Mag. art. Ole Balleby, der tidligere her i tidsskriftet (nr. 4/75) har beskæftiget sig med Fr. Engels opfattelse af sin samtids militærvæsen fortsætter i denne artikel med at analysere Engels militære forestillingsverden.
For Friedrich Engels havde den franske revolution skabt nye sociale konstellationer og en ny form for krigsførelse, der til forudsætning havde haft borgerskabets og bøndernes frigørelse. Kom det engang til et væbnet sammenstød mellem hans samtids sociale klasser, var han af den opfattelse, at skulle også proletariatet frigøres, ville dette være betinget af en hel eller delvis ny form for krigsførelse. Principperne for, hvad man måske kunne kalde den væbnede opstands militære strategi og taktik, danner kærnen i hans militære arbejder og må betegnes som hans egentlige krigskonception. I det følgende skal der afdækkes et helt regulært system for revolutionær krigsførelse, der både tilgodeser de grundlæggende principper, proletariatet måtte benytte sig af i sin krigsførelse for at opnå den politiske magt og - når denne var opnået - de principper, der konstituerede proletariatets diktatur.
Den væbnede opstand
I artiklen »Der Aufstand« fra »Revolution und Konterrevolution in Deutschland«, 1852, har Engels nedfældet sin opfattelse af, hvorledes den væbnede opstand bør føres. Han betragtede den væbnede opstand som en kunst, der ligesom krig var underkastet visse regler, som man ikke ustraffet kunne sætte sig udover. Selv om de erfaringer, man kunne drage af opstandene i 1848/49, var temmelig begrænsede, var de ikke desto mindre ikke til at tage fejl af.1 For det første skulle man aldrig lege med opstanden. Opstand var som al anden krigsførelse alvor, og greb man til våben, måtte man være indstillet på at drage alle de konsekvenser, dette måtte indebære. Opstand er et regnestykke med højst ubestemte størrelser, hvis værdi kan ændres fra dag til dag. Modstanderne har a priori alle de fordele, et etableret samfunds militærmaskineri giver i form af bedre organisation og fastere kommandoføring. Kan man ikke overvælde disse med absolut overlegenhed, bliver man slået og tilintetgjort.2 For det andet skal man handle med den største beslutsomhed og gribe offensiven, dersom man engang har besluttet sig for at lave opstand. Defensiven er den visse død for enhver opstand - den er simpelt hen tabt på forhånd, og det længe før der etableres direkte kampføling med fjenden. Man skal overrumple fjenden så længe hans kræfter er spredte. Man skal daglig sørge for nye, selv nok så beskedne positive resultater for at kunne fastholde den moralske overlegenhed, som en opstand som regel giver i sine første faser - og derved holde gejsten oppe hos sine tilhængere. Man skal derved sørge for at få de vaklende elementer til at slutte sig til ens egen side, al den stund disse som regel vil gå med den i øjeblikket stærkeste part. Man skal videre søge at tvinge fjenden til retræte, inden det lykkes ham at få koncentreret sine styrker, fordi en sådan koncentration af regulære militærstyrker er i besiddelse af stor slagkraft. Man skal endelig handle med ikke alene beslutsomhed, men også med dristighed. Engels minder om nødvendigheden af Dantons ord »de l’aucace, de l’aucace, encore de l’aucace«.3 Man ser, hvorledes nøgleordene er koncentration på det afgørende punkt, der til forudsætning har en centraliseret ledelse, der kan handle beslutsomt og offensivt. Man ser, hvordan han advarer mod spontane, uoverlagte handlinger. Opstand fordrer som al anden krigsførelse planlægning og koordinerede operationer. Slår man imidlertid til, gør man dette dristigt og determineret.
Hvorledes en opstand ikke bør foretages - for at bruge hans egne ord4 - giver han i »Die Bakunisten an der Arbeit« fra 1873 et eksempel på. Her viser han, hvorledes det går, når man negligerer alle de principper, der er nedlagt i det foregående. Han beskriver, hvorledes opstanden i Spanien i sommeren 1872 tilsyneladende var lykkedes for så vidt som de fleste større byer undtagen Madrid og Barcelona i løbet af få dage var faldet i oprørernes hænder næsten uden modstand. Alle de steder, hvor dette var sket, erklærede man hver by for at være en suveræn kanton og indsatte et revolutionært regeringsudvalg - en junta.5 Åbningsfasen havde efter hans mening mere held end forstand at takke for sin foreløbige succes, men selv med dette forbehold kunne hele foretagendet godt være lykkedes, dersom opstanden var blevet ledet efter nogenlunde forstandige principper. Han beskriver, hvorledes spanske militærrevolter plejer at forløbe: en garnison bemægtiger sig dens by og drager med hovedstyrken videre til den næste militærforlægning, hvor stemningen i forvejen er bearbejdet til revoltens fordel. Efter at også denne har rebelleret, drager den således forenede styrke videre sammen med andre garnisoner, der også har rejst sig på samme måde. Målet er hovedstaden - det administrative center og sædet for den regering, man ønsker at styrte. Her plejer enten et slag i nærheden af hovedstaden mellem insurgenterne og regeringstro styrker eller de sidstes overgang til de førstnævnte at afgøre opstandens udfald.6
Denne fremgangsmåde havde man også - so oder so - kunnet anvende i Spanien ved denne lejlighed. Oprørerne var organiseret i frivilligbataljoner, hvis disciplin og militære duelighed i øvrigt muligvis ikke var særlig imponerende, men omvendt næppe bedre eller ringere end hovedparten af den daværende spanske hær. De eneste pålidelige styrker, regeringen disponerede over, var gendarmeriet - det såkaldte guardia civil - som var spredt over hele landet. Det drejede sig derfor om at forhindre en koncentration af disse enheder, og dette kunne kun ske, dersom man gik angrebsvis til værks. Ville man sejre, gaves der ingen anden fremgangsmåde.7 Det skete imidlertid ikke. Hver by handlede på egen hånd og nægtede at samarbejde med de andre oprørscentre, som man over hele linien tværtimod betragtede adskillelsen fra for at være hovedsagen. Enhver fælles aktion var dermed umulig, og initiativet dermed tabt. Der skete det samme som i den tyske bondekrig i 1520’erne og som under den tyske opstand i maj 1849: alle revolutionære kræfter var spredt og kunne ikke samvirke, hvorved regeringstropper kunne kvæle de enkelte opstande én efter én. Enhver praktisk revolutionær erfaring blev her ignoreret, hvilket Engels tilskrev Bakunins indflydelse, hvis anarkistiske synspunkter stillede sig hindrende i vejen for enhver tanke om en centraliseret ledelse.8 Bakunin havde allerede i september 1870 i et opråb opfordret franskmændene til at føre krigen mod Tyskland som en revolutionskrig, hvor hver landsby, hver by og hvert område førte krigen på egen hånd. Det franske folks kollektive formåen måtte ifølge denne opfattelse naturnødvendigt sejre over den preussisk-tyske hær, fordi denne var centraliseret ledet. »Denn endlich wieder einmal sich selbst iiberlassenen Gesamtverstande des französischen Volkes gegenüber müsse der Einzelverstand Moltkes natürlich verschwinden«.9 Sådan kunne en opstand naturligvis ikke foretages, og man ser her, hvordan Engels ser hovedgrunden til, at oprøret slår fejl, i den enkle kendsgerning, at der ingen centraliseret ledelse findes og følgelig ingen forudlagt fælles aktionsplan. Kræfterne er spredt, og de enkelte grupperinger og byer på oprørernes hænder kan og vil ikke samvirke. Alt dette betyder, at regeringsmagten kan koncentrere loyale tropper, der kan knuse opstanden partielt. Den preussisk-tyske hærs fordele ved en centraliseret ledelse og ved »der Einzelverstand Moltkes« fremhæves.
