald klar over, at skal Tyskland samles og vedvarende have mulighed for at bestå som et samlet rige, må Frankrig og Rusland aldrig blive enige, og han ved også, at den fare, der bestandigt vil lure over en samlet tysk statsdannelse, vil være det frygteligste af alt: to-fronts krigen100). Under de betingelser kan Tyskland samles, og under sådanne betingelser må det eksistere. Dvs. at Engels fuldt ud er på det rene med, at hvem der end måtte være herre i Tyskland, må dette bestandigt være militært stærkt og krigsberedt.
D. Opfattelse af samtidens militærstrategiske forhold.
Efter dette eksempel på Engels’ opfattelse af selve det fysiske rums militære muligheder, vil en beskrivelse af hans opfattelse af disse muligheder forekomme naturlig. Altså hans opfattelse af selve de militære operationer, der enten faktisk fandt sted eller kunne tænkes at finde sted inden for de rammer, geografi og teknik afstak for det eller de feltherretalenter, der måtte udforme en strategi - en felttogsplan. Dette indebærer naturligvis ikke, at der her skal foretages en gennemgang af alle hans militære arbejder, der måtte rumme principperne for en felttogsplan, men et par eksempler på hans evne til at se den eller de afgørende militære realiteter i sin samtids kriges begivenhedsforløb vil give læseren et godt indtryk af Engels’ evner hvad denne dimension angår. Den nordamerikanske borgerkrig var for Engels den første moderne krig, hans samtid bød på, og derudover et skuespil uden paralleller i krigshistorien101). Han påpegede i en artikel i »Die Presse« fra 26/4 1862 de faktorer, der bevirkede dette: territoriets uhyre udstrækning, de vidtstrakte operationslinier, hærenes numeriske masser, hvis tilvejebringelse ingen hidtil eksisterende militærorganisation havde kunnet præstere, de uhyre omkostninger, der var forbundet hermed, ledelsens art og de almindelige strategiske og taktiske principper, efter hvilke denne krig blev ført. Alt dette stod for ham som noget nyt102). Navnlig den operative betydning af jernbaner i netop denne krig stod fra krigens begyndelse klart for ham. I et brev til Marx fra juli 1861 hævdede han den bestemte opfattelse, at krigen i første række ville komme til at dreje sig om jernbaneknudepunkterne, og at kommunikationerne i det hele ville vise sig altafgørende103). Dette synspunkt forfægtede han videre i det føromtalte blad i en anden artikel - også fra marts 1862, hvor han mente, at kommunikationerne i denne krig var mere afhængige af jernbaner end af veje, hvorfor en afbrydelse af disse var nok til at indvirke afgørende på krigsforløbet104). I den samme artikel kritiserede han unionsgeneralen McClellans såkaldte » Anaconda «-omringelsesteori, som optrådte i flere af de amerikanske aviser, generalen havde indflydelse på. Denne teori gik i korthed ud på, at unionen skulle foretage en strategisk omringelse til lands og til vands af samtlige udbryderstater, og lidt efter lidt indsnævre disses rum og trænge dem tilbage til havet104a). Engels påviser, at teorien i virkeligheden ikke er andet end et opkog af det gamle østrigske kordonsystem105), som franskmændene besejrede den ene gang efter den anden under revolutionskrigene. De udstrakte østrigske linier klippede franskmændene over, inden de med overlegen styrke slog fjenden partielt på det punkt, hvor han var mest følsom - og herefter afregnede med resten efter tur. »Anacondateorien« ville føre til en opsplitning af unionens kræfter og betyde, at sydstaterne ville kunne besejre disse partielt106). Det kom her an på at finde, hvor de konfødereredes militære tyngdepunkt lå. Dette lå for Engels i Georgia. Denne stat var for ham nøglen til det, han kaldte Secessia, altså konføderationen. Her løb alle veje og jernbaner - kort sagt alle Sydens kommunikationer - sammen, og faldt Georgia i nordstatemes hænder, ville sydstaterne være splittet i to dele, der hver for sig ikke ville kunne hamle op med unionen og samlet ikke kunne virke i en koordineret operation netop p.gr.a. de