Log ind

Friedrich Engels' forestillinger vedrørende militær organisation

#

Af mag. art. Ole Balleby.

Selv om det aldrig faldt i Friedrich Engels’ lod at optræde som en art revolutionens krigsminister, der fik til opgave at organisere masserne, eller hvilket udtryk man nu skal anvende i denne forbindelse, lader ret detaljerede forestillinger vedrørende praktisk militær organisation sig dog udlede af hans militære forfatterskab. Han var muligvis nok klar over efter nedkæmpelsen af Pariserkommunen i 1871, at det havde lange udsigter med verdensrevolutionen, men al den stund proletariatets hær for ham var en nødvendig forudsætning for både revolutionens heldige gennemførelse og for det proletariatets diktatur, der skulle føre udviklingen frem mod det klasseløse samfund, hvor alle modsætninger ville forsvinde — herunder både krige og følgelig vel også alt, hvad angik militære forhold — er det en lønnende opgave at se nærmere på, hvorledes Engels forestillede sig en hær organiseret. Man turde måske snarere tale om »revolutionære styrker« i denne forbindelse. Der eksisterer ganske vist ingen direkte hentydninger hos ham om, hvordan han forestillede sig overgangen foretaget fra mere eller mindre illegitim status som insurgenter til — efter revolutionens sejr — legitime revolutionære styrker, hvorfor man er nødt til at behandle disse under ét.

Opfattelse af kampmotivation.

Den hær, Engels ønskede, bestod under alle omstændigheder ikke af tilfældigt sammenrend omkring et par barrikader, men af regulære disciplinerede enheder. Det var muligvis ikke en hær, hvor diverse faner eller ørnebannere under messingmusik førtes forbi stramt skuldrede geledder med blankpudsede knapper, men dog — ideelt betragtet — en hær bestående af regulære organiserede, velbevæbnede enheder, kommanderet af kompetente, uddannede befalingsmænd, og ledet af en stab af skolede officererl). Hvad, han ønskede, var at besidde regulær kommandoføring over revolutionære tropper. Det kan hævdes, at der heri ligger et så at sige indbygget paradoks, men der er næppe tvivl om, at Engels betragtede det hele forhold som en så fuldt naturlig ting, som det, man mener er nødvendigt, kan være det. Engels mente før 1848, at den disciplin, der ville være nødvendig for at holde sammen på sådanne styrker, ville komme af sig selv, fordi de folk, der kæmpede for revolutionens og den kommunistiske idés sag, havde det, man i dag med en moderne term kalder tilstrækkelig kamp-motivation. Alt andet ville så komme — om ikke netop af sig selv — så i hvert fald som en ret logisk følge heraf. På et temmeligt tidligt tidspunkt udformede Engels denne — man må jo nok have lov at kalde — fundamentale motivation for at kæmpe for revolutionens og det kommunistiske samfunds sag. I en tale i Elberfeld i 1845, hvor han bl.a. redegjorde for sit daværende militærprogram, fremsatte han følgende for det efterfølgende helt centrale udtalelse: »Und bedenken Sie dabei, meine Herren, dass das Mitglied einer solchen Gesellschaft im Falle eines Krieges, der ohnehin nur gegen antikommunistische Nationen vor kommen konnte ein wir kliches Vaterland, einem wirklichen Herd zu verteidigen hat, dass er also mit einer Begeisterung, mit einer Ausdauer, mit einer Tapferkeit kåmpfen wird, vor der die maschinenmåssige Geschultheit einer modernen Armee wie Spreu auseinanderfliegen muss; bedenken Sie, welche Wunder der Enthusiasmus der revolutionåren Armeen von 1792 bis 1799 getan hat, die doch nur fiir eine Illusion, fur ein Scheinvaterland kåmpften, und Sie werden einsehen miissen, von welcher Kraft ein Heer sein muss, das fur keine Illusion sondern fur eine handgreifliche Wirklichkeit sich schlågt«2). Kæmpede man for sådanne idealer, døjede man angiveligt alle soldaterlivets og krigens ubehageligheder og underkastede sig den nødvendige disciplin, der kan forvandle en gruppe bevæbnede mænd fra en sammenløben bande til en regulær militær kampenhed. En vis entusiasme var forudsætningen for, at man »meldte sig under fanerne«, men hermed var det ikke gjort.

Opfattelse af disciplin og kommando føring.

Engels blev nemlig ret hurtig klar over, at al militær organisation til altafgørende forudsætning havde begreber som fast disciplin og faste kommandoforhold. Når jeg fremhæver dette, er det, fordi det mere end meget andet viser Engels’ fundamentale forståelse for, hvad der konstituerer en hær og for, hvad der kræves, for at man med rette kan tale om seriøs revolutionær virksomhed. Det må fremhæves, at én af hans blivende fortjenester er, at han gennem sine militærpolitiske overvejelser hæver det marxistiske revolutionsbegreb op over den snævre sfære af barrikaderomantik, som klæber ved mange af det 19. århundredes revolutionære begivenheder3). I »Die deutsche Reichsverfassungskampagne« fra 1850 giver han en levende beskrivelse af, hvordan det går, dersom man forsynder sig mod denne al krigsførelses alfa og omega. Han beskriver først forvirringen i den baden-pfalsiske revolutions politiske ledelse og fortsætter »in der Militårorganisation herrschte derselbe Slendrian. Man tat nicht mehr, als was man unmtfglich unterlassen konnte. Die Truppen wurden ohne Ftihren, ohne Beschåftigung, ohne Ordnung gelassen; der unfåhige »Kriegsminister« Eichfeld und sein Nachfolger, der Verråter Mayerhofer, wussten sie nicht einmal ertråglich zu dislozieren. Die Truppenkon vois kreusten sich auf der Eisenbahn ohne Zweck, ohne Resultat. Die Bataillone wurden heute hierhin gefuhrt, morgen wieder zuriick, kein Mensch konnte absehen weshalb. In den Garnison zogen sie von einem Wirthaus ins andre, weil sie nichts anderes zu tun hatten. Es schien, als sollten sie absichtlich demoralisiert werden, ajs wolle die Regierung ihnen den letzten Rest von Diziplin geradezu austriebe«4). Med sådanne ledelsesformer og sådanne tropper kommer man ingen vegne, udover at nederlaget er så godt som givet på forhånd. Engels ønskede, at der skulle være ræson i tingene. Krig og revolution var virkelig ikke noget, man legede med. Tværtimod måtte man forlange betragtelig indsats af både befalingsmænd og menige i enhver krigssituation. I »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz« fra 1851 minder han om den respekt for deres foresatte, de franske krigskommissærer skaffede ved hjælp af guillotinen og krigsretten blandt den endnu løst sammenhængende »levée en masse«. Opfattede han end midlet som moralsk anfægteligt, hævdede han, at det var nødvendigt. Ekstraordinære situationer krævede ekstraordinære forholdsregler: »besonders wenn ein paar Exempel an Meutern und Deserteuren statuiert sind«5). Det må ikke forstås sådan, at han var tilhænger af en brutal disciplin for dennes egen skyld. Hvad der var nødvendigt, var imidlertid nødvendigt. Gennem hele forfatterskabet gives der talrige eksempler på både hans afsky for og manglende tro på nytten af inhumane disciplinarmidler. 1 sit arbejde »Der Englische Armee« fra 1855 fortæller han om, hvor skadelig den engelske hærs rigelige anvendelse af pryglestraffen virker for disciplinen både i felten og i garnisonen, fordi den ganske enkelt nedbryder soldatens menneskelige værdighed, uden hvilken han ikke mente, dennes kampmoral var noget værd^). Han beretter om den afstumpethed, hvormed den engelske hærledelse på Krim søgte at opretholde mandstugten ved hjælp af den nihalede kat. Han mente, at når der vitterlig var murren i geledderne og mange desertører, kunne man takke dette forhold og den elendige forsyningssituation herfor7). Havde det været hos franskmændene ville deres soldater have følt sig så ydmygede, at de ville tage livet af sig, dersom de var blevet straffet på denne måde og opløsning og desertation eller regulært mytteri rimeligvis være følgen®). I »Kann Europa abrtisten« fra 1893 tager han på det skarpeste afstand fra de soldatermishandlinger, der notorisk fandt sted i den tyske hær under den wilhelminske periode^). Naturligvis er der i Engels’ fremdragelse af sådanne eksempler et element af politisk uvilje rettet mod de samfundssystemer, de pågældende hære repræsenterer. Der er imidlertid ingen tvivl om, at han virkelig ikke troede på værdien af sådanne midler. Det, han ønskede, var — som nævnt — en disciplin, der muliggjorde udøvelsen af reel kommandomyndighed over revolutionære styrker: det Lenin senere kaldte »revolutionær disciplin« 10). Denne disciplin skulle opretholdes med rationelle midler og ikke udøves med inhuman grusomhed. Man måtte ikke ydmyge folk, man skulle straffe dem, hvis det var nødvendigt. Det er nok betegnende for hele hans på mange måder renfærdige indstilling, at han i grunden bedre kunne akceptere den krigsretlige eksekutionspeleton end den vilkårligt anvendte korporalstok. Der er noget vist kontant over hans opfattelse af disciplinære anliggender, som leder tanken hen på dette århundredes krigskommissærer, der var mere interesserede i at opnå konkrete politiske og militære resultater end i at opretholde nogen egentlig formal disciplin. Tyskeren August Happich henviser til forskellige sådanne eksempler, af hvilke det mest markante er Trotski. Her anvendtes også hellere truslen om eksekutionspeletonen over for både genstridige officerer og menige i den røde hær end — hvad man måske kunne kalde — mildere midler 11). Overhovedet fordrede Engels respekt for ledelsens afgørelser — disse være af politisk eller militær natur, eller af praktisk organisatorisk karakter vedrørende selve arbejdsdelingen. 1 en artikel fra 1872, der i den tyske version simpelthen hedder »Von der Autoritåt« — den blev offentliggjort i en italiensk avis!2) — går han i rette med de socialister, der bekæmper »was sie das »Autoritåtsprincip« nennen. Det er formodentlig anarkisten Bakunins tilhængere, han sigter til, al den stund han fortsætter, at »sie brauchen nur zu sagen, dieser oder jener Akt sei »autoritår«, um ihn zu verurteilen!3)# Man tar her hele hans opfattelse af, hvad han mener med begreber som disciplin og ledelsens autoritet. Han siger regulært, at der ikke er noget mere autoritært end gennemførelsen af en revolution, hvor man påtvinger modstanderen sin vilje med våben i hånd!4). Den, der ikke indser og bøjer sig for dette, sår kun konfusion omkring sig og går derved reaktionens ærinde^). Man mærker erfaringerne fra Pariserkommunen tale. Alt havde her været desorganisation, og ingen havde kunnet bibringe Kommunens styrker bare et reelt mindstemål af disciplin. Ledelsens ordre havde man ignoreret, og de enkelte afdelinger havde optrådt som en art diskussionsklubber. Enhver officer, der havde vovet at give en upopulær ordre, var som regel blevet sat fra bestillingen. Den delegerede for Kommunens militærvæsen, CluSeretlG) havde klart erkendt dette, idet han erklærede, at med sådanne tropper var intet muligt, men at der med sådanne mennesker kunne ske alt muligt 17). Ledelsens ordrer og henstillinger fordrede Engels adlydt prompte. Vi vil herefter vende os mod de militære lederegenskaber, Engels mente var nødvendige for at få den revolutionens generalstab, der utvivlsomt foresvævede ham, til at fungere efter sin hensigt.