Nøjagtig det samme var - som nævnt - efter Engels’ mening sket under den tyske bondekrig i 1525 og under revolutionen 1848/49, hvor en og samme fyrstelige hær slog de forskellige lokalopstande ned, selv om den som regel talmæssigt var oprørsstyrkerne langt underlegen.10 Den fyrstelige hær havde bare fordelene af at have initiativet, at være veldisciplineret, godt udrustet og ført og derigennem at kunne opnå det vigtigste af alt: lokal overlegenhed på det afgørende sted og tidspunkt. En sammenfatning af Engels’ opfattelse af den væbnede opstand finder vi i hans indledning til nyudgaven af Karl Marx: »Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis 1850« fra 1895, kort før hans død. Den indeholder de fleste begreber, der vedrører revolutionær krigsførelse, såsom insurrektion, gadekamp og barrikader. Den indeholder samtidig en klar erkendelse af, at opstand ikke var noget, man legede med, og i det hele taget det umulige i med et slag, ved et stort anlagt kup at gennemføre revolutionen.11 Man kan betragte det afsnit, som her skal refereres som en art status både over begivenhederne i 1848-50 og over mulighederne for at foretage en væbnet opstand i midten af 1890’erne. Afsnittet er overhovedet en erkendelse af, at »Die Kampweise von 1848 ist heute in jeder Beziehung veraltet, und das ist ein Punkt, der bei dieser Gelegenheit näher untersucht zu werden verdient«.12 Han fortsætter med at påpege de stærkt forandrede betingelser, under hvilke selve kampen måtte foregå og fremhæver: »Die Rebellion alten Stils, der Strassenkampf mit Barrikaden, der bis 1848 überall diese letzte Entscheidung gab, war bedeutend veraltet«.13 Han advarer imod at tro på, at man direkte kunne besejre regulære militærstyrker i gadekamp - en sejr som mellem to hære hører her til de største sjældenheder. Gadekampe og barrikader virkede indirekte, hvad insurgenterne dengang også tilfulde var klar over. Det, man ønskede hermed, var at skabe en så urolig politisk situation, at denne kampform fik en moralsk virkning på regimets tropper og på befolkningen. Regimet, man ønskede at styrte, skulle bibringes så mange prestigenederlag både udadtil og indadtil, at enten regeringen eller militærledelsen tabte hovedet med det formodede resultat, at folkestemningen svingede over til gunst for revolutionen, og tropperne gik over hertil. Lykkes dette, sejrer opstanden - lykkes det ikke, vinder militæret p.gr.a. dets bedre udrustning og træning, dets centraliserede ledelse med planmæssig anvendelse af stridskræfterne og dets bedre disciplin.14 Man får en meget rammende karakteristik af barrikadekampens taktiske aspekter. Det højeste, man kan opnå i så henseende, er anlæggelsen og forsvaret af den enkelte barrikade. Gensidig understøttelse med anvendelse af taktiske reserver inden for rammerne af en bydels eller en hel bys område må nødvendigvis være meget mangelfuld og som regel et uopnåeligt mål for insurgenterne. Det afgørende moment i enhver kamp - koncentration af de forhåndenværende stridskræfter på det afgørende punkt, altså opnåelse af lokal overlegenhed, falder dermed bort af sig selv.15 Den overvejende kampform bliver dermed defensiv, og angrebsaktioner vil indskrænke sig til beskedne udfald og flankebevægelser osv. Initiativet glider hermed let over til modparten. Når hertil kommer, at denne også råder over artilleri- og ingeniørenheder - som insurgenterne normalt ikke ville råde over - må man ikke undre sig over, at selv de * mest heltemodigt udførte barrikadekampe måtte ende med nederlag for opstanden. I samme øjeblik, de militære chefer politisk havde frie hænder og kunne stole på deres troppers pålidelighed, var nedkæmpelsen af barrikaden et spørgsmål om tid. Dette gjaldt Paris juni 1848, Wien oktober 1848 og Dresden maj 1849.16 Lykkedes det ikke at skabe så megen politisk uro, når man gik på barrikaden, at man kunne ryste et regime moralsk, måtte man anse denne fase af kampen for tabt. Engels undersøger herefter årsagerne til, at insurgenterne betjente sig af netop barrikadetaktikken under opstandene i 1848/49. Han finder disse i den succes, netop denne kampform havde haft i årene, der gik forud. Både under julirevolutionen i Paris 1830 og sammesteds i februar 1848 samt under de fleste af samtidens spanske gadekampe stod der mellem insurgenterne og militæret en borgervæbning, som sommetider gik over til de første, sommetider over til de sidste. Støttede borgervæbningen opstanden, havde dette bl.a. - udover den moralske effekt - den meget praktiske betydning, at den leverede opstanden våben.17 Han giver en række eksempler på dette og slutter, at i alle tilfælde, hvor man vandt over det regulære militær, skyldtes det, at enten tropperne selv eller deres ledelse svigtede under en eller anden form. Essensen i alt dette var for Engels: »Selbst in der klassischen Zeit der Strassenkämpfe wirkte also die Barrikade mehr moralisch alt materiell. Sie war ein Mittel, diese Festigkeit des Militärs zu erschiittern. Hielt sie vor bis dies gelang, so war der Sieg erreicht; wo nicht war man geschlagen. (Es ist der Hauptpunkt, der im Auge zu halten ist, auch wenn man die Chancen etwaiger künftiger Strassenkämpfe untersucht«).18
Det, det drejede sig om, var altså at opnå moralsk overlegenhed. Man kunne måske kalde det at vende stemningen, opinionen både i befolkningen og hos militæret som helheder betragtet. »Diese Chancen standen schon 1849 ziemlich schlecht«.19 Borgerskabet vendte sig mod revolutionen og ydede moralsk og materiel støtte til militæret. Barrikaden havde tabt sin virkning og den enkelte soldat så ikke længere dens besætning som repræsentanter for folket, men betragtede dem tværtimod som forbrydere. Herudover havde den militære ledelse også draget sine taktiske erfaringer af fortiden, og man angreb ikke længere den enkelte barrikade frontalt, men omgik den gennem haver, gårde og huse, hvilket i ni af ti tilfælde bragte den til fald.20
Siden da har udviklingen været »Zu gunsten des Militärs«.21 Er storbyerne blevet større end i 1848, er hærene det også. Paris og Berlin er vokset til ca. det firedobbelte og deres garnisoner endnu mere. Denne styrke kan ved hjælp af jernbanen fordobles i løbet af et døgn, og i løbet af to svulme op til kæmpehære, der vil kunne knuse enhver opstand.22 Bevæbningen er herudover blevet perfektioneret. I 1848 havde man forlademusketter, nu havde man magasinbagladere »der viermal soweit, zehnmal so genau und zehnmal so rasch schiesst wie jener«. Dengang havde artilleriet relativt svagtvirkende fuldkugler og kardæsker, nu havde man percussionsgranater, der kunne rydde enhver barrikade af vejen, og havde pionererne dengang måttet bruge spidshakker for at bryde hul på brandmure, havde de i dag dynamitpatroner.23
Omvendt havde betingelserne for insurgenterne ændret sig negativt. Proletariatet ville formodentlig komme til at stå alene, fordi de nyopståede middelklasser snarere ville gruppere sig omkring borgerskabet end om proletariatet. »Folket« ville følgelig ikke kunne optræde som samlet begreb, og dermed ville det mangle »Ein gewaltiger, 1848 so äusserst wirksamer Hebel«.24 Selv om man på insurgenternes side skulle få en stor tilgang af udtjente værnepligtige, der var fortrolige med våbenbrug, ville man stå over for store bevæbningsproblemer. De jagt- og luksusvåben, man kunne erhverve sig ved at plyndre våbenforretningeme, kunne politiet i en snæver vending gøre ubrugelige ved at beordre en del af geværlåsen fjernet i en kritisk situation, og selv om dette ikke skete, var de ikke meget bevendt over for militærets våben.25 Indtil 1848 kunne man selv fremstille ammunition - papirpatroner af krudt og bly - i dag var den moderne patron et * kunstprodukt af storindustrien. De fleste våben var derfor nyttesløse, så længe man ikke havde præcis den ammunitionstype, der passede hertil.26
Endelig var storbyerne siden da blevet lagt om med lange brede gader, der virkelig var som skabt for moderne kanoner og geværer. Den revolutionære måtte følgelig være gal, dersom han af egen drift ville påbegynde en barrikadekamp i f.eks. Berlins nye arbejderdistrikter.27 (»Heisst das, dass in Zukunft der Strassenkampf keine Rolle mehr spielen wird? Durchaus nicht. Es heisst nur, dass die Bedingungen seit 1848 weit ungünstiger für die Zivilkämpfer weit gunstiger für das Militär geworden sind. Ein künftiger Strassenkampf kann also nur siegen, wenn diese Ungunst der Lage durch andere Momente aufgewogen wird. Er wird daher seltener im Anfang einer grossen Revolution vorkommen als im weiteren Verlauf einer solchen und wird mit grösseren Kraften unternommen werden müssen. Diese aber werden dann wohl , wie in der ganzen grossen französischen Revolution, am 4. september und 31. oktober 1870 in Paris, den offenen Angriff der passiven Barrikadentaktik vorziehen«).27
Engels fortsætter med at fremhæve den indlysende interesse, de herskende lag havde, dersom de kunne få proletariatet til at indlade sig på en kampform, hvor det visse nederlag var sikkert på forhånd. Så tåbelig er proletariatet imidlertid ikke. Man kunne ligeså godt bede ens fjende i den næste krig anvende »der Linienformation des alten Fritz oder den Kolonnen ganzer Divisionen à la Wagram und Waterloo, und das mit dem Steinschlossgewehr in der Hand«.28
Har betingelserne ændret sig for krig mellem nationerne, har den ikke ændret sig mindre for klassekampen: »Die Zeit der Überrumpelungen, der von kleinen bewussten Minoriteten an der Spitze bewusstloser Massen durchgeführten Revolutionen ist vorbei«.29 Masserne må selv bringes til at forstå deres situation, inden man kan indlade sig på revolutionære tiltag, og det er en proces, der kræver tid. Engels beskæftiger sig herefter med forholdene i de romanske lande - det foregående sigtede primært på Tyskland. Her har man overalt kopieiet det tyske eksempel med at benytte sig af valgretten og (»überall ist das unvorbereitete Lossschlagen in der Hintergrund getreten«).30
Man ser, hvorledes Engels gennem hele denne omstridte indledning fremhæver, at barrikadens fornemste mangel er passiviteten. Kun den offensive kamp kan bringe én sejren, og kun den organiserede offensive kamp har udsigt til at ville lykkes. Det skal imidlertid være en kamp, hvor man ikke jkæmper på fjendens betingelser, men så vidt gørligt på ens egne. Afsnittet er interessant alene derved, at det har spillet en stor rolle i modsætningen mellem tilhængerne af II Internationale og deres modstandere, idet begge har påberåbt sig netop dette citat som støtte for deres respektive argumentation. Den II Internationales tilhængere har hævdet, at det skulle udlægges som støtte for den opfattelse, der hævdede, at der overhovedet ingen tale kunne være om væbnet opstand under nogen omstændigheder. Modstanderne har derimod hævdet, at det, Engels mente, simpelt hen var, at væbnet opstand i den givne historiske situation i Vesteuropa i midten af 1890’erne var en form for selvmord. Det betød imidlertid ikke, at væbnet opstand som sådan blev afskrevet som politisk virkemiddel for tid og evighed. De historiske omstændigheder kunne ændre sig. De etablerede samfunds hærstyrker kunne dels blive bundet dels blive slidt op i indbyrdes imperialistiske krige og gunstige situationer opfctå, hvor en beslutsomt ført opstand kunne sætte proletariatet i besiddelse af produktions- og administrative centre og derved fremkalde en revolution. Modstanderne mente, at Engels’ hensigt med dette afsnit udelukkende var at vise, at der ikke fandtes nogen patentløsning på en væbnet opstand, men at den fremgangsmåde, man valgte, bestandigt skulle afpasses efter de givne omstændigheder.31 Det forekommer også mig svært at se, at man skulle tage Engels til indtægt for nogen form for direkte passiv modstand. I den førnævnte artikel: »Der Aufstand« siger han udtrykkeligt, at defensiven er døden for enhver væbnet opstand, og kan man muligvis ikke direkte slå den regulære hær i barrikadekampe, kan man i hvert fald ved guerillaaktioner genere dennes følsomme kommunikationer i en sådan grad, at man må regne med insurgenten som militær faktor. Partisanaktioner spiller her en afgørende rolle.