overskårne kommunikationer107). Fulgte man »Anacondateorien« ville krigen trække ud i det uendelige med finansielle vanskeligheder, uhyre tab og forøget spillerum for diplomatiske forviklinger. Ville man derimod følge den plan, Engels skitserede i princippet, ville man efter alt at dømme kunne ende krigen hurtigt, fordi Georgias fald simpelthen ville knuse sydstaterne108). Man valgte fra unionens side i første række den strategiske omringelse af konføderationen og herefter at søge at trykke dennes rum sammen. Borgerkrigens store tabsgivende slag i løbet af 1862 og 1863 - navnlig Gettysburg - indgik i denne proces. Da man imidlertid ønskede en afgørelse på krigen, fulgte man faktisk lignende principper, som Engels havde skitseret. Den rute, general Shermanns tropper fulgte gennem de to Caro-lina’er og Georgia i 1864 over Atlanta mod Savannah og derved mod havet, skar virkelig Syden midt over og bragte faktisk krigens afgørelse i begyndelsen af 1865. Man må hele tiden erindre, at hans kilder var pressemeddelelser og offentliggjorte telegrammer - andre kilder stod ikke til hans rådighed. Krigen i 1866 afstedkommer en række artikler i »The Manchester Guardian«109). Engels er fuldt ud på det rene med Preussens tekniske overlegenhed, som han så den demonstreret i Danmark et par år tidligere, men han lægger her ikke skjul på, at han ikke er i stand til at tage den preussiske hær helt alvorligt. Han viser sig i denne bedømmelse som en fuldgyldig repræsentant for samtidens almindeligste opfattelse, hvor ingen rigtig mente, at en hær, der ikke havde været impliceret i en større krig siden Napoleonstiden - begivenhederne i 1848-50 i Tyskland, og krigene mod Danmark talte ligesom ikke rigtigt i denne forbindelse - kunne udrette noget videre mod de kampvante østrigske tropper under førere med praktisk krigserfaring. Det er mærkeligt at se, at hvor han, hvad den amerikanske borgerkrig angår, har fuld forståelse for jernbanernes strategiske betydning, har han overført på forholdene i dette tilfælde ligesom ingen rigtig forståelse for de selvsamme ting. Han er her på fuldkommen samme linie som langt den overvejende del af sin samtid, da man af pressemeddelelserne kan se, at en relativ ukendt general ved navn Moltke opmarcherer over en flere hundrede kilometer bred front med risiko for, at østrigerne kan kile sig ind mellem de enkelte armeer og slå disse partielt. Han havde ganske vist fuld forståelse for jernbanens militære betydning i bred almindelighed, men koordinerede bevægelser baseret på en jernbane-opmarch havde han altså endnu ikke den fulde forståelse for. Han undervurdeder faktisk alt på preussisk side - man mærker på brevene til Marx dels han enorme uvilje mod disse »Krautjunkere« og alt preussisk, og dels at det ligesom er ham umuligt at tage disse pikkelhuede tinsoldater med al deres »Kasemendrill« helt alvorligt. Bismarck og kongen af Preussen er kun reaktionære tåber, og Moltke ved han ikke rigtig, hvem er - og han er her i den grad hildet i sine meningsfællers forestillinger på en måde, der adskiller sig radikalt fra, hvad han plejede at være. Det skal ikke forstås sådan, at der med et sikkert militært jugement menes evnen til at få ret i enhver situation og i enhver forudsigelse. Det er bare ikke umiddelbart indlysende på baggrund af Engels’ vitterlige indsigt i sin samtids militære forhold at se ham fremhæve alle Preussens mangler og svagheder og så godt som fuldstændig ignorere eller bagatellisere Østrigs tilsvarende. Det tilhører derfor også det ironiske, at netop den dag, d. 3/7 1866, hvor den preussiske hær sejrer ved Koniggråtz, og hvor Østrig ikke alene taber slaget, men i realiteten hele krigen - bliver den af artiklerne, der allerede har udnævnt den østrigske Feldmarschall - Leutnant Benedek til slagets sejrherre offentliggjort i »The Manchester Guardian«110). Denne fejlkalkulation generede ham stærkt, men han var så klog at erkende den med det samme i sit fulde omfang111), og han analyserede sammen med