Militære lederegenskaber.

Her måtte naturligvis de klassiske dyder for generalstabsofficeren være tilstede: overblik, arbejdsevne, klarhed, indsigt, beslutsomhed osv. Dette vai; imidlertid bare noget, der også krævedes, men det var trods alt ikke det afgørende for Engels. For ham var det ikke nok så geniale feltherrer og generaler, der havde sat deres præg på den militære udvikling. Det var derimod produktivkræfterne og produktionsforholdene, der til enhver tid havde udøvet den afgørende indflydelse på udformningen af den militære strategi og taktik, på samme måde som det var disse forhold, der skabte en tidsalders altafgørende betingelser overhovedet. I »Anti-Duhring« fra 1877 udtrykker han det således: »Der Einfluss der genialen Feldherren beschrånkt sich im besten Fall darauf die Kampweise der neuen Waffen und Kåmpfern an zupassen « 1 8 ) . Man mærker hele hans materialistiske livs- og historieopfattelse: Den general eller — for den sags skyld — statsmand er stor, som forstår at anvende sin samtids tekniske og — heraf flydende — politiske virkemidler. Feltherrens indflydelse indskrænker sig i den givne situation til at formå at anvende de hjælpemidler, som teknikken havde givet ham, rigtigt. I »Bedingungen und Aussichten eines Krieges der Heiligen Allianz« udtrykker han hele sit krav til den til enhver tid kommanderende general: »Die Erzielung neuer grossartigerer Resultate im Kriege wird erst durch die Herstel lung neuer gewaltigerer Mittel möglich. Jeder grosse Feldherr, der in der Kriegsgeschichte durch neue Kombinationen Epoche macht, erfindet sich selbst entweder neue materielle Mittel oder er entdeckt zuerst den richtigen Gebrauch neuer vor ihm erfundenen materiellen Mittel« 19). For Engels var Napoleon en sådan feltherre. Også andre kendte navne i militærhistorien fandt han grund til at fremhæve, om ikke netop fordi de også ejede Napoleons enorme evne til at indordne hele deres samtids tekniske hjælpemidler og militære viden i deres strategi, så dog fordi de hver for sig repræsenterede militære lederegenskaber, som han værdsatte. Der var først og fremmest Helmuth v. Moltke, hvis egenskaber som feltherre han vurderede på lignende måde som Napoleons. Under de første faser af krigen 1870/71 var han meget begejstret for Moltkes føringskunst. »Moltkes Operationen sind ja ganz muster haft« skriver han til Marx i august 187020), og han fremhæver adskillige steder i de artikler han skrev i »The Pall Mall Gazette«, om den fransk-tyske krig, den preussisk/tyske hærs øverste leders fremragende evner21). Når han senere — i midten af 1870’erne — i artiklen »Der Reichs — Militärgesetz« drager i felten mod Moltke, er det ikke så meget dennes militære lederevner som sådan, han betvivler, så meget som det er den »Moltkekult«, det officielle kejserlige Tyskland på dette tidspunkt havde lanceret, han ønsker at bekæmpe. Han fremhæver da, at succes’en i krigene i 1864, 1866 og 1870/71 ikke alene skyldes Moltkes evner som feltherre, man først og fremmest hans — og den preussiske generalstabs — evne til at udnytte hærens tekniske og mandskabsmæssige overlegenhed21a). Det, han ved denne lejlighed bekæmper, er den historieopfattelse, der ensidigt fremhæver den individuelle personlighed på bekostning af de materielle faktorer og folkemassernes betydning. Krigene blev ikke udelukkende vundet af Moltke, som Tyskland ikke udelukkende blev samlet af Bismarck. Blandt Napoleons modstandere fandt han grund til at fremhæve Gebhardt v. Bliicher. Hos denne i sandhed særprægede feltherreskikkelse finder han geledofficerens bedste egenskaber: koldblodighed, beslutsomhed, mod og total mangel på evne til at lade sig imponere. Han fremhæver i et arbejde om Bliicher fra 1857, at han var den eneste af de preussiske generaler, der ikke tabte hovedet efter nederlaget ved Jena i 1806, men tværtimod — også som den eneste — var i stand til at foretage et ordnet tilbagetog mod nord og først overgav sig, da han hverken havde ammunition eller levnedsmidler tilbage 2 2 ) . Blücher lod sig heller ikke imponere af Napoleon, men lagde tværtimod ikke skjul på, at han mente, at denne som ethvert andet menneske måtte kunne besejres. Dette indbragte ham af Napoleon betegnelsen »le vieux Diable 23).