Politiske attentater og terror
Politiske attentater, individuel vold og uorganiseret terror var han derimod ikke tilhænger af. Ligesom det isolerede »Putsch« tjener dette ikke noget fornuftigt mål, men kan højst tjene det etablerede somfund som påskud til repressalier mod proletariatet. Han tager ganske vist ikke direkte stilling imod, men man mærker tydeligt, at det eneste, der for ham tæller, er den organiserede aktion. Allerede i et ungdomsarbejde »Die Lage der Arbeitende Klasse in England« fra 1842 beskæftiger han sig med engelske arbejderes begyndende organiserede kamp mod arbejdsgiverne med overfald, sabotage og brandstiftelse.32 Morderorganisationen »The Thugs of Glasgow« bliver her omtalt, og han skriver rent ud, at »im Kriege ist der Schaden einer Partei der Nutzen der andren, und da die Arbeiter gegen ihre Fabriksherrn auf dem Kriegsfusse stehen, so ist das nur dasselbe, was die hohen Potentaten auch tun, wenn sie sich gegenseitig in die Haare geraten«.33 Attentatforsøg på hans samtids politiske topfigurer diskuterer han nok med Marx i brevvekslingen, hvad tekniske detaljer angår, men noget belæg for accept af politiske mord som sådan endsige som et led i en form for krigsførelse vil man søge forgæves efter.34 At der f.eks. i Norditalien af og til blev stukket et par østrigske soldater ned, var for både Marx og Engels en fuldt forståelig konsekvens af, at alle legale muligheder var frataget italienerne for både at ytre sig mod og bekæmpe den østrigske besættelsesmagt. Der var i hvert fald ingen grund til i den engelske presse at tale om feje snigmord, når talen var om et land »wo es öffentliche Mittel zum Wiederstand nirgens, Polizeispione aber überall gibt, eine revolutionäre Bewegung auch nur auf den geringsten Erfolg rechnen könnte, wenn man nicht zur überrumpelung grif fe. Ich möchte wissen, welch Waffen die Ita liener sich bedienen sollen, wenn sie die Östreicher bekämpfen wollen, wenn nicht der einzigen, die Östreich ihnen nicht wegnehmen konnte, des Dolch?« 35
Når talen derimod er om hemmelige terrororganisationer, der opererer på egen hånd, vækker det Engels’ afgjorte modstand. Den form for terror er for ham ikke alene direkte uønskelig - den er samtidig i hans øjne blot udtryk for, at de, der benytter sig af sådanne midler, selv kun er bange mænd, ;der ved at anvende vold tror at kunne dæmpe deres egen angst, overbevise sig selv om, at de intet frygter. I et brev til Marx i slutningen af 1860’erne udtrykker Engels sin tilfredshed med, at myndighederne har undertrykt en såkaldt Femeorganisation af jernbanearbejdere i Sheffield. »Dieser Lokalterrorismus und sein grosser Erfolg hielt die Kerle gerade ab, sich an der grossen nationalen Bewegung zu beteiligen, und bestärkte sie in ihrer Lokalborniertheit«.36 Under belejringen af Paris i 1870 skriver han - også i et brev til Marx: »Man bekommt bei diesen ewigen kleinen Panik der Französen - der alle aus der Angst vor dem Moment hervorgehen, in dem man endlich die Wahrheit erfahren muss - eine viel bessere Idee von der Schreckenherrschaft. Wir verstehen darunter die Herrschaft von Leuten, die selbst erschrocken sind. La terreur, das sind grossenteils nutz lose Grausamkeiten, begangen von Leuten, die selbst Angst haben, zu ihrer Selbstberuhigung. Ich bin überzeugt, dass die Schuld der Schreckenherrschaft anno 1793 fast ausschlisslich auf den kleinen Spiessbiirger und auf den bei der Terreur sein Geschäft machen den Lumpenmob fällt. Bei der jetztigen kleinen Terreur sind es auch gerade diese Klassen«.37 Alt sådan noget smagte for Engels alt for meget af farlig og nyttesløs anarkisme à la Bakunin, om hvem det er blevet sagt, at han var Karl Marx’s farligste modstander inden for den internationale socialistiske bevægelse, som Lasalle havde været det inden for den tyske.38 Insurrektion, partisankrig og guerilla var som al anden form for krigsførelse noget, der skulle gribes rationelt an og ikke overlades til mere eller mindre romantiske kupmagere, der handlede tilfældigt uden forestillinger om regulær planmæssig krigsførelse. Engels sammenfattede sine synspunkter for, hvordan dette burde ske i sine forestillinger om Folkekrigen.
Folkekrigen
Engels havde på et ret tidligt tidspunkt dannet sig temmelig faste forestillinger om, hvorledes man burde føre og lede en væbnet opstand. Allerede i »Die deutsche Reichverfassungskampagne« fra 1850 lægger han i beskrivelsen heraf megen vægt på oprørets rent militære muligheder. Det fremhæves, hvorledes den højre Rhinbred frembyder et »ausgedehntes, durch Wald und Gebirge zum Insurektionskriege wie geschaffenes Terrain dar«.39 Han er tilfulde klar over, at en direkte konfrontation med regulære militærenheder kun kan ende galt for en folkelig opstand - i det mindste i begyndelsen. Han ser derfor opstandens ledende principper som: at undgå unødige spektakler i fæstningerne og garnisonsbyerne, at lave en afledende manøvre på den venstre Rhinbred i de mindre byer, i fabriksbyerne og på landet for at holde de her garnisonerede tropper i skak og endelig at koncentrere alle det oprørske områdes disponible kræfter på den højre Rhinbred, udbrede oprøret her og forsøge at organisere kærnen af en regulær revolutionær hær ved hjælp af landeværnet.40 Man ser her en klar militær tankegang: ingen unødvendige tab og moralske nederlag, foretage en afledende manøvre, der dels skulle binde fjendens styrker og dels skabe den fornødne tid til at danne regulære hærenheder baseret på landeværnets beholdninger og depoter. Kort sagt ingen uoverlagte handlinger. I 1848 havde han set, hvorledes general Cavaignacs tropper havde knust de væbnede parisiske arbejdere, og han vidste, at over for regulære tropper måtte insurgerende irregulære styrker nødvendigvis vige. Man måtte undgå kamp, dersom man ikke ville acceptere det visse omend muligvis heltemodige nederlag, således som han havde beskrevet det i nogle artikler i »Neue Rheinische Zeitung«.41 Gennem hele hans fremstilling af begivenhedsforløbet i både »Die deutsche Reichverfassungskampagne« og i »Revolution und Konterrevolution in Deutschland« er det gennemgående træk, at grunden til at det hele slår fejl, at insurgenterne ikke handler som følge af rationel planlægning, der sigter på at slå fjenden, hvor han er svagest. Tværtimod mener Engels, at man ved at optræde, som om man disponerede over en regulær hær, har spillet modstanderen kortene i hænde. Dette skyldes, at oprørsstyrkerne var udisciplinerede, og lederne overvejende ikke vidste, hvad de havde med at gøre.42 Flere af lederne var liberalt indstillede yngre officerer fra de forskellige tyske stater, der havde sluttet sig til oprøret, og efter Engels’ mening ledede de felttoget i Baden-Pfalz, som var det krig efter en lærebogsmodel.43 Intet duede, og resultatet var derfor givet.44 I en artikel - »Die Niederlage der Piemontesen« - fra april 1849 i »Neue Rheinische Zeitung« havde han faktisk afstukket retningslinierne for, hvorledes en sådan form for krig burde føres: »Es war von vornher ein enormes Fehler dass die Piemontesen den Östreichern bloss eine regelmässige Armee entgegensetzen, dass sie mit ihnen einen gewöhnlichen bürgerlichen, honetten Krieg führen wollten. Ein Volk, das sich seine Unabhängigkeit erobern will, darf sich nicht auf die gewöhnlichen Kriegsmittel beschränken. Aufstand in Masse, Revolutionskrieg, Guerillas überall, das ist das einzige Mittel wodurch ein kleines Volk mit einem grossen fertig werden, wodurch eine minder starke Armee in den Stand gesetzt werden kann, der stärkeren und besser organisierten zu widerstehen«.45 Det, man burde gøre, var for Engels at føre enhver krig ud fra dens egne forudsætninger. Det vil sige, at en væbnet folkelig opstand skal føres som guerillakrig og ikke som en mere eller mindre slavisk efterligning af, hvordan en sådan opstands ledere måtte mene, at en regulær hær ville gøre det. Det ville være at blande begreberne sammen, at begå en kategorifejltagelse. En regulær hærs officerer ved formodentlig bedst, hvorledes »almindelig« krig føres, altså skal man gribe til ualmindelige midler, som de vil stå usikre og tøvende overfor. At gøre andet vil være det samme som at tilbyde slag i det for fjenden gunstigste terræn. Et eksempel på, hvordan denne form for krigsførelse kunne praktiseres, så han og Marx i guerillaoperationerne på den pyrenæiske halvø 1808-12. Marx skrev i 1854 en på grundige studier46 baseret artikelserie til »New York Daily Tribune« om »Das revolutionäre Spanien«.47 Som ved så mange andre lejligheder leverede Engels det rent militære stof, og den måde, guerilla’en i Spanien under Napoleonskrigene fremstilles ipå, er ligeså meget at betragte som en art indføring i hans tanker vedrørende denne krigsform, som det er en historisk redegørelse. Det efterfølgende afsnit røber en indforståethed med hele stoffet og fortjener som de øvrige lange passager i dette arbejde at blive udførligt refereret:
Der skelnes her mellem tre faser i den spanske guerillakrig. I den første griber befolkningen til våben mod besættelsesmagten i hele provinser, således som det skete i Galicien og Asturien. I den anden førte guerillabander sammensat af forsprængte enheder af den spanske hær, desertører af spansk herkomst fra den franske og af elementer af mere tvivlsom oprindelse krig på egen hånd. Der var her ikke tale om noget regulært indbyrdes samarbejde mellem de enkelte grupper, og de foretog sig kun noget, for så vidt som det tjente deres egne interesser. Ofte var disse guerilla’er imidlertid herrer over hele distrikter, og de dannede rygraden i en de facto folkevæbning.48 De angreb de franske militærdepoter og forsyningskolonner, og man så her ofte tegn på, at de i større eller mindre grad evnede at samarbejde både indbyrdes og med befolkningen, som både støttede og skjulte dem, og derved beherskede de i realiteten det distrikt de opererede i. En spansk guerillaenhed angreb efter det princip, at man skjult koncentrerede en styrke over for angrebsobjektet, det være sig en mindre forlægning eller en troppeafdeling på march, et depot eller en forsyningskolonne. Der kunne også være tale om, at man ønskede at sikre sig højtstående officerer, som man enten ville bruge som gidsler eller afpresse oplysninger. Selve aktionen blev udført med den største hurtighed, hvorefter man trak sig tilbage, fordelte eller bortførte byttet og spredte styrken for alle vinde. Selve kærnen i guerillaenheden trak sig tilbage til sit skjul, og de bønder, der havde sluttet sig til dem, vendte tilbage til deres daglige dont, uden at nogen havde bemærket deres fravær.49 Dette betød, at al fransk militær trafik mellem de enkelte store garnisoner og troppekoncentrationer var meget besværlig, og intet kunne forblive skjult for guerilla’en. Ikke så meget som en ordonnans kunne blive afsendt, uden at hundrede øjne iagttog ham og bragte denne viden videre. Sendte franskmændene noget eller nogen af sted, var de tvunget til at medgive en stærk eskorte, hvorved store styrker blev bundet. Guerilla’en var tilsyneladende altid på flugt for besættelsesstyrkerne, men dukkede ikke desto mindre op, hvor disse mindst ventede det, slog til og forsvandt igen. Den franske hær kunne følgelig aldrig føle sig sikker nogen steder, men måtte bestandig være på vagt.50 En abbed de Pradt citeres for i denne forbindelse at have sagt, at det hverken var slag eller sammenstød, der udmattede franskmændene, men derimod en usynlig fjendes uophørlige aktioner, en fjende, som opslugtes af befolkningen, når man forfulgte ham, og som igen dukkede op fra samme befolkning med fornyet kraft. »Der Löwe in der Fabel den die Mücke zu Tode peinigt, gibt ein getreues Bild der franzöischen Armee«.51 I den tredje fase begyndte guerilla’erne imidlertid at efterligne en regulær hær og begyndte at optræde i enheder på fra 3000 til 6000 mand. De holdt samtidig op med at være et anliggende for de enkelte distrikter, hvori i hvert enkelt tilfælde den overvejende del af befolkningen havde taget del. De faldt derimod i hænderne på nogle enkelte førere, som misbrugte dem til deres egne formål. Denne ændring vendte i nogen grad billedet til franskmændenes fordel, fordi så store styrker hverken kunne skjules eller forsvinde med kort varsel. Kom det til regulær kamp mellem sådanne guerillaenheder og regulære franske regimenter, havde de sidste selvsagt fordelen, fordi de så kæmpede på deres betingelser. Dette betød, at guerillaenhederne i denne størrelsesorden blev knust og i hvert fald for en rum tid sat ud af spillet - indtil de begyndte at forårsage uro igen som i de tidligere faser.52 At tingene udviklede sig således, skete ikke ved nogen tilfældighed, men hang på det nøjeste sammen med landets politiske klima, »dass sie die entsprechenden Grade darstellen, bis zu denen der konterrevolutionäre Geist der Regierung die Begeisterung des Volkes nach und nach abgekült hatte«.53 I begyndelsen rejste hele befolkningen sig, og guerilla’en kunne bruge hele distrikter som operationsbase for sine operationer og derved føre en meget effektiv guerillakrig mod besættelsesmagten. Senere - da den folkelige opbakning enten forsvandt eller blev ignoreret - begyndte guerilla’erne at imitere en regulær hær og overskred dermed grænserne for deres effektive virkemåde, hvorved vægtskålen tippede til franskmændenes fordel.54 Det er nærliggende at slutte, at hensigten her er at vise, at havde den spanske guerilla holdt sig til sin egen - effektive - kampmåde, ville den vedvarende have kunnet føre krigen - som opslidningskrig. Det er ligeledes nærliggende at drage en moderne sammenligning med Mao Tse-Tung’s berømte dictum om guerilla’en, der sammenlignes med fisken, der svømmer i vandet, som skal have den rette temperatur.55 Vandet er folket, som skal overbevises om nødvendigheden af at yde både aktiv og passiv støtte. Denne form for krigsførelse må imidlertid for at kunne virke effektivt ikke forlade sin identitet. Det må proletariatet heller ikke - det må også finde sin egen identitet på det militære område.
For den spanske guerilla løb krigsførelsen imidlertid af sporet og endte i det rene bandevæsen. Senere i fremstillingen vil man se, hvorledes Engels forestillede sig dette undgået, dersom guerilla’en blev understøttet af en regulær hær, således som det også senere skete på den pyrenæiske halvø, hvor den engelsk/portugisiske hær under Wellington kom til at spille denne rolle. Selve den væbnede opstands kampmetoder fremstillede han i en artikel fra juni 1857 i »New York Daily Tribune«: »Persien - China«. Han modstiller her de to lande og deres kampmetoder og fremhæver, at det, det drejer sig om, netop ikke er at efterligne en regulær - i dette tilfælde - europæisk krigsførelse, men selv at finde frem til metoder, der passer til ens eget land og ens egne muligheder. Han skriver, at englænderne netop har endt en asiatisk krig - krigen med Persien 1856-57 - for at begynde en ny - den anden Opiumskrig 1857-58 - og han fortsætter med at fremhæve modsætningen mellem den ineffektive modstand, perserne har været i stand til at præstere, og den effektivitet, kineserne lægger for dagen. I Persien havde man søgt slavisk at imitere europæisk militærvæsen - i Kina bekæmpede man englænderne med egne metoder. Han fortsætter: »Persien hat eine beispillos Niederlage erlitten, während das zerrüttete, nahezu halb zerfallene China eine Metode des Wiederstandes gefunden hat die, wenn. sie fortgesetzt wird, eine Wiederholung der Triumpfmärche des ersten EnglischChinesischen Krieg unmöglich machen wird«.56 Hvad der var mislykkedes for perserne med deres adopterede europæiske militærvæsen, havde kineserne altså haft bedre held med i deres form for krigsførelse, fordi denne var tilpasset nationale metoder. Engels beskrev senere i den samme artikel den fremgangsmåde, de anvendte. Først og fremmest herskede der en anden ånd i Kina end under den første Opiumskrig. Den gang forholdt befolkningen sig roligt og overlod kampen mod englænderne til den kejserlige hær, og når denne havde tabt, underkastede man sig de ny herrer. Sådan forholdt det sig ikke nu.57 Store dele af befolkningen bekæmpede nu tværtimod de fremmede med fanatisk had. Kineserne forgiftede i stor målestok med kold beregning brød til den europæiske koloni i Hongkong. Med skjulte våben gik de ombord på handelsskibe, og i rum sø likviderede de de ombordværende europæere og bemægtigede sig skibet. De bortførte og dræbte enhver udlænding, de kunne få fat på. Kulier på vej til andre lande, gjorde efter aftale mytteri ombord på udvandrerskibene og gik angivelig hellere ned med mand og mus, end de opgav deres forehavende. Kinesere bosat uden for Kina, som indtil da havde været de mest underdanige undersåtter, foretog pludselig natlige opstande, som myndighederne kun med allerstørste møje kunne nedkæmpe. Det skulle være sket i både Sarawak og Singapore. Såvidt havde den engelske »Piratenpolitik« ført. Man havde vækket selve den kinesiske befolkning, og den førte nu intet mindre end tilintetgørelseskrig mod englænderne.58
Engels spørger retorisk, hvad en europæisk hær kan stille op med et folk, der bringer sådanne midler i anvendelse og svarer selv indirekte: Meget lidt. Det nytter ikke noget, at den engelske presse stempler denne form for krigsførelse som fej og barbarisk. Det bekymrer ikke kineserne, som kun er interesseret i at se håndgribelige resultater af deres påståede barbariske form for krigsførelse. Dersom kineserne førte »reglementeret« krig efter europæisk mønster ville det gå dem ilde, al den stund forholdene i deres tilbagestående land ikke tillod dette.59 Man skal derfor ikke moralisere over kinesernes metoder, men forstå og anerkende, at det drejer sig om »einen Krieg pro aris et focis« - en krig for hus og hjem. Kort sagt er der tale om en regulær folkekrig, og her kan man ikke forvente andet end sådanne midler. Hvert land og hver civilisation har sine egne målestokke og skal måles herefter - også når det drejer sig om krigsførelse.60 Det samme gælder sociale klasser. Denne krigsførelse havde stillet englænderne i en meget vanskelig militær situation. Den fordrede meget større troppestyrker, end man havde forestillet sig, og krigsførelsen blev alene af den grund meget bekostelig. Vinde krigen kunne kineserne vel ikke, men omvendt var de lige ved heller ikke at kunne tabe den. Hævde sig militært kunne de i hvert fald, og som sådan betragtet måtte deres krigsførelse indtil videre anses for heldig gennemført.61 De samme synspunkter med hensyn til principperne for den væbnede opstand lader han skinne igennem i sine artikler om Sepoyopstanden i Indien. Også her mener han, det går insurgenterne ilde, når de forsøger at slå den engelske hær, hvor den er stærkest, nemlig ved at anvende dens egne kampmetoder.62 Man vil af det foregående have set, hvorledes Engels forestillede sig selve folkekrigen ført, hvilke navnlig offensive metoder, man burde anvende etc. Selve frembringelsen af den politiske tilstand, der kunne kaldes den revolutionære krig, lå for Engels implicit i de bestående samfundsforhold. Denne form for krigsførelse havde naturligvis en revolution eller i hvert fald meget labile samfundstilstande til forudsætning. Marx’s og hans eget politiske virke gik jo også ud på at »spekulere« heri. Man vil også af det foregående have set, at de forskellige former for eksempler på den væbnede opstand, Engels beskæftigede sig med, ligesom har haft en så at sige indbygget tendens til at falde fra hinanden.