Marx årsagerne hertil. Begge erkendte groft at have undervurderet de preussiske ledere, og Engels mente nu, at det inden for et tidsrum af fire-fem år ville komme til en krig om hegemoniet i Europa. Den næste runde ville gælde Frankrig, og denne krig ville sandsynligvis medføre en samling af Tyskland under Preussens ledelse. I et brev til Marx skriver Engels, at Preussen er nødt til at udnytte den øjeblikkelige tekniske overlegenhed, landets hær besidder. »Det er meget enkelt«, skriver han, »Preussen har 500.000 tændnålsgeværer og resten af verden har ikke engang 500. Ingen hær kan blive udrustet med bagladere på mindre end 2 eller 3 måske 5 år. Indtil da er Preussen nr. ét. Mon du tror, Bismarck ikke vil udnytte denne situation. Selvfølgelig vil han det«112). Engels var altså fuldt ud på det rene med, at der inden for få år ville komme en stor krig i Europa, af hvis udfald store dele af den fremtidige udvikling ville afhænge. Det gjaldt nu for ham om at forberede sig så grundigt som muligt, således at han ikke skulle lave »a Strategic Blunder«, som han lavede aftenen før Koniggråtz. Han gør derfor meget ud af at føre sin militære viden å jour og supplere denne i sidste halvdel af 1860’erne, samtidig med at han begynder at løsgøre sig fra sit forretningsengagement i Manchester med den tanke for øje at leve af renterne af sin formue og lade familien Marx gøre det samme. Han ønskede desuden at bosætte sig i London i nærheden af Marx og helt hellige sig sin politiske virksomhed. Engels’ far var død i 1860, og i løbet af tresserne bliver Engels en særdeles velstående mand, og da han i 1869 sælger sin andel af firmaet til sin kompagnon, får han så stor en formue ud af det i rede penge og værdipapirer, at det sikrer både ham og hans livsledsagerinde og familien Marx gode kår, for så vidt den sidstnævnte kunne økonomisere med de nævnte midler113). Han bosætter sig i London i løbet af efteråret 1870 i nærheden af Marx og lever resten af sit liv her. Så godt havde Engels forberedt sig til den næste runde, at man med rette alle steder ser hans artikler om den fransk-tyske krig betegnet som noget af det bedste, han nogensinde leverede på det militære område114). Fra slutningen af juli 1870 til februar 1871 var ban medarbejder ved det liberale Londonerblad »The Pall Mall Gazette«, og han skrev her 59 fortløbende artikler om krigens forløb, og han lagde heri en sådan indsigt i militære anliggender for dagen, at man godt forstår, at artiklerne — der fremkom anonymt — fandt en udbredt læserskare. Man har sagt, at de bl.a. med iver blev læst i det preussiske hovedkvarter115). Den fornemste grund hertil var nok i publikums øjne, at han faktisk på kvadratkilometeren og på datoen forudser slaget ved Sedan og dettes udfald og politiske konsekvenser for det andet kejserdømme. Af troppernes bevægelser, som han fik meddelelse om gennem telegrammer og engelske og kontinentale aviser samt private breve, kunne han med sin øjensynlige evne til at leve sig ind i den tankegang, der prægede Moltkes strategi, ja overhovedet preussisk-tysk militær tankegang, og med det kendskab, han sad inde med til de europæiske hære, beregne en uge i forvejen, hvad der virkelig skete d. 2. september 1870 ved Sedan lige syd for den belgiske grænse116). Det er ved denne lejlighed, han i snævrere kredse får øgenavnet »The General«117) og fru Marx kan skrive til ham, at hun har hørt ham omtale som »Le jeune Moltke«118) Artiklerne er - samlet - af et ganske betydeligt omfang, ea. 250 bogsider af »Werke’s« format og behandler ikke alene selve de militære operationer, men drager krigshistoriske paralleller, sammenligninger mellem det franske og det preussiske militærsystem og vejer diverse fordele og mangler mod hinanden og leverer gentagne gange forbløffende nøjagtige prognoser om - politisk og militært - hvorfor, hvordan, hvornår, hvor. Hele krigsforløbet, både før og efter kejserdømmets fald gøres til genstand for en fortløbende analyse: Folkekrigen i Frankrig, belejringen