Han er for Engels den samlende skikkelse, folkemasserne og hæren i videste eller — måske rettere — bredeste forstand kan samle sig om, kan identificere sig med. Engels betragter ham ganske vist mere som en lederskikkelse end som egentlig feltherrebegavelse. Han fremhæver bl.a., at Blücher hverken kunne læse et kort endsige forstod sig særlig jneget på den højere føringskunst24). Når han alligevel i Engels’ øjne havde noget af det, der krævedes af en militær leder, var det p.gr.a. hans evne til at indse sine egne begrænsninger og — når det var nødvendigt — at overlade den afgørende indflydelse til sine teoretisk skolede og — hvad han selv erkendte — mere begavede hjælpere. Gamle »Papa« Bliicher var først og fremmest den folkelige skikkelse, Preussen og dets allierede havde brug for i kampen mod Napoleon, fordi han til en vis grad kunne fange massernes opmærksomhed og rive dem med. Man kan måske sige, at Bliicher dermed formåede at formidle resultatet af sine begavede stabsofficerers intentioner25). Hjernerne bag Bliicher var for Engels Scharnhorst og Gneisenau — mønstrene på henholdsvis organisatoren og stabschefen 2 6 ) . Det må overhovedet fremhæves, at mange af de militære lederegenskaber — det være sig på det føringsmæssige eller organisatoriske område — Engels værdsætter, meget ofte har tyske forbilleder eller måles med disses målestok. Eksemplet på den dygtige fagmilitær, der uden på nogen måde at være genial kunne sit kram og kendte sit fag, fandt Engels i Wellington. I et brev til Marx fra 1851 giver han en meget personlig vurdering af denne. »Alle seine sachen sind musterhaft, keine einzige meisterhaft. Ein General wie er ist fiir die englische Armee in der jeder Soldat, jeder Unterleutnant ein kleiner Wellington in seiner Sphåre ist, wie geschaffen. Und er kennt seine Armee, ihre eigensinnige defensive »doggedness« (Zähigkeit), die jeder Englander vom Boxring mitbringt«27). Han mener desuden, at Wellington under krigen i Spanien demonstrerede større indsigt i den napoleonske krigskunst end nogen anden af Napoleons modstandere28). Hvor hverken de østrigske eller preussiske generaler havde kunnet klare sig, hævdede Wellington sig ganske glimrende, fordi han lod være med at efterligne franskmændene. Til gengæld slørede han sine egne træk med så stort held, at fjenden aldrig vidste, hvor de havde ham. Engels mener, at Wellington ikke ejede bare en gnist af geniet, men at han dette til trods var en særdeles brugbar engelsk hærfører med understregning af det engelske. »Er ist gross in seiner Art, nämlich so gross wie man es sein kann, ohne aufzuhören mittelmässig zu sein. Er hat alle Eigenschaften an wirklich genialer Entfaltung. Tel soldat, tel politique. Sein politischer Busen freund Peel ist gewissermassen sein Abklatsch. Beide repråsentieren den Toryism, der bon sens genug hat, mit Anstand eine Position nach der andern aufzugeben und sich in die Bourgeoisie aufzulosen. Es ist der Riickzug nach Torres Vedras. Voila Wellington ^ ) « . 1 artiklen om den polskfødte general Bem, der deltog på ungarsk side i krigen 1849 mod Østrig — Engels skrev artiklen i samarbejde med Marx i 1857 — fremhævede han denne som »ein erstklassiger General fiir Partisankampf und Kleinkrieg im Gebirge « 3 0 ) . Bem havde også evnen til hurtigt at organisere og disciplinere en oprørsstyrke sammensat af meget blandede elementer, men hans begrænsning var, at han ikke sørgede for at skaffe sine styrker faste kadrer og en kærne af regulære tropper, hvorfor hans hær måtte falde fra hinanden ved det første alvorlige nederlag^1). Det er bemærkelsesværdigt; at Engels medtager meget få, hvad man kunne kalde, oprørsgeneraler blandt sine eksempler på militære førere, hvis lederegenskaber han ønsker at fremhæve. Det kan skyldes, at han ikke mener, at de eksempler, han kender, er omtalen værd, men det er mere sandsynligt, at grunden er at finde i hans tro på folkemassernes afgørende betydning i proletariatets fremtidige krige. Folket — folkeviljen — folkemassen er og bliver for Engels det afgørende element i krigen, ikke den individuelle personlighed — ideelt set, naturligvis. Uanset hvilke kvalifikationer denne måtte besidde, er og bliver for Engels personligheden kun eksponenet for folkets vilje. Hvor spredte hans betragtninger over militære lederegenskaber end måtte være, får man dog af det foregående et indtryk af, hvilke han ønsker at fremhæve. De lederegenskaber, Engels fordrede, var altså evnen til at kunne anvende den til enhver tid eksisterende teknik indpasset i tidens sociale fænomener. En forældet social organisation kunne ikke absorbere den stedfundne militærtekniske udvikling, kunne ikke indpasse hverken sine taktiske eller strategiske doktriner hertil — og måtte følgelig tabe. Eksempler herpå var for Engels Preussens nederlag i 1806 og Ruslands under Krimkrigen, fordi ingen af de to stater havde formået af følge med tiden. Den militære leder, der formåede dette, havde i Engels’ øjne de kvalifikationer, der krævedes. Formåede han at anvende sin samtids produktionsapparats tekniske frembringelser, formåede han også at blive en katalysator herfor i militær henseende ^ 2 ) . Der er hertil kun at sige, at det er de evner og egenskaber, enhver hær både på det organisatoriske og på det krigsmæssige plan har nødig, dersom den skal kunne fungere som effektiv militærorganisation og kampinstrument, uanset hvilke farver den måtte føre i sit flag. En speciel socialistisk føringskunst er det i hvert fald vanskeligt at øjne konturerne af. Derimod nok af den krigskonception, der vil anvende den hidtil eksisterende militære viden og erfaring i proletariatets tjeneste. Her kan man måske tale om, at Engels ønskede, at de militære ledere, han kunne identificere sig med, skulle kunne gentage krigshistorien på et væsentligt bredere plan med behørig hensyntagen til den stedfundne tekniske udvikling. Fremstillingen vil herefter gå over til at behandle den hærtype, Engels mente ville være den mest hensigtsmæssige for realiseringen af hans politiske mål. Det altafgørende spørgsmål her er:

Militsstyrker eller regulære tropper?

Der er næppe tvivl om, at han både oprindeligt og ideelt helst så den folkelige opstand manifestere sig i form af en eller anden version af militstanken33). i sit oprindelige militærprogram fra 1845, som han gav udtryk for i den omtalte tale i Elberfeld, går han uden noget forbehold ind for den rene folkevæbning34)) 0g den samme tanke fremgår af det flyveblad, Marx og Engels m. fl. udsendte i marts 1848: »Forderungen der Kommunistischen Partei«. Her kræver punkt 4 almen folkevæbning35). Imidlertid ændrede han opfattelse i takt med, at hans fagmilitære viden øgedes. Personlige erfaringer fra 1848/ 49, hans militære studier, hans undersøgelser vedrørende Krimkrigen, »The Volunteers« i England i slutningen af 1850’erne og fremfor alt den måde, hvorpå man i USA forvandlede den jævne mand til soldat, førte til en radikal ændring af hans oprindelige synspunkter. Den israelske historiker Dr. J. Wallach har med en vis ret kaldt disse utopiske36). Navnlig fæstede han sig ved den amerikanske unionhærs nederlag ved Bull Run 21/7 1861. Han mente, at det havde været et uklogt skridt at anvende uuddannede rekrutter i forreste linie og at lade dem angribe en talmæssig jævnbyrdig modstander i en stærk stilling ved et frontalt angreb. Så bogstavelig skulle man ikke tage begrebet »levée en masse«. Hos Napoleon gik man gradvist frem: »in der Tat Bataillone roher Rekruten wahrend des ersten Monats in den Depots einexerzieren, wahrend des zweiten marchieren lassen und wahrend des dritten vor den Feind fiihren, aber dann empfing jedes Bataillon einen hinreichenden zusats erfarener Offiziere und Unteroffiziere,jede Kompagnie einige alte Soldaten, und am Tage der Schlacht waren die jungen Truppen einbrigadiert zusammen mit Veteranen und vor den letztern sozusagen umrahmt«37). Alle disse betingelser manglede i Amerika, og Bull Run blev en fiasko for unionstropperne med forfærdende tab som følge. Ganske vist bemærkede han, at man tog ved lære af disse dyrekøbte erfaringer og begyndte en systematisk uddannelse af tropperne. Man anvendte dem til kampformer, som de kunne leve op til, inden man igen søgte at levere afgørende slag i større målestok. »Der Kleinkrieg in Missouri und West-Virginia wåhrend es die unionistischen Bevolkerungen schutze, gewohnte die Truppen an den Felddienst und das Feuer, ohne sie entscheidenden Niederlagen blosszustellen«38). Krig var et håndværk, der fordrede indlæring som alle andre færdigheder. Først når tropper havde nået et vist uddannelsesstade, kunne de anvendes til regulær krigsførelse. Forsyndede man sig herimod, risikerede man at lide katastrofale nederlag. Den lære, Engels drog af sine erfaringer og iagttagelser vedrørende militær organisation, fremgår af et brev til Marx fra januar 1868. Han afviser her militstanken og fremhæver nogle træk fra den amerikanske borgerkrig. I denne havde begge de krigsførende parter anvendt rene militshære, som efter Engels’ mening beviste, at dette system i virkeligheden kun eksisterede på papiret og krævede kolossale ofre af penge og mennesker39) . Han spørger, hvorledes man mon tror, det var gået for nordstaterne, dersom sydstaterne havde haft en regulær hær på et par hundrede tusinde mand i stedet for en løst sammenhængende milits. Resultatet ville efter hans mening have været, at de sidste ville have erobret både New York og Boston og have dikteret freden, før de første havde fået sig organiseret40). Han mener selv, at det, alt står og falder med, er faste kadrer af officerer og underofficerer, og noget sådant er ikke til at få fat i uden videre i et samfund, der — som det amerikanske — lader sig imponere af de tilsyneladende enorme styrker, et militssystem hurtigt muliggør opstillingen af. Ligeledes at man øjensynligt kan uddanne tropperne under marchen til fronten4 1 ) . Det sidste er imidlertid ingen nyhed. Napoleon kunne jo også anvende tremåneders rekrutter til direkte kampindsats. Hertil fordredes imidlertid de føromtalte kadrer, og alt det havde man ikke i Amerika, hvor man, selv da krigen var ved at slutte, kun havde mangelfulde sådanne. Når dertil kom, at man overalt var i færd med at indføre bagladevåben, ville dette betyde, at enden for militssystemet nærmede sig. Han sammenfatter sit syn på dette ikke uvæsentlige spørgsmål vedrørende militær organisation: »Womit nicht gesagt ist, dass nicht jede rationelle Militärorganisation irgendwo zwischen der preussischen und schweizerischen in der Mitte liegt — wo? Das hängt von den jedesmaligen Umständen ab. Erst eine kommunistisch eingerichtete und erzogene Gesellschaft kann sich den Milizsystem sehr nähern und das noch asymptotisch (som en fodnote forklarer betyder: es niemals ganz erreichen)« 4 2 ) . Man ser hans stærke fremhævelse af betydningen af faste kadrer. Uden et korps af veluddannede befalingsmænd af alle grader vil den på papiret så imponerende styrke falde fra hinanden første gang, den skal anvendes efter sin hensigt. Denne tanke giver han også udtryk for i pjecen »Die preussische Militarfrage und die deutschen Arbeiterpartei« fra 1865. Her fremhæver han også nødvendigheden af en solid uddannelse og værdien af faste kadrer43), og samtidig afviser han »die Phantasien von einem Milizheer mit sozusagen gar keiner Dienstzeit«44). At arbejderen så samtidig i en sådan værnepligtshær som den preussiske kan få bibragt praktiske militære færdigheder, der eventuelt kan tænkes anvendt på rette tid og sted, hilser han med tilfredshed45). Det afgørende vendepunkt, hvad angår Engels, tanker om militær organisaton, er erfaringene fra den fransk-tyske krig og Pariserkommunen. Efter disse begivenheder fælder han dødsdommen over den uorganiserede folkevæbning, og det kan ikke skjules, at han i temmelig vid udstrækning bliver tvunget til at tage visse forbehold over for de forestillinger om militær organisation, han indtil da under sin samtids givne omstændigheder havde næret nogen forhåbning til. Der består en vis forskel på den »yngre« Engels og den »ældre« Engels for så vidt angår hans opfattelse af organisatoriske spørgsmål før og efter denne tid. Krigen 1870/71 udgjorde for Engels et vendepunkt — først og fremmest i den militærtekniske udvikling. For første gang havde to nationale massehære stået over for hinanden — begge bevæbnede med riflede bagladevåben46). på engang viste det sig, at alle hidtil anvendte opstillingsformer — for navnlig infanteriet — var mere eller mindre uanvendelige i praksis. Opstillingen i sluttede bataljons- og kompagnikolonner som fægtningsformation viste sig at være noget nær selvmorderisk, og følgen var, at afdelingerne nødvendigvis måtte opløse sig i en eller anden form for opløst orden. Engels er dybt rystet over den skæbne, der overgik de fem regimenter af den preussiske garde ved St. Privat d. 18. august 1870, der havde angrebet efter fægtningsreglementet og på mindre end to timer mistet over en tredjedel af deres styrke47). i »Taktik der Infanterie aus den materiellen Ursachen abgeleitet« nogle år senere vender han tilbage til denne træfning som den helt afgørende enkeltbegivenhed48), som han ved en anden lejlighed betegnede som én stor gentagelse af den for den danske hær så tragiske Lundbyeaffære i Nordjylland under krigen 1864, hvor et dansk kompagni på 250 mand, der angreb ca. 80 preussere posteret bag et gærde blev revet aldeles op49). Fremover måtte et infanteriangreb betragtes som uigennemførligt, hvis det ikke blev støttet af en artilleriforberedelse. Dette forudsatte et betydeligt snævrere samarbejde end tidligere mellem infanteri og artilleri og betød videre, at kravene til koordinering og uddannelse blev hævet radikalt50).