Midlet til at undgå dette så Engels i et samarbejde mellem en mindre regulær hærstyrke, der på en eller anden måde var loyal over for revolutionen, og den store folkelige guerilla. En regulær hær skulle altså tjene som en art opstandens rygrad. Man kan se dette synspunkt fremført i hans arbejde om den tyske rigsforfatningskampagne63 og i artiklen »Der Heilige Krieg« fra november 1853 i »New York Daily Tribune« skriver han: »dann wird der Erfolg der Irregulären nur sehr kurzlebig sein. Die Unterstützung durch eine reguläre Armee ist heutzutage umbedingt notwendig für den Fortgang jedes irregulären Krieges oder Insurrektionskriegs gegen eine mächtige reguläre Armee«.64 Dette synspunkt uddybede han i 1857 i artiklen »Kriegsführung im Gebirge einst und jetzt« også i »New York Daily Tribune«. Han mener her, at den nationale oprørskrig bedst kan foretages i et bjergrigt land ikke mindst i Europa, og han nævner fire eksempler på dette. Opstanden i Tyrol i 1809, den spanske guerilla mod Napoleon 1808- 1812, de karlistiske baskeres opstand i 1830’erne og endelig de kaukasiske stammers krig mod Rusland gennem store dele af forrige århundrede. Fælles for alle de anførte eksempler er, at selv om de hver for sig voldte deres fjender megen skade, kan man alligevel ikke uden videre betegne disse krige som successer.65 Engels ser overalt hovedårsagen som manglen på en regulær hær til støtte for guerilla’ens aktioner. Opstanden i Tyrol var kun en virkelig faktor, man måtte regne med, så længe regulære østrigske tropper støttede denne. Det samme mener han gælder for guerilla’en i Spanien under Napoleonskrigene. Selv om denne guerilla havde fordelen ved et udstrakt landområde, var den først og fremmest effektiv, fordi den kunne støtte sig på den engelsk-portugisiske hærs operationer, og fordi den franske hær bestandig måtte rette sin hovedopmærksomhed herimod, uanset hvor meget guerilla’en i øvrigt generede denne.66 Karlistkrigene springer han temmelig let hen over p.gr.a. deres specielle politiske karakter, og han fortsætter med russernes undertrykkelse af de kaukasiske bjergboere. I åben kamp mod regulære tropper blev disse - naturligvis - slået, men trak de sig først tilbage til deres bjerge og med disse som baseområde virkede aktivt mod isolerede russiske posteringer og forsyningskolonner, kunne de dog tilføje deres fjender svære tab. De havde fordelen af at være mere mobile end russerne, og den fordel formåede de at udnytte.67 De slutninger, han drager af disse eksempler, er, at guerilla’en helst skal have et relativt utilgængeligt område, hvorfra den kan operere, den skal støttes af en regulær hær, og den skal handle dristigt og offensivt.68 Oprøret, den folkelige insurrektion, kunne relativt let fremkaldes, og der kunne også frembringes en situation, en fase af en vis fremgang, baseret på folkelig entusiasme. Partielle nederlag og tab - uundgåelige i enhver form for krig - ville imidlertid let kunne slå modet ned hos de brëde masser, som jo var tiltænkt den afgørende rolle i hele Engels’ krigskonception. Det afgørende problem var altså, hvad vi måske kan kalde revolutionens kadrer, der dels var en revolutionær politisk organisation og dels bestod i en regulær militærstyrke, der både skulle tjene som krigens rygrad, og som depotorganisation for våben og udrustning, førings- og træningsmæssig »know-how«. I begge tilfælde skulle der være tale om faste kompetenceforhold, og herigennem og kun herigennem ville man kunne føre en revolutionær folkekrig med både offensive og defensive faser. Det ville blive en både langvarig og hård krig, og i enkelte af dens faser kunne man ligefrem blive nødt til »at gå under jorden«. Dette kunne enten bestå i, at man trak alle vitale organer tilbage til det indre af et land, dersom de geografiske muligheder var til stede, eller i at man midt i det etablerede samfund organiserede hemmelige styrker, der kunne bringes til aktion, når dette skønnedes nødvendigt. Arbejderklassen havde altså brug for regulære soldater, både når det drejede sig om folk, der var uddannet i våbenbrug og i tekniske tjenester, og når det drejede sig om regulære hærenheder. Vi kan måske kalde de sidste »arbejderbataljoner«. Man skulle derfor ikke forsøge at holde den jævne arbejder borte fra aftjening af hans værnepligt. I »Die preussische Militärfrage und' die deutsche Arbeiterpartei« fra 1865 skriver han direkte: »je mehr Arbeiter in den Waffen geübt werden, desto besser. Die allgemeine Wehrpflicht ist die notwendige und natürliche Ergänzung des allgemeinen Stimrechts; sie setzt die Stimmenden in den Stand, ihre Beschlüsse gegen alle Staatsstreichversuche mit den Waffen in der Hand durchzusetzen«.69
Hvorledes denne form for krigsførelse virkede i praksis overført på centraleuropæiske forhold, får man et indtryk af gennem hans beskrivelse af »Die militärische Lage in Frankreich« i »The Pall Mall Gazette« fra den 26/11 1870. Han beskriver, hvorledes guerilla’en breder sig over hele Frankrig i løbet af efteråret 1870 støttet af regulære franske hærenheder. De tyske tropper rykker frem uden kampføling med fjenden, som kun viser sig i form af kavalleri og irregulære enheder, der dels observerer deres bevægelser, dels virker generende på deres kommunikationer, og tvinger dem til at optræde i større enheder. Opklaring vedrørende franske troppers dislochering er så godt som umulig, og den tyske rekognoscering famler i blinde.70 Parallellen til den spanske guerilla under Napoleonskrigene og de vanskeligheder, de franske tropper mødte i Mexico under interventionen der i 1860’erne, bringes i erindring, og Engels fremhæver, at har man først engang fremkaldt »der Geist des Volkswiderstand«, er det ingen let sag at besætte et land med selv meget store styrker til rådighed.71 Disse vil nemlig snart komme til det pnukt, hvor de mister deres offensive kraft, fordi de er tvunget til at splitte sig op i evige detacheringer for at sikre de kommunikationer og forsyninger af enhver art, uden hvilke ingen regulær hær kan eksistere og kæmpe. Dersom denne guerilla bliver ført med den fornødne energi, kan man indsnævre de muligheder, invasionsstyrken har for at effektuere en virkelig besættelse af landet. Det vil tvinge tyskerne til at sprede deres kræfter og bruge tid på at besætte langt større dele af Frankrig end beregnet. Alt dette vil give den franske republik det, den i øjeblikket har mindst af: tid. Kan Paris holde ud, kan krigen vindes endnu, fordi Frankrigs moral afhænger af, om det formår at holde denne by. Forsyninger af enhver art strømmer til landet indkøbt i udlandet gennem franske havne, og republikkens hære vokser fra dag til dag.72 Den tyske hærledelse er klar over de farer, man står overfor: »Was andere Leute denken mögen, Moltke betrachtet die Loire-Armee offenbar nichts als bewaffneten Haufen, sondern als richtige, ernst zu nehmenden und gefährliche Armee«.73 Den preussisk-tyske hærs reaktioner over for de franske guerillafolk, de såkaldte franc-tireurs: afbrænding af landsbyer, gidseltagning, standretlig nedskydning af folk, der enten blev grebet i at føre våben mod de tyske tropper eller mistænkes herfor,74 foranledigede Engels til at undersøge selve guerillakrigens opståen nærmere. Han anså denne form for krigsførelse for at være absolut legitim, og han hængte tyskernes forargelse over franskmændenes »morder- og røverbander« ud som regulært hykleri, idet han hævdede, at guerillakrigen i sin moderne form kunne søge sit ophav intet ringere sted end i Preussen.75 Da dette land efter nederlaget til Napoleon i 1806 reorganiserede sit hele militærvæsen, var det, man her først og fremmest søgte at fremkalde netop den organiserede folkekrig mod franskmændene. Landstormsordningen af 1813, hvis ophav var ingen ringere end Scharnhorst, den preussiske hærs organisator, var simpelt hen et forsøg på at organisere en art »levée en masse«, som skulle operere i fjendens ryg og flanker, forstyrre hans bevægelser, afskære hans forsyninger og opsnappe hans ordonanser. I denne form for krigsførelse skulle ethvert middel være tilladt og - Engels citerer Landstormsordningen - »keine Uniform irgendwelcher Art tragen damit die Landstiirmer jederzeit ihren Charakter als Zivilisten wiederaufnehmen und dem Feinde unbekannt bleiben konnten«. Preussen havde med »Dieser halbrevolutionären Landsturm-Ordnung« intet at lade franskmændene høre.76 Han erindrer om den preussiske officer v. Schill, der i 1809 - på et tidspunkt, hvor Preussen ikke var i krig med Frankrig, men hvor dette var i krig med Østrig - på egen hånd forsøgte at rejse en folkelig opstand mod Napoleon, som det imidlertid lykkedes denne at slå ned.77