af Paris og endelig nederlaget blotlægges med bestandig forståelse for hvert enkelt forholds særlige problematik. I det følgende skal der gives en beskrivelse af, hvorledes Engels mente, det republikanske Frankrig burde føre krigen mod Preussen og dets tyske allierede. Det må her erindres, at der ikke er tale om kommentarer, der er skrevet, efter at begivenhederne har fundet sted, men om løbende kommentarer samtidig med de militære operationer. Kommentarerne er skrevet i løbet af efteråret og vinteren 1870/71. Artiklerne, der hver for sig er på 4 almindelige bogsider, udkom i det liberale Londonerblad hver tredje eller fjerde dag. Han arbejdede i denne periode under højtryk, fordi han hele tiden ønskede at være foran begivenhederne, dette forstået således, at han hele tiden forsøgte at få det maget således, at begivenhederne bekræftede hans artikler og ikke omvendt artiklerne begivenhederne. Man kan godt sige, at han i disse måneder optrådte som en art én mands generalstab, der nøje fulgte de meddelelser, krigen affødte, og på grundlag af disse efterlevede den ældre Moltkes kendte bonmot om først at veje mulighederne mod hinanden og først da vove. Det, Engels vovede, bestod i, at han hele tiden søgte at »få ret«. Når er artikel var læst af en større offentlighed den ene dag, skete det virkelig som regel, at artiklens indhold blev bekræftet af begivenhederne på krigsskuepladsen i Frankrig den eller de næste dage. Engels var - ligesom Marx - protysk i sin stillingtagen til krigen mod det andet kejserdømme119). Da dette var faldet, havde han regnet med, at den nyudråbte franske republik havde kunnet få en mild fred med tyskerne, som tværtimod stillede så hårde betingelser, at krigen fortsatte. Herefter svingede både han og Marx over til en absolut antitysk holdning. De betragtede nu ikke længere krigen som »retfærdig«120). Det spørgsmål der herefter optog ham var, hvorledes Frankrig nu skulle hamle op med Tyskland, efter at dets feltstyrker for langt den overvejende dels vedkommende enten var knust, sad i tysk krigsfangenskab eller var indesluttet i fæstningen Metz. Hvorledes det skulle føre krigen videre. Med sit enorme kendskab til de kontinentale hæres styrker og svagheder, udviklede han i sine fortsatte artikler »On the War« i »The Pall Mall Gazette« principperne for, hvorledes han mente, Frankrig burde føre krigen. Det er ikke for meget sagt, at han udviklede en felttogsplan, hvor han foreslog Frankrigs ressourcer: politiske, land- og sømilitære, befolkningsmæssige, økonomiske etc, sat ind i en art levée en masse. I dag ville man formodentlig kalde det, han foreslog, for total krig. Om det så var en alliance mellem Frankrig, England, Danmark og Italien foreslog han dette121), og en af hans tyske biografer, Gustav Mayer vil vide, at han udarbejdede en regulær felttogsplan, som han gennem politiske meningsfæller fik overbragt den republikanske regering122). Det skal her tilføjes, at hans artikler i disse måneder blev citeret eller refereret overalt i den engelske - og i et vist omfang - i den kontinentale presse123). Intet ringere organ end »The Times« var her meget aktiv, og det kan godt tåle at blive gentaget, at artiklerne blev meget læst i det preussiske/tyske hovedkvarter124). Den måde, Engels ønskede, at franskmændene skulle føre krigen på, gav han bl.a. udtryk for i artiklen: »Wie die Preussen zu schlagen sind«125). Han anbefaler heri Frankrig at realisere sin »levée en masse«ved ganske enkelt at adoptere det preussiske militærsystem. Ganske vist var den almindelige værnepligt aldrig rigtig blevet realiseret i Preussen - Engels mente, fordi dette lands magthavere frygtede for at uddanne de brede masser i våbenbrug. Ville man imidlertid virkelig indføre den almindelige værnepligt, kunne man temmelig hurtigt opstille nye hære. Den lange tre-årige tjenestetid, som man havde i Preussen, mente han var mere indenrigspolitisk end militært begrundet, og var dette end nødvendigt for at skabe en fyrstehær, behøvedes