Erfaringerne fra den fransk-tyske krig muliggjorde for Engels besvarelsen af det grundlæggende spørgsmål vedrørende militærorganisation, som i lige så høj grad kunne påkalde sig de etablerede borgerlige staters militæreksperters interesse, som det kunne interessere en repræsentant for den revolutionære arbejderbevægelse: hvilken form for militær organisation skulle man i fremtiden satse på? Skulle det være kvalitet eller kvantitet — skulle det være regulære hære eller en eller anden form for militshær, man skulle tilmåle forrangen. De folkehære, det var lykkedes Gambetta at få rejst i 1870, havde ganske vist kæmpet både udholdende og tappert og var ifølge den tyske militærforfatter von der Goltz’s mening formodentlig den bedste milits, der eksisterede dengang51). Dette havde imidlertid ikke ændret det faktum, at disse løst sammenhængende enheder havde vist sig meget lidt fortrolig i omgang med de nye bagladevåben og overhovedet kun med beskedent held havde ladet sig anvende i kamp mod regulære tropper. Den skepsis, Engels tidligere havde givet udtryk for, blev tilfulde bekræftet af krigsbegivenhederne i Frankrig. Skulle en hær kunne leve op til de krav, en moderne kamp stillede, måtte mindst 18 måneders — helst to års — tjenestetid være det mindste, man måtte forlange52). Havde han end anbelalet en eller anden torm tor levée en masse i sine artikler om krigen 1870/71, måtte han erkende, at i det mindste i den form, den franske revolution havde erkendt fænomenet, var tiden løbet fra det. Skulle han eller eftertiden nogensinde opleve at se en Carnot — den franske krigsminister fra revolutionskrigenes tid — i aktion, ville det være en meget teknificeret sådan53). Den konsekvens, Engels drog, var en endegyldig afsfandstagen fra militstanken og en bekendelse til princippet om den regulære stående hær. Den erkendelse var efter hans opfattelse af den allerstørste rækkevidde for den revolutionære arbejderbevægelse — for dersom betingelserne for væbnede sammenstød mellem de etablerede stater var ændret radikalt, måtte man også ændre klassekampens militære betingelser fra grunden af54). En grundlæggende ændring af den revolutionære strategi og taktik måtte for Engels være konsekvensen. Havde han indtil da i det mindste næret visse håb vedrørende den folkelige milits, var han efter dette tidspunkt fuldt på det rene med, at alt sådant måtte afskrives som romantik takket være den militærtekniske udvikling. Han mente dog, at hans samtids våbensystemer nu var så udviklede, at han havde svært ved at forestille sig en yderligere udvikling på dette område55). Man må her nok have lov at tilføje, at han på dette punkt tog grundigt fejl. Det preussiske militærsystem med store styrker bestående af indkaldt værnepligtigt mandskab — foreløbig den eneste demokratiske institution i Preussen56) — havde i Engels’ øjne bevist sin duelighed som kampinstrument. Ganske vist var han fuldt på det rene med, at det stærkt opreklamerede begreb om »folket i våben« kun eksisterede på papiret og ikke i virkeligheden^), men selve princippets overlegenhed tvivlede han ikke længere på. Den hurtighed, hvormed man med dette militærsystem besejrede de franske hære, var i hans øjne et uomstødeligt bevis. Uanset hvilke forbehold man måtte tage over for den preussiske hær, måtte man erkende, at princippet med den almindelige værnepligt, der i sig selv implicerede store reserver, havde sejret over det franske udskrivningssystem med en kadrehær med lang tjenestetid og få uddannede reserver. Når hertil kom, at man i Frankrig havde haft den såkaldte stillingstilladelse, dvs. at man mod betaling kunne slippe for militærtjeneste, dersom man betalte en anden for at være soldat, betød det, at den franske hær blev blottet for duelige folk. Den tyske institution med »Einjåhrige« dvs. folk af de bedrestillede lag, der for egen bekostning tjente ét år og derved slap for hele den lange tjenestetid, tilførte derimod dette lands hær et nyttigt element af praktisk intelligensia58). Man må af denne bekendelse til troen på det preussiske hærsystems fordele ikke udlede nogen akcept af det politiske system, det repræsenterede. Han mente imidlertid, at forudsætningen for almindelig stemmeret var almindelig værnepligt^). De fordele, det bød på, var i Engels øjne kun relative og var bundet af de statslige og samfundsmæssige tilstande, der herskede »in einer halbabsolutistichen Monarchie^O). Hans tro på dette systems fordele var baseret på et nøgternt militært jugement — hverken mere eller mindre. Han var imidlertid ikke blind for dette systems fundamentale svaghed. Denne svaghed bestod i, at det tyske kejserrige skulle forene to hinanden uforenelige mål. På den ene side fordrede rigets ydre militære sikkerhed, at der eksisterede et så stort antal soldater som overhovedet muligt, således at den stående hær bag sig havde store reserver et ty til, dersom det kom til krig. Dette fordrede en relativ kort tjenestetid. På den anden side skulle Tysklands magthavere til enhver tid kunne forlade sig på hæren som et pålideligt indenrigspolitisk magtinstrument. At skabe soldater af ubetinget troskab mod »den allerhøjeste krigsherre« fordrede imidlertid en lang tjenestetid, og at man kun indkaldte den del af befolkningen, der kom fra de pålidelige landdistrikter^l). Denne indre modsætning havde man søgt at forene med behørig hensyntagen til begge sider, men problemet bestod dog fuldt ud. Engels formulerede selv spørgsmålet i »Anti-Duhring« fra 1877 som: »Volksheer oder Fiirstenheer«62). Der var hensyn at tage til begge sider, hvor skulle man lægge vægten?