Eksemplet havde imidlertid fænget de datidige preussiske hærreformatorer, og i et stort afsnit i artiklen »Preussische Frank-tireurs« fra december 1870 giver Engels sin opfattelse af, hvordan man i Preussen satte guerilla’en i system. Vi har lov til at formode, at det også ret nøje svarer til hans egne forestillinger om, hvorledes guerilla’en burde organiseres og føres, al den stund han rent ud siger, at man her står over for »ein reguläres Vademecum«.78 Han skriver: »Kaum war ein praktischer Anfang des Freischärlertums in Preussen gemacht worden, so begannen die Preussen - wie es einer Nation von Denkern gezient - die Sache in ein System zu bringen und eine Theorie dazu auszuarbeiten. Der Theoretiker des Freischärlertums, der grossen philosophische Francktireur war kein anderer als .... Gneisenau«.79
Denne havde gennem sit forsvar af byen Kolberg i 1807 fået et stærkt indtryk af, til hvor stor nytte en folkelig opbakning af et militært forsvar kunne være. (Gneisenau havde desuden deltaget i den amerikanske uafhængighedskrig). Han beskæftigede sig derfor i nogle år med, hvorledes denne kunne organiseres militært.80 I en tidligere artikel »Der Kampf in Frankreich« fra 11/11 1870 havde Engels allerede fremhævet både Scharhorst, Gneisenaus og Clausewitz’ andel i denne reorganisering af den preussiske stat og hær efter nederlaget i 1806, og herunder også deres store andel i landeværnsordningen af 1813. Gneisenau havde ovenikøbet været i Spanien for at studere denne kampform i praksis og for at deltage aktivt i kampen mod Napoleon.81 Allerede i 1811 havde Gneisenau - fortsætter Engels i den førstnævnte artikel - udarbejdet en plan, hvori han udviklede principperne for en regulær folkeopstand. I følge denne skulle der skabes en milits, der ikke skulle være uniformeret, men kun have en kasket og et armbind. Engels citerer denne plans ordlyd: »Kommt der Feind sehr stark, so versteckt sie ihre Waffen, Mützen und Schärpen, und erscheint so als Bewohner des Landes«.82 Disse militstropper skulle virke mod kommunikationer, men afstå fra direkte angreb på regulære franske hærenheder og over for disses forfølgelse vige ud i skov- og sumpområder. Herudover skulle præsterne beordres til over for deres menigheder at skildre Frankrig i de allerværste farver og opfordre til både aktiv og passiv modstand herimod. Gneisenau ønskede kort sagt ifølge Engels’ opfattelse at gøre præcist det samme, som man fra preussisk side nu anså for at være en forbrydelse, og som man mødte med standretlige nedskydninger.83 Engels undlader ikke at fremhæve, at Friedrich Wilhelm III udtrykkeligt billigede principperne for denne plan.84 Da Preussen atter kom i krig med Napoleons Frankrig i 1813, anvendte man da også virkelig folkeopstanden mod franskmændene i nogen udstrækning. Landstormsordningen fra samme år forpligtede enhver mandlig preussisk statsborger, der ikke allerede gjorde tjeneste i hæren, til at give møde ved sin landstormsbataljon.85 Landstormens opgaver er i denne ordning meget nøje defineret som hele tiden at holde fjenden i ånde, opsnappe fjendens ordonanser og forsyninger og tvinge ham til at flytte lazaretter og depoter, udføre natlige overfald på isolerede enheder osv. Herudover skulle landstormen hjælpe den preussiske hær med underbringelse og efterretninger af enhver art. Engels skriver rent ud, at han anser denne landstorms-lovgivning for at være en mønstergyldig håndbog for guerilla’er og fremhæver, at den er udarbejdet af en miltær begavelse af første rang, samt at den med lige så stor både ret og held kan anvendes i Frankrig nu, som den dengang kunne i Tyskland.86 Alt dette blev imidlertid kun delvist realiseret. Da det kom til stykket, frygtede man i Preussen at give det brede folk et eksempel til - senere - farlig efterfølgelse. At tillade folket at kæmpe selv - uden på kongen af Preussens ordre - var for antipreussisk. Gneisenau protesterede ganske vist, men uden synderlig resultat. Principperne var der imidlertid til fri afbenyttelse. »Wenn er mit seinem späteren preussischen Erfahrungen heute lebte, würde er vielleicht sein Vorbild des Volkswiederstands in den französischen Franktireurs annähernd erreicht, wenn nicht verwirklicht sehen. Denn Gneisenau war ein Mann - und ein Mann von Genie«.87
Man finder her alle folkekrigens, alle guerilla’ens elementer, således som Engels opfattede den. Man finder samtidig forhold og eksempler, der virker temmelig aktuelle på den nutidige iagttager. Meget af det, Engels skrev om militære og andre emner, er naturligvis i større eller mindre grad bundet til hans samtid, men den marxistisk indstillede moderne politiker eller strateg kan i hvert fald ikke klage over mangel på - skal vi kalde det - ideologiske forbilleder, når situationen måtte fordre andre midler end stemmesedlen og valgpropagandaen.
Massernes betydning for krigsførelsen
Man vil af det foregående have set, at det gennemgående træk i alle de eksempler, der er udvalgt, og som tilsammen udgør essensen af Engels’ opfattelse af revolutionens rent militære strategi og taktik, er, at den faktor, der tilmåles den største rolle, er de folkelige masser. Der er naturligvis - hele hans historie- og livsopfattelse in mente - intet overraskende heri. Det må dog alligevel fremhæves, at uanset hvor meget han efterlyser militær fagekspertise, hvor meget han end ønsker kompetente personligheder til at lede og organisere alt det, der er behandlet i dette kapitel, er det bestandig »massen«, »folket« der i videste forstand tildeles den afgørende rolle. Det er »folkets« krig mod det etablerede samfunds magthavere, han ønsker at sætte i system med den forskel, at hans eksempler hentes fra krige mellem stater, hvor det, han ønsker, er at overføre de krigsførelsens principper, han har udvundet heraf, på sociale klasser. Det er de brede arbejdende folkemasser, der er hans sande helte, og det er klassekampens militære udformning, der er hans egentlige mål. Der må her endnu engang erindres om, at det var Engels’ ledende tanke at skulle arbejderklassen kunne hamle op med borgerskabet i den for ham nødvendige og logiske klassekamp, var det en bydende nødvendighed, at arbejderne vidste, hvad de havde med at gøre, at de mestrede krigskunstens og strategiens mest elementære principper og klart erkendte, at proletariatets fremgang og sejr var afhængig af, om det evnede at frembringe dets egen militærkonception og skabe dets egen form for krigsførelse. »Die Emanzipation des Proletariats wird auch einem besondern militärischen Ausdruck haben, wird eine aparte neue Kriegsmetode erzeugen. Cela est clair«.88 For at fremme dette var man imidlertid nødt til i nogen udstrækning at alliere sig med den borgerlige revolution. Dels fordi dennes politiske ambitioner til en vis grad faldt sammen med proletariatets, og dels fordi der i borgerskabet fandtes mulige lederemner, som kunne anvendes i det, Engels opfattede som revolutionens tjeneste. Der bestod for ham et evident interesseforhold heri, som han i »Die preussische Militärfrage und die deutsche Arbeiterpartei« udtrykte således: »Die Bourgeoisie hat nur zwei Wege, sich politische Macht zu verschaffen. Da sie eine Armee von Offizieren ohne Soldaten ist und sich diese Soldaten nur aus den Arbeitern schaffen kann, so muss sie entweder sich die Allianz der Arbeiter sicherstellen oder sie muss den ihr nach oben gegenüberstehenden Mächten, namentlich der Königstum, die politische Macht stückweise abkaufen. Die Geschichte der englischen und französischen Bourgeoisie zeigt, dass kein anderer Weg existiert«.89 Man måtte imidlertid være klar over, at borgerskabet ville forråde arbejderklassen, når dets egne mål var opnået, det viste alliancerne med borgerskabet i både 1830 og 1848-49. De væbnede borgerværn havde enten som regel kapituleret over for regeringstro styrker, eller også havde de i forståelse og samarbejde med disse vendt våbnene mod proletariatet. Man måtte derfor sikre sig mod sådanne udviklingsforløb. Man havde ganske vist brug for både viden og ekspertise en vis overgang - ud fra den erkendelse, at var borgerskabet en hær uden soldater, var arbejderne en hær uden officerer. Proletariatet skulle altså skabe både sin egen militære konception og sin egen hær ad veje, som her antydet. Kærnen i det altsammen er imidlertid, at han mener, at proletariatet må skabe sin egen form på alle områder - også på det militære. Kunne man få borgerskabet eller de preussiske junkere til at gøre noget af arbejdet for sig og fremstå som arvtagerne, var det glimrende, man måtte bare hele tiden holde fingeren på pulsen og være beredt på at kunne slå til. Sigmund Neumann har til dette bemærket: »However impatiently Engels awaited the time when he could mount the horse again for »that great duel to the death between borgeoisie and proletariat« he knew too well that the greatest danger for every such enterprise lay in its desire for action. Timing and patience became the main demand of sound strategy«.90 Det er formodent: lig under en sådan situation, han mener, at proletariatet skal kunne handle ud fra egne forudsætninger. Man må imidlertid ikke glemme, at Engels skrev i organer med et overvejende borgerligt publikum og ligefrem skrive rent ud, hvordan man laver en revolution, kunne han jo af indlysende grunde ikke gøre.