det på ingen måde for at skabe en virkelig brugbar felthær. Under Revolutions- og Napoleonskrigene havde Frankrig kunnet opstille store hære på kort tid - det burde det også kunne nu. Han var desuden af den opfattelse, at dette system ville passe franskmændene bedst, fordi de ikke var særlig begejstrede for det andet kejserdømmes militærsystem med stående kadrer med lang tjenestetid. Det ville derimod passe dem bedre at have en kort uddannelses- og tjenestetid, og herefter i lang tid at skulle være til rådighed i reserven, dvs. hurtigt at blive civilister igen, som ved mobilisering hurtigt stillede ved deres stamafdeling. Franskmændene »war bisher zwar eine kriegerische aber keine militårische Nation gewesen«126), hvorfor netop systemet med den fulde anvendelse af den almindelige værnepligt ville passe her som fod i hose. På denne måde ville Frankrig kunne rejse nye store hære, der kunne løse landets militære problemer både i øjeblikket og i fremtiden. Frankrig søgte at rejse nye hære og fortsætte krigen, hvis karakter undergik virkelige forandringer i retning af den folkekrig, Engels ønskede. Hvor før befolkningen havde forholdt sig temmelig passiv over for tyskerne, begyndte guerilla’en, som man fra tysk side besvarede med standretslige nedskydninger og afbrændinger af landsbyer. Dette havde naturligvis en selvforstærkende virkning, og tyskerne »brauclite nur jetzt in ein Department vorzurucken, und weit und breit erhebt sich der Landfeturm«1-7). Krigen udviklede sig - kort sagt - efter baner, han billigede, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at alt dette betød slemme afbræk i den tyske krigsførelse, som han påpegede viste tydelige tegn på usikkerhed over for dette nye og tilsyneladende uventede fænomen. Det, Frankrig havde brug for nu, var tid. Tid til at rejse og ekvipere nye regulære hære, der kunne understøtte partisankrigen og føre det endelige slag mod fjenden, tid til at foretage diplomatiske aktioner i udlandet og tid til at trætte tyskerne på både felt- og hjemmefronten. To måneder ville hjælpe kolossalt her128) - det ville i den øjeblikkelige situation være næsten det samme som to fredsår ifølge Engels’ opfattelse. For at forhindre tyskerne i at praktisere den samme hurtighed i deres operationer, som man havde oplevet både under felttoget i Bohmen i 1866 og nu mod det kejserlige Frankrig, måtte det republikanske Frankrig anvende guerillaen. Partisanaktioner i stor målestok, overfald på tyske militærtransporter, sprængning af broer, tunneler og jernbaner skulle forhindre general Moltke i at udføre sine lynkrigsdoktriner i praksis. Hele dette kolossale apparat, der hed samfundets intakte kommunikationer, var den forudsætning, den tyske krigsførelse afhang af. Det var derfor her, man skulle sætte ind med det, Engels kaldte, »rigtig krig«, altså den totale krig, »la guerre å l’outrance« - i modsætning til den »honnette borgerlige krigsførelse«, som han ved en tidligere lejlighed havde harcelleret over129). I artiklen »Die Aussiehten des Krieges« fra 8/12 1870 anbefaler han derfor, at Frankrig for alvor skal begynde at føre »Ein wirklichen Krieg« - en krig, hvori hele nationen deltager. Krigslykken vil da endnu kunne vendes til Frankrigs fordel130. Tyskerne skulle slås, hvor de var svagest - rammes på deres mest følsomme punkter - hvad enten man syntes, det var en »pæn« krig eller ikke. Engels gjorde nar af tyskernes forargelse herover: »Das preussische Militar lamentiert wie jener Osterreichsische Kiirasier in Ungam im Jahre 1849: Sind diese Husaren nicht merkwiirdigen Schufte? Sie sehen meiner Kiirass und doch hauen sie mir ins Gesicht«131). De synspunkter, han her forfægter, er unægtelig af en sådan karakter, at man forstår Sigmund Neumann, når han regner Engels blandt en af grundlæggerne af det moderne totale krigsbegreb132). De hære, Gambetta rejser i den franske provins, lider nederlag eller lader sig afvæbne i Schweiz. Paris falder gennem belejring, udsultning og bombardement