Man beholdt det indkaldte mandskab i tre år og sløjfede — af økonomiske grunde — samtidig hvert år indkaldelsen af adskillige tusinde tjenesteduelige, hvilket var mod princippet i begrebet almindelig værnepligt. For Engels havde dette militærsystem dermed nået grænsen for sin effektivitet. Ethvert skridt i retning af den fulde realisering af almindelig værnepligt med en tilsvarende nedsættelse af tjenestetiden var efter hans mening umulig, fordi forudsætningen herfor var en forvandling af den tysk/preussiske stats natur, som ville betyde, at denne stat ville holde op med »das heutige Preussen zu sein « 6 3 ) . Hæren ville i så fald ikke længere være politisk pålidelig. Hæren var »ein fiir die Zwecke der Kabinettspolitik nach aussen und eine reaktionåre Politik nach innen«64). Dette indbyrdes modsætningsforhold ville efter hans opfattelse betyde, at Tyskland havde et så at sige indbygget modsætningsforhold, der ville vise sig skæbnesvangert, dersom det for fremtiden kom til et afgørende opgør med dets fjender. Under krigen i 1870/7l ’s anden fase — dvs. efter kejserdømmets fald — havde han iagttaget, at Frankrig faktisk havde formået at rejse store hærstyrker — disses mangler ufortalt — fordi man her ikke nærede indenrigspolitiske betænkeligheder. På et vist tidspunkt havde det måske kunnet forskyde styrkeforholdet mellem de krigsførende til gunst for Frankrig. I krigens første fase havde tyskerne haft fordelen på deres side over for det kejserlige Frankrigs kadresystem, fordi de havde kunnet mobilisere større troppemasser end Frankrig. Denne fordel havde de ikke over for den franske republik, fordi republikken i Engels’ øjne havde i sin magt at realisere, hvad der kun — når alt kom til alt — var blevet teori i Tyskland. Han mente, at republikken uden indenrigspolitiske betænkeligheder kunne indkalde alt sit værnepligtige mandskab 65) . p j samme måde som det preussiske landeværnssystem betegnede en uhyre fordel over for det forældede franske kadresystem, således ville også et på den faktiske almindelige værnepligt hvilende militærsystem betyde et kolossalt fremskridt i forhold til det de facto eksisterende preussiske system. Man behøvede her ingen indenrigspolitiske betænkeligheder nære, og gav man blot det indkaldte mandskab en forsvarlig uddannelse af 1 Vi til 2 års varighed, ville Frankrig have en fortræffelig forsvarshær over for det kejserlige Tyskland, hvor man følte sig tvunget til at beholde mandskabet inde i tre år, men hvor man så til gengæld ikke var i stand til at udnytte landets»manpower« fuldt ud p.gr.a. de nævnte betænkeligheder vedrørende dennes politiske pålidelighed. Dette ville betyde, at Frankrig ville kunne stille en hær, der var på størrelse med den tyske, og det på trods af at befolkningsvæksten var stagnerende i Frankrig og radikalt stigende i Tyskland.

De fordele, Engels påpegede, at Frankrig allerede havde under krigens anden fase, formåede den franske republik ikke at udnytte, medens denne stod på. Den militære afgørelse var faldet. I årene efter 1871 fik hans forestillinger på dette område imidlertid en vis aktualitet. Fordelene ved det preussiske system havde været så indlysende, at alle Europas stormagter — undtagen England — gik over til en eller anden version heraf^6). Allerede under den såkaldte »Krieg im Sicht«-krise i 1875 havde Frankrig vundet en numerisk overlegenhed over den tyske rigshær. Engels mente imidlertid, at når Moltke og den tyske generalstab gav udtryk for, at Tyskland var truet heraf, skyldtes det mere ønsket om at få sat de øgede militære fordringer igennem i rigsdagen end nogen egentlig tro på aktuel krigsfare67). på den anden side kunne han jo ikke nægte rigtigheden i den rent fagmilitære del af denne bedømmelse. Når alt kom til alt var det hæren, det nyskabte Tysklands sikkerhed hvilede på, og ville man ikke følge med udviklingen på dette område, risikerede man at blive et offer for den almindelige tendens, der ofte er i et land, der har gennemført en eller flere sejrrige krige, til at slække på de militære anstrengelser. Det, der viste sig brugbart »sidste gang«, vil man ofte se også anses for anvendeligt »næste gang«, og som regel ønsker man ikke at have hverken besværet eller udgiften med den videre udvikling heraf. I Tyskland gjorde der sig en vis eftergivenhed gældende i militær henseende, således forstået, at hærens relative kampværdi ikke blev ved med at være den samme. Frankrig derimod havde den ansporet til den revanche, et nederlag som regel indebærer, udover at landet faktisk også havde et sikkerhedsproblem i forhold til Tyskland. Alt dette iagttog og fulgte Engels med levende interesse, hvad ikke mindst fremgår af hans brevveksling med ledende tyske socialdemokrater68). De slutninger, han uddrog af denne udvikling vedrørende spørgsmål om militær organisation, har en forbavsende lighed med de slutninger, en samtidig militærteoretiker drog ud fra helt andre forudsætninger. Tyskeren Joachim Hoffmann har i afsnittet om »Der Volkskrieg in der Sicht von Marx und Engels« i det vesttyske militærhistoriske »Forschungsamts« publikation i hundredåret for den fransk-tyske krig69) fremhævet, hvor stor lighed der er mellem Engels’ forestillinger på dette område og den tyske generalstabsofficer Colmar Freiherr von der Goltz’70). i dennes forfatterskab finder man en langt større interesse for den fransk-tyske krigs senere faser end for krigens begyndelse med de for tyskerne så heldigt gennemførte kampe ved grænserne. Det, der havde v. d. Goltz’s interesse, var ikke den fase af krigen, hvor regulære tropper stod over for hinanden, men mere fænomenet folkekrig og problemet vedrørende den franske befolknings improviserede kamp mod regulære tropper, og hvordan disse klarede denne uvante situation?!). Han adskilte sig heri fra langt den overvejende del af sine samtidige tyske officerskolleger og lagde sig ved sit forfatterskab ud med sine foresatte i krigsministeriet, hvorfor han nogen tid var strafmæssig forsat til geledtjeneste ved et provinsregiment?2). Hos v. d. Goltz finder man også troen på den stående regulære hærs overlegenhed i forhold til enhver militsmæssig improvisation. Det var ligeledes i hans øjne det eneste praktisk anvendelige kampinstrument, fordi den regulære hærs enkelte dele virkede og fungerede, selv om den kæmpede under forsynings- og føringsmæssige vanskelige forhold. Den mere eller mindre improviserede miiitb derimod faldt som regel fra hinanden, dersom — eller rettere når— de uundgåelige vanskeligheder, enhver krig medfører, viste sig?3). Der være hermed ikke sagt, at han undervurderede de vanskeligheder, II tyske Armee, der primært stod over for de folkehære, det lykkedes Gambetta at rejse i det sydlige Frankrig, havde. Denne fase af krigen forekom ham blot at indeholde en vigtig lære for fremtiden?4). Han erkendte, at i fremtidens krige ville antallet af deltagende tropper spille en stadig tiltagende rolle. Dette ville betyde, at de enkelte lande kom i et uophørligt rustningskapløb, som ville udmatte dem, fordi den militære sikkerhed ville fordre stadig større dele af nationens kræfter. Følgen ville være, at de krige, fremtiden måtte rumme i sit skød, ville være mere langvarige og endnu frygteligere end alt, hvad man hidtil havde kendt?5). i sin første større publikation: »Leon Gambetta und seine Armeen« fra 1877, udtalte han i al offentlighed, hvad Engels allerede under den fransk-tyske krig havde forudsagt, nemlig at Tyskland-Preussen i organiseringen af sit militærvæsen, af sin »man-power« snart ville risikere at blive overgået af sin franske hovedmodstander?6). Det, der adskilte v. d. Goltz fra den officielle militærdoktrin, det nye tyske riges magthavere hyldede, var hans manglende tro på de store afgørende slag, forberedt og ledet af den geniale feltherre. Han delte kort og godt ikke sine samtidige tyske medofficerers tro på, at Helmuth v. Moltkes almægtige geni og den heraf flydende skole kunne mestre den militære udvikling i al tid og evighed. For ham — som for Engels — ville i fremtiden de store folkemassers og den teknisk/økonomiske udvikling spille den altafgørende rolle — ikke den nokså geniale ener. Man burde derfor forlade sig mere på et så bredt udsnit af den tyske befolkning som muligt, når talen var om rigets militær organisation7?). Fremtidens krige ville aldrig mere blive ført i gammeldags stil, hvor indeksercerede stående hære ville kæmpe mod hinanden. Man ville i langt højere grad efter hans mening komme til at kæmpe mod »Volksheere«. Over for disse ville Moltkes strategi komme til kort, fordi denne udelukkende var indstillet på den førstnævnte krigsform78) . Man burde derfor basere Tysklands militære sikkerhed på de konsekvenser, man kunne drage af disse erfaringer og ikke på en nostalgisk tro på, at man i fremtiden uden videre kunne gentage Preussens succesrige felttog fra 1864 til 1871. Fremtidens krige ville hverken blive afgjort ved noget KGniggråtz eller ved noget Sedan. Man forstår,hvorfor han nødvendigvis måtte lægge sig ud med sine foresatte, for hvem det foranstående havde nær dogmets karakter. Det skal retfærdigvis tilføjes, at den ældre Moltke i sit hjerte i vid udstrækning var enig med den unge energiske generalstabsofficer og sørgede for, at han ikke blev på det sidespor, man havde kørt ham ind på^9). Moltke var ikke ude af stand til at se, at der i hele det tyske kejserrige var en potentiel farlig spaltning i det modsætningsforhold, der bestod mellem, hvad der på den ene side var militært nødvendigt og på den anden side, hvad landets magthavere anså for indenrigspolitisk m u lig t 8 0 ) . v. d. Goltz mente i sin bog om Leon Gambetta, at man kunne tage højde for udviklingen, ved at man virkelig realiserede princippet om den almindelige værnepligt, og han gav dermed udtryk for, hvad Engels allerede i 1865 havde foreslået i sin pjece: »Die preussische Militårfrage und die deutsche Arbeiterpartei«81). Heller ikke v. d. Goltz mente, at der militært skulle være noget i vejen for, at man kunne nedsætte tjenestetiden til o. to år, dersom man derved kunne opnå den ønskede forstørrelse af hæren, ved at alle tjenesteduelige blev indkaldt. Der er på dette punkt fuldkommen overensstemmelse mellem hans og Engels’ synspunkter. Goltz mente heller ikke, at det indkaldte mandskab lærte mere og blev dueligere soldater udover det andet tjenesteår, men fremhævede tværtimod, hvor demoraliserende en virkning den lange tjenestetid med det kedelige kaserneliv, uendelige pudsning og vagttjeneste havde på mandskabet*^). Med andre ord siger han det samme, som i Engels’ karakteristiske stil hedder, at i det tredje tjenesteår lærte soldaterne ikke andet »als sich langweilen, den Rekruten Schnåpse auspressen und iiber seine Vorgesetzten schlechte Witze reissen«83). Begge mente altså, at en tjenestetid på to år var militært forsvarlig og ud fra alment menneskelige grunde ønskelig. Desuden ønskede Goltz en mere effektiv udnyttelse af tjenestetiden, således at uddannelsen til enhver tid svarede til samtidens krigsmæssige fordringer84). Han stemte her ikke alene overens med Engels’ synspunkter85)> men også med den tysk/preussiske hærs reformvenlige kredse, som gennem flere år af militære grunde havde plæderet for en åjourføring af hærens fægtningsreglement86). Den første etape på vejen mod en udvidelse af hæren var en radikal udvidelse af og delvis omformning af hærens officerskorps8?). Goltz udviklede forskellige forslag til udvidelse og udbygning af den ligeledes af Engels fremhævede institution om etårs-frivillige88), og han ønskede at åbne muligheder for alle bogligt uddannede unge mænds løbebane som reserve-eller landeværnsofficerer. På samme måde ønskede han at give den skolepligtige ungdom en grundlæggende uddannelse inden selve indkaldelsen under anvendelse af udtjente officerer og underofficerer som gymnastiklærere89). Denne tanke havde Engels ventileret i sin pjece fra 1865^0), og det lader til, at han har adopteret selve ideen fra den kendte militærforfatter Wilhelm Riistow, der i 1862 udgav en brochure om det preussiske militærbudget, hvori han gik ind for tanken om ungdommens førmilitære skoling. Brochuren fik en temmelig stor læserskare, og det er nærliggende at antage, at det er herfra Engels har grebet tanken^l). Det, Colmar v. d. Goltz ville, var at realisere Tysklands potentielle militære styrke. Han ville simpelthen virkeliggøre Scharnhorsts tanke om »Das Volk in Waffen« som hans næste værk, der udkom i 1883, da også hed. Hans planer sigtede på at gøre hæren til en fast forankret del af selve det tyske folk og ikke bare til et overvejende indenrigspolitisk magtinstrument i de ledende lags hænder. Han anså det nyskabte rige for så truet i sin eksistens, at man kun kunne sikre dette militært ved at basere det på så bredt et udsnit af befolkningen som muligt. Han ville, at officerskorpset, der endnu overvejende var adeligt, skulle borgerliggøres, og det var også det, han i sidste instans ville med selve hæren. Kun derved kunne den nødvendige udvidelse ske. Kun derved kunne de nødvendige kadrer skabes ^ l a ). Det var — målt med tidens alen — et liberalt program, som — hvad allerede er nævnt — påkaldte sig det preussiske krigsministeriums mishag. Nægtes kan det jo heller ikke, at v. d. Goltz teorier i betænkelig grad rørte ved det, der må anses for en af det daværende Tysklands mange achillessener: den sociale strukturs manglende evne til at absorbere en stadig voksende borger- og — navnlig — arbejderstand. I den foreliggende forbindelse betød det, at Tyskland-Preussens sociale struktur forhindrede de militært nødvendige reformer, dets ydre sikkerhed krævede. Det må fremhæves, at der al ydre lighed til trods mellem v. d. Goltz’s og Engels’ anskuelser ikke er tale om nogen som helst politisk samstemmighed. Der var tale om en ren og skær enighed i visse fagmilitære spørgsmål af grundlæggende natur. v. d. Goltz ønskede at tilpasse hærens organisation til den almene samfundsmæssige udvikling for at gøre Tyskland så militært stærkt som muligt. Lignende motiver kan Engels tænkes at have haft, da han i 1865 skrev sin pjece om det preussiske militærspørgsmål og det tyske arbejderparti: Også han havde øje for, at Preussen i den daværende storpolitiske konstellation måtte udvikle og effektivisere sit militærvæsen 92). For Engels’ vedkommende gjorde sig også den overvejelse sig gældende, at en borgerliggørelse af hæren samtidig ville indlede en demokratiseringsproces, som i det lange løb ville vise sig fremmende for arbejderklassens interesser. Hvorvidt Engels har kendt v. d. Goltz’s bøger fremgår hverken af hans værker eller af hans breve, og hvorvidt v, d. Goltz har kendt Engels’ skrifter i så henseende er nok også tvivlsomt. Alt dette kan i nogen grad forklare, hvorfor Engels tilsyneladende i sine sidste år bekender sig til militstanken, som han af fagmilitære grunde havde afsvoret som aldeles uanvendelige til krigsbrug. Der tænkes her på den sidste større pjece fra Engels’ hånd: »Kann Europa abrQsten?« fra 189393). Ligesom i et stort afsnit om gade- og barrikadekamp fra indledningen til Marx’s: »Klassenkampfe in Frankreich« fra 1893 kan denne pjece gøres til genstand for forskellige tolkninger. Engels går heri tilsyneladende ind for militstanken94). men hvor hans vurderinger tidligere udelukkende — eller så godt som udelukkende — beroede på rent militære betragtninger, er der her tale om et rent politisk indlæg. Politisk af flere grunde. Hele den politiske udvikling parret med den militærtekniske ditto fyldte Engels med dyb uro for fremtiden. Af hans brevveksling med ledende partifæller fremgår det med al ønskelig tydelighed, at han var bange for, at Europa stod over for nye skæbnesvangre kraftprøver, der også ville berøve den arbejdende befolkning, hvad den — alt andet lige — trods alt havde tilkæmpet sig af materielle fordele og borgerlige rettigheder. Der spiller her det forhold ind, at det wilhelminske Tyskland med Bismarcks fald indstiller forfølgelsen af det fra 1878 forbudte tyske socialdemokrati^), hvilket betød, at partiet via stemmesedlen kunne hente ad evolutionær vej^é), hvad dets forløbere — hvortil Engels jo må regnes — indtil langt ind i deres modne alder mente, kun var opnåelig ad den voldelige revolutions vej. De fredelige midler i klassekampen havde altså tilsyneladende fået en chance^7), og sammenholder man dette med den krigsfrygt, den fransk-russiske tilnærmelse i disse år fremkaldte hos Engels^), forstår man måsk«, hvorfor han nærmede sig det tyske socialdemokratis officielle — aldrig nogensinde fast definerede — militærpolitik og angiveligt — ifølge pjecen — går ind for militstanken99). Engels bliver imidlertid ikke »Milizgl&ubig« for at bruge et anvendt udtryk 100), han er bare bange for, at der skal bryde en europæisk storkrig ud på dette tidspunkt, der vil knuse Tyskland og dermed også den tyske arbejderklasse. Det, han gør, er i virkeligheden at fremsætte et afrustningsforslag, som både har en militærfaglig og en tysk indenrigspolitisk hensigt.