Går man til brevvekslingen mellem de to venner, bliver man, hvad noget sådant angår ikke meget klogere, idet visse ting simpelt hen for dem begge er utroligt indforstået. Det, der er forudsætningen for en eventuel anvendelse af hele hans krigskonception i praksis, revolutionen, er for dem begge ligesom bare noget, der bryder ud eller kan tænkes at bryde ud der og der, men nogen konkretisering vil man i reglen søge forgæves efter. Det skal imidlertid ikke skjule endsige forklejne det faktum, at dersom Engels havde fået lov til at optræde i rollen som en revolutionens stabschef, hvordan så denne end var briidt ud, og hvordan han så end var blevet det, ville man have haft en mand med meget klare forestillinger om, hvad revolutionær krigsførelse, folkekrig, ja, krigsførelse i det hele taget ville sige. Skal man end samle hans syn på revolutions strategi og taktik gennem hele hans militære forfatterskab for at danne sig en art helhedsbillede, er der imidlertid ingen tviv om, at han selv har haft meget klare forestillinger om, hvorledes denne hans opfattelse af proletariatets strategi skulle bringes til praktisk anvendelse.
Sammenfatning. Var Engels en original militær tænker?
Nogen lærebog i revolutionær krigsførelse er der imidlertid ikke tale om her. På den anden side rummer hans opfattelse af alt vedrørende disse emner så mange gennemgående linier, at man samlet godt kan betragte dem som en art system, som en militærkonception. Man kan måske vende det hele en smule om og spørge: hvori består i grunden det originale i alt dette? Hvordan skulle proletariatet eller den svage part i en eller anden form for folkekrig ellers hævde sig militært, hvis ikke de greb til midler, således som Engels foreslår? Der er det originale i det, at han forsøger at udmønte en krigskonception af den viden, han har erhvervet sig om militære forhold i almindelighed. En krigskonception, der svarer til hans eget krav om, at proletariatet måtte skabe sin egen identitet - også på dette område. Det for mig egentlige originale i hele denne side af hans virke består i, at han hele tiden søger at legitimere denne form for krigsførelse. Han forsøger faktisk at skaffe alt dette borgerret, således forstået, at man skal betragte denne krigsførelses repræsentanter som regulære kombattanter og ikke som banditter, man kan skyde standretlig eller behandle efter forgodtbefindende. Han ønsker, at de skal behandles og betragtes som politiske modstandere og ikke som forbrydere. Det gælder også, når talen er om de imperialistiske krige i kolonierne. Europæerne sejrer her i kraft af overlegen teknik - ikke i kraft af bedre værd. Den bestående samfundsorden er for ham ikke noget endeligt, noget Gudgivent, og de folk, der rebellerere herimod, er ikke kriminelle, men legitimt krigsførende modstandere. Partisaner og proletarer skal nyde samme ret som ethvert krigsførende parti, og folkekrigen i form af guerilla- og partisankrig, væbnet opstand osv. ønsker han anerkendt som fuldkomment legitime metoder for regulær krigsførelse. Engels ønskede at opstille et sådant »system« for at slå til lyd for, at den regulære uniformerede »borgerlige« krigsførelse ikke havde eneret eller patent på selve krigs- og krigsførelsesbegrebet. Så mange sociale klasser, der gaves - så mange former herfor var der også. Der var ingen, der kunne forlange, at proletariatet skulle føre »honnet« krig mod det etablerede samfund på samme måde, som dette gjorde. Det ville være det samme som at dømme proletariatet til undergang på forhånd, hvilket man må formode også var hensigten, når det etablerede samfund forlangte »reglementeret« krigsførelse, dersom man ville undgå at blive behandlet som forbrydere. Til alt dette havde man ikke alene brug for en egentlig krigs- eller militærkonception, men også for en art ideologi i forbindelse hermed, for at anvende et moderne begreb. Det, Engels forsøger, er at legitimere, at retfærdiggøre proletariatets former for krigsførelse, som skal bedømmes ud fra dets egne forudsætninger. Der ligger heri utvivlsomt også et vist element af, hvad man måske kan kalde et forsøg på afstivning af proletariatets selvtillid. Altså at bevidstgøre den potentielle proletariske kombattant i troen på eller følelsen af, at han kæmper for en retfærdig sag med fuldt legitime midler. Man kunne måske sige, at Engels vil give proletariatet eller den til enhver tid underlegne part selvtillid i militær henseende ved at anvise ham praktiske fremgangsmåder og dermed underbygge' hans kampmotivation. Det må selvfølgelig holdes for øje hele tiden, at når Engels taler om proletariatet, proletaren, det arbejdende folk, massen etc., skal det naturligvis betragtes ideelt. Det lag, han i virkeligheden henvender sig til, er formodentlig de potentielle ledere, man kan måske godt her tale om en revolutionær elite. Jo mere uoplyst massen er, jo mere behov har den for egnede ledere. Der findes her på dette område hos Engels en vis indre splittelse, noget vist selvmodsigende mellem på den ene side den overbeviste revolutionære socialist med den store sympati for de brede folkemasser og på den anden side den militært kyndige - man fristes til at sige »minded« - specialists krav om den disciplin, planlægning og orden i sagerne, som han udmærket vidste, de samme brede folkemasser og for den sags skyld også deres ledere yderst sjældent havde megen forståelse for. Man kan godt sommetider få den tanke, at Engels inderst inde foretrak, at revolutionen skulle ske ved hjælp af »hans preussiske hær«, til hvilken Reinhardt Höhn har hævdet, at han havde en art had/kærligheds forhold.91 I det hele taget er det vanskeligt at nægte, at Engelse virkelig var meget præget af hele den tysk/preussiske skole. Scharnhorst, Gneisenau, Clausewitz og Moltke var navne,der havde betydet meget for ham, og det er i høj grad gennem deres tolkninger af fortidens krige og hele militære udvikling, han havde søgt og fundet den viden, som han baserede sin egen »Konception des Krieges« på. Navnlig Clausewitz satte han meget højt, og der findes gennem hele det militær-politiske forfatterskab så mange henvisninger og hentydninger til denne, at man godt kan være enig med Ernst Drahn, når han mener, at Engels udviklede sig til et stort stykke af en Clausewitzianer.92 Der er imidlertid ikke tale om nogen slavisk efterligning, snarere om en videreudvikling, al den stund flere af Clausewitz’s forestillinger faktisk let lader sig projicere over på det eller de plan, hvor Engels ønskede, at vægten skulle lægges. Overhovedet må man, med den viden, der står til vor disposition i dag, erkende, at Clausewitz har haft en meget stor indflydelse på udformningen af hele marxismens forestillinger om krig og fred, krigsførelse og militærvæsen. Der skal her generelt henvises til Dirk Blassius og G. Ancona’s vægtige arbejder om denne påvirkning.93 Der er for så vidt intet mærkværdigt i, at Engels søgte viden, hvor den var at finde, men det kan ikke ganske udelukkes, at en af grundene til, at man i det tyske socialdemokrati ikke var så begejstret for denne side af hans virke og derfor helst overså det, er at søge i forhold af denne art. Det er selvsagt, at partiets »Kriegsbild« - hvis man overhovedet havde et sådant, nødvendigvis måtte blive omtrent det modsatte af den Moltke’ske hærs.94 Det er blevet sagt, at Engels alt for ofte var »zu officiös« i sine militære anskuelser,95 og at der er tegn, der indicerer dette, er i hvert fald en mulig tolkning. Hvorvidt Engels var en betydelig militærteoretiker er et spørgsmål, hvis besvarelse afhænger af så mange ting, at noget entydigt svar næppe kan gives. Hans biograf Gustav Mayer har generelt fremhævet »eine gewisse Diletantismus« 96 hos ham, men er dette sandt, gælder det ikke specielt de militære arbejder. Disse er af samme valeur som hans øvrige skribentvirksomhed. Man kan snarere sige, at han var en autodidakt, der havde snust til alle mulige ting og herved erhvervet sig en uomtvistelig viden. Ganske frakende ham originale træk i hans militære arbejder i den måde, han anvendte sit stof på, i selve emnevalget osv., kan man imidlertid ikke. Der er over ham - i det hele taget- et vist element af den begavede amatør, der nok i elementære sager kan være stærkt afhængig af sine forlæg, men som ikke desto mindre i afgørende forhold og situationer kan afsløre ét til tider visionært klarsyn, der meget ofte er nægtet den etablerede professionelle.