og våbenstilstanden afsluttes - Engels mener stadig, at Frankrig gennem folkekrig kan føre kampen videre. I en af de sidste artikler om krigen »Die militarische Lage in Frankreich« fra begyndelsen af februar 1871, analyserer han Frankrigs totalpotentiel politisk, materielt, økonomisk, moralsk etc. Den største del af landet er endnu ikke erobret og udgør en kompakt blok, der kun kan angribes fra nord. Her ligger centrene for den nationale modstand, her findes der mennesker og midler, der kan føre krigen videre. Dette område vil tyskerne med de midler, der står til deres rådighed, ikke kunne erobre eller besætte, dersom blot modstanden mod dem føres resolut af befolkningen med både regulære og irregulære styrker133). Frankrig råder desuden stadig over Bretagne med Brest og Cotentin-halvøen med Cherbourg - begge flådehavne, og det faktum, at flåden stadig er intakt, bør udnyttes til operationer, hvor en fransk hær trækker en overlegen tysk efter sig under en retræte mod kysten, hvor den kan undslippe eller i det mindste forsynes fra søen. Flåden kan opretholde forbindelsen mellem denne sektor og Sydfrankrig og tillade dristige omgrupperinger af de franske styrker, der vil muliggøre offensive fremstød fra en eller to af de omtalte positioner. Altså muliggøre lokal overlegenhed på et eller flere punkter134). Han mener stadig, Frankrig besidder militære muligheder, når våbenstilstanden udløber 19/2 1871, under den forudsætning, at »es muss wirklich ein Krieg bis auf Messer werden, ein Krieg wie der Spaniens gegen Napoleon I, ein Krieg in dem noch so viele Erschiessungen und Brandschatzungen den Wiederstandsgeist nich brechen konnen«135). Denne modstandsvilje var ikke tilstede i Frankrigs ledende lag, fordi disse frygtede, at en fortsættelse af krigen med en heraf flydende totalbevæbning af de brede folkemasser ville medføre sociale omvæltninger. Denne frygt viste sig jo heller ikke at være helt ubegrundet, og det kan jo heller ikke nægtes, at det også var af sådanne baner, både Marx og Engels forestillede sig »Revolutionen« realiseret. Det kan således ikke nægtes, at der er et vist element af politik i de artikler, han skrev »On the War«. Han ønskede tydeligvis at påvirke opinionen i den udstrækning bladets redaktion tillod dette. Da bladet lagde sin linie delvist om efter marts 1871 og på det bestemteste var modstander af Pariserkommunen, ophørte Engels’ medarbejderskab ved det ret pludseligt136). Den fransk-tyske krig er den sidste store krig i Engels’ levealder, når frases Balkankrigene, hvorfor også anledningen til at optræde som militær kommentator til aktuelle krigsbegivenheder i større målestok falder bort af sig selv.
Afslutning.
Når der i det foregående har været talt om Friedrich Engels’ opfattelse af samtidens militærvæsen - således som jo denne artikels overskrift lyder - må man hele tiden erindre, at der primært tænkes på perioden indtil første halvdel af 1870’eme. Ikke mindst den voldsomme militærtekniske udvikling i tiden herefter bevirker et vist omslag i hans indstilling til anvendeligheden af krig og vold som revolutionsfremmende faktorer. Dette er imidlertid konjunkturbestemt og bunder ikke i nogen principiel ændring af troen på selve nødvendigheden af vold som politisk virkemiddel. Han var og forblev en militant revolutionær, hvad ikke mindst Lenin tilfulde var klar over og formåede at bringe i anvendelse. Var Engels »Der Grunder« blev den sidste »Der Verwirklicher«137) af den praktiske anvendelse af »Die Partie Militaire«.
Noter;
1. MEW 7, s. 468 ff.
2. MEW 7, s. 600. Note om tirailleurtaktik, NEW 7, s. 690. Beskrivelse heraf findes hos Delbriick IV, s. 462 ff.
3. MEW 7, s. 481.
4. MEW 7, s. 474.
5. NEW 7, s. 476.
6. MEW 7, s. 478.
7. MEW 7, s. 480.
8. MEW 14, s. 5 ff.
9. MEW 14, s. 36 ff.
10. MEW 16, s. 37ff.
11. MEW 20, s. 147 ff.
12. MEW 20, s. 154 ff.
13. MEW 20, s. 155.
14. Jvf. Delbriick IV, s. 476 ff. R. R. Palmer: From Dynastic to National War. Chapter 3 i Makers of Modern Strategy, s. 62.