At han ønskede at staterne skulle lade være med at knuse sig selv under de tiltagende militærudgifters byrde, er i sig selv forståeligt noklOl); militærudgifterne fordrede »heidenmåssig viel Geld«, som han udtrykker det i »AntiDiihring«. Kom det imidlertid til krig, havde han uhyggelige syner, som man må erkende, krigen 1914— 18 tilfulde opfyldte. Det følgende afsnit er taget fra indledningen til Sigismund Borkheim’s: »Zur Erinnerungen fur die deutschen Mordspatrioten« fra 1888: »Deutschland wird Verbiindete haben, aber Deutschland wird seine Verbiindeten und diese werden Deutschland bei erster Gelegenheit im Stich lassen. Und endlich ist kein andrer Krieg fiir PreussenDeutschland mehr mOglich als ein Weltkrieg, und zwar ein Weltkrieg von einer bisher nie geahnten Ausdehnung und Heftigkeit«102). Engels udmaler, hvorledes denne krig vil forløbe: »Acht bis zehn Millionen Soldaten werden sich untereinander abwiirgen und dabei ganz Europa so kahlfressen, wie noch nie ein Heuschreckenschwarm. Die Verwiistungen des Dreissigjahrigen Kriegs zusammengedrangt in drei bis vier Jahre und iiber den ganzen Kontinent verbreitet; Hungersnot, Seuchen, allgemeine, durch akute Not hervorgerufene Verwilderung der Heere wie der Volkmassen; rettungslose Verwirrung unsres kiinstlichen getriebs in Handel, Industrie und Kredit, endend in allgemeinen Bankerot « 1 0 3 ) . Et sådant altomspændende opgør ville medføre det datidige statssystems sammenbrud »derart, dass die Kronen zu Dutzenden iiber das Strassenpflaster rollen und niemand sich findet, der sie aufhebt; absolute UnmOglichkeit, vorherzusehen, wie das alle enden und wer als Sieger aus dem Kampf hervorgehen w i r d « 104). Kun et er absolut sikkert: arbejderklassens endelige sejr l 0 5 ) . Dette er den naturlige og uundgåelige konsekvens af hans samtids rustningskapløb. Krigen vil komme og vil ødelægge det bestående sociale hierarki. Den vil muligvis også i større eller mindre grad ødelægge et eller andet for arbejderklassen i dens forløb. Enderesultatet er imidlertid givet: »am Schluss der TragOdie sind die ruiniert und ist der Sieg des Proletariats entweder schon errungen oder doch unvermeidlich « 106). Man ser, at han godt var klar over, at revolutionen var en sandsynlig følge af en fremtidig storkrig, men det er, som om han enten har anset tidspunktet for uheldigt valgt eller også, at han slet og ret er veget tilbage for den frygtelige pris også arbejderklassen måtte betale i så fald, en pris der måske kunne undgås, dersom man kunne vinde frem via stemmesedlen. Militæreksperten Engels gjorde sig i hvert fald ingen illusioner om, hvad en storkrig i fremtiden indebar. Da han inderst inde godt vidste, at militstropper muligvis kunne anvendes til forsvar af ens eget land, men kun vanskeligt til angrebskrige, er det ikke vanskeligt at forstå, at når han fremsætter et afrustningsforslag, giver han det form af et forslag til omdannelse af stormagtshærene til militstropper 107). Han foreslår gensidige troppenedskæringer — for at bruge et i disse år meget anvendt udtryk — ikke på det kvantitative men på det kvalitative område. Han vidste jo udmærket, at man godt kunne føre angrebskrig med mindre, højt uddannede hære med lang tjenestetid, og når det, han ønskede, var at trække de farlige offensive tænder ud, hvad var da mere logisk, end at han foreslog gensidige reduceringer på det kvalitative område 108). Deri bestod hans forslag til afrustning eller i hvert fald neddæmpning af datidens rustningskapløb, for endnu engang at forlade sig på en moderne term. Der er imidlertid også et tysk indenrigspolitisk aspekt, der ikke fremgår helt så tydeligt af pjecen som selve afrustningsforslaget. »Kann Europa abriisten« kan også tolkes som et ønske om at vinde indpas i den tyske hærs regimenter »von innem«. En forstørrelse af hæren — hvilket jo ville være følgen, dersom man gik over til forslagets hele idé — villé betyde, at en langt større del af det indkaldte mandskab ville komme til at bestå af industriarbejdere — hele Tysklands industrielle udvikling in mente — og ikke længere alene af værnepligtig landboungdom 109). Allerede i »Anti-Dilhring« fra 1877 gav han udtryk for denne forventning. Man kunne forvandle »Den Fiirstenheer« til »Ein Volksheer«, så snart store dele af den arbejdende befolkning var besjælet af forståelse for deres klassemæssige situation. Han hyldede troen på, at »der Militarismus schliesslich an der Dialektik seiner eigenen Entwicklung zugrunde gehen musste«! 10). Til sidst ville man ved hjælp af denne udvikling opleve »Armee und Staat von innem heraus zu zersetzen und schliesslich zu sprengen«Hl). Det betød, at han formodentlig havde den bagtanke med det hele forslag, at han så en mulighed for ved en konfrontation at kunne præparere de regimenter, hvor arbejderklassen var talrigt repræsenteret, til i givet fald at rebellere mod deres officerer og muligvis gå over til insurgenterne. Han mere end antyder denne mulighed i »Kann Europa abrusten«! 12). Derved kunne en revolution få den kærne af regulære enheder, Engels principielt mente var en absolut betingelse for et sådant forehavendes heldige gennemførelse. Man skulle kort sagt infiltrere det etablerede samfunds hær på noget nær samme måde som de kristne — efter Engels’ mening oldtidens socialister — vandt indpas i den romerske hær. I indledningen til Marx’s »Klassenkåmpfe in Frankreich« udviklede han denne tanke: »ganze Legionen waren Christlich«H3).