Under alle omstændigheder kan hans militære arbejder gøre krav på at blive betragtet lige så seriøst som resten af hans omfattende forfatterskab. Meget må nødvendigvis være stærkt bundet af og til hans samtid, men mange af hans principper forekommer én forbavsende moderne.
NOTER OG HENVISNINGER
1. MEW 8, s. 95. - Karl Marx - Friedrich Engels: Werke 1-39. Berlin 1965-73.
2. MEW 8, s. 95. - Fork. (MEW).
3. MEW 8, s. 95.
4. MEW 18, s. 493.
5. MEW 18, s. 486.
6. MEW 18, s. 486
7. MEW 18, s. 487.
8. MEW 18, s. 487.
9. MEW 18, s. 487.
10. MEW 16, s. 394.
11. MEW 22, s. 515.
12. MEW 22, s. 513.
13. MEW 22, s. 519.
14. MEW 22, s. 520.
15. MEW 22, s. 520.
16. MEW 22, s. 520.
17. MEW 22, s. 520.
18. MEW 22, s. 521.
Sætningen i klammen bad det tyske socialdemokrati Engels om at stryge: »Das Berliner Parteivorstand hatte umsturzvorlagenfurchtsamlichen (sic) Bedenken«. MEW 22, s. 521, note 1. Man frygtede at provokere det wilhelminske Tysklands magthavere, og det må jo også erkendes, at denne bemærkning ikke ligefrem tyder på, at Engels i sit livs aften havde opgivet »Das historische Recht auf Revolution« (MEW 22, s. 524), heller ikke når denne skulle tilkæmpes ad voldelig vej. Der redegøres omhyggeligt for hele det tyske socialdemokratis forsøg på at dæmpe den revolutionære tone i hele arbejdet i MEW 22, s. 644f., note 433 - og på Engels’ modstand herimod.
19. MEW 22, s. 521.
20. MEW 22, s. 521.
Barrikaderne var for datidens hære en meget svær nød at knække i begyndelsen. Man stod famlende, havde ikke oplevet dette fænomen før, og da der intet forskrift eksisterede for forhold af denne art, angreb man i reglementerede formationer i ofte snævre krogede gader, som stod man over for en regulær hær. Det synes at have givet datidens hære en art trauma, som man vist godt kan sammenligne med de chok en moderne hær, der kun er uddannet i regulær krigsførelse, i reglen kommer ud for, når den udsættes for større anlagt partisanaktivitet. Man tog naturligvis ved lære ret hurtigt. I løbet af 1848 begyndte man at anvende den taktik, Engels beskriver. Man tillæger almindeligvis den franske general Cavainac æren för at have anvendt denne taktik første gang. Man anså ham af den grund for at være en militær begavelse af første rang. I det mindste genskabte det de regulære hæres selvtillid. Engels har i artiklerne i Neue Rheinische Zeitung: »Der 23. Juni«, »Der 24. Juni« og »Der 25. Juni« (MEW 5, s. 118-133) beskrevet, hvorledes Cavainac knuste arbejderopstanden i Paris i juni 1848. Han beskriver her nøje den taktiske fremgangsmåde, man benyttede. I »Revolution und Konterrevolution in Deutschland« fra 1852 skrev Engels, at militærets selvrespekt derved blev genoprettet. Herefter vovede det sig atter ind i gaderne (MEW 8, s. 58). Jvf. A. Happich: »Friedrich Engels als Soldat der Revolution«. Hessische Beiträge zur Staat und Wirtschaftskunde. Leipzig 1931, s. 85f.
21. MEW 22, s. 521.
22. MEW 22, s. 521.
23. MEW 22, s. 521.
24. MEW 22, s. 522.
25. Engels har formodentlig her tænkt på den fordel, opstanden havde i Berlin i marts 1848, da man stormede Tøjhuset og erhvervede store mængder militærvåben.
26. MEW 22, s. 522.
27. MEW 22, s. 522. Også dette afsnit ønskede det tyske socialdemokrati strøget. Jvf. note 18. D e to sidste datoer hentyder til aktivt førte arbejderopstande i Paris (MEW 22, s. 646, note 441).
28. MEW 22, s. 522f.
29. MEW 22, s. 523.
30. MEW 22, s. 523. Også dette ønskede det tyske socialdemokrati fjernet.
31. Happich, s. 89ff.
Jvf. Engels’ korrespondance med Bebel om det samme emne i 1880’erne. Modstanderne fandtes talrigt repræsenteret blandt de russiske revolutionære. Jvf. G. Mayer: »Friedrich Engels. Eine Biographie« II. 1.934, s. 372f.
32. MEW 2, s. 437.
33. MEW 2, s. 439. Betegnelsen »Thug« hentyder til den samtidige indiske kvælerbande.
34. MEW 31, s. 214. Engels til Marx, d. 9/5 1866. MEW 29, s. 271. Engels til Marx, d. 30/1 1858.
35. MEW 9, s. 521f. Marx i N.Y.D.T. d. 29/H 1853. (New York Daily Tribune).
36. MEW 31, s. 309. Engels til Marx, d. 24/6 1867.
37. MEW 33, s. 53. Engels til Marx, d. 4/9 1870.
38. G. Mayer II, s. 210f.
39. MEW 7, s. 123.
40. MEW 7, s. 123f.
41. MEW 5, s. 118f.
42. MEW 7, s. 140f.
43. MEW 8, s. lOlf.
44. MEW 7, s. 154ff. og s. 197.
45. MEW 6, s. 387.
46. MEW 10, s. 682. Marx til Engels, d. 10/10 1854 (MEW 28, s. 395f.). MEW 28, s. 401f. Marx til Engels, d. 17/10 1854.
47. MEW 10, s. 431ff.
48. MEW 10, s. 461.
49. MEW 10, s. 461.
50. MEW 10, s. 461.
51. MEW 10, s. 462.
52. MEW 10, s. 462.
53. MEW 10, s. 462.
54. MEW 10, s. 462.
55. Artiklen »Partisankrig« af Mao Tse-tung. Her citeret efter J. L. Wallach: »Kriegstheorien. Ihre Entwicklung im 19. und 20. Jahrhundert.« Frankfurt a.M. 1972, s. 293f. Findes ikke medtaget i Mao Tse-tung: »Selected Military Writings«. Peking 1963. Jvf. W. Hahlweg: »Guerilla. Krieg ohne Fronten«. Stuttgart 1968, s. 156f
56. MEW 12, s. 210.
57. MEW 12, s. 213.
58. MEW 12, s. 213.
59. MEW 12, s. 214.
60. MEW 12, s. 214.
61. MEW 12, s. 215.
62. MEW 12, s. 327f. MEW 12, s. 490. MEW 12, s. 521f.
63. MEW 7, s. 123f.
64. MEW 9, s. 445.
65. MEW 12, s. 115.
66. MEW 12, s. 115.
67. MEW 12, s. 116.
68. MEW 12, s. 116.
69. MEW 16, s. 66.
70. MEW 17, s. 186.
71. MEW 17, s. 186f.
72. MEW 17, s. 187.
73. MEW 17, s. 185.
74. MEW 17, s. 167f, og 203.
75. MEW 17, s. 169f.
76. MEW 17, s. 170f.
77. MEW 17, s. 204.
78. MEW 17, s. 205.
79. MEW 17, s. 205.
80. MEW 17, s. 205.
81. MEW 17, s. 170.
82. MEW, 17, s. 205.
83. MEW 17, s. 203.
84. MEW 17, s. 206.
85. MEW 17, s. 206.
86. MEW 17, s. 207.
87. MEW 17, s. 207.
88. MEW 7, s. 480.
H. J. Usczeck har givet en sammenfatning af dette forhold i »Fr. Engels zum Volkskrieg im Frankreich«. Zeitschrift für Militärgeschichte, Berlin/Ost 1970, s. 517ff
89. MEW 16, s. 56.
90. S. Neumann: »Engels and Marx: Military Concept of the Social Revolutionaries«. Ch. 7 i »Makers of Modern Strategy«. Princeton 1943. Udg. v. E. Mead Earle. Jvf. MEW 29, s. 21 If. Engels til Marx, d. 15/11 1857..
91. R. Höhn: »Sozialismus und Heer«. I-II. Berlin 1959. Bd. I, s. 55. Bd. II, s. 136.
92. E. Drahn: »Friedrich Engels als Kriegswissenschaftler«. Kultur und Fortschrit. Nr. 524-525. Leipzig 1915, s. 94f.
93. D. Blasius: »Carl v. Clausewitz und die Hauptdenker der Marxismus«. Wehrwissenschaftliche Rundschau. Frankfurt a.M. 1966, s. 278ff. C. Ancöna: »L’influenza del »Vom Kriege« di Clausewitz sul pensiero marxista da Marx a Lenin«. Rivista Storica del Socialismo. Fase. 24-25. Milano 1965, s. 129ff.
94. Höhn II, s. Iff.
95. M. Schippel: »Die Miliz und Friedrich Engels«. Sozialitische Monatshefte XXI. Berlin 1914, s. 20.
96. G. Mayer II, s. 177.