15. MEW 7, s. 477.
16. Delbriick IV, s. 474.
17. MEW 7, s. 477.
18. MEW 20, s. 157 og s. 599.
19. MEW 14, s. 362 ff, afsnit VII af artiklen »Infanterie«.
20. MEW 20, s. 156 f.
21. MEW 7, s. 327.
22. MEW 27, s. 331 f.
23. MEW 7, s. 394
24. MEW 21, s. 392 f.
25. Teknisk forklaring herpå findes hos Delbriick III, s. 609 og 667.
26. MEW 21, s. 399.
27. MEW 21, s. 400.
28. MEW 14, s. 340 ff.
29. MEW 14, s. 286 ff.
30. MEW 14, s. 187 ff.
31. MEW 14, s. 315 ff.
32. MEW 20, s. 155.
33. MEW 20, s. 156.
34. MEW 20, s. 156.
35. MEW 20, s. 597 ff.
36. MEW 7, s. 477.
37. MEW 13, s. 358.
38. MEW 10, s. 635.
39. MEW 10, s. 421 ff.
40. MEW 10, s. 543.
41. MEW 11, s. 417 ff.
42. MEW 10, s. 247 f. N.Y.D.T. d. 10/6 1854.
43. MEW 11, s. 425.
44. MEW 27, s. 236. Engels til Marx, d. 11/4 1851.
45. MEW 13, s. 359.
46. MEW7, s. 481.
47. Pratt, s. V III f.
48. E. Mead Earle: The Economic Foundation of Military Power. Chapter 6 i Makers of Modem Strategy, s. 149.
49. MEW 20, s. 160.
50. MEW 20, 8. 160 f.
51. MEW 20, s. 161.
52. MEW 20, s. 161.
53. Hahlweg/Pelger, s. 69 ff. Fundet i Wuppertals Stadsbibliotek.
54. MEW 15, s. 511 ff.
55. Hahlweg/Pelger, s. 67. Jvf. MEW 30, s. 377. Engels til Marx, d. 3/12 1863.
56. Hohn I, s. 42 ff.
57. Bjøl, s. 20 ff. og Military Geography, s. 136 ff.
58. Dangeville, 8. 321.
59. Dangeville, 8. 323 f.
60. Wallach/Kriegslehre, s. 19.
61. MEW 7, s. 491 ff.
62. MEW 9, s. 469 f. N.Y.D.T.
63. MEW 9, 8. 471.
64. MEW 10, s. 198. N.Y.D.T.
65. MEW 10, s. 3 ff. N.Y.D.T.
66. MEW 10, 8. 569 ff.
67. MEW 11, s. 231 ff.
68. MEW 11, s. 577 ff.
69. MEW 11, s. 584 ff.
70. MEW 13, s. 225 ff.
71. MEW 13, 8. 571 ff.
72. MEW 13, s. 228.
73. MEW 13, 8. 229.
74. MEW 13, s. 230.
75. MEW 13, s. 231.
76. MEW 13, s. 232 f.
77. MEW 13, s. 233.
78. MEW 12, s. 108 ff.,specielt s. 113 f.
79. MEW 13, s. 235 f.80. MEW 13, s. 244.
81. MEW 13, s. 245.
82. MEW 13, s. 251.
83. MEW 13, s. 254.
84. MEW 13, s. 254.
85. MEW 13, s. 254.
86. MEW 13, s. 255.
87. MEW 13, s. 256.
88. Wallach/Kriegslehre, s. 21.
89. Wallach/Kriegslehre, s. 21.
90. G. Ritter: Der Schlieffenplan, 1956, s. 47 ff.
91. MEW 13,s. 260.
92. MEW 13, s. 260.
93. Wallach/Kriegslehre, s. 22.
94. MEW 13, s. 261.
95. MEW 13, 8. 262.
96. MEW 13, s. 263.
97. MEW 13, s. 263.
98. MEW 13, s. 267 f.
99. MEW 13, 8. 268.
100. MEW 13, s. 611.
101. MEW 15, s. 486.
102. MEW 15, s. 486.
103. MEW 30, s. 181. Engels til Marx, d. 3/7 1861.
104. MEW 15, s. 494.
104a. Planen var opkaldt efter den sydamerikanske kæmpeslange, der omslynger sine ofre og knuser dem med sin enorme styrke.
105. MEW 15, s. 674, note 246.
106. MEW 15, s. 493.
107. MEW 15, s. 494.
108. MEW 15, s. 495.
109. MEW 16, s. 167 ff.
110. MEW 16, s. 182.
111. MEW 16, s. 185 ff.
112. MEW 31, s. 235. - Engels til Marx, d. 9/7 1866.
113. MEW 33, s. 218. - Engels til Kugelmann d. 28/4 1871. Jvf. Mayer II, s. 172.
114. MEW 17, s. 671. Haus, s. V III f. og s. XXX. Bladet »The Spectator« betegnede artiklerne som de eneste vigtige, der fremkom i den engelske presse om den fransk-tyske krig. MEW 33, s. 48. Marx til Engels, d. 30/8 1870.
115. Hans, s. L III f.
116. MEW 17, s. 70 f.
117. E. Marx-Aveling: Fr. Engels, s. 452. Lessner, s. 465 f. Bebel, s. 748.
118. MEW 33, s. 675.
119. MEW 17, s. 3 ff. Erste Adresse des Generalrats. MEW 33, s. 5. Marx til Engels, d. 20/7 1870. MEW 33, s. 8. Engels til Marx, d. 27/7 1870.
120. MEW 17, s. 271 ff. Zweite Adresse des Generalrats.
121. MEW 17, s. 179.
122. May er II, s. 197. Blev fundet i kopi i Engels’ efterladenskaber og blev tilintetgjort af Bebel og Bernstein. Det er en meget lang og indviklet historie, som findes udførligt beskrevet i noteapparatet hos Mayer II, s. 544 f. Det mest interessante for mig at se er, at de tyske socialdemokrater brændte den.
123. MEW 33, s. 48. Marx til Engels, d. 30/8 1870. MEW 33, s. 49 f. Marx til Engels, d. 2/9 1870.
124. Haus, s. L III f.
125. MEW 17, s. 105 f.
126. MEW 17, s. 108.
127. MEW 17, s. 199.
128. MEW 17, s. 199.
129. Jvf. MEW 6, s. 386.
130. MEW 17, 8. 197.
131. MEW 17, s. 231.
132. Neumann, s. 156.
133. MEW 17, s. 258 f.
134. MEW 17, s. 259.
135. MEW 17, s. 260.
136. MEW 33, s. 243. Engels til Liebknecht, d. 10/7 1871. MEW 33, s. 240. Engels til Liebknecht, d. 22/7 1871. Jvf. Mayer II, s. 229.
137. Wallach/Kriegstheorien, s. 5, 251, 270.
Anvendt materiale:
A. Bebel: Aus meinem Leben. Berlin 1961. (Bebel). E. Bjøl: International Politik. Kbh. 1967. (Bjøl). H. Delbriick: Geschichte der Kriegskunst im Rahmen der Politischen Geschichte. Bd. Ill + IV, Berlin (1907-20) 1962. (Delbriick). E. Mead Earle: The Economic Foundation of Military Power. Kap. 6 i Makers of Modern Strategy. Princeton (1943) 1966. Karl Marx - Friedrich Engels: Werke 1—39 + 2 Erganzungsband + 1 Registarband. Dietz Verlag. Berlin 1965-73. Fork. (MEW). E. Marx-Avelin: Fr. Engels. Socialdemokratische Monatschrift. Wien 1890, cit-t. »Mohr und General«, udg. a. Institut fiir Marxismus beim ZK der SED DDR. OstBerlin, 1970, s. 458 ff. Marx & Engels: Escrits militaires. Violence et Constitution des Etats Europeene Modernes. Traduit et presenté par R. Dangeville. Paris 1970. (Dangeville). R. Hohn: Socialismus und Heer. I—II. Berlin 1959. (Hohn). R. Haus: Indledning til Fr. Engels: Der Deutsch-Franzosische Krieg 1870/71. Wien 1931. (Haus). W. Hahlweg: Socialismus und Militarwissenschaft bei Friedrich Engels. Afsnit i H. Helger (red.): Friedrich Engels 1820-1970. Referate. Diskutionen. Dokumente. Internationale Wissenschaftliche Konferenz in Wuppertal von 25.-29. Maj 1970. Hannover 1971. (HahlwegIPelger). Fr. Lessner: Erinnerungen eines Arbeiters an Fr. Engels. Leipzig 1902» cit.e. »Mohr und General«, udg. a. Institut fiir Marxismus-Leninismus beim ZK der SED, DDR. Ost-Berlin 1970, s. 441 ff. (Lessner). G. Mayer: Friedrich Engels. Eine Biographie. I—II. (1919-1933). 2. udg. Koln u.å. (Mayer). S. Neumann: Engels and Marx. Military Concept of the Social Revolutionaries. Kap. 7 i Makers of Modem Strategy. Princeton (1943) 1966. (Neumann). R. R. Palmer: From Dynastic to National War. Kap. 3 i Makers of Modern Strategy. Princeton (1943) 1966. A. P. Pratt: The Rise of Rail-Power in War and Conquest 1832-1914. London 1916. (Pratt). L. C. Peltier og G. E. Pearcy: Military Geography. New York 1966. (Military Geography). G. Ritter: Der Schlieffenplan. Miinchen 1956. (Ritter). J. L. Wallach: Der Kriegslehre von Friedrich Engels. Hamburg 1968. Hamburger Studien zur neueren Geschichte, bd. 10, udg. v. Fritz Fischer. (Wallach/Kriegslehre). J. L. Wallach: Kriegstheorien. Ihre Entwicklung im 19. und 20. Jahrhundert. Frankfurt a.M. 1972. (Wallach/Kriegstheorien).