Man vil af »Kann Europa abriistén« se, at selv om Engels kalder de tropper, han plæderer for, for militstropper, er de uddannelseskrav han faktisk stiller noget nær de samme, som han altid har stillet — ikke til militstropper, men til den form for »Volk in Waffen« som både han selv og Colmar v. d. Goltz gik så stærkt ind for. Her hedder det bare noget andet114). Kunne man få uddannet flere arbejdere i våbenbrug, og kunne man få dem vænnet til at lystre militærkommando — hvad han allerede var gået ind for en menneskealder tidligerellS) — ville man jo være et skridt videre mod skabelsen af den proletariatets stødtrop, han gennem hele sit militære forfatterskab udvikler forståelsen for. Kom revolutionen — og den ville komme, det være ønskeligt i øjeblikket eller ikke — måtte man fra ledelsens side indstille sig på at måtte føre »krigen« som en massebevægelse — hele arbejderklassens karakter og sammensætning in mente. Man ville altså stå med en mængde irregulære enheder, som det ville være vanskeligt både at føre og at kontrollere. Havde man derimod en fast kærne af regulære tropper, ville revolutionen have den rygrad, den ellers ville mangle. Proletariatet kunne danne denne faste kærne ad veje, der er beskrevet i det foregående, og denne elite kunne kontrollere både masseopbudet og befolkningen. For at bruge tyskeren Reinhardt Hohns udtryk er det tanken om den revolutionære elite, der foresvæver Engels heri 1 6 ) . Sammenfattende må man sige, at der næppe er nogen tvivl om, at han ideelt set foretrak den folkelige milits. Milits her forstået som folkelig væbning: hver borger soldat og hver soldat borger. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at han belært af de erfaringer, han gjorde, forlod denne tanke og vendte sig mod den regulære hær som det eneste brugbare kampinstrument. Han var naturligvis altid på det rene med, at en revolutionær rejsning nødvendigvis måtte være en eller anden form for levée en masse, men han var også klar over, at tog man dette alt for bogstaveligt, risikerede man, at det hele gik galt. Der måtte bestandig være et element af regulære styrker inden for masseopbudet, både for at danne dettes rygrad, og for at man kunne have et eliteelement, ledelsen til enhver tid kunne forlade sig på. Da det var temmelig usandsynligt, at en kommende kommunistisk opstand kunne råde over regulære militære enheder før en opstand brød ud, forestillede Engels sig hemmeligt organiserede proletariske garder som erstatning eller forklædt som sådanne regulære regimenter. Disse skulle sammensættes af pålidelige elementer af proletariatet, som ikke alene skulle danne opstandens stødtropper, men i lige så høj grad tjene til at holde sammen på den mere løst sammensatte borgervæbning 11?). Desuden skulle de gøre tjeneste som en art revolutionens indre sikkerhedsstyrker: fjerne upålidelige elementer og*holde en art intern justits. De skulle kort sagt sikre ledelsens faktiske autoritet 118). Det er her ingen overdrivelse at sige, at disse proletariatets garder var tiltænkt en rolle som en art prætorianere. På denne elites pålidelighed og duelighed ville den kommunistiske revolutionsledelse hvile i lige så høj grad, som en kongelig suveræns befalingsmyndighed var afhængig af tro, loyale garderregimenter sammensat af dette samfundssystems fremmeste støtter. I begge tilfælde elite. Hos Engels blot med modsat fortegn. Den omhu, hvormed han mente, både mandskab og officerer burde uddannes fra ungdommen af i våbenbrug, peger ligeledes i retning af en elitær holdning, hvad spørgsmålet vedrørende militærorganisation angår 119). Han går i sine synspunkter her ind for en regulær militarisering af store dele af befolkningen, der i grunden ikke lader det traditionelle syn på militariseringen af det wilhelminske samfund ret meget tilbage. Man forstår derfor bedre, hvorfor han efter erfaringerne fra 1870/71 tager afstand fra alle forhastede og dårligt organiserede revolutionsforsøg. Man må bare ikke heraf uddrage forkerte slutninger både m. h. t. Engels’ politiske grundholdning og hans interesse for og tro på nødvendigheden af viden om militære forhold. Der sker ingen ændringer på disse områder, og det ville være aldeles forkert, dersom man tror, at Engels bliver pacifist i sine sidste år, fordi han oplever arbejderbevægelsens overgang til legitim deltagelse i datidens politiske liv. Han var og forblev en militant revolutionær i sin grundholdning 120). Den lære og de erfaringer, han drog af den fransk-tyske krig og den herefter »totale Umwålzung des gesamten Kriegswesens « 1 2 1 ) foranledigede ham til en revision af den revolutionære strategi og taktik, hvilket også fik gyldighed for hans anskuelser vedrørende militærorganisation. Opstod der imidlertid senere en virkelig revolutionær situation, herskede der for Engels ikke den ringeste tvivl om, at der atter vil blive brug for voldelige midler.

NOTER OG HENVISNINGER

1. MEW 7, s. 250. - Karl Marx - Friedrich Engels: Werke 1-39. Berlin 1965-1973. forkortet MEW.

2. MEW 2, s. 543. Jvf. MEW 12, s. 213 f.: »Pro Aris et Foecis« (For hus og hjem).

3. Jvf. S. Neumann: Engels and Marx: »Military Concept of the Social Revolutionaries«. Ch. 7 i »Makers of Modern Strategy«. Princeton 1943. Udg. v. E. Mead Earle, s. 162. Se også Fr. Deppe: »VerschwOrung, Aufstand und Revolution. Auguste Blanqui und das Problem der sozialen Revolution im 19. Jahrhundert«. Frankfurt a* M. 1970, s. 6ff.

4. MEW 7, s. 141.

5. MEW 7, s. 489.

6. MEW 11, s. 427.

7. MEW 12, s. 428.

8. MEW 18, s. 505.

9. MEW 22, s. 393. Jvf. M. Kitchen: »The German Officer Corps«. Oxford 1968, s. 182ff.

10. Jvf. J.L.Wallach: »Die Kriegslehre von Friedrich Engels«. Hamburg 1968, s. 55.

11. A.Happich: »Friedrich Engels als Soldat der Revolution«. Hessische Beitrage zur Staat und Wirtschaftskunde. Leipzig 1931, s. 67.

12. MEW 18, s. 305ff.

13. MEW 18, s. 305. Jvf. »Die Bakunisten an der Arbeit« fra samme tid. MEW 18, s. 476ff.

14. MEW 18, s. 308.

15. MEW 33, s. 372. Engels til den italienske socialist Terzaghi, d. 6/1 1872.

16. MEW 17, s. 797. Se biografisk pote.

17. J. Hoffmann: »Der Volkskrieg im Frankreich in der Sicht von Karl Marx und Friedrich Engels«. - Afsnit i: Entscheidung 1870. Udg. v. Militargeschichtlichen Forschungsamt durch W. Groote und U. v. Gersdorff. Stuttgart 1970, s. 204ff.

18. MEW 20, s. 155.

19. MEW 7, s. 483.

20. MEW 33, s. 41. Engels til Marx, d. 15/8 1870.

21. MEW 17, s. 39 og s. 52. 21a. MEW 18, s. 503f og s. 507.

22. MEW 14, s. 171 f.

23. MEW 14, s. 186.

24. MEW 14, s. 172f.

25. MEW 14, s. 172 og 186.

26. MEW 17, s. 170 og s. 205 f. MEW 14, s. 177.

27. MEW 27, s. 235. Engels til Marx, d. 11/4 1851.

28. Idem.

29. MEW 27, s. 236. Engels til Marx, d. 11/4 1851.

30. MEW 14, s. 131.

31. MEW 14, s. 131

32. MEW 7, s. 483. Jvf. R. HOhn: »Sozialismus und Heer«. I. Berlin 1959, s. 50.

33. Se her: Max Schippel: »War Friedrich Engels Militzglaubig?«. i: Sozialistische Monatshefte II. Berlin 1898, s. 495f. Idem: »Die Militz und Friedrich Engels«. Idem XX. Berlin 1914, s. 20ff. Idem: »Friedrich Engels als Militårpolitischer Fiihrer«. IdemXXI. Berlin 1915, s. 1222ff.

34. MEW 2, s. 542f.

35. MEW 5, s. 3.

36. Wallach, s. 49.

37. MEW 15, s. 488.

38. MEW 15, s. 487.

39. MEW 32, s. 20. Engels til Marx, d. 16/1 1868.

40. MEW 32, s. 21. Engels til Marx, d. 16/1 1868.

41. Idem.

42. Idem.

43. MEW 16, s. 60.

44. MEW 16, s. 54.

45. MEW 16, s. 66.

46. MEW 20, s. 158

47. MEW 20, s. 157.

48. MEW 20, s. 602.

49. MEW 21, s. 429. Jvf. C. Th. Sørensen: »Den anden slesvigske krig. København 1883, bd. 3, s. 177ff.

50. MEW 20, s. 603.

51. C.v. d. Goltz: »Leon Gambetta und seine Armeen«. Berlin 1877, s. 258.

52. MEW 16, s. 52. MEW 17, s. 107.

53. MEW 7, s. 473f, s. 490 og s. 655 (biografisk note). Jvf. Th.v.Fuchs: »Geschichte des europaischen Kriegswesens«. Theil II. Mttnchen 1974, s. 226ff.

54. MEW 22, s. 517.

55. MEW 20, s. 158.

56. MEW 16, s. 44.

57. M fcW 16, s. 45.

58. MEW 22, s. 385f. MEW 16, s. 60f. Folk fra disse lag havde i reglen en forholdsvis god uddannelse.

59. MEW 16, s. 66.

60. MEW 17, s. 106.

61. MEW 17, s. 178. Jvf. MEW 16, s. 73.

62. MEW 20, s. 158.

63. MEW 17, s. 128.

64. MEW 16, s. 61. MEW 17, s. 127.

65. MEW 17, s. 128.

66. MEW 22, s. 373.

67. MEW 18, s. 507f.

68. MEW 38, s. 162f. Engels til Bebel, d. 29/9 1891. MEW 38, s. 175 f. Engels til Bebel, d. 17/111891. MEW 37, s. 25. Engels til Sorge, d. 22/2 1888. MEW 37, s. 29f. Engels til Liebknecht, d. 23/2 1888.

69. Hoffmann, s. 241 ff.

70. Goltz anses med en vis ret for at være et af de helt store navne indenfor militariseringen af det wilhelminske samfund. Neue Deutsche Biographie. 6. Berlin 1964 (H. Teske), s. 629-32. Forkortet NDB.

71. Hoffmann, s. 241.

72. NDB, 6, s. 630.

73. Gambetta, s. 271.

74. Jvf. Hoffmann, s. 241 og HOhn II, s. 131.

75. Gambetta, s. 287. C. v. d. Goltz: »Das Volk in Waffen«, Berlin 1883, s. 146 og 414ff.

76. Gambetta, s. 289.

77. Gambetta, s. 289f. Das Volk in Waffen, s. 424f.

78. Jvf. HOhnll, s. 131.

79. Hoffmann, s. 243f. E.Kessel: »Moltke«. Stuttgart 1957, s. 653 f.

80. Kessel, s. 741 ff.

81. Gambetta, s. 289. Das.Volk in Waffen, s. 22.

82. Gambetta, s. 293f.

83. MEW 16, s. 52.

84. Gambetta, s. 284 og 293.

85. MEW 22, s. 377f.

86. Jvf. Hoffmann, s. 242.

87. Gambetta, s. 290f.

88. MEW 16, s. 60f. Jvf. Mew 22, s. 385.

89. Gambetta, s. 294.

90. MEW 16, s. 54f. Jvf. MEW 22, s. 37Iff.

91. HOhn I, s. 128. Jvf. P.Wiede: »Wilhelm Rtistow. Ein Militarschriftsteller der deutschen Linke«. Mtlnchen 1958. Afsnittet s. 246-270: Ubereinstimmung mit sozialistischen Militarforderungen«. Der redegøres her omhyggeligt for i hvilken udstrækning Engels rent faktisk benyttede sig af W. Rtistows forfatterskab. 91a. Gambetta, s. 282.

92. MEW 16, s. 43 og s. 54.

93. MEW 22, s. 369ff.

94. MEW 22, s. 371 f. Jvf. O. Balleby: »Friedrich Engels’ opfattelse af den væbnede opstands militære strategi og taktik«. Militært Tidsskrift 1977, s. 92ff.

95. MEW 37, s. 359. Engels til Laura Lafargue (en af Marx’s døtre), d. 26/2 1890.

96. MEW 37, s. 477. Engels til Sorge, d. 2?/9 1890.

97. MEW 32, s. 256.

98. MEW 22, s. 252f. Der Sozialismus in Deutschland.

99. MEW 22, s. 374f.

100. Schippel: »War Fr. Engels Militzglaubig?«, s. 495.

101. MEW 20, s. 154.

102. MEW 21, s. 350.

103. MEW 21, s. 350f.

104. MEW 21, s. 351.

105. MEW 21, s. 351.

106. MEW 21, s. 351.

107. MEW 22, s. 372.

108. MEW 22, s. 375.

109. Jvf. Kessel, s. 742f. Efter Moltkes opfattelse kom det bedste og mest pålidelige soldatermateriale fra landdistrikterne. Jvf. Kitchen, s. 177. MEW 17, s. 178. MEW 37, s. 365. Engels til Liebknecht, d. 9/5 1890: »In drei Jahren kOnnen wir die Landarbeiter haben, und dann haben wir die Kernregimenter der preussischen Armee«.

110. MEW 20, s. 158.

111. MEW 20, s. 159.

112. MEW 22, s. 394f.

113. MEW 22, s. 526f. Jvf. MEW 36, s. 253. Engels til Bebel, d. 11/12 1884.

114. MEW 22, s. 377f.

115. MEW 16, s. 66. »Die preussische Militarfrage und die deutsche Arbeiterpartei«. 1865.

116. Jvf. H&hn I, s. 353.

117. MEW 7, s. 483. Jvf. MEW 36, s. 255. Engels til Lafargue, medio december 1884. Offentliggjort i »Lyon-socialiste«, d. 21/12 1884.

118. Jvf. HOhn I, s. 53.

119. MEW 22, s. 385f. Det er muligt, at masserne for Engels ideelt spiller den afgørende rolle. Alt for bogstaveligt skal dette næppe tages, når det drejede sig om revolutionens indre sikkerhedstjeneste. Jvf. O. Balleby: »Friedrich Engels’ opfattelse af den væbnede opstands militære strategi og taktik«. Militært Tidsskrift 1977, s. 109ff.

120. G. Mayer: »Friedrich Engels. Eine Biographie«. II, K&ln 1933, s. 529. F. Mehring: »Miliz und Stehendes Heer« i »Krieg und Politik« II. Berlin 1959, s. 71.

121. MEW 22, s